Dansk Vestindien (Efterskrift til Politivennen).

Slavernes frigivelse 3. juli 1848 har siden været fejret på de forhenværende dansk vestindiske øer. Arbejdere fik nu blot ansættelse på de selv samme plantager uden at deres levevilkår forbedredes væsentligt, hverken hvad angik bolig, sundhed, uddannelse eller økonomi. Tværtimod bortfaldt plantageejernes forpligtelse til at forsørge ældre og uarbejdsdygtige slaver, eller betale for slavernes lægebesøg. Arbejdslønnen var for lav til at forsørge sig selv, endsige familien. 

Det var derfor ikke uden grund at de danske myndigheder frygtede uroligheder i forbindelse med første gang fejringen skete i 1849:

(Dept. Tid.) Årsdagen for emancipationen i Dansk Vestindien, den 3. juli, er gået over uden forstyrrelse af den offentlige sikkerhed og orden, som snarere er blevet befæstet ved denne lejlighed. Da det var blevet forudset, at negrene muligvis kunne fatte det ønske at få en fridag i anledning af den tilbagevendende årsdag for erhvervelsen af deres frihed, lod guvernementet planterne underrette om, at der kunde gives arbejderne en fridag, dersom begæring herom blev gjort, men at enhver arbejder, der uden tilladelse udeblev, skulle mulkteres som for udeblivelse fra en sædvanlig arbejdsdag. 

På enkelte plantager ytrede negrene ønske om at få en dag fri, men pluraliteten antog at dette var overstadigt, og lod det komme an på at prøve hvad de kunne gøre. Allederede den 2. juli om morgenen nægtede negrene på de fleste plantager i C??derdistriktet, i hvilken jurisdiktion 77 plantager er beliggende at gå til arbejde, men forholdt sig for øvrigt rolige. Så snart herom indløb, blev ordre givet til politimestrene i alle tre distrikter at forhindre dm kombination, der syntes at være imellem negrene, ved at bringe dem til arbejde. Dette udførtes med særdeles duelighed og aktivitet af politiøvrighederne, uden anden militær assistance end af gendarmeriet ved stationen på Kingshill. 

Inden tre timer var alle møller i gang over hele øen, og arbejdet fortsattes med uforstyrret rolighed den påfølgende 4. juli. Negrene havde, som udfaldet viste, aldeles intet ondt i sinde; de er ikke utilfredse med deres stilling og har ingen grund dertil. Den 2. juli var etatsråd Hansen, efter at have besøgt politistationen på Kingshill, i Frederiksted, hvor alt var fuldkommen roligt. Orlogsbriggen St. Thomas var forinden stationeret på reden ved Frederiksted og alle fornødne forholdsregler taget imod muligt udbrud af uroligheder. Generalguvernementet ytrer sin tilfredshed over ved denne lejlighed at have fået et vidnesbyrd om, at politiet på øen er effektivt og velorganiseret. 

Salget af en plantage på Vestenden, the Whiim, der ved offentlig auktion i slutningen af juni måned blev udbragt til en sum af mellem 10 og 11,000 Dollars, mod betaling af den hele købesum inden et års forløb, har tildraget sig almindelig opmærksomhed, da det er den første plantage, der er blevet solgt siden emancipationen, og lignende ejendomme hidtil kun har haft en nominel værdi, eftersom kreditten var tabt og den offentlige tillid ikke betryggende befæstet. Generalguvernementet tror at kunne betragte det ovennævnte salg som afgivende en, når de forandrede forhold tages i betragtning, ikke ufordelagtig målestok for den nærværende værdi af landejendommene på øen.

- Ved provisoriske anordninger af 18. maj samt 13. og 20. juni har generalguvernementet udvidet de for St. Croix tidligere tagne bestemmelser om arbejdsforholdene på plantagerne og om politisagers behandling til øerne St. Thomas og St. Jan med enkelte på de lokale forhold grundede forandringer. Den prøve disse bestemmelser har stået på St. Croix, giver håb om at deres indførelse heller ikke på de andre øer vil være frugtesløs. Dog vil på grund af de særegne forhold på St. Thomas, markarbejdets regulering ved lov på denne ø være forbundet med vanskelighed. 

