Gadebelysningen (Efterskrift til Politivennen)

Gasbelysning er belyst på denne blog gennem indslag fra Politivennen og Redacteurens Anmærkning til disse, samt til en baggrundsartikel om de mislykkede forsøg på at få gas i København. Følgende artikel er en opfølgning på disse:

København, den 26. august 1847.
- Blandt den københavnske kommunebestyrelses mange nedsatte komiteer, er også en der nu i en række af år stadig har siddet og beskæftiget sig mod stadens belysning med gas. Den har gjort indstillinger og afgivet beretninger. Den har endog flere gange rejst sig for at udsøge de fortrinligste pladser i og udenfor staden hvor gastilberedningsapparaterne kunne anlægges; - men endnu er der næppe stor udsigt til videre end nye indvendinger og betænkninger. Borgerrepræsentanternes seneste forhandlinger indeholder rigtignok en lang beretning desangående, der begynder med januar 1845 og går til 5. august d. å. men resultatet deraf er kun at "man mener, at det kunne overdrages den allerede nedsatte komite at tilvejebringe en detaljeret og nøjagtig plan til foretagendet", og at forsamlingen fandt sig foranlediget ved nogle angående gasbelysningen indkomne andragender og tilbud, til "at ytre det ønske, at andragender til kommunalbestyrelsen, der ikke er affattede på dansk, fremtidig måtte blive tilbageviste."

I øvrigt erfarer kommunens beboere af beretningen at de tidligere planer til en gasbelysning til dels er strandede på mangel på lokale til gasværkernes anlæggelse: admiralitetet og Kommissiariatskollegiet kunne hverken undvære et dertil udset stykke af Gammelholm eller en plads bag proviantgården; overhofmarskallatet turde af frygt for ildebrand ikke overlade sit stykke af sidstnævnte plads hvor den kgl. "Vedhave" er, og med hensyn til en tredje plads bag Amalienborg ved de kgl. korntørrings- og oplagsmagasiner havde man gennem Rentekammeret fået opgivet under hvilke vilkår samme skulle sælges ved auktion. Komiteen havde altså søgt og fundet en ny plads udenfor Nørreport og udarbejdet et dertil svarende nyt forslag der nu blev drøftet, men hvorved man atter stødte på den ikke uvæsentlige indvending, at nævnte plads har en alt for høj beliggenhed, da gassen ikke lader sig lede ned til byen således som vand. Derfor er det vel især, at der igen behøves en ny plan. 

Med hensyn til hvilke dele af staden der først skulle nyde godt af gasbelysningen, eller om den ikke på engang skulle indføres over hele staden, var repræsentantskabet af lige delt mening. Men denne uenighed har foreløbig ikke videre at betyde. Derimod var et overvejende flertal for at kommunen skal anlægge det påtænkte gasværk for egen regning og beholde det til eje, skønt man dog nok vil søge at få det udført ved licitation, "under foreskrevne vilkår og nøje kontrol". Som et hovedargument for indførelsen af denne belysningsmåde anføres, at "hvad væsentlig bør komme i betragtning er at gasbelysningen endog er af større vigtighed for de private end for det offentlige, og at de private i almindelighed ikke kan komme til at nyde godt af den når den ikke indføres ved offentlig foranstaltning". 

Vil det sige andet end at det er mere væsentligt at butikkerne kunne blive endnu stærkere og mere skinnende belyste for en billigere betaling, end at folk, der går på gaden om aftenen kunne blive sikrede for ikke at løbe mod hinanden eller falde i rendestenen ved de nuværende elendige tranlygter og magistratsmåneskinnet? Men man vil vel endnu længe komme til at nøjes med begge dele, omendskønt der i beretningen siges, at "en almindelig foranstaltning til stadens belysning med gas om ikke lang tid forudsættes at ville blive indført", - af hvilken grund repræsentantskabet enstemmig erklærede sig imod, at det tillades bestyreren af Kasinos gasværk ved rørs nedlæggelse at lede gas fra Kasinos værk hen til andre dele af staden.

(Kjøbenhavnsposten 26. august 1847)

Hovedstadens Volde og dens Ødelæggere. (Efterskrift til Politivennen).

Et par artikler beskriver Københavns volde flere årtier før det blev endeligt besluttet at de skulle sløjfes. Heraf fremgår at forfaldet allerede var i gang. Voldene havde ellers været forbeholdt folk med voldtegn, og vagter mm sørgede for at kun disse blev lukket ind. Politivennen beskrev at forbuddet ikke strengt blev overholdt, men dog ikke i en så massiv grad som Kjøbenhavnsposten i tre artikler berettede. 

