Soldater-Optøier. (Efterskrift til Politivennen)

Lørdagen den 28de Mai Eftermiddag forefaldt der paa Nytoldbod ved Vestindisk-Kompagni i Kjøbenhavn nogle Excesser, som let kunde have faaet et sørgeligt Udfald. Dampskibet "Princess", Kapit. Koch, skulde Kl. 6 afgaa til Kiel med Rekruter fra Kjøbenhavn, for Størstedelen Haandværkssvende, som ikke havde forsømt at tømme et Afskedsbæger med de mange Frænder og Venner, der i en ligefaa exalteret Tilstand som de selv ledsagede dem til Toldboden, hvor den bitre, sidste Kalk tømtes, idet man saa mange Snapsflasker under Raab og Skrig vandre fra Haand til Haand. Øjeblikket nærmede sig, og i Masser styrtede nu baade Rejsende og Følgesvende ombord i Skibet der laa saa tæt ved Bolværket, at det blev en formelig Entring, som foretoges, ikke blot over landgangsbroen, men ogsaa over Skibets Sider. Ombord var man i fuld Arbejde med at nedstuve Godset, hvilket nu næsten umuliggjordes ved Menneskemassen paa Dækket. Kapitainen søgte at faa de Uvedkommende fra Borde, først ved Opfordringer, der vare spildte paa den begejstrede og berusede Mængde, og da dette saaledes mislykkedes, greb han til det vist meget uheldige Middel "at gjøre Plads" og jage Folk iland, skjøndt del simpleste vistnok vilde have været at lade Klokken lyde. Følgen af denne ubetimelige Sømandsdjærvhed udeblev heller ikke; den gav Signalet til en formelig Opstand, som begyndte med Hujen. Skrig og Piben og fortsattes med at Kapitainen og Styrmanden bleve baarne iland og hvad man kalder "mørbankede" med Slag og Spark; det er ikke let at forudse, hvad Enden paa denne Historie kunde være bleven, dersom ikke en kæmpestærk Drager havde befriet den maltrakterede Kapitain fra den rasende Pøbels Kløer, thi tilstede var der ikke een autoriseret Person for at opretholde Ordenen. Den befriede Kapitain fik nu sendt Bud til Toldbodvagten om Assistance, og kort efter ankom den vagthavende Jægerofficer med tre Mand. Det var ikke en væbnet Magt, der kunde imponere den raa, larmende Hob, som gjerne havde leet sine Raab: "Kast Vagten i Vandel," "lad dem faae en Dukkert," "Herud med den Lieutenant" "Giv ham En i Skallen" osv., medens Brændeviinsflaskerne fløj fra Land til Skib og tilbage, satte i Værk, man maa tilskrive Officerens kolde Rolighed og maaske ogsaa hans høje Skikkelse, at Landgangsbroen blev fri, og at Pøbelen endelig efter en halv Times Forløb blev nogenlunde rolig, saa at Skibets Afgang kunde iværksættes. (Dgb.)

(Ribe Stifts-Tidende 16. juni 1859)

Københavns toldbod, dog ved en anden lejlighed, nemlig kronprinsen og kronprinsessen som modtages efter brylluppet i Sverige. Illustreret Tidende. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Oldenborreplagen. (Efterskrift til Politivennen)

- Oldenborreplagen føles ogsaa heroppe, dog have vi intetsteds hørt den beskrive i saa stærk Grad, som Hr. N. Haumann til Erichsborg ved Randers beretter i Byens Av.: I de 25 Aar, han har været Landmand, har han aldrig seet saa mange Oldenborrer som iaar. Pludseligt den 18de ds. om Aftenen vældede de op af Jorden og næste Morgen bugnede Træerne i Ordets egentligste Forstand af Oldenborrer. Der ere Linde- og Egetræer i hans Have, 14 a 15 Alen høie, der aldeles ere afbladede; Æble-, Pære- og Kirsebærtræerne ere alle færdige i Toppen og om to Dage er der heller ikke paa dem en eneste Blomst eller Blad. Paa Stikkelsbær- og Ribstræerne hænge de ogsaa ligesom i Klaser, saa der kan ikke vare Tale "om at redde et eneste Blad af de Træer, som behage dette Utøi. Han troede at have kunnet fordrive dem ved Svovldamp; men det generede dem aldeles ikke, og derfor har han nu ladet ryste Træerne og eftersom man ryster dem, saa hurtigt som muligt faae Oldenborrene sammen og øste i Sække, hvorpaa de sænkes i Vand for at druknes og siden bruges til Gjødning, hvortil de, efter Agerdyrkningschemikeren Prof. Stöckhardt, skulde have en Værdi af 5 Mk. Tdn. Der kan jo paa ingen Maade være Tale om at faae Bugt med dem; men det gjælder om at faae saa mange ødelagte som muligt. Han havde den første Dag samlet omtr. 6 Tdr. og naar det nu gjentages hver Morgen saa længe de husere, saa er der dog saa mange mindre. Ovennævnte Maade at samle dem paa kan forøvrigt kun anvendes hvor Frugttræerne staae ved Gangene; men hvor der er Græs eller Andet under Træerne, holder man et Lagen eller en Vognpresenning under. Dersom alle kunde tænkes samlede i hans Have, anslaaes de til henved et halvthundrede Tønder. I saadan Masse ere de tilstede der og om Aftenen og, saasnart Mørket falder paa, sværme de saaledes, at, naar man blot gaaer udenfor Dørren, flyve de En formeligt ind i Øinene og Luften er saaledes fyldt med dem, at man troer at have en Bisværm om Ørerne. Til at ødelægge saa mange som muligt er der sikkert overalt den stærkeste Opfordring. - Ved Nestved have, efter Byens Av., Oldenborrene i de sidste Aftener viist sig i saa store tætte Sværme, at kjørende Vejfarende flere Steder have været i Fare ved Hestenes deraf foranledigede Ustyrlighed. Saaledes maatte i Torsdags Aftes en Vogn, som var paa Veien til Nestved fra Mogenstrup, tage ind i en Bondegaard og gjøre Ophold der indtil Nattens Kjølighed gjorde Veien passabel for disse uvelkomne Gjæster. Et lignende Tilfalde indtraf samme Aften - paa Veien imellem Vordingborg og Præstø.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. maj 1859)

Hendrik Jan van Lummel: Oldenborre (1841). Oldenborre. Papir med farvelitografi. Insekten. No. 9. Samlingen omfatter 86 billeder. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I midten af  1800-tallet gjorde oldenborrelarver stor skade på bl.a. landbrugsafgrøder. Oldenborre har en fireårig livscyklus -  "oldenborreår". Her var skaderne på afgrøderne særlig omfattende. På artiklens tidspunkt blev der gennemført offentlige og delvis statsstøttede indsamlinger af oldenborrer. Larver blev samlet i plovfurerne, og voksne biller indfanget i sækkevis som beskrevet i artiklen. I 1887 blev der på landsplan indsamlet 3,75 millioner kg oldenborrer (ca. 5 milliarder biller). Antallet af indsamlede oldenborrer faldt herefter drastisk, i 1903 var det faldet til blot 4.000 kg. Pressen kaldte det lidt muntert  oldenborrekrigen, men om den førte til den almindelige oldenborres generelle tilbagegang, er usikkert.

