Hans majestæt kongen har besluttet herefter i alle sager som vedkommer hans undersåtters vel og ve, ikke alene at høre sine embedsmænds råd og forslag, men også at erfare hvad borger og bonde, godsejer og fabriksejer m.fl. kan have at sige om mange vigtige anliggender. Dette er en foranstaltning som man må prise meget, og den vil hos kommende slægter forhverve vor konge en ny adkomst til et udødeligt navn. For i mange henseender kan mænd af disse førnævnte klasser bedre vide hvorledes det går til i verden, end embedsmændene da de har mere lejlighed til at blive det var end disse. Ikke uden grund siger ordsproget: "Den ved bedst hvor skoen trykker som har den på. Men også hvad der er godt og til gavn i mange af de gældende love og mange indretninger, kan disse samme mænd ofte bedre se og påskønne end mange embedsmænd, og kan da advare mod utidig afskaffelse af love og foranstaltninger hvis mangler opvejes af det gode ved dem.
Man tænker sig fx at der blev spørgsmål om at ophæve laugsindretningerne og rent afskaffe laugene, hvilket i andre lande af mange er blevet holdt for at være det bedste, så vil vel mange mænd i laugene vide meget og kunne gøre opmærksom på meget, som andre ikke så godt kan vide og som dog bør tages i betragtning hvad enten man tænker på at ville nå så vidt at man kan se dem afskaffede engang med tiden, eller man blot tænker på at forbedre dem.
Angående forholdene mellem herskab og tjenestefolk, husejere og lejere og mange slags andre forhold kunne råd af mænd i disse stillinger ligeledes være vigtige. Skal der gøres alvorlige foranstaltninger til fattigvæsnets forbedring, enten i byerne eller på landet både til at hæmme lediggang og tiggeri, og til at sørge vel for de virkelig fattige, så må der rigtig nok mænd til som har haft at gøre med fattigvæsnet og har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med hvad man på andre steder har gjort for de fattige og for at standse tiltagelsen af deres antal. Men disse mænd er dog såre vel tjent med at kunne rådføre sig med mænd af borger- og bondestanden som er indkaldt til sådan og anden rådførsel, og som man derfor nu kan forlange af at de skal sige hvad de ved og mener. Det samme gælder i mange andre henseender. Selv hvad rettergangsmåde og politi angår, kan mange folk som har haft sager for i retterne, og som har set meget der går for sig på gader og stræder, i stuer og kældre, i forhuse og baghuse, eller har erfaret derom af sine jævnlige, have mange oplysninger, mange gode råd at give når man leder ham dertil ved at spørge ham ud, eller ved at lade ham være med ved en rådslagning om sådanne sager.
Om en sådan mand ikke har nogen stor talegave, gør ikke så overmåde meget. Hvor der er forstand og sindig eftertænksomhed, samt tilbørlig bekendtskab med tingene og forholdene i borger- eller bondelivet, der kommer ordene nok med tiden. Desuden når nu alle de udnævnte fra hele landet er kommet sammen for at rådslå (hvilket skal ske i Roskilde hvad dem fra Sjælland og de andre øer angår), og nu nogen vigtig sag kommer for, så vælges der altid tre eller fire eller fem, eller måske nogle få flere, til først at gå sagen igennem med hinanden i enrum, før den kommer frem i hele forsamlingen, for derpå at give denne deres tanker derom til kende. I sådanne komiteer eller små forsamlinger i enrum, kan nu vel mange få mod til at tale som i de store forsamlinger ikke har mod dertil.
Må det nu være vigtigt for enhver at de mænd som fra ethvert sted sendes hen til rådsforsamlingen hvor landets vel og ve skal omhandles, for at alt derpå desto bedre kan blive afgjort af hans majestæt kongen, må være dygtige mænd, så bør også enhver som har ret til at vælge, og som tror at kunne nævne mænd der tør anses for dygtige og værdige til at røgte dette vigtige kald, indfinde sig ved valgene, uden at agte den ulejlighed og det tidsspilde det kan volde ham. Men han må da forud vel have overvejet hvem han vil stemme på. For ellers kan han let komme til at vælge på må og få, og det er værre end slet ikke at vælge.
