Hunderakkernes Triumphtog.

Blandt de gadescener som hele året igennem tildrager sig i hovedstaden, henhører unægtelig rakkertoget til en af de meste interessante for byens gadedrenge som her har en herlig lejlighed til at pibe og råbe hurra. Den imødeses vist nok derfor af disse med levende deltagelse, og stod det til dem, da var det nævnte optog vist nok langt sikrere på at blive gentaget end nogen højtidsfest. Men betragtes denne sag fra sømmelighedens side, da synes der virkelig adskilligt at tale for afskaffelsen af denne politiskik. For det første er det en skandale at se denne hundejagt rundt omkring i byen. En hel hob af pøbel med skrig og piben, rakkeren med sit net, de forskrækkede uskyldige dyr, alt dette til sammen taget fremkalder et så ubehageligt indtryk at man virkelig må forundres over at sådant kan finde sted i en så gentil by som København der i det hele taget udmærker sig ved orden og politur.

Men ikke alene det ydre indtryk går den nævnte skik modbydelig. Men den er desuden unyttig i det mindste for en del. I et foregående nummer af dette blad blev det foreslået at husejerne skulle optage en fortegnelse over de hunde som beboerne holder, og det på deres eget ansvar under straf af mulkt. Dette forslag fortjente sikkert at tages til følge. Politikassen ville sikkert vinde derved, og indbyggerne blive fri for det stygge syn af rakkervognen med dens gelejde. Hvad mon fremmede der befinder sig i byen på denne tid, ville tænke om vores gode stad og dens politi når de ser dette skuespil? Mon det således sker i andre lande? Lad os dog ikke give tyske avisskrivere lejlighed til at fortælle endnu mere om vores jurisdiktion over de umælende, således som der for nogle år siden berettedes at man havde pågrebet og lagt sag an imod nogle hunde som havde overfaldet et menneske og dømt dem til at hænges.

Til slut skal indsenderen ikke undlade at gøre opmærksom på hvor upassende det er at politibetjente skal bruges til en så uværdig anledning. Man må erkende at de ifølge deres stilling kan være hvad sikkert også mange blandt dem er, agtbare mænd for hvem delagtighed i sådant må være noget ømfindtligt. og besidder de en sådan æresfølelse, da må man vist nok anse det for umagen værd ikke at træde den for nær hvor der ikke er nogen nødvendighed for hånden som gør sådant uundgåeligt.

(Politivennen nr. 1335, Løverdagen, den 31te Juli 1841. Side 493-495). 

Høker R. Petersens Pakhuus i Klosterstræde.

For få år siden købte høker R. Petersen fra Valby afdøde grosserer Wulffs gård nr. 16 i Vimmelskaftet med tilhørende pakhus nr. 79 i Klosterstræde, og da denne mand påtager sig forskellige leverancer såvel af fede- som kornvarer, så er det at formode at han især købte denne ejendom for pakhusets skyld. At han gør sig denne ejendom så indbringende som muligt, er i sin orden. Men når han ved brugen af sin ejendomsret indskrænker og skader andres, da må man formode at han enten gør det af uvidenhed idet han af ukendskab med øvrighedens anordninger dertil tror sig berettiget, eller dersom dette ikke er tilfældet, af pengestolthed idet han anser sig for en mand der ikke bryder sig om de følger som sådan vilkårlig og ulovlig fremgangsmåde mod sine medborgere kan påføre ham - hans udøvelse af ejendomsretten bliver blive lovstridig og bør som sådan påtales.

Siden hr. Petersen tiltrådte nævnte ejendom har han til forskellige tider i pakhuset i Klosterstræde ladet rense sæd på maskine og på denne måde plaget beboerne i gaden ved støj og støv fra den tidlige morgen i den grad at deres morgenro aldeles er blevet forstyrret, og at det har været dem umuligt at have noget vindue åbent eller holde disse samt gardiner og møbler fri for det gennemtrængende støv som sådant smudsigt arbejde medfører.

Da hr. Petersen bestandig har så vidt anmelderen ved bestræbt sig for at anses for en galant mand, kan man vist vente at han efter at være gjort opmærksom på denne uorden, ikke længere vil plage sine naboer og genboer med dette utålelige svineri, men ved at anbringe rensemaskinen ud til sit ikke ringe gårdsrum beholde støvet på sin egen grund og selv med sine naboer erfare om denne anke er rimelig eller ikke.

Skulle hr. Petersen ikke ville dette, da vil han vist nok ikke fortænke beboerne om de sagsøger ham til en bestemt årlig skadeserstatning for det tab de kommer til at lide på deres ejendom m.m.

