Indbrud i Helsingør Toldkammer-Directeurbolig. (Efterskrift til Politivennen)

Helsingør den 3. ds. Mandag morgen udbredte det rygte sig at der den foregående nat var begået en her i byen heldigvis sjælden forbrydelse, nemlig et indbrudstyveri i Øresunds Toldkammerdirektørbolig hvor et vindue i fløjen udad til Sofiegade var fundet hensat udenfor på gaden med en sønderslået rude og en sekretær i værelset opbrudt.

Ved den i den anledning af politiet straks påbegyndte undersøgelse, opstod der fra først af formodning om at tyven ikke var kommet udefra, men derimod snarere efter at have begået forbrydelsen, havde sønderslået ruden og aftaget vinduet for at give det udseende af at gerningsmanden havde skaffet sig adgang til værelset ved indbrud gennem vinduet. 

Mistanken henledtes straks ved forskellige omstændigheder på husets tjener der havde sit kammer i nærheden af det værelse hvori tyveriet var begået og god lejlighed til at sætte sig i besiddelse af nøglen til samme. Og efter at de stjålne koster, navnlig en kostbar gulddåse med brillanter og nogle flere prætiosa, tilsammen omtrent 550 rbd.'s værdi, var fundet skjult i en bunke sand i kælderen, tilstod tjeneren at være gerningsmanden. Han var opsagt at forlade sin tjeneste den 1. april og havde i anledning heraf bestemt sig til forinden at benytte sin herres fraværelse til at sætte sig i besiddelse af dennes penge som han antog at være forvarede i sekretæren i dennes eget værelse, hvilken han derfor om natten opbrød med en håndøkse.

Han fandt imidlertid kun omtrent 6 rbd i småpenge hvorfor han bestemte sig til for dog at få noget for ulejlighed, af de i sekretæren gemte prætiosa at tage de ovennævnte. Han er født i København, 20 år gammel og så vidt vides ikke før tiltalt eller straffet. (Hels. A.)

(Kjøbenhavnsposten, 5. april 1851)

Vor nuværende Stilling. (Efterskrift til Politivennen)

Vor nuværende stilling

Gennem de tre sidste år har den danske regering arbejdet på at forbedre den stilling som var anvist landet siden 1815. Ligesom i Italien, Ungarn, Böhmen havde en flerårig national bevægelse rystet det politiske system, hvorpå staten hvilede, og berøvet statsmændene tilliden til dem selv. I Danmark og hertugdømmerne var de konservative statsmænds stilling så meget vanskeligere som bevægelsen trods dens antagonistiske retning var den samme, gik ud på det samme øjemed, nemlig de enkelte statsdeles selvstændige politiske rekonstitution på  nationalitetens og en fornuftig statsrets grundvold. 

De magthavende statsmænd var hvad enten de tilhørte kongeriget eller hertugdømmerne, genstand for de samme partiers angreb; C. Moltke skulle ikke trøste sig med at finde nogen støtte hos det tyske parti, når han blev angrebet af det danske; Ørsted kunne ikke vente nogen hjælp i den danske presse mod angrebene i den tyske. Magthaverne var derfor uden magt; de havde i det højeste, og det knap nok, den højtstillede del af embedsstanden på deres side. Det slesvigholstenske aristokrati var fjendtlig stemt og på en alliance med demokratiet kunne de ikke tænke. 

Revolutionen var færdig i de hinanden frastødende poler af det danske monarki før den udbrød i Frankrig. Dens udbrud der bidrog endog til for et øjeblik at standse bevægelsen. Såvel i kongeriget som i hertugdømmerne blev man overvældet af indtrykket og forholdt sig i den nærmest påfølgende tid mere iagttagende end handlende. Men den tyske revolutions raske fremstridt og forbavsende sejre i Wien og tilsidst i Berlin rev bevægelsespartiet i hertugdømmerne med sig og fuldendte løsrivelsen fra regeringen i København, endog før den provisoriske regering i Rendsborg blev dannet. Denne Tilstand afgjorde det nationale bevægelsespartis sejr i Danmark, hvis gamle regering omsider slap statens tøjler. 

