Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Ladegaardens Mysterier

Da her tales og skrives saa meget om Arbejderspørgsmaalet, kunde det være godt at høre, hvorledes en Arbejder faar det, naar han er opslidt eller ved uheldige Omstændigheder hjemfalder Fattigvæsenets Omsorg her i København. Naar en Mand eller Kvinde ved Sygdom eller Arbejdsløshed, uheldige Omstændigheder o. s. v. ikke kan ernære sig, søger man Fattigvæsenet og henvises da til Ladegaarden. Lad os se lidt herind og gøre os bekendt med, hvordan de saa faar det.

Naar en Arbejder bliver indlagt paa Ladegaarden, faar han i Forplejning en halv Pot Øl om Morgenen, 7 Kvint Flesk eller 10 Kvint Kød om Middagen, en halv Pot Byggryn om Aftenen og 1 1/4 Pund tørt Brød. Vil han have Øl, Smør eller Ost til sit Brød, maa han købe det, hvis han har Penge, ellers maa han spise det tørre Brød og drikke Vand til. Naar Manden arbejder paa Gadefejning eller Vejarbejde, faar han 2 Skilling kontant om Dagen og 2 Sk. i Tegn, som skrives ham til Gode til Afregningsdagen, der falder en Gang om Ugen. For denne Mand, der regnes til 2den Afdeling, beregner Ladegaarden 18 Sk. om Dagen. Kommer han i 1ste Afdeling, faar han Dagløn 15 Sk., hvoraf 9 Sk. i Tegn, samt Middagsmad, men ved Akkordarbejde saar han kun 9 Sk. i Tegn, og da det kun er de færreste, som kan fortjene et Overskud, har han kun disse 9 Sk. til Brød, Smør, Ost, Øl og Skraatobak. Disse Varer sælges hos Ladegaardens Økonom, og saaledes udhøkrer Fattigvæsenet sine Varer til Arbejderen, men rigtignok uden at svare Næringsskat eller Brændevinsafgift.

En Mand paa 1. Afdeling faar ingen Middagsmad om Søndagene og maa sulte, hvis han ikke faar noget Overskud af sit Akkordarbejde, da de 9 Sk. i Tegn, han faar daglig, neppe er tilstrækkelig til at leve for i Søgnedagene. Er det da saa underligt, at Arbejderne bliver sløve og ligegyldige, at de unge Mænd og Børn fordærves i Stedet for at forbedres? Der maa arbejdes i 12-13 Timer i Sne og Frost, med tørt Brød og koldt Vand; det er Arbejderens Lod, naar han bliver gammel og ikke kan ernære sig.

Hvorfor betales der ikke Arbeideren gangbar Mønt for hans Arbejde? Ladegaardens Bestyrelse har nu siden 1870 ladet præge Tegn til Anstaltens Brug for ca. 300 Rd., men denne Udgift har ikke været til nogen Nytte, og der kunde spares i Regnskabsvæsenet ved at afskaffe den Handel og de Tegn. Der findes et Kontorhold af 17 Mand, men hvad bestiller alle disse Mennesker? Det meste Arbejde udføres af de 10 Lemmer, men de Andre lønnes højt for, hvad de ikke bestiller. Saaledes har Inspektøren en Løn af omtrent 2450 Rd. om Aaret, hvoraf ½ pCt. af Anstaltens Brutto Indtægt. Fabrikskriveren har omtrent 1200 Rd. om Aaret for en Arbejdstid af højst 700 Timer om Aaret. En Assistent derimod har med 300 Rd Indtægt 8 Timers Arbejde om Dagen; de andre Assistenter har langt mindre Arbejde, og kontorets Arbejde kunde godt besørges af 2 Assistenter med 400 Rd. om Aaret. Hvad den nuværende Kvartermester bestiller og faar sin Løn for, er en Gaade, undtagen det skulde være dette, at Inspektøren bruger ham til at tyrannisere Opsynet med. Ved Optællingen i Aar manglede han ca. 500 Folkelagen, og hvis det var sket noget andet Sted, saa var han jo bleven afskediget. Men hvis han er godt aflagt for ikke at passe sin Tjeneste, saa er til Gengæld Opsynsmændene daarlig aflagte; de har 13 Timers Tjeneste, Spisetiden fraregnet, har 5 