Christianshavn: Kallehauge og Schreiber. (Efterskrift til Politivennen)

I 1864 lavede fiskehandler Jens Peter Kallehauge (1816-1889) og hans to sønner ravage hos vinhandler Schreiber på Christianshavn. Nedenfor nogle punktnedslag i såvel Kallehauges som Schreibers videre skæbne. Kallehauge solgte fisk ud for det blå kar på Gammelstand 6.

Kjøbenhavns offentlige Politiret

2den Afdeling, Assessor Wallick

Lørdagen den 31te December

- - -

Fiskehandler-Familien Kallehauge, Fader og 2 Sønner hvoraf den yngste haabefulde Pode er mindreaarig, havde i Forening med Hesteslagter Baron og Oliemester Jørgensen været paa en Vinkælder hos Vinhandler Schreiber paa Christianshavn. Efterat et større Kvantum Portvin var konsumeret, oplivedes Selskabet i den Grad, at ved et Uheld et Mahognibord og en Stol hver mistede et Ben, og da Schreiber kom ind fra sit Kontor og bad Selskabet gaa, overfaldt de ham, som øieblikkelig sendte sin Karl efter Politiet, medens han selv, der er en meget stærkt Mand, indtog en defensiv Holdning og retirerede tilbage til sit Kontor, forfulgt af Tumultuanterne. Oliemesteren var saa klog at holde sig udenfor Spektaklet og forsvandt, da Betjenten kom; derimod bleve de Øvrige Anholdte og bragte til Politistationen. Sagen, som har været for engang tidligere i Retten, hvor den forrige slesvigske Stutmester Jørgensen mødte for Schreiber, der var syg, maatte atter idag opsættes, da Kallehauge i Mellemtiden havde tilskrevet Schreibers Kone et saa usømmeligt Brev, at dens Oplæsning i Retten var umulig, hvilket Brev øieblikkelig var blevet tilstillet Politidirektøren.

(Dags-Telegraphen 1. januar 1865).

Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets 2den Afdeling for offentlige Politisager.

Løverdagen den 31te December 1864.

- - -

Forhandlingerne i Sagen imod Fiskehandler Kallehauge m. Fl., for at have tilføiet Viinhandler Schreiber Overlast i hans Viinkjælder, fortsattes idag uden at tilendebringes. Af de afgivne Forklaringer syntes at fremgaae, at S. i alt Væsentligt har havt Ret i sin Klage, og at blandt de Tiltalte navnlig den ældre Kallehauge er den, der væsentligst har bidraget til, at de paaklagede Uordener have fundet Sted. Det oplystes tillige, at Sidstnævnte siden forrige Retsmøde til de tidligere har føiet nye Fornærmelser imod Schreiber, og at disse ere af en saa krænkende Beskaffenhed, at Politidirektøren har fundet sig opfordret til al lade Undersøgelser anstille ved Inspektøren for Opdagelsespolitiet. Saalænge disse Undersøgelser ikke ere tilendebragte, vil Sagen henstaae uafgjort, for at det kan vise sig, om de nye Fornærmelser egne sig til at være Gjenstand for Behandling ved de offentlige Retter under den alt verserende Sag; befindes dette at kunne skee, ville Forhandlingerne sandsynligviis foregaae for lukkede døre.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. januar 1865).

Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets 2den Afdeling for offentlige Politisager.

Torsdagen den 5te Januar.

Efterat Advarseler vare meddeelte deels i Anledning af en Forsømmelse, der var sket med at anmelde en Tjenestepige for Politiet, deels for Nattesæde, ikke tidligere begaaet, fremstod Fiskehandler Kallehauge og Viinhandler Schreiber i Anledning af den imellem dem verserende Sag. Efter Overretsprokurator Winthers Opfordring havde Sidstnævnte forinden Retsmødet erklæret sig villig til at indgaae paa Sagens Afgjørelse i Mindelighed, og det Forslag, Dommeren havde stillet, antog ogsaa Kallehauge. I Henhold hertil erklærede Kallehauge i det offentlige Retsmøde, at han erkjendte at have skrevet det under Sagen omhandlede, fornærmelige og Velanstændigheden krænkende, Brev, samt at dettes Indhold var usandt, og gav derefter Schreiber en saadan Æreerklæring, som denne fandt sig tilfredsstillet ved. Idet han derhos tillige erkjendte at have ved den i Sagen paaklagede Leilighed gjort Brud paa Schreibers Huusfred, betalte han i Erstatning for det ituslaaede Meublement 18 Rd., og erlagde en Bøde af 50 Rd., hvoraf 30 Rv. tilfaldt "Bræstrups Stiftelse" og 20 Rd. Rettens Fattigkasse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. januar 1865)

Jens Peter Kallehauge, Sundbyvester købte sammen med værtshusholder Chr. Erichsen en ejendom i Charlottenlund Strandmark for 3.300 Rd., forsikret til 4.760 Rd.

I en højesteretssag afsløres nogle forhold omkring ildebrandstilfælde og borgeres pligt til at møde med brandslukningsmateriel. Her var Kallehauge indblandet, og blev ved den lejlighed frikendt:

Nr. 250.

Advocat Hansen

contra

Grosserer Ishøi, Oliemøller Petersen, Bager Hamann, Bovedts Enke, Gartner Hasberg, Kroeier Petersen, Eddikebrygger P. Jensen, Koholder C. Jensen, Vognmand Mads Larsen, Bager Meyer, Møller Lind, Fiskehandler Jens P. Kallehauge, Slagter Carl Schmidt, Vognmand Jacob Johnsen, Huuseier Jens Bentsen, Røgmand Henrik Johnsen, Slagter Eisemann, Værtshuusholder Peter Lund, Slagter F. Hansen og Jordbruger Søren Hansen (Defensor Levinsen), 

der tiltales for ikke at have efterkommet deres Forpligtelse til at møde som Vandkjørere i Ildebrandstilfælde.

Amager Birks Politiretsdom af 24de September 1867: "De Tiltalte Grosserer Ishøi, Oliemøller Petersen, Bager Hamann, Bovedts Enke, Gartner Hasberg, Kroeier Petersen, Eddikebrygger P. Jensen, Koholder C. Jensen, Vognmand Mads Larsen, Bager Meyer, Møller Lind, Fiskehandler Jens P. Kallehauge, Slagter Carl Schmidt, Vognmand Jacob Johnsen, Huuseier Jens Bentsen, Røgmand Henrik Johnsen, Slagter Eisemann, Værtshuusholder Peter Lund, Slagter F. Hansen og Jordbruger Søren Hansen bør for det Offentliges Tiltale i denne Sag fri at være. Tiltalte Smed P. Larsen bør til Amager Birks Politikasse bøde 1 Rd. Tiltalte Huuseier Niels Linnemann af Kastrup bør under en Mulct af 1 Rd. til Kjøbenhavns Amts Fattigkasse for hver Dag, denne Dom siddes overhørig, inden 14 Dage efter Dom. mens lovlige Forkyndelse oplægge det manglende Loft over sit Kjøkken og bevise Saadant ved Brandfogdens Attest. Saa bør han og til Politikassen bøde 2 Rd. At efterkommes inden 3 Solemærker efter Dommens lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven."

Landsover samt Hof- og Stadsrettens Dom af 26de November 1867: „Birketingsdommen bør, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande. Sagens Omkostninger, derunder Salair til Prøveprocurator Kalko og Procurator Berggreen med 5 Rd. til hver, udredes af det Offentlige."

Høiesterets Dom.

Ved kgl. Ordre af 27de f. M. er Høiesteret bemyndiget til at tage nærværende Sag under Paakjendelse, uanseet at dens Gjen stand maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis.

Selv om det antages, at der med Hensyn til den under Sagen omhandlede Kjørepligt haves en i formel Henseende gyldig Bestemmelse, om hvis Overtrædelse fra de Tiltaltes Side der kunde være Spørgsmaal, maa Høiesteret ialtfald i henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde billige, at der er tillagt dem Frifindelse for det Offentliges Tiltale, og bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Sagens Omkostninger billiges, bliver derfor at stadfæste.

Thi fjendes for Ret:

Landsover samt Hof- og Stadsrettens Dom bør ved Magt at stande. Advocaterne Hansen og Levinsen tillægges i Salarium for Høiesteret hver 20 Rd., der udredes af det Offentlige.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Det er under nærværende Sag tilstrækkeligt oplyst, at de Tiltalte Grosserer Ishøi, Oliemøller Petersen, Bager Hamann, Bovedts Enke, Gartner Hasberg, Kroeier Petersen, Eddikebrygger P. Jensen, Koholder C. Jensen, Vognmand Mads Larsen, Bager Meyer, Møller Lind, Fiskehandler Kallehauge, Slagter Carl Schmidt, Vognmand J. Johnsen, Huuseier Jens Bentsen, Røgmand Henrik Johnsen, Slagter Eisemann, Værtshuusholder Peter Lund, Slagter F. Hansen og Jordbruger Søren Hansen, der i Medfør af Kiøbenhavns Amtsraads Skrivelse af 31te Mai 1866 ere opførte paa det af Taarnby Sogneforstanderskab for Aaret 1867 affattede Regulativ for Vandkjørsel i Ildebrandstilfælde, med Forpligtelse til i saadanne Tilfælde at møde med Vogn og Hest forsynede med 1 eller 2 Vandtønder, desuagtet ere udeblevne respective ved Ildebrand den 3die Juni og Mønstring den 11te s. M. Ved Amager Birketingsdom af 24de September d. A. ere de imidlertid frifundne for det Offentliges Tiltale af Hensyn til, at 2 33 i Loven af 2den Marts 1861 knytter Forpligtelsen til i Ildebrandstilfælde at møde med Heste og Vogn til Besiddelsen af en Gaard, hvilken Ingen af de Tiltalte besidder i Ordets legale Betydning, samt af Hensyn til, at den Bemyndigelse til Affattelse af Ændring i Regulativet, hvilken Loven tildeler de communale og administrative Autoriteter, ikke kan antages at strække sig ud over selve hiin Betingelse for Forpligtelsen, navnlig ogsaa fordi den Godtgjørelse i Sogneægter, hvortil Paragraphen henviser, kun lader sig give til Besiddere af "Gaarde".

