1-Aars-Dagen for Dybbøl. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel på 1 årsdagen for slaget ved Dybbøl. Originalen følger herunder:

Til minde om den 18. april 1864

-- -

Mens husene i Sønderborg og i begge landsbyer i Dybbøl stadig ligger på rækker i ruiner (Øster-Dybbøl er fuldstændig forsvundet fra jordens overflade) eller kun stirrer som indholdsløse mure, har Dybbøl Mølle rejst sig næsten udelukkende fra murbrokker.

Brohovederne er fuldstændig udjævnede, og da de mangler opfyldning af betonmasse, betegnes de ikke med andet end bogstaverne B K indgraveret i de ovennævnte pejlemærker. Til gengæld er de preussiske skyttegrave der blev gravet op mod Als-batterierne, stadig velbevarede.

Gravene er vidt spredt over hele slagmarken og krones af de mest forskelligartede monumenter af letfordærveligt eller solidt materiale. De mest statelige blev rejst af preussiske soldaters hænder for de faldne danskere. Størstedelen af ​​dem hviler nær Dybbøl Mølle på chaussegraven i nyplantede grædende asketræer under et stort jernkors, en obelisk og to store granitblokke. Alle har den simple indskrift: her hviler 20, 100, 209 tapre danskere; den ene sten lige ved siden af ​​i samme indhegning siger: her hviler 28 tapre preussere. (De fleste af de preussiske grave er på landsbykirkegårdene i Broager, Dybbøl, Smøl, Nybøl.) De steder, hvor major Jena, hvor general Raven faldt, og hvor ingeniørløjtnant Lommatsch faldt i Skanse V, er der også preussiske monumenter rejst af slægtninge. Mellem møllen og det større brohoved, i hvilken sidstnævnte ligger den ensomme grav af en sergent fra 15. (eller 53.) regiment og en sort granitsten til ære for de faldne fra 4. garderegiment, er der også hvor der efter at skansen var blevet stormet, rasede et slaget mellem reserverne på begge sider, opkastet to lange gravhøje.

Zur Erinnerung an den 18. April 1864

- - -

Während in Sonderburg und in beiden Dörfern Düppel die Häuser noch in ganzen reihen in Trümmer liegen (Öster-Düppel ist ganz von Erdboden verschwunden) oder doch nur in den durchlöscherten Umfassungsmauern emporstarren, ist die Düppelmühle fast ganz wieder aus dem Schutt erstanden.

Die Brückenköpfe sind völlig eingeebnet, und da sie der Magazine aus Betonmasse entbehrten, durch nichts als die in die erwähnten Marksteine eingegrabenen Buchstaben B K bezeichnet. Dagegen sind die gegen die Alsener Batterien aufgeworfenen preussischen Schützengräben noch gut erhalten.

Die Gräber sind auf dem ganzen Schlachtfelde weithin zerstreut und durch die verschiedensten Monumente von vergänglichen oder solidem Material gekrönt. Die stattlichsten sind von preussischer Soldatenhan den gefallenen Dänen errichtet. Der grössere Theil derselben ruht nahe der Düppelmühle am Chaussegraben in frisch geplanzten Trauereschen unter einem grossen Eisenkreuz, einem Obelisken und zwei grossen Granitblöcken. Alle haben die einfache Auschrift: hier ruheen 20, 100, 209 tapf're Dänen; der eine Stein dicht daneben in derselben Einfriedigung sagt: hier ruhen 28 tapf're Preussen. (Die meisten preussischen Gräber befinden sich auf den Dorfkirchhöfen in Broaker, Düppel, Schmöl, Nübel.) Die Orte, wo Major Jena, wo General Raven dahinsanken, und wo in Schanze V Ingenieurlieutenant Lommatsch fiel, sind von Angehörigen ebenfalls durch preussische Denkmale bezeichnet. Zwischen der Mühle und dem grösseren Brückenkopfe, in welch' letzterem das einsame Grab eines Feldwebels des 15ten (oder 53ten) Regiments und ein schwarzer Granit liegen, welcher die Gefallenen des 4ten Garderregiments ehrt, sind ferner da, wo nach Erstürmung der Schanzen der Kampf der beiderseitigen Reserven tobte, zwei lange Grabhügel aufgeworfen.

- - -

(Allgemeine Militär-Seitung 19. april 1865. I uddrag).

Dybbølskanserne blev genopført og stod færdige i slutningen af 1866. Det er dem man i dag kan opleve. Den største skanse lå ved den tidligere danske skanse 4. 

V. Holsøe: Preussernes Udkigspost paa Kirketaarnet i Broager. Illustreret Tidende Bind 5. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fra Broagerland. (Fra en tilfældig Korrespondent). Kong Christian den Niendes Fødselsdag fejredes just ikke i største Stilhed hos os. Mange af Beboerne samlede sig i Smaa selskaber og mindede hverandre om Pligterne mod den Drot. hvis Navn er banlyst her, men som ikkedestomindre af Alle, Gamle og Unge, høiagtes og nævnes for vor rette Konge. Etsteds indlededes endog Festen ved Kanonsalut af en lille Kanon. De Unge spillede og sang Nationalsange lige til næste Dags lyse Morgen. Skaaler tømtes for vor Konge Christian den Niendes og Families Vel, for "gamle Danmark til Eideren", "Modersmaalet" , "at Haan og Foragt maatte følge vor bittre Fjende ," Preusserkongen, paa hans paatænkte Reise til Dybbøl og Als" o. m. fl. . samt et ni Gange Leve for Broagerlands trofaste Embedsmand, Pastor Schleppegrell, Pastor Karstensen, Thingskriver Hanssen, Huusfoged Bülow, Amtsbud Petersen, Skolelærer Kjær o. fl. , der alle stode fast ved gamle Danmark og ikke, som Herredsfoged Fischer, brøde Eed og Pligt mod deres Egne. Vel vaiede os intet Dannebrogsflag imøde trindt omkring som før paa Dannerdrottens Fødselsdag, og ingen Fest afholdtes af Vaabenbrødrene paa Dybbølbjerg - men Dagen mindedes vi dog med samme Begejstring. Dannebroge, vort elskede Banner, er jo frarøvet os; Dybbølskandserne ere borte, kun Gravhøie møde Øiet, hvor for "vor Stolthed" viste de truende Munde mod en indtrængende Fjende. Hvormange brave Brødre Bakkerne gjemme i deres Skjød, kan ikke siges med Bestemthed: rigtignok har Fjenden med runde Tal angivet dem til saa og saa mange hundrede, men Løgn og Bedrag er selv her Tydskernes Kjendemærke, og de have ikke undseet sig ved paa den frækkeste Maade at opkaste Grave og satte Gravkors med Inskriptioner for danske Krigere, uden at saadanne i Virkeligheden findes derunder. Folk der i Omegnen kjende saa mange af den Slags "germanische Sittlicheiten", at eet lille Exempel vil vare nok til at danne sig et Begreb om Preussernes Frækhed l saa Henseende. Omtrent 3 Maaneder efter Dybbølskandsernes Fald fandt 2 Marketendere fra Kiel i Nærheden af Skandsen Nr. 4 et nedenfor knæet afskudt Been. Preusserne kom til, en Grav blev gravet, og faa Dage efter forbausedes man ved paa dette Sted at finde en smukt Opkastet gravhøi med et stort lakeret Gravkors, hvorpaa staaer: "Hierunter ruhet in Gott ein tapprer dänischer Officier, gefallen am 18ten April 104. Sanst ruhe seine Asche!" O Dybbølskandser! Dybbølbjerge! I som saa ofte have feet os juble glade og tilfredse omkring Eder uden Anelse om, at vor Glæde saa snart skulde forvandles til bitter Sorg, nu ligge I knuste og skamskjændede! Taarer i Strømme rinde os ned ad Kinderne ved Synet af Eder, og hvad I gjemmer i Eders Favn! Slig, ville I for Fremtiden blive liggende saaledes? Nei, I ville atter og maa skee snart heise vort kjære himmelfaldne Banner, maaskee snart give vore faldne brave Brødre Hvilested i egen Jordbund, saa hverken Preussere eller Landsforrædere forhaanende skulle hjemsøge den sidste lille Plet Jord, der undtes de Helte, som strede og lede Døden for vor Frelse. Dette, Dybbølbakke, er vort inderligste faste Haab

