Jyder og Kjøbenhavnere. 8de til 12te September 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Ribe, den 6. September.

Efterat der allerede tidligere fra Kommunalbestyrelsen er indgivet tvende Andragender til Indenrigsministeriet, dels om Ophævelsen af Toldgrændsen ved Kongeaaen, saaledes at Ribe atter kan komme i uhindret Samkvem med den øvrige Del af Kongeriget, dels om at dets Opland, som strækker sig 3 Mil syd for Ribe maa bevares, er der i Søndags af en stor Forsamling af Næringsdrivende heri Byen vedtaget og underskrevet følgende Andragende til Finansministeriet:

"Vi undertegnede Beboere af Ribe hen vende os til det høje Finansministerium med den mest indtrængende Begjæring om, at det maa lykkes Ministeriets Bestræbelser snarest muligt at inddrage Ribe By under samme Toldbestyrelse som det øvrige Jylland, saaledes at Ribe Byes Opland nord for Kongeaaen ikke afskjæres fra Samkvemmet med Byen ved en Toldgrændse. 

Det Tryk som for Tiden hviler paa Ribe paa Grund af Toldgrændsen ved Kongeaaen, er af en langt mere indgribende og ødelæggende Beskaffenhed end Krigstilstanden, efterdi Ribes Beliggenhed gjør hele dens Existens afhængig af en fri og uhindret Samfærdsel med det øvrige Jylland. Vel har Ribe By en stor Interesse af sit Opland mod Syd og Øst, og det vil navnlig naar en Toldgrændse skal drages syd for Byen være af overvejende Vigtighed for dets materielle Velvære at Oplandet ikke formindstes, og at Grændsen drages saa sydlig som muligt; men dette kan tog ikke sættes i Sammenligning med Betydningen af Oplandet nord for Byen.

Det vil ikke alene være overflødigt, men tillige umuligt, at opregne alle de særlige Tilfælde, som virke saa ødelæggende paa Byens Næringsdrift paa Grund af at Toldgrændsen adskiller os fra det øvrige Jylland, da vi bedst betegne Tilstanden, naar vi sige at Ribe hurtig og grundig bliver ødelagt saafremt denne Tilstand skal vedvare blot i nogen Tid, og at dets Existens som Kjøbstad og Handelsby fuldstændig maa ophøre og Byen reduceres til en agerdyrkende Flække, saafremt der ikke hurtig raades Bod paa denne anomale Tilstand; men vi ville dog tillade os at nævne, at foruden at Byens Haandværkere og Industridrivende samt de Handlende hvis Næringsvej er indskrænket til det nærmeste Opland, mindst nu savne over Halvdelen af deres Kunder, og saaledes ogsaa Værtshusholdere og Arbejdsbefolkningen de med Bondens Frekvens nødvendige Beskjæftigelser og Fortjeneste, saa tæller Ribe desforuden flere ikke ubetydelige industrielle Bedrifter og Handelsforretninger, hvis Omraade strækker sig langt videre end til det nærmeste Opland, ja endogsaa et af Landets største Manufakturer, som beskjæftiger og ernærer et stort Antal Mennesker, og hvis Virksomhed øjeblikkelig maa ophøre saafremt Samkvemmet med det øvrige Danmark endnu længere forhindres.

Vi tillade os derfor indstændigst at andrage at indtil Grændsen syd for Byen reguleres Ribe maa ligesom under forrige Vaabenhvile faa sit tidligere danske Toldvæsen sat i Virksomhed, og den dermed følgende Forbindelse med det øvrige Kongerige retableret.

Denne vor indstændigste Begiæring anbefale vi til det høie Finansministeriums særlige Omsorg.

(Ribe Stifts-Tidende 8. september 1864).

"Aarhuus Avis" indeholder en Artikel: Jyderne og Kjøbenhavnerne, hvori det ibl. A. hedder: "Naar man taler med Kjøbenhavnerne om Jyllands Stilling under det sidste halve Aars Krigsforhold, da er det ikke ganske ualmindeligt at høre den Mening udtale, at afseet fra det moralske Tryk, som ved den jydske Hærs Occupation ubestrideligt har maattet hvile paa Befolkningen, saa have Jyderne dog i materiel Henseende ikke været saa ilde stedte, - ja at der tvertimod endog skulde være tjent gode Penge ved de tydske Tropper. Hvor falsk denne Anskuelse er, kan vistnok enhver Anden end en rigtig "indfødt" Kjøbenhavner ved  en Smule Eftertanke sige sig selv uden videre Beviis, og desværre vil ogsaa for ham Eftertiden give den Overtydning, som i Øieblikket kun kan opnaaes ved nogen sund Menneskeforstand. Men Aarsagen til denne vrange Mening turde maaskee kunne paavises, og vi for vort Vedkommende søge den nærmest i den Omstændighed, at den kjøbenhavnske Presse har været overmaade slet betjent med Hensyn til Efterretninger fra Jylland under Krigen, medens den uafladelig gav i mange Henseender overdrevne og upaalidelige Beretninger om, hvad der passeredc herovre, er det meget sandsynligt, at naar da en "ærlig Jyde" i Samtale med Kjøbenhavneren senere gjorde opmærksom paa de store Overdrivelser og upaalidelige Meddelelser, saa har man derfra sluttet sig til, at ogsaa hvad der virkelig blev urokket som Sandhed kunde slaaes hen som Overdrivelse. Hvad der saaledes med temmelig Sikkerhed kan paavises som Aarsagen til de vrange Forestillinger om den materielle Tilstand herovre, turde muligt ogsaa gjælde med Hensyn til den Ukyndighed om Stemningen, som har viist sig og viser sig at herske hos vore kjøbenhavnske Medborgere." - Medens vi ikke kunne anerkjende, som f. Ex. af "Fdrl." paastaaet, at nogen væsentlig Forandring er foregaaet med Hensyn til Jydernes Følelse og Tænkemaade ligeoverfor Fædrelandets Sag og Vurderingen af Frihedens Goder, kunne vi paa den anden Side ikke dølge, at der vistnok er foregaaet nogen Forandring i Henseende til med hvilke Øine Jyderne betragte Københavnerne som staaende i Spidsen og givende Tonen an for Folkestemningen i Landet. Det Omslag, som greb den kjøbenhavnske Befolkning i Midten af Juli, var saa pludseligt og fik saa stærkt Charakteren af at være hidført ved personlig Frygt for at Hovedstaden selv skulde komme til at føle Krigens umiddelbare Byrder, at man ikke kan fortænke Jyderne, naar de ere komne til at nære Tvivl om der virkelig er noget Hold i de ofte saa fordringsfuldt fremtrædende kjøbenhavnske Stemninger. Naar man faaer Øinene opladte for, med hvilken Lethed Hovedstaden fra en stærk patriotisk Stemning kunde gaae over til en panisk Skræk, saa faaer man ikke de bedste Tanker om, hvorledes de 100,000 maanedlige Tivolibesøgere vilde kunne underkaste sig sen Selvfornægtelse og Tilsidesættelse af al personlig Beqvemmelighed og Forlystelse, som følger med en fremmed Occupation. Men naar man da, efter at Faren er overstaaet, seer de samme Medborgere, hvis Hjerte nys var sjunket saa langt ned, atter begynde at reise sig paa Tæerne og, forglemmende det Exempel, de selv have givet, begynde at ville tage Jyderne i Skole for deres Holdning, saa kunne vi ikke tilbageholde den Advarsel, at skal Kløften imellem Kjøbenhavnerne og Provindsbeboerne ikke udvides, saa bør de Første i Erkjendelse af, al de ved deres egen Optræden for endeel have tabt den Position, som de tidligere indtoge, lade de Sidste selv raade for deres Stemninger og Holdning. Og hvad Jyllands Stemning angaaer, da troe vi at kunne udtale, at den ingensinde har været eller er anderledes, end at dens Beboere med Resignation ville bære de Byrder og de Lidelser, som Fædrelandets sande Vel kræver af det, men at de ikke ville fortsætte Selvopoffrelsen alene for at kunne følge med i hensigtsløse og unyttige Demonstrationer, som væsentligt faae Udseende af en reent personlig Opposition."

Fra den 20de April til den 16te August har der i Hobro dagligt i Gjennemsnit været indqvarteret: 64 Officerer, 1060 Underofficerer og Menige samt 203 Heste, hvilket for del samlede Tidsrum giver del forbavsende Facit af: 7016 Officerer, 115,506 Underofficerer og Menige og 32,006 Heste. Der har været Dage, da Byen har havt en Indqvartering af 125 Officerer, 2400 Underofficerer og Menige samt 700 Heste. Naar man ved Siden deraf - siger Byens Av. - seer hen til den Plads, som har maattet afgives til Vagtlocaler, Lazarether, Bureauer, Magaziner m. m., vil det ikke kunne bestrides, at Hobro i Forhold til sin Størrelse (c. 150 Huuseiere med henimod lige saa mange Leiere) har havt sin Deel af den allierede Armee indenfor sine Mure, og at Beboerne finde Byrden trykkende, er neppe uden Grund.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 9. september 1864).

