Dansk Præst i Slesvig: Erik Høyer Møller. (Efterskrift til Politivennen)

Erik Høyer Møller (1818–1904) var en dansk præst og forfatter. Han blev cand. theol. 1842 og blev herefter kapellan hos faderen 1843—50. Efter at have søgt over 40 Embeder forgæves fik han efter slaget ved Isted 1850 embede som feltpræst ved hæren i Sydslesvig og deltog i krigens sidste måneder, bl.a. oplevede han Frederiksstads belejring og storm 4. oktober 1850. I Tønningen mødte han den lokale præst, Schumacher. Han havde ikke holdt gudstjeneste i lang tid, for til en sådan hørte en bøn for kongen (Frederik 7.), og det tolererede menigheden ikke. Han blev indberettet og først suspenderet, dernæst afskediget. 

Som den eneste feltpræst forblev han hos de hærafdelinger der lå ved den holstenske grænse. I Slesvig plejede han omgang med to andre danskere, men da de drog bort, var han ret alene. Da der ikke var nogen præster tilbage i landsbyer som Lottorf, Geltorf og Selk, påtog han sig at døbe børn - efter en tysk alterbog. Beboerne sparede herved også de almindelige gebyrer. 

Efter krigen var mange slesvigske embedsmænd blevet landsforvist eller var rejst pga. frygten for repressalier. Præsten rykkede så ind i deres lejligheder indtil regeringen i 1851 gav ejerne lov til at hente deres ejendele - hvilket forekom præsten ubekvemt da han så ikke havde noget møblement og service. Det klarede han så i første omgang ved at flytte til nye lejligheder hvor ejerne endnu ikke havde hentet deres ejendele.

1857-1861 var han garnisonspræst i Slesvig by. 

1861-1864 sognepræst i Nordborg på Als. At han ikke var glemt for sin virksomhed i Slesvig, fremgår af at han den 30. juli 1864 blev afsat af preusserne. 1866-1892 præst i Kølstrup-Agedrup (Fyn). Han tog sin afsked og flyttede til Randers, senere til Hillerød. 

I Nordborg skev han: "De fattige og deres forsørgelse" (1864). I denne fremdrager han som et forbilledligt eksempel, fattigforsørgelsen i Elberfeld (53.000 indb.) i Preussen, baseret på frivillige "fattigplejere". Under forfatternavnet "En gammel Feltpræst" udgav Møller i en fremrykket alder skildringer bl.a. fra feltlivet under Treårskrigen: Livs- og Krigserindringer fra 1850-1864. (1894). Om Treårskrigen skriver han (s. 136-137):

I Forholdet imellem os og Indbyggerne i Slesvig indtraadte der snart en i det mindste udvortes Forandring. Udfaldet af Slaget ved Isted var for de Sidste en umaadelig og aldeles uventet Skuffelse, og det kunde ikke være andet, end at vi holdt vort Indtog i Byen som i en fuldstændig fjendtlig By, hvor der ingen eller saare faa Venner fandtes; og der er ingen Tvivl om, at medens Belejringstilstanden endnu var nødvendig, var den paa den anden Side kun meget lidet egnet til at bringe Forsoning til Veje. Det onde Sind kunde jo kun ytre sig i Smaadrillerier, og ikke en Gang i dem uden stor Forsigtighed, men det trak sig dog snart tilbage til enkelte bestemte Huse, hvor det i Stilhed plejedes med stor Omhu. Hvad Befolkningen i det Hele angaar, da kunde det ikke undgaas, at vore Soldaters jevne og fredelige Væsen, der kom Værterne, hvor de vare indkvarterede tilgode, og Underofficierernes Lyst til at perfektionere sig i Tysk, samt de deraf følgende Forlovelser og Indlemmelser i flere Familier, maatte mildne Sindene noget, og det skete visselig ogsaa.

- - -

Til Kongens Fødselsdag 1853 havde der for første Gang samlet sig en Deel Borgere, - vi vare i Alt 210 Personer - ; Kongens Skaal blev udbragt af Kommandanten, der blev raabt Hurra! men umiddelbart derefter istemte Borgerne: "Am Rhein! Am Rhein!"

I øvrigt beretter Høyer Møller meget lidt om den lokale befolkning og meget om forholdet til de danske officerer og gejstlige (han var feltpræst). Han skriver dog at "Livet i Slesvig gik forresten endnu sin rolige Gang. Ilden ulmede vel under Asken, men vi mærkede sjeldent, at Luen om ikke lang Tid vilde slaa ud..."

I 1860 voksede modstanden imidlertid. Han skriver:

...Samtidig hermed bekjendtgjorde 26 Medlemmer af (Stænder)Forsamlingen en oprørsk Adresse, som ikke havde været forelagt denne, i Aviserne; denne, hvis Følgesvend var Opslag paa Dørene: "Fort mit den Dänen!" blev ogsaa kolporteret i Slesvig. Politimester Jørgensen, der med stor Nidkjærhed og Kraft passede sit hverken lette eller taknemmelige Embede, lod et Par af dem, som havde ombaaret Adressen, arrestere, men da den ene af disse hængte sig i Fængslet, blev Forbitrelsen, som naturligvis allerførst skulde gaae ud over Jørgensen, stor og ytrede sig paa flere Maader, saa Tilstanden var uhyggelig, om der end var Militær nok til at sikre os imod enhver Fare. Da den Hængte om Aftenen blev bragt fra Raadhuset til sit Hjem, fulgte hele Sangforeningen ham, og alle Vinduer vare fuld af Sørgende, saa det var at vente, at der ved Begravelsen skulde sættes en stor Demonstration i Scene, hvilket dog blev forhindret af de rekvirerede Tropper.

Det næste Stadium var, at der blev omsendt Trudselsbreve til mange Embedsmænd. Dette havde jo i sig selv ikke Stort at betyde ...

Den 15. september 1861 skiftede han stilling til Nordborg på Als. Da Als blev invaderet af preusserne i juni/juli var en af civilkommissærens første opgaver at afskedige Høyer Møller uden nåde, angiveligt fordi han havde forladt sit embede. Hvilket han i bogen også indrømmer var sket, men kun som følge af hans egen lovlige øvrighed. Han flygtede herefter til Fyn.

Forfatter, premierløjtnant og landinspektør Th. Thorson: Opbrud fra en bondegård på Als. Fra Th. Thorsen: Skildringer fra den slesvigske Krig. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Våbenhvile 1864: Sylt. (Efterskrift til Politivennen)

Efter Slaget ved Dybbøl var der våbenstilstand den 12. maj og en måned frem, senere forlænget med 14 dage. Under de følgende forhandlinger afslog den danske delegation at acceptere en grænse som nogenlunde forløb som den nuværende. Før ophøret af våbenstilstanden skete imidlertid følgende (artiklerne er gengivet med den originale tyske tekst, og dernæst i kursiv med min danske oversættelse):  

Fra vestkysten af ​​Slesvig, den 12. juni. Indbyggerne på øen Föhr er i en alvorlig situation på trods af de ophørte fjendtligheder og våbenhvile, da den velkendte kaptajn Hammer stadig opererer der. Ligesom Gessler i Schillers "Telle" kræver han blandt andet at selv civile ærer ham, og han siges at have haft den frækhed at slå hatten af ​​en fra Californien hjemvendt ung sømand, der passerede ham uden hilsen. Fire eller fem kanonbåde, selvom de er meget ufuldkomne, ligger i havet, og på grund af disse omstændigheder såvel som Hammers ordning med Seetonnen og Baaken i det fjerne, vil de næppe tiltrække badende. Men som det er hovedparten af ​​Föhrs indbyggere bekendt, er de afhængige af indtægten i badesæsonen, og man kan forestille sig Föhringers trøstesløse situation, som gennem Hammer's meningsløse plager vil blive berøvet 30 til 40.000 pund. To kanonbåde og et par hundrede mand ville være nok til at ændre denne skandale.

Von der schleswischen Westküste, 12. Juni. Die Bewohner der Insel Föhr sind trotz der eingestellten Feindlichkeiten und ein getretenen Waffenruhe in einer schlimmen Lage, da der bekannte Capitän Hammer nach wie vor dort wirthschaftet. Gleich wie Gessler in Schiller's "Telle" verlangt derselbe u. A. dass selbst civilisten Honneur vor ihm machen, und soll er die Frechheit gehabt haben, einem jungen von Californien zurückkehrenden Seemann, der ohne zu grüssen an ihm vorüberging, die Mütze vom Kopfe zu schlagen. Vier oder fünf freilich sehr unvollkommene Kanonenboote liegen in der See, und werden sowohl dieser Umstände, als auch der von Hammer angeordneten Entfernung der Seetonnen und Baaken halber schwerlich Badegäste ankommen. Da aber bekanntlich der grösste Theil der Bewohner Föhrs auf die Einnahme während der Badezeit angewiesen ist, so kann man sich die trostlose Lage der Föhringer, welche durch Hammers zwecklose Plagereien gegen 30 bis 40.000 Pfd. einbützen werden, denken. Zwei Kanonenböte und einige hundert Mann würden genügen, diesem Skandal Wandel zu schaffen. 

(Regensburger Tagblatt, 20. juni 1864).

Oversættelse af tysk artikel om Vesterhavsøerne, original følger:

Danskernes seneste voldshandling på Sylt.

