Man kan ikke have Fred længer end Naboen vil.

Hr. redaktør!

I Lille Brøndstræde nr. 122 bor en brændevinsbrænder hvis gård og brænderi vender ud til bagsiden af et hus i Gothersgade hvori jeg og 11 andre partier bor. Da manden brænder hver dag, lidet vi alle meget af røgen fra brænderiet, og uagtet vi ikke åbner et vindue, trænger dog røgen ind så at kulstøvet dækker karmene, møbler, ja selv spoisevarer. Ingen af beboerne forbliver boende der længere end et halvt år, og når rygtet om denne ulempe for beboerne bliver mere udbredt, vil ejeren have vanskelighed ved at få sine værelser udlejede. Han har vel beklaget sig herover for brændevinsbrænderen, men denne har ikke gjort noget for at bøde på denne ulempe, skønt den vist med ikke betydelig udgift kunne afhjælpes, fx ved et jernrør over skorstenen. Man tillader sig derfor, hr. redaktør, at fremsætte i Deres blad det spørgsmål at når en borger ved sin næringsdrift forulemper sine medborgere, og grunden til denne ulempe kan forebygges, kan han da ikke ad rettens vej tvinges til at forebygge den? Det spørgsmål ønsker man besvaret.

Ved denne lejlighed tillader jeg mig at gøre opmærksom på at huset nr. 110 i samme gade, nemlig Lille Brøndstræde, har en skorsten som hælder meget til siden, og synes at true med at falde ned. Hvis dette ulykkeligvis skulle indtræffe, ville det være til stort tab for naboens hus og til uberegnelig skade for dettes beboere, hvorfor man ikke kan undlade at bede den ansvarlige sørge for at sådanne ulykker forebygges i tide.

(Politivennen nr. 1331, Løverdagen, den 3die Juli 1841. Side 423-424). 

Noget om Limensgadens Fabrikanlæg

(Fragment af et brev fra Bornholm.)

De vil vide noget om Limensgades fabriksanlæg, men jeg kan ikke sige Dem andet end at det velbestyret ville kunne givet et betydeligt udbytte for vores land. Stedet selv indeholder i mængde cementsten, alunskifer og stinksten, endog straks, det vil sige i ubetydelig dybde fra overfladen. Siden den polytekniske kandidat Hammer som er bestyrer for fabrikanlægget kom her, er der foretaget gravning efter skifer og en del brændt, ligesom der også er begyndt på fabrikkens bygninger. Men hr. Hammer har lagt sig ud med arbejderne og haft adskillige politisager i den anledning. Det synes som om han hvis fader er en bornholmer, dog ikke kan komme ud af det med dette folkeslag. Nu har der for 3 til 4 uger siden rejst sig en disput mellem ham og snedkermester Balle der har påtaget sig fabriklokalets bygninger. Hammer påstår at bygningen ikke er suffisant eller efter kontrakt, en påstand Balle benægter. Sidstnævnte har ladet optage en synsforretning, og denne er faldet ud til hans favør. Men derved er Hammer ikke tilfreds. For han forlanger synsmænd fra København, og herved er nu arbejder og al virksomhed standset på årets belejligste tid til stor skade for foretagendet. Det var ønskeligt om aktionærerne ville se så snart som muligt at bevirke at denne uenighed kunne blive bilagt, så at den ikke længe skulle standse eller tilintetgøre fabrikkens virksomhed. For sådant kunne have meget skadelige følger for eftertiden i henseende til andre foretagender der beror på medborgeres deltagelse. Bornholm indeholder mange nyttige materialer i sit skød. Den vanskelige og usikre samfærdsel med København har hidtil ladet disse næsten være ukendte, men den tid vil komme da man vil benytte den til gavn for øen selv og for hele Danmark. Men slår et eller andet forsøg fejl, så er mængden der endnu ikke har fået smag for at være aktiehavere, frygtsom for at vove noget. Tilhørte Bornholm England, da ville den allerede have indbragt meget ved dens kul, cement, skifer, sandsten, marmor og granit såvelsom forskellige lerarter. Kort sagt: Hvad naturen lader Bornholm mangle i henseende til vegetationen, har den fuldkommen erstattet på andre måder.

