Uskyldig dansk Spion benaadet. 6te til 7de September 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk notits, original nedenfor:

Den nye borgmester i Aabenraa, Richardi, fratrådte sit embede og vendte tilbage til Kiel, fordi byens slesvig-holstenere krævede mere hensynsløse fremgangsmåder mod de dansksindede borgere, end han ville beskæftige sig med, og fordi han ikke kunne lide forhold overhovedet. Advokat Gottburgsen i Rendsburg, hjemmehørende i Slesvig og tidligere medlem af centralkomiteen for slesvig-holstenske foreninger, er nu trådt i hans plads.

Der neue Bürgermeister in Apenrade, Richardi, hat sein Amt aufgegeben und ist nach Kiel zurückgekehrt, weil die Schleswig-Holsteiner der Stadt ein rücksichtsloseres Verfahren gegen die dänischgesinnten Bürger von ihm forderten als worauf er sich einlassen wollte, und weil ihm überhaupt die Zustände nicht gefielen. An seine Stelle ist nun Advocat Gottburgsen in Rendsburg, ein geborner Schleswiger, bisher Mitglied des Centralausschusses der schleswig-holsteinischen Vereine, getreten.

(Allgemeine Zeitung 6. september 1864)

Richardi havde afløst borgmester Peter Iver Julius Lunn (1813-1907) som sammen med herredsfoged Bluhme var blevet sat i husarrest i april 1864 da man mente at have fundet beviser for at de havde hemmeligt samkvem med danskerne på Als. Lunn havde været borgmester, byfoged og byskriver i Aabenraa siden 1850. Han blev løsladt og afskediget en måned efter. Han blev derefter herredsfoged og skriver i Hasle, Vester Lisberg, Framlev og Sabro herreder fra 1866.

Den som Spion af Østerrigerne fængslede, nu frigivne pension. Vagtmester Johnsen skriver i "Cold. Av.": "Den 9de Marts d. A. blev jeg paa Veien fra Colding til Veile fængslet som formeentlig Spion og hensad i Fængslerne i disse tvende Byer indtil den 30te Mai. inden min Dom faldt, som lød paa 10 Aars haardl Fængsel i svært Jern. Den 1ste Juni, om Morgenen Kl. 4½, blev jeg bortført, Hænder og Fødder sammenlænkede. Min Doms Fuldbyrdelse var begyndt! Samme Dags Aften modtog min Kone en Gave fra en Østerriger, overbragt af tvende Officerer, af 10 preussiske Thaler med den Bemærkning: "de Smaa maatte ikke lide Nød!" Den samme Østerriger tilskrev under 10de Juni en dansk Embedsmand, at det var ham en kjær Pligt at kunne meddele denne, at han havde indsendt et Bønskrift til sin Herre, Keiseren, om at benaade mig ved den kommende Fredsslutning. Keiseren havde paalagt ham til den Tid at minde Allerhøistsamme om Bønnen. Østerrigeren tilføiede: "Idet jeg har den Ære at tilmelde Deres Høivelbaarenhed dette med Tilføiende, at jeg i rette Tid ikke skal undlade at gjøre de fornødne Skridt, beder jeg Deres Høivelbaarenhed godhedsfuldt at underrette Madam Henriette Johnsen herom, for at dette kan tjene den uskyldige Familie til Trøst." Men hvem var da denne Mand? Hvem var da denne østerriger, der i et fjendtligt Land handlede saaledes imod en Mand og hans Familie, som de østerrigske Krigslove havde dømt saa haardt? Denne Mand er Generalfeldtmarschallieutenant i den keiserlige Armee. Hans Navn er von Gablenz!"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. september 1864).

Den danske Menighed i Flensborg vil efter Forlydende ikke blive ophævet, som det har været fortalt i tydske Blade, men derimod ville samtlige dens Privilegier blive den fratagne, saa at blandt Andet Menighedsmedlemmerne ville blive nødsagede til tillige at være i en af Byens tydske Menigheder og betale Afgifter begge Steder, hvoraf Følgen naturligviis vil blive, at den uformuende Deel af Menigheden vil tråde ud, fordi den ikke har Raad til al betale til to Præster paa engang for alle mulige kirkelige Handlingers Foretagelse, Og netop blandt den fattige Deel af Flensborgs Befolkning rekrutteredes den danske Menighed for en stor Deel, Man har desuden ogsaa paa anden Maade sørget for at gjøre Folk kjede af at gaae til dansk Gudstjeneste, thi efterat have afskediget begge de i Menigheden meget afholdte danske Præster Graae og Munch, har man nu til dansk Præst udnævnt en Person, hvem uden Tvivl meget faa af Flensborgs dansksindede Borgere ønske at benytte som Præst - nemlig en vis theologisk Kandidat Karstens, der er en Skolelærersøn fra Grumtofte i Angel. Han har udelukkende studeret ved Kjøbenhavns Universitet og har bl. A, under sit Ophold der i Byen ligget paa Regentsen, og har efter den Tid været Huuslærer paa en Herregaard i Sjælland, Da det imidlertid begyndte at see ud til, at Danmark skulde miste Slesvig, og der desuden blev saa mange Præstekald ledige ved de danske Præsters Forjagelse, besluttede Hr, Karstens ogsaa at drage over til Slesvig og tilbyde Civilkommissairerne sin Tjeneste, hvad han da ogsaa udførte. Civilkommissairerne (eller nok snarere den nye slesvigske Superintendent, Provst Godt i Grumtofte) fandt imidlertid Hr. Karstens's Fortid noget mistænkelig, og man betydede ham derfor, at han enten skulde modtage Embedet som dansk Præst i Flensborg eller ogsaa slet ikke vilde blive befordret. Uagtet det uhyggelige Forhold, som han jo kunde forudser at ville komme til at staae i til sin Menighed, tog han imod Embedet og vil nu en af Dagene blive indsat. At den danske Menighed imidlertid ikke vil komme til at blomstre, medens Hr, Karstens er Præst, er sikkert nok, og det er vel ogsaa de nye tydske Magthaveres Ønske, - De danske Borgerskoler i Flensborg ville rimeligviis ogsaa om nogen Tid paa en eller anden Maade blive ophævede eller bragte til at uddø (Dtlgr.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. september 1864).

Gomme Frederik Aug. Graae var præst ved Helligåndskirken 1851-1864, og Frederik Vilhelm Munck kateket 1862-1864. S. Karstens fungerede som kateket i 1864. Herefter blev han præst i Kliplev 1865-1906.

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Altona, 3. sept. Den tysksindede befolkning giver også indrømmelser til Preussen i Sundeved og på Als, dog kun med forbehold for anerkendelse af den uafhængige hertug Frederik VIII, for hvem embedsmændene hidtil har vist meget lidt råderum til Slesvig, og som tværtimod understreger at Slesvig og selv Schauenburg-andelen i Holsten overgik i de tyske stormagters retmæssige besiddelse. I Gråsten udtalte "Sundevedforeningen" sig, som jeg ville nævne, for hertug Friedrichs nært forestående magttiltrædelse, for forening med Preussen i de tre kendte henseender og imod Scheel-Plessens repræsentation af hertugdømmerne; ligeledes i Augustenborg på Als hvor foreningen for ovennævnte hersker der skulle regere "i kraft af befolkningens vilje (d.v.s. tysksindet) og i kraft af den ældgamle statsret", ligeledes med resolutionerne fra byrådet i Neumünster, som også indrømmede at underordne sig under Preussen, for så vidt som en sådan kræver tysk interesse, og erklæret mod friherre. v. Scheel-Plessen. Flere og flere dels byer, dels landsamfund i Holsten (f.eks. flækken Pretz, som ikke havde sendt nogen, gennem flækkekollegiet, de slesvig-holstenske foreninger i Wandsbeck og i Flintbeck sogn) bliver også mere og mere involveret, så at det er et tåbeligt foretagende af "Nordd. Allg. Ztg." at skulle sætte bystyret ud af trit med befolkningens vilje. I Husum derimod hvor stemningen, som nye rapporter bekræfter, generelt er blevet meget trykket, har borgerforeningen (Slesvig-Holsten) udtrykt interesse for den der fremsatte ansøgning om at tilslutte sig byrådets beslutninger, og dermed kan bykollegierne, der som nævnt havde stemt for en midlertidig regering og øjeblikkelig annektering til Preussen, for at give et mistillidsvotum, ikke blive enige. -

