Husmand udsat. (Efterskrift til Politivennen)

En Huusmand Chr. Hansen, som har et Huus i Leie, der hører til Keirupgaard ved Kjerteminde, er af Gaardens Eier, Hr. Petersen, efter Mil. Av., bleven behandlet med en Haardhed og Raahed, der omtales saaledes: Chr. Hansen, som i fire Aar har havt det nævnte Huus i Leie og altid har betalt Lejeafgiften (15 Rd. om Aaret) i rette Tid, og om hvem et Vidnesbyrd fra en af Egnens anseete Mand siger, at han "er af Alle bekjendt som en retsindig og fredselskende Mand", fik i Marts d. A. Underretning af Hr. P. om, at denne vilde dele Huset og leie det ud til To, hvorhos han blev adspurgt, om han vilde indlade sig herpaa. Chr. H., som ikke gjerne vilde flytte fra Gaarden, hvor han havde sit meste Erhverv, og som antog det for en Selvfølge, at Afgiften vilde blive forholdsviis nedsat, svarede Ja. I Juni kom Hr. P. og forelagde ham en Leiecontract; men da denne forekom Chr. H. altfor stræng, kunde han ikke underskrive den. Han blev da stævnet til at underskrive (for at han ikke, ved at sidde 6 Maaneder i Huset uden Contract, skulde faae Lovsformodning for at have faaet det i Fæste), men nægtede atter for Forligscommissionen at underskrive. Otte Dage derefter, den 14de Juli, kom Hr. P. tilligemed Hr. Nissen fra Ladby samt en Karl, tog alle Vinduer og Dørre af Huset og kjørte bort med dem op til Gaarden. Chr. Hansen har siden den Tid med Hustrue og Børn maattet ligge for aabne Vinduer og Dørre; endog Dørren imellem Stuen og Sengkammeret blev taget bort saa at Blæst og Regn frit kan fare heelt igjennem Huset. Men ikke nok hermed: den 19de ds om Morgenen kom Hr. P., atter ledsaget af Hr. N., og slog Væggene ind, for at Huusmanden ikke skulde beholde den Smule Ly tilbage, som de smalle Muurstykker imellem Stolperne og under Vinduerne dog endnu ydede ham. Det var under alt dette en Lykke, at intet af Børnene kom til Skade ved de indstyrtede Muurstykker. Vi troe, siger Bladet, at en saadan Opførsel af Hr Petersen vil blive strængt fordømt, selv om han i sin Uenighed med Huusmanden ang. Leiecontracten havde den soleklareste Ret. Men endnu værre stiller Sagen sig, naar man betragter den Contract, som han vilde tvinge Chr. H. til at underskrive. Denne er nemlig ikke alene ubillig, idet den fastsætter samme Lejeafgift for det halve Huus, som der hidtil var givet for det hele; men den er tilmed ligefrem lovstridig, idet der deri betinges Dagarbejde ved Siden af Pengeafgiften, samt fastsættes, at Udeblivelse fra Arbeide skal have øieblikkelig Fortabelse af Huset uden Tilbagebetaling af nogen Deel af Leien tilfølge (jvf. Frd. 27de Mai 1848 §§ 5 og 6 6te og 7de Led).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. juli 1861).

Dyrehavsbakken. (Efterskrift til Politivennen)

