Stine Kudsk var en "folkekirurg" som virkede i Thy hvor det var meget sparsomt med læger, og folk ofte måtte forlade sig på mennesker som havde et kendskab til visse helbredelsesmetoder, i dette tilfælde benbrud. Hendes virksomhed blev belyst gennem en avisfejde i 1870. Anledningen var en meddelelse i ”Skive Avis”: En pige fra Spøttrup havde den 12. maj fået sine ben knust i et mølleværk. Ifølge den senere avisomtale havde den tilkaldte læge tilrådet at benene blev amputeret på Skive sygehus. Rådet blev ikke fulgt, og efter pigens eget ønske blev hun i en fjedervogn kørt til ”den kloge kone ved Thisted” af to karle og en ”betroet” kone. Efter den lange rejse med overfart over Sallingsund og Vildsund ankom pigen til Nors morgenen efter ulykken. Med henvisning til sine beføjelser afviste Stine Kudsk at behandle pigen og sendte bud efter lægehjælp i Thisted. To læger ankom og foretog amputation på stedet. Stine Kudsks handlemåde gav ikke anledning til kritik fra de to lægers side. Pigen overlevede ikke strabadserne, og døde få dage dage efter ulykken.
Efter notitsen i ”Skive Avis” udviklede der sig i juni og juli en avispolemik i ”Thisted Amtsavis”, hvor man den 7. juni kunne læse en redegørelse fra dr. Lind, der endnu fungerede som stiftsfysikus. Han ridsede grænserne op for Stine Kudsk’s virkeområde og anfægtede ikke hendes handlemåde i sagen. Han advarede tværtimod befolkningen mod at tro, at hun i komplicerede tilfælde var dygtigere end ”den ordentlig oplærte og studerte læge”. Dette blev avisstridens kernepunkt: beboerne i området anfægtede lægerne og lod ane at de mente hun også kunne kurere en del andre ting.
Efter hvad nyligen er passeret paa Spøttrup Hovedgaard i Salling med en Pige, som fik begge Been knuste i et Mølleværk og som man i denne skrækkelige Tilstand sendte til den bekjendte Stine Kudsk i Nors ved Thisted, istedetfor at indlægge hende paa Sygehuset i Skive under den tilkaldte Læges Behandling, finder jeg mig foranlediget tit at anføre, at der hersker meget overdrevne og falske Forestillinger om anførte Kones Kundskab og Dygtighed. Hun er meget rigtigen bleven examineret af mig i Aaret 1849 i Overværelse af begge daværende Læger Willemoes og Michelsen, og derved befunden ikke ganske ukyndig i at behandle simple Beenbrud og Forvridninger, hvortil hendes afdøde Mand havde havt Tilladelse og hvem hun derved var gaaet tilhaande. Hun var heldig nok til derefter at erholde samme Tilladelse, dog tildeels under Districtslægens Tilsyn i Thisted. Andre Sygdomstilfælde maa hun aldeles ikke give sig af med, har heller ikke begjæret det og er ikke bleven prøvet og examineret i noget Andet. Gjør hun det alligevel, risikerer hun at miste den Bevilling, hun har. Som sagt - hun er ikke ukyndig i at bringe et brækket Been eller Arm ilave og at sætte et forvredet Lem i Led, naar der kun ikke, som saa ofte er Tilfældet, finder aparte Omstændigheder Sted eller saakaldte Complicationer; men det er en Urimelighed at troe, at hun er dygtigere end den ordentlig oplærte og studeerte Læge, der har gjennemgaaet en streng Examen og bleven prøvet af mange Professorer.
(Skive Avis 7. juni 1870)
Dønningerne af striden nåede helt til København, hvor ”Folkets Avis” optog Linds redegørelse:
Den kloge Kone. I Anledning af Stifts fysikus Linds Bekjendtgjørelse med Hensyn til Stine Kudsks Lægevirksomhed bemærker en Indsender i "Flk. Av.": Det turde dog være muligt, at den omtalte Stine Kudsk er en hel Del dygtigere, end Fysikus Lind vil erkjende. Vi vide saaledes, at endog dygtige Læger selv have bragt Patienter til hende, og at hun har paataget sig at kurere særdeles vanskelige Tilfælde og ogsaa gjort det. Professor Sommer besøgte for nogle Aar siden en Slægtning, der boede i Nors, og da han opholdt sig der i længere Tid, besøgte han oftere Stine Kudsks Lasaret, hvor der ikke saa sjældent ligger 20 á 30 Patienter. Han erklærede sig den Gang fuldkommen tilfreds med den Maade, hvorpaa hun behandlede de Syge; kun ved et Tilfælde mente han, at hun fejlede. Det var en Hofteskade, og Professoren mente, at Hoften maatte brændes, dersom den Syge nogensinde skulde komme sig; men Stine Kudsk svarede: "Æ brænder aldrig mine Patienter, og hvis han blot bliver her i fjorten Dage, skal han faae Syn for Sagen, at det kan kureres uden at brændes." Og Professoren fik til sin store Forbauselse, forinden han reiste bort fra Nors, Syn for Sagen, idet den Helbredede selv kom hen til ham og lod sig undersøge.
(Thisted Amtsavis 11. juni 1870).
Artiklen påstod det som dr. Lind netop havde advaret imod. Hvilket fik privatlæge Emil Hennings til at reagere:
Indsendt.
En Indsigelse.
Man skal tie stille til Meget, men derfor ikke taale Alt.
I "Thisted Amtsavis" for igaar findes optaget en Artikel med Overskriften: "Den kloge Kone", i hvilken en æret Indsender i "Folkets Avis" søger at svække Betydningen af den offenlige Advarsel, Stiftsfysikus Lind har anseet det nødvendigt at udstede imod Benyttelsen af Stine Kudsk's Hjælp i Sygdomstilfælde, hvis Behandling ligger udenfor saavel hendes Evner, som hendes Rettighed.
Jeg anseer det for min Pligt, som en af de fungerende Læger herpaa Stedet, ogsaa at tale et Par Ord med i denne Anledning.
Den ærede Indsender siger saaledes, at endog "dygtige Læger have bragt Patienter til Stine Kudsk", fordi de selv Intet formaaede at udrette for disse Syge, dette Sidste er da i ethvert Tilfælde Meningen. Tillad mig hertil at svare: Det er min faste Overbevisning, grundet paa et 18aarigt Kjendskab til denne Kones Virksomhed, at hun aldrig har havt Evne til at yde Hjælp i saadanne Sygdomstilfælde, i hvilke virkelig dygtige Læger ikke har formaaet at udrette Noget til Gavn for de Syge, forudsat, at disse have havt tilstrækkelig Taalmodighed til at blive bos Lægen, hvilket destoværre saa ofte ikke er Tilfældet.
Den Udtalelse af Stine Kudsk til Professor Sommer, som den ærede Indsender citerer, og ifølge hvilken hun, paa dertil given Foranledning, skal have svaret Professoren, at hun "aldrig brænder sine Patienter", d. v. s. hun benytter ikke dette udvortes Middel i Sygdomstilfælde, hvor Læger ellers anbefale det, er, tillad mig at maatte sige ret, meningsløs, saavidt, som hun ikke kjender de Affektioner, i hvilke Midlet anvendes, eiheller Maaden, hvorpaa det skal bruges; men derimod skal jeg villig indrømme, at hun er "klog" nok til at forstaae, at hun vilde have sin Bevikling forbrudt, hvis hun paatog sig at "brænde" sine Patienter.
Den ærede Indsender har ydet Stine Kudsk kun en daarlig Tjeneste ved at anføre denne Udtalelse af hende, thi den er netop et Vidnesbyrd for, at hun alt for mange Aar siden maa have overtraadt sin Bevilling, der kun giver hente Ret til at behandle "lettere Benbrud og Forvridninger", under hvilke Kategorier "Hofte-skade" (Coxitis) aldeles ikke henhører. Sluttelig vil jeg endnu blot bede Enhver, der ønsker at see Sandheden lige i Øinene, og som vil forvisse sig om, hvor berettiget Stiftsfysikus Lines Advarsel er: kom hertil Egnen, betragt selv det forholdsvis store Antal vanføre Mennesker, som findes her fremfor noget andet Sted i Landet, og som netop er paafaldende for Fremmede, og rom saa, men lad Dommen blive upartisk endog naar det erfares, at maaskee de ni Tiendedele af disse Vanføre ere lægebehandlede af Stine Kudsk.
