Frederik Safft 1841-1883. (Efterskrift til Politivennen)

I maj 1869 udkæmpedes et brydeslag mellem en københavnsk og en engelsk bryder der var født i Bremen. Kampen blev i aviserne udlagt nærmest som et slag mellem dansk og tysk. Det regnes også for at være den første organiserede brydekamp i Danmark. Den blev beskrevet således i Folkets Avis 21. maj 1869 (i uddrag):

Endelig viser Kæmperne sig paa Forhøiningen i Bryderdragt, c: Trikots og Svømmebeenklæder. Hs. Maj. Heygster den Sidste, hvem vi her første Gang har den Ære at tage i Øiesyn, yder aldeles ikke noget indtagende Skue; skjøndt vi har Tegners Ord for, at "det starka är det sköna värdt" og skjøndt saavel den ældre som den nyere Historie opviser uforklarlige Exempler paa Athleiernes bedaarende Indvirkning endogsaa paa høitsiddcnde Damehjerter, tvivler vi paa, at han vil være farlig for nogen af vore Skjønne. Han er en Kolos af Middelhøide, men hans vældige Former er altfor pølseagtige, og Maven Indtager en aldeles forholdsløs Deel af hans Legeme. Hovedet, der minder om en af de skumleste romerske Keiserbuster - vi husker ikke, om det er Karakallos eller Kommodus's - gaaer spidst opad og skraaner jævnt udad, bredest ved Roden; det sidder uden nogen egenlig Hals fast paa Skuldrene som en stor Vorte - som et Kuppeltaarn paa en Monitor. Skulde vi sammenligne ham med et af Arena's Uhyrer, blev det snarere med Elefanten end med Løven.

Hans Modstander er omtrent af samme Høide, har ikke slet saa svære Farmer, men er mere velbygget og muskelfast samt betydelig Yngre; han er i hele sit Ydre og sin Optræden en fuldstændig Typus for en af Kjøbenhavns "stærke Mænd" - man kunde ikke et Øieblik tage feil af, hvem af de to der var Kjøbenhavneren.

Tegnet givet. Heygster stiller sig i en ægte Bryder- og Boxerstilling: foroverbøiet, Hovedet trykket ned i Kroppen, omtrent som en Skildpadde, Hænderne under hinanden nedenfor Ansigtet. Safft gaaer ham imøde rank og ret, med udbredte Arme, og gjør gjentagne Gange en Haandbevægelse, der synes at sige: "Vær's artig at tage for Dem!", men Heygsler lader sig ikke lokke ud af sin dækkede Stilling. Nu begynder Angrebet. Safft fatter Modstanderen om Haandledene, skifter et Par Gange Tag og griber ham om Armene; men det viser sig strax, at Bryderkongen maa vige tilbage, og netop idet han tr næc ved Randen af Kamppladsen, kastes han paa Ryggen mod Gulvet. Han gjør en hurtig Vending og lægger sig paa Maven - som det synes: en Finte for at vildlede Dommen over Resultatet, men - det hjælper ikke. En tusinddobbelt vox populi forkynder med skingrende Hurraraab, at "Dansken har Seier vundet", og Jubelen lægger sig ikke, før Seirherren, omklædt i borgerligt Dragt, har viist sig paa Kamppladsen og modtaget et nyt Begeistringsudbrud.

(Folkets Avis 21. maj 1869, uddrag)

Annonce fra Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 4. maj 1869. Der strømmede så mange mennesker til at pladsen måtte forlægges til Christiansborg Ridebane. Den 10. maj 1869 meddeltes at næste onsdag på Christiansborg Slots ridebane ville værtshusholder Safft prøve kræfter med "Brydekongen". Det var sidste chance på det sted. Herefter ville kampene igen være på Alhambra. Safft skal efter sigende være blevet rådet til at vente til sidste dag så Heygster blev banket mør. Og endelig den 18. maj kunne aviserne meddele at Safft havde vundet over den tyske bersærk! Han blev i flere aviser sammenlignet med Holger Danske og Niels Ebbesen.

