Færgen fra Gammelholm til Knippelsbro. (Efterskrift til Politivennen)

Færgefarten mellem Gammelholm og Knippelsbro benyttes, som bekjendt, meget stærkt af Publikum, men desværre er Nedgangen til og Opgangen fra Baadene i den Grad livsfarlig, at det er et Under, at der endnu ikke er skeet nogen Ulykke især ved det søndre Brohoved med sønden Storm og stærk sønden Vande. Trappen er smal, steil og glat; det sidste Trin ofte ved Lavvande over en Alen høit, og der findes intet Faldereb at holde sig ved. Færgemanden har Nok at bestille med at holde Baaden, saa at han ikke kan hjælpe Passagererne, og styrter et Menneske udenbords, er han redningsløs fortabt, hvis han ikke kan svømme; thi Strømmen vil i et Nu rive ham ind under Broen. Dette Onde vil let kunne forhindres ved at anlægge et Landgangssted med Faldereb paa den nordre Side af Broen ligefor det søndre med en Nedgangstrappe med brede Trin, som ikke er for steil; thi der er Plads nok. Herved vil man opnaa, at Baadene med sønden Storm og sønden Vande ligge i Læ, saa at Passagererne med Sikkerhed og Lethed ville kunne stige i og fra Færgebaadene. Paa den søndre Side bør den livsfarlige Trappe gjøres bredere, og der bør anbringes et tilstrækkeligt Antal Faldereb. Ved disse Foranstaltninger vilde tillige opnaaes, at Overfarten kunde ske fra begge Landgangesteder, naar Vind og Strøm var dertil.    11-18.

(Dags-Telegraphen 4. november 1865)

Ifølge denne tegning af Vilh. Pacht: Knippelsbro fra Illustreret Tidende 482, 20. december 1868 og den medfølgende artikel skulle denne scene være en daglig foreteelse: Klapperne der rørte på sig, tilmed en gammel gnaven patriarkalsk hovmester.

1 Aars Forbedringshus for Mened. (efterskrift til Politivennen)

Mened. Madam D. havde for nogen Tid siden været indklaget af Fruentimmeret Karen Larsen, fordi hun havde paasagt denne at have aflagt falsk Ed i Retten og givet hende et Ørefigen, samt slaaet en Spand Vand over hende, hvilken Sag blev behandlet ved Kriminalrettens 2det Civilkammer. Ved Rettens Dom af 8de April d. A. blev Madam D. for det anførte Paasagn anseet med en Bøde af 10 Rd., hvorimod Sagens Udfald, hvad Fornærmelsen i Gjerning angik, blev gjort afhængig af den Indklagede, Madam D.'s Ed, saaledes at hun, saafremt hun med sin Ed bekræftede, at hun ikke havde udvist den anførte Fornærmelse i Gjerning, skulde være fri for Karen Larsens Tiltale, men i modsat Fald endvidere bøde 10 Rd. Den 24de April d. A. aflagde Madam D. inden Kriminel og Politiretten den ovenanførte Ed. Da der imidlertid efter de i den ovennævnte civile Sag fremkomne Oplysninger var tilvejebragt en en høi Grad af Formodning for, at Madam D. havde aflagt en falsk Ed, blev hun anholdt og arresteret. Arrestantinden negtede stadig under den herom indledede Undersøgelse at være skyldig i den kende paasigtede Forbrydelse og paastod, at det var overensstemmende med Sandhed, naar hun i Medfør af Dommen inden Retten edelig har bekræftet, at hun ikke den 25de Februar enten har givet førnævnte Karen Larsen et Ørefigen eller kastet Indfoldet af en Spand Vand efter hende. Det blev derimod under Forhøret af Vidnet Frederikke Charlotte Linge edelig forklaret, at hun afvigte 25de Februar saa Arrestantinden i Gaardsrummet til Eiendommen Nr. 35 i St. Pederstræde give den fornævnte Karen Larsen et Slag paa Øret med Haanden og kaste en Spand Vand saaledes efter hende, at hun blev vaad paa den ene Side. Ligeledes blev det af Dreiersvend Nielsens Hustru edelig forklaret, at hun omtrent 2 Maaneder før afvigte 3die Mai en Eftermiddag saa Arrestantinden give Karen Larsen et dygtigt Slag paa den højre Side af Hovedet, medens de Begge opholdt sig i det ommeldte Gaardsrum, hvor den ovennævnte Charlotte Linge da ogsaa var tilstede, og da det af Arrestantinden var erkjendt, at der kun ved en Lejlighed har været Uenighed mellem hende og Karen Larsen, og det ifølge heraf i Forbindelse med, hvad der under de optagne Forhør af flere afhørte Vidner er forklaret, ikke kunde betvivles, at det af de nævnte to Vidner anførte Faktum var et og det samme, maatte der ved deres Vidnesbyrd ansees tilvejebragt et fuldt Vidnebevis for, at Arrestantinden ved den paagjældende Lejlighed havde slaaet Karen Larsen paa Øret, hvilket Vidnebevis endvidere bestyrkedes ved flere Vidners tildels med Ed bekræftede Forklaringer. Det blev saaledes tilfulde bevist, at Arrestantinden havde tilføiet Karen Larsen et Slag paa Øret, som Arrestantinden edelig inden Retten har benegtet at have givet hende, ligesom det ogsaa ved flere Vidners Forklaringer maatte ansees tilstrækkelig godtgjort, at Arrestantinden ogsaa ved den omhandlede Leilighed har kastet en Spand Vand efter Karen Larsen, hvilken Handling Arrestantinden ligeledes med Ed har fralagt sig. Der var saaledes ikke nogen Tvivl om, at Arrestantinden havde aflagt den omhandlede Ed med fuld Kundskab om, at den var falsk; men desuagtet fastholdt hun stadig under Konfrontation med de mange imod hende afhørte Vidner sin Benegtelse af at have gjort sig skyldig i det anførte Forhold imod Karen Larsen og paastod, at Vidnernes Forklaringer vare usande. Ved Kriminal og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 39 Aar gammel og ikke for straffet, anseet med 1 Aars Forbedringshuusarbeide.