(Kjøbenhavn, den 15de Juli.) Dyrehavsbakken er iaar som alt i flere Aar kun en Skygge af hvad den var i Trops og Boltisubitos Dage. Den ligner nu en Markedsplads med skingrende Mislyd af Trommer, Trompeter og forstemte Violiner. De fleste Besøgende ere ogsaa kun Folk, som tage tiltakke med slige Fornøielser. Den egentlige Hr. Sørensen med Familie søger nu dybere ind i Skoven til Fortunen, Fileværket, Eremitagen osv. Det fashionable Publicum gjør sin Runde gjennem Vandanstalten, og Kjøbenhavns mere bemidlede Borgere og Borgerinder fortære som før deres Kyllinger enten paa Bellevue eller Klampenborg og Ungdommen ender sin Aften enten paa Dandsepladsen i Charlottenlund eller "over Stalden" sammesteds. Den djærvere Deel af Publicum, især fra Holmen, tager sin sidste Hjertestyrkning i Slukefter. Endskjøndt et Besøg paa Dyrehavsbakken altsaa ikke lader formode, at der er mange Folk i Dyrehaven, vise de lange Rækker Vogne om Aftenen, at desto Flere have nydt Skovens Glæder andetsteds. Det er derfor vist meget fornuftigt, at man lader Sidebanen fra Helsingør udmunde midt imellem Bellevue og den egentlige "Bakke". Derfra vil saa Publicum kunne fordele sig paa sine forskjellige Undlingssteder. Hvad selve Banen angaaer, næres fra flere Sider Tvivl om, hvorvidt der kan lægges Dæmning over Sortedamssø paa Grund af at dennes Underlag er Flyvesand.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. juli 1861).

F. H. T. Leth: Danmarks Riges Grundlov og Hertugdømmet Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

I 1861 udkom et lille skrift af underretsadvokat F. T. H. Leth (Aabenraa) om grundloven og Slesvig. Det skabte en livlig debat i næsten alle landets aviser. Bogen fremlagde et forslag til hvordan forholdet kunne organiseres mellem Slesvig og Danmark, samt forholdt sig også til de enevældige styre der herskede i Slesvig, i modsætning til i Danmark. Det er sidstnævnte som er emnet for dette indslag.

Annonce for bogen i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juli 1861.

Kongeriget og Slesvig. I disse Dage er der udkommet et lille Skrift af Underretsadvokat Leth i Aabenraa, som omhandler et af Danmarks Livsspørgsmaal, Ordningen af Forholdet mellem det egenlige Kongerige og Slesvig. Forfatteren er en varm Ven af vor grundlovmæssige Frihed og ønsker i høi Grad dennes Indførelse i Slesvig; deri søger han den bedste Betryggelse. Danmark har ingensinde forpligtet sig til ikke at inkorporere Slesvig, men vi have gjort visse Tilsagn, til hvilke der ene tages Hensyn. Det gjælder altsaa om at naae Formaalet uden at tilsidesætte disse. Forfatteren tænker at opnaae dette: Grundlovens Indførelse i Slesvig og Slesvigs konstitutionelle Forbindelse med Kongeriget paa i følgende Maade: Slesvig sender i Forhold til Folketallet, og valgte efter en med Kongeriget ligeartet eller dog nogenlunde ligeartet Valglov, Deputerede til den danske Rigsdag. I Rigsdagen kunne alle Medlemmer uden Hensyn til, fra hvilken Landsdeel de ere mødte, med lige Frihed deeltage i Diskussionen om alle Lovforstag og stille Ændringsforslag til disse, hvad enten de ere beregnede paa at skulle gjælde i deres Heelhed eller i enkelte af deres Bestemmelser for begge Landsdele eller kun for den ene. Slesvigske Deputerede kunne saaledes ogsaa stille Ændringsforslag til Love, der alene skulle have Gyldighed for Kongeriget, endog indbringe heelt nye Lovforslag for dette, og omvendt have de danske Deputerede samme Rettigheder med Hensyn til Slesvig. Naar det derimod kommer til Afstemning, afstemmer hver Landsdeels Deputerede for sig, og en Lov kan alene udkomme for den Landsdeel, hvis Repræsentanters Fleertal have vedtaget den. Antage altsaa baade Flertallet af de slesvigske Deputerede paa den ene Side og af de kongerigske Deputerede paa den anden Side en Lov, bliver denne udstedt som gjældende for begge Landsdele. Vedtage de slesvigske Deputerede derimod forskjellige Ændringsforslag, som enten forkastes af de kongerigske Deputerede, eller ere nødvendige paa Grund af særlige Forhold i Slesvig, bliver Loven for hver af Landsdelene at udstede med de Forskjelligheder, som Flertallet af hver enkelt Landsdeels Repræsentanter har vedtaget. Forkastes endelig en Lov af de slesvigske Deputerede, medens den antages af de kongerigske, eller omvendt, udstedes Loven kun for den Landsdeel, hvis Deputeredes Fleertal har vedtaget den, medens den ikke udstedes for den anden Landsdeel, for hvis Vedkommende de hidtil gjældende Bestemmelser forblive i i Gyldighed. Slesvig beholder som hidtil sin særegne Minister, der imidlertid i Lighed med Kongerigets Ministre giver Møde paa Rigsdagen. Ved en Ordning, som den her betegnede, beseires for det Første alle de Klager, der hidtil have spillet en saa stor Rolle og ere gaaede ind paa, at Hertugdømmets Repræsentanter paa Grund af deres mindre Antal stedse vilde være i et født Mindretal, naar de træde sammen til en forenet Repræsentation med Deputerede fra Kongeriget. Det er nemlig aabenbart, at naar de slesvigske Deputerede ene og alene efter Stemmefleerhed mellem dem selv med Udelukkelse af Kongerigets Repræsentanter, have at beslutte over, hvorvidt en Lov, eller eventuelt i hvilken Skikkelse samme skal kunne udgaae for Slesvig, kunne Kongerigets Deputerede i saa Henseende ikke udøve den mindste Tvang, men ere indskrænkede til den Indflydelse, som de gjennem Diskussionen kunne gjøre gjældende ad Overbevisningens Vei. Paa den anden Side kan det ikke betvivles efter den Aand, der hidtil har aabenbaret sig i Rigsdagen, saa ofte slesvigske Anliggender have været paa Bane, at de slesvigske Deputerede ville finde kraftigt Medhold hos Kongerigets Repræsentanter, saa ofte Førstnævnte kunne paavise, at der i denne eller hiin Retning gaaer Misligheder i Svang i Slesvig, og de ville saaledes faae en værdifuld Hjælp til at sætte begrundede Begjæringer igjennem, hvad der uden en saadan vilde have været dem langt vanskeligere, om ikke umuligt.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 9. juli 1861).