Den 30. maj 1869 afholdtes en slags revanchekamp i Alhambra. Safft formåede ikke at kaste sin modstander og vandt således ikke den udlovede dusør. Safft blev heller ikke kastet. I Odense forbød politimesteren Geygster at prøve kræfter med de lokale stærke mænd. 

Den 3. oktober optrådte Safft i Alhambra med bryderen Otto Kempf fra Sachsen. Safft blev allerede i første omgang - til publikums udtalte utilfredshed - kastet, men erklærede sig villige til at genoptage kampen om et par dage. Safft udviste imidlertid senere på dagen en så voldelig adfærd overfor Kempf at politimesteren forbød flere kampe. Da Safft senere fulgte efter Kampf til Odense, nægtede denne at kæmpe mod Safft. Herefter forsvandt avisernes interesse for ham. Nogle år efter blev Safft besejret og hans status som ”nationalhelt” forsvandt. I november 1872 åbnede Safft et kage- og brødudsalg i Præstø. Oktober 1873 åbnede han en beværtning i Løvstræde 8. I oktober 1874 overtog Safft et bageri i Landemærket 3. Da han døde, havde han forretning på Blegdamsvej.

I de følgende år besejrede franske brydere stærke Københavnere, og det irriterede publikum så stærkt at politidirektøren forbød brydekamp i København for en længere årrække. Det blomstrede dog op igen med Magnus Bech-Olsen, se indslag herom på bloggen.

Frederik Safft, hvis Død er omtalt i flere Blade, omtales paa følgende Maade i "Skanderb. A. Av.": Han var oprindelig Bagersvend og etablerede sig i Tredserne som Bager og Værtshusholder i Hyskenstræde, hvor han leiede sig en overmaade beskeden Kjælder. Saa kom den tydske "Bryderkonge" Heygster til Kjøbenhavn og optraadte i Alhambra som den "stærke Mand", indbydende andre stærke Mænd til at brydes med sig, udlovende store Pengesummer til den, der kunde kaste ham til Jorden, og fristede baade af Æren og Pengene meldte der sig adskillige Kraftkarle for at slaas med Tyskeren. Hvilken Skandale var det nu ikke i Københavnernes Øine, ja, hvilken national Skandale var det ikke!! Det var jo kort efter 1864, og Folk havde endnu i frisk Erindring de bittre Minder fra den Tid og de store Ydmygelser, der var overgaaet den danske Hær og det danske Folk. Hvor var den Mand, som kunde kaste Heygster og redde Kjøbenhavnernes, ja hele Danmarks Ære! Manden blev Fredetik Safft, den stærke, henved 30 Aar gamle Bager, ret et ægte Kjøbenhavnerbarn. Stærk som en Løve, sindig og rolig i sin Optræden, vel sagtens i Følelsen af, hvilket Ansvar, der hvilede paa ham, og med hvilket Haab, man saa op til ham, mødte han paa Arenaen i Alhambra, medens Tusinder og atter Tusinder med forventningsfulde Blikke saa op til ham, madende ham og Tydskeren og hviskende "Safft klarer sig nok". Og Safft klarede sig tappert. Han tog den tykke, bomstærke og sejrsstolte Tydsker, kastede ham i Veiret, bøiede ham i Knæ og kastede ham deres cr bort fra sig med en saadan Kraft, at Tydskeren trillede hen ad Bræddegulvet under endeløs Jubel fra Publikums Side. Safft var fra dette Øieblik en god Stund Dagens Helt i Kjøbenhavn; Alt dreiede sig om ham, der taltes ikke om Andre end Safft. Hans Portræter saaes alle Steder, hans Beværtning bestormedes; Kafeer opkaldtes efter ham; Resultatet af adskillige Væddemaal, der vare holdte i Anledning af Brydekampens Udfald, tilsendtes ham osv. Og Heygsters Tid var selvfølgelig forbi med det samme. - Saa kom "Bryderkongen" Otto Kempf til Kjøbenhavn; heller ikke ham kunde man kaste, før Safft gjorde det; men saa var det i en ny Brydekamp at Safft maatte ligge under, og dermed sank han Dag for Dag i Anseelse, indtil han til Slutning blev helt glemt. Han døde kun lidt over 40 Aar gl,; hans Forretning i Hyskenstræde var han for længe siden fraflyttet og Værtshusholderiet havde han helt opgivet; i de sidste Aar af sit Liv levede han som Bager paa Blegdamsveien, og først ved hans Død opfriskedes Mindet om denne i sin Tid saa "berømte Mand".