Saasandt som foreliggende Kjendsgjerninger er en god Maalestok for et Menneskes Dyglighed, saavist er det ogsaa, at jeg kun har taget Hensyn til disse ved den her fremsatte Bedømmelse af Stine Kudsks Virksomhed.
Thisted, den 12te Juni 1870.
(Thisted Amtsavis 13. juni 1870).
Claudius Julius Emil Hennings (1814-1901) fik anden karakter ved den kirurgiske eksamen i 1838. Han tilbragte 33 år i Jylland, bl.a. som frivillig garnisonslæge i Fredericia 1850.
Såvel artiklen i Thisted Amtsavis den 11. juni 1870 og 13. juni 1870 blev citeret i Skive Avis 16. juni 1870. Hennings udokumenterede påstand om at Stine Kudsk skulle have bevirket at der var flere vanføre i egnen end andre steder, affødte kraftig afstandstagen fra en kreds af egnens beboere der dog samtidig indrømmede at Stine Kudsk ikke var "mirakeldoktor":
Indsendt fra Thisted-egnen.
Hvor man heri Egnen, i disse Dage, færdes, dreier Samtalen sig gjerne om Hr. Doktor Hennings i Thisted og Stine Kudsk i Nors. Sidstnævnte staaer forøvrigt, ved sine mangeaarige heldige Benbrudskure, saa høit i Folkegunsten, at Intet vil formaae at svække den Agtelse eller Tillid, hun nyder, men snarere kaste Mishag og Foragt paa de Angreb, der skeer mod hende. Men Mange, der ikke kjende hende, vil mulig spørge: Hvad er dette dog for et Fruentimmer. Hun er i Bladene benævnt "Den kloge Kone." Almuen her i Thy forstaaer undertiden derved en Slags Mirakkeldoktor; er hun da en saadan Kone? Nei aldeles ikke, hun befatter sig ligesaalidt med Hexeri som Hexemidler eller Mirakler; men vil man ved Ordet "Klogkone" forstaae en forstandig Kone, en dygtig Kone, saavel i sit Hus, som til at forstaae at behandle og læge et Benbrud, samt en venlig og gjæstfri Husmoder, da kan hun med Ære og i Sandhed tilegne sig denne Benævnelse.
Er hun da en studeret Dame, der er i Besiddelse af store lægevidenskabelige Kundskaber osv.? Nei! - men derimod er hun af Gud begavet med en sjelden Følelsesevne, Behændighed, Øvelse og Erfarenhed til at bringe i Lave og Led, forbinde og læge et Benbrud - hvorom de mangfoldige Helbredelser, det har lykkedes hende at udføre, uimodsigelig vidne.
Men hvorledes hænger det sammen med det store Antal vanføre Mennesker, der efter Hr. Doktor Hennings Beretning skal findes i Thy Dertil vil vi blot svare: Paavis os de Vanføre, der ere udgaaere fra Stine Kudsks Hænder, der ikke har været Krøblinger eller Uheldbredelige før de kom til hende - vi kjende Ingen. Skylden kan neppe tilregnes Stine Kudsk om Egnen, hvilket vi tog meget betvivle, er mere fyldt med vanføre Mennesker end som andre Steder, lige saalidt som vore tidligere, som nuværende autoriserede Læger, der neppe i Kundskaber eller Dygtighed har staaet eller staae tilbage for Hr. Hennings.
Af de mange Erkjendelser. Madame Stine Kudsk har modtaget, vil vi blot fremføre Et, der tilfældigvis er kommen os ihænde:
"Til Madame Stine Kudsk i Nors.
Den Lægevirksomhed, som De i en lang Aar række har udfoldet til mangfoldige af deres lidende Medmenneskers Helt, har i en ualmindelig Grad vundet Alles Anerkjendelse og Paaskjønnelse, og det er os en stor Glæde al aflægge Vidnesbyrd herom, idet vi paa Manges Vegne bringe Dem en varm Taksigelse ikke blot for Deres Dygtighed og ufortrødne Bestræbelser, men ogsaa for Deres Menneskekjærlighed, der blev sig selv lig: hvad enten den Formuende eller Ubemidlede søgte Deres kjærlige Bistand.
Men - , der kommer en Tid, da ogsaa Deres Kræfter aftage, da Alderdommen vil gjøre det mere og mere besværligt for Dem at virke i et Kald, der har været Dem til saamegen Hæder, og i den vide Kreds, der kjender Dem baade af Navn og Gavn, er der en saare naturlig Frygt for, at den værdifulde Kundskab, der saa ofte gjengav den Lidende Helbredets uerstattelige Gode, omsider skal gaae tabt for Samfundet og efter lade et dybt følt Savn. Vi tillade os derfor at rette den indtrængende Bøn til Dem, at De, medens De endnu er i Besiddelse af Deres fulde Livskraft, vil antage en Medhjælper, som De under Deres daglige Vejledning kan berige med Deres mangeaarige Erfaring og bibringe Deres store Indsigt i Behandlingen af de Tilfælde, hvorpaa Deres Lægevirksomhed har været rettet.
Vi have det Haab, at De vil imødekomme dette her i Egnen almindelige Ønske, og ligesom Guds Velsignelse hidtil øiensynlig har hvilet over Deres Gjerning, saaledes vil den nok ogsaa hvile over den, der skal tage Deres Kundskab i Arv.
Foranstaaende er, som sees, udgaaet fra et høit Sogneraad, men vilde man indhente særskilte Bekræftelser fra de Mange det er lykkes hende, ved Guds Bistand, at helbrede, da vilde man dermed kunne fylde flere Aviser. Forøvrigt er Madam Kudsk en meget beskeden Kone, der ligesaalidt bruger Praleri som Kvaksalveri, hvorfor ogsaa hun, som hendes afdøde Mand, i c. 40 Aar har levet i god Forstaaelse saavel med Distrikts- som andre Læger i Thisted. Aldrig har hun vistnok nogensinde med Villie eller Vidende overskredet sin Bevilling, hvilket beviser de mange Syge hun har henvist til Lægen og ved mindste indvortes Svaghed hos de Lidende, hun har haft under Behandling, har hun tilkaldt den authoriserede Læge.
Saaledes kan der vistnok ikke i nogen Henseende kastes Skygge paa Stine Kudsks Færd eller Gjerning, men nu kommer dog Tildragelsen med Pigen fra Spottrup, der har givet Anledning til Avisskriveriet. Men kan noget fornuftigt Menneske, han være Læge eller Lægmand, derfor kaste Bebrejdelse paa Stine Kudsk eller haanlig omtale hende? Hvad i al Verden kan hun gjøre for, at der fra en fjern Egn bringes et sønderlemmet Menneske til hende? Handlede hun maaskee urigtig, at hun øieblikkelig lod Lægen eller Læger hente fra Thisted? Rigtigere, bedre og mere kunde hun jo neppe have gjort.
Indsenderne ere kun Lægmænd, vi holde os derfor nærmest til de udførte virkelige Handlinger, og foruden Anførte ere vi overbeviste om, at saa kundskabsrige djæve og dygtige Mænd som Hr. Stiftsfysikusen, samt DHrr. Distriktslæge Villemoes og afdøde Doktor Michelsen aldrig havde rækket Haand til, at Madame Kudsk efter Examinationen havde erholdt Bevilling, naar de ikke havde fundet hende værdig dertil, ligesom at den afdøde bekjendte Hr. Professor Sommers og flere Sagkyndiges Bedømmelse er den allerbedste Maalestok for hendes Paalidelighed.
(Fortsættes).
(Thisted Amtsavis 27. jun i 1870).
Denne første halvdel af artiklen kunne Emil Hennings formentlig ikke være uenig i. Men artikelskriverne fortsatte næste dag:
Indsendt fra Thisted-Egnen.
(Slutning).
Men hvorledes er Stine Kudsk kommen ind i denne Livsstilling? lyder ofte Spørgsmaalet. For at opklare dette maa vi gaae en lang Aarrække tilbage. I Hr. Etatsraad Traps fortrinlige statistisk-topografiske Beskrivelse af Danmart, 2det Bind Side 129 findes: "I Bang Kirke er begravet den over hele Thyland bekjendte og i flere Skrifter omtalte Mads Badveier, som døde 1761, 87 Aar gl. Han besad ualmindelig Indsigt i Lægekonstens forskjellige Grene og fuldførte mange heldige Kure baade i og udenfor Thy, endog paa langt bortliggende Steder, hvorfra han blev søgt." En Lærling og Efterfølger af ham var Niels Jepsen i Nors og efter ham fremstod den ældre Peter Kudsk i Nors. Denne sidstnævnte bekjendte mærkelige Mand var født i Gudnæs (i den Gaard, der nu eies af Hr. Martin Thomsen) og kom som Lidende i Huset hos Niels Jepsen, blev yndet af ham, lærte hans Videnskaber, og efter Niels Jepsens Død blev han gift med hans Enke, og erholdt i sin Tid Bevilling som Saar- og Benbrudslæge, der, saavidt vi mindes, senere blev udvidet.