I Sagfører Leths Skrift om Slesvig hedder det endvidere :

- - Vor Forfatningslov indeholder ikke alene ikke en eneste af de i Grundloven for Kongeriget hjemlede, borgerlige og politiske Friheder, men tvertimod har den etableret en Ufrihed og et Bureaukratie, langt større og langt mere trykkende end under den forrige Absolutisme. Der findes ikke et Ord i Notevexlingen med de tydske Hoffer, der tyder hen paa, at Slesvigs Indvaanere skulle undvære Forenings- og Forsamlingsfrihed, Pressefrihed, Boligens Ukrænkelighed, Domstole, der ere uafhængige af Administrationen og som have Ret til at yde Indvaanerne Beskyttelse mod administrativ Vilkaarlighed; endnu mindre at Slesvigerne uvægerlig og under vilkaarlig Straf skulle adlyde hversomhelst Politieforanstaltning, uden Tilføielse af nogen Bemærkning om, at det giør nogen Forskjel, om Foranstaltningen senere befindes ulovmedholdelig. Om alle disse Ting findes Intet i Notevexlingen, heller ikke i Kundgjørelsen af 28de Jan. 1852. Reactionen maatte derfor see sig om efter andre Grunde, for at kunne unddrage Slesvigerne Frihedens Velsignelser og at stille det saa langt fra Kongeriget, at dets Forfatningslov paa den ene Side blev Kongerigets Grundlov aldeles modsat, og paa den anden Side omtrent ordret eenslydende med det tydsk(talend)e Hertugdømme Holsteens. Følgen var da ogsaa, hvad man mindst turde ansee for Hensigten: Slesvigholsteinismens Fremme."

Forf. slutter med, at den slesvigske Sprogstrid væsentlig er en Affødning af den isolerede og fjerne Stilling, i hvilken Slesvig har staaet og endnu staaer til Kongeriget, og at denne Stillings Ophør er den første Betingelse for en heldig og ønskelig Forsvinden af Sprogstriden. (Hdl. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. juli 1861).