(Isefjordsposten 10. november 1883).

Begravelsen foregik fra Søetatens Kirkegaards Kapel, aka Holmens Kirkegård 8. november 1883.

Fotograf Viggo Emil Svendsen (1837-1901): Bager Frederik Safft (1841-1883), København, bryder. 1867. Det kongelige Bibliotek.

Dølgsmaal i Silkegade. (Efterskrift til Politivennen)

Fødsel i Dølgsmaal. En i et Sted i Silkegade i Kjøbenhavn boende Mand bemærkede i Torsdags Morges Kl. 5, at der var Nogen inde paa et af Latrinerne i Gaarden, idet Nøglen sad i, men da Ingen kom ud derfra, antog han, at Vedkommende var falden i Søvn, og gik derfor ind i en tilstødende Retirade. Et Øieblik efter hørte han, at et Fruentimmer gik ud og lige op i Stedet, og strax derpaa hørte han Barneskrig derinde. Han ilede derfor til og fik Lys tændt, men da Barnet laae nede i Kulen omtrent 2 Alen under Dækket, var det ham ikke muligt at naae det. Han tilkaldte derfor Politiet, ved hvis Foranstaltning Barnet blev udtaget og underkastet Behandling af en strax tilkaldt Jordemoder, men desuagtet afgik det strax efter ved Døden. Det oplystes at Barnet var født af en Pige paa 31½ Aar, som i nogle Dage havde logeret i Huset, og hvis Kjæreste, som var Fader til Barnet, i Februar var reist til Amerika. Den ulykkelige Pige blev ved Politiets Foranstaltning indlagt paa Fødselsstiftelsen.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 10. maj 1869).

Nyfødt dræbt. (Efterskrift til Politivennen)