Fr. Frølund: Kortfattet Geographi til Brug for de lavere Skoler. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående artikel anmeldte denne skolebog. Mest om stavefejl og manglende indhold. Afsnittet om Afrika beskrives således: 

...Som en Mundsmag skal jeg her aftrykke og med nogle Bemærkninger ledsage et klassisk Sted. Det findes Pag. 67 og 68 og slutter en meget interessant Beskrivelse af Afrika. 

"De fleste Indbyggere ere af Negerracen, bekjende sig til forskiellige hedenske Religioner og ere meget raa. Kun Ægypten, Røverstaterne [NB. Forfatteren har aldeles ikke tidligere talt om værende eller forhenværende Røverstater] og Kaplandet have nogen Kultur. Her, saavelsom i de øvrige Besiddelser paa Øerne [NB. 1) hvad mon der menes med "Besiddelse"? 2 Ægypten, Røverstaterne og Kaplandet ere altsaa Besiddelser paa Øerne!] findes endeel Christne, men iøvrigt ikke [fremhævet af Forf.] er den muhamedanske Religion herskende i Norden og de nordøstlige Dele. [Altsaa høre Øerne og Kaplandet til "Norden og de nordøstlide Tele" !] Fleertallet af de øvrige Indbyggere er Hedninger [Atter Bedemands-stiil. - See Linie 2.j Størstedelen af Afrikas Indbyggere leve som Nomader, og mange drive betydelig Kvæg-, Faare- og Hesteavl. I Afrika findes en utrolig Mængde af vilde Dyr, Slanger og Fugle [Altsaa ere Slanger og Fugle ikke "vilde Dyr"], som tilhøre den hede Zone, hvoraf vi blot her vil nævne: Løven, Elefanten, Kamelen, Hyænen, Aben, Nilhesten, Zebraen, Giraffen, Krokodillen og Strudsen [Er det ikke, som om Forfatteren havde giort sig Umage for at gjøre Ordenen saa ravgal som mulige?] Ligeledes findes her alleslags varme Planter [kogte kartofler?], især en Mængde Palmearter, forskjellige Kornarter, Riis, Mais, Dadler, Bomuld, Viin, Sukker, Peber og andre Krydderier [Altsaa enten ere Riis, Mais ikke "kornsorter", eller Dadler, Bomuld o. s. v. ere "Kornsorter"]. Af Mineralriget findes her Guld, Kobber, Jern og Salt. Indbyggerne høre deels til den kaukasiske, deels til Negerracen; den sidste er mest udbredt." [Det var det; lad os ende, bogstavelig som vi begyndte. See 1ste Linie.]

...

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. april 1859).

Ola Berggreen. (Efterskrift til Politivennen)

 Domme.

afsagte i den kgl. Landsoverret i Viborg Mandagen den 1ste Novbr. 1858.

Nr. 343. Ldsovrprøvepct. Smith som Actor, contra: Ldsovrpct. Morville som Defensor for Arrestanten Ola Berggreen, svensk af Fødsel, der tiltales for Mord i Forening med Røveri eller Udplyndring af den myrdede svenske Pige Karna Boosdatter, som tilligemed Arrestanten tjente paa Hovedgaarden Holbekgaard, og ved Rougsøe m. fl. Herreders Extraretsdom af 6te Septbr. 1858 dømt at miste sin Hals og hans Hoved at sættes paa en Stage. De nærmere Omstændigheder i denne Sag ere følgende: Arrestanten, der i Novbr. 1857 kom i Tjeneste paa Holbekgaard og der traf Karna Boosdatter, hvem han godt kjendte fra Sverrig, da de vare fra samme Egn, blev strax Kjæreste med Karna, dog ikke i den Forstand, at de havde levet hinanden Ægteskab, hvilket han end ikke nogensinde havde anmodet hende om at love ham, men iøvrigt spøgte og talte de meget med hinanden og stode i et meget venskabeligt Forhold. Heri foregik der imidlertid nogen Forandring, efterat Karna havde faaet Brev fra en tidligere Kjæreste i Sverrig, med hvem hun havde været uenig, men som nu fornyede Forbindelsen med hende, idet hun nemlig da yttrede til Arrestanten at hun nu vilde have sin gamle Kjæreste igien og vilde tilbage til Sverrig til November, og skiønt hun vedblev at være venlig mod Arrestanten og fjasede og talte meget med ham, var han dog meget fortrydelig i sit Sind over, at hun ikke længere vilde have ham til Kjæreste. 

