Jylland besat. Arrestationer i Sundeved. 7de til 12te Juli 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, se original under oversættelsen:

Christiansfeld, 1. juli. Danskerne var stærkt overraskede over den udsendte proklamation af 26. juni, hvorefter Jylland fremover skal administreres af en myndighed fra den allierede hær. Deres arrogance kunne ikke forestille sig noget af den slags; nu hvor det er sket, indser de endelig at de bliver mødt med den mest hensynsløse alvor. Hvis den samme procedure havde været indledt af de allierede i samme grad som de rykkede frem i Jylland efter slaget ved Vejle, som så herligt afgjordes af de østrigske våben, altså siden 8. marts, og gjorde sig til herrer derover; havde man siden den tid overdraget inddrivelse af skatter og andre nationale Indtægter til den således dannede militærforvaltningsmyndighed, som det nu er tilfældet, var den danske trods sikkert nu brudt. Denne procedure vil opleve de mest forskelligartede domme, især vil de københavnske aviser påkalde himmel og helvede om sådan en oprørende voldtægt fra sejrherrernes side. De kan berolige sig med det ubestridelige faktum at danskerne også førte hertugdømmernes indtægter til København i fredstid og kun brugte dem i ærkedanske interesser, ubekymret over de udtærede hertugdømmers skrantende statsinstitutioner, skoler, universitetet og de utilstrækkelige kommunikationer. osv. Jylland blev dog erobret af de allierede i ærlig kamp, ​​og sejrherrerne har herefter ret og pligt over for fjenden, indtil denne opfylder deres retfærdige krav om at trække krigsmidlerne tilbage i ordets bredeste betydning. Desuden er de således indsamlede jyske skatteprovenu altid et kærkomment modsvar til den skade som danskerne har forvoldt på den tyske handel og søfart, ikke mindre til omkostningerne ved krigsførelsen som særlig må tages i betragtning. - Erobringen af ​​øen Als og danskernes nye nederlag dér spredte sig lynhurtigt over Slesvig. Beredne bude bragte det hurtigt mod vest, generelt fra landsby til landsby hvor der ingen telegraf er.

Christiansfeld, 1. Juli. Die am 26 Juni erlassene Proclamation, wonach Jütland fortan von einer Behörde der alliirten Armee verwaltet wird, hat die Dänen höchlich überrascht. Ihre Anmassung konnte sich etwas der Art feither gar nicht denken; jetzt wo es eingetreten ist, wird es ihnen endlich klar, dass man ihnen den rücksichtslosesten Ernst entgegensetzt. Wäre ein gleiches Verfahren von Seite der Alliirten in dem Mass eingeleitet worden, als sie in Jütland nach dem durch die österreichischen Waffen so rühmlich entschiedenen Gefecht bei Veile, also seit dem 8 März, vorrückten und sich zum Herrn desselben machten; wären von jenem Zeitpunkt an die Steuern und sonstigen Landeseinkünfte an die so gebildete militärische Verwaltungsbehörde eingeliefert worden, wie es nun der Fall ist, der dänische Trotz wäre bis jetzt sicherlich gebrochen worden. Es wird dieses Verfahren die verschiedenste Beurtheilungen erfahren, insbesondere werden die Kopenhagener Blätter Himmel und Hölle anrufen über solch unerhörte Vergewaltigung von Seite der Sieger. Sie mögen sich beruhigen in dem nicht abzuläugnenden Umstand, dass die Dänen noch dazu in Friedenszeit die Einkünfte der Herzogthümer zum grossen Theil nach Kopenhagen führten und lediglich im stockdänischen Interesse verwendeten, unbekümmert um die hinsiechenden Landesanstalten, die Schulen, die Universität und die mangelhaften Communicationen etc. in den ausgesogenen Herzogthümern. Jütland aber wurde von den Alliirten im ehrlichen Kampf erobert, und die Sieger haben das Recht und die Pflicht dem Gegner fortan, bis er ihre geretchten Forderungen erfällt, die Mittel zur Kriegsführung in der umfassendsten Bedeutung des Worts zu entziehen. Ausserdem gewähren die so eingezogenen Steuererträgnisse Jütlands immer ein willkommenes Aequivalent für die dem deutschen Handel und der Schiffahrt durch die Dänen zugefügten chäden, nicht minder für die Kosten der Kriegsführung, was ganz besonders erwogen werden muss. - Die Einnahme der Insel Alsen und die neue Niederlage der Dänen daselbst verbreitete sich mit Blitzeschnelle über Schleswig. Berittene Boten brachten dieselbe alsbald nach dem Westen, überhaupt von Dorf zu Dorf, wo kein Telegraph hinführt.

(Bamberger Zeitung 7. juli 1864).

Karl Roux (1826-1894): En jysk bondegård, 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Fra Randers d. 26. Juni skriver "Kreutzztg.": Sjældent har der været mere generøsitet end i den nuværende krig ved våbenhvilens afslutning. Den besejrede blev efterladt med alle sine rettigheder i den provins der var besat af sejrherren, og blev behandlet som den sandsynligvis kun ville behandle hans egne landsmænd. Der blev betalt for alle den preussiske hærs livsfornødenheder, og til langt højere takster end det er skik og brug i selve Preussen. På den måde blev indtagelse af fjendtlige tropper endda en lukrativ forretning for jyderne. Desuden hersker den strengeste disciplin i den preussiske hær, og der er ikke et eneste tilfælde at nævne hvor indbyggerne blev undertrykt eller overbebyrdet. Derimod misbrugte jyderne våbenhvileperioden. I stedet for beredvilligt at imødekomme de preussiske tropper i deres rimelige krav, viste man næsten overalt den største uvilje, især i byerne og fra de danske embedsmænds side. Et væld af mindre chikaner, en næsten ulidelig arrogance og en uforskammet provokation fra dansk presses side var takken for den gode holdning som de preussiske tropper holdt i fjendelandet. Jeg ønsker ikke at undersøge hvem der er skyld i en sådan uklog adfærd fra befolkningen, men det er sikkert at de onde konsekvenser af det ikke kan undgås. De rammer naturligvis som sædvanligt mindre de ophavsmænd, der befinder sig på det sikre sted end de vildledte jyske indbyggere. Det synes som om sloganet var blevet udsendt: Hver anmodning, enhver ordre fra de preussiske myndigheder skal overalt møde de største vanskeligheder. Efter at en sådan fortsat modvilje fra den danske befolknings side var mødt med den største tålmodighed fra de preussiske militære myndigheders side, er tiden nu atter kommet hvor sådanne modstandshandlinger må behandles uden den hidtil iagttagne hensyn. Nu har generalløjtnant v. Falckenstein overtaget hele administrationen og beskatningen af ​​Jylland på højeste niveau. Tålmodighedens og overbærenhedens tid over for dansk arrogance og trods er forbi. Inden længe vil særlige civile kommissærer stå til generalens rådighed, og Jylland vil som erobret land fremover udelukkende være underlagt sejrherrernes vilje. Det siger sig selv at den preussiske administration, som jeg hører var givet den østrigske oberst v. Abele, vil blive gennemført med retfærdighed, men også med magt og strenghed.

Aus Randers, 26 Juni, wird der "Kreutzztg." geshcrieben: Es ist wohl selten mehr Grossmuth geübt worden als in dem gegenwärtigen Krieg beim Abschluss der Waffenruhe. Der Besiegte ist in der vom Sieger besetzten Provinz in allen seinen Rechten belassen worden, und hat eine Behandlung erfahren wie sie wohl nur eigenen Landsleuten zukäme. Alle Lebensbedürfnisse der preussischen Armee wurden bezahlt, und zwar nach weit höhern Sätzen als in Preussen selbst üblich ist. Auf diese Weise wurde die Aufnahme feindlicher Truppen für die Einwohner Jütlands sogar ein lucratives Geschäft. Dazu herrscht in der preussischen Armee die strengste Mannszucht, und es ist kein Fall zu nennen wo eine Bedrückung oder Ueberbürdung der Bewohner vorgekommen ist. Dem genenüber hat die Bevölkerung Jütlands die Zeit der Waffenruhe übel angewendet. Anstatt den preussischen Truppen in ihren billigen Anforderungen mit Bereitwililgkeit entgegenzukommen, hat man fast überall, namentlich aber in den Städten und seitens der dänischen Beamten, die grösste Unwilligfähigkeit gezeigt. Eine Menge kleiner Chicanen, ein fast unerträglicher Hochmut und ein freches Herausfordern von Seiten der dänischen Presse ist der Dank gewesen für die gute Haltung welche die preussischen Truppen in Feindes Land bewahrt haben. Ich will nicht untersuchen, wer die Schuld trägt an einem so unklugen Benehmen der Bevölkerung, aber das ist gewiss dass die üblen Folgen davon nicht ausbleiben können. Sie treffen freilich, wie gewöhnlich, weniger die Urheber, die sich am sichern Ort befinden, als die irregeleiteten Bewohner Jütlands. Es scheint als ob die Parole ausgegeben war: jeder Aufforderung, jeder Anordnung der preussischen Behörden überall die grössten Schwierigkeiten entgegenzusetzen. Nachdem solche fortgesetzte Widerwilligkeit der dänischen Bevölkerung seitens der preussischen Militärbehörden mit der grössten Geduld ertragen war, ist nunmehr der Zeitpunkt wieder gekommen wo dergleichen Widersetzlichkeiten ohne die bisher beobachtete Rücksichtsnahme geanhndet werden müssen. Jetzt hat der General-Lieutenant v. Falckenstein auf allerhöchsten Befehl die gesammte Verwaltung und Besteuerung von Jütland übernommen. Die Zeit der Geduld und Nachsicht gegen den dänischen Uebermuth und Trotz ist vorüber. Binnen kurzem werden besondere Civilcommissäre zur Verfügung des Generals stehen, und Jütland wird als erobertes Land fortan allein dem Willen der Sieger unterthan seyn. Es versteht sich von selbst dass die preussische Verwaltung, der, wie ich höre, der österreichische Oberst v. Abele beigegeben ist, mit Gerechtkeit, aber auch mit Nachdruck und strenge, geführt werden wird.