Den saakaldte gamle Peder Kudsk var en smuk Bondemand, en rigtig jydsk Kjærnekarl, han var ikke uden Dannelse, han var en yndet Selskabsmand, fuld af bidende Vittigheder, en Frihedsmand, der var foran sin Tid, men vilde have passet ret godt for vore nuværende politiske Forhold. Uden at være Fraadser eller Dranker holdt han dog meget af at leve godt. Kaffepunsch kaldte han en Engledrik, men kunde han ikke erholde ægte god Rom i den, drak han den ikke. Han var begavet med en sjelden Legemsstyrke, med en overordenlig fin Følelsesevne, havde stor Held til sine Kure og var i den Tid anseet som et Slags Mirakeldoktor, og Tilstrømningen til ham, selv fra meget fjerne Egne, vedvarede saalænge han levede. Blandt de mange Fortællinger, der gaae om afdøde Peter Kudsk ville vi blot tillade os at fremføre en Eneste.
Afdøde Amtsprovstinde Carstensen i Thisted fik ved et ulykkeligt Fald et temmelig farligt Benbrud. Afdøde Distriktslæge Bittendorff tilligemed en Chirurg bleve kaldede, men uagtet al anvendt Umage vilde det ikke rigtig lykkes at faae Benbrudet bragt ilave, hvortil Fruens Utaalmodighed formenlig har bidraget. Der blev skreget og raabet paa Peder Kudsk, og Enden paa Visen blev, at Amtsprovsten maatte lade ham hente. Men da Peder Kudsk hørte, at Lægerne havde Amtsprovstinden under Behandling, var han slet ikke for denne Reise - Amtsprovstens Vogn skal saaledes være vendt med uforrettet Sag tilbage - ; men strax efter kom dog Peter Kudsk med egen Befordring, men nægtede under disse Omstændigheder at ville have med Patienten at bestille. Dog ved den Lidendes Nød og Amtsprovstens indstændige Anmodning lod Peter Kudsk sig overtale til at gjøre et Forsøg, og i et Nu lykkedes det ham at faae Benbrudet trukket ilave, hvorved en betydelig Lindring for den Lidende strax indtraadte. Men kommer nu ikke Vundefeberen? Ak, jeg er saa bange for Vundefeberen, fremførte Fruen. Peder Kudsk svarede: Fruen mener paa Dansk Saarfeberen, dette Spøgelse bliver nok borte; men De trænger til Søvn og den vil De faae, nu har jeg gjort hvad jeg har lovet, Resten overlader jeg til Doktoren og saa Farvel, nu reiser jeg. Nei! raabte Amtsprovsten, han skal, saa trumfede han, blive her til imorgen. Blandt Andet undskyldte Peder Kudsk sig med, at han ikke sov saa godt i nogen fremmed Seng som i sin egen. Dette vil vi saa faae at see, bemærkede Amtsprovsten. Næste Morgen tidlig mødte Peter Kudsk ved Kaffebordet. Nu, Hr. Amtsprovst, hvordan har Fruen det? Gud være lovet, svarede Amtsprovsten, hun har sovet hele skatten og sover endnu; men sig mig, Peder Kudsk, har De nu ikke sovet ligesaagodt i min Seng som i Deres egen? Jo, Hr. Amtsprovst, men, saa bandte han, heller ikke bedre. Uagtet P. Kudsk gjerne vilde have overladt Fruen til Distriktslægens videre Behandling, blev det dog en Umulighed; thi denne vilde, som han yttrede, intet Makkerskab have med P. Kudsk, trak sig tilbage og overlod saaledes Amtsprovstindens Helbredelse til Peter Kudsk, der paa kort Tid fuldførte den.
Efter Peder Kudsks Død, eller mulig nogen Tid før, fik Sønnen, Niels Kudsk, der er født i Nors 1790, Tilladelse til at helbrede som Saar- og Benbrudslæge. 1826 blev Niels Kudsk gift med den smukke 18aarige Ane Kirstine Stentoft af Vandet - de bleve beundrede som et Par ualmindelig smukke Brudefolk. Deres Ægteskab blev ikke velsignet med Børn, hvorimod de hæderlig opdrog et Par Pleiebørn. Niels Kudsk døde 1849. I de 17 Aar han praktiserede som Benbrudslæge, udførte han mange og heldige Kure blandt Andre fra flere høitstaaende Personer; men da han i nogle Aar var meget svagelig gik hans unge Kone, Stine Kudsk, ham velvillig tilhaande, og ved sin gode Begavelse, fine Følelsesevne, lette Behændighed og den venlige Deltagelse, hun udviste mod de Lidende, blev hun Folket meget kjær, og da hun med Flid og god Villie havde arbejdet sig saaledes ind i Forretningerne, at hun paa en Maade overgik sin Mand, blev hun ved hans Død formelig bestormet af Publikum om at fortsætte den Forretning, hvortil hun, som bekjendt, har erholdt Tilladelse.
Senere er hun bleven gift med sin nuværende Mand, Peder Kudsk, en af vor Egns dueligste og respektableste Landmænd (de eie og beboe deres Fædregaard i Nors, nu af Htk. ca. 9 Tdr.), med hvem hun ligesom med afdøde Niels Kudsk lever et lykkeligt, agtet og æret Liv.
Vi ønske nu sluttelig og ere forvissede om, at Folk i en vid Omkreds ønske med Skinnerup Sogneraad og med os, at det Kjendskab til Behandling af Benbrud, Forvridninger osv., den lette, sikkre og næsten smertefrie Maade, hvorpaa Madame Stine Kudsk sætter Benbrud i Led og Lave, hendes fortrinlige Forbindingsmaade, velgjørende selvlavede Plastre og Smørelser, hvormed et Benbrud i en kort Tid kureres, maa gaae over i gode Hænder og ikke ved hendes Død tabes for Samfundet. Vi indrømme gierne, at Madame Kudsks Lægemaade mulig ikke stemmer ganske med Lægekonstens Regler, men i henved 100 Aar - en lang Prøvetid - har hendes Helbredelseskonst gaaet Haand i Haand, fra Slægt til Slægt i denne Familie, og med Glands og Hæder ere utallige Mennesker derved blevne helbredere, ja den er anerkjendt af duelige Læger, Myndigheder og Befolkningen, hvilket er noget ganske Andet, end det Fremførte af en praktiserende Konkurrent, hvis Bedrifter, som Benbrudslæge, om disse existere, dog neppe ere meget bekjendte heri Egnen.
Flere thylandske Beboere.
(Thisted Amtsavis 28. juni 1870).
I Nr. 133 af "Thisted Avis" har Privatlæge E. Hennings yttret blandt Andet om Benbrudslæge Stine Kudsk i Nors, at hendes Lægebehandling skulde være Skyld i, at der her i Egnen forholdsvis gives saa stort et Antal vanføre Mennesker, idet de ni Tiendedele af disse af hende skulde være behandlede. Dette kanundertegnede Landboforening ingenlunde indrømme Rigtigheden af; derimod kan samtlige tilstedeværende Medlemmer. Sandheden tro, bevidne, at efter den Erfaring, vi have til Stine Kudsk og hendes Lægepraxis, have de Allerfleste af dem, hun har havt under Behandling, naar de have villet rette sig ester hendes Forskrifter, erholdt fuldkommen Brug af deres Lemmer, saa hun visselig fortjener Roes istedet for Dadel for hendes Virksomhed i den antydede Retning, og det ikke alene for selve Ligebehandlingen, men ogsaa for den omhyggelige, kjærlige, ja vi tør sige moderlige Pleie og Omhu, hun har udvist mod de Patienter, saavel Fattige som Rige, der have været henlagte i hendes Hus til Lægebehandling.
(Thisted Amtsavis 30. juni 1870)
Som det fremgår havde Peder Christensen Kudsk (1765-1831) efter en indlæggelse for benbrud hos Niels Jepsen (1717-1784) i Nors stået i lære og førte ved sidstnævntes død håndteringen videre. Han oplevede forordningen om kvaksalveri (1794) som gjorde det strafbart under navn af klog mand eller kone at påtage sig helbredelse af sygdomme uden kendskab til lægekunsten. Der kunne dog dispenseres i tilfælde af "fortrinlig duelighed", og med en række anbefalinger fra ansete borgere i Nors, Thisted og Nykøbing, anbefalet af amtmand og landfysikus - fik han dispensation til at kurere arm- og benbrud, sætte arme og ben i led og årelade.
