Ølforbruget. (Efterskrift til Politivennen)

Ølforbruget, det vil sige Forbruget af baiersk Øl, er i de sidste Aar steget i el Forhold, som næsten er Utroligt. Den største af vore baierste Ølbryggere, Kapitain Jakobsen, leverer nu omtrent 20 til 30 Gange saa stort er Kvantum Øl, som da han begyndte paa Produktionen. Det næststørste Ølbryggeri, Heymanns paa Gamle Kongevej, har udvider sin Produktion til det fir- eller femdobbelte; endelig vil "Rabeshave", der er et af de ældre Bryggerier, sikkert ogsaa nu forøge sin Produktion. Samtidigt hermed er der anlagt er stort baiersk Ølbryggeri paa Aktier ved Store Vibenshus og et mindre paa Vesterbro af Fabrikant Struch. Det voxende Forbrug fremgaaer ogsaa af det stigende Antal af Ølhaller. Brygger Heymanns Pavillon paa Gamle Kongevej er siden dettes Anlæg 3 Gange bleven udvidet; han bygger nu desuden en Ølhalle foran paa Vesterbro, hvor ligeledes Struch anlægger en saadan. Der er endvidere Tale om, at det Aktieselskab, der kar anlagt Bryggerier ved Store Vibenshus, og i hvilket Dhrr. Owen Co. have den betydeligste Andel, staaer i Underhandling om Erhvervelsen af Glacisholms Have lige udenfor Vesterport, der steder op til Kongens Klubs Sommerlokale, for derpaa at anlæge en storartet Ølhalle. (Sorø A.)

(Ribe Stifts-Tidende 4. juni 1860)

Cirkus Renz. (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavn, den 31te Mai). Det Renz'ske Kunstberiderselskab lader til at ville samle Sommerens Hovedinteresse, og Forlystelsesselskaberne Alhambra og Tivoli ville faae en farlig Medbejler. Hr. Renz gjør imidlertid vist ogsaa Regning paa, at de mange Tilreisende baade fra Landet selv og Udlandet skulle i den smukke Sommertid søge Hovedstaden flittigere iaar end ellers. Men hvad de dyrere Pladse angaaer, synes han ikke at have betænkt, at de mere Formuende netop nu tage paa Landet, saa at han ikke kan gjøre Regning paa stadigt Besøg; og i det Hele bestaaer jo Københavnernes meget omtalte Forlystelseshang deri, at næsten Alle kunne tage Deel i billige Smaafornøielser til en Mark, høist en Rigsort, hvilket jo ogsaa Forlystelsesstederne have vidst at indrette sig efter. Hr. Renz har anlagt sin Entreprise efter en stor Maalestok. Han har et Personale paa ialt 130 Personer, deri indbefattet baade Kunstnere, Orchester og Staldkarle. Antallet af Heste beløber sig til henved 80. Hertil traves, at han har en daglig Indtægt af 1000 Rd., for at kunne bestaae. Circus rummer 3000 Mennesker, der betale fra 24 Sk. indtil 8 Mark. Det Høieste, der kan komme ind ved fuldt Huus, er da henved 1500 Rd. Den daglige Udgift til Selskabet er c. 800 Rd. Circus, som Tømmermester Blom har bygget, har kostet ham 8000 Rd. Nu kan han vel regne Noget paa at holde Interessen spandt derved, at han stedse har noget Nyt at byde, men dette kan dog ikke gjælde om de vigtigste Kunstnere og Kunstnerinder, som Publicum vil see næsten hver Aften. Der kan derfor nok være Spørgsmaal om, hvorvidt en Entreprise, der har kunnet gaae i Buer paa 300,000 a 500,000 Indvaanere ogsaa skal kunne betale sig i en By paa 150,000, hvor ingen rig Adel kan holde dyrt betalte Loger besat. Han skal heller ikke have ventet glimrende Affairer her, men ogsaa han nødes jo til at vexle Sted, for ikke at trætte de Steder, der alt kjende hans Circus. - En Anke, der ikke kan reises imod Entrepreneuren, er den slette Udgang i Ildebrandstilfælde. Vel er Sandsynligheden herfor ikke stor, da der ikke er Noget, der forstyrrer Lysene; men Muligheden er der dog altid ved et letbygget Træhuus. Anken maa rettes imod vedkommende Bygningspolitie, der af egen Drift burde have itide paatalt Sligt ved et Arbeide, der har staaet paa i flere Maaneder.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 1. juni 1860)

Cirkus Renz gav forestillinger i Gyldenløves Bastion. Avisen fik ikke ret i sine forudsigelser. Det gik godt for Cirkus Renz der spillede til slutningen af august 1860. 

De, af Hr. E. Renz fra Berlin bestyrede Beriderselskab gav d. 28. sin første Forestilling (den for sammes Regning opførte Cirkus i GyIdenløves Bastion. Lokaler, som er meget rummeligt, var aldeles propfuldt; selv den for Hofferne bestemte Loge var fyldt af "Kjendere", fra Samfundets høieste Steder. Hr. Renz's Selskab synes at raade over meget gode Kræfter; flere ganske udmærkede Ryttere og adskillige unge og skjønne Damer producerede sig i den højere Ridekunst, afvexlende med Forestillinger i Liniebands, Gymnastik og komiske Mellemspil, der frembøde et og andet virkelig Nyt. Forøvrigt vare de fleste af de Heste, der viste sig paa Banen, virkelig "first race", og et Par af dem endogsaa saa mesterlig dresserede, at man kun sjeldent turde finde Mage dertil. Publikums Stemning var den bedste, og der var ikke en af de Fremtrædende, der ikke høstede der mest begejstrede Bifald; Skolehesten Blonder ikke mindre end den unge Mademoiselle Catharine Renz. (Fdl.)

