Krigsforberedelser. Oktober 1863. (Efterskrift til Politivennen)

Deutsche Kindergeschichte.

To små børn råbte på deres mor; "Ak, hjælp op, kære mor, vi omkommer ynkeligt"

Moderen, Fru Germania, var ikke lige der på stedet, og hørte ikke råbet.

Så kom den onde Frederik i et ondt øjeblik og stjal det ene barn.

Det høje forbundspoliti, stod da det skete, tæt ved. Men kunne ikke forhindre det.

Ovenstående tegning fra Kladderadatsch 19. april 1863 opridser via en børnehistorie egentlig meget godt en meget udbredt opfattelse i det Tyske Forbund: Børnene - Slesvig-Holstein, Frederik 7., Fru Germania der sover bag et træ, og en tyk tysk politibetjent der holder en seddel i hånden hvor der står: "Jeg protesterer".

Høitideligholdelsen af Halvhundredaarsdagen for Slaget ved Leipzig er bleven forbudt i Holsteen ved en Bekjendtgjørelse fra den holsteenske Regjering af følgende Indhold: "Det er kommet til Regjeringens Kundskab, at der paa flere Steder i Landet agtes afholdt en offentlig Højtidelighed den 18de Oktober som Mindedag for Slaget ved Leipzig, og skulde der i den Anledning erindres om Dagens Betydning i Kirker og Skoler, foretages offentlige Optog, holdes offentlige Taler og deslige. Da en saadan Høitidelighed let kan føre til utilstedelige politiske Demonstrationer, bliver den herved forbudt under passende Straf, og det indskjærpes Politiautoriteterne, at de strax skride ind imod Overtrædelser af dette Forbud og undertrykke dem med al Kraft."

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 16. oktober 1863).

Slaget ved Leipzig foregik 16.-19. oktober 1813, og var på daværende tidspunkt det største slag i verdenshistorien. Napoleon (hvis allierede var Frederik 6. der dog ikke deltog aktivt i slaget) led et afgørende nederlag mod hovedsagelig russere, preussere og østrigere. Det satte en endelig stopper for Napoleons ambitioner om at beherske Tyskland.

Oversættelse af tysk artikel, se original herunder:

Slesvig-Holsten vil også have sin mindefest for Leipzigdagene. I Rendsborg, danskernes naboby, som ofte er så hårdt presset, blev det enstemmigt besluttet at give pengebeløb til støtte for dem fra de skrækkelige dage. Lignende resolutioner blev også vedtaget i andre byer i Slesvig-Holsten, og repræsentanter blev også sendt til Leipzig. Lokalbefolkningen forsøger på denne måde at yde deres patriotiske bevidsthed retfærdighed, da man fra dansk side som bekendt har forbudt enhver offentlig fejring af 18. oktober. Dette forbud er en ny smagfuld foranstaltning mod Slesvig-Holsten, en ny fornærmelse for det tyske folk og en glimrende illustration af den sætning, som er blevet almindelig i den engelske presse, at Holsten er "det frieste land i Tyskland". Hvornår vil undertrykkerne på Øresund modtage den lektion, der er værdig til Leipzig-dagen?

Auch Schleswig-Holstein wird seine Erinneringsfeier an die Tage von Leipzig haben. In Rendsburg, der oft so hart bedrängten Nachbarstadt der Dänen, hat man den einmüthigen Beschluss auf jenen Schreckenstagen Geldsummen zur Unterstützung zu verabreichen. Auch in andern Städten Schleswig-Holsteins har man ähnliche Beschlüsse gefasst und ausserdem Repräsentanten nach Leipzig entsendet. Die dortige Bevölkerung sucht anerkennenswerth auf diese Weise ihrem patriotischen Bewusstsein gerecht zu werden, da bekanntlich dänischerseits das Verbot jeder öffentlichen Feier des 18. Oktober gegeben worden ist. Dieses Verbot ist eine neue schmackvolle Massregel gegen Schleswig-Holstein, ein neuer Schimpf für das deutsche Volk, und eine treffliche Illustration zu der wie bekannt in der englischen Presse geläufig gewordenen Phrase dass Holstein "das freieste Land in Deutschland" sei. Wann wird den Bedrängern am Sund jene Lektion zu Theil werden, wie sie des Täges von Leipzig würdig ist?