Hamburg, 18. juni. I dette øjeblik modtager vi nyheder fra den vestfrisiske ø Sild, der skaber stor ophidselse blandt alle tyske patrioter. Den danske kaptajn Hammer, der er nævnt flere gange, landede igen der for et par dage siden med en flåde af kanonbåde og angreb i nattens mørke i Keitum, den største by på øen. De mænd der er mest kendt som tyske patrioter, blev hevet ud af deres huse, anbragt på dampskibet "Lymfiord" og blev, som det er almindeligt kendt, taget dem til København. Bortset fra at dette var en voldshandling i sig selv, og den kan beskrives som sådan, ligner det efter vores mening et frækt brud på våbenhvilen, der i øjeblikket stadig eksisterer mellem de stridende magter. Om vi tager ikke fejl, blev Sylt besat af et par danske landtropper. Men skal det nu være tilladt i løbet af våbenhvilen at fratage øens beboere, hvoraf flertallet af de arresterede kun vendte tilbage for et par dage siden, deres frihed ved en sådan vilkårlig handling? Vi må meget beslutsomt benægte dette og se det som et frækt brud på våbenhvilen, som Tyskland burde have ret til at reagere på ved straks at afbryde konferencen. Vi havde lejlighed til at tale med flere af de mænd, der her er nævnt, og som vi kendte personligt og var venner, straks efter deres hjemkomst fra Berlin, hvor de blev mødt af hr. Bismarck og modtaget i en specielt audiens. Alle rapporter er enige om, at kaptajn Hammer, denne fanatiske dansker, endda belejrer Keitum. Kan noget sådant virkelig tillades under en våbenhvile? Vi tror det ikke. Vi er snarere af den opfattelse, at de tyske krigsførende magter straks anmoder om løsladelse af de voldeligt kidnappede Sild-beboere, og hvis dette retfærdige krav ikke opfyldes, skal der gøres gengældelse. Vi har længe vidst, at dansk udfordring og dansk frækhed ikke kender nogen grænser, men at Tyskland er nødt til at udholde denne frækhed med straffrihed, anser vi for at være uforenelig med tysk ære og vinderens ret, selv med os, hvor dog materielle og desværre egoistiske interesser afgørende indvirker på befolkningens almene sindelag, at kampen med Danmark genoptages, selv med risiko for at antænde en europæisk krig. Vi er derfor af den opfattelse, at tyskerne ikke opgiver en tøddel af deres rettigheder, men at de trods dansk trods og engelske trusler beslutsomt griber til våben igen, og tvinger Danmark til en fred, der henviser landet til de tilbudte grænser, og bibringer landet den velvillige overbevisning, at den tyske nation er træt af konstant at blive plaget og hundset af en nabo, der kun æres bedst, hvis han anerkender loven, er tilfreds med loven, og endelig ikke længere gør krav på en førstestemme i de europæiske magters koncert.

Die neueste Gewaltthat der Dänen auf Sylt.

Hamburg, 18. Juni. Wir erhalten in diesem Augenblick Nachrichten von der westfriesischen Insel Sylt welche alle deutschen Patrioten in gross Aufregung Versetzen. Der mehrerwähnte dänische Capitän Hammer ist nach denselben vor wenigen Tagen wieder mit einer Flotille von Kanonenbooten daselbst gelandet, und hat im Dunkel der Nacht die als deutsche Patrioten bekanntesten Männer Keitums, des grössten Orts der Insel, in ihren Häusern überfallen, sie fortgeschleppt, auf da Dampfboot "Lymfiord" gebracht, und, wie es allgemein heisst, nach Kopenhagen abführen lassen. Abgesehen von dieser Gewaltthat an sich, denn als eine solche is sie doch wohl zu bezeichnen, liegt unserer Ansicht nach in derselben ein frecher Bruch der zur Zeit noch zwischen den kriegsführenden Mächten bestehenden Waffenruhe. Sylt war, irren wir nicht, besetzt von einigen dänischen Mann Landtruppen. Sollte es nun aber wohl erlaubt seyn während der Dauer der Waffenruhe Eingesessene der Insel, von denen die Mehrzahl der Verhafteten erst vor weningen Tagen in ihre Heimath zurückkehrte, durch einen solchen Willküract ihrer Freiheit zu berauben? Wir müssen dies auf das entschiedenste verneinen und darin einen frechen Bruch der Waffenruhe erblicken, dem Deutschland mit einem sofortigen Abbruch der Conferenz zu antworten das vollste Recht haben dürfte. Mehrere der namhaft gemachten Männer, uns persönlich bekannt und befreundet, hatten wir Gelegenheit zu sprechen unmittelbar nach ihrer Rückkehr aus Berlin, wo sie von Hrn. v. Bismarck in besonderer Audienz empfangen worden wären. Alle Nachrichten stimmen darin überein dass Capitän Hammer, dieser fanatischer Däne, sogar den Belagerungsstand über Keitum verhängt hat. Sollte der gleichen während einer Waffenruhe wirklich erlaubt seyn? Wir glauben es nicht. Vielmehr sind wir entschieden der Ansicht dass seitens der deutschen kriegsführenden Mächte sofort auf Freilassung der gewaltsam entführten Syltergedrungen werden müsste, und, falls diesem gerechten Verlangen nicht nachgegeben wird, Repressalien zu ergreifen seyen. Dass dänischer Trotz und dänische Frechheit keine Gränzen kennt, wissen wir längst, dass aber Deutschland diese Frechheit sich ungestraft gefallen lassen müsse, halten wir für unvereinbar mit deutscher Ehre und dem Recht des Siegers, selbst bei uns, wo doch im allgemeinen materielle und leider egoistische Interessen bestimmend auf die Gesammtgesinning der Bevölkerung einwirken, wünscht die Wiederaufnahme des Kampfs mit Dänemark selbst auf die Gefahr hin dass damit ein europäischer Krieg entzündet würde. Wir sind desshalb der Ansicht dass man deutscherseits nicht ein Tütelchen von seinem Recht vergebe, sondern dass man trotz dänischen Trotz und englischen Drohungen entschlossen wieder zu den Waffen greife, und Dänemark zu einem Frieden zwinge der es in die ihm gebührenden Gränzen zurückweise, und ihm die wohlthätige Ueberzeugung beibringe, dass die deutsche Nation es überdrüssig geworde ist sich fortwährend von einem Nachbar hänseln und ḧohnen zu lassen, der sich nur dann am besten ehrt wenn er das Recht anerkennt, sich dem Recht sügt und schliesslich im Concert der europäischen Mächte keine erste Stimme mehr beansprucht.

(Allgemeine Zeitung, 22. juni 1864).

Keitum på Sylt, tegnet af Heidemann, 1865. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Schleswig-Holstein,

*) Vor wenigen Stunden, schreibt man uns aus Hamburg vom 20, sind mir von befreundeter Hand Nachrichten von Sylt zugegangen über die dortigen Vorgänge am früheren Morgen des 15 d. M. Dieselben bestätigen im allgemeinen das bisher bereits bekannt Gewordene, nur lassen sie einigen Zweifel aufkommen über die einzelnen von den Dänen gewaltsam fortgeschleppten Persönlichkeiten. Als gewiss wird mir von meinem Gewährsmann geschreiben, dessen Mittheilungen zu bezweifeln ich keine Ursache habe, dass d HH. Dr. med Jenner, zwei Gebrüder Bleiken, Capitän Prott, Simonsen und Küster Hansen, letzterer ein Mann von bedeutender auch leterarischer Bilding, welcher für sein Heimathland seit fünfzehn Jahren und låanger ununterbrochen, nicht aber in irgenwelchem aufrührerischen Sinn, sondern rein historisch wirkte, in der Frühe des 15 Juni gewaltsam aus ihren Häusern entführt, und nach längerm Verhör vorläufig nach der Insel Fanö fortgeschleppt wurden. Die HH. Hansen und Bleiken, mir seit Jahren befreundet, waren wenige Tage vor ihrer Verhaftung noch bei mir, es ist aber nicht wahr dass ersterer nach Berlin gereist sey. Davon aber ganz abgesehen, bleibt die an den Syltern verübte Gewaltthat immer ein Act der Willkür der laut zum Himmel schreit, und den die deutschen Mächte nicht ignoriren dürfen, wollen sie vor ihren Völkern und ihrem eigenen Gewissen bestehen. Ich spreche es hier nochmals aus, und werde es immer und immer wieder thun, so oft es nötig ist: Dass auf dänische Treue noch weniger zu bauen ist als die im Alterthum berüchtigte, von der Geschichte gebrandmarkte punische Treue! Capitän Lieutenant Hammer, persönlich geschmeidig wie ein Aal, und freundlich wie die verkappte Sünde, ist der Prototyp dänischer Diplomatie, dänischer Hinterlist und dänischen Fanatismus. Was dieser Mann auch dem Feiende geloben mag, halten wird er das heilig Versprochene keine Stunde länger als die Roth ihn dazu zwingt. Sein neuestes Auftreten in Keitum gibt die beste Illustration zu dieser Behauptung. Jetzt, nachdem er die besten Männer des ganz deutschen Orts unschädlich gemacht, und durch seine Helfershelfer nach Banditenart selbst Geld und Geldeswerth an sich genommen hat, gerirt er sich als Despot auf der Insel, und wird diess so lange thun bis eihm durch die Vorsehung oder durch menschliche Uebermacht das Handwerk gelegt wird. Der Einfall dieses Mannes in Keitum und sein Verfahren gegen Männer die zehnmal besser sind als er selbst, ist ein Bruch der Waffenruhe, den die kriegsführenden deutschen Mächte empfindlich zu ahnden das vollste Recht haben. Wird man von diesem Recht keinen Gebrauch machen? Wird man zugeben dass die gewaltsam fortgeschleppten deutschen Patrioten in Kopenhagen den Verhöhnungen und möglicherweise Misshandlungen des gemeinen wie vornehmen Pöbels preisgegeben werden? Es wäre eine Missachtung eigener Macht, wenn man so gutmüthig wäre diess zu thun! Gewalt gegen Gewalt! ruft das empörte Volk durch ganz Deutschland vom Belt bis zum adriatischen Meer, und nicht eher werede Friede geschlossen zwischen Deutschland und Dänemark als bis man das letztere belehrt hat dass das Wort "danske ejendom" keinen Fuss breit weiter Geltung hat von Rechtswegen als bis zur Königsau! - 

