Efterkrav om Indkomstskat i Haderslev. (Efterskrift til Politivennen)

Dannevirke meddeler fra Haderslev følgende: For at forskaffe sig Penge udskrev Oprørets Regjering i Rendsborg den 31te Juli 1848 en hidtil ganske ubekendt Skat af Indvaanerne i Hertugdømmerne, en Indkomstskat nemlig. Naturligviis blev denne Skat uddreven baade hev hiin Regjerings Tilhængere og Modstandere med al den Raskhed og Klem, der var den egen. Det er vitterligt, at endog Familiefædre, der levede af Haanden i Munden, maatte paa denne Maade yde deres Skiærv til Oprørets Fremme og kunde ikke slippe fri, thi unegtelig havde de Indkomster. - I Vinter, efter næsten 7 Aars Forløb, da Sagen var forvunden og forglemt, dukkede den dog frem paany. 16 Borgere og Indvaanere i Haderslev bleve, om vi huske ret, i Martsmaaned ifølge Regieringens Befaling af Magistraten tilsagte at betale Indkomstskat ifølge "Forordningen" af 31te Juli 1848, eftersom det af Registrene fra hiin Tid ikke kunde sees, at de havde betalt til den provisoriske Regjering. Man kan tænke sig, med hvilken Forbavselse Vedkommende, efter 6½ Aars Forløb, modtoge denne Tilsigelse. Her var ikke Tale om en resterende kongl. Skat. men om en formeentlig resterende Sum, udskreven af en Oprørsregjering til Rigets og Kongens Bekrigelse, følgelig en Skat, som Kongen mindst af alle ventedes at ville anerkjende, ligesom den ved nogen offentlig kgl. Lov ikke vides at være bleven anerkjendt. Det er muligt, at flere af hine 16 Borgere have i Sommeren 1848 ved Flugt fra Byen og slesvigsk Grund sluppen fra at betale omtalte Skat, skjøndt Oprørets Autoriteter i saadanne Tilfælde nok forstode at inddrive den. Der synes derfor, hverken paa den ene eller anden Side, at være nogen Vished for, hvorvidt Skatten i hine forvirrede og aldeles lovløse Tider af den Enkelte er bleven betalt eller ikke, og et forefundet Register, der udviser enkelte Restanter, synes fra hine Dage ikke at kunne skjænkes nogen Gyldighed. Thi ogsaa Registret er skrevet af Oprørere, og overalt hvor en saadan Oppebørselsbetjent kan have forglemt eller undladt at afskrive Betalingen, naar den er indkommen, findes den endnu blank og resterende. Hvis Oprørets Oppebørselsbetjente havde været meget uordentlige, baade ved Bogføringen af hiin Indkomstskat og af alle Skatter, og dersom Kongen saa nu vilde fremdrage alle de Skatteregistre, der fra hiin Tid forefindes, og inddrive Restancerne, saa kunde dette blive Indvaanerne et slemt Puds, men Finantserne vilde derved kunne faae en uforudseet, extraordinair Indtægt. Nu derimod bliver Summen forholdsviis meget ringe, thi der er kun funden 16 Borgere i Haderslev, som restere eller egne sig til at betale Restance. I Begyndelsen traf neppe Nogen af dem Anstalt til, nu at betale Skatten, senere skærpedes Tilsigelsen, og igaar foretoges Udvurdering hos dem, som ikke havde efterkommet Opfordringerne, saa vidt vi vide, de Fleste; enkelte havde, for ikke at udsætte sig for videre Bryderier, betalt forinden. De 16 Vedkommende have vel hele Tiden tænkt at kunne udfinde et Middel for at bevæge Hs. Majestæts Regjering til at foranstalte den begyndte Indkrævning suspenderet og, hvis forøgede Skatter vare nødvendige, da at give disse en Form og et Navn, der ikke i den Grad mindede om et Oprør og en Oprørstid, som nærværende Skat gjør. Men ved disse Tanker er det blevet, til nogen Forening har man ikke turdet sammentræde, fordi en Forestilling til Regjeringen, undertegnet af Flere, er, ifølge Slesvigs nye Forfatning, en stor Lovovertrædelse. Petitionsretten er afskaffet, en Ret, som Indvaanere i despotiske Lande ellers beholde længst og sjelden frataget dem. Om 6 Uger skal det Indbo og de Gjenstande, som igaar bleve vurderede hos dem af de 16, der ikke have betalt, sælges ved offentlig Auction. Paa denne Maade spores endnu Efterveer af Aaret 1848.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. juni 1855. 3. udgave)

Indkomstskatten var ikke så let at fastsætte. Mens folk med faste indkomster, såsom embedsmænd, pensionister etc. var nemme at fastsætte, stod det anderledes til med købmænd, fabrikanter og håndværkeres indkomster. Her måtte man sjusse sig til det efter deres offentlige omdømme. Landmænd havde også mulighed for at ansætte deres driftsomkostninger så højt at de næsten ingen indkomst havde. Der var således eksempler på at godsejere der ejere 3-4 godser angav deres netteindtægt til 4.000 Rbd!

