Krigen 1848-1851. Maj 1849. (Efterskrift til Politivennen)

De tyske hære rykkede april 1849 langt op i Jylland, op til Aarhus, og indkvarterede sig bl.a. i Varde, Ribe og Horsens. Den danske hær stod ved Fredericia og Sønderborg. Desuden blokerede den danske flåde tyske og slesvig-holstenske havne nogenlunde uanfægtet. Den militære situation ændrede sig ikke afgørende før juli, bortset fra et par småtræfninger. Fra midten af juni foregik forhandlinger mellem Danmark og Preussen.

I eftertiden fylder Grundlovens vedtagelse 5. juni 1849 meget i historiefortællingen. Den blev da også omtalt i datidens aviser som Kjøbenhavnsposten og Ribe Stifts-Tidende, men nærmest kun som en parentes sammenlignet med krigshandlingerne i Jylland. Maler J. V. Sonne (1801-1890) og litograf Adolph Kittendorff, Adolph (1820-1902): Cavallerifægtningen ved Aarhus d. 31. Mai 1849. Det Kongelige Bibliotek.

(Hemp. Av.). En handelskommis fra Vejle der samme dag slaget stod i Kolding af sin principal var sendt derhen for at hente hans derværende søn, men blev anholdt af insurgenterne, beretter efter sin tilbagekomst til Vejle den 1. maj: "Jeg var med at ledsage vore i Kolding faldne soldater til deres hvilested og må lade tyskerne vederfares den ret, at denne jordefærd var meget sømmelig. Der var i alt 26 lig, mest danske. Toget åbnedes af en afdeling af 1. jægerkorps hvis musikkorps blæste en smuk sørgemarch. Efter denne kom major Schindels, med kranse og dannebrogsflaget smykkede kister, derefter en falden tysker, så igen en dansk og så fremdeles en dansk og en tysk for at der ikke skulle være nogen forskel i henseende til forrangen. Alle danskes kister var smykkede med kranse og dannebrogsbånd. Andet jægerkorps bar ligene. Følget bestod af alle officererne, byens borgere og en masse soldater. Hr. pastor Galskjøt forrettede jordpåkastelsen på dansk og holdt derpå en tysk og en dansk tale. En menig af jægerne trådte derpå frem og holdt en unægtelig god tale over sine landsmænd. Majoren kom i en særskilt grav, alle de andre i en fælles. Hele akten var i høj grad gribende."

(Kjøbenhavnsposten, 10. maj 1849).

I maj udviklede situationen i det tyske forbund sig til slesvig-holstenernes ugunst. Preussen satte sig mere og mere igennem over for nationalforsamlingen. Reaktionen sejrede i slutningen af maj. Samtidig startede bombardementet af Fredericia den 16. maj. Derudover var der træfninger ved Als. Den 25. maj vedtoges endelig Grundloven i rigsdagen.

Slesvig-Holstenske anliggender. (Efterskrift til Politivennen)