- Anden Pintsedag den 24te Ma om Aftenen KI. 9 gik Arrestanten og Karna tilligemed stokkepigen og en Tømmerdreng først ud at spadsere i en nær ved Gaarden liggende Skov og derfra gik de efter Karnas Forslag til den c. 1/4 Miil fra Holbekgaard liggende Landsby Udby, hvor Karna havde et Ærinde: ankommen hertil bleve de enige om, at Karna skulde gaae alene derind, medens de andre tre skulde vente udenfor Byen; der var vel først Tale om at Kokkepigen skulde følge med Karna, men da Arrestanten yttrede, at det vilde være et Savn for dem ogsaa at miste hende og Karna derfor Meente, at det ogsaa var bedst, at Kokkepigen blev tilbage for at de ikke skulde gaae fra hende, gik Karna alene ind i Byen. Arrestanten kom da til at tænke paa, at naar de ikke ventede paa Karna, kunde han gaae tilbage og møde hende og derved faae Leilighed til at hævne sig paa hende hvorved han imidlertid kun i Almindelighed tænkte paa at hævne sig lidt, men ikke nærmere paa, hvorledes det skulde udføres, dog var det nærmest hans Hensigt at at give hende et Par Ørefigen; idet han derefter besluttede at see at faae de andre hiem til Holbekgaard uden at oppebie Karna foregav han for dem, at Karna skulde til et Geburtstagsgilde i Udby og derfor neppe kom saa snart, og fik derved de to andre til at begive sig hjem tilligemed ham, hvorhen han paa Hjemveien, idet de alle tre gik Arm i Arm, gik rask til for at kunne komme tilbage. Ankommen paa Gaarden Kl. c. 10 gik han ind i sit Kammer for at see, om en anden Karl, der havde fælleds Sovekammer med ham, var derinde og sov eller ikke, hvilket han gjorde for at erfare, hvorvidt denne Karl bemærkede at han var borte, idet han dog har udsagt, at han i hvert Fald vilde være vendt tilbage; og efterat den havde seet, at Karlen ikke var paa Kammeret, gik Arrestanten der paa Kokkepigens Spørgsmaal derom havde negtet, at han vilde gaae tilbage og møde Karna tilbage ad Udby til og traf ogsaa Karna paa en Sti i Nærheden af et nedrevet Huus, hvorefter de deels stode noget og talte sammen, deels fulgtes et lille Stykke henad Veien: men da nu Karna drillede ham med en Pige, som hun havde truffet i Udby og som formeentlig gierne vilde være Kiæreste med arrestanten og hun navnlig spurgte ham, om han ikke vilde gaae til Udby til det Sted, hvor hun var, samt da han dertil svarede nei, med Tilføiende, at hun ikke behøvede at drille ham med denne Pige, vedblev dermed og yttrede, at naar han fik den nævnte pige fik han en rigtig Kassetaske, blev han over dette Drilleri endnu mere fortrydelig paa Karna, der vel ogsaa tidligere enkelte Gange havde drillet ham med den ommeldte Pige, men kun ubetydeligt og uden at han havde lagt sig det paa Sinde, og han fattede nu med eet, uden tidligere at have tænkt i mindste Maade derpaa den Beslutning at aflive Karna, idet han tillige strax udkastede Planen til Beslutningens Udførelse, nemlig at qvæle hende og derpaa kaste hende i Fjorden. I denne Hensigt og for at faae hende nærmere ned mod Fjorden formaaede han hende til, istedetfor at vedblive at følge Stien og gaae igjennem Skoven at gaae nedenom denne og udenom et Stykke Raps, idet han navnlig som Grund dertil anførte, at der i Skoven var noget Morads; uden Indvending fulgte hun da med ham ned mod Fjorden først over en Mark og derpaa langs en Skjelgrøft mellem Udbyes og Holbekgaards Enge, idet de gik med Hinanden i Haanden og talte om ligegyldige Ting, uden at Karna længere drillede ham og uden at der var nogen Ordstrid eller Uenighed imellem dem; da de imidlertid saaledes vare naaede et Stykke langs Grøften og vare komne nær ved Fjorden, c. 250 Skridt fra Fjordbredden, vilde Karna ikke gaae længere ned, men vilde over Grøften ind paa Holbekgaards Side og derpaa hjemad, og Arrestanten bestemte sig da hurtigt til her at udføre sin Beslutning. Til dette Øiemed og for at kunne komme til at gvæle Karna, der var af en stærk Legemsbygning, gav han hende først med knyttet Næve saastærkt han kunde, et Slag i den høire Tinding, hvortil hun yttrede, "Du skal vel ikke slaae mig" og derefter et lignende stærkt Slag omtrent paa samme Sted i hovedet, hvorved hun signede baglænds til Jorden og syntes at være besvimet samt laae ganske stille uden at skrige eller sige noget; hurtigt tog han nu sit ene Strømpebaand af, og liggende paa Knæ bøiet over Karna, der laae paa Ryggen, kastede han Baandet om hendes Hals, slyngede det i en enkelt Knude foran og trak saa stærkt som han kunde til i begge Baandets Ender; da han havde trukket noget, kom Karna til sig selv og yttrede, "Du skal vel ei gjøre det af med mig" eller "qvæle mig", men uden at svare noget dertil, vedblev Arrestanten at trække, indtil Karna, efterat have sprællet nogle Gange med Arme og Been, efter nogen Tids Forløb blev ganske rolig, og da han nu kunde mærke at hun var død, slap han Baandets Ender. Efter hans Formening hengik der c. Time fra det første Slag indtil rette Øieblik. Efterat Karna saaledes var dræbt, kom Arrestanten i Tanke om at eftersee, om hun ikke havde Penge hos sig; hun havde vel om Eftermiddagen viist ham sin Portemonaie hvori han saae at der var Sølvpenge og svenske Sedler, og derpaa puttet den i Lommen, men da han besluttede at aflive Karna, vidste eller tænkte han dog slet ikke paa, om hun havde Penge hos sig. Hvorimod det først efter Drabet faldt ham ind at see efter, og da han nu i hendes Lomme fandt en Portemonaie og syntes, at det ei var værdt at de deri værende Penge, som han dog ei da eftersaae, til ingen Nytte blive kastede i Fjorden, samt desuden tænkte, at Pengene jo altid kunde bruges, tog han Portemonaien til sig i den Hensigt at beholde dens Indhold, hvorefter han deels slæbte deels bar Liget ned til Fjordbredden og derfra, efterat have taget sine Strømper og Trætøfler af og opsmøget sine Buxer, ud i Fjorden, hvor han lagde Liget paa et Sted, hvor Vandet gik ham op til Knæet. Derpaa gik han tilbage til Gjerningsstedet, hvor Karnas Skoe og en lille Pakke Uldtøi var bleven liggende, tog disse Gjenstande til sig uden strax at tænke over, hvad han ville giøre med dem, og begav sig tvers over Engene ad Holbekgaard til, men da han underveis kom til at tænke paa, at det ikke gik an at tage disse Sager hiem med sig, skiulte han dem ved en Grøftekant under nogle Græstørv, Skoene paa eet Sted og den lille Pakke lidt derfra, idet han havde isinde senere at tage dem der eg kaste dem bort. Dom: Underretsdommen bør ved Magt at stande."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis1. december 1858)

Holbækgård. Nationalmuseets samlinger.

Tirsdag den 18. januar 1859 stadfæstede Højesteret landsrettens dom. Se hele teksten i Højesteretstidende. Også kongen stadfæstede dommen, men hovedet skulle dog ikke sættes på en stage. 

Holbæksgaard nordøst for Randers er en herregård hvis historie går tilbage til 1200-tallet. I hele 1800-tallet havde Holbækgaard kun tre ejere.

Den Ola Berggreen idømt Dødsstraf for at have myrdede Pigen Karna Boosdatter paa Holbekgaard blev, efter Rand. Av., igaar Morges Kl. 8 fuldbyrdet 1 1/4 Miil fra Byen. Morderen havde for længere Tid siden tilbagekaldt sin Tilstaaelse af Misgjerningen og vedblev denne Paastand om at være uskyldig indtil han ankom paa Retterstedet. For Herredsfogden og Pastor Langballe, som med utrættelig Nidkjærhed har været hans Sjælesørger, erkjendte han da her atter sin Brøde og røbede megen Anger. Henrettelsen overværedes af en stor Menneskemængde. (Eft. Rand. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. marts 1859).