I oktober 1864 fik Leth tilladelse til at procedere på prøve ved den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret, Københavns Kriminal- og Politiret og Sø- og Handelsretten i København. Han blev folketingsmand 1876 valgt i Næstved for Venstre, og udgav adskillinge bøger, bl.a. i 1868 "Spørgsmaalet om Sagførervirksomhedens Frigivelse belyst ved Forholdene i Udlandet." Omkring 1906 blev han udnævnt til etatsråd.

Barnemord og sidste Henrettelse af Kvinde. (Efterskrift til Politivennen)

De nærmere Omstændigheder ved en inden Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret i disse Dage paadømt Sag mod Arrestantinden Ane Cathrine Andersen for 3 Gange begaaet barnemord m. m. ere ifølge Arrestantindens egen med Sagens Omstændigheder stemmende Tilstaaelse følgende:

Efterat Arrestantinden, der er født i Karrebæk den 30te Oktober 1829 og ikke tidligere straffet, havde i Aaret 1853 den 8de Januar paa den kongelige Fødselsstiftelse født udenfor Ægteskab et Pigebarn, opholdt hun sig paa Stiftelsen indtil Slutningen af Januar Maaned og vendte da tilbage til sit tidligere Logis i Borgergade, hvor hun opholdt sig et Par Dage; hun foregav derefter for sin Værtinde, at hun vilde sætte barnet i Pleie og begav sig bort med det, men i Virkeligheden for at tage det af Dage. Hun gik derfor lige ud ad Roeskilde Landevei, indtil hun kom til en Markvei tilhøire paa VigersIev Mark, ad hvilken hun gik et Stykke, indtil hun kom til en omtrent 3/4 Alen dyb og 1 Alen bred Grøvt, som stod fuld af Vand, og efterat hun først havde sat sig ned ved Kanten af Grøften og givet barnet Die, og imidlertid den Tanke var opstaaet hos hende, at hun kunde benytte denne Grøft til at udføre sit Forsæt, lagde hun barnet ned i Vandet, lod det ligge der omtrent 5 Minutter, og, da hun nu saae, at det var dødt, tog hun det igien op af Vandet, og da der ingen Mennesker vare at see i Nærheden, uagtet det var høilys Dag, gik hun ind paa Marken og gravede med sine Hænder i omtrent 1 Favns Afstand fra grøften et omtrent 6 Tommer dybt Hul ned i Jorden, som paa Grund af Tøveiret var meget blød, nedlagde deri barnets Lig og tildækkede det med den løse Jord. Da hun for sin Værtinde havde foregivet, at hun maatte reise til Ringsted for at faae barnet sat i Pleie, vendte hun først tilbage til sit Logis den følgende Dag, efterat hun havde tilbragt Natten red Havegierdet til den fornævnte Gaard. Som Grund til Gjerningen har hun anført, at hun forgjæves havde henvendt sig til barnets Fader om Hjælp til dets Underhold, uagtet hun dog vidste, at hun i 2 Aar kunde faae Hjælp af Fødselsstiftelsen; men da hun ikke vidste, hvorledes hun efter den Tid skulde bære sig ad med at forsørge det, besluttede hun strax efter at have født det, at tage det af Dage.

Arrestantinden fødte derefter den 3die April 1855 paa Fødselsstiftelsen i Kiøbenhavn et Drengebarn, med hvilket hun den 21de f. M. blev udskreven af Stiftelsen og flyttede hen i et Logis i Springgaden. Da hun den 1ste April var bleven indlagt paa Stiftelsen, havde hun strax, inden hun fødte, besluttet ogsaa at aflive dette barn, hvortil hun har anført som Grund, at barnefaderen havde brudt et hende givet Ægteskabsløfte, hvorfor hun blev nødt til at tage ud at tjene igjen og ikke vidste, hvorledes hun skulde forsørge barnet, til hvilket hun forøvrigt ikke begjærede Hjælp af Fødselsstiftelsen. Da hun den 24de samme Maaned skulde tiltræde en Kondition, besluttede hun samme Dag at drukne barnet, forinden hun begav sig i Tjenesten. Hun tog derfor barnet med sig, gik ud af Vesterport, idel hun havde til Hensigt først at vise barnet til Faderen, der tjente paa en Gaard i Rødovre; men da han tidligere, efter hvad hun forklarer, havde behandlet hende med Haardhed, vendte hun om, inden hun kom til Gaarden, og da hun nu ikke vidste Andet at gribe til end at fuldføre sit tidligere Forsæt, at dræbe barnet, gik hun tilbage til en tæt ved Veien værende Brønd, som hun alt paa Udveien havde lagt Mærke til, og kastede barnet deri, hvorpaa hun strax gik videre, uden at opholde sig et Øieblik, da det var høilys Dag. Hun bemærkede, at barnet var levende, da hun kastede det i brønden, og at det da græd, men at hun derefter Intet mere hørte til det.