På grund af den efter emancipationen indtrådte forøgede og almindeligere vanskelighed ved at tilvejebringe de fornødne midler til plantagernes drift, har generalguvernementet ved en provisorisk anordning af 21. juni udvidet plakaten af 14. maj 1823 angående den fortrinsret som kan gives for de forstrækninger, der gøres til plantagernes fornødne drift på St. Croix, til at gælde for samtlige dansk-vestindiske øer, og derhos til i almindelighed at omfatte forstrækninger til plantagernes drift, hvad enten disse sker med varer eller med penge, hvilket sidste måske nu vil være den almindeligere. Fortrinsretlen kan dog kun tilstås for sådanne udgifter og fornødenheder, som er uundgåelig nødvendige til plantagens forsvarlige drift. Når en planter attrår at få forstrækning mod fortrinsret i høsten, har han derom at henvende sig til vedkommende regering over øen, som da i forbindelse med to plantere har at undersøge og bestemme hvor meget med den ovennævnte fortrinsret må optages. Det hele anslås til en bestemt værdi i penge. Af det pengebeløb som anslås at ville medgå til arbejdernes betaling i årets løb, kan med fortrinsret kun forstrækkes 1/12 månedlig

(Kjøbenhavnsposten, 21. august 1849)

Forestillinger om forholdene på de vestindiske øer må have været særdeles begrænset. Her har satiretegneren H. P. Klæstrup fantaseret sig til hvordan det gik til da grundloven blev forkyndt på St. Thomas 1849. En officer (guvernøren?) får den stukket i hånden af en barfodet sort med høj hat og pisk i hånden.

I 1878 gjorde arbejderne oprør, den såkaldte Fireburn opstand som de danske myndigheder slog hårdt ned imod. Opstanden medførte dog at arbejderne fik en anelse mere end løn, men kampen for bedre arbejdsforhold varede helt indtil øerne i 1917 blev overdraget til USA.

Fra Elben. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Elben, 13. august Den samlede regeringskommission, der tog afsted til Flensborg, nemlig præsident Eulenburg fra Preussen, kammerherre v. Tillisch fra Danmark, og fra England generalkonsulen hr. Hodges fra Hamburg har som mægler, har ikke uden grund valgt byen Flensborg som sit sæde. Indbyggerne dér er som bekendt dels tyske og dels danske, men den største del er hverken det ene eller det andet på dette handelssted. Den preussiske kommissær finder sin støtte i det tyske parti, der vokser mere og mere (siden grænsen blev trukket sydpå), den danske kommissær i det danske parti, briterne som mægler i tilfælde af forskelle mellem disse, men den største, den, der uden politiske tilbøjeligheder, er overladt til kommercielle interesser. Det siges i øvrigt, at preusseren kun taler og forstår tysk, danskeren kun dansk og den britiske kun engelsk. Da dette skabte en sprogforvirring i dette baltiske Babylon, siges kommissærerne at være blevet enige om at vælge fransk som forhandlingssprog, for så ville ingen blive fornærmet, da de alle tre siges ikke at være særlig velbevandrede i det sprog. Det danske parti i Flensborg har i øvrigt været meget forbeholdent, siden skellinjen blev trukket syd for byen, og denne linje skulle efter sigende være på vej mod nord. Det ønsker hverken danskernes eller tyskernes venner, heller ikke det store handelsparti, der kun anser sine interesser sikret ved den nuværende forbindelse med syden.

Von der Elbe, 13 Aug. Die nach Flensburg abgegangene combinirte Regierungscommission, von Preussen der Präsident Eulenburg, von Dänemark der Kammerherr v. Tillisch, und von England der Generalkonsul Hr. Hodges von Hamburg, als Schiedsrichter, hat nicht mit Unrecht die Stadt Flensburg zu ihrem Sitze gewählt. Bekanntlich sind dort die Bewohner theils deutsch, theils dänisch gesinnt, der grössere Theil aber ist an diesem Handelsplatz ohne Gesinnung. Der preussische Commissär findet also in der mehr und mehr (seitdem die Demarcationslinie südlicj gezogen ist) sich verstärkenden deutschen Partei, der dänische Commissär in der dänischen Partei, seine Unterstützung, der brittische als Schiedsrichter bei Differenzen zwischen jenen, aber die grösste, diejenige welche, ohne politische Gesinnung, bloss dem Handelsinteresse ergeben ist. Es verlautet übrigens dass der preussische nur deutsch, der dänische nur dänisch und der brittische nur englisch spreche und verstehe. Da nun hieraus eine Sprachverwirrung in diesem baltischen Babel besorgt worden, sollen sich die Commissäre vereinigt haven die französische Sprache zur Verhandlungssprache zu wählen, weil dann keinem zu nahe getreten würde, indem alle drei derselben nicht sehr mächtig seyn sollen. Die dänische Partei in Flensburg ist übrigens sehr zurückhaltend, seitdem die Demarcationslinie südlich von der Stadt gezogen, und diese als eine sich dem Norden zuwendende bezeichnet worden ist. Denne dieses wollen weder die Dänenfreunde noch die Deutschen, noch die grosse Handelspartei, die ihr Interesse nur durch die bisherige Verbindung mit dem Süden gesichert erachtet.