- Aabenraa den 15de Juni. "Dannevirke" meddelte fornylig en Beretning om, at der hos 16 Borgere i Haderslev er blevet forelaget Udvurdering, fordi de ikke have betalt den af Oprørsregeringen under 31te Juli 1848 udskrevne Indkomstskat. Naar Sagen henstilles saaledes, nogen og uden den fornødne Commentar, saa er den vistnok skikket til at fremkalde Sensation og maaskee mere. Men naar man erindrer og betænker, hvad der tidligere er passeret i samme Anledning, saa fremstiller Affairen sig i et ganske andet Lys. Oprørerne manglede nemlig, som "Dannevirke" rigtig bemærker, Penge, og derfor blev hin Skat ogsaa uden Ophold oppebaaret eller inddrevet hos de allerfleste Skatteydere. De, som holdt med Oprøret, betalte villigt og gjerne, de Ængstlige for at undgaae Ubehageligheder, og de Loyale først efter en Modstand, der i mange Tilfælde bleve kuet ved Anvendelsen af de yderste Tvangsmidler. Her i Byen foretoges Inddrivning samt Udvurdering og offenligt Salg af det Udvurderede allerede i Efteraaret 1848; og naturligvis gik det ud over de dansksindede Borgere. Paa flere Steder i Omegnen blev Militairexecution anvendt, og det i en saadan Grad, at den Landbo, der ikke havde betalt, ikke alene fik fra 3 til 12 Mand at huse og forpleje men endog maatte betale til hver Mand daglig et Pengebeløb, som fordobledes hver Dag, indtil han betalte. Da Tillisch og Eulenburg overtoge Regeringen af vort Hertugdømme som Bestyrelsescommission, var alt dette endnu i frisk Minde, og da, som sagt, de allerfleste Skatteydere havde betalt, ogsaa de allerloyaleste og mest dansksindede Mænd, som Magten havde tvunget, - saa vilde det have været ligefrem en Uretfærdighed mod disse, naar enkelte Andre, der ikke overgik dem i Loyalitet og dansk Sindelag, paa Grund af særegne Omstændigheder skulde være slupne fri. Derfor blev det vedtaget og almindelig billiget, at alle Restancer skulde indddrives; det maatte jo allerede være en stor Tilfredsstillelse for enhver fædrelandsksindet Mand, at kunne betale til den retmæssige Herre, hvad ligesindede Medborgere nødtvungne havde maattet yde til et forhadt Oprør. Saaledes betragedes Sagen dengang og da i Begyndelsen af Aaret 1850 Oppebørselen af Restancerne foretoges her i Byen, fandt man den fuldkommen i sin Orden. At man i Haderslev har nølet dermed indtil nu, er det eneste Paafaldende ved hele Historien; men de 16 haderslevske Borgere have sikkerligen ingen Grund til at klage over, at de skulle dele Skæbne med alle øvrige loyale Borgere i Hertugdømmet. (Freja)

(Fædrelandet 18. juni 1855)

Indkomstskat var begyndt at blive indført i enkelte europæiske lande i 1800-tallet. I Danmark mest i krigstider, fx som nævnt 1848-1850, men også senere i 1864 og 1879. Den blev først indført som permanent skatteart i 1903 efter systemskiftet 1901. I dag er det den betydeligste skatteform.

Almindeligt Hospital. (Efterskrift til Politivennen)

Almindeligt Hospital. I "Ugeskrift for Læger" findes en særdeles interessant Beretning om Lægetilsynet ved almindeligt Hospital. Det er mærkeligt at see, hvorledes Antallet af de indlagte Syge har tiltaget siden 1808, da Antallet kun var 1480; det steg successivt og udgjorde i Aaret 1851: 4335. Vi ville foreløbigen optage af denne Beretning følgende:

"Med Hensyn til almindeligt Hospital befinder den hele indre Organisation sig endnu paa samme Standpunkt som i 1840. Da imidlertid dette Hospital er det eneste, der i Regelen optager Syge med Syphilis og Hudsygdomme, og hvor altsaa en grundig praktisk Kjendskab til disse saa gængse Sygdomsformer kan erhverves, var det saare naturligt, at Ideen om at gjøre det betydelige og særegne Materiale, der her var samlet, mere frugtbringende, ved at faae en særskilt Klinik for Syphilis og Hudsygdomme oprettet, ikke strax kunde døe hen. Dette blev saa meget mindre sandsynligt, som Conferentsraad Bang, der i de nærmest foregaaende Aar saa levende og virksom havde interesseret sig for hele Medicinens tidssvarende Udvikling hos os, i 1841 var indtraadt som Medicinaldirecteur i Hospitalsdirectionen. Allerede 1542 indgav han ogsaa, tilligemed den anden Medicinaldirecteur, Professor Hoppe, et Forslag om Oprettelsen af en tredie Afdeling for Syphilis og Hudsygdomme ved Siden af den medicinske og chirurgiske. Dette Forflag førte imidlertid af ubekjendte Grunde ikke til noget Resultat.