JW Fra den jyske grænse, 28. april. Det er utroligt hvor meget stemningen blandt landbefolkningen i Nordslesvig har ændret sig siden sidste år hvor jeg også havde mulighed for at blive her længe. Dengang var der med undtagelse af byerne Haderslev, Tønder og Aabenraa ikke en særlig livlig sympati for Tyskland her, men nu mærkes det samme overalt. Bønderne gør nu mere frivilligt, end de dengang var tvunget til, og selv har de ikke mere lyst end at blive fuldt forenet med Tyskland. "Gud selv er med tyskerne," siger bønderne her på deres platdansk-tyske dialekt; det mirakuløse udfald af slaget ved Eckernførde havde en sådan virkning på dem. Man kan ikke tro, hvor dybt indtrykket heraf er trængt ind i alle folkekredse. Et dansk "orlogsskib" var ellers noget forfærdeligt, uimodståeligt for slesvigerne, og nu ser de at 8 kanoner, betjente af deres egne landsmænd, helt kunne ødelægge de to største af disse skibe. Den slesvig-holstenske hærs gode tilstand, det hensigtsmæssige, ja endog luksuriøst udstyr, den humane, venlige behandling af soldaterne af officererne, alt dette har i høj grad bidraget til, at de meget gunstige følelser for den slesvig-holstenske sag her vækker. Der er stadig meget prygl i den danske hær; det faktum, at der naturligvis ikke er spor heraf i den slesvig-holstenske har vundet mange tilhængere. Der er allerede hyppige tilfælde af, at bondesønner fra de nordslesvigske grænsedistrikter melder sig frivilligt i hæren, hvilket givetvis ville have været utænkeligt sidste år. Vi er fuldstændig overvældede, men hvis man lader de nordlige grænseamter stemme om hvorvidt man vil tilhøre Danmark eller Tyskland, ville en tiendedel af stemmerne ikke gå op for Danmark, stemningen er så meget i vores favør her ændret.

Schleswig-holsteinische Angelegenheiten.

JW Von der jütländischen Grenze, 28. April. Es ist erstaunlich, wie sehr sich die Stimmung des Landvolkes in Nordschleswig seit dem vorigen Jahre, wo ich ebenfalls Gelegenheit hatte, hier längere Zeit zu verweilen, geändert hat. Damals traf man, ausser in den Städten Hadersleben, Tondern und Apenrade, hier eben nicht sehr labhafte Sympathien für Deutschland, jetzt bemerkt man dieselben überall. Die Bauern thun jetzt mehr freiwillig, als sie damals gezwungen thun mussten, und hegen jetzt selbst keinen lebhafteren Wunsch, als völlig mit Deutschland verient zu werden. "Gott selbst ist mit den Deutschen", sagen in ihrer plattdänisch-deutschen Mundart jetzt hier die Bauern; solche Wirkung hat der wunderbare Ausgang des Kampfes bei Eckernförde auf sie gemacht. Man glaubt gar nicht, wie tief der Eindruck hiervon in alle Kreise des Volks gedrungen ist. Ein dänisches "Orlogsschiff" galt den Schleswigern sonst als etwas furchtbares, Unwiderstehliches, und jetzt sehen sie, dass 8 Kanonen, die von ihren eigenen Landsleuten bedient wurden, die beiden grössten dieser Schiffe vollständig zu vernichten vermochten. Auch der gute Zustand der schleswig-holsteinischen Armee, die zweckmässige, ja selbst luxuriöse Equipirung derselben, die humane, freundliche Behandlung der Soldaten von Seiten der Offiziere, alles dies hat unendlich viel dazu beigetragen, sehr günstige Gesinnungen für die schleswig-holsteinische Sache hier zu erwecken. In der dänischen Armee wird noch viel geprügelt; dass hiervon natürlich in der schleswig-holsteinischen keine Spur mehr zu treffen ist, hat sie ungemein für diese eingenommen. Kommen doch jetzt schon häufiger Fälle vor, dass sich Bauernsöhne aus den nordschleswigschen Grenzdistricten als Freiwillige in under Heer melden, woran im vorigen Jahre gewiss nicht zu denken gewesen wäre. Wir sind vollkommen überseugt, doass wenn man jetzt selbst in den nördlichen Grenzämtern darüber abstimmen liesse, ob man zu Dänemark oder zu Deutschland gehören wolle, nicht ein Zehntheil der Stimmen sich für Dänemark erheben würde, so sehr hat die Stimmung sich jetzt zu unsern Gunsten hier verändert.

(Frankfurter Ober-Post-Amts-Zeitung. 5. maj 1849)

Slaget ved Ullerup, 6. april 1849. Fra Johan Frederik Christian Knudsen: Danmarks kamp for Slesvig i aarene 1848, 49 og 50. (1852).

