Landvæsensinstitutet Ørsberg i Angel. (Efterskrift til Politivennen)

I vort sidste Nummer berettede vi, at i disse Dage tvende unge Mennesker, den ene fra Staden, den anden fra Amtet Haderslev, vare tagne til Ørsberg i Angel, for at frequentere det derværende Landvæsensinstilut. Vi supplere denne vor Beretning derhen, at ikke blot 2 men 4 unge Mennesker, der have valgt Landbruget til deres Levevei, og af hvilke 2 ere fra Staden og 2 fra Amtet Haderslev, i disse Dage ere tagne til Institutet i Ørsberg, erfterat der allerede i nogen Tid befinde sig 2 Elever her fra Amtet paa dette Institut.

Med inderlig Glæde hører man Beretningerne om den theoretisk-practiske Dannelse, de vordende Landmand erholde paa det fortræffelige Landvæsensinstitut i Ørsberg. Underviisningen gives af 5 udmærkede theoretisk practiske Lærere. Af Underviisningsmethoden anføre vi kun nogle enkelte Træk, der ere komne til vor Kundskab, men som tilstrækkelig godtgjort, at den sande Skole for den vordende dygtige Bonde befinder sig i Ørsberg. Den theoretiske og den practiske Dannelse gaae her Haand i Haand. Medens en Deel af Eleverne erholde den theoretiske Underviisning, maa den anden Deel øve sig i at føre Plov og Harve, selv at forfærdige disse og andre Avlsredskaber, at saae, høste o. s. v.

Hvad Veterinairvidenskaben angaaer, der er saa nyttig for Bonden, saa finde Eleverne i Ørsberg den herligste Leilighed til deres theoretisk-practiske Dannelse. En udmærket Dyrlæge er Lærer ved Anstalten, og giver ei blot en reen theoretisk Underviisning, som han gjør anskuelig ved Anatomering af Huusdyr paa Anstalten, men han medtager ogsaa Eleverne, naar deres Tid tillader det, paa sine Udflugter til Omegnen, hvor han er meget søgt af Bønderne, og lader da Eleverne, naar han anseer dem for forberedede dertil, paa egen Haand under hans Tilsyn foretage selv vanskelige Operationer.

Ogsaa Landmaaleriet læres i Ørsberg aldeles theoretisk-practisk, saa at Eleverne selv maa kunne opslaae deres Maalebord i Ørsberg og Omegn, hvor Bønderne velvillig intet have imod disse Øvelser, tage denne eller hiin Kobbel, Skov o. s. v. til Papir og beregne disses geometriske Størrelse.

Jordboniteten anskueliggjøres Eleverne deels ved en betydelig Samling af Mineralier og Mineralblandinger (Jordblandinger), der opbevares paa Anstalten, deels ved Gravninger og Boringer paa Markerne.

Ligeledes er der i Ørsberg fortræffelig sørget for theoretisk-practisk Underviisning i Gartneriet. For blot at nævne een Green deraf, saa findes der i Anstaltens Have flere hundrede forædlede Frugttræer, der ere podede af Eleverne.

Disciplinen forbinder Strenghed med Mildhed. Navnlig de Elever, der befinde sig paa selve Anstalten (nogle logere nemlig i Nærheden) staae under strængt Tilsyn. Fremfor Alt sørges for, at Eleverne ikke vænnes til Ladhed, men, saa meget fornuftigt, uafladelig beskjæftiges enten med Theori eller Praxis, saa at Eleven i Ufornuftigte Øine muligen kan synes at blive behandlet noget streng, men hvorfor han i sin Tid vil takke sin Opdragelsesanstalt og sine Lærere. De tildeelte Straffe bestaae iøvrigt blot i stræng mundtlig Irettesættelse, og eventuel Stuearrest.

Idet vi slutte disse af Flere, der i disse Dage have besøgt Institutet, os meddeelte Notitser, bemærke vi kun sluttelig, at der aldeles Intet er i Veien for Optagelse af Elever fra dansktalende Districter i Hertugdømmet Slesvig. isærdeleshed naar disse Elever nogenlunde forstaae det tydske Sprog, om de end ikke kunne tale det. Lærerne ved Anstalten forstaae næsten alle Dansk og navnlig taler Bestyreren det ganske færdig, og alle vide at rette sig efter Elevernes Tarv.

Den fremadskridende Landvidenskab dyrkes ogsaa kjærlig i Ørsberg. Ei blot de betydeligste navnlig tydske Værker over Landvæsenet findes ialmindelighed paa Anstalten, men ogsaa flere Modeller af de nyopfundne eller hidindtil hos os ukjendte Avlsredskaber, ja disse Redskaber ere tildeels fuldstændig forfærdigede og prøves paa Markerne.

Endelig bemærke vi med Glæde, at den herlige Anstalt i Ørsberg, der næsten lover at blive mere for Hertugdømmerne, end engang Anstalten i Hosirul var for Schweiz, idet denne størstendeels blev en Anstalt for unge Adelige og andre Fornemme fra forskjellige Lande i Europa, den første derimod lover at blive en sand theoretisk-practisk Skole for Hertugdømmernes Bondestand, - endnu bemærke vi om denne Anstalt, at den til næste Sommer vil blive frequenteret af 34 Elever, medens den begyndte med det beskedne Antal af 9.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 1. maj 1847).

Vertumnus' Forlis 13de til 14de April 1847. (Efterskrift til Politivennen)

I 1847 omkom 9 ud af 14 sømænd, da det engelske skib Vertumnus forliste ved Ferring Strand, Harboøre. Det lykkedes at redde 4 besætningsmedlemmer. Dette og andre forlis gav anledning til et redningsvæsen.

Ifølge Beretning fra Thisted er det en engelsk Tremaster ved Navn "Vertumnus", der er strandet ved Harboøer, med en kostbar Ladning af Stykgods til St. Petersborg, bestaaende af Apothekervarer, Indigo, Caffe, Porter osv. Skibet er Vrag, men af Ladningen skal dog en Deel i meer og mindre havareret Tilstand være kommen iland.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 21. april 1847).

Annonce i Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 23. april 1847 over varerne i Vertumnus.

Thisted.

... Af det paa Harboøer Strand forulykkede engelske Barkskib "Vertumnus" Capt. Thomsen, er en stor Deel af Ladningen i havareret Tilstand bjerget [see Avertissementet], Den druknede Capitains og nogle af Mandskabets Liig ere inddrevne og begravede. Del er beklageligt, at den ved Harbeøer eller Canalen liggende Redningsbaad ikke kunde anvendes til det ulykkelige Mandskabs Redning, hvoraf som bekjendt 9 druknede; det Sted hvor Skibet indstrandede er kun henimod et Par Mile fra Canalen. Begge Redningsbaade skulle efter Sigende være en Gave af Private, naturligviis i den ædleste Hensigt, hvilken dog ikke ved denne Leilighed er bleven opfyldt; thi deels paastaaer man at der skal feile adskillige Redskaber eller Apparater for at kunne afbenytte Baadene, og deels ere vore Kystbeboere saa ukyndige i Brugen af en saadan Redningsbaad, at Ingen har været at formaae til at gaae ud med den. Da Baaden jo hidtil ikke skal have kostet det Offentlige noget, saa var det at ønske, at dette ville bestride Udrustningen af samme, og at et Par Mand maatte opsendes, der kunne undervise Kystbeboerne i Brugen af Redningsbaaden. Flere Mand, der ere fortrolige med vore Kyster, paastaae, at de saakaldle Bombekanoner, hvorved Tonge kunne udskydes eller kastes ombord paa et paa de ydre Revler indstrandet Slib, ville der være meget hensigtsmæssige, da derved mangen kjæk Sømands Liv ville blive reddet. 

(Thisted Kongelig allernaadigst privilegerede Amtsavis og Avertissementstidende, eller Den nordcimbriske Tilskuer 24. april 1847).