(Isar-Zeitung 18. oktober 1863).

I en Corresp. "fra Eideren" i Hemp. Av. hedder det: "Mange troe, at de Krigsforberedelser, som nu foretages fra dansk Side, mere skee for at bringe Forbundet til Besindelse og foranledige det til at betænke sig, førend det sætter Executionen i Værk. Thi naar der staae 12,000 Mand i Holsteen, kan man ikke foretage Executionen med det bestemte Antal Sachsere og Hannoveranere, men Preussen og Østerrig maae samtidigt rykke frem med Reserven, og dette turde navnlig Preussen for Øieblikket ikke have nogen stor Tilbøielighed til. Betegnende med Hensyn til Situationen er det i hvert Fald, at der, saavidt bekjendt, endnu ikke træffes nogensomhelst Foranstaltninger til at flytte alt det Materiel, der findes i Holsteen, og at bringe det store Antal af Hærens gifte Familier, som boe paa Eiderens Sydside, i Sikkerhed. Rigtignok har man i Altona foretaget Prøver med at indpakke Mandskab, Kanoner og Heste paa Jernbanevogne og see, baade hvor hurtigt det kan skee og hvor Meget der kan rummes. Der begynder med Hensyn til Familierne hist og her at yttre sig Frygt for, at man vilde lade Familierne blive tilbage i Holsteen selv for det Tilfælde, at Armeen trak sig tilbage til Dannevirkestillingen. Men vi forlade os paa, at de Paagjældende kunne være ganske rolige i denne Henseende. Vor Regjering vil aldrig udsætte vore Krigeres Familier for at blive i et af Fjenden occuperet Land, men udentvivl ville bringe dem i Sikkerhed. Det er baade Pligtens og Klogskabens Bud."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. oktober 1863).

1. oktober 1863 havde Bismarck udvirket at Forbundsdagen i Frankfurt vedtog en forbundseksekution i hertugdømmerne. På dansk opfattet som en besættelse. Østrig gik med da man ikke turde overlade det til Prøjsen alene. Beslutningen blev effektueret fra den 24. december 1863 hvor føderale tropper fra Saksen rykkede ind i Lauenborg og Holsten og rykkede helt op til Ejderen. De danske tropper trak sig tilbage uden kamp.

Illustration fra det humoristiske ugeblad Kladderadatsch 4. oktober 1863: "Vorschlag zu einer friedlichen Lösung der Holsteinischen Frage. K. v. D. Lieber Mann, ich besitze gar nichts; was Sie da sehen, gehört Alles meiner Frau, geb. Rasmussen." Bismarck til venstre med stemplet "DB" (Deutscher Bund) under armen, over for Frederik 7. Ved bordet står grevinde Danner og klamrer sig til Danmark hvorover dobbeltdukken Holstein og Schleswig hviler. Bladet bragte med jævne mellemrum tegninger om situationen.

Hvor upålidelige aviser var, fremgår af et påstået citat af Frederik 7. i Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 28. oktober, der igen citerer Randers Avis for at citere tyske aviser:

"Jeg stoler paa at vor retfærdige Sag vil seire. Jeg veed, at mine tro Slesvigere i Hjertet ere dansksindede. At dele Slesvig vilde være en Forbrydelse mod det slesvigske Folk, og Historien skal ikke sige at den sidste Oldenborger har splittet det gamle Danmark ad. Men skulde vi ligge under, skulde Frankrig og Sverrige vilde tillade, at det gamle Sønderjylland oplever Polens Skjæbne og erobres af Tydskland, saa stiger jeg ned fra min Throne og proklamerer Republiken. Jeg har tilbragt 3 Aar i Schweiz, har lært dette Lands Indretninger at kjende og er overbeviist om, at intet Folk i Europa bedre egner sig for en republikansk Forfatning end mit dyrebare danske Folk. Siig Eders Venner det!".