Da der i 1847 var indkommet et Andragende fra den daværende Læge for Lemmeafdelingen, Reservelæge Hassing, om at denne maatte erholde egen Læge, bragte Medicinaldirecteuren, Conferentsraad Bang, Spørgsmaalet om et tidssvarende og hensigtsmæssigt Lægetilsyn for Sygehospitalets Vedkommende atter paa Bane. Efter gjentagen Overveielse var man i Directionen kommet til det høist glædelige Resultat, at en passende aarlig Sum baade burde og kunde anvendes for at tilfredsstille Tidens Fordringer i denne Retning; tillige var man betænkt paa, hvis en mulig Forandring i Lægetilsynet ved Svgehospitalet skulde gjøre en større Plads for samme nødvendig, da at skaffe denne tilveje. Hospitalsspørgsmaalet var altsaa traadt ind i nyt Stadium, idet de oeconomiske og administrative Vanskeligheder og Betænkeligheder, der ellers pleie at stille sig mod dets Løsning, vare fiernede, og kun den ene Deel af samme, den reen lægevidenskabelige, stod tilbage at afgjøre. At der i det Hele burde arbeides for en Forbedring i Lægetilsynet ved Hospitalet, derom syntes man i Direktionen at være enig, men hvorledes dette hensigtsmæssigst burde udføres, derom var der i Direktionen selv fremkommet en Mængde Forslag og Bemærkninger, der i Forbindelse med de Herrer Overlægers Erklæringer indeholdt Forslag til de forskjelligste Combinationer og Adskillelser mellem Lemmeafdelingen, Sygeafdelingerne og de syphilitiske Syge *). Der vil saaledes i Sundhedscollegiets Forhandlinger P. 190-191 sees ikke mindre end 6-8 forskjellige Maader, hvorpaa Opgaven efter Direktionens Mening burde eller kunde løses. Da Sagen endelig var blevet saa forviklet, at ingen Enighed kunde ventes tilveiebragt, besluttede man at høre det kgl. Sundhedskollegiums Dom om samme, hvilken ogsaa blev afgiven i en Betænkning af 29de December 1848. Denne særdeles klare og vel motiverede Betænkning fik imidlertid ingen Indflydelse paa Sagens Fremme: den mødte dengang, forunderlig nok, den stærkeste Modstand fra Overlægernes Side, uden at disse dog vare istand til nærmere at begrunde denne Modstand.

Men Nemesis synes her paa en paafaldende Maade at have drevet sit Spil: den har villet, at netop de samme Mænd, der i 1848 og 1849 vistnok af overdreven tjenstskyldig Opmærksomhed af alle Kræfter modsatte sig Hospitalets tidssvarende Udvikling i videnskabelig og human Retning, i 1855 skulde blive ikke alene de første til at forlange den Reform, imod hvilken de selv saa ivrig havde kæmpet, men ogsaa paa den meest indtrængende Maade forlangte den øieblikkelig iværksat, fordi Arbeidet nu var voxet i den Grad, at det var blevet dem "uoverkommeligt". Da Fattigdirectionen ikke var saa heldig at udfinde en Form, hvorunder man kunde rede sig ud af den store Forlegenhed, nemlig foreløbig at constituere en tredie Overlæge, og da Hospitalets Overlæger ikke kunde modtage den dem tilbudte Assistance (af Reservelæger for 60 Rd. maanedlig), naar ligefuldt det hele Ansvar ligeoverfor alle de Syge maatte paahvile dem, var Sagen ikke langtfra at gaae tilbage paa det gamle Standpunkt, nemlig at blive henlagt. Den trængende Nødvendighed, Arbeidets Uoverkommelighed, synes imidlertid denne Gang især at have holdt den ilive. Overlægerne opfordredes til yderligere at motivere deres Andragende, at en ny Sygeafdeling for Syphilis og Hudsygdomme med selvstændigt Lægetilsyn maatte dannes paa almindeligt Hospital foruden den egentlige medicinske og chirurgiske, og efterat dette paany er overveier af den samtlige Direction, er Sagen nu, saavidt vides, indgaaet til Communalbestyrelsens Betænkning, for derefter at blive endelig afgjort af Indenrigsministeren.