Ola Berggreen er en af de 10 sidste som blev henrettet. I perioden 1859-1882 blev følgende henrettet: 3 i 1859: Lars Jønsson for rovmord, Morten Sørensen for Rovmord og Ola Berggreen for Rovmord; 1 i 1860: Lars Nielsen for at have skudt en kone efter anmodning og for betaling, "smældet hende af for 110 Rdl." I 1861: Lars Gabrielsen for at have myrdet en sovende mand for 100 Rdl. I 1862 Anna Andersdatter for barnemord; I 1863 skulle smeden Morten Elman have været henrettet for at have ombragt sin hustru med gift, men efter dødsdommens forkyndelse syntes han imidlertid afsindig, stilledes i lang tid til observation og benådedes året efter, da der var hengået så lang tid efter mordet. I 1865 Lars Tofte for at have forsøgt at myrde lægen i straffeanstalten på Christianshavn samt en opsynsmand i Horsens Straffeanstalt og endelig for brandstiftelsen i Studiestræde der kostede 5 mennesker livet. I 1869 Hans Hansen for at have skudt sin mor, "da han kedede sig hjemme." (Se om hans henrettelse i Dags-Telegraphen (København) 7. august 1869). I 1880 Rasmus Pedersen Mørke for et rovmord på to sovende mænd. I 1882 Anders Nielsen Sjællænder.

200-Aaret for Stormen paa Kjøbenhavn 10de til 11te Februar 1660. (Efterskrift til Politivennen)

200-årsdagen for svenskernes storm på København i 1659 blev bl.a. fejret i København, Fredericia og Rødding. I København satte skandinavismen sit præg: "Arvefjenden" - svenskerne - blev især efter 1845 anset som et skandinavisk broderfolk. Prominente nationalliberale og guldalderens førte sig frem: H.C. Andersen, B.S. Ingemann og Christian Richardt, Orla Lehmann og Carl Ploug, Lumbye og Bournonville. Samt de kongelige, om end tronfølgeren (den senere Christian IX af Glücksborg) noget tøvende idet han var konservativ helstatsmand, og absolut ikke tilhænger af den skandinavistiske, nationalliberale Ejder-politik.

 Se fx nedenstående artikel i Fædrelandet:

- At et Folk holder sine historiske Minder i Ære, er smukt og gavnligt, og Kjøbenhavns Befolkning ærer et saadant, idet den festligholder Tohundredeaarsdagen eller Stormen paa Kjøbenhavn Natten mellem 10de og 11teFebruar 1659; thi, skjønt denne Begivenhed i og for sig ikke var saa mærkelig, da Udfaldet af den, saa at sige, var givet forud derved, at Byens vaabenføre og væbnede Befolkning var stærkere end hele den beleirende Hær, slaaer den dog som Glandspunktet i dm lange Belejring, hvis Følger saavel for Danmarks indre borgerlige Udvikling som for dets ydre Selvstændighed vare afgjørende. At altsaa hin Begivenhed mindes ved Festligheder, finde vi ganske i sin Orden og fra alle Sider betragtet bifaldsværdigt. Men man skulde antage, at da der nu er bragt ikke mindre end tre særskilte Fester i Forslag, nemlig en almindelig Borgerfest om Aftenen den 10de i Casino, et Optog samt en Banquet i Ridehuset om Formiddagen den 11te, egenlig bestemt for Borgervæbningen, men nu tilgængelig for Alle, og endelig et Bal i Casino samme Dags Aften, ligeledes tilgængeligt for Alle, saa maatte de, der ønske at feire hin Erindring, kunne finde tilstrækkelig Ledighed dertil, og at hvad der foreslaaes mere let kunde blive formeget af det Gode. Vilde dette nu gjælde, ifald der fremkom Indbydelser til flere lignende Fester, saa gjælder del dog fornemmelig om det Forslag, der vel ikke vises at være gjort af nogen bestemt Person, men som fremsmugles gjennem Bekjendtgjørelser i Adresseavisen af deri interesserede Næringsdrivende, nemlig Forslaget om en almindelig Illumination. At en saadan meget passende kan bruges, hvor en stor, overvældende Glæde pludselig griber alle Gemytter, negte vi ikke; men Glæden over hint tohundredaarige Minde kan dog for det Første ikke være pludselig, og for det Andet heller ikke saa aldeles ublandet, da den indre Orden, der udgik fra 1659, langtfra opfyldte folkets Ønsker og Ret, og den ydre Selvstændighed, der da hævdedes, netop i den nyeste Tid fra anden Kant er stærkt anfægtet, og endelig tør man desværre sikkert forudsætte, at Historiens Minder langt fra omfattes af Alle med lige Kjærlighed og Ærefrygt. Hertil kommer nu, at en almindelig Illumination medfører den Mislighed, at den paalægger en stor Tvang, idet Mange dels af Frygt for Molest, dels af en vis Forfængelighed nøies til at være med, uagtet de hverken have Lyst eller Raad dertil; og endelig vilde den, foranstaltet paa samme Tid, da en stor Del Familier vare borte fra deres Hjem for at deltage i de andre Fester, med øre megen lldsfare og let tillige Gadeoptøier, og maatte paa begge Maader gribe forstyrrende ind i disse. Dette Forslag, der, som sagt, ikke er fremsat bestemt af Nogen, men øiensynlig drives frem af egennyttige Speculationer, der ikke have noget Krav paa at begunstiges, finde vi altsaa forkasteligt, og vi anmode vore ærede Colleger, uden Hensyn til andre Meningsforskjelligheder, om at understøtte os i at bekæmpe det. Hvis Nogen, som ikke kan være med ved Festerne, eller som har Lyst til at udgive Mere, end disse koste, vil foretage noget Yderligere i taknemmelig Erindring om Forfædrenes Trofasthed og Tapperhed og om de Lidelser og Farer, denne By tidligere har udstaaet, da er der af en høiagtet Medborger for os fremsat et langt smukkere og hensigtsmæssigere Forslag, nemlig at de 3 Festcomiteer forene sig om at modtage milde Gaver til Byens Huusarme, der ikke høre under Fattigvæsenet, og med Bistand af Geistligheden besørge disse uddelte.

(Fædrelandet 4. februar 1859).