Altona, 3 Sept. Die deutschgesinnte Bevölkerung kommt Preussen auch im Sundewitt und auf Alsen entgegen, aber nur unter Vorbehalt der Anerkennung des selbsständigen Herzogs Friedrich VIII, für welchen Schleswig herauszugeben die Officiösen bis jetzt sehr wenig Luft zeigen, die im Gegentheil hervorheben dass Schleswig und sogar der schauenburgische Antheil an Holstein in den rechtmässigen Besitzt der deutsschen Grossmächte übergegangen seyen. In Gravenstein hat sich, wie ich erwähnen wollte, der "Sundewitter Verein" für Herzog Friedrichs alsbaldigen Regierungsantritt, für den Anschluss an Preussen in den bekannten drei Beziehungen und gegen Scheel-Plessens Vertretung der Herzogthümer ausgesprochen; ebenso hat sich in Augustenburg auf Alsen der Verein für den genannten Herscher, der "kraft des Willens der Bevölkerung (d. h. deutschgesinnten) und kraft des uralten Landesrechts" zu regieren habe, ferner für die Beschlüsse des Neumünster'schen Städtetags, die ja ebenfalls Unterordnung unter Preussen zugeben, soweit solche das deutsche Interesse fordert, und gegen den Frhrn. v. Scheel-Plessen erklärt. Den beschlüssen des Städtetags treten auch immer mehr theils städtische, theils ländliche Gemeinden in Holstein (so z. B. der Flecken Pretz, welcher ihn nicht beschickt hatte, durch das Fleckenscollegium, die schleswig-holsteinischen Vereine zu Wandsbeck und im Kirchspiel Flintbeck) bei, so dass es ein thörischtes Unternehmen der "Nordd. Allg. Ztg." war den Städtetag ausser Zusammenhang mit dem Willen der Bevölkerung zu setzen. In Husum dagegen, wo, wie neue Nachrichten bestätigen, die Stimmung überhaupt sehr gedrückt geworden ist, hat sich der Bürger-(schleswig-holsteinische) Verein über den dort gestellten Antrag, den Beschlüssen des Städtetags beizutreten und so den Stadtcollegien, welche, wie erwänht, für Interimsregierung und unmittelbaren Anschluss an Preussen gestimmt hatten, ein Mistrauensvotum zu geben, nicht einigen können. -

(Allgemeine Zeitung 7. september 1864. Fra omkring dette nummer begyndte nyheder fra Slesvig-Holsten at vises under "Deutschland" og ikke så før i et selvstændigt afsnit i denne avis).

Illustration fra det humoristiske ugemagasin Kladderadatsch 25. september 1864: "Folgen des Eigensinnes eines Mannes, der sich seinen Rock mit wenigen Ausbesserungen hätte erhalten können, und nun leicht den schönsten Theil desselben verlieren kann" (Konsekvenser af stædigheden hos en mand, der kunne have beholdt sin frakke med få reparationer, og som nu let kan miste den smukkeste del af den). Bladet vurderede altså at pga. Christian 9.s egensind ville han ikke have små forbedringer af sin frakke, og på grund af det nu risikerer at miste begge frakkeskøder, Slesvig og Holsten.

Jylland 1ste til 5te September 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Forholdene i Nørrejylland. Fra Aarhuus have vi modtaget følgende Skrivelse: Hr. Redakteur! Da der fra forskjellige Folk, som komme fra Kjøbenhavn, fortælles, at man i Hovedstaden hyppig antager, at vi Jyder tjene ved Okkupationen, tillader jeg mig et bede Dem optage disse Linier som en Protest imod en saadan Antagelse. Det skal villig indrømmes, at Enkelte tjene ved Okkupationen, men disse Enkelte ere navnlig Værtshusholdere, Ølbryggere og Photographer; den øvrige Befolkning har derimod i Reglen kun Udgifter paa Grund af Indqvarteringen. Jeg veed jo nok, at man har talt en den uhyre Masse Varer, som ere førte over Grændsen, uden at der er betalt Told af dem; men man maa herved bemærke, at det kan være tvivlsomt, om Massen virkelig er saa stor (der skal i alle Tilfælde nøiagtige Oplysninger til, og vistnok langt nøiagtigere Oplysninger end man har desangaaende); Meget af det, som er ført over Grændsen, bestaaer ogsaa af saadanne Sager, som blive reqvirerede af Tydskerne, som f. Ex. Urtekramvarer, Tobak, osv., og af værdifuldere Varer, der ikke kunde anvendes paa denne Maade, som f. Ex. Manufakturvarer, er der vistnok indsmuglet meget Lidt; thi man risikerede jo, at Tydskerne lagde Beslag paa dem; i alle Tilfælde har Handelen dermed selvfølgelig været meget ubetydelig, da Folk undgaae at kiøbe saavidt muligt. Som et Beviis for, at det ikke forholder sig rigtigt med en stor Pengefortjeneste, vil jeg anføre, at en Centralkomitee har bedt Tydskerne om Tilladelse til at udføre Rug, da der heri Byen findes meget gammelt Rug, og der altsaa ikke kan indtræde nogen Mangel paa denne Kornsort nu, da Rugen er indhøstet paa mange Steder; men denne Bøn er bleven afstaaet, og Rugen ligger derfor paa Lofterne hos Kjøbmændene uden at give dem Fortjeneste. Jeg kan ogsaa nævne, at mange Varer under Krigen ere blevne meget dyre paa Grund af Transporten (3 Foustager Sukker, hvis Transport fra Kjøbenhavn til Aarhuus koster 8 Nd., have saaledes fra Flensborg til Aarhuus i Transport kostet 88 Rd.!) Hele denne Tale om Jydernes Fortjeneste er af samme Art som den Tale, der i sin Tid førtes om Kjøbenhavnernes Fortjeneste af Krigen. Man fortalte her i Jylland, at Kjøbenhavnerne tjente saa uhyre ved Leverancerne til Armeen. Enkelte have vel ogsaa tjent, men en Masse af de Handlende i Kjøbenhavn som f. Ex. Alle, der handle med hvad der ikke ligefrem er Nødvendighedsartikler, have naturligviis tabt og tabt Betydeligt ved Krigen. Hvad os Jyder angaaer, maa jeg endnu bemærke, at Kjørslerne virkelig ere en betydelig Byrde, ikte at glemme Synet af de mange Fjender, et Syn, der for enhver fædrelandsk Mand er faa ubehageligt, at der skal Penge og mange Penge til, naar det skal opveies.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. september 1864).

Thisted, den 1ste September.

I "Ms. Av." af 25de f. M. meddeles en Adresse, som der paa Øen har faaet 500 Underskrifter og er saalydende: "Allernaadigste Konge! I denne for vort elskede Fædreland tunge og alvorsfulde Tid føle vi Trang til at henvende os til Deres Majestæt med Bøn om snarest muligt at maatte befries for det Tryk, der nu tynger saavel paa os, som paa hele det øvrige Jylland. Gjerne bære vi med Taalmod Krigens Byrder, villigen offrede vi vor Skjærv, dersom vi dermed kunde redde vort kjære Fædreland; men da det har vist sig, at vi Intet formaae at udrette imod vor overmægtige Fjende, og da vi indsee, at en Fortsættelse af Krigen, saaledes som Forholdene nu stille sig, maa føre til Landets Ødelæggelse, saa bønfalde vi Deres Majestæt om, i Forening med Deres troe Raadgivere, at virke hen til, at en snarlig Fred opnaaes, selv om enkelte Røster maatte hæve sig for en fornyet Prøvelse af Krigslykken. Fra den første Dag, da Deres Majestæt besteg Thronen, har de søgt at imødekomme Folkets Ønsker; derfor henvende vi os til Dem, allernaadigste Konge! med fuld Tillid og Fortrøstning, og vi frembære allerunderdanigst vor Tak til Deres Majestæt, fordi De har omgivet Deres Throne med Raadgivere, hvis Klogskab og Besindighed er os Borgen for en nogenlunde heldig Løsning af vore forviklede Forhold. Gud beskjærme Deres Majestæt og vort elskede Fædreland! Morso, den 10de August 1864. Allerunderdanigst."