Vore værste "Wühlere", Teglværkseier Dithmer til Renbjerg, Matzen ved Iller og gamle "Mads" til Krammark hænge meget paafaldende med Hovedet i denne Tid, ligesom de ogsaa trække betydningsfuldt paa Skuldrene, naar de raadslaae sammen med Fischer om Landets Tarv.

De nye Præster i Broager ere meget utilfredse med, at Kirken næsten altid er tom, trods de mange Kunster, de anvende for at lokke Beboerne til sig. Hovedpræsten. en vis gammel Hansen, der allerede i 1848 spillede samme Rolle i Bov, er især stærkt paafærde for at samle Folk til Schlesvigholsteens her kun yderst tynde Rækker. Han taler "slesvigsk", gaaer i Trætøfler og Kaskjet, fortæller, at han hverken er tydsk eller dansk osv. I Førstningen kunde vi i Grunden ikke sige andet til Præstens Formaninger end, at det jo godt kunde være, at han var en sasdan Person, men vi vilde dog først see, inden vi troede det. Heller ikke længe efter fik vi et med vore Anskuelser passende Begreb om Hansens "Intethed". Der var nemlig Bryllup hos den slesvigholsteensk sindede Møller Clausen paa Broagermølle, og Pastor Hansen var efter Vielsen tilstede ved Gjæstebudet. Her fik han en Taar for meget. Tungen kom paa Gled, og vi fik at høre, ikhe at han hverken var dansk eller tydsk, nei, men at han var den største Hader af alt Dansk og kun bestandig tænkte paa at udrydde det af Sognet. Det gik saa vidt, at han sluttelig formanede de Nygifte til med Fynd og Klem at udbrede den kjære Slesvigholsteinisme, naar de nu om kort Tid tage til deres nye Hjem i Sverig (!). Siden denne Tid har Hansen jevnlig fra Prædikestolen udslynget Fobandelser mod vor kjære Moderland Danmark. Intet Under derfor at vi synge:

Alle Præster i vort Land
De er tydskere hver Mand.
De gjør Verden rent aflave,
Fanden skulle dennem have.

I Skolen er det kommet i Mode blandt Drengene hos de tydsksindede Lærere at skrive "Leve gamle Danmark til Eideren", "Ned med Tydskerne" osv.

Herredsfoged Fischer er stadig den Samme. Næsten hver Dag arresteres der nogen. En har sunget en Nationalsang, en Anden har tænkt for høit paa fordums glade Dage, en Tredie har tømt et Bæger paa Danmarks Vel o. s. fr. Alle have be efter Fischers Mening høilig forbrudt sig mod Lov og Ret; Forbrydelsen maa afsones i Tyvehullerne i Broager. En af de brave Flensborgere bragtes saaledes for kort siden af "en Overløber" (Gendarm) hjem til Fischer, da hans Papirer som Handelsmand ikke udviste, at han var en Slesvigholstener. (Det tillades nemlig ikte, at Nogen gaaer omkring i Sundeved uden Legitimationer for, at de ere tydsksindede; der kunde ellers let stikke en dansk Agitator under en saadan Vandringsmand.) Fischer forbød Manden at handle og spurgte tilsidst, om han var dansksindet. Den djærve Flensborger lod sig ikte spørge to Gange herom, men svarede øieblikkelig: "Javist er jeg en ærlig dansk Mand, det har jeg altid værct, og jeg antog ogsaa indtil nu for lidt siden, at Hr. Kancelliraaden (Fischer er dansk Kancelliraad) var pæredansk, siden De fornylig tjente Danmark som herredsfoged her i Broager."

Det er en Selvfølge, at Handelsmanden maatte i Fængsel for slig driftig Tale til vor høie Øvrighed.

Næsten noget Lignende mødte et par af Fischers Gendarmer. De havde været paa Jagt efter Danskhed og vendte om Aftenen hjem til "Herren" med smilende Ansigter. Paa Skolebakken i Broager mødte de en 5-aarig Dreng, som de opfordrede til at synge Tydsk. Den Lille sang ogsaa strax med højtidelig Stemme til Melodien "Kong Christian stod ved høien Mast" "Og hvis I Danmarks Jens vil see, saa er han her." Med harmlynende Øine gik Gendamerne bort.

Gud give, at den Lilles Sang snart maatte gaae i Opfyldelse. Paa vore Smaa tænke vi saa ofte. Skulle de engang tjene den Røverhjord, der myrdede deres Fædre og bragte Tusinder af Brødre i Graven? Ja mange, mange mørke Tanker gjennenkrydse vore Sjæle, det er, som skulde Brystet springe under Byrden. Vi høre lntet Glædeligt, og ingen mild Solstraale opliver os i dette Foraar som før. Dog svare vi os endnn selv med et "Skal ei skee" til alle mørke Tanker og et "vi haabe" til alle vore Ønsker og Bønner til Gud om en snarlig Gjenforening med vort Moderland, Danmark.

(Folkets Avis - København 27. april 1865).

Christian 9. havde fødselsdag 8. april. Pastor Roth fra Ullerup, Schleppegrell fra Broager, urmager Howü fra Gråsten, træhandler Philippsen fra Rinkenæs og andre blev fængslet i februar 1864. Pastor Roth skal bl.a. have døbt et barn Kjøbmand, der ellers skulle have været døbt Kaufmann. Schleppegrell var en nær slægtning af den danske officer som faldt ved Isted. De blev beskrevet som fanatiske repræsentanter for fordanskningen i tyske aviser.