Heller ikke nu synes nogen administrativ Vanskelighed at lægge sig iveien for Dannelsen af en tredie Sygeafdeling, Lokalet idetmindste frembyder ikke, hvilket alt er bemærket af Overlægerne, nogen Hindring for Planens Gjennemførelse; og at heller ikke oekonomiske Hensyn nu optræde hemmende i Directionen, derfor borger alene den Beredvillighed, hvormed den foreløbig har været de 60 Rd. maanedlig til Lægeassistance. (Forts.).

*) See om hele denne Sag Fattigdirectionens Skrivelse til det kongelige Sundhedscollegium i dette Collegiums Forhandlinger for 1848 Pag. 188 o. flg., samt det kongelige medicinske Selskabs Forhandlinger i "Bibliothek for Læger", Januar 1850, Pag. 119, hvoraf Ovenstaaende tildeels er uddraget.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. juni 1855. 2. udgave)

Almindeligt Hospital. (Fortsat, see Gaars-Nr.) Der bliver altsaa nu kun tilbage den rene lægevidenskabelige Undersøgelse af Spørgsmaalet, om det her omtalte, mere udvidede Lægetilsyn ved Hospitalet er nødvendigt, og dernæst paa hvilken Maade det bør søges udført.

Om det første Spørgsmaal ere, saavidt vi vide, næsten alle Medlemmer i Fattigdirectionen indtil en vis Grad, om det sidste derimod ere Meningerne Deelte.

Da de Autoriteter, i hvis Hænder den hele Sags Afgjørelse er lagt, ikke indeholde et eneste lægevidenskabelig dannet Element, og da Sagen med Hensyn til den praktiske Medicins tidssvarende Udvikling i Danmark er af væsentlig Betydning, bliver det den medicinske Presses bestemte Pligt at tage Deel i Discussionen og bidrage Sit til, at Begreberne saaledes klares, at de ikke i Afgjørelsens Øieblik ledes paa Afveie. "Ugeskrift for Læger", der altid med Interesse har fulgt og virket for vore Hospitalers Udvikling i lægevidenskabelig og human Retning, skal derfor heller ikke nu unddrage sig den Forpligtelse at belyse en saa vigtig Gjenstand.

For Sagens hurtige formelle Behandling i Communalbestyrelsen og Ministeriet bliver det af Betydenhed at erindre, hvad førhen er bemærket, at det Kgl. Sundhedscollegium allerede i 1848 vidtløftigt og bestemt med Eenstemmighed har udtalt sig, navnlig om de her foreliggende Spørgsmaal, ganske overeensstemmende med Overlægernes nuværende Indstilling og med det Votum, der nu er afgivet af Directionens Fleertal, hvoriblandt de to Medicinaldirecteurer, saa at den øverste Medicinalautorites Mening om Sagen ikke nu behøver at høres.

Vi vende os derefter til de foreliggende Spørgsmaal:

1) er det nødvendigt at oprette en tredie Sygeafdeling paa Hospitalet, for Syphilis og Hudsygdomme, med eget Lægetilsyn?

Herom fortjener Sundhedscollegiets Udtalelse først at erindres. Det bemærker, "at almindeligt Hospital ikke alene maa betragtes som en Helbredelsesanstalt, men tillige som en Læreanstalt, og man veed, at Overlægerne endog ere forpligtede (kgl. Resol. af 3die April 1840) til at optræde som Lærere, og dette Hospital er det eneste i hele Riget, hvor Syphilis og tildeels de ikke febrilske Hudsygdomme grundigen kunne studeres. Naar nu Overlægerne skulle docere disse og andre chroniske Sygdomme, holde Skridt med Videnskaben og Literaturen og ved Siden af disse Forretninger tillige drive privat Praxis, hvortil de, efter den Maade, de ere aflagte, maa antages at være henviste, da silver Collegiet det indlysende, at det vil være saare vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at tvende Mænd, uagtet deres anerkjendte Dygtighed og utrættelige Tienstiver, i Tidens Længde vilde være istand til at løse denne Opgave paa en fuldkommen tilfredsstillende og med Videnskabens nuværende Fordringer overeensstemmende Maade." Denne Sundhedscollegiets Spaadom er alt gaaet i Opfyldelse: de Mænd, hvis "Dygtighed og utrættelige Tjenesteiver" er almindelig anerkjent, og vel ikke mindst i Fattigdirectionen, have nu maattet bekjende, at Arbeidet er dem uoverkommeligt, hvis det skal udfores forsvarligt. Denne Erklæring fra disse Mænd synes alene at burde være tilstrækkelig Grund for Fattigdirectionen til at træffe Foranstaltninger til et tidssvarende, forbedret Lægetilsyn. Da dette imidlertid ikke ubetinget tør antages, bliver en mere objectiv Fremstilling af Forholdet her paa sin Plads.