(Politivennen nr. 1329, Løverdagen, den 19de Juni 1841. Side 393-394). 

Redacteurens Anmærkning.

Lim (gammelt dansk navn for kalk) gav ophav til navnet Limensgade eller "Limovnsgaden" i Aaker. Peter Johan Hammer havde via studier i udlandet samlet sig erfaring som bevirkede at Christian 8. gav ham tilladelse og penge til at udvinde kalksten og alunskifer i fem år. I 1818 havde H.C. Ørsted gjort opmærksom på mulighederne for industriel udnyttelse af det bornholmske alunskifer. Produktionen kom aldrig i gang under Hammer. Københavneraviserne og Bornholms Avis skrev en del om begivenhedernes gang. Se under tagget Limensgade.

Rundetaarn.

Det er mærkeligt at Rundekirke med dens berømte tårn ikke er genstand for større omsorg, end at den i flere år efter hinanden ikke bliver afpudset. Dens renomme kunne dog vel fortjene en sådan opmærksomhed, i det mindste lige så godt som de overfor liggende Regensen. For det kan dog vel ikke forhøje bygningens antikvariske værd at den udmærker sig ved skidenhed.

(Politivennen nr. 1327, Løverdagen, den 5te Juni 1841. Side 364-365). 

Om de offentlige Bibliotheker.

Der har ofte været gjort meget væsen af de mange biblioteker som i de sidste årtier er stiftet og gjort tilgængelige hos os, som bevis på vores nationaloplysning, men mest dog fordi man deri grundede et håb om videnskabeligheds og almenoplysnings udbredelse. Ved det første øjekast måtte man også tro at der hos os hersker megen læselyst når man ser hen til de mange biblioteker både i hovedstaden og udenfor den i alle større provinsstæder. Men et nærmere bekendtskab til disse viser at dette ikke er tilfældet. Og årsagen ligger vist nok for en stor del i bibliotekerne selv. Disse er nemlig ikke i tilstrækkelig forråd forsynet med sådanne skrifter som er skikket til almenlæsning. Og med undtagelse af det Kongelige Bibliotek gælder det om dem alle at de på grund af ringe pengemidler ikke er i stand til at holde skridt med litteraturen. 

Når man således beser de såkaldte stiftsbiblioteker, så vil det bemærkes at det der er virket, mere består i en forøgelse af bindtallet end i et godt udvalg af gode skrifter. På de bogauktioner som nu og da finder sted, købes de gamle skroller sækkevis for nogle mark, og nyere eller kostbare og klassiske værker kan man ikke anskaffe på grund af dyrtiden. Vist nok får man herved noget for skinnet. Nemlig en stor mængde bøger, men de bliver ikke læst, og det var derfor lige meget om de slet ikke blev købt. Det var utvivlsomt et langt rigtigere princip om bibliotekerne indskrænkede sig til anskaffelsen af de egentlige klassiske og kostbare værker tillige med de mest berømte ældre og nyere skrifter som har gjort epoke i litteraturen. Der ville da ikke udfordres så store pengesummer til at gøre dem mere frugtbringende, og de synes således mere at svare til en fornuftig hensigt at frembyde hvad den private mand kun sjældent har formue til at kunne anskaffe.

Der udkommer til enhver tid sådanne værker uden at deres mængde dog er så stor at selv ringe pengemidler ville kunne udrette en del. Men på den nu brugelige måde adsplittes kræfterne og bibliotekerne er til ingen væsentlig nytte. Selv Universitetsbiblioteket er mådelig forsynet med nyere klassiske skrifter, hvilket er så meget mere at beklage som det benyttes mest. For ikke at tale om at der burde findes flere eksemplarer af mest søgte værker. Den bestemmelse at der af ethvert skrift som trykkes og udgives her i landet, skal afgives eksemplar til hovedstadens tre store biblioteker, giver kun bibliotekarerne noget at bestille med modtagelse og opstilling af en stor del mådelige ting som aldrig bruges. Det synes langt bedre at overlade til bibliotekarerne at rekvirere disse skrifter som det kunne være værd at have, eller i al fald at det måtte være dem tilladt at kaste den unyttige ballast overbord.