En appareille beskrives i Ordbog over det danske sprog som en opkørsel til en fæstningsvold


Indsenderen heraf var i aftes vidne til at en kone som gik et par skridt foran mig, stødte med panden så voldsomt mod den for enden af Filosofgangen værende bom, at hun styrtede baglæns omkuld. Lykkeligvis var hendes pandeskal så hård, at den kunne tåle slaget, og hun ikke kom til videre skade. Havde jeg gået foran hende, da ville jeg måske have fået enten min næse knust eller nogle tænder slået ind i munden, såsom jeg sandsynligvis ikke i tide havde fået øje på bommen, da jeg just i det øjeblik gik og filosoferede (det var jo i Filosofgangen) over brændevin og tobak, der nu ikke blot behager manden og ynglingen, men også drengen. Ved omtalte scene fik min filosoferen en anden retning - jeg studerede bommen. Det forekom mig ubesindigt og uforsvarligt af de høje eller mindre høje vedkommende, at have gjort denne sådan som den er; skal den stå der, så burde den enten være så høj eller så lav, at et voksent menneske ikke skal være udsat for at støde hovedet eller brystet mod den, eller være dobbelt i stedet for enkelt, så at der var 2 bomtræer (eller hvad de kaldes), et højere og et lavere i en afstand af omtrent 1 alen fra hinanden. Vedkommende bedes at tage samme i overvejelse.
R-i.

(Kjøbenhavnsposten 26. august 1847).

Christianshavns Vold er nok det nærmeste man kommer til noget der ligner voldene i 1840'erne, selv om rester også findes i Tivoli, Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg. Dette skal gøre sig ud for at ligne Kirsebærgangen, der lå på ydersiden af volden, mens Filosofgangen lå på indersiden. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Siden skildvagterne for fire år siden blev inddraget fra stadens volde, har vist enhver der agter ret og orden, med indignation betragtet den ødelæggelse som i særdeleshed voldenes indre dosseringer dagligt lider af alskens pøbel, småt og stort, men især af stadens gadedrenge, hvis kvalitet er nok så bekendt, ikke alene her til lands, men efter rejsendes forsikring, endog i udlandet, hvor de vanskelig skal finde deres mage i dumdristighed og skadefrohed *). Man betragter i denne henseende offentlige bygninger og mindesmærker, de på offentlige promenader og veje plantede træer etc. 

Den, der vil se noget af hvad der foretages og hvad der må tåles af dette i uforskammethed tiltagende mob, gør en vandring på volden, blot fra Stormgade til Østerport og samme strækning tilbage indenfor volden, og han vil derved blive overtydet om, at volden, hvis indre dosseringer før afgav om sommeren et smukt grønt og for de ligeoverfor, til dels i kort afstand, boende behageligt skue, nu på mange steder så temmeligt ligner rudera af dette slags befæstningsværker. Dette er især tilfaldet med appareilen og en del af volden ved Grønlandsgade ved Nyboder, hvilken appareil ikke længer ligner en ordentlig opkørsel til en vold; den indre dossering m. m. på den højre Side af Vesterport; ved appareilen for Helmers Bastion ved St. Pederstræde, ved volden på strækningen med Teglgårdstræde og Larslejsstræde og mange andre steder, som det ville blive alt for vidtløftigt her at opregne. 

Af græs ses kun spor på større og mindre stykker af den indre dossering, jorden rives dagligt læssevis ned på gaden og forårsager i den tørre eg varme årstid en, for de tilgrænsende beboere og for de på volden Spadserende, utålelig støv; for vel føres meget af den fra dosseringerne nedrevne jord dagligt bort med gaderenovalionen, men der bliver altid mere end nok af forråd fra de oprevne dosseringer, og når stærk regn indtræffer nedskyller den løsnede jord i en sådan mængde, at den danner banker tværs over gaden og dæmninger i rendestenene, hvorved vandets afløb forsinkes og fortovene bliver oversvømmede. 

Den ommeldte ødelæggelse er naturligvis mindst om vinteren så længe volddosseringerne er belagt med sne.  Men når foråret er kommet, så begynder jordnedrivningen på ny, og når martsviolerne blomstrer, ser man drenge i dusinvis fare op og ned ad volddosseringerne for at hente disse blomster, som derefter falbydes såvel på volden til de spadserende som for dørene. Denne for volden fordærvelige industri medfører dog ingen fornærmelse eller fare for dem, der spadserer i Kirsebærgangen, så længe de er forsigtige nok til at lade drengene gøre sig så lystige som de vil, såvel der som på voldens ydre dosseringer. I modsat fald kunne de vente at blive udskældte eller endog hilst med stenkast. 