(Ribe Stifts-Tidende 2. juni 1860)

I Renz's Circus i Kjøbenhavn har været flere Fataliteter med Selskabets Primadonna, Bestyrerens Broderdatter, Kätchen Renz. Denne sceniske Gudinde skal allerede have stukket "europæiske" Hjerter ibrand, saa at endog Østerrigs unge Keiser i et Statsraadsmøde, hvor der blev talt om Nødvendigheden af at indkalde en "Conferents", foer op af Drømme og udbrød : hvad? Kätchen Renz? Om nu Amor eller Amouretter ogsaa i Kjøbenhavn have ageret bag Coulissen, vides ikke saa nøie, men det er dog nok en urigtig Conjectur naar man har tydet det som erotisk Motiv, at den unge Dame for noget siden forsvandt fra Forestillingen og gjorde Udflugt eller snarere tog Flugten til Bellevue. En temmelig haard Begegnelse fra Bestyrerens Side siges at have været det sande Motiv. Derefter har vel atter fundet en Udsoning Sted, men den var kun kortvarig og Publicums Yndling kom ikke frem igjen fra den mystiske Coulisse, thi da der til i Løverdags Aftes var anmeldt revancherende Benefice for hende, maatte den kaldes tilbage; Kätchen har foretrukket Flugten fra det Hele. Det siges i  "Fdrl.", at hun har taget Veien over Götheborg til Christiania, hvorhen Brodrene Godfroy af det Renzske Selskab og deres Søster tidligere have begivet sig. Hele Selskabet synes saaledes at befinde sig i revolutionair Tilstand.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. juli 1864).

Direktøren for det berømte Kunstberiderselskab, som for Tiden giver Forestillinger i Kjøbenhavn, E. Renz, har indrykket følgende i "B. T. ": Til behagelig Underretning for det ærede Publikum! I de sidste 14 Dage har min Niece, Kätchen Renz, ved hendes Bortløben givet Anledning til megen Omtale. For at give Sandheden Ret, føler jeg mig foranlediget til at meddele Følgende til Sagens Oplysning. Forud tillader jeg mig at bemærke, at Kätchen ikke er mit eget Barn, men er en Datter af en af mine Brødre; jeg tog hende i Aaret 1850 fra min Broder, som levede i trykkende Forhold og desuden var Fader til flere Børn, og da hun var saa forsømt, gav jeg hende i Pension til Fru Regeringsraadinde v. Vandemer i Berlin for at opnaa en nogenlunde menneskelige Dannelse hos hende. I Aaret 1852 tog jeg hende til mig igjen, for at uddanne hende i min Kunst. Siden disse 8 Aar er hun bleven behandler som mit eget Barn, hvorved hun ogsaa fejlagtig meget ofte af det højtærede Publikum er bleven anseet for min Datter, idet hun deltog i al den Opmærksomhed og Opdragelse, som blev mine egne Børn til Del, og at overhovedet intet blev forsømt for at danne hende, ikke alene til en god Kunstnerinde, men ogsaa for at opdrage hende til en anstændig Pige, ville alle de, som kjende mit Hus nærmere, kunne bevidne; at der ved denne Lejlighed udfordres en stor Udgift for Undervisning, som Skolekundskaber, Musik og Dandselærer, vil enhver Familiefader kunne forstaa at vurdere. Desværre viste hun ved alle disse Lejligheder den største Letsindighed, hvilken jeg imidlertid som Onkel altid dækkede med Kjærlighedens Kaabe og gjerne tilgave hende, Siden en kort Tid indtraadte desværre et nyt Vendepunkt ; jeg havde engageret en Familie Godefroy, men hvis ægte Navn er Schossig, hvilket de af Frygt ikke førte, fordi de tro at finde deri en Skam, at de tilhøre den israelitiske Religion; en af Sønnerne bedaarede Pigen for at gjøre hende føjelig for enhver af hans Hensigter; hun fulgte mere dette Menneskes Indskydelser end alle deres Raad, som mente det godt med hende. Da jeg nu til min Skræk saa, hvorvidt disse Forvildelser fandt Sted, forsøgte jeg et sidste Middel: at løse Kontrakten med hin Familie, og betalte et Offer af 1421 Rd.; først nu viste sig, hvorvidt Sagen var modnet; hun forlod om Natten den 28de f. M. mit Hus; ved Hjælp at Politiøvrigheden blev hun fundet og bragt mig igjen næste Dag; hun viste Anger og lovede Bedring, men hvilket kun skete for at formindske min Aarvaagenhed. Den 14. ds. er hun paany forsvunden, og jeg troer nu fuldkommen at have efterkommet en Onkels og Slægtnings Pligter og anerkender hende fra nu af ikke mere som min Niece, da hun ved denne Handling har skjændet mit Navn, hvilket jeg hidtil har bevaret uplettet. Hun berøver sig ikke alene en Støtte for Fremtiden, men lammer mig ogsaa i min fremtidige Godgjørenhed mod mine fattigere Slægtninge, hvis Antal er stort, og at hvilke jeg i dette Øjeblik har en Enke efter en af mine Brødre med umyndige Børn, og ligeledes 2 saadanne af en anden fattig Søster hos mig, som jeg opdrager som mine egne Børn.