Med hensyn til anskaffelsen af nye bøger finder i det hele taget intet godt arrangement sted. Ved stiftbibliotekerne er det overladt en enkelt mand at bestemme hvilke bøger der skal anskaffes, og dette er sædvanligvis en af lærerne ved byens latinske skole. Følgen heraf er at biblioteket vil få nogle gode skrifter i det videnskabsfag han har valgt sig, men ved denne ensidighed går det jo aldeles glip af sin bestemmelse. Det er i det højeste et blindt tilfælde om der bliver anskaffet noget godt i andre videnskaber. Ved Københavns biblioteker finder vel ikke så megen ensidighed sted på grund af de der ansatte bibliotekarers større lærdom og bedre lejlighed til at gøre sig bekendt med den udenlandske litteratur. Dog trænger indretningen også her meget til forandring. En kommission af mænd af de forskellige videnskabelige hovedfag må anses for langt mere hensigtsmæssigt og for at forebygge kollision, kan der engang for alle fastsættes hvor mange skrifter der årligt skal anskaffes i hvert fad, hvis valg dernæst kunne overlades til det respektive medlem af kommissionen. 

Frem for alt trænger Universitetsbiblioteket til en sådan indretning. Skønt det har dygtige bibliotekarer der er bekendt for deres lærdom og interesse for litteraturen i almindelighed, har det dog som universitetsbibliotek en alt for mangesidig bestemmelse til at det altid skulle lykkes for en eller to at træffe det bedste valg. Man måtte derfor højligt ønske en forandring i det og med det samme en klækkeligere pengeunderstøttelse end den biblioteket nu nyder, der ikke engang skal kunne tilfredsstille de mest tarvelige fordringer og kun ville være tilstrækkelig for et bibliotek i vores små provinsstæder.

(Politivennen nr. 1326, Løverdagen, den 29de Mai 1841. Side 359-363). 

Redacteurens Anmærkning.

En annonce i Adresseavisen 3. april 1837 kan måske illustrere hvad der er tænkt på:

Paa Undertegnede Forlag er udkommen:

En ny og sandfærdig Historie om Jesper Hansen, hvorledes han ved Tidens gode Anvendelse blev af en Betlerdreng til en agtbar og velholden Bonde. Til Nytte og Fornøielse for den hæderlige Landalmue, udgivet af Edvard Storm, 56 sk. Paa 10 Expl. gives 1 frit. J. J. Schubothes Boghandling.

Kiøbenhavnsposten havde en artikel om "Offentlige Bogsamlinger", 4. april 1831 som gennemgik de vigtigste biblioteker. 

Ønsker for Nørrejylland II.

Der er flere gange fremsat det forslag at de sager som henhører under amtmanden som overpolitiretsdommer skulle sortere under landsoverretten fordi det dog er meget let tænkeligt at amtmanden kan være mere eller mindre hildet i sine anskuelser om en sag, især hvis han står i venskabeligt forhold til underdommeren, da han let påvirkes af denne. Det vil ikke falde vanskeligt for den som har noget bekendtskab til provinserne at tænke sig eksempler herpå. For andre læsere som mangler denne kundskab, skal forfatteren dog anføre et sådant. For 3 år siden blev to fæstegårdsmænd af deres herskab indkaldt for en politiret fordi de havde undslået sig for at præstere en affordret køreægt på grund af at turen ikke kunne tilkomme dem eftersom flere af godsets bønder havde kørt langt færre ægter end de. Bønderne vidste meget vel at de ville blive mulkterede for udeblivelsen, men havde alene nægtet at møde fordi de netop ikke ville stævne herskabet at stande til rette for den uorden som fandt sted i hoveriets tid, men selv ønskede sig af herskabet indkaldte for at oplyse denne sag. Uagtet der nu i hoveriforordningen med klare og rene ord findes den bestemmelse at der ved ethvert hoveri skal uddeles billetter til de hoverigørende hver hovdag, og uagtet det under processens gang blev bevist af bønderne at der ingen billetter blev uddelt på dette gods, blev herskabet dog ikke idømt den mulkt som er fastsat for efterladelsen af det nævnte bud. Endvidere! Bønderne blev mulkterede for deres udeblivelse, men herskabet mod al bevislighedernes evidens ganske frikendt, uagtet dog underdommeren i domspræmisserne stadfæstede alle vederpartens påstande. Denne dom stadfæstedes af stedets amtmand.