Om en tysk udlægning af forhistorien, se fx "Dänische Keckheit und deutsche Schwäche. Ein Mahnruf an das deutsche Volk zum 18. October 1863". F. Streits Verlagsbuchhandlung, 1863.

Grevinde Danner havde før optrådt i Kladderadatch som dukkesælgerske, her 5. april 1863:

På denne tegning optrådte hun som "Den gode tante": "Put%geschäft von R: Asmus in Coppenhagen. Navneforsvanskningen skulle antyde at hun var Danmarks egentlige regent R(ex), under navnet Asmus (Kong Asmus), Louise Rasmussen.

Omnibusser. (Efterskrift til Politivennen)

Omnibussagen. Som bekjendt har der i for kort Tid siden for Kjøbenhavns offentlige Politiret verseret et Par Sager mod to Vognmænd, der havde ladet deres Omnibusser standse nogle Minutter ved Hjørnet af Store Kjøbmagergade og Amagertorv for at optage de jevnlig i Hjørneboutiken ventende Passagerer, og da Dommene, ved hvilke de Tiltalte frikjendtes og Omkostningerne paalagdes det Offentlige, have vakt nogen Opmærksomhed, medens Sagen tillige i en anden Henseende fortjener Omtale, skulle vi berøre den med nogle Ord. Hvad Dommene angaaer, da forekommer deres Korrekthed os at være udenfor al Tvivl. Den Tilladelse, der hidtil havde været givet de Tiltalte til under deres Kjørsel til Frederiksberg at lade holde med deres Omnibusser ved det omtalte Hjørne for at optage Passagerer, var tilbagekaldt af Politiet, og det var ved Politidirekteurens Protokol tilkjendegivet dem, at de "altsaa ved fremdeles at lade holde paa det opgivne Sted vilde paadrage sig Strafansvar", men noget Paabud eller Forbud havde de Tiltalte ikke modtaget og havde altsaa ikke gjort sig skyldige i nogen Overtrædelse af et saadant. Hvorvidt Standsningerne imidlertid - saaledes som det i Politiets Tilkjendegivelse er forudsat - vare strafbare uden en postliv Tilladelse af Politiet, maatte det naturligviis være Rettens Sag at afgjøre, og de Tiltalte maatte frifindes, da de hverken havde foraarsaget nogen Gadeuorden - hvilket oplystes ved flere Vidner, hvoriblandt nogle af Politiets Betjente - eller nogen positiv Lovbestemmelse var overtraadt. I den nye Instrux for Kjøbenhavns exekutive Politi er det vel paalagt de patrouillerende Betjente at paasee, at Omnibusser ikke søge Hyre paa andre Steder end de for dem bestemte Holdepladse, men denne Instrux - der ei heller er thinglæst som nogen Lov - kan kun tillægges forbindende Kraft for Politiets Personale. Havde et bestemt Forbud foreligget, vilde det derimod vistnok have været tvivlsomt, om Retten havde været kompetent til at undersøge, hvorvidt det var tilstrækkeligt begrundet, og de Tiltalte vilde da i benægtende Fald have været henviste til at bringe Sagen for en anden Domstol og der paastaae Forbudet hævet og sig tillagt Erstatning. Hvad Sagen iøvrigt angaaer, forekommer Politiets Adfærd os ikke ganske forklarlig. Medens nemlig Politiet aldeles har tilbagekaldt den mindre Tilladelse, der var givet de to Vognmænd, tillader det en tredie, Hr.Bohn, at have stadig Holdeplads paa Amagertorv for 3 Omnibusser, af hvilke de to holde udenfor en Eiendom, der tilhører Trediemænd, hvis Tilladelse hertil naturligviis er en Nullitet, da ingen Privatmand kan disponere over Gaden. Man kan heller ikke rigtig forstaae, at medens Politiet finder, at Kjørebanen bliver for smal, naar en Omnibus standser ved Hjørnet, har det ikke gjort nogen Indvending mod længere hen paa Torvet at lade 2 af Bohns Omnibusser holde ved Siden af hinanden paa Torvedage, hvor Bøndervogne holde paa den modsalte Side af Gaden, medens samtidigt enhver af Bohns fra Frederiksberg ankommende Omnibusser standser ved Siden af disse for at afsætte sine Passagerer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. september 1863).