Krigen 1848-1851: Proletariatet. (Efterskrift til Politivennen)

Den 23. april 1849 blev Kolding indtaget af den slesvig-holstenske hær. 

Tyske styrker rykkede for anden gang op i Jylland. 

Vinteren 1848/49 og foråret 1849 diskuterede man også Grundloven. Kjøbenhavnsposten filosoferede i den anledning over hvorvidt der overhovedet var nogen der repræsenterede proletariatet:

En folkelig Rigsdagsmand.

I en artikel i Københavnsposten af 3. f. m. findes følgende passus: "Man nævne dog, hvilken københavnsk deputeret der kan stemples som repræsentant for "Proletariatet."" Ved at læse disse ord kom jeg til at tænke på pastor Visby. Denne mand har ved 2 møder af Afholdsforeningen, og rimeligvis også på valgdagen d. 5. oktober, erklæret sig for den simple mands ven og sagt at han med varme ville tale den fattiges sag på Rigsdagen, ifald han skulle blive valgt; for han, en landsbyskolelærers søn, har været meget blandt bønder, og derude leget med barbenede drenge "og De ved jo nok", sagde han, "at ungdomskærlighed ikke så let udslettes", (men den kan dog, hr. pastor!) - og som præst har han haft meget med fattige at gøre, og kender således nøje deres trang. Ligeså erkender han til fulde, at det ville være en forurettelse imod disse, hvis de blev udelukkede fra valgret, da de lige så fuldt som deres mere velhavende medborgere bidrager til statsfornødehederne. 

Har pastoren holdt sit løfte? har Kjøbenhavnsposten grund til at tvivle hvad ham angår? - Lad os se! - I den vidtløftige debat i Rigsforsamlingen om valgretten, har han ikke åbnet sin mund en eneste gang, skønt der var anledning for en folkesindet mand til at tale simpelmands sag, og skønt han ved forhandlingerne før og efter har vist, at han ikke frygter for at tale. Men måske har han ikke befundet sig vel i denne mellemtid - Lad os betragte hans færd andet steds - muligvis kan der så opstå et lys, der kan forklare os grunden til hans tavshed ved valgretsforhandlingerne. 

Skønt han er formand for afholdsforeningen, har han dog i det sidste halve år ikke været til stede ved denne forenings møder oftere end 3 (måske dog 4) gange, og han mødte da næppe engang for afholdssagens skyld, men snarere for at agitere. Første gang han mødte, var, da våbenstilstanden til Malmø gennem fremmede tidender og ministeriets tavshed var blevet officielt bekræftet, og da folket viste sig utilfreds med den i almindelighed og de opbragte fjendtlige skibes udlevering isærdeleshed. Han stod ikke, sagde han, i noget personligt venskab til nogen af ministrene, talte følgelig ikke til gunst for dem, og af den grund måtte man være forvissede om hans ærlighed, når han forsikkrede, at våbenstilstanden var fordelagtig for os. "Tyskerne ynder den ikke, den må altså være ufordelagtig for dem; men er den det, så må vi holde på den, for så kan man være forvisset om, at den er god." 

Hans ømme (!) hjerte tålte ikke den elendighed, som skibenes opbringelse og konfiskation ville bevirke iblandt de fattige i Tyskland, der havde fortjeneste ved havnene og handelen. (De fattige på Christianshavn har sikkert haft prøver på denne deres sjælesørgers faderømhed og omsorg?) Den sum, man kunne få ved salget af skibene, var ikke større end at den i få uger ville medgå til at holde vor arme på krigsfod. At forlange ministrenes afsættelse havde man følgelig ingen grund til; vi kunne tværtimod snarere være tilfreds med hvad de havde gjort. (De skulle se at blive redaktør af et ministerielt blad, hr. pastor! De kan, ved Gud, blive god!) 

