13 december 2021

Slesvig 5te Marts 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Den 4. marts 1864 ophævedes forbuddet mod en slesvig-holstensk forsikringsforening, samt bekendtgørelse af 23. december 1858 der forbød forskellige foreninger og selskaber i Slesvig-Holsten.


Oversættelse af tysk notits om mandstugt bland soldaterne:

Haderslev, 29. februar I forgårs, to timer fra vores by, blev der gennemført en militær henrettelse af en henrettelsespeloton fra 9. jægerbataljon. En underofficer fra Liechtensteins husarregiment, 22 år gammel, begik en forbrydelse i en tilstand af ophidselse, hvorefter han blev arresteret og straks stillet for en krigsret. Dommen lød på døden med krudt og bly, men retten mente i betragtning af den kriminelles gode kanal og hans modige opførsel i to træfninger, at den kunne anbefale ham til den øverstbefalendes nåde. Feltmarskal Løjtnant V. Gablenz stadfæstede imidlertid dommen, fordi den anklagede havde overtrådt en indbyggers ejendom med bevæbnet hånd. (H.N.)

Hadersleben, 29. Febr. Vorgestern früh wurde, zwei Stunden von unserer Stadt entfernt, von einem Executionscommando des 9ten Jägerbataillons eine militärische Execution voll zogen. Ein Unteroffizier des Husarenregiments Liechtenstein, 22 Jahre alt, hat sich im aufgeregten Zustand eines Verbrechens schuldig gemacht, worauf er arretirt und sofort vor ein Kriegsgericht gestellt wurde. Der Ausspruch desselben lautete auf Tod durch Pulver und Blei, jedoch glaubte das Gericht mit Berücksichtigung der guten Conduite des Delinquenten, sowie mit Hinsicht auf sein tapferes Verhalten in zwei Gefechten, denselben der Gnade des Höchstcommandirenden empfehlen zu dürfen. Feldmarschall-Lieutenant v. Gablenz hat jedoch das Uhrtheil bestätigt, weil der Veruhrtheilte mit bewaffneter Hand in das Eigenthum eines Eingebornen eingedrungen war. (H. N.)

(Allgemeine Zeitung 5. marts 1864)


Fls. Av. meddeler fra paalidelig Kilde følg. Skildring af en af de fordrevne slesvigske Embedsmænds Hændelser: En i Byen Slesvig bosat danskfødt Embedsmand, der altid har levet paa en god Fod med Slesvigerne, fik kort efter vor Armees Tilbagetog Besøg af 3 Wühlere, som befalede ham, at han skulde være ude af Slesvig inden Kl. 3; Klokken var dengang 12. Den undsagte Hr. B. lod sig ikke forbløffe, han spurgte Dhrr. Deputerede om deres Fuldmagt, protesterede mod en slig Behandling og nægtede at rejse. Men Kl. 3 saae han imidlertid flere høiere Embedsmand forlade Slesvig i deres egne Ekvipager og tænkte derfor, at det dog var bedst at reservere sig en Vogn i paakommende Tilfælde, men for næste Dag vilde han dog ikke tænke paa nogen Afreise. Han fik nu bestilt en Vogn til Kl. 8 næste Morgen, og da han saae, man begyndte at gjøre sig færdig til at illuminere Byen, lukkede han Skodder og Døre og trak sig tilbage for at nyde nogen Hvile. Imidlertid gik kun nogle Øieblikke, saa stimlede en Masse Mennesker med Skrig og Trudsler ind og forlangte, at han strax skulde komme ud. Da han var kommen frem, fordrede de, at han strax skulle begive sig ud af Byen. Her var ikke Andet at gjøre end at vige for Overmagten. Hans Kone, der ikke vilde forlade ham, fik neppe kastet en Kaabe over sig, og med tyndt Fodtøi begave de sig nu ud i et forrygende Veir, hvor Sneen uafladeligt pidskede dem lige i Ansigtet. Et lille Barn, der var kommet i Seng, kunde ikke medtages i dette Veir, og det blev derfor overladt til Bedstemoderen, der skulde følge efter den næste Morgen i den bestilte Vogn. Manden havde en Bekjendt omtr. en Miil fra Byen, der altid havde viist ham en høi Grad af Høflighed og Hjertelighed, og da denne Mand var Landfoged, stod han desuden i Forhold til Hr. B. som Underordnet. Der aftalte man at træffes næste Morgen. Da Hr. V. og Kone forlode deres Hjem, stode 5- a 600 pøbelagtige Personer opstillede en haye lige til udenfor Slesvig - igjennem disse Rækker maatte de nu løbe Spidsrod og høre deres fornærmende og spottende Talemaader. Da de vare komne ud af Slesvig, forsvandt lidt efter lidt Skaren, imedens man stadigt hørte deres vilde Hyl opflamme hinanden indbyrdes til al mulig Udaad. Da Snee og Storm stadigt tiltog, gik de Vejfarende vild, og først efter 4 Timers Omvanken fandt de Bondegaarden, der som et frelsende Asyl nu laae for dem. I tillidsfuld Tryghed bankede de paa Porten og glædede sig forud til at blive de vaade Klæder og Støvler qvit og komme i en god Seng. Endelig fik de Manden vækket og fortalte ham deres Skjæbne. Han beklagede dem, men beklagede tillige, at han aldeles ikke turde gjøre Noget for de flygtende Danske, da det var at udsætte sig selv for samme Molest; han lod dog lave lidt Thee til dem, og efter megen Plagen tillod han dem at ligge nede i en Lade, hvor der havde ligget nogle østerrigske Soldater i Indqvartering. Altsaa herind kom de Kl. 12 eller 1 om Natten, hvor noget forligget Halm blev deres Leje. Vaade og forkomne, som de vare, faldt de dog endelig i Søvn, men allerede Kl. 4 vækkedes de med Ordre til nu at gaae, da man frygtede, at der skulde komme nogle af de omvandrende Wühlere og see dem. Imidlertid toge de intet Hensyn til denne Ordre, men bleve liggende. Da kom Kl. 5 en Karl, med Ordre fra sin Herre at blive hos dem, til han havde seet dem vel ude af Gaarden. Her stode de altsaa atter ude i Snee og Blæst og maatte blive; thi de ventede jo Vognen med Barnet Kl. 8, men Kl. blev baade 8 og 10, og her stode de stakkels Forældre endnu og ventede forgjæves, hungrige som de vare, og i det frygtelige Uveir. Omsider bestemte Konen sig til at gaae tilbage til Slesvig for at hente Barnet. Her maatte hun nu opbyde Alt for at faae en Vogn, hvilket først lykkedes hende henimod Kl. 3, da en Bagerenke fik Medlidenhed med hendes Jammer og kjørte hende og Barnet ud til Manden. Den tidligere bestilte Vogn blev nemlig holdt tilbage af Wühlere. Hr. B. havde imidlertid flere Gange maattet blande sig imellem Skarer af Folk, der droge jublende omkring med Trophæer, de havde opsamlet ved Dannevirke, saasom Kanonvidskere, Kugler osv. Med megen Forsigtighed maatte den endelig samlede Familie nu begive sig til Rendsborg, og der turde de slet ikke gaae sammen, da man saa strax i den havde formodet en flygtende Familie og insulteret dem. Efter megen Besvær og Kummer kom de til Ystad og derfra til Kjøbenhavn, hvor de nu kun eie, hvad de staae og gaae i.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 5. marts 1864).

Oversættelse af tysk artikel. Originalen er nedenunder:

Også denne gang har befolkningen i Aabenraa efter bedste evne bevist deres gamle ry for patriotiske følelser. Mens hele Flensborg by stadig er næsten helt uden de røde, hvide og blå flagdekorationer, blafrer i Aabenraa de elskede nationalfarver fra næsten alle huse, de danske vejnavne er overalt blevet erstattet af tyske, og skilte fra butikker og kroer viser allerede for størstedelen igen tyske påskrifter. Byens tapre borgere bliver aldrig trætte af at opfordre civilkommissærerne til at afsætte ​​de danske embedsmænd hurtigst muligt. De har i forlængelse af deres første indlæg i denne sag allerede to gange bedt om at fremskynde afgørelsen så meget som muligt. Kronprinsen af ​​Preussen svarede blandt andet den borgerdeputation der for nylig bød ham velkommen her: Man kan være sikker på at han ligesom sin kongelige far havde den største sympati for den slesvig-holstenske sag; for så vidt angår løsningen af ​​arvespørgsmålet, var han ikke bemyndiget til at give konkrete oplysninger herom; Han påpegede dog at han var nær ven af ​​hertug Friedrich, og at denne også var i familie med den preussiske kongefamilie.

Die apenrader Bevölkerung hat auch diesmal ihren alten Ruf patriotischer Gesinnung aufs beste bewährt. Während in Flensburg immer noch ganze Stadttheile des roth-weiss-blauen Flaggenschmucks beinahe gänzlich entbehren, flattern in Apenrade die geliebten Landesfarben fast von jedem Hause, die dänischen Strassennamen sind überall durch deutsche ersetzt worden und auch die Schilder der Kaufläden und Gasthäuser tragen schon zum grössten Theil wieder deutsche Inschriften. Die wackern Bürger der Stadt ermüden nicht, bei den Civilcommissaren auf baldigste Ansetzung der dänischen Beamten zu bringen. Sie haben schon zweimal, anknüpfend an ihre erste Eingabe in dieser Angelegenheit, um möglichste Beschleunigung der Entscheidung nachgesucht. Der Kronprinz von Preussen hat der ihn unlängst hier begrüssenden Bürgerdeputation unter anderm erwidert: man möge versichert sein, dass er wie sein königlicher Vater die grössten Sympathien für die schleswig-holsteinische Sache hegten; was die Regulirung der Erbfolgefrage beträffe, so sei er nicht ermächtigt, in dieser Hinsicht bestimmte Auskunft zu geben; er weise jedoch auf den Umstand hin, dass er mit dem Herzog Friedrich innig befreundet und dass letzterer obendrein mit dem preussischen Königshause verwandt sei.

(Bamberger Zeitung 5. marts 1864)

Ved folkeafstemningen i 1920 var der knebent tysk flertal i Aabenraa: 2.725 tyske mod 2.224.  Da tallene er 56 år nyere skal de dog tages med et kæmpeforbehold for om hvorvidt de afspejlede situationen i 1864.