Pastor Andreas Hansen (1806-1883) var sognepræst ved Hjerpsted 1837-1844, senere i Bov 1844-1850 hvorefter han blev fjernet, angiveligt for at have opgivet urigtige oplysninger imod den danske regering. Han havde herefter en privatskole i Petersborg/Torp ved Ensted. Han blev indsat som præst i Broager den 28. maj 1864. Han blev i  københavnske aviser lagt for had for slesvig-holstenske sympatier og efter sigende meget forhadt af befolkningen. Dette stemmer dog ikke overens med hvad der blev skrevet ved hans død i 1883. Bl.a. Dannevirke 5. februar 1883 citerede "Flensborg Avis" for bl.a. følgende: 

Pastor Hansen var en velvillig og forekommende Mand. Skjønt han i sin Tid ikke havde havt Kravt til at modstaa den Indflydelse, som gjorde sig gjældende hos en stor Del af hans Embedsbrødre, og skjønt han derfor var uden Embede i Aarene 1850-64 saa nærede han i de senere Aar dog ikke noget Nag til Danmark eller Danskheden og ønskede i følge sine egne Udtalelser endog at hans Færd i fortiden skulbe betragtes under det Synspunkt, at han som Helstatsmand ønskede det gamle Forhold mellem Kongeriget og Hertugdømmerne bestaeende uforandret. Saa vidt vides er der heller ingen Eksempler paa at Pastor Hansen siden 1864 er optraadt fiendtlig over for Befolkningen og dens danske Modersmaal; tvært imod har han vist nok mere end en Gang qjort sit til at værne om det gamle, hvilket vel ogsaa nok noget havde sin Grund i at han i det hele var en konservativ Mand dels i at han ingenlunde var en ubetinget Beundrer af de nye Forhold. Da den Afdøde desuden var jævn og fordringsløs i sin Optræden, saa kom han trods de vanskelige Forhold, under hvilke han overtog sit Emdede lige da to begavede og afholdte Præster var blevne drevne bort fra deres Menighed dog efterhaanden til at staa i et godt Forhold til Befolkningen, og det almindelige Indtryk i Broager Sogn ved hans Død vil vist nok være dette at der er gaaet en gammel velmenende Kirkens Tjener til Hvile.

(Dannevirke 5. februar 1883)

Peter Schmidt (1801?-1865). Sjællands Skarpretter. (Efterskrift til Politivennen)

Mens mange kender Balle-Lars (1820-1860) fra sætningen "spildte guds ord på Balle Lars", er der få der huskede hvem der henrettede ham i 1860 på Rakkerbanken i Ugledige Skov. Det var skarpretter og politibetjent Peter Schmidt som var ansat som sådan 1852-1865. 

Blandt Peter Schmidts forgængere var skarpretter Raunholdt som i 1842 havde været så klodset at han var blevet suspenderet og kancelliet overvejede at anskaffe en guillotine. Det blev ikke til noget, og i 1846 blev ansat en ny skarpretter for hele Sjælland, Døring som hidtil havde været skarpretter i Sorø, Præstø og Holbæk. Brændemærkning var bortfaldet, og kagstrygning sjælden så han mente nok han kunne klare opgaven. Døring boede fra 1850 i Frederiksdal pga. dårligt helbred. Han søgte sin afsked i 1852, hvorefter politibetjent Peter Schmidt altså fik embedet.

I hans dødsannonce fra 1865 blev han omtalt som "mest bekjendte embedsmænd". Modsat den mere kendte skarpretter Theodor Seistrup (1848-1925) som nåede at udføre 3 henrettelser, synes han at have været meget præcis i sit håndværk. Men senere gik han i glemmebogen. Her lidt om hans virksomhed som berettet i aviserne.

Henrettelse. Nakskov den 24de Febr. (B. T.) Arrestanterne Mads Virnæs, Anders Virnæs og Christian Frederik Mortensen, der sidstafvigte Mandag bleve afsendte fra Kjøbenhavn, ankom paa Grund af den faldne Sneemængde, først hertil Byen Natten mellem Tirsdag og Onsdag, hvorefter der strax blev føiet Anstalt til de tvende Førstnævntes Henrettelse. Denne foregik imorges Kl. 7 1/4 paa den saakaldte Sølvbjerghøi i Tillitze Sogn i Overværelse af en betydelig Masse Mennesker rundt omkring fra Lolland. De Dødsdømte lede deres Straf med stor Resignation, ligesom Executionen udførtes med megen Duelighed af Skarpretter Schmidt fra Vordingborg, der først nylig er ansat i denne Bestilling. Chr. Fr. Mortensen, der blev strøgen til Kagen, efterat han have seet paa de Andres Henrettelse (de vare begge hans Svogre og selv vare de Brødre), førtes derpaa strax til Nakskovs Arrest, for atter at sendes til Kjøbenhavn, hvor han skal indsættes i Tugthuset paa Livstid.

(Flyveposten 1. marts 1853).

Den 6. eller 7. juni 1852 overfaldt den 19-årige Jens Hansen den 18-årige tjenestepige Ane Kirstine Jørgensdatter og kvalte hende. Højesteretsdommen faldt den 6. juni 1853 og Frederik 7. benådede ikke Jens Hansen. Han blev henrettet den 29. juli 1853 på Lammehøj (nu forsvundet) ved Varpelev hvor begivenheden havde fundet sted, af Peter Schmidt. Regningen (fra 20. september 1853) lød på 45 Rdl. 4 Mk og 2 Sk. Men amtet godkendte ikke regningen, og benægtede at betale for opførelsen af skafottet fordi dette kun havde bestået af 2 sammenføjede brædder der med kroge var gjort fast til blokken.  (Forbrydelse og straf. En arkivudstilling. Landsarkivet for Sjælland m.m., 1975)

Henrettelse. Fra Nakskov skrives under 6te Januar i "Loll. Falst. Av.": I Tirsdags, den 3die ds., henrettedes ude i Tillitze Sogn, paa det saakaldte Sølvbjerg, som forresten blot er en ubetydelig Hævning af det aldeles flade Jordsmon, Arrestanterne Niels Larsen Juel og hans Moder, Maren Vibeke, for det Mord, de i Forening havde begaaet paa Sidstnævntes Mand, Carl Frederik Jørgensen, almindelig kaldet Bjælkehoved. Under den lange Arrest havde Begge, men i Særdeleshed Konen, der iøvrigt kun var lille og uanseelig af Væxt, udviist et meget ubodfærdigt Sindelag, der især viste sig i Uimodtagelighed for Religionens Trøstegrunde, Mangel paa Syndserkjendelse og gjensidige Bebreidelser, saa at den Formening endog var kommen ud, at Exekutionen neppe vilde gaae for sig uden Forargelse. Dette var imidlertid heldigviis ikke Tilfældet, ja Søn og Moder gave paa Arrestforvarerens, Hr. Eiglers, alvorlige Formaning ei alene hinanden Haanden, da de i en "lukket Vogn" kjørte ud til Retterstedet, men gik derpaa ogsaa Døden imøde med en tilsyneladende Rolighed. Hr. Magister Boisen til Vesterborg, som havde paataget sig det sørgelige Hverv, at være tilstede hos de Ulykkelige i det afgjørende Øieblik, rettede først nogle meget indtrængende Ord til disse, idet han sagde dem Farvel fra denne Verden, og holdt siden efter en overordenlig gribende Tale til den talrig forsamlede Mængde, som derfor heller ikke forfeilede sin Virkning. Mærkeligt nok ere de Fire, som derude have lidt Straffen for deres Misgjerninger, to Brødre, en Søn og en Moder, et vistnok sjældent Tilfælde i den danske Retshistorie. - Exekutionen er begge Gange bleven udført med Hurtighed og Sikkerhed af Skarpretter Smith fra Vordingborg.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 14. januar 1854).