Da nu Overretten maa være enig med Underdommeren i denne Opfattelse af Lovgivningen, vil Birketingsdommen, der ogsaa angit flere Tiltalte, for hvis Vedkommende Sagen ikke er appelleret, forsaavidt paaanket er, være at stadfæste, og Sagens Omkostninger, derunder Salairerne til Actor og Defensor her for Retten 5 Rd. til hver, at udrede af det Offentlige.“

(Højesteretstidende 1867).

I 1875 var Kallehauge indklaget endnu engang for fornærmelser, denne gang mod en anden fiskehandler. Denne gang fik han ikke medhold i retten:

Æreserklæring.

Udskrift

af

Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets 2det Civilkammers Protokol.

Aar 1875, den 22de Marts foretoges alter Sagen

Nr. 51/1875.

Fiskehandler og Danebrogsmand Søren Nielsen Thrane

mod

Fiskehandler I. P. Kallehauge

Klageren mødte personlig.

Indklagede mødte ved Prokuralet H. I. Torp, der fremlagde Indlæg og Fuldmagt.

Sagen blev nu saaledes forligt, at Prokurator Torp paa Indklagedes Vegne erkjendte, at Indklagede, dersom denne ved den i Klagen anførte Lejlighed har fornærmet Klageren paa den i Klagen anførte Maade, beklager, at dette, som er skeet uden Indklagedes Vidende og mod hans Ønske, og hvortil han ikke har havt nogensomhelst Berettigelse eller Grund, har fundet Sted, tilbagekalder de fornærmelige Udladelser, der maatte være faldne, saa at de ikke skulle komme Klageren til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte, og forpligte sig til inden 8 Dage fra Dato at betale en Bøde til denne Rets Fattigkasse af 30 Kr., samt til Klageren i Godtgjørelse for Sags Omkostning« og Tidsspilde 20 Kr.

Sagen sluttet kom forligt.

Knudsen. Reiendahl. Bergen.
Udskriftens Rigtighed bekræftes

Justitskontoret under Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret, den 27de Marts 1875

(Dags-Telegraphen (København) 19. april 1875).

Et mærkeligt Selvmord.

I dette Blads Onsdagsnumer læstes følgende Nyhed, som Politiet havde tilsendt os:

"Endskønt der i Forgaars Eftermiddags var afspærret paa Knippelsbro paa Grund af, at et Skib skulde igennem, brød en Fiskehandler, der kom kørende med et Enspænderkøretøj, sig ikke det mindste derom, og uagtet ogsaa Brovægteren advarede ham derimod, kørte han uden om Spærrebrædtet og op paa Broklapperne, der allerede var begyndt at løfte sig; der kunde let være sket en Ulykke, hvis han ikke var holdt tilbage med Magt. Politiet noterede ham. 

Den omtalte Fiskehandler var Jens Leth Kallehauge, som efter at Handelen paa Fisketorvet i Mandags Eftermiddags var forbi var paa Vejen til sit Hjem i Sundbyvester paa Amager 

Den paafølgende Morgen - om Tirsdagen - stod Kallehauge op ved 4 Tiden, vækkede sin Karl og beordrede denne til at spænde for og køre - imod Sædvane - alene ind til Byen for at varetage Fisteforretningen, og gik derpaa ind paa Ejendommens Retirade.

Senere fandt man ham hængende livløs paa Retiradedøren med et Reb fastsurret om Halsen.

Den Afdøde var, trods sin høje Alder - 73 Aar - , en rask og rørig Mand. Han sad i temmelig gode Omstændigheder, ejede foruden det Sted, han selv beboede paa Bülowsvejen et Par andre Ejendomme paa Amager, og han var ved Hjælp af den Fiskeforretning, han drev ved Gammel Strand, en Mand - efter Sigende - paa ca. 60,000 Kr. I den senere Tid havde han været en Del melankolsk, og man formener om Affæren ved Knippelsbro, at det har været hans Hensigt at styrte sig med Køretøjet t Havnen.

Han efterlader sig en Hustru paa 75 Aar og en 10-12 voksne Børn.

(Social-Demokraten 26. oktober 1889)

Selvmordet skete den 22. oktober 1889. Han blev begravet den 27. oktober 1887 fra Sundby Kirke. Han var gift med Marken (Marchen) Kallehauge, født Clausen. Hun takkede efterfølgende pastor Nielsen for en smuk tale og nogle sangere. Marken Kallehauge solgte i 1893 deres hus, matrikelnummer 137, Sundbyvester Gade nr. 4 i Raagaardsstræde for 2.200 kr til bestyrer Hans Olsen. Hun ser ud til at være død i 1903:

Alle og Enhver, som maatte have Noget at fordre Boet efter afdøde Enkefru Marchen Kallehauge født Elan sen, af Sundbyvester og tidligere - 1889 - afdøde Mand, Fiskehandler Jens Peter Kallehauge, efter hvem Enken hensad i uskiftet Bo, indkaldes herved med 6 Maaneders Varsel til at anmelde og bevisliggjøre deres Krav for undertegnede Skiftekommission, som behandler Boet, hvori Arv og Gjæld ikke er vedgaaet.

Med samme Varsel indkaldes derhos de Afdødes Arvinger til at melde sig paa Skiftet og varelage deres Interesser under Boets Behandling. Særlig indkaldes Sønnen Andreas Peter Kallehauge, der for ca. 45 Aar siden udvandrede lil Amerika, og fra hvem der ikke senere skal være hørt 

Den kgl. Landsover samt Hos- og Stadsrets Skiftekommission, Kjøbenhavn, den 29de Maj 1903.

Schack.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. juni 1903).

Andre end sønnen synes at være udvandret, om en Andreas Peter Kallehauge fortæller en slægtsside:

Brief Life History of Martin Andreas Peter Kallehauge (1860-1930)

When Martin Andreas Peter Kallehauge was born on 14 February 1860, in Sundbyvester, Solvang, Sokkelund, København, Denmark, his father, Peter Kallehauge, was 23 and his mother, Ane Kuhre, was 24. He married Amalie Josefine Søderberg on 21 November 1880, in København, Denmark. They were the parents of at least 2 sons and 1 daughter. He lived in København, Denmark for about 10 years and Gentofte, Copenhagen, Hovedstaden, Denmark in 1925. He died on 10 April 1930, in Copenhagen, Hovedstaden, Denmark, at the age of 70, and was buried in Hellerup, Copenhagen, København, Denmark.

Af oplysningerne fremgår at det ikke kan være den samme, trods navnelighederne.

Huset gik den 27. juni 1903 på tvangsauktion. Af bohavet nævntes bl.a. en del antikke møbler (bl.a. en maghonisekretær), 2 taffelure, et bornholmsk stueur, sølvtøj, 14 lirekasser og spilledåser, 5 skibsmodeller, et pengeskab, kobber- og messingtøj og 2 vogne. I en tvangsauktionsannonce den 6. august 1903 nævnes ejendommen som Finlandsgade 13 og 15 i Sundbyvester. Den fremvistes af fiskehandler Thorvald Emil Kallehauge (død marts 1907), Sverigsgade nr. 22, 2. sal. Boet aflagde regnskab i november 1904.

Om Wilhelm Schreiber (-1876) findes i aviser forskellige oplysninger:

Et Hundredaars-Jubilæum. Den 14de Februar kan det bekjendte Vinfirma Wilh. Schreiber & Co. fejre Hundredaarsdagen for sin Grundlæggelse. Forretningens Stifter var Jacob Peter Kaarsberg. der den 14de Februar 1793 løste Borgerskab som Vinhandler heri i Staden og aabnede sin Vinhandel med tilhørende Vinstue i den af ham opførte Ejendom i Strandgade, det nuværende Nr. 20. I 1809 løste hans Søn Peter Andreas Kaarsberg Borgerskab i om Vinhandler, og fra 1816 overtog han Faderens Forretning. Efter 1820 flyttedes Forretningen hen paa Hjørnet af Strandgade og Torvegade. Peter Andreas Kaarsberg, der døde i 1866, havde allerede i 1859 overdraget Forretningen til Johan Asmus Wilhelm Schreiber, en indvandret Tysker. I 1867 flyttede den nye Indehaver Forretningen hen til den Ejendom i Lille Torvegade, hvor den endnu har sit Seede. I 1876 optoges som Kompagnon Hr. Anton Olsen, som i en længere Aarrække havde varet ansat hos Moses & Søn G. Melchior. Allerede kort efter døde Schreiber og Olsen fortsatte da under det allerede en Aarrække før antagne Firmanavn Wilm. Schreiber & Co.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende februar 1898

100-åars Forretningsjubilæum.

I Dag kan Vinfirmaet Wilh. Schreiber & Ko. fejre Hundred-Aarsdagen for Forretningens Grundlæggelse.

I dette lange Tidsrum har Forretningen uafbrudt haft Sæde paa Kristianshavn, hvor den dog, som en naturlig Følge af de skiftende Tider, er undergaaet betydelige Forandringer i de forløbne Aar.

Forretningens Stifter er Jacob Peter Kaarsberg, der den 14de Februar 1798 løste Borgerskab som Vinhandler her i Staden og aabnede sin Vinhandel i den af ham opførte Ejendom i Strandgade (nuværende Nr. 20), beliggende imellem Hofmaler hos Christian den 4de Carl van Manderns (nu Nr. 18) og Etatsraad Friederich Christian Aaters Ejendom (nu Nr. 22). Alle disse Ejeudomme staar endnu til Dato uforandrede, og navnlig er dette Tilfældet med den Kaarsbergske, som ved sin Svalegang i den snævre Gaard og den smalle, men sirlige Trappegang er et lige saa smukt som interessant Vidnesbyrd em svundne Tiders Arkitektur. Paa Husets Facade findes saledes den Dag i Dag anbragt et langt Sandstens-Hautrelief, forestillende to af de af Josva til Kanaans Land udsendte Spejdere, som til Vidnesbyrd om Landets Frugtbarhed vendte tilbage med en Drueklase saa stor, at de to Mænd maatte bære den paa en Stang imellem sig; ogsaa over den med Udskæringer og Ornamenter smukt forsirede Gadedør, saavel som over Nedgangen til Kjælderen i Gaarden, findes gamle Prydelser.