Begge frastødende partier havde altså opnået magten; havde de holdt sig på det rent nationale dtandpunkt, kunne de med den største lethed have afgjort striden ved at dele Slesvig, hvad dengang, da nationalrevolutionen overalt med kækhed viste hovedet, ingen magt ville have modsat sig - senere blev jo denne vej endog foreslået af Lord Palmerston - men i det sted foretrak de det statsretlig-territoriale standpunkt, rigtignok med national tilsætning; mens det ene fordrede det tyske Slesvig, fordrede det andet det danske. Nationalforsamlingen i Frankfurt og regeringen i Preussen påtog sig at føre en eksekutionskrig mod Danmark. 

Som forholdene dengang stod, gik en sådan krig ligefrem ud på at berøve Danmark hertugdømmerne, altså på en territorial revolution. Danmark måtte under sådanne omstændigheder have de magter på sin side, som fastholdt den engang fastsatte territoriale inddeling af Europa. Dette var nemlig tilfældet med Rusland, som virkede i dobbelt retning for dette øjemed; dels ved at tvinge Preussen til at kalde sine tropper tilbage fra Jylland, dels ved at forhindre ethvert skridt til en mulig koperation af den danske og svensk-norske arme. 

Preussen kunne vel undgå at føre revolutionskrigen til det yderste, men det kunne ikke opgive revolutionens sag; det var bleven nødsaget til at modtage krigen med Rusland, hvis dette havde udstrakt sine fordringer så vidt. Preussen sluttede en våbenstilstand, som vel medførte en foreløbig opretholdelse af den revolutionære status quo, men uden nogen som helst for fremtiden bindende anerkendelse fra den danske regerings side. Denne våbenstilstandskonvention lignede for så vidt fredsslutningen 1850, som denne ikke indeholdt nogen anerkendelse fra Preussens side af Danmarks ret, men kun en faktisk opgivelse af revolutionen. 

Preussen har rigtig nok sluttet en våbenstilstand til med Danmark og det endogså med tilhørende fredspræliminarier. Denne våbenstilstand og disse fredspræliminarier måtte medføre en væsentlig forandring i Danmarks hidtilværende indre og ydre forhold, de var en følge af bevægelsen 1848 og indeholdt koncessioner til begge partier. Det var Preussen der som repræsentant for den tyske nationalrevolution, for den territoriale omdannelse af Tyskland havde sluttet våbenstilstanden. Fredspræliminarierne indeholdt en anerkendelse af revolutionen. Derfor var det også så let at omstyrte dem; deres gyldighed beroede i alt fald på om Preussen var i stand til at opretholde den stilling, det havde antaget i 1849. Men denne stilling blev modarbejdet ved de virksomste midler såvel fra inden som udenfra. Efterhånden bortfaldt de forudsætninger, der lå til grund for præliminarierne; de mæglende stormagter havde ingen anledning til at holde fast ved dem, men snarere til at kuldkaste dem; i Danmark var man utilfreds med dem, ligeledes i Holsten og Slesvig. Preussen alene kunne ikke opretholde dem, især siden dets tropper havde været så uheldige med våbenstilstandens eksekution i Slesvig. Det trak sig simpelt og rent ud af krigen uden at opnå nogen koocession fra dansk side, men også uden at gøre nogen. 

Straks efter krigens udbrud 1848 havde den ophørt at være et privatanliggende mellem Danmark og hertugdømmerne. Interventionen meldte sig straks, både den militære og diplomatiske. Danmark havde ikke kunnet opnå det samme som Schweiz kort i forvejen havde opnået, nemlig at afgøre sine indre anliggender uden fremmed mellemkomst. Der blev straks spørgsmål om at etablere en anden suverænitet for hertugdømmerne end den danske stats. Selv uden den danske regerings opfordring måtte de fremmede magter føle sig kaldede til at behandle striden som et europæisk anliggende. Og det er fra dette synspunkt at de såvel har fremmet som modarbejdet regeringens planer. Vi skal nærmere eftervise dette i det enkelte.