Forlagsbureauet. En musicerende Cavalleri-Piket i Øster-Dybbøl. Efter en tegning af Lieutenant C. Oscar Carlson. Illustreret Tidende bind 5, nr. 233, marts 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hjemvendte fra Fredericia. Landbruget. Sønderborg. 23.-24. Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk beretning, original følger:

Friederica, 15. maj (Fr J.) Et ejendommeligt, melankolsk skue er siden torsdag blevet præsenteret ved dampskibenes landingssted på Lillebælt; man kan ikke rumme sine følelser, når man ser indbyggerne, mænd og kvinder, gamle mennesker og børn, komme over fra Fyn i de små både. Nogle bærer deres ejendele, som de havde bjærget på Fyn, med sig; andre, for hvem bekymringer om deres liv ikke efterlod nogen tid, i håb om at finde nogle af deres ejendele i deres hjem, skyndte de sig at kravle i land og storme ind i byen; men sandsynligvis er det meget få, ja sandsynligvis ingen, der finder det, de leder efter. Alt, hvad der ikke var for tungt at bære, hvis det var af nogen værdi, blev taget væk. Skabene er ryddet ud, dørene brudt ned og løftet af deres hængsler, borde og stole er smadret. Skårene af spejl og service ligger på gulvet med papir og iturevne klude imellem. Jeg har set mange par stå der og stirre på ruinerne af deres ejendele med tårer i øjnene. Hvad de frygtede, men alligevel ikke helt vilde tro, bliver for dem vished; [et ord mangler] Blev en tigger, deres rigdom, som de møjsommeligt har erhvervet sig gennem årene, er væk. De danske soldater har i mellemtiden, som borgere, der blev tilbage i byen, selv fortalt mig, gjort det meget værre end østrigerne. Især da ordren om afmarch blev givet, trak de alt med sig, som kunne trækkes med; De undskyldte sig med at sige, at det måtte være mere behageligt for frederianerne, hvis de, deres landsmænd, tog deres ejendom i besiddelse, end hvis det faldt i fjendens hænder. Denne logik giver dog meget lidt mening, og jeg har ofte hørt de stakkels folk bryde ud i et sandt raseri af forbandelser mod københavnerne. Nedbrydningen af ​​fæstningsværkerne fylder de fleste indbyggere med næsten mere glæde end vore soldater; de håber, at de aldrig vil blive rejst op igen. Foreløbig kommer københavnerne formentlig til at mangle penge til dette.

Friederica, den 15. Mai (Fr. J.) Ein eigenthümliches, wehmüthig stemmendes Schauspiel bietet sich seit Donnerstag auf dem Anlegeplatze der Dampschiffe am kleinen Belt dar; man kann sich der Rührung nicht enthalten, wenn mann die Einwohner, Männer und Frauen, Greise und Kinder in den kleinen Booten von Fühnen herüberkommen sieht. Einige führen ihre Habseligkeiten, die sie auf Fühnen geborgen hatten, it sich; andre, denen dazu die Sorge um ihr Leben keine Zeit liess, höffen in ihrem Wohnungen doch etwas von ihrer Habe wieder zu finden, eilig steigen sie an's Land und stürmen in die Stadt hinein; aber wohl die wenigsten, ja wohl niemand findet, was er suchte. Was nicht allzuschwer zu tragen war, ist, wenn es irgend Werth hatte, fortgeschafft. Die Schränke sind ausgeräumt, die Thüren erbrochen und aus den Angeln gehoben, Tische und Stühle zerschlagen. Auf dem Boden liegen die Scherben der Spiegel und des Geschirrs, dazwischen Papiersetzen und zerrissene Lumpen. Manches Chepaar habe ich so stehen sehen, mit thränenden Augen diese Trümmer seiner Habe anstarrend. Was sie schon gefürchtet, aber noch immer nicht ganz glauben wollten, wird ihnen zur Gewissheit; [et ord mangler] Bettler geworden ihr mühsam im Jahren erwordenes Gut ist dahin. Die Dänischen Soldaten haben indessen, wie mir in der Stadt zurückgebliebene Bürger selbst erzählt haben, viel ärger gehauft als die Oesterreicher. Namentlich haben sie, als der Befehl zun Abmarsch gegeben war, noch zusammengerasst, was sich zusammenrassen liess; sie entschuldigten sich damit, dass es den Friedericanern doch angenehmer sein müsse, wenn sie, ihre Landsleute, sich ihres Gutes bemächtigten, als wenn es den feinden in die Hände falle. Diese Logik ist aber den wenigsten einleutend und ich habe die armen Leute oft in eine wahre Wuth von Verwünschungen über die Kopenhagener ausbrechen hören. Die Demolirung der Festungswerke erfüllt die meisten der Bewohner fast mit grserer Freude als unsere Soldaten; sie hoffen, dass sie nie wieder aufgerichtet werden mögen. Für's erste wird es den Herren Kopenhagenern dazu auch wohl Geld fehlen.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 23. maj 1864)


Aalborg, den 23de Mai.

Kornudbyttet af forr. Aars Høst betegnes i en Agerdyrkningsberetning i "Tidsskrift for Landoekonomie" som i det Hele "tilfredsstillende, og enkelte Steder vel endog rigt, saa at Afgrøden fra forr. Aar vel for hele Landets Vedk. kan ansees som en god Middelhøst, og paa velgjøtede og velafgravede Jorder, der kunde vinde Seir over Sommerens Kulde og Fugtighed, maa Høsten af alle Sædarter endog kaldes rig. Hveden har været mindst tilfredsstillende; det har ved Tærskningen viist sig, at den mange Steder havde lidt meer af Rust, end man ventede, at den har givet meget Smaakorn; man vil ogsaa see, at Opgivelsen af Foldene mange Steder er temmelig lav; Rugen har derimod overalt i de bedre Egne, hvor den var tidligt saaet i velbehandlet Jord, givet en særdeles god Afgrøde, og kun den sildigtsaaede Rug har været simpel. Bygget har været meget forskjelligt, men dog vel i det Hele naaet en Middelafgrøde og Havren derover. Bælgfrugter have givet særdeles godt, men have, som vi i den sidste Beretning metdeelte, lidt meer af Høstveiret end de andre Sædarter, og ere derfor mange Steder kun af simpel Beskaffenhed. Havde Priserne kun været høiere og Forholdene fredelige, vilde det forrige Aars Afgrøde ikke have givet Landmanden grundet Anledning til Klage trods den kolde Sommer og den meget besværlige Høst." Hertil føier Tidssskriftet meget sandt og desværre meget beklageligt: "Den store Indkaldelse af Mandskab, som Krigen gjør nødvendig, virker naturligviis tungt paa Landboforholdene, og mange Steder, navnlig i Jylland, hvor Gaardene næsten udelukkende drives med ugifte Folk, føles Trykket særdeles haardt. Indvandring af svenske Arbejdere har vistnok fundet Sted i temmelig stort Omfang, men kan kun for en ringe Deel afhjælpe Mangelen; man er næsten overalt nødt til at indskrænke sig til de nødvendigste Arbejder og lade alle Forbedringer, der kunne taale Opsættelse, hvile til gunstigere Tider." Men foruden Afsavnet af Mandskabet, er Trykket blevet end mere forøget, foruden ved andre materielle Lidelser, med Standsninger i Omsætning, Handel, Færdsel og de mange Vanskeligheder, der ophobe sig i alle tænkelige Forhold, ved Indqvarteringer i Masse og den Mængde Ægtkjørseler, af fjendtlige og vore egne, som have lagt Beslag paa Landmanden cg hvilket Alt i en uhyre Grad har svækket og forringet hans Evner og Udøvelsen af hans Gjerning. I den store occuperede Deel af Jylland ere Lidelserne saa store og almene, at man forgjæves i den krigsfostrende Presse andetsteds, eller ved nok saa svulstiske Phraser og usande Skildringer af de virkelige Tilstande, søger at døve den! Men ogsaa i den Deel af Jylland, der ikke er hærget eller besat af Fjenden, føles Trykket overmaade haardt af dem, der ikke leve af ophidsede Phantaster og ikke ville qvæle Sandheden. Som et Vidnesbyrd, der kunde forøges med mangfoldige andre, kan følgende Brev fra en Landmand i Vendsyssel tjene: "Som Forpagter af en lille Gaard, hvor jeg holder fire Arbeidskarle, havde jeg alt i Vinter det Uheld, at disse alle fire bleve indkaldte til Militairtjenesten, og maatte jeg remplacere dem med et Par gamle Huusmænd og tvende Drenge, ved Hjælp af hvilke jeg maatte aftærske Gaardens  Afgrøde, der saaledes blev ringe og seent udført; og da nu Vaartiden begyndte, har jeg dagligen maattet forrette lange og besværlige Ægtkjørseler, saa jeg endnu idag, den 16de Mai, er langt tilbage med min Udsæd og min Jord meget forvildet af Mangel paa tilstrækkeligt Arbeide. Men alle disse Onder ere dog for Intet at regne imod de seneste Dages Plager, thi tænk: den 8te ds. fik jeg Ordre af Lægdsmanden til uopholdeligt at møde i Frederikshavn - 10 Mile fra mit Hjem - for at afhente mit Soldaterpas som Frilodsmand fra 1857, og strax derefter en ny Ordre fra Sognefogden til at modtage stærk Indqvartering af Mandskab og nogle Heste, foruden flere Bebudelser, jeg her vil lade forblive unævnte. Jeg maatte nu begive mig paa Vejen til Frederikshavn og overlade min syge Kone Gaarden med alle dens nærværende og truende Sorger, for saaledes muligviis ved min Hjemkomst at finde det Hele ødelagt og udmarvet. Med disse Tanker vandrede jeg da afsted og modtog mit Pas, der lød paa at møde i Kjøbenhavn den 18de. Uden Ro og Hvile ilede jeg da igjen de 10 Mile til Hjemmet, hvor jeg forefandt min endnu mere syge Kone og trende Børn i Halmen paa Loftet, Gaarden og Laden i største Uorden, Kreaturerne drevne i Marken, hvor der endnu Intet er til dem, og vore Fødevarer tildeels udtømte, og nu dertil den nedslaaende Efterretning jeg hjembragte, at jeg atter skulde forlade Alt. Ja! det er umuligt med Ord at kunne beskrive den Stemning, hvori jeg og min ulykkelige Kone nu befinde os. Saaledes vandrer jeg atter idag med min Ransel over Nakken til Sundby i veemodig Betragtning over Forholdene, deres Aarsager og sørgelige Virkninger. Mon ogsaa de, der saa krigslystne have stødt i Luren, og endnu ikke hængt den paa Væg, have drømt om det store Ansvar, de have paakaldt?"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. maj 1864).