Fra det paa Harboøer Strand forulykkede engelske Barkskib "Bertumnus" er den druknede Capitains og nogle af Mandskabets Liig inddrevne og begravede. (Th. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. april 1847).

We the survivors of the late Barque "Vertumnus" do take this public opportunity of offering up to Mr, C. B. Claudi our heartfelt thanks and prayers for his welfare, for his brave et humane efforts at the great risk of his own Life in succeeding saving us from a watery grave and the kind and affectionate mariner in which we were treated afterwards.

And it is our sure and firm belief that if that daring and humane gentleman had had a proper constructed lifeboat and other apparatus at his disposal, be would have succeeded in saving all the crew of this illfated vessel 20 hours sooner.

(Signed) Charles Thompson,
chief Mate.
his
James + Varkin, Seaman,
Mark.
Alexander Gray do.
John Milner, Apprentice. 

Dated this 18. day of April 1847 at the village of Harboøer near Lemvig, Coast of Jutland.

Idet vi have optaget ovenstaaende Taksigelse troe vi, at man ikke uden Interesse vil læse følgende og velvillig meddeelte Beretning om de nærmere Omstændigheder ved Skibet "Vertumnus's" sørgelige Undergang:

"Barkskibet "Vertumnus" af London, ført af Capt. Thomas Thompson, bestemt til St. Petersborg med en Ladning Stykgods, indstrandede for Harboøre Strand Natten imellem den 12te og 13de April under en Storm af NV. og usædvanlig høi Sø. Skibet blev staaeude paa den yderste Kant af den indre Revle noget over 300 Alen fra Landet, hvor Søen brød allervoldsomst. Dækket var saa overskyllet af de heftige Brændinger, at Mandskabet ikke kunde opholde sig derpaa, og Alt, indbefattet Baadene, var bortskyllet derfra. Mandskabet opholdt sig i Fokkemærset, og alle deres Forsøg paa at faae en Tougende iland ved dertil at binde letflydende Ting strandede derpaa, at den rivende Strøm strax rev Alt bort i Retning mod den sværeste Brænding, hvor ingen Baad kunde komme. Uagtet vi foretoge mange med Livsfare forbundne Forsøg paa at redde det hele Mandskab, var det ikke muligt at naae til Skibet med Baaden formedelst Strøm og Brænding, og for en stor Deel fordi Vraget og Takkelagen af den kappede Stormast laae indenfor Skibet og hindrede Baaden i at komme det saa nær, at vi kunde tilkaste det en Ende. Først næste Dags Morgen ved Daggry lykkedes det med Livsfare at bjerge 4 Mand fra Vraget. Der var strax den første Morgen sendt Staffet til Agger, kanal efter den der stationerede Redningsbaad, men man erklærede derfra, at det ikke var muligt for Brænding og Strøm at naae hen til Strandingsstedet (circa 2 Mil)."

(Artiklen refererede desuden artiklen i Thisted Avis af 24. april)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  5. maj 1847).

En dag omkring 1. maj 1847 får Morten Gram besøg af tjenestekarl Anders Jensen Smed fra Møborg, der vil købe tran. "Morten ved Kirken" har ingen tran den dag - han må jo nok normalt have handlet med varen; ellers kom man vel ikke for at købe - men i sine gemmer har han noget andet, som han godt vil have Anders Jensen Smed til at sælge videre. Det er 6 bøffelskind fra den strandede engelske bark "Vertumnus". Da barken natten mellem 13. og 14. april blev slået i stykker af brådsøerne mellem Langerhuse og Knopper, drev spændende ting i land, især betydelige mængder af farvestoffet indigo, men også andre varer, der var bestemt til Rusland og nu i vid udstrækning blev stjålet og forsøgt videresolgt gennem mellemhandlere til købmænd og farvere, især i Lemvig og Holstebro. Skindene havde været anvendt til indpakning af stoffet Sarsaparille ( = kinarod), og for 4 mark købte Morten Gram de 6 skind af Christen Domp fra Lemvig, der igen havde købt dem af to kvinder fra Langerhuse. - Det, han nu viste frem, var der et hug eller hul i.

Anders Jensen Smed skulle ingen skind have. Han var taget til Harboøre for at købe tran, til kromanden i Tim, og har naturligvis været klar over skindenes oprindelse og risikoen ved at handle med stjålne varer. For øvrigt havde han selv i forvejen fået anskaffet sig et par pund indigo.

Mandag den 3. maj er han i Holstebro med kalveskind til købmand Wium og træffer her i butikken skomager Hygum. Anders Jensen Smed er tydeligvis handelsmand, der vil udnytte en mulig chance, og spørger skomageren, hvad han vil give for et skind, om det også havde et hul og var vådt! Skomageren svarede, at han ikke købte våde kalveskind!

Som dagene går, får Morten Gram selv kolde fødder. Han ved, han kan risikere husundersøgelse, og en nat lister han over på kirkegården - der var jo ikke mange skridt - og begraver sine seks bøffelskind der. Da rettens betjente dukker op den 15. maj, måtte de notere, at hos Morten Gram var „ingen spor eller noget, der kunne give anledning til mistanke“.

Men tyverisagen er nu under optrævling, og også Morten Gram bliver angivet. Den 20. maj må han møde til forhør i Lemvig og skjuler åbenbart intet. Skindene må jo stadig findes, hvor han gravede dem ned, siger han, og han forpligter sig til straks at levere dem til sognefogden.

Endvidere fortæller han, at han nogle dage efter strandingen selv på stranden har opsamlet noget, som han mente var tørrede pommerantser. Han afleverer det fundne, og retten konstaterer, at det i virkeligheden er et par lod kokusskaller, der bliver vurderet til 4 skilling.

Der kunne nævnes adskilligt mere om handelsvirksomhed ud fra denne særdeles omfattende strand tyverisags akter. Morten Gram og de to andre omtalte var ikke de eneste, der blev tiltalt for hæleri i den forbindelse.

Ved underretsdommen 4/11 1847 vurderes Morten Grams forseelse til 2 gange 5 dages fængsel på vand og brød. Landsretten 7/5 1849 var mildere og fastsatte straffen til 2 dages fængsel, og højesteret er af samme mening, da dommen her afsiges 16/1 1852.19

(A. V. Langer: Købmandens hus i Harboøre, Hardsyssel Årbog 1976).