Morsø har altsaa atter ladet høre fra sig ved en Adresse. Den hele Adresseindustri er nok udelukkende i det reaktionære Parties Hænder, da dette hos de mere kortsynede Beboere har forskaffet den taabelige Anskuelse Indgang, at den fjendtlige Besættelse af Den var en Følge af tidligere liberale Adresser. I Kraft af dette Monopol udsender Partiet nu det ene Exemplar efter det andet. Vore Læsere ville selv kunne domme om den foranstaaende Udgave, den karakteriserer sig selv. Kun maa vi udtale vor Forundring over, at de snilde Hoveder, hvem Paterniteten skyldes, ikke alene ere saa usande men saa plumpe i deres Udtalelser. Det kan f. Ex. ligesaa lidt være de Herrers Mening som deres Medborgeres, at Kongen har søgt at imødekomme Folkets Ønsker fra den første Dag, han besteg Thronen, og det var da ogsaa formeget at vente, at Han altid skulde handle i fuld Overensstemmelse med de Ønsker, der forebringes som folkets. Dette har Han endog ikke været i Spørgsmaal, der laa fædrelandssindede Mand trindtom i Landet alvorligt paa Hjerte. Men hvorfor da i en Adresse, et offentligt politisk Aktstykke, udtale, hvad der er en vitterlig Usandhed? Det Tillidsvotum, man vil give Ministeriet Bluhme Moltke, er saa keitet som det vel er muligt; det er, udgaaet fra en jydsk Egn, aldeles meningsløst. Vil noget fornuftigt Menneske paastaae, at det røber synderlig Klogstab og Dygtighed at modtage baade Fred og Vaabenstilstand paa de Betingelser, Fjenden selv opstiller? Kunde Ministeriet, hvis det besad disse Egenskaber, "slaa der danske Folk Værget af Haanden" for at paatvinge det en Fred af den Beskaffenhed, at den truer dets Tilværelse og derfor om faa Aar vil nødsage det til at gjenoptage Kampen paany? - Hr. Byfoged Seydewitz maa dog være af den Anskuelse, da han er Adressens Overbringer, hvilket Hverv det var Synd at misunde ham. Det er formodenlig den samme Adresse, til hvilken hans Fuldmægtig offcelig fralagde sig Forfatterskabet, og som denne eiheller har villet underskrive. "O, hvilke Tider, hvilke Sæder!"

(Thisted Amtsavis 1. september 1864)

Sønderborg, 28. aug. Om ulovlighederne fra den tidligere borgmester Finsens kontor kommer der flere og flere nye data ind. Ikke alene løb han bort med midlerne fra offentlige kasser og vil nu ikke give dem tilbage, men han "lånte" også de ham betroede private midler, som indebærer og lignende, til embedsmændene, som allerede var så rigt. begavet og dog så forgældet, på veksler.

Sonderburg, 28 aug. Ueber die Gesetzwidrigkeiten in der Amtsführung des frühern Bürgermeisters Finsen laufen immer neue Data ein. Nicht nur dass er mit den Geldern öffentlicher Cassen davongegangen und diese jetzt nicht herausgeben will, sondern er har die ihm anvertrauen Privatgelder, als Fideicommisse u. dgl., den ohnehin so reich dotirten und doch so sehr vershuldeten Beamten auf Wechselbriefe "geliehen."

(Allgemeine Zeitung 1. september 1864)

Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891): Søren Hilmar Steindor Finsen (1824-1886). Det Kongelige Bibliotek. Fri af opgavsret.

Hilmar Finsen (1824-1886) var Sønderborgs borgmester (på opfordring af Tillisch) 1851-1864 efter at han havde været auditør i krigen 1848-1851. I 1857 var han blevet kendt (berygtet) i tyske aviser for at have udvist en saksisk drejerlærling fordi der i hans pas stod "Sønderborg i Slesvig-Holsten", et sted som ifølge borgmesteren ikke eksisterede nogensteds i Europa. Først da han i Hamborg havde fået et nyt pas hvor der stod "Sønderborg i Danmark" kunne han rejse tilbage. I 1861 udtalte han ved et besøg af en italiensk gesandt at det danske og italienske folk havde det fælles træk at begge forsvarede deres nationalitet mod tyske indtrængeres overgreb. I februar 1864 opfordrede han byfogden i Svendborg om at sende smør, kartofler, brænde og lignende til Sønderborg for hurtig afsætning. Han modtog april 1864 1.000 rigsdaler til de mest trængende i Sønderborg.

Da Als blev erobret i juli 1864 opholdt han sig i rigsrådet. Han blev afsat 2. juli 1864. Marts til november 1864 repræsenterede han det 4. slesvigske bydistrikt i Rigsrådets Folketing. Hans hus i Slotsgade 21-23 blev ubetydeligt skadet under bombardementet den 7. april 1864. Allerede i marts 1864 havde han sendt kone og børn ud af Slesvig. 8. maj 1865 til 1883 var han stiftamtmand på Island. Overpræsident i København 1883-1884. Indenrigsminister i ministeriet Estrup 1884-1885. Han er begravet på Holmens Kirkegård. En vej i Sønderborg blev senere opkaldt efter ham.

Indsmugling af Varer i Nørrejylland. I Anledning af Finantsministerens Bemærkninger i Rigsraadets Folkething om Indsmuglingen af Varer i Nørrejylland bemærker "Vesterj. Av," Vi ere desværre nødte til at bevidne, at Finansministerens Hjemmel for de af ham omtalte Smuglerier er fuldkomment paalidelig. Der er her til Jylland i den senere Tid indsmuglet store Masser af toldpligtige Varer, langt ud over hvad det øjeblikkelige Forbrug maaskee gjorde undskyldelig, ja der haves Exempler paa, at man har modtaget toldpligtige, indsmuglede Varer for hamborgsk Regning. En saadan Adfærd paa en Tid, hvor Landet saa at sige vaander sig i Dødskampen, og hvorved man gjør sig en Fordeel paa Statens Bekostning, og det ved vælter en betydelig Deel af den store Skattebyrde, som allerede iforveien stilles i Udsigt, over paa de i Reglen mindre velhavende Medborgere, behøver ikke nærmere at betegnes, men enhver Retsindig maa haabe, at de Tilsagn, der i Thinget ere givne om, at de Skyldige ville blive straffede, maae blive opfyldte. Som vi erfare, er Toldvæsenet her, der med Nidkjærhed har virket imod Smugleriet, saavidt Forholdene have tilladt det, i Besiddelse af værdifulde Momenter til Oplysning for Regeringen, naar denne Saa i sin Tid skal ordnes.

Til disse Bemærkninger føier "Dbl,", at efter Rejsendes Udsagn skal der i Landsbyerne langs med Kongeaaen findes store Oplag af ufortoldede Varer, navnlig Kolonial- og Manufakturvarer samt Tobakker. Af forarbejdede Tobakker er der til de fleste jydske Byer toldfrit indført Partier, i deels fra Hamborg, deels fra Flensborg og Haderslev.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 1. september 1864).

Den danske Regjerings Ønske om, at de danske Nordslesvigere maae beholde dansk Kirke- og Skolesprog, er blevet bevilget, da de Allierede ikke ville udøve en lignende Undertrykkelse som den, for hvis Skyld de have grebet til Vaaben. (!)

Centralkassen i Slesvig har nu udbetalt 10,000 Mk. til de trængende Indbyggere, som især have lidt ved Indqvarteringsbyrderne.

- - -

Der er udstedt en Opfordring til de i Sydslesvig ansatte Præster, som ere det danske Sprog mægtige og have Lyst til at ansættes i Nordslesvig, om at melde sig. Det kniber nemlig med at faae Mænd af "tydsk Tænkemaade" til de ledige Præstekald der.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 2. september 1864).