Tiltale imod en Moder for at have dræbt sit uægte, nyfødte Barn. En Dag i afvigte Vinter blev en praktiserende Læge tilkaldt af en herværende Grosserer for at se til dennes Tjenestepige, Arrestantinden Johanne Bøøk, der for sin Husbond havde foregivet at være angreben af kopper. Efterat Lægen var kommen op til hendes Værelse, fandt han Døren aflaaset, og da den efter gjentagen Anmodning endelig blev aabnet, saa han Arrestantinden liggende paa Sengen og en Spand Vand staaende paa Gulvet, der bar Spor af betydelige Blodpletter, hvoraf Lægen strax formodede, hvad der var passeret; han spurgte da, hvor Barnet var. Efterat Arrestantinden først havde negtet at have noget Barn, pegede hun hen paa et Skab, hvor man endelig fandt Noget indsvøbt i en Avis, der viste sig at være et nyfødt, men dødt - skjøndt endnu ganske varmt - Drengebarn. De sædvanlige Oplivningsmidler bleve strax forsøgte, men uden Virkning. Under det i den Anledning foretagne Forhør tilstod Arrestantinden, at hun, der den 21de September f. A. var kommen hertil fra Sverige for at søge Tjeneste, og hvis Kjæreste boede i Malmø, var, efter at hun var kommen til Kundskab om sin Frugtsommelighedstilstand, men ikke havde omtalt denne for Nogen her, den 21de December sidstleden om Morgenen Kl. 5½ i sin Tjeneste staaet op i det Værelse, hvor hun laa alene. Da Fødselen nu pludselig paakom hende, og hun havde født et Drengebarn, der efter Fødselen gav Lyd fra sig, svøbte hun det ind i sin Klokke og søgte derpaa forgæves Hjælp i Huset, men fandt alle Døre lukkede. I Fortvivlelse herover opstod den Tanke hos hende, da hun atter kom tilbage til Værelset, at skjule Fødselen. Efterat hun derpaa havde seet til Barnet og fundet det levende, svøbte hun det paany ind i Klokken i den Tanke, at det mstder vilde dø, og at hun saa vilde skjule Fødselen. Da hun omtrent 10 Minuter derefter igjen saa til Barnet, fandt hun, at det nu var dødt, hvorfor hun tog det ud af Klokken og lagde det indsvøbt i et Stykke Papir ind i et Skab under Vinduet. Ifølge den foretagne Obduktionsforretning har det omhandlede Barn været fuldbaaret, levedygtigt og nyfødt, har trukket vejr og har altså levet efter Fødselen; dets Død var antaget bevirket ved Kvælning, hvorhos den vedkommende Læge efterat Arrestantinden i Retten havde paavist, hvorledes hun navnlig anden Gang havde indsvøbt Barnet i Klokken, havde erklæret, at dette ved en saadan Indsvøbning upaatvivlelig af Mangel paa Luft omsider har maattet dø. Arrestantinden, der er 20 Aar gammel og ikke før straffet, blev ved Kriminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovens § 192, 1ste Led, med 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen_(København)_20. april 1869).

Dyre Begravelsesgilder. (Efterskrift til Politivennen)

Fattigbyrden voxer paa de fleste Steder her i Landet i en saa foruroligende Grad, at det vistnok er paa høie Tid for ramme Alvor at tænke over Midlerne til dens Lettelse eller ialtfald at forhindre dens videre Stigning. Sogne-Sparekasser i Forbindelse med Sygekasser ere prøvede og ufejlbarligt f hensigtsmæssige Midler til Vækkelse af Sparsommelighedssandsen hos Tyende- og Arbeiderklassen og det maae ansees for en sand Velgjerning, ogsaa fra Sædelighedens og Moralitetens Standpunkt, om de kunde vinde meer almindelig Udbredelse og blive frugtbringende Gjemmesteder for de mange Smaasummer, som letsindigt bortødsles i Kipper og Krohuse, ved Flaske og Kort. - I Erkjendelsen af det Gavnlige i Oprettelsen af nævnte Kasser, have flere agtede Mænd i Gunderup Pastorat ved Aalborg, if. "Aalb. Av.", sluttet sig sammen for at fremme et saadant Foretagende, have forfattet Love til Drøftelse ved en Generalforsamling af Kommunens Beboere, som agtes snarest sammenkaldte. -  Iligemaade have samme Mænd, grundet paa Samstemning hos flere af Kommunens Beboere indbudt til en Forening, hvor den saa lidet tidssvarende Skik, eller rettere Uskik: at holde store Begravelsesgilder, agtes hævet. At det strider imod Sømmelighed og Velanstændighed, at Sørgehusene efter den Afdødes Jordfæstelse fyldes med Gjæster, der ofte flere Dage i Rad tilbringe Tiden med overdaadige Nydelser, Kortspil eller deslige, vil Enhver, som ikke er hildet i Fordomme, indsee. Ogsaa af Hensyn til de Udgifler, der ere fornødne med disse saakaldte "hæderlige Begravelser", burde disse banlyses; thi det er vel ikke uden Exempel i vore Dage, hvad Holberg i sin Tid skrev, at "mangen en Enke ofrer saa Meget paa at give sin afdøde Mand en hæderlig Begravelse, at hun ikke har Noget tilbage at føre et hæderligt Levnet for." 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 12. april 1869).