*) Laut den neuesten Nachrichten (wird und aus Hamburg vom 21 Juni geschrieben) die und heute Morgen von befreundeter Hand aus Sylt zygingen, ist der Belagerungszustand von Keitum, des grössten Dorfes der Insel, aufgehoben worden. Von den gewaltsam aus ihren Häusern entführten Eingesessen hat Capitän Hammer den Kÿster Hansen wieder entlassen. Die andern schon gestern namhaft gemachten Patrioten sind von Spitze Jütlands gebracht worden, welche bekanntlich noch nicht von deutschen Truppen besetzt werden konnte. Wie man mit diesen Männern verfährt, darüber haben wir bis jetzt keine Nachrichten. Wie durch ein Wunder ist Capitän Decker aus Westerland entkommen, jener entschlossene Mann welcher schon bei dem ersten Besuch des Dänen Hammer diesem die Brust entgegenwarf und gerade durch dieses energische Auftreten denselben zum Nachgeben und zum Unterschreiben eines Reverses bewog, in welchem Hammer gelobte Sylt mit seiner Schaar nicht wieder zu besuchen, Decker ist ein hoher Sechsziger mit greifen Haaren, ein ganzer Friese nach Herz und Kopf, besonnen, gutmüthig, von deutschester Gesinnung, freimüthig, aber auch unbeugsam. Furchtlos durchscritt der verehrte Greis am Tage des Ueberfalls die Insel, des Schlimmsten gewärtig. War es nurn aber eine gewisse Scheu welche die Dänen, abhielt Hand an den alten Mann zu legen, oder fürchteten sie ein entschlossendes Wesen, genug, er entkam unbehindert und schiffte sich an der Ostküste Sylts in einem Fischerboot ein, das ihn glücklich nach der Westküste des schleswigschen Festlandes brachte. Möchte es dem braven Mann und seinen entführten Leidensgefährten beschieden seyn die geliebte Heimathinsel, nach nicht zu langer unfreiwilliger Verbannung, als ein von den dänischen Bedrückern für immer befreites Land zu betreten!

(Allgemeine Zeitung, 25. juni 1864).

Slesvig-Holsten,

*) For et par timer siden, skriver man til os fra Hamborg den 20., modtog jeg nyheder fra en ven fra Sylt om begivenhederne der om morgenen den 15. d.m. De bekræfter generelt, hvad der hidtil allerede er kendt. Kun rejser de tvivl om de personer, som danskerne med tvang trak væk. Sikkert er, som beskrevet af min informant, hvis rapporter jeg ikke har nogen grund til at tvivle på, at de herrer dr. med Jenner, de to Bleiken-brødre, kaptajn Prott, Simonsen og Küster Hansen, sidstnævnte en mand med betydelig litteraturuddannelse, der uafbrudt havde arbejdet for sit hjemland i femten år og længere, ikke i nogen oprørsk forstand, men rent historisk, om morgenen blev bortført med magt fra deres hjem den 15. juni, og efter et langt forhør blev midlertidigt trukket væk til øen Fanø. Herrerne Hansen og Bleiken, mine venner i årevis, var hos mig et par dage før deres anholdelse, men det er ikke rigtigt, at den første var rejst til Berlin. Helt bortset fra det, forbliver voldshandlingen mod Syltboerne imidlertid stadig en vilkårlighed, der skriger højt til himlen, og som de tyske magter ikke må ignorere, hvis de vil stå for deres folk og deres egen samvittighed. Jeg vil sige det igen her, og jeg vil gøre det igen og igen så ofte som nødvendigt: At man endnu mindre kan bygge på dansk loyalitet end den puniske loyalitet, der var berygtet i oldtiden og er blevet mærket af historien! Kaptajn løjtnant Hammer, en person smidig som ål, og venlig som synd i forklædning, er prototypen for dansk diplomati, dansk list og dansk fanatisme. Uanset hvad denne mand måtte svare til festen, vil han ikke holde det han helligt lovede, en time længere, end krabasken tvinger ham til. Hans nylige optræden i Keitum giver den bedste illustration af denne påstand. Nu, efter at han har uskadeliggjort de bedste mænd fra hele det tyske sted og gennem sine medskyldige på samme måde som banditter har taget penge og værdien af ​​penge selv, opkaster han sig til despot på øen og vil gøre det, indtil han er ved forsynet eller håndværket fjernes af menneskelig overlegenhed. Denne mands indtrængen i Keitum og hans retssag mod mænd, der er ti gange bedre end ham selv, er et brud på våbenhvilen, som de krigsførende tyske magter har den fulde ret til at straffe. Vil denne ret ikke blive udøvet? Vil det indrømmes, at de tvangsflyttede tyske patrioter i København udsættes for hån og muligvis misbrug af den almindelige og ædle pøbel? Det ville være en tilsidesættelse af ens egen magt, hvis man var så godmodig at gøre dette! Vold mod vold! kalder det indignerede folk over hele Tyskland fra Bæltet til Adriaterhavet, og der vil ikke blive indgået nogen fred mellem Tyskland og Danmark, før sidstnævnte har lært, at ordet "danske ejendom" ikke har en fod bred gyldighed fra lovlige ruter end til Kongeåen! -

*) Ifølge de seneste nyheder (skrevet fra Hamborg den 21. juni), som tilgik os fra en af ​​mine venner fra Sylt i morges, er belejringstilstanden over Keitum, den største landsby på øen, blevet ophævet. Af beboerne, der blev kidnappet med magt fra deres hjem, afskedigede kaptajn Hammer Kÿster Hansen. De andre patrioter, der blev navngivet i går, er bragt til toppen af ​​Jylland, der som bekendt endnu ikke er besat af tyske tropper. Indtil videre har vi ingen nyheder om, hvordan man vil behandle disse mænd. Som ved et mirakel flygtede kaptajn Decker fra Westerland; den beslutsomme mand, der allerede kastede brystet mod Hammer ved danskerens første besøg og netop ved denne energiske opførsel fik ham til at give efter og underskrive et revers, hvor Hammer priste Sylt med sin Schaar ikke at besøge igen, Decker er en høj tresserne med godt hår, en hel frise bare hjerte og hoved, planhåret, godmodig, af den mest tyske disposition, ærlig, men også ukuelig. På dagen for angrebet krydsede den ærede ældre mand frygtløst og forventede det værste. Var det bare en vis generthed, der forhindrede danskerne i at lægge hænderne på den gamle mand, eller var de bange for et bestemt væsen, nuvel, han flygtede uhindret og gik ud på Silds østkyst i en fiskerbåd, der lykkeligt førte ham til vestkysten af det Slesvigske fastland. Må den gode mand og hans kidnappede medkammerater ønske at komme tilbage til den elskede hjemø, efter ikke alt for længe i ufrivillig eksil, som et land for evigt befriet fra danske undertrykkere!

Der dänische Ueberfall der kleinen schleswigschen Insel Sylt am 14. Juni, also inmitten der Waffenruhe, ist ein sprechender Beweis, wie man in Kopenhagen über Worthalten und Völkerrecht denkt. Capitänlieutenant Hammer, der die Heldenrolle in diesem nichtswürdigen Stück spielte, hat sich den Banditen-häuptlingen Neapels gleichgestellt. Vier dänische Kanonenjollen landen am Abend des 14. an der Küste von Sylt. Held Hammer mit mehreren Officieren, 60 Mann Infanterie, 60 Mann Matrosen begeben sich an's Land. Die Inselwohner ahnen nichts Arges. Andern Morgens 4 Uhr wird das ganze Dorf Keitum abgesperrt, Doppelposten von die Thüren der angesehensten Leute gestellt. Sieben als Patrioten bekannte Männer werden unter militärischer Bedeckung auf die Wachstube geführt. Nach langem Verhör erfolgt die Mittheilung, sie würden auf höheren Befehl nach Kopenhagen transportiert werden; sie hatten ja eben eine Reise nach Berlin zu Herrn v. Bismarck gemacht, und nun müssten sie sich auch Kopenhagen einmal beschauen. Nachmittags 5 Uhr werden die Männer abgeführt. Alle Waffen und schleswig-holsteinischen Fahnen müssen von den Einwohnern abgeliefert werden. Keitum wird in Belagerungszustand erklärt. Lieutenant Hammer ernennt sich selbst zum Alleinherrscher von Keitum. - Das Märtyrerthum der 7 Männer von Sylt wird nicht verfehlen Früchte zu tragen, die der nationalen Sache zu gute kommen müssen. Wehe aber den Städten und Bezirken, die jemals wieder der dänischen Rache preisgegeben werden sollten! - Der kurze Sinn des Sylter Raubzugs ist: Die Dänen wollen den Krieg. So mögen sie ihn denn haben. . 

(Allgemeine Deutsche Arbeiter-Zeitung: 30. juni 1864) 

Det danske angreb på den lille Slesvigske ø Sild den 14. juni midt under våbenhvilen er et bevis for, hvordan folk i København tænker at holde ord og overholde international lov. Kaptajnløjtnant Hammer, der spillede helterollen i dette uværdige stykke, har sat sig på linje med Napoli's banditchefer. Fire danske kanonbåde lander ved Sylts kyst om aftenen den 14. Helten Hammer går i land med flere officerer, 60 infanterister, 60 matroser. Øboerne har ikke mistanke om noget ondt. Næste morgen klokken 4 er hele landsbyen Keitum afskærmet, dobbeltvagter placeret ved dørene til de mest respekterede mennesker. Syv mænd kendt som patrioter ledes til vagtsalen under militær dækning. Efter et langt forhør blev det meddelt, at de ville blive transporteret til København efter højere ordrer; de var lige vendt tilbage efter en tur til Berlin for at se Herr v. Bismarck, og nu skal de også se på København. Klokken 5 om eftermiddagen føres mændene væk. Alle våben og Slesvig-Holstens flag skal leveres af beboerne. Keitum erklæres belejret. Løjtnant Hammer erklærer sig som enehersker over Keitum. - De syv mænds martyrium på Sylt vil ikke undlade at bære frugt, som vil gavne den nationale sag. Men ve de byer og distrikter, der nogensinde skulle overgives til dansk hævn! - Den korte betydning af Sylt-raidet er: Danskerne ønsker krig. Så får de den.

