Oversvømmelser. (Efterskrift til Politivennen)

Oversvømmelser. Paa mange Steder rundtomkring i Landet har der fundet ikke ubetydelige Oversvømmelser Sted som Følge af den Hurtighed, hvormed store Sneemasser ere bortsmeltede under det indtraadte milde Veirlig. Saaledes meddeler "Næstved Av.", at Suusaaen i Søndags var stegen i den Grad, at Beboerne af flere Huse i Lillenæstved havde maattet flytte ud. I Byens Omegn vare mange Steenkister, navnlig paa Biveiene, styrtede sammen, og Veiene have flere Steder lidt endeel. - I Kjøge Aa var der i Løverdags en saa høi Vandstand, at en lignende ikke kan mindes af de ældste Folk. Foruden at Vandet havde sammen skyllet Steenkister paa Veiene, havde det tillige ødelagt tvende store Broer. - I "Fyens Stiftstd." meddeeles, at Vandet i Gravene omkring Herregaarden Nygaard ved Tøbrudet var steget over disses Breder og i Forening med en tilstedende Oversvømmelse af nogle Marker havde dannet en meget betydelig Sø. Vandet gjennembrød i Torsdags en Dæmning ved Rygaard og steg strax saa høit, at det gik ind ad Mælkestuevinduerne paa Gaarden og oversvømmede Veien derfra til Glorup, saa at dennc endnu i Fredags stod flere Alen under Vand. I Glorups berømte Have har Vandet desværre anrettet betydelig Skade, navnlig i det saakaldte franske Qvarteer, hvori det i Løverdags stod en Alen op over Fodstykkerne af de kostbare Statuer, saa at man kunde sale omkring i Qvarteret, hvor Rosentræer og utallige sjeldne og pragtfulde Væxter svømmede omkring mellem løsrevne Blomsterstokke og Ruiner af de mange i Haven anbragte, men ved Vandets Kraft iturevne Sluser og Broer. Ved Horsens vare, ifølge B. A.. Engene mellem Byen og Herregaarden Bygholm i Fredags og i Løverdags omdannede til en stor Sø, hvis Afløb styrtede ned igjennem Jernbanebroen i rivende Fart og derpaa søgte ud i Fjorden, deels gjennem Aaløbet, deels gjennem Rødebro, der havde en haard Prøve at bestaa. - I Vendsyssel har Jernbanen i flere Dage staaede saaledes under Vand, at Togene ikke have kunnet befare den. Flere Broer i Nærheden af Hjørring have lidt Skade. Ogsaa fra Aarhuus, Skanderborg, Kolding o. fl. Steder berettes om Oversvømmelser og Ødelæggelse af Veie og Broer.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. april 1872).

Falsk. (Efterskrift til Politivennen)

Criminalretten har i Tirsdags paakjendt en Sag, hvorunder Forbrydelsen Falsk var begaaet under særdeles formildende Omstændigheder. Tiltalte, en Enke, der blev gift i en ung Alder med en Væversvend, som kort efter Bryllupet forlod hende og senere er død i et Fattighuus i Sachsen, boede i afvigte December Maaned i et af de bekjendte Huse i Pedermadsensgang. Hendes Hjem bar Præget af den allerstørste Fattigdom. Hun boede der med sine 3 Børn, af hvilke det yngste kun var 8 Maaneder gammelt, uden at være istand til at skaffe sig nogen Fortjeneste. Af Fattigvæsenet fik hun kun 3 Mk. om Ugen, hvilke Penge netop vare tilstrækkelige til al betale Huusleien med. Grunden til, at Hjælpen ikke var større, var den, at hun er forsørgelsesberettiget i Søllerød Commune, og denne har ikke villet yde hende nogen større Understøttelse. 