Den anden gang hr. formanden for afholdsforeningen indfandt sig ved møderne, var dengang typograferne havde sagt op hos deres principaler. Imod en lignende "opsætsighed" ville han advare forsamlingen. Om jeg husker ret, var det ved samme møde han prøvede på at slå afholdsforeningen ihjel. Dennes virksomhed, mente han, var ikke nødvendig her i landet, såsom en af hans kolleger (en præst og rigsdagsmand) havde afholdt sig fra at drikke brændevin, da det ikke længere smagte ham!

Tredje gang han mødte, var da oldermændene havde rejst sig mod den bestående valgret. Efter at have forudskikket den bemærkning at han ikke var vel, og forsamlingen derfor måtte være skånsom i bedømmelsen af hans foredrag, talte han om: hvorvidt erklærede drikfældige burde udelukkes fra valgret, og da han var færdig hermed, (det varede henved en halv time), spurgte han forsamlingen om ingen havde noget at spørge om med hensyn til rigsdagsforhandlingerne, da han så gerne ville besvare det. Der er dem der mener at det var forud aftalt med den af de tilstedeværende, som da kom frem med det spørgsmål: hvilken af de 2 adresser man skulle holde sig til, den fra oldermændene eller den fra håndværkerdannelsesforeningen. Enten det forholder sig så eller ikke - nok er det, at hr. Visby, der før havde klaget over upasselighed, derefter vedblev i over en halv time klart at fremstille forholdene således, som han ønskede at vi skulle opfatte dem. Først bemærkede han at det ikke passede sig for ham som rigsdagsmand at udtale sig over det forelagte spørgsmål, for ikke at indvirke på vor beslutning i den henseende, og at han kendte den sidste adresse for lidt til at kunne dømme om den (og dog sagde han snart efter, at begge Adresser manglede et væsentligt punkt - jeg husker ikke hvilket); men han ville dog deraf tage anledning til at udvikle forholdene, således som de stillede sig for rigsdagsmændene overhovedet. Derefter spørger han, om der var bønder til stede, og da han havde erfaret, at der ingen var, så fortaIte han, at der her i landet var 100.000 husmænd og inderster, hvem man måtte frygte for at skulle få del i valget af rigsdagsmand (han glemte at sige, at et tilsvarende eller måske et større antal ejendomsløse findes i købstæderne). 

De fattige i købstæderne i almindelighed og København særdeleshed frygtede han ikke for, da de vist ikke ville gøre misbrug af deres valgret (han selv var jo blevet valgt ved hjælp af dem); men det ville være gyseligt at tænke sig, at den uhyre mængde udannede bønder skulle få del i valgene, de kunne jo rive al  magten til sig og derhos sende uvidende mænd til Rigsdagen, og hvilke farer for landet ville der da ikke opstå! For at dette ikke skulle ske, måtte de "fattige" i købstæderne også finde sig i at udelukkes fra valgretten, da der ellers kunne befrygtes uroligheder i landet, ifald bønder alene skulle udelukkes derfra. Enhver læser kan heraf bedømme, om Visby har besvaret spørgsmålet om adresserne? - Har han så holdt sit til folket givne løfte? - Oldermændene og konsorter ville måske svare ja, men jeg tvivler meget om, at den klasse af folket, hvis ven og talsmand han offentligt og helligt har forsikret at være, vil udtale det samme ord.

Jeg slutter med den bemærkning, at man overhovedet af hans ræsonnement ser, at med al hans dygtighed er han enten meget overfladisk, hvor det gælder folkets ønsker og tragten, eller han af en eller grund vil skjule den rette sandhed og derfor - kommer med en tilsyneladende sandhed. R. M.