Annonce for omnibusselskabet, 21. oktober 1863.

Præsteprygl paa Fanø. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Sønderho paa Fanø bekjendtgjør Smed And. Hanssen Sørensen Følg. i Varde Av.:

"Sognepræsten hersteds har paa Stranden henstaaende et aabent Badehuus. Søndagen den 23de f. M. havde to Drenge under 9 og 10 Aar gjort en Smule Urenlighed i bemeldte Huus. hvorfor Præsten blev saa fortørnet, at han gik ind i Skolens nederste Classe den 1ste d. M. og pryglede dem saa uforskammet, at den ene var slaaet blaa, den anden blaa og blodig. Da vi naturligviis ikke vare fornøiede (!) med en saadan behandling, gik Moderen med den blaa og Blodige i hendes Mands Fraværelse til Præsten, og meente, at det ikke var en Fremgangsmaade at revse Børn paa, og fik ingen anden Opreisning end at blive viist ud, og da jeg heller ikke fandt mig tilfreds ved en saadan Behandlingsmaade, gik jeg først til Skolelæreren og fik Underretning om, hvorledes han havde slaaet dem. Læreren sagde mig, at Præsten havde slaaet dem saadan, at han ikke kunde taale at see paa Sligt, thi Præsten slog med Næver paa Hovedet, saa at den ene fik blaae Øine og Øren og Blodet løb ud af Næsen 3 Timer efter at han var kommen hjem fra Skolen. Ligeledes gik jeg ogsaa til Præsten og besværede mig, men fik strax det grove Svar, at han vilde prygle ham saa længe han kunde røre en Haand. Da jeg meente, at det var for haard en Trudsel og han vist ikke var berettiget til at slaae saaledes for Noget, som ikke angik Skolen, og ydermere at gaae ind i nederste Classe og paa saadan en Maade at mishandle dem, - blev jeg skubbet paa Døren med de Ord, at jeg kunde klage, hvor Fanden jeg vilde. Jeg har hørt en Stævning til Præsten hos Birkedommeren til Paategning, men da han meente, at jeg skulde søge ham for den gejstlige Øvrighed, blev den sendt upaategnet tilbage igjen. Saa spørger jeg til Slutning i Avisen, hvor jeg skal klage henne mod en saadan Udøvelse og Behandlingsmetode, naar Birkedommeren ikke vil tage mod min Stævning."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. september 1863).

Der kan være tale om Carl Christian Permin der var præst i Sønderho 1857-1863. Han blev født i Helsingør d. 1. april 1813 som søn af grosserer J. H. Permin i København. 21. marts 1857 blev han sognepræst i Sønderho. Han fik fjernet en gabestok på Sønderhos gamle kirkegård i 1860. I 1863 blev han forflyttet til Roslev, hvor biskoppen ved et visitat skrev: ”En iblandt de mange, hvem jeg i dette år første gang har besøgt, har gode talegaver. Hans prædiken (over Job. 21, 15-17) var ombyggelig udarbejdet og blev holdt med varme. De unge havde ikke let ved at komme frem med deres, for øvrigt forstandige svar”. 4.- 5. oktober 1869 besøgte biskoppen ham igen: ”Sognepræst Permin arbejder samvittighedsfuldt i sit embede. Han er en ret vel begavet taler.” Senere blev Permin forflyttet til Thorsager, hvorfra han blev afskediget i 1877. C. C. Permin var gift med Georgia Cecilia Petersen. Han døde d. 11. maj 1883. Et foto findes på Det kongelige Bibliotek.