Dette eksempel har sikkert en utallig mængde analogier som alle mere eller mindre viser nødvendigheden eller dog gavnligheden af en forandring i landpolitiretten der i sin nuværende skikkelse synes vel meget at bære præg af en nutiden fremmed fortidsånd da regeringen mere end tilbørligt stolede på personligheden. Man stolede på de respektive amtmænd, deres relationer til kollegierne blev af disse antaget som trosartikler, og deres fuldmagt blev givet hen i det vage og ubestemte så at de fik adgang til at indblande sig i alle anliggender. Hertil kom at disse amtmænd som oftest var ganske uduelige og uvidende adelsmænd. Hvor skadelig denne amtmandsmyndighed har været, kan man slutte sig til af det liv og den interesse der gav borgerne et værn mod den blotte egensindighed og vilkårlighed hos overøvrigheden, er opstået alle vegne i provinserne. Denne interesse har naturligvis hidtil været sløvet ved deen erkendelse at det ville være unyttigt for den enkelte mand at sætte sig til modværge, da han altid ville savne den fornødne understøttelse hos sine frygtsomme medborgere. Selv den største energi formåede intet mod amtmandens uindskrænkede fuldmagt.

I årene 1800-1806 blev i en provinsstad af amtmanden besluttet anlægget af en ny udkørsel fra byen i en strækning af 1/8 mil, og man fandt for godt for at lette arbejdet og omkostningerne som det hed, at forlænge dette stykke vej ved en krumning så at linjen i alt blev dobbelt så lang, uden dog at strække sig længere fra byen. Alle de indsigelser som blev fremført mod det tåbelige påfund, hjalp ikke. Byen fik en ligeså stor bekostning og desuden vejen gjort dobbelt så lang som ellers, samt tabte tillige den vakre indsigt i byen som den lige vej ville have skaffet. Når man regner at vejen årlig befares af 8.000 vogne eller af 4.000 vogne ud og ind, byens egne iberegnede, så gør dette i 35 år en strækning af 35.000 mil, hvilket vistnok uden at regne de passerendes tidsspilde, kreaturernes tab af mælk osv. alene på vognhjulenes mere slid mange gange for forøget den sum som kunne være medgået til at sætte den vanskeligere, men kortere vej i stand.

Og dog var dette og lignende tilfælde ikke just af de mest slående beviser for egenrådigheden. Man har endog eksempel på at en amtmand har pålagt en byskat til at dække en kæmners kassemangel, dog uden at favorisere denne. Overalt hvor dette og lignende har fundet sted, vil man derfor være så meget mere skønsom for og benytte regeringens sidste kommunallov, og det er ikke at undres over at der allevegne spores en kraftigere borgerånd og større selvstændighed end omstændighederne ellers synes skikkede til at fremkalde. For efter enhver stor og lang slappelse kommer der des kraftigere liv og bevægelse når først vækkelsen er sket. Det må derfor erkendes at det ikke blot er ønskeligt at amtmanden ophører at være politiretsdommer, men at hans ubestemte fuldmagt må få sine mere skarpt afstukne grænser, samt at den gamle skik at besætte disse embeder med adelige måtte ganske tabe sig tilligemed de respektive præliminærer dertil, auscultantvæsenet. Især ville det være heldbringende for Jylland som en fjernere provins der nu er mere overladt til tilfældet en selve regeringen kan ønske. For tilfælde kan man i almindelighed kaldet det om en bby får en dueelig og samvittighedsfuld amtmand, da de personer som får disse embeder, jo som oftest går over fra en stilling som er ganske heterogen for deres nye virksomhed. Det mest hensigtsmæssige ville vist være at justitsråd Ræders (i Horsens) forslag om en overadministration for Nørrejylland oprettedes i analogi med den som eksisterer for hertugdømmerne.