Georg Emil Hansen (1833-1891): Sønderborg. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En korrespondent fra Hamburger Nachrichten berettede den 18. maj om et besøg i Sønderborg, først i dansk oversættelse, dernæst originalen:

Hvad selve byen angår, forestillede jeg mig at den så meget værre ud. Kun på markedet og foran slottet ser tilskueren ved første øjekast en stærk ødelæggelse; men også de bygninger der blev skånet af de preussiske kugler, viser enkelte spor af ganske iøjnefaldende skader, såsom butikker, såvel som døre og vinduer i de bedre huse. Spørgsmålet dukkede naturligvis straks op i mit sind, hvad forårsagede egentlig at disse bygninger blev voldsomt beskadiget? Det spørgsmål blev besvaret hurtigt, eftersom nogle herboende tyskere gav os oplysninger om alt hvad der var sket, hvilket ved første øjekast var egnet til at gribe os med stiv rædsel om danskeres fremfærd. Fra 2. april til 18. april plyndrede de danske soldater i denne medlidenhedsværdige by i en sådan grad at selv deres officerer næppe kunne standse det. Hos mæglerenken Hansen har de f.eks. efter at kommoderne og skabene var blevet tømt helt, smidt et stort, ekstremt prægtigt vægur til en værdi af mere end 100 thaler på gulvet fordi det var en smule ubehageligt at transportere. Det blev derefter slået i stykker med riffelkolben. Det første preussiske projektil bragede ind i urmageren Andersens foyer og slog 24 mand ned fra et kompagni soldater der havde været udstationeret rundt om hjørnet i den anden gade; Straks efter brød de andre ind i Andersens butik, brød urskabene op, proppede lommerne fulde med deres indhold og mishandlede så de ivrige danskere og gode patrioter som var forargede over en sådan procedure. Hos Becks købmand som også var meget god dansksindet tysker, holdt soldaterne tvangsauktion over de dyreste ting, især værdifulde porcelænsstykker, og hvis den tilbudte pris på nogle få skilling blev tilbagebetalt fra plyndrerne, smed de straks tingene på til jorden og knuste dem. Da skibsbygmester Jensen hørte om denne virksomhed, ville han forlade byen, efterladende alt sit løsøre, og pakkede til dette øjemed de fornødne sager og værdier i en kuffert, hvormed han vilde ud gennem bagbygningen. Men her blev han modtaget af et par danske infanterister, som idet de satte deres bajonet på hans bryst, med magt tog kufferten, mens en anden flok af disse røvere i forvejen i forreste bygning festede med opbrudte kister og skabe. Det samme gjorde de med handskemagerenke Börsen som sendte nogle kasser med nye varer til officererne. Disse kasser blev brudt op, handskerne spiddet på bajonetterne og sablerne og smidt i snavset på gaden. Brandkorpset der gavmildt var sendt hertil af københavnerne, var ikke mindre virksomt i disse røverier og fiskede mere end det slukkede; det må den tidligere berømte borgmester Hilmar Finsen have forudset, hvorfor han tids nok trak sig tilbage til Hørup Hav, hvorfra han ledede borgerregimentet via Sønderborg, mens han til tider et øjeblik var sammen med de fattige, fra to sider så hårdt undertrykte borgere, men altid på en kejserlig og frastødende måde. - - - De fattige slesvigere var blevet brugt til at bygge barrikader, hvortil inventaret skulle bruges uden forskel fra alle de nærliggende huse. Man kan forestille sig den beklagelige tilstand for disse hårdt ramte sønderborgere, blandt hvilke tyfus indtil nu stadig er ret udbredt, og så spørge: hvad har disse som altid har været knyttet til den danske sag, gjort for af deres egne soldater at blive berøvet deres ejendele på en så voldsom måde? Nu har stemningen på hele øen naturligvis ændret sig totalt, og de tidligere mest energiske danskere er i dag københavnerpolitikkens værste fjender og ønsker intet andet end at komme under det tyske regime.

Was die Stadt selbe anbelangt, so habe ich mir ihr Aussehen weit schlimmer vorgestellt, nur bei dem Markte herum und vor dem Schlosse tritt dem Beschauer schon auf den ersten Bllick eine starke Zerstörung vor die Augen; aber auch die von den Preussischen Kugeln verschont gebliebenen Gebäude tragen einzelne Spuren von ziemlich auffälliger Beschädigung an sich, so zum Beispiel Kaufläden, dann Thüren und Fenster in den bessern Häusern. Natürlich drang sich mir sogleich die frage auf, wodurch denn eigentlich auch diese Gebäude gewaltsam beschädigt worden sind? Bald genug sollte uns dieselbe beantwortet werden, da einige hier wohnende Deutsche uns über alles Gescheheneeinen Aufschluss gaben, der im ersten Augenbllicke geeignet war, uns mit starrem entsetzen über die Dänenwirthschaft zu erfassen. Von 2. bis incl. 18. April herrschte in dieser beklagenswerthen Stadt eine solche Plünderungswith der Dänischen Soldateska, dass selbt diee Officiere derselben kaum Einhalt thun konnten. Bei der Makler-Wittwe Hansen haben sie z.b. nach vollständiger Leerung der kommoden und Schränke auch eine grosse höchst prachtvolle wanduhrr im Werthe von über 100 Thlr., weil zum Transporte etwas unbequem, auf den Boden geworfen und sodann mit den Geweehrkolben in Stücke zertrümmert. In den Vorhause des Uhrmachers Andersen krepirte das erste Preussische Projectil und schlug von einer um die Ecke in der andern Strasse rangirt gewesenen Compagnie Soldaten 24 Mann nieder; gleich darauf drangen die übrigen in den Laden des Andersen, erbrachen die Uhrenschränke, stopften sich alle Taschen mit deren Inhalt voll und misshandelten nach zum Shluffe den übe ein solches Vorgehen sich empört zeigenden eifrigen Dänen und guten Patrioten. Bei'm Kaufmann Beck, einem ebenfalls sehr Dänischgesinnt gewesenen Deutschen, hielten die Soldaten eine unfreiwillige Auction über die theuersten Sachen und namentlich über werthwolle Porzellanstücke, die sie, wenn der ausgebotene preis von einigen Schillingen von den Plünderern mit Lachen erwidert würde, sogleich auf den Boden und in Trümmer schlugen. Als der Schiffbaumeister Jensen von diesem Treiben hörte, wollte er sich mit Hinterlassung all seiner Mobilien aus der Stadt entfernen und packte zu diesem Zwecke das Nöthigste so wie Werthsachen in einen Koffer, mit welcheem er sich durch das Hintergebäude entfernen wollte. Aber hier empfingen ihn schon einige Dänische Infanteristen, welche, ihm das Bajonett auf die Brust setzend, den Koffer mit gewalt agnahmen, während zur selben Zeit im Vorderhause schon eine andre Rotte dieser räuber sich bei erbrochenen Kasten und Schränken gütlich that. Desgleicheen verfuhren sie bei der Handschuhmacher-Witttwe Börsen, die sich für die Officiere einige Kisten mit neuer Waare kommen liess. Diese Kisten wurden erbrochen, die Handschuhe an den Bajonetten und Säbeln aufgeschlietzt und auf die Strasse in den Koth geworden. Auch das von den Kopenhagenern grossmüthig hieher gesendete Brandcorps war bei diesen Räubereien nicht minder thätig und fischte mehr im Trüben, als es gelöscht hat; der frühere famose Bürgermeister Hilmar Finsen muss das wohl voraus gesehen haben, weshalb er sich zeitig genug nach Hörup-Haff zurückzog, von dort aus das Civilregiment über Sonderburg führend, indem er zu Zeiten nur auf Augenblicke sich bei den armen, von zwei Seiten so hart bedrängten Bürgern, aber stets in herrischer und abstossender Weise, sehen liess.  - - - Die armen Schleswiger hatte man zum Barrikadenbau verwendet, wozuaus allen zunächstliegenden Häusern ohne Underschied die Möbel verwendet werden mussten. Man möge sich den bedauernswerthen Zustand dieser hart heim gesuchten Sonderburger vorstellen, bei denen noch ausserdem bis zum Augenblicke ziemlich stark der Typhus herrscht, und frage dann: was haben sie, die stets der Dänischen Sache zugethan waren, verschuldert, um von den eigenen Soldaten auf so räuberische Weise um ihr Hab und Gut gebracht zu werden? Jetzt freilich ist die Stimmung auf der anzen Insel vollständig umgewandelt und die frühern enragiresten Dänen sind heute die ärgesten Feinde der kopenhagener Politik und wünschen nichts sehnlicher als unter Deutsches regiment zu kommen.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 24. maj 1864)

Ubekendt: Marketender Salomon des Westph. Jäger Bataill: No 7. 4. Comp. 1864. På skiltet ved vognen står: "Wer da will trinken gut Bier und Wein, der kehre beim Marketender Salomon ein". Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Vaabenhvile: Hobro, Ribe, Varde 19de til 22de Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Ribe, den 19. maj.
Om det i Søndags i Veirup af en østerrigsk Soldat begaaede Mord paa Gaardmand Otto Pedersen have vi erfaret at Gjerningsmanden ikke, som i forrige Nr. meddelt, blev skudt i Mandags paa Gjerningsstedet, men første i Arrest, da han ikke vilde vedgaa Forbrydelsen.

(Ribe Stifts-Tidende 19. maj 1864).


En Opfordring fra en fangen dansk Officer. I et Brev, dateret Glogau den 20de Mai 1864, beder en af de der hensiddende fangne Officerer om, at Almenheden herhjemme maatte blive opfordret til at komme Fangerne tilhjælp med at opreise et Monument over fire af vore Soldater, som indtil da vare bortrykkede af en ondartet Tyfus, der, som en Følge af de udstaaede Besværligheder under Vinterfelttoget, har raset saavel blandt vore, som blandt de fjendtlige Soldater. Da jeg finder, at det kunde være meget passende, om der blev reist de menige Soldater, som have maattet lægge deres modige Ben i Fjendens Land, en lille Bautasten, saa tillader jeg mig herved at bede Dags-Telegraphen" om at modtage, hvad Medborgere maatte ville yde til dette Øiemed. En Sjællænder. 

Vi skulle opfylde Ønsket og i sin Tid aflægge Regnskab for, hvad der maatte blive givet. Red.

(Dags-Telegraphen (København) 2. juni 1864).


Fra Ribe beretter Byens Avis følgende gruelige Krigsbegivenhed under "Vaabenhvilen": "Et Regiment fjendtlige Soldater, som i Søndags Form. marscherede fra Colding til Varde, gjorde Holdt ved Veirup i Gjording Sogn; en Afdeling kom til at staae paa Landevejen tæt ved Kroen og nogle Gaarde; øieblikkeligt væltede de Menige sig ind i Gaardene og borttog alt Spiseligt tilligemed hvad de forefandt af Linned. Da de skulde afmarschere, kom en Menig og en Oppasser ind til Gaardmand Otto Pedersen og forlangte Øl. Da denne ikke hurtigt nok efterkom Ordren, skjød man ham igjennem Hovedet! En Nabo gjorde Anmeldelse til Officererne og den Skyldige blev funden, man hentede Herredsfogden i Holsted og et Forhør afholdtes, imedens tillige en Mængde bleve fængslede for Tyverier. I Mandags blev Morderen skudt paa Gjerningsstedet og Tyvene afstraffede".


(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. maj 1864).