(Ribe Stifts-Tidende 19. juli 1860)

Hr. Renz, hvis Forestillinger snart ende her for denne gang og som derpaa nok gjør en Tour, ikke til Tydskland, men til St. Petersborg, gaaer for at være "en Mand paa 2 Millioner". Hans Udgifter her ere 500 Rd. hver Dag; "Kautschukmanden" alene har 1100 Rd. og Loisset 1000 Rd. maanedligt osv. Men desuagtet skal han tage et smukt Overskud med herfra. Det kan heller ikke nægtes, at han har bragt det til noget ret Genialt i sin artistiske Art, baade ved at samle alt det Bedre og ved at skabe en Illusion og gyde en vis Poesie over Fremstillingerne, som man ellers savner. Saaledes danner "Hjortejagten" en meget smuk Finale, hvor man ganske troer sig hensat i Virkeligheden, og denne erholder en malerisk Fremstilling. Luftspringet hører ogsaa til de usædvanlige Evolutioner, som overraske baade ved Opfindelsen og ved Udførelsen. Hestenes Dressur, for paa sin Homerisk først at nævne dem, er sjelden og Rytterne og Rytterinderne dristige og gracieuse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. august 1860)

Annonce for Cirkus Renz i Dagbladet (København) 6. august 1860.

Ernst Renz (1815-1892) var sammen med  Eduard Wollschläger (1811-1875) de første cirkusdirektører. Renz grundlagde i 1843 sit eget lille cirkus, fra 1846 med hjemsted i Berlin. Det blev senere Tysklands største cirkus med egne bygninger i Berlin, Wien, Hamburg og Breslau. Renz var berømt for hestedressur og organisationstalent. Han fornyede også cirkuspantomimerne. I 1897 måtte hans cirkus lukke. Albert Schumann (1858-1939) rykkede ind i Renz-bygningen i Berlin, og Paul Busch (1850-1927) overtog bygningerne i Hamburg og Breslau.

Edvard Valdemar Harboe (1834-1883): Cirkus Renz i Jernbanegade. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Danmark husede Hippodromen fra 1855 cirkusforestillinger, men blev ombygget til Folketeatret allerede i 1857. Ellers var det europæiske cirkusselskaber på gæstespil, udover Renz, Gautier, Hinné, Houcke, Schumann, Salamonsky og Ciniselli. Indenlandske cirkusdirektører dukkede op fra 1880'erne. Ernst Renz var den første lejer til Cirkusbygningen i København i 1886 og i 1888.

Farvet Kaffe. (Efterskrift til Politivennen)

"Dansk Ugeblad" omtaler i sit sidste Nummer den i den sidste Tid mere og mere overhaandtagende Farvning af Kaffe, som synes at antage Former, der desværre true med at blive farlige for Konsumenternes Sundhed. Der forekom vel tidligere et enkel, Parti farvet Kaffe i Handelen, men nu er denne Artikel bleven til en regelmæssig Gjenstand for Omsætningen, og enkelte dristige Mand, der uegennyttigen ville ophjælpe den danske Industri, have endog for at tilvende Landet den Fordel, der haves ved Farvning, oprettet Kaffefarverier i Kjøbenhavn hvorfra Kjøberne kunne forsyne sig med et Udvalg af de smukkeste Varer, der kun have den Fejl, at de, naar Farven tages af, enten ere ganske ordinære eller bedærvede Bønner. Det turde nu være paa Tide, at de Handlende blive opmærksomme paa den Resiko, de Udsatte sig for ved ar forhandle forfalskede Varer, og at Konsumenternes Opmærksomhed henledes paa, at saadanne Varer findes og forhandles der paa Pladsen, saameget mere som man ikke længere nøjes med at forsyne Svenskerne, Islænderne og Grønlændere dermed, men gjør dem til almindelig Gjenstand for Afsætning omkring i Landet. Hvad Konsumenterne angaaer, er Risikoen vel mindre stor, men dog kan Forbruget af disse Kaffesorter medføre en vis Fare. Vi have undersøgt adskillige Prøver af farvede Varer, uden deri at finde noget for Sundheden Skadeligt, men det tør dermed dog ikke vare afgjort, at slet intet Skadeligt findes deri; vi have tvertimod Grund til at antage, at der i flere Tilfælde er benyttet Chromgrønt til Farvning, og dette Farvestof indeholder som bekjendt Gift, men vi have dag endnu ikke fundet nogen Prøve, hvor en saadan Substants var tilstede. Der maa imidlertid for Sundhedspolitiet være al Anledning til at skride ind og anstille omfattende Undersøgelser af Beskaffenheden af Farvestoffet. Forøvrigt vil Enhver let selv kunne overbevise sig om, hvorvidt en vis Kaffeprøve er farvet eller ikke. I Regelen vil den kunne ske ved blot al udvaske den i Vand, men ofte skyer selv den farvede Kaffe Vandet og afsætter ingen Farve paa Grund af den Olie, der findes i den; man behøver da blot at tage en Opløsning at almindelig Soda i Vand, og naar Bønnerne kommes deri, ville de farvede ved at røres lidt om, strax vise sig sorte i Modsætning til de rene Bønner, der beholde deres oprindelige Farve.