(Allgemeine Zeitung 6. juli 1864) 

Den tyske version af Falckensteins bekendtgørelse (som simultant udkom på dansk) om at embedsmænd forbliver i deres stillinger, at skatter og afgifter betales til militærguvernementet i Randers og andet. Fra Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 11. juli 1864.

Andreas Fritz (1828-1906): Langaa jernbanebro 1864. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Den 13. marts 1866 stod broen igen funktionsdygtig og blev herefter overladt den jyske jernbane. I mellemtiden anvendtes en interimistisk træbro som under konstruktionen af den nye blev brugt som stillads. Den nye bro blev opført på 3 måneder.

Jernbanebroen over Gudenaaen, det største og kostbareste Arbeide paa den jydske Jernbane, er forrige Mandag bleven sprængt. Et Øienvidne skriver derom til "Neue Pr. Zeit.": "I dette Øieblik vender jeg tilbage fra et storartet Skuespil Kort før Kl, 8 i Aften fløi den store Jernbanebro over Gudenaaen i Luften under de exploderende Miners Torden. De sprængte Stykker fløi vidt omkring, og den Tragt, der reiste sig op i Luften, maa have naaet en Høide af 150 Fod. Da den største Krudtdamp var trukken bort, laae Broen tildeels i Gudenaaens Bølger, og til de af stærke Granit-Kvadersteen byggede Piller, saae man Intet mere. General Falkenstein har, efter de Oplysninger, samme Meddeler giver, af strategiske Hensyn befalet at ødelægge Broen. Da Preusserne rykkede op i Jylland, bragte de Danske alle Lokomotiver op til Skive og gjorde dem der ubrugbare ved at borttage væsenlige Bestanddele af Massiverne, General Falkenstein forlangte af Jernbanebestyrelsen, at Lokomotiverne atter skulde gjøres brugbare, saa at Banen kunde benyttcs, men da dette, uagtet Jernbanebestyrelsen havde lovet at efterkomme Opfordringen saa hurtigt som muligt, endnu ikke var skeet ved Vaabenhvilens Udløb, vilde man gjore Banen ubrugbar. Preusserne meente - saaledes forklarer man det paa preussisk Side - , at de Danske, hvis de atter kom i Besiddelse af Landet Syd for Limfjorden, strax kunde benytte Jernbanen og derved opnaae strategiske Fordele. Disse vilde man dog have anseet for opvejede ved de andre Fordele som Benyttelsen af Banen vilde have skaffet Preusserne, men da man ikke efterkom Opfordringen om Lokomotivernes Istandsættelse, maatte Dødsdommen over Broen fældes.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. juli 1864).

Efter våbenhvilens ophør blev den 5. juli amtmændene fra Randers, Viborg, Ribe, Vejle, Skanderborg, Århus og Ringkøbing amter indkaldt af Jyllands militærguvernør Vogel von Falkenstein. Han ville have at de skulle acceptere at være direkte underordnet hans regime. Amtmænd fra Viborg, Ringkøbing og Århus accepterede det, mens fire andre nægtede. Kravet om en krigsskat på 650.000 preussiske thalere blev nu genfremsat af Falkenstein.

Den danske version af Falckensteins bekendtgørelse (som simultant udkom på tysk) om begrænsninger af jysk udførsel. Fra Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 11. juli 1864.

Ærøeskjøbing. Som man seer bliver lille Ærø dog nu gjort til Gjenstand for lidt Omtale, ikke blot af vor Folkethingsmand, der visselig ikke vil undlade at varetage dens Tarv hvor Leilighed tilbyder sig; men det hedder ogsaa i B. T.: "Det nyoprettede slesvigske Gensdarmerikorps havde allerede før Indtagelsen af Als faaet anviist Poster paa denne Øe for at holde Befolkningen der itømme, saa at Korpsets Virksomhed var udstrakt over alle Dele af Slesvig med Undtagelse af Ærø, til hvilken Øe der ved Posternes Fordeling aldeles ikke var taget Hensyn. Til Gjengæld skal nu Korpset have faaet ORdre til ogsaa at udstrække sin Virksomhed til Ribe og de øvrige i Slesvig liggende kongerigske Enklaver.

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 8. juli 1864).

Randers, den 4de Juli. (N. PR. Zt.) Til at transportere hertil de Forraad af Havre, Byg og Hvede, som Preusserne havde sammenbragt i de danske Pakhuse ved Sødringholm, brugtes den 29de Juni ikke mindre end 270 Vogne, og i to Nætter og Dage vare 40 Md. beskjæftigede med Paaslæsningen. Den med levnetsmidler og Korn ladedede Brig, som Preusserne paa samme Tid toge ved Udbyhøi, er senere bleven frigiven, da det bevistes, at Ladningen var bestemt for den preussiske Armee.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 11. juli 1864).

Lemvig, den 12te Juli.

- Skjøndt man i den senere Tid havde gjort sig fortrolig med den Tanke, at Fjenden een af Dagene ogsaa vilde besætte vor By, lød det dog heelt uhyggeligt, da det i Fredags Eftermiddags heed: "Nu er Fjenden i Anmarsch !" Neppe halvanden Time efter at Efterretningen om Fjendens Komme indløb hertil, saae man allerede fjendtlige Kavallerister ride igjennem Byen for at afsøge denne og Terrainet omkring. Noget senere drog hele den fjendtlige Styrke, bestaaende af c. 300 Mand for Størstedelen østerrigsk Kavalleri (Kyrasserer), ad Østerbjerget ind t Byen. Det Første, Fjenden foretog sig, var, at han underkastede Telegrafstationen saavelsom Telegrafassistentens private Bolig en omhyggelig Undersøgelse, som selvfølgelig forblev uden Resultat, da Apparatet og øvrige Telegraf- Utensilier iforveien vare bragte i Sikkerhed. En Jagt fra Nykjøbing, som var ifærd med at forlade Havnen, blev beslaglagt med dens indehavende Ladning, bestaaende af Rugmeel; Beslaglæggelsen blev dog ophævet i Lørdags Morges, og Skibet afsejlede derpaa med den Ordre fra Fjenden, at være tilstede i Ottesund samme Dags Eftermiddag Kl. 3. De offentlige Kasser slap, mærkelig nok, for at blive underkastet en Undersøgelse. I Lørdags Morges Kl. omtrent 7 forlod den største Deel af de fjendtlige Tropper vor By, dragende af Ottesund-Veien til. En mindre Deel (c. 30 Kyrasserer) forblev her til om Eftermiddagen for at eskortere de af Fjenden gjorde Rekvisitioner, som bestode af 30 Stkr. Kreaturer, 200 Tdr. Havre, 100 Centner Høi, endeel Viin, Brændeviin, Tobak, Cigarer, Riis, Salt og 200 Vogne, hvoraf dog kun 171 vare mødte. Henimod kl. 5 Eftermidd. forlod de sidste fjendtlige Tropper Byen, medførende den uendelige Række af Vogne og det øvrige Bytte; disse ere, efter hvad vi senere have bragt i Erfaring, passeret den gamle Landevei ad Holstebro til.

Hvad de fjendtlige Troppers Opførsel under deres Ophold her i Byen angaaer, da har denne været meget forskjellig; medens Mange rose deres Beskedenhed og strenge Mandstugt, klage mindst ligesaa Mange over deres brutale Fordringsfuldhed og slette Disciplin. Saa Meget er vist, at mange Smaarapserier og enkelte Steder endog Mishandlinger imod værgeløse Personer ere forøvede af de fjendtlige Soldater; i Boutikerne brugte de Menige ved deres Indkjøb ikke sjelden som Mønt det bekjendtc: "Der König von Dänemark bezahlt's", og en af Officererne skal have truet med Plyndring, saafremt man ikke efterkom Fordringerne. - Det fjendtlige Militairs Paaklædning saae meget medtagen ud og vi sporede ikke Noget til den Glands og Pragt, forskjelligc Korrespondenter til kjøbenhavnske Blade have villet udpynte dem med; deres Heste derimod vare af en smuk Bygning og velfodrede, men saae ikke ud til at kunne taale store Strabadser.

Vi kunne ikke nægte os den Tilfredsstillelse her at bemærke, at Befolkningens Holdning ligeoverfor Fjenden i alle Henseender har været saaledes, som den bør være, nemlig kold og besindig; vi have idetmindste kun seet et eneste Tilfælde, hvor en Næringsdrivende viste de fjendtlige Soldater altfor megen Forekommenhed og og Høflighed. Men hvad vi især ville fremhæve, og hvori vist Alle ere enige med os, er, at det sikkert for en stor Deel skyldes Kancelliraad, By- og Herredsfoged Møller's besindige og dog bestemte Optræden ligeoverfor Fjendens Fordringer, at Byen og Omegnen forholdsviis slap saa lempelig denne Gang.

(Lemvig Avis 12. juli 1864).

Prøjsiske Soldater af 55. Inf. Regiment i Ulkebøl. Juli 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. 