I et Brev fra Jylland til N. Pr. Z. i Onsdags hedder det: "Vi have nu intet at gjøre og jeg har derfor dannet mig en Arbeidscommando, hvormed jeg gjennemforsker Kjæmpegrave, fisker, moderniserer Bøndernes Haver osv. Fortiden bygger jeg paa en stor Pindsehytte med Keglebane og Anstalt til Legemsbevægelser. Bønderne, med hvem vi komme meget godt ud af det, see forbavsede til hvad der alt rejser sig paa deres Enge og smøge derhos med Velbehag deres Piber. De have det ellers ret godt; de have deilig Jord og Qvæg og boe midt i deres Eiendom. Paa Kundskaber mangler det dem ikke, men de synes at være temmelig sløve (snarere hvad vi i Jylland kalde "sløv", polidsk) og smagløse. Deres Stemning er afgjort for Fred" osv. 
- - -
Anden Pindsedag trak den østerrigske Brigademusik i Varde, henved 50 Musici, op i Runddelen i Lystanlæget "Arneberg", og i Overværelse af et talrigt østerrigsk og dansk Publicum, diverteredes dette ind iblandt andre ogsaa flere af vore smukke Nationalmelodier, deriblandt "Den tapre Landsoldat". (Varde Av.)
- - -
Størstedelen af de i Forpleiningsmagazinet i Hobro endnu beroende Artikler er af kommunen, efter Byens Av., solgt til en preussisk Hærleverandeur imod en contant Udbetaling af 1000 preuss. Daler. Restbeholdningen vil blive bortsolgt ved Auction paa Fredag, nemlig endeel røget Flæsk, Gryn, Riis og andre Levnedsmidler. Da ca. 70 af de til Magazinet fra Omegnen indkomne Kreaturer endnu staae opstaldede der og kunne tilbageleveres, ere de paagjældende Eiere eller Sogneforstanderskaber, som have indleveret dem, opfordrede til, forsaavidt de ønske at erholde Kreaturerne tilbageleverede, at møde paa Onsdag Form. ved Kjøbmand Brasch's Stald paa Kjøbstadens Mark, hvor Udleveringen vil kunne skee, naar Vedk. medbringer den for Kreaturernes Modtagelse der udstedte Qvittering, samt ved 2de paalidelige Mænd godtgjorde paagjældende Kreaturers Identitet med de i sin Tid afleverede. De Kreaturer, som ikke afhentes til anførte Tid, blive bortsolgte ved ovenanførte Auction.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. maj 1864).

På Sct. Michaelis kirkegård i Fredericia er en mindebautasten over 40 døde danske soldater. Da egentlige kamphandlinger ikke fandt sted, er tyfus muligvis dødsårsagen. Østrigske tropper bombarderede byen 20.-22. marts 1864. Fæstningen blev rømmet 26.-28. april. Hvorefter østrigerne kunne indtage byen uden kamp. Her opholdt de sig indtil 16. november 1864. De skal have opført sig pænt og deltog bl.a. i fejringen af 6. juli ved statuen af Landsoldaten. 

Oversættelse af tysk artikel, original under oversættelsen:

Faktisk kan de lokale myndigheder i Jylland stadig ikke nå til enighed med de preussiske militærledere trods den indtrådte våbenhvile, som det i tilstrækkelig grad burde fremgå af følgende brev som svar på en protest fra Viborg-magistraten: "Hvis disse mine afmålte ordrer af fødevarekommissionen ikke udføres straks og udføres på den mest samvittighedsfulde måde, vil jeg give de herrer, der skal klare disse ting, lejlighed til at tænke over deres oprørskhed over brød og vand og selv tage dette af våbenmagt, som stadig er min ret i krig. For de skader som uundgåeligt ville vokse op som følge heraf, indestår jeg ikke, og alt ansvar må tilfalde byens myndigheder. Viborg, 13. maj 1864. E. v. Bornstedt, generalmajor. " I mellemtiden skal Stiftsamtmand Dahlstrøm, som blev udnævnt til dansk civilkommissær for Jylland, og som afrejste den 14. d.  sydpå fra Aalborg, nu i hvert fald have indgået en foreløbig aftale med kgl Generalløjtnant Vogel v. Falkenstein. - "Berl. Tid." meddeles i Telegraf fra Odense på Fyn, at Kommandanten af ​​Veile afslog en dansk Skipper, der efter at have faaet Tilladelse ville sejle til Odense med sit Fartøj, og da han klagede, rev han skibets papirer i stykker.

In Jütland können die Communalbehörden sich in der That trotz der eingetretenen Waffenruhe immer noch nicht mit den Preussischen Militärbefehlshabern einigen, wie dies zur Genüge aud dem nachstehenden Antwortschreiben auf einen Protest des Viborger Magistrats hervorgehen dürfte: "Sollten diese meine gemessenen Befehle durch die Verpflegungscommssion nicht sofort und auf das gewissenhafteste vollführt werden, so werde ich den Herren, welche diese Sachen zu leiten haben, bei Wasser und Brot Gelegenheit geben, über ihre Widerspänstigkeit nachzudenken und durch Waffengewalt dies selbst nehmen, wie mir noch Kriegsgebrauch zusteht. Für den Schaden aber, der hierdurch unausbleiblich erwachsen würde, stehe ich nicht, und möge alle Verantwortlichkeit die Stadtbehörden treffen. Viborg, den 13. Mai 1864. E. v. Bornstedt, Generalmajor." Inzwischen wird der zum Dänischen Civilkommissar für Jütland ernannte Stiftsamtmann Dahlström, welcher am 14. d. von Aalborg südwärts abreiste, jetzt jedenfalls ein vorläufiges Abkommen mitdem königl. Generallieutenant Vogel v. Falkenstein getroffen haben. - Die "Berl. Tid." lässt sich per Telegraph aus Odense auf Fühnen berichten, dass der Platzcommandant von Veile einem Dänischen Schiffer, der nach eingeholter Erlaubniss mit seinem Fahrzeuge nach Odense abfahren wollte, dies verweigerte und demselben, als er sich beschwerte, die Schiffspapiere zerriss.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 22. maj 1864)

Frederik Christian Emil Dahlstrøm (1815-1894) var siden 1856 stiftamtmand over Aalborg stift da han 1864 blev beskikket til overordentlig regeringskommissær for Nørrejylland. 

Oversættelse af en tysk artikel om Vejles bidrag til leverance af varer:

"Som bekendt måtte byen Vejle betale en sum af 85.000 dalere af det for Jylland udmeldte bidrag. Da denne sum ikke er betalt den dag i dag, blev på ordre af feltmarskal von Wrangel i går eftermiddags, samtlige manufakturvarelagre i denne by også sat under arrest af eksekutionskommandoer for derigennem at gennemtvinge opkrævningen af ​​ovennævnte sum. De pågældende lagre er forsynet med vagtposter der nægter alle adgang, da der fra dette øjeblik intet mere må sælges af varerne." (Preussen siges på konferencen at have betinget sig at de tidligere annoncerede rekvisitioner hvis dato blev forlænget til tidspunktet for våbenhvilen, stadig inddrives. Nye rekvisitioner vil sikkert ikke blive foretaget. De danske aviser klager over denne procedure og "Dagbladet" kræver genoptagelse af blokaden).

Aus Veile vom 12. Mai berichtet die "Schl. Z.":

"Wie bekannt, ist die Stradt Veile bei der für Jütland ausgeschriebenen Contribution mit einer Summe von 85,000 Thlrn. bedacht worden. Da diese Summe bis heute nicht erlegt wurde, sind auf Befehl des Generalfeldmarchalls v. Wrangel gestern Nachmittag sämmtliche Manufakturwaarenlager hiesiger Stadt durch Executionscommandos mit Arrest belegt worden, um hierdurch die Betreibung der oben gedachten Summe zu erzwingen. Die betreffenden Lager sind mit Posten versehen, die Jeglichem den Eintritt verweigern, da von diesem Augenblicke von den Waaren nichtsmehr verkauft werden darf." (Preussen soll sich bei der Conferenz ausbedungen haben, die früher ausgeschriebenen Requistionen, deren Termin bis in die Zeit der Waffenruhe erstreckt worden, noch eintrutreiben. Neue Requistionen werden sicher nicht gemacht. Die dänischen Blätter schimpfen über dieses Verfahren und "Dagbladet" fordert die Wiederaufnahme der Blokade.).

(Allgäuer Zeitung 22.maj 1864).


Legung des österreichischen Feldttelegraphen im westlichen Jütland. Illustrirte Kriegs-Berichte aus Schleswig-Holstein: Gedenkblätter.

12 december 2021

Vaabenhvilen. Fredericia. Hobro 16de til 18de Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

- For de preussiske Troppers Forplejning under Vaabenhvilen var igaar først bestemt et Reglement, der vilde have været meget bebyrdende for Værterne. Da det maaske er blevet Flere bekjendt, bemærke vi derfor, at det ikke kommer til at giælde, og at iaftes nærmere Forhandling, efter et fra den commanderende General indløbet Brev, har fundet Sted. Ifølge vor Regjerings Convention for Troppernes Forplejning under Vaabenhvilen skulle disse nemlig bespises af Ovarteerværterne imod en Godtgjørelse, som i sin Tid vil blive bestemt af vor Regjering. Soldaten kan fordre, at Forplejningen ydes ham af Værten efter sædvanlig Brug i tilstrækkeligt Maal og godt tilberedt. Som Norm gjælder Portions-Bestemmelsen i Magazinforpleiningen, nemlig dagligt:
1) ½ Pd. fersk eller saltet Kjød eller 1/3 Pd. røget Oxe- eller Lammekjed, eller 1/4 Pd. røget Flæsk.
2) 6 Lod Riis eller 8 Lod Byggryn, eller 16 Lod Ærter eller 3 Pd. Kartofler.
3) 1½  Lod Salt.
4) 1 Lod brændt Caffe.
5) 1 Pd. 26 Lod Rugbrød.
Efter Forlydende vil der, hvis det skulde vise sig nødvendigt, med det Første blive andraget paa, at Naturalforpleining fra Magazin atter indføres, saa at Værterne kun have at yde de Indqvarterede Leilighed til at koge deres Mad og det fornødne Brændsel dertil.
- - -
I Randers var der, efter Brev derfra, i Torsdags Efterm. Opløb, idet man modsatte sig, at den preussiske Feldtpost befordredes med reqvirerede Ægtheste, samt at de paalæssede, fra Manufacturboutikker bortførte Varer, til Beløb af 12,000 Rd., kjørtes videre med Ægtvogne sydpaa. Vognene maatte derpaa ogsaa aflæsse Varerne, som atter bragtes ind i Raadstuemagazinet, og Vognene bragtes atter tilbage til Vognparken.
- - -
Fra Aarhuus have vi over Fyen modtaget en Telegraphmeddelelse, ifølge hvilken der endnu i Fredags blev røvet Heste og Køer, ligesom der inden samme Dags Aften var forlangt en Contribution af Staden af 200,000 Thaler samt 400 uldne Tæpper, og i Vægringstilfælde er der truet med at Kjøbmandslagrene vilde blive tømte. Hin Fremgangsmaade er dog et saa stærkt Stykke og et saadant Brud paa Tro og Love, at vi foreløbigt ville hengive os til den Forventning, al de paagjældende preussiske Befalingsmænd ubetinget ville blive desavouerede af deres Regjering, og at denne uopholdeligt vil forge for at raade Bod paa det Skeete. (Berl. Tid.)

