Om 2 Drenges skammelige Opførsel mod en Dame, i over 100 Menneskers Paasyn.

Pinsedag om aftenen omtrent kl. 6.30 gik en velklædt dame fra Vesterbro ind til byen. Blandt den store mængde der samtidig passerede denne vej, befandt sig to drenge af omtrent 13 års alder af hvem hun blev forfulgt med de ækleste grimasse og mest gemene gestikulationer, hvorved alles opmærksomhed blev henvendt på hende. Dene ene af drengene iklædt en blå trøje, hvid krave og hat, syntes at være ophavsmanden til disse gemenheder, for hver gang hans lille jødekammerat - der også var i blå klæder, men med kasket - så sit snit, gik denne dristig hen til damen og sagde hende de plumpeste grovheder, mens den anden skælm blev tilbage og lo hjertelig over udførelsen af den overlagte plan. Næsten skulle man tro at disse drenges mageløse dumdristige gemenheder ikke har haft sin grund i et ondskabsfuldt indfald hos dem selv, men snarere at der har været et redskab for andre som pøbelen desværre så ofte er ved endnu langt vigtigere og følgerige lejligheder. For deres opførsel var ellers aldeles uden motiv udefra. Det er at formode at damen så meget foragter denne væmmelige scene at hun end ikke vil gøre anmeldelse derom. Men hvis det skulle være politiet om at gøre at vide disse velopdragne drenges opholdssteder, da vil man lige over for "Skibet" på Vestergade finde en lille tyk firskåren krabat der er vel bekendt i hele gaden, og vist nok vil kunne opgive sin kammerats bopæl. Det ville vist ikke være uden interesse for over 100 mennesker der var vidner til deres skamløse færd, at erfare at disse drenge havde ved øvrighedens medvirken fået en eftertrykkelig korporlig revselse, det eneste man kan tiltro nogen virkning på sådanne subjekter.

(Politivennen nr. 1221, Løverdagen, den 26de Mai 1839. Side 325-327)

Om Catechetembeder for det mosaiske Troessamfund.

Kateketen ved den mosaiske menighed her i staden er tillagt en årlig gage på 300 rigsbankdaler, foruden 200 rigsbankdaler som menighedens præst må udrede til ham. Desuden har han indkomster af alle de brudevielser som forefalder hos de mosaiske trosbekendere på Sjælland, men udenfor hovedstaden. En arbejder er vist nok sin løn værd. Men da der for nys nævnte gage ikke påhviler kateketen nogen særskilt pligt eller forretning og al hans tid er overladt til egen disposition, så synes det ikke mere end rimeligt om han gav fri undervisning i det mindste i en af menighedens skoler, hvis lærere lønnes af menigheden der har byrder nok at bære. 

De kristne kateketer har med langt ringere indkomster flere pligter at opfylde. Således må de især i købstæderne undervise i skolerne og prædike i kirken, samt ellers assistere de andre præster. Det er også underligt at man i de sidste 2 år har savnet den nuværende kateket i kirken ved religionsprøverne da hans nærværelse både kunne være menigheden til opbyggelse og præsten til nytte i tilfælde af ildebefindende der muligvis kunne forhindre ham i at tilendebringe eksaminationen. Det kunne altså blive en besparelse i henseende til skoleudgifter, ligesom en opbyggelse og yderligere sikkerhed for fuldførelsen af en begyndt højtidelig kirkelig handling, hvis hr. kateketens embedsforretninger nolens volens udvidedes noget. Vi tror ikke at denne mand just anvender megen tid til litterære arbejder hvis vi med rette tør slutte fra hans bekendte i Borgervennen meddelte artikel.

(Politivennen nr. 1221, Løverdagen, den 26de Mai 1839. Side 324-325)

Kongens Bibliothek.

I de seneste år har to af vores offentlige biblioteker, nemlig Universitetsbiblioteket og det såkaldte kongelige modtaget adskillige ønskværdige forbedringer hvortil især må henregnes udvidelse af lokalet som også til dels er blevet forskønnet. Derimod kan der vel erindres adskilligt mod forsyningsmåden med bøger. Især har Kongens Bibliotek stor mangel på bøger i visse fag, i stedet for at alle de vigtigere discipliner burde omtrent i lige grad betænkes med årlig forøgelse af hvad der udkommer eller fra de forgangne decennier mangler.