Thisted, den 3die September. Amtets Beboere kunne vi bringe den Efterretning, at Amtmanden igaar er vendt tilbage hertil. Unter sædvanlige Forhold skulle vi altid indrømme en Embedsmands fulde Befrielse til ganske at forlade sin Embedskreds, saalænge den Folkerepræsentation er samlet, hvori han har Sæde, men det forekommer os, at det under den ualmindelige Tingenes Tilstand, som en fjendtlig BesætteIse medfører, maa være ham magtpaaliggende at opholde sig idetmintste noget iblandt den Befolkning, som hvis Øvrighed han er indsat. Om vi ikke feile, have ogsaa flere Medlemmer af Raadet under Sessionen besøgt deres Embedskreds, medens den var okkuperet. Herfra har imidlertid Kammerherre Rosenkrantz gjort en Undtagelse, da han i over 2 Maaneder ikke har havt sin Fod i Amtet, og Misbilligelsen af hans Fraværelse har derfor dennegang været større end sædvanlig. Den er saameget mere begrundet, som det ikke er nogen Hemmelighed, at Hr. Kammerherren dog har kunnet afsee saameget af Tiden for sin politiske Virksomhed - om den kan benævnes saaledes - , at han har aflagt et kort Besøg paa sit Gods i Jylland. Her modtog han desuden Budskabet om sin Fuldmægtigs Død, og i dennes Hænder var den væsenligste Del af det med Embedets Bestyrelse forbundne Arbejde overladt. Eiheller denne Omstændighed bevægede Kammerherren til at indfinde sig i det ham "anbetroede Amt." Det forekommer os overhovedet umuligt Andet, end at de hyppige Reiser, R. ogsaa ved andre Lejligheder foretager, maa gjøre et Skaar i hans Embedsvirksomhed. Saa ofte at have en konstitueret Amtmand er ialfald en Uting, ikke mindst naar det er en Embedsmand, som derved bliver sin egen Overinstants. At den egenlige Amtmands Fraværelse bringer noget Forkeert ind i Administrationen, tør man endvidere slutte af den Forklaring, som Amtsfuldmægtigen uopfordret afgav i et Fællesmøde af Amtsraadet og Kommunalbestyrelsen under Okkupationen, hvorefter ikke mindre end 3 Personer vare Indehavere af Amtmandsmyndigheden.

(Thisted Amtsavis 3. september 1864).

Gottlob Emil Georg Frederik Rosenkrantz (1803–1884 ) var baron, amtmand og ejer af herregårdene Sophiendal og Liselund. Han var stiftamtmand over Lolland-Falsters Stift, og konstitueret dels som stiftamtmand over Aarhus Stift, dels som amtmand over Ringkøbing Amt. I 1843 amtmand over Thisted Amt i 23 år. I 1866 stiftamtmand over Viborg Stift og amtmand i Viborg Amt i 13 år. I 1879 afskedigedes han efter eget ønske fra statens tjeneste og blev udnævnt til gehejmekonferensråd. Han var medlem af den jyske stænderforsamling 1842-46 og af Rigsrådets Landsting 1864-66.

Handelsberetninger

Kjøbenhavn, den 5te September

Efterretningen om Indsmuglingen af store Partier af Kolonialvarer og Manufakturvarer i Nørrejylland strax efter Fredspræliminariernes Vedtagelse vakte en almindelig Uvillie og fremkaldte i Rigsraadet stærke Opfordringer til Regjeringen om at faa Indsmuglingen standset eller i hvert Fald sørge for, at Vedkommende bleve dragne til Ansvar, saasnart Kongens Myndighed blev genoprettet paa Halvøen. Da saa mange haarde Ord ere blevne talte om Jyderne for denne Sags Skyld, skulle vi ikke videre opholde os ved den umoralske Side af Sagen, men maa dog for Billighedens Skyld bemærke, at Indsmuglingen i nogle af Importørernes Øine ikke ansees for at være et saa aabenbart Bedrageri imod Statskassen, som det i Virkeligheden er. Jyderne have i flere Maaneder levet under et Regimente, der ikke kjendte til Tro og Love, hvor den Stærkeres Villie var Ret, og hvor ethvert Fif, der kunde skade Preusserne, maatte ansees for berettiget. Det er uden Tvivl en meget almindelig Anskuelse i Jylland, at Preussernes Opkrævelse af Tolden og andre Statsindtægter kun paa Skrømt siges at ske for den danske Regerings Regning, og at disse Indtægter regelmæssig finde Vei til Berlin uden nogensinde at vende tilbage til Kjøbenhavn, og den troløse Maade hvorpaa Preusserne ved saa mange Leiligheder ere optraadte, giver denne Anskuelse en vis Berettigelse. For flere af Importørerne staaer derfor Indsmuglingen ikke som et Bedrag imod den danske Statskasse, men som en berettiget Gjengældelse imod Landets Fjender, og seet i dette Lys kan Lovovertrædelsen idetmindste hos nogle af Gjerningsmændene undskyldes. I de fleste Tilfælde er derimod vistnok Indsmuglingen skeet med fuld Bevidsthed om, at den derved besparede Told vilde blive unddragen den danske Statskasse, og det kan derfor kun billiges, naar Handelsforeningen i Odense har vedtaget, at det maa ansees for en Ærespligt for enhver Handlende at afholde sig fra Kjøb af Varer, der ere indsmuglede til Jylland, samt at Bestyrelsen, naar Forsøg gjøres paa saadanne Varers Afhændelse i Odense, offentliggjør det og giver Indberetning derom til Generaltolddirektoratet. Hvad der forundrer os ved at se disse Beslutninger vedtagne og offentliggjorte, det er ikke selve Beslutningernes Indhold, men det Sted, hvorfra de udgaa. Hvis nogen enkelt Kreds af Handlende udenfor Jylland skulde have følt sig opfordret til at protestere imod det skete Misbrug af en midlertidig Mangel paa Tilsyn ved Grændsen og træffe Foranstaltninger til, at Fordelen ved Indsmuglingen ikke kom Indsmuglerne tilgode, saa maatte det være Hovedstadens Handlende. Fra Kjøbenhavns Børs burde saadanne Beslutninger som de ovenfor nævnte cg saadanne Opfordringer til de Handlende om at være opmærksomme paa indsmuglede Varer være udgaaede, og ikke fra en Provindsby. Naar det ikke er skeet herfra, saa er det ikke fordi de kjøbenhavnske Handlende lige saa godt som de odenske føle, at her er skeet et Brud paa den offentlige Moral, som det maa være en Æressag for de Handlende selv at gjøre godt igjen, men fordi her paa Kjøbenhavns Børs ingen Autoritet findes, som i denne eller lignende Sager føler sig kaldet til at optræde i Børsens Navn. Der findes naturligvis ligesaa ærekjære Handlende paa Kjøbenhavns Børs som i Odense, men her er Ingen, som føler sig forpligtet til at gjøre de Skridt, der ere nødvendige for at hævde Børsens Ære. De Mænd, der tidligere ved enkelte Lejligheder have repræsenteret Børsen, ere blevne ligegyldige for Handlens større Interesser, og de, som kunde ønske at antage sig disse Interesser, savne Bemyndigelse fra deres Kolleger dertil.

(Dags-Telegraphen (København) 5. september 1864)

Otto Bache: Orlogsmatroser på landlov. Under våbenhvilen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hjemsendte. Ærøe. 22de til 24de August 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Flensborg skrives til "Kiel. Ztg.", at det har vakt stor Misstemning iblandt det tydske Partie, at Civilcommissairerne have seet sig foranledigede til at kassere Valget af de 5 tydske Magistratsmedlemmer: 2den Borgemester Funke og Senatorerne M. Callsen, I. N. Petersen, Hennings og Jensen. Denne Forholdsregel betegnes som en beklagelig Eftergivenhed imod de dansksindede Deputeredes Fordringer og som ildespaaende for Flensborgs tydske Fremtid.

Den 14de Aug. saae man, efter "Dgst.", for første Gang igjen Dannebroge vaie paa de flensborgske Skibe i Havnen. Man fortæller, at der er gjort Forespørgsel desangaaende til "Civilbehörde", og at man har faaet det Svar, at Dannebroge endnu for Øieblikket er det eneste lovlige Flag for Flensborg og at det slesvigholsteenske ikke maatte bruges. - I Øieblikket have 10 til 12 Skibe Dannebrogs paa Masterne til ikke liden Ærgrelse for Tydskerne, som i den sidste Tid ere lidt modløse, navnlig paa Grund af Preussernes faste Optræden i Anledning af de seneste Skandaler imod de Dansksindede. Prinds Friedrich Carl har udstedt en Dagsbefaling, hvori det bliver de preussiske Soldater befalet at beskytte den dansksindede Befolkning, selv om dette skulde skee med Vaabenmagt.