De som har adgangstegn til at angle i stadsgraven, vil gøre vel i på den tid da der plukkes martsvioler, at vælge yderkanten af graven til derfra at angle, da de ellers udsætter sig for at blive bombarderede med sten fra brystværnet nedenfor hovedvolden. Men når pærerne og valnødderne på de træer som står i Kirsebærgangen, er fuldvoksede - om modenhed kan der ikke være tale - så går dosseringernes ødelæggelse og bombarderingen med store og mindre sten, såsom hele og halve mursten, først ret alvorligt for sig. Især mellem og efter skoletiden. Da ser man klynger af drenge fare op og ned ad brystværnet, hvorfra nogle bombarderer frugttræerne med sten, jo større jo bedre, mens andre nede i Kirsebærgangen opsamler pærerne eller valnødderne, og en enkelt imidlertid står på udkig efter de patruljerende militære, for ved piben eller andet signal at advare de virksomme kammerater. Og da den røde mundering kan kendes på mere end fornøden afstand, så iværksættes flugten altid betimeligt nok, idet flokken og med denne et større eller mindre kvantum jord styrter fra volden ned på i gaden, ud over grænsen for patruljens myndighed. 

De som i denne tid går i Kirsebærgangen voksne eller børn og disses vogtere, er bogstavelig udsat for at blive slået ihjel af sten fra hovedvoldens brystværn. Vejen nedenfor i Kirsebærgangen bliver på flere steder, hvor frugttræer står, besværlig at passere, så stor er mængden af de nedfaldne sten, der af og til må bortføres fra Kirsebærgangen i vognlæs. For et par år siden så man ved volden i nærheden af Skt. Pedersstræde, at den fra dosseringen efterhånden nedrevne og nedskyllede jord på gaden blev ophugget med jernhakker og bortført på vogne. Det er naturligt, at der hos mange retsindede opstået det ønske, at der måtte kunne foretages virksomme foranstaltninger til at hæmme den her ommeldte uorden og overhåndtagende ødelæggelse, og til at forebygge den ulempe og endog fare, som hermed er forbundet; for ikke at tale om det for øjet anstødelige såvel for den indfødte, der desværre er vant til dagligt at se, hvorledes besudling og beskadigelse på offentlige pladser, gader og veje foregår ustraffede, men også for fremmede, hvad enten nu disse er militære eller civile fra sådanne steder i Europa, hvor øvrigheden overlader bevaringen af offentlige mindesmærker, træ- og blomsterplantninger etc. til borgernes forsorg. Men det indses også, at det ikke vil være en let sag at udfinde virksomme, til tidsånden svarende midler til at standse et sådant onde. 

De patruljerende hilses nu undertiden nede fra gaden med piben, hujen og skældsord; Patruljeringen på en så lang strækning nytter næsten slet ikke, ja den foranlediger endog ofte forøget nedrivning af jord fra de oprevne dosseringer, ved de ned over samme flygtende ødelæggere. - Når ingen frugttræer stod i Kirsebærgangen, så var der en anledning mindre til optøjer der og på volden; men om man end ville bortskaffe disse, til dels meget smukke træer og i deres sted plante vilde kastanjetræer, der måske rimeligst overstår skadefrohedens angreb, så kunne man dog ikke udrydde martsviolerne. De på volden opslagne forbud agtes kun af et forholdsvis ringe antal; at de skulle kunne virke på gadedrenge og disses lige er udenfor al sandsynlighed. Skolebestyreres, læremesteres, husbonders og andre pågældendes befalinger og advarsler til sådanne hel- eller halvvoksne personer, kunne næppe håbes at gøre bedre virkning, om endog en opfordring skete i så henseende. - Reparationer på volddosseringerne foretages jævnligt; det repareredes ødelæggelse begynder allerede før arbejdet er blevet fuldført, og man kunde foranlediges til at spørge, hvorfra der skal kunne tilvejebringes en så stor mængde græstørv, som den uophørlige reparation udfordrer og som, rigtignok ad en betydelig omvej, uophørligt føres ud på renovationspladsen. . . 

Det er ikke ved skildvagter og politistokke at man må ønske den københavnske ungdom holdt i ave, såvel i dette som i andre forhold; men derimod ved en bedre opdragelse og et bedre skolevæsen. Og vores skoler, såvel de finere, som de fattige, forsømmer vistnok en væsentlig pligt, idet de ikke som en særlig disciplin gøre ungdommen fortrolig med pligterne mod det offentlige, ikke bibringer den republikanske agtelse for det fælles i staten for hvad der tilhører alle og som alle derfor bør holde hævd over. Det er også derved at man danner borgere, der tænker på mere end deres egen personlige fordel. 
- h -

*) Anmelderen vil ikke hermed sige, at udlandets gadedrenge er bedre end Københavns, men han tror, at man i udlandet både vil og kan regne det slags småfolk

(Kjøbenhavnsposten, den 27. august 1847)

Hvad vi ikke i dag kan forestille os, er de enorme møller som lå i alle bastionerne på voldene. Lille Mølle var en af de mindste, og kun "understellet" er bevaret, men giver et indtryk af at selv Lille Mølle var ganske stor. (Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020).