Carl Neumann (1833-1891): En stranding på Jyllands vestkyst. Bemærk at tegningen ikke viser de daværende redningsbåde. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Det forulykkede Skib "Vertumnus". Herom hedder det i "Viborg Av.": Da der er opstaaet Mistanke om ulovlig Omgang med endeel af det Opdrevne af Ladningen af det for Harboøer den 13de April strandede Skib "Vertumnus", navnligen hvad Indigo og Cochenille augaaer, saa udloves fra Herredfoged-Contoiret i Lemvig, under Fortielse af Angiverens Navn, en Belønning af 10 til 50 Rbd., alt efter Opdagelsens Vigtighed, til Den eller Dem, som beviisligen kan angive de deri Skyldige. Tillige advares Enhver imod at kjøbe saadanne Varer af Personer, som ikke ere handelsberettigede. - Til Auktionen i Tirsdags og Onsdags i Lemvig over det Bjergede fra fornævnte Stranding, havde indfundet sig flere Hundrede Lysthavende. For de fleste Sager betaltes enorme Priser, og Kjøbelysten var hos Enkelte saa stærk, at Mønten hos disse syntes at spille en underordnet Rolle. Varerne vare meget havarerede, nogle nok aldeles ubrugelige, men selv for disse kunde der opnaaes Penge. Det store Parti Indigo, der var annonceret tilsalgs (18,000 Pd. Br.), kunde rimeligst anslaaes til det Halve Nettovægt, og heraf kjøbte en Proprietair fra Lemvig-Egnen for ikke mindre end 12.000 Rbd. Dagen efter fortaltes, at Proprietairen igjen havde afhændet Partiet med et Tab af omtrent 3000 Rbd.; er dette sandt, anbefale vi Manden ikke en anden Gang at slaae ind paa Kjøbmandssager. Ordsproget siger: "Skomager bliv ved din Læst!" De annoncerede Skind, der endog fra Hamborg havde hidført Liebhabere, bleve opraabte til Salg paa nærmere Approbation. Imod denne ved en Strandingsauction vistnok urimelige Bestemmelse, blev der fra en af Liebhavernes Side nedlagt Protest; Fogdens derefter paafulgte Kjendelse gik ud paa Auctionens Fremme efter Conditionerne, med Reservation af Protestantens lovligt Ret efter nedlagt Protest. Skindene bleve nu forauctionerede, og høie Priser obtineredes for samme; men Dagen efter betydedes Kjøberne, at de gjorte Bud ikke vare blevne approberede. Man maa altsaa nærmest antage, at Lloyd's Agent, der var tilstede ved Auctionen, ikke har villet sælge Skindene. Men paa den anden Side var det en temmelig drøi Spas at drive med de Folk, der langveis fra efter Annoncen i Bladene vare lokkede hertil, i Særdeleshed da gode Priser udbødes. - Det Beløb, Auctiouen udbragtes til, kan vel anslaaes til henimod 50,000 Rbd. - I Onsdags Eftermiddag indtraf Justitsraad Petersen fra Holstebro til Lemvig, for i Cancelliraad Gundelachs Sygdomsforfald at fortsætte de paabegyndte Undersøgelser med Hensyn til Misligheder, der formenes begaaede ved Bjergningen af det fra ovennævnte Skib ilanddrevne Gods. - Sluttelig tilføies, at det fra Beboernes Skyld paa Harboøer vilde være os kjært offentligt at see udtalt, om der fra disses Side ved oftnævnte Skibs Stranding er lagt en saadan Activitet for Dagen for at redde de Forulykkede, at derom Intet kan være at sige.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. maj 1847).

- I Vraget af det ved Harboøer strandede Engelske Barkskib "Vertumnus" ligger endnu for 27,000 Rbd. Tin og et halvthundrede Flasker Kviksølv. (Aarh. Av.)

(Morgenposten 22. maj 1847).

- En Indsender i Aalb. Av. beretter, at den ved sin Retsindighed, Nidkjærhed og Skarpsindighed hæderlig bekjendte Politimester, Justitsraad Ridder Petersen i Holstebro, i denne Tid er beskæftiget med at optage Forhør i Anledning af mislig Omgang med det fra Skibet "Vertumnus" indstrandede Gods. Efterat han har inqvireret adskillige Steder, isærdeleshed paa Harboøere, er det lykkedes at komme paa Spor efter en stor Deel af de Tyverier og Salg som i saa Henseende ere forøvede, og flere Personer, deriblandt endogsaa Gaardmænd, ere blevne belagte med Arrest, som stærkt mistænkte. - Det er at vente og haabe af den Mand, som tidligere med Held har udført det Hverv: i betydelige Tyvesager at opdage de Skyldige til velfortjent Straf, at han ogsaa ved denne Lejlighed maa være saa heldig at fremdrage den vistnok store Mængde, som mere eller mindre paa ulovlig Maade har tilvendt sig fremmed Eiendom ; thi det er paa den høie Tid, at der sættes Grændse for et Uvæsen, som Enhver, der ikke kan være ligegyldig ved, at Folk i et oplyst Land af fremmede Nationer skal stemples med Navne "Tyrk" eller "Barbar", tilvisse maa betragtes med den dybeste Afskye; maaskee turde man da vente sig, at gamle indgroede Forestillinger med Hensyn paa Tilvendelsen af strandet Gods efterhaanden kunde udryddes, saa at de Ord: bjerge (d. e. at tage og bortføre hvad Havet opkaster) og stjæle dog engang maatte blive betragtet som eensbetydende, med samme Ansvar. Thi det er desværre en hos mange Kystboere herskende Mening, at det ikke er nogen Synd at bjerge (paa ulovlig Maade), og med den Tanke eller Yttring: "Ligesaa godt kan Ravnen tage det, som Kragen", haster de til Stranden, saasnart det rygtes, at et Skib er strandet, endogsaa Fruentimmer og Børn, for efter gammel Skik og Brug at forsyne Kurve og Lommer; og de agter maaskee mindre paa deres Klagerøst , der fra det forulykkede Skib raaber om Frelse og Redning.

(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende  1. juni 1847 og Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 11. juni 1847).

- Konsul Kalls Dykkerfartøi, som hjemkom til Frederikshavn den 25de F. M. fra Agger, hvor Undersøgelse af Bundstedet af det forliste Skib "Vertumnus" var foretaget, uden at man har opfisket Andet end et Par Ankere med noget mere Skibsinventarium, eftersom det Hele var overskyllet af Sandet, har efter sin Hjemkomst og efter Overenskomst med Generaltoldkammeret udtaget Masterne af en 1/4 Mil udenfor Havnen i Aaret 1840 sunket Brig "Najaden" af Kiel. Fartøiet er for Øieblikket ved Skagen, for at undersøge og muligt giøre Forsøg paa at optage et dersteds sunket Skin. (Aalb. Av.)

(Morgenposten 9. juli 1847).

Med til den mislykkede redningsaktion var strandingskommissær Christopher Berent Claudi fra Lemvig. Han var med ombord i en fiskerbåd som forgæves forsøgte at redde besætningen i land. Efterfølgende skrev han til amtmanden: 

… da det var umuligt at komme ud til skroget […], så faldt det i vores sørgelige lod at blive vidne til den smerteligste og mest hjertegribende scene som kan tænkes. Den nemlig at se de ulykkelige efterhånden falde i vandet af udmattelse, uden at vi havde midlerne i vor magt til at frelse dem.

To af sømændene fra Vertumnis kendte man fra en anklage om tyveri af spiritus:

CENTRAL CRIMINAL COURT.

SESSIONS PAPER.

CARROLL, MAYOR.

SIXTH SESSION, HELD APRIL 5TH, 1847.

MINUTES OF EVIDENCE,

Taken in Short-hand by

HENRY BUCKLER.

LONDON:

GEORGE HEBERT, CHEAPSIDE.

TYLER & REED, PRINTERS, BOLT-COURT, FLEET-STREET

1847

JOHN MILNER, WILLIAM SYKES, THOMAS EDWARDS, ZACHARIAH FURMAN, WILLIAM JOHNSON.

Theft: simple larceny.

5th April 1847

935. JOHN MILNER, WILLIAM SYKES, THOMAS EDWARDS, ZACHARIAH FURMAN , and WILLIAM JOHNSON , were indicted for stealing 13 pints of brandy, value 1l. 12s. 6d., the goods of the London Dock Company; to which

SYKES pleaded GUILTY. Aged 17.

FURMAN pleaded GUILTY. Aged 18.

JOHNSON pleaded GUILTY. Aged 18. Confined Three Days.

JAMES ROEERT WHITE. I am an inspector of the Thames-police. On the 23rd of March I was passing round the east quay of the London Docks—I saw a cask of brandy leaking—I examined it, and found two holes plugged up—I went on board the brig Favourite, and found Milner, Sykes, and Edwards—I commenced searching, and under a bed-place where Milner and Sykes were lying, I found a bottle, containing one quart of brandy, put into a stocking—I asked them who it belonged to—they each replied they did not know—I then asked who the stocking belonged to, and Milner replied, "It is mine"—I also found a fellow-stocking in his bed-place—on searching the coal-hole, I found two bottles containing brandy—the Favouritewas in the docks, and persons on boars would have an opportunity of getting to the quay—I asked who put the bottles into the coal-hole—Sykes said, "I did"—I asked him how he came by the brandy—he said he got it from the quay, that he bored a hole with a gimlet, got the brandy out, and brought it on board in a bucket—Ithen examined the ded-place, and found a bottle containing brandy—I asked Edwards how it came there—he said Sykes brought some on board in a bucket, and said, "You shall have some," and that he took a bottle and put some into it—I then went with Dix on board the Verdumnu's, where we found six other bottle of brandy—Johnson and Furman were on board the Vertumnus.