I Fredags Morges Kl. 7 fuldbyrdedes ved Odense Dødsdommen paa Delinqventen, Morderen Niels Rasmussen Talleruphuus. En stor Menneskemasse havde forsamlet sig for at overvære Executionen og iblandt dem Enkelte af det smukke Kjøn. Forbryderen gik med en Fasthed, som grændsede til Frækhed, Døden imøde. Skarpretter Schmidt fra Sjælland udførte Executionen med Sikkerhed.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. marts 1854).

Imorges Kl. 7 blev Skorsteensfejerlærling H. P. Nielsen, Liigbærer Hans Petersens Morder, henrettet paa Amager. Forbryderen gik rolig og resigneret til Retterstedet. Han var bleven forberedt af Pastor Grønberg, og Executionen blev med stor Raskhed udført af Skarpretter Schmidt fra Kallundborg. Ved eet Hug skiltes Hovedet fra Kroppen. Executionen bivaanedes af over 20.000 Mennesker.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 30. august 1854).

Idet jeg herved oversender Arrestanten Jens Peter Josvasen af Sepstrup, der ifølge Høiesteretsdom af 3. Januar d. aa. Var dømt til Steile og Hjul for Mord, men hvilken Dom med allerhøiste Resolution af 3 Feb. er bleved forandret derhen, at han Kagstryges og Hensættes til Tugthusarbejde paa Livstid, undlader jeg ikke, næst at bemærke at Kagstrygningen i dag er udført af Skarpretter Schmidt overensstemmende med Amtets mig dertil meddelte ordre, at vedlægge.

- - -

Thyrsting Vrads Herreds Contoir den 9 Marts 1855 

Mariboe Amtsraads Forhandlinger

Ordinairt Møde den 27de August 1856

---

31. Skarpretter Schmidt, der nyder en aarlig Løn af 600 Rd., hvoraf Maribo Amt udreder 60 Rd., har anholdt om at bevilges et Dyrtidstillæg, i hvilket Henseende det er oplyst, at han af Staden Kjøbenhavn, som udreder 240 Rd. af Lønnen, er for indeværende Aar anviist et Tillæg af 84 Rd.

I Lighed med hvad der var tilstaaet Andrageren i Kjøbenhavn, havde Amtsraadet intet imod, at der for indeværende Aar herfra Amtet blev tilstaaet ham et Dyrtidstillæg af 21 Rd.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 16. september 1856).

Henrettelse. Præstø, den 16de Oktbr. (Byens Av.) Imorges Kl. 7½ blev Dommen fuldbyrdet paa den berygtede Forbryder Lars Nielsen Bahl, eller Balle-Lars, som han kaldes i daglig Tale, og en Mængde Tilskuere havde indfundet sig til dette sørgelige Skuespil. Ligeindtil den sidste Dag troede han at det ikke var fuld Alvor med Dødsdommen, og ved Skafottet svoer han ved den evige Gud, at han døde uskyldig og at han aldrig godvillig vilde lægge sit Hoved paa Blokken. Han bevarede en stor Ro til det Sidste, og paa Veien sad han og nikkede og smilede til gamle Bekjendte, og selv da han passerede Gaarden, hvor han havde forøvet Mordet, betragtede han den med Ligegyldighed. Som en Mærkelighed kunne vi anføre, at han, efter sin Tilbagekomst fra Kjøbenhavn, ikke var modtagelig for Kirkens Trøst, ja frabad sig endog ethvert Besøg af Hr. Pastor Gjellebøl, hvorimod han før Kjøbenhavnsreisen med Begjærlighed lyttede til den daværende Sognepræst, Hr. Pastor Schaper, og læste med Iver det nye Testamente, som han fik til en Erindring, da Pastoren reiste. - Retteren udførte sin blodige Gjerning med særdeles Færdighed og Ro.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 18. oktober 1860).

Henrettelse. I Tirsdags Morges Kl. 7½ blev den bekjendte Forbryder Balle Lars henrettet paa Rakkerbakken i Ugledie Skov. Om de nærmere Omstændigheder ved Executionen hedder det i Vdbg. Av.: Omkring Retterstedet var der slaaet en Kreds af Mænd, bevæbnede med Høtyve, og Kl. 7 præcis ankom Delinqventen, bevogtet af Politibetjente og ledsaget af Præsten. Da Fangen var befriet fra Haandjernene, begyndte Politifuldmægtig Thommerup at oplæse Dommen, men blev afbrudt af Delinqventen med de Ord: "Ti De kun stille med alt det. De behøver ikke at læse mere op for mig," hvorpaa Balle Lars, efterat Dommen alligevel var oplæst for ham, henvendte sig til de mange Tilstedeværende, rakte sine tre Fingre iveiret og krævede Gud til VXidne paa, at han "saasandt Christi Blod have flydt paa Jorden, var uskyldig og ikke havde myrdet Konen." Da den tilstedeværende Geistlige vilde formane ham, blev han strax afbrudt med nogle intet mindre end angerfulde Udtryk. Efterat Skarpretteren derpaa ved et Tegn havde tilkjendegivet Politibetjentene, at han var færdig, blev det betydet Fangen, at han skulde blotte sin Hals, men han vægrede sig haardnakket og Udbrød: "Den Blok der lægger jeg mig ikke ned paa; jeg er uskyldig og beder Alle og Enhver, som ere tilstede, om at mærke mine Ord: at jeg døer uskyldig". Han blev da bagbundet og af et Par Betjente afført sit Tøj, bestandig under den Forsikkring, at han var "uskyldig", hvilket han endnu gjentog og krævede Gud til Vidne paa, idet han lagde sig ned. I et Øieblik var han ved Halsbøilen lænket til Blokken, og i samme Nu falt hans Hoved for Skarpretterens øvede Haand.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. oktober 1860).

Udtrykket "Spildte Guds ord på Balle-Lars" stammede fra et skrift af pastor J. E. Gjellebøl (1816-1890) udgivet 1861. Efter 21 besøg havde han ikke formået at få Balle-Lars til at angre og tilstå mordet. Oprindelig lød dommen til halshugning og hjul og stejle, men Frederik 7. formildede det til kun halshugning.

Dødsfald. En af Statens mest underordnede, men maaskee mest bekjendte Embedsmænd, Skarpretter Schmidt, er afgaaet ved Døden den 1ste April. Han havde - skriver "Præstø Avis" - i de sidste Aar taget Ophold i Præstø og efterlader sig en stor Familie i smaa Omstændigheder. Schmidt var en smuk og kraftig Mand, 64 Aar gammel, og døde efter en Forkjølelse, som han havde paadraget sig paa Isen. Den Fordom, der tidligere herskede imod Skarpretteren paa Grund af hans blodige Stilling, synes Schmidt for en Deel at have beseiret ved sit høflige og beskedne Væsen og sin respektable Vandel.