At så mange vagtposter som muligt inddrages i denne for borgerne besværlige tid, er vist nok i sin orden. Derimod forekommer det indsenderen at man er gået for vidt i denne henseende, og skal påpege et eksempel: Jeg gik i går gennem den såkaldte Kirsebærgang fra Nørreport til Vesterport, hvis indgange hidtil har været besat med skildvagter der nu er inddragne. Men følgen heraf har allerede femkaldt "ødelæggelse og vederstyggelighed" i høj grad. På adgangsdørene gyngede drenge i hobetal, brystværnene er halvt demolerede, lange lømler af gadedrenge har indrettet glidebaner ned ad volden på utallige steder, ned ad hvilke de hujende gled med hele skove i hænderne af afbrækkede blomstrende grene, og selve gangen var ufremkommelig på grund af en masse af kampesten og murbrokker, vormed der fra morgen til aften kastes efter kastanjeblomster. Efter indsenderen mening burde der straks igen posteres en skildvagt og denne påse at kun velklædte personer og piger med små børn fik lov at passere, disse sidste dog med tilhold ikke at plyndre træerne som de gør nu.

(Kjøbenhavnsposten, 5. juni 1848).

Haderslev Liedertafel 1847. (Efterskrift til Politivennen)

 Den 8de August 1847.

Denne Dag hører atter til de Dage, der længe vil leve i de Haderslevske Borgeres og Fleres glædelige Minde. I forrige Maaned besluttede den herværende Liedertafel at foretage en Landtour og nedsatte i denne Anledning en Comitee. Comiteen henvendte strax Øiet paa den skjønne Nygaard Skov, for, om muligt, at erholde denne til Festplads, og henvendte sig derfor med Bøn derom til Geheimeraadinde v. Krogh paa Nygaard. Hos denne Hædersdame fandt Comiteen en overraskende Liberalitet; ei blot Skoven, men ogsaa det yndige Have- og Parkanlæg omkring Nygaard, vistnok det skjønneste her i Amtet, stilledes den til Disposition; ja endog mere indrømmedes, idet der tillodes, at der turde koges i Sidhuset o. s. v. Udflugten berammedes nu til den 8te August. Først var det paatænkt, at Touren alene skulde foretages tilskibs; men da der viste sig Vanskelighed ved at tilvejebringe det fornødne Antal Skibe, toges den Beslutning, at Hovedfarten skulde skee tilvogns, hvorimod de, der mere yndede en Skibstour, kunde tage en saadan Befordring.

Comiteen sørgede nu for Leievogne, men da disse langtfra vare tilstrækkelige, henvendte den sig til andre Besiddere af Equipager, og havde den Glæde, at ei blot Besidderne af saadanne, som boe her i Staden, beredvillig og gratis leverede dem, men endogsaa Bønder velvillig sendte Vogne herind til Staden. Den 3. August kom; Farten var bestemt til Kl. 1 og skulde foretages fra Borgerforeningens Locale, hvor Liedertaflen har sine Syngeøvelser, og hvorhen de, der vilde deeltage i Farten, begave sig; da saaes en Række af 44 Vogne, næsten alle saavelsom tildeels ogsaa Hestene prydede med Grønt og Blomster. De besteges nu efterhaanden i Borgerforeningens Gaard, hvor 4 kjørte ind ad Gangen og da de sidste kom ud derfra dannede de en Række fra Møllepladsen igjennem Badstuegaden til Borgerforeningen. Paa den første Vogn indtog nu Festcomiteen sin Plads, paa de tvende næste det fra Haderslev medbragte Musikcorps. Touren gik fra Møllepladsen gjennem Lavgaden over Torvet og derfra gjennem Nørregade til Nygaard. Ved Bortfarten fra Byen kom der en lille Regnbyge, der netop syntes som kaldet til at gjøre Touren behagelig, da den størstendeels dæmpede Støvet, der ellers vilde have molesteret de Kjørende. Man steg nu af i Nygaard Gaard og Vognene fordeelte sig imellem de nærliggende Gaarde, hvor der velvillig var indrømmct dem Station. Da Selskabet traadte ind i Have- og Parkanlægget, overraskedes det paa det behageligste ved at finde dette ganske nysoppyntet og med revne Gange, hvorpaa der endnu ei var et Fodspor at see, og paa en af de skjønne Græsplainer stod et meget smukt Telt, tilhørende den Haderslevske Borgerforenings Værtinde, Enkemadame Nehlsen, og prydet med en blaa, en guul, en hvid og en rød Fane. Man ventede nu dem, der vilde ankomme tilskibs og begav sig derfor med Instrumentalmusikken i Spidsen igjennem Skoven ned til Fjorden for at modtage dem. Her overraskedes man atter paa det behageligste, idet de Ankommendes Antal var langt større end man havde ventet og deres Flotille ikke bestod af mindre end 3 Jagter og 5 Seilbaade. Den ene Jagt var forsynet med Kanoner, hvormed der saluteredes medens de Ankommende gik iland og medens Musikkorpset spillede. Nu gik Processionen til Festpladsen ved Teltet, og snart begyndte Liedertaflen, tildeels med Accompagnement af Mustkcorpset, sine fortrinlig udførte Foredrag. Imidlertid havde der indfundet sig flere Folk fra Landet og navnlig flere anseete Gaardmand fra Omegnen, størstendcels fra Aastrup, der fandt velvillig Modtagelse og glædede sig ved Festen. Efterat Liedertaflen og Musikcorpset først havde holdt Foredrag paa den egentlige Festplads i Nærheden af Nygaard Sidhuus, begave te sig til Skoven og foredroge nu ogsaa her flere Musiknummere, der ofte lønnedes med Klappen og Dacaporaab. Herfra begav man sig igjen tilbage til Festpladsen, for at spise i Teltet. Da Menneskemængden var langt større, end man havde ventet, maatte man spise i tvende Afdelinger. I begge Afdelinger herskede den største Munterhed og navnlig i den første Afdeling, til hvilken Comitecn selvfølgelig hørte, oplivedes Selskabet ved mange interessante Toaster. Efterat der var spiist, spillede Musikken endnu til Dands i det Grønne, der varede til henved Kl. 8½ om Aftenen, da Selskabet tog bort ad sine forskjellige Veie, Vognene igjen i Række tilbage til Staden. Neppe fortjener det at ændses at circa en Snees Folk, størstendeels fra Vonsbæk, lønnede den gjæstfrie Modtagelse, de havde nydt, med i Skumringen, da de krøb frem som Natteugler, og da de sidste 6-7 Vogne just vare bestegne, at synge et Stykke, hvormed de troede at kunne drille de Bortdragne, men hvorom ingen af disse bekymrede sig. De samme Folk skulle senere have søgt at gjøre nogen Scandal i Teltet. Iøvrigt herskede den fortrinligste Orden, der for en stor Deel skyldes Sognefogden Hr. Christian Juhl i Aastrup, der i Dagens Anledning var indsat til temporair Politimester.

