Tvende uforskammede og paahængende Betlere.

At Københavns indbyggere årligt må yde en betydelig fattigskat er unægteligt. Men næppe ville man så hyppigt høre dette omtales med beklagelser over det når man ikke så så mange betler på vores gader og ofte i husene overhængtes af tryglende personer der ikke af alder, vanførhed eller svaghed er nødt til at søge hjælp hos næsten, men som kun af dovenskab og drikkelyst har grebet til tiggerstaven, og som ikke lader det bero med at bede, men ofte i deres fuldskab prøver at trodse sig til en gave ved grovheder og mageløs uforskammethed. Sådanne personer burde indsættes i et arbejdshus og tvinges til arbejde. Selv om det nytte man kunne vente sig af dem var ubetydelig, så blev borgerne dog befriet fra et højst ubehageligt overhæng, og derved var dog noget vundet. I det håb at de ansvarlige ville tage sig af denne sag, vil man for denne gang henvende opmærksomheden på to personer der i lang tid har udmærket sig ved dagdriveri, fylderi, uforskammet trygleri og overhæng. 

1) Den første er en ikke engang midaldrende person som skal have lært skomagerprofessionen, men ikke i lang tid har drevet det samme, hvorimod han skal have givet sig af med at klippe hunde, måske til tidsfordriv. For øvrigt ses han næsten daglig i højt beskænket tilstand at gøre optøjer på gaden, og er vist næppe ubekendt for politiet. Lørdag middag stod han i kælderdøren under nr. 13 på Østergade og udøste en del grovheder fordi man ikke ville tillade ham at komme ind, eller give ham noget. Han har været beskænket og kl. var ikke 12. efter forlydende skal han have til huse i Kristen Bernikows Stræde.

Intet er som dengang, men det var her, ved Magasin Torv, Østergade og Kristen Bernikows Gade at de to tiggere plagede borgerne. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019)

2) Den anden er en person på omtrent 30 år af en her før bekendt agtværdig familie. Han har lært tobakspinderprofessionen og er blevet svend, men gider intet bestille og er i høj grad forfalden til druk. Iført en sejldugs halvkjole eller bijæggert, lasede underklæder og hullede strømper hvorigennem man ser de blotte skidne ben, ligner han fuldkommen en lazaron fra Neapel. Han er en meget besværlig tigger da han efterfølger enhver som han fra forrige dag kender navnet på, hele gader igennem og ved sit fæle udvortes forskrækker kvinder og børn, især når de i mørke møder ham i gader hvor der er lidt færdsel. Hvor han har sit tilhold vides ikke, men han ses undertiden, i selskab med en værdig kollega, at stå på Østergade ved indgangen til Peder Madsens Gang.

Skulle denne anmeldelse som man håber, have den forønskede følge, at det offentlige måtte blive befriet fra disse to subjekter, vil man gøre sig flid for herefter at opdage og anmelde flere sådanne højst besværlige personer.

(Politivennen nr. 978. Løverdagen den 27de September 1834, s. 671-674).

Fornødent Vink til Politiet.

Påfaldende, ja harmvækkede er det for beboerne i Amagergade på Christianshavn at den allerede en gang før offentligt påankede, fast nedrammede bænk som er anbragt på fortovet udenfor gården nr. 320 i den gade, til dato endu står urokket på sit sted, og at gårdens ejer således tør overtræde en politianordning som forbyder at hensætte noget på fortovene til hinder for passagen. Politiplakaten af 6. juni 1817 hvorved de ældre anordninger især plakat 3. april 1769 og 4. maj 1772, bragtes på ny i erindring, siger nemlig: "Ingen er berettiget til på nogen måde at gøre anden brug af fortovene end den der er uadskillige fra gåendes passage. For det er aldeles urigtigt når nogle gård- og husejere mener at have ret til at bruge fortovet udenfor deres gåde og huse, eller tillade andre at nytte samme. Når altså noget, hvilket som helst, hensættes af hvem det end måtte være, udenfor gårdens eller husets grundlinje, strider sådant imod lovene, og vedkommende vil derfor blive anset med mulkt efter omstændigheder." Da endvidere i samme plakat enhver som bemærker sådanne uordener anmodes om at bidrage til at de skyldige kan blive draget til ansvar ved at anmelde enten skriftligt eller mundtlig for politiet den antrufne uorden, så anser referenten det for pligt vedbørlig at gøre vort årvågne politi opmærksom på oven nævnte bænk som på et meget smalt fortov i en temmelig snæver gade er til stor hinder for fodgængerne.

(Politivennen nr. 976. Løverdagen den 13de September 1834, s. 647-648).

Redacteurens Anmærkning.

Amagergade 320 er nutiden Amagergade nr. 7 og 11. Opført mellem 1752 og 1766. Det er kendt fra Huset på Christianshavn.

Noget om Veiene paa Bornholm.