(Allgemeine Zeitung. 21. august 1849)

Krigen 1848-1850: Våbenstilstand. Krigsfanger. (Efterskrift til Politivennen)

Et lille indblik (hvis det ellers er troværdigt) i krigsfangernes forhold, og i hvert fald i holdningen til dem fik man gennem denne artikel:

Om de slesvig-holstenske krigsfangers behandling i København - hedder det i L. F. Av. - har den slesvig-holstenske presse som sædvanligt udbredt de skammeligste usandheder. Således fortælles at fangerne kun forundes 1 times ophold om dagen i kasernegården. Det kunne forresten være nok, men vi kan fra god kilde forsikre at deres frihed i denne henseende er så lidt indskrænket at der tværtimod er og lige fra deres ankomst har været, dem tilstået 6, skriver seks timers daglig ophold i fri luft, nemlig 3 gange 2 timer hver dag. Lægger man dertil at kaptajnerne får 1 rbd. om dagen, løjtnanterne 4 mk. og de menige 10 sk. foruden et varmt måltid, frit brød og fri vask, at de uforment kun efter en simpel melding, kan modtage besøg, at der endogså besørges bøger skaffet dem fra lejebibliotekerne, når de ønsker det - så gad vi nok vide hvad disse slyngler kan forlange mere, vi gad nok vide og de bilder sig ind at de ungarske eller preussiske eller badenske insurgenter bliver behandlet således. Forresten kan man ikke sige andet om dem, end at de i det hele opfører sig manerligt. Den egentlige landbefolkning blandt dem synes at betragte hele sagen med megen ligegyldighed. Den fremherskende tanke hos dem er at komme hjem. Men de mere dannede iblandt dem, navnlig fra købstæderne, er uhelbredelige fanatikere.

(Ribe Stifts-Tidende, 20. august 1849).

Den 22. august vedtog landsforsamlingen i Slesvig med stemmerne 55 mod 41 at acceptere våbenstilstanden. Begrundelsen var at forhindre en invasion af danske tropper, omend det ikke forhindrede den danske propaganda over overgreb i forvaltningen. Også statholderskabet tilsluttede sig våbenstilstandskonventionerne. Kongen af Danmark anerkendtes stadig som hertug af Slesvig-Holsten med regeringsret, mens statholderskabet havde regeringsmagten. 

De svenske og norske tropper som skulle opstilles i Nordslesvig, blev afskibet fra Sverige omkring den 19. og 20. august. 

Krigen 1848-1850: Våbenhvilen. (Efterskrift til Politivennen)

Inden de svenske og norske tropper ankom og blev opstillet i Slesvig, dannede den slesvig-holstenske regering et gendarmkorps. Følgende artikel beskriver en affære i Flensborg. Der er flere interessante, men indirekte ting i artiklen: Pressen havde gjort opmærksom på at Flensborg var ganske dansk. Det kan så se mærkeligt ud at der tilsyneladende var en anti-dansk stemning med stor opbakning. En lignende modtagelse havde den slesvig-holstenske deputation fået i København i marts 1848. Her blev der dog ikke talt om "pøbel", eller det forkastelige i at true og overfalde en deputation, Artiklen skal således også ses som et eksempel på hvor vanskeligt det kan være at finde neutrale artikler i aviserne på daværende tidspunkt:

Angående de nogle danske officerer i Flensborg tilføjede insulter ser "B. T." sig i stand til at give følgende meddelelse: Kaptajn Bauditz var d. 9. ds. med dampskibet "Dragen" afsendt fra hovedkvarteret i Sønderborg til Flensborg med depecher til General Prittwitz. Dampskibets ankomst hilstes med jubelråb af den forsamlede mængde, af hvilke en del under hurraråb fulgte officeren til gen. Pritttwitz's hovedkvarter. Efter at kapt. Bauditz her havde afleveret sine depecher, begav han sig efter er kort ophold i gæstgivergården Stadt Hamburg, ubevæbnet op ad gaden hvor han straks blev omringet af en pøbelhob, især af drenge der forfulgte ham under afsyngelse af sangen "Schleswig- Holstein meerumschlungen." For at undgå et opløb, tyede kaptajnen ind i et hus - tilfældigvis den såkaldte "dänische Bürgerwein", - men da han igennem haven til dette hus ville forsøge på at komme bort, anholdtes han af en skildvagt. I samme øjeblik kom 2 soldater af insurgenternes 9. bataljon til, der med forbitrede trusler bød ham at vende tilbage; på vejen tilbage blev der tilføjet kaptajnen et slag i nakken.

Stimmelen på gaden indskrænkede sig nu i nogen tid til trusler og skældsord, men kort efter sprængtes den aflåsede dør, en vild hob trængte ind i værelset, med trusler, stød og slag reves kaptajnen ud på gaden, hvor det lykkedes ham at gøre sig løs og igennem mængden at bane sig vej til hovedkvarteret, hvor han anmeldte det passerede. Tumultanterne bestod især af oprørske soldater (rekonvalescenter?), der skal have begyndt deres voldsgerninger med at ødelægge et hus, hvorfra dannebrog var hejst, og at mishandle husets beboere. En guide, der var fulgt med kaptajnen, såvel som dennes oppasser undslap med nød og næppe ved preussiske officerers mellemkomst.

Få timer efter ankom løjtnant grev Reventlow fra det nørrejyske armekorps, der fra Haderslev var blevet eskorteret først af en dragon, senere af en gendarm, begge af insurgenterne. Efter at løjtnanten havde ladet sin ankomst anmelde for gen. Prittwitz, indfandt der sig en adjudant hos ham, der næst efter at meddele ham de forefaldne excesser, henstillede til ham om han under eskorte ville føres til generalen, eller forblive på postholderiet til pøbelen havde fordelt sig, hvilket sidste alternativ adjudanten syntes at foretrække. Kort efter at adjudanten havde fjernet sig styrtede hoben, der imidlertid havde samlet sig omkring huset, ind i samme, op ad trappen og rev døren op med det råb "schlagt ihn todt." De fleste var oprørske soldater i uniform, mange med dragen sabel. Da de lagde hånd på greven, rev denne, der kun var halv påklædt, sig løs og sprang over rækværket af trappen ned i forstuen, hvorfra han mens en tililende officer af det såkaldte gendarmeri søgte at standse hoben, flygtede over gården op på et loft.

Efter et ophold indfandt en preussisk oberstløjtnant sig tilligemed den omtalte officer og førte løjtnanten ad en omvej til general Prittwitz. Generalen beklagede det forefaldne, tilbød en eskorte, men ønskede ikke at lade stå generalmarch, hvortil greven svarede, at også han ønskede at undgå al eklat, men i øvrigt overlod det til generalen at træffe foranstaltninger til de danske officerers beskyttelse, hvortil endog de mest energiske midler, om fornødent, måtte anvendes. Efter flere timers forløb, da natten havde tilvejebragt nogen rolighed, begav officererne sig ombord på "Dragen." Også grev Reventlows oppasser blev overfaldet, flere af grevens effekter blev stjålet og ødelagt.

(Ribe Stifts-Tidende, 17. august 1849).

I samme nummer også følgende artikel som fortæller mellem linjerne om de stærke spændinger der var i denne periode. Den gemytlige og bagatelliserende omtale af dannebrogshejsning, skal ses i relation til andre artiklers hånlige og forargede omtale af hejsninger af den slesvig-holstenske fane.: 

- Som et nyt bevis på den frækhed hvormed slesvig-holstenerne driver deres væsen i Nordslesvig, kan vi meddele følgende sandfærdige fakta:

Natten mellem sidstafvigte mandag og tirsdag indfandt politimester Krogh sig med 5 til 6 gendarmer i Hygom hos maler Hense for at arrestere ham. Han havde imidlertid skjult sig j høet og, uagtet de stak efter ham med bajonetter, så slap han dog fri og så siden op på dagen lejlighed til at flygte til Jylland. Da hans kone ikke hurtig nok lukkede op for gendarmerne, ituslog de et vindue og bibragte konen nogle slag. Derpå drog de til Hygom og arresterede gårdejer Dolberg samme sted.