(Politivennen nr. 1334, Løverdagen, den 24de Juli 1841. Side 476-478). 

Redacteurens Anmærkning.

Klosterstræde 79, nutidens nr. 7, blev sammenlagt med Vimmelskaftet 30 i 1826. I 1931 blev den henlagt Vimmelskaftet 28-30.

Røde Huse.

Det er en forunderlig mani som er påkommen folk her i byen, at efterabe universitetsbygningens farve. Næsten alle bygninger som opføres fra ny af eller oppudses, får denne røde farve så at vi til sidst vist får en komplet rød stad. Det værste ved det ville være at byen taber sit renomme for skønhed. For så vist som denne farve er smuk og passende for enkelte anselige bygninger, så stygt vil det på den anden side blive om enhver istandsat rønne skulle hjælpe sig med den, da den på ingen måde er skikket til at hæve en ringe bygning i anseelse og skønhed. 

I sandhed ville det derfor være langt bedre for byens udseende i det hele taget om husejerne ville lade den mani fare, at gøre deres huse til kopi af universitetsbygningen, hvad de dog aldrig er skikket til at blive, og derimod blev ved den hidtil fulgte skik at give dem en farve som mere svarede til øjemedet, nemlig at afhjælpe manglen i det uanselige ydre. Man har nu og da bebrejdet hovedstaden et skaldet udseende, dens mangel på træer. Dersom dette er erkendt som begrundet, da må man undre sig over at der ikke anvendes mørke farver på husene, da dette vil bøde meget på savnet af træer. Dermed være dog på ingen måde sagt at stadens udseende ville vinde ved lutter mørke bygninger. Kun at den mørke farve er at foretrække for denne rødgule, der har alt for meget af murstenskuløren til at være smuk.

(Politivennen nr. 1332, Løverdagen, den 10de Juli 1841. Side 447-448. Sidetallene springer fra 332 til 433, således at 100 sidetal er sprunget over). 

Man bør ikke forsmaae Hjælp i Nøden.

Til at se det kongelige middagsspisning på Christiansborg Slot indtogsdagen blev som bekendt udstedt adgangsbilletter til riddersalens galleri. Imidlertid er det beklageligt at de herrer livjægere ikke så sig i stand til at holde pøbelen ude, og at således denne sidste uden billetter gik op, mens de der havde billetter, måtte begive sig bort uden at kunne benytte dem. Om korpset en anden gang ikke forsmåede politiets assistance, ville sådan uorden næppe finde sted, eftersom pøbelen har en sømmelig respekt for politiskilt og stok.

(Politivennen nr. 1331, Løverdagen, den 3die Juli 1841. Side 431). 

Man kan ikke have Fred længer end Naboen vil.

Hr. redaktør!

I Lille Brøndstræde nr. 122 bor en brændevinsbrænder hvis gård og brænderi vender ud til bagsiden af et hus i Gothersgade hvori jeg og 11 andre partier bor. Da manden brænder hver dag, lidet vi alle meget af røgen fra brænderiet, og uagtet vi ikke åbner et vindue, trænger dog røgen ind så at kulstøvet dækker karmene, møbler, ja selv spoisevarer. Ingen af beboerne forbliver boende der længere end et halvt år, og når rygtet om denne ulempe for beboerne bliver mere udbredt, vil ejeren have vanskelighed ved at få sine værelser udlejede. Han har vel beklaget sig herover for brændevinsbrænderen, men denne har ikke gjort noget for at bøde på denne ulempe, skønt den vist med ikke betydelig udgift kunne afhjælpes, fx ved et jernrør over skorstenen. Man tillader sig derfor, hr. redaktør, at fremsætte i Deres blad det spørgsmål at når en borger ved sin næringsdrift forulemper sine medborgere, og grunden til denne ulempe kan forebygges, kan han da ikke ad rettens vej tvinges til at forebygge den? Det spørgsmål ønsker man besvaret.

Ved denne lejlighed tillader jeg mig at gøre opmærksom på at huset nr. 110 i samme gade, nemlig Lille Brøndstræde, har en skorsten som hælder meget til siden, og synes at true med at falde ned. Hvis dette ulykkeligvis skulle indtræffe, ville det være til stort tab for naboens hus og til uberegnelig skade for dettes beboere, hvorfor man ikke kan undlade at bede den ansvarlige sørge for at sådanne ulykker forebygges i tide.

(Politivennen nr. 1331, Løverdagen, den 3die Juli 1841. Side 423-424).