Bør ikke en Skildvagt assistere Folk, i Tilfælde af Overfald tæt ved hans Post?

Da indsenderen kørte ud af Vesterport fredag den 5. august henimod kl. 12 om natten, kom lige udenfor stadsporten nogle velklædte personer mod vognen og standsede den ved at gribe hestene i tøjlerne som de først slap da hestene blev drevet frem med pisken. Men en af dette smukke selskab - som i sandhed må have været pøbel uagtet klæderne ikke vidnede om det - begyndte da med sin stok at slå en mandsperson der sad på vognen. Han sprang ned af vognen og tiltalte ham som var ham helt ubekendte, men fik intet svar.

Dette skete tæt inden for bommen hvor der var posteret en skildvagt som nødvendigvis må have set og hørt det passerede, og man bad da denne at holde øje med disse personer der overfaldt de vejfarende. Men dette bar ikke frugt, fordi efter at have passeret ravelinsvagten så selskabet der nu havde gjort omkring, bagved og ved siden af vognen. Og nu regnede en dragt stokkeprygl ned, ikke alene over den før slagne mandsperson, men også over en dame der sad ved hans side. Uagtet man ved dette overfald slap med den svie som er uundgåelig forenet med stokkeprygl og med at få en damehat slået i stykker - for hvilket held man imidlertid har hestenes hurtighed at takke - så finder man sig dog foranlediget til at spørge om en skildvagt i hvis nærhed der finder overfald på personer sted, ikke er forpligtet til at give de overfaldne assistance, især når han anmodes om det? Det havde været en let sag for den her omtalte militære post at hindre de pågældende i at vende om for endnu en gang at foretage et voldsomt angreb på fredelige rejsende.

 (Politivennen nr. 1079, Løverdagen, den 3die September 1836. Side 576-577)

Atter om Postbefordringen fra Kjøge.

Onsdag den 24. august kl 5 eftermiddag bestilte indsenderen ekstrapost i Køge og fik den også til rette tid. Men hvorledes denne ekstrapost, en af de gamle velbekendte postvogne, var beskaffen, vil man let kunne indse når man erfarer at remmene i sæderne på den korte vej fra Køge til Skillingskroen gik i stykker ikke mindre end 4 gange så at passagererne næsten kom til at sidde på vognbunden og ved underlagt hø måtte se til at holde sæderne så meget i vejret at man ikke ganske kom til at danne en figur som en halv sammenfoldet tommestok. Kuskens bestræbelser for at sammenbinde de sprungne læderremme var naturligvis frugtesløse. 

Skulle man dog ikke engang kunne få posttilsynet i Køge arrangeret på en nogenlunde anstændig måde? Når man for ekstrapost fra Køge til København har betalt 5 rigsbankdaler, 3 mark synes man dog at burde være sikret for at blive så ynkeligt tilredt som på ovennævnte køretøj måtte blive tilfældet.

(Politivennen nr. 1079, Løverdagen, den 3die September 1836. Side 575-576) 

 Samtidig annonce for hyrevogn, Adresseavisen 3. oktober 1836.

Redacteurens Anmærkning

Vejen fra Køge til København var på Politivennens tid ret ufremkommelig, nærmest to hjulspor. Helt op i 1900-tallet. Derfor var der adskillige kroer undervejs. Skillingskroen var det første stop efter Køge og lå ved det nuværende Jersie Strand. Længere ind mod København var der Korporalskroen ved Karlslunde, Lopsholm Kro, Jægerkroen i Ishøj, Fedtekroen i Vallensbæk og sidste stop Flaskekroen ved Harrestrup Å. 

Anmodning til Hrr' Brændeviinsbrænder C. Hansen.

Sidste lørdag den 13. august gik indsenderen i selskab med en anden person gennem Pustervig, og da de kom udenfor brænderiet, som hører til hjørnestedet af Kultorvet, troede de at blive overfaldet af en stærk regn da en tæt masse af store dråber syntes at fordunkle luften. Ved nærmere undersøgelse så de sig imidlertid tilsølet fra øverst til nederst med en sort tilberedt malt eller deslige. Og da det er temmelig usandsynligt at der (som i fordums dage "mannaen") skulle falde malt fra himlen, søgte de efter hvorfra sådant kom og overbeviste sig da om at det kom fra nævnte brænderi. Og det formodes at stamme derfra at den svaleindretning drejer rundt over karret som berørte den masse som var i karret og derefter oversprøjtede de forbigående. Efter at være gået ind i den nærmeste port for at aftørre det værste, måtte de lade det øvrige tørre af sig selv. Og da viste det sig på klæderne som en fastklistende masse der var meget vanskelig at få af og især efterlod kendelige spor på hattene. Indsenderen beder derfor ejeren af nævnte brænderi at ville sørge for at sådant i fremtiden bliver afværget eller at han i det mindste ligesom man ser hos hr. brændevinsbrænder R. Hansen i Pilestræde og flere sætter afvisere på fortovet udenfor stedet når sådan svaling finder sted.