(Dags-Telegraphen 4. november 1865)

Jürgen Bremer. (Efterskrift til Politivennen).

Jürgen Bremer (1804-1874) er nævnt adskillige gange på denne blog. Han var en slesvig-holstensk politiker som især virkede i Flensborg. Efter at have afsluttet sit jura-studium på universitetet i Kiel blev han 1828 sagfører (advokat) i Flensborg.

1846 medlem af Slesvigs stænderforsamling. Marts-oktober 1848 var han medlem af den provisoriske regering i Rendsborg, hvor han var justitsminister og repræsentant for den nationalliberale slesvig-holstenske bevægelse. Medlem af Slesvig-Holstens Landesversammlung december 1848, overappellationsretten i Kiel 1849-1852.

Magistraten i Flensborg modtog en skrivelse fra den provisoriske regering den 26. marts 1848 om at anerkende den. Magistraten bestod af 8 mænd, mens det borgervalgte deputeretkollegium af 24 medlemmer. Disse anerkendte enstemmigt den provisoriske regering, uden at dette dog nødvendigvis betød en tilslutning til dens politik - den kunne også være et udslag af at bøje sig for overmagten og hensynet til ro og orden (der var slesvig-holstenske tropper i byen), i hvert fald anså såvel Magistrat som deputeretkollegium ro og orden som stående over nationale sympatier uanset hvilke tropper der beherskede Flensborg i perioden 1848-1851. Jürgen Bremer var på slesvig-holstensk side. Han blev 1852 landsforvist og nedsatte sig som embedsmand i Lübeck. 

X Flensborg, den 26de Oktober. Fra vor Korrespondent.. Bladene have allerede berettet, at Borgermester Bremer definitivt er afgaaet, men hans Afskedigelse skal dog endnu ikke være endelig bestemt. Som jeg allerede i mit forrige Brev underrettede Dem om, var Bremer for nogen Tid siden bleven kaldt til Slesvig, hver han blev anmodet om at søge sin Afsked; hans Vægring derved har, som man vil vide i velunderrettede Kredse i Slesvig, fremkaldt en Meningsforskjellighed mellem de regjerende Herrer, og saaledes svæver Sagen endnu uafgjort. Vi dansksindede Flensborgere have ikke Noget imod at beholde Borgermester Bremer her, saalænge vi dog ere nødte til at blive under preussisk Herredømme, da vi neppe kunne vente at faa en Mand, der i det Hele taget vilde være mere human imod os, medens vi saare let kunne faa En, der gik langt mere tyrannisk tilværks, end Bremer har gjort. Det Rygte, at han er en slesvigholstensk Wühler, skriver sig egentlig mere fra forrige Krig; Manden har ialtfald vist sig langt bedre end sit Rygte. Indsættelsen af preussiske Embedsmænd her i Landet, som i Begyndelsen forekom os at være en Lettelse imod de slesvig holstensk sindede Embedsmænds umålelige Tryk, og som vi derfor hilsede med Glæde, gjør os nu noget ængstelige tilmode, da vi belærte ved alle de Provindsers sørgelige Historie, som Preussen lidt efter lidt har annekteret, vide, at dette er Begyndelsen til Anneksionen.