Både det stockholmske "Aftonblad" og "Göteborger Handelszeitung" synes at være utilfredse med denne fejring, som dog ikke passer godt til de tidligere skandinaviske festivaler, der er holdt siden 1845.

Sowohl das Stockholmer "Aftonblad" als die "Gothenburger Handelszeitung" scheinen mit dieser Feier unzufrieden zu sein, die allerdings zu den früheren, seit 1845 abgehaltenen Skandinavischen Festen nicht gut passt. 

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger. 5. februar 1859. Uddrag)

Maleren F. C. Lunds (1826-1901) maleri "Stormen på København 10/11 februar 1659" afspejler måske meget godt det budskab som man lagde i begivenheden 200 år tidligere. Oplyst i centrum er Frederik 3. Maleriet kan fortolkes som en afspejling af hvordan man på tilblivelsestidspunktet ønskede at fremstille begivenheden. F. C. Lund havde allerede ved festballet på Casino i 1859 motivet klart, og skal ifølge hans daværende forlovede (senere kone) fortalt og tegnet hvordan han havde forestillet sig maleriet: Volden, dragterne, is, sne, hvordan den første opkravlende svensker var blevet stødt ned af grev Ahlefeldt, konerne der hældte sydende beg. I forgrunden artilleristerne, og selvfølgelig kongen. I mellemgrunden de hvidklædte svenskere (gengivet i Illustreret Tidende nr. 20). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fejringen i København var udpræget nationalliberalt: fortidens heltebedrifter skulle danne forbillede for det danske heltemods sejr i en eventuel kommende krig med tyskerne om hertugdømmet Slesvigs tilknytning til kongeriget Danmark. Det blev der ikke lagt skjul på i nedenstående artikel fra Fædelandet:

- Kjøbenhavns Borgere feire i morgen og overmorgen paa mange Maader Tohundredaarsdagen efter CarI Gustavs mislykkede Storm paa Byen, og saavist som vel just er saadanne Festers Betydning og Hensigt, ved Mindet om Forfædrenes Heltegjerninger at vække den under Hverdagslivets travle Syssel lidt halvt slumrende Fædrelandskjærlighed til nyt Liv, og styrke Sindet til at bære de Ofre, som Staten i Farens Stund maa kræve at sine Borgere, saavist er det netop for Øieblikket al Anledning til at feire denne Mindefest; thi true end ikke fjendlige krigshære Land og By, saa er dog Faren saa nær for Haanden, at, hvis Tydsklands Overgreb ikke iTide kraftig vises tilbage, vil Danmark og Danskheden inden rum Tid være truet med Undergang maaskee endog i høiere Grad end for to hundrede Aar siden. Saameget er jo nemlig klart, at det ikke er Holsten, ikke Slesvig alene, at Tydsklands Hu staaer til, nei, det er ofte og tydelig nok udtalt, at det ophøiede Maal, som tydskerne i denne Henseende har sat sig, er Intet mindre, end at lyksaliggjøre hele Danmark, ved at indlemme det i det store tydske Fædreland. Og lad det end være afgjort, at, hvis Stormen paa Kjøbenhavn ikke var bleven afslaaet, vilde Danmark have ophørt at existere som selvstændig Stat, og det danske Sprog og den danske Nationalitet være gaaet op i det fælles Nordiske, saa er det dog altid et Spørgsmaal, om Danmark med sin kraftige borgerstand og sin fordelagtige Beliggenhed, skjønt undertvunget, ikke inden kort Tids Forløb vilde have tilvendt sig Hegemoniet i den skandinaviske Stat, og om det, som Følge af det høiere Culturtrin, hvorpaa det unegtelig dengang stod, ikke vilde have faaet en saa overveiende indflydelse paa Nordens fremtidige Udvikling, at del danske Sprog og den danske Nationalitet kun uegentlig kunde siges at være gaaet til Grunde, i Danmarks nuværede Kamp med Tydskland gjælder det derimod i en ganske anden Grad, at, hvis Danmark taber, er vort Fædreland for evig udslettet af Staternes Række, og vort Sprog og vor Nationalitet viet til Undergang og Død. Thi Fjenden er nu ikke en Stat af omtrent samme Størrelse og styrke som Danmark; det, er et Land, mange Gange større end vort, i hvis Raad vort lille Fædrelands Stemme vil være aldeles uden Vægt. Det er ikke et Folk med en kun ufuldkommen udviklet Nationalitet af samme nordiske Stamme, som vor; det er et Folk paa et høit Culturtrin, i hvis fremtidige Udvikling Danskheden ikke vil blive et integrerende Led, men kun finde sin Grav. Det er endelig en Fjende, der angriber os med et Vaaben, som Dansken altid har havt ondt ved at svinge, - Diplomatiets Rænker og List.

Saa lad os da feire denne Mindefest, men lad det midt under Glæden staae klart og levende lor vor Sjæl, at ogsaa vi have en Storm at afslaae, en Storm, der er farligere og frygteligere end den, over hvis Rædsler Natten mellem den 10de og 11te Februar 1659 bredte sit Slør!

-I.

(Fædrelandet 9. februar 1859).

Iøjnefaldende var fraværet af at nævne at udfaldet af Københavns belejring for en stor dels vedkommende skyldtes at datidens store sømagt, Holland havde sendt en ganske betydelig styrke med forsyninger til hjælp for københavnerne. Det forhindrede en svensk succes. Den første undsætningsflåde bestod af 35 krigsskibe med 1.284 kanoner, foruden en proviantflåde, samt 2.200 hjælpetropper. Den 29. oktober 1658 gennemførte den et dristigt og vellykket angreb på den overmægtige svenske flåde på 45 skibe med 1.838 kanoner støttet af de faste batterier ved Kronborg og Helsingborg som spærrede Øresund. Hollænderne mistede 1 skib, men erobrede 3 svenske, samt uskadeliggjorde endnu flere. Det var altså toptrænede styrker der kom københavnerne til hjælp. Under stormen spillede hollænderne en central rolle i at nedkæmpe det forvildede afledningsangreb ved Østerport (Rosenborg), og måske endnu vigtigere: hollænderne forsvarede sammen med Sjællandske Regiment Københavns Akilleshæl: "den halve bolværk ved Kastellet" (Stormgade). I juni 1659 mens belejringen fortsat stod på, ankom en ny hollandsk flåde på 40 orlogsskibe, 1743 kanoner og 7.700 mand.

Nogle annoncer for arrangementer i forbindelse med 200-året: ved Ridebanen, Alhambra og en udgivelse fra F. Chr. Pios bog- og papirhandel. Flyveposten 10. februar 1859. Derudover var der fest i Casino. I Kjøbenhavnsposten den 9. februar blev hollændernes rolle dog nævnt, så den var kendt. Ofte blev dog kun hollændernes indsats ved afledningsangrebet ved Østerport nævnt.