I Horsens ere, efter Byens Av., de for Nægtelsen af den Byen paalagte Penge-Contribution beslaglagte Manufacturlagere naturligviis atter frigivne. Beslaglæggelsen var først skeet Torsdag Middag, altsaa efter Vaabenhvilens Indtræden, og som Følge deraf havde Borgemesteren nedlagt Protest imod dens Lovlighed. De i en halv snees Manufacturboutikker beslaglagte Varer vare anslaaede til en Værdi af over 210,000 Rd.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16.maj 1864).



O. Fikentscher: Gade i Fredericia. Efter originaltegning. Über Land und Meer. Nr. 38, juni 1864.


Oversættelse af tysk artikel:

Flensborg, 13. maj. Den pro-danske del af befolkningens uforskammethed bliver stadig tydeligere. I morges for eksempel brugte et lokalt fartøj våbenhvilen til at forlade havnen og havde den frækhed til at hejse Dannebrog. Danskerne der er stærkest repræsenteret på kajen, var glade for det længe savnede syn. Men det varede ikke længe ​​før en patrulje sendt af bykommandanten kom og affyrede en salve over fartøjet, hvorfra et skud ramte Dannebrog og kastede det ind i fartøjet, tvang det til at gå i land, arresterede styrmanden, og da han appellerede til sin kaptajns ordre, fangede han ham selv. Sidstnævnte blev arresteret i tre dage.

Flensburg, 13. Mai. Die Frechheit der dänisch gesinnten Bestandtheile der Bevölkerung tritt immer aufs Neue zu Tage. Heute früh benützte z. B. ein hiesiges Fahrzeug die eigetretene Waffenruhe, um aus dem Hafen auszulaufen, und hatte dabei die Unverschämtheit, den Danebrog aufzuziehen. Die Dänen, welche am Kai am stärksten vertreten sind, freuten sich des lang entbehrten Anblicks. Aber nicht lang, da kam eine patrouille, die vom Stadtkommandanten geschickte war, gab eine Salve über das Fahrzeug weg, von der ein Schuss den Danebrog traf und in das Fahrzeug herab warf, zwang dasselbe, ans Ufer zu gehen, nahm den Steuermann im Haft, und als dieser sich auf den Befehl seines Kapitäns berief, diesen selbst gefangen. Letzterer hat drei Tage Arresst erhalten.

(Bamberger Zeitung 17. maj 1864)


Ribe, den 17. Maj.
Et Regiment fjendtlige Soldater, som i Søndags Formiddags marscherede fra Kolding til Varde, gjorde Holdt ved Veirup i Gjørding Sogn; en Afdeling kom til at staa paa Landevejen tæt ved Kroen og nogle Gaarde; øjeblikkelig væltede de Menige sig ind i Gaardene og borttog alt Spiseligt tilligemed hvad de forefandt af Linned. Da de skulde bortmarschere, kom en Menig og en Oppasser ind til Gaardmand Otto Pedersen og forlangte Øl. Da denne ikke hurtig nok efterkom Ordren, skjød man ham gjennem Hovedet. En nabo gjorde Anmeldelse til Officererne og den Skyldige blev fundne, man hentede Herredsfogden i Holsted og et Forhør afholdtes, medens tillige en Mængde bleve arresterede for Tyverierne. Igaar blev Morderen skudt paa Gjerningsstedet og Tyvene afstraffede.

(Ribe Stifts-Tidende 17. maj 1864).

- Om Occupationen af Hobro indeholder Byens Av. en Beretning, hvorefter vi meddele:

Da der ved Indrykningen den 29de April var anmeldt, at der i Byen vilde blive at indqvartere ca. 1500 Mand (Infanterie, Cavallerie og Artillerie, 11 Kanoner), tilligemed en stor Stab, rykkede den anmeldte Styrke med klingende Spil "frisch, frei und fröhlich" ind i Byen', og Tropperne bleve strax derpaa indqvarterede. Samme Dags Aften fremkom Intendanturraad Igel (et ret betegnende Navn under disse Forhold) for Kommunalbestyrelsen med Reqvisition om Levering Dagen efter af Følgende: 5000 Pd. Brød, 200 Tdr. Havre, 300 Pd. brændt Caffe, 3500 Pd. Flæsk, 400 Flasker Viin, 1200 Potter Brændeviin, 1700 Pd. Riis. 350 Pd. Salt, 15,040 Pd. Hø, 15,000 Pd. Halm. 700 Pd. Røgtobak, og 3000 Stkr. Cigarer, hvilken Reqvisition man efter nogen Forhandling indgik paa at effectuere, idet man haabede derved at forebygge anden Ulempe. Heri havde man imidlertid fejlet; thi næste Dags Formiddag (Løverdag) foretog Fjenden en fuldstændig Razzia paa egen Haand uden noget forudgaaet Varsel i de nord for Byen liggende Landsogne, hvor han borttog en heel Masse Levnedsmidler og ca. en halv Snees levende Kreaturer (fra en fattig Mand, der pløiede med 2 Stude, borttog han den ene). Alt dette uagtet, maatte Communalbestyrelsen om Aftenen paany samles med Igel, og det gjaldt dennegang om at paahøre en Begjæring om til den følgende Dag (1ste Mai) at præstere følgende "Ubetydeligheder": 4000 Pd. Flæsk, 24 Stkr. levende Kreaturer, 700 Flasker Viin, 550 Pd. Caffe, 1200 Potter Brændeviin, 560 Pd. Salt, 42,000 Pd. Brød, 543 Pd Riis, ca. 5000 Pd. Gryn, 218 Tdr. Havre, 1200 Pd. Tobak og 3500 Cigarer. Da Byen imidlertid allerede den 30te April var blottet for flere af de Artikler, der forlangtes, nødtes man til at gribe til den Udvej, at søge det Manglende tilveiebragt i de tilgrændsende Landsogne, saa meget mere som den preussiske Igel afgav den bestemte Forsikkring, at Reqvisitionerne dermed skulde have Ende. I nævnte Øiemeed udsendtes Natten til den 1ste Mai 10 a 12 Vogne i forskjellige Retninger, hver ledsaget af en af Byens Borgere, der var forsynet med Fuldmagt til igjennem vedk. Sognefogder, saavidt muligt, at begjære det Fornødne afgivet godvilligt. Næste Dags Form. vendte disse Vogne tilbage, ledsagede af flere fra Landet, belæssede med de begjærte Fødemidler. Men Dagen efter gjorde Igel Fordring paa Oprettelsen af et Magazin, hvori der, trods hans ovenomtalte Forsikkring, stedse skulde forefindes det Nødvendige til Forpleining i 7 Dage af 6 Batailloner Infanterie, 2 Regimenter Cavallerie og 2 Batterier, og dette Nødvendige skulde "kun" bestaae af Følgende: 29,000 Pd. Oxekjød, 10,900 Pd. Flæsk, 5450 Pd. Riis, 9700 Pd. Gryn, 1760 Pd. Caffe, 95,000 Pd. Brød, 2550 Pd. Salt, 5090 Potter Brændeviin, 2000 Flasker Viin, 6360 Pd. Tobak, 16,600 Stkr. Cigarer og 196,000 Pd. Havre; - der fordredes desuden, at der i Magazinet skulde være til 3 Dages Forbrug 25,000 Pd. Hø og 7500 Pd. Halm. Foruden disse Qvantiteter, som fordredes stedse tilstede i Magazinet fra den 6te at regne, skulde Leveringerne derefter suppleres ved dagligt at tilføre det 1/7 af de anførte Ovantiteter. Da det jo var indlysende, at det henhørte til Umulighederne at Hobro alene kunde overkomme saa betydelige Ydelser, nægtedes det at indgaae herpaa, og Igel afreiste desaarsag til Randers for at forhandle med Amtmanden dersteds denne Sag betræffende. Under Igels Fraværelse indfandt sig i Hobro, efter Amtmandens Foranstaltning, Herredsfoged Justitsr. Kampmann fra Randers, tog uden nogen Fuldmagt til at afslutte Overeenskomst om Leverancerne. Hvad Hensigten med denne Sendelse egentlig skulde være, lykkedes det ikke Justitsr. K. at gjøre klart for Nogen, "lige saa lidet som man i Hobro kunde spore nogen heldig Indvirkning paa Forholdene af hans Nærværelse; dersom Justitsr. K 's derfor, som man har læst i et Blad, var afsendt hertil for at bringe Orden i Forvirringen, bør vi fremhæve, at ligesom al Grund til at sende Nogen hertil fra Randers i saadan Hensigt manglede, saaledes svarede JustitSr. K.'S Virksomhed her i saa Fald paa ingen Maade til Hensigten. Efter at der igjennem de senere Forhandlinger med Amtmanden i Randers var truffen Overeenskomst om Fordelingen af Udredelsen af det Forlangte mellem Landjurisdictionerne i Randers Amt og Hobro Kjøbstad, oprettedes det omhandlede "Magazin som strax toges i Brug."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 18. maj 1864).


Carl Henrik Bøgh (1827-1893): Korsør-Dampskibets Ankomst til Aarhuus under Vaabenhvilen. 1865. Illustreret Tidende Bind 5, nr. 245. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Rudolph Hanisch: Domme i 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er anden del af en serie om Rudoph Hanisch som falder i tre dele: Dom for kvaksalveri 1860, dom for kvaksalveri og dispensation af lægemidler 1864 og tiden derefter indtil udrejsen til Sverige 1867.


Kvaksalveri. Under en fra Sorø Birks Extraret til Overretten indanket Justitssag var Forpagter Rudolph Hanisch tiltalt for Qvaksalveri og ulovlig Dispensation af Lægemidler, og var han overbevist om at have taget en Mængde Personer i Kuur og leveret dem Lægemidler, for hvilket sidste han i Reglen forlangte Betaling, hvorimod han for selve Kurene Intet forlangte, men vel i flere Tilfælde havde modtaget Betaling, deels i Penge, deels i Varer. En Deel af de under denne Sag oplyste Tilfælde faldt nn vel tidligere end hans seneste Domfældelse sov te samme Forseelser, for hvilke han nu var aktioneret, og da de, hvis de forinden havde været oplyste, ikke fandtes at ville kunne have bevirket en Forøgelse af den ham tidligere idømte Straf, kunde de ikke komme i videre Betragtning; men en Deel af Tilfældene vare senere end det nysomhandlede Tidspunkt.