En afdeling af kaptajnløjtnant Otto Christian Hammers Vesterhavsflotille ødelægger tyske transportbåde ved Dagebøl, den 12. juli 1864. Forlagsbureauet, 1865. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Krigen brød ud igen (dog ikke pga Sylt): Efter dansk nederlag på Als 29. juni - 1. juli, var der kun spredte kamphandlinger. Fx den 3. juli ved Lundby som betød at danske tropper helt forlod Jylland og østrigsk-prøjsiske tropper rykkede op til Skagen. Den 20. juli blev der våbenstilstand. Se hvordan det gik på Sylt i et senere indslag.

Efter angreb var Hammer 19. juli-august 1864 i tysk fangenskab, som berettet i et andet indslag her på bloggen. Han blev afskediget den 28. oktober 1864 da hertugdømmerne blev afstået.

Jylland 28de til 30te Juni 1864. (Efterskrift til Politvennen)

Ribe, den 30te Juni.

Fra den østerrigske Stations Kommando er paalagt os: ikke at optage nogensomhelst Meddelelse angaaende de Allieredes Troppebevægelser eller Publikation af andre militæriske Anordninger, samt forinden Bladets Trykning at tilstille Kommandanten et Censurexemplar. Der er efter Sagernes Stilling intet Andet at gjøre end at finde os i de gjorte Paabud, hvilket imidlertid vil lægge betydelige Hindringer ivejen for vor Virksomhed; vi ere desuden afskjaarne fra enhver Forbindelse med den øvrige Del af Landet, og da vi nu heller ingen Blade kunne erholde undtagen sydfra, medens samtidigt vore Bekjendtgjørelser reducere sig til en Ubetydelighed, se vi os, saalænge disse Forhold vedvare, kun istand til at kunne udgive et halvt Nr. hver Gang. Paa hvilket Tidspunkt, Bladet vil udkomme de resp. Avisdage, er det os imidlertid, paa Grund af Censuren, umuligt bestemt at angive.

(Ribe Stifts-Tidende 30. juni 1864).

Oversættelse af tysk artikel om en pigeskole i Aabenraa, original under oversættelsen.

Under titlen "Om Slesvigs deling" skriver man "Nord. Allg. Ztg." fra Nordslesvig:

"Danske lærere på pigeskolen, altså de udsendte fra Danmark til Haderslev, begyndte for et par dage siden at straffe børnene, hvis de bar nationalfarverne. De afstraffede måtte stå i "skammekrogen"; de andre børn skulle pege fingre af dem og råbe "hurra" for kongen af ​​Danmark. Hvis det er en afskyelig måde at straffe piger på, er de herrer læreres uforskammethed ikke at beundre nok, for de tør gøre det i streng modsætning til den øverste civile regerings ordre om at forbyde landets farver. Men det er kun bagateller i forhold til hvad der skete for tre dage siden i pigeskolen i Haderslev. En tysk pige kom til skolen med et blå, hvid og rød bånd, som hendes mor beordrede hende til at bære. Så for læreren hen til barnet, slog hende i ansigtet og råbte: "Der har du den, dit tyske ådsel!" Blodet sprøjtede ud af munden på det mishandlede barn; hun måtte gå hjem, en læge blev tilkaldt, og ved nærmere undersøgelse viste det sig, at barnets hørelse havde lidt så alvorligt, at det er tvivlsomt, om det bliver helt helbredt. Borgmester Hansen, en embedsmand, der først blev indsat af den civile regering, henviste det misbrugte barns jamrende mor til - en advokat! Om nu noget sådant er muligt i en tid hvor hele Jylland er besat af tyske tropper, hvor en tysk borgmester skal holde danskerne i skak og beskytte de indfødte; Hvis de lærere og embedsmænd der udvandrede fra Danmark, nu kan begå sådanne umenneskeligheder, hvad vil der så ske når det ulykkelige land bliver kastet hen til dem som et godt bytte for at køle deres hævn?"

Unter dem Titel "Zur Theilung Schleswigs" schreibt man der "Nord. Allg. Ztg." aus Nordschleswig:

"Die dänischen, d. h. aus Dänemark nach Hadersleben geschickten Lehrer der Mädchenschule seit einigen Tagen angefangen, die Kinder zu bestrafen, wenn sie die Landesfarben zur Schau trugen. Die Bestrafen mussten in der "Schandecke" stehen; die anderen KInder mussten mit Fingern auf sie zeigen und dem Könige von Dänemark ein "Hurrah!" ausbringen. Ist diese schon eine abscheuliche Art, Mädchen zu bestrafen, so ist die Unverschämheit der Herren Lehrer doch nicht genug zu bewundern, weil sie es wagen, im sctricten Widerspruche mit den Befehlen der obersten Civilregierung die Landesfarben zu verbieten. Es sind dies aber nur Kleinigheiten zu dem, was vor drei Tagen in der Mädchenschule von Hadersleben passirte. Ein deutsches Mädchen trat mit einem blauweissrothen Bändchen, das die Mutter ihm zu tragen befohlen, in die Schule. Da stürzte der Lehrer auf das Kind zu, versetzte ihm einen Faustschlag ins Gesicht und rief: "Da hast du es, du deutsches Aas!" Dem gemisshandelten Kinde stürzte das Blut aus dem Munde; es musste nach Hause gebracht werden, ein Arzt wurde gerufen, und bei genauer Untersuchung stellte sich heraus, dass das Gehör des Kindes in einer so bedenklichen Weise gelitten hat, dass an gänzlicher Heilung gezweifelt werden muss. Der Bürgermeister Hansen, ein Beamter, der erst von der Civilregierung eingesetzt wurde, hat die jammerde Mutter des gemisshandelten Kindes an - einen Advocaten! verwiesen. Wenn nun solche Dinge zu einer Zeit möglich sind, wo ganz Jütland von deutschen Truppen besetzt gehalten wird, wo ein deutscher Bürgermeister die Dänen im Zaum halten und die Eingebornen schützen soll; wenn die aus Dänemark eingewanderten Lehrer und Beamten jetzt solche Unmenschlichkeiten begehen können, was wird dann erst geschehen, wenn ihnen das unglückliche Land als gute Beutre zur Kühlung ihrer Rache hingeworfen wird?"

(Augsburger Postzeitung 28. juni 1864)

Af Gen. Falkenstein er blevet udtalt, at de kgl. Skatter ville blive opkrævede af Fjenden til den preussiske Krigskasse. I Hobro skal det allerede være kundgjort ved opslaaede Placater. Et Exemplar af en saadan, trykt paa Dansk og Tydsk, er ankommen hertil. Vi have ikke selv Originalen for Øie, men den lyder, efter Meddelelse, omtrent saaledes: Da den allierede har betragter Jylland som et erobret Land, vil den overtage Sammes Administrering og beordre Embedsmandene til at indbetale Skatterne til den preussiske Krigskasse, hvorom der snarest vil blive udfærdiget nærmere Instruction! Hvor og hvorvidt Saadant søges bragt til Udførelse, vides endnu ikke, men det kunde dog maaskee aabne Øinene noget hos dem, der ikke have villet see, og vanskeligt ville see endnu, Forskjellen imellem en, nok saa besværlig, Vaabenhvile - der dog altid giver bedre Udsigt til en fredeligere Udjævning af "Stridsspørgsmaalet" og en aaben Krig og de Tilstande, en saadan fører med sig. Carl Bille siger saaledes i sit Dagblad idag ibl. A. : "Heldigviis er Overgangen fra en Vaabenhvile som den af 9de Mai til en Krig ikke meget følelig, end ikke for Jyderne, der tungest føle begges Byrder". Det er meget nemt saaledes i Kjøbenhavn med dampende Cigar at skotte flot over til Jylland og sige: Aa hvad om de derovre have den Vaabenhvile eller Krig, det er saa lige meget. Men Enhver, der seer lidt fornuftigere efter, ikke at tale om Jyderne, der selv maae føle den umaadelige Forskjellighed, vide bedre, at hin Dagblads-Betegnelse er en gros Usandhed om Tilstandene i Jylland, et af den Slags tomme Blændværk, hvormed hint Partie længe har skuffet sig selv og endnu troer i Afstand at kunne bedaare Andre. Vel har Vaabenhvilen været navnlig et moralsk Tryk paa Befolkningen, som man naturligviis maatte ønske i og for sig at see hævet, men Overgangen til en aabenbar Krig og tilmed en Krigsfornyelse, der truer med at blive en potenseret Grad af Krig, og det efter den af Landet allerede lidte store Svækkelse- er naturligviis ti tusinde Gange værre. Et Andet er det selvfølgeligt naar Krigen selv ikke skulde kunne undgaaes, saa maa jo Enhver gjøre sig fattet paa Følgerne. Men man skal ikke paa den sunde Fornufts og paa Jydernes Bekostning kunne kaste det løse og letsindige Ord hen, at det, navnlig for Jyderne, næsten er eens, om vi have Vaabenhvilen eller Krigen paany. Derfor er ogsaa Bebudelsen af Krigsfornyelsen her i Jylland kun modtagen med en deel modsat Stemning. Kun de, som fremhykle andre Tilstande end de virkelige, og de, som, trods deres ødelagte og ødelæggende Politik, leve sig ind i phantastiske Drømmesyner, kunne bedømme Forholdene anderledes. - Et Andet vilde det selvfølgeligt ogsaa være, om idetmindste de Organer, som tage sig Tingen saa let, navnlig paa Jyllands Vegne, kunde paavise Sandsynligheden af opnaaelige Resultater eller forandrede Situationer og Veie, der lade fine et lysere Glimt selv i det Fjerne. Men hvor er det? Budskabet, der ved Conseilspræsidenten aabner Rigsraadet, paaviser intet saadant. Dgbl. giør dog et Forsøg paa Horizonten, og det kan voxe op til en stor Sky og udsende Lynene over Fjenden. Ja gid saa var! Men det Hele er kun et Conjectural-Experiment i Dgbl.'s og dets Venners Smag. Det laver eller lover en "Krisis" i England; "der maa staae et Slag i Parlamentet". Men selv om saa var? Et Ministerium fra anden Side har i England heller ikke givet Udsigt til Deeltagelse i Krigen og hele den europæiske Situation taler ogsaa herimod endnu meer end den alt tydeligt og tydeligt nok har udtalt det fra Begyndelsen af. Dgbl. selv har heller ikke fæstet ret Tro derpaa, ikke endnu. Englands Flaade, mener den, vil komme, "men uden at foretage fjendtlige Operationer eller endog blot at deeltage i Blocaden af de preussiske Havne". Men naar Skibene først ere her, saa ville Forholdene udvikle sig; ja til hvad? Men det kommer det vel ikke saa nøie an paa. Det er den gamle Hall'ske Micawberpolitik, at "der maa vise sig noget"; men til Dato viste sig intet, uden at vor Sag under Krig stadigt gik meer og mere tilbage, at der kun ad diplomatisk Vei, kommer Tid kommer Raad, kan bevares nogen Udsigt og at det navnlig kun er ad den vore Venner kunne skaffe os Hjælpen. Skulde vi da forhaste os med at forspilde den, eller ikke tvertimod efter Omstændighederne prise os lykkelige ved, om den brudte eller forladte diplomatiske Traad kunde gjenoptages paany?