Kjøbenhavnsposten 29. marts 1851.

Vor nuværende stilling.

II.

Vi har fra det forløbne år et dokument, som tydeligt udtrykker stormagternes mening om vort anliggende, nemlig Londonerprotokollen. Dens hensigt er at opretholde den plads som Danmark indtil 1848 har indtaget i det europæiske statssystem, at bestemme Danmarks forhold udadtil. Idet Preussen vægrede sig ved at tiltræde denne protokol, viste det kun at det ikke anerkendte den hidtil bestående europæiske statsret. Om det danske folk var der i denne protokol ikke tale, den ville ikke give det danske folk ret mod det holstenske; der eksisterer overhovedet intet folk for Londonerprotokollen, men kun et rige, en stat, repræsenteret af fyrsten. Man ville dog tage fejl hvis man antog denne protokols øjemed opnået ved den blotte personalunion af de forskellige lande, som meget vel kunne forenes med en uvedkommende magts virkelige herredømme. Under den hele opstand har således personalunionen bestået ved siden af Preussens uindskrænkede magt i hertugdømmerne. Men det er en virkelig enhed udadtil, sammenholdt ved en kraftig regerings tøjle, som den protokol har tilsigtet; på hvad måde en sådan regering skal opnås, lader den uafgjort.

Dette er altså grænsen for Ruslands understøttelse. Denne magt har ikke villet tillade, at nogen af de grænser blev rokket, som den selv har været med at fastsætte. Dens politik har været at lade de vedkommende stater selv udkæmpe deres strid med de revolutionære nationer og partier og på denne måde udtømme deres kræfter, for da at foreskrive dem sine befalinger. Først i nødens yderste øjeblik kom den Østrig til hjælp. Men så snart regeringerne på en eller anden måde selv ville benytte revolutionen til at indrette noget Nyt, da viser Rusland dem tilbage til de grænser, som Europas offentlige ret har fastsat, og til de forudsætninger, under hvilke det har skænket sin hjælp. 

Deraf forklarer sig også Ruslands stilling til Danmark. Det vil opretholde den simple virkelighed af det gamle danske monarki mod fremmed erobringslyst og revolutionær løsrivelse, men ikke gøre så meget som et Skridt for denne eller hin ordning af de forskellige landes indbyrdes forhold. Det kender ingen anden forudsætning end den gamle grænsebestemmelse og den fyrstelige magt. Her ligger altså de store vanskeligheder, som den danske regering har at overvinde. Den har ikke med den simple statsmagt at gøre, men med en konstitutionel bestemt statsmagt; den ene del af staten befinder sig på et andet standpunkt end den anden. Dette giver Preussen og Østrig lejlighed til at fortsætte den forbundsintervention, hvorved de har gjort ende på statholderskabet, i en mod Danmark mindre velvillig retning, og det kan vel antages, at de to tyske kommissærer for tiden er ukærkomne gæster for den danske regering. 

Vi antager ikke at Preussen og Østrig have nogen stor interesse for at få den danske forfatning kuldkastet, men de betjener sig af den som påskud til at varetage deres såkaldte forbundspligter mod Holsten. Rusland, som naturligvis ikke vil gå udenfor den ovenomtalte grænse for sin diplomatiske mellemkomst, forholder sig under disse omstændigheder passiv. 

Den danske regering er derfor nu kommet ind på et af de mest kritiske vendepunkter i den hele proces. Den kan ikke uden at krænke sine helligste forpligtelser mod nationen uden videre gå ind på udlandets synspunkter og stille den danske stat i stedet for folket, men heller ikke kan den gøre nationens interesse gældende som nogen instants i underhandlingen med de fremmede magter. 