Tirsdag aften Kl. 7 - 8 indfandt sig atter i Hygom en patrulje på 10 til 11 mand af slesvig-holstenske dragoner, eller såkaldte "ridende gendarmer", ved Hygom degnebolig, som de omringede, og efter at have undersøgt kirkesanger Lyckes hele hus og gennemsøgt alle hans papirer på det nøjeste, tog de ham med sig som arrestant. Gårdejer Dolberg har sikkert irriteret slesvig-holstenerne ved at hejse en dannebrogsfane på sit hus og maler Hense ved at nægte betaling af krigsskatten; men hvad kirkesanger Lycke har gjort, er ikke kommen til vor kundskab.

Ved visiteringen søgte de især efter danske blade og navnlig "Dannevirke", hvoraf de fandt enkelte eksemplarer, som de tog med sig og optegnede de mænds navne, i forbindelse med hvem Lycke holdt dette blad. Lycke er bekendt og agtet som en tro dansk mand, men som dog under hele krigen har opført sig på en klog og fornuftig måde, både som borger og embedsmand. Han har bevist både sognefogden og sognebeboerne mange og store tjenester under hele krigen ved at påtage sig ulejlighed og ofte mangehånde ubehageligheder med indkvartering af de militære og gjort rekvisitioner. Så vidt vi har kunnet erfare, er der heller ikke ved undersøgelsen af hans papirer fundet noget ham graverende; men måske han engang i overilelse kan have ladet ord falde, som har fornærmet en eller anden af de såkaldte "hjemmetyskere", eller spioner, hvoraf der i ethvert sogn i Nordslesvig - også i Hygom - findes flere og færre, og som uopholdelig anmeldte sådant for den nidkære politimester Krogh, der er uhyre glad ved at se sig sat i virksomhed i denne retning, og som kalder en arrestering, som Pastor Mørcks eller en af de anførte, "en overordentlig vigtig forretning"

I går fik pastor Ankjær i Fohl et besøg af samme hr. Krogh, der da hr. Ankjær ikke ville erkende hans berettigelse til al fordre oplysning om "hvad det var for en vogn, der i søndags havde været i præstegården", lovede at se ind til ham på en anden måde.

(Ribe Stifts-Tidende, 17. august 1849).

Jerichaus Latrintønder. (Efterskrift til Politivennen)

Indtil 1849 var "priveterne" i København fortrinsvis gruber. Men i 1849 opfandt en landmand Jerichau fra Fredensborg et tøndesystem: transportable tønder som han ville udskifte to gange om ugen. Han ansøgte i 1848 Indenrigsministeriet om tilladelse til at udføre Latringødning fra København. I hans ansøgning stod bl.a.: "Den uendelige Stank, de store Gødningsbeholdninger foranlediger, har længe været Genstand for Klage." Gødningen skulle afsættes til landmænd på Sjælland. Derfor ønskede han tilladelse til at køre det ud  gennem Nørreport til et oplag på fx Nørrebro. Forslaget blev anbefalet af en "Forening for Natterenovationens Forbedring". Borgerrepræsentanterne bevilgede Jerichau en understøttelse af 300 Rdlr. da han fik bevillingen 26. Juli 1849.

Latrin Gjødning. Ved en gjennem Indenrigsministeriet under 26de Juli ad mandatum udfærdiget allerhøieste Bevilling, hedder det i "Dep. Tid.", er det tilladt Landmand Jerichau af Fredensborg at maatte indtil videre i 3 Aar, at regne fra 1ste Januar d. A., efter Overeenskomst med vedkommende Gaard- og Huuseiere i Kjøbenhavn, udføre Latrin-Gjødning herfra Staden, dog under følgende nærmere Betingelser:

1) Latrinerne, hvorfra Renovationen udføres, saavelsom de dertil afbenyttende Beholdere, bør have en saadan Indretning, at Urinen adskilles fra de faste Dele og opsamles i et eget Rum. Beholderne bør derhos være malede, fuldkomment tætte, forsynede med velsluttende Laag, samt holdes aldeles rene udvendig. 

2) Opsamling af de udførte Ureenligheder maa ikke finde Sted indenfor St. Jørgens, Peblinge og Sortedams Sø, og heller ikke andetsteds paa Stadens Grund uden dertil af Politi, directeuren meddeelt Tilladelse, hvorved navnlig bliver at paasee, at Gjødningen ikke samles i Nærheden af alfar Vei eller paa Steder, der ligge i Nærheden af alfar Vei eller paa Steder, der ligge Vandbeholdere og Vandledninger nærmere end 300 Alen.