Den Overbetjent, der senere foretog Undersøgelse i Boligen, beskriver Forholdene saaledes: "Hun sad ved min Ankomst med sit yngste Barn aldeles nøgent, blot indsvøbt i et Forklæde; dets faa Pjalter vare nemlig hængte til Tørring, idet Moderen havde, som hun udtrykte sig, været saa heldig at faae tigget nogle Tørvestumper paa Gaden af en Bonde, hvorved hun var bleven istand til at faae lidt Varme i Kakkelovnen. Sengklæder eiede hun ingen af længere; hun og Børnene laae i nogle faa Klude, udstoppede med lidt Hø og for Iicsten lidt Halm. Hendes hele Optræden gjorde Indtrykket af, at hun uforskyldt er sunken ned i den dybeste Armod". 

Følgen af, at hun ikke havde den ringeste Fortjeneste, var, at hun brugte de 3 Mk., hun fik af Fattigvæsenet, til at kjøbe Brød for, og derved kom hun i Restance med Huusleien. Fattigvæsenet gav hende nu ogsaa Haab om, at hun, som overordentlig Understøttelse, kunde faae udbetalt et saa stort Beløb, som hun stod til Restance med, men gjorde det til en Betingelse, at hun ved Attest fra Huusværten skulde skaffe Oplysning om Restancens Størrelse, og om hun kunde blive boende, naar Gjælden betaltes. Hun henvendte sig derfor til Huusværten med Anmodning om en sadan Attest; men Værten, der var meget utilbøielig til at meddele en saadan Attest, da han af Erfaring vidste, at de, der forlange den, ofte forbruge de Penge, de ved Hjælp af en saadan Attest faae af Fattigvæsenet, henviste hende til Viceværten, en Politibetjent, der havde paataget sig at incassere Huusleien. Da Tiltalte henvendte sig til ham, svarede han, at han ikke havde Forstand paa at udstedt det Slags Attester, og vilde ikke have noget dermed at gjøre; han har derhos enten dengang eller tidligere truet hende med at lade hende sætte ud af Leiligheden, hvis hun ikke skaffede Penge, da hun i Løbet af de sidste 3 Maaneder stadig havde været tilbage med Betalingen af Huusleien.

I den Forlegenhed, hvori Tiltalte nu var bragt, bestemte hun sig til selv at skrive de 2 Attester, som man i Magistratens 3die Afdeling havde forlangt af hende, først den ene om Restancens Størrelse, og derpaa, da den ikke viste sig tilstrækkelig, den anden, om at hun kunde blive boende, naar Leien blev betalt. Hun fik derefter det i de falske Attester nævnte Beløb 16 Mk. udbetalt, og af dette Beløb anvendte hun 9 Mk. til Betaling af den skyldige Huusleie, og for de tilbageværende 7 Mk. kjøbte hun nogle Klæder til sit yngste Barn, der var aldeles blottet herfor og den paafølgende Søndag skulde i Kirke. Efterat det var kommet for Dagen at Attesterne ikke vare ægte, tilstod Tiltalte strax sin Brøde, og angav, at det kun var den yderste Nød, der havde drevet hende til at giøre sig skyldig i det omhandlede Forhold, i Forbindelse med, at Værten ikke bestemt nægtede at udstede Attesten, men kun henviste hende til Viceværten, idet hun derved fik den Tro, at Værten ikke vilde have Noget imod, at Attesten blev udstedt. Begge de falske Attester bleve efter deres Beskaffenhed af Retten henregnede til de mindre farlige Documenter, men Tiltalte kunde dog ikke undgaae Ansvar efter Straffelovens § 270, jfr, § 271, og ved Dommen bestemtes Straffen til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage. Tiltalte, der ikke tidligere er straffet, vil formodentlig blive indstillet til fuldstændig Benaadning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. marts 1872. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Fornærmelse mod Politiet og Overfald. (Efterskrift til Politivennen)