Nødvendigheden af Lægepersonalets Forøgelse til Hospitalstjenestens nuværende Udførelse er allerede godtgjort i det Foregaaende, hvor den Nøiagtighed i Examinationen og Undersøgelsen af de Syge er omtalt med alle den nyere Tids Hjælpemidler, som den nuværende Medicin fordrer fremfor Tidsperioden 40-50 Aar tilbage. Jo nøiere Undersøgelsen maa være af hver enkelt Syg, desto mere Tid og desto flere Lægekræfter maa da anvendes. Hvis da altsaa Sygeantallet ikke engang var det allerringeste tiltaget siden 1808, da det nuværende Antal Læger ansattes i hospitalets Tjeneste, vilde alligevel nu et forøget Antal have været nødvehdigt paa Grund af den forandrede Aand i den nuværende Lægekunst praktiske Udførelse. (Forts.)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. juni 1855. 2. udgave)

Almindeligt Hospital. (Fortsat, see Gaars-Nr.) Men de Syges Antal og deres hele Bevægelse er i betydelig Grad forøget siden hiin Tid. *)

I denne Oversigt findes to Forhold, der ere let iøjnefaldende, og som især, naar der er Tale om lægetilsynets Omfang, fortjene at paaagtes, nemlig den stadige Stigen i det aarlige Sygeantal og den dermed sammennhængende aarlige Forøgelse af Døde antallet. Medens de aarlig indlagte Syges Antal i Begvndelien af denne Periode var i Gjennemsnit emtrent 1500, beløb det sig i slutningen af samme til over 4000. Disse to Tal angive paa den meest slaaende Maade Forøgelsen af det daglige Arbeide for Overlægerne; thi det er som bekjendt især de nye ankomne Patienter, hvis Examination og Undersøgelse optage Overlægens Tid, saa at der endog indtil en vis Grad med mathematisk Nøiagtighed kan beregnes, hvor stort et Tillæg dette ene Moment har givet Overlægernes daglige Forretninger. Hvad nu Dødsantallet angaaer, bliver det ogsaa af Oversigten tydeligt, at dette i det her omhandlede Tidsrum er forøget omtrent til det dobbelte, og at altsaa Obduktionerne for Tiden maa medtage i det mindste det Dobbelte af den Tid, de tidligere have krævet, uden Hensyn til, at den endnu mere bliver forlænget ved den langt større Omhyggelighed og Nøiagtighed, hvormed enhver Section, ifølge den pathologiske Anatomies Udvikling, i den nyere Tid maa foretages fremfor tidligere.

Men selv om Overlægen med sit øvede practiske Blik troer i en kort Tid saavidt at have gjennemskuet de sygelige Phænomener, det være nu hos den Levende eller Døde, at han kan forsvare for den Syge, for sig selv og for Videnskaben strax at gaae til en anden Seng eller Sectionsbord, da holdes han tilbage paa det første Sted af et andet Hensyn, ja af en anden Forpligtelse, thi han er siden 1840 forpligtet til at være klinisk Lærer for de Studerende, han maa forklare og udvikle for disse, hvad han ved første Øiekast selv har iagttaget, sætte dette i Forbindelse med hvad Videnskaben i Almindelighed lærer o. s. v. og saaledes ogsaa her anvende Tid og Kræfter paa en Maade, hvortil han ikke tidligere var forpligtet.

Naar man endelig hertil føier det forøgede Contoirarbeide, der paahviler Overlægerne, alle de Attester og Erklæringer angaaende de Syge eller Døde, Betænkninger om Hospitalsforhold, o. s. v., de idelig maae udfærdige. da vil det maaskee forundre mindre, naar man hører, at den ene Overlæge ikke sjeldent først Kl. 4-5, om eftermiddagen seer sig istand til at begynde at besøge sin private Praxis i Byen, og at begge i Regelen ere nødte til at benytte den største Deel af Aftenen til samme.

Men - vil man maaskee sige fra et isoleret, aldeles materielt, og just derfor uberettiget Standpunkt - siden Hospitalet fik to Overlæger, er det omtrentlige daglige Sygeantal i samme, som de offentlig bekjendtgjorte Udsigter vise, ikke synderlig forøget. Dette forholder sig vistnok i det Hele rigtigt, skjønt en almindelig Slutning angaaende den daglige Sygefreqvents, begrundet paa det tilfældige Sygeantal den sidste Dag i Aaret gjennem en vis Aarrække, maa lede til el feilagtigt Resultat; thi som bekjendt lade alle de Fattige, der kunne slæbe sig fra Hospitalet, sig udskrive fra samme mod Slutningen af Aaret, for i Byen at nyde all de Fordele, som flittige Jule- og Nytaarsgratulationer medføre. Nogen Stigen i den daglig Sygefregvents er imidlertid uomtvistelig. Medens saaledes det daglige Middeltal for Aarene 1818- 1832 vel tør beregnes til omtrent 270 a 280 maa det i de følgende Aar sættes noget høiere, i Aarene 1840 til 1850 omtrent til 350 a 370, og i de sidste Aar til omtrent 400 a 420. Naar Fattigdirectienen i sin nylig udgivne "Erklæring" mener, at det daglige Gjennemsnitsantal af Patienter nu kan ansættes til c. 500, da er denne almindelige Angivelse for høi, selv om ogsaa Sygefreqventsen for en noget længere Tid har holdt sig omtrent dette Tal.