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. juni 1864).

Charles Eduard Junod (1828-1877): 106 Der Rathausmarkt in Kolding. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Jylland 20de til 25de Juni 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Folkethingsvalget i Nørresundby. "Dbl." har fra Nørresundby modtaget Brev om det der afholdte Valg, hvori første Regiments Deltagelse i Valget skildres som meget livligt og, det maa desværre tilføjes, tillige meget upassende. "Første Regiment viste" - skriver "Dbl.s Hjemmelsmand - "paa en temmelig massiv Maade, at det havde "et godt Øje" til Zahle og hans Ven, Bernhard Rée. Jeg vil ikke tale om, at der blev pebet og fløjtet under Zahles Optræden (ligesom under Piehls), men det værst gik for sig, da der skulde afstemmes til Protokollen. Første Regiment synes nu, at det var bedst at underholde Rée og Zahle, medens Afstemningen gik for sig, for at de ikke skulde agitere paa Bønderne. Saa agiterede Soldaterne. De slog Kreds om de to Herrer, puffede og knubsede dem, drillede dem paa det Ubarmhjertigste, kaldte dem ved Fornavne, fortalte Rée, hvorledes de antog, at han næste Dag vilde skrive i sin Avis, osv. Tilsidst blev Kredsen altfor snever, saa at de "kom til at klemme de gode Herrer en Smule", og det var næsten uhyggeligt at se den Stilling, hvori de to "cernerede" Politikere befandt sig. Da de ikke kunde slippe ud, valgte de at lede Bevægelsen nedefter mod Færgebroen, hvor Soldaterne bevidnede dem deres "Agtelse", og da Baaden endelig fik Lov til at støde fra Land peb og hujede de ud efter dem, raabte Hurra og sang nærgående Smædeviser. En af Zahles Stillere var man ogsaa meget slem ved, fordi han havde udtalt sig med Foragt om første Regiment. Raabene imod ham blev tilsidst saa stærke, at han tyede ind i et Hus, hvor saa Regimentet besatte alle Udgange paa militær Vis; hvad det siden blev til, veed jeg ikke, men da de kun vilde skræmme Manden, have de vel opgivet videre Forfølgning af Sagen." Vi finde saadanne Optrin overordentlig beklagelige, siger "Dbl.", og kunne aldeles ikke fatte, hvorledes de have kunnet finde Sted. Vel er første regiment ikke af de letteste at holde Styr paa; men man skulde dog synes, at Regimentets Befalingsmand maatte kunne forhindre saa grove Udskejelser som de ovenfor beskrevne ved høilys Dag og paa aaben Gade, naar dette ikke er skeet, kunne vi kun forklare det deraf, at slet ingen Officerer have været tilstede. Der falder da et Ansvar paa disse, fordi de have undladt at føre det Tilsyn med deres Undergivne, som er deres Pligt, især da de mod noget Indicium maatte kunne forudse, at der kunde blive Anledning til en Udøvelse af de Zouaveprivilegier, som første regiment i en temmelig stærk Grad synes at have tiltaget sig.

(Ribe Stifts-Tidende 20. juni 1864).

- I de sidste Dage har man herfra Byen og Marstal gjort Lysttoure ud til nogle i Farvandet værende Orlogsskibe; paa disse har Besøget givet Anledning til megen Gemytlighed, især da endeel af Skibenes Besætning er hjemmehørende her paa Ærø.

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 20. juni 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Fra det sydøstlige Slesvig den 9. juni. Også i dette sydøstlige hjørne af hertugdømmet Slesvig vender enkelte kuske fra vognflåden tilbage til Als, men desværre i en tilstand som civiliserede mennesker gyser ved, og som virker utroligt for enhver der ikke selv har været vidne til det. En troværdig bondefoged fra Hütten-kontoret forsikrer forfatteren af ​​disse linjer: at hans tjener, der netop er vendt tilbage, kun har sovet i sin vogn i tre måneder, ikke har været under tag, ikke har skiftet skjorte, er fuld af skadedyr, og er tæt på galskab, og også at de heste, der er betroet ham, er så godt som ødelagte. (Alt. N.)

Aus dem südostlichen Schleswig, 9. Jun. Auch in dieser südöstlichen Ecke des Herzogthums Schleswig kommen einzelne Fuhrleute aus dem Fuhrpark auf Alsen zurück, aber leider in einem Zustdand vor dem der civilisirte Mensch zurückschaudert, und der unglaublich erscheint für jeden der selbst nicht Augenzeuge desselben gewesen. So versichert dem Schreiber dieser Zeilen ein glaubwürdiger Bauernvogt aus dem Amt Hütten: dass sein Knecht, der so eben zurückgekehrt sey, seit einem Vierteljahr nur in seinem Wagen geschlafen, unter keinem Dach gewesen, kein Hemd gewechselt, voll des Ungeziefers sitze, dem Wahnsinn nahe sey, sowie auch dass die ihm anvertrauten Pferde so gut als ruinirt seyen. (Alt. N.)

(Allgemeine Zeitung 20. juni 1864)

Den meget virksomme Diakonisse Elisa Hepp er død i Haderslev af Tyfus, som Følge af de store Anstrengelser ved de Saaredes Pleie. Med tre andre Diakonisser havde hun daglig plejet over hundrede saarede Krigere. Elisa Hepp var Datter af en Præst i det baierske Rhinpfalz. Hendes Begravelse var meget høitidelig, den vidnede om, at der i Døden ikke var nogen Forskjel i Tro og Kjærlighed. Danske og tydske Damer have flettet Krandse til hendes Ligkiste; tre Præster, den danske og to tydske: den evangeliske og den katholske, ledsagede den. Gravtalen holdtes af Distelkamp efter den Afdødes Ønske over Phil. 1. 2l og 23 (Christus er mit Liv og Døden min Gevinst). I Ligtoget saaes General Condrekourt, Pladskommandanten og flere andre høie Officerer. Den Afdødes Grav er midt imellem østerrigske og preussiske Krigere. Johanniterordknen har ladet opreise et Kors derpaa med svigende Indskrift: "Elisa Hepp. Diakonisse fra Kaiserswerth, død den 17de Mai 1864. Phil. 1. 2t, 23," hvorunder et Johanniterkors.

(Thisted Amtsavis 20. juni 1864).

En tydsk Skildring af de danske Krigsfanger. I et tydsk Blad læses i en Correspondanceartikel fra en Militair følgende Skildring af de danske Krigsfanger i Küstrin: "I Küstrin opbevares de danske Krigsfanger i Redonten til Kronprindsens Bastion, den saakaldte "høie Cavaleer", en fra den store Kurfyrstes Tid hidrørende, colossal, bombefast Bygning. Behandlingen af dem er yderst human og stemmer ganske med de nu gjældende, milde Krigsførelsesprincipcr; om Dagen besinde de sig i store, rummelige Blokhuse eller paa Græsplainerne. som omgive Bygningen, om Natten ere de forsynede med gode Leier og uldne Tæpper, de forpleies med nærende Spise, og der paalægges dem kun saa meget Arbeide, som der er nødvendigt til Sundhedens Bevarelse; endelig have de Tilladelse til i smaa Afdelinger under Bevogtning af Patrouiller (Enkelte endogsaa uden en saadan) at besøge det Indre af den herlige By og benytte dens gode Fortouge, og de føre saaledes et saa fornøieligt Liv, at mangen en Indfødt kunde misunde dem det, og vise sletingen Bedrøvelse eller Længsel efter Hjemmet (?). Hvad deres Individualitet angaaer, ere vi nødte ril at skjelne mellem tre Classer. Øverst staae de det tydske Sprog tildeels mægtige Underofficerer: Commandeersergeanter, Gendarmer (?), Sergeanter og Corporaler (Officerer findes her ikke); de ere Folk, som næsten alle gjøre et yderst behagelig, meget militairt Indtryk, og som i deres hele Væsen røbe en forholdsviis høi Grad af social Dannelse. Vi have havt Leilighed til at bivaane den at Fangerne, navnlig Underofficererne, til Ære for den danske Konges Fødselsdag foranstaltede Fest og kunne forsikkre, at de ved denne Leilighed til Ære for den danske Konge, den preussiske Konge (?), Commandanten og Fangernes Inspectionsofficeer (den saakaldte "Dänenvater") af enkelte Underofficerer holdte Taler fremsattes med en saadan Tact og Veltalenhed, at vi ikke kunde tilbageholde vor Forbauselse og troede at befinde os mellem en langt høiere Classe af Mennesker. Den anden Classe af Fanger bestaaer af de fra de danske Øer og de jydske Søstæder stammende Individer. Disse udmærke sig næsten alle ved en vis fransk Livlighed og militair Anstand, de holde paa deres Ydre og lægge umiskjendelig for Dagen den Hensigt at behage det smukke Kjøn i Küstrin. i hvilken Henseende det ikke kan nægtes, at de have Held med sig. Den tredie Classe, der danne en afgjort Modsætning til de to andre, er Danmarks Stedbørn (!). Beboerne at det lyngbevoxede, skovløse indre Jylland. De ere meget blonde, tunge, flegmatiske og lade; deres Hovedfornøjelse bestaaer i at spadsere rundt paa "Cavalleren" med deres selvlavede Træskoe, spille Klink eller et Slags Kortspil, der har megen Lighed med det tydske "Schasskopf". De gjøre i Almindelighed et meget umilitairt Indtryk og have en stor Tilbøjelighed til at lade deres hørhaarede Jeg mangfoldiggjøre ved Photographiens Hjælp for at stirre paa disse Billeder, som om de vare naglede til Muren. Som Curiosum nævne vi her endelig, at der mellem de Fangne befinder sig en ikke 4 Fod høi, 15 aarig Spillemand, baade af Indre og Ydre et reent Barn, der ogsaa behandles som saadant saavel af os som af sine Landsmand og glædes ved mange Gunstbevisninger, som lade ham glemme hans tunge Lod. I Almindelighed kunne Fangerne disponere over temmelig rundelige Pengemidler, de faae mange Sendelser fra Hjemmet, af hvilke navnlig Bibler og Opbyggelsesskitfter synes at glæde dem, og de læse med største Interesse Bladene, som i stort Antal tilstilles dem deels ved deres Landsmands Forsorg, deels ved Commandantens Godhed. De troede tidligere alle fast paa Dybbølskandsernes Uindtagelighed (?)'"