Fuur og Salling. Sundeved og Als. 2den til 6te Juli 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Den 26. juni 1864 overtog generalløjtnant v. Falckenstein forvaltning og beskatning af Jylland. Han fik civilkommissærer til rådighed. Nogle dage derefter skiftede indholdet i fx Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende karakter, og indeholdt nu ikke længere beskrivelser af lokale forhold.

Fra Middelfart hedder det i Byens Avis for 27de Juni, der først ankom hertil idag: Vaabenhvilene Udløb og Fjendlighedernes Gjenudbrud og den heraf følgende Frygt for, at Touren til at bombarderes nu er kommet til Middelfart, har i de foregaaende tre Dage fremkaldt et stærkt Røre heri Byen, idet Folk ere flyttede efter en storartet Maalestok. Vi finde det ganske naturligt, at Enhver efter Evne har sørget for at flytte alt værdifuldt og mindre nødvendigt Bohave o s. v. bort. Og dog kunne vi ikke rigtig gjøre os fortrolige med den Tanke, at Byen skulde blive Gjenstand for et ligefremt Bombardement. Men ikke desmindre har Frygten sin fulde Berettigelse i Fjendens af Erfaring bekjendte Hensynsløshed samt i hans ligeledes bekjendte Bestræbelser efter at foretage Noget, hvorved han troer at kunne gjøre Befolkningen "mør". I afvigte Nat er der pludselig fremstaaet flere Forskandsninger, saaledes en for otte Stykker Skyts til Beskydning af Odense-Veien. Saadanne Anlæg ere jo meget velskikkede til at indgyde Private Respect, og det undlader ei heller sin Virkning." Særlig beklages det meget, at Gjæstgiveren er flygtet med Gjæstgivergaardens kvindelige Besætning, saaledes at man kun kan faae et Franskbrød, lidt Smør og en Kop Kaffe. Dette Savn opfordrer Bladet til at afhjælpe ved overordentlige Midler.

(Fyens Stiftstidende 1. juli 1864).

I Tirsdags og Onsdags er, efter Nykjøbing Av., med Dampskibet "Aalborg" foretaget "en Expedition" langs med Fuur og Sallingkysten for at ødelægge alle derliggende Fiskerbaade. Det gjør os meget ondt for de vedk. Eiere, som, foruden at være satte ud af Næring, sædvanligt ere uformuende Folk. Vi vide heller ikke, hvorfor man ikke, istedetfor at ødelægge Baadene, har kunnet for Eiernes Udgift hellere bringe dem indtil videre over paa Nordsiden og gjøre dem uanvendelige for Fjenden. Den anførte Ødelæggelse, skriver forøvrigt Avisen, vilde vedk. Eiere "kunne have undgaaet, saafremt de ikke havde været det dem givne Paabud at bringe deres Baade over til Mors, overhørig, idet de ved at efterkomme Samme vilde enten have i sin Tid erholdt Baadene tilbage eller ogsaa fuld Erstatning derfor". 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. juli 1864).

Oversættelse af tysk artikel - se original nedenfor:

Altona, 1. juli. I morges klokken 10 ankom den første afdeling af danske fanger fra øen Als, omkring 700 mand, med særtog; kort efter middag fulgte yderligere to tog med fanger, blandt dem officererne og generalstaben eller i det mindste størstedelen af ​​dem; vores tidligere politimester hr. v. Willemoes-Suhm, der efter at være blevet afskediget af forbundskommissærerne, på trods af at han ejede en ikke ubetydelig formue, sluttede sig til den danske hær. Alle de andre slesvigske fanger blev løsladt i Slesvig; i mellemtiden transporteres også den største del af dem hertil, hvorfra de går dels til holstenske steder, hvor mange er gifte, dels tilbage til Slesvig. Den lokale offentligheds deltagelse i disse fangetransporter er ekstraordinært stor: Masser af mennesker strømmer til stationen af ​​meget forskellige årsager. Der er mange, der gerne vil se eller hilse på bekendte; slesvigske kvinder venter på deres mænd; de fleste af dem var dog drevet af en vis, anderledes lyst til med egne øjne at se de ankommende soldaters tragiske skæbne for den stat, de tilhørte. Slesvigerne havde straks, vistnok allerede i Flensborg, sat den slesvig-holstenske kokarde på; så de marcherede sammen med danskerne, som bar danske kokarder. I Hamborg er sidstnævnte midlertidigt indkvarteret på bestemte kroer, og ved ufarlige at træde ud på altanerne og foran døren, vækker de ligesom efter kampen ved Dybbøl nysgerrigheden hos den lige så harmløse og til tider melankolske offentlighed. Mange tror, ​​at Danmark nu vil opgive kampen ...

Altona, 1 Jul. Heute Morgens um 10 Uhr kam bier die erste Abtheilung dänischer Gefangenen von der Insel Alsen, gegen 700 Mann, mit Sonderzug an; kurz nach Mittag folgten noch zwei Züge mit Gefangenen, unter ihnen auch die Officiere und der Generalstab, oder wenigstens der grössere Theil desselben; zu den Officieren soll auch unser früherer Polizeimeister Hr. v. Willemoes-Suhm gehören, der, nachdem er von den Bundescommissären verabschiedet war, ungeachtet er ein nicht unbedeutendes Vermögen besitzt, in die dänische Armee eintrat. Die sämmtlichen mitgefangenen Schleswiger sind in Schleswig entlassen worden; indessen ist der grösste Theil derselben mit hieher tranportirt, von wo sie theils nach holsteinischen Orten, wo viele als verheirathete Leute anfässig sind, theils zurück nach Schleswig abgehen. Die Theilnahme des hiesigen Publicums bei diesen Gefangenentransporten ist eine ausserordentlich grosse: Massen von Menschen strömen aus sehr verschiedenen Gründen nach dem Bahnhof. Da gibt es viele welche Bekannte sehen oder begrüssen wollen; Frauen von Schleswigern erwartet ihre Männer; die meisten aber triebt ein gewisses verschieden geartetes Verlangen in den ankommenden Soldaten das tragische Schicksal des Staats mit Augen zu schauen dem sie angehören. Den Schleswigern hatte man sogleich, wahrscheinlich schon in Flensburg, die schleswig-holsteinische Cocarde angesteckt; so marschirten sie neben den mit dänischer Cocarde versehenden Dänen. In Hamburg sind die letztern einstweilen wider in gewissen Gasthäusern untergebracht, und erregen, indem sie harmlos auf die Balcone und vor die Rhüre treten, gerade so, wie nach dem Kampf bei Düppel, die Neugier des eben so harmlosen und zum Theil wehmüthing theilnemenden Publicums. Viele glauben dass Dänemark jetzt den Kampf aufgeben werde ...

(Allgemeine Zeitung 4. juli 1864)

Ifølge denne tegning fra "Über Land und Meer" februar 1865 skal det have gået festligt til efter at østrigerne havde befriet Vesterhavsøerne. Underteksten lyder: "Oesterreichische Jäger in einer Schenke von Wyk auf Föhr. (tegning: O. Fikenfischer)

I Sundeved er foretaget omfattende Arrestationer i Anledning af de gjenudbrudte Fjendtligheder. Godsinsp. Thayssen paa Sandbjerg og Gjæstg. Poulsen i Satrup ere satte under militair Bevogtning i deres Hjem. Under militair Eskorte transporterede til Flensborg ere: Skriver Lorenzen, Kjøbmand Detlefsen, Farver Jørgensen, Dr. V. Vedel, Degn Olsen og Gjæstg. Lorenzen, Alle fra Graasteen. Desuden har Fjenden i det øvrige Sundeved arresteret en Mængde, deriblandt alene fra Egernsund og Broager 10 til 11 (Huusfoged Bülow, Sognefoged Tychsen, flere Skippere, Møller Jepsen fra Sandberg, Pastor Feilberg, Stænderpeduteret Cancellir. Jepsen, Sognefoged Clausen osv.). Til Amtmand Heltzens Eftermand skal Kherre. Wardenburg (under forrige Oprør Amtsfuldmægtig i Haderslev og Herredsfoged i Toftlund) være udseet. Det bebudes tillige, at de nordslesvigske Præster nu ville blive afsatte en masse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. juli 1864).

Oversættelse af tysk artikel om Als. Original under oversættelsen.

Fra Augustenborg den 1. juli skrev de til "AN" om stemningen på Als: Efter at have afsluttet min beretning fra i går, finder jeg mere og mere jubel over hele øen over befrielsen fra danskernes tryk, selvom der også findes, hvad naturligt er, en del dansksindede især blandt embedsmændene og indvandrede. Embedsmændene er her stadig, men militæret er væk bortset fra nogle få, som stadig findes i kornmarkerne og laderne. Her i Augustenburg som i Sønderborg synger man "Slesvig-Holsten"; Derudover løber der også en del danske soldater rundt her, men dem tager preusserne slet ikke hensyn til, for man har nok fanger, og de herrer der er blevet tilbage, må snart lade sig tage til fange når sulten sætter ind. Der er masser af slesvig-holstenske flag og den tyske stemning er umiskendelig, modsat danske påstande.