 Ikke overalt i Danmark delte man de københavnske skandinavisters synspunkter:

... At det altid beredvillige Krigspartie hos os vilde forsøge Festen udbyttet paa sin Viis: saae man ogsaa allerede af Eiderscandinavernes Forsøg paa, i en halvkomisk Modstrid til Festens Oprindelse, at trække Sverrig, ved Mindet om Befrielsen fra at trækkes op i det, med et Tableau af Lundske Studenter ind i Festen. Det vilde ogsaa have været en Deelagtighed næsten i dobbelt Forstand svarende til de gamle Latineres ironiske Fortolkning af, at lucus (en Lund) kommer af non lucendo (at der ikke er lyst). Havde de sidste Aars politiske Tendentser, navnlig fra Universitetssiden, været anderledes, d. v. s. til Bevaring af er selvstændigt udeelt dansk Monarchie, saa havde der i hint Sindbillede endda kunnet ligge en smuk Forsoningstanke ovenpaa den ældre Tvist med Naboriget. Men selve dette Forsoningsudtryk behøvedes ikke engang, thi Tvisten er forældet, og ingen Dansk kan nuomstunder tænke paa andet end for bestandige Tider at bevare et brodervenligt Sind til sin østlige og nordlige Nabo, naar denne forhaabentlig ogsaa selv vil undlade Alt, hvad der kan indvirke forstyrrende paa det danske Monarchies udeelte Bevaring, dels Ro og Selvstændighed. Hint Forsøg med at bestille Studenterne fra Lund strandede da ogsaa paa de danske Studenters egen gode Smag, om endog lidt Confusion, og det skader ialtfald ikke ved Forsøg med en allerede confus Idee, har assisteret" herved. Den spredede Scandinavisthær samlede sig imidlertid i lidt broget Snit under sin journalistiske Fører og har faaet et Par militaire Generaler med til at feire en Casinofest, der idetmindste ved Anføreren ikke har kunnet frigjøre sig for en Tendents, som ligger udenfor den, Monarchiet ene tjenlige, bestemte Fredspolitik. En Indbydelse til Hs. Maj. Kongen, om at deeltage med heri, er heller ikke bleven modtagen, af samme anførte Grund, som ovenfor er nævnt.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 10. februar 1859. Uddrag)

I Fredericia blev hollænderne heller ikke nævnt:

Fredericia, den 12te Februar. (Fred. Av.) Festen i Anledning af Tohundredaarsjubilæet for Stormen paa Kjøbenhavn indskrænkede sig her til et i Frederiksforeningens store Sal arrangeret Festmaaltid, ved hvilket c. 100 Deeltagere af alle Stænder vare tilstede. Den forventede Parade af Fæstningens Garnison cg Borgervæbning og det paatænkte Optog af Laugene fandt ikke Sted, da Krigsministeriet, som der siges, efter Generalcommandoens Indstilling, havde fundet, at der ikke var nogen Anledning for Garnisonen som saadan til at deeltage i Festen, og dette bestemte da Komiteen til ogsaa at lade Paraden af Borgervæbningen og Optoget af Laugene bortfalde, hvor, til der forøvrigt ikke km skimtes nogen Grund, hvis der ellers havde været nogen Sympathi for Festen mellem Borgerne. - Kl. 1 samledes man i Festlocalet, ved Siden af hvillet var opstillet et Musikkorps, der under hele Festmaallidet udførte fædrelandske Melodier. - Amtmand Lehmann, hvem Festcomiteen havde overdraget Præsidiet ved Bordet, gav først Ordet til General Ræder, der udbragte Skaalen for Kong Frederik den Syvende. Derpaa udbragte Provst Boisen Mindets Skaal. Kapt. Falkenberg foreslog en Skaal for "Danmarks Borgere og Landmænd", hvorefter fulgte en Skaal for "Kjøbenhavn", forestaaet af Amtmand Lehmann, efterat Justitsraad Mourier i smukke Ord havde udbragt en Skaal for "Armeen", talte Amtmand Lehmann atter for det nordiske Fostbroderlag, endnu udbragtes nogle Skaaler: for Amtmand Lehmann af Skolelærer Frank, for General Ræder af Lehmann, for Fredericia Borgerskab og Borgermester, Justitsr. Mourier, af General Ræder. Skaalen for Qvinden fremsagde i en versificeret Tale af Lieutn. Hoskjær og til Slutningen udbragtes Festcomiteens Skaal af Capt. Lundbye.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. februar 1859).

Koblingen til Slesvig fremgår af nedenstående artikel:

En Skrivelse fra Slesvig. Hr. Redacteur! Over hele Landet har Enhver i disse Dage længtes efter Aviserne, for at see Beretninger fra Hovedstaden om den storartede Fest, hvis Mage ikke har været siden de mindeværdige Septemberdage. Kjøbenhavn er i Kongeriget Hjertet; derfra gaaer Strømningerne til de yderste Hjørner; men fadedes er det ikke i Slesvig. Der ere Mange, der ikke dele Hovedstadens Begeistring, der Intet have af det Fædrelandssind, der sammenføier de andre standsdele; ikke det samme Sprog, ikke de samme Interesser. Men Enhver veed, det er langtfra Alle, der fadedes ere revne bort fra Moderlandet. Slesvig eier ogsaa Blinder om opoffrende Troskab og Fædrelandssind, rige og uegennyttige; thi det var intet Haab om en fri Forfatning, ingen personlige Interesser, der vare knyttede dertil; det var kun Pligtens Stemme de fulgte; med stiv og Blod vare de Konge og Moderlandet hengivne, som de igjen vilde være det, hvis Kampen atter kalder dem. Her ere Mange, der endnu bære følelige Minder om hine Dages Opoffrelse. Det er deres Sag, som vi, nogle dansk slesvigske Medborgere, ønske at være Talsmand for. Med Forundring have vi i Bladenes Referater for Festen ikke med et eneste Ord seet Invaliderne fra sidste Krig omtalte. Det synes os en ringe Taknemmelighed mod endeel Medborgere, hvoraf Mange endnu hver Dag lide Smerter for deres Trostab; Vidnerne om Fædrelandskjærlighed i det høieste Maal; Hæderen for et heltemodigt Folk og en tapper Armee, der hædrer sig selv ved at hædre sine Invalider. 