Bønder paa Als. (Efterskrift til Politivennen)

- I Slesvig staar Folket endog i den Grad under Embedsvældens Tryk, at da nylig endel Bønder paa Als - hvor, efter Hadersl. Av., "de kommunale Forhold næsten i alle Retninger trænge haardt til Reformer i en tidsvarende Retning" - vilde oprette en hertil sigtende Forening, kom der fra hans Almagt Amtmanden, til hvem Herredsfogden underdanigst havde indstillet "Spørgsmaalet", den Besked: "at en Forening til Drøftelse og Behandling af kommunale Forhold paa ingen Maade kunde anerkjendes eller tilstedes"! I Slesvig tør Folk altsaa ikke samle sig til at forhandle almennyttige Æmner; er det saa noget Under, saa længe man dog ikke kan forhindre Folk i at komme sammen paa Kroer og Værtshuse, at Diskursen saa let skejer ud i forstyrrende og skadelige Retninger? Ved saa unaturlige Baand paa den tarveligste Frihed i Slesvig kan man ogsaa kun modarbejde det man skulde tilstræbe, en maadeholdende Brug af Friheden til Vækkelse af indre Reformer, og "give vore Fjender Vaaben i Hænderne", der, om de end ikke direkte kunne flade os, dog indvirke skadeligt paa Stemningen. I Virkeligheden er der heller ikke noget, som trænger saa meget til Reform i Slesvig, som de kommunale Forhold, navnlig paa Landet, hvor Byrokratiet er saa godt som eneraadene. Er da Amtmand Heltzen saa bange for at der skal røres noget herved? Saavidt vides er Haderslev Amt endnu det eneste i Slesvig, hvor der er en Slags Amtsraad. Hvorfor tager da ikke Regjeringen selv, siden Folk i Slesvig ikke maa samles derom, Initiativ til al fremkalde en kommunal-repræsentativ Reform i det øvrige Slesvig baade med Amtsraad og Sogneforstandere? Als erklæres jo desuden i Hadersl. Av. for saa "loyal", at man ikke behøver at holde det under politisk Amtmandskvarantæne.

(Jyllands-Posten 26. august 1863).

Eugenius Sophus Ernst Heltzen (1818-1898 i Odense) var amtmand over Aabenraa, Als og Ærø Amt i 1850-64, og blev efter krigen 1864 stiftamtmand over Fyn 1869-98. I 1856 blev Heltzen valgt til medlem af Rigsrådet. Som konservativ helstatsmand var han modstander af de nationalliberale. Efter krigen blev han justits- og kultusminister i perioden 11. juli 1864 – 30. marts 1865 i regeringen Bluhme II.

Teltlejren paa Lammefælleden. (Efterskrift til Politivennen)