GEORGE DIX. I found part of this brandy on board the Vertumnus—I asked Furman and Johnson where they got it—they said from on board the Favourite, and that Sykes drew it in a bucket.

HENRY ASHCROFT. I gauged the cask on the quay—I found three gallons of brandy were gone.

MILNER— NOT GUILTY.

EDWARDS— NOT GUILTY.

I Fredags paakjendte Høiesteret den forhen omtalte Justitssag mod Strandfogderne Chr. Sørensen Røn og Thomas Kjøbmand samt 115 Andre, der tiltaltes deels for ulovlig Omgang med løst af Havet inddrevet Gods, deels for Tyveri og Hæleri, samtlige Forbrydelser udøvede med Hensyn til det 1847 paa Harboøer Strand ved Jyllands Vestkyst indstrandede engelske Skib "Vertumnus", og sammes af Cochenille, Caneel, Indigo etc. bestaaende Ladning. De fleste af Forbrydelserne vare imidlertid, som ogsaa de de Tiltalte idømte Straffe udvise, meget ubetydelige, og flere af dem vistnok udøvede uden at de Paagjældende havde gjort sig noget Begreb om det Indgreb i Andres Eiendomsret, som de derved havde gjort sig skyldige i. Af de meest Skyldige er Een bleven dømt til 1 Aars Forbedringshuusstraf. Fire til 6 G. 5 D. Fængsel paa Vand og Brød, en Farver samme Straf i 4 G. 5 Dage, Atten til 3 G. 5 D. Fængsel paa Vand og Brod, 17 til 2 G. 5 D. dito, 17 Andre til 5 Dages dito, et Par Andre til 2 Dages dito, Strandfoged Chr. S. Røn til 20 Dages Fængsel, Strandfoged Th. Kjøbmand til 8 Dages dito, nogle Andre, hvoriblandt en Kjøbmand, til samme Straf, Resten til Mulcter fra 1 til 50 Rbd. Blandt de Høiestmulcterede (50 Rbd.) er en Vicekonsul. Sagen fortes for Høiesteret af fie Advocater (FL. Bl.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 23 januar 1852).

Claudis beretning om forliset og redningsforsøget stod at læse i Illustreret Tidende. 

Claudi besluttede, at det ville han gøre noget ved. Han rejste bl.a. til England for at studere, hvordan de havde indrettet redningsvæsenet der. Og bagefter tog han fat på at overbevise politikere og embedsmænd om, at man skulle bygge redningsbåde og anskaffe redningsraketter og redningsstole. I 1847 lykkedes det ham at få etableret de første redningsstationer på den jyske vestkyst, bl.a. Flyvholm Redningsstation.

Redningsvæsenet fik hovedkontor i redningsbestyrer Claudis villa i Lemvig. (Den lå med en stor have ud til Østergade, omtrent der hvor parkeringspladsen mellem Musikskolen og rådhuset er i dag). I 1869 blev Claudi efterfulgt af Anthon Andersen, der bestyrede Det Nørrejyske Redningsvæsen fra sit hus i Vasen i Lemvig indtil 1909, hvor hovedkontoret først flyttede til Skagen og siden til København.

Vraget er ikke blevet fundet (2017), så der kan stadig ligge tin og kviksølv på ulykkesstedet.

Se også A. V. Langer: Da barken "Vertumnus" strandede ved vestkysten den 13. april 1847, Tidsskrift for Redningsvæsen årg. 41, 1974, nr. 8 s. 87-90 og nr. 9 s. 1002-105.

Nogle Ord om Oldermændsposterne ved Helsingør og Dragø Lodserier. (Efterskrift til Politivennen)

I Kjøbenhavnsposten nr. 149 for onsdag den 1. juli f. å. findes en artikel der henleder høje vedkommendes opmærksomhed på nødvendigheden af fungerende lodsoldermænd ved Helsingør og Dragør lodserier og som udtaler sig over det urigtige i at overdrage nævnte
vigtige poster til de ved lodserierne ansatte bogholdere.

Selv om man nu måtte antage, at det ville være overlodsen i Sjællands Distrikt, hr. kommandent Wulff en sand fornøjelse at se de ham underlagte lodserier velorganiserede og med beredvillighed sørge for at få en så væsentlig mangel som den her påpegede afhjulpet, så ser man dog endnu at de ovenberørte to store lodserier må savne aktive lodsoldermænd. Grunden hertil er ikke let at indse! Den kan ikke ligge i manglen af lodskyndige og indsigtsfulde mænd til hvem lodsoldermandsposterne kunne overdrages, for hr. overlodsen kender vistnok ligeså godt som vi, hvor sådanne mænd uden vanskelighed er at finde. Det er heller ikke antageligt at ømhed for de gamle lodsoldermænd kan være årsagen: vil man ikke formindske disses indtægter, så giv dem da hele deres aflønning i pension. Men lad dem vige rent tilbage fra en post de ikke mere formår at passe tilstrækkeligt og lad dem give plads for lodskyndige og raske folk der med indsigt og konduite kan anføre lodserne til de søfarendes gavn.

Ser man på Dragør Lodseri - det største og vigtigste i Danmark - da må man dog i sandhed forundres over, at lodsoldermandens vigtige bestilling er overdraget til hr. søkrigskommissær Jepsen, der i forvejen er ansat som lodseriets bogholder *). Hr. Jepsen har vel i sin tid været skipper og kan som sådan have været meget duelig. Men han er dog ikke i besiddelse af alle de egenskaber, som nødvendigt må findes hos en lodsoldermand, når han skal passe en sådan post. Med andre ord: han er ikke lodskyndig, men mangler endog nøjere kendskab til sit lodsfarvand. Han formår derfor ikke at orientere sig som lodsernes anfører, selv om han ikke allerede var betynget med en bestilling, der optager så meget af hans tid, at han umuligt som lodsoldermand kan være tilstede ved lodseriet og iagttage den derved fornødne orden, uagtet dette dog påbydes i lodsanordningen § 23. Som lodsbogholder er hr. Jepsen sit fag fuldkommen voksen, det er altså rigtigst, at han udelukkende færdes på sit lodsbogholderkontor. Men om end hr. overlodsen står i familie- eller venskabsforhold til hr. Jepsen, så burde det dog ikke forårsage, at et så vigtigt lodseri som Dragørs må savne en mere dygtig eg indsigtsfuld lodsoldermand, til hvem lodserne kan henvende sig i de mange forskellige tilfælde, som indtræffer og af hvem de kunne have den nødvendige vejledning og hensigtsmæssige anførsel.

Hvad der således her er udtalt til bevis for det urigtige i at lade hr. søkrigskommissær og lodsbogholder Jepsen vedblive at beklæde lodsoldermandsposten ved Dragør lodseri, kan også - med lidt forandring - fremføres imod at hr. overkrigskommissær og lodsbogholder Hjorth fremdeles betros Helsingørs lodsoldermands bestilling.

En lodskyndig og indsigtsfuld lodsoldermand er et stort og uundværligt gode for ethvert lodseri og burde derfor allermindst savnes ved så vigtige lodserier som de ovennævnte. Vi skulle blot tillade os at henvise til Københavns Lodseri. Her herskede for ikke lang tid siden den største uorden; men siden hr. fastlods Engelsen blev ansat her, er her - til stor nytte for de søfarende og til renomme for dhrr. lodser - fremkommet en priselig orden og livlighed, der naturligvis endnu ville fremtræde tydeligere om hr. Engelsen som oldermand direkte havde noget at sige og frie hænder til at rette de mangler, der endnu
måtte være til stede.