(Dagbladet (København) 6. april 1865).

Schmidts falllitbo blev i oktober 1865 sat til salg. Schmidts job blev herefter i maj konstitueret med en  gårdejer i Københavns nærhed. Schmidts søn var urmager i Præstø og omkom ved en vådeskudsulykke ved en jagt på Falster.

Skarpretterposten for Sjælland og Lolland-Falsters Stifter er, som bekjendt, for nogen Tid siden blevet ledig ved Skarpretterens Død. Man agter nu at forene denne Post med Posten for Jylland og Fyen, saa at der for hele Kongeriget kun ansættes een Skarpretter. Den i Jylland og Fyen ansatte Skarpretter har erklæret sig villig til at overtage Posten for hele Kongeriget mod et Tillæg af 200 Rd. til hans 600 Rd. store Løn. Lønningerne have hidtil været udredede af Communerne, men det foreslaaes nu at udrede de 800 Rd. af Statskassen.

(Kallundborg Avis 2. december 1865)

Skarpretterbestillingen. Efter at der paa Finantsloven for indeværende Aar var bevilget 800 Rd. til fast Lønning for en Skarpretter, har Justistsministeriet resolveret, at de to tidligere Poster - nemlig en for Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm og en for Fyen og Nørrejylland - sammendrages til en Post, som overdrages den nuværende Skarpretter for det sidstnævnte District, A. Nielsen i Horsens. Samtidig bortfalde Tilskudene fra Kæmnerkasserne og Amtsrepartitionsfondene. Foruden den nævnte aarlige Løn af 800 Rd. nyder han taxmæssig Betaling for hver Execution, samt, naar denne foregaaer udenfor den Jurisdiction, hvor han har Bopæl, Diæter til sig, 2 Rd. daglig, og til en Medhjælper 1 Rdl. daglig, samt Befordringsgodtgjørelse.

(Kallundborg Avis 5. maj 1866).

Referaterne fra A. Nielsens henrettelser beretter om ro og sikkerhed. 1877 blev Danmarks sidste skarpretter, Carl Theodor Seistrup udnævnt til embedet. Han boede på Vesterbrogade 130, fra 1880 på Roskilde Landevej 42 - han foretog 3 henrettelser. Og blev fyret i 1906.

Hasardspil paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

Hasardspillere i Kjøbenhavn. Igaar foretoges for Kriminal- og Politirettens 2den Afdeling for offentlige Politisager, der bestyredes af Assessor Wallick, en Sag angaaende Hasardspil, og da det var bekjendt, at denne Sag skulde foretages, og det tillige er første Gang siden den offentlige Politirets Oprettelse, at en saadan Sag var fremkommen, havde der indfundet sig et overordentlig talrigt Publikum, der med stor Interesse fulgte Retsforhandlingerne. Da imidlertid ikke alle Enkelthederne ved Sagen, navnlig ikke Spillernes Paagribelse, hørte med ind under Sagens Afgjørelse for Retten, fik Publikum ingen videre Underretning om, hvorledes Politiet havde faaet Fingre i SpilIerne, og det turde derfor ikke være uden Interesse for vort Blads Læsere nærmere at lære de enkelte Omstændigheder at kjende.

Inspektøren for Opdagelsespolitiet havde allerede i September Maaned forrige Aar erholdt Underretning om, at der et Sted paa Vestrebrogade dreves Hasardspil i et temmelig betydeIigt Omfang, og Politiet havde derfor sin specielle Opmærksomhed henvendt paa dette sted. Ved en foreløbig UndersøgeIse i Frastand af det mistænkte Sted, saaes dette at være et fra Veien langt tilbageliggende Sted, foran hvilket der er en aaben Have. Beboeren af dette Sted, en forhenværende Mel- og Grynhandler Friedrich Jochum Heinrich Oldenstedt fra Mecklenborg - Strelitz, var en gammel Bekiendt af Politiet , da han allerede 5 Gange tidligere har været straffet for Hasard-Spil. Man vidste, at det var en "dreven Mand", som man her havde at gjøre med, og man tænkte sig ogsaa, at det vistnok ikke var en Tilfældighed, at han havde leiet sig ind et Sted, som han udelukkende beboede, og som laa saa fjernt fra Gaden. Politiet opdagede endvidere, at Oldenstedts Bopæl var indrettet saaledes, at den eneste Indgang var gjennem en forsvarlig Dør paa Forsiden af det lille Hus. Indenfor denne Dør var der en Forstue, som om Aftenen altid var fuldstændig mørk, og først bagved denne laa Spilleværelset, hvortil der kun førte den ene Indgang fra Forstuen. I Forstuen, der, som sagt, aldrid var oplyst om Aftenen eller Natten, opholdt Oldenstedt sig bestandig, saa at han, naar han sad ved et lille Vindue, kunde iagttage, om Nogen nærmede sig over den aabne Haveplads. En enkelt Gang kunde vel Oldenstedt, der iøvrigt ikke selv spillede med, være inde og betragte Spillet, men i saa Tilfælde indtog altid en Anden hans Plads ved Udkigsvinduet. Det var altsaa ikke saa let en Opgave for Opdagelsespolitiet at gribe Spillerne her paa fersk Gjerning; thi dels maatte man jo undgaa at sees af den ved Vinduet posterede Oldenstedt, som ved de mindste Mistænkelige, der viste sig, vilde kunne give Spillerne et Vink om at fjerne Kort og Penge, og dels maatte man oppedte Tøveiret, da ellers de knirkende Fodtrin paa Sneen let kunde forraade Betjentene. Endelig besluttede Politiet sig til afvigte Lørdag Nat at gjøre et Forsøg paa at overrumple Spillerne, der navnlig benyttede Natten mellem Lørdag og Søndag til deres ulovlige Gjerning.