I en Skildring i Dbl. af Teltlejren paa Kbhavns. Lammefælled hedder det: Byen har 12 Gader og hver Gade rummer et Compagnie Soldater. Til hver Gade hører der 10 Telte. De see ganske rummelige ud, men der boe ogsaa 12 Mand i hvert Telt, og naar de ere derinde, er der neppe Plads til en levende Sjæl mere. Beqvemmelighederne ere yderst simple: en Halmsæk, en Slags Pølse under Hovedet og et Par uldne Tæpper, det er det hele Leie. Og Andet end Leiet kan Teltet ikke godt rumme. De øvrige Commoditeter har Soldaten i sin Kiste, men til den maa han søge Plads udenfor sit Telt. For Enden af hver Gade vil man see nogle mindre og lavere Telte; det er Underofficerernes Qvarterer. De ere ikke bedre udstyrede end Soldaternes, og Qvaliteten af dem er vistnok endog ringere, thi Teltene see ældre ud, saa at en Regnbyge lettere slaaer igjennem og bringer Beboerne i den ulykkelige Svømmetilstand, der frygtes meest af Soldaten og er den farligste Fjende baade af hans Sundhed og af hans gode Humeur. Langs op ad Gaden seer man smaa runde Telte; de ere omhyggeligt lukkede, men Geværkolberne, som sees ved Foden, antyde deres Bestemmelse. Det er "Geværcapeller", og her samles Vaabnene, naar Øvelserne ere endte. En Tvergade skiller de menige Folks By fra Officerernes Boliger. Deres Telte ere opslaaede i en Række udenfor den øvrige Leir og de frembyde naturligviis en noget større Ledighed for Beboerne til al nyde det civiliserede Livs Goder. Midt for Leiren, i Række med de øvrige Officeerstelte, ligger Leircommandantens Telt. Det har, forsaavidt man kan see udvendigt fra, en Slags Forgemak, der tjener til Comptoir, og den udenfor posterede Skildvagt viser, at der her boer en høiere Officeer. Det er Leirens Hovedqvarteer. Ved den modsatte Side er Hovedvagten. Det er en heelt respectabel Vagtstue, luftig og let som de øvrige Telte, men istand til at rumme et complet Vagtmandskab. De fortræffeligste Sophaer, dannede af bløde Græstørv, indbyde rundtom i Leiren til Hvile. Det er Mindesmærker om Soldaternes Fritidsbeskjæftigelse. I store, fiirkantede Stykker skjæres Græstørvene ud med Spader, lægges paa hverandre, bedækkes med en Beklædning af finere Græstørv, der slaaes fast med Pinde, forsynes med Rygstød og Sidestykker af samme Materiale, og saa er Sophaen færdig. Foran Hovedqvarteret vil man finde Pragtexemplarer af disse Naturfrembringelser. - Kommer man ud i Leiren om Aftenen Kl. 7, vil man finde den hele Leir opfyldt af hvide Skikkelser. De blaae Uniformer ere afløste af hvide Lærreds Beenklæder og do. Trøier; det er Soldatens Morgen- og Aftenhabit. Hans Beskjæftigelse ved den Tid er meget forskjelligartet. Inde fra et af Teltene lyder "den tappre Landsoldat", fra et andet klinger en tydsk Folkesang os imøde; men hvad er det? "Gubben Noach, Gubben Noach var en hedersman!" Have vi allerede faaet svenske Hjælpetropper, eller befinde vi os ved et Sold i Studenterforeningen? Ingen (?) af Delene; men vi ere nu i den kjøbenhavnske Afdeling. Leiren er nemlig deelt i tre Afdelinger: Længst tilvenstre ligger en kongerigst Bataillon, i Midten ligge Sydslesvigerne, og tilhøire har man Kjøbenhavnerne, den 1ste Rekrutbataillon, hvis 1ste Compagnie danner Leirens yderste Grændse tilhøire. Det er her, at vi inde fra et Telt høre hine svenske Toner, og naar vi begynde at see os rigtig om, kunne vi ogsaa nok see, at Athene og Apollo her dele Herredømmet med