Allerede i Aaret 1809 løste Grundlæggerens Søn, Peter Andreas Kaarsberg, Borgerskab som Vinhandler, og han overtog i 1816 Forretningen efter Faderen, som da kjøbte den meget større Ejendom paa Hjørnet af Strandgade og Torvegade, nu Nr. 14, det saakaldte "Raadhus", hvor han boede til sin Død 1830.

Sønnen, Peter Andreas, flyttede da sin Forretning fra Nr. 20 hen i den ovennævnte smukke Hjørneejendom, i hvis rummelige, korshvælvede Kjælder der fandtes den allerede længe savnede Plads til Udvidelse, og under P. A. Kaarsbergs Ledelse gjorde Forretningen her betydelige Fremskridt.

Her samledes adskillige af Byens bedste Borgere for ved en kvart Portvin at drive deres uskyldige politiske Kandestøberier, og her traf man ogsaa mange af de saakaldte gode Hoveder. Blandt Stamgjæsterne kan nævnes Borgerdydskolens Inspektør og geniale mathematiklærer, Islænderen Cleophas Svenningsen, og hvor han holdt til Huse, kunde man være sikker paa at finde et godt Glas Vin, krydret med en ikke mindre god Historie.

Blandt de mange, som i denne lange Aarrække har medtaget døres Uddannelse i den ædle Vintapperkunst og som dygtige Folk af Faget er udgaaede fra denne Forretning, kan nævnes de afdøde Vinhandlere Chr. W. F. Bestle og Tottenberg, senere Ejer af Hotel Tottenberg. I Aaret 1827 blev Peter Andreas Kaarsberg Forsørgelse Biore tander og i 1828 Kaptejn i Borgervæbningen. Han døde 1866, men forinden, allerede i 1859, havde han overdraget Forretningen til den for sit Kjendskab til Vinfaget almindelig ansete Johan Asmus Wilh. Schreiber; dog førtes Forretningen endnu i Peter Andr. Kaarsbergs Navn, indtil Schreiber selv, som Udlænding, ved den nye Næringslov blev berettiget til at købe Borgerskab som Vinhandler her i Staden og fra den 11te Marts 1862 førte Forretningen i eget Navn.

Wilh. Schreiber fortsatte nu Forretningen i den nedarvede Aand, men flyttede i 1867 til den til Forretningen erhvervede Ejendom i Lille Torvegade Nr. 9, hvor den endnu har sit Sæde. Wilhelm Schreiber, som var født i Lübeck, havde modtaget sin bedste Uddannelse i de store Slotskjældere i Doberan i Mecklenburg, hvorfra han indforskreves hertil af Firmaet P. de Coninck for at lede deres den Gang nyanlagte Vinforretning.

Som Kuriosum kan anføres, at Schreiber, som ovenfor nævnt, flyttede Forretningen til den den Gang aldeles øde og ubefærdede Ende af Lille Torvegade - idet Knippelsbro paa den Tid, som bekjendt, laa for Enden af Brogade - fordi han fandt, at der paa Hjørnet af Strandgade var før megen Færdsel til, at hans Kunder blandt Amagerne kunde holde uforstyrrede udenfor med deres Kjøretøjer ; Skæbnen vilde imidlertid, at Knippelsbro kun faa Aar senere blev flyttet netop hen for Enden af Lille Torvegade, og Schreiber fandt sig samledes pludselig - imod sin Vilje, men til Forretningens senere store Fordel - hensat i en af de snart efter mest befærdede Gader I Byen.

Afkræftet af Sygdom optog Wilh Schreiber den 1ste April 1876 Hr. Anton Olsen som Kompagnon i Forretningen. Hr. Olsen havde i en længere Aarrække været ansat hos Firmaet Moses Søn O. Melchior som Forvalter paa derea Pakhuse paa Asiatisk Kompagni. Forretningen fortsattes nu af begge I Forening under Firma: Wilh. Schreiber & Ko.

Allerede den 18de December samme Aar afgik Wilh. Schreiber ved Døden, og Kompagnonen Anton Olsen fortsatte da Forretningen som Ene-Indehaver under samme Firma.

Meget Vand er løbet I Stranden, siden Jacob Peter Kaarsberg den 14de Februar 1798 aabnede sin Vinhandel paa Kristianshavn. Vinstuen er forlængst nedlagt, men i Forretningens Kjældere minder de hundredaarige Lagerfade os endnu den Dag i Dag om Forretningens Ælde.

(Dannebrog (København) 14. februar 1898).

Fritz Theodor Benzen. Strandgade 18-20. Optaget mellem 1900 og 1910. Kaarsbergs hus ses til venstre med relief af vindruebærerene. Husene blev nedrevet i forbindelse med Torvegades udvidelse. Kbhbilleder. Public Domain.

De nævnte ejendomme i Strandgade 18 og 20 blev nedrevet i forbindelse med Torvegades udvidelse. Ejendommen Torvegade 20/ Strandgade 14 blev - formentlig ukorrekt - i lang tid omtalt som Christianshavns gamle rådhus. Af kilder for den selvstændige købstad Christianshavn 1673 fremgår at der intet rådhus var, og for den sags skyld heller ikke fængsel.

Reg. 1911 Nr.488. Anmeldt den 7de September 1911 Kl. 11.54 af Wilhelm Schreiber & Co., Vinhandel, København, og registreret den 14de Oktober s. A. En sort Etikette med hvid Indskrift og et rødt Skjold i øvre, venstre Hjørne. I Etiketten staar med fremtrædende Bogstaver; Monntain Deiv og: The Pearl of Scottish Whiskies. Derunder og derover staar Angivelser angaaende Varen og nederst Anmeldernes Navn og Bopæl, I det røde Skjold staar med sorte Bogstaver Ordene: Black label. Mærket er kun registreret for Vine og Spirituosa. Ordene: Black label er af Anmelderne angivet at skulle anvendes som en særlig opfunden Benævnelse for disse Varearter. (Registrerings-Tidende for Varemærker nr. 29, 1911).

Efter Anton Olsen (1838-1910) overtog sønnen Hjalmar Steglich firmaet. Firmaet havde da adresse på Torvegade 9.

Jylland. 10de til 31te December 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Flensborg skrives til "Dbl." den 7de, at den danske Menigheds Ophævelse dog ikke er skeet paa anden Maade, end at alle ministerielle Handlinger kunne forlanges foretagne af den saakaldte danske Præst, uden at Vedkommende behøve at erlægge Gebyrer derfor ogsaa til den tydske Sognepræst. Men den nye "danske" Præst Karstens, tidligere Huuslærer hos en dansk Adelsmand, vil neppe faae nogen Søgning af de dansktalende Familier, da han synes ansat for at holde Folk borte fra den danske Kirke. I Søndags 8 Dage, da han havde Ordre til at oplæse Fredstractaten fra Prædikestolen, takkede han saaledes uden Ordre Gud for den "lykkelige" Fred, hvorfor da ogsaa flere af de tilstedeværende Damer strax fjernede sig med Graad i Øie. I Søndags, da Takkegudstjenesten holdtes, skal Kirken kun have været besøgt af 2 ubekjendte Damer og 3 simple Fruentimmer, alle formodentlig ikke hørende til Menigheden."

Communalbestyrelsen i Nykjøbing p. M. har igjennem Amtet modtaget en Meddelelse fra den kgl. Commissarius for Jylland, hvoraf fremgaaer, at Communen af det Beløb af 171½ Rd., som Udgifterne til Forplejningen af de vedvarende preussiske Tropper fra den 2den til den 10de August d. A. have andraget, fortiden kun erholder 16 1/3 Rd., hvoraf de 5 5/6 Rd. tilfalder Sognefogden i Tødsø for reqvireret Smør, og hvilket Beløb var indsendt med Amtets Skrivelse, medens det endnu er uvist, om de manglende 155 1/6 Rd kunne erstattes kommunen af det af det forrige Militairgouvernements Kasse udbetalte Overskud af Jyllands Indkomster under Occupationstiden. Paa Grund heraf vedtoges det, at opføre Beløbet som Krigsskade, og derom at gjøre Anmeldelse til Amtet i Forbindelse med de alt tidligere i saa Henseende anmeldte Krav, for saa stor en Deel som ikke maatte blive erstattet af det nævnte Overskud.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 12 december 1864).

Ifølge "Kold. Av." har "Fredsfesten" i de nordslesvigske Kirker, som det var at vente, gjort Fiasco: paa enkelte Steder mødte der i Kirken blot 1 eller 2 Hjemmetydskere; paa andre havde Festen et meget alvorligt og høitideligt Præg, men var alt Andet end en "Takke"-Fredsfest; i eet Sogn tog den tydske Præst det kloge Parti at faae "Fredsfeber" og udeblive fra Kirken. - I Tønderegnen blev der, ifølge en Skrivelse fra Møgeltønder til "Dbl.", paa mange Steder hverken "ringet" eller "takket"; men i Møgeltønder selv, som bekjendt, en af de afstaaede nørrejydske Enklaver, blev "Fredsfesten" holdt; dog indfandt der sig af Danske kun nogle faa Nysgjerrige og Saadanne, som om Søndagen besøge Kirken for derefter at faae sig "et  Par Punsch", til den; blandt de Tilstedeværende bemærkedes med Harme den kgl. danske Cancelliraad Holm, Ex-Byfoged i Tønder (der formodentlig venter en Gjenindsættelse i Slesvig). Noget for Kirketid indfandt sig fra Tønder en med Knipler bevæbnet Bande af tydske Seminarister fulgte af 3 bevæbnede Gensdarmer. Efter at have holdt et støiende Indtog i et Værtshuus og der samlet den behørige Courage, begav de sig til Kirken hvis Indgange besattes af Gensdarmerne. Efter Kirken svirede de igjen i en Kro og drog derpaa, brølende "Schleswigholstein" gjennem Slotsgaden; en Tjenestekarl, der istemmede en dansk Fædrelandssang, fik sit Ansigt paa det Afskyeligste sønderslaaet af en Gensdarms (en slesvigsk Deserteurs) Sabel; Banden havnede i en tredie Kro, hvor den fortsatte Sviren; dens Brøl blev saa gyseligt, at en østerrigsk Capitain yttrede Tvivl om, at det var Mennesker. En Seminarist trak en Pistol op af Lommen og truede Værtinden; -  de vare alle væbnede med slige Pufferter for at sætte Møgeltønderne i Respekt". Omsider satte Værten dem paa Døren; brølende vendte de da tilbage til Tønder. Hvad ville Civilcommissairerne sige til, at den tønderske Øvrighed rolig har tilladt saadanne Optøjer? 