Peder Kudsks eneste søn, Niels Pedersen Kudsk havde 5 år før faderens død giftet sig med Anne Kirstine Christensdatter Steentoft (Stine Kudsk) der således nåede at se hvad det var Peder Kudsk lavede. Sundhedskollegiet kunne ikke anbefale en forlængelse af dispensationen, distriktskirurgen i Thisted anbefalede ham, mens distriktskirurgen i Nykøbing anklagede i 1840 ham - han blev dog frikendt for at have handlet i uvidenhed. Af sagens akter fremgik at det var konen Stine Kudsk som var den egentlige behandler. Da han døde i 1849, fortsatte Stine Kudsk behandlingerne.
Efter grundloven i 1849 fik hun bevillingen som benbrudslæge fornyet efter at have kontaktet stiftsfysikus Lind og fået ham til at sige god for hende. Sundhedskollegiet undrede sig, og efterfølgende udtrykte Lind forbavselse over at bevillingen var givet da han ikke var blevet officielt spurgt. Men ellers blev der stille omkring hendes virksomhed, indtil aviserne som nævnt i 1870 beskæftigede sig med hende. Selv forholdt hun sig helt tavs under hele fejden.
Indsendt
En Replik.
Forsøger Du at fremstille Sandheden, da bered Dig paa Modstand; thi det at høre Sandhed, er for Mange kun til Forargelse.
Da jeg nu har biet i et passende Tidsrum, og, da der i de forskjellige Protester, som ere fremkomne i Anledning af min Artikel i dette Blads Nr. 13, tillige er sagt Saameget, som jeg umulig kan lade henstaae upaatalt, saa er det vel bedst, at jeg endnu engang tager Ordet for at berigtige Et og Andet.
Hvad jeg med stor Sikkerhed forudsaa, da jeg skrev min Indsigelse i "Thisted Amtstidende" af 13de Juni, det er nu skeet: den har fremkaldt en høirøstet Uvillie blandt Stine Kudsks store Skare af Beundrere; den har bragt mig "Mishag og Foragt", som den storslaaede Ordfører for "Flere thylandske Beboere" dybt indigneret udtrykker sig, samt desforuden forskjellige andre ligesaa velvillige offenlige Udtalelser, for hvis Medtagelse jeg herved har den Ære at kvittere.
Men til Sagen!
Det er en paafaldende Vigtighed, som Befolkningen i Thy synes at tillægge Behandlingen af et "let" Benbrud, skjøndt dette i og for sig er den simpleste Ting af Verden, idet der nemlig kun udfordres Rolighed og Brudendernes rette Leie mod hinanden, saa fuldfører Naturen Resten. Hverken Stine Kudsk eller den dygtigste kirurgiske Professor (for at nævne Modsætningerne) er istand til at hele et Benbrud, dette kan kun ske ved vor medfødte Læge: Naturens helbredende Kraft, og kun i et absolut bestemt Tidsrum. Derfor, hvad enten Stine Kudsk laver sin "velgjørende Sørelse" af Svinefedt og Vox eller af Rosenolie og Myrrha, hvad enten hun indgnider sine Salver ved Benbrud eller ei, saa vil hun dog ikke være istand til at fremskynde Helingen af et Benbrud, var det endog blot med en Time.
Men ligeoverfor disse Sandheder maa enhver Tale om at kurere et Benbrud ikke blot paa "forholdsvis kort Tid", men, som man ogsaa har anført, i en absolut kort Tid, erklæres for ligefrem Nonsens.
Foruden Benbrud behandler Stine Kudsk ogsaa "skivrede Ben", "frafaldne Skuldre" og "lettede Sener". Hvad man i Nors egenlig forstaaer eller mener med disse Affektioner, er ikke ret tydeligt; Lægerne kjende ikke Noget til disse Sygdomsbenævnelser; men forsaavidt de anførte Udtryk skulle antyde Tilfældenes Beskaffenhed, saa maa jeg benægte Muligheden af disse Sygdommes virkelige Forekomst, og jeg begrunder denne min Udtalelse paa mit kjendskab til det menneskelige legemes anatomiske Bygning.
Men at kurere for Sygdomme, hvis Tilværelse Lægerne ikke kunne erkjende, at behandle et "let" Benbrud, hvis Helbredelse Naturen paatager sig, det er en saa taknemmelig Gjerning med Hensyn til et heldigt Udfald, og det er derfor let forstaaeligt, at det henrykte Folk føler dyb Beundring for Udøveren af alle disse "Bedrifter", medens det samtidig seer med "Mishag og Foragt" paa den, der bringer Disharmoni i Fortryllelsen ved at tale om et saa stygt Begreb som "Vanførhed".
Jeg skal derfor med et Par Ord søge at godtgjøre min Berettigelse til de Udtalelser, med hvilke jeg fremkom i min "Indsigelse" af 12te Juni, selv om jeg derved kommer til at fremvise Reversen af Medaillen.
En hos den opvoxende Ungdom meget hyppig forekommende Sygdom er Rygradskjævheden (Skolissen). Efter min Erfaring har det hidindtil været Reglen, saasnart man er bleven opmærksom paa Tilfældet, da at henvende sig til Stine Kudsk, som derpaa tilraader en længe fortsat Brug af en eller anden af de "selvlavede", "velgjørende Smørelser". Det er imidlertid en ubestridelig Kjendsgjerning, at Lægerne endnu aldrig have seet endog blot en begyndende Drejning af Rygraden blive bragt tilbage i den rette Stilling ved Brugen af hvilkensomhelst Salve, hvorimod Skjævheden kun tager til og gaaer over i det senere Forløb, i hvilket det bliver langt vanskeligere at bekjæmpe Sygdommen. Istedetfor Anvendelse af Bandager, Legemsøvelser, diætetisk Pleie, Hensyn til en mulig tilstedeværende indvortes Sygdom osv., som kun ere de rette Midler, gaaer Tiden derimod tabt for den Syge ved intetformaaende Indgnidninger. Stine Kudsk har hverken Ret til eller Forstand paa at behandle Rygradsskjævheder, og derfor kan en "Smørekur" i denne Lidelse kun føre til en eller anden "Vanførhed" af Legemet, blandt hvilke den, som kaldes "Pukkelryggethed", er den mest bekjendte.
En anden Sygdom, der ligeledes er særdeles hyppig, og som Stine Kudsk ogsaa behandler, skjøndt uden Tilladelse, det er Betændelse i de forskjellige Ledemod (Artroiter). Disse Lidelser forekomme saa at sige i enhver Alder; de opstaae saavel af indvortes som udvortes Aarsager, og de ere meget ofte høist besværlige at bekæmpe. De udfordre derfor en saa indsigtsfuld Lægebehandling, støttet saavel paa Kjendskab til Ledemodenes anatomiske Sammensætning som paa de forskellige Aarsager og Legemskonstitutioner, at dette bliver en Gjerning at udføre, som ligger langt udenfor Stine Kudsks Rækkevne. Det er ogsaa paa dette Omraade, at de uheldigste Resultater af Behandlingen i Nors udgaae, hvilke aabenbare sig i den Masse haltende og hinkende Mennesker, Store og Smaa, Unge og Gamle, som findes her paa Egnen fremfor noget andet Sted i Landet.
At tilfredsstille Nysgerrigheden ved at anføre Navne paa Personer, som af de anførte Grunde ere blevne "vanføre", saaledes som man har opfordret mig til, det agter jeg ikke at efterkomme, dels fordi jeg ikke er berettiget dertil, dernæst fordi det er unødvendigt idetmindste paa dette Sted. Enhver, der interesserer sig for Sandheden, behøver desuden slet ikke at spørge hos den Masse pukkelryggede, haltende og hinkende Mennesker, som man stadig møder, dels i vore Gader, dels paa Landeveje, om Stine Kudsk ikke i kortere eller længere Tid har havt Andel i deres Behandling, og læg saa Mærke til Svaret. Hvis saa ikke de ni Tiendedele svare: jo, forudsat da, at de ville følge Sandheden, saa har jeg ganske vist ikke angivet det rette Forholdstal, hvilket jeg forresten eiheller anførte med statistisk Nøiagtighed, men i ethvert Tilfælde er jeg vis paa, at det langt overveiende Antal af de Adspurgte vil svare bekræftende.