At en Forglemmelse er skeet, maa Enhver vist indrømme, men i Kongeriget lægges der vel ikke saa megen Vægt derpaa, da man der veed, at det i Virkeligheden kun er en Forglemmelse, og at Invaliden endnu, som vi haabe, i Folkets Hjerter finder den Deeltagelse, han med Rette kan fordre. Men her i Slesvig er det under enhver Omstændighed anderledes. Han møder sjeldent Opmuntring i sine Lidelser; oftere endog modtages han af Spot og Haan, naar han beklager sig, og stadigt svarer man ham: "Hvad vilde Du med for: har Du faaet nogen Tak for din Opoffrelse; ikke engang en Erkjendelse af, at Kongen paaskjønner, at Du kæmpede for ham og ikke imod ham."

I disse Ord, jevnligt udtalte af oprørske Undersaatter. ligger en alvorlig Paamindelse til Regjeringen om at gjøre et Skridt, som idetmindste viser, at den anerkjender Troskaben, og hvis, som Gud forbyde, atter Krigen skulde udbryde, at da et Ydre Tegn tilkjendegiver, at Invalidens sjon ikke er Svagelighed, Forglemmelse og Utaknemmelighed, der vistnok er en Skjæbne, som Enhver maa være bange for, og som altsaa vil have en Demoralisation tilfølge, der umuligt kan andet end virke stadeligt paa Armeen og sløve den enkelte Mands Mod.

Deres ærede Blad har tidligere omtalt, at der findes Medailler, som i Krigen bleve slagne til Uddeling blandt Soldaterne. Vilde det blive for vanskeligt at uddele til Alle, gid Regjeringen da vilde gjøre det til Invaliderne. Enhver af dem kunde sikkert trænge til denne Opmuntring, og navnlig Slesvigerne, der i dette Paaskjønnelsesbeviis vilde finde en Glæde i at have udøvet ! deres Pligt: en Stolthed i deres Konges Erkjendelse og en Anviisning for de Vankelmodige, hvilken Vei de skulle gaae, naar Kongen atter kalder dem.

Ærbødigst
Nogle Slesvigere.

(Flyveposten 17. februar 1859).

Artiklen nævner ikke at begivenheden stort set ikke blev markeret udenfor København og Fredericia, hvilket dog ikke gav anledning til at stemple disse egne som fædrelandsfjendtlige.

Den 11. Februar blev der igjen i Aar holdt offentlige Foredrag paa Rødding Høiskole for saa stor en Tilhørerkreds, som den største Skolestue kunde rumme. De fik en særlig Betydning ved Dagens historiske Minder, og vi skulle derfor tillade os at fremhæve Forstander Høegsbros Skildring af Carl Gustavs Planer mod Danmark, og hvorledes de lidt efter lidt mislykkedes, indtil den Uheldige Storm endelig i den Henseende blev afgjørende. Han gjorde tillige opmærksom paa, at Grunden ril, al denne Dag nu blev festligholdt, medens man i forrige Aarhundreder af Forsonlighed mod Sverrig havde hørt op dermed, ikke var at søge i et storre Fjendskab, men i den gjensidige Erkjendelse af, ar det ene Lands Undertrykkelse al der andet aldrig kunde føre til en sand og varig Forening, og at man derfor, naar man ønskede en saadan, netop maatte være glade, baade ved, at Sverrig havde revet sig løs fra Danmark 1523, og at dette havde tilintetgjort Carl Gustavs Erobringsplaner; thi kun derved kunde der banes Vei for en Forening, hvori de tre nordiske Folk, som selvstendige og ligeberettigede, af fri Villie sluttede sig sammen til fælles Udvikling og Forsvar, og meget vidnede om, at en saadan Tid nu nærmede sig. Til Slutning fremhævede han den Lighed, der i flere Henseender var mellem Begivenhederne Ira 1658 til 60 og dem fra 1848 til 50. Som Adelsvældet dengang havde maattet ty til Borgerstanden i Kjøbenhavn for at frelse Landet fra den Fare, der havde paaført det, saaledes havde Enevældet i 1848 maattet paakalde det hele Folk mod den ved dets Brede endnu mere truende Fare. Baade Adelsvældet og Enevældet vare med der samme gaaede tiI Grunde; men, som meget af hvad der var vundet 1659 og 60, igjen gik tabt ved altfor god Tro til de Styrende, saaledes var det ogsaa gaaet med meget af hvad der var vundet i 1849 og 50. Begge Gange havde det dog vist sig, at naar Faren var størst, var Hjælpen nærmest, og dette maatte give Fortrøstning til Fremtiden. Ved Bordet udbragtes Skaaler for Kjøbenhavn, det nordiske Folkelivs Udvikling, de to nordiske Konger, Hans Nansens og Jakob Dannefers Minde, det gamle Danmarks Rige, den danske Bondestand osv., og saavel i Tale som Sang yttrede sig en livlig og fædrelandsk Stemning. (Vstsl. Tid.) 

(Ribe Stifts-Tidende 22. februar 1859).

Jacob Nielsen Danefer (1630-1676) var formentlig ansat ved færgevæsenet mellem Møn og Falster. Han blev senere rytter under navnet Jacob Nielsen Damefehr (Dammefærge), senere forandret til Danefehr. Han deltog i slutningen af 1655 med i kampene i Polen som korporal og kvartermester i den polske konges livregiment. I foråret 1657 blev han enspænder (menig rytter) i Ditlev Ahlefeldts regiment under Josias Breide Rantzau. Ved Roskildefreden 1858 blev hans afdeling opløst og indlemmet i et svensk korps på 2000 ryttere. Han var derefter livknægt hos den svenske hærs næstkommanderende, rigsadmiral K. G. Wrangel. Han var ombord på en svensk skib med 120 danske krigsfanger, gods og bytte mm.  til sin gemalinde og husstand. Skibet konvojeres gennem Sundet af en svensk orlogsgaliot. Dammefehr erobrede sammen med ti fanger fra svenskerne, og tvang skipperen og rorgængeren til at styre mod København. Da han kom til København, kunne han endvidere fortælle om den hollandske hjælpeflådes nærforestående ankomst. Han blev udnævnt til ritmester og fik en del spredt bøndergods på Møn. Han kom i strid med oberstløjtnant G. Rauch og dømtes for "insubordination" til at miste sit kompagni. Frederik III lod ham dog igen januar 1661 antage som ritmester med 400 rdl. ventepenge. Han blev herefter tolder i Stege. Senere deltog han i forskellige felttog. Han døde formentlig i Wismar. Boet efter ham viste ingen velstand.