Illustration fra det humoristiske ugemagasin Kladdaradatsch 25. september 1864: "Die wiener Conferenz zur Beschaffung eines billigen Friedens mit Dänemark möchte schon gern thätig sein, allein de Fachmänner-Commission liefert ihr nicht die gehörigen Vorarbeiten."

Silkeborg, den 12te Septbr.

- Ifølge indløben Ordre til de her og i Omegnen i den seneste Tid indkvarterede Batailloner af Elisabeth-Garden, forlade de imorgen Egnen. Disse Tropper, der bestaae af Schlesiere og Posenere, efterlade her det bedste Lov for Disciplin, Orden og Mandstugt. Den her paa Silkeborg værende Bataillonskommandeur Major v. Pannervitz og Kommandanten Premierlieutenant v. Bentheim have i alle Forhold, hvori de ere komne i Berøring med Autoriteterne og Beboerne, viist særdeles Forekommenhed, Velvillie og Humanitet. Om denne Afmarsch sydpaa er eensbetydende med at Jylland skal rømmes af de allierede Tropper eller ikke, derom haves endnu ikke Vished; men det er dog sandsynligt at det forholder sig saaledes. Foreløbig, hedder det, vil det i Viborg og Skive garnisonerende 50de Regiment komme hertil, om kun paa Gjennemmarsch vides eiheller med Vished.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 12. september 1864)

Oversættelse af tyske artikler, oversættelse følger nedenfor:

Fra Østslesvig, 5. sept. I et brev fra "Alt. Nachr." læser vi om den nuværende tilstand i Dybbøl og Sønderborg. Derefter blev gårde genopbygget fra de nedbrændte gårde, og af de 50 ruingårde i Dybbøl kommune er mere end 20 i øjeblikket ved at blive fuldt genopbygget; Af de 28 beboelseshuse, der udgjorde selve landsbyen Dybbøl, er kun 7 forblevet beboelige, de resterende 21 skal fuldstændig bygges op fra grunden sammen med udhusene. At flere udlejere der og i Sønderborg endnu ikke har besluttet at rydde murbrokkerne og opføre en ny bygning, skyldes i høj grad mangel på midler snarere end mangel på arbejdskraft. Folk var forbløffede og henrykte over de store donationer, der strømmede fra den tyske brodernation til at hjælpe indbyggerne fra syd, som var så uheldige og skadede som følge af krigen i Dybbøl, i Sønderborg og på Als, men beklagede at disse store beløb var næppe mere end en dråbe i ulykkens store hav; skaden er sådan at den kun kan helbredes over tid og gennem statslige midler. I Sønderborg kan man stadig se hele gader ligge i ruiner.

Aus dem östlichen Schleswig, 5 Sept. Einem Brief der "Alt. Nachr." entnehmen wir einiges über den gegenwärtigen Zustand Düppels und Sonderburgs. Darnach war von den niedergebrannten Gehöften Stabegaarde wieder aufgebaut, und von den gegen 50 im ganzen ruinirten Landstellen in der Gemeinde Düppel sind zur Zeit über 20 im vollen Aufbau begriffen; von den 28 Wohnhäuser, aus welchem das Dorf Düppel selbst bestand, sind nur 7 bewohnbar geblieben, die übrigen 21 müssen mit den Nebengebäuden von Grund auf neu wiederhergestellt werden. Dass mehrere Hauswirthe daselbst und in Sonderburg noch nicht zum Aufräumen der Schutthausen und zum Neubau sich entschlossen haben, liegt grösstentheils mehr am Mangel der Geldmittel als der Arbeitskräfte. Man war erstdaunt und hoch erfreut über die grossen Geldspenden welche als Beihülfe den durch den Krieg in Düppel, in Sonderburg und auf Alsen so unglücklichen und beschädigten Einwohnern aus dem Süden von dem deutschen Brudervolk zoflossen, bedauerte jedoch nebenbei dass diese grossen Summen kaum mehr als ein Tropfen ins grosse Meer des Unglücks sey; der Schaden seu überhaupt von der Art, dass er nur in der Länge der Zeit und durch Staatsmittel geheilt werden könne. In Sonderburg sieht man noch ganze Strassen in Trümmern liegen.

(Allgemeine Zeitung 12. september 1864)

Fra Nordschlesvig, 7. Sept., "Schl. Ztg." skrives: "Som allerede nævnt tidligere lykkedes det de nye slesvigske gendarmer at arrestere nogle få agitatorer i Haderslev Amt som var i gang med at indsamle underskrifter fra landsbefolkningen til en adresse til kongen af ​​Danmark for at forblive under den danske krone. Disse folk er studerende på Københavns Universitet eller landsbyskolelærere. I de sidste par dage er der foretaget en husransagning i Aabenraa Amt hos en fanatisk indvandret dansk landmand, og forberedelser til en adresse med lignende indhold fundet hos ham. Det er meget beklageligt at man her stadig kan finde folk villige til at udføre sådanne aktiviteter, men de indsamlede underskrifter er meget få og kommer næsten udelukkende fra uvidende tjenere.

Aus Nordschleswig, 7 Sept., wird der "Schl. Ztg." geschrieben: "Wie schon früher erwähnt, istd es im Amte Hadersleebn den neuen schleswigischen Gendarmen gelungen einige Agitatoren zu verhaften, welche bei dem Landvolk für eine Adresse an den Konig von Dänemark behufs ferneren Verbleibens bei der dänischen Krone Unterschriften sammelten. Diese Leute sind als Studenten der Universität Kopenhagen, resp. als Dorfschullehrer, recognoscirt worden. In den letzten Tagen hat man im Amte Apenrade bei einem fanatischen eingewanderten dänischen Bauern Hausdurchsuchungen gehalten, und bei ihm Vorbereitungen zu einer Adresse von änhlichem Inhalt gefunden. Es ist sehr zu bedauern dass sich hier zu dergleichen Umtrieben noch Leute bereit finden lassen, doch sind die gesammelten Unterschriften sehr spärlich, und rühren fast nur von unwissenden Dienstboten her.

(Allgemeine Zeitung 12. september 1864)

Indsamlingen af underskrifter til en adresse var dog en del større end der antydes i artiklen. Den havde til formål at få den dansktalende del af Slesvig længst mod nord og på Als til at blive udskilt fra Slesvig. Adresserne blev sendt til civilkommissærerne og til kongen i København. En løsning som meget minder om det som blev til virkelighed ved afstemningen i 1920. Der blev også appelleret til den tysktalende del af Slesvig om at støtte op bag dette ønske. Bevægelsen havde formentlig sit udspring i klubben "Harmonie" i Haderslev. I Haderslev blev på samme tid dannet en Turnerforening af den tyske befolkning. 

Skive. Det her i Byen liggende preussiske Militair blev igaar forøget med et Compagni Infanteri, saa her nu for Øieblikket ligger en Bataillon Infanteri og 1 Eskadron Husarer.

- Rigsraadsmedlem, Proprietær Brinck Seidelin til Østergaard i Salling blev i Løverdags Aftes af det pressiske Militair indbragt hertil Byen som Arrestant. Efter et kort Ophold her førtes Hr. Brinck-Seidelin under militair Bevogtning til Viborg, hvorfra han efter Sigende skal føres til Aarhuus.

(Skive Avis 12. september 1864)

Brinck-Seidelin blev løsladt efter 3 dage. Og senere forsøgt arresteret senere, men han var da bortrejst. Falkenstein truede med at beslaglægge hans ejendom, men den 7. november 1864 sluttede sagen med at militærguvernøren afgjorde:

"Da sich aus dem Berichte des Amthauses vom 4te d. M. herausgestellt hat, dass der Proprietær Brinck-Seidelin kein Proprietair ist, so erledigen sich damit die gegen seine Besitzung angeordneten Massregeln von selbst." (Sjællands-Posten 14. november 1864).

Det er uvist hvilken Brinck-Seidelin der er tale om. Embedsmanden Ludvig Christian Brinck-Seidelin (1787-1865) havde været medlem af stænderforsamlingen og af den grundlovgivende rigsforsamling. Men han havde ikke sæde i Rigsdagen eller Rigsrådet. Hans søn, Johan Christian Brinck-Seidelin (1827-1908) købte i 1871 Salling Østergård. Han sad i Folketinget fra 1864 og siden i Landstinget 1866-1875. I 1866 angives hans stilling som proprietær.

Ved valget til rigsrådets folketing i maj 1865 blev Brinck-Seidelin slået med 318 stemmer mod hans egne 264 stemmer af gårdmand Lybye i Viborg Amt.

Under overskriften "Ein neuer Donats" har Bismarck snuppet Danmarks venstre ben, Slesvig-Holsten. Han siger: "So, üb' Dich schön, mein Sohn! Es wird schon geh'n!" En stemme fra venstre siger: "Und wenn Du fällst, dann hast Du hier 'ne Stütze." Fra "Leuchtkugeln", 1. september 1864.

Uskyldig dansk Spion benaadet. 6te til 7de September 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk notits, original nedenfor:

Den nye borgmester i Aabenraa, Richardi, fratrådte sit embede og vendte tilbage til Kiel, fordi byens slesvig-holstenere krævede mere hensynsløse fremgangsmåder mod de dansksindede borgere, end han ville beskæftige sig med, og fordi han ikke kunne lide forhold overhovedet. Advokat Gottburgsen i Rendsburg, hjemmehørende i Slesvig og tidligere medlem af centralkomiteen for slesvig-holstenske foreninger, er nu trådt i hans plads.

Der neue Bürgermeister in Apenrade, Richardi, hat sein Amt aufgegeben und ist nach Kiel zurückgekehrt, weil die Schleswig-Holsteiner der Stadt ein rücksichtsloseres Verfahren gegen die dänischgesinnten Bürger von ihm forderten als worauf er sich einlassen wollte, und weil ihm überhaupt die Zustände nicht gefielen. An seine Stelle ist nun Advocat Gottburgsen in Rendsburg, ein geborner Schleswiger, bisher Mitglied des Centralausschusses der schleswig-holsteinischen Vereine, getreten.

(Allgemeine Zeitung 6. september 1864)

Richardi havde afløst borgmester Peter Iver Julius Lunn (1813-1907) som sammen med herredsfoged Bluhme var blevet sat i husarrest i april 1864 da man mente at have fundet beviser for at de havde hemmeligt samkvem med danskerne på Als. Lunn havde været borgmester, byfoged og byskriver i Aabenraa siden 1850. Han blev løsladt og afskediget en måned efter. Han blev derefter herredsfoged og skriver i Hasle, Vester Lisberg, Framlev og Sabro herreder fra 1866.

Den som Spion af Østerrigerne fængslede, nu frigivne pension. Vagtmester Johnsen skriver i "Cold. Av.": "Den 9de Marts d. A. blev jeg paa Veien fra Colding til Veile fængslet som formeentlig Spion og hensad i Fængslerne i disse tvende Byer indtil den 30te Mai. inden min Dom faldt, som lød paa 10 Aars haardl Fængsel i svært Jern. Den 1ste Juni, om Morgenen Kl. 4½, blev jeg bortført, Hænder og Fødder sammenlænkede. Min Doms Fuldbyrdelse var begyndt! Samme Dags Aften modtog min Kone en Gave fra en Østerriger, overbragt af tvende Officerer, af 10 preussiske Thaler med den Bemærkning: "de Smaa maatte ikke lide Nød!" Den samme Østerriger tilskrev under 10de Juni en dansk Embedsmand, at det var ham en kjær Pligt at kunne meddele denne, at han havde indsendt et Bønskrift til sin Herre, Keiseren, om at benaade mig ved den kommende Fredsslutning. Keiseren havde paalagt ham til den Tid at minde Allerhøistsamme om Bønnen. Østerrigeren tilføiede: "Idet jeg har den Ære at tilmelde Deres Høivelbaarenhed dette med Tilføiende, at jeg i rette Tid ikke skal undlade at gjøre de fornødne Skridt, beder jeg Deres Høivelbaarenhed godhedsfuldt at underrette Madam Henriette Johnsen herom, for at dette kan tjene den uskyldige Familie til Trøst." Men hvem var da denne Mand? Hvem var da denne østerriger, der i et fjendtligt Land handlede saaledes imod en Mand og hans Familie, som de østerrigske Krigslove havde dømt saa haardt? Denne Mand er Generalfeldtmarschallieutenant i den keiserlige Armee. Hans Navn er von Gablenz!"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. september 1864).

Den danske Menighed i Flensborg vil efter Forlydende ikke blive ophævet, som det har været fortalt i tydske Blade, men derimod ville samtlige dens Privilegier blive den fratagne, saa at blandt Andet Menighedsmedlemmerne ville blive nødsagede til tillige at være i en af Byens tydske Menigheder og betale Afgifter begge Steder, hvoraf Følgen naturligviis vil blive, at den uformuende Deel af Menigheden vil tråde ud, fordi den ikke har Raad til al betale til to Præster paa engang for alle mulige kirkelige Handlingers Foretagelse, Og netop blandt den fattige Deel af Flensborgs Befolkning rekrutteredes den danske Menighed for en stor Deel, Man har desuden ogsaa paa anden Maade sørget for at gjøre Folk kjede af at gaae til dansk Gudstjeneste, thi efterat have afskediget begge de i Menigheden meget afholdte danske Præster Graae og Munch, har man nu til dansk Præst udnævnt en Person, hvem uden Tvivl meget faa af Flensborgs dansksindede Borgere ønske at benytte som Præst - nemlig en vis theologisk Kandidat Karstens, der er en Skolelærersøn fra Grumtofte i Angel. Han har udelukkende studeret ved Kjøbenhavns Universitet og har bl. A, under sit Ophold der i Byen ligget paa Regentsen, og har efter den Tid været Huuslærer paa en Herregaard i Sjælland, Da det imidlertid begyndte at see ud til, at Danmark skulde miste Slesvig, og der desuden blev saa mange Præstekald ledige ved de danske Præsters Forjagelse, besluttede Hr, Karstens ogsaa at drage over til Slesvig og tilbyde Civilkommissairerne sin Tjeneste, hvad han da ogsaa udførte. Civilkommissairerne (eller nok snarere den nye slesvigske Superintendent, Provst Godt i Grumtofte) fandt imidlertid Hr. Karstens's Fortid noget mistænkelig, og man betydede ham derfor, at han enten skulde modtage Embedet som dansk Præst i Flensborg eller ogsaa slet ikke vilde blive befordret. Uagtet det uhyggelige Forhold, som han jo kunde forudser at ville komme til at staae i til sin Menighed, tog han imod Embedet og vil nu en af Dagene blive indsat. At den danske Menighed imidlertid ikke vil komme til at blomstre, medens Hr, Karstens er Præst, er sikkert nok, og det er vel ogsaa de nye tydske Magthaveres Ønske, - De danske Borgerskoler i Flensborg ville rimeligviis ogsaa om nogen Tid paa en eller anden Maade blive ophævede eller bragte til at uddø (Dtlgr.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. september 1864).

Gomme Frederik Aug. Graae var præst ved Helligåndskirken 1851-1864, og Frederik Vilhelm Munck kateket 1862-1864. S. Karstens fungerede som kateket i 1864. Herefter blev han præst i Kliplev 1865-1906.

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Altona, 3. sept. Den tysksindede befolkning giver også indrømmelser til Preussen i Sundeved og på Als, dog kun med forbehold for anerkendelse af den uafhængige hertug Frederik VIII, for hvem embedsmændene hidtil har vist meget lidt råderum til Slesvig, og som tværtimod understreger at Slesvig og selv Schauenburg-andelen i Holsten overgik i de tyske stormagters retmæssige besiddelse. I Gråsten udtalte "Sundevedforeningen" sig, som jeg ville nævne, for hertug Friedrichs nært forestående magttiltrædelse, for forening med Preussen i de tre kendte henseender og imod Scheel-Plessens repræsentation af hertugdømmerne; ligeledes i Augustenborg på Als hvor foreningen for ovennævnte hersker der skulle regere "i kraft af befolkningens vilje (d.v.s. tysksindet) og i kraft af den ældgamle statsret", ligeledes med resolutionerne fra byrådet i Neumünster, som også indrømmede at underordne sig under Preussen, for så vidt som en sådan kræver tysk interesse, og erklæret mod friherre. v. Scheel-Plessen. Flere og flere dels byer, dels landsamfund i Holsten (f.eks. flækken Pretz, som ikke havde sendt nogen, gennem flækkekollegiet, de slesvig-holstenske foreninger i Wandsbeck og i Flintbeck sogn) bliver også mere og mere involveret, så at det er et tåbeligt foretagende af "Nordd. Allg. Ztg." at skulle sætte bystyret ud af trit med befolkningens vilje. I Husum derimod hvor stemningen, som nye rapporter bekræfter, generelt er blevet meget trykket, har borgerforeningen (Slesvig-Holsten) udtrykt interesse for den der fremsatte ansøgning om at tilslutte sig byrådets beslutninger, og dermed kan bykollegierne, der som nævnt havde stemt for en midlertidig regering og øjeblikkelig annektering til Preussen, for at give et mistillidsvotum, ikke blive enige. -

Altona, 3 Sept. Die deutschgesinnte Bevölkerung kommt Preussen auch im Sundewitt und auf Alsen entgegen, aber nur unter Vorbehalt der Anerkennung des selbsständigen Herzogs Friedrich VIII, für welchen Schleswig herauszugeben die Officiösen bis jetzt sehr wenig Luft zeigen, die im Gegentheil hervorheben dass Schleswig und sogar der schauenburgische Antheil an Holstein in den rechtmässigen Besitzt der deutsschen Grossmächte übergegangen seyen. In Gravenstein hat sich, wie ich erwähnen wollte, der "Sundewitter Verein" für Herzog Friedrichs alsbaldigen Regierungsantritt, für den Anschluss an Preussen in den bekannten drei Beziehungen und gegen Scheel-Plessens Vertretung der Herzogthümer ausgesprochen; ebenso hat sich in Augustenburg auf Alsen der Verein für den genannten Herscher, der "kraft des Willens der Bevölkerung (d. h. deutschgesinnten) und kraft des uralten Landesrechts" zu regieren habe, ferner für die Beschlüsse des Neumünster'schen Städtetags, die ja ebenfalls Unterordnung unter Preussen zugeben, soweit solche das deutsche Interesse fordert, und gegen den Frhrn. v. Scheel-Plessen erklärt. Den beschlüssen des Städtetags treten auch immer mehr theils städtische, theils ländliche Gemeinden in Holstein (so z. B. der Flecken Pretz, welcher ihn nicht beschickt hatte, durch das Fleckenscollegium, die schleswig-holsteinischen Vereine zu Wandsbeck und im Kirchspiel Flintbeck) bei, so dass es ein thörischtes Unternehmen der "Nordd. Allg. Ztg." war den Städtetag ausser Zusammenhang mit dem Willen der Bevölkerung zu setzen. In Husum dagegen, wo, wie neue Nachrichten bestätigen, die Stimmung überhaupt sehr gedrückt geworden ist, hat sich der Bürger-(schleswig-holsteinische) Verein über den dort gestellten Antrag, den Beschlüssen des Städtetags beizutreten und so den Stadtcollegien, welche, wie erwänht, für Interimsregierung und unmittelbaren Anschluss an Preussen gestimmt hatten, ein Mistrauensvotum zu geben, nicht einigen können. -

(Allgemeine Zeitung 7. september 1864. Fra omkring dette nummer begyndte nyheder fra Slesvig-Holsten at vises under "Deutschland" og ikke så før i et selvstændigt afsnit i denne avis).

Illustration fra det humoristiske ugemagasin Kladderadatsch 25. september 1864: "Folgen des Eigensinnes eines Mannes, der sich seinen Rock mit wenigen Ausbesserungen hätte erhalten können, und nun leicht den schönsten Theil desselben verlieren kann" (Konsekvenser af stædigheden hos en mand, der kunne have beholdt sin frakke med få reparationer, og som nu let kan miste den smukkeste del af den). Bladet vurderede altså at pga. Christian 9.s egensind ville han ikke have små forbedringer af sin frakke, og på grund af det nu risikerer at miste begge frakkeskøder, Slesvig og Holsten.

Jylland 1ste til 5te September 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Forholdene i Nørrejylland. Fra Aarhuus have vi modtaget følgende Skrivelse: Hr. Redakteur! Da der fra forskjellige Folk, som komme fra Kjøbenhavn, fortælles, at man i Hovedstaden hyppig antager, at vi Jyder tjene ved Okkupationen, tillader jeg mig et bede Dem optage disse Linier som en Protest imod en saadan Antagelse. Det skal villig indrømmes, at Enkelte tjene ved Okkupationen, men disse Enkelte ere navnlig Værtshusholdere, Ølbryggere og Photographer; den øvrige Befolkning har derimod i Reglen kun Udgifter paa Grund af Indqvarteringen. Jeg veed jo nok, at man har talt en den uhyre Masse Varer, som ere førte over Grændsen, uden at der er betalt Told af dem; men man maa herved bemærke, at det kan være tvivlsomt, om Massen virkelig er saa stor (der skal i alle Tilfælde nøiagtige Oplysninger til, og vistnok langt nøiagtigere Oplysninger end man har desangaaende); Meget af det, som er ført over Grændsen, bestaaer ogsaa af saadanne Sager, som blive reqvirerede af Tydskerne, som f. Ex. Urtekramvarer, Tobak, osv., og af værdifuldere Varer, der ikke kunde anvendes paa denne Maade, som f. Ex. Manufakturvarer, er der vistnok indsmuglet meget Lidt; thi man risikerede jo, at Tydskerne lagde Beslag paa dem; i alle Tilfælde har Handelen dermed selvfølgelig været meget ubetydelig, da Folk undgaae at kiøbe saavidt muligt. Som et Beviis for, at det ikke forholder sig rigtigt med en stor Pengefortjeneste, vil jeg anføre, at en Centralkomitee har bedt Tydskerne om Tilladelse til at udføre Rug, da der heri Byen findes meget gammelt Rug, og der altsaa ikke kan indtræde nogen Mangel paa denne Kornsort nu, da Rugen er indhøstet paa mange Steder; men denne Bøn er bleven afstaaet, og Rugen ligger derfor paa Lofterne hos Kjøbmændene uden at give dem Fortjeneste. Jeg kan ogsaa nævne, at mange Varer under Krigen ere blevne meget dyre paa Grund af Transporten (3 Foustager Sukker, hvis Transport fra Kjøbenhavn til Aarhuus koster 8 Nd., have saaledes fra Flensborg til Aarhuus i Transport kostet 88 Rd.!) Hele denne Tale om Jydernes Fortjeneste er af samme Art som den Tale, der i sin Tid førtes om Kjøbenhavnernes Fortjeneste af Krigen. Man fortalte her i Jylland, at Kjøbenhavnerne tjente saa uhyre ved Leverancerne til Armeen. Enkelte have vel ogsaa tjent, men en Masse af de Handlende i Kjøbenhavn som f. Ex. Alle, der handle med hvad der ikke ligefrem er Nødvendighedsartikler, have naturligviis tabt og tabt Betydeligt ved Krigen. Hvad os Jyder angaaer, maa jeg endnu bemærke, at Kjørslerne virkelig ere en betydelig Byrde, ikte at glemme Synet af de mange Fjender, et Syn, der for enhver fædrelandsk Mand er faa ubehageligt, at der skal Penge og mange Penge til, naar det skal opveies.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. september 1864).

Thisted, den 1ste September.

I "Ms. Av." af 25de f. M. meddeles en Adresse, som der paa Øen har faaet 500 Underskrifter og er saalydende: "Allernaadigste Konge! I denne for vort elskede Fædreland tunge og alvorsfulde Tid føle vi Trang til at henvende os til Deres Majestæt med Bøn om snarest muligt at maatte befries for det Tryk, der nu tynger saavel paa os, som paa hele det øvrige Jylland. Gjerne bære vi med Taalmod Krigens Byrder, villigen offrede vi vor Skjærv, dersom vi dermed kunde redde vort kjære Fædreland; men da det har vist sig, at vi Intet formaae at udrette imod vor overmægtige Fjende, og da vi indsee, at en Fortsættelse af Krigen, saaledes som Forholdene nu stille sig, maa føre til Landets Ødelæggelse, saa bønfalde vi Deres Majestæt om, i Forening med Deres troe Raadgivere, at virke hen til, at en snarlig Fred opnaaes, selv om enkelte Røster maatte hæve sig for en fornyet Prøvelse af Krigslykken. Fra den første Dag, da Deres Majestæt besteg Thronen, har de søgt at imødekomme Folkets Ønsker; derfor henvende vi os til Dem, allernaadigste Konge! med fuld Tillid og Fortrøstning, og vi frembære allerunderdanigst vor Tak til Deres Majestæt, fordi De har omgivet Deres Throne med Raadgivere, hvis Klogskab og Besindighed er os Borgen for en nogenlunde heldig Løsning af vore forviklede Forhold. Gud beskjærme Deres Majestæt og vort elskede Fædreland! Morso, den 10de August 1864. Allerunderdanigst."

Morsø har altsaa atter ladet høre fra sig ved en Adresse. Den hele Adresseindustri er nok udelukkende i det reaktionære Parties Hænder, da dette hos de mere kortsynede Beboere har forskaffet den taabelige Anskuelse Indgang, at den fjendtlige Besættelse af Den var en Følge af tidligere liberale Adresser. I Kraft af dette Monopol udsender Partiet nu det ene Exemplar efter det andet. Vore Læsere ville selv kunne domme om den foranstaaende Udgave, den karakteriserer sig selv. Kun maa vi udtale vor Forundring over, at de snilde Hoveder, hvem Paterniteten skyldes, ikke alene ere saa usande men saa plumpe i deres Udtalelser. Det kan f. Ex. ligesaa lidt være de Herrers Mening som deres Medborgeres, at Kongen har søgt at imødekomme Folkets Ønsker fra den første Dag, han besteg Thronen, og det var da ogsaa formeget at vente, at Han altid skulde handle i fuld Overensstemmelse med de Ønsker, der forebringes som folkets. Dette har Han endog ikke været i Spørgsmaal, der laa fædrelandssindede Mand trindtom i Landet alvorligt paa Hjerte. Men hvorfor da i en Adresse, et offentligt politisk Aktstykke, udtale, hvad der er en vitterlig Usandhed? Det Tillidsvotum, man vil give Ministeriet Bluhme Moltke, er saa keitet som det vel er muligt; det er, udgaaet fra en jydsk Egn, aldeles meningsløst. Vil noget fornuftigt Menneske paastaae, at det røber synderlig Klogstab og Dygtighed at modtage baade Fred og Vaabenstilstand paa de Betingelser, Fjenden selv opstiller? Kunde Ministeriet, hvis det besad disse Egenskaber, "slaa der danske Folk Værget af Haanden" for at paatvinge det en Fred af den Beskaffenhed, at den truer dets Tilværelse og derfor om faa Aar vil nødsage det til at gjenoptage Kampen paany? - Hr. Byfoged Seydewitz maa dog være af den Anskuelse, da han er Adressens Overbringer, hvilket Hverv det var Synd at misunde ham. Det er formodenlig den samme Adresse, til hvilken hans Fuldmægtig offcelig fralagde sig Forfatterskabet, og som denne eiheller har villet underskrive. "O, hvilke Tider, hvilke Sæder!"

(Thisted Amtsavis 1. september 1864)

Sønderborg, 28. aug. Om ulovlighederne fra den tidligere borgmester Finsens kontor kommer der flere og flere nye data ind. Ikke alene løb han bort med midlerne fra offentlige kasser og vil nu ikke give dem tilbage, men han "lånte" også de ham betroede private midler, som indebærer og lignende, til embedsmændene, som allerede var så rigt. begavet og dog så forgældet, på veksler.

Sonderburg, 28 aug. Ueber die Gesetzwidrigkeiten in der Amtsführung des frühern Bürgermeisters Finsen laufen immer neue Data ein. Nicht nur dass er mit den Geldern öffentlicher Cassen davongegangen und diese jetzt nicht herausgeben will, sondern er har die ihm anvertrauen Privatgelder, als Fideicommisse u. dgl., den ohnehin so reich dotirten und doch so sehr vershuldeten Beamten auf Wechselbriefe "geliehen."

(Allgemeine Zeitung 1. september 1864)

Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891): Søren Hilmar Steindor Finsen (1824-1886). Det Kongelige Bibliotek. Fri af opgavsret.

Hilmar Finsen (1824-1886) var Sønderborgs borgmester (på opfordring af Tillisch) 1851-1864 efter at han havde været auditør i krigen 1848-1851. I 1857 var han blevet kendt (berygtet) i tyske aviser for at have udvist en saksisk drejerlærling fordi der i hans pas stod "Sønderborg i Slesvig-Holsten", et sted som ifølge borgmesteren ikke eksisterede nogensteds i Europa. Først da han i Hamborg havde fået et nyt pas hvor der stod "Sønderborg i Danmark" kunne han rejse tilbage. I 1861 udtalte han ved et besøg af en italiensk gesandt at det danske og italienske folk havde det fælles træk at begge forsvarede deres nationalitet mod tyske indtrængeres overgreb. I februar 1864 opfordrede han byfogden i Svendborg om at sende smør, kartofler, brænde og lignende til Sønderborg for hurtig afsætning. Han modtog april 1864 1.000 rigsdaler til de mest trængende i Sønderborg.

Da Als blev erobret i juli 1864 opholdt han sig i rigsrådet. Han blev afsat 2. juli 1864. Marts til november 1864 repræsenterede han det 4. slesvigske bydistrikt i Rigsrådets Folketing. Hans hus i Slotsgade 21-23 blev ubetydeligt skadet under bombardementet den 7. april 1864. Allerede i marts 1864 havde han sendt kone og børn ud af Slesvig. 8. maj 1865 til 1883 var han stiftamtmand på Island. Overpræsident i København 1883-1884. Indenrigsminister i ministeriet Estrup 1884-1885. Han er begravet på Holmens Kirkegård. En vej i Sønderborg blev senere opkaldt efter ham.

Indsmugling af Varer i Nørrejylland. I Anledning af Finantsministerens Bemærkninger i Rigsraadets Folkething om Indsmuglingen af Varer i Nørrejylland bemærker "Vesterj. Av," Vi ere desværre nødte til at bevidne, at Finansministerens Hjemmel for de af ham omtalte Smuglerier er fuldkomment paalidelig. Der er her til Jylland i den senere Tid indsmuglet store Masser af toldpligtige Varer, langt ud over hvad det øjeblikkelige Forbrug maaskee gjorde undskyldelig, ja der haves Exempler paa, at man har modtaget toldpligtige, indsmuglede Varer for hamborgsk Regning. En saadan Adfærd paa en Tid, hvor Landet saa at sige vaander sig i Dødskampen, og hvorved man gjør sig en Fordeel paa Statens Bekostning, og det ved vælter en betydelig Deel af den store Skattebyrde, som allerede iforveien stilles i Udsigt, over paa de i Reglen mindre velhavende Medborgere, behøver ikke nærmere at betegnes, men enhver Retsindig maa haabe, at de Tilsagn, der i Thinget ere givne om, at de Skyldige ville blive straffede, maae blive opfyldte. Som vi erfare, er Toldvæsenet her, der med Nidkjærhed har virket imod Smugleriet, saavidt Forholdene have tilladt det, i Besiddelse af værdifulde Momenter til Oplysning for Regeringen, naar denne Saa i sin Tid skal ordnes.

Til disse Bemærkninger føier "Dbl,", at efter Rejsendes Udsagn skal der i Landsbyerne langs med Kongeaaen findes store Oplag af ufortoldede Varer, navnlig Kolonial- og Manufakturvarer samt Tobakker. Af forarbejdede Tobakker er der til de fleste jydske Byer toldfrit indført Partier, i deels fra Hamborg, deels fra Flensborg og Haderslev.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 1. september 1864).

Den danske Regjerings Ønske om, at de danske Nordslesvigere maae beholde dansk Kirke- og Skolesprog, er blevet bevilget, da de Allierede ikke ville udøve en lignende Undertrykkelse som den, for hvis Skyld de have grebet til Vaaben. (!)

Centralkassen i Slesvig har nu udbetalt 10,000 Mk. til de trængende Indbyggere, som især have lidt ved Indqvarteringsbyrderne.

- - -

Der er udstedt en Opfordring til de i Sydslesvig ansatte Præster, som ere det danske Sprog mægtige og have Lyst til at ansættes i Nordslesvig, om at melde sig. Det kniber nemlig med at faae Mænd af "tydsk Tænkemaade" til de ledige Præstekald der.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 2. september 1864).

Thisted, den 3die September. Amtets Beboere kunne vi bringe den Efterretning, at Amtmanden igaar er vendt tilbage hertil. Unter sædvanlige Forhold skulle vi altid indrømme en Embedsmands fulde Befrielse til ganske at forlade sin Embedskreds, saalænge den Folkerepræsentation er samlet, hvori han har Sæde, men det forekommer os, at det under den ualmindelige Tingenes Tilstand, som en fjendtlig BesætteIse medfører, maa være ham magtpaaliggende at opholde sig idetmintste noget iblandt den Befolkning, som hvis Øvrighed han er indsat. Om vi ikke feile, have ogsaa flere Medlemmer af Raadet under Sessionen besøgt deres Embedskreds, medens den var okkuperet. Herfra har imidlertid Kammerherre Rosenkrantz gjort en Undtagelse, da han i over 2 Maaneder ikke har havt sin Fod i Amtet, og Misbilligelsen af hans Fraværelse har derfor dennegang været større end sædvanlig. Den er saameget mere begrundet, som det ikke er nogen Hemmelighed, at Hr. Kammerherren dog har kunnet afsee saameget af Tiden for sin politiske Virksomhed - om den kan benævnes saaledes - , at han har aflagt et kort Besøg paa sit Gods i Jylland. Her modtog han desuden Budskabet om sin Fuldmægtigs Død, og i dennes Hænder var den væsenligste Del af det med Embedets Bestyrelse forbundne Arbejde overladt. Eiheller denne Omstændighed bevægede Kammerherren til at indfinde sig i det ham "anbetroede Amt." Det forekommer os overhovedet umuligt Andet, end at de hyppige Reiser, R. ogsaa ved andre Lejligheder foretager, maa gjøre et Skaar i hans Embedsvirksomhed. Saa ofte at have en konstitueret Amtmand er ialfald en Uting, ikke mindst naar det er en Embedsmand, som derved bliver sin egen Overinstants. At den egenlige Amtmands Fraværelse bringer noget Forkeert ind i Administrationen, tør man endvidere slutte af den Forklaring, som Amtsfuldmægtigen uopfordret afgav i et Fællesmøde af Amtsraadet og Kommunalbestyrelsen under Okkupationen, hvorefter ikke mindre end 3 Personer vare Indehavere af Amtmandsmyndigheden.

(Thisted Amtsavis 3. september 1864).

Gottlob Emil Georg Frederik Rosenkrantz (1803–1884 ) var baron, amtmand og ejer af herregårdene Sophiendal og Liselund. Han var stiftamtmand over Lolland-Falsters Stift, og konstitueret dels som stiftamtmand over Aarhus Stift, dels som amtmand over Ringkøbing Amt. I 1843 amtmand over Thisted Amt i 23 år. I 1866 stiftamtmand over Viborg Stift og amtmand i Viborg Amt i 13 år. I 1879 afskedigedes han efter eget ønske fra statens tjeneste og blev udnævnt til gehejmekonferensråd. Han var medlem af den jyske stænderforsamling 1842-46 og af Rigsrådets Landsting 1864-66.

Handelsberetninger

Kjøbenhavn, den 5te September

Efterretningen om Indsmuglingen af store Partier af Kolonialvarer og Manufakturvarer i Nørrejylland strax efter Fredspræliminariernes Vedtagelse vakte en almindelig Uvillie og fremkaldte i Rigsraadet stærke Opfordringer til Regjeringen om at faa Indsmuglingen standset eller i hvert Fald sørge for, at Vedkommende bleve dragne til Ansvar, saasnart Kongens Myndighed blev genoprettet paa Halvøen. Da saa mange haarde Ord ere blevne talte om Jyderne for denne Sags Skyld, skulle vi ikke videre opholde os ved den umoralske Side af Sagen, men maa dog for Billighedens Skyld bemærke, at Indsmuglingen i nogle af Importørernes Øine ikke ansees for at være et saa aabenbart Bedrageri imod Statskassen, som det i Virkeligheden er. Jyderne have i flere Maaneder levet under et Regimente, der ikke kjendte til Tro og Love, hvor den Stærkeres Villie var Ret, og hvor ethvert Fif, der kunde skade Preusserne, maatte ansees for berettiget. Det er uden Tvivl en meget almindelig Anskuelse i Jylland, at Preussernes Opkrævelse af Tolden og andre Statsindtægter kun paa Skrømt siges at ske for den danske Regerings Regning, og at disse Indtægter regelmæssig finde Vei til Berlin uden nogensinde at vende tilbage til Kjøbenhavn, og den troløse Maade hvorpaa Preusserne ved saa mange Leiligheder ere optraadte, giver denne Anskuelse en vis Berettigelse. For flere af Importørerne staaer derfor Indsmuglingen ikke som et Bedrag imod den danske Statskasse, men som en berettiget Gjengældelse imod Landets Fjender, og seet i dette Lys kan Lovovertrædelsen idetmindste hos nogle af Gjerningsmændene undskyldes. I de fleste Tilfælde er derimod vistnok Indsmuglingen skeet med fuld Bevidsthed om, at den derved besparede Told vilde blive unddragen den danske Statskasse, og det kan derfor kun billiges, naar Handelsforeningen i Odense har vedtaget, at det maa ansees for en Ærespligt for enhver Handlende at afholde sig fra Kjøb af Varer, der ere indsmuglede til Jylland, samt at Bestyrelsen, naar Forsøg gjøres paa saadanne Varers Afhændelse i Odense, offentliggjør det og giver Indberetning derom til Generaltolddirektoratet. Hvad der forundrer os ved at se disse Beslutninger vedtagne og offentliggjorte, det er ikke selve Beslutningernes Indhold, men det Sted, hvorfra de udgaa. Hvis nogen enkelt Kreds af Handlende udenfor Jylland skulde have følt sig opfordret til at protestere imod det skete Misbrug af en midlertidig Mangel paa Tilsyn ved Grændsen og træffe Foranstaltninger til, at Fordelen ved Indsmuglingen ikke kom Indsmuglerne tilgode, saa maatte det være Hovedstadens Handlende. Fra Kjøbenhavns Børs burde saadanne Beslutninger som de ovenfor nævnte cg saadanne Opfordringer til de Handlende om at være opmærksomme paa indsmuglede Varer være udgaaede, og ikke fra en Provindsby. Naar det ikke er skeet herfra, saa er det ikke fordi de kjøbenhavnske Handlende lige saa godt som de odenske føle, at her er skeet et Brud paa den offentlige Moral, som det maa være en Æressag for de Handlende selv at gjøre godt igjen, men fordi her paa Kjøbenhavns Børs ingen Autoritet findes, som i denne eller lignende Sager føler sig kaldet til at optræde i Børsens Navn. Der findes naturligvis ligesaa ærekjære Handlende paa Kjøbenhavns Børs som i Odense, men her er Ingen, som føler sig forpligtet til at gjøre de Skridt, der ere nødvendige for at hævde Børsens Ære. De Mænd, der tidligere ved enkelte Lejligheder have repræsenteret Børsen, ere blevne ligegyldige for Handlens større Interesser, og de, som kunde ønske at antage sig disse Interesser, savne Bemyndigelse fra deres Kolleger dertil.

(Dags-Telegraphen (København) 5. september 1864)

Otto Bache: Orlogsmatroser på landlov. Under våbenhvilen. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hjemsendte. Ærøe. 22de til 24de August 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Flensborg skrives til "Kiel. Ztg.", at det har vakt stor Misstemning iblandt det tydske Partie, at Civilcommissairerne have seet sig foranledigede til at kassere Valget af de 5 tydske Magistratsmedlemmer: 2den Borgemester Funke og Senatorerne M. Callsen, I. N. Petersen, Hennings og Jensen. Denne Forholdsregel betegnes som en beklagelig Eftergivenhed imod de dansksindede Deputeredes Fordringer og som ildespaaende for Flensborgs tydske Fremtid.

Den 14de Aug. saae man, efter "Dgst.", for første Gang igjen Dannebroge vaie paa de flensborgske Skibe i Havnen. Man fortæller, at der er gjort Forespørgsel desangaaende til "Civilbehörde", og at man har faaet det Svar, at Dannebroge endnu for Øieblikket er det eneste lovlige Flag for Flensborg og at det slesvigholsteenske ikke maatte bruges. - I Øieblikket have 10 til 12 Skibe Dannebrogs paa Masterne til ikke liden Ærgrelse for Tydskerne, som i den sidste Tid ere lidt modløse, navnlig paa Grund af Preussernes faste Optræden i Anledning af de seneste Skandaler imod de Dansksindede. Prinds Friedrich Carl har udstedt en Dagsbefaling, hvori det bliver de preussiske Soldater befalet at beskytte den dansksindede Befolkning, selv om dette skulde skee med Vaabenmagt.

- - -

Fra Flensborg meddeler "Berl. Td.": I Begyndelsen af indeværende Uge indtraf der 6 permitterede Slesvigere hertil, som havde hjemme i Huusby Sogn. Da de vare komne nordfra igjennem Colding, og det var rygtedes, at mange af de permitterede Mellemslesvigere i nævnte By havde maattet lide Overlast af Befolkningen - hvilket af vore herværende Tydskere var blevet udmalet med de skrækkeligste Farver - , stimlede strax endeel af vore bekjendte Wühlere sammen omkring dem, for at faae Stadfæstelse og om muligt nye Beviser paa de Danskes skrækkelige Barbari og Had imod deres egne Landsmænd, Slesvigerne. Samtlige permitterede Soldater erklærede, at deres Behandling i den danske Hær havde været meget tilfredsstillende, og at alle modsatte Beretninger vare løgnagtige; med Hensyn til Beklædning og Proviantering samt Reisepenge havde de Intet at klage, og fra Befolkningens Side var der ikke viist dem Andet end Velvillie. Vore Wühlere, der helst ville høre grusomme Begivenheder og vare fast bestemte paa, i de hjemkomne Slesvigere at see Martyrer, bleve meget slukørede over Soldaternes Udsagn, og spurgte da, om de ikke i Colding vare blevne overfaldne med Steenkast, hvorved Flere vare dødeligt saarede, saa at de maatte bringes paa Lazarethet, osv. Herom vidste de permitterede Slesvigere Intet at sige; de havde kun seet, at nogle Sydslesvigere i Colding Byes Gader toge en Oprørsfane frem og begyndte at synge "Schleswig-Holstein", hvilket rigtignok gav Anledning til, at de bleve gjennempryglede af Jyderne, uden at Militairet lagde sig derimellem. Efter Soldaternes Mening var denne Straf velfortjent og Ingen havde brudt sig videre om dem. Saaledes maatte da vore Agitatorer, saa nødigt de vilde, vende hjem igjen med uforrettet Sag. Denne Skrivelse sigter rimeligviis til de samme Begivenheder, der i den officielle "Nordd. Allg. Zeit." i en slesvig-holsteensk Correspondence fra Haderslev ere skildrede paa en Maade, der lader forudsætte, at Slesvigerne i den danske Hær ere blevne behandlede paa den meest umenneskelige Maade. Der tales i denne Beretning om frysende, halvnøgne og forkomne Mennesker, om Lemlæstelser og Insulter fra Pøbelen osv., der give "Nordd. Allg. Ztg." Anledning til at holde en lang Forelæsning om Civilisation og Humanitet. Vi troe, at det officielle Berliner-Organ dennegang har været et Offer for den samme Korrespondent, som for kort siden paa det Udforligste skildrede tydske Børns Mishandling ved en dansk Lærer, og senere var nødt til at erklære hele Sagen for usandfærdig. Imidlertid gjør "Nordd. Allg. Ztg."s gruopvækkende Skildring megen Lykke i den tydske Presse, da næsten alle Blade have optaget den som det "nyeste fra Krigsskuepladsen". De senere Beretninger om de fra den danske Hær hjempermitterede Soldater i "Schl.-Holst. Ztg." og andre Partieblade indeholde Intet, der stadfæster hin haderslevske Skildring; el Beviis mere paa dens fuldstændige Usandfærdighed.

- - -

Paa Hovedvagten i Odense har der, efter "Fyens Av." , i længere Tid hensiddet en halv Snees slesvigske Soldater, der have gjort et mislykket Forsøg paa at gaae over til Fjenden i Baade fra Middelfart. Disse Overløbere bleve efter Forlydende ved Commissionsdom dømte til at hænges; men Dommen er i disse Dage bleven formildet til Fængselsstraf i Vridsløselille "paa Kongens Naade".

"Berl. Tid." har fra "flere Menige" modtaget en Skrivelse, hvori de næst efter at fremhæve det Haarde og for Æresfølelsen Saarende i, at de hjempermitterede Soldater, der ikke selv have Raad til at anskaffe sig civile Klæder, maae henvende sig til den private Godgjørenhed og ofte vende hjem klædte som "Lazzaroner", beklage sig over, al der ved Afleveringen, navnlig af Armaturen, er fra det underordnede Commandopersonales Side i Kjøbenhavn forekommet Tilfælde, hvor der med Hensyn til Pudsningen m. v. er stillet Fordringer, som det efter Omstændighederne er umuligt at præstere, og at de, naar disse Fordringer ikke ere blevne opfyldte, have maattet finde sig i at lade sig afkorte et Beløb i den dem tilkommende Afregning under Navn af Reengjørelsesomkostninger.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 22. august 1864).

Ærøeskjøbing. Under Overskriften "Krigsbegivenheder paa Ærø" læses i Dagstel. af 18de ds. Følgende: "Dagen før Vaabenhvilens Udløb indberettede Feltpolitiet, at Fjenden tilsigtede at gaae over til den nævnte Øe om Formiddagen den følgende Dag. Der blev derfor om Natten kastet en Styrke paa 2 a 3000 Mand i Land der. Da de gode Ærøboere vaagnede om Morgenen, bleve de meget forfærdede over, som de troede, pludselig at være geraadede i fjendtlig Vold; men da de havde kjendt "Jenserne", forvandledes Bestyrtelsen til Glæde, og Soldaterne bleve trakterede splendidt. Det var heller ingen ringe Begivenhed paa den lille Øe; thi den havde ikke seet Militair siden 1814. Tydskerne udeblev imidlertid, og Vaabenhvilen indtraadte. Styrken blev trukken tilbage. Dette er for kort Tid siden ogsaa forsvundet, og den idylliske Fredstilstand er vendt tilbage paa Øen, forhaabentlig for mange, mange Tider."

Til denne lidet kuriøst farvede Beretning, der forresten ogsaa er feilagtig, idet Styrken angives til 2 a 3000 Mand, istedetfor at den i Virkeligheden kun var 6 a 700, skulle vi føie et Par Ord, da det jo i selve Dagene ikke var tilladt at yttre sig. Efterat "Jenserne" vare blevne indqvarterede og den første "Bestyrtelse" havde lagt sig, udviklede der sig et gjensidigt fortroligt Forhold imellem Værten og Soldaten, der efter "Jensernes" eget Sigende aldrig noget sted har været bedre: "Saa godt som paa Ærø have vi aldrig havt det!" Naar man saae en Soldat med et Barn ved hver Haand en Aftenstund gemytlig spadsere ned paa "Salonen", hvor der var arrangeret en lille Fest til Ærø for vore Soldater, og der saae den gode gammeldags usminkede Hjertelighed, der af Enhvers Vært vistes, kan man forstaae ovenstaaende Yttring. Det var ogsaa et begeistrende og gribende Øieblik, da Tropperne under Befolkningens Ledsagelse indskibedes, og de hjertelige Udtalelser paa begge sider havde det Præg som naar kjære gamle Venner skilles. Som Svar paa Soldaternes Tak, udtalte en af vore Embedsmænd, at det kun var en meget ringe Erkjendtlighed for alle de Lidelser Soldaten havde udstaaet, og de begeistrede Hurraer fra begge Sider vilde ingen Ende tage. Vi troe saaledes, at Erindringen om disse Øieblikke længe vil bevares af de Soldater, der have gjæstet lille Ærøe, ligesom Beboernes Tanke vil dvæle med Velbehag ved Soldaternes Ophold her, der gav Anledning til saamegen Begeistring, hvorved Kjærligheden til "gamle Danmark" om muligt vandt i Styrke.

Den samme Venlighed vistes Soldaterne paa Landet, ligesom i vor Naboby Marstal, hvorfra vi nogle Dage efter Afreisen havde modtaget Nedenstaaende, men som vi paa Grund af Overkommandoens strenge Forbud ikke dengang turde optage:

"I den korte Tid de faa Soldater vare indqvarterede her i Marstal, var her et særdeles venligt Forhold imellem Værterne og de Indqvarterede; thi de allerfleste af dem, som havde en Mand i Qvarteer, paaskjønnede med megen Deeltagelse, hvad vore modige og tappre Kirgere have maattet døie af Savn og Anstrængelser under hele Krigen, og derfor kom de dem ogsaa imøde med Velvillie og Venlighed, og sørgede omhyggeligen for deres Forpleining i enhver Henseende. Men Soldaterne skjønnede ogsaa med megen Taknemmelighed paa den gode Omgang og Pleie, som de nøde hos næsten alle Familier. Men der blev ikke alene sørget for deres daglige Forpleining med Mad og Drikke; men der blev ogsaa sørget for, at de fik en fornøielig og glad Aften, førend de reiste herfra. Hr. Sandemand Ph. H. Christiansen og Hr. Kjøbmand Aug. Bay foranstaltede, at der blev givet velvillige Bidrag til et Bal for Soldaterne. Dette Bal afholdtes Aftenen den 29 Juli i Gjæstgiver C. H. Bays Locale. Balsalen var meget smukt decoreret, og Balgjæsterne bleve om Aftenen beværtede med Skinke, Kaal og Kage, samt godt Øl og Brændeviin. Efter Bordet blev der dandset til Kl. 5 om Morgenen, og om Natten blev der beværtet med Kaffe og kraftig velsmagende Punsch. Der herskede hele Natten den skjønneste Orden, og hvor muntert det end gik til, saa var der ikke iblandt de sædelige Krigsmænd een, der kunde siges at være pertaliseret. Ogsaa paa det Sidste blev der viist Soldaterne Velvillie og Godhed; thi Alle, saavel Heelboelsmænd som Halvboelsmænd fra Landsbyen marstal, mødte om Morgenen, da Soldaterne skulle reise, med velbespændte Vogne, for at befordre dem til Ærøeskjøbing. Dette skete efter Opfordring af Sandemanden. Endeel unge Piger havde forenet sig om at ledsage de tappre Landsoldater et Stykke paavei, og mødte paa Samlingsstedet. Da Soldaterne vare komne tilvogns, og Toget gik igang, gik Dameselskabet foran og strøede Blomster paa Veien til noget Vesten for Møllen. Her stillede de dem i tvende Rækker, en ved hver side af Veien, og kastede Blomster og Grønt over i Vognene, medens disse kjørte forbi. Dette skjønne Syn trak Medlidenheds og Kjørligheds Taarer af alle de Tilskueres Øine, der med Alvor tænkte over, hvad det betyder at være Soldat, og hvilke Besværligheder og Elendigheder de brave unge Dannemarks Sønner, som forlode os, maaskee gik imøde. Gud ledsage dem paa deres farefulde, men ligesaa ærefulde Vei!"

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 22. august 1864).

Illustration fra det humoristiske ugeblad Kladdaradatsch 21. august 1864: "Wer den Schaden hat, darf für den Spott nicht sorgen. In Wien wird bereits die Friedenspfeife gestopft." ("Den der har lidt skaden, bør ikke forårsage spot. I Wien er fredspoben allerede ved at blive fyldt). Christian 9. serverer tobakken til Bismarcks fredspibe. Fra midten af august modtog Christian 9. adskillige adresser underskrevet af dansksindede nordslesvigere hvori han opfordredes til at acceptere en deling af Slesvig. Den største med 5.678 underskrifter (trods forbud og beslaglæggelser) blev dog sendt til de preussisk-østrigske civilkommissærer i begyndelsen af september hvor man havde erkendt det frugtesløse i at sende dem til kongen.

Allestedsfra regner der Klager ned over den Maade, hvorpaa Krigsministeriet har hjemforlovet vore nørre- og sønderjydske Soldater. Fra Kallundborg klages der over, at 300 fra Holbek permitterede Jyder der i 24 Timer maatte vente paa Dampskibet, der for 10 Mark (!) af deres 2

Rd.s Marschpenge skulde befordre dem til Aarhuus. Kallundborgerne maatte da sørge for at faae disse Folk under Tag og forpleje dem. 300 andre Jyder gik det sammesteds ligesaa. Fra Sorø meldes, at 120 derfra Permitterede af 10de Reg. Intet manglede i at kunne møde paa en Maskerade uden Maskerne; Nordslesvigerne iblandt dem "troede endnu fast paa, at de nok igjen ville komme til at høre til Danmark." Til Frederikshavn ere de Permitterede komne ligesaa usselt klædte.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 24. august 1864).

Hobro. Lemvig. Indqvartering. 20de August 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Voldsomme skildringer af de hjemsendt soldater kunne man læse i tyske aviser, her i oversættelse - originalen står derunder:

Haderslev, 12. august gav Nordd. Allg. Z. følgende beskrivelse af den behandling de udskrevne slesvigske soldater fik af danskerne på denne dato: I nat og i morges kom omkring tusind slesvigere på orlov fra den danske hær igennem her på vej nordpå. Nordslesvigere er endnu ikke kommet. Jeg tror ​​jeg har set alle, og husker kun tre der havde jakker på; de andre bar kun skjorte og hørbukser; nogle bar kun skjorter, underbukser og træsko. Men alle viste et yderst ynkeligt syn. De fattige hvis civile tøj var gået tabt i branden i Sønderborg, måtte købe tøj for deres egne penge før de kunne få orlov og måtte betale enorme priser for de elendige klude. For et par bukser med lapper og sådan som man kan købe på loppemarkedet for et par øre, havde deres ejer 8½ thaler at betale; en voksdugsjakke smurt over det hele med oliefarver havde 8 Thlr. omkostninger osv. De udskrevne der havde været uden våben under krigen og under opsyn af gendarmer måtte kaste volde op, udføre slukningsarbejde og rense udhusene hos borgerne på Fyn, ankom frysende og sultne uden en skilling i formuen. At de der var på vej hjem, måtte vække medlidenhed og trængte til de lokale myndigheders travlhed, kan bevises af følgende enkeltheder for hvis sandhed jeg kalder byen Haderslev som vidne. En løsladt indsat havde en øjenbetændelse så alvorlig, at han var helt blind. Dr. Raben og dr. Hansen tog ham straks til privat logi og lovede at helbrede hans lidelse; da han gik til dr. Raben, besvimede han på den korte afstand han tilbagelagde! Og de danske læger behandlede ikke denne person som de danske myndigheder havde sendt over havet i hørbukser. En anden var blevet dårligt behandlet syd for Kolding af Kolding-borgere som havde slået sig sammen og bevæbnet sig med vejsten for at stene "forræderen". Hele kæben blev brækket og splintret. Knoglestykkerne stak gennem kinden, og ifølge lægerne er den uheldige mand uhelbredelig. En tredje blev så dårligt behandlet af de samme borgere at han pådrog sig et kraniebrud. Han var så fuld af størknet blod at han næsten ikke lignede nogen. En fjerde havde fået sin hals grueligt lemlæstet samme sted, og mange andre var sluppet med lettere kvæstelser. At disse udskejelser mod slesvigerne kunne finde sted overalt, skyldes, at otte-ti af dem sad i vogne, og om natten blev de ganske uventet af 50 til 100 borgere angrebet med en byge af sten. Prins Friedrich Karl telegraferede straks fra Aabenraa til Kolding og beordrede myndighederne til at beskytte de hjemvendte; myndighederne i Haderslev som ville have været opfordret til at tage sig af deres landsmænd, gjorde absolut ingenting.

Hadersleben, 12. Aug. Die Nordd. Allg. Z. erhält unter diesem Datum folgende Schilderung der den entlassenen schleswig'schen Soldaten von den Dänen zu Theil gewordenen Behandlung: Gestern Nacht und Heute Morgen kamen gegen tausend aus der dänischen Armee beurlaubte Schleswiger auf ihrem Wege nack dem Süden hier durch. Nordschleswiger sind noch keine angekommen. Ich meine, Alle gesehen zu haben, und erinnere mich nur Dreier, welche Röcke anhatten; die übringen waren nur mit einem Hemde und einer leinenen Hose versehen; einige hatten nur Hemd, Unterhosen und Holzschuhe an. Alle boten aber einen im höchsten Grade jammervollen Anblick. Die armen Menschen, deren Civilzeug bei dem Brande von Sonderburg verloren gegangen war, hatten, ehe sie beurlaubt werden konnten, für ihr eigenes Geld Kleidungsstücke kaufen, und für die miserablen Lumpen enorme Preise bezahlen müssen. Für ein Paar Beinkleider, die mit Flicken besetzt waren, und wie man sie auf dem Trödelmarkte für einige Groschen kaufen kann, hatte ihr Besitzer 8½ Thlr. zu bezahlen; eine, über und über mit Oelfarben beschmierte Wachstuchjacke hatte 8 Thlr. gekostet u. s. w. Die Entlassenen, welche währen des Krieges ohne Waffen gewesen waren und unter Aufsicht von Gensdarmen Schanzen aufwerfen, Löscharbeiten verrichten und den Bürgern auf Fyne die Abtritte reinigen müssten, kamen frierend und hunrig, ohne einen Schilling im Vermögen her an. Dass die Heimgefahrten Mitleid erregen mussten und der Hülse der Ortsbehörde bedurften, mögen folgende Einzelnheiten beweisen, für deres Wahrheit ich die Stadt Hadersleben als Zeuge aufrufe. Ein Entlassener hatte eine so heftige Augenentzündung, dass er vollkommen blind war. Dr. Raben und Dr. Hansen nahmen ihn sofort in ein Privatlogis und versprachen, sein Leiden zu heilen; als er sich heute zu Dr. Raben führen liess, wurde er von der kurzen Strecke, die er zurückgelegt, ohnmächtig! Und diesen Menschen haben die Dänischen Aerzte nicht behandelt, de dänischen Behörden in einer leinenen Hose übers Meer geschickt. Ein Zweiter war südlich von Kolding von Koldinger Bürgern, die sich hier zusammengerottet und mit Chausseesteinen bewaffnet hatten, um die "Verräther" zu steinigen, so misshandelt worden, dass die ganze Kinnlade gebrochen und zersplittert war. Die Knochenstücke stachen durch die Backe durch, und nack Aussage der Aerzte ist der Unglückliche unheilbar. Ein Dritter war von denselben Bürgern so misshandelt, dass er einen Schädelbruch davongetragen hat. Er war so voll geronnenen Blutes, dass er kaum einen Menschen änhlich sah. Einem Vierten war auf derselben Stelle die Hals grässlich verstümmelt worden, und viele andere waren mit leichteren Verwundungen davon gekommen. Dass diese Excesse gegen die Schleswiger überall stattfinden konnten, kommt daher, dass sie zu achten oder zehnen auf Wagen sassen und in der Nacht, ganz unvermuthet, von 50 bis 100 Bürgern mit einem Steinregen überfallen wurden. Der Prinz Friedrich Karl hat von Apenrade aus sofort nack Kolding telegrafiert und den Behörden befohlen, die Heimkehrenden zu schützen; die Behörde in Hadersleben, die doch wohl auch berufen gewesen wäre, sich ihren Landsleute anzunehmen, hat absolut nichts gethan.

(Eichstätter Tagblatt 20. august 1864).

Som et Exempel paa, hvorledes man i Jylland har været bebyrdet med Indqvartering under Krigen, er det meddeelt os, at en enkelt Mand i Hobro har været lyksaliggjort med ikke færre end 7 Generaler med Stab, ca. 400 Officerer og ca. 3000 Mand foruden Heste og Train. Naar det nu tages under Overvejelse, at ved Siden af en saadan Byrde den daglige Bedrift og Erhverv aldeles har været standset, vil den af kbhvnske. Blade oftere fremsatte Paastand, "at Jyderne ikke have lidt ret meget ved Krigen", lettelig finde sin Vurdering, og det vil være klart, at Jylland ikke i mange Aar vil forvinde Krigens Følger.

- Lemvig var endnu i Fredags besat af ca. 340 Mand østerrigsk (ungarsk) Infanterie, som faaer deres Kost i Byen og ellers opføre sig ret godt. 7 Vogne fra Omegnen ere tilsagte dagligt at møde og være paa Pladsen i 24 Timer, men afbenyttes ikke altid. Den 6te ds. var omtrent det halve Mandskab spadseret til Harboøre og efter 3 a 4 Timers Ophold paa aaben Mark ved Langerhuse reiste de tilbage til Lemvig samme Dag. - Lemvigs Havn er næsten fyldt med de af Fjenden i Liimfjorden tagne Skibe, og det dertil hørende Mandskab, ca. 60 Mand, faae ogsaa deres Forpleining i Byen, saa denne er temmelig haardt medtagen i denne Tid.

- 11te Regiments permitterede Soldater bleve, efter Berl. T., paa Reisen til deres Hjemstavn ved deres Ankomst til Snoghøi modtagne med stor Velvillie samt hilsede med "Hoch" og Hurraraab af Osterrigerne, saasnart disse erfarede, at de her vare trufne sammen med deres gamle Modstandere fra Bustorf, Sankelmark og Veile.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. august 1864).

Illustration fra det humoristiske ugeblad Kladderadatsch 14. august 1864: "Ein Wiegenlied für Drillinge. Schlaft, Kidnerschen, in guter Ruh und schliesst eure scharfen Aeuglein zu. Schlaft, Kindlein, schlaft! Gar wohl bestellt ist eure Sach', liegt schon beim hohen Bundestag. Schlaft, Kindlein, schlaft! Bis der die Sach' entschieden gut, steht ihr in der Allierten Hut. Schlaft, Kindlein, schlaft! Schon eure Enkel werden, traun, den Fürsten dieses Landes schaun. Schlaft, Kindlein, schlaft." (En vuggevise for trillinger. Sov, børn, i god ro og luk jeres skarpe øjne. Sov, små børn, sov! Din sag er velordnet, er allerede i hænderne på den høje Forbundsdag. Sov, små børn, sov! Indtil sagen er afgjort godt, er du i den allierede lejr. Sov, små børn, sov! Selv dine børnebørn vil, tro mig, se prinsen af ​​dette land. Sov, barn, sov). Moder Germanias vuggevise til trillingerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. På væggen hænger bl.a. Bismarck.