Disse klipper og skær vil den nu forsøge at undgå ved notablernes sammenkaldelse. Kan man derved opnå nogen overenskomst og er disse notabler virkelig anerkendte af de tyske magter for gyldige repræsentanter, da vil man vel kunne opnå anerkendelsen af de efter deres forslag trufne beslutninger. Uagtet man i preussiske officielle blade har protesteret mod kongens ret til at vælge disse notabler, så tør vel nu denne ret, som Rusland naturligvis har måttet opretholde, anses for anerkendt af alle vedkommende. Forøvrigt er denne notabelsammenkaldelse næppe synderlig efter Ruslands smag. Den må vel snarere antages at være beregnet på de tyske magter så vel som på Frankrig og England, der dels af nationale, dels af liberale hensyn har fordret en vis respekt for, hvad de kalde "hertugdømmernes rettigheder". De to sidst omtalte magter har derved tillige villet stille sig i en slags modsætning til Rusland.

Kjøbenhavnsposten, 30. marts 1851.

De slesvigske Flygtninge. (Efterskrift til Politivennen)

De slesvigske Flygtninge. Det er en bekjendt Sag, at en stor Mængde slesvigske flygtninge, som for Størstedelen tilskyndede af deres betyngede Samvittighed forlode Hertugdømmet Slesvig, da dette atter blev besat af Landsherrens Armee, nu falde deres "Brødre" i Holsteen saaledes til Byrde, at disse ikke have noget længselsfuldere Ønske, endjo før jo heller at blive de besværlige Gjæster qvit. Treaarskrigen har ogsaa paaført Hertugdømmet Holsteen saamange overordentlige Byrder, at Trykket af disse er Beboerne føleligt nok, uden at der endnu behøver at komme et paanødt Gjæstevenskab til, ovenikjøbet mod Individer, hvis hele Væren og Birken kun gaaer ud paa, ogsaa i Holsteen at vanskeliggjøre en Tilbagevenden til den Ro og Orden, der er saa nødvendig for at Velstanden atter kan spire og trives. De Foreninger, der dannede sig til hine "Flygtninges" Understøttelse, have udtømt deres Midler, Tydsklands Bidrag til dem ere snart sunkne ned til Frysepunktet, og det er saaledes ene cg alene forbeholdt den private Velgjørenhed paa de Steder, hvor disse Mennesker opholde sig, at beskytte dem mod den fuldstændigste Mangel. Men uden Hensyn til, at Mængden af Flygtninge gjør Byrden saameget føleligere, saa anstiller ogsaa nu Enhver, efter igjen at vær kommen til rolig Besindelse, fordomsfrie Betragtninger over hvad der har foranlediget det store Fleertal af disse personer til at forlade Hjemmet, og kommer derved som oftest til den Vished, at de for Størstedelen aldeles ingen Understøttelse og Medlidenhed fortjene, en Vished, der endmere bestyrkes ved den modbydelige lave Maade, hvorpåa de optræde og af al Magt søge at modvirke en Tilnærmelse til Danmark. Kun altfor naturligt er det derfor, at Ønsket om snarest muligt at befries for disse Gjæster overalt bliver tydeligt og at Landsherrens Commissair fra mange Sider indstændigen anmodes om at virke til, at det maa tilstedes dem igjen at vende hjem. Af et for ikke længe siden fra den holsteenske Civilbestyrelse udgaaet Reskript sees det da nu ogsaa, at Regjeringen gjør Skridt til at forberede en saadan Hjemsendelse; men netop i den Anledning turde det være høist nødvendigt, med indtrængende Ord at lægge Vedkommende paa Hjerte, at de ved