Mars. Lige udfor Kompagniets Gade staaer der en Lygtepæl. Vedbenderanker slynge sig op ad den, og fra dens Top grine Satyrhoveder os imøde. Det er et Par Kunstnere, der maatte trække i Baistrøien, men i Fritiden have kastet Sabel og Gevær for at føre de Vaaben, som de bedre kjende: Pensel og Pallet. Den muntre Bellmannske Sang kom fra en Gruppe i de almindelige hvide Arbeidsklæder; men de Briller, som pryde forskjellige af de respektive Ansigter, vise, at det er en Flok af Athenes Sønner, som her er samlet. Her er Leirens lystige Compagnie. Herfra udgaae gjerne de forskjellige Løier, som forkorte Tiden om Aftenen, og herfra udgik ogsaa det Optog, der i forrige Uge fremkaldte den lille Conflict med de sydslesvigske Soldaler og disses holsteenske Befalingsmand. Nogle Kunstnere og Studenter vare komne overeens om at overraske deres Bataillonskammerater, naar de vare komne til Ro, med et Carnevalsoptog. En lille Hornblæser skulde være Bacchus paa Tønden. Udklædt som saadan, med en Thyrsusstav (det vil sige en Kjæp med en couleurt Lampe) i den ene Haand og - i Mangel af Viinglas - et baiersk Ølkruus i den anden Haand blev han sat paa en Stige, og baaren af Bacchanter, med Musikanter foran og en broget Skare efter sig, holdt han sit Tog igjennem Leiren. Der var Jubel og Lystighed, og der blev sjunget mange Sange, og der blev ogsaa sjunget "den tappre Landsoldat". Da var det, at Slesvigerne, der havde samlet sig paa Grændsen af deres Afdeling, gav de Syngende en uventet Salut af Smaasteen og Glasskaar, og dermed var Lystigheden endt. Heldigviis forebyggede Officererne, at den endte med en Bataille. Da dette Optog fandt Sted, var Klokken omtrent 9, og Mange vare da allerede gaaede til Hvile i deres Telte. Thi Soldaten maa tidligt op om Morgenen og gaaer derfor ogsaa tidligt i Seng. Naar Klokken er 5, maa han gjerne ud af Teltet, og saa begynder Toilettet ved Vandkarrene med de otte Haner. Det er lidt besværligt at komme til, og ikke Faa, navnlig af 1ste Compagnie, foretrække at galoppere til Vibenshuus for at blive vadskede og redte der. Kl. 6 begynder Exercitsen, og den varer da ved til Kl. 10½. Om Middagen samles Soldaterne hos Marketenderne, der have deres "Wirthschatt" i to Træbygninger, og her foregaaer da det Maaltid, som har fremkaldt de fleste Klager fra de til Soldaterkost uvante Kjøbenhavnere. De evige Ærter og Flæsk smage ikke, og det drakoniske Paalæg, der tvinger dem til at søge deres legemlige Fornødenheder tilfredsstillede hos Leirens Spiseværter, forhindrer dem fra at nyde Andet. Imidlertid skulle Klagerne - i Forbindelse med en Lægeattest - nu have fremkaldt en større Afvexling i Retterne, der imidlertid maa kjøbes med en forøget Afgift til Marketenderen af 1½ sk. dagligt. Men den gamle Klage er nu afløst af en anden; thi medens der var rigeligt af Ærter og Flæsk, paastaaes der, at Portionerne af de andre Retter ere meget afmaalte, og imedens man for fik "Meer end nok" at spise, faaer man nok nu for Lidet. Om Eftermiddagen er der atter tre Timers Exercits, og dermed ere Øvelserne endte. Aftenen er fri, og hvorledes Aftenen tilbringes, have vi seet. Det begynder nu at blive mørkt; Lygterne omkring Leiren tændes, de hvide Skikkelser forsvinde den ene efter den anden indenfor Teltene, og Leiren ligger efter en Times Forløb hensjunken i dyb Ro. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. august 1863)