- - -

Fra Flensborg meddeler "Berl. Td.": I Begyndelsen af indeværende Uge indtraf der 6 permitterede Slesvigere hertil, som havde hjemme i Huusby Sogn. Da de vare komne nordfra igjennem Colding, og det var rygtedes, at mange af de permitterede Mellemslesvigere i nævnte By havde maattet lide Overlast af Befolkningen - hvilket af vore herværende Tydskere var blevet udmalet med de skrækkeligste Farver - , stimlede strax endeel af vore bekjendte Wühlere sammen omkring dem, for at faae Stadfæstelse og om muligt nye Beviser paa de Danskes skrækkelige Barbari og Had imod deres egne Landsmænd, Slesvigerne. Samtlige permitterede Soldater erklærede, at deres Behandling i den danske Hær havde været meget tilfredsstillende, og at alle modsatte Beretninger vare løgnagtige; med Hensyn til Beklædning og Proviantering samt Reisepenge havde de Intet at klage, og fra Befolkningens Side var der ikke viist dem Andet end Velvillie. Vore Wühlere, der helst ville høre grusomme Begivenheder og vare fast bestemte paa, i de hjemkomne Slesvigere at see Martyrer, bleve meget slukørede over Soldaternes Udsagn, og spurgte da, om de ikke i Colding vare blevne overfaldne med Steenkast, hvorved Flere vare dødeligt saarede, saa at de maatte bringes paa Lazarethet, osv. Herom vidste de permitterede Slesvigere Intet at sige; de havde kun seet, at nogle Sydslesvigere i Colding Byes Gader toge en Oprørsfane frem og begyndte at synge "Schleswig-Holstein", hvilket rigtignok gav Anledning til, at de bleve gjennempryglede af Jyderne, uden at Militairet lagde sig derimellem. Efter Soldaternes Mening var denne Straf velfortjent og Ingen havde brudt sig videre om dem. Saaledes maatte da vore Agitatorer, saa nødigt de vilde, vende hjem igjen med uforrettet Sag. Denne Skrivelse sigter rimeligviis til de samme Begivenheder, der i den officielle "Nordd. Allg. Zeit." i en slesvig-holsteensk Correspondence fra Haderslev ere skildrede paa en Maade, der lader forudsætte, at Slesvigerne i den danske Hær ere blevne behandlede paa den meest umenneskelige Maade. Der tales i denne Beretning om frysende, halvnøgne og forkomne Mennesker, om Lemlæstelser og Insulter fra Pøbelen osv., der give "Nordd. Allg. Ztg." Anledning til at holde en lang Forelæsning om Civilisation og Humanitet. Vi troe, at det officielle Berliner-Organ dennegang har været et Offer for den samme Korrespondent, som for kort siden paa det Udforligste skildrede tydske Børns Mishandling ved en dansk Lærer, og senere var nødt til at erklære hele Sagen for usandfærdig. Imidlertid gjør "Nordd. Allg. Ztg."s gruopvækkende Skildring megen Lykke i den tydske Presse, da næsten alle Blade have optaget den som det "nyeste fra Krigsskuepladsen". De senere Beretninger om de fra den danske Hær hjempermitterede Soldater i "Schl.-Holst. Ztg." og andre Partieblade indeholde Intet, der stadfæster hin haderslevske Skildring; el Beviis mere paa dens fuldstændige Usandfærdighed.

- - -

Paa Hovedvagten i Odense har der, efter "Fyens Av." , i længere Tid hensiddet en halv Snees slesvigske Soldater, der have gjort et mislykket Forsøg paa at gaae over til Fjenden i Baade fra Middelfart. Disse Overløbere bleve efter Forlydende ved Commissionsdom dømte til at hænges; men Dommen er i disse Dage bleven formildet til Fængselsstraf i Vridsløselille "paa Kongens Naade".

"Berl. Tid." har fra "flere Menige" modtaget en Skrivelse, hvori de næst efter at fremhæve det Haarde og for Æresfølelsen Saarende i, at de hjempermitterede Soldater, der ikke selv have Raad til at anskaffe sig civile Klæder, maae henvende sig til den private Godgjørenhed og ofte vende hjem klædte som "Lazzaroner", beklage sig over, al der ved Afleveringen, navnlig af Armaturen, er fra det underordnede Commandopersonales Side i Kjøbenhavn forekommet Tilfælde, hvor der med Hensyn til Pudsningen m. v. er stillet Fordringer, som det efter Omstændighederne er umuligt at præstere, og at de, naar disse Fordringer ikke ere blevne opfyldte, have maattet finde sig i at lade sig afkorte et Beløb i den dem tilkommende Afregning under Navn af Reengjørelsesomkostninger.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 22. august 1864).

Ærøeskjøbing. Under Overskriften "Krigsbegivenheder paa Ærø" læses i Dagstel. af 18de ds. Følgende: "Dagen før Vaabenhvilens Udløb indberettede Feltpolitiet, at Fjenden tilsigtede at gaae over til den nævnte Øe om Formiddagen den følgende Dag. Der blev derfor om Natten kastet en Styrke paa 2 a 3000 Mand i Land der. Da de gode Ærøboere vaagnede om Morgenen, bleve de meget forfærdede over, som de troede, pludselig at være geraadede i fjendtlig Vold; men da de havde kjendt "Jenserne", forvandledes Bestyrtelsen til Glæde, og Soldaterne bleve trakterede splendidt. Det var heller ingen ringe Begivenhed paa den lille Øe; thi den havde ikke seet Militair siden 1814. Tydskerne udeblev imidlertid, og Vaabenhvilen indtraadte. Styrken blev trukken tilbage. Dette er for kort Tid siden ogsaa forsvundet, og den idylliske Fredstilstand er vendt tilbage paa Øen, forhaabentlig for mange, mange Tider."

Til denne lidet kuriøst farvede Beretning, der forresten ogsaa er feilagtig, idet Styrken angives til 2 a 3000 Mand, istedetfor at den i Virkeligheden kun var 6 a 700, skulle vi føie et Par Ord, da det jo i selve Dagene ikke var tilladt at yttre sig. Efterat "Jenserne" vare blevne indqvarterede og den første "Bestyrtelse" havde lagt sig, udviklede der sig et gjensidigt fortroligt Forhold imellem Værten og Soldaten, der efter "Jensernes" eget Sigende aldrig noget sted har været bedre: "Saa godt som paa Ærø have vi aldrig havt det!" Naar man saae en Soldat med et Barn ved hver Haand en Aftenstund gemytlig spadsere ned paa "Salonen", hvor der var arrangeret en lille Fest til Ærø for vore Soldater, og der saae den gode gammeldags usminkede Hjertelighed, der af Enhvers Vært vistes, kan man forstaae ovenstaaende Yttring. Det var ogsaa et begeistrende og gribende Øieblik, da Tropperne under Befolkningens Ledsagelse indskibedes, og de hjertelige Udtalelser paa begge sider havde det Præg som naar kjære gamle Venner skilles. Som Svar paa Soldaternes Tak, udtalte en af vore Embedsmænd, at det kun var en meget ringe Erkjendtlighed for alle de Lidelser Soldaten havde udstaaet, og de begeistrede Hurraer fra begge Sider vilde ingen Ende tage. Vi troe saaledes, at Erindringen om disse Øieblikke længe vil bevares af de Soldater, der have gjæstet lille Ærøe, ligesom Beboernes Tanke vil dvæle med Velbehag ved Soldaternes Ophold her, der gav Anledning til saamegen Begeistring, hvorved Kjærligheden til "gamle Danmark" om muligt vandt i Styrke.

Den samme Venlighed vistes Soldaterne paa Landet, ligesom i vor Naboby Marstal, hvorfra vi nogle Dage efter Afreisen havde modtaget Nedenstaaende, men som vi paa Grund af Overkommandoens strenge Forbud ikke dengang turde optage:

"I den korte Tid de faa Soldater vare indqvarterede her i Marstal, var her et særdeles venligt Forhold imellem Værterne og de Indqvarterede; thi de allerfleste af dem, som havde en Mand i Qvarteer, paaskjønnede med megen Deeltagelse, hvad vore modige og tappre Kirgere have maattet døie af Savn og Anstrængelser under hele Krigen, og derfor kom de dem ogsaa imøde med Velvillie og Venlighed, og sørgede omhyggeligen for deres Forpleining i enhver Henseende. Men Soldaterne skjønnede ogsaa med megen Taknemmelighed paa den gode Omgang og Pleie, som de nøde hos næsten alle Familier. Men der blev ikke alene sørget for deres daglige Forpleining med Mad og Drikke; men der blev ogsaa sørget for, at de fik en fornøielig og glad Aften, førend de reiste herfra. Hr. Sandemand Ph. H. Christiansen og Hr. Kjøbmand Aug. Bay foranstaltede, at der blev givet velvillige Bidrag til et Bal for Soldaterne. Dette Bal afholdtes Aftenen den 29 Juli i Gjæstgiver C. H. Bays Locale. Balsalen var meget smukt decoreret, og Balgjæsterne bleve om Aftenen beværtede med Skinke, Kaal og Kage, samt godt Øl og Brændeviin. Efter Bordet blev der dandset til Kl. 5 om Morgenen, og om Natten blev der beværtet med Kaffe og kraftig velsmagende Punsch. Der herskede hele Natten den skjønneste Orden, og hvor muntert det end gik til, saa var der ikke iblandt de sædelige Krigsmænd een, der kunde siges at være pertaliseret. Ogsaa paa det Sidste blev der viist Soldaterne Velvillie og Godhed; thi Alle, saavel Heelboelsmænd som Halvboelsmænd fra Landsbyen marstal, mødte om Morgenen, da Soldaterne skulle reise, med velbespændte Vogne, for at befordre dem til Ærøeskjøbing. Dette skete efter Opfordring af Sandemanden. Endeel unge Piger havde forenet sig om at ledsage de tappre Landsoldater et Stykke paavei, og mødte paa Samlingsstedet. Da Soldaterne vare komne tilvogns, og Toget gik igang, gik Dameselskabet foran og strøede Blomster paa Veien til noget Vesten for Møllen. Her stillede de dem i tvende Rækker, en ved hver side af Veien, og kastede Blomster og Grønt over i Vognene, medens disse kjørte forbi. Dette skjønne Syn trak Medlidenheds og Kjørligheds Taarer af alle de Tilskueres Øine, der med Alvor tænkte over, hvad det betyder at være Soldat, og hvilke Besværligheder og Elendigheder de brave unge Dannemarks Sønner, som forlode os, maaskee gik imøde. Gud ledsage dem paa deres farefulde, men ligesaa ærefulde Vei!"

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 22. august 1864).

Illustration fra det humoristiske ugeblad Kladdaradatsch 21. august 1864: "Wer den Schaden hat, darf für den Spott nicht sorgen. In Wien wird bereits die Friedenspfeife gestopft." ("Den der har lidt skaden, bør ikke forårsage spot. I Wien er fredspoben allerede ved at blive fyldt). Christian 9. serverer tobakken til Bismarcks fredspibe. Fra midten af august modtog Christian 9. adskillige adresser underskrevet af dansksindede nordslesvigere hvori han opfordredes til at acceptere en deling af Slesvig. Den største med 5.678 underskrifter (trods forbud og beslaglæggelser) blev dog sendt til de preussisk-østrigske civilkommissærer i begyndelsen af september hvor man havde erkendt det frugtesløse i at sende dem til kongen.

Allestedsfra regner der Klager ned over den Maade, hvorpaa Krigsministeriet har hjemforlovet vore nørre- og sønderjydske Soldater. Fra Kallundborg klages der over, at 300 fra Holbek permitterede Jyder der i 24 Timer maatte vente paa Dampskibet, der for 10 Mark (!) af deres 2

Rd.s Marschpenge skulde befordre dem til Aarhuus. Kallundborgerne maatte da sørge for at faae disse Folk under Tag og forpleje dem. 300 andre Jyder gik det sammesteds ligesaa. Fra Sorø meldes, at 120 derfra Permitterede af 10de Reg. Intet manglede i at kunne møde paa en Maskerade uden Maskerne; Nordslesvigerne iblandt dem "troede endnu fast paa, at de nok igjen ville komme til at høre til Danmark." Til Frederikshavn ere de Permitterede komne ligesaa usselt klædte.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 24. august 1864).

Hobro. Lemvig. Indqvartering. 20de August 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Voldsomme skildringer af de hjemsendt soldater kunne man læse i tyske aviser, her i oversættelse - originalen står derunder:

Haderslev, 12. august gav Nordd. Allg. Z. følgende beskrivelse af den behandling de udskrevne slesvigske soldater fik af danskerne på denne dato: I nat og i morges kom omkring tusind slesvigere på orlov fra den danske hær igennem her på vej nordpå. Nordslesvigere er endnu ikke kommet. Jeg tror ​​jeg har set alle, og husker kun tre der havde jakker på; de andre bar kun skjorte og hørbukser; nogle bar kun skjorter, underbukser og træsko. Men alle viste et yderst ynkeligt syn. De fattige hvis civile tøj var gået tabt i branden i Sønderborg, måtte købe tøj for deres egne penge før de kunne få orlov og måtte betale enorme priser for de elendige klude. For et par bukser med lapper og sådan som man kan købe på loppemarkedet for et par øre, havde deres ejer 8½ thaler at betale; en voksdugsjakke smurt over det hele med oliefarver havde 8 Thlr. omkostninger osv. De udskrevne der havde været uden våben under krigen og under opsyn af gendarmer måtte kaste volde op, udføre slukningsarbejde og rense udhusene hos borgerne på Fyn, ankom frysende og sultne uden en skilling i formuen. At de der var på vej hjem, måtte vække medlidenhed og trængte til de lokale myndigheders travlhed, kan bevises af følgende enkeltheder for hvis sandhed jeg kalder byen Haderslev som vidne. En løsladt indsat havde en øjenbetændelse så alvorlig, at han var helt blind. Dr. Raben og dr. Hansen tog ham straks til privat logi og lovede at helbrede hans lidelse; da han gik til dr. Raben, besvimede han på den korte afstand han tilbagelagde! Og de danske læger behandlede ikke denne person som de danske myndigheder havde sendt over havet i hørbukser. En anden var blevet dårligt behandlet syd for Kolding af Kolding-borgere som havde slået sig sammen og bevæbnet sig med vejsten for at stene "forræderen". Hele kæben blev brækket og splintret. Knoglestykkerne stak gennem kinden, og ifølge lægerne er den uheldige mand uhelbredelig. En tredje blev så dårligt behandlet af de samme borgere at han pådrog sig et kraniebrud. Han var så fuld af størknet blod at han næsten ikke lignede nogen. En fjerde havde fået sin hals grueligt lemlæstet samme sted, og mange andre var sluppet med lettere kvæstelser. At disse udskejelser mod slesvigerne kunne finde sted overalt, skyldes, at otte-ti af dem sad i vogne, og om natten blev de ganske uventet af 50 til 100 borgere angrebet med en byge af sten. Prins Friedrich Karl telegraferede straks fra Aabenraa til Kolding og beordrede myndighederne til at beskytte de hjemvendte; myndighederne i Haderslev som ville have været opfordret til at tage sig af deres landsmænd, gjorde absolut ingenting.

Hadersleben, 12. Aug. Die Nordd. Allg. Z. erhält unter diesem Datum folgende Schilderung der den entlassenen schleswig'schen Soldaten von den Dänen zu Theil gewordenen Behandlung: Gestern Nacht und Heute Morgen kamen gegen tausend aus der dänischen Armee beurlaubte Schleswiger auf ihrem Wege nack dem Süden hier durch. Nordschleswiger sind noch keine angekommen. Ich meine, Alle gesehen zu haben, und erinnere mich nur Dreier, welche Röcke anhatten; die übringen waren nur mit einem Hemde und einer leinenen Hose versehen; einige hatten nur Hemd, Unterhosen und Holzschuhe an. Alle boten aber einen im höchsten Grade jammervollen Anblick. Die armen Menschen, deren Civilzeug bei dem Brande von Sonderburg verloren gegangen war, hatten, ehe sie beurlaubt werden konnten, für ihr eigenes Geld Kleidungsstücke kaufen, und für die miserablen Lumpen enorme Preise bezahlen müssen. Für ein Paar Beinkleider, die mit Flicken besetzt waren, und wie man sie auf dem Trödelmarkte für einige Groschen kaufen kann, hatte ihr Besitzer 8½ Thlr. zu bezahlen; eine, über und über mit Oelfarben beschmierte Wachstuchjacke hatte 8 Thlr. gekostet u. s. w. Die Entlassenen, welche währen des Krieges ohne Waffen gewesen waren und unter Aufsicht von Gensdarmen Schanzen aufwerfen, Löscharbeiten verrichten und den Bürgern auf Fyne die Abtritte reinigen müssten, kamen frierend und hunrig, ohne einen Schilling im Vermögen her an. Dass die Heimgefahrten Mitleid erregen mussten und der Hülse der Ortsbehörde bedurften, mögen folgende Einzelnheiten beweisen, für deres Wahrheit ich die Stadt Hadersleben als Zeuge aufrufe. Ein Entlassener hatte eine so heftige Augenentzündung, dass er vollkommen blind war. Dr. Raben und Dr. Hansen nahmen ihn sofort in ein Privatlogis und versprachen, sein Leiden zu heilen; als er sich heute zu Dr. Raben führen liess, wurde er von der kurzen Strecke, die er zurückgelegt, ohnmächtig! Und diesen Menschen haben die Dänischen Aerzte nicht behandelt, de dänischen Behörden in einer leinenen Hose übers Meer geschickt. Ein Zweiter war südlich von Kolding von Koldinger Bürgern, die sich hier zusammengerottet und mit Chausseesteinen bewaffnet hatten, um die "Verräther" zu steinigen, so misshandelt worden, dass die ganze Kinnlade gebrochen und zersplittert war. Die Knochenstücke stachen durch die Backe durch, und nack Aussage der Aerzte ist der Unglückliche unheilbar. Ein Dritter war von denselben Bürgern so misshandelt, dass er einen Schädelbruch davongetragen hat. Er war so voll geronnenen Blutes, dass er kaum einen Menschen änhlich sah. Einem Vierten war auf derselben Stelle die Hals grässlich verstümmelt worden, und viele andere waren mit leichteren Verwundungen davon gekommen. Dass diese Excesse gegen die Schleswiger überall stattfinden konnten, kommt daher, dass sie zu achten oder zehnen auf Wagen sassen und in der Nacht, ganz unvermuthet, von 50 bis 100 Bürgern mit einem Steinregen überfallen wurden. Der Prinz Friedrich Karl hat von Apenrade aus sofort nack Kolding telegrafiert und den Behörden befohlen, die Heimkehrenden zu schützen; die Behörde in Hadersleben, die doch wohl auch berufen gewesen wäre, sich ihren Landsleute anzunehmen, hat absolut nichts gethan.