Arrestantinden fødte derefter udenfor Ægteskab den 25de November 1857 et Drengebarn, som der vel ogsaa er Formodning om, at hun har villet ombringe, men uden at dette mod hendes stadige Benægtelse er beviist, ligesom barnet i al Fald endnu lever.

Endelig har Arrestantinden Natten mellem den 14de og 15de Februar d. A. atter født udenfor Ægteskab et Drengebarn, hvilket hun derpaa har aflivet den 5te Marts d. A. Hermed er det saaledes tilgaaet: Saasnart Arrestantinden kom til Kundskab om sit Svangerstab, var det hendes Tanke at skaffe barnet afveien for at undgaae byrden af dets Opfostring, hvorfor hun for barneis Fader fortaug, at hun var frugtsommelig, men tog dog endnu ingen beslutning om, hvorledes hun vilde udføre sit Forsæt, da hun meente, at det var tidsnok, naar barnet var født. Paa Grund af denne Ubestemthed syede hun i sin Kondition, hvor hendes Tilstand var bleven bekiendt, Alt, hvad der udfordredes til børnetøiet, og blev da hun skulde føde, fra Fødselsstiftelsen anviist Logis i Borgergade, hvor hun som anført Natten mellem den 14de og 15de Febr d. A. fødte et Drengebarn. For at holde det Passerede skjult for barnets Fader, tilstrev hun ham saavel Dagen før Fødslen som den 28de f. M. at hun var reist hjem til sin Moder for at passe denne i hendes Sygdom.

Imidlertid kom hendes beslutning at dræbe barnet til mere og mere Fasthed, saaledes at hun en af de første Dage i Marts Maaned d. A. bestemte den 5te f. M. til Udførelsen. Hun foregav til den Ende et Par Dage iforveien for de Folk, hos hvem hun logerede, at hun havde faaet brev fra sin Moder om, at denne havde sørget for at faae barnet i Pleie hos nogle Huusmandsfolk i Karrebæk, og at hun den 5te Marts vilde reise paa Jernbanen til Ringsted, hvor Folkene skulde møde hende og modtage barnet. Den nævnte Dag gik hun derfor Kl. 11 Formiddag hjemmefra, medtog barnet og begav sig derpaa til Frederiksberg Slotshave i den Hensigt at drukne barnet i en af Kanalerne, men da der var Folk allevegne, gik hun ud paa Roeskilde Landevei, hvor hun ved Synet af Damhuussøen fattede den Tanke at drukne barnet der; men da dette ikke kunde lykkes, fordi der gik endeel Arbeidsfolk, satte hun sig ned og gav barnet Die, stod derpaa op igjen, og, da hun saae sig bemærket, gik hun længere ud ad Landeveien, indtil hun kom til den Vei, som dreier til Rødovre, da hun slog ind paa denne og begav sig hen til den Brønd, hvor hun havde druknet sit den 3die April 1855 fødte barn, men da det endnu var høilys Dag, turde hun ikke udføre Gjerningen, men gik videre, indtil det begyndte at mørknes; hun vendte derpaa tilbage til Brønden, hvori Vandet stod omtrent lige med Jorden, og kastede barnet deri. Dette kom ikke synderligt under Vandet, men hun formoder dog, at det strax er blevet kvalt, siden det ikke gav mindste Lyd fra sig; hun blev staaende derved i nogle Minuter og saae barnet røre sig lidt og troede endog at spore bevægelse hos det, da hun forlod det, men antog det ialfald for vist, at, om det ikke var dødt, vilde det døe kort efter, og gik derpaa tilbage til sit Logis, hvor hun foregav at have været i Ringsted, og at Barnet var rigtigt afhentet, hvilket hun vedblev med indtil 30te f. M., da der var skeet Anmeldelse om, at barnet var fundet, og Undersøgelse blev indledet.