Politiasssistenten paa Vesterbro, Hr. Thalbitzer, i Forening med flere af de dygtigste Overbetjente af Opdagelsespolttiet begav sig kort efter Midnat i forskjellige Hold til Omegnen af Stedet, og medens Assistenten med de øvrige Betjente holdt sig skjulte i Frastand i Skyggen af nogle Huse, begav to af de for[xxx]neste og raskeste Betjente sig bagom Huset. Her var der imidlertid flere temmelig høie Plankeværker, over hvilke man først maatte stige, og navnlig gjaldt det om at komme om disse Forhindringer uden at gjøre nogen Støi. Med endel Besvær lykkedes det Betjentene at komme over, og de vare altsaa bagved Huset, men nu gjaldt det om at komme frem til Forsiden af Bygningen uden at blive sete af den speidende Oldenstedt. Sagte listede de sig paa Knæ omkring Bygningen - intet Menneske kunde høre disse to SkikkeIser, der ligesom Indianerne i Coopers Romaner krød hen ad Jorden - og endelig naaede de Forstuedøren. Her gjorde de Holdt; her maatte de oppebie det Øieblik, da muligvis en af Giæsterne maatte blive lukket ud. Der gaaer et Kvarter, der gaaer en halv Time og først Klokken 3 1/4 hørtes der Støi i Forstuen. Det var en lang Tid at vente, men deres Taalmodighed bragte ogsaa de to Betjente et godt Resultat. Endelig dreiedes Nøglen sagte om i Døren, en Stang toges fra indvendig og en Person traadte ud af den halvaabnede Dør - men i samme Nu styrtede Betjentene frem: Oldenstedt foer tilbage og stod lammet as Skræk som en Marmorstatue uden at kunne faa et Ord frem - som et Lyn for Betjentene forbi ham, rev Døren til Spillestuen op og kastede sig som glubende Dyr over spillebordet. Spillerne sprang forfærdede op og stod som lynslaaede, og kun er Par Sekunder efter trængte Assistenten med den øvrige Politistyrke ind i Huset og arresterede alle Spillerne. Her var enhver Benegtelse umulig. Spillerne vare grebne paa fersk Gjerning, paa det grønne Klæde laa endnu Kortene i den for "Baset" bestemte Orden, og flere Kort vare besatte med forskjellige Pengesummer. Bunken med de øvriqe paa Bordet værende Penge konfiskeres øieblikkelig, og Summen beløb sig til ca. 46 Rd. Spillerne blev derefter alle bragte til Politistationen, hvor de En for En strax bekjendte ved det foreløbige Forhør; den Sidste, der blev afhørt, var en vis Jens Andreas Kofoed, der ved tidligere lignende Leiligheder har vist sig som en stor Mester i Fornegtelsessystemet. Dog denne Overrumpling havde overrasket Kofoed i den Grad, at han strax tilstod, og næsten med Beundring udbrød han: "Nei, nu har jeg været paa mange Kneiper, der ere blevne tagne af Politiet, men dette er det Bedste, jeg endnu har seet."

Da Spillerne igaar kom op for den offentlige Politirets 2den afdeling, tilstod de ogsaa strax, og paa To nær indvilligede de dernæst i at afsone deres Skyld i Mindelighed med forskjellige Mulkter. Værten, den før nævnte Friedrich Jochum Heinrich Oldenstedt, der havde ladet give Møde ved sin Broder, indrømmede, at han 5 Gange tidligere havde været straffet for Hasardspil. første Sag i Aaret 1837 med 30 Rd. Mulkt, og de øvrige 4 Gange med henholdsvis 40, 60, 120 og 200 Rd. Oldenstedt paastod, at han ikke selv spillede med, men indrømmede, at han havde leiet sit Lokale ud til Spillerne, der dels betalte ham Kortpenge og dels betalte ham for at have Opsigt ved Vinduet. Han mente de for, at han, der ikke spillede selv, ikke kunde komme til at betale en saa høi Mulkt, som den ham sidst idømte, men Dommeren oplyste ham om, at Forordningen af 1753 angaaende Hasardspil Udtrykkelig bemærker, at "Værten, som har været vidende om Sligt og ei forhindrer det, straffes med særegen Strenghed" Fremdeles gjorde Dommeren ham opmærksom paa det Heldige i, at han ikke havde været Vært i Egenskab af Værtshusholder, da han i saa Tilfælde for 3die Gang begaaet Hasardspil i hans Hus vilde være bleven idømt Forbedringshusarbeide. Da imidlertid Oldenstedts Broder ikke paa sin Broders Vegne turde forpligte sig til at betale 200 Rd i Mulkt, gav Dommeren ham Betænkningstid til paa Torsdag hvor han da skal afgjøre, om han i Mindelighed vil betale de 200 Rd. eller vil have Sagen henvist til den samlede Kriminalret, hvor Udfaldet af Sagen neppe vil blive et andet.

Ogsaa Holsteneren Jørgen Heinrich Friedrich Osterwald, der tidligere gjentagne Gange er straffet for Hasardspil med henholdsvis 10 og 40 Rd. i Mulkt, fik betænkningstid til paa Torsdag for at overveie, om han i Mindelighed vil betale 80 Rd. eller have Dom ved et Kriminalkammer.

Slesvigeren Jørgen Strøe, Skomager Peter Rygaard, Carl Frederik Christian Juul, Peter Christensen og Niels Poulsen, der ikke før have været tiltalte eller straffede for Hasardspil, lovede inden 8 Dage hver at betale en Mulkt af 15 Rd. til Rettens Fattigkasse. Endvidere vare delagtige i Sagen to Personer, hvis Navne og Stillinger vi imidlertid ikke skulle anføre. Idet de ere saaledes stillede, at der ufeilbarlig vilde koste dem deres Levebrød, naar dette offenttligjordes, en Straf, som vore Læsere dog sikkert ville indrømme vilde være altfor haard for den begaaede Forseelse. For øvrigt har den ene af dem to Gange tidligere været straffet for Hasardspil. Da der skulde søges en Erklæring fra deres Foresatte med Hensyn til deres Straf, Udsattes Sagen for deres Vedkommende, indtil denne Erklæring var indhentet.

Den Sidste af Spillerne var Jens Andreas Kofoed. Tidligere er han engang straffet for falsk Spil og desuden 3 Gange for Hasardspit anseet med Mulkter paa 25, 50 og 100 Rd. Kofoed, der tillige hører til Protokollen over mistænkelige Personer, har ved Politiprotokollen faaet et Tilhold om stedse at være i sit Hjem inden Klokken 10 om Aftenen. Dette Tilhold har han naturligvis overtraadt utallige Gange, da han indrømmede i det sidste Halvaar regelmæssig hver Lørdag at have spillet Hasard hos Oldenstedt til Klokken 3 eller 4 om Morgenen. Under Forhøret hos Poliliassistenten erklærede han, at der i hans Kommode i hans Hiem beroede en Tegnebog hvori der laa omtrent 180 Rd. foruden en sparekassebog, lydende paa 30 Rd., der vare indsatte i "Bikuben". Ved en foretagen Undersøgelse i hans Hiem forefandt Politiet Bogen fra "Bikuben", men i Tegnebogen var der ikkun 19 Rd. Da han imidlertid fastholdt sin Forklaring om Beløbets Størrelse, sattes hans Husholderske, Madam H. V. Nielsen, hvem han iøvrigt ikke havde mistænkt for Tyveri, under Anholdelse. Hun benegtede først at have skjult Pengene, men efter en skarp Examination fandt hun det dog fornuftigst at komme frem med sandheden, som var følgende: Da hun om Søndagen saa, at Kofoed ikke var kommen hjem endnu, og hørte, at Politiet var i Huset, tog hun i en Fart 150 Rd. i Sedler ud af Tegnebogen og gav Pengene i Forvaring til en Kone i Huset, da hun, som anede, at der maaske var noget Galt paa færde med Kofoed, gjerne vilde "redde" nogle af hans Penge, for at han senere kunde faa dem, naar han slap løs fra Politiet. Dommeren lod hende igaar gaa, efterat han først alvorligt havde foreholdt hende det Urigtige i at skjule Pengene for Politiet. Af de 169 Rd., der vare tagne i Forvaring af Politiet, indvilligede nu Kofoed i at betale de 165 Rd. i Mulkt og at betragte denne Afgjørelse som en ham for fjerde Gang overgaaet Dom for Hasardspil, hvorefter de resterende 4 Rd., og hans sparekassebog udleveredes ham.