(Skive Avis 20. juni 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Flensborg, 15. juni. I Kolding blev en yderst naiv dansk rekrutteringskommission der vovede at hverve unge mellem 17 og 20 år til den danske hær midt i den østrigske lejr (i selve Kolding), for nylig overrasket i sin funktion af generalstabskaptajn Gründorf og straks bragt til et sikkert sted. Deres højheder danskerne siges at have været forbavsede over østrigernes uro og at have klaget højere steder. (HR.)

Flensburg, 15 Juni. In Kolding wurde neulich durch den Generalstabshauptmann Gründorf eine höchst naive dänische Recrutirungscommission, welche sich inmitten des österreichischen Lagers (in Kolding selbst) erdreistete junge Leute vom 17 bis 20 Jahren für die dänische Armee auszuheben, bei ihrer Function überrascht, und sofort in sichere Quartiere gebracht. Die HH Dänen sollen sich über die Ungemüthlichkeit der Oesterreicher höchlich gewundert, und höhern Orts beschwert haben. (H. R.)

(Allgemeine Zeitung. 1864 21. juni 1864)

Første Regiment ved Valget i Nørresundby og Stemningen i Armeen. Fra en Officeer have vi modtaget Følgende:

Hr. Redakteur! Af "Dagbladet" for Fredagen den 18de seer jeg, at en Anmelder, som upaatvivlelig hører til den Zahle-Rée'ske Klique *), har faaet Indpas i Deres ærede Blad; thi anderledes kan jeg ikke forklare mig den eensidige Opfattelse af det Passerede ved Valghandlingen den 14de i Nørresundby, der bivaanedes af en Mængde Officerer fra forskjellige Afdelinger i Vendsyssel.

Jeg kan med Sandhed udtale, at der blandt de tilstedeværende Officerer kun var een Mening om Regimentets fortræffelige Optræden under Valghandlingen. En Valghandling skal vel foregaae med Sømmelighed, men dette Hensyn udelukker ikke, at der kan herske en vis Gemytlighed. Noget, som vort engelske Forbillede jo ofte fører med sig, og denne Gemytlighed overskredes ikke den 14de. Enhver af Talerne hørtes meget tydelig, og havde man ønskes stenografisk at meddele samtlige Taler, havde det kunnet realiseres i fuldeste Maal.

(Herefter mener brevskriveren at løjtnant Piehl og Zahles taler udmærket kunne høres, på trods af soldaternes spydige bemærkninger, hvorefter han fortsætter:)

Det var første Gang, jeg saaledes kom i nærmere Berøring med Soldater af 1ste Regiment, og jeg kan ikke nægte, at de forøgede den gode Mening, som jeg forud havde om dem: jeg fik Indtrykket af Soldater, som vare politisk udviklede; disse Soldater mindede mig uvilkaarlig om Cromwells tappre Skarer, endskjøndt jeg i samme Aandedræt villig skal indrømme, at de neppe ere saa puritanske.

Der var kun een Stemning blandt de tilstedeværende Officerer for Soldaterne, og det var Glæde over deres Optræden; man følte, at saadanne Soldater forstod, "hvorfor vi kæmpe". - Forøvrigt var Regimentets interimistiske Kommandeur tilstede, medens Talerne holdtes og Kaaringen fandt Sted, og jeg lagde Mærke til, at Kommandeuren, naar Munterheden et Øieblik stod i Begreb med at overskride den rette Grændse, blot behøvede at gjøre en Bevægelse for at dæmpe Lystigheden. 

Med Hensyn til Hr. Bernhard Rée, da saae jeg vel denne Mand, efterat Kaaringen havde fundet Sted, i over en Time omringet af Soldater og Bønder; men jeg fik Indtrykket af, at denne Opsigtvækken slet ikke var ubehagelig for Hr. Rée: tvertimod saaes han flere Gange selv at søge hen til Soldaterne, som han uafladelig bød Priis af sin Snuustobaksdaase. Ganske vist vare Soldaterne ikke lempelige i deres Spøg, der ofte var bidende og vittig; men som sagt, jeg og flere Andre fik Indtrykket af, at selv paa denne Maade havde Hr. Bernh. Rée ikke Noget imod at give den offenlige Personlighed. Havde han villet undgaae Sligt, havde Intet været lettere; han kunde da blot være gaaet op paa den rummelige Tribune, hvor saa mange Andre opholdt sig, og Alt vilde strax have været forbi - men han søgte Soldaterne, og Soldaterne søgte ham.

Det er første Gang, jeg anmoder om Optagelse for Noget i Deres ærede Blad. Vi Soldater trykke os nu engang ved at tage fat paa Pennen; men det har den Ulempe, at mange Ting komme til at staae uimodsagte i Bladene. Saaledes er det næsten blevet en staaende Sætning: "Officererne i den kongelige Armee give Ploug, Bille og Kjøbenhavnerne Skyld for den Krig, vi føre". Tro dog ikke, at Officererne føre en saa dum og ufornuftig Tale; jeg har sjeldent hørt denne Yttring af Militaire, men rigtignok desto oftere heroppe af de Vendsysselske Smaa-Proprietairer, af hvilke der findes en Masse. Stemningen i Vendsyssel er en reen Modsætning til den patriotiske Aand, som kommer frem fra de Egne i Jylland, hvor Fjenden for Øieblikket hersker; man mærker, at den Bernhard Ree'ske Udsæd desværre ikke har været uden Frugter. Hvor ofte har jeg imidlertid ikke hørt Officererne 'ivre mod denne meningsløse Snak. De gjør derfor den af Dem saakaldte "Kongelige Armee" stor Uret; - De maa ikke gjøre Undtagelsen til Regel!

En Officeer som ikke staaer ved 1ste Regiment.

(Dagbladets redaktion er dog ikke enig i officerens bemærkning om hæren, og redegør i et længere afsnit for det modsatte.)

*) Deri tager dog den ærede Indsender fuldstændig feil. Red.

(Dagbladet (København) 21. juni 1864).

Skønt Bernhard Ree (1813-1868) var redaktør af Aalborg Stiftstidende (1838-) har det ikke været muligt at finde noget om episoden der. Bernhard Rée sad i jyske stænderforsamling 1844-48. Medlem af Folketinget 1849-1854, valgt ved kåring. Igen 1864-1866. Medlem af Landstinget 1866-1867 Han blev sindssyg og døde i 1868. Han var helstatsmand og ikke venligsindet overfor dansknationalistiske strømninger.

Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

For nylig blev der indkaldt til et møde af sådanne præster og skolelærere til Slesvig by som før krigens begyndelse havde aflagt en hyldest til Christian IX. Meget få af de førstnævnte dukkede op, og rigtig mange af de sidste. Det var ikke muligt at give afkald på den ed selv om alle som det siges, var overbevist om lovligheden af ​​Frederik VIII som efterfølger i Slesvig og om London-traktatens uforpligtende karakter. Med undtagelse af enkelte mente alle at en offentlig erklæring var nyttesløs og kun forværrede samvittigheden, fordi man ikke ensidigt kunne frigøre sig fra en ed der var ulovligt afkrævet; man ville afvente den forfatningsmæssige beslutning om Slesvigs ejerskab som af sig selv ville løse spørgsmålet om homagialedens gyldighed.

Vor kurzem war nach der Stadt Schleswig eine Versammlung solcher Pastoren und Schullehrer berufen welche vor dem Beginn des Kriegs Christian IX den Huldigungseid geleistet haben. Von den ersteren waren sehr wenige, von letztern sehr viele erschienen. Es gelang hier nicht die Lossagung von jenem Eid durchzusetzen, obgleich, wie es heisst, alle von der Rechtmässigkeit der Nachfolge Friedrichs VIII in Schleswig und von der Unverbindlichkeit des Londoner Vertrags überzeugt waren. Mit Ausnahme weniger war man der Ansicht dass eine öffentliche Erklärung nutzlos und nur das Gewissen beschwerend sey, weil man sich auch eines widerrechtlich geforderten Eides nicht einseitig entbinden könne; man wolle die staatsrechtliche Entscheidung über den Besitz Schleswigs abwarten, durch die sich die Frage über die Gültigkeit des Homagialeids von selbst erledigen werde.

(Allgemeine Zeitung 22. juni 1864)

Oversættelse af tysk artikel om justitsråd Blaeuenfeldt som var blevet løsladt i starten af juni 1864, se original nedenfor. Blauenfeldt blev i slutningen af marts 1864 overført fra Rendsborg til Flensburg i rådhusfængslet, hvor der sad 16 andre spionanklagede, bl.a. hans søn.:

"Det preussiske militærs grusomme procedure mod mig og min familie" er titlen på et dokument skrevet af den berygtede justitsråd Blauenfeldt. Han beskylder preusserne for at have overladt ham, den uskyldige mand, til pøbelens raseri og lade ham blive hånet og fornærmet. Historien munder ud i påstanden om at hans ejendom også er ødelagt, hø, halm osv. brændt, døre er rykket ud, alt er forsvundet fra kælder og spisekammer, papirer er fundet i nærheden af ​​huset, og endda blandt andre iturevne dokumenter er der fundet en obligation på 650 thaler!! - Skriftet skal oversættes til flere sprog så hele verden lærer om den frygtelige preussiske Brigantis, der stjal 650 thaler for at rive dem i stykker! Dette er takken for løsladelsen!