(Kjøbenhavnsposten, den 30. april 1849)

Kampe om Vesterhavsøerne, Husum. (Efterskrift til Politivennen)

Danskerne der mere og mere opgiver egentlig krigsførelse og foretrækker at sværme rundt efter bytte, har desværre gjort en fangst på den slesvigske vestkyst der er meget nyttig for deres korsaraktiviteter. En række små fartøjer på øerne Sylt, Før o. s. v. er faldet i deres hænder, og de gør nu brug af dem og sømænd der er blevet presset ind på de frisiske øer, til at aflægge besøg på den side af hertugdømmet som de ikke kunne påtage sig med deres krigsfartøjer på grund af ændringen i vandstanden og andre vanskeligheder i farvandene der. I går dukkede de op på havet ud for Husum med en flotille der var blevet erobret og var ret talrig, og var på land med den samme ved Südwest Hörn. Man frygter i Husum, at man vil lave et kup på byen; men de ville næppe vove at komme ind i den en halv mil lange, smalle havn op til byen, og selv om de kan lande i nabolaget af Husum, finder de det lige så lidt tilrådeligt at forlade nærområdet i deres ringe magt for at fjerne tæt på skibene. Det er at beklage at skibene ikke blev bragt i sikkerhed foran dem i god tid.

Die Dänen, welche vom eigentlichen Kriegsführen wohl mehr und mehr abkommen und diesem das herumschwärmen nach Beute vorziehen, haben an der Westküste Schleswigs leider einen ihnen zu ihrem Korsarentreiben sehr dienlichen Fang gethan. Eine Menge kleiner Fahrzeuge der Inseln Zylt, Föhr etc. ist ihnen in die Hände gefallen, und sie bedienen sich derselben und auf den Friesischen Inseln gepretzter Seeleute jetzt, um an jener Seite des Herzogthums Besuche abzustatten. was sie mit ihrem Kriegsfahrzeugen wegen des Wechsels um Wasserstande und anderer Schwierigkeiten der dortigen Gewässer nicht unternehmen konnten. Sie haben sich gestern mit einer solchen eroberten, ziemlich zahlreichen Flotille vor Husum in der See gezeigt, sind zu Südwesthörn mit selbiger am Lande gewesen. Man fürchtet in Husum, dass sie einen Coup auf die Stadt machen möchten; doch dürften sie sich schwerlich in den eine halbe Meile langen, schmalen dortigen Hafen bis an die Stadt hereinwagen, und wenn sie auch in der Nachbarscahft von Husum landen können, es doch eben so wenig für rathsam finden, sich in ihrer kleinen Macht aus der unmittelbaren Nähe der Schiffe zu entfernen. Es ist zu bedauern, dass die Schiffe nicht zur rechten Zeit vor ihnen in Sicherheit gebracht sind. 

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger.  15. april 1849)

- 14. april. I forgårs, hen på aftenen, indtog danskerne uventet øen Føhr i ret stort antal. Mange indbyggere på øen er flygtet, nogle til Husum, nogle til at begynde med til den nærliggende Halligen o.s.v., hvilket desværre medførte en stor ulykke. Da man flygtede, var det første højvande og for at nå redningskysten, inden tidevandet gik ud, skulle man fremskynde nedstigningen. Et fartøj, der bragte 16 flygtninge til Husum omkring klokken 9 om aftenen, var allerede et stykke fra land, da endnu et, som man siger, omtrent så stort et antal flygtninge til fods, som det så ud til at være muligt med den nuværende vandstand at få ombord. Men tidevandet steg for hurtigt, og alle eller de fleste af dem fandt deres grav i bølgerne.

- 14. April. Vorgestern gegen Abend haben plötzlich die Dänen in ziemlich grosser Anzahl unvermuthet die Insel Föhr besetzt. Viele Bewohner der Insel sind geflüchtet, theils nach Husum, theils zunächst nach den nahe liegenden Halligen etc, woran sich leider ein grosses Unglück knüpft. Als man flüchtete wars erste Fluth und auch um vor Ebbe das rettende Gestade zu erreichen, musste man die Abfahrt Beschleunigen. Ein Fahrzeug, welches gegen 9 Uhr Abends 16 Flüchtlinge nach Husum gebracht hat, war schon eine Strecke vom Lande entfernt, da trachtete noch eine, wie es heisst, ungefähr eben so grosse Anzahl Fliehender zu Fuss, wie es nach dem augenblicklichen Wasserstande noch möglich schien, an bord derselben zu gelangen. Aber die Fluth schwoll zu rasch, sie standen sämmtlich oder grösstentheils ihr Grab in den Wellen. 

