Ellen Kirstine Petersen. (Efterskrift til Politivennen).

Tyveri. Det hænder ikke sjelden, at Forbrydelser, der forlængst er glemte af dem, mod hvem de ere begaaede, vedblive at forurolige Forbryderen og tilsidst bringe ham til selv at aabenbaree dem, uagtet han i mellemtidentiden uden at tilstaa dem er bleven dømt for andre Forbrydelser, som han er bleven tvunget til at bekiende. Arrestantinden Ellen Kirstine Petersen, som oftere har været straffet, bl. A. den 3die Septbr. 1864 med 4 Aars Forbedringshusarbeide og i April d. A. med 20 Dages Tvangsarbeide, har nylig afgivet et Exempel herpaa. I September Maaned d. A. gjorde hun sig skyldig i Løsgjængeri ved imod et Tilhold at udeblive fra Ladegaarden, og derefter at flakke om, indtil hun som beruset blev anholdt, og under den Sag, som i Anledning heraf anlagdes imod hende, tilstod hun Følgende: I Sommeren 1864 boede hun i Helsingør. En Eftermiddag gik han ind hos en Traktør, foregav for dennes Hustru, at hun tidligere havde kjendt hendes Døtre og bad om noget Mad, hvilket hun fik, og som hun spiste i Kjøkkenet. Medens hun opholdt sig her, kom Traktorens Hustru og lagde 9 Mk. paa Bordet til sin Tjenestepige, der for disse Penge skulde gjøre Indkiøb i Byen. Arrestantinden var derefter et Øieblik alene i Kjøkkenet, og da Traktørens lille Datter, som havde faaet Lov til at besørge Ærindet isteden for Pigen, kom ud for at tage Pengene, vare baade disse og Arrestantinden forsvundne. Der blev dengang ingen Anmeldelse gjort om Tyveriet, og heller ikke nu, da Arrestantinden af sig selv har angivet sig som den Skyldige, har den Bestjaalne gjort Paastand paa Erstatning. En anden Gang, nemlig Mandagen den 25de Januar d. A., indfandt Arrestantinden sig hos en herboende homøopatisk Læge for at konsulere ham. Medens hun opholdt sig i Venteværeiset, hvis Dør vender ud til Trappegangen, kom en Skibsfører, der ligeledes vilde raadspørge Lægen og satte sin Paraply fra sig i Værelset. Skjøndt ankommen først holdt Arrestantinen sig dog tilbage og indvilgede i, at Skibsføreren først fik Adgang til Lægen, som opholdt sig i et tilstødende Værelse; men da han noget efter kom tilbage til Venteværelset, var Paraplyen forsvunden, og Arrestantinden gaaet bort. Der blev gjort Anmeldelse om Tyveriet til Politiet, som ved at efterlyse Paraplyen gjennem "Politiefterretninger" skaffede den tilbage fra den Pantsætter, hos hvem den var pantsat, men først nu erfarede man ved Arrestantindens egen Tilstaaelse, at hun var Tyven. Foruden disse Tyverier tilstod Arrestantinden ogsaa et Par andre: Et Sted havde hun tilvendt sig et gammelt Lagen, der var ophængt til Tørring paa en Snor i en Gaard, hvortil Adgangen saa godt som altid stod aabn; i en anden Gaard tilvendte hun sig et halvt Lærredslagen samt et Stykke gammelt Lærred, der var syet sammen til en Pose. hvilke Gjenstande ligeledes vare ophængte til Tørring paa en Snor. Gjenstandene bleve af Arrestantinden deels solgte, deels pantsatte. For det af Arrestantinden i 1864 begaaede Tyveri af 9 Mk. fandt Kriminal- og Poliliretten ikke Grund til at idømme hende nogen Tillægsstraf, da dette Tyveri, naar det var blevet paadømt i Forbindelse med de Forbrydelser, hvorfor hun blev dømt den 3die September f. A., ikke vilde have medført høiere straf end den hvormed hun blev anseet, men for de øvrige tilstaaede Lovovertrædelser blev hun efter Omstændighederne idømt Tugthusarbeide i 3 Aar, dels efter Straffelovens § 232 for 4de Gang begaaet simpelt Tyveri, dels efter Lov af 3die Marts 1860 § 1 for Løsgængeri.

(Dags-Telegraphen (København) 13. november 1869)

“Ellen Kristine Petersen, født i Helsingør, men hjemmeh. I Kbhvn:; Leilighedstyv og løsagtig Omdriverske. See mist: Prot. E. Pag 278.” [1868]. Genealogisk Forlag.

Ved folketællingen 1870 optræder en 32-årig Ellen Kristine Petersen, tjenstetyende som boende på Ny Kongensgade.