Aus Augustenborg, den 1. Juli, schreibt man über die Stimmung auf Alsen dem "A. N.": Meinen gestigen Bericht vervollständidigend, finde ich mehr und mehr auf der ganzen Insel nur einen Jubel über die Befreiung von dem Druck der Dänen, wenn es auch, wie nur natürlich, auch Dänischgesinnte, namentlich unter den Beamten und Eingewanderten, in ziemlicher Zahl giebt. Die Beamten sind alle noch hier, dagegen das Militär fort bis auf einige, die noch in den Kornfeldern und Scheunen gefunden werden. Hier in Augustenburg wie in Sonderburg singt man "Schleswig-Holstein"; ausserdem laufen auch hier eine Menge Dänische Soldaten herum, die man Preussischerseits aber gar nicht berücksichtigt, weil man der Gefangenen genug hat und die zurückbliebenen Herren sich früh genug selbst gefangen geben müssen, wenn der Hunger sie antritt. Schleswig-Holsteinische Flaggen im Menge und die Deutsche Gesinnung unzweilelhaft, im Gegensatz zu den Dänischen Behauptungen. 

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 5. juli 1864)

Ved afstemningen 1920, var der tysk flertal i Sønderborg, men på resten af Als stemtes dansk med meget stort flertal, mindst 85 %.

Af et Brev fra Bogense, den 2den Juli. (B. T.) Det er nok allerede blevet omtalt, at en Arbejdskolonne, bestaaende af 15 Mand Slesvigere, forleden Nat gjorde et Forsøg paa at flygte fra Borringvig i to Baade. Dampkanonbaaden "Schrødersee" opdagede denne Flugt, men var ikke heldig nok til at paagribe mere end den ene af Baadene med 10 Mand; den anden med 5 Mand blev oversejlet. Rygtet lægger til, at Mandskabet druknede. - Man har spurgt mig, hvem den Mand er, der lodsede de to fjendtlige Transport-Dampskibe igjennem Beltet ind i Koldingfjord; han skal være barnefødt i Frederits. Under daværende Kronprinds Frederiks Ophold i Byen forærede Hs. kgl. Høihed ham en smuk lille Jagt, fordi han assisterede ham og var den stadige Ledsager paa alle Prindsens Seiltoure. Frederik den

Syvende er død, hans Velgjerninger ere her faldne i god Jord.

Nede ved Snoghøi synes Alt at hvile i den dybeste Ro. Østerrigerne lade ikke til at tænke paa nogen Overgang, men den samme Formodning havde vi da rigtignok om Preusserne, Dagen førend de satte Foden paa Als. En enkelt og renlig Post sees hist og her at vandre tankefuldt og langsomt omkring paa Kysten langs med Stranden mellem Lyngsodde og Snoghøi. I hele denne Strækning seer man fra det høiere liggende Fyensland kun en eneste Skandse med sex Skydeskaar. Jeg var dernede igaar og tog Alt i Øiesyn. Indbyggerne i Middelfart, som i Begyndelsen havde saa travlt med at rømme bort, synes at have forvundet den første Skræk ; de flytte ikke længer i saa stort et Antal.

(Fyens Stiftstidende 5. juli 1864).

Kanonbåden Schrødersee blev taget i brug i 1860. I 1864 gjorde den tjeneste i Lillebælt (fra 18. marts) og Vejle Fjord. 1885-1894 blev den brugt som opmålingsfartøj. Det var opkaldt efter kaptajn Johan Christian Schrødersee, der faldt i slaget på Reden i 1801.

Ødelæggelsen af Baadene paa Fuur. Under "Forlangt Indrykkelse" skriver Hr. P. Henrichsen paa Fuur i "Morsø Av.": "Den paniske Skræk, der synes ai have grebet det jydske Corps, har blandt andre synderlige Bestemmelser fra Krigsbestyrelsens Side heroppe i disse Dage, yttret sig i en særegen Retning, idet at Commandoen i Nykjøbing har fundet sig foranlediget til at ødelægge alle Limfjordens Baade, velsagtens tor, at Fjenden, der forresten er mange Mile borte, ikke skal gjøre Landgang paa Morsø og forstyrre Commandanten. - Den samme Forstyrrelse. der siges at have hersket i den ærede Krigsbestyrelse hele Tiden, har ogsaa her viist sig: Den 27de Juni kom en Ordre fra Capitain Techt til Fuur Sognefoged, at han under Fortabelse "af Liv og Gods" skulde skaffe alle Øens Baade til Morsø - Noget der ikke kunde skee paa een Dag. Den 28de kom en ny Ordre, der befalede, at Øens Baade skulde bringes til Øens Nordside, og de stakkels Fiskere troede da, at de kunde fortsætte Fiskeriet paa den Kant; men den 20de kom Dampskibet, ladet med Soldater og Matroser, bevæbnede med Øxer og Entrebiler, for uden foregaaende Varsel at slaae alle Baade itu, hvilkel ogsaa blev udført saa fuldstændig, at 300 Mennesker, der leve af Haanden i Munden, nu ere aldeles brødløse. Man kunde have fundet sig i, at Dampskibet havde laget Baadene paa Slæb og ført dem bort; thi om end al Fiskeri var ophørt, saa havde de fatttge Folk dog ikke lidt et Tab af flere 100Rd., foruden at de nu ere berøvede deres Erhverv i Aar og Dag, og nu skal ovenikjøbet alle Baadeeiere stilles for en Krigsret for at have været overhørige, skjøndt saa modsigende Ordre ikke var til at rette sig efter. - Dersom man kunde have seet en eneste antagelig Grund til slig Foranstaltning; kunde seet, at den var nødvendig for at forstyrre Fjendens mulige Planer, saa vilde jeg aldrig have talt derom. Troer man da, at Fjenden, hvis han vil til Morsø, bryder sig om et halvhundrede Baade. der hver kan bære 3 Mand? eller troer man, at Spioner ikke kunne give Fjenden Underretning uden at sætte sig i en Baad. I Ribe tillod Fjenden de mange Fiskere der at fortsætte deres Dont, idet han vttrede, "at han brød sig lidt om deres Baade, hvis han fik isinde at gaae over Limfjorden." Det bør dog bemærkes, at baade Soldater og Marinere, baade de Raadende og de Lydende, der gjorde dette berømmelige Søtogt, gik til deres Gjerning med Ærgrelse i Sindet og viste al den Humanitet mod Befolkningen, som uden at støde den høie Commando, kunde vise. - At i Krigstid Folket maa underkaste sig mange Byrder og mange ubehagelige Foranstaltninger til Fjendens Skade og til Landets Krigeres Nytte, det er der ingen dansk Mand, der vil tale om eller krympe sig ved; men Foranstaltninger, der bringe Nød og Elendighed over Beboerne, uden at være til Nytte for det Hele, kunde man nok ønske undgaaet."

(Skive Avis 6. juli 1864).

Dansk Præst i Slesvig: Erik Høyer Møller. (Efterskrift til Politivennen)

Erik Høyer Møller (1818–1904) var en dansk præst og forfatter. Han blev cand. theol. 1842 og blev herefter kapellan hos faderen 1843—50. Efter at have søgt over 40 Embeder forgæves fik han efter slaget ved Isted 1850 embede som feltpræst ved hæren i Sydslesvig og deltog i krigens sidste måneder, bl.a. oplevede han Frederiksstads belejring og storm 4. oktober 1850. I Tønningen mødte han den lokale præst, Schumacher. Han havde ikke holdt gudstjeneste i lang tid, for til en sådan hørte en bøn for kongen (Frederik 7.), og det tolererede menigheden ikke. Han blev indberettet og først suspenderet, dernæst afskediget. 

Som den eneste feltpræst forblev han hos de hærafdelinger der lå ved den holstenske grænse. I Slesvig plejede han omgang med to andre danskere, men da de drog bort, var han ret alene. Da der ikke var nogen præster tilbage i landsbyer som Lottorf, Geltorf og Selk, påtog han sig at døbe børn - efter en tysk alterbog. Beboerne sparede herved også de almindelige gebyrer. 

Efter krigen var mange slesvigske embedsmænd blevet landsforvist eller var rejst pga. frygten for repressalier. Præsten rykkede så ind i deres lejligheder indtil regeringen i 1851 gav ejerne lov til at hente deres ejendele - hvilket forekom præsten ubekvemt da han så ikke havde noget møblement og service. Det klarede han så i første omgang ved at flytte til nye lejligheder hvor ejerne endnu ikke havde hentet deres ejendele.

1857-1861 var han garnisonspræst i Slesvig by. 

1861-1864 sognepræst i Nordborg på Als. At han ikke var glemt for sin virksomhed i Slesvig, fremgår af at han den 30. juli 1864 blev afsat af preusserne. 1866-1892 præst i Kølstrup-Agedrup (Fyn). Han tog sin afsked og flyttede til Randers, senere til Hillerød. 

I Nordborg skev han: "De fattige og deres forsørgelse" (1864). I denne fremdrager han som et forbilledligt eksempel, fattigforsørgelsen i Elberfeld (53.000 indb.) i Preussen, baseret på frivillige "fattigplejere". Under forfatternavnet "En gammel Feltpræst" udgav Møller i en fremrykket alder skildringer bl.a. fra feltlivet under Treårskrigen: Livs- og Krigserindringer fra 1850-1864. (1894). Om Treårskrigen skriver han (s. 136-137):

I Forholdet imellem os og Indbyggerne i Slesvig indtraadte der snart en i det mindste udvortes Forandring. Udfaldet af Slaget ved Isted var for de Sidste en umaadelig og aldeles uventet Skuffelse, og det kunde ikke være andet, end at vi holdt vort Indtog i Byen som i en fuldstændig fjendtlig By, hvor der ingen eller saare faa Venner fandtes; og der er ingen Tvivl om, at medens Belejringstilstanden endnu var nødvendig, var den paa den anden Side kun meget lidet egnet til at bringe Forsoning til Veje. Det onde Sind kunde jo kun ytre sig i Smaadrillerier, og ikke en Gang i dem uden stor Forsigtighed, men det trak sig dog snart tilbage til enkelte bestemte Huse, hvor det i Stilhed plejedes med stor Omhu. Hvad Befolkningen i det Hele angaar, da kunde det ikke undgaas, at vore Soldaters jevne og fredelige Væsen, der kom Værterne, hvor de vare indkvarterede tilgode, og Underofficierernes Lyst til at perfektionere sig i Tysk, samt de deraf følgende Forlovelser og Indlemmelser i flere Familier, maatte mildne Sindene noget, og det skete visselig ogsaa.