"Das grausame Verfahren des preussischen Militärs gegen mich und meine Familie" ist der Titel einer von dem berüchtigen Justitzrath Blauenfeldt verfassten Schrift. Sie wirft den Preussen vore, dass sie ihn, den Unschuldigen, der Wuth des P'obels preisgegeben und zugelassen haben, dass man ihn verhöhne und beschimpfe. Die Erzählung gipfelt in der Behauptung, auch sein Eigenthum sei zerstört, Heu, Stroh u. s. w. verbrannt, Thüren fortgetrogen, aus Keller und Speisekammer Alles verschwunden, Papiere habe man in der Umgebung des Hauses, ja sogar unter andern zerrissenen Dokumenten eine Obligation von 650 Thlrn. gefunden!! - Die Schrift soll in mehrere Sprachen  übersetzt werden, damit die ganze Welt erfahre von den furchtbaren preussischen Brigantis, die 650 Thlr. nehmen, un sie - zu zerreissen! Das ist der Dank für die Freilassung!

(Berliner Gerichts-Zeitung: Tageszeitung für Politik, Rechtspflege, Handel, Industrie, Kunst 23. juni 1864).

Viborg. Idag Morges er det herværende preussiske Militair, Cavalleri, Artilleri og Infanteri afmarscheret nordpaa ad Hobro efter, og har her kun efterladt nogle faa Syge under en Læges Tilsyn tilligemed 2 Diaconisser; i samme Retning befordredes paa Bøndervogne herfra igaar et større Antal Syge, og eftersom det næsten hele Dagen regnede og blæste stærkt, ere disse neppe i den bedste Tilstand naaede til deres Bestemmelsessted. Efter at vi saaledes paa 9de Uge have været omgivne af en preussisk Soldatersværm af flere Tusinde Mand, er der ved den nu paa Eengang indtraadte Stilhed eller Tomhed noget ganske Besynderligt, men unægteligt særdeles Behageligt, der ligesom lader Brystet aande mere let og frit og indbyder til at paatage et mere glad Ansigt; ja uendelig lang synes Occupationstiden at have været, mere dog maaskee en Følge af det sjælelige end af det materielle Tryk, der har tynget paa Byens Indvaanere, ihvorvel vi indrømme, at det ogsaa i sidste Retning for Fleertallet af den næringsdrivende Stand har været meget tunge Dage, og at Antallet af dem, der i denne Tid kan siges at have tjent godt, kun staaer i et ubetydeligt Forhold dertil. - Som vi tidligere have udtalt, saaledes ville vi nu atter, da de fjendtlige Tropper have forladt os, gjentage, at Mandstugten her har været fortrinlig, ihvorvel at Vandalisme og Uordener af og til have fundet Sted, men at det dog ialtfald er gaaet langt bedre end man fra først af havde tænkt sig, og vi troe, at Hovedaarsagen dertil nærmest turde være at søge i de enkelte, mere overordnede Commanderendes Personlighed, hvis Humanitet tilvisse bør anerkjendes. Eftersom Preusserne forinden deres Afmarsch endnu mere fuldstændigt end førhen have ødelagt Telegraphledningen, synes deraf at maatte fremgaae, at disse i Tilfælde af Krigens Udbrud paany ikke ville benytte Viborg til et mere stadigt Opholdssted, og derved stiller sig saaledes i Udsigt det for os Glædelige: Vest fra at kunne vedblive at staae i Forbindelse med

Hovedstaden, eftersom jo Postgangen ad den østlige Route jo rimeligviis allerede med idag ophører. De Tropper, som for nogle Dage siden gjæstede Skive og hvoraf nogle gik til Sallingsund og Hvalpsund, ere derfra komne her tilbage, saa at der ikke er noget iveien for Postgangen ad den Kant.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 25. juni 1864).

O. Günther: Gidslerne føres bort fra Jylland, Über Land und Meer, nr. 7 juli 1864.

Den 31. januar 1864 var der blevet udskrevet valg til Rigsrådet, med det formål at få forhindret krigen, bl.a. ved at få ophævet Grundloven af 1863. Der skulle være valg til Rigsrådets folketing 5. marts 1864 og til Rigsrådets landsting den 29. marts. På grund af krigen blev der i Slesvig kun afholdt valg til Rigsrådets folketing i 3 ud af 28 folketingskredse (Sønderborg, Als og Ærø). I de jyske kredse blev valgene mange steder udsat pga. krigen. Rigsrådets første møde efter valgene blev afholdt 25. juni 1864. 

Nordslesvig. 15de til 16de Juni 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artiklen om Randers:

Beretninger fra Randers i Jylland: Danskerne har altid fejret 5. juni med en stor fest; de fejrede Slesvigs og Holstens tilbagevenden til Danmark i 1852. General v. d. Mülbe tillod dog ikke indbyggerne i Randers at deltage i denne festival og beordrede at de flag mv, der allerede var sat op, skulle tages ned. Denne ordre af General v. d. Mülbe vakte naturligvis stor utilfredshed blandt indbyggerne i Randers, og følgelig drog de med dampbåd til et sted to mil borte fra Randers og fejrede deres fest der.

Aus Randers in Jütland wird berichtet: Den 5. Juni begingen die Dänen bisher stets mit einer grossen Festlichkeit; sie feierten den Rückfall Schleswigs und Holsteins im Jahre 1852 an Dänemark. Der General v. d. Mülbe erlaubte den Einwohnern von Randers jedoch nicht die Begehung dieser Festlichkeit und ordnete die Herabnahme der bereits aufgesteckten Fahnen etc. an. Diese Anordnung des General v. d. Mülbe erregte natürlich grosses Missfallen bei den Einwohnern von Randers, und sie begaben sich in Folge dessen mittels ihrer Dampfboote nach einem zwei Meilwn von Randers entfernt gelegenen Ort und feierten daselbst ihr Fest.

(Pfälzer Zeitung 15. juni 1864)

- Fra Aabenraa skrives til os under 3dieMai: Strax efter at "Freia" ved dette Qvartals Begyndelse maatte dele "Dannevirkes" Skjæbne, og blev forbudt af Civilkommissairerne, taltes der om, at vore Hjemmetydskere vilde lade udgaae et nyt Blad her i Byen til Bestyrtelse for alle Rettroende og til Omvendelse af alle Vildfarende. Et saadant Blad er nu udkommet under Navnet "Apenrader Nachrichten" og redigeres af en Huuslærer ved Navn Keppler, som en af vore tydsksindede Stormænd har forskrevet sig, saa vidt vides fra Sachsen. Om nævnte Huuslærer er en Ætling af den ubodelige Mathematiker og Astronom Joh. Keppler vides ikke, men vist er det, at de Theoremer, han fremsætter i sit Blad, ere ligesaa vindige, som Astronomen Kepplers Læresætninger ere overeensstemmende med Virkeligheden og begrundede paa den evige Sandhed. Avismager Keppler følger fuldstændig Fodsporet af sine Forgængere i 1848 og 49: Staten Schleswigholsten har han færdig fra Elben til Kongeaaen og skilt fra Danmark, Tydskheden er eneberettiget deri, og "wir" Hjemmetydskere herskende fra nu af til Verdens Ende. Som en Prøve paa denne nye Herr Spatziers ægte tydske Hovenhed fremsættes følgende. imod de Danske rettede Ord af hans Avis Nr. 1 :

"Wir wollen nicht den Fremdling ungastlich von uns weisen, wenn er unser Recht anerkennt und sich unserer Sitte sügt; wenn aber der Fremdling gewaltsam bei uns eindringt, unser Recht missachtet und uns in eigenen Hause zu Knechten machen will, dann wollen wir Gebrauch machen von unserem Hausrecht!"

Ja, det ville ogsaa vi, Hr. Keppler, naar Tiden kommer! - Bladet er forresten prydet med selvsamme Titelvignet som "Freia" havde, lige indtil den lukkede Kongekrone; kun ere isteden for de tvende Dannebrogsbannere anbragte tvende meget massivt udseende Skralder, særdeles passende Emblemer for et saadant Blad. Dettes Udgiver og Trykker, Bogbinder Wohlenberg, er ogsaa af tydsk Udspring; han hører til de fromme Folk, sælger ikke et Ark Papir om Søndagen og nægtede at trykke et Gravvers, fordi han antog, at et ulykkeligt Dødsfald ikke var ufrivilligt. Men denne hans ømme Samvittighed har ikke afholdt ham fra at bryde sin Borgered og udhænge Oprørsfanen. Imidlertid er han ved denne praktiske Hellighed kommen i Besiddelse af et fuldstændigt Bogtrykkeri Inventarium, der ikke har kostet saa lidet. Der skeer Et og Andet, som hentyder paa, hvorledes de Penge blive anvendte, der indsamles i hele Tydskland til Schleswig-Holstein. Da Preusserne strengt forbøde at gaae ud paa Havet med Baade, lode velbegrundede Klageraab fra alle dem, der paa Havet maae søge deres eneste Næringsvej: hvad skulde de nu leve af med Kone og Børn? Men midt i denne største Nød bleve Adskillige, der ellers neppe have Salt til Brødet, paa eengang forsynede med nye Klædedragter og fik fri Befordring til Dybbøl og til Rendsborg, - men de vare ogsaa "deutsch gesonnen", havde udhængt det trestribede Flag og raabt Hurra, da Johan Jacobsen paa Søndertorvet proklamerede Hertug Friedrich.