Festens Vognskare drog nu tilbage til Haderslev, kjørte i Procession igjennem Gaaskjærgaden til Gammelhaderslev, vendte paa Pladsen forved Christine-Frederika-Stiftelsen tilbage igjennem Storegade, over Torvet og igjennem Slotgaden til Borgerforeningen, hvor man steg af, og i hvis store Sal der endnu udbragtes et Par Toaster og Musikcorpset endnu foredrog et Par Musiknummere.

(Lyna. Wochenblatt für Hadersleben und Umgegend / Ugeblad for Haderslev og Omegn 11. august 1847).

Nygård var ejet af gehejmeråd Frederik Ferdinand von Krogh (1780-1844). Det må være enken Johanne Sophia von Warnstedt (1781-1867). Han fik Kroghsvej i Silkeborg opkaldt efter sig.

Den udførlige beretning om hvor fredeligt det var gået til, skyldes formentlig at der ved Liedertaflet i 1845 var opstået optøjer.

Sankt Jørgens Sø (Efterskrift til Politivennen)

I en artikel i dette blads nr. 174, betræffende Københavns drikkevand, spørges blandt andet: hvad nytter det fx Vesterbros beboere, at der et par enkelte steder findes drikkevand? (de nye gadebrønde i Landemærket og Adelgade) Ja, med føje har red. gjort denne bemærkning og opkastet dette spørgsmål, navnlig med hensyn til Vesterbro. Vandet i Skt. Jørgens Sø, den af hovedstadens vandbeholdninger, hvorfra denne bros beboere får deres vand, er således at for den blotte beskuelse viser dets farve sig grønlig, gul eller smudsgrøn. Selv i dets mest rolige tilstand er det aldeles uigennemsigtigt og jævnligt ligger en slimet skorpe oven på ved bredderne. Søen selv er bevokset med lodne, væmmelige planter, der fra bunden strækker sig op i fladen; for hvad der bliver optaget er kun en smule løst græs eller tang. Midt ude i søen skal der være 4 alen dybt mudder. I en spand eller et kar er vandet ganske plumret og tykt. Synderligt nok, at ikke almindelige sygdomme er sporede af dets nydelse.

At bunden er opfyldt med mudder, er vel den væsentlige grund. Men når hertil kommer, at mennesker og hunde vasker sig og svømmer deri, kreaturer vander, smede svaler jern, det sure og smudsige vand af den altid tørstige redningsbåd udøses deri, for ikke at tale om andre væmmeligheder, så kan man let danne sig et begreb om, hvilket drikkevand bemeldte bros beboere har, der dog vist også yder deres skærv dertil. Med 1. oktober d. å. skal forpagtningen af denne sø være ude. Det burde da være en passende tid til dens opmudring, vistnok det eneste radikalmiddel til denne så vigtige vandbeholdnings forbedring, hvilket vistnok også var en let udførlig sag, når blot enten vedkommende ville tage sig deraf, eller også en enkelt dygtig mand ville gøre sig fortjent af staden. Men så længe det kun bliver ved skriven og talen, sker intet; der må handles. O.

(Kjøbenhavnsposten, 2. august 1847).