Sådanne "praktiske mænd af faget" hvis dygtighed er grundfast - mænd, som ved egen kraft, konduite, indsigt og Humanitet har erhvervet sig et hæderligt navn og almindelig agtelse: sådanne mænd er skikkede til at beklæde lodsoldermandsposterne! Af dem ville høje vedkommende kunne høste sand ære! De var i stand til at orientere sig i alle påkommende tilfælde; og af dem kunne lodserne få en behagelig, fornuftig og hensigtssvarende anførsel.
København, marts 1847.

Sch. - Ld.

*) Hr. J driver desuden urtekramhandel

(Kjøbenhavnsposten, 6. april 1847)

Farvandet mellem Dragør og Sverige domineres i dag med udsigten ti Øresundsbroen. Sådan var det ikke i 1847. Men det er stadig godt befærdet med skibe - og lodser har stadig arbejde. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Opfordring til Dragø Lodser.

Da det er os bekendt at Dragør lodser i disse dage har tilstillet admiralitetet og generaltoldkammeret hvert en velmotiveret besværing i anledning af fyrskibsfører Jensens fremfærd imod dem i den nok så bekendte proviantsag, så tillader vi os herved at opfordre d'herrer lodser til gennem Kjøbenhavnsposten at offentliggøre en af de nævnte besværinger for at publikum derved kan erfare at vi har faret med sandhed i det vi i dette blads nr 51 for d. m. har fremført angående hr Jensen.

Ved denne lejlighed kan vi ikke tilbageholde det ønske at det måtte behage hs. m. kongen eller admiralitetet at skænke Dragør Lodseri den for lodseriet i almindelighed og lodserne i særdeleshed store og heldbringende velgerning at udnævne en indsigtsfuld, human og lodskyndig oldermand der med konduite kan bringe en bedre tilstand, så at lodserne da ikke som nu, selv behøvede at henvende sig til admiralitetet for at få orden i deres sage.
To skibsredere.

(Kjøbenhavnsposten, 8. juni 1847).

Enhver der kender forholdene ved Københavns Lodseri således som disse har været og nu for tiden er, må vistnok indrømme, at dette selskab i alle henseender er gået fremad til det bedre. Den mand, som disse forbedringer udelukkende skyldes, er lods og dannebrogsmand hr. Engelsen. Skønt han oftere ved smålighed har mødt forhindringer i udførelsen af påtænkte forandringer og forbedringer der, hvor vedkommende af al iver burde have ydet ham assistance, er E's interesse og nidkærhed for lodseriets ordning på en hensigtsmæssig måde dog ingenlunde kølnet. Uagtet der, som bemærket, er gjort meget for lodsselskabet, er det dog vist, at der endnu er en del at reformere, og at Hr. E. for vedkommende har ytret sig om måden, hvorpå sådanne forbedringer bedst lader sig iværksætte; og det er derfor virkelig beklageligt, at denne mand, der bde er sit fag fuldkommen voksen og dertil en meget human og en dannet mand, dagligt bliver fortrædiget cg chikaneret for sin tjenstivers skyld. At hr. E. med en mere udstrakt myndighed ville virke betydeligt mere i sit kald, både til det offentliges og de søfarendes gavn og nytte og til hæder for lodsselstabet, er fuldkommen afgjort.

Indsenderen heraf er meget nøje bekendt med de didhen hørende forhold, og han ved ikke, om det nogensinde offentligt er blevet berørt, hvad her er fremført; men at det nærmere burde drøftes, er ikke desto mindre vist. Nu da man borttager gamle plankeværker og hytter ved Toldboden, kunde man måske også passende bortrydde et og andet gammelt inventarium og skramleri fra Toldboden.

(Kjøbenhavnsposten, 23. juli 1847)

Lodstårn i Dragør Havn. Dragør Lodseri var indtil staten overtog det landets største. Det eksisterer videre i Danpilot. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020. 

I den Berlingske Tidende for lørdag den 8. dennes findes en beretning fra Dragør, der indeholder en stor del urigtigheder og hvori vedkommende korrespondent har tilladt sig at fremkomme med uforsvarlige beskyldninger imod kaptajn J. I. Köpche, førende skonnerten "Erwartung", som den 6. januar d. å. løb på Middelgrunden og som nu er indbragt hertil. Vi anser os desårsag beføjede til at tage ordet for den fremmede mand. 

Når det derfor hedder i nævnte beretning, at der da en skonnert observeredes "med flag for lods" - "straks (fra lodsvæsenets side) blev føjet anstalter til at arbejde ud gennem isen med en jolle osv.", så kan vi efter de af os fra sikre kilder indhentede oplysninger på det bestemteste benægte rigtigheden heraf. For uagtet skibet i længere tid havde tonet signal efter lods og var kommet helt ind i farvandet, forblev dog Dragør Lodsvæsen i største uvirksomhed. Lodsoldermanden stod rådvild og vidste ikke, hvad han skulle gribe til, da lodserne manglede - tænk engang - de manglede en jolle, hvormed de kunne arbejde sig ud gennem den ubetydelige is for at komme den søfarende til hjælp! Efter en lang og "vigtig" deliberation med uvedkommende besluttede oldermanden sig omsider til i sin visdom: at låne en jolle, men da denne var uhensigtsmæssig til brug i dette tilfælde, så gik det kun dårligt med fremgangen. Og da oldermanden - der kun skal være halv sømand - havde forsømt at lade oprejse et synligt kontra-signal på jollen, så kunne den ikke observeres fra skonnerten, og derfor besluttede kaptajnen at lade stå indefter for så godt som muligt ved egen hjælp at nå havn før det blev aldeles mørkt, og denne kaptajnens handling vil gives fuldkommen medhold af enhver upartisk sømand. 

Den Berlingske Tidendes "pålidelige" dragørske korrespondent siger fremdeles: at skonnerten rendte nordefter "uden at ville oppebie lodsen". Mener den nævnte kløgtige herre måske, at skibsføreren kunne forsvare at udsætte skibet for total forlis, for at vente på en hjælp, hvortil spor intet sted var at opdage? Nej, hr. kapt. Köpche har, som sagt, ved ovennævnte lejlighed handlet aldeles rigtigt. Derfor er det højst uforsvarligt af vedkommende at skade ham ved offentligt at fremsætte fejlagtig beretning om hans sejlads og manøvrering den dag.

Ved denne lejlighed kommer vi forresten til at erindre, at vi flere gange har set klager i de offentlige journaler over, at Dragør store lodseri ingen lodskyndig oldermand har, men at dennes vigtige post midlertidig er overdraget til lodseriets skriver eller regnskabsfører. Hvad grund vedkommende kan have til ikke at ansætte en anerkendt lodskyndig oldermand i denne mands sted, er ikke godt at indse. For der behøves dog vel ikke større bevis for hans uduelighed end netop, at han i farens stund uden væsentlige hindringer undlader at sende de søfarende hjælp og lader lodseriet være aldeles blottet for nødvendige joller og andre uundværlige redskaber. Denne mangel ved Dragør Lodseri er så meget mere uforsvarlig og iøjnefaldende som lodseriet ejer et jolle-fond, hvori der årlig skal indflyde højst betydelige summer. Men måske gives der tillige en anden bestemmelse for jolle-fondets penge end netop ene til indkøb af joller og andre sådanne for et lodseri rigtignok temmelig uundværlige genstande!

København, d. 18. januar 1848.

(Kjøbenhavnsposten, 19. januar 1848)

Skipperstræde i Dragør. De smalle gader og små huse giver måske et fjernt indtryk af forholdene for søfolk og godtfolk i Dragør i 1847. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Langelinie, Smedelinie, Castellets Volde og Kirsebærgangen. (Efterskrift til Politivennen)

Mange har sikkert følt det savn som jeg - dristigt siger jeg: repræsentant for mange af mine medborgere i denne sag - vil bede må blive ophævet.