Blandt de sædvanlige Stamgjæster i dette Spillehus skal der forresten tillige have været endel unge Mennesker, ligesom man ogsaa nævner et Par "Bondevenner" som ivrige Besøgende paa dette Sted. Men til Held for de Paagjældende var ingen af dem den Aften tilstede, og skrækken vil vel nok en anden Gang afholde dem fra Besøg paa slige Steder.

Ved den Koldblodighed, snildhed og Konduite, hvormed Opdagelsespolitiet er gaaet frem i denne vanskelige Sag, maa det vistnok indrømmes, at det har indlagt sig en ikke liden Ære.

(Dags- Telegraphen 5. april 1865).

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling , Assessor Wallick.

Torsdagen den 6te April.

- Den storartede Hasardsag fandt da idag sin endelige Afgjørelse. Friedrich Jochum Heinrich Oldenstedt indvilgede i inden 14 Dage at betale en Mulkt af 200 Rd. Tidligere er Oldenstedt sidste Gang mulkteret med 200 Rd., og skjøndt Mulkten i Reglen ansættes med det dobbelte Beløb, saa er det dog Rettens Praxis, at 200 Rd. ansees som Maximum. De to Personer, der egentlig hørte ind under et andet Forum, havde af deres Overordnede faaet Tilladelse til at afgjøre Sagen ved den offentlige Politiret, og de indbetalte nu deres Bøder, der bestemtes for den Enes Vedkommende til 40 og for den Andens til 15 Rd. Jøgen Heinrich Friedrick Osterwald, der var bleven adspurgt, om han i Mindelighed vilde betale en Mulkt af 80 Rd., negtede at betale denne Mulkt og begjærede Sagen for sit Vedkommende henvist til et Kriminalkammer. Inspektøren for Opdagelsespolitiet gjorde dernæst paa de ubekiendte Angiveres Vegne Fordring paa en Tredjedel af det indkomne Mulktbeløb, der efter Hasardsorordningen tilkommer Angiverne, og efterat dernæst Mulkterne paa 15 Rd. og 20 Rd. af hvert af de høiere Mulktbeløb var tilfaldet Rettens Fattigkasse, erklærede Dommeren, at Overskudet vilde blive tilstillet saadanne Foreninger, hvis direkte eller indirekte Formaal er at modvirke Forbrydelser, navnlig "Foreningen for forsømte Børns Frelse" og "Flakkebjerg Opdragelsesanstalt".

- - -

- Under Retsmødet forlangte "Baset"-Spilleren Osterwald atter at fremstilles og erklærede sig villig til at betale en Mulkt paa 60 Rd., hvilket Beløb ogsaa Dommeren efter Opfordring af Inspektøren for Opdagelsespolitiet indvilgede i at modtage til Rettens Fattigkasse og de før nævnte Foreninger.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 7. april 1865)

Kjøbenhavns offentlige Politiret April 1865. (Efterskrift til Politivennen)

1ste Afdeling, Assessor Sporon.

Mandagen den 3die April.

- Hvem der er Skyld i det storartede Svineri i Nykro paa Lygteveien bliver svært at oplyse. Eieren, Chevalier Prot de Potocei, sagde, at der var Kommissioner Bugge, der er Vicevært for den forrige Eier, Gaardmand Peter Petersen fra Stevns, men Bugge paastod, at det var Forpagter Fausbøll, og Fausbøll sagde, at det var Møller Larsen, og endelig mente Larsen, at det var 7 andre Familier, der bebo den vellugtende Nykro. At opkalde disse 7 andre Familier kunde der blive altfor vidtløftigt, og der kunde altsaa kun være Tale om enten at lade Chevalieren eller den forrige Eier, Gaardmand Peter Petersen, bære Ansvaret, eller Kommissionær Bugge, der har administreret Eiendommen. Sagen havde været udsat 3 Gange, for at Svineriet kunde ryddes afveien, men da dette ikke var skeet, indgaves der en ny Rapport; for denne sidste Forseelse indbetalte Kommissionær Bugge som Administrator 1 Rd. i Mulkt, og i Hovedsagen vil der paa Onsdag falde Dom, som vil gaa ud over Peter Petersen, da den nuværende Eier, Chevalieren, ikke har fattet Skøde paa sin Eiendom for i de sidste Dage.

- Smedesvend Mathias Christensen havde udleiet et Værelse til Væversvend Zwicky og Jomfru EIise Johnsen, uden at nogen af de Tre havde gjort Anmeldelse derom til Assistenten. Værten maatte derfor af med 1 Rd. og hver af de Logerende med 3 Mark.

- - - 

(Dags-Telegraphen (København) 4. april 1865)

Den tidligere ejer af Nykro, gårdmand Peter Petersen blev ved Kjøbenhavns offentlige Politiret den 5. april 1865 idømt en mulkt af 20 Rd.

Kjøbenhavns Offentlige Politiret Marts 1865

Kjøbenhavns Offentlige Politiret.

2den Afdeling Assessor Wallick.
Tirsdagen den 28de Februar.

- Tjenestepigen Caroline Ekberg og Ellen Margrethe Petersen afleverede hver 3 Rd. til Rettens Fattigkasse, da de havde benyttet Tagrenden udenfor deres Kvistværelser paa en meget uhøvisk Maade.

- Det er nok ude paa Veien ved Ærtekjedlen, at de snivebefængte eller mistænkte Heste indlogeres for at undgaa Berøring med den sunde Hestebefolkning i Hovedstaden, og det lader til, at baade Vognmand Thomsen og Vognmand Lars Jensen have været meget uheldige med deres Hestehold, idet en stor Del af deres Heste have maattet tage Logis ved Ærtekjedlen. Begge Vognmændene vare anmeldte for at have overtraadt et dem givet Tilhold om ikke  at benytte disse Heste indenfor Voldene, men begge Sager hævedes, da det ved Undersøgelsen viste sig, at Tilholdene i Virkeligheden ikke vare overtraadte.

- Efterat dernæst Værtshusholder Lindquist havde bødet 1 Rd. til Fattigkassen, fordi han havde undladt at anmelde en Logerende til Politiet, fik Ladegaardsmedlem Carl Valdemar Herlin, der havde været saa uheldig ar sælge to af Fattigvæsenets Skjorter, en Anvisning paa 24 Dages Tvangsarbeide, medens derimod den 64aarige Peter Christian Otterberg fra samme Anstalt fik en Anvisning paa den samlede Ret for sine gjentagne Betleriers Skyld.

(Dags-Telegraphen (København 1. marts 1865)

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling. Assessor Wallick.

Torsdagen den 16de Marts.