Og til alle disse "Bedrifter" har jeg været en rolig Tilskuer i 18 Aar; trods min "praktiserende Konkurrents" Stilling har jeg dog aldrig klaget over den uberettigede Udstrækning, Stine Kudsk i alle disse Aar har givet sit høist begrændsede Privilegium, og jeg havde ønsket og haabet at kunne bevare denne Tavshed i det Tidsrum, jeg endnu agter at tilbringe i Thy.
Men saa kom Stiftfysikus Lind med sin Advarsel til Befolkningen imod at lade Stine Kudsk behandle Sygdomme, der ligge udenfor hendes begrændsede Evner og indskrænkede Privilegium; og saa skulde der komme en Protest imod denne Advarsel; og saa mentes der, at Stine Kudsk maatte være en "hel Del dygtigere", end Lind antog, uagtet det var denne Mand, der i sin Tid overhørte hende; og saa skulde endelig denne sidste Paastand sættes ved den Beskyldning, at selv "dygtige Læger" havde søgt Hjælp og Bistand for deres Syge hos Stine Kudsk.
Det var egenlig denne sidste, stærke Dosis, der knuste min lange Tavshed; det forekom mig, som en stor Feighed, hvis Lægerne i Thisted, der kjende Stine Kudsks Kvalifikationer, trods Nogen, vilde tie stille til et Udygtighedsvidnesbyrd om vor Virksomhed, og jeg besluttede derfor for mit Vedkommende at nedlægge en "Indsigelse" imod den anførte Paastand, selv om jeg derved paadrog mig nok saamegen "Mishag og Foragt", idet jeg trøstede mig med den Forvisning, at det ikke var første Gang, Sandheden vilde blive haanet.
Saameget med Hensyn til Sagens Kjærne, jeg har endnu blot et Par mere personlige Bemærkninger at tilføie.
Det er karakteristisk for "Flere thyl. Beboeres" Sandhedskjærlighed, at medens de i høie Toner lovprise afdøde Niels Kudsks Virksomhed som Benbrudslæge, fortie de fuldstændig, at det kongelige Sundhedskollegium, altsaa den høieste Læges Autoritet, i sin Tid "paa det Bestemteste" erklærede sig imod at Niels Kudsk fik Bevilling. Det forties endvidere, at den Afdøde i 1841 blev tiltalt for "Misbrug af sit Privilegium", men slap med "Frikjendelse for videre Tiltale". Det er ikke min Skyld, at Niels Kudsk er manet frem af Graven, jeg havde helst ladet ham hvile i Fred; da mine Modstandere imidlertid have fundet det passende at paakalde ham, saa kan det nok tilgives mig, at jeg benytter hans Tilstedeværelse tilÆre for Sandheden.
De samme "Flere thyl. Benoere" erklære end videre: "at Stine Kudsks Helbredelseskonst er anerkjendt af duelige Læger, Myndigheder eg Befolkningen".
Det er ikke mig bekjendt, at duelige Læger nogensinde have udtalt nogen anerkjendende Dom om Stine Kudsks Virksomhed; men til Gjengæld kan jeg med saamegen desto større Sikkerhed anføre "Myndighedernes" Bedømmelse af hendes Kundskaber. I det kongelige Sundhedskollegiums Forhandlinger af 1849, hedder det nemlig, i Anledning af en Ansøgning fra Stine Kudsk om at maatte faae samme Bevilling til at kurere for Benbrud og Forvridninger, som hendes afdøde Mand havde havt: "Ligesom Kollegiets Erklæring af 12te August 1841 havde viist, at den Vigtighed, der tillagdes Niels Kudsks Kur, ei alene var ugrundet, men at det endog havde viist sig, at han var for uvidende til at kunne bedømme de Sygdomstilfælde, med hvis Kur han befattede sig; saaledes kunde man eiheller i de foreliggende Dokumenter finde Hensigtsmæssigheden af, at denne Tilladelse gaves Enken, godtgjort, eller tilstrækkelig Garanti for, at hun besad de fornødne Kundskaber til at kurere de Sygdomme, hun troede sig istand til, saameget mindre som Lægerne i Thisted havde næret Tvivl i denne Henseende". Kollegiet maatte derfor, "henholdende sig til sine tidligere Erklæringer, fremdeles fraraade det Ansøgte".
Stine Kudsk fik saaledes ingen Bevilling den gang; men derfor tabte hun ikke Modet: kort Tid efter indgav hun atter Ansøgning til Justitsministeriet, der nu bevilgede det Forønskede, men uden at indhente Sundhedskollegiets eller Stiftsfysici Erklæringer, hvad der ellers er en Nødvendighed. Jeg skal paa dette Sted vel vogte mig for at undersøge, ved hvilke Midler Bevillingen blev opnaaet; det er ogsaa tilstrækkeligt at anføre, at "Læge-Myndighederne" ikke har anbefalet hende, og følgelig eiheller "anerkjendt" hende.
Og naar saa endelig "Flere thyl. Beboere" slutter med en Udtalelse om, hvilke "Bedrifter" jeg har at opvise imod den Kone, hvis Kundskabs Bedømmelse af det kongelige Sundhedskollegium, jeg nys har anført, da svarer jeg med sænket Blik: tilgiv mig, jeg har slet ingen, thi den Omstændighed, at jeg har helbredet Benbrud 11 Aar før Stine Kudsk begyndte; at jeg aldrig har været nødt til at sende en Syg til hende, hvorimod jeg har havt den Ære, at hun oftere har sendt Patienter til mig, det kan naturligvis ikke blive hverken til "Glands" eller "Hæder" for mig. Heldigvis bryder jeg mig i det Hele ogsaa grumme Lidt om det, Menneskene i Almindelighed forstaaer ved "Bedrifter", der er altfor ofte kun en forbigaaende Erkjendelse, som let dunster bort med Tiden og de forandrede Stemninger; det beroer kun paa Lunets Tilfældigheder, om det, man berømmer idag, kan blive taalt imorgen. Derimod har jeg bestandig stræbt efter den "Bedrift", at røgte mit Kald paa en hæderlig og samvittighedsfuld Maade; hvorvidt Verden vil erkjende denne Stræben, det er mig fuldstændig ligegyldigt, naar jeg blot selv kan være tilfreds med min Tragten efter det Rette.
Naar dernæst Hr. Mads Christensen i Hørdum er saa god at tilbyde mig Fremstillingen af 3 Børn, som ere helbredede for Benbrud hos Stine Kudsk, saa takker jeg ham for hans venlige Tilbud, men for min Skyld er denne Uleilighed unødvendig. Jeg har seet saa mange helede Benbrud i mine Dage, at der neppe kan fremstilles noget Nyt for mig, hvortil endnu kommer, at jeg ikke troer paa den "knuste Arm" hos det ene Barn, eftersom Stine Kudsk ikke maa behandle splintrede Brud.
Sluttelig skal jeg endnu blot sige et Par Ord til de 4 Herrer, der have anseet det for sømmeligt endog at anvende et Skriftsprog til Offer paa Gudindens Alter i Norstemplet. Hvis de Herrer havde tænkt over, at der er Forskiel paa Begreberne: Dom og Bedømmelse, saa vilde det forhaabentlig have staaet tydeligt for dem, at jeg ikke har paataget mig "at dømme" Stine Kudsk. Jeg veed ligesaa godt som de Herrer, at det ikke tilkommer mig "at dømme" Nogen; jeg har kjendt denne Paamindelse længe før idetmindste den ene af Underskriverne, der vel knap var født endnu, da jeg alt var Mand. Men til "at bedømme" Handlinger, som ligge indenfor min Virksomheds Omraade, dertil troer jeg mig fuldtvel saa berettiget som de Herrer; og ligesaalidt, som man kan tvinge mig til at erkjende Humbug for Stordaad, lige saa vanskeligt vil det være at faae mig til at tie, naar jeg føler "Beføielse" til at tale, selv om jeg derved udsatte mig for den Fare at skulle "dømmes" af de Herrer.
Thisted, den 8de Juli 1870.
(Thisted Amtsavis 9. juli 1870).
Indsendt.
Duplik.