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. december 1864).

N. Dorph: Parti af Aabenraa. Illustreret Tidende nr. 17, 25. januar 1885.

Notits i tysk avis, original se nedenfor:

I Aabenraas skolesystem har intet ændret sig trods afstemningen om skolesproget der fandt sted for et par måneder siden, og lærerne er forblevet. Civilkommissærerne siges at have fundet det danske mindretal, der skilte sig ud ved afstemningen, og det faktum, at langt de fleste i Aabenraa taler dansk dialekt, alt for påfaldende, som de hidtil fandt. Herom var der stor begejstring i den tysksindede borgerforening i byen; i disse kredse er det indtrængende ønsket, at børnene ikke skal begrænses til privatundervisning og det lidt, der gøres i skolen for at lære tysk.

Im Apenrader Schulwesen ist trotz der vor einigen Monaten vorgenommenen Abstimmung über die Schulsprache nichts geändert worden, und auch die Lehrer sind geblieben. Die Civilcommissäre sollen die dänische Minderheit die bei der Abstimmung heraustrat, und die Thatsache dass die gross Mehrheit in Apenrade eine dänische Mundart spricht, allzu schlagend gefunden haben, als dass sie bisher fanden. Im deutsch-sinnten Bürgerverein der Stadt gab sich darüber grosse erregung kund; man wünscht in diesen Kreisen dringend dass die Kinder für das Erlernen des Deutchen nicht auf Privatstunden, und das wenige was in der Schule getrieben wird, beschränkt seyen.

(Allgemeine Zeitung 14. december 1864

Den 14. december var alle saksiske og hannoveranske tropper ude af hertugdømmerne. Da preusserne for alvor satte sig på Holsten og indsatte Edwin von Manteuffel som guvernør i stedet for Gablenz, var noget af det første han gjorde at forhindre den augustenborgske bevægelses aviser i at udkomme (Kieler Zeitung, Schleswig-Holsteinische Zeitung og Itzehoer Zeitung), samt forbyde de slesvig-holstenske forsamlinger. Hertug Friedrich VIII (1829-1880) levede nærmest som i husarrest i Kiel indtil han den 7. juni 1866 rejste til Altona, samtidig med at statholder von Gablenz og østrigerne forlod byen efter at Preussen havde bebudet at de ville rykke ind i Holsten. Den 24. januar 1867 blev hertugdømmerne officielt indlemmet i Preussen. Modviljen mod Preussen lettede lidt da den senere Wilhelm II blev gift med Friedrich VIIIs datter Auguste Viktoria (1885-1921).

Af de her i Byen ved Afmarschen efterladte 6 syge preussiske Soldater ere nu de To døde. Den først Afdøde blev for en halv Snees Dage siden baaren til Jorden af Vaabenbrødrene, og den nu senest Afdøde blev idag i Middagsstunden begravet med militair Honneur. Kisten, ovenpaa hvilken der laa Krandse og den Afdødes Pikkelhue, blev baaren af Dragoner, og over Graven, ved hvilken Pastor Bang talte nogle Ord, affyredes tre Salver. Paa det herværende Sygehuus findes endnu tre syge preussiske Soldater, der dog alle ere Rekonvalescenter; een er alt tidligere som helbredt reist hjem.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. december 1864).

Afskedigelser blandt Præsterne. (Sorø Av.) I Forbindelse med de stedfundne store Reduktioner i de forskjellige Ministerier og de paabegyndte do. i Militair Etaten vil man nu ogsaa vide, at et større Antal af de ældste Præster - efter Sigende omtrent 70 - skulle have deres Afsked, nærmest vistnok for at gjøre Plads for de talrige fordrevne slesvigske Præster, som det i saa høi Grad er naturlig at der gjøres Noget for. Efter Forlydende skal der ogsaa være paatænkt at foranstalte en særlig lempelig Examen for de fordrevne slesvigske juridiske Embedsmænd, der kun have slesvigsk juridisk Examen, men som ønske at underkaste sig den fuldstændige juridiske (den saakaldte latinsk-juridiske Prøve), for derved at gjøre sig skikkede til at beklæde juridiske Embeder i Kongeriget. Mange skulle allerede ivrigt forberede sig til denne Prøve.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 22. december 1864).

Biskop Daugaard i Ribe har i "Berl. Td." for 22te taget til Gjenmæle mod et Brev af 9de fra Ribe til "Dbl." Han tilstaaer, at han i 1849 "for tidlig tog Afsked" med sine tørring-lehnske Præster, "hvilken Sag iøvrigt til sin Tid har fundet sin Afgjørelse (hvilken?) i Kirkeministeriel". og "ønsker, at han nu, som dengang maa være kommen for tidlig med sit Afskedsord". Derimod benægter han, at han ved et Circulaire skal have tilskyndt bemeldte Præster til at indsende deres Underkastelse til Civilcommissairerne og endog raadet dem at indsende den paa Tydsk; han formoder, at der derved sigtes til, at han midt i Februar skrev til nogle Præster i de vestlige Sogne om, hvad de havde at gjøre, hvis det blev forbudt dem at bede i Kirkebønnen for Hs. Maj. Kongen; han skrev da, at "han vel ikke antog, at man af de til den danske Folkekirke hørende tørninglehnske Præster vilde forlange Noget, som positivt maatte støde mod Embedseed og gjøre det nødvendigt for dem at træde tilbage, men yttrete, at det Videste, de i saa Tilfælde kunde gaae, var: efter endt Prædiken at slutte med Doxologien, Fadervor og Herrens Velsignelse uden at fremføre nogen mere speciel Bøn, og iøvrigt henstillede det til Enhvers Samvittighed, om han troede at burde gaae saavidt."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 24. december 1864).

Die Bundescommissäre sehen in der Besetzung von Schleswig-Holstein immer noch nichts weiter als eine Execution, und bemühen sich, dieselbe nichts fruchtslos ausfallen zu lassen. (Forbundskommissærerne ser stadig ikke andet end en eksekution i besættelsen af ​​Slesvig-Holsten og forsøger at sikre, at intet viser sig frugtesløst). Kladderadatsch 25. december 1864.

Efterretninger fra Hertugdømmerne.

- I en i disse dage udkommen Bog: "Meddelelser om Begivenhederne i Slesvig siden den preussisk-østerrigske Invasion" findes en Oversigt over slesvigske Embedsmænd og Bestillingsmænd, som have været fjernede indtil den 1ste November d. A. Af Appellationsrettens 9 Medlemmer er Ingen tilbage, af dens Sekretærer kun 1; af de 7 Amtmand er ingen tilbage: af Justitsembedsmændene ere 61 fjernede, kun 25 tilbage (hvoraf 3 paa Ærø); af borgerlige Raadmænd i Byerne er 24 af satte, tilbage; af Provster, Præster, og ordinare Gejstlige ere 92 afsatte (de Tilbageblevnes Antal ubestemt), af Latinskolernes Lærere ere 43 afsatte, kun 6 tilbage: af Lærere ved Tønder Seminarium er ingen tilbage; af Lærere ved Borger- og Almueskoler ere 66 afsatte; af Medicinalembedsmændene ere 17 afsatte, kun 8 tilbage; af Oppebørselsembedsmændene ere 15 afsatte: af Toldembedsmændene 111 afsatte, kun 47 tilbage; af Postembedsmændene ere 19 affatte, kun 7 tilbage; af Embedsmændene ved Vejvæsenet 7 afsatte Ingen tilbage; af Husfogederne 12 afsatte; af Brandirektørerne 8, af Politibetjente, Retstjenere og desl. 41; andre Embeds og Bestillingsmænd, der vides fjernede, 50. Tilsammen: 583 afsatte Embeds og Bestillingsmand. (Af disse have 248 ikke været anførte i det slesvigske "Verordnungsblatt".) Hertil kommer endnu den store Mængde afskedigede Almue- Skolelærere og Retstjenere, om hvilke ingen bestemt Oplysning haves, samt de talrige lokale Fogder (Sognefogder, Bondefogder, Regnskabsmand osv.) hvilke næsten overalt ere blevne afsatte, men ikke have kunnet optages paa den i Bogen meddelte Fortegnelse.

(Ribe Stifts-Tidende 27. december 1864).

Oversættelse af tysk artikel. Original følger nedenfor:

Slesvig-Holsten. - "Hellere dansk end preussisk" er den seneste sang, der bliver sunget i Slesvig-Holsten, og som slet ikke er i tråd med Preussens ønske om annektering. "Schleswig-Holsteinische Zeitung" beskyldes derfor også for stædig partikularisme, fordi den ikke vil vide noget om en forbindelse med Preussen eller endda om at blive opslugt af en sådan. Mødet med hr. v. d. Pfordten med hr. v. Beust i Bamberg tilhængerne af den specifikke preussianisme en masse sorg og vrede, fordi man godt kan være overbevist om, at der mellem de to ikke kan være udvekslet særlig pro-preussiske følelser. En korrespondent for "Kölner Zeitung" fra Berlin siger derfor, at det nye Bamberg ønsker at gøre sig bemærket i mangel af gerninger, men vil opnå lige så lidt som det gamle Würzburg. - Ikke desto mindre er man i Preussen blevet klar over at annekteringen foreløbig er et yderst tvivlsomt problem, og man ønsker i første omgang kun en føderal forbindelse, og jo før jo bedre, så spørgsmålet om den føderale forbindelse ikke slutter pga. tøver og udsætter for længe, ​​kan der stilles spørgsmålstegn ved, for hvilke udsigterne stadig er de gunstigste.