Vandet i St. Jørgens Sø hedder det i en artikel i Kjøbenhavnsposten af 2. august d. å. er således, at for den blotte beskuelse viser dets farve sig grønlig, gul eller smudsgul osv.  

I den anledning har man opfordret en praktisk mand til at give råd herimod. Indsenderen af denne annonce kan vel ikke mene, at om der end fandtes en sådan mand, han da uden videre kunne tage fat på Søernes rensning eller søge at få ondet hævet ved at handle. Nej, det går ikke således til, hvor der er autoriserede vandinspektører. Men hvad nytter det at skrive og oplyse manglerne, når vedkommende ikke følger de således givne råd. Allerede for 3 år siden fremstillede krigråd Schøtz efter opfordring sin anskuelse i "Fædrelandet" af 4. marts 1844; en anskuelse, der vidner om det praktiske blik og den sagkundskab, der ikke erstattes ved al verdens eksaminer, hvor spørgsmålet er rent praktisk. Af dette inserat skulle vi her udhæve følgende:

"For nu at forebygge alle, eller i det mindste de væsentlige afløb af urent vand i Søerne, måtte uden betingelse alle grøfterne uden for stadens porte tilkastes. Rendestene anlægges, afløb af alt urent vand ledes ved en grundig nivellering til Kalvebo Strand, opdyrkning af jorden indskrænkes, ingen gaderenovation lægges i nærheden af Søerne, så lidt som svinehold tåles der, latrinernes indhold ikke afbenyttes til gødning omkring Søerne - det er alt slemt nok at den animalske gødning ikke kan forbydes - kort, det måtte påses at intet urent fik afløb i nærheden af eller i Søerne. Ville endog kemikerne og medicinerne bevise os, at vandet desuagtet kan nydes uden skade for sundheden, ville man dog ikke kunne lægge bånd på modbyde!igheden for vand, der er således inficeret". 

Da nu enhver kan se, at jorderne ved Vodroffsgård er opfyldte lige til randen af Dosseringen med gaderenovation, er der også indlysende, at væskerne heraf ved regn skylles ud i søen; da Skt. Jørgens Sø fremdeles ikke får frisk vand uden fra Peblingesøen, når vedkommende finder for godt, og har manglet denne tilstrømning og den dermed forbundne bevægelse i vandet, der er så nødvendig for at holde det frisk, så kan man jo indse, at renovationsvæskerne har for lidt vand at blande sig med til at de kan blive uskadelige. - I 3 dage har man endelig forbarmet sig over Skt. Jørgens Sø og givet den noget af Peblingesøens vand, om det nu har været ifølge annoncen i Kjøbenhavnsposten eller af frygt for at Peblingesøens vand også skulle begynde at skimle, ved vi ikke. Ved at tage Skt. Jørgens Sø ved Vesterport i øjesyn vil man finde, at vandet, der for 4 dage siden var aldeles urent, nu er blandet; men det er ikke derved man kan eller bør blive stående. 

Vi er derfor af den mening, at publikum måtte være vedkommende tak skyldig, hvis de ville tage ovenanførte råd under nærmere overvejelse, og navnlig gøre begyndelse med at grave grøfter om Dosseringen, samt gøre denne tilgængelig for publikum. Men har man i de sidste år ikke gjort synderligt i denne retning, glæder det os dog at se, at vedkommende har lånt øre til et forslag, der ligeledes blev gjort 1844 af den samme krigsråd S. Dette forslag handlede om brøndes gravning på visse terræn: flere torve, Landemærket og de gader, der ikke er kanalerne for nær. Det har nu vist sig at brønden i Landemærket ikke alene giver et herligt drikkevand, men endogså vand, der af flere familier bruges til madlavning og foretrækkes for pumpevandet. Man vil vist have bemærket, hvorledes den omtalte brønd ligesom også den i Adelgade belejres fra morgen til aften af voksne og børn, både for at benytte den på stedet som også for at hente dens vand hjem i husene. Vi håber derfor at man hermed ikke bliver stående på halvvejen, men snarest muligt udfører det omtalte forslag om 30 brøndes gravning *), kalkuleret til 2 a 300 Rbd. **) stykket, eller ialt 6 til 9-000 rbd  ') Men da erfaringen allerede har vist det utilrådelige i at bo udenfor det i forslaget anviste terræn, var det ønskeligt at man ville følge dette. T. B.

*) Rimeligst ville det måske være at begynde med Gråbrødetorv.

**) Fx ved licitation

(Kjøbenhavnsposten, 14. august 1847).