(Dags-Telegraphen 2. november 1865)

Jürgen Bremer. Museen-sh.

Bremer var i april 1864 blevet førsteborgmester (Oberpräsident, erster Bürgermeister) i Flensborg. Han blev afskediget med fuld løn - vartpenge - fra 1. december 1865. I hans sted blev udnævnt aktuar Trittau Karl Otto Wilhelm Bong-Schmidt, der kom fra en borgmesterstilling i Itzehoe.

Suenson møder Tegetthoff. (Efterskrift til Politivennen)

- Orlogefregatten "Niels Juel", der som bekjendt i disse Dage er kommen hjem fra sit Middelhavstogt, traf ved Korfu sammen med sin gamle Modstander fra Helgoland, den østerriske Fregat "Schwarzenberg", som endnu føres af Admiral Thegetoff. Som man kunde vente, benyttede Orlogskapitain Suenson Lejligheden til at sige sin kjække forhenværende Fjende nogle Complimenter for hans Mod og Koldblodighed i det kritiske Øieblik, da der under Fægtningen gik Ild i "Schwarzenberg". Den danske Fregat, som tilligemed en fransk Kollega havde eskorteret Kong Georg fra Athen til Korfu, laae tilankers udenfor den unge Konges smukke Landsted, da "Schwarzenberg" et Par Dage efter dens Ankomst en Aften passerede forbi og lagde ind i Havnen. Saasnart Kapitain Suenson den følgende Dag var bleven underrettet om, at Østerrigerne vare komne, lod han sin Chefchalup bemande, iførte sig sin Galauniform og lagde til ved Siden af den østerrigske Fregat. Paa Grund af Karantainen maatte Østerrigerne endnu ikke kommunicere hverken med Befolkningen i Land eller med de Skibe, der allerede havde gjennem gaaet Karantainen, og Admiral Thegetoff var derfor nødsaget til at indskrænke sin Høflighed til ligeledes i fuld Uniform at give Møde paa Falderebstrappen, hvorfra der derpaa udvexledes forskjellige Komplimenter. Dagen efter gjentog den samme Scene sig ved "Niels Juel", og først nogle Dage senere traf de to Chefer sammen ved Taffelet hos Kong Georg. Admiral Thegetoff udtalte sig paa den meest smigrende Maade om den af de danske Sømænd ved Helgoland udviste Bravour, og denne Roes gjentoges af flere af de østerrigste Officerer, da de senere besøgte "Niels Juel". Det forbavsede dem i høi Grad, at Sporene af det i Tydskland saa meget omtalte 14 Fods Hul ikke vare at finde, og da Samtalen ved denne Lejlighed kom til at berøre Preusserne, mødte de danske Officerer den fulbstændigste Sympathi i deres Ønsker om, at denne Magt om ikke altfor lang Tid maatte faae sit Overmod knækket. De gjensidige Visiter endte med en storartet Udvexling af Fotografier og Salutstud.

(Roskilde Avis 2. november 1865).

Bemærk at avisen har fået den østrigske admirals navn galt i halsen. Mødet omtales senere hvor Suensons dagbogsnoter er indføjet:

Fregatterne "Niels Juel" og "Schwarzenberg" ankom omtrent samtidig en af de sidste Dage af August Maaned til Corfu Rhed.

Fra den østerrigske Fregat vaiede Karantæneflaget, saa noget egentlig Samkvem mellem de to Skibe kunde ikke finde Sted.

"Igaar Aftes" — skriver Orlogskapitain Suenson under 28de August — "eller morges tidlig er Admiral Tegetthoff ankret paa Corfu Rhed med "Schwarzenberg" og en Korvet. Jeg fik at vide, at han var i Karantæne, og roede langs Siden for at komplimentere ham. Det er en sjelden smuk, elegant og vakker Mand."

Det var første Gang at de to Modstandere fra Helgolands-Bugten mødtes paa fredelig Vis. Da Orlogskapitain Suenson i sin Gig kom paa Siden af "Schwarzenberg", stod Tegetthoff allerede nede paa Faldrebet for at tage imod ham.

"Seirherren fra Helgoland", som den Gang allerede var en Mand paa 6o Aar, kjendte ikke Tegetthoff. Da Giggen lagde til, spurgte den danske Chef efter Admiralen, som han var kommen for at komplimentere, og blev næppe lidt forundret, da den 38-aarige østerrigske Admiral med det friske, ungdommelige Ansigt rakte Haanden ud med de Ord: "Jeg er Tegetthoff!"