(Eichstätter Tagblatt 20. august 1864).

Som et Exempel paa, hvorledes man i Jylland har været bebyrdet med Indqvartering under Krigen, er det meddeelt os, at en enkelt Mand i Hobro har været lyksaliggjort med ikke færre end 7 Generaler med Stab, ca. 400 Officerer og ca. 3000 Mand foruden Heste og Train. Naar det nu tages under Overvejelse, at ved Siden af en saadan Byrde den daglige Bedrift og Erhverv aldeles har været standset, vil den af kbhvnske. Blade oftere fremsatte Paastand, "at Jyderne ikke have lidt ret meget ved Krigen", lettelig finde sin Vurdering, og det vil være klart, at Jylland ikke i mange Aar vil forvinde Krigens Følger.

- Lemvig var endnu i Fredags besat af ca. 340 Mand østerrigsk (ungarsk) Infanterie, som faaer deres Kost i Byen og ellers opføre sig ret godt. 7 Vogne fra Omegnen ere tilsagte dagligt at møde og være paa Pladsen i 24 Timer, men afbenyttes ikke altid. Den 6te ds. var omtrent det halve Mandskab spadseret til Harboøre og efter 3 a 4 Timers Ophold paa aaben Mark ved Langerhuse reiste de tilbage til Lemvig samme Dag. - Lemvigs Havn er næsten fyldt med de af Fjenden i Liimfjorden tagne Skibe, og det dertil hørende Mandskab, ca. 60 Mand, faae ogsaa deres Forpleining i Byen, saa denne er temmelig haardt medtagen i denne Tid.

- 11te Regiments permitterede Soldater bleve, efter Berl. T., paa Reisen til deres Hjemstavn ved deres Ankomst til Snoghøi modtagne med stor Velvillie samt hilsede med "Hoch" og Hurraraab af Osterrigerne, saasnart disse erfarede, at de her vare trufne sammen med deres gamle Modstandere fra Bustorf, Sankelmark og Veile.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. august 1864).

Illustration fra det humoristiske ugeblad Kladderadatsch 14. august 1864: "Ein Wiegenlied für Drillinge. Schlaft, Kidnerschen, in guter Ruh und schliesst eure scharfen Aeuglein zu. Schlaft, Kindlein, schlaft! Gar wohl bestellt ist eure Sach', liegt schon beim hohen Bundestag. Schlaft, Kindlein, schlaft! Bis der die Sach' entschieden gut, steht ihr in der Allierten Hut. Schlaft, Kindlein, schlaft! Schon eure Enkel werden, traun, den Fürsten dieses Landes schaun. Schlaft, Kindlein, schlaft." (En vuggevise for trillinger. Sov, børn, i god ro og luk jeres skarpe øjne. Sov, små børn, sov! Din sag er velordnet, er allerede i hænderne på den høje Forbundsdag. Sov, små børn, sov! Indtil sagen er afgjort godt, er du i den allierede lejr. Sov, små børn, sov! Selv dine børnebørn vil, tro mig, se prinsen af ​​dette land. Sov, barn, sov). Moder Germanias vuggevise til trillingerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. På væggen hænger bl.a. Bismarck.

Hjemsendte Soldater. 16de til 19de August 1864. (Efterskrift til Politivennen)

I "Middelfart Avis" af 12te ds. skrives: "Vor By frembyder i disse Dage et noget ejendommeligt Syn. I alle Gader seer man Personer bevæge sig, der ere klædte paa en just ikke almindelig Maade, - i Almindelighed i hvide Beenklæder og blaastribet Bluse. Endeel af disse Personer ere gode danske Soldater fra Jylland, der ere hjemforlovede; men endeel Andre have som Tillæg til de nævnte Klædningsstykker et rødt, meget fremtrædende Halstørklæde; hos Nogle bemærker man ogsaa en blaa Kasket med en rød Snor og en hvid Fjer; hos Adskillige sorte Beenklæder, rød Trøie og noget Guult et eller andet Sled. Man gjætter strax, at det er de hjemforlovede sydslesvigske Soldater, der paa denne Maade give deres Glæde Luft over at være blevne "befriede" fra det danske "Aag". Her i Byen, hvor Mange af dem i en Tid have ligget, ville vi aldeles ikke savne dem, deels fordi de ikke altid have trukket en skarp Grændse mellem Mit og Dit, deels fordi vi tidt have været Vidne til deres upassende Opførsel mod deres Overordnede, til at de have viist Foragt og Haan mod det Danske, som de i deres Barndom og Ungdom have lært grundigt at hade. De overføres nu i disse Dage til Snoghøi, cg de ere næppe komne bort fra Udskibningsstedet, førend de stikke de sleevigholsteenske Farver ud og af fuld Hals skraale "meerumschlungen"; Een af disse Herrer havde endog igaar den Frækhed at lægge Haand paa en Officier. Af Østerrigerne paa Snoghøi behandles de imidlertid med fortjent Foragt. Det forbydes dem saaledes at synge Oprørssangen, medens de ogsaa der maae døie "den tappre Landsoldat"; Commandanten der skal have spurgt Nogle, om de nu ønskede at træde i preussisk Tjeneste, og da de meget bestemt sagde Nei dertil, stillede han dem i Udsigt, at dette dog alligevel let kunde blive Tilfældet, og at de da nok vilde faae at vide, hvad det er at være Soldat; en Opsætsig blev straffet med Stokkeprygl. I "Schleswig-Holstein" ville de imidlertid naturligviis foreløbig blive prydede med Laurbærkrandse."

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 16. august 1864).

Bombardement de Middleford par une batterie autrichienne. Plage des bains. Batterie danoise sur le droite de Middleford, a 500 mettres de la ville. Le monde illustré: journal hebdomadaire. 16. juli 1864.