Naar det altsaa nu er faktisk, at omtrent det samme Antal Senge (1809 blev Sengenes Antal forøget til 400) med et senere ikke meget udvidet Lokale, der fra Begyndelsen af aarlig neppe optog 1500 Syge, derefter aarlig har modtaget et jevnt stigende Antal, saa at det i mange Aar endog er gaaet over 4000, naar man endvidere erindrer, at Mortaliteten stadig er blevet gunstigere naar man derhos veed, at der fra Bestyrelsens Side ikke er udrettet noget Stort hverken med Hensyn til Hospitaleis Udvikling i det Hele, ikke heller med Hensyn til Patienternes Tarv i Særdeleshed - da tilkommer der i Sandhed Lægepersonalet stor Roes fordi det ved de Midler, der have staaet til dets Raadighed, saasom hensigtsmæssig, omhyggelig og velledel Lægebehandling, Reenlighed, Extraforpleining osv., har kunnet forkortet Sygdommene og dermed de Syges Ophold i Hospitalet saameget, at dette i de senere Aar har kunnet modtage næsten indtil det tredobbelte Antal. At hele dette Arbeide nu endelig er blevet uoverkommeligt, vil enhver Sagkydig finde i sin Orden.

*) See vor Tidende Nr. 129.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juni 1855. 3. udgave).

Hvad kan det hjelpe! (Efterskrift til Politivennen)

Over mange Ting har jeg ophørt at undre mig; men over Eet har jeg endnu ikke ophørt dermed, og det er over den nogle faa Alen brede Vei fra Charlottenlund til Dyrehaven. Ved høilys Dag er det livsfarligt som Fodgænger at afbenytte den os anviste knebne halve Alen, thi Vognene kunne ikke komme forbi hverandre uden som Figura udviser - at tage denne halve Alen til Hjelp; men, at Ulykker ikke høre til Dagens eller rettere til Nattens Orden, naar denne Vei passeres af Tusinder fulde og gale Mennesker tilfods, tilvogns og tilhest, er i sandhed et af de stærkeste Beviser paa Forsynets Styrelse. Men, vil man sige, kan denne Vei da gjøres bredere? Af sig selv udvider den sig sikkerlig ikke. Noget, man virkelig fristes til at tror. Vedkommende ifølge den bekjendte Brøndumske Regel stole paa. Der maatte unægtelig flyttes nogle Gjærder og Stakitter, vel endog paa sine Steder tages lidt af Klitten, men Betænkningerne og Betænkningernes Betænkninger kunne vist ikke blive indhentede desangaaende i vor, vore Børns og Børnebørns Levetid, og ergo bliver det ved det Gamle.

See saa! Nu er den Artikel skreven; men hvad kan det hjelpe? Jeg har i mine Dage skrevet om mange Ting, uden at det har hjulpet det Mindste. Jeg har saaledes skrevet om den ikke alene besværlige, men ligefrem livsfarlige Passage gjennem Portene, noget nær de eneste i sit Slags i hele Verden; om Brokkens Bod; om Hovedindkjørselen til Assistentskirkegaarden (!!!); om vore Tranlamper; om de stinkende Jerichauske Vogne langt op paa Formiddagen; om de raadne, stinkende Stadsgrave; om den formidable Gadefeining uden at væde Gaderne først; om det berygtede kjøbenhavnske Hunde-Svineri; om den offentlige Uanstæntighed ved Kirkers, Slottes, Bygningers Besudling; om vore offentlige Steders Malproperhed; om Politiets priviligerede beenbrakkende Glidebaner om Vinteren; om Assistentskirkegaardens hensynsløse, ja ligefrem latterlige Lukning visse Timer daglig; om de hjælpeløse Bønderslæder og endnu mange flere Ting, men - hvad kan det hjælpe? Kunde jeg endog faae disse 4 Ord trykte med ildrøde Bogstaver med en Guldrand om og 365 streger under; jeg siger dog 

Hvad kan det hjelpe!!!

En Politiven.

(Kjøbenhavnsposten 7. juni 1855).

Frederiksberg Slot. (Efterskrift til Politivennen)

En Bemærkning,

som anbefales Deres Excellencer Indenrigsministeren og Overhofmarschallen til gunstig Overveielse. 