3) Den Latringjødning, hvis Udførelse af Bevillingshaveren overtages, skal være udbragt gjennem Stadens Porte, i Halvaaret fra 1ste April til 1ste October inden Kl. 9, og i Halvaaret fra 1ste Oktober til 1ste April inden Kl. 10 Formiddag. De dertil afbenyttende Vogne fritages for at erlægge Bropenge, om de end passere Portene inden Bommens Aabning.

4) Saafremt Bevillingshaveren i en eller anden Henseende overtræder foranførte Betingelse, bliver han i Forhold til Omstændighedernes meer eller mindre graverende Beskaffenhed at ansee med en Mulct fra 2 til 10 Rbd. efter Politidirecteurens Kjendelse.

Bevillingen indeholder iøvrigt, at den tilstaaede Rettighed ophører, naar den Maade. hvorpaa den benyttes, skulde medføre Ulemper, der maatte gjøre det ønskeligt eller nødvendigt, at Entreprisen standses; og det er derhos tilføiet, at den Paagjældende i alle de Tilfælde, hvor der maatte blive Spørgsmaal om Fortolkningen af Bevillingens Ord og Mening, skal være Indenrigsministerens Kjendelse undergivet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. august 1849, 2. udgave).

Christian Bayer (1841-1933): Nørrefælled med Holger Danskes Briller. Det Kongelige bibliotek. Fri af ophavsret.

Indenrigsministeriet ønskede at Jerichau i lighed med de almindelige renovationsvogne skulle have en afgiftsfri passage. Ved en fejltagelse lød bevillingen på bropenge. Den afgift vedrørte ikke Jerichaus vogne. Bomforpagter Johan Chr. Borup ved Nørreport afkrævede ham derfor efter reglerne den sædvanlige betaling. Jerichaus klager over det førte til at bomforpagter bestemte at Jerichaus vogne ikke var almindelige arbejdsvogne, men i lighed med wienervogne eller omnibusser skulle betale dobbelt så meget. 

Magistraten blandede sig. Borup henviste til den kongelige resolution af 21. Juli 1819 hvis bestemmelser om karet, chaise, jagt- eller anden vogn med dæksel på skulle betale 19 Sk. Jerichaus latrinvogne var ikke stadens arbejdsvogne, men privat entreprise. Ministeriet måtte også indrømme deres ukendskab til afgiftsreglerne. Jerichau løste så selv problemet ved at lade sine belæssede vogne holde inden for porten, indtil bommen åbnedes om morgenen. Da Borups kontrakt udløb, blev der sørget for passagefrihed for Jerichaus vogne.

Jerichau brugte firkantede kasser som blev tømt på en oplagsplads på en jordlod ved Nørre Allé i nærheden af de gamle sandgrave. I de næste 3 år indførtes tøndesystemet i omtrent 400 huse samt Frederiks Hospital og Fødselsstiftelsen. Stadsfysikus konstaterede i 1852 at Jerichau havde forbedret de hygiejniske Forhold for ca. 18.000 Mennesker. 3000 Ejendomme benyttede stadig det gamle grubesystem. 

I 1852 fik Jerichau sin bevilling forlænget, dog nu i konkurrrence med en tidligere kollega, urtekræmmer Mygind. Sidstnævnte havde i 1853 entreprise for 700 ejendomme. Oplagspladsen ved Nørre Allé affødte klager allerede fra 1850 såvel af beboerne på Nørrebro, som de  militære der holdt øvelse på Fælleden. Bestrøning af gødningen med bark eller melkalk, blev dårligt og utilstrækkeligt udført. Oplagspladsen var omgivet af et fire alen højt plankeværk, men den flydende renovation løb under plankeværket og bredte sig helt hen til Nørre Allé og de tilstødende ejendomme og sandgravene hvorved stanken blev endnu mere utålelig end fra selve oplagene.

Ifølge beboerklager til Magistraten og Justitsministeriet i 1854 var forholdene ubeskriveligt væmmelige, helt ude på Jagtvej kunne man undertiden ikke åbne vinduerne i flere dage. Disse klager bevirkede at Jerichau og Mygind kun fik forlænget bevillingerne i 1855 på betingelse af at de flyttede deres oplag, det blev så Rådmandsmarken, hvor de lå op til 1890.

Se: Dr. Villads Christensen: København 1840-1857. Side 13-15 og 155-157. Gad 1912.