Om de til Jylland ankomne Hjempermitterede hedder det fra Randers i Byens Av. igaar :

"I disse Dage passere en Mængde Hjemforlovede herigjennem nordpaa. De bekræfte destoværre Alle den lidet hensynsfulde Maade, hvorpaa man ved Hjemforlovningen trækker dem af Kongens Tøi og lader de Afklædte frit Valg, om de ville reise hjem uden Klæder eller fægte sig igjennem som de bedst kunne. Vi havde personlig Lejlighed til at tale med Flere, og af disse var især en, en rask Karl af 11te Regiment, skammelig slet klædt. Paa vore spørgsmaal fortalte han Følgende: Ved Afregning modtog jeg den ubetydelige Sum af et Par Daler; jeg havde ikke mere tilgode; Resten var gaaet til Fodtøi og andre Nødvendigheder, da jeg siden Fjenden rykkede nordpaa Intet har kunnet erholde fra mit Hjem. Kongens Tøi, et Par gode Beenklæder og en Vaabenfrakke, der ikke var en Mark værd, maatte jeg af med, om jeg vilde hjem, civile Klæder havde jeg ingen af; jeg maatte da see hvor langt jeg kunde komme med det Par Daler. - "Men De fik Marschpenge?" - Ja 9 Mk. som Forskud paa Marschpengene, mere kunde jeg ikke faae; jeg tillod mig endda at spørge Compagniecommandeuren, hvor vi skulde have Resten; men jeg fik det Svar, at vi havde at henvende os til Lægdsmanden naar vi kom hjem. Altsaa, jeg havde hvad jeg fik. Et Par aflagte Beenklæder skjænkede en Borgermand i Middelfart mig, og for 2 Rd. var jeg saa heldig at faae mig denne lyse Bomuldsfrakke, der, som De seer, ikke er 3 Mk. værd. Beenklæderne var jeg saa uheldig idag ved at stige af Vognen at sprænge, og med mine tomme Lommer veed jeg ikke hvad jeg skulde gjort, naar ikke Hr. X., hos hvem jeg tidligere har ligget i Qvarteer, havde givet mig det Par, jeg har paa. Og saaledes seer De her som en pjaltet Tigger en tapper Landsoldat, som har havt den Glæde at være med hver Gang, man har havt Brug for 11te Regiment, uden at være saa meget som ridset af en preussisk Kugle, og veltilpas, naar jeg kun ikke i min noget mistænkelige Dragt maatte luske forbi de pyntelige Preussere, der see med forundrede Blik paa de i danske Soldaters maleriske Civiluniformer. - "Have I havt nogen Lettelse paa Marschen. fri Befordring f. Ex?" - Jo, jeg maa ikke lyve, fri Overfart fra Middelfart til Jylland. - "Og saa?" - Saa forresten have Tydskerne hjulpet paa os; saa snart vi melde os hos Commandantskaberne i Byerne, beordre de strax saa og saa mange Vogne af Parken til at befordre os."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. august 1864).

Efter at Falkenstein var udnævnt til tysk øverstkommanderende i Jylland 1. august 1864, meddelte den danske regering de jyske embedsmænd at de skulle adlyde hans ordrer. Dvs. ifølge aftalen fra Wien at Jylland skulle ernære den tyske arme. Det preussiske militær fandt imidlertid prisen for høj og begyndte at importere varer fra Tyskland. Da det danske toldvæsen ikke ville udlevere tyske varer der lå i forråd, før der var betalt told, førte det til arrestation af den jyske toldinspektør.

Proklamation til Lemvigs Indvaanere. Kommandanten i Lemvig havde under 1ste ladet trykke og omdele i Lemvig svigende Proklamation: Beboere af Lemvig! Paa Hs, Excell. den kommanderende General, Friherre von Gablenz, min ophøiede Feltherres Befaling besætte vi Østerrigere fra idag af Eders By; vi ere ikke, som Ildesindede have skildret os, Vandaler og Horder af umenneskelige Barbarer, som plyndrende og brandskattende drage gjennem Landet, men som keiserlige Soldater og østerrigske Krigere have vi, som første Lov, medbragt fra vort Hjem Agtelse for Eiendom, Ret og Lov, Saalænge denne Byes Okkupation varer, indestaaer jeg Eder for, at de mig undergivne Tropper, som ere uvante med Udskeielse og Undertrykkelse, ikke ville tillade sig nogen Voldsomhed. Eders huuslige og borgerlige Forhold blive uantastede, dog venter jeg, at der bliver ydet den militaire Autoritet i enhver Henseende ubetinget Lydighed, Kun de, som i Ord og Gjerning sætte sig op imod de Befalinger, som angaaende Jyllands Bestyrelse udgaae igjennem den i Randers af den keis. østerrigske og kgl, preussiske Regering indsatte høie Øvrighed, kun de ville have at tilskrive sig selv, naar deres strafværdige Forhold gjør det nødvendigt at bringe den mig som Stations-Kommandant over Lemvig givne Fuldmagt til Udførelse og lade dem straffe efter Krigsloven. - Lemvig, 1ste August, Dagen efter Vaabenhvilens Udløb. Alfred von Bivenot, Stationscommandant."

(Redacteuren af "Lemvig Avis" har seet sig nødsaget til at fortrække, og hans Bolig er sat under Bevogtning.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 15. august 1864. Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 17. august 1864)

E. H. (tysk xylograf): Vieh- und Weintransport nach Jütland. 1865. Selv om krigshandlingerne var ophørt, skulle tropperne stadig have mad og drikke. Udover at købe det på stedet hos jyderne, blev der også transporteret kvæg og vin fra Tyskland. Tegningen fremstiller formentlig en af disse transporter. På bukken ses en civil kusk, måske en dansk eller tysk bondekarl. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Ærøeskjøbing. Igaar afholdtes den aarlige Fugleskydning, der er en Festdag for hele Byen. Efterat Trommen og Musiken i den tidlige Morgen havde sat det rette Skyttelaugshumør paa Glid, marscheredes som sædvanlig til Skydepladsen, hvorhen i Dagens Løb den øvrige Befolkning valfartede for at feire Aarets Mærkedag. At den alvorlige Tid vi leve i, udøvede sit Tryk paa Stemingen, er en Selvfølge; dog var det rigtig, at Skyttebrødrene flinkt gav Møde og at man samledes i freidig Forening; og selv "Den tappre landsoldat," denne herlige Melodi, der aldrig høres uden dyb Bevægelse, lød snarere trøstende gjennem Gaderne om Aftenen, som et Vidnesbyrd om den dybe Grundtone, den Kjærlighed til alt hvad der er Dansk, som rører sig i Folkets Hjerter; ved Siden af lød de klare Børnestemmers smukke: "Stolt med opreist Pande!" osv.

Foreløbig bemærkes, at Smedemester Christensen iaar blev Fuglekonge.

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 19. august 1864).

De Hjempermitterede slesvigske Soldater kunne ikke vente med at istemme Oprørssangen til de komme paa slesvig-holsteensk Grund, men allerede midt blandt den danske Befolkning høres de skraale den. For nogle Dage siden opvartede de saaledes i Hs. Maj. Kongens ! Nærværelse med Oprørssangen. Dette har efter "Alt. M." havt til Følge, at Hs. Majestæt, der blev meget opbragt herover, strax befalede at standse med alle frie Overfarter, og desaarsag kom det Skib, der forleden hentede de i Lasarretherne i Flensborg værende saarede Danske, ganske tomt til Flensborg. En stor Deel af de hjempermitterede Slesvigere gaae derfor over Snoghøj og maae saaledes passere Kolding, hvor Indbyggerne, ifølge samme Blad, ere saa "giftige", at de ikke engang ville lade dem komme ind i Værtshusene, men lukke Dørene for dem. Saavel "Nordd. Allg. Ztg." som "Alt. M." og "Nordsl. Td." omtale et Overfald, der Syd for Kolding skal være bleven udført paa de hjemvendende Slesvigere, og ved hvilken Lejlighed En fik et Kindbeen knust, saa at Benene stak ud gjennem Kinden, en Anden fik et Brud paa Hjerneskallen, en Tredie fik sin Haand lemlæstet, og mange Andre erholdt lettere Saar. Dette Overfald, der dog lalfald næppe har fundet Sted uden Foranledning fra de oprørske Soldaters Side, siges at være udført af 50 til 100 af Kolding Byes Borgere, der pludselig ved Nattetid overfaldt Vognene, der kom kjørende enkeltviis med de Hjemvendende, og kastede med Chaussestene paa dem. Prinds Friedrich Karl skal fra Aabenraa strax have telegraferet til Kolding og befalet de der i værende Autoriteter at beskytte de Hjemvendende, Det hedder ogsaa, at nogle af Gjerningsmændene skulle være paagrebne. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 19. august 1864).

Troværdigheden i disse beretninger hvad angik overfaldene blev draget i tvivl i danske og tyske aviser, som citerede nogle af de indblandede slesvigere da de kom til Flensborg. Tyske aviser påpegede at i den usikre situation der var opstået under fredsforhandingerne, florerede en masse rygter som var uden hold i virkeligheden, men som skulle underbygge den ene eller anden teori om hvad der var ved at ske. Beretningerne fortsatte imidlertid august ud, se kommende afsnit.