Vor nye Avis leverer da ogsaa i en Bekjendtgjørelse af 24te Mai Beviset for, at vor nye Magistrat uden videre har indført tydsk Retssprog istedetfor det lovlige danske. Efter hvad man hører, er Magistraten rigtignok senere gaaet ind til Civilkommissairerne med et Andragende om at faae det danske Retssprog fuldstændig afskaffet her i Byen med Undtagelse af saadanne enkelte Tilfælde, hvor Magistraten skjønnede at det endnu burde bruges. Indtil dette Øieblik har man ikke hørt, at Civilkommissairerne have sanktioneret denne nye Methode at træde under Fødder Folkets naturligste Ret og Rettighed: at forstaae hvad Øvrigheden siger og dømmer. Men Fremgangsmaade og Andragende vise, hvad vor hjemmetydske Magistrat tør vove og ikke vove. Den tør nok vove egenmægtig at Afskaffe det lovligt bestaaende Retssprog i sine Udfærdigelser, men den tør ikke vove at bevare blot Skinnet af Upartiskhed ved at andrage paa, at Valget af Retssproget maatte blive overladt til Parterne. Vore nuværende Magistratsmedlemmer vide allfor godt, hvorledes det i saa Fald vilde gaae. Endnu have vi neppe mærket Noget til vore Høivises administrative og justitielle Virksomhed. Borgermester Richardi synes at styre Kodillen, for saavidt en Styrelse finder Sted. Af Raadmændene ere Ahlmann og Lüders tvende høitbegavede Mænd, den Ene affældig i legemlig, den Anden i aandelig Henseende, B. B. Jessen er føielig, og Gustav Raben, en energisk Mand med uhyre store Tanker om sig selv, har fuldtop at gjøre med at varetage sine egne Interesser i sin nye Stilling. Han har nemlig i et Par Aar været Ihændehaver af et af Havnevæsenet Skibsværfter; ved Nutidens Omvæltninger er han ikke alene bleven Raadmand, men ogsaa Havneinspekteur, og har i denne Egenskab ogsaa at vaage over sig selv som Brugeren af Værftet og hvad dermed staaer i Forbindelse. En saa fordeelagtig Dobbeltstilling kunne sikkerligen kun Faa rose sig af, og G. Raben har alt tidligere viist, at han forstaaer at benytte gunstige Lejligheder.

Saaledes er vor tydske Magistrat, og da vi i nu ogsaa faae et ditto Deputeret Kollegium, saa er vor By sandelig godt hjulpen. Efter Forlydende skulle de, der under forrige Oprør vare

Medlemmer af nævnte Kollegium, forsaavidt som de endnu ere ilive, indtræde i det nye, og da Ingen af dem i nogen Maade har forandret Anskuelser, saa er da givet, af hvilken Aand det nye Deputeret Kollegium vil være besjælet og i hvilken Retning det vil virke. Overalt kan det Faktum ikke noksom fremhæves, at den exempelløse Forsonlighed og Overbærelse, hvormed vor Regjering ikke alene tilgav de grove Brud paa Tro og Love, som bleve begaaede i Aarene 1848 og 49, men endog i de derpaa følgende Aar langmodigen fandt sig i Bestræbelser, som i andre Stater, navnlig i Preussen og Østerrige aldrig vilde være blevne taalte, ikke har havt andre Følger her, end at alle Tilhængere af det forrige Oprør, paa een eller to hæderlige Undtagelser nær, have sluttet sig til det nye Oprør. De have for anden Gang reist Oprørsfanen, for anden Gang sammensvoret sig imod deres Konge og Herre, for anden Gang brudt den Troskabeed, de svore, dengang de bleve Borgere her i Byen. Vel ere endeel af Rebellerne fra forrige Periode afgaaede ved Døden, men Partiet har rekruteret sig ved ny Opvæxt og indvandrede Tydskere og er nu ligesaa hovmodigt som i 1848. Hvad vilde vel den preussiske, den østerrigske Regjering gjøre, naar indføbte Undersaatter for anden Gang revolterede og udraabte nye Herskere? naar indvandrede Udlændinge for at findeBrødee i Landet først aflagde Troskabseden til Monarken, men siden aabent og ugeneert udtalte sig for og arbeidede for at styrte den bestaaende Regjering, at sønderlemme Staten og at overgive dens Dele til fremmede Dynastier eller Eventyrere? De talrige politiske Fanger i Preussens og Østerrigs Fængsler og Tugthuse ere Svaret paa disse Spørgsmaal, medens veb Tydskernes Indmarche ikke en eneste politisk Fange blev funden i vort Land. De derimod, Preusserne og Østerrigcrne, sørgede strax for, at denne Mangel blev afhjulpen, og fyldte under de letfærdigste og meest grundIøse Paaskud Fængslerne med Mænd af alle Stænder og af enhver Alder. Fra den Høitstaaende Embedsmand til den fattige Fisker, fra den bedagede Familiefader til den unge Handelslærling har den vilkaarlige Arrestering strakt sig. En umotiveret Sigtelse af en ondskabsfuld Hjemmetydsker eller indvandret Stammvenwandt var tilstrækkelig Grund til at berøve Hædersmænd deres Frihed, at kaste dem i skumle Fængsler og give dem Fangeføde, ja kun Vand og Brød som overbeviste Forbrydere. Og for at faae Ondskabsmaalet fyldt, maatte de Arresterede som oftest selv betale deres Arrestomkostninger, med indtil 1 Thaler preussisk om Dagen! Saaledes har Preussernes og Østerrigernes Humanitet viist sig her i Slesvig. Den danske Smaaborger, hvis huuslige Anordning nødsager ham til at spise med de tydske Soldater ved eet Bord og give dem Ophold i sin egen eneste Stue, har maattet høre med Taalmodighed, hvorledes navnlig Preusserne pukkede og brovtede med deres egen mageløse Fuldkommenhed, talte med krænkende Ringeagt, med saarende Spot og Haan om Danskerne, deres Vaaben, deres Krigsførelse, deres Mod; hvorledes hele den danske Nation, hele Danmark, ja selv den danske Konge blev let Gjenstand for Forhaanelse og Bagvaskelse. Glad maatte Borgeren være, naar de fremmede Gjæster, efter at have fyldt Maven og forladt Bord og Slue uden at sige Tak, lode ham og hans faae nogle Øieblikkes Ro, og ikke kom strax tilbage med Kammerater, for med dem idelig og evindelig at drøvtygge Fortællinger om egen Stordaad og Modstanderens Usselhed i alle Retninger. Og det var desværre ikke de Menige alene, der broutede og skrydede paa denne Maade; mange Officerer manifesterede sin ægte Tydskhed paa samme Maneer, og navnlig vare Læger og Apothekere, Alle, der havde været paa Universiteter, ligesaa uudtømmelige og mere hovmodige i at forkleine og forhaane Alt, hvad dansk er. Man har havt Exempel paa, at en preussisk "Oberarzt" har udviist den Skamløshed i en dansk Borgers Familiestue at kalde vor Konge "ein deutscher Renegat". 

Efter den forrige Krig havde der her dannet sig et Ord: "Preusseri", der blev brugt til at betegne Egenskaber som dem, der fremgaae af de foranførte Meddelelser. Ordet var fordetmeste igjen gaaet af Brug, men nu er det atter blevet optager og fortjener at bevares for Fremtiden. 

r

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. juni 1864).

Apenrader Nachrichten udkom 1864-1885 og 1895-1906. Det smeltede herefter sammen med Apenrader Tageblatt. Avisen er et eksempel på den augustenborgske presse i Nordslesvig. Andre eksempler er den dansksprogede Nordslesvigsk Tidende og Wöchentliches Tondersches Intelligenzblatt. Forsøget på at overbevise de dansktalende om Friedrich VIII lykkedes imidlertid ikke særlig godt. Skolemester/huslærer Traugott Keppler var ifølge Sønderjydske Aarbøger 1947, s. 70 blevet forvist fra sit tyske fædreland (Sachsen) pga. demagogiske "Umtriebe".

Aabenraa var ca. 1830-1870'erne præget af søfart og værftsindustri. I 1864 var Aabenraa  Sønderjyllands førende søfartsby med større tonnage end Flensborg. I 1857 beskæftigede de seks værfter 4-500 mand. Dette vedblev til omkring 1870 hvor byens handelsflåde og værftsindustri blev udkonkurreret af Flensborg. Efter 1864 stagnerede befolkningstallet og lå i 1895 på 5.564 indbyggere, to flere end i 1867. Herefter voksede indbyggertallet atter kraftigt indtil 1921. 

Skibsreder og værftsejer Gustav Raben (1819-1890) var en af Aabenraas rigeste  mænd. Raben leverede mad til de preussiske soldater ved Dybbøl, og deltog senere i overgangen til Als, hvorfor han fik en preussisk orden. Ved Wienerfreden skal han ifølge Frederiksborg Amts Tidende og Adresseavis (Hillerød) 5. august 1870 have udtalt at hans skibe nu ikke længere behøvede at sejle under det danske røverflag. I 1870’erne var han byens største reder: 17 skibe. Hans værft byggede 25 store træskibe, primært til hans eget rederi og af træ og sejl, selvom jern- og dampskibe var blevet almindelige. Samme avis nævner at Gustav Raben og en mand i Rinkenæs var ved at søsætte et barkskib i 1870 under nordtysk flag, men det skabte problemer ved udbruddet af den fransk-tyske krig i juli 1870. Det blev ordnet ved at Rinkenæs-manden rejste til Kolding, fik dansk statsborgerskab og Raben solgte skibet til ølbrygger og brændevinsbrænder Ahlmann i Fredericia. Raben var førstesenator i bystyret. Han havde del i Kobbermølle ved Kruså og ejede Tørninggård/mølle ved Haderslev. (Se fx G. Japsen: Aabenraa bys økonomiske historie 1850-64, i: Sønderjydske Aarbøger 1943, s. 149-202.)

Andreas Fritz (1828-1906): Heste-Røvere. Personer: Løjtnant, artillerist Richthofen, løjtnant v. Schierstedt, dyrlæge, dragon-ritmester R. z. F., Michaelis, dragoner. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.