- - -

Til Kongens Fødselsdag 1853 havde der for første Gang samlet sig en Deel Borgere, - vi vare i Alt 210 Personer - ; Kongens Skaal blev udbragt af Kommandanten, der blev raabt Hurra! men umiddelbart derefter istemte Borgerne: "Am Rhein! Am Rhein!"

I øvrigt beretter Høyer Møller meget lidt om den lokale befolkning og meget om forholdet til de danske officerer og gejstlige (han var feltpræst). Han skriver dog at "Livet i Slesvig gik forresten endnu sin rolige Gang. Ilden ulmede vel under Asken, men vi mærkede sjeldent, at Luen om ikke lang Tid vilde slaa ud..."

I 1860 voksede modstanden imidlertid. Han skriver:

...Samtidig hermed bekjendtgjorde 26 Medlemmer af (Stænder)Forsamlingen en oprørsk Adresse, som ikke havde været forelagt denne, i Aviserne; denne, hvis Følgesvend var Opslag paa Dørene: "Fort mit den Dänen!" blev ogsaa kolporteret i Slesvig. Politimester Jørgensen, der med stor Nidkjærhed og Kraft passede sit hverken lette eller taknemmelige Embede, lod et Par af dem, som havde ombaaret Adressen, arrestere, men da den ene af disse hængte sig i Fængslet, blev Forbitrelsen, som naturligvis allerførst skulde gaae ud over Jørgensen, stor og ytrede sig paa flere Maader, saa Tilstanden var uhyggelig, om der end var Militær nok til at sikre os imod enhver Fare. Da den Hængte om Aftenen blev bragt fra Raadhuset til sit Hjem, fulgte hele Sangforeningen ham, og alle Vinduer vare fuld af Sørgende, saa det var at vente, at der ved Begravelsen skulde sættes en stor Demonstration i Scene, hvilket dog blev forhindret af de rekvirerede Tropper.

Det næste Stadium var, at der blev omsendt Trudselsbreve til mange Embedsmænd. Dette havde jo i sig selv ikke Stort at betyde ...

Den 15. september 1861 skiftede han stilling til Nordborg på Als. Da Als blev invaderet af preusserne i juni/juli var en af civilkommissærens første opgaver at afskedige Høyer Møller uden nåde, angiveligt fordi han havde forladt sit embede. Hvilket han i bogen også indrømmer var sket, men kun som følge af hans egen lovlige øvrighed. Han flygtede herefter til Fyn.

Forfatter, premierløjtnant og landinspektør Th. Thorson: Opbrud fra en bondegård på Als. Fra Th. Thorsen: Skildringer fra den slesvigske Krig. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Våbenhvile 1864: Sylt. (Efterskrift til Politivennen)

Efter Slaget ved Dybbøl var der våbenstilstand den 12. maj og en måned frem, senere forlænget med 14 dage. Under de følgende forhandlinger afslog den danske delegation at acceptere en grænse som nogenlunde forløb som den nuværende. Før ophøret af våbenstilstanden skete imidlertid følgende (artiklerne er gengivet med den originale tyske tekst, og dernæst i kursiv med min danske oversættelse):  

Fra vestkysten af ​​Slesvig, den 12. juni. Indbyggerne på øen Föhr er i en alvorlig situation på trods af de ophørte fjendtligheder og våbenhvile, da den velkendte kaptajn Hammer stadig opererer der. Ligesom Gessler i Schillers "Telle" kræver han blandt andet at selv civile ærer ham, og han siges at have haft den frækhed at slå hatten af ​​en fra Californien hjemvendt ung sømand, der passerede ham uden hilsen. Fire eller fem kanonbåde, selvom de er meget ufuldkomne, ligger i havet, og på grund af disse omstændigheder såvel som Hammers ordning med Seetonnen og Baaken i det fjerne, vil de næppe tiltrække badende. Men som det er hovedparten af ​​Föhrs indbyggere bekendt, er de afhængige af indtægten i badesæsonen, og man kan forestille sig Föhringers trøstesløse situation, som gennem Hammer's meningsløse plager vil blive berøvet 30 til 40.000 pund. To kanonbåde og et par hundrede mand ville være nok til at ændre denne skandale.

Von der schleswischen Westküste, 12. Juni. Die Bewohner der Insel Föhr sind trotz der eingestellten Feindlichkeiten und ein getretenen Waffenruhe in einer schlimmen Lage, da der bekannte Capitän Hammer nach wie vor dort wirthschaftet. Gleich wie Gessler in Schiller's "Telle" verlangt derselbe u. A. dass selbst civilisten Honneur vor ihm machen, und soll er die Frechheit gehabt haben, einem jungen von Californien zurückkehrenden Seemann, der ohne zu grüssen an ihm vorüberging, die Mütze vom Kopfe zu schlagen. Vier oder fünf freilich sehr unvollkommene Kanonenboote liegen in der See, und werden sowohl dieser Umstände, als auch der von Hammer angeordneten Entfernung der Seetonnen und Baaken halber schwerlich Badegäste ankommen. Da aber bekanntlich der grösste Theil der Bewohner Föhrs auf die Einnahme während der Badezeit angewiesen ist, so kann man sich die trostlose Lage der Föhringer, welche durch Hammers zwecklose Plagereien gegen 30 bis 40.000 Pfd. einbützen werden, denken. Zwei Kanonenböte und einige hundert Mann würden genügen, diesem Skandal Wandel zu schaffen. 

(Regensburger Tagblatt, 20. juni 1864).

Oversættelse af tysk artikel om Vesterhavsøerne, original følger:

Danskernes seneste voldshandling på Sylt.

Hamburg, 18. juni. I dette øjeblik modtager vi nyheder fra den vestfrisiske ø Sild, der skaber stor ophidselse blandt alle tyske patrioter. Den danske kaptajn Hammer, der er nævnt flere gange, landede igen der for et par dage siden med en flåde af kanonbåde og angreb i nattens mørke i Keitum, den største by på øen. De mænd der er mest kendt som tyske patrioter, blev hevet ud af deres huse, anbragt på dampskibet "Lymfiord" og blev, som det er almindeligt kendt, taget dem til København. Bortset fra at dette var en voldshandling i sig selv, og den kan beskrives som sådan, ligner det efter vores mening et frækt brud på våbenhvilen, der i øjeblikket stadig eksisterer mellem de stridende magter. Om vi tager ikke fejl, blev Sylt besat af et par danske landtropper. Men skal det nu være tilladt i løbet af våbenhvilen at fratage øens beboere, hvoraf flertallet af de arresterede kun vendte tilbage for et par dage siden, deres frihed ved en sådan vilkårlig handling? Vi må meget beslutsomt benægte dette og se det som et frækt brud på våbenhvilen, som Tyskland burde have ret til at reagere på ved straks at afbryde konferencen. Vi havde lejlighed til at tale med flere af de mænd, der her er nævnt, og som vi kendte personligt og var venner, straks efter deres hjemkomst fra Berlin, hvor de blev mødt af hr. Bismarck og modtaget i en specielt audiens. Alle rapporter er enige om, at kaptajn Hammer, denne fanatiske dansker, endda belejrer Keitum. Kan noget sådant virkelig tillades under en våbenhvile? Vi tror det ikke. Vi er snarere af den opfattelse, at de tyske krigsførende magter straks anmoder om løsladelse af de voldeligt kidnappede Sild-beboere, og hvis dette retfærdige krav ikke opfyldes, skal der gøres gengældelse. Vi har længe vidst, at dansk udfordring og dansk frækhed ikke kender nogen grænser, men at Tyskland er nødt til at udholde denne frækhed med straffrihed, anser vi for at være uforenelig med tysk ære og vinderens ret, selv med os, hvor dog materielle og desværre egoistiske interesser afgørende indvirker på befolkningens almene sindelag, at kampen med Danmark genoptages, selv med risiko for at antænde en europæisk krig. Vi er derfor af den opfattelse, at tyskerne ikke opgiver en tøddel af deres rettigheder, men at de trods dansk trods og engelske trusler beslutsomt griber til våben igen, og tvinger Danmark til en fred, der henviser landet til de tilbudte grænser, og bibringer landet den velvillige overbevisning, at den tyske nation er træt af konstant at blive plaget og hundset af en nabo, der kun æres bedst, hvis han anerkender loven, er tilfreds med loven, og endelig ikke længere gør krav på en førstestemme i de europæiske magters koncert.

Die neueste Gewaltthat der Dänen auf Sylt.