Det er kendt, at man for at nyde den fornøjelse at spadsere på ovennævnte steder må punge ud med ca. 4 rbd. til et tegn. Denne skat tror jeg at vedkommende kunne skænke os; for hvorfor ikke? Hvad er i vejen for at ikke hvermand, jeg mener de som ikke have råd til at betale 4 rbd. for at spadsere på et behageligt sted, skulle kunne tillades at gå sådanne steder?  

Hvis at der gives nogen der kan anføre andre gyldige grunde end som de, der her ville blive fremført og besvarede, da beder jeg ham svare mig. Det kan ikke indvendes at det er en skat som regeringen behøver for at vedligeholde disse steder, eller endog sig selv. De eneste grunde som jeg med rimelighed er i stand til at anføre, er: 1) Det er for at sikre de højere klasser en promenade, hvor den ringere klasse eller rettere såkaldte sjofle personer ikke kan komme; 2) for at ikke nævnte personer skulle bevirke uorden. Men disse grunde vil jeg kunne tilintetgøre ved følgende svar: Står der ikke en skildvagt udenfor ethvert af disse steder; han kan altså påse hvem der indlades. At uorden ikke finder sted, kan en patrulje påse; for der findes jo en vagt i nærheden af disse steder, og ydermere tror jeg, at der endog nu går en patrulje. Der er altså ikke vanskeligheder for at opfylde ovenstående af mig fremsatte bøn. I det mindste tror jeg at kunne besvare alle indvendinger til min fordel. 

Dog vil jeg tro, at dette mit andragende vil møde betydelig opposition blandt aristokratiske og egenkærlige personer, Men jeg synes dog at de må have så megen medfølelse for det almindelige bedste, at de opoffrede disse følelser og tilintetgjorde dem. For tænkte de på at de kunne skaffe de andre borgerlige klasser, som sædvanlig må sidde og arbejde hele dagen igennem, og som ikke har råd til at anskaffe et sådant tegn, tænkte de på at de kunne skaffe disse en stor glæde og fornøjelse ved at bevirke, at det blev tilladt dem at spadsere på et så skønt og herligt sted som fx Langelinje, så ville de sikkert intet have derimod. 

Også kunne det blive modstridende i denne sag en samvittighedssag. For når min bøn blev opfyldt, ville de folk som her menes, om aftenen ved anledningen til større og ny afveksling i de nærmeste spadsereveje få en forøget lyst og opfordring til at forfriske sig efter dagens møje i den frie luft, hvilket Københavns indbyggere i særdeleshed mangler; hvorimod de nu, da de ikke ved et passende sted hvor de skal gå den, sidder hjemme, hvorved ofte opstår sygelighed. 

Der er altså intet i vejen for opfyldelse af denne begæring. Men skulle desuagtet høje vedkommende ikke lægge sig disse, jeg kan dristig sige: almenmandens ytringer på hjertet, da var det virkelig en sørgelig mangel på hensyn til den almindelige mening.

En fattig borger.

(Kjøbenhavnsposten, 27. marts 1847).

Udsigt fra Smedelinjen til Kastellet og møllen henover voldgraven. Foran voldgraven lå på den offentlige side "De Elysiske Marker", et område hvor man havde plantet træer. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Pastor P. D. Faber vs. af Proprietær Conradsen. (Efterskrift til Politivennen)

Peder Ditlev Faber (1768-1847), søn af sognepræst Augustinus Christian og Jacobe Staal. Student fra Vordingborg Skole 1787. Attestats 1791. Kapellan i Vig og Asmindrup i Ods Herred 1793. Her grundlagde han i årene 1794-95 Nr. Asmindrups første bogsamling. Han indsamlede hos venner og bekendte i København 74 bøger om økonomiske, fysiske, moralske, teologiske, historiske og geografiske emner. Hensigten var at skabe en samling, som han ville udlåne til de stedlige bønder. Projektet lykkedes ikke, og blev glemt. Det skete både på Odden og i Asmindrup. Peder Ditlev Faber noterede at "vinteraftener fra mortensdag til kyndelmisse og lidt længere er blot den tid der levnes bonden til læsning, især på steder som dette, hvor der gøres hoveri, hvor den største bys vigtigste næringsvej er at sælge tørv til nærmeste købstad, hvoraf og følger at den der har dunsten af en lille pægl finkel i hovedet, hellere sover ud på bænken end læser noget nyttigt."

Han blev herefter præst i 1795-1810 i Jungshoved. Han blev afskediget "efter Ansøgning", med henvisning til sit svage syn og svækkede helbred. Han ernærede sig herefter bl.a. af sin pension på 500 rbd om året. I Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. februar 1833 offentliggjordes hans af kongen bevilligede afskedsbegæring. Senere tider  antydede at han blev fyret da han havde længe været til forargelse både ved sin levemåde og hans rationalisme. Han skrev fx balviser og var instruktør ved kammerherre Wedels Theater i Næstved. 

Han udnævnte sig selv som kommissionær ved herregårdes køb og salg, og overtog inspektionen over jordegodser, hvis ejere var fraværende. Under Napoleonskrigen tillige landeværnsofficer, landøkonom, købmand (fra 1812) og forpagter på Falster. Desuden solgte han på et tidspunkt ligtornefile som "var skarpere end de actonske file". (Lollands Falsters Stifts Kongelig priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, som forsendes med Ride-Posten 23. oktober 1821). 

I 1820 blev han involveret i en række retssager: Ved højesteret blev han i en forpagtningssag dømt til at betale 4.500 rbd. til baron de Selby (se fx Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende 8. februar 1822). Faber skulle betale 80 lod sølv. 

I 1823 købte han gården Rørdal ved Aalborg til sine Sønner. Selv boede han i Aalborg. I Rørdal havde han i tjeneste Christen Christensen Sundbye, som i 1823 var 36 år. Det ved vi fordi han fik stjålet sit afskedspas fra landmilitsen på markedsdagen i Aalborg. Gården hed senere Ferdinandinesdal.

Faber udgav et væld af bøger og tidsskrifter, fx "Randers Intelligentstidende" (1823f), "Den Cimbriske Mercur", "Aalborg Søndagspost" (1824f), "Fiora" og "Antipoden" (1834), "Frihedstræet" (1843 ff.).  Han brugte forskellige pseudonymer som Peder Degn, P. C: Rimmen og Peder Jensen Veibro. 

Hans skribentvirksomhed skaffede ham adskillige retssager på halsen. For eksempel  en fra 1827 imod selveste generalkrigskommissær Neergaard. Faber udtalte sig - åbenbart kontroversielt - om hesteavl. Disputten minder for øvrigt en del om den debat som M. L. Nathansson var involveret i om fuldblodsheste. Se fx Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende 16. november 1832. Han ragede ofte ud i særdeles hidsige debatter i forskellige aviser, hvor modparterne åbenbart havde luret at han var let at ophidse. For blot at nævne et citat: "Ingen kunde skrive noget elendigere uslere og dummere Pærevaas end det, P. D. Faber havde udklækket ..." osv. Tit endte disse i retten. 

Måske af denne grund blev Faber overfaldet adskillige gange. I Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis og Avertissements-Tidende 23. september 1823 fremgik at han den 10 september om aftenen var blevet overfaldet af en stimand som han holdt fra livet med sit spanskrør. Han besluttede ved den lejlighed kun at færdes bevæbnet. 