Forsaavidt nu Tiltalte med Hensyn til det ham imputerede Ovalsalveri havde villet gjøre gjældende, at han kun havde taget Personer under Kuur, der vare opgivne af Læger, eller i længere Tid uden Nytte havde konsuleret Læger, da kunde dette allerede af den Grund ikke komme i Betragtning, at det ikke nud Hensyn til nogen af de af Tiltalte behandlede Personer var oplyst, at disse havde været opgivne af Læger, og at det kun for en enkelts Vedkommende var sikkert, at denne uden Nytte i længere Tid havde konsuleret en Læge. Tiltalte, der ikke havde Tilladelse til at praktisere som Læge, kunde derfor ikke undgaae at dømmes efter Loven af 3die Marts 1854 jfr. Fdg. 5te Septbr. 1794 § 5; da han adskillige Gange tidligere havde været straffet for lignende Forseelser, blev han ved Overrettens Dom anseet for 4de Gang begaaet Qvaksalveri med Straf af simpelt Fængsel i 1 Maaned. hvorved bemærkedes, at det ikke var oplyst, at hans Kure i noget Tilfælde havde medført Skade for de Vedkommende. For den ulovlige Dispensation af Lægemidler tilpligtedes han endvidere i Henhold til Fdg. 4 Decbr. 1672 § 30 at betale en Mulkt af 100 Rd.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. maj 1864).


Forpagter Hanisch. (Fdl.) Af de i det nye Straffelovudkast omhandlede Forbrydelser er der en, med Hensyn til hvilken det vistnok vilde være ønskeligt, om Rigsdagen gjorde en Undtagelse fra den Regel om at henholde sig til gamle Begrebsbestemmelser, som ellers med Rette er fulgt i Udkastet. Denne Forbrydelse er Qvaksalveri. Hvis Staten nemlig overhovedet vil gjøre Indskrænkninger i Borgernes Frihed til at søge Raad mod legemlige Onder hos hvem de selv have Tillid til, burde den i alt Fald ikke straffe stige Raadgivere, medmindre de ere Fuskere i Lægekunsten og beviislig gjøre Skade ved at spekulere i Menigmands Lettroenhed og anvende urigtige Midler. Dette er vel ogsaa den sprogrigtige Betydning af Ordet "Qvaksalver". Men efter den bestaaende Lovgivning begaaes denne Forbrydelse af Enhver, som for Betaling tager Syge i Kuur, uden dertil at være berettiget og uden at have taget den almindelige Lægeexamen ved Universitetet. Om Vedkommende forstaaer sig paa at kurere eller ikke, er derimod ganske ligegyldigt, og deraf følger, at om han end har gjort mange af sine Medborgere væsenlige Tjenester ved at helbrede dem for Sygdomme, som de examinerede Læger ikke havde kunnet helbrede dem for, bliver han ligefuldt at straffe med Bøder eller endog med Fængsel, naar Lægerne anklage ham for at have gjort Indgreb i det til Fordeel for dem bestaaende Monopol. Vi skulle idag dvæle ved en mærkelig Sag i denne Retning, der i Tirsdags blev paakjendt i Høiesteret. Under denne tiltaltes Forpagter Hanisch af Tersløsegaard for Qvaksalveri og ulovlig Dispensation af Lægemidler, og da det under Sagen tilfulde var oplyst, at han havde taget en Mængde Personer under Kuur og leveret dem Lægemidler, for hvilke sidste han i Reglen forlangte Betaling, hvorimod han for selve Kuren ikke forlangte, men vel i flere Tilfælde har modtaget Betaling i Penge eller Varer, samt da han flere Gange tidligere havde været straffet for Qvaksalveri, blev Overrettens Dom af 10de Mai d. A., hvorved han var dømt til 1 Maaneds Fængsel og for Uddelingen af Lægemidler til en Bøde af 100 Rdl., stadfæstet. At denne Mand nyder en særdeles stor Tillid hos Befolkningen i Sorø og Holbek Amter, og det ingenlunde blot hos Smaafolk, samt at denne Tillid ikke er ufortjent, blev til Overmaal godtgjort ved de under Sagen optagne Vidneforklaringer, af hvilke vi her skulle meddele nogle i Uddrag.

Gaardmand L. P.: I forrige Vinter var hans Hustru syg, og efterat han i 21 Uger havde hentet Doktor N. N., uden at nogen Forbedring var at spore, blev han raadet til at henvende sig til Hanisch. Delte gjorde han ogsaa, Hanisch kom til ham, foreskrev Medicin og paa 14 Dage var hans Kone bedre og bedredes bestandig.

Kjøbmand Th.s Kone: Forrige Vinter var hun meget syg og havde til Læge Doktor N. N. Da Hanisch en Dag kom til dem, gav han hende et Raad, som hjalp.

Forvalter B.: Han har to Gange lidt af Hæmorrhoider og er begge Gange bleven kureret af Hanisch. Da hans Kone for flere Aar siden leed af Smerter i Munden, og denne Sygdom, uagtet hun blev behandlet af Distriktslægen i et heelt Aar, ikke forandrede sig, tog han med hende til Hanisch, som derpaa tog hende under Knur og gav hende nogle Piller og Pulvere, der hævede Sygdommen efter et Aars Forløb. Ogsaa hans Datter har Hanisch helbredet for en Sygdom, efterat hun havde været undergiven Lægebehandling, først af en Læge paa Landet i 2 Aar, derefter i 1/3 Aar af en Distriktslæge og senere paa Almindeligt Hospital i Kjøbenhavn.

Skolelærer Th.: Hans Kone har flere Gange søgt Hjælp hos Hanisch for Modersyge og Smerter i Hovedet, og har han da givet hende nogle Draaber, som have lindret.

Værtshuusholder P.: Han var forrige Vinter syg af Edder og Koldbrand i den høire Haand og Arm, og efterat han i 3-4 Uger havde været under Distriktslæge N. N.s Kuur, uden at han følte nogen Lindring, henvendte han sig til Hanisch, der forordnede forskjellige Ting, hvorved Smerterne lindredes og han kureredes, saaledes at kun 2 Led af den ene Finger gik bort.

Fiskehandler B.: Han havde i lang Tid lidt af Feber og Udslet i Ansigtet; efterat han i 7 Uger havde været under Kuur hos praktiserende Læge N. N. og Sygdommen blev værre, fik han at høre, at andre Personer vare blevne helbredede af Hanisch, hvorfor han henvendte sig til denne og fik nogle Piller og en Salve, der kurerede ham efter 3 Ugers Forløb.

Forpagter S.'s Enke: Hun har i 13 Aar lidt af Blodopspytning , og hendes Helbred var saa ødelagt, at hun ikke kunde foretage sig selv ubetydeligt Arbeide, uagtet hun bestandig var under Lægebehandling af Doktor N. N. Efterat hun havde givet sig under Kuur hos Hanisch, forbedredes hendes Tilstand saaledes, at hun kunde foretage sig selv anstrængende Arbeider.

Fabrikeier N.: Efterat hans Datter havde været under Kuur hos Doktor N. N. for Krampetilfælde i 4-5 Uger, uden nogetsomhelst gunstigt Resultat, henvendte han sig til Hanisch, der ordinerede en Medicin, og siden gik Helbredelsen stadig fremad.

Kammerraad K.: Hans Datter har været under Hanischs Behandling for Blegsot, efterat hun i længere Tid havde varet under Lægebehandling af forskjellige Læger, uden at Sygdommen hævedes, hvorimod hun ved Hanischs Behandling sporede betydelig Lindring. 

Gaardeier J.s Hustru: Hun leed af en Knude i det venstre Bryst, og var i lang Tid bleven behandlet af Doktor N. N., men da denne Læges Midler ikke hjalp hende, henvendte hun sig til Hanisch, og ved Anvendelsen af de af ham brugte Midler varede det kun nogle Uger, inden hun var helbredet.

Bundtmager T.: Efterat hans Broderdatter havde været under Distriktslægens Kuur for Krampehikke, uden at nogen Virkning sporedes, fik hun af Hanisch 2 Flasker Medicin, og blev efter 4-5 Dages Forløb aldeles fri for denne Sygdom.

Gaardfæster J. Th.s Hustru: Efterat hun i en 3 Ugers Tid var bleven behandlet af Doktor N. N. for heftige Underlivssmerter, uden at hendes Tilstand bedredes, hentede hendes Mand Hanisch, og ved Hjalp af de af denne ordinerede Midler kom hun sig ganske.

Skovfoged R.: Han var under Distriktslæge N. N.s Behandling for Steensmerter, men da Kuren ikke hjalp, fik han Medicin hos Hanisch, og kom sig derpaa efterhaanden.

Endnu en 4-5 Personer afgave aldeles lignende Forklaringer, og mod Rigtigheden af alle disse Udsagn er aldeles Intet fremkommet. Kun i eet Tilfælde forelaae der under Sagen en Erklæring fra en authoriseret Læge om, at den af Hanisch brugte Behandling (af en Brystbetændelse) var feilagtig, og det var netop i dette Tilfælde, at Distriktslægen i Sorø indgav Klage, og saaledes nødte Justitien til at skride ind.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 31. oktober 1864).


Højesteretsdom nr. 193 24. oktober 1864 stadfæstede Lands-Over samt Hof- og Stadsrettens dom på hensættelse i simpelt fængsel i 2 måneder og en mulkt til Holbæk amts fattigkasse på 100 Rd.


- I "Fædrelandets" Nr. 253 for 29de October d. A. fandtes meddelt en af Højesteret paakjendt Sag, der var anlagt af det Offenlige mod Forpagter Hanisch af Tersløsegaard ved Sorø for Qvaksalveri og ulovlig Dispensation af Lægemidler. I de tilføiede Bemærkninger var yttret det Ønske, at Rigsdagen ved Behandlingen af den nye Straffelov vilde indskrænke Begrebet Qvaksalveri saaledes, at for Fremtiden kun den lkke-Læge, der havde speculeret i Lettroenhed og tilføiet et andet Menneske Skade ved at give ham urigtige eller skadelige Lægemidler, skulde kunne straffes, men derimod ikke den, som havde givet Andre Raad eller Lægemidler, hvoraf de troede at have havt Nytte eller i hvert Fald ingen Skade. Det Sidste er nemlig skeet i den paakjendte Sag. Det er oplyst under denne, at Forpagter Hanisch har taget en Mængde Personer under Cur og givet dem Lægemidler - for hvilke han i Reglen forlangte Betaling, men ikke for selve Curen - og at en stor Mængde Personer troe at have havt megen Nytte af disse Lægemidler. Da imidlertid Districtslægen i Sorø fandt den af ham brugte Behandling fejlagtig i eet Tilfælde, indgav han en Klage og bevirkede Sagens Anlæg, og ved Overrettens af Høiesteret stadfæstede Dom dømtes Hanisch, da han tidligere har været straffet for Qvaksalveri, til en Maaneds Fængsel og en Bøde af 100 Rdl., uagtet en stor Mængde under Sagen afgivne Vidneforklaringer oplyse, at han nyder stor Tillid blandt den omboende Befolkning i en vid Kreds. Denne har ogsaa kundgjort sig derved, at efter denne Saga Paakjendelse have 69 Mænd af Slagelse By og Omegn, hvoraf de fleste staae over Almueclassen, indgivet en allernaadigst Adresse til Hs. Maj., om der maa forundes Hanisch Ret til at practisere, hvortil denne selv har knyttet en Ansøgning om at fritages for den ham idømte Straf. Over disse Andragender har etter Justitsministeriets Foranstaltning Holbeks Amt affordret Landphysikus i det nordre sjællandske Physikat hans Erklæring, og da Ur. Landphysikus Uldall har ment, at Offenliggjørelsen af denne vilde tjene til at berigtige den det gode Forhold mellem Publicum og Lægestanden modvirkende Forestilling at det er af Brødnid Lægerne staae Qvaksalverne imod, saa har han sendt den til Redactionen for "Ugeskrift for Læger", i hvis Nr. 24 for 24de Decbr. den findes trykt. Da Erklæringen er meget vel skrevet og i det Hele oplysende, skulle vi saameget desto hellere optage den her, som vi ønske at tilføie en Bemærkning.