(Politivennen nr. 1077, Løverdagen, den 20de August 1836. Side 543-545) 

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1836  er anført en brændevinsbrænder Claus Hansen, Kultorvet 202. Matrikel 202 angiver jævnførelsesregistret som Lille Fiolstræde 201. Pustervig 4 er fra  1810, men er ikke hjørnehuset. Hjørnehuset mod Købmagergade er fra 1906/1907.

Et Vink til Assistenskirkegaardens Tilsynsmænd.

For stiftsamtmand Lauritz Andreas Thodal er opsat et kostbart gravminde i året 1808 i den nordre mur på Assistenskirkegården ud til landevejen, og pladsen er efter indskriften købt i 50 år. Monumentet skulle altså beholde sin plads i det mindste i endnu 22 år. Dog vil det næppe stå så længe da det allerede er så forfaldent at det er en mispryd for stedet. I det ind til kirkegården en stor marmortavle er aldeles borte, i hvis sted nu noget hel mådelig murværk er kommet til syne. Men endnu vigtigere er det at monumentets beklædning ud til landevejen begynder at falde ned. Og da den består af meget svære sten, er de der går forbi på fodstien tæt udenfor kirkegårdsmuren udsat for livsfare. 

Det er at formode at den afdøde ikke har slægtninge her til lands. Disse ville vel ellers ikke ligegyldig se på den daglig fremadskridende ødelæggelse af det skønne og kostbare monument for en mand om hvem dets ruiner endnu siger os: "Med stor livsfare, uafbrudt flid og moden klogskab bestemmede hans Norges Grændse fra Hisøen til Istemo." Men i ethvert tilfælde tør man håbe at kirkegårdens tilsynsmænd drager omsorg for at fodstien udenfor kirkegården kan passeres uden fare for liv og lemmer. Måske kunne der være anledning til en fremtidig bestemmelse for hvor højt et monument der anbringes i kirkegårdsmuren, tør nå opover denne.

(Politivennen nr. 1077, Løverdagen, den 20de August 1836. Side 539-540)

Ifølge Stadsarkivets kildevejviser skulle Thodal være begravet i afdeling L, altså området bag Scholtens kapel (fotoet). Den ligger imidlertid ikke op til Jagtvej (det gør afdeling N). Den nuværende mur langs Jagtvej er meget høj, og det er svært at forestille sig et så højt monument at det kunne falde ud over den mur. (Eget foto, 2015)
 

Redacteurens Anmærkning

Lauritz Andreas Andersen Thodal (1719-1808) var i 1752 sekretær i kommissionen der efter traktat af 1751 skulle opmåle den 1500 km grænsen mellem Norge og Sverige. Dansk Biografisk Leksikon beskriver hans karriereforløb således: 1756 kancelliråd, 1767 justitsråd, 1768 stiftamtsskriver i Bergen, 1770 stiftamtmand over Island og Færøerne indtil 1785. Gift 1770 med Anna Helene Klov, f. Valentinsen. Mens Amtmandbogen s. 164 skriver: 1768 stiftsbefalingsmand på Island, amtmand på Færøerne. Fik ordre til at virke på Island som amtmand i Sønder- og Vesteramt 1770. 

Stadsarkivet har digitaliseret begravelsesprotokoller fra Assistenskirkegård, hvoraf det fremgår at han skulle være begravet her.
 
I 1785 holdt han op med at arbejde, Dansk Biografisk Leksikon angiver sygdom og orlov 1785, mens Amtmandsbogen angiver at Færøerne blev lagt under Sjællands Stift. Begge nævner retræteposter i ledelsen af rentekammerets islandske, færøske og grønlandske kontor. Bombardementet 1801 ødelagde det hus han logerede, han mistede alt sit indbo og flyttede til Christianshavn. Her tilbragte han syg et ensomt liv til sin død. Som artiklen antyder, er der næppe nogen der har taget sig af hans gravplads. Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde den på Assistenskirkegården.