Det er umuligt at forestille sig Sankt Jørgens Sø på Politivennens tid, for årtier efter artiklen blev skrevet, blev den lavet om til vandreservoir og omgivet af en meterhøj dæmning. At vandspejlet ligger højere end den daværende jordoverflade, fremgår af dette billede, hvor man kan se at husene langs Vodroffsvej ligger lavere end vandspejlet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Når vandet i Skt. Jørgens Sø stadig bliver mere dårligt, urent og ildelugtende, til hvem skal og bør Vesterbros beboere da henvende sig for at få et så påtrængende onde afhjulpet? Der siges at Vesterkro har sit eget vandkompagni. Men i ethvert fald henhører det dog under den almindelige kgl. københavnske vandkommission, hvori der sidder så lærde og berømte folk. Den hermed forbundne ære har hidtil ikke været Vesterbros beboere til nogen nytte. At vandet herude er temmelig dårligere end selv det københavnske vand, turde ikke være københavnerne nogen så aldeles ligegyldig sag, når de ved eller betænker, at de fleste slagtere på Vesterbro, der forsyner København med frisk kød, daglig må benytte det fra Skt. Jørgens Sø oppumpede rådne og stinkende vand til deri at skylle og vaske kødet, som de fører til København. 

Men som sagt, til hvem skal man henvende sig herom? Eller hvad hjælper det at henvende sig til nogen desangående? De små autoriteter er for små til at have nogen indvirkning på udførelsen af nogen forbedring, og de store autoriteter er for store til nogensinde at blive færdige med deres betænkninger og overvejelser; eller med andre ord, de store kan ikke komme videre end til ideernes vindæg, og de små har ikke engang nogen ide herom; alle er de glade ved at kunne sige, at det ikke er deres sag. Hvorledes skulle det ellers gå til, at der hverken af vandkommission, vandkompagni, vandinspektører eller vandmestre foreslås eller foretages noget som helst til en virkelig forbedring af vor vesterbroske vandforsyning? Vandkommissionen er for upraktisk. Vandkompagniet for interesseret, og vandinspektører og vandmestre for ligegyldige. 

Man har vel hørt, at en af de sidstnævnte, hr. Sørensen, for nogen tid siden havde en selvstændig plan til en vandforsyning for hele staden, ved hjælp af underjordiske kilder på denne side af København; men hvad er det blevet til dermed? Var det måske også et vindæg, eller er planen sunket ned i vandkommissionens betænkningers umådelige dyb, hvorfra ingen vandmester nogensinde vil kunne bringe den op igen? Vi ved det ikke. Men hr. Sørensen er vores vandmester, og når han virkelig har kunnet finde store underjordiske vandløb langt ude i landet, som enten kunne ledes hertil under jorden eller selv søge vej hertil, så kunne han i det mindste vel også have skaffet os nogle gode brønde herude på Vesterbro, hvortil han i alt fald hverken behøvede vandkommissionens eller nogen anden autoritets bistand, da der vist er mange husejere herude, som gerne ville betale det dermed forbundne arbejde, da deres ejendomme ville vinde derved. Men vi har ikke hørt, at hr. Sørensen, skønt han som sagt er vor vandmester, har foretaget noget skridt til udførelsen heraf. Og dog ville sådanne brønde her vist være det bedste hjælpemiddel. V. B.

(Kjøbenhavnsposten 24. august 1847).

Fællederne. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Borgerrepræsentanter.

Mødet den 20de Mai.