Da en paa Utterslev Mark boende Arbejdsmand om Aftenen den 30te Januar d. A. tilligemed sin Hustru var beskjæftiget med af bære noget paa Veien udfor deres Huus aflæsset Kvas ind i deres Brændehuus, kom 2de Prangere, Brødrene S. og N. forbi Stedet med et Læs Sand. Da de kom til Kvasbunken, og S., der gik ved Siden af Vognen, formodentlig fandt, at Bunken laa ham i Veien, blev han hidsig og foer aldeles uden Foranledning af Arbeidsmanden eller dennes Hustru ind paa den Førstnævnte og gav ham et Slag paa det ene Øre. Han gik nu lidt videre, men vendte imidlertid strax tilbage og gav sig til at trampe omkring i Kvaset, som Arbejdsmanden netop havde fat paa, og da S. herved var lige ved at falde, blev han vred og foer atter ind paa Arbeidsmanden, hvem han nu slog med knyttet Haand i Ansigtet, saa at han kom stærkt tit at bløde og faldt omkuld. R. sprang nu af Vognen, løb hen til Stedet og begyndte sammen med Broderen at prygle løs paa Overfaldne, og da dennes Hustru i sin Skræk raabte om Hjælp, sparkede S. hende, saa at hun faldt om i Snavset paa Veien. En paa Veien gaaende Mand, som forsøgte at tale Brødrene tilrette, blev nu Gjenstand for deres brutale Vrede, og navnlig bibragte N. ham et Slag paa Overlæben, saa at der blev et Hul i den. En Huuseier, som kom til og vilde stifte Fred, fik ligeledes Prygl og modtog navnlig et Slag i Nakken med en Skovl samt fik sin Næse slaaet tilblods. Sidstnævnte ilede nu bort og hen til den paa Uttersløvmark stationerede Politibetjent. Da denne ankom paa Kamppladsen, forefandt han endeel Mennesker samlede, og paa hans Forespørgsel om, hvad der var passeret, foregav begge Brødrene, at de vare blevne overfaldne, ligesom S. forlangte, at Betjenten skulde finde hans under Overfaldet borteblevne Kaskjet, "derfor var han Betjent". Paa dennes Opfordring til Brodrene om at forholde sig rolige og navnlig, kjøre deres Vogn tilside, da den spærrede Veien, nægtede de dette paa en meget uforskammet Maade. Nu kom Urostifternes Moder, en Enke fra Utterslev Mark, til og tog strax Parti, med sine Sønner mod Betjenten og deeltog i deres høirøistede og opsætsige Optræden. Betjenten, som bar Uniformskasket, foreviste dem nu sit Politiskilt, som imidlertid ikke blev respecteret, men snarere foranledigede nye Skjældsord navnlig af S., der udskjældte Betjenten for "Laban", hvorfor Betjenten anholdt ham. Han fulgte nu med Betjenten et kort Stykke Vei, men søgte derpaa pludselig at slippe bort, idet han slog Betjenten over Armene. Det lykkedes ham imidlertid ikke strax at komme bort, hvorfor hans Moder kastede sig over Betjenten og greb ham i Brystet og Armene, og da samtidig Broderen søgte at trække ham bort, maatte Betjenten slippe sit Tag i Anholdte. Betjenten løb nu hen til Enkens tæt ved liggende Huus og stillede sig i Døren for at forhindre Anholdte i at slippe derind, men Moderen tog nu atter fat i Betjenten, stødte ham tilside og slog ham samt tiltalte ham med "Du" og nogle Skjældsord. Imidlertid flygtede de to Brødre ad Kjøbenhavn til og undslap. Betjenten opførte sig ved den omhandlede Lejlighed efter de afgivne Vidneforklaringer- roligt og besindigt og gav ingen Anledning ved sin Adfærd til den mod ham udviste Opførsel. Det er endvidere oplyst, at Brødrene ere bekjendte for at være meget voldsomme og ondskabsfulde i deres Adfærd. De Tiltalte, hvoraf Enken er 51 Aar gammel og S. og N. 24 og 19 Aar gl., medens ingen af dem ere forhen tiltalte, bleve ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraretsdom, i Henhold til Straffelovens §§ 100 og 101, anset, den Førstnævnte samt Sønnen S. med 2 Gange 5 Dage og Sønne N. med 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. marts 1872).