"Idet jeg skal besvare Deres høivelbaarenheds ærede Skrivelse af 24de f. M., maa jeg først, uden særligt Hensyn til den foreliggende Ansøgning om jus practicandi for Forpagter Hanisch, udbede mig Opmærksomhed for følgende almindelige Betragtninger:

Medens Lægfolk ganske sædvanligen ansee det for en let Sag at gjøre erfaring om et Lægemiddel og en Læges mere eller mindre heldige Indbydelse, har Lægestanden vel til enhver Tid været sig bevidst den store Vanskelighed ved at skjelne mellem "post hoc" og "propter hoc". Medens den mere verdenskloge end ærlige Læge glatvæk kan tage til Indtægt for sig den heldige Vending i de hans Forsorg anbetroede Patienters Befindende, er hans mere oprigtige Collega villig til at indrømme, at saare ofte Naturens helbredende Kraft (vis medieatriv naturæ) er rette Vedkommende, hvem største Delen tilkommer af den Ros, som Ukyndighed saa godt som alene tillægger ham selv. Hvor hyppigt det end er, at en Læge uforskyldt miskjendes, fordi han ikke han beherske Naturen, er hin vrange Bedømmelse i Lægestandens Faveur unegtelig endnu langt almindeligere, og, medens den egenlige Lægevidenskab kun langsomt er skreden frem til sit nuværende Standpunkt under enorme Fremskridt af dens Hjælpediscipliner, ere vel uddannede Læger nutildags ganske almindelige tilbøielige til blot at vurdere den praktiske Nytte af Medicamentbruget lavt. Vi behøve ikke at søge udenlands for at træffe Exempel paa, at netop en af vor Tids udmærkede Læger er gaaet til yderlighed i denne til Ydmygelse grændsende Beskedenhed i at vurdere den helbredende Indflydelse af Lægehjælp overhovedet mod de indvendige Sygdomme.

Til denne saa fordringsløse Bekjendelse af Mænd, hvis Livs Hovedopgave Lægevidenskabens Studium og Udøvelse har været, danner det ganske vist en paafaldende skarp Modsætning, at Lægfolk antage sig skikkede til al bedømme Prisværdigheden af Sygebehandling, at i nærværende Tilfælde en Mængde Mænd i de forskjelligste Livsstillinger have forenet sig om al bevidne, at Hr. Hanisch har cureret Mange, som autoriserede Læger ikke have kunnet helbrede eller endog have erklæret for uhelbredelige.

Inden herom dømmes, maa det være mig tilladt endnu at indføie el Par almindelige Bemærkninger:

Medens Læger, - fornemligen de ældre og mere erfarne blandt dem, - ofte tilraade Syge uden fortsat Medicamentbrug at see Tiden an samt at sætte deres bedste Haab til denne og til Naturens egne Kræfter (methodus exspectativa), er det ganske almindeligt, i Særdeleshed, - men ingenlunde alene - i Bondestanden, al Folk langt udover Mulighedens Grændser kræve hurtig iøinefaldende Bedring ved Lægens Ordinationer. Naar en efter sin Natur langsomt forløbende Sygdom ikke er hævet ved eet eller nogle faa Sygebesøg, henvender man sig ikkun altfor ofte til en 2den og 3die Læge, og Kvaksalveren bliver - om end ikke altid - dog oftest den sidste i Tallet, hos hvem man søger Raad mod det endnu fortvarende Onde. Just herpaa maa jeg lægge Vægt; thi naar omsider Tidens Fylde er forhaanden, og Naturens egen helbredende Kraft faaer Overhaand over Sygdommen, da er det let forstandigt, at Vedkommende (om end med nok saa liden virkelig Grund) er mest tilbøielig til at betragte den sidst gjennemførte - altsaa oftest Kvaksalverens - Cur som Aarsag til det lykkelige Omsving , navnlig naar dette i Tiden slutter sig nogenlunde nær til Curen, hvad stundom maa indtræffe for den Mand, der faaer mangfoldige Syge i Behandling. For Qvaksalveren er da Lejligheden forhaanden til at forsyne sig med en anbefalende Attest.

Blandt de Feil, som Læger (tildels vistnok formedelst Ulyst til et langvarigt, trættende og rimeligvis i ingen Henseende lønnende Arbeide) - unegtelig ikke ganske sjeldent begaae, er den, uforsigtigvis at erklære en Patient for uhelbredelig eller endog redningsløs. Nys har Sundhedscollegiets Senior, Hr. Conferensraad Bang, idet han i sine "therapeutiske Supplementer, Kbhvn 1864" (S. 65) lovpriser Auskultationen Fortrinlighed til Brystsygdommenes erkjendelse, - ikke desto mindre kunnet tilføie "Jeg har seet Personer, dømte til en snarlig Død af Tuberculose, leve 20 Aar efter uden synderligt Brud paa deres Helbred, og dog vare Auskultatorerne dygtige og øvede Læger". Om hine Personer mulig have været under Forpagter Hanischs Cur, derom erfares Intet; men det Nysanførte oplyser, at der ikke kan lægges afgjørende Vægt paa, at en "anerkjendt dygtig Læge" i Slagelse havde betegnet som lidende af uhelbredelig Brystsyge den i Hr. Jernstøber Nielsens Beretning af 11te October omhandlede Patient, hvem Sidstnævnte angiver senere helbredet af Hr. Hanisch. At Helbredelsen er skeet under og efter Hanischs Behandling, skal ingenlunde drages i Tvivl; men hvorvidt den i Virkeligheden tillige er skeet ved hans Cur (ikke blot "post hoc", men ogsaa "propter hoc"), dette er, overensstemmende med mit Ovenanførte, et høist tvivlsomt Spørgsmaal, til hvis Bedømmelse Jernstøber Nielsen aldeles ikke er competent. Som Sidestykke til denne Begivenhed, hvoraf der er tilflydt Hanisch saa overmaade megen Ros, vilde jeg saare let kunne paavise, hvorlunde en med Rette særdeles vel anseet Læge først har opgivet Patienter som redningsløse og senere har seet dem komme sig uden Lægehjælp af nogensomhelst Anden end ham selv. Ved uforsigtige Yttringer om tvivlsomme Tilfælde have Læger vel befordret Hanisch's Renommée, men neppe nogensinde hans virkelige Ære.

Jeg har valgt Jernstøber Nielsens Beretning af 11te Octbr. til særlig Omtale, fordi den blandt alle i nærværende Sags Bilag foreliggende Helbredelsesattester er den eneste nogenlunde udførlig skildrede. Alle de øvrige og navnlig de i "Fædrelandet" for 29de Octbr. sidst), optagne mangle end mere den til sagkyndig Bedømmelse nødvendige Udførlighed, hvorfor jeg i Henseende til dem blot henholder mig til ovenstaaende min Fremstilling af Grunde til i Almindelighed at frakjende deslige af Lægfolk "bona fide" udfærdigede Helbredelsesattester stor Tilforladelighed. Denne min Paastand involverer forresten slet ikke Benegtelsen af, at jo nok Henvendelsen til en Qvaksalver hvor ukyndig han endog maatte være, alligevel nu og da kan fremlede et gunstigt Resultat. Deslige Folk fremtræde ofte med stor Suffisance samt Fiffighed; et Ordsprog taler jo ikke uden Grund om, at man gjælder for, hvad man udgiver sig for at være, og det Oplivende i den blotte Tanke om at befinde sig i "Mirakeldoctorens" Hænder, kan ikke frakjendes Indflydelse.

Om jeg nu end forudsætter, at man vil erkjende Gyldigheden af foranstaaende mine Betragtninger, maa jeg dog forudsee følgende Indvending: Jo villigere (vil man sige) Lægestanden nutildags selv erkjender den utilfredsstillende Begrændsning i vor Videnskabs sande Udbytte i praktisk Retning, desto mindre Anledning er der til at kaste Vrag paa de (saa at sige) helbredende Guldkorn, som denne eller hin Lægmand heldigvis maatte være truffen paa Dette skal gjerne indrømmes; men ligesaa sikken er det, at der er den største Anledning til Varsomhed i at fæste Lid til Angivelsen om saadant heldigt Fund, og, naar Talen er ikke om et enkelt, men om mange deslige Guldkorn, fundne af een og samme Lægmand, kan der ikke levnes nogen Tvivl om, at en Fejltagelse finder Sted; thi, om end "ogsaa en blind Høne kan finde el Korn", bliver den dog aldrig fed ved at finde mange.

Disse Ord kunne tilvisse anvendes ved nærværende Leilighed, da det i Modsætning til, at Kvaksalvere ellers oftest blot angives kyndige i visse enkelte udvendige eller indvendige Sygdommes Behandling, - hedder i Ansøgningen fra de 59 Mænd i Slagelseegnen, at Hanisch "i mange, mange vanskelige Tilfælde har reddet en stor Mængde Mennesker fra Døden eller Lemlæstelse" - - - "at Hanisch har hjulpet i usigelig mange Tilfælde", og (tilføie Dhrr. Ansøgere) - det er ikke bekjendt, at han nogensinde har været uheldig". I 2 af de foreliggende Attester, nemlig den ovenfor omtalte af Jernstøber Nielsen og i Mariane Blytmanns, men ikke heller flere, finde angivet Exempel paa, at hver Gang en (og ikkun een) Læge skal have erklæret, for uhelbredelig en af Hanisch senere helbredet Patient. De 59 Ansøgere have saaledes aldeles ikke ved denne Sags Bilag godtgjort, hvad de yttre til forhøjet Lovprisning af Hanischs formentlige Redningskure, at "ofte endog flere autoriserede Læger for enkelt Mand have udsagt, at der ingen Redning var". At overhovedet deslige Angivelser ikke bør tages gyldige, uden at de paagjældende Læger faae Leilighed til at yttre sig derom, er en Selvfølge.

Jeg antager ikke just, at alle de Helbredelser, for hvilke Hanisch lovprises saa høit, i Virkeligheden alene burde tilskrives Naturens egen helbredende Kraft, og skjønt den Sætning: "Ved Troen kan man flytte Bjerge", ogsaa her har sin store Betydning, mener jeg dog ikke heller, at hele "Mirakeldoctoriets" Tryllekraft har sin Oprindelse fra Troen og dens oplivende Indflydelse. Hvad monne det da være, hvormed Hanisch vej stundom virkelige helbreder? At han electriserer ved det saakaldte Inductionsapparat, har jeg oftere bragt i Erfaring, og jeg betvivler ikke, at han undertiden derved heldigen bekæmper nerveuse, rheumatiske og deslige Tilfælde; men det gjælder forresten om Electricitet som om Lægemidler overhovedet, at den, anvendt ved upassende Lejligheder, ogsaa kan skade, og saaledes haves Høiesteretspræjudical af 2den Oct. 1843 for, at Anordning samt Anvendelse deraf til Syge ved Ikke-Læger er at betragte som Qvaksalveri.