Vi have langtfra søgt at kaste Mishag eller Foragt paa Hr. Doktor Hennings, tvertimod vurdere vi denne Mand efter Fortjeneste i hans omfattende Fag og hæderlige Færd, medens vi ære og forsvare Stine Kudsk i hendes indskrænkede Virksomhed, men have vi udtalt os lidet om Følgerne af Angreb paa Stine Kudsk, da have vi efter det senere Fremkomne neppe feilet. Enhver sit - Hr. Hennings er dog ikke en Stormand eller Stine Kudsk en Tempelgudinde, men Hr. Doktor Hennings synes dog rigtignok ved sin Optræden og ved sit Fremførte neppe at levne Stine Kudsk, som heldig Benbrudslæge, Ære for 4 sk, hvilket forekommer os at være under hans Værdighed og under alle Omstændigheder ikke smukt eller passende med vor Tids Frihed og Konkurrence. At Hr. Doktor H. i 18 Aar har været rolig Tilskuer til Stine Kudsks Virksomhed, tro vi gierne, men vi tro mere; thi vi tro, at dersom Hr. H. havde vedblevet at bevare den Rolighed, havde det været bedre, end som Sagerne nu stiller sig; f. Ex. forlader Hr. Doktor H., der som bekjendt er en erfaren og nidkjær Læge, af denne Grund, Thy, da er det beklagelig! Opgiver Stine Kudsk sine Forretninger og nedlægger sin Bevilling, da vil der føles et Savn heri Egnen, der sikkerlig vil fremavle en hidtil ukjendt, dyb og vidtforgrenet Indignation i det ellers saa fredsommelige Thy. Finder mulig Peder Kudsk i Nors, der har Evne dertil, sig beføiet til at lade opføre et nyt, hyggeligt Sygehus med alle tidssvarende Bekvemmeligheder (Nors er et af de yndigste Steder i Thy, med en romantisk Bakkeomkrandsning, en seilbar, fiskerig Indsø) og lade det bestyre af en authoriseret og duelig Læge, da kan det nok hænde sig, at Hr. Hennings har gjort sine Medkollegaer en daarlig Tjeneste ved Angrebene paa Stine Kudsk, og ikke mindre Sygehuset i Thisted. Det af Hr. H. fremhævede om afdøde Niels Kudsk, betræffende Tiltale osv., kjende vi først efter Hr. H.s Beretninger (det glæder os dog, at det ikke er Noget der videre kaster Skygge paa den Afdøde) derimod kjende vi en agtet Mand i Thisted der faldt ned af et Kirketaarn og forslog sig saaledes, at Haabet om Livet var opgivet, denne Mand boer i Thisted, han blev dog fuldkommrn helbredet og, saavidt vi vide, udførte Niels Kudsk denne Gjerning.
Naar Hr. Doktor H. ikke synes rigtig at erkjende den berømte Professor Sommer, den kundskabsrige Doktor Willemoës, den høitagtede Stiftsfysikus, for dygtige Læger, Amtet, Sogneraader og endelig selve Regjeringen for Myndigheder, der paa adskillige Maader, f. Ex. Examen, Bevilling osv., har anerkjendt Stine Kudsk, da overlade vi Bedømmelsen til Offenligheden.
Forøvrigt henholde vi os til vort tidligere Fremførte og antage at have gjensvaret Hr. Doktor H. paa det der væsenlig vedkommer vort Foregaaende; kun en Bemærkning have vi tilbage, og denne er: hvis Hr. Doktor H. ved "den storslaaede Ordfører" mener den Mand blandt "Flere thyl. Beboere" der har bragt det Indsendte paa Papiret, da er han aldeles paa Vildspor, thi der var ellers lavet en ganske anden Dosis, der kun afværgedes ved denne Mands bestemte Optræden.
Flere thylandske Beboere.
(Thisted Amtsavis 13. juli 1870).
Mit Slutningsord.
Hvad Fanatismen uden Skaansel fordømmer, det Samme finder den forstandige Overvejelse ligesaa ofte prisværdigt.
I de sidste 14 Dage har mit "skarpe Blik" næsten udelukkende været henvendt paa at iagttage Virkningerne af "en Smørelse", som den franske Nation har tilberedt, og nu er ifærd med at anvende imod Tydskernes Vanførhed. Det er nemlig mit sikkre Haab, at dette Middel vil afgive saa heldige Resultater, at vi Danske muligvis kunde finde "Indikation" for Anvendelsen af en lignende "Smørekur", naturligvis i mindre Udstrækning, for derved at finde Lægedom for den "skjæve og haltende" Skare, som tydsk Inhumanitet og slet Behandling har paaført vort lidende Fædreland.
Men det vil derfor ogsaa være let forstaaeligt, at jeg hverken har Lejlighed eller Lyst til hjemlige kjævlerier, saalænge jeg er saa stærk beskjæftiget med de anførte Iagttagelser; og naar jeg saa hertil føier, at jeg igrunden har udtalt Alt, hvad jeg paa dette Sted havde at sige om Stine Kudsks Virksomhed, saa følger nedenstaaende Slutning saa at sige af sig selv.
Alt, hvad man har anført om Stine Kudsks hæderlige Karakter, lykkelige Husliv, fortræffelige Værtinde, Egenskaber osv., det har egenlig været fuldstændig overstadig og intetsigende Tale, eftersom jeg ikke med en Tøddel har antastet denne Kones private Personlighed. Det er udelukkende kun Stine Kudsks offenlige Stilling, hendes Lægevirksomhed, jeg har paataget mig at belyse, da man paa en uberettiget Maade forsøgte at overvurdere den, og formener Stine Kudsk, at jeg i denne Paatale har sagt endog blot et eneste Ord, som ikke kan godtgjøres ved Kjendsgjerninger, da staaer det hende jo frit for at bringe Sagen for Retten.
Var jeg i Stemning, og var det ikke saa, at Læserne af "Thisted Amtsavis" vistnok neppe i disse bevægede Tider har Interesse af at læse om flere Kjævlerier imellem Stine Kudsks Beundrere og mig, da var der Meget jeg ønskede at sige i Anledning af "Flere thyl. Beboeres" "Duplik"; som Forholdene nu ere, skal jeg indskrænke mig til at udtale Følgende:
Jeg veed ikke ret hvad "Flere thyl. Beboere" forstaaer ved "en Stormand", om der forlanges Stjerner og Titler, som Betingelse for "Storhed", eller om man lader sig nøie med det rent Personlige hos Manden, eller muligvis en Forening af begge Dele; men under alle Omstændigheder er "Stormands" Sigtelsen uberettiget ligeoverfor mig, der ikke har gjort nogen Fordring i saa Henseende. Overalt, hvor jeg hidindtil har levet, har man bestandig forundt mig Rang med "Jakobinere", naar man har villet karakterisere min Frisindethed, jeg blev derfor meget forbauset, da jeg læste, at "Flere thyl. Beboere" beskyldte mig for at have været frihedsfjendsk i mine Udtalelser om Stine Kudsk. Nei, Sandheden er denne: at jeg elsker Friheden nu, som altid, men den skal rette sig efter Loven, saafremt den vil bevare min Kjærlighed. Hvorledes det vil gaae mine kolleger i Thisted, naar Stine Kudsk faaer opført sit nye Hospital i Nors, det maa Tiden afgjøre; kun Saameget kan jeg dog alt nu med Bestemthed udtale, at min ærede kollega, Doctor medicinæ Heiberg, har sluttet sig fuldstændig til min Bedømmelse af Stine Kudsks Virksomhed, og at han selvfølgelig ogsaa er rede til at bære Konsekvenserne af den af mig førte Avisfeide.
Hvad de øvrige Artikler angaaer, der have været rettede imod mig i "Thisted Amtsavis", da ere de skrevne i den Toneart, der fritager enhver hæderlig Mand for Svar, hvortil for mit Vedkommende endnu maa føies den Omstændighed, at jeg kun har paataget mig at fremstille den legemlige, men ikke den aandelige Vanførhed.
Og hermed tager jeg paa dette Sted Afsted med den Sag, for hvis Skyld jeg i 7 Uger har ageret Naalepude (Hr. Redaktør Bille tilgiver mig nok, at jeg laaner dette betegnende Udtryk af ham). Og dog skal intetsomhelst Naalestik bringe mig til Fortrydelse over min Optræden i denne Sag; thi ligesom jeg er ganske vis paa, at Stine Kudsk fremtidig vil begrændse sin Virksomhed, og bringe den i Overensstemmelse med hendes Evner og Rettigheder, saaledes er jeg ogsaa overbevist om, at besindig Eftertanke nok skal vide efterhaanden at finde den rette Grændse for de Sygdomstilfælde, man fremtidig betroer til Stine Kudsks Behandling.
Og saaledes skal der i Tidernes Løb nok komme noget Godt ud af Det, som Mange ikke kunne finde haarde Ord nok til at fordømme i Øieblikket.
Thisted, den 27de Juli 1870.
(Thisted Amtsavis 29. juli 1870).