Schleswig-Holstein. - "Lieber dänisch, als preussisch" ist das neueste Lied welches in Schleswig-Holstein gesungen wird und das mit den Anneztionsgelüsten Preussens durchaus nicht im Einklange steht. Es wird deshalb auch der "Schleswig-Holsteinische Zeitung" der Vorwurf eines verstockten Partikularismus gemacht, weil sie von einer Verbindung mit Preussen oder gar von einem Aufgehen in solchem nichts wissen will. Auch macht die Zusammenkunft des Hrn. v. d. Pfordten mit Hrn. v. Beust in Bamberg den Anhängern des spezifischen Preussenthums vielen Kummer und Aerger, weil man sich wohl überzeugt halten mag, dass zwischen beiden keine besonders preussenfreundlichen Gesinnungen ausgetauscht worden sein mögen. Es sagt deshalb ein Korrespondent der "Kölner Zeitung" aus Berlin, dass das neue Bamberg in Ermanglung der Thaten von sich reden machen will, wird aber eben so wenig, wie das alte Würzburg etwas zu Stande bringen. - Trotzdem ist man in Preussen zur Einsicht gelangt, dass die Annexion vorerst ein äusserst zweifelhaftes Problem ist, und man wünscht zunächst nur einen bundesstaatlichen Anschluss, und zwar je früher desto besser, damit nicht durch zu langes Zögern und Hinausschieben die Frage des bundesstaatlichen Anschlusses, in Frage gestellt werden möge, wofür die Aussichten noch die günstigsten seien.

(Würzburger Journal 28. december 1864)

Parolen kan være opfundet af Flensburger Nordd. Zeitungs redaktør Römer (det nævnes i hvert fald i flere samtidige tyske aviser). Den må ses som et forsøg på at påvirke den politiske udvikling i Slesvig-Holsten, Det Tyske Forbund og Preussen, idet personer som fremførte paroler som "heller dansk end preussisk", ændrede det med tiden til andre, såsom fx "hellere preussisk end tysk" og lignende. Modviljen i Holsten og Slesvig mod Preussen nåede tilsyneladende et klimaks i midten af 1865. I slutningen af 1865 tog slesvigholstenske aviser dog afstand fra parolen "hellere dansk end preussisk", og det fremførtes nu at parolen var blevet opfundet for at mistænkeliggøre den augustenborgske bevægelse. "Schleswig-Holstein. Zeitung" skrev således at parolen "Lieber Schleswig-Holsteinisch sterben, als Preussisch verderben" nok mere svarede til bevægelsens idegrundlag. I 1867 synes det som om at tyske aviser mest tillægger de dansksindede nordslesvigere som ophav til parolen. Og i 1869 synes disse måske også at have taget parolen til sig.

Jylland 5te til 9de December 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Den 5. december 1864 stemte forbundsdagen for at trække eksekutionstopperne ud af Holsten og Lauenburg. Forbundskommissærerne blev herefter erstattet af den østrigske v. Lederer og den preussiske v. Zedlitz. Den hertugelige landsregering som var blevet oprettet 12. januar 1864 i Kiel blev opløst og fra 1. februar 1865 erstattet af en slesvig-holstensk landsregering i Gottorp. Den folkelige, liberale slesvig-holstenske bevægelse var dermed næsten helt udslettet. Trods sine manglende politiske sejre havde den formået at skabe en fri debatkultur, samt udbredt politiseringen til også jævne mennesker - en udvikling som var dybt bekymrende - og farlig - for den konservative elite. Den er en væsentlig brik i udviklingen af en demokratisk tradition i Slesvig-Holsten.

Der er i disse Dage død to Damer, der ere faldne som et Offer for tydsk Fanatisme. Den Første er Fru Poulsen, den slesvigske Rector Professor Poulsens Kone. Strax efter Dannevirkes Rømning plagede Wühlerne hende i den Grad, at hun gik fra Forstanden og maatte bringes til Daareanstalten i Slesvig, hvor den høihjertede danske Qvinde forblev indtil for kort Tid siden - og nu er hun død som en Følge af de udstaade Lidelser. Hendes anden Lidelsesfælle, som i disse Dage er død i Kjøbenhavn, er Fru Bülow, den graastenske Sognepræst Bülows Kone. Hun fik efter sin Mands Bortrejse en meget stærk Indqvartering. som slog hendes Meubler etc. itu, plyndrede Alt og tvang hende til at være Vidne dertil; ja for rigtig at pine hente pillede de hendes Linned, Kniplinger etc. itu for hendes Øine. Disse Qvaler kunde den stakkels Dame ikke udholde; efterat være kommen til Kbhavn, blev hun syg af Sorg og Kummer, og er nu død. (Hf. A.).

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 5. december 1864)

Frederik Rubek Christian Bülow (1821-1905) var sognepræst for Dybbøl menighed 1858-1864. Han blev cand. theol. 1849 og meldte sig som frivillig i krigen 1848-1851. Hans kone var kusinen Theodora Johanne Bruun. Der findes forskellige modstridende kilder. Nogle nævner at han blev arresteret af prøjserne ved deres indrykning på Sundeved, men frigivet. Den 1. marts blev han atter arresteret og ført til Flensborg. En anden kilde nævner at han først blev arresteret efter slaget ved Dybbøl. Han anmodede 25. april 1864 om at hjælpe hans menighed der var spredt rundt i Jylland. I juni 1864 opholdt han sig i Sverborg Præstegård, Vordingborg.

- (Brev fra Viborg den 2den Decbr.) Omtrent til den fastsatte Tid ankom Hs. Mj. Kongen og blev modtagen af Borgemesteren, Justitsraad Zingelmann, med nogle faa Velkomstord, ledsagede af de forsamlede Corporationers og Embedsmænds Hurraraab. Hs. Majestæt behagede at svare, at det var ham kjært at samles med Jyllands Befolkning for personlig at kunne takke den for dens Udholdenhed og Resignation i den forløbne sørgelige Tid. Hs. Majestæt blev derpaa af Stiftamtmanden, Kammerherre Bretton, ledsaget til sin Vogn, og havde Kammerherren her den smukke Tanke at sige til den udenfor Banegaarden forsamlede Mængde: "Glæder Eder Børn! Eders Konge er i Eders Midte". Mængden maa imidlertid ikke have hørt disse Urd; i det mindste syntes de ikke at gjøre noget Indtryk paa den. Ledsaget af Laugenes Fane tog kjørte Hs. Majestæt derpaa under Hurraraab op til Byens Gjæstgivergaard, hvortil Veien og Gaden vare pyntede med de velbekjendte Signalflag , som Marinen beredvillig udlaaner ved saadanne Lejligheder; dog saaes ogsaa talrige Dannebrogsflag. En Del af Gjæstgivergaarden var pyntet med Gran og Dannebrogsfarver og iøvrigt saa festlig indrettet som mulig. Her blev paany udbragt et Leve for Kongen og Kronprindsen, hvilket Hs. Majestæt besvarede ved atter at takke for vor Udholdenhed. Derpaa tog Audiensen sin Begyndelse. Paa Grund af den indskrænkede Plads maatte de Audienssøgende samles i Gjæstestuerne og vente der, indtil deres Tour kom. Det tog sig lidt løjerligt ud i et Forgemak at see udskænket halve "Bairere" og Smaasnapse , som iøvrigt havde en rivende Afsætning efter den kolde Morgenluft. Heldigvis varede Scenen ikke længe , da en Hofembedsnand havde Conduite nok til at sætte en Stopper derfor. Eller Audiensen var der Frokost, hvortil nogle Udvalgte vare tilsagte. Henimod Kl. 2 var der samlet Saamange i Domkirken, som de i Choret anbragte Stilladser kunde rumme, for at bivaane den højtidelige Nedlæggelse af Grundstenen til det nye Alter, der skal anbringes længere tilbage i Kirken end det ældre. I Choret var Stiftets Geistlighed samlet tilligemed Byens forskjellige Embedsmænd. Til fastsat Tid ankom Hs. Majestæt , hvorpaa der blev afsunget en Psalme. Biskop Laub talte smukt, indtrængende og værdigt, knyttende sin Tale til Ordene: "Uden Herren hygger Huset, arbeide Bygningsfolkene forgjæves". Derefter oplæste Sognepræsten, Stiftsprovst Welding, Indskriften paa den Sølvplade, der skulde nedlægges under Alterets Grundsten og overgav den til Hs. Majestæt, som nedlagde den i det bestemte Rum, der dækkedes med en mindre Sten. Tilmuringen skulde nu finde Sled, men Kammerherre Bretton forhindrede dette ved at træde frem med en Mønt i sin Haand, og udbede sig af Hs. Majestæt, at det maatte forundes ham at nedlægge "denne Mønt, for at Efterverdenen engang kunde see, hvorledes Hs. Majestæt saae ud". Hans Anmodning tilstodes, den lille Dæksten toges atter op, og nu kunde Tilmuringen skee, som foretoges af Hs. Majestæt, Kronprindsen og Kammerherre Bretton. Derpaa anbragtes den større egenlige Grundsten ved Hs. Majestæts egenhændige Hjælp, og efterat han havde anbragt et Par Hammerslag paa denne, ønskede han Byggeforetagendet god og lykkelig Fremgang, erindrende om, at Kirkens Grundsten ogsaa var lagt i sørgelige Tider. Efter Hs. Majestæts velvalgte, smukke Ord takkede Stiftsprovst Welding kongen, fordi han havde lagt sin Haand med paa Arbejdet, som nu havde en Beskytter i ham, det vilde være det en god Støtte. Med en Psalme afsluttedes dernæst den smukke Høitidelighed , som havde gjort et velgjørende Indtryk paa Alle, da paany Kammerherre Bretton fandt det passende at forlange Tilladelse til at sige et Par Ord; han skulde fatte sig i Korthed. Efterat have fortalt , at Kirken af vore Forfædre var bygget af Granit og af os blev opbygget af samme Stenart, henvendte han sig til Alle Tilstedeværende og bad dem om at bygge et "Stenalter" i deres Hjerter for Troskab til Hs. Majestæt og hans Hus. Sluttelig endte han med et Leve for Hs. Majestæt. Hurraraabene kom paa Opfordring, men Misbilligelsen over Kammerherrens Taktløshed var dog endnu almindeligere end Hurraraabene. Efter at have beseet Bygningsarbeiderne, og aflagt en kort Visit hos Kammerherre Bretton, tog Hs. Majestæt til Banegaarden, hvor Borgemesteren takkede for Besøget og paany udbragte et Leve for Kongen. Ledsaget af Mængdens Hurraraab, afgik derpaa Banetoget omtrent Klokken halv fire. Besøgets korte Varighed tillod ikke, at man her i Byen kom til at holde Skridt med Festlighederne i Aalborg, som nok ogsaa ere drevne videre, end der fra høiere Steder var ønsket. Vi kunne nu med nyt Mod og ny Kraft fortsætte vore Sysler efter den Opmuntring, vi have havt ved at modtage Hs. Majestæts Besøg. Vi have Kongens rnundlige Forsikkring om, at vi have været udholdende og taalmodige, og at han i Sorgens Tid har følt sig opmuntret ved Efterretningen derom. Maa det ikke være Meget for os? Hs. kgl. Høihed Kronprindsen udtalte sig ligeledes med megen Deltagelse om den sørgelige Tid, vi have gjennumlevet. Man føler sig metret tiltalt af hans beskedne Optræden, men man undrer sig høilig over det daarlige Dansk, han taler. Luc.