En sådan overadministration ville især have det fortrin at kunne overse hele provinsens anliggender og tarv og måtte derfor også være skikket til at have øje med samme i en langt højere grad end det nu kan finde sted hos et fjernere kollegium, af hvis medlemmer få eller måske ingen af erfaring kender noget væsentligt til Jyllands sande forfatning. I mange bestyrelsesgrene er lokalkundskaben aldeles uundværlig, nemlig især i post- og befordringsvæsen, vejvæsen, toldvæsen og handel osv. At denne lokalkundskab kan fås både hurtigere og mere pålideligt af et provinsialkollegium end af et i København, derom kan ingen tvivle, som har en anelse om hvor let det er i en skriftlig fremstilling og beskrivelse af en sag at gøre hovedsagen til en bisag og at fremføre ubetydelige ting som afgørende omstændigheder. Både i vejvæsen og toldvæsen hersker nu den største dissonans. På flere steder er vejene istandsat, nye afsatte osv. , mens de i de tilstødende amter er i mådelig forfatning hvilket især gælder den sydlige del af Jylland hvor man snart kører på et stykke chausse, snart på en sandvej. Får en amtmand det indfald at sætte vejen i stand, så har hans kollega i det tilgrænsende amt måske i sin visdom fundet at det ikke bør være således, enten fordi han vil forskåne landmændene for den besværlige kørsel, eller fordi han nu engang har sat sig det i hovedet athan ikke vil. Ikke mindre savnes en sådan overadministration i henseende til toldvæsen og handelen.

Jyllands handel lider et uhyre afbræk ved Holstens større forrettigheder og det smugleri som derved foranlediges. Efter omtrentlig angivelse skal der findes 400 landkræmmere hvis forretning består i at smugle udenlandske manufakturvarer over den jyske grænse og siden med sækken på ryggen at gennemvandre hele Jylland lige fra Kongeåen til Skagen. Den forskellige grad af strenghed, hvormed disse landkræmmere efterspores, gør det umuligt for den egentlige købstadhandel at komme i vejret, da kræmmerne kender alle krogveje over marker og gennem skove, hvor de med en tyvs ængstelighed og snedighed ved at undgå landevejen. De har desuden et sikkert tilhold hos bønderne som indbilder sig at de står sig vel ved at handle med dem, skønt de dog som oftest lokkede af den lette pris, bliver bedraget med dårlige varer. Så vidt vides har generaltoldkommeret været betænkt på at anlægge en strengere spærring ved grænsen af Slesvig hvorfra smugleriet sker og i dette øjemed indhentet lokalautoriteternes betænkning, men uden at der i de siden forløbne 10 år er foretaget noget væsentligt derved.

En af de erklærende embedsmænd foreslog at kantonnere et par kavallerieskadroner der. Dette forslag havde fortjent at tages til følge som et sikkert, i det mindste dog som det sikreste middel til at opnå øjemedet. Det ville heller ikke være forbundet med vanskeligheder da der på en strækning af 12 mil er to kavalleriregimenter indkvarteret, så at der i alt kunne haves 8 eskadroner at skifte med. At grænsens særring ville være af uberegnelig gavnlige følger både for Jyllands handel i almindelighed og den københavnske handel på Jylland i særdeleshed, er indlysende. For at Hanborg og de holstenske stæder høster den megen fordel af Jylland, ligger for en stor del i smugleriet. Fandt dette ikke sted, ville varernes pris ikke være højere fra København end fra Holsten. Men især ville de jyske brænderier vinde, mens de under de bestående forhold er dybt sunkne. Brænderierne er i Slesvig afgiftsfri, og som følge deraf er brændevinen langt billigere. Der indsmugles derfor en overordentlig del brændevin til Jylland, mest fra Flensborg.

(Politivennen nr. 1326, Løverdagen, den 1ste Mai 1841. Side 337-344). 

Redacteurens Anmærkning.

Del I blev bragt i Politivennen nr. 1323, side 289-295. Denne del er ikke medtaget her på bloggen.

Auscultanter (assessores auscultantes) i Højeresteret var blevet indført ved reskript af 5. september 1738. Hensigten var at den daglige øvelse ved at sidde i Højesteret at uddane personer til med tiden at blive dygtige overdommere mm. Kun sekretærer i kancellitet, assessorer i hofretten og kammer- og hofjunkere kunne blive auscultanter. Fra 1760 var der nedgang i kandidater, og ordningen blev afskattet i 1771 i en kort periode. Se Sophus Vedel: "Den Dansk-Norske Høiesterets Historiee under Enevælden fra 1661 indtil 1790". 1888.