Hvad Kongens Bibliotek angår, da er det højst ubehageligt når man der på læsesalen læser eller konciperer pludselig at blive vakt af sin eftertanke ved tilråbet: Klokken er to! og ufortøvet at måtte pakke sammen, måske ved det mest interessante eller vigtigste sted i bogen. Nogle få minutter ville dog ikke kunne sige synderligt, så meget mere da læsetiden her er en hel time mindre end på Universitetsbiblioteket og inspektøren selv just ikke altid er så nøjagtig med at indfinde sig og begynde udlevering af bøgerne. Desforuden er det vel ikke altid lige vist at klokken er slået to når dette forkyndes de tilstedeværende. For det er dog vel ikke afgjort at inspektørens lommeur altid er ufejlbart, og desværre savnes her et stueur som derimod haves på Universitetsbiblioteket og som enhver tilstedeværende er i stand til at kontrollere. Ubehageligt er det også at man driver nøjagtigheden så vidt at man ved enhver ubetydelig fold i en bog tillader sig at irettesætte de læsende.

(Politivennen nr. 1220, Løverdagen, den 18de Mai 1839. Side 307-308)

Redacteurens Anmærkning

På Politivennens tid lå Universitetsbiblioteket på Trinitatis Kirkeloft, mens Det Kongelige Bibliotek siden 1665 havde ligget ved bibliotekshaven hvor Rigsarkivet ligger. Dengang var haven havnebassin for flåden. I 1793 var det blevet åbnet for offentligheden. I 1906 flyttede biblioteket til den bygning som mange i dag forbinder med biblioteket.

Stank fra Skedevandsfabriken paa Christianshavn.

Da man ikke andre steder hvor der er salpetersyrefabrikker, besværes af røg og stank, må man dobbelt beklage at ingen hidtil har påtalt den ulidelige røg og stank hvormed der opvartes fra den såkaldte Christianshavnske Skedevandsfabrik. Da beboerne på stedet formodentlig end ikke har klaget over det og i så henseende viser en ubegribelig ligegyldighed for deres sundhed, må en anden herved gribe pennen for at bevæge ejeren eller det offentlige til fordel for naboer og genboer at tage sig af denne genstand. At skedevandsfabrikanten enten betjener sig af dårlige redskaber eller ikke ganske forstår sin dont - til tab for ham selv og skade for menneskers sundhed, derom kan vel næppe tvivles. Men hvad grunden så end er, bør den hæmmes ved ejerens eller det offentliges foranstaltning.

(Politivennen nr. 1219, Løverdagen, den 11te Mai 1839. Side 295-296)

Angaaende Murene for Ferskvandssøerne udenfor Nørreport.

Dersom afdøde grosserer Niels Brock kunne se op fra sin grav, ville han vist ryste på hovedet når han betragtede murene og brystværnet for begge ferskvandssøerne udenfor Nørreport der pranger med hans navn og er opsat for hans penge. Og muligvis ville han fortryde ikke at have gjort en anden bestemmelse i henseende til sin formue. For i stedet for et værk der kunne trodse tiden, ses nu et arbejde der kun vil have en kort varighed, så at de dertil anvendte penge kan anses så godt som spildte. I året 1836 påførtes denne mur og allerede året efter trængte den til reparation som den også måtte gives i fjor da kalken på mange steder faldt fra stenene. Og nu i dens alders 3. år er ikke alene kalken falden ud fra stenene, men disse er på flere hundrede steder smuldret bort, ligesom det cement der skal holde sammen på de tilhugne granitsten over muren, på mange steder er borte. Gennem de derved fremkomne åbninger vil regnvandet trænge ind og bevirke at kalken og stenene i det indre af muren opløses og således bidrage til hele værkets hurtige ødelæggelse. Snart vil vel også kåde drenge forsøge at vælte de løst liggende dæksten ned i søen hvis sådant ikke i tide bliver forebygget. 

Efter anmelderens mening er de sten som er brugt til muren, såvel som kalken kun af mådelig kvalitet. Men til et sådant offentligt arbejde burde man have anskaffet de mest fortrinlige materialer. Havde man i stedet for mursten brugt kampesten eller tilhugne bornholmske sten ligesom de der er brugt til Holmens Bro da ville brystværnet have kunnet trodse evigheden. Vel ville der da muligvis have medgået en større sum, men regner man hvad der nu vil medgå til idelige nødvendige reparationer så vil man vist finde at man ved at have udgivet en større sum på en gang, ville have gjort en ikke ubetydelig besparelse og tillige efterkomme legatarii ønske for hvem det nu ikke kan være nogen hæder at hans navn står på en sådan mur.

Det er befalet at bogtrykkere, kobberstikkere osv. skal sætte deres navne på de arbejder de leverer, og det ville være meget gavnligt om det samme var tilfældet med murere, tømrere og malere, hvad enten disse leverede arbejder efter licitation eller efter akkord. For var deres arbejder gode, da ville det tjene til deres anbefaling, og i hvert tilfælde ville det forbyde dem at betjene sig af dårlige materialer hvorved de ville misrekommanderes. 

(Politivennen nr. 1219, Løverdagen, den 11te Mai 1839. Side 291-293)