Under Opholdet ved Corfu fortsattes Bekjendtskabet saa godt som Forholdene tillode det. Tegetthoff var endnu samme Dag paa Siden af "Niels Juel" for at gjengjælde Besøget, og da "Schwarzenberg"s Karantæne Dagen efter blev hævet, aflagde den østerrigske Admiral den 30te August et længere Besøg ombord i den danske Orlogsmand.

"Omtrent Kl. 3" — skriver Orlogskapitain Suenson — "kom Tegetthoff ombord med sin Stabschef og sin Skibschef. Han var overordentlig elskværdig, bad mig om at maatte se Fregatten i alle Kroge og blev vel en Timestid."

(O. Lütken: Vice-Admiral Edouard Suenson. 1888)

Uskyldig mistænkt. (Efterskrift til Politivennen)

Atter en Uskyldig, mistænkt for Tyveri. Den 20de Mai iaar anmeldte Bødkermester A. H. Thorngreen paa Politistationen, at der fra hans Bopæl i Klædeboderne Nr 38 var frastjaalet ham et Solospindetuhr med vedhængende massiv uægte Kjede. For Tyveriet af dette Uhr, der havde hængt i Kjøkkenet, havde Bødkermesteren mistænkt en Dreng, som i nogen Tid havde været i Lære hos ham. Denne Dreng, hvis Navn er Jens Peter Kjeldstrup, erklærede Bødkermester Thorngreen for at være "tyvagtig", og denne sin Udtalelse støttede han paa det løse Faktum, at Drengen skulde have taget nogle Viskelæders- eller Gummi-Balloner til nogle faa skillings Værdi fra Bødkermesterens Lager og havde leget med disse Balloner i Gaarden. Drengen blev eftersøgt og den 1ste Juni funden af Politiet. Ved sin Anholdelse fandtes han i Besiddelse af 1 Rd. 4 Skilling, og disse Penge erklærede han for at være Resten af 5 Rd, som han havde faaet af sin Tante, og af 15 Mark, som han havde faaet af en engelsk Skibskaptain, ombord paa hvis Skib han i længere Tid havde arbeidet, og hvor der skulde være givet ham Tilsagn om Hyre. Da Drengen tilligemed sin Moder mødte i den offentlige Politiret, erklærede han sig uskyldig og støttedes heri af Moderen, der angrebes saa stærkt ved at overvære Retsmødet, at hun blev overfalden af et heftigt Krampeslag og maatte bæres ud af Retslokalet. Bødkermester Thorngreen fastholdt stadig i Retten Sigtelsen mod Drengen, hvem han gav et alt Andet end godt Skudsmaal, men mod Drengens vedholdende Benegtelse forelaa der intet Bevis, og da det tilmed viste sig, at han ganske rigtig havde modtaget 5 Rd, af sin Tante og 15 Mark af den engelske Skibskaptain, hævedes Sagen, idet dog Bødkermesteren gjordes opmærksom paa, at han havde været temmelig rask med strax at sigte Drengen for dette Tyveri. Dog hvilede der endnu stedse en Plet paa Drengens Karakter, og det er denne Plet, som det er vor Pligt at udflette ved al erklære, at Jens Peter Kjeldstrup er aldeles uskyldig, idet den virkelige Ophavsmand til Tyveriet nu er opdaget. Sørgeligt er det, at denne Dreng i saa lang Tid har maattet lide under denne Beskyldning, og at han ikke fik den Plads i Skibet, om hvilken han havde faaet Tilsagn, hvad der vistnok væsentligst er bevirket ved den af Bødkermester Thorngreen mod ham fremsatte Sigtelse for Tyvagtighed blot paa Grund af, at Drengen havde taget de omtalte Gummiballoner hos ham. Hvad der saaledes er forbrudt mod Drengen, vil vel vanskelig hverken Bagermester Thorngreen eller nogen Anden kunne gjøre godt.

(Dags-Telegraphen 31. oktober 1865)

Annonce for bødkermester Andreas Hansen Thorngreen (1805-1873) i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. maj 1857. Han grundlagde i 1831 Legetøjshuset - en bødkerforretning i forbindelse med køkkenudstyrs- og legetøjsforretning. Enken overtog forretningen efter hans død, senere Theodor Thorngreen som omdannede den til et rent legetøjsmagasin der blev et af Europas største (Vimmelskaftet 46):

Annonce fra Nationaltidende 18. december 1898.