Kvindens Stilling. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Da De altid har virket hen til at forbedre den arbejdende Klasses Kaar, haaber jeg, eftersom Kvinden maa være ligesaa berettiget som Manden til at faa sin Stilling forbedret, at De vil hjælpe ligesaagodt i denne Retning som den anden. Det er bekendt, at saavel Koner som Piger maa søge Erhverv paa de forskællige Fabriker, og at en Pige, der er enestaaende, fristes til at søge Erhverv paa lovlig eller ulovlig Maade, da Lønnen er saa lille, at de ej kan leve deraf, men tilsidst maa synke i Fordærvelsens Mudderpøl. Naar en Pige fortjener 2 Rd. ugentlig for 10 Timers daglig Arbejde, og deraf skal betale Kost, Logis og Renlighed, hvad faar hun saa til Klæder?

Hvormange Piger sager ikke Arbejde paa de forskellige Cigarfabrikker. Naar først det er kommen saa vidt, at hun kan rulle Cigarer, da kan hun tjene ligesaa godt som Manden, men naar hun skal ernære sig ved at strippe, da er Fortjenesten kun ringe. Nogle af de ærede Fabrikanter, har betænkt Stripperne en lille Smule, og de forhøjede Lønnen for Cigararbejderne, men Andre ikke, hvoriblandt jeg vil nævne Hr. Cigarfabrikant M., om det nu er Mestersvenden, den ubehagelige Hr. U.. der er Skyld deri, det er ej godt at sige. Der er nemlig den daarligste Fortjeneste i hele Byen for Stripperne. Der begyndes om Morgenen Kl. 8½ og sluttes Kl. 8 Aften. De maa opholde dem paa Trappegangen for ej komme for sildig og for ej at høre Hr. U's. snavsede Mund. Naar det saa endeligen behager ham at komme og lukke op, saa kan de faa Lov til at sidde i et koldt Hul, hvor de tilsidst hverken kan føle de har Fingre eller Tæer, ved at sidde stille og rage i det fugtige Gods. Naar Ugen saa er omme, hvad er saa deres Løn? Siger og skriver, højst 2 Rd. for utrættelig Flid.

Er det nu en Kone, da kan vel Fortjenesten være stor nok ved Tiden af Mandens, men ved enkelte Lejligheder kan det træffe sig at Huset fordrer hende til at blive en halv Dags Tid hjemme, og saa kan Hr. U. være lumpen nok til at give hende Afsked, naar Ugen er omme. Er det en Enke, der har Børn, er det det jo altid sagt, at de kan passe sig selv eller at hun kan faa den anbragt saaledes, at hun tør forlade dem. og hvor let kan ikke Sygdom indtræffe for begge Parter, og da maa hun miste sit Arbejde, som er det, der skal give hende og Børnene det nødtørftige Brød. Naar endog den gode Hr. U. vilde give dem deres velfortjente Løn, hvad de med Rette kan tilkomme, men han knapper af lige for deres Øjne paa deres Vægt og skriver mindre, end de har. Det er klin en let Sag for de ærede Storborger-Fabrikanter, at gøre den Fattige Fortræd, og det er en let Sag for Mestersvenden at gaa Fabrikanten under Øjnene og først at spække Fabrikantens Pung og dernæst sin egen. Det er en let Sag at være grov og brutal imod sine Undergivne, man er Enehersker og har noget at befale over, man gider ikke tænke over, at det er Arbejderen, der maa skaffe Fortjenesten tilveje ogsaa for Fabrikanten.

(Socialisten 2. marts 1872).