Hamburg, 18. Juni. Wir erhalten in diesem Augenblick Nachrichten von der westfriesischen Insel Sylt welche alle deutschen Patrioten in gross Aufregung Versetzen. Der mehrerwähnte dänische Capitän Hammer ist nach denselben vor wenigen Tagen wieder mit einer Flotille von Kanonenbooten daselbst gelandet, und hat im Dunkel der Nacht die als deutsche Patrioten bekanntesten Männer Keitums, des grössten Orts der Insel, in ihren Häusern überfallen, sie fortgeschleppt, auf da Dampfboot "Lymfiord" gebracht, und, wie es allgemein heisst, nach Kopenhagen abführen lassen. Abgesehen von dieser Gewaltthat an sich, denn als eine solche is sie doch wohl zu bezeichnen, liegt unserer Ansicht nach in derselben ein frecher Bruch der zur Zeit noch zwischen den kriegsführenden Mächten bestehenden Waffenruhe. Sylt war, irren wir nicht, besetzt von einigen dänischen Mann Landtruppen. Sollte es nun aber wohl erlaubt seyn während der Dauer der Waffenruhe Eingesessene der Insel, von denen die Mehrzahl der Verhafteten erst vor weningen Tagen in ihre Heimath zurückkehrte, durch einen solchen Willküract ihrer Freiheit zu berauben? Wir müssen dies auf das entschiedenste verneinen und darin einen frechen Bruch der Waffenruhe erblicken, dem Deutschland mit einem sofortigen Abbruch der Conferenz zu antworten das vollste Recht haben dürfte. Mehrere der namhaft gemachten Männer, uns persönlich bekannt und befreundet, hatten wir Gelegenheit zu sprechen unmittelbar nach ihrer Rückkehr aus Berlin, wo sie von Hrn. v. Bismarck in besonderer Audienz empfangen worden wären. Alle Nachrichten stimmen darin überein dass Capitän Hammer, dieser fanatischer Däne, sogar den Belagerungsstand über Keitum verhängt hat. Sollte der gleichen während einer Waffenruhe wirklich erlaubt seyn? Wir glauben es nicht. Vielmehr sind wir entschieden der Ansicht dass seitens der deutschen kriegsführenden Mächte sofort auf Freilassung der gewaltsam entführten Syltergedrungen werden müsste, und, falls diesem gerechten Verlangen nicht nachgegeben wird, Repressalien zu ergreifen seyen. Dass dänischer Trotz und dänische Frechheit keine Gränzen kennt, wissen wir längst, dass aber Deutschland diese Frechheit sich ungestraft gefallen lassen müsse, halten wir für unvereinbar mit deutscher Ehre und dem Recht des Siegers, selbst bei uns, wo doch im allgemeinen materielle und leider egoistische Interessen bestimmend auf die Gesammtgesinning der Bevölkerung einwirken, wünscht die Wiederaufnahme des Kampfs mit Dänemark selbst auf die Gefahr hin dass damit ein europäischer Krieg entzündet würde. Wir sind desshalb der Ansicht dass man deutscherseits nicht ein Tütelchen von seinem Recht vergebe, sondern dass man trotz dänischen Trotz und englischen Drohungen entschlossen wieder zu den Waffen greife, und Dänemark zu einem Frieden zwinge der es in die ihm gebührenden Gränzen zurückweise, und ihm die wohlthätige Ueberzeugung beibringe, dass die deutsche Nation es überdrüssig geworde ist sich fortwährend von einem Nachbar hänseln und ḧohnen zu lassen, der sich nur dann am besten ehrt wenn er das Recht anerkennt, sich dem Recht sügt und schliesslich im Concert der europäischen Mächte keine erste Stimme mehr beansprucht.

(Allgemeine Zeitung, 22. juni 1864).

Keitum på Sylt, tegnet af Heidemann, 1865. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Schleswig-Holstein,

*) Vor wenigen Stunden, schreibt man uns aus Hamburg vom 20, sind mir von befreundeter Hand Nachrichten von Sylt zugegangen über die dortigen Vorgänge am früheren Morgen des 15 d. M. Dieselben bestätigen im allgemeinen das bisher bereits bekannt Gewordene, nur lassen sie einigen Zweifel aufkommen über die einzelnen von den Dänen gewaltsam fortgeschleppten Persönlichkeiten. Als gewiss wird mir von meinem Gewährsmann geschreiben, dessen Mittheilungen zu bezweifeln ich keine Ursache habe, dass d HH. Dr. med Jenner, zwei Gebrüder Bleiken, Capitän Prott, Simonsen und Küster Hansen, letzterer ein Mann von bedeutender auch leterarischer Bilding, welcher für sein Heimathland seit fünfzehn Jahren und låanger ununterbrochen, nicht aber in irgenwelchem aufrührerischen Sinn, sondern rein historisch wirkte, in der Frühe des 15 Juni gewaltsam aus ihren Häusern entführt, und nach längerm Verhör vorläufig nach der Insel Fanö fortgeschleppt wurden. Die HH. Hansen und Bleiken, mir seit Jahren befreundet, waren wenige Tage vor ihrer Verhaftung noch bei mir, es ist aber nicht wahr dass ersterer nach Berlin gereist sey. Davon aber ganz abgesehen, bleibt die an den Syltern verübte Gewaltthat immer ein Act der Willkür der laut zum Himmel schreit, und den die deutschen Mächte nicht ignoriren dürfen, wollen sie vor ihren Völkern und ihrem eigenen Gewissen bestehen. Ich spreche es hier nochmals aus, und werde es immer und immer wieder thun, so oft es nötig ist: Dass auf dänische Treue noch weniger zu bauen ist als die im Alterthum berüchtigte, von der Geschichte gebrandmarkte punische Treue! Capitän Lieutenant Hammer, persönlich geschmeidig wie ein Aal, und freundlich wie die verkappte Sünde, ist der Prototyp dänischer Diplomatie, dänischer Hinterlist und dänischen Fanatismus. Was dieser Mann auch dem Feiende geloben mag, halten wird er das heilig Versprochene keine Stunde länger als die Roth ihn dazu zwingt. Sein neuestes Auftreten in Keitum gibt die beste Illustration zu dieser Behauptung. Jetzt, nachdem er die besten Männer des ganz deutschen Orts unschädlich gemacht, und durch seine Helfershelfer nach Banditenart selbst Geld und Geldeswerth an sich genommen hat, gerirt er sich als Despot auf der Insel, und wird diess so lange thun bis eihm durch die Vorsehung oder durch menschliche Uebermacht das Handwerk gelegt wird. Der Einfall dieses Mannes in Keitum und sein Verfahren gegen Männer die zehnmal besser sind als er selbst, ist ein Bruch der Waffenruhe, den die kriegsführenden deutschen Mächte empfindlich zu ahnden das vollste Recht haben. Wird man von diesem Recht keinen Gebrauch machen? Wird man zugeben dass die gewaltsam fortgeschleppten deutschen Patrioten in Kopenhagen den Verhöhnungen und möglicherweise Misshandlungen des gemeinen wie vornehmen Pöbels preisgegeben werden? Es wäre eine Missachtung eigener Macht, wenn man so gutmüthig wäre diess zu thun! Gewalt gegen Gewalt! ruft das empörte Volk durch ganz Deutschland vom Belt bis zum adriatischen Meer, und nicht eher werede Friede geschlossen zwischen Deutschland und Dänemark als bis man das letztere belehrt hat dass das Wort "danske ejendom" keinen Fuss breit weiter Geltung hat von Rechtswegen als bis zur Königsau! - 

*) Laut den neuesten Nachrichten (wird und aus Hamburg vom 21 Juni geschrieben) die und heute Morgen von befreundeter Hand aus Sylt zygingen, ist der Belagerungszustand von Keitum, des grössten Dorfes der Insel, aufgehoben worden. Von den gewaltsam aus ihren Häusern entführten Eingesessen hat Capitän Hammer den Kÿster Hansen wieder entlassen. Die andern schon gestern namhaft gemachten Patrioten sind von Spitze Jütlands gebracht worden, welche bekanntlich noch nicht von deutschen Truppen besetzt werden konnte. Wie man mit diesen Männern verfährt, darüber haben wir bis jetzt keine Nachrichten. Wie durch ein Wunder ist Capitän Decker aus Westerland entkommen, jener entschlossene Mann welcher schon bei dem ersten Besuch des Dänen Hammer diesem die Brust entgegenwarf und gerade durch dieses energische Auftreten denselben zum Nachgeben und zum Unterschreiben eines Reverses bewog, in welchem Hammer gelobte Sylt mit seiner Schaar nicht wieder zu besuchen, Decker ist ein hoher Sechsziger mit greifen Haaren, ein ganzer Friese nach Herz und Kopf, besonnen, gutmüthig, von deutschester Gesinnung, freimüthig, aber auch unbeugsam. Furchtlos durchscritt der verehrte Greis am Tage des Ueberfalls die Insel, des Schlimmsten gewärtig. War es nurn aber eine gewisse Scheu welche die Dänen, abhielt Hand an den alten Mann zu legen, oder fürchteten sie ein entschlossendes Wesen, genug, er entkam unbehindert und schiffte sich an der Ostküste Sylts in einem Fischerboot ein, das ihn glücklich nach der Westküste des schleswigschen Festlandes brachte. Möchte es dem braven Mann und seinen entführten Leidensgefährten beschieden seyn die geliebte Heimathinsel, nach nicht zu langer unfreiwilliger Verbannung, als ein von den dänischen Bedrückern für immer befreites Land zu betreten!

(Allgemeine Zeitung, 25. juni 1864).