(Fædrelandet 5. december 1864).

I et brev fra Viborg den 9. december 1864 af stiftsprovst Welding i Fædrelandet 13. december 1864 gøres der ophævelser over Luc's forargelse over at der blev råbt hurra. I nedenstående artikel kritiseres Fædrelandets "Luc" yderligere.

Heinrich Johan Barby (1858-1930): Frederik Peter Welding (1811-1894), stiftsprovst i Viborg 1855-1877. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

- Fra Viborg skrives til os under 5te December:

Under den fjendtlige Okkupation har en Deel af de kjøbenhavnske Blade stadig været fulde af Breve fra Jylland, der deels have skildret Tilstanden og de fjendtlige Troppers Opførsel og deels have fremstillet de virkelige eller formeentlige Feil, vore egne Embedsmænd have begaaet. Disse Korrespondenter have været i Besiddelse af et sandt Argusblik og en meget levende Indbildningskraft, saa at de have været i Stand til at meddele mange Træk af større eller mindre Betydning, som vi andre kortsynede Stakler slet ikke have lagt Mærke til, og derfor have disse Breve været meget belærende selv for os, som den hele Tid have havt fast Ophold her i Jylland. Da Fjenden var borte, troede vi, at disse Brevskriveres Rolle var udspillet, og at deres Virksomhed vilde gaae ind af Mangel paa Stof; men vi bedroge os. Hs. Majestæt fattede nemlig den Beslutning, at besøge Jylland, og vi bleve glade derover, og vi følte Taknemlighed mod Kongen, fordi Han længtes efter at see til os og vise os sin Deeltagelse efter de Besværligheder, vi havde udstaaet. Nu fik Brevskriverne atter Stof, og navnlig har en Korrespondent til "Fædrelandet" fra Viborg, som undertegner sig med det mærkværdige Navn Luc., stræbt at fremstille det som den almindelige Stemning her, at det for Øieblikket ikke var den rette Tid tor Kongen at besøge Jylland, da vi ikke vilde kunne bære de Udgifter, Allerhøjstsammes Modtagelse vilde medføre. Hvorfra denne mystiske Hr. Luc har hentet sine Erfaringer om den almindelige Mening om denne Sag, er jo meget vanskeligt at afgjøre, da vi ikke vide, hvem han er, men saa meget er vist, at i alle Tilfælde kun en meget ringe Minoritet eller maaskee slet Ingen deler hans Anskuelser, og det har undret os, at "Fædrelandet" vilde optage slige Breve; det havde været en anden Sag, om han udtrykkelig havde bemærket, at det kun var hans egen subjektive Mening, han udtalte. Nu har "Dagbladet" ogsaa faaet et Brev, dateret 2den December, hvori fortælles, at en heel Deel Mennesker vare strømmede sammen til Banegaarden fra Byen og Landet for at see Kongen, fordi de ikke havde seet ham før, altsaa af den rene skjeere - Nysgjerrighed. Det er ubegribeligt, hvorfra denne Korrespondent har faaet den Idee, og han maa sandelig have et storartet Talent for at læse Folks Tanker udenpaa dem. For os andre var det aldeles klart, at den talrige Menneskemasse var strømmet sammen af Glæde over Hans Majestæts Nærværelse, og for denne Mening taler den Jubel, hvormed han blev modtagen; rimeligviis var det Nysgjerrighed, der drev Brevskriveren til Banegaarden, og saa har han sluttet fra sig selv til alle os Andre. Samme Mand fortæller, at en Herredsfoged beordrede sine Sognefogder at komme herind for at modtage Kongen; men ogsaa denne Efterretning er udsprungen af hans Phantasi. Disse Brevskrivere og navnlig Hr. Luc. have udkaaret Kammerherre Bretton til Gjenstand for deres Behandling; men Grunden dertil er sagtens, at ethvert Brev, der kan sige noget Slemt om denne Mand, er særlig velkomment hos flere Blades Redaktører og da især hos "Fædrelandet". Et Exempel paa, hvilken Interesse de liberale Blade have for ham, er det jo, at en saa stor And, som den om hans Vinduer kunde faae Adgang til derea Spalter, endskjøndt kun den naturlige Omstændighed, at et Vindstød havde knust et Kjældervindue i hans Bolig laa til Grund derfor. Hr. Luc fortalte, at dette Vindstød mindede om om de Løfter, vi ofte i Løbet af den sidste Tid havde gjort i denne Henseende; til slige Løfter tjente vi Andre slet ikke, og vi have heldigviis for stor Takt til at slaae Vinduer Ind. Grunden til at alle Brevene fra Viborg til de ovennævnte Blade saa godt som gaae i en bestemt Retning, maa ikke søges deri, at de repræsentere den herværende offentlige Mening, men snarere i, at de skrive sig fra saa godt som een og samme Kilde og fra Folk, der ikke have bedre Anvendelse for deres Tid end til slige Skriverier; det turde derfor være paatide, at de engang blive modsagte.

-a-

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. december 1864).

Fra Silkeborg klages i "Fdrl." over Birkedommer. Kammerjunker Drechsels Embedsforhold, og forsikkres sluttelig, at der er god Grund for Institsministeren til at gjøre disse Forhold til Gienstand for Undersøgelse. Der anføres som Exempel, at der forleden af ham var i "Silkb. Av." indrykket en Bekiendtgjørelse om Auction den 26de Novbr. over Varer og Huusgeraad, der efter Østerrigernes Bortmarsch fandtes at være tilbage i det til disses Forpleining oprettede Magazin, og i Bekiendtgjørelsen stod endvidere, at der ved Auctionens Slutning skulde bortsælges 3 af Østerrigerne kasserede danske Heste. Man maatte altsaa være vis paa, at Hestene ikke vilde blive solgte, før Auctionen over de øvrige Gjenstande var tilende, eller at Hestene var det Sidste der blev solgt den 26de. Hr. Birkedommer Drechsel, der havde havt Hestene paa Foder i sin Stald, og som formodentlig havde havt Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med deres gode Egenskaber, ønsker imidlertid at kiøbe dem, stiller dem derfor til Auction den 26de om Morgenen Kl. 10½, og lader sin Forpagter kjøbe 2 af dem til sig. I Tillid til Bekjendtgiørelsen vare dengang ingen alvorlige Kjøbere mødte, hvorpaa der vel ogsaa var giort Regning, og Hr. Birkedommeren opnaaede altsaa sit Ønske, i en Haandevending at faae Hestene solgte til lav Priis. Herved har det Offentlige lidt et ligefremt Tab, thi det fremgaaer af en Indsenders Erklæring i "Silkeborg Avis", at han vilde have givet 200 Rd. for Hestene, excl. Salair, medens Kammerjunkeren kun gav 151 Rd. incl. Salair.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 8. december 1864).

Sjællands-Posten (Ringsted) 8. december 1864 skrev at Fædrelandet og Dagbladet tidligere havde skrevet dårligt om ham ved forskellige lejligheder og nævnte bl.a. en prygleaffære med "Skaarup" som vidnede om at hans tanker "om hvad der er tilladt og ikke tilladt". Den 8. december 1864 meddelte Georg Wilhelm Louis von Drechsel (1814-1889) at han ville anlægge sag mod "Fædrelandet" for fornærmelige sigtelser. Han blev 1854 politimester og Silkeborgs første birkedommer.

Flensborg, den 7de. "Fl. N. Z." melder fra (det danske) Løgumkloster : "I Søndags den 4de var Kirken særdeles smykket med slesvigholstenske Flag i Anledning af Fredsfesten; mange (?) Mennesker vare samlede for at høre Gudstjenenesten. Men, da (den danske) Pastor Gad mødte, erklærede han, at han gjorde Brug af den Tilladelse, som var bleven ham meddeelt af Civilcommissairerne til ikke at holde nogen Gudstjeneste; som Grund anførte han den upassende Maade, hvorpaa Kirken var udstafferet." (Mange slesvigske Kirker have iaar været ubesøgte af deres danske Menigheder, fordi Wühlerne havde stukket slesvigholstenske Faner ud fra deres Taarne). Hamborg, den 7de. Den preussiske "Køln. Z." af idag udtaler sig i en ledende Artikel meget skarpt imod den Tvang, der udøves mod de danske Præster i Nordslesvig ved at paalægge dem Afholdelsen af en Takke-Fredsprædiken imod deres Overbeviisning.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 9. december 1864)