Meddelelsen af slig Tilladelse iagttage den største Forsigtighed ved Siden af Strenghed og Retfærdighed; thi vel er det meget at ønske, at de Holstenere, der alvorligt længes efter Fred og Ro, maae blive den tunge Byrde qvit; men tør man af den Grund saaledes uden Videre atter i Slesvig optage alle de giftige Elementer, med hvilke man i de 3 Aar har havt tilstrækkelig Leilighed til at giøre sig bekjendt, og uden hvis frivillige, eller tvungne, Fjernelse den Orden, der nu hersker i Slesvig, aldrig vilde have ladet sig tilveiebringe? - Ministeren for Slesvig har forlangt sig meddeelt Lister over de Slesvigere, der nu opholde sig i Holsteen og maatte ønste at vende tilbage. Hermed kan han alene have til Hensigt, efter Gjennemsyn af disse Fortegnelser at udelukke fra den eventuelle Tilladelse alle dem, hvis Tilbagekomst, efter de hidtil gjorte Erfaringer, kun kan ansees skadelig for det Heles Vel. Udentvivl maa den øverste Regjering, ikke mindre end de enkelte Localbestyrelser, antages at være i Besiddelse af de nødvendige Data, uden hvilke en rigtig og nøiagtig Dom i denne Sag ikke er mulig; men desuagtet turde det ikke være paa urette Sted at gjøre Regjeringen opmærksom paa , at en tidligere høitstaaende Justitsembedsmand i Hertugdømmet Slesvig har gjort det betydelig lettere for Autoriteterne at skaffe sig Oplysning angaaende mange Personer og Forhold og komme til Vished om, i hvilken Grad de have taget Deel i lovstridige Skridt, navnlig paa den Tid, da det oprørske Uvæsen, begunstiget af kun altfor vel bekjendte Omstændigheder, under den yndede Benævnelse "passive Modstand" havde naaet sit Culminationspunkt. Vi sigte til forhenværende Overretsraad Esmarch, der under Titelen: "das Herzogthum Schleswig und die Landesverwaltung i Flensburg, 1849 und 1850" har udgivet to Brochurer (Berlin, hos Reimer), der indeholde en chronologisk Fortegnelse over de fleste lovstridige Foretagender og Demostrationer, saavelsom Navnene paa alle deri deelagtige personer, hvilke jo netop ganske særdeles turde komme i Betragtning nu, da det kommer an paa at iagttage den fornødne Forsigtighed ved Meddelelser af Tilladelse til at vende tilabge til Slesvig. Denne Brug af Hr. Esmarchs historiske Optegnelser ligger jo vistnok udenfor Forfatterens oprindelige Plan; men han og hans Lige maae finde sig i, at man bruger de Vaaben imod dem, som de selv med saa megen Ondskab have hvæsset. De blive saaledes ikke ganske uden Nytte og vi ansee det ikke som nogen Hævn (thi den fordomme ogsaa vi), men som en ligefrem Selvopholdelsespligt , ved denne Leilighed at gaae tilværks med den største Forsigtighed og Strenghed. Maaskee ville Adskillige, der ikke have nøiere Kjendskab til Tilstandene i Slesvig, finde, at vore Bekymringer ere for vidt drevne, og ikke ansee dem tilstrækkelig retfærdiggjorte. Til nærmere Eftertanke og Overveielse for disse tillade vi os at anføre nedenstaaende Brudstykke af en Artikel med Overskrift: "Zur Orientirung über den Ausgang der schleswigholsicinischen Erhebung", som "Freie Presse" i disse Dage bragte os. Man seer deraf, hvorledes den "passive Modstand" havde organiseret sig i de Egne af Slesvig, hvor preussisk Militair var kaldet til at opretholde den lovlige Orden. 