Slesvig-Holsten,

*) For et par timer siden, skriver man til os fra Hamborg den 20., modtog jeg nyheder fra en ven fra Sylt om begivenhederne der om morgenen den 15. d.m. De bekræfter generelt, hvad der hidtil allerede er kendt. Kun rejser de tvivl om de personer, som danskerne med tvang trak væk. Sikkert er, som beskrevet af min informant, hvis rapporter jeg ikke har nogen grund til at tvivle på, at de herrer dr. med Jenner, de to Bleiken-brødre, kaptajn Prott, Simonsen og Küster Hansen, sidstnævnte en mand med betydelig litteraturuddannelse, der uafbrudt havde arbejdet for sit hjemland i femten år og længere, ikke i nogen oprørsk forstand, men rent historisk, om morgenen blev bortført med magt fra deres hjem den 15. juni, og efter et langt forhør blev midlertidigt trukket væk til øen Fanø. Herrerne Hansen og Bleiken, mine venner i årevis, var hos mig et par dage før deres anholdelse, men det er ikke rigtigt, at den første var rejst til Berlin. Helt bortset fra det, forbliver voldshandlingen mod Syltboerne imidlertid stadig en vilkårlighed, der skriger højt til himlen, og som de tyske magter ikke må ignorere, hvis de vil stå for deres folk og deres egen samvittighed. Jeg vil sige det igen her, og jeg vil gøre det igen og igen så ofte som nødvendigt: At man endnu mindre kan bygge på dansk loyalitet end den puniske loyalitet, der var berygtet i oldtiden og er blevet mærket af historien! Kaptajn løjtnant Hammer, en person smidig som ål, og venlig som synd i forklædning, er prototypen for dansk diplomati, dansk list og dansk fanatisme. Uanset hvad denne mand måtte svare til festen, vil han ikke holde det han helligt lovede, en time længere, end krabasken tvinger ham til. Hans nylige optræden i Keitum giver den bedste illustration af denne påstand. Nu, efter at han har uskadeliggjort de bedste mænd fra hele det tyske sted og gennem sine medskyldige på samme måde som banditter har taget penge og værdien af ​​penge selv, opkaster han sig til despot på øen og vil gøre det, indtil han er ved forsynet eller håndværket fjernes af menneskelig overlegenhed. Denne mands indtrængen i Keitum og hans retssag mod mænd, der er ti gange bedre end ham selv, er et brud på våbenhvilen, som de krigsførende tyske magter har den fulde ret til at straffe. Vil denne ret ikke blive udøvet? Vil det indrømmes, at de tvangsflyttede tyske patrioter i København udsættes for hån og muligvis misbrug af den almindelige og ædle pøbel? Det ville være en tilsidesættelse af ens egen magt, hvis man var så godmodig at gøre dette! Vold mod vold! kalder det indignerede folk over hele Tyskland fra Bæltet til Adriaterhavet, og der vil ikke blive indgået nogen fred mellem Tyskland og Danmark, før sidstnævnte har lært, at ordet "danske ejendom" ikke har en fod bred gyldighed fra lovlige ruter end til Kongeåen! -

*) Ifølge de seneste nyheder (skrevet fra Hamborg den 21. juni), som tilgik os fra en af ​​mine venner fra Sylt i morges, er belejringstilstanden over Keitum, den største landsby på øen, blevet ophævet. Af beboerne, der blev kidnappet med magt fra deres hjem, afskedigede kaptajn Hammer Kÿster Hansen. De andre patrioter, der blev navngivet i går, er bragt til toppen af ​​Jylland, der som bekendt endnu ikke er besat af tyske tropper. Indtil videre har vi ingen nyheder om, hvordan man vil behandle disse mænd. Som ved et mirakel flygtede kaptajn Decker fra Westerland; den beslutsomme mand, der allerede kastede brystet mod Hammer ved danskerens første besøg og netop ved denne energiske opførsel fik ham til at give efter og underskrive et revers, hvor Hammer priste Sylt med sin Schaar ikke at besøge igen, Decker er en høj tresserne med godt hår, en hel frise bare hjerte og hoved, planhåret, godmodig, af den mest tyske disposition, ærlig, men også ukuelig. På dagen for angrebet krydsede den ærede ældre mand frygtløst og forventede det værste. Var det bare en vis generthed, der forhindrede danskerne i at lægge hænderne på den gamle mand, eller var de bange for et bestemt væsen, nuvel, han flygtede uhindret og gik ud på Silds østkyst i en fiskerbåd, der lykkeligt førte ham til vestkysten af det Slesvigske fastland. Må den gode mand og hans kidnappede medkammerater ønske at komme tilbage til den elskede hjemø, efter ikke alt for længe i ufrivillig eksil, som et land for evigt befriet fra danske undertrykkere!

Der dänische Ueberfall der kleinen schleswigschen Insel Sylt am 14. Juni, also inmitten der Waffenruhe, ist ein sprechender Beweis, wie man in Kopenhagen über Worthalten und Völkerrecht denkt. Capitänlieutenant Hammer, der die Heldenrolle in diesem nichtswürdigen Stück spielte, hat sich den Banditen-häuptlingen Neapels gleichgestellt. Vier dänische Kanonenjollen landen am Abend des 14. an der Küste von Sylt. Held Hammer mit mehreren Officieren, 60 Mann Infanterie, 60 Mann Matrosen begeben sich an's Land. Die Inselwohner ahnen nichts Arges. Andern Morgens 4 Uhr wird das ganze Dorf Keitum abgesperrt, Doppelposten von die Thüren der angesehensten Leute gestellt. Sieben als Patrioten bekannte Männer werden unter militärischer Bedeckung auf die Wachstube geführt. Nach langem Verhör erfolgt die Mittheilung, sie würden auf höheren Befehl nach Kopenhagen transportiert werden; sie hatten ja eben eine Reise nach Berlin zu Herrn v. Bismarck gemacht, und nun müssten sie sich auch Kopenhagen einmal beschauen. Nachmittags 5 Uhr werden die Männer abgeführt. Alle Waffen und schleswig-holsteinischen Fahnen müssen von den Einwohnern abgeliefert werden. Keitum wird in Belagerungszustand erklärt. Lieutenant Hammer ernennt sich selbst zum Alleinherrscher von Keitum. - Das Märtyrerthum der 7 Männer von Sylt wird nicht verfehlen Früchte zu tragen, die der nationalen Sache zu gute kommen müssen. Wehe aber den Städten und Bezirken, die jemals wieder der dänischen Rache preisgegeben werden sollten! - Der kurze Sinn des Sylter Raubzugs ist: Die Dänen wollen den Krieg. So mögen sie ihn denn haben. . 

(Allgemeine Deutsche Arbeiter-Zeitung: 30. juni 1864) 

Det danske angreb på den lille Slesvigske ø Sild den 14. juni midt under våbenhvilen er et bevis for, hvordan folk i København tænker at holde ord og overholde international lov. Kaptajnløjtnant Hammer, der spillede helterollen i dette uværdige stykke, har sat sig på linje med Napoli's banditchefer. Fire danske kanonbåde lander ved Sylts kyst om aftenen den 14. Helten Hammer går i land med flere officerer, 60 infanterister, 60 matroser. Øboerne har ikke mistanke om noget ondt. Næste morgen klokken 4 er hele landsbyen Keitum afskærmet, dobbeltvagter placeret ved dørene til de mest respekterede mennesker. Syv mænd kendt som patrioter ledes til vagtsalen under militær dækning. Efter et langt forhør blev det meddelt, at de ville blive transporteret til København efter højere ordrer; de var lige vendt tilbage efter en tur til Berlin for at se Herr v. Bismarck, og nu skal de også se på København. Klokken 5 om eftermiddagen føres mændene væk. Alle våben og Slesvig-Holstens flag skal leveres af beboerne. Keitum erklæres belejret. Løjtnant Hammer erklærer sig som enehersker over Keitum. - De syv mænds martyrium på Sylt vil ikke undlade at bære frugt, som vil gavne den nationale sag. Men ve de byer og distrikter, der nogensinde skulle overgives til dansk hævn! - Den korte betydning af Sylt-raidet er: Danskerne ønsker krig. Så får de den.

En afdeling af kaptajnløjtnant Otto Christian Hammers Vesterhavsflotille ødelægger tyske transportbåde ved Dagebøl, den 12. juli 1864. Forlagsbureauet, 1865. Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Krigen brød ud igen (dog ikke pga Sylt): Efter dansk nederlag på Als 29. juni - 1. juli, var der kun spredte kamphandlinger. Fx den 3. juli ved Lundby som betød at danske tropper helt forlod Jylland og østrigsk-prøjsiske tropper rykkede op til Skagen. Den 20. juli blev der våbenstilstand. Se hvordan det gik på Sylt i et senere indslag.

Efter angreb var Hammer 19. juli-august 1864 i tysk fangenskab, som berettet i et andet indslag her på bloggen. Han blev afskediget den 28. oktober 1864 da hertugdømmerne blev afstået.

Jylland 28de til 30te Juni 1864. (Efterskrift til Politvennen)

Ribe, den 30te Juni.

Fra den østerrigske Stations Kommando er paalagt os: ikke at optage nogensomhelst Meddelelse angaaende de Allieredes Troppebevægelser eller Publikation af andre militæriske Anordninger, samt forinden Bladets Trykning at tilstille Kommandanten et Censurexemplar. Der er efter Sagernes Stilling intet Andet at gjøre end at finde os i de gjorte Paabud, hvilket imidlertid vil lægge betydelige Hindringer ivejen for vor Virksomhed; vi ere desuden afskjaarne fra enhver Forbindelse med den øvrige Del af Landet, og da vi nu heller ingen Blade kunne erholde undtagen sydfra, medens samtidigt vore Bekjendtgjørelser reducere sig til en Ubetydelighed, se vi os, saalænge disse Forhold vedvare, kun istand til at kunne udgive et halvt Nr. hver Gang. Paa hvilket Tidspunkt, Bladet vil udkomme de resp. Avisdage, er det os imidlertid, paa Grund af Censuren, umuligt bestemt at angive.