Mellemslesvig og Jylland 1ste til 3die December 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Mellemslesvig skrives den 20de December til "Faab. Av.": At Næveretten nu sidder til Højbords fremgaaer tydelig nok af en tidligere Meddelelse, men at den snakker Gammensord, mærke vi ikke Noget til; nei den har Andet at tage Vare, Aabenraa er bleven lyksaliggjort med en Bataillon af den herlige preussiske Armee, der bliver indkvarteret aldeles som i Krigstid. Leierne faae Indkvartering - at sige, de danske - ligesaagodt som Eierne og dog er det meget vanskelig at løse den Opgave, hvorledes 340 Mand i en By, hvori der findes 800 Huse kunne indkvarteres saaledes, at enkelte danske Eiere have 2 Officerer og 4 Mand, medens tydske Eiere af lignende Eiendomme kun faae 1 Officeer med Tjener, og danske Leiere en ligesaastor Indkvartering som Sidstnævnte. Klager ere indgivne til Civilkommissairerne. men det nytter vel ikke stort. Dette er altsaa Preussernes Maade at vinde Befolkningen paa. Dog er det Smaating i sammenligning med den Plage, det er at være belemret med en saadan, af Befolkningen ringeagtet Embedsstand, som den Preusserne have skaffet os paa Halsen, - Den der ikke veed, hvorledes han skal tænke sig en "sort Gensdarm" bør tage Hr. Provst Gøttig i Øiesyn, saa vil det nok gaae lettere at forestille sig en saadan. Præsterne i Aabenraa have i de sidste 14 Aar forvænnet Menigheden ved Godgjørenhed og Eftergivenhed i Henseende til Gebyrer, og Ingen skal kunne sige, at der ved disse Repræsentanter for den danske Geistlighed klæbede smudsig Begjærlighed. Den ene af dem blev efterfulgt af Hr. Gøttig, der ved sine germaniske Dyder allerede har naaet en vis Berømthed, og her føies et Par Bidrag til hans berømmelige Historie, En Skræder, som vilde have Bryllup, fik Ordre til at møde med 8 "opferwillige" Vidner i Kirken; Skræderen kunde kun tilvejebringe 6 Mand, der vare villige til at offre paa Hr. Gøttigs Alter, Brudeparret og de 6 møde i Kirken og Orgelet præluderer. Provsten aabner Sakristidøren halvt for at see om de 8 Offervillige vare mødte og savner de 2. Han vinker ad Brudgommen, der paa hans Spørgsmaal, hvor de to Vidner ere, svarer ham, at saadanne offervillige Vidner nu ere vanskelige at skaffe tilveie i disse daarlige Tider. Provsten blev først lang i Ansigtet, men som gammel Slesvigholstener og Praktiker vidste han at hjælpe sig, idet han af særdeles Raade tilbød at forrette Vielsen imod al Skræderen betalte Offeret for de manglende 2 Vidner. Her i Slesvig har Folk en stor Svaghed for Tillægsnavne, ofte er det vanskeligt at kjende den Paagjældende gjennem Tillægsnavnet; men naar her nu tales om en Timands Offerpræst, saa kommer man ikke i Tvivl om hvem der menes, - En af de ivrigste Wühlere før Krigen, Dr. med. Cohn, som ikke er Medlem af Folkekirken, indfandt sig forleden hos den danske Præst, for at bede ham om at optage den Skik ved Eftermiddagsgudstjenesten, som forhen havde hørt til Formiddagstjenesten, der nu besørges udelukkende paa Tydsk af Hr. Gøttig, nemlig ved Tjenestens Slutning at bede for de fraværende Søfarende. Man havde først henvendt sig til Provsten; men denne vilde kun gjøre det, naar man sikkrede ham en passende Betaling derfor, hvilket man ikke kunde. "Bürgerverein" har nu henvendt sig til Reehoff for at blive befriet for denne Provst, som man modtog med saamegen Højtidelighed. For at blive ham kvit skal man have anført for Reehoff, at hans Gridskhed i al for høi Grad stader den slesvigholsteenske Sag. Dersom denne Ansøgning nu ikke hjælper, saa vil man henvende sig til Civilkommissairerne. - I Graasteen har der været storartede Forhører og Undersøgelser, samt nogle Fængslinger i Anledning af, at Bønderkarlene i Felsted den 4de Decbr, tillod sig at holde en "rigtig" Lystighed i Kroen; men en Lystighed kan jo ikke være rigtig uden at den kan opvise blodende eller mindst "blaaøiede" Gensdarmer. - De sidste Søndage har i Aabenraa fundet Slagsmaal Sted paa Dandseboderne mellem Civile og Militaire, 3 Civile ere blevne haardt saarede af Soldaternes Klinger, som ustraffet kunne drages. Forleden Nat var der storartet Værtshuus- og Gadespektakel, som endte sig med at nogle Dansksindede fik deres Ruder slaaede ind Kl. 12-1 om Natten uden nogensomhelst speciel Anledning, Hos praktiserende Læge, Kancelliraad Grauer nøjedes man ikke med at slaae Ruderne ind. Sprosserne bleve overhuggede med Sabler, Det nytter ikke at klage over den herlige preussiske Armees Medlemmer, og Pøbelen, der tager Deel i stige Optøier, hører jo til "Turnerverein", af hvilken Politimesteren er Medlem. (Faab, A ) - I et Brev fra Als hedder det i "Dagbl." For nogle Dage siden ankom hertil den preussisse Regering, som imidlertid blev lagt ud paa Landet af Hensyn til Sundhedstilstanden her i Byen. Ved Troppernes Ankomst hændte der iøvrigt en ret pudsig Scene, En gammel Skipper, "Kieler Olsen" kaldet, som boede paa Nørrebroen, var død og skulde samme Dag begraves. Endeel danske Skibe, som laae her for Modvind, havde lovet at Heise Flag til Ære for den bekjendte gamle Mand, og det gjorde de ogsaa, saa at Preusserne, da de kom til Dybbøl Bakke, saae halvhundrede Dannebrogsflag vaie. De blev ikke lidt forbavsede over dette Syn, og først da de ved en Parlamentair havde forvisset sig om, at de Danske ikke vare komne dem i Forkjøbet, marscherede de ind i Byen. Saalunde fortælles der idetmindste almindelig, - De trefarvede Klude, hvormed der af og til pyntes op, holde de preussiske Officerer slet ikke af; "hvad skulle de i et preussisk Land', spørge de, og de Dansksindede lade Spørgsmaalet gaae videre, ja, der skal endog være indløbet ondskabsfulde Forespørgsler til Raad og Borgermester om, hvad det var for et Flag, som ingen Nation erkjendte.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 2. januar 1865).

Friedrich Gorrisen Gøttig (1813-1904)

Johann Habelmann: Apenrade vom 25. August bis 17. resp. 26 September. [1864]. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Horsens, den 20. Novbr. Kammerherre Jessen, der, som adjungeret den Kongelige Kommissarius for Jylland med Hensyn til Likvidationssagens Ordning, har opholdt sig i Flensborg til Forhandling med Generallieutenant v. Falkenstein og den preussiske Intendantur angaaente de jydske Amters Fortringer fra forrige Vaabenhvile, er atter imorges vendt tilbage hertil. Amternes Fordringer udgjorde til Rest c. 30,000 Rd. , hvoraf Intendanturen kun vilde indromme c. 9000 Rd. at være egnede til Anvisning. Efter hvad vi erfare, lykkedes det imidlertid ved den første Dags Forhandling, under hvilken General Falkenstein med god og kraftig Villie til en endelig Berigtigelse omhuggede flere af Intendanturens Knuder, at se anerkjendt, at alle fra de fjendtlige Kommandanturer eg Militærpersoner udgaaede Rekvisitioner, uden Hensyn til om Rekvirenterne dertil havde Myndighed, skulle betragtes som Bevis og Tilstaaelse for at Rekvisitionerne virkelig vare fyldestgjorte og de rekvirerede Ydelser præsterede og modtagne, ligesom det og endelig erkjendtes, uagtet Intentanturens meget bestemte Modstand, at de fra Magasinerne udleverede Portioner og Rationer, som først forbrugtes den 12te Maj og senere Dage, men allerede vare modtagne af Tropperne den 11te Maj eller tidligere, skulde betales. Derved bortfaldt en meget betydelig Del af Intendanturens Revisionsbemærkninger og der blev efter Forhandlingerne de følgende Tage udbetalt Kammerherre Jessen til Amterne af de ovennævnte Fordringer et Beløb af c. 25,000 Rd. Resten kunde ikke anvises endnu, da de nødvendige Oplysninger om Fordringernes Rigtighed ikke i Øjeblikket kunde tilvejebringes, men den allervæsenligste Del af de endnu tilbagestaaende 5000 Rd. skal ogsaa kunne ventes udbetalt i Forening med Amternes Fordringer fra Udmarchdagene. Foruden de alt tidligere af Gouvernementskassen udbetalte 333,333 1/3 Rd. modtog Kammerherre Jessen endvidere for den Kgl. Kommissarius en yderligere Udbetaling af 13,333 1/4 Rd. med Tilsagn om, at fuldstændig detailleret Indtægts- og Udgiftsregnskab for den jydske Forvaltningskasse skulde blive Kommissarius tilstillet. (B. Av )

(Ribe Stifts-Tidende 3. december 1864).

Jylland 28de til 30te November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Kolding, den 26de Novbr. Igaar forlode de sidste Ockupationstropper Kolding, og det er altsaa nu efter et Tidsrum af 9 Maaneder og 7 Dage, vi have seet de sidste preussiske Tropper igjen forlade Byen for enten at vende hjem eller toge det gjorte Bytte i Besiddelse og fastholde det. Det var navnlig Preussere, vi i de sidste otte Dage fornemlig have seet heri Byen; Østerrigerne vare i denne Tid kun at betragte som Efternølere. Efterat Resten af den umaadelige Bagage og alt det øvrige Train allerede i Morgenstunden var draget bort, passerede omtrent Kl. 9 et Batteri herigjennem, derefter et Par Compagnier Infanteri, og til Slutning den her i Byen fungerende preussiske Commandant. Allerede fra den tidlige Morgenstund af vaiede Dannebrog i større eller mindre Format fra de fleste Huse, saa de sidste Preussere ret havde Ledighed til at glæde sig ved vort gamle Banner. Saavidt var nu Alt godt, og ingensomhelst Forstyrrelse i den offentlige Ro og Orden fandt ved denne Lejlighed Sted. indtil Preusserne vare komne over Sønderbro, hvor en Flok Pøbel, Børn og Voxne, gave sig til at kaste Steen paa Militairet, hvilket havde tilfølge, at et Commando kom tilbage og fordrede Assistance af Politimesteren, der ogsaa strax kom tilstede, og dermed ophørte ogsaa Optøierne. Vi misbillige i høi Grad slige Pøbel-Optøier og Udskeielser, og de misbilliges af enhver Retsindig; men det skal og kan paa den anden Side heller ikke nægtes, at de preussiske Soldaters Opførsel nu under Gjennemmarschen har været saaledes, at den nok kunde vække Harme og Forbittrelse. - Man skulde troe. al nu, da vi ere komne ud af den Ufribets-Tilstand, i hvilken vi saa længe have levet. Enhver vilde bidrage sit til, at Ro og Orden og den lovlige Tilstand kunde gjenoprettes. Delte er desværre ikke altid Tilfældet, hvorpaa vi saae Exempler heri Byen saftes. Nogle Individer tillode sig, vi vide ikke ret af hvilken Grund, at slaae Vinduerne ind hos adskillige af Byens Indvaanere og udføre anden Molest. Som vi erfare, er det lykkedes Politiet at faae fat paa et Par af disse Urostiftere, og vi ville haabe, at de maae blive alvorligt afstraffede. tKold. Av.)