"Som den i Sandhed virksomste Autoritet syd for Demarcationslinien" siges der, "maae man for den Tid nævne en Forening der, skjøndt af aldeles privat Characteer og hvilende paa frie Associationer, dog havde mere Indflydelse i Slesvig end Landsforvaltning og Statholderskab tilsammen. I Spidsen for hiin Forening stod en Centralcomitee i Slesvig; dens Opgave at centralisere de tydske Elementer i Slesvig, ligeoverfor Landsforvaltningens usurpatoriske Voldsforholdsregler, at understøtte dem, som maatte lide til Løn for deres Modstand. Dette var navnlig Tilfældet med Hensyn til de hyppige Executioner, som Landsforvaltningen paalagde dem, som strede imod - - - - . For at lette de Communer og Enkeltmand, over hvilke disse gik ud, den dermed forbundne Byrde, udfoldede nu Centralcomiteen sin Virksomhed; regelmæssige Skatteudskrivninger fandt Sted efter Plovtal - - - -. Foruden denne mere materiaelle Virksomhed havde Centralcomiteen nok at bestille; den var Sjælen i den seige, udholdende Modstand, Landsforvaltningen fandt i det sydlige Slesvig, den oplivede Befolkningens Aarvaagenhed og Mod, den ledede den stille, men ikkedestomindre storartede Agitation, der satte en uoverstigelig Vold mod Danskhedens Indtrængen, o. s. v. o. s. v."

Men hvad der saa skal skee med de Flygtninge, der under ingen Betingelse tør og bør gjenoptages i Slesvig, medens de dog heller ikke længere kunne taales i Holsteen, hvor det vil være deres eneste Beskjeftigelse at vække og nære ny Utilfredshed, ja det maae vi overlade til Regjeringens Viisdom. - Mildhed og Eftergivenhed have de idetmindste i ingen Henseende og til ingen Tid fortjent!

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. marts 1851, 2. udgave).

I marts 1851 tog den sidste general og øverstkommanderende for den slesvigholstenske hær sin afsked: General Ulrich von der Horst (1793-1867). Han havde deltaget i feltog 1812 og 1813 i den tysk-russiske legion. I 1846 deltog han i nedkæmpelsen af den polske opstand i Posen. Efter i 1847 at have forladt aktiv tjeneste, blev han 1850 generalmajor og deltog bl.a. i slaget ved Isted under Willisen som han afløste 8. december 1850. Sammen med ham stort resten af de tilbageværende officerer, bl.a. general Wessel. 

Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødsel i Dølgsmaal. De nærmere Omstændigheder ved en den 1ste dennes af Criminal- og Politiretten paakiendt Justitssag, under hvilken et 29-aarigt Fruentimmer, der, efter at have conditioneret, senere ernæret sig ved Syning, af H. var antaget til at forrette nogen Huusgierning - tiltaltes for Barnefødsel i Dølgsmaal og for at have ombragt sit nyfødte Barn, eller i alt Fald for ved uforsvarlig Behandling at have bevirket dettes Død, ere i det Væsentlige Følgende: Tiltalte, der i forrige Vinter ved Juletider mærkede at hun var frugtsommelig, henvendte sig i den Anledning til Jordemoder W, med hvem hun, der tidligere havde født to uægte Børn, hvoraf det ene lever og opholder sig hos hende, havde stiftet Bekendtskab, og blev det da aftalt mellem dem, at W. skulde, naar Fødselen indtraf, hvilket antoges at ville skee i Slutningen af August Maaaed sidstl., være hende behiælpelig ved samme, eller i alt Fald følge hende ud paa Fødselsstiftelsen. Da Tiltalte senere, som ommeldt, kom i Huset hos H., betroede hun sin Tilstand til en ligeledes der boende Kone, L., hvorimod hun søgte at holde den skjult for Andre, navnlig for H., idet hun antog at denne Sidste vilde være tagen paa Landet forinden, Fødselen indtraf, og at hun da vilde kunne føde i al Stilhed. Den 24de Juli følte Tiltalte sig imidlertid ilde, og da hun antog, at Fødselen muligen kunde være fremskyndet ved et Arbeide, hun havde foretaget samme Dag, henvendte hun sig om Aftenen paa Jordemoder W.'s Bopæl, men uden at træffe denne, hvorpaa hun gik hiem og forblev alene i sit Værelse, efter at Konen L. - der, efter hendes Anmodning, under hendes Fraværelse havde indkøbt hvad der, for det Tilfælde at hun kom til at gjøre Barsel om Natten, behøvedes, men hvis Tilbud om enten at hente en anden Jordemoder, eller at blive hos hende, hun dog ikke modtog, havde forladt hende for at gaae op i sit Kammer, med Yttring, at hun efter nogen Tids Forløb i vilde sti til Tiltalte. Omtrent en Time efter bleve Smerterne heftigere, og da hun lagde sig ned paa Knæ for at udtage noget Børnetøi af en Commodeskuffe, besvimede hun, og fandt, da hun igjen kom til sin Bevidsthed, Barnet liggende ligefor hendes Fødder, hvorved hun først kom til Kundskab om at hun havde født. Hun tog da Barnet op, uden at spore noget Livstegn hos det, men forøvrigt uden at vide med Vished om det var dødt eller ikke, medens hun, paa Grund af at hun troede dunkelt at kunne erindre at have hørt det give et eller nogle smaa Qvæk , antog, at det havde levet ved Fødselen, og efter at have tørret det af, samt indsvøbt det i et Skiørt, lagde det paa en Stol ved Siden af Sengen, men uden at tage det med i denne, da hun selv lagde sig den, hvorfor hun har angivet som Grund, at hendes ældre Barn allerede laae i Sengen, ligesom hun ogsaa har paaberaabt sig, at han, som hun har udtrykt sig, ikke havde Sands derfor. Hun har derhos indrømmet, at H., der imidlertid var kommen hiem  kort efter fødselen to Gange indfandt sig ved hendes Kammer og den sidste Gang tog et i samme staaende Lys, samt at hun begge Gange vexlede nogle Ord med ham men uden at giøre ham bekendt med sin Tilstand eller anmode ham om at skaffe hende Hjælp, angiveligt føde hun frygtede hans Vrede, og derhos antog, at Konen L. snart vilde komme igjen. Da denne efter længere Tids Forløb indfandt sig og erfarede, at Tiltalte havde født, ilede hun til Jordemoder W., og, da denne ved en Forretning var forhindret sta at følge med, til en anden Jordemoder, som ved sin Ankomst forfandt Barnet, som anført, liggende paa Stolen, kun ufuldkomment tildækket og forøvrigt i en saadan Tilstand, at hun maatte ansee der for unyttigt at tilkalde nogen Læge, da der efter hendes Formening ingen Tvivl kunde være om, at det var dødt. Ved den over Liget afholdte Obductionsforrelning, hvilken ikke udviste udvortes Beskadigelser, medens derimod Lungerne, skjøndt forøvrigt i normal Tilstand, befandtes næsten overalt besatte med smaae Blodudtrædninger, ere Obducenterne komne til det Resultat, at Barnet har været fuldbaaret, eller i det mindste nær derved, at det har begyndt at aande og saaledes at føre et selvstændigt Liv efter Fødselen, men at Aandedrættet imidlertid ikke er kommet fuldstændigt i Gang og kun kan have været meget kort, og at derved, i Forbindelse med de anførte Blodudtrædninger, unægtelig vækkes Mistanke om en ved Vold frembragt Standsning af Blodets Kredsløb i Brystorganerne eller Suffocation. Imidlertid har Stadsphysicus, Professor Hoppe, i sin om Sagen senere afgivne Erklæring yttret, at det - forudsat at Tiltaltes Forklaring om den Maade, hvorpaa Fødselen er foregaaet, var sand - formeentlig ikke var utænkeligt, at Barnet kunde være blevet qvalt ved at blive liggende mellem Moderens Been, under de Klæder, hun dengang var iført, og som maae formodes ved denne Leilighed at være blevne vaade, samt at Muligheden af, at Tiltalte under selve Fødselen paa den af hende opgivne Maade er besvimet, ingenlunde kan negtes, om Tilfældet end hører de sieldne, og denne Erklæring, saavelsom de af Obducenterne af Obductionsfundet uddragne Conclusioner, ere tiltraadte af det kgl. Sundhedscollegium. Ligesom der, efter det saaledes Anførte, ikke kunde blive Spørgsmaal om at ansee Tiltalte som skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal - hvorved endnu bemærkes, at hun, efter hvad der er oplyst, havde truffet Foranstaltninger til at blive forsynet med det Børnetøi, hun manglede - saaledes fandtes der heller ikke oplyst Noget, som berettigede til at antage, at hun forsætlig skulde have skilt sit Barn ved Livet; men derimod fandt Retten, at hun havde udviist et Forhold, som maatte paadrage hende Strafansvar, derved at hun, efter at have gjenvundet sin Bevidsthed, ikke havde foretaget noget Skridt for at faae anvendt Midler til at frelse Barnet, i hvilken Henseende bemærkes, at hun, ifølge hendes egen Forklaring, havde Tvivl om Barnet var dødt eller ikke, og navnlig endnu havde den, da H. som ovenmeldt, kom tilstede. Den Straf, som Tiltalte, der ikke førhen havde været straffet, herfor havde forskyldt, fandt Retten at kunne fastsættes til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage, hvorimod hun tilpligtedes at tilsvare samtlige af Actionen flydende Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. marts 1851, 2. udgave).