For de af Arrestantinden saaledes 3 Gange efter hverandre begaaede Barnemord blev hun anseet med at miste sin Hals og hendes Hoved at sættes paa en Stage, hvorved den Straf hun vilde have forskyldt efter L. 6-13-9 vil være at ansee som absorberet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. juni 1861)

Dommen blev stadfæstet i højesteret 25. oktober 1861. 8 ud af de 10 voterende dommere indstillede hende til eftergivelse af livsstraf. Det blev ikke tiltrådt af justitsministeriet, og Frederik 7. bestemte i overensstemmelse hermed at dødsstraffen skulle fuldbyrdes, dog uden at hovedet blev sat på en stage. Hun blev halshugget på Rødovre Mark den 21. december 1861 som den sidste kvinde der blev henrettet i Danmark.

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Under en til Overretten fra Sorø Birks Extraret indanket Justitssag var Arrestantinden Dorthea Christine Møller overbeviist om at have dræbt sit nyfødte Barn, idet hun, som den 23de Februar d. A. havde født et fuldbaaret og sundt Drengebarn, den 26de næstefter havde, i den bestemte Hensigt at dræbe dette Barn, heldet Størstedelen af Indholdet af en Flaske, hvori der var omtrent 3½ Drachme Skedevand, i Barnets Mund og Hals, hvilket havde tilfølge, at dette den følgende Dag afgik ved Døden.

Hun havde derom yderligere forklaret, at da hun i Løbet af forrige Sommer havde mærket, at hun var frugtsommelig, og hun ikke havde Haab om noget Tilflugtssted, naar hun skulde føde, besluttede hun at nægte sin Tilstand og lade det komme an paa Tilfældet, hvad hun vilde giøre, og tilberedte hun derfor ikke heller Børnetøi. Efterat hun i Begyndelsen af December f. A. var kommen i Tjeneste hos Sognepræsten i Pedersborg, nægtede hun ogsaa for dennes Hustru at være frugtsommelig, og først den 23de Februar, samme Dag hun gjorde Barsel, tilstod hun forinden for sin Huusbond, at hun var frugtsommelig. Da han imidlertid sagde hende, at hun ikke kunde blive i Præstegaarden længere end til den 1ste Marts, og hun ikke kunde vente at komme til sine Forældre, der vare i høi Grad trængende og allerede havde taget et af hende tidligere født uægte Barn i Pleie, blev hun "urolig i sit Sind", uden dog endnu at tænke paa at ombringe Barnet. Tanken herom opstod først hos hende den 26de Februar. Da hendes Huusbond paany havde erklæret, at hun ikke maatte blive der længere, end til hun var rask. Da hun vidste, at en af hendes Medtjenere havde staaende i Borgestuen en Flaske med Skedevand, som hun brugte til en daarlig Finger, tog hun Flasken og gik over i sit Kammer, hvor hun hældte Indholdet i Barnets Hals.

Skiøndt Gjerningen strax efter blev opdaget af en anden Pige, og der uopholdelig blev tilkaldt en Læge, vare alle Bestræbelser for at redde Barnets Liv frugtesløse, og 17 Timer efter døde det.

Arrestantinden, der er født den 25de Oklober 1832 og ikke tidligere straffet, blev der Overrettens den 15de d. M. afsagte Dom i Medfør af Frd. 4 Oktober 1833 § 10 Mbm. 3 anseet efter Lovens 6-9-1 med at miste Hals og hendes Hoved at sættes paa en Stage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. juni 1861).

L. A. Schou: Bondestue med en strikkende kone (1864). Statens Museum for Kunst. Til fri brug.