Præsterne og Storborgerne mod Socialismen. (Efterskrift til Politivennen)

Enhver der kender lidt til hvorledes Arbejderne paa Kristianshavn hidtil er blevne behandlede af deres Præster, vil vistnok blive forbavset ved at høre, med hvilken sand kristelig Omhyggelighed Sandhedsvidnerne Fenger og Holck nu har begyndt at dyrke den religiøse Brakmark, som de hidtil ikke har værdiget deres gødende Opmærksomhed. Vi skynder os derfor at underrette Medlemmerne om den Aabnen paa Klem af Himmelporten, som finder Sted hver Søndag Eftermiddag Kl. 5 i Kristianshavns Skoles Gymnastikhus, for at ogsaa de kan blive delagtige i Velsignelsen, som uddeles paa kristianshavnske Storborgeres Regning, og vi skal tilføje en lille Beskrivelse af denne, som Bladene pleje at sige, "i Sandhed vellykkede Fest".

Med den Hemmelighedsfuldhed, som ledsager alle virkelig gode Gerninger, var Forældrene af de Børn, som gaar i Friskolen, blevet underrettet om, at "deres" Præster ønskede at samle dem om sig Søndagen den 18 Februar Kl. 5, i Skolens Gymnastikhus. Ved Ankomsten forefandt Arbejderne en Del Storborgere, som imidlertid med Beskedenhed trak sig tilbage i Salen for at give Plads for dem, der skulde "bearbejdes". Den højærværdige Pastor Fenger holdt derpaa en Oplæsning og Forklaring af Biblen; hvilket Kapitel det var erindrede vor Meddeler ikke, kun vidste han med Bestemthed, at det ikke var det Sted, hvor der staar, at en Arbejder er sin Løn værd, og ikke heller det, hvor Kristus raader en ung Mand til at sælge sit Gods og give Pengene til de Fattige, hvis han vil følge ham. Derefter traadte den anden Velærværdighed frem, for med gribende Farver at skildre den gamle Samfundstilstand Fortræffelighed og "Internationales" Vederstyggelighed. Hvis denne sidste Helvedesmaskine skulde vedblive at virke, sagde han, saa vilde Præsterne "trække sig tilbage", (Gud velsigne Dem, kan vi nu ogsaa stole paa det?) og den gamle Hedningereligion vilde da holde sit Indtog osv. Pastoren syntes saaledes rent at glemme, at "Hedenskabet" ikke havde kunnet bestaa, hvis der ikke ogsaa de Gang havde været "Præster".

Efterat Foredraget var sluttet med en Anmodning om at komme igen næste Søndag, hævedes Forsamlingen. De tilstedeværende Storborgere stillede sig i to Rækker ved Døren, og mens Arbejderne gik igennem, nejede Storborgerinderne og Storborgerne hilste. Som vor Meddeler sagde, manglede der kun, at de skulde havt Pensler i Haanden for at smøre Arbejderne om Munden dermed. -

Hvis vi kunde smudse et gunstigt Svar, vilde Bestyrelsen gerne gøre sit til, at de nævnte Velærværdigheder ogsaa kunde faa Lov til at "virke" i vor Forsamlingssal. Der vilde vist være Mange iblandt os, som gerne vilde se, hvorledes en Præst ser ud, naar han taler for de Fattige. Men da det er usandsynligt, at vi vil saa denne Glæde, saa indskrænker vi os til at opfordre vore Medlemmer til at mode talrigt derude imorgen, Søndag Eftermiddag Kl. 5. En saadan Tilbagevendelse af de lykkelige Tider, da Ulven fredelig spadserede om i Hjorden, og da Ild og Vand levede endrægtelig tilsammen, maa jo interessere os Alle. -

(Socialisten 24. februar 1872).

Præstesønnen Peter Andreas Fenger (1799-1878)  var sognepræst ved Vor Frelser Kirke 1855-1878. Han udgav  i 1841 en bearbejdelse af Luthers lille Katekismus til brug i skolerne. I 1868 blev en revideret udgave af denne i 1874 forbøudt som skolebog og som en del af konfirmationsforberedelsen.