Naar jeg dels ved tidligere Retssager imod Hr. Hanisch, dels i egen privat Praxis har havt Leilighed til at see hans Medicamenter, har jeg kun truffet daarlig Tillavning af velbekjendte ordinaire Lægemidler. Chroniske uhelbredelige Patienter, som forgjæves havde søgt Hanischs Hjælp, have stundom senere henvendt sig til mig, og den sidste af disse, en i August d. A. afdød Gaardmand i Iglesø, havde af sin Tour til Hanisch ikkun det Udbytte foruden Udgifterne til denne at paadrage sig et frugtesløst Offer af 24 Rdl. Den syge Menigmand fatter lettest Tillid til Midler, som stærkt paavirke Sandserne, og da nu Hanisch ogsaa havde electriseret denne af gammel Leverforhærdelse lidende Mand, vilde Familien endelige have en "Maskine" til fortsat Brug, og, uimodtagelig for mine bestemte Forsikkringer om Frugtesløsheden deraf, anskaffede den da ogsaa et Inductionsapparat faa Uger før Mandens Død.

Med den Beskedenhed, som gjerne ledsager sand Dygtighed, har Forpagter Hanisch i sin allerunderdanigste Ansøgning benævnt sig og sine Lige "virkelig Læge" i Modsætning til de autoriserede Læger, hvis "mulige Uvidenhed eller Forsømmelse er lovmedholdelig". Ja vel kan det skorte paa Kyndighed ogsaa hos autoriserede Læger; men naar end ikke det mangeaarige Studium, som betinger Examen, er tilstrækkeligt til at sikkre herimod, hvorledes skulde det da være muligt for den aldeles ustuderte saakaldte "lægekyndige" Prakticus - at undgaae idelig at begaae grove Feil?

Naar det undertiden hedder i Hanischs Ansøgning til Kongen, at det er en ifølge guddommelige Love uimodstaaelig Trang for ham at virke til Lindring af Medmenneskers Lidelser, - at dette Motiv, og ikke Egennytte, har været hans Drivefjeder, da lyder dette jo i og for sig smukt nok, men det er det samme Paaskud, hvorved saa godt som alle Qvaksalvere søge at besmykke deres Færd. Af den under 25de Oct. sidstl. Hanisch overgaaede Høiesteretsdom, som udgjør et af nærværende Sags Bilag, sees det vel, at han ikke har forlangt, men i flere Tilfælde har modtaget Betaling for selve sine Kure, og hertil kommer som Hovedsag, at han selv leverer Patienterne Medicamenter, "for hvilke sidste han i Reglen forlangte Betaling". Just denne Forholdsmaade er et almindeligt Qvaksalverfif; men - hvo er vel troskyldig nok til at antage, at Qvaksalvere, idet de selv tillave deres Medicin, indskrænke sig til at tage Godtgjørelse for deres i Almindelighed ubetydelige Udlæg til eget Indkjøb? At overbevise dem om det Modsatte maa falde vanskeligere end at constatere, at der ligefrem er forlangt Betaling for kuren, og saaledes er det let forstaaeligt, at Honoraret pleier at tilsløres paa betegnet Maade. Hvad nu i denne Henseende særlig angaaer Hanisch, kan det, saa vidt jeg veed, ei heller vel antages, at han kan leve med Familie af den ham overladte lille Forpagtning.

Jeg haaber nu tilstrækkelig at have motiveret, at jeg ikke kan anbefale Ansøgningen om uden videre at indrømme Hanisch "jus practicandi"; men der foreligger en anden mere antagelig Udvei til vi afvende det i og for sig lidet tiltalende Skue af en Udlænding, som hist nedefra, hvor "die dummen Dänen" er gangbar Benævnelse af vor Nation, er indvandret hertil for at ernære sig her ved idelig Lovovertrædelse. Ifølge Justitsministeriets Skrivelse til Sundhedscollegiet af 20de Mai 1853 vil det staae Hanisch frit at ansøge om Tilladelse til at underkaste sig Tentamen ved det lægevidenskabelige Facultet. Da hans almindelige moralske Forhold er vel attesteret af Præst og Sogneforstanderskab, antager jeg efter de øvrige føre liggende Omstændigheder sandsynligt, at Adgangen til Tentamen ikke vil blive ham negtet, og dersom de 69 Ansøgeres varme Anprisning af ham ikke mangler al objectiv Begrundelse, er del vel rimeligt, at Udfaldet kan komme til at svare til hans Ønsker. I alt Fald ville vel hverken Ansøgerne eller Hanisch selv betvivle, at han ved Tentamen, som selvfølgelig indskrænkes til del rent Praktiske, kan gjøre Regning paa Retfærdighed og Billighed.

Saadan Forholdsmaade ved Ledigheder som den her paagjældende er uden Tvivl meget bifaldsværdigere end den tidligere omkvæstionerede Ophævelse af Qvaksalverilovgivningen. Til at ophæve denne vilde efter min Overbevisning del mindst uholdbare Motiv ikkun ligge i den gamle Sætning: "Mundus vult decipi, ergo decipiatur" *)! At gaae nærmere ind paa dette Spørgsmaal, dertil er det naturligvis ikke her Stedet; men da jeg i et af nærværende Sags Bilag, nemlig i "Fædrelandet" for 29de Octbr. d A. finder Qvaksalverilovgivningen betegnet som et "til Fordel for Lægerne bestaaende Monopol", kan jeg ikke undlade at indvende, at der neppe nogetsteds findes Spor af saadan Lovgiverens Hensigt til Gunst for Lægestanden. Ligesom det er ved jf 5 af Frdn. 5te Seplbr. 1794, at Qvaksalveriels Strafbarhed er statueret, saaledes er det i samme Forordnings § 1, at det eneste Motiv dertil er udtalt, nemlig "det Uheld, de paadrage sig, der overlade sig til uvidende Qvaksalvere".

Nordre sjællandske Physikat, Holbæk d. 6te Decbr. 1864. 

Ærbødigst
Uldall.«

Hvad Lovgiveren nærmest har havt til Hensigt med Qvaksalverilovgivningen, enten at give den autoriserede Lægestand et Monopol, eller at øve en faderlig Omsorg for den uoplyste Almue, derom skulle vi ikke disputere med Hr. Landphysicus Uldall; men ligesom den første Hensigt dog særdeles vel lod sig forene med Fortidens laugsmæssige Begreber og Indretninger, saaledes er det i hvert Fald ganske naturligt, at ingenlunde blot Almuen, men ogsaa Mange blandt det dannede Publicum nu opfatte denne Lovgivning saaledes. Thi medens det er en aldeles afgjort og ubestridelig Sag, at mange ikke-lægekyndige Personer give Andre Raad og Lægemidler i Sygdomstilfælde, har man næsten aldrig hørt, at Sag er blevet reist mod Andre, end mod dem, som tog Betaling derfor; om for Raadet eller Lægemidlerne, har Ur. Uldall Ret i, kommer omtrent ud paa Eet. Men for at kunne tage Betaling for Saadant, er en vis Tillid og et vist Tilløb nødvendigt, og saaledes seer Tilfældet da ud, ganske som naar Skomagerlauget har anlagt Sag mod Kjøbmændene, fordi de solgte udenlandske Støvler o. desl. Og netop derfor paastaae vi, at Qvaksalverilovgivningen, som den bestaaer, og som den udøves, gjør Lægestanden Skade og forhindrer den fra at vinde Tillid i Befolkningen, i Stedet for at understøtte dens menneskekærlige Bestræbelser, medens derimod Ophævelsen deraf maaskee nok i den første Tid vilde bevirke, at flere Ikke-Læger befattede sig med Cure, men ogsaa at Almuen snart ad Erfaringens Vei vilde lære, at nogen Kundskab dog i Reglen er bedre end ingen. Heller ikke maa det ganske lades ude af Betragtning, at Læge-kundskab kun er den ene Side af Læge-Dygtighed, og at den anden Side, det praktiske Blik og det lykkelige Instinct, vel ofte vækkes og udvikles ved kundskabens Erhvervelse, men ingenlunde er nogen nødvendig Følge af denne. Heraf følger da igjen, at selv den kundskabsrigeste Læge kan være en klodrian, der ofte ikke seer det, som ligger lige for Næsen af ham, ligesom det kan hændes - og hændes saare ofte - at den meget sysselsatte Læge ikke seer eller spørger sig rigtig for. Hvem vil nu kunne negte, at der kan gives - og virkelig gives - i det mindste Enkelte, Qvinder som Mænd, der af Naturen have faaet, hvad den autoriserede Læge ofte mangler, et skarpt Øie til at opdage kilden til Andres Lidelser og et lykkeligt Instinct til at gjætte, hvad intet menneskeligt Øie kan see, og at denne Gavn kan udvikles og skærpes ved Livets Erfaringer, saaledes at den opvejer megen kundskab, ja stundom er nyttigere end denne. Hvorfor skulle nu saadanne kræfter ikke turde anvendes til Bedste for deres Medmennesker? For ikke at gjøre Skade? Men gjør den autoriserede Læge ikke ogsaa tidt Skade, uden at vide og uden at ville det? Det være langt fra os, at kaste nogen Skygge paa vor Lægestand; vi troe den fuldkomment kan udholde Sammenligning med den øvrige civiliserede Verdens; men netop derfor behøver den ingen kunstig Beskyttelse i sin velgjørende Virksomhed; den vil tvertimod vinde ved at undvære den. Det stemmer hverken med vor politiske Frihed eller med vor Næringsfrihed, at det skal paadrage Nogen Straf, at give Andre Raad og Lægemidler, med mindre det kan bevises, at der er øvet Bedrageri, eller tilføjet Skade paa Liv og Lemmer, i dette Tilfælde bør den ikke lægekyndige Raadgiver straffes, hvad enten han har taget Betaling eller ikke, og ovenikjøbet betale en klækkelig Erstatning til den eller dem, han har tilføiet Skade. Hertil bør Qvaksalveribegrebet indskrænkes.

Hval Hr. Hanisch paa Tersløsegaard angaaer, da gjør han Indtrykket af at være en dannet Mand. Han er eller egen Angivelse ikke Tydsker, men Polak, og udsiger at have student Lægevidenskaben 2 Aar i Besancon. Hvis han saae sig istand til at godtgjøre dette, vilde der formentlig ikke være nogen Grund til at kræve en Prøve af ham, som dog umulig kan have nogen stor Betydning.

*) "Folk ville holdes for Nar; saa lad dem blive det"!

(Fædrelandet 30. december 1864).