(Ribe Stifts-Tidende 30. juni 1864).

Oversættelse af tysk artikel om en pigeskole i Aabenraa, original under oversættelsen.

Under titlen "Om Slesvigs deling" skriver man "Nord. Allg. Ztg." fra Nordslesvig:

"Danske lærere på pigeskolen, altså de udsendte fra Danmark til Haderslev, begyndte for et par dage siden at straffe børnene, hvis de bar nationalfarverne. De afstraffede måtte stå i "skammekrogen"; de andre børn skulle pege fingre af dem og råbe "hurra" for kongen af ​​Danmark. Hvis det er en afskyelig måde at straffe piger på, er de herrer læreres uforskammethed ikke at beundre nok, for de tør gøre det i streng modsætning til den øverste civile regerings ordre om at forbyde landets farver. Men det er kun bagateller i forhold til hvad der skete for tre dage siden i pigeskolen i Haderslev. En tysk pige kom til skolen med et blå, hvid og rød bånd, som hendes mor beordrede hende til at bære. Så for læreren hen til barnet, slog hende i ansigtet og råbte: "Der har du den, dit tyske ådsel!" Blodet sprøjtede ud af munden på det mishandlede barn; hun måtte gå hjem, en læge blev tilkaldt, og ved nærmere undersøgelse viste det sig, at barnets hørelse havde lidt så alvorligt, at det er tvivlsomt, om det bliver helt helbredt. Borgmester Hansen, en embedsmand, der først blev indsat af den civile regering, henviste det misbrugte barns jamrende mor til - en advokat! Om nu noget sådant er muligt i en tid hvor hele Jylland er besat af tyske tropper, hvor en tysk borgmester skal holde danskerne i skak og beskytte de indfødte; Hvis de lærere og embedsmænd der udvandrede fra Danmark, nu kan begå sådanne umenneskeligheder, hvad vil der så ske når det ulykkelige land bliver kastet hen til dem som et godt bytte for at køle deres hævn?"

Unter dem Titel "Zur Theilung Schleswigs" schreibt man der "Nord. Allg. Ztg." aus Nordschleswig:

"Die dänischen, d. h. aus Dänemark nach Hadersleben geschickten Lehrer der Mädchenschule seit einigen Tagen angefangen, die Kinder zu bestrafen, wenn sie die Landesfarben zur Schau trugen. Die Bestrafen mussten in der "Schandecke" stehen; die anderen KInder mussten mit Fingern auf sie zeigen und dem Könige von Dänemark ein "Hurrah!" ausbringen. Ist diese schon eine abscheuliche Art, Mädchen zu bestrafen, so ist die Unverschämheit der Herren Lehrer doch nicht genug zu bewundern, weil sie es wagen, im sctricten Widerspruche mit den Befehlen der obersten Civilregierung die Landesfarben zu verbieten. Es sind dies aber nur Kleinigheiten zu dem, was vor drei Tagen in der Mädchenschule von Hadersleben passirte. Ein deutsches Mädchen trat mit einem blauweissrothen Bändchen, das die Mutter ihm zu tragen befohlen, in die Schule. Da stürzte der Lehrer auf das Kind zu, versetzte ihm einen Faustschlag ins Gesicht und rief: "Da hast du es, du deutsches Aas!" Dem gemisshandelten Kinde stürzte das Blut aus dem Munde; es musste nach Hause gebracht werden, ein Arzt wurde gerufen, und bei genauer Untersuchung stellte sich heraus, dass das Gehör des Kindes in einer so bedenklichen Weise gelitten hat, dass an gänzlicher Heilung gezweifelt werden muss. Der Bürgermeister Hansen, ein Beamter, der erst von der Civilregierung eingesetzt wurde, hat die jammerde Mutter des gemisshandelten Kindes an - einen Advocaten! verwiesen. Wenn nun solche Dinge zu einer Zeit möglich sind, wo ganz Jütland von deutschen Truppen besetzt gehalten wird, wo ein deutscher Bürgermeister die Dänen im Zaum halten und die Eingebornen schützen soll; wenn die aus Dänemark eingewanderten Lehrer und Beamten jetzt solche Unmenschlichkeiten begehen können, was wird dann erst geschehen, wenn ihnen das unglückliche Land als gute Beutre zur Kühlung ihrer Rache hingeworfen wird?"

(Augsburger Postzeitung 28. juni 1864)

Af Gen. Falkenstein er blevet udtalt, at de kgl. Skatter ville blive opkrævede af Fjenden til den preussiske Krigskasse. I Hobro skal det allerede være kundgjort ved opslaaede Placater. Et Exemplar af en saadan, trykt paa Dansk og Tydsk, er ankommen hertil. Vi have ikke selv Originalen for Øie, men den lyder, efter Meddelelse, omtrent saaledes: Da den allierede har betragter Jylland som et erobret Land, vil den overtage Sammes Administrering og beordre Embedsmandene til at indbetale Skatterne til den preussiske Krigskasse, hvorom der snarest vil blive udfærdiget nærmere Instruction! Hvor og hvorvidt Saadant søges bragt til Udførelse, vides endnu ikke, men det kunde dog maaskee aabne Øinene noget hos dem, der ikke have villet see, og vanskeligt ville see endnu, Forskjellen imellem en, nok saa besværlig, Vaabenhvile - der dog altid giver bedre Udsigt til en fredeligere Udjævning af "Stridsspørgsmaalet" og en aaben Krig og de Tilstande, en saadan fører med sig. Carl Bille siger saaledes i sit Dagblad idag ibl. A. : "Heldigviis er Overgangen fra en Vaabenhvile som den af 9de Mai til en Krig ikke meget følelig, end ikke for Jyderne, der tungest føle begges Byrder". Det er meget nemt saaledes i Kjøbenhavn med dampende Cigar at skotte flot over til Jylland og sige: Aa hvad om de derovre have den Vaabenhvile eller Krig, det er saa lige meget. Men Enhver, der seer lidt fornuftigere efter, ikke at tale om Jyderne, der selv maae føle den umaadelige Forskjellighed, vide bedre, at hin Dagblads-Betegnelse er en gros Usandhed om Tilstandene i Jylland, et af den Slags tomme Blændværk, hvormed hint Partie længe har skuffet sig selv og endnu troer i Afstand at kunne bedaare Andre. Vel har Vaabenhvilen været navnlig et moralsk Tryk paa Befolkningen, som man naturligviis maatte ønske i og for sig at see hævet, men Overgangen til en aabenbar Krig og tilmed en Krigsfornyelse, der truer med at blive en potenseret Grad af Krig, og det efter den af Landet allerede lidte store Svækkelse- er naturligviis ti tusinde Gange værre. Et Andet er det selvfølgeligt naar Krigen selv ikke skulde kunne undgaaes, saa maa jo Enhver gjøre sig fattet paa Følgerne. Men man skal ikke paa den sunde Fornufts og paa Jydernes Bekostning kunne kaste det løse og letsindige Ord hen, at det, navnlig for Jyderne, næsten er eens, om vi have Vaabenhvilen eller Krigen paany. Derfor er ogsaa Bebudelsen af Krigsfornyelsen her i Jylland kun modtagen med en deel modsat Stemning. Kun de, som fremhykle andre Tilstande end de virkelige, og de, som, trods deres ødelagte og ødelæggende Politik, leve sig ind i phantastiske Drømmesyner, kunne bedømme Forholdene anderledes. - Et Andet vilde det selvfølgeligt ogsaa være, om idetmindste de Organer, som tage sig Tingen saa let, navnlig paa Jyllands Vegne, kunde paavise Sandsynligheden af opnaaelige Resultater eller forandrede Situationer og Veie, der lade fine et lysere Glimt selv i det Fjerne. Men hvor er det? Budskabet, der ved Conseilspræsidenten aabner Rigsraadet, paaviser intet saadant. Dgbl. giør dog et Forsøg paa Horizonten, og det kan voxe op til en stor Sky og udsende Lynene over Fjenden. Ja gid saa var! Men det Hele er kun et Conjectural-Experiment i Dgbl.'s og dets Venners Smag. Det laver eller lover en "Krisis" i England; "der maa staae et Slag i Parlamentet". Men selv om saa var? Et Ministerium fra anden Side har i England heller ikke givet Udsigt til Deeltagelse i Krigen og hele den europæiske Situation taler ogsaa herimod endnu meer end den alt tydeligt og tydeligt nok har udtalt det fra Begyndelsen af. Dgbl. selv har heller ikke fæstet ret Tro derpaa, ikke endnu. Englands Flaade, mener den, vil komme, "men uden at foretage fjendtlige Operationer eller endog blot at deeltage i Blocaden af de preussiske Havne". Men naar Skibene først ere her, saa ville Forholdene udvikle sig; ja til hvad? Men det kommer det vel ikke saa nøie an paa. Det er den gamle Hall'ske Micawberpolitik, at "der maa vise sig noget"; men til Dato viste sig intet, uden at vor Sag under Krig stadigt gik meer og mere tilbage, at der kun ad diplomatisk Vei, kommer Tid kommer Raad, kan bevares nogen Udsigt og at det navnlig kun er ad den vore Venner kunne skaffe os Hjælpen. Skulde vi da forhaste os med at forspilde den, eller ikke tvertimod efter Omstændighederne prise os lykkelige ved, om den brudte eller forladte diplomatiske Traad kunde gjenoptages paany?

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. juni 1864).

Charles Eduard Junod (1828-1877): 106 Der Rathausmarkt in Kolding. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.