Sønderborg Realskole. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Slesvig. Til "Fyens Stiftst." skrives fra Sønderdorg den 7de ds.: Efter lange og fortvivlede Anstrengelser er det nu endelig lykkedes Tydskerne her at realisere et af deres Yndlingsprojekter. nemlig for Sønderborgs Vedkommende at faa bygget en ny Realskolebygning, da den gamle - efter deres Mening - ikke længere kan benyttes, fordi den tydske Sæd, som der udsaaes, ikke rigtig vil bære de forønskede Frugter. Den 2den ds. blev Grundstenen til dette tydske Drivhus lagt med alle for tydsk "Sittlichkeit" egne Ceremonier. I en Urne bleve endel Dokumenter indmurede, hvoriblandt en Fortegnelse over Eleverne samt et Skrift af Skolens forrige Rektor Th. Hansen, betitlet "Die Realschule in Sonderburg", hvilket naturligvis engang i Tiden vil angive et værdigt Basis for, paa hvilket Trin den tydske Dannelse i Sønderborg stod i det 5te Aar efter "Befrielsen", eftersom Forfatteren af denne Pjece ikke har skyet noget Middel for at rive ned paa Alt, hvad der benævnes Dansk, og blandt andre smukke Ting ogsaa fortæller, at Befolkningen her kun er "halv dannet", eftersom den hverken vil eller kan tale og skrive Tydsk. Naar man tager Hensyn til Nødvendigheden af denne Anstalt for Sønderborgs Vedkommende, saa synes det næsten, som om den kun er blevet til for at presse et Par Tusinde Thr. mere ud af Befolkningens Lommer, hvis ikke - som der i forskjellige Kroge ymtes om - Fosteret skulde komme til at dø i Fødselen of Mangel paa Næring, da den Sum af 1.000 Thlr. der af Regjeringen er bevilget, ikke antages at ville slaa til.

(Dags-Telegraphen_(København) 11. november 1869)

Fra 1864 var folkeskolen i Sønderborg delt i fire drenge- og fire pigeklasser i Caroline Amalie-Skolen og Wilhelmineskolen. Senere kom Hertug Friedrich-Skolen på Løkken (Reimersskolen). Realskolen fra 1869 var en overbygning på disse. I 1862 oprettedes en realskole i Sønderborg, den senere Sønderborg Statsskole. Den i 1865 oprettede private tyske realskole blev 1879 overtaget af den preussiske stat og i 1882 blev kongeligt realgymnasium.

I 1868 var der 10 gymnasier, 1 realskole (i Rendsborg) og 3 højere borgerskoler i Slesvig-Holsten. I 1873 var dette steget til 10 gymnasier, 5 realskoler (tilkommet var Flensborg, Altona, Kiel og Neumünster) og 8 højere borgerskoler (i Slesvig By, Haderslev, Sønderborg, Segeberg, Marne og Wandsbeck). 

Den stadig eksisterende Ahlmann-Skole blev indviet 1907. Den var da en drengeskole ved Kaiser Wilhelms Allé. I 1911 blev der indviet en højere skole (Oberrealschule) ved siden af tegnet af de berlinske arkitekter Jørgensen og Bachmann (de stammede fra Slesvig-Holsten). Hjørnegrunden mellem Kaiser Wilhelm Allé og den senere Ringridervej. De delte gymnastiksal. Ved åbningen havde skolen 232 elever. Den blev dansk statsskole i 1920.

Kloge Birthe. (Efterskrift til Politivennen)

En klog Kone. "R. A." fortæller følgende sørgelige Begivenhed: En Kone i Nærheden af Ringsted bragte for nogle Dage siden sin 6aarige Datter til "den kloge Birthe" i B. for at faae Raad for Barnets Sygdom, som forresten ikke kan have været betydelig, da Barnet selv gik med Moderen idetmindste en Fjerdingvej. Den Kloge erklærede, at Barnet havde "Skjæver", og at "hun skulde bages godt igjennem i 10 Timer". Denne Gjennembagning gik da for sig paa den Maade, at Barnet blev pakket godt ned i Dyner, efterat der først var lagt hede Muursteen. indsvøbte i Klæder, langs Siderne af hende; tillige maatte hun flittig drikke varm Hyldethee. Den stakkels Unge syntes ikke om Kuren, klagede sig og spurgte flere Gange, om hun ikke snart var færdig, - og længe før de bestemte Rimer havde Ende, var hun ogsaa færdig, det vil sige død, rimeligviis kvalt under Dynen. - Sagen er nu i Øvrighedens Hænder, saa man maa haabe, at den klogc Birthe idetmindste for en Tid maa blive forhindret i at udfore saadanne Kure.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. november 1869).

Folkekirken. (Efterskrift til Politivennen)