Det er tydeligt nok, at man ved for omtrent 150 Aar siden at anlægge Frederiksberg Slotshauge har tænkt sig, at Avenuen til samme mod Kjøbenhavnsiden skulde begynde ved Indgangen til Konge-Alleen, hvor der endnu findes en Kjøreport med Side-Indgange for Fodgængere, Alt af Jerngitter med Steengitter. Men Tiderne have meget forandret sig. Frederiksberg Slot er ikke mere Kongens Residents, Alleen er til begge Sider bebygget med Vaaningshuse; dens Porte staae aabne Dag og Nat, og det Hele bærer ikke mere Præget af at være Hovedindgangen af et Residentsslot. Allerede for længe siden har man erkjendt de forandrede Forhold ved at anbringe et Aflukke ved den Ende af Alleen, som er Haugen nærmest, hvorved man ligesom har betegnet, at det var herfra Slotsterrainet begyndte. 

Saaledes som denne Indhegning nu staaer ud ad mod Vesterbroe, vidner dens Bibeholdelse stærkt om den Stad Abdera. Den træder udenfor de rette Linier, som dannes fra de to tilstødende Gader, Vesterbroes yderste Deel og Værnedamsveien, der er til Hinder for Færdselen og maa ved sin Fremspringen paa en forresten fri Plads støde ethvert Øie, der kun ikke er ganske sløvet i denne Retning. 

Men Intet synes da naturligere end at flytte dette Gitter med sine Steensøiler til Alleens anden Ende, foran Havens Hovedindgang, hvorved der vilde dannes et til de tvende Sideveie fuldkomment svarende Partis; thi begge disse ere forsynede med smukke Gjennemkjørsler af Jern og Steen, medens Hovedindkjørselen nu kun har en Stakitlaage af Træ. Kort sagt, begge denne Alleens Endepunkter vilde vinde Betydeligt i Skjønhed og Harmonis, naar Steenpillerne med Tilbehør flyttedes fra Alleens Østende til dens Vestende

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. juni 1855. 3. udgave).

Tredie Beretning om Pleiestuen for smaa Børn. (Efterskrift til Politivennen)