Den 13. december 1830 blev Faber ifølge Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 31. december 1830 igen overfaldet. Denne gang af 4 stimænd på Maren Turis Gade i Aalborg. Han blev angrebet bagfra, slået i hovedet og kastet på stenbroen. Det lykkedes tililende at få overfaldsmændene jaget på flugt. Sagen blev anmeldt til politimesteren i Aalborg, som meddelte at han ikke ville foranstalte en undersøgelse "siden det var privat sag". Men stiftsamtet begyndte dog den 21. december en undersøgelse. Hvis citatet af politimesteren står til troende, antyder det at politiet syntes det var i orden at konflikter blev løst med vold. Det samme gjorde jo landets regent Frederik 6 så hans eksempel har givetvis dannet skole gennem samfundet. Et af de mest iøjnefaldende eksempler var sagen mod Dr. J. J. Dampe i 1820. Også Dronninglund-mordsagen i 1840 indeholder mange elementer der støtter denne antagelse.

Et højdepunkt synes at have været da han kom til at fornærme en proprietær Conradsen - eller rettere hans hest:

Pastor emeritus P. D. Faber offentliggjør i Aarhuus Avis et Brev, som han har modtaget fra Lady Elin (bekjendt fra Væddeløbet ved Horsens). Bæstet beklager sig deri for Hr. P. D. Faber, at Proprietair Conradsen ikke vilde byde meer, end 150 Rigsbankmark for hende, "skjøndt hun", som det hedder, "egentligt ikke kunde tage ham det ilde op; thi at en Mand ikke byder mere, end han veed han kan betale, vedligeholder hans Credit langt bedre, end om han uden Penge kjøbte store Ejendomme, laante Penge deri, oppebar Bøndernes Skatter og ikke betalte Renter eller Amtstueskatter." Forresten indeholder Brevet egentligt det Ønske, at Hr. Conradsen vilde lade os see, hvad hans forroste Tamerlan, med udmærkede Afkom, "som i Aviser skrevet staaer", er i Stand til at præstere i Løb eller Kjørsel. Lady Elgin lover paa sin Side at ville anmode Folk paa Banen om, at de ikke lægge Mærke til Tamerlans Museøren, hans Halses umaadelige Kam, og hans lidet marquerede Biderist; hun vil endvidere bede Publieum paa venstre Haand gaae tilside, at Tamerlan ikke med sit venstre Forbeen skal afmeie deres Skinnebeen, "en fortrinlig Egenskab, alle dens Descendenter arve, og hvoraf, efter Lector Withs Hypothes, følger, at han maa være af ægte Stamme"; samt lover at hænge et Forklæde for hans Agterspejl, at Publicum ei skal rødme over hans snævre og klodsede Fodskifte bag til; ja tilbyder endog at ville liste sig til at sætte ham en Torn under Halen, at han kan faae den behorige Munterhed. (!)

(Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 19. oktober 1832).

Fra Hr. Proprietair Conradsen læses nu i Aarh. Avis føgende Avertissement: "Det, som er indrykket i Aarhuus Avis No. 163, fra Hr. P. D. Faber, forhen Præst, og hans Frøken Ridehoppe, finder jeg ikke værd at besvare, som et Product fra disse noksom bekjendte Subjecter, hvorfor dette og muligt fremttidigt forbigaaes med taus Foragt."

(Lollands Falsters Stifts Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 30. oktober 1832)

Aalborg, 24. Decbr. Forleden Dag da Hr. Pastor emer. P. D. Faber, gik forbi en Gjestgivergaard her i byen, pikkedes der i Vinduet efter ham. Han gaaer ind, men en Mand, i hvilken Hr. Pastoren vilde have kjendt Hr. Proprietair Conradsen fra Nørlund, komme ham imøde og byder ham ind paa et Glad Viin. Hr. Faber afslaaer Indbydelsen og vil gaae igjen, men nu farer Manden med knyttede Næver imod Hr. Fabers Pande og Øine, river ogsaa Stokken fra ham og slaaer ham med denne voldeligen og vedvarende i Hovedet, over Ansigtet, over Brystet, paa Hænder, Arme og Been, saa Pastor Faber siden den tid er sengeliggende. Han har ladet indstævne Hr. Propr. Conradsen for en Politiret, men Indstævnte har benægtet Attentatet.

(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende 3. januar 1833)

Hr. P. D. Faber, forhenværende Præst i Jungshoved paa Sjelland, eller for at betegne ham med hans egne Udtryk: "Hvad værre er Præst endnu", har i en anonce i Aarhuus Avis der er optaget i nr. 8 af Aalborg Stiftstidende, sigtet mig for voldeligen at have overfaldt ham midt paa Gaden ved høi lys Dag.

Skjøndt jeg er overbeviist om, at ingen af Avisens Læsere reflectere synderligt paa Hr. P. D. Fabers Sigtelser, finder jeg det dog at være Pligt imod mig selv, at gjøre opmærksom paa, at ikke jeg, men derimod Hr. Faber var den som begyndte det omhandlede Klammerie, i det han uden nogen Anledning, overfaldt mig i min Værts Port, med Slag i Hovedet af sin Stok. At jeg derpaa fratog ham Stokken, og med samme tildeelte ham nogle Rap, hører naturligviis til Begrebet om Nødværge, der er hjemlet saavel ved Naturrettens, som de borgerlige Loves Betemmelser, men kan aldrig indbefattes under Definitionen paa: "voldsomt Overfald".

Sandheden heraf vil fuldkommen oplyses, dersom Acterne i den mellem Hr. Faber og mig verserende Sag, angaaende hiin Gjenstand, blive udgivne i Trykkken. Paa Grund deraf, og for at fremme denne Hensigts Opnaaelse, tilbyder jeg mig herved at subscribere paa 10 Exemplarer, hvorfor Betaling kan modtages hos Procurator Møller i Aalborg; ligesom jeg og raader Hr. Faber, i de bebuede Noter til Processen, tillige at oplyse Læserne om, hvem den Person var, som for nogle Aar tilbage i Tiden, imod et Honorarium af 10 Rbd., reed paa et af de Dyr, med hvilke Hr. Dandsellærer Bagge har sammenlignet Hr. Faber, nemlig: "en tintet Galt", da jeg er overbeviist om, at saadant vil bevirke en rivende Afsætning.

Skulle Hr. Faber kunne meddele flere lignende interessante Bidrag til fornævnte Rytters Biographi, lover jeg endvidere at tegne mig for 10 Exemplarer til af Processen, hvilke samtlige gratis uddeles til Enhver som ønske dem.

Iøvrigt forbeholder jeg mig lovlig Tiltale imod Hr. Faber for hans usandfærdige Beskyldning.

Nørlund, den 17de Januar 1833.

Conradsen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. januar 1833)

Artiklen blev også gengivet i Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst privilegeret Skanderborg Amtsavis og Avertissements-Tidende 25. januar 1833 med denne tilføjelse:

Den Berlingske Tidende (forhen Statstidende) vil gjøre P. D: Faber Benævnelsen Pastor emeritus stridig, og siger at han saaledes urigtigen er kaldet i nogle Aviser, hvorimod nævnte Tidende omtaler ham som forhen Præst og siden Forpagter.

Den Conradsenske Overfaldssag.

(Fortsat)

Maa trykkes.

Fleischer

Vidnesbyrdene af de flere Personer, der i denne Sag har afgivet samme, og hvilke have forklaret Tildragelsen forsaavidt de have været nærværende derved, kunne neppe, især ved formal Udskrivt af Protokollen, have Interesse for Publikum. Desaarsag trykkes blot et Depositum af H. E. Fischer, Tambour i 3die I. I. Regiment:

- "Han kom fra Jomfruannegade og mødte Faber, der kom fra Torvet. Da Faber var passeret fordi Brynnes's Port og gik fordi Vinduerne, blev der banket paa Vinduet, hvorpaa han rendte om og gik hen til Porten. Her kom en lille lav tyk Mand ud imod ham, bød ham ind paa et Glas Viin, hvortil Faber svarede, at han ikke kunde, han havde nylig været syg. Faber var ikke kommel ind i Porten. I det samme vilde den anden opgivne Person, som Comparenten ikke veed Navn paa, slaae Faber med Haanden, og da Faber vilde værge sig med sin Stok, faldt hans Kasket af. Faber trak sig tilbage ud i Gaden, hvor den Anden forfulgte ham; og synes Comparenten at Faber tabte sin Stok, som den Anden tog og slog Faber flere Slag i Hovedet og Ansigtet lige under Øiet med. Af Folk som faae det, angiver Comparenten Kjøbmand Koppel, som stod ved sin Gaard ligeoverfor. I Porten stod To, men hvilke Comparenten ikke veed hvem var. Manden som slog Faber, slog ham med Knappen eller den tykke Ende. Det forekom Vidnet som Knappen bestod af en hvid Beenkugle, men han saae den ikke rigtig."