(Königlich privilegirte Berlinische Zeitung von Staats- und gelehrten Sachen. 17. april 1849)

Husum, den 16de April. Indvaanerne her have nu oprettet en Strandvagt ved den nye Dige ved Porrenkoege, som fra Løverdags af hver Nat besættes af Sagkyndige og det behørige Skyts. Skulde de Danske desuagtet forsøge paa at gjøre her Landgang, som ikke er usandsynligt, saa troer man, at kunne tage saaledes imod dem, at de ikke skulle komme til at tænke paa at gjøre noget nyt Landgangsforsøg. Iøvrigt søge Pellwormer- og Nordstrander-Skipperne at komme itide bort fra deres Øer og begive sig hertil, og deri handlede i al Fald viseligt, sfr at de Danske ikke skulle kunne bortkapre deres Smaafartøier, noget, hvori de Danske skulle være meget routinerede. - Dagligen indtræffe her endnu bestandig Flygtninge fra Øerne, som ikke ville lade sig presse til Militairtjeneste.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. april 1849, 2. udgave).

Et tysk armeret dampskib ("Eider") og 4 kanonbåde ankom 22. april 1849 til Husum. Samme dag rømmede danskerne Föhr. Efter kamp med de danske strandbatterier, blev øen befriet og det af danskerne efterladte skyts og ammunition beslaglagt.  

Den lille Hornblæser. (Efterskrift til Politivennen)

Om Kampen den 13de ds. fortælles adskillige ret interessante Enkeltheder. Det er allerede anført, at del fornemmelig skyldes de tvende Officerer, Capit. Kauffmanns og Lieuten. Rosens Conduite, at de 2 Kanoner bleve tagne; mærkeligt nok ere begge Holstenere, og vi troe at burde anføre, at den Første er en Søn af Oberstltn. Kauffmann, førhen Commandant i Castellet, og at den Anden har en Broder, som ifjor blev fangen ved Bau og senere sad paa Fangeskibet. - Et andet ret interessant Factum er følgende: Ved 19de Bataillon tjener en lille Hornblæser, en Dreng paa 12 Aar, som ved sin gode Opførsel og sine muntre Indfald er bleven hele Bataillonens Yndling. Da Kanonerne toges, blev han pludselig borte i Tummelen, men han savnedes først paa Tilbagevejen til Brohovedet. Sorgen var almindelig, men enten død eller levende vilde man have ham igjen; endeel af Bataillonen vendte om, og var saa heldig at finde den lille Kjæledægge i god Behold et Par Skridt fra Valpladsen (Flpst).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. april 1849).

Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 22. april 1849 bragte også notitsen, og tilføjede: "Det er vistnok et sjeldent Tilfælde i Felten, at der vises en saa stor Hengivenhed for et enkelt saa underordnet Individ."

Annonce i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger 12. december 1849.

I oktober 1849 udkom Hans Peter Holst "Den lille Hornblæser" (Bing & Søns Forlag). 1. oplag blev udsolgt på 14 dage. I løber af 1849 blev der solgt 3.000 eksemplarer. Digtet blev gengivet i Flyveposten 13. oktober 1849. Frederik 7. købte 200 eksemplarer til fordeling ved armeens brigader og lazaretter. Johan Ole Emil Hornemann (1809-1870) satte melodi til - omtalt i Kjøbenhavnsposten 28. december 1849 som "en i Henseende til Opfindelse meer end almindelig intetsigende Melodi."