Julie Olsen. (Efterskrift til Politivennen).

Forsøg paa at dræbe sin Husbond og Madmoder m. M. En paa Christianshavn boende Skrædermester havde i den senere Tid om Morgenen, naar han stod op, savnet mindre Pengebeløb af sin Portemonnaie, der laa i hans Benklæder, hvilke han om Aftenen, inden han gik tilsengs, lod ligge i et Værelse ved Siden af sit Sovekammer. I den Anledning fattede han Mistanke til sin Tjenestepige Julie Olsen, der ogsaa for sin Madmoder tilstod, at hun tre forskjellige Gange havde frastjaalet ham, de to første Gange 1 Mark ad Gangen og den sidste Gang 2 Mark. Da hendes Husbond senere henad Aften samme Dag , da det omtalte Tyveri blev opdaget, kom hjem eg tilligemed sin Kone vilde drikke en Kop Kaffe, som Pigen havde tillavet og sat paa Kakkelovnen i Stuen, fandt man ved at nyde et Par Mundfulde af den, at dens Smag var syrlig og modbydelig. Pigen, der imidlertid var gaaet i Seng, blev nu tilkaldt, men hun negtede at vide af, at der var kommet Noget i Kaffen, hvorpaa hun atter gik i Seng uden nærmere at forklare Sandheden. For at komme til vished herom lod hendes Husbond den i Kaffekanden tilbageblevne Del af Kaffen helde i en Flaske og bragte den selv til Undersøgelse paa et Apothek, hvor det blev erklæret, at der var blandet Svovlsyre i den. Paa Grund af den herved imod Pigen opstaaede Mistanke blev Sagen anmeldt for Politiet, og hun blev arresteret. Arrestantinden tilstod nu, at hun, der paa Grund af det af hende tilstaaede Tyveri ønskede at skifte fra sin Tjeneste, havde i Harme og af Hævngjerrighed over, at hendes Madmoder havde negtet at udlevere hende hendes Skudsmaalsbog, men henvist hende til Manden, hvis hun vilde skifte, samt - hvad dog hendes Madmoder har nægtet - truet hende med at give hendes Skudsmaalsbog Paategning om Utroskab, besluttet at forgive sin Husbond og Madmoder og i denne Hensigt blandet en Theskefuld Polervand i den af hende tillavede Kaffe, der var bestemt til at nydes af dem. Arrestantinden vidste vel, at Polervandet kunde medføre Døden, men ikke, hvor stor en Mængde der behøvedes for at fremkalde en saadan Virkning. Efter vedkommende Læges Erklæring indeholdt Blandingen foruden Vand og Kaffe væsentlig kun Svovlsyre, og dette sidste Stof i en saa ringe Mængde, at Vædsken ikke kunde have nogen giftig Virkning og ikke heller, selv nydt i større Mængde, saasom en Kop, fremkalde nogetsomhelst sygeligt Symptom, hvilket den ikke heller antoges at have medført for Nogen af dem, der smagte paa den. Ved Kriminal og Politirettens Dom blev Arrestantinden, der er 28 Aar gammel og 2 Gange straffet for Tyveri, anseet efter Straffelovens § 231, 1ste Led, og § 190, jfr. § 46, med 8 Aars Tugthusarbeide.

(Dags-Telegraphen (København) 6. april 1869).

Højesteret stadfæstede dommen den 4. maj 1869. Herefter forsvinder hun ud af avishistorien.

“Julie Olsen; hjh: i Frederikshavn; str: 2 Gange for Tyveri og 1 Gang med 8 Aars Tugthusarb: her for Tyveri og attent: Giftmord af Hævnlyst. Mist: Prot: K. Pag 323. 156”. [1876/1877] Forbryderalbum 1874-1882. Genealogisk Forlag.