Folkekirkens Væsen har i de senere Aar været meget omstridt, idet Nogle betragter den som en Green af den hellige almindelige Kirke og Andre som en blot borgerlig Indretning. Et Bidrag til dette Spørgsmaals praktiske Besparelse er if. "Dansk Skoletid." nys givet i Nærheden af Horsens. En yngre Præst - vel nærmest af den indre Missions Retning - havde i sit Sogn en Mand, der ved forskjellige Leiligheder havde udtalt sig som en Fornægter af Treenigheds-Læren og altsaa vel betragtet Jesus Kristus blot som et Menneske og den Helligaand blot som Guds Aand uden at være en egen Personlighed. Præsten meente derfor ikke at kunne betragte ham som Medlem af Folkekirken og vægrede sig ved at vie ham, da han indgik Ægteskab. Vielsen blev da ogsaa udført af en anden Præst; men da Ægtefolkene fik et Barn, forlangte Faderen som sin Ret, at Sognepræsten skulde døbe det. Han vægrede sig og Sagen gik til Biskoppen, som affordrede Faderen en Erklæring om hans Tro; men han skal have svaret, at han ikke havde nogen Forpligtelse til at afgive en saadan. da han som Medlem af Folkekirken havde Ret til at faae sit Barn døbt deri. Efter lang Betænkning har Ministeriet endelig besluttet, at den vedkommende Sognepræst enten selv skulde døbe Barnet eller ogsaa formaae en Anden til at gjøre det. Saavidt vides, har Sognepræsten derefter døbt Barnet efter en Overeenskomst med Faderen, ifølge hvilken der er gjort nogle Indrømmelser paa begge Sider. Folkekirkens Styrelse har saaledes maattet vedkjende sig, at den ikke kan nægte Nogen Adgang til Folkekirken og Ret som Medlem af den, selv om han ikke bekjender sig til dens Tro, som den lærer i de symbolske Skrifter og navnlig i den apostolske Troesbekjendelse (de 3 Troens Artikler), og vel er dette saa langt fra noget Nyt, at det jo er bekjendt nok, at der var en Tid for een til to Menneskealdre siden, da Statskirken ikke tog det saa nøie med Troesbekjendelsen, men da en stor Deel af dens Præster, om ikke de allerfleste, havde samme Anskuelser om Treenigheden som denne Mand nu. Det er imidlertid mærkeligt at see, hvorledes Tiden har forandret sig. Dengang var det Lægmand, som holdt fast ved Kirkens Troesbekjendelse efter dens Ordlyd og ikke kunde faae Præsterne til at følge den, og dette foranledigede Kravet paa Ret til at løse Sognebaand fra Præsterne; men nu er det Lægmænd som forlader Troesbekjendelsens Ord og desuagtet fortanger, at Præsterne skulle udføre de kirkelige Handlinger for dem. Det kan jo ikke vel gaae an at vise Mænd ud af Folkekirken, fordi de nære de samme Anskuelser om Troen, som engang prædikedes endog fra Bispestolene, men det vil vist foranledige Krav af Præsterne om en større Frihed end hidtil i deres edelige Forpligtelser og i deres Forhold til de enkelte Menighedsmedlemmer, og man kan jo ikke nægte, at ogsaa Præsternes Samvittighed har Krav paa et omhyggeligt Hensyn.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. november 1869).

Artilleriets øvelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

I Lørdags Middags bleve Beboerne ved Lampeveien i Frederiksberg Sogn kaldte til Vinduerne ved en usædvanlig stærk Rumlen paa den nævnte fuldstændig private Vei. De saa da et Batteri Artilleri passere forbi og havde ondt ved forstaa, hvortil Udflugten gjaldt, da Veien kun er Færdelsvei for de til den stødende Eiendomme uden iøvrigt at tjene som Forbindelsesvei med de tilstedende Landsogne eller andre Veie. De skulde imidlertid snart faa Gaaden løst; thi kort efter drønede et Kanonskud , som faa Sekunder- efter fulgtes af et andet, og saaledes blev det ved i omtrent et Kvarter. Jeg skal nu ikke opholde mig over, al Militæret tager sig Ret til i Fredstid at kjøre med deres tunge Materiel paa en Vei, hvis Vedligeholdelse udelukkende paahviler Enkeltmand, eller over, at man, mod hvad der ialtfald tidligere altid var Skik og Brug, foretager Skydeøvelser, navnlig med Kanoner, uden forud at have varslet Befolkningen derom. Ikke heller skal jeg gaa udførlig ind paa det Besynderlige i, at man fandt for godt at benytte Kløvermarken til Øvelsesplads, uagtet der findes upløiede Stubmarker nok i Nærheden, hvis Benyttelse næppe vilde kræve en Erstatning, der vilde komme den nær, som nu udentvivl vil blive forlangt af Eieren af den ødelagte Græsmark. Men hvad der fortjener en alvorlig Paatale, er, at Kanonaden fandt Sted saa at sige under Vinduerne paa to store Sygehuse, nemlig Diakonissestiftelsens og Frederiksberg Sogns Hospital, hvor de mange Syge pludselig opskræmmedes af den Ro, hvortil de saa herlig trænge. Selv i Krigstid pleier Militæret at tage det størst mulige Hensyn til Bygninger, der tjene til Lasarether og Sygehuse; et saadant menneskeligt Hensyn anseer 1ste Artilleriregiments lste Batteri det ikke for fornødent at tage i Fredstid, thi Uvidenhed kan ikke paaskydes, da vedkommende Bygningers Brug paa en iøinefaldende Maade er angiven. m. s.

(Dags-Telegraphen (København) 9. november 1869).

Lampevej skiftede i 1906 navn til Howitzvej. Efter beskrivelsen at dømme må skyderiet have fundet sted i området vest for Nordre Fasanvej mellem Diakonissestiftelsen og Frederiksberg Hospital.