(Ribe Stifts-Tidende 24. maj 1860)

Kjøbenhavns Vandværk. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns nye Vandværk. Ifjor nærede man Bekymring for, at der, paa Grund af de foregaaende tørre Somre og det større Forbrug, som det nye Vandværk gav Anledning til, vilde udfordres nye bekostelige Anlæg for at tilvejebringe en tilstrækkelig Vandmængde til Hovedstadens Forsoning. Denne Bekymring er nu aldeles hævet, da den i Vinter og Foraaret samlede Vandmasse, hvis største Vandbeholder er Damhuussøen, er saa betydelig, at den antages at være tilstrækkelig for et heelt Aar, selv om den ikke i den Tid blev forøget ved det almindelige Tilløb. I de to Bassiner, der ere dannede af den forrige St. Jørgens Sø, staaer Vandet nu flere Alen høiere end i Vinter, men der har derved viist sig en anden Mislighed. Den sydvestlige Side af Dæmningen mod Wodrufsgaard og Ladegaardens Marker har ikke været saa fast og tæt, at den nu, med den høiere Vandstand, har kunnet forebygge en Gjennemsivning, og Følgen heraf er, at de meget lavere liggende Jorder lide betydelig af det indtrængte Vand. Hvorledes dette kan afhjælpes, maa en Undersøgelse af Dæmningen vise; men dersom man ikke kan aflede Vandel ved Grøfter eller paa anden Maade, turde man vel endog blive nødt til at tømme det ene Bassin for at foretage de fornødne Forbedringer ved Dæmningen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. maj 1860)

Casper Conrad Langheim (1806-1864), Eckernförde. (Efterskrift til Politivennen)

Eckernförde ligger i Slesvig mellem byen Slesvig og Kiel ved en fjord. I perioden før, under tre-årskrigen 1848-1851 var den skiftevis på slesvig-holstenernes og danskernes hænder. Efter krigen og op til krigen 1864 blev der fra dansk side stillet stadig kraftigere krav om at fremme danskheden. 

Som et eksempel på hvor vanskeligt det kunne være for borgmester og embedsmænd - der måske ville være på god fod med befolkningen i byen - er Casper Conrad Langheim. Han blev borgmester i byen i september 1841. Den tidligere borgmester Claudius var omkommet i 1840 ved en ulykke da en kanon sprang i forbindelse med et fakkeltog for kongen. Borgmesteren var udpeget af kongen, og byens styrelse bestod af ham og en magistrat i samarbejde med en folkevalgt forsamling kaldet de deputerede borgere. Formanden for magistraten (borgmesteren) havde desuden 3 rådmænd (senatorer)

Gennem sin embedskarriere til 1860 blev han skydeskive for begge parter og anklaget af begge parter for at stå med modstanderne. Desværre kender vi for lidt til hvordan det alligevel lykkedes for ham at blive siddende, og hvordan de almindelige indbyggere i byen egentlig mente om ham. Hvordan borgerskabet generelt stillede sig til omvæltningerne under treårskrigen, er der ikke bevaret udtalelser om. Selv om de fra begge sider blev taget til indtægt for deres egne synspunkter. Men embedsmændene måtte melde ud. Langheim anerkendte de nye magthavere og han formåede stort set at beholde sine embeder under hele treårskrigen, samt helt op til 1860.

Om tiden op til treårskrigen ikke så meget på denne blog. Men i september 1849 var byen ved at falde i slesvig-holstenernes hænder, ligesom Husum var det. Før det skete, findes nedenstående notitser som synes at antyde at han var tro mod kongen, idet penge blev sendt nordpå. Det modsatte borgerne sig. 

Schleswig-Holsteinische Städtebilder, Eckernförde. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den 12 ds. har der været temmelig betydelige Spektakler i Eckernførde. Da Oppebørselsbetjentene ville sende deres Kasser til Flensborg, satte Borgerne sig der imod, og om Aftenen bleve vedkommende Embedsmænds Vinduer, navnlig Borgemester Langheims, slaaede ind under Kattemusik og Charivari. Ifølge "N. Fr. Pr." er Centralcasserer Boldt paa en reise gjennem Byen Slesvig bleven modtaget af Folket paa en "følelig" Maade. Det er vel altsaa rimeligt, at Eckernførde og Slesvig ville lide Husums Skjæbne.

(Roeskilde Avis og Avertissementstidende 18. september 1849)

Grunden til kattemusikken skulle ifølge tyske aviser være at de danske embedsmænd ville sende penge til Flensburg:

Fra øjenvidner i Eckernförde hører vi, at der var et ret betydeligt tumult der i går aftes. Embedsmændene der skal have gjort en indsats for at sende penge til det centrale kassekontor i Flensborg. Borgerne modsatte sig dette, og om aftenen blev ruderne hos de relevante embedsmænd, herunder borgmester Langheims, smadret under akkompagnement af kattemusik.

Aus Eckernförde hören wir von Augenzeugen, dass daselbst gesten Abends ein ziemlich bedeutender Krawall gewesen ist. Die dortigen Hebungsbeamten sollen Miene gemacht haben, Gelder an die Centralkasse in Flensburg einzusenden. Die Bürger haben sich dem widersetzt, und Abends wirden unter Katzenmusik den bezüglichen Beamten, unter andern auch dem Bürgermeister Langheim die Fenster eingeworfen.