Om en offentlig efterlysning fra Birkedommeren paa Frederiksborg Distrikt.

I Adresseavisen og Berlingske Tidende som udkom onsdag den 10. august, læstes første gang følgende bekendtgørelse:

Den 19. i forrige måned er i skoven kaldet "Hestehaven" i Frederiksborg Distrikt fundet en død mandsperson der var aldeles nøgen og som ved den foretagne synsforretning skønnedes at være i en alder af 16 til 20 år. Han var omtrent 61 tommer høj, havde lyseblå øjne samt lysebrunt og blødt hår. På hændernes overflade fandtes adskillige ar, hvorimod huden i den indvendige håndflade var meget blød og vidnede om at han ikke jævnligt havde forrettet svært arbejde.
Da ingen hidtil har kunnet genkende nævnte person, og hans klæder ikke, uagtet anstillet undersøgelse, har været til at finde i skoven,så anmodes enhver som måtte kunne ytre nogen oplysning om ham, behageligst desangående at meddele mig underretning.
Hillerød den 4. august 1836
von Hadeln.

Enhver der læser dette med opmærksomhed, kan ikke formode andet end at her er begået en forbrydelse og det af groveste slags. At det unge menneske skulle have aflivet sig eller være død af et apoplektisk tilfælde samt senere blevet afført sine klæder, er mindre tænkeligt. Man må antage at et mord på ham er forøvet og at gerningsmanden enten for at forøge sin brøde eller for at vanskeliggøre dens opdagelse, har tilegnet sig, eller skaffet den myrdedes klæder af vejen. Men - må man da med rette spørge, har politiet ikke også her gjort sit for at hindre at en i vores land gud være lovet - mindre hyppig udåd får sin fortjente straf? Når et lig under så meget mistænkelige omstændigheder findes i en skov den 19. juli og man ikke de første to dage kan få liget genkendt, eller på anden måde kan komme på noget spor, bør man da udsætte den offentlige efterlysning til den 4. august eller indtil 16 dage derefter, og så sent fremsende bekendtgørelsen at den først 6 dage efter læses i aviser som udkommer kun 4½ mil fra politimesterens bopæl? Herved er gerningsmanden jo åbenbart givet et forspring i tid af ikke mindre end tre uger. Og med indsendelsen af en annonce fra Frederiksborg til København er her hengået lige så megen tid som nu om stunder behøves for at skaffe den fra London til København. 

Vel ved indsenderen heraf at det hører til politiets politik at undgå så meget som mulig offentlig bekendtgørelse om forbrydelse fordi man antager at gerningsmanden derved anspores til at være mere varsom i sin adfærd og ikke så bringes i fælden. Men det være nu med det princip som det vil, så kan dog ikke nægtes at det i nærværende tilfælde er på uforsvarlig måde outreret, og at selv den klogeste politiøvrighed ville tage meget i betænkning at lade tre uger gå med at henlede den almene opmærksomhed og eftertanke på begivenheder der muligvis står i forbindelse med den sørgelige tildragelse og gøre den forklarlig. Efter 4 til 6 dages forløb kan hukommelsen om personer man har set eller samtaler der er faldet om ellers ligegyldige ting, danne kombinationer og skabe tråde for politiets virksomhed. Men efter tre ugers tid er alle disse fordele tabt og selv om den fundne person skulle savnes langt borte, så vil han næppe nu i forrådnet tilstand kunne genkendes. 

Indsenderen heraf tror at der er fuldkommen anledning til i et blad med nærværende titel og tendens at påtale den uforsvarlige sendrægtighed, ligesom han heller ikke tvivler om at den jo af højere vedkommende vil blive bemærket.

(Politivennen nr. 1077, Løverdagen, den 20de August 1836. Side 536-539)

Redacteurens Anmærkning

Mens Politivennen var tilbageholdende med detaljerede beskrivelser af mord, stod der af og til noget i andre blade, fx i Dagen 3. marts 1806 om Niels Jensen. I Dagen den 16. januar 1810 kunne man læse om et forfærdeligt mord. Også i Kjøbenhavnsposten kunne man til tider læse om dem, som fx den 28. december 1833 vedr. et mord i Gladsaxe. Et temmelig godt dækket mord blev anslået af Kjøbenhavnsposten den 12. juli 1836.