--- I en særdeles Grad har "den lille Hornblæser" allerede vundet Publikums Bifald; der er i kort Tid udkommet tre Oplag af samme. Æmnet er taget af det virkelige Liv: en lille Dreng, der i Foraaret 1848 gik med et af Iægerkorpserne som Hornblæser, udmærkede sig ved sin Raskhed, men ved Slesvig faldt i Fjendevold og efter sin Tilbagekomst fra Fangenskabet ved Revuen paa Leerbæk Mark blev forestillet for Kongen, og som foruden alt dette ved sit livlige Væsen og opvakte Svar forskjellige Gange bar tiltrukket sig Opmærksomheden, er Digtets Helt. Hvorvidt det Øvrige, som i Digtet bliver fortalt om denne Dreng, tilhører Virkeligheden eller blot skal tjene til at give den digteriske Fremstilling Farve, vide vi ikke. 

(Dannevirke 16. januar 1850)

I Fædrelandet 16. september 1850 i forbindelse med beretning om kampe i Slesvig blev følgende skrevet:

"... Vi have, som sagt, lidt ikke lidet, men vore Soldaters Dødsforagt, Mod og Kamplyst har viist sig i det skjønneste Lys. "Naar vi blot seire, er det det Samme med mig", var det Svar man fik af de Saarede. En lille Hornblæser af 10de Bataillon fik en Strejfkugle, som kastede ham til Jorden, men 5 Minutter efter blæste han igjen Signalerne paa sit Horn og var ikke at bevæge til at lade sig forbinde eller Blodet standse, før Slaget var forbi).

I Lolland-Falsters Stifts-Tidende 2. oktober 1850 fortælles følgende om slaget ved Mysunde den 12. september 1850, også her om 10. bataljon:

... En af Capitainerne saae sin lille Hornblæser, som han holdt meget af, med blodigt Hoved bevidstløs styrte til Jorden. "Den stakkels Dreng!" udbrød han og gik videre, thi paa at bringe Døde bort kunde man ikke tænke i Kjæden. Nogen Tid efter hørte han et Signal blive blæst, vendte sig om og saae til sin største Forbavselse den lille Hornblæser ved sin Side. "Hvad Dreng", raabte han, "er Du ikke død?" "Nei, ikke en Smule, Hr. Capitain", sagde denne, "men det var godt, at jeg ikke var en halv Tomme høiere!" Kuglen var nemlig kun gaaet ind under Skindet i Panden. 

De danskes angreb fra Kolding, 23. april 1849. Det var i sådanne frontlinjer at børnesoldaterne var sat til at blæse i signalhorn. Fra Johan Frederik Christian Knudsen: Danmarks kamp for Slesvig i aarene 1848, 49 og 50. (1852).

Kort efter krigen optrådte en angiveligt 15-årig dreng under navnet "Den lille Hornblæser" med varme anbefalelsesbreve, dannebrogskors og russisk ordensbånd i Jylland med historier fra bl.a. Istedslaget. Han forsvandt med en velspækket tegnebog uden at nogen senere så noget til ham. Det viste sig at være den 18 år gamle Peter Christian Sveistrup. Han blev indrulleret som tambour ved krigsudbruddet, men afskediget 13. april 1850 på grund af dårlig opførsel. Han opnåede endda at blive optaget i en bog af A. D. Cohen om krigsinvalider fra Isted. (Se Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. februar 1852, 2. udgave). Han blev idømt 1 års forbedringshusarbejde. 

H. P. Holst oplyste i "Dannebrog", 18. marts 1882, s. 398-400 at den lille hornblæser ikke bygger på en virkelig person, hvilket bl.a. ses af at han skrev at var fra Rensdyrgade i Nyboder (den eksisterer ikke), ligeledes var der heller ikke opgivet noget husnummer.

Billedhuggeren H. P. Pedersen-Dans statue "Den lille hornblæser" ved Rådhuspladsen blev opstillet 1899.