(Landshuter Zeitung. Niederbayerisches Heimatblatt für Statt und Land 20. september 1849).

I Th. Lüders: "Denkwürdigkeiten zur neuesten Schleswig-Holsteinischen geschichte" bd. 3 om året 1849 antydes de da også at han var upopulær blandt slesvig-holstenerne. Her fik Langheim følgende skudsmål (s. 375):

Borgmester Langheim var en personlighed sammensat af forfængelighed, snavset egeninteresse og uvidenhed, som i krigens tre år altid blæste efter vinden. Regeringen udviste den svaghed at han kunne blive siddende og ikke trådte tilbage.

Bürgermeister Langheim, eine aus Eitekkeit, schmutzigen Eigennutz und Unwissenheit zusammengesetze Persönlichkeit, welcher während der drei Kriegsjahre den Mantel stets nach dem Winde trug. Es war eine Schwäche der Regierung, dass sie im Amte beliess und nicht absetzte.

I oktober 1849 tog Langheim tilsyneladende sin afsked. Men dette synes ikke at have blevet ham tilstået. Og i en dansk avis blev han ved årsskiftet 1849/1850 skældt ud for at være for venligsindet overfor slesvig-holstenerne, i stedet for at støtte de kongetro borgere i byen:

- Fra Eckernførde erfare vi, at Nytaarsnatten dersteds, som paa mange andre Steder i Slesvig, har været meget urolig. Man maa nemlig ingenlunde troe, at Troskabsfølelsen mod Kongen og Kjærligheden til Danmarks Sag i denne lille, men dog efter den 5. April 1849 saa navnkundige By, er ganske slukt eller undertrykt. Tværtimod har der allerede siden Krigens Begyndelse ifjor bestaaet en loyal Klub af meget agtede og formuende Borgere, Muurmester S., Hattemager D., Guldsmed P., Bogbinder L., Reebslager B. og flere, omtrent 10 i Tallet, hvilket ikke er en ganske ringe Mængde for en By som Ekernførde, hvor saagodtsom hele Embedsstanden og Magistraten er færdig at sprække af Tydskhed. Men i Ekernførde haves aldeles det samme mærkelige Særsyn, som i Flensborg; det er ikke og kan ikke være Danskhed, eller Kjærlighed til det Danske, der driver disse Folk til at udsætte sig for Vold og Forfølgelse, for Spot og Haan, men det er den sunde, jævne Borgeraand, der reiser sig mod det lærde slesvig - holsteenske Løgne- og Udsugelses-System, mod Fordærvelsen og Nederdrægtigheden iblandt den slesvig - holsteenske Embedsstand, og mod dette uhyggelige Spil med Eed og hellige Løfter. Foruden hine Borgere er i Ekernførde største Delen af Fiskerne og og Skipperne (der udgjorde 1/4 Deel af Statens Beboere), som stadig have staaet i Forbindelse med Danmark og danske Sømænd, yderst kjede af det oprørske Væsen, og lægge ikke mindste Skjul paa deres Sindelag. Saaledes ere Forholdene i Ekernførde. I den sidste Tid var den loyale Forening trængt frem med større Bestemthed og Ugeneerthed, end før, hvilket da vakte alvorlige Bekymringer blandt de tyske "Patrioter". Nytaarsaften pleier man i denne By, som overalt, at more sig med Smaadrillerier og Karnevalsoptøier, om de end tidt ere lidt plumpe. Den Frihed, som denne Aften syntes at yde, blev af Slesvig-Holstenerne benyttet til en Demonstration mod de troe Slesvigere. Især var det Muurmester S., som var dem en Torn i Øiet. Han havde endog med sine Meningsfæller i Sommer holdt et Gilde i Anledning af Slaget ved Fredericia, hvorfor han rigtignok blev stævnet til Raadstue, men vidste dog at undgaae videre Tiltale ved at foregive, at han havde høitideligholdt sin Kones Fødselsdag. Kl. henimod 9 paa Nytaarsaften rykkede da en Pøbelhob, som iforveien var trakteret af Kjøbmændene H. og M. med ægte Kartoffelbrændeviin, ind paa Muurmesterens Huus og tvang denne til at flygte. Han retirerede til den prøisiske Vagt, midt i Byen, men da denne ikke i mindste Maade vilde yde ham Hjælp, henvendte han sig til Borgemester Langheim, for at bevæge denne til energiske Forholdsregler. Benævnte Borgemester L. er ikke yndet i Ekernførde paa Grund af sit sære Væsen, og, naar der er en eller anden Skandal, saa pleier Gade-Ungdommen altid at betænke hans Vinduer med nogle Steenkast. Da denne Mand saaledes bestandig lever i Angst for at faae sine Vinduet ituslagne, turde han naturligviis ikke yde den flygtede Borger nogen Hjælp, fordi dette vilde have kostet ham alle sine store og dyre Ruder. Muurmester S. maatte altsaa begive sig hjem og fandt da største Delen af sit Indbo aldeles ødelagt. Den vilde Skare var imidlertid draget videre, for at fortsætte sit Arbeide i slesvig-Holsteens Tjeneste. Hos Guldsmed P. paa Torvet søgte de at opbrække Vinduesskodderne, for at aabne sig Adgang til nogle Sølvskeer og Ringe, hvilket dog ikke lykkkedes. Under bestandig Brølen af deres yndede "Meerum-schlungen" opsøgte de nu alle de "Dansksindedes" Huse (ialt 16) og regalerede Vinduerne med Steen samt Beboerne med Trusler og Skjældsord. Omsider Kl. 1 var Runden gjort og alle "Forrædere" afstraffede. Hverken Politiet eller Prøiserne have gjort det Mindste for ar forhindre dette Uvæsen. Hvad vil nu følgen blive af disse Exesser? De velsindede Slesvigere ville slutte sig end tættere sammen, de ville end klarere føle og erkjende, hvad det slesvig-holsteenske Væsen er og tilsigter, de ville med Trofasthed og Taalmodighed oppebie den Stund, da deres Konge atter bliver Herre i Landet - og frelser dem fra videre Undertrykkelse.