Der skal i København i alt vælges 24. De tolv af dem skal være medlemmer af forsamlingen, de tolv andre derimod skal holde sig færdige til at træde in hver efter sit nummer, når nogen af disse 12 får forfald. Men det er dog just ikke nødvendigt at nogen vælger nævner 24 mænd. Der kunne vel gives mange vælgere som ikke vidste at nævne så mange mænd blandt de hus-og gårdejere i København og dens distrikt som er valgbare. Men endog den som kun ved nogle få - tre eller fire - at nævne, bør ikke udeblive, så snart han holder sig forvisset om at disse hører til de mænd man kan vente af at de ville vise sig dygtige til at være på råd med anliggender hvor det gælder det almene bedste. Men da de sager som ville forekomme, kunne slå ind i mange forhold, mange næringsveje og anliggender, så bær det ikke anses for nok at en mand har vist dig som en dygtig mand til at dømme og råde i sit fag og sin stands anliggender når al hans dygtighed hertil indskrænker sig, og ikke omfatter noget mere. Man bør vælge sådanne som kunne regnes til hele byens dygtigste mænd, blandt dem som har fået sådan ejendom at de er valgbare.
Men blandt den store mængde at finde dem ud som man burde foretrække for alle de andre, er ikke så let en sag. Uden tvivl gjorde man bedst i først at læse listerne opmærksomt igennem, og at sætte et mærke ved enhver om hvis forstand, indsigt og kyndighed man havde gode tanker, indtil man kom til enden, og derpå atter at tage dem for, og nu at søge dem deriblandt ud, man mente at kunne vælge. Dog som sagt, hellere vælge færre end de bestemte 24, ja hellere kun 12, eller endog kun ganske få end at vælge på må og få, eller at give nogen sin stemme ene og alene fordi man vidst at han ønskede det, uagtet man ikke anså ham for meget skikket dertil. Men meget ønskeligt var det om enhver ved sammenkomster med andre ville tage den mindre liste med som han således havde, for sin person, uddraget sig af den store liste, for at flere i forening kunne hjælpe hinanden til at træffe gode valg. Men hvorledes man så går til værks, så bør man anse valgene for en sag af vigtighed hvis udfald ikke bør være nogen ligegyldig.
På valglisterne finder man blandt andre en del embedsmænd. Ikke fordi de er embedsmænd, men fordi de er grundejere. Dem bør nu det, jeg i det foregående har fremsat, ikke bringe nogen til aldeles at forbigå. For manglede sådanne ganske, så manglede det på dem som skulle vejlede de andre og give dem mange fornødne underretninger i mange tilfælde. Men ene og alene eller især, skal man dog heller ikke vælge på embedsmænd eller andre mænd som kunne sættes i klasse med embedsmænd.
Uden tvivl vil forsamlingen for Københavns vedkommende blive bedst sammensat når deri findes a) nogle embedsmænd hvortil også prokuratorer bør regnes, b) nogle grosserer, boghandlere, mæglere eller andre som er at stille i klasse hermed, c) nogle fabriksejere som tillige bestyrer deres fabrikker selv, eller mænd i håndværkslaugene, d) nogle med anden næringsbrug.
Udenfor København har man i købstæderne valgt nogle øvrighedspersoner prokuratorer, en kasserer, nogle købmænd, en boghandler, en farver, en brændevinsbrænder, en skipper, en militærperson. Man har altså taget af meget forskellige klasser, dog vides endnu ingen præst at være valgt. Måske fordi kun få præster har ejendomsgård af tilstrækkelig værdi. På landet har man i de mindre ejendomsbesidderes klasse valgt lige fra stiftamtmænd og kammerherrer til sognefogeder og simple bønder.
(Politivennen nr. 982, Løverdagen den 25de October 1834, s. 739-747)