I den senere tid er derfra det offentliges side truffet de bedste foranstaltninger til de rejsendes bekvemmelighed, og da denne nærmest beror på gode vejanlæg, har man ved chausseer, macadamisering etc. gjort det muligt at de rejsende på diligencer og dagvogne kan komme hurtigt bekvemt og sikkert afsted. Selvom sådanne kostbare vejanlæg finder og nødvendigvis mest må finde sted nærmest hovedstaden og i landets mest besøgte egne, hvor den betydeligere færdsel og konflux af rejsende kræver det, synes det dog i lige grad rimeligt, som nyttigt og nødvendigt, at det offentlige i de mindre besøgte rigets provinser drager omsorg for at vejene holdes i forholdsvis god og brugbar stand at de modtager sådanne forbedringer som tiden har medført og således bedre svarer til hensigten, og især synes man at kunne fordre dette når talen er om en hovedlandevej mellem to ikke ubetydelige handelsstæder. Men hvem der par cusiosité ønsker at gøre sig bekendt med dårlige gader og veje, besøger bornholm, især øens hovedstad Rønne, og det til samme hørende herred. For der findes så elendige gader med dertil hørende små moradser, vandpytter osv. at man let i mørke kan risikere at brække arme og ben, og hovedvejen fra Rønne til Nexø er på flere steder så under al kritik at man snarere må tænke på at det var en simpel bivej der holdtes vedlige af privatmand uden tilsyn af det offentlige. Bornholm er den egn i Danmark der sikkert har det til vejanlæg fortrinligste materiale som overalt ligger nær ved hånden. Det er vist af Nexøs forhenværende byfoged, justitsråd, birkedommer Knudsen og af samme eftermand at gode veje kan bringes i stand. Hvorfor mon da gaderne og vejene i kancelliråd Pingels distrikt er så dårlige? På den omtalte hovedvej rejser man enkelte steder over udmark, og her har man aldeles ingen landevej, men ser mangfoldige krumninger og mange småklipper som det ikke er tilrådeligt at møde, og som der hører et formeligt studium og megen praksis til at undgå.

Det er ikke underkastet nogen tvivl at jo både øvrigheden og overøvrigheden må have bemærket disse mangler, og på deres rejser følt ubehagelighederne deraf, dobbelt forunderligt at man ikke har søgt at afhjælpe dem. - Disse bemærkninger ville man have indrykket i Bornholms Avertissmentstidende såfremt ikke kancelliråd Pingel var bladets censor. Man benytter derfor et blad man tror holdes på Bornholm, og skal man med det første i samme indrykke flere ankeposter med hensyn til Rønne bys kommune- og fattigvæsen, politi etc. samt nogle notitser angående øens forsvarsvæsen.

En bornholmer.

(Politivennen nr. 976. Løverdagen den 13de September 1834, s. 636-639).

Bernstoffs Støtte.

For frihedens, oplysningens og bondestandens ven og velgører, Johan Hartvig Ernst, greve af Bernstorff, rejste de taknemmelige frigivne bønder en mindestøtte den 28. august 1783 for at efterslægten ved at skue dette nær den alfare vej oprejste hædersminde, skulle levende erindre sig ham og hans velgerninger, uberegnelige for datid og nutid. Men i sandhed! Næppe vil man nu når man rejser der forbi, falde på at dette er Bernstorffs støtte, men snarere tro at det er en almindelig milepæl. Tidens tand må vel nødvendigvis have bidraget til at stenens ydre ikke nu svarer til dens oprindelige bestemmelse, men det var vel ikke for meget at ønske at man ville drage omsorg for at trægitteret så lidt pynteligt ud, og at de tidsler, nælder og andet ukrudt der skygger højst op på støtten, blev ryddet af vejen. Var det en skændselsstøtte, faldt sikkert ingen på at ønske den oppudset og restaureret, hellere måtte tiden ødelægge den. Men en hædersstøtte rejst for Bernstorff, fortjener vist nok mere omsorg fra det offentliges side.

(Politivennen nr. 975. Løverdagen den 7de September 1834, s. 631-632).

Kjøbenhavns Gjæstgiversteder.

Den som har haft lejlighed til at besøge forskellige af Københavns gæstgiversteder, har vist også gjort den erfaring at flere af dem er alt andet end fuldkomne. Den rejsendes rimelige fordringer, god opvartning og bekvemmelighed, synes de fleste værter og værtinder ikke at ville kende. "Det er jo nok at man holder tjener eller pige til de rejsende. Man kan ikke bestandig være fine folk i hælene og efterse dem i sømmene - når de rejsende ikke er for knebne med drikkepenge, så får de nok god opvartning - ". Således synes mage at ræsonnere. Sjældent vises den rejsende opmærksomhed endsige forekommenhed. Man skal for det meste underhandle med opvarterne, og behøver den rejsende fx disses hjælp tidligt om morgenen, så er det på mange steder så galt faren at den samme som da skal opvarte, har til sent på natten måttet vente på andre gæster og nu ikke kan overvinde søvnen.

Hvad bekvemmelighed angår, da tror mange gæstgivere at den blot består i en vel opredt seng og at den rejsende ikke bryder sig om andet. Derfor savnes adskillige steder så simpelt et møbel som en servante, ja endog en knagerække til klæder. Man må nu ofte tage til takke med et par usle søm som let falder ud af murene, og med bitte små borde hvor man ikke kan lægge noget synderligt fra sig.

Der hører i vore tider ikke meget til at anskaffe nogle simple møbler, og vedkommende gæstgivere tror næppe hvor meget de vinder de rejsendes tilfredshed ved små bekvemmeligheder, og endnu mere ved god og hurtig opvartning.

Vi har med forsæt ikke villet udpege nogen, da vi antager at enhver selv bedst vil føle sin brøst og søge at afhjælpe samme.

(Politivennen nr. 974. Løverdagen den 30te August 1834, s. 608-609).