- - - Det er betegnende at denne hændelse nu er bragt ud af sin ufortjente glemsel for at fremsætte en åbenlys erklæring for verdens øjne, at det danske folk i sit store flertal, foruden glædeligt anerkender det broderlige og venlige naboskab forhold til svenskerne, men stærkt misbilliger ethvert forsøg på at forene de tre nordiske riger på bekostning af Danmarks politiske og dynastiske selvstændighed. Den enighed hvormed hele Københavns befolkning, med undtagelse af ganske få, sluttede sig til denne idé som tydeligvis lå til grund for festen, er et smukt vidnesbyrd om den patriotisme de stadig har fundet på trods af det mangfoldige arbejde med den, og den takt hvormed man denne gang undgår ethvert upassende sideblik på de tyske medundersåtter af staten, endsige anerkendte dem, afgav et bevis på at synet på situationens virkelighed er blevet væsentligt afklaret og tiden for fredelig aftale med vore sydlige brødre nærmer sig.

- - - Es ist bezeichnend, dass man diese Begebenheit im gegenwärtigen Zeitpunkt wieder aus ihrer unverdienten Vergessenheit hervorzog, um eine eclatante Erklärung vor der Welt Augen abzulegen, dass das dänische Volk in seiner grossen Mehrheit neben freudiger Anerkennung des brüderlichen und freundnachbarlichen Verhältnisses mit den Schweden, doch jedes bestreben, die drei nordischen Reiche, auf Kosten der politischen und dynastischen selbstständighkeit Dänemarks zu vereinigen, entschieden missbillige. Die Einmüthigkeit, womit sich, mit Ausnahme ganz Weniger, die ganze Bevölkerung Kopenhagens diesem dem Feste klar zum Grunde liegenden Gedanken anschloss, legt ein schönes Zeugniss ihres trots vielfältiger Bearbeitung noch gefunden Patriotismus ab, und der Takt, womit man diesmal jeden unpassenden Seitenblick auf die deutschen Mitunterthanen des Staats vermied, ja ihnen sogar Anerkennung zu Theil werden liess, dürfte ebenfalls einen Beweis abgeben, dass die Ansichten über die Wirklichkeit der Verhältnisse sich bedeutend abgeklärt haben und die Zeit friedlichen Einvernehmens mit unsern südlichen Brüdern sich nähert.

(Artiklen gennemgår herefter stormen, og modsat de danske aviser nævnes også hollændernes andel i sejren over svenskerne, samt tilføjede at Holland også modsatte sig at Danmark overtog Helsingborg. Borgervæbningens parade og festen i Ridehuset beskrives. Den slutter med at ønske at den næste fest skulle handle om forsoningen med holstenerne, ligesom det nu var sket med svenskerne)

Kjøbenhavn den 3. Marts 1859.

"Fædrelandet" af 1ste Marts har gjengivet nogle almindelige Betragtninger, som "Aftonbladet" har knyttet til sin Beretning om de her i Staden afholdte Fester den 10de og 11te Frbr. Qvintessentsen i disse Betragtninger er, at Skandinavismen har spillet en Hovedrolle ved disse Fester, samt at, naar man vil tillægge dem noget politisk Physiognomi, saa maa dette blive afgjort skandinavisk. At et fremmed Blad, hvis Taktik og Politik det er at øse sine Beretninger af eensidige Partiorganer, kan udtale en saadan Anskuelse, er vel ikke saameget til at undres over, men at et kjøbenhavnsk Blad, hvis Redacteur har havt saa god Leilighed til at erfare den virkelige skal falde paa at gjentage dem triumpherende, vilde være ubegribeligt, naar man ikke af Erfaring vidste, hvilket Spil der drives med Kjendsgjerninger, hvorledes man snart exploiterer dem, naar Øiebliktet er til at bruge dem i et vist Formaal, og snart aldeles raisonnerer dem bort eller staser dem ihjel i samme Formaals Tjeneste. Skal Skandinavismen tages i den Forstand, som baade "Aftonbladet" og dets Aandsfrænde Hr. Ploug bestandig have opfattet den, men som stærkt afviger fra den almindelige Opsætningsmaade hos det store Fleertal i Danmark som i Sverrig, saa veed Hr. Ploug sikkert meget godt fra hans Nærværelse ved Banketten i Ridehuset den 11te, at Stemningen aldeles ikke var skandinavisk; den var dansk, specifik dansk, medens derhos fremgik Bestræbelsen efter at vise Forskjellen mellem Fortid og Nutid, mellem 1659, da Dansk stod mod Svensk, og 1859, da et smukt Venskabsbaand knytter Nationerne sammen. Det var ogsaa denne Tanke, der udtrykte sig i de fire poetiske Linier, som havde faaet deres Plads i det saakaldte Fredens Tempel, og som man, med Villie aldeles seende bort fra Anledningen og fra det virkelige Indhold, har taget til Indtægt med en saa overordentlig Gridskhed. Men Hr. Ploug har jo selv havt Følelsen af denne Stemning Tryk, thi naar det ikke var Tilfældet, saa havde han neppe i de tvende Artikler i "Fædrelandet" gjort et mærkeligt Tilbagetog i sine skandinaviske Fordringer, naturligviis med Forbehold af de fromme Ønsker, han knytter til en fjern Fremtid.

Til Slutning en lille personlig Bemærkning. "Aftonbladet" bemærker, at vi "for tilfället" have anslaaet en ret skandinavisk Tone, og anfører dette som et Beviis for Stemningen, da vi skulle være meget bange for at gaae mod Strømmen. "Fædrelandet" maa naturligviis vide, at det Ene er ligesaa usandt som det Andet, men deraf lader det sig aldeles ikke genere ved at gjengive disse Beskyldninger. Det veed nemlig meget godt, at der aldrig fra vor Side hverken ved dette eller noget andet "tilfälle" er fremkommet Noget, der kunde betragtes som Forsvar for den politiske Skandinavisme, ligesom det, naar det blot vilde være ærligt, maatte indrømme, at vi aldeles ikke have nogen Frygt for at gaae imod Strømmen. Vor Holdning i 1853 og 54, da vi, saagodtsom staaende ene i den kjøbenhavnske Presse, havde at kæmpe imod en misbrugt og forført Folkestemning, er i saa Henseende vort bedste Forsvar.

(Flyveposten 3. marts 1859)

De svenske aviser refererede uden kommentarer festlighederne. Dog diskuteredes ganske kort om der burde være svenske repræsentanter til stede ved lejligheden. Desuden nævnte flere at der ikke i Sverige - trods ganske mange lejligheder - var tradition for at fejre ærerige sejre.

Et eksempel på illumination: Peter Tom-Petersen (1861-1926): Fra Jubilæumsdagen: Illuminationen på Gammeltorv og Nytorv i anledning af Christian 9.s regeringsjubilæum 1888. Illustreret Tidende. Det kongelige Tog passerer Torvet. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.