Siden Bestyrelsen udgav den anden Beretning om Stiftelsen, har Anstalten stille fortsat sin Virksomhed efter den engang lagte Plan: at understøtte fattige Mødre ved at give smaa Børn under 2 Aar et omhyggeligt Tilsyn om Dagen, medens Moderen er paa Arbeide. Oprettet fra Begyndelsen for 12 Børn, har den udviklet sig til at kunne modtage 24 og mangen en flittig Kone har i den Tid nydt Godt af den Hjælp, Veldædigheden saaledes har beredet. Der er neppe Nogen, der har besøgt Anstalten, der ikke har følt sig tiltalt af den; henflyttede fra fattige ofte mørke og fugtige Boliger, iførte rene Klæder, give mange af de Smaa saa tydeligt deres Glæde over denne Velgjerning tilkjende, at enhver Bidragydende af dem vil erholde den bedste Tak for sin Gave; idet Bestyrelsen føier sin til deres, vil den derfor opfordre de ærede Givere til Besøg i Anstalten, der for Øieblikket er paa Hjørnet af Borgergade og Prindsensgade Nr. 175 i et meget lyst og nogenlunde rummeligt Locale. At finde en god Lejlighed midt i Byen for en saadan Stiftelse er saare vanskeligt her i Kjøbenhavn; naar man veed, hvor nødigt de fleste Værter ville have Familier med 5-6 Børn, kan man let tænke sig, hvor mange der sige nei til Leiere med 24, der ovenikjøbet daglig skulle bringes og hentes. Hvad Bestyrelsen meget gjerne havde havt: et Locale hvor der var lidt Have, eller en fri Plads, har derfor foreløbigt maattet opgives og vil vel neppe kunne erholdes, før maaskee engang i Tiden en Velgjører vil legere Stiftelsen Midlerne til selv at erhverve en Eiendom. Bestyrelsen har i en tidligere Beretning omtalt, at saadanne Anstalter ere mindre gavnlige, naar der hersker epidemiske Sygdomme, og den har seet dette flere Gange bekræftet, sidst under en Mæslinge-Epidemi i forrige Aar; den lukkede derfor Anstalten ved Choleraens begyndelse i 1853 og agter at gjøre det Samme, naar Epidemier af Børnesygdomme udbryde. Dersom man havde et meget stort og luftigt Locale, vilde dette sandsynligviis kunne undgaaes, har man ikke det, maa man finde sig i denne Indskrænkning, som Pleiestuen iøvrigt har tilfælles med mange andre Humanitets-Anstalter, og som tilfulde opveies af de gode Sider ved Institutionen. Der kan vist ikke være Tvivl om, at det er en fortrinlig Maade at understøtte paa; thi vel have vi hørt den betænkelighed yttre, at det kunde løsne Baandet imellem Moderen og Barnet; men dette har ikke viist sig saaledes i Virkeligheden i tvertimod forøger Lettelsen i Byrden Kiærligheden til Barnet, og en lettere Adgang til Arbejde er den bedste Gave. Veldædigheden kan række arbeidsføre Mennesker, fordi den ikke slapper Arbejdskraften hos den, der modtager Gaven, og viser den rette Vei til Velvære. Mødre, der holde af lediggang, søge sjeldnere pleiestuen, thi Barnet paa Armen tjener altid til en Undskyldning ofte som en Hjælp ved Tiggerie, og mange Koner af den Art have derfor instinctmæssigt en Følelse af Uvillie mod Pleiestuen. Føier man hertil, at naar et Barn, der er i Pleiestuen bliver sygt, dette da som oftest tilskrives Anstalten, medens det kun falder meget faae Mødre ind, naar de selv have passet et Barn, der bliver sygt, at tilskrive sig Skylden, saa kan det ikke undre Nogen , at man undertiden hører Anker mod Anstalten; men som et Modbeviis herimod tjener, at det er sjeldent, at en Moder, der har havt et Barn i Pleiestuen, ikke naar hun atter faaer et, bringer det igjen derhen. Pladserne ere derfor i Reglen besatte, fra om Foraaret til Slutningen af Efteraaret; derimod er Anstalten ofte mindre søgt om Vinteren, fordi der er mindre Arbeide paa den Tid for Koner, der ernære sig ved Vadsk og Reengjøring, og i en Vinter som den vi have havt iaar, kan man endog ikke ønske, at smaae Børn paa ½-1 Aar skulle bæres en lang Vei i den strenge Kulde. Derimod viser der sig altid en stor Tilstrømning henimod Foraarstiden og paa denne Tid sees Anstalten der for at udfolde en betydelig Virksomhed; saaledes er der for Øieblikket 25 Børn daglig tilstede. Indtægterne i det forløbne Aar 1ste Mai 1854 til 1ste Mai 1855 have været 948 Rd. 83 sk. Udgifterne 1085 Rd. 55 sk saa at Regnskabsføreren staaer i Forskud for 136 Rd. 68 sk. Stiftelsen eier et Legat paa 500 Rd. og en Reservefond, der er Restbeholdningen af en Bazar i 1851, og som fra at være 500 i kongelige Obligationer ved dette Aars Underballance forringes til 363 Rd. 28 sk. Stiftelsens Indtægter bestaae hovedsagelig i aarlige Bidrag; desuden tilstilles der Anstalten stadigt navnlig gjennem den Damecomitee, der har Overtilsynet med Stiftelsen, Gaver saavel i Penge som i Børnetøi, og som en større Gave har Anstalten iaar modtaget Indtægten af en lille Forestilling for Børn, der med Kongelig allernaadigst Tilladelse blev givet anden Paaskedag paa Hoftheatret. Hvad der er forbrugt af Medicin er skjænket Anstalten af dHrr. Apotheker Groth og Assessor Erichsen. Det daglige Læge-Tilsyn har i det foregaaende Aar ligesom i en Deel af det næst foregaaende været udført uden noget Vederlag af Hr. Distriktslæge Aarestrup med den største Omhyggelighed, og er nu overtaget paa samme velvillige Maade af Hr. praktiserende Læge H. Lund.

Pleiestuen er Philantropiens yngste Barn og trænger som Smaa overhovedet til megen Understøttelse; den har imidlertid takket være den Velgjørenhedens Aand, der har hjemme hos os, ikke savnet denne Understøttelse i de 6 Aar den har bestaaet, og Bestyrelsen nærer det Haab, at den heller ikke vil gjøre det for Fremtiden, derfor borger den Velvillie, der vises den fra saa mange Sider.

Den 1ste Mai 1855

Brandes. Glahn. Holm.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. maj 1855. 3. udgave)

Med Prindsensgade menes i dette tilfælde den parallelgade til Dronnings Tværgade og Hindegade som forbandt Borgergade med Adelgade. Gaden findes ikke mere. Det omtalte hjørne lå tættest på Dronningens Tværgade.

Det første børneasyl i København blev oprettet i 1828 af det kvindelige Velgørenhedsselskab. Asylselskabet stiftedes i 1835 og havde snart efter 5 asyler med plads til 725 børn - det blev nu ikke alle besat: I 1844 stod 113 pladser ledige, og det ene blev nedlagt. Den omtalte plejestue for mindre børn var blevet oprettet i 1849 af dr. L. I. Brandes. Den slog ikke an, og blev i 1858 afløst af en børneplejeforening.

Udover synspunktet om at velgørenheden var til skade fordi det appellerede til fattige om ikke at arbejde og i stedet få velgørenhed, var der også enkelte som fx pastor Visby som modsat påpegede at almuen bevidst blev holdt på et lavt stade ud fra at det var til deres egen fordel. Han plæderede i stedet for sociale reformer generelt. Dette sidste synspunkt fik dog for først for alvor vind i sejlene med arbejderbevægelsen i 1870'erne.