Da nu denne Tambour blok er 14 Aar gammel og ikke konfirmeret, har Conradsens Sagfører benægtet Vidnesbyrdets Gyldighed, naturligviis fordi dette Vidnesbyrd næsten i Et og Alt godtgjør min Klages Indhold.

For at godtgjøre, at Fischers Vidnesbyrd har Troværdighed, ere førte som Vidner begge Fischers Forældre, der eenstemmig forklarede, at Fischer havde fortalt dem Tildragelsen, ligesom han kom hjem fra det Sted, hvor den foregik.

Desuden har Vidnet Mariane Sørensdatter den 9de Maris aflagt et edeligt Vidnesbyrd, der aldeles er som Flschers, undtagen deri, at hun ikke hørte, hvad der blev taIet. siden hun stod noget borte. Hun havde derimod lagt Mærke til at jeg var slaaet blodig, uagtet hun ei havde iagttaget, hvilken Ende af Stokken Conradsen slog med. Ikke heller havde hun, ligesaalidt som nogen af de førte Vidner, seet at jeg slog Conradsen.

Da det nu ikke er sandsynligt, at den, der overfaldes, stedse kan have 2 lovfaste Vidner med sig, har Lovgivningen i Volds- og Drabssager tillagt Vidnesbyrd af dem, der have seet Gjerningen, Gyldighed, naar Vidnesbyrdet selv enten ikke har noget Criteriurn eller Indicium af, at Usandhed forebringes, eller bliver bekræftet af andet edeligt Vidnesbyrd.

Ved Overfaldets Begyndelse vare foruden de ovennævnle Tvende tilstede: en Kudsk i Liberie, og et ungt Menneske, men disse have ikke været at opspørge. Og af den sammestimlede Mængde var det mig ikke muligt at kjende Nogen, forbi mit Øie var slaaet fordærvet i Overfaldet, og jeg kunde blot lægge Mærke til Tambourens Uniform.

Da jeg imidlertid har troet at de benævnte Vidnesbyrd ere tilstrækkelige til Sagens Opklaring, har jeg den 23de Marts ved gjentaget Deduction indladt Sagen til Doms.

Deductionen selv kan efter Omstændighederne ventes i det Hele eller i Udtog.

Dommen, hvis endelige Indladelss kan fra begge Parter finde Sted først i April, ventes 6 Uger derefter kundgjort.

Aalborg, den 25de Marts 1833.

P. D. Faber

(Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts-Tidende 19. april 1833). Dokumentet er aftrykt som tillæg og det har ikke været muligt at finde de eventuelt andre dele.

I Sagen Pastor emer. P. D. Faber contra Propr. Conradsen er dømt, at sidste bør bøde 3 Gange 6 Lod Sølv (9 Rbd. Sølv), og hvis han ikke trøster sig til ved sin Eed at benægte, at have slaaet Klageren med Haanden, førend han dertil anvendte Stokken, andre 3 Gange 6 Lod Sølv (9 Rbd. Sølv) alt til Deling efter Lov. 1-24-4; dernæst i Lægeløn og Medicin 7 Rbd. 2 Mk. 15 Sk. Sølv, og Godtgjørelse for Lyde og Skade samt OPhold 20 Rbd. Sølv; endelig paa lige Maade denne Sags Omkostninger med 8 Rbd. Sølv.

Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. maj 1833.

Faber holdt ikke op med at udtale sig om heste. I slutningen af 1833 gav han et bud på hvordan man burde afholde hestevæddeløb. Af debatterne fremgår at han i hvert fald ikke var beskeden hvad angik sine egne evner som forfatter. Men han havde også skarpe holdninger, fx bekendte han sig offentlig imod spidsrodsstaffen (1824) og anbefalede dragoner til at håndhæve forbudet mod brændevinbrænding på landet. 

I 1835 flyttede han til København, først Vandkunsten 99, 1. sal og tilbød undervisning i landøkonomi og jordbrug. Senere til Løngangsstræde 162 og 163 (1839). Her fungerede han som skuespillerhverver for rejsende selskaber, og kom ved den lejlighed i kontakt med digteren og komponisten Erik Bøgh (1822-1899), for hvem han skrev et rosende dokument der gav ham job hos det Miller-Olsenske Selskab. 

Da han offentligt udtalte sig imod en konstitution efter Frederik 6s død (Se Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 8. juli 1840), blev han hurtigt genstand for angreb af bl.a. Fædrelandet. Avisen begyndte konsekvent at omtale ham som afskediget præst. Faber opnåede ikke forlig med bladet redaktør, Carl Ploug hvis sagfører, prokurator Balthazar Christensen Faber truede med at indstævne fordi denne havde spurgt om det var sandt at Faber som præst i Jungshoved i fuld ornat havde redet på en so. Faber gav igen og kaldte Christensen en løgnagtig æresskænder. Ploug blev idømt 50 rbd i mulkt og 1 års censur, mens Faber fik en mulkt på 109 rbd for udfaldet mod Christensen.  

Hans vist nok sidste sag var mod redaktør Jetsmark på Adresseavisen for at nægte at optage 2 annoncer før de var godkendt af justitsråd Reiersen. Faber tabte denne sag og skulle betale 10 rbd for sagens omkostninger. Men dommen faldt først maj 1847,1½ måned efter hans død 17. Marts 1847.

I en artikel i Aalborg Stiftstidende 1. januar 1917 erindredes han på denne måde: 

En anden literært interesseret Personlighed, som i 1820rne knyttedes til Borchs Avis, var den afskedigede sjællandske Sognepræst Peder Ditlev Faber. Han havde ikke noget godt Rygte. Noget egentlig umoralsk kunde der vel ikke siges om ham; men han savnede unægtelig det særlig geistlige Tilsnit, hvilket vel dengang ikke krævedes saa meget som nu, men jo ikke gerne helt maatte mangle. Han var dog en Præstesøn og havde selv været Præst i 17 Aar, Da han i 1810 sik sin Afsked, kun 42 Aar gammel, var det efter hans eget Sigende, fordi hans Helbred var svækket; men det skyldtes vistnok egentlig hans forargelig, eller rettere sagt latterlig, Optræden. Om dennes Art gik der forskellige Beretninger. deriblandt den, at han engang ved et Bondebryllup for at vinde et Væddemaal havde sat sig op at ride paa en So. I den lange Aarrække, han derefter levede som Pastor emeritus, udfoldede han en mangesidig Virksomhed, blandt andet som Journalist og Forfatter, men dog navnlig som Landmand og Hestekender. 1823 købte han Gaarden Rørdal, eller som den da kaldtes Ferdinandinesdal. i N. Tranders Sogn, men overlod Bestyrelsen af den til sine Sønner og boede mest i Aalborg, hvor hans journalistiske Virksomhed og deraf stigende mange Retstrætter gav ham nok at bestille. Hans Bidrag til Bladene og de periodiske Skrifter, han selv udgav, drejede sig navnlig om Hestevæsen og Væddeløb samt om personlige Skænderier, hvoraf han havde mangfoldige, blandt andet med den nedenfor nævnte Jens Schjern. 1835 forlod den noget fortumlede Mand Aalborg for at henleve sine sidste Aar i København.