Til Communalbestyrelsen indkom i sin Tid et Andragende om, at der maatte gjøres Noget for fællederne udenfor Nørre- og Østerport, for at de kunne give nogen Græsning, da der nu paa samme ikkun groer Mos. I denne Anledning har Kæmneren i sin afgivne Betænkning yttret, at, endskjøndt fællederne bestaae af gode Jordarter, og sin Tid ere taxerede til 17 a 22, give de dog ikkun et forholdsmæssigt ubetydeligt Udbytte, der er let forklarligt deraf, at Vegetationskraften, paa Grund af, at den øverste Jordskorpe i en lang Række af Aar maaskee aldrig er bleven opdyrket, stadigen er aftagen, og maaskee om faa Aar aldeles vil ophøre. Fælledernes Afbenyttelse til Exercits og anden Passage er vel nogen Aarsag til, at Vegetationen neddæmpes, men naar Spirekraften af og til blev fremhjulpen, formeentes Jorden desuagtet at kunne afgive god Græsgang. Det Middel, hvorved Saadant er at iværksætte, er Jordens successive Opdyrkning. Den Betænkelighed, som derimod kan fremstille sig , er, hvorvidt Stadens Dispositionsret over fællederne strækker sig. Herom have ikke Andet været at oplyse, end at disse formodentligen ved Frederik den førstes Privilegium ere blevne skjenkede Staden paa samme Maade som de øvrige samme tilhørende Eiendomme, der i sin Tid have udgjort Landsbyen Serritslevs Marker, hvoraf fællederne ere en Deel (see Mødet den 3die Januar 1843). Men ligesom det ikke vides, at noget Aktstykke fra Regjeringens Side har overdraget Militairetaten Ret til fælledernes Afbenyttelse til Vaabenøvelser, saa formeente Kæmneren ogsaa, at fælledernes Størrelse, som er angiven til 293 Tdr. Land, i alt fald vil gjøre det muligt for Militairetaten at undvære en Deel af dette Areal, der saaledes successive vil kunne indtages til Dyrkning, i hvilken Henseende den saakaldte Lammefælled eller Nørrefælled, 67 Tdr. Land stor , samt Østerfælled, 84 Tdr. Land, som mindst benyttes til Vaabenøvelser, maae kunne undværes i kort Tid til Opdyrkning, nemlig i 3 successive Aar; efter disses Udløb skulde de udlægges med Kløver, og vilde da formeentligen igjen i en halv Snees Aar kunne bruges til kraftig Græsgang. Den Indtægt, som Staden nu har af fællederne, beløber sig omtrent til 1811 Rbd. Aarlig, hvorfra dog gaae e. 440 Rbd. i Udgifter, Fællederne vedkommende, hvorimod disse, indtagne til Opdyrkning og inddeelte i Parceller af 3 a 5 Tdr. Lands Størrelse, antages at kunne give en Leieafgift af 7 a 8 Tdr. Byg pr. Td. Land. Den til Undersøgelse af dette Andragende nedsatte kombinerede Comitee, har vel antaget, ligesom Kæmneren, at Staden Kjøbenhavn har fuldstændig Eiendomsraadigded over disse Jorder, men dog saaledes, at Militair-Etaten har fra Alders Tid erhvervet en saadan Brugsret over dem, at der nu ikke af Communen vil kunne foretages nogen Disposition over dem, uden efter foregaaende Brevvexling med de militaire Autoriteter og erhvervet allerhøieste Sanktion, en Anskuelse, der bestyrkes ved de Forhandlinger, der fandt Sted i Aaret 1798 og 1805 ved Afhændelsen af enkelte Parceller af fællederne, endskjøndt de dengang afhændede Pladser af fællederne ikkun benyttedes til Renovationspladse og saaledes vare ubrugelige til Vaabenøvelser. Comiteen har troet, at Militair-Etaten ikke behøvede den hele Strækning, som fællederne indtage, men at samme maatte kunne undvære saavel Lammefælleden, som Tid efter anden enkelte Stykker af de andre fælleder, der vilde kunne indtages til Dyrkning, en foranstaltning, der bliver absolut nødvendig, saafremt Græsningen ikke aldeles skal ophøre og Staden saaledes miste enhver Indtægt af disse fælleder, der nu for Tiden ikkun afgive 27 Mk. pr. Land. Uden at indlade sig paa den Driftsplan, der maatte være at solgt, formeente Comiteen, at Staden ikke burde befatte sig med Opdyrkningen, men derimod burde bortforpagte fællederne i Parceller, dog ikke paa kortere Tid end 3 Aar. Sluttelig henstillede Comitten, om det ikke maatte være meest hensigtsmæssigt, at en combineret Commission af Militaire og Civile bevirkes nedsat til at ordne dette forhold, og i ethvert fald, at samme forelægges det kgl. danske Cancelli, og indstillede, at den fornødne Brevvexling maa vorde indledt , for at Communen kan erholde Raadighed over den Deel af Stadens fælleder, der ikke er uomgængelig nødvendig til Garnisonens Vaabenøvelser. Ved at tilstille Borgerrepræsentanterne denne Sag til Betænkning, yttrede Magistraten, at skjøndt efter dens formening Militair Etaten ikke havde anden Ret til fælledernes Afbenyttelse end den sædvanlige i Anordningerne begrundede, i hvis følge det paahviler Kjøbenbavn ligesom Kjøbstæderne en forpligtelse at tilvejebringe Plads for Garnisonen, hvorved dog for Hovedstadens Vedkommende bliver at tage Hensyn til de der jævnlig holdende Troppesamlinger, og skjøndt den med den kombinerede Comitee antog, at et Areal af c. 300 Tdr. Land for uden Amager fælled er meer, end der udfordres til de aarlige Vaabenøvelser, og en Deel af dette Areal følgelig kan undværes, saa, da man dog ikke derom kan have nogen bestemt Mening, forinden Sagen er bleven belyst fra det militaire Standpunkt, maatte samme med den kombinerede Comitee være enig i, at den hensigtsmæssigste fremgangsmaade vil være, at bevirke Sammentrædelsen af en kombineret Commission til at tage under Overveielse, saavel om og hvorvidt det hele for Tiden til Garnisonens Vaabenøvelser afbenyttede Areal maatte være aldeles nødveendigt til dette Øiemeed, som ligeledes om, hvorledes der kunde være at forholde for successiv ved Afsætning i mindre Lodder at bringe det til Vaabenøvelser eventualiter fornødne Areal under midlertidig Dyrkning. forsamlingen erklærede sig enig med Magistraten om Hensigtsmæssigheden af den foreslaaede Comitees Nedsættelse, og anmodede samme om at foretage de i saa Henseende fornødne Skridt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. juli 1847)