(Dannevirke 7. januar 1850)

Året efter var slesvig-holstenerne ved at blive nedkæmpet, og Langheim fik i september 1850 også dømmende politimyndighed. I september måtte han dog flygte fra slesvig-holstenerne, "und hoffentlich kehrt er nicht wieder", som mange tyske aviser skrev da de igen indtog byen. Danske skibsbatterier havde skudt plejehuset i brand. "Gefion" var slesvig-holstensk: 

Danskerne som var smidt ud af Eckernförde, forsøgte at sætte ild til Gefion. En dansk bombe ramte Gefion. Borgmester Langheim fra Eckernförde er flygtet til danske skibe. Men hans kone, der er født i København, vil gerne holde med tyskerne.

Die Dänen, die aus Eckernförde geworfen wurden, machten den Versuch, die Gefion in Brand zu stecken. Eine Dänische Bombe hat die Gefion getroffen. Der Bürgermeister Langheim aus Eckernförde hat sich auf dänische Schiffe geflüchtet. Seine Frau aber, aus Kopenhagen gebürtig, will's mit den Deutschen halten.

(Die Volksbötin 20. september 1850.)

En tysk avis skrev tilbageskuende om denne affære:

Borgmesteren Langheim, måske den eneste i Eckernförde, der sympatiserede med danskerne, blev tvunget til at svare på Paludans brev på vegne af byen Eckernförde om at borgerne overlod beslutningen om at fortsætte eller stoppe kampen til de militære myndigheder. Umiddelbart efter parlamentarikerens ankomst havde Jungmann og de øvrige befalingsmænd besluttet ikke at lukke skibene ud af havnen igen. De svarede derfor, efter at de heroiske borgere i Eckernförde udelukkende havde lagt beslutningen i deres hænder:

"Vi ser ingen grund til at skåne dine skibe. Skulle du udføre din trussel om at beskyde en åben by, ville et sådant hærværk blive en forbandelse for Danmark, hvis repræsentant du er her. Jungmann, kaptajn og chef for kystbatteriet. Irminger, kaptajn og bataljonschef. Wiegand, bychef".

Der bürgermeister Langheim, der Einzige vielleicht in Eckernförde, der dänischen Sympathien hatte, sah sich gezwungen, auf Paludans Schreiben im Namen der Stadt Eckernförde zu erwidern, dass de Bürger die Entscheidung über Fortsetsung oder Einstellung dess Kampfes den Militärbehörden überliessen. Jungmann war mitt den übrigen Kommandeurs gleich nach dem Eintreffen des Parlamentärs entschlossen gewesen die Schiffe nicht wieder aus dem Hafen zu lassen. Sie erviderten daher, nachdem die heldenmüthigen Bürger Eckernförde's die Entscheidung ausschliesslich in ihre Hand gelegt:

"Wir sehen uns nicht veranlasst, Ihre Schiffe zu schonen. Sollten Sie Ihre Drohung, eine offene Stadt zu beschiessen, verwirklichen, so, würde ein solcher Vandalismus der Fluch Dänemarks werden, dessen Repräsentant Sie hier sind. Jungmann, Hauptmann und Kommandeur der Küstenbatterie. Irminger, Hauptmann und Batallionskommandeur. Wiegand, Stadtkommandant".

(Der Kamerad: militärisch-belletristisches Wochenblatt. 19. februar 1864).

Hans kone havde åbenbart slesvig-holstenske sympatier, og dette blev efter  krigens afslutning i 1852 lagt borgmester Langheim til last: hans kone havde hyldet Bonin efter hans sejr ved Fredericia:

--- 

For ikke mange Dage siden holdt Omegnens galante Folk et Bal i Blumthal Kro, hvor ogsaa den berygtede Kiøbmand Martini var tilstede; en dansk Officier, som paa anden Haand ønskede Entré, blev afvist. Her levedes høist gemytligt med Schleswig-Holstein meerumschlungen og Hochs for Staten Schleswigholstein. Advocat Lübbes er ogsaa Justitsembedsmand paa Godset Maasleben, hvorunder Kroen sorterer. For faa Dage siden gav Hr. Cordes paa Hohenstein, tal Norden for Eckernförde, et Selskab for sine Naboer, Venner og Troesforvandte, og blandt disse navnes ogsaa Advocai Lübbes. Her sang man ved Bordet "Schleswig-Holstein mcerumschlungen", holdt patriotiske Taler til Bedste for det Land Schleswig-Holstein og udbragte Vivat og Hochs for samme, og der i Lübbes's Overværelse, der netop er Justitsembedsmand paa Godset. Vi kunne naturligviis ikke sige, om Lübbes raabte med, ja vi kunne ikke engang forsikkre, at han hørte derpaa - vi vare nemlig ikke iblandt Gæsterne - men vi opfordre ham herved at fralægge sig denne for en Embedsmand høist graverende Beskyldning ved at bevise sit Alibi; thi han skal, saafremt Regjerlngen giør Noget ved Sagen, undersøge Criminalia og dømme sine Medskyldige. Hvad nu Eckernförde angaaer, da befinder man sig der efter Beleiringstilstandens Ophør ret vel, er tilsyneladende rolig og tillader sig blot i Udkanterne af Byen at give sig Luft i den skiønne "Meerumschlungen", men dette kommer nu formodenlig hverken til Borgemesterens eller Kommandantens Kundskab; man er ikke saa ufornuftig eller ubeskeden at besvære Vedkommendes Øren. Forresten lever Schleswigholsteinismen der i fuldt Velgaaende, og det er visselig ei uden Grund, Eckernförde har feiret den eneste virkelige Triumph, Oprørerne have havt over deres retmæssige Landsherre; d. 5. April 1849 er et uomstødeligt, et blivende historisk Factum.

Vi have kjendt Eckernførde i en Række af Aar og tør derfor frit udtale den Formening, at denne By af det hele Land, som har været insurgeret, sidst vil forandre sig til det Bedre. Blandt flere Grunde er den for os den vigtigste, at Borgemester Langheim er forbleven og mulig fremdeles bliver i sit Embede. Denne Mand, saaledes som vi fjende ham, er af ret gode Evner, men af en svag Charakteer; han er som et Siv for Vinden. Hvad Under da, at han i en Række af Aar har været Schleswigholsteinismens Tilhænger og er mere tilbøielig til det Onde end til det Gode. Vi have kjendt hans Færd, saavel da han udførte Kongens Bud, som da den provisoriske Regjering var hans Afgud; nu er han maaskee igien den retmæssige Fyrstes tro Tjener, forsaavidt en utro Tjener nogensinde igjen kan blive tro. Dersom vi tør meddele nogetsomhelst Raad, da bør han forflyttes; thi han har formeget compromiteret sig til, at han atter kan handle selvstændig som Embedsmand, og det fjendlige Parti tvinger ham netop derved til at handle saavidt gjørligt i sin Aand. Vi ville kun levere eet Beviis, men det er ogsaa slaaende. Efter Schleswigholsteinernes moralske Seir ved Fredericia, efterat Vaabenstilstanden var proclameret og Slesvig altsaa regieredes, om end af Fremmede, dog altid i Kongens Navn, blev Bonin inviteret til Eckernførde og der bekrandset, med al den Pomp, Høie og Lave, Embedsmænd og Borgere, kunde udvise, som Seirherre ved Fredericia, af Borgermester Langheims ægteviede Hustru. Man lægge Mærke til Sagen. Den fungerende øverste Magistratspersons Kone bekrandser offenlig Landsherrens Fjende, fordi han har kjæmpet mod hans Armee; om den gode Langheim eller Fruen tillige holdt Talen, som naturligvis blev holdt, erindre vi ei længer. Kan der vel tænkes større Forhaanelse mod Landsherren! Og denne Fru Langheim er født dansk, vi troe i Kjøbenhavn. I danske Hædersqvinder, hvis Sønner have blødt for os, Eders betrængte og mishandlede Brødre, hvis Gaver have qvæget saavel den saarede Oprører som den hæderkronede Kriger, beklage med os, at en dansk født Qvinde er falden saa dybt! Om Advocat Lübbes ville vi denne Gang ikke tale mere, uagtet vi ubetinget ansee ham for en af Partiets Koryphæer; vi ville først see, om han agter at frigjøre sig for, hvad vi ovenfor have debiteret, og forbeholde os da fremdeles Ordet om ham, naar vi dertil finde os foranledige.

---

(Roeskilde Avis og Avertissementstidende 22. maj 1852).

I hvert fald ser det ud til at de danske myndigheder var utilfredse med ham, for i august 1853 blev Langheim degraderet til stadssekretær, mens den 23-årige cand. juris. Hammerich blev borgmester, byfoged og politimester. Nogen stor ændring synes det dog ikke at have medført, Langheims linje blev videreført.

Efter krigen blev alle de slesvig-holstenske embedsmænd afskediget. Langheim måtte godt nok opgive posten som borgmester i 1853, men han fik lov til at fortsætte som bysekretær, auktionsforvalter og rådmand. Han afløstes af premierløjtnant Louis Hammerich (1830-1919) som havde deltaget i krigen som frivillig på dansk side. Han fungerede 1853-1856.  

Fra hertugdømmet Slesvig, 20. februar. (Schw. M.) Den efter det slesvigske ministeriums befaling anlagte sag af magistraten i Eckernförde by mod den tidligere borgmester i Langheim, nu bysekretær der, for tilbagebetaling af pengene fra bykassen i årene 1849-1850 til statskassen i Rendsborg i statholderskabets regeringstid indbetalte skatter til indretning af krigsskat og og de renter, der betales til private, der låner byen penge til dette formål, er fra appelretten i Flensborg den 22. december v. J. besluttet, at tiltalte kun skal tilbagebetale 301 og 44 1/4 FRM i stedet for de krævede 4250 og 82 FRM, og sagsomkostningerne.