Foranlediget ved Hr. Doktor Hennings' "Mit Slutningsord" i Amtsavisen Nr. 173, tillade vi os at fremføre:
Brave Hr. Doktor med "det skarpe Blik"! Det kan vi lide, De studerer fransk Smørelse og Smørekur for Tydskerne, det er noget ganske Andet end Stine Kudsks Smørelse og de saa smagfuldt af Hr. Doktoren benævnede "hjemlige Aviskjævlerier".
For ikke at sætte en Gud eller Troldmand imod en Gudinde, brugte vi Ordet "Stormand"; vi mente blot "med Hensyn til den ædle Lægekunst" en Mand lig en Stjerne af første Rang; men uagtet Hr. Doktor Hennings ikke er uden Berømmelse, tro vi dog neppe, han endnu har indtaget en saadan Plads.
Det kan gjerne være, at Hr. Doktor Hennings er en saakaldet Jakobiner - dog vel ikke af de blodrøde? - eller Frihedsmand, men naar Talen, Rigsdagen har været eller bliver om Ophævelsen af gammel Slendrian, f. Ex. Doktor- og Apotheker Privilegier, da tro vi neppe i ham at finde den sande, folkelige Frihedsmand, thi Hr. Doktoren og mange af hans ærede Kolleger samt Apothekerne ville neppe lade sig deres saakaldte Rettigheder saa rolig fratage, som Adelen, Hovedgaardseierne, Møllerne, Kjøbstadbeboerne og andre Stænder i Samfundet have gjort. - Hr. Doktor Hennings har i sin Optræden mod Stine Kudsk idetmindste givet et lille Forspil i denne Retning.
At Hr. Doktor Hennings ved Slutningen af sine Afskedsord blander Hr. Doktor Heiberg ind i sit Avisskriveri, forekommer os at have meget tilfælles med, naar Børn eller Tjenestetyende for en Tid have dulgt Noget med hinanden, at omsider, naar deraf følger Ubehageligheder, gammel Sandhed da kommer frem, idet den Ene siger til den Anden: "Du har ogsaa hemmelig været med i Legen, Du skal ogsaa have Lidt af Stegen", eller "Fælles Skade er trøstelig, jeg vil nu ikke længere ene bære Skylden" osv. - Tilsidst følger Hr. Hennings' Omtale af de øvrige mod ham rettede Artikler i "Thisted Amtsavis", hvori det forekommer os, at det synes, som om han mener, at de, der have skrevet disse Artikler mod ham, lide af aandelig Vanførhed, hvilket Vedkommende vel neppe vil tage til Indtægt.
Endelig betegner Hr. Hennings sig som en Naalepude og spaaer om alt det Gode, der i sin Tid vil fremstaa af hans Angreb paa Stine Kudsk. - Vi misunde ingenlunde Hr. Doktor Hennings Æren af denne eller andre" Heltegjerninger; vi tro at have betegnet Hr. Hennings med al den Høiagtelse og sand Belysning, som ham i hans Kald og Stilling tilkommer, men vi tro heller ikke, at det er urigtigt eller ligger udenfor Sagen, at vi have givet de Oplysninger om Stine Kudsk og denne Familie, som vi have fremført, forsaavidt de vare os bekjendte.
(Thisted Amtsavis 5. august 1870)
Hermed var debatten mellem Hennings og "Flere Thyboere" slut, men andre genoptog den:
Motto:
En Krage bliver altid en Krage, hvormange Paafuglefjer den end smykker sig med. Peer Syv.
Det er først nu, at "Thist. Av.", der gjennem flere Numere har været en Slagmark for Thyboerne paa den ene Side og "privat Læge" E. Hennings paa den anden, betræffende dennes ubeføiede og hensynsløse Angreb paa Kirstine Kudsk, hvis Dygtighed som Benbrudslæge han aldeles vil forkaste - er kommet mig for Øie, og det er derfor først nu, at nærværende Bemærkninger fremkomme.
Det er et Særsyn, at ikke En af de autoriserede, dygtige og videnskabelig dannede Læger i Thy og Mors have ført Anke over eller tvivlet paa hin Kones Duelighed i det Fag, hvori hun virker, eller i denne Sag søgt at nedsætte hende, medens Hr. Hennings, der aldrig har studeret Lægekunsten i videnskabelig Forstand, men blot i sin Tid taget Barber-Examen, styrter sig over hende og søger at bortræsonere hendes Dygtighed ved hule og tomme Fraser. Han har jo dog engang faaet, ligesom Kirstine Kudsk, Tilladelse til at praktisere i kirurgisk Retning, og i den Henseende ere de To lige. Der er kun den lille Forskjel, at for hvert 100 Mennesker, hun har under Behandling, og som gaa ud fra hente med Førlighed igjen, kommer maaske neppe 1 under hans Hænder. Idetmindste har Ingen herovre hørt Noget til hans Konst som Benbrudslæge, skjøndt han mener, at Benbrud er for ham som et Smørrebrød.
Man vil nu maaske spørge: Har han da ikke Lov til at praktisere som Mediciner og give sig af med Helbredelsen af de indvortes Sygdomme? Sagtens maa han vel have en saadan Tilladelse, men hvorledes han har faaet den, maa Gud vide! Maaske paa samme Maade, som han hoverende fortæller, at Kirstine Kudsk har faaet sin, uden Sundhedskollegiums og Stiftsfysikus' Mellemkomst, - i saa Fald er hans Angreb en forunderlig Skjæbnens Ironi. Hr. Hennings har nok været en dygtig Barber, har lært tilgavns at trække Tænder ud, at kopsætte, aarelade osv., men den almindelige medicinske og kirurgiske Examen har han ikke taget eller gjennemgaaet de vitenskabelige Kursus, hvilke de til Læger Studerende maa arbeide sig igjennem; derfor kan han heller aldrig blive Distriktslæge, og med al den Lighed, han i sin Fremtræden og Stil har med Theophrastus Paracelsus Bombastus von Hohenheim, saa har han dog aldrig - og dette er meget beskedent - nævnt sig i sine mange Avisanmeldelser med det latinske "medic. et chirurg.", og han kunde der for ret godt have udeladt de latinske Benævnelser i sin "Replik", eftersom han nok forstaaer sig ligesaa meget paa Latin som en Bonde paa Agurker.
Stakkels "Doktor"! Han beklager, at han i hele 18 Aar har gaaet med en Laas for Munden, seet med Ærgrelse paa, at Kirstine Kudsk har taget Patienter bort lige for hans Næse, og dog tiet. Hvilken Pine i 18 lange Aar! Men nu er han forløst. Granaten har exploderet og sprudet til alle Sider, men ikke en Slump ramte Benbrudslægen i Nors, imod hvem Skudet var rettet. Hun vedbliver som hidtil, saavel ved sin Konst som ved den Kjærlighed, hvormed hun omfatter alle sine Patienter, at lindre de Lidendes Smerter i den hyggelige Sygestue.
Hr. H. skriver, at Kirstine Kudsk maa bruge hvad Smørelse, hun vil, saa kan hun dog ikke fremskynde Helingen af et Benbrud. Denne snurrige Tirade skal jeg tillade mig at anvende paa "Doktoren" selv: han maa bruge hvad Smørelse, han vil, saa kan han dog ikke fremskynde Helingen, hvis han ikke har Forstand paa at sætte alle Splinter i deres rette Leie, og det er nok heri, at hun er hans Mester.
Og nu de stakkels Thyboere? Jeg har i 70 Aar færdedes mellem Thyboere og Morsinger - altsaa før Hr. Hennings fik Buxer paa, for at bruge en af hans Formler - glædet mig over deres ranke Væxt og muntre Udseende, og ikke vidst andet, end at Folket var en kraftig Stamme, og se! nu kommer denne Hr. "Doktor" og fortæller at have gjort den Opdagelse formodenlig ved hans bekjendte "Høremaskine", som Bonden herovre har ligesaa stor Ærbødighed for som for Odins Ravne - , at Thyboerne, og formodenlig Morsingerne med, ere et Slags Kreaturer, vanføre og skjæve, pukkelryggere og halte, og at denne Ulykke har Stine Kudsk bragt over dem. - Herre Gud! hvad skal Enden blive, dersom hun lever 10 Aar til, og saa Hr. Hennings, som han truer med, forlader Landet? - Ja, det ser saamænd sort ud for de stakkels Thyboere.
Morsø, i August 1870. P. Henrichsen.