- En Politiplakat af 1763 forbyder udtrykkelig Værtshusholdere at lade Læredrenge drikke og spille paa deres Beværtningssteder, og ifølge denne Politiplakat, der endnu er gjældende den Dag idag, tildeltes der Værtshusholder Rasmussen i Dandseboden "Fønix" en Advarsel, fordi der Fastelavnsmandagnat i hans Dandsesalon var forefundet to smaa Læredrenge, der havde beruset sig ved at drikke for 8 a 9 Mark dansk Brændevin og Toddy.

- Værtshusholder Nielsen var kommen ned til Værtshusholder Petersen, havde anmodet en der logerende Stenhugger om at følge med og betale en gammel Gjæld paa 4 Rd. 9 Sk., og da Stenhuggeren ikke ytrede Lyst til at gaa med, slog Nielsen ham med en Nøgle; nu blev en Betjent tilkaldt, og han satte Nielsen, der værgede sig med Stød og Slag, paa en blid Maade ud af Petersens Beværtning. Da Betjenten fulgte Nielsen hjem, vilde denne atter blive staaende, og Betjenten maatte derfor igjen lempelig sætte ham ned i hans Kjælder. Sagen var imidlertid af saa ubetydelig en Beskaffenhed, at der ikke engang var indgivet Rapport. Værtshusholder Nielsen var dog af en ganske anden Anskuelse. Han havde faaet sin Ven, Hr. Sørensen, forhenværende Redaktør af "Folkets Nisse", til at forfærdige en Klage over Betjenten, der paa en yderst brutal Maade skulde have overfaldet N. og mishandler ham i en forfærdelig Grad. Sørensen mødte som Befuldmægtiget for Nielsen og udviklede en ikke ringe Svada, men de i talrig Mængde mødte Vidner vare alle enige i, at Betjenten var uden al Skyld, og at det derimod var Nielsen, der havde været "edderspændt" i høi Grad. Som Følge heraf afvistes Klagen som aldeles ubeføjet.

- Sluttelig udsattes en Sag mod den ikke mødte Mad. Pind, der forleden paa Nørrebro i et Anfald af Delirium havde overfaldet sin sagtmodige Ægtehalvdel og med sin Fiskekurv dunket ham slemt i Hovedet samt udskældt ham for Slave osv., hvilket Overfald havde foranlediget et stort Gadeopløb.

(Dagstelegraphen (København) 17. marts 1865).

Kjøbenhavns offentlige Politiret

2den Afdeling. Assessor Wallick.

Tirsdagen den 21de Marts.

-

- "Efterat jeg havde faaet Kopperne, Hr. Assessor, skal jeg ikke negte, at jeg af og til har brugt det gamle Husraad at tage mig en Snaps eller to," sagde Mad. Johanne Pind, "og fremdeles var det i Hidsighed, at jeg slog min Mand forleden Dag i Nørreallee med min Kurv i Hovedet og skældte ham ud for Slave, for jeg skal sige Dem, naar jeg seer min Mand, saa bliver jeg altid hidsig; men forresten har jeg Intet mod Jeronimus, og jeg tænker, at vi snart flytte sammen igjen." Sagen var jo iøvrigt ikke af videre stor Betydning, og da Madam Pind høitideligt lovede for Fremtiden at gaa om ad en anden Gade, naar hun mødte sin kjære Mand Jeronimus Pind, sluttede Dommeren Sagen med en blid Paamindelse til den rasende Medea.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 22. marts 1865)

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling Assessor Wallick.

Lørdagen den 23de Marts.

- En stor Mængde Vidner, mest bestaaende af Grosserere, vare idag stævnede til at give Møde i Anledning af den Mad. Nielsenske Betlerisag. Mad. Emilie Nielsen, født Jørgensen har i Løbet af de to sidste Aar drevet en indbringende Forretning ved hos et større Antal høitstaaende Embedsmænd, Ministre, Konferens-, Etats-, Justits- og Kammer-Raader, Universitetets-Professorer, Grosserere, Militære, nordiske Kunstnere osv, osv. at opdrive Laan fra 3 til 7 Rd., med endog Enkelte vare blevne pudsede for et større Beløb. Efter hvad der var opklaret, løb de Summer, som hun paa denne Maade havde vidst at skaffe sig tillaans, op til et samlet Beløb af omtrent 800 Rd. Under de mest forskjelligartede Paaskud har hun drevet denne storartede Trafik. Til Enkelte fortalte hun, at hun den næste Dag skulle begynde en Middagsbespisning for Officerer og andre fine Folk, men desværre manglede Penge til at kjøbe Mad for; til Andre sagde hun, at hun manglede en mindre Sum til at sætte sit fine Linnedvaskeri igang, og et enkelt Sted satte hun endogsaa Renterne af en Obligation paa 300 Rd., som hun paastod at skulle hæve i Terminen, til Sikkerhed for sit Laan. Overalt, hvor hun havde hjemsøgt de Formuende, havde hun bestandig fastholdt, at det kun var et Laan, ider hun nemlig altid afslog at ville modtage Pengene som Gave, og denne Forklaring fastholdt hun ogsaa haardnakket for Retten. En Anmodning af hende til Dommeren om en yderligere Udsættelse, da hun nemlig foregav at have Haab om i Løbet af et Par Dage at kunne betale hele sin Gjæld, blev ikke bevilget, og da hun paa ingen Maade vilde indrømme at have gjort sig skyldig i Betleri, hævede Dommeren Sagen for den offentlige Ret og henviste den, som en Bedragerisag, til den samlede Kriminalret.

- "Mine Herrer! som De seer mig her, seer De Baron Bille Brahe, forhenværende Kaptajn i Nordstaternes Armee, saaret i Slaget ved Bulls Run og nu kommen hjem for at stille min Arm og mit gode Sværd til vort betrængte Fædrelands Tjeneste! Uheldigvis har jeg iøvrigt i dette Øieblik mistet min Vinterfrakke henne i Hotellet, og i dette kostbare Klædningsstykke laa min Tegnebog, der indeholdt flere hundrede Pund Sterling i Banknoter; som Følge deraf er jeg kommen i en øieblikkelig Forlegenhed og maa derfor anmode Dem, mine Herrer, om en lille Ubetydelighed til Nattelogi". Saaledes lød Johan Peter Lauritzens Tale nede hos Værtshusholder Winsløw i Toldbodgade, hvor han traadte ind med megen Aplomb og Sikkerhed, og den forlorne Baron fik da ogsaa 2 Firskillinger forærede til Nattelogis, men blev tagen i Nakken af en Politibetjent og bragt til den nærmeste Station, hvor han forklarede, at han under Krigen havde været Korporal og under Felttoget havde havt det Uheld at blive straffet sytten Gange for mindre miliiære Forseelser. Derimod benegtede han paa det Bestemteste at have betlet nede hos WinsIøw, hvorimod han indrømmede at have anmodet to af Gjæsterne om et mindre rentefrit Laan af nogle Firskillinger. Som Følge af hans Benegtelse maatte Sagen udsættes til Lørdagsmødet, for at nogle Vidner kunde blive afhørte.

(Dags-Telegraphen (København) 24. marts 1865)