Aus dem Herzogthüme Schleswig, den 20. Februar. (Schw. M.) Die auf Befehl des Schleswigschen Ministeriums von dem Magistrate der Stadt Eckernförde wider den vormaligen Bürgermeister Langheim, jetzt Stadtsecretär daselbst, erhobene Klage auf Ersatz der aus der Stadtkasse in den Jahren 1849-1850 an die Landeskasse in Rendsburg während der Regierung der Statthalterschaft einbezahlten Termine der zur Entrichtung der Kriegssteuer ausgeschribenen gezwungen Anleihe und der an Privaten, welche der Stadt dazu Gelder angeltehen, dafür bezahlten Zinzen ist von Appelationsgerichte zu Flensburg den 22. December v. J. dahin entschieden, dass der Beklagte statt der geforderten 4250 und 82 F. R. M. nur 301 und 44 1/4 F. R. M. zu erstatte habe, under Vergleichung der Prozeskosten.

(Magdeburgiscxhe Zeitung: Anhalter Anzeiger 1. marts 1858.)

- Undersøgelserne mod Dr. Heiberg i Slesvig i Anledning af Udbredelsen af Stænder-Majoritetens Adresse have lfølge "R. E." ført til den Oplysning, at de Stænderdeputerede Raadmønd Marquardsen, Hansen-Grumby og Ahlefeldt-Sehested imellem 10. og 11. Febr. begav sig til Slesvig og medbragte den i Forsamlingens Bureau trykte Rumohrske Adresse. Disse tre Herrer konfererede derpaa med Dr. Heiberg, udlagte Texten i Klubbens "Museum" samt oplæste Adressen for en Forsamling; samtidigt bestilte Dr. Heiberg 2000 Aftryk af Adressen hos Bogtrykker Pfingsten i Itzehoe og denne havde allerede den 14. Februar Arbeidet færdig. Af Alt dette fremgaaer saaledes, at  hele Arrangement ved den oprørske Adresses Offentliggiørelse er udgaaet fra Majoritetens 26 Medlemmer. Da Dr. Heiberg den 16. modtog Exemplarer af Adressen, lod han den uopholdelig uddele i Slesvig, Kiel, Hamborg og Flensborg. I den sidste By anholdt man samtlige Adresser i Herzbruchs Boghandel og der skal ikke være forsendt Exemplarer Nord for Flensborg (?). da der ikke har været taget Aftryk af Adressens danske Text. - Med Hensyn til den oprørske Adresse fra Byen Slesvig have Undersøgelserne vist. at dens oprindelige Text er forfattet af Kjøbmand og deputeret Borger Berseck og i Aafskrift meddeelt Brygger Detlefsen og Korkfabrikant Esch, der paatoge sig at forlokke smaaborgere til at underskrive Adressen. Det lykkedes dem dog kun at samle 80 Underskrifter, da mange Borgere vægrede sig ved at underskrive en saa oprøst Text; Adressen blev derfor omredigeret, og Kjøbmand Herting og den Deputerede Langheim satte sig derpaa i Bevægelse for at samle Underskrifter. Den saaledes modificerede Adresse synes dog endnu at have været Slesvigs Borgere for skarp, thi Berseck, Esch og Brødrene Detlevsen forenede sig senere om at redigere en endnu mildere Text, der blev udført i Steentryk af Lithograph Eckener i Slesvig. Disse Adresser bleve samtlige leverede til Byens Stænderdeputeret, Raadm. Marquardsen, der medtog dem til Flensborg. Efterhaanden have samtlige Underskrivere nu indrømmet, at de ere blevne opfordrede til kun at sætte deres Navn under Adressen, uden at kjende eller i ethvert Fald at forstaae dens Indhold: "thi en Takadresse er jo dog en uskyldig Ting!" - De deputerede Borgere Berseck, Langenheim, Arlitz og Myohl ere suspenderede som saadanne og Raadmand Marquardsen udelukket fra Majoritetens Forhandlinger indtil Undersøgelserne have givet et bestemt Resultat for hans Nedkommende. - Ifølge en Korresp. til "I. R." have Stadssekretairerne (Byskriverne) i Slesvig og Ekernførde erholdt Vink om at søge deres Afskeed, og Hr. Langheim er som Følge heraf afreist til Kjøbenhavn, hvor han skal have havt flere Audientser hos den slesvigske Minister,

(Vestslesvigsk Tidende (Tønder) 13. april 1860)

Efter den affære synes det som de danske myndigheder havde fået nok af Langheim,  tommelskruerne skulle skrues på mod oppositionen, og det anså man ikke Langheim for manden til. Den 16. april 1860 blev C. C. Langheim afskediget i nåde og med pension. Han var da stadssekretær, auktionsforvalter og rådmand. Samtidig meddeltes at justitsråd Leisner var bogmester, stadssekretær, byfoged og auktionsforvalter. Se andetsteds på denne blog. 

I oktober 1860 fik C. C. Langheim, nu forhenværende stadsekretær i Eckernförde bestalling til at drive advokatforretning i hertugdømmet Slesvig mod at tage bopæl i byen Slesvig. I december 1860 fik C. C. Langheim af kongen bestalling til at drive advokatforretning ved underretterne i hertugdømmet Slesvig med forpligtelse til at tage bopæl i byen Slesvig. Han døde kort efter krigens slutning i oktober 1864, ca. 58 år gammel efter længere tids sygdom.