Teltlejren paa Kjøbenhavns Lammefælled holdt i Mandags Aftes Dyrehavsfest, og den havde til Tilskuere Tusinder af Damer og Herrer fra Byen. Man saae her Tyrolerferdinand, Pjerrot, Invalider med een Arm, der spillede Lirekasse, Mester Jakel, Kunstberidere o. Fl. Pepita var ogsaa derude og gjorde stormende Lykke. De forskjellige Placater, der indbød til Festen, vare baade m. H. t. Indhold og Skrivemaade i den bekjendte Dyrehavsstil og særdeles vellykkede, navnlig den om "den stakkels Kone med de 28 Ædioter". Det var 1ste Bataillon, der gjorde Løierne. En Sangforening kom derud og sang nogle Sange. Om Aftenen samledes nogle Officerer/ Underofficerer og Rekrutter om Punschebollerne. (Fædrl.) 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 27. august 1863).

I Torsdags Aftes fandt i Kjøbenbavn, efter "Flks. Av." , et temmelig betydeligt Opløb Sted i Holmensgade, foranlediget ved, at henved 100 tydsktalende Soldater havde samlet sig der, afspærret Gaden og gjort Optøier. Den patrouillerende Betjent kunde ikke formaae dem til at gaae, og da de endog toge fat i ham, maatte han ved sin Pibe tilkalde Assistance. Der kom ogsaa strax en Betjent tilhjælp, men da denne tog fat i en af Urostifterne, faldt hele Sværmen over ham og frarev ham Arrestanten, der imidlertid blev greben og fastholdt af et Par Borgere, der vare tilstede. En tredie tilkommen Betjent opfordrede nu flere Gange med høflig Alvor Sværmen til at gaae fra hinanden, men da dette ikke hjalp, trak han sin Politiestav frem og truede med at ville gjøre Brug af den, hvis man ikke rømmede Gaden. Dette hjalp; i et Øieblik var Gaden ryddet og den paagrebne Urostifter bragtes til Politiestationen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 31. august 1863).

I Fredags Aftes Kl. 8 3/4 fik, efter "Fdl.", Kommandanten i Teltlejren paa Kbbvns. Lammefælled, Major Gjedde, pludselig det Indfald at lade Leiren rømme for de Herrer og Damer, som vare derude i Besøg. Rekrutterne, baade de, der vare paa Benene, og de, der vare gaaede i Seng, bleve ved Hornsignaler kaldte under Gevær foran deres Telte. Nu sendtes der en Mængde Patrouiller ud, der paa en uskaansom Maade dreve de Besøgende ud, som jo maatte vige for Bayonnetterne. Ja, Hr. Gjedde var saa tjenstivrig, at han tiltalte Flere paa følgende Maade: "Naa, kan De ikke skynde Dem; jeg har jo sagt, al De skulle gaae." Ingen vidste eller veed endnu, hvad Grunden var til denne hensynsløse Opførsel. I Mandags Aftes saae man ved Indgangen til Leiren Placater opslaaede med Paaskriften: "Kl. 8 ville de Civile forlade Leiren". Kort, men fyndigt! 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 3. september 1864)

I Teltlejren paa Kbhvns. Lammefælled blev der, efter "Flks. Av.", i Tirsdags Aftes givet en Fest for den af Nordslesvigere bestaaende fjerde Rekrutbataillon, der er indlogeret paa Sølvgadens Kaserne. Kl. 6½ marscherede Bataillonen ind i Leiren igjennem en festligt smykket Indgangsport, hvor den af Lejrens Mandskab modtoges med livlige Hurraraab. Efter at Bataillonen var bleven opstillet, blev den budt velkommen ved Afsyngelsen af nogle Sange og ved en Tale af en Rekrut af 1ste Bat.'s 2det Comp. Denne Hilsen besvaredes af Slesvigerne i Sang og Tale. Derpaa gav Leirmandskabet forskjellige Slags Løier tilbedste, af hvilke især en storartet "Beriderforestilling" vakte megen Munterhed. Da Mørket indtraadte, samledes man om Punschebordene og fortsatte Lystigheden saa lange, indtil der blev blæst Signal til Opbrud. Det fremhæves, at 2den Bataillon (Sydslesvigere) med meget Liv deltog i denne Fest, der havde et stærkt nationalt Præg.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. september 1863).