(Thisted Amtsavis 13. august 1870)
Emil Hennings var som omtalt oprindelig barber, men havde taget den kirurgiske eksamen. Den foregik på Det Chirurgiske Akademie, der eksisterede fra 1785 til 1842. Kirurgien var i 1700-tallet en uddannelse der var adskilt fra medicinstudiet og var søgt af barberer. Akademiet var uafhængigt af fakultetet, så at endog eksaminationen i indre medicin trods lægernes energiske protest henlagdes til Akademiet. Det Kirurgiske Akademi har spillet en stor rolle i den danske lægevidenskabs historie, for det overvejende antal af læger udgik fra det. Fra 1800 tog kun 65 medicinsk eksamen alene, ca. 90 både medicinsk og kirurgisk, mens cirka 390 tog kirurgisk eksamen ved akademiet. Fra 1. januar 1842 blev de to uddannelser slået sammen.
Til
I Nr. 186 af Deres ærede Blad har De forundt afskediget Skolelærer paa Morsø, P. Henriksen, Plads til at fremkomme med noget saa løgnagtigt og æreskjændende Skriveri, som man ellers kun pleier at finde i den lavere Del af den danste Presse, og om hvis tendentiøse Karakter der aldeles ikke kan være nogen Tvivl.
Da imidlertid ingen honnet Mand kan, bør eller vil indlade sig paa at besvare den Stags Polemik, saa har jeg kun havt den Udvei at indberette Sagen til Stiftets høitagtede Fysikus, Hr. Etatsraad Lind, i hvilken Anledning jeg idag har modtaget efterfølgende Erklæring, ledsaget af Anmodning om at lade den indrykke i "Thisted Amtstidende".
"Paa given Foranledning bevidner jeg, at praktiserende Læge, Hr. Hennings har underkastet sig den Kirurgiske Examen i Aaret 1838, og at denne Examen, som indtil den Tid meget almindelig toges saavel af Studenter, som Ikkestudenter, autoriserer baade til medicinsk og kirurgisk Praxis, ligesaa fuldt, som den senere indførte kombinerede Medicinsk-kirurgisk Examen, og giver samme Adgang til Embeder. Der findes saaledes i Amtet Districtlæger, som have taget denne Examen, og Danmark har havt mange udmærkede Læger iblandt kirurgiske Kanditater. Hr. Hennings har derfor paa ingen Maade behøvet at indhente Tilladelse til at praktisere som Mediciner, og behandle indvortes Sygdomme, da Examen har givet ham Ret dertil.
Jeg skal hertil føie: at jeg har kjendt Hr. Doktor Hennings i en Række af Aar som en duelig Læge, der har Interesse for sin Videnskab, og bestræber sig for at følge dens Fremskridt. Det har derfor harmet mig at læse de uværdige og usandfærdige Angreb, som han har været udsat for i Thisted Avis. fordi han har ført Anke over den berømte Madame Stine Kudsk, Anker, som vistnok i det Væsenligste tiltrædes af alle Læger i Amtet. Viborg Fysikat, den 10de August 1870.
Lind, Dr
Denne Udtalelse af Stiftets høitagtede Fysikus vil, blandt Andet, formentlig tilstrækkelig godtgjøre, ogsaa for Dem, Hr. Redaktør, hvor berettiget min Bedømmelse af Stine Kudsks Virksomhed har været, og hvor strengt jeg har holdt mig til Sandheden. Men derfor har jeg ogsaa fuldgyldig Grund til at beklage mig over, at jeg ikke har kunnet paatale hjemlige Forkertheder, og dette endda kun paa dertil given Anledning, uden tillige at have været Gjenstand for æreskjændende Overfald. Lokalpressen har jo dog ogsaa sin Gjerning at udføre, den skal da eiheller være "blot til Lyst", men holdes der ikke god justits i dens Spalter, forsvinder selve Sagen under det Personliges Overherredømme, saa bortjages efterhaanden brugelige Medarbeidere, og Pressen kommer da ikke til at udrette det Gode, den burde og kunde.
* * *
Med Hensyn til Foranstaaende maa vi gjøre opmærksom paa, at vi ikke have indblandet os og eiheller ville tage Del i Striden angaaende Madame Kudsk som Benbrudslæge, da vi ønske at staa upartiske overfor de Indlæg, der fra begge Sider fremkomme i vort Blad. Os forekommer det ikke, at den sidste Indsenders Bemærkninger indeholdt noget "Æreskjændende", ihvorvel de ganske vist vare noget skarpe, og i hvert Fald kunde jo faa Vedkommende, for at bruge Hr. Doktorens eget Raad til Mad. Kursk, ad Rettens Vei drages til Ansvar derfor. Følgelig var der, navnlig efter den Anledning, Hr. Hennings selv har givet til Stridens Fortsættelse, ikke tilstrækkelig Grund for os til at nægte Optagelsen deraf fra en navngiven Mand, ligesom det eiheller kunde paahvile os at imødegaa Urigtighederne deri, da vi altid beredvilligt have aabnet Bladet for Indlæg fra begge Parter. Hr. Doktoren kan ikke gjøre Fordring paa at være mere uangribelig end alle Andre, der, om de end tillægge sig de reneste Motiver, udæske til Avisfeide; men det hører desværre ikke til Sjeldenhederne, at Folk, som ellers lovprise Friheden, der iblandt Pressens, rive ned paa den, naar de personlig berøres af den.
Derimod finde vi det rimeligt, at vore Læsere for nærværende Tid, da Forhold af langt alvorligere. Betydning famgste Opmærksomheden, ikke ønske Striden mellem Hr. Hennings og Stine Kudsks Tilhængere fortsat i Bladet, der saaledes, i hvert Fald foreløbig, ikke vil give Plads for Mere om denne Sag.
Redaktionen.
(Thisted Amtsavis 19. august 1870)
Med denne redaktionelle kommentar stoppede debatten i Thisted Amtsavis. Såvel Stine Kudsk som Emil Hennings fortsatte deres gerning, Stine Kudsk indtil sin død i 1897, og Emil Hennings til 1892 hvor han pga alder trak sig tilbage.
Emil Hennings fraflyttede Thisted kort tid efter: Den 2. februar 1871 kunne man i avisen læse at Hennings lejlighed på Vestergade i Thisted var til leje fra 1. maj 1871. Indrykningen havde tilsyneladende skabt rygter, for i Thisted Amtsavis 2. august 1871 havde Hennings indrykket en note om at han først næste forår kunne vende tilbage til Thisted. Af Ugeskrift for Læger 1873 fremgår at han flyttede fra København til Søllerød (Holte Station). Fra 1881 boede han i København med konsultation på Nørrevoldgade 18, 1. sal indtil ca. 1890. I 1889 besværede han sig over Diakonissestiftelsen fordi hans mor der var indlagt her, havde fået opium - ikke fordi hun var syg, men for at diakonisserne kunne slippe fra hende kl. 7, ligesom hun som rask var blevet indlagt på et værelse sammen med en sindssyg. Han trak sig tilbage i 1892. Louise og Emil Hennings holdt guldbryllup på Martinsvej december 1893. I 1895 testamenterede de 10.000 kr. til Hedeselskabet til indkøb af plantageareal som blev kaldt "Emil Hennings Plantage". Maj 1896 flyttede de til Slagelsegade 3, 2. sal. Louise Augusta døde 23. april 1898. Emil døde januar 1901, 86 år. De efterlod sig en stor formue som blev skænket til forskellige forhold i de efterfølgende år.
Efter avisballaden (som Stine Kudsk ikke blandede sig i) faldt der ro over hendes virksomhed. Hun fortsatte med at arbejde under distriktslægens tilsyn, og førte journal og protokol over patienterne. Protokollen fra før 1859 er gået tabt, men en "kladdejournal" eksisterer stadig. Heri er anført at hun mellem 1859 og 1893 behandlede 2.196 patienter. De kom langvejs fra, også syd for Limfjorden.
I august 1875 kørte en gårdejer to drenge hvis ben var blevet overkørte, til Stine Kudsk, trods en længere vej end til den lokale læge. Denne gang som i ovennævnte tilfælde afviste Stine Kudsk at behandle dem og henviste dem til læge. Den ene var da allerede død.
Stine Kudsk ønskede at plejesønnen Niels Kudsk Bak skulle overtage virksomheden, men det blev afslået: I 1881 var den offentlige sygebehandling udviklet sig og kunne klare sig uden folkekirurgien. Distriktslægerne i Vestervig og Nykøbing frarådede direkte at give plejesønnen tilladelse. Stine Kudsk fortsatte i de næste 15 år, næsten indtil sin død i 1897. Hvorefter den gennem flere generationer udførte virksomhed sluttede.