Slesvig Marts 1851. (Efterskrift til Politivennen).

Politimester Krohn i Rendsborg bekendtgør den 25., at den tidligere opfordring fra politiets side til forældre, formyndere og lærere om at holde deres børn og lærlinge i streng tugt og ligeledes de foretagne revselser af gadedrenge som gjorde optøjer "har for så vidt ikke haft det forventede resultat, da de staden besøgende danske officerer og ordonanser endnu stedse på gaden fornærmes ved spotnavne og på anden måde". Med hensyn hertil foranlediges politimesteren til den bekendtgørelse at general Signorini har tilkendegivet ham at i fald sådanne fornærmelser skal gentages, vil vedkommende pågribes af dertil kommanderede soldater og eventuelt tillige børnenes forældre blive arresteret. (Fyens Av.)

Ribe Stifts-Tidende, 3. marts 1851.

I søndags bemærkede en vejfarende at en lille slesvig-holstensk trikolor af papir var påhæftet vejviseren ved Brunde. Den blev selvfølgelig taget bort og politiet kom snart på spor efter de pågældende der formodentlig ville vise regeringskommissæren som kom ad denne vej, hvor meget de respekterede forbuddet imod oprørsemblemerne. Denne gang var det to kvindelige Stammverwandte der ville vise deres mod: en landmand Brixs datter og en tjenestepige. Begge har fået lejlighed til i 5 dages uforstyrret ro og ved en tarvelig kost der ikke ophidser fantasien, at anstille dybe betragtninger over deres politiske færd. (Freia).

Ribe Stifts-Tidende, 4. marts 1851.

For at gøre ende på det uvæsen som tyske og navnlig hamborgske og holstenske aviser endnu bestandig driver ved at opdigte ondskabsfulde løgne og bagvaskelser om den danske nation og regering ved at stille alle dens handlinger i det sletteste lys og således nær og vedligeholde utilfredsheden i hertugdømmerne, skal finansminister Sponneck nu have taget den beslutning at fratage en del af disse blade, så vidt vides 14, tilladelsen til at forsendes med dansk post. Når man ved hvor mange abonnenter flere af disse blade har i hertugdømmerne, er det let at begribe at denne vist nok rigtige foranstaltning i flere henseender vil gøre sin virkning.

Ribe Stifts-Tidende, 14. marts 1851.

31. marts 1851 opløstes den slesvig-holstenske hær. 

Der er skruet godt op for progagandaen i dette mindeblad for troppernes hjemkomst 1851. De to pæle bærer navnene på slagmarker i hhv 1848: Bov, Fredericia, Slesvig, Dybbøl, Nybøl, og 1849-1850: Gudsø, Ullerup, Dybbøl, Frederikstad og Mysunde. Til venstre herfor leger (en hjemvendt soldat?) med sin søn og et billede af Frederik 7. på væggen, mens til højre en officer formentlig skal til at fortælle en kvinde at hun er blevet enke.