Om Preussernes Udmarsch fra Veile skrives i Byens Av.: Officierer og Menige af Garden opførte sig ubebøvlede, og man kan ikke fortænke mange Folk, der bleve Gjenstand for deres Pøbelagtigheder, deri at de gjorde Næveretten gjældende og gav dem en Dragt Prygl. Disse respekterede de mere end mange af deres Officiner, der ofte intet kunde udrette. Dog var Commandanten en flink Mand, der skammede sig paa sine Landsmænds Vegne, da han saae, at Befolkningen var uden Skyld; og han straffede enhver uforskammet Optræden, hvorom han kom i til Kundskab efter Fortjeneste.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 28. november 1864)

Thisted, den 28de November. Naar Linien mellem Nykjøbing og Skive bliver istandsat, hvilket vil formentlig kunne skee om ikke lang Tid, indtræder saavel Thisted som vor Naboby paa Mors atter i telegrafisk Samkvem med den øvrige Verden, idet Forbindelsen over Skive med de vestjydske Stationer, Struer medindbefattet, allerede er gjenaabnet. Ved Regjeringens Omsorg er nemlig Strækningen mellem Hobro og Skive foreløbig retableret efter den af Fjenden tilføiede Beskadigelse, og det var ønskeligt, at Staten vilde meddetsamme definitivt overtage Linien Thisted-Hobro, hvorfor ikke alene Billighed men Hensyn til det fælles Vel stærkt taler. Imidlertid kan for Øieblikket et Telegram, indleveret paa Stationen i Thisted om Aftenen i betimelig Tid for Postens Afgang, med denne befordres til Skive og derfra pr. Telegraf til Kjøbenhavn saa hurtigt, at det kan være i Hovedstaden den paafølgende Formiddag, naar - vel at mærke - Veiret tilsteder Overfærgning ved begge Sundstederne herimellem og Skive.

(Thisted Avis 28. november 1864).

Avisen meddelte den 1. december 1864 at forholdet nu ville blive bragt i orden, hvilket den kunne melde var skete den 12. december 1864.

Ribe, den 28. November

- Efter en lang og trang Tid vajede atter i Tirsdags her i Byen fra de fleste Huse vort kjære Dannebroge, og uagtet den almindelige Stemning er Sorg over det tunge Tab, Danmark har lidt, haaber man dog paa en taalelig Fremtid og at man maa opleve at se Tingene forandre sig til det Bedre.

(Ribe Stifts-Tidende 28. november 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original se nedenfor:

Preussere der er vendt tilbage hertil fra Nordslesvig, fortæller om de beslutsomme danske følelser der ubelejligt stod dem i vejen. De er sikre på, at roen ikke let kommer i de egne, og at den første lejlighed vil blive udnyttet til at vende tilbage til Danmark ved hjælp af den udstrakte hånd fra Danmark. Faktisk er den bitterhed der hersker over tysksindede godsejere, allerede steget efter at østrigerne har trukket sig. Eksempelvis blev ruderne hos en gårdejer i landsbyen Bastrup ved Kongeåen for nylig smadret af landsbybeboere. Ligeledes skal der være planlagt et væbnet angreb fra den danske del af befolkningen på tyskerne på en af ​​Nordsøens øer (Föhr?) i tilfælde af at de allierede tropper trækker sig tilbage, hvorfor sidstnævnte bad den pågældende preussiske kommandant om at udsætte afmarchen og rapport til den anmodede kompetente myndighed.

Vom Norden Schleswigs hieher zurückgekehrte Preussen erzählen von der entschieden dänischen Gesinnung die sie dort unbequem im Weg gestanden habe. Sie sind gewiss dass in jenen Districten nicht so leicht RUhe eintreten, und dass man die erste Gelegenheit benutzen werde um, mit hülfe der Hand die von Dänemark herübergereicht wird, zu diesem zurückkehren. In der That hat sich denne schon die Erbitterung die gegen deutschgesinnt Gutsbesitzer herrscht, nach Abzug der Oesterreicher Luft gemacht. So wurden einem Hofbesitzer im Dorfe Bastrup an der Konigsau von Dorfbewohner kürzlich die Fenster eingeworfen. Dessgleich soll auf einer der Nordsee-Inseln (Föhr?) für den Fall des Abzugs der verbündeten Truppen ein bewaffneter Angriff des dänischen Theils der Bevölkerung auf den deutschen beabsichtigt seyn, weshalb der letztere den betreffenden preussischen Commandanten um Aufschub des Abmarsches und Berichterstattung an die zustadige Behörde ersucht hat.

(Allgemeine Zeitung 29. november 1864)

Natten til Søndags døde i Kbhavn forhenværende Landfoged paa Sild Tvede. Han var en meget nidkjær og afholdt Embedsmand og havde derved paadraget sig Wühlernes Had, saa at han var iblandt dem, der faldt som et Offer for Fanatismen og blev med Kone og Børn fordrevet fra sit Embede og opslog derefter sin Bolig i Kbhavn. Al den Ærgrelse og Møisommelighed, han havde udstaaet i Slutningen af sin Embedsvirksomhed, kastede ham imidlertid paa Sygeleiet, hvor han efter længere Tids Lidelse bukkede under for den fortærende Sygdom, som havde grebet ham. (S. Bl.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 29. november 1864).

Peter Christian Koch (1807-1880): Hans Peter Nicolai Tvede (1826-1864). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hans Peter Nicolai Tvede (1826-1864) var ældste søn af prokurator Peter Tvede (medlem af den grundlovgivende forsamling). Frivillig på dansk side i krigen 1848-51. Studerede jura og blev kandidat i Flensborg 1854, samme år amtsfuldmægtig i Husum, året efter i Tønder. Tingskriver i 1856-1863 i Bøking Herred. Blev opfordret til at tage embedet som landfoged (dommer, oppebørselsbetjent, politimester m.m.) på Sild. Under kaptajn Hammers indtog på Sild i marts 1864 hjalp han denne med at eftersøge de beboere som havde støttet Friedrich VIII. Disse blev imidlertid beskyttet af en menneskemængde, og efter uden held at have truet med at skyde, måtte Hammer retirere for overmagten. I Christian Peter Hansen: Chronik der friesischen Uthlande s. 302 omtales han som "den bedste af de danske", og skal havde forsøgt at lægge sig imellem flertallet af ubevæbnede tyskere på Sild og danskerne som også undkom ved at flygte. Efter kaptajn Hammers arrestation blev han også arresteret, ført til Tønder og afsat. Ifølge tyske aviser skabte hans arrestation almindelig jubel på Sild.

I august 1864 nægtede han overfor amtmand Fontenay at være civilkommissærerne underdanig, hvorefter han blev fritstillet til at rejse ud af hertugdømmerne. Under Hammers besættelse af øen forsøgte han så godt han kunne at arrestere hvad man fra dansk side opfattede som "Wühlere", men der var alt for mange til at det kunne lade sig gøre og øen erklæredes i belejringstilstand. Ribe Stifts-Tidende mente i en nekrolog 27. december 1864 at mene at han var dybt savnet af øens beboere.

I "Rand. Av.' for igaar læses Følgende: "Hs. Maj. Kongen har mere Takt og sand Følelse end alle hans troe Jyder tilsammen. Kongen, dybt netbøiet af Harm og Sorg over hans og Landets Tab, længes efter at besøge den af sine Provindser, som under Krigen har lidt saameget. Det er en sund og naturlig Følelse. Han lader Provindsen vide at han vil komme og see og tale med Saamange, som den korte Tid vil tillade. Han lader udtrykkelig forkynde, at Reisen skal foretages i største Simpelhed og at det er hans Ønske, at Boerne ingen Bekostninger sætte sig i for hans Skyld. Han kommer, kort sagt, ikke for at lade sig fetere, men fordi han veed, at et Gjensyn efter den tunge Tid, der er forløben siden han sidst gjæstede Jylland, vil kunne glæde og styrke. Saaledes vil Kongen have sit Besøg opfattet. Men hvorledes forstaaer man ham? I Aalborg har man beredt Kongen "en Festivitet" (det beskrives ikke nærmere af hvad Art); man vil med Sikkerhed vide at der er paatænkt et Fakkeltog, storartet Illumination osv. Ogsaa her tales der om Fakkeltog og Illumination. Vi spørge trøstigt: Troer man virkelig dermed at glæde en bedrøvet Konges Hjerte? Har man ikke tænkt over, hvor lidet den Slags Glædesyttringer maa samstemme med Kongens Følelser paa en Reise gjennem Jylland under Forhold som disse? Vi kunne umulig troe, at Kongen ikke langt hellere fandt sine Jyder i Sorg end i festlig Glædespynt. Han vilde dele og skatte denne Sorg, fordi den vilde være ham det bedste Beviis for, at det Folk, Gud satte ham til Konge over, i Sandhed duer noget, at det har sand og dyb Følelse for  hvad han og det have tabt. Men møder han under sine korte Ophold i vore Byer kun lutter glædestraalende Ansigter, svulstige Taler om Danmarks Lykke, Glædesblus og Fakkelskin, saa maa han komme til at tvivle om Et af To, enten om Sandheden i de Demonstrationer, der modtage ham midt under Landets Nød og Sorg, eller om det Folks Alvor og politiske Modenhed, som bringer ham en Hyldest, der, hvor velmeent den end kan være, dog hverken kan stemme med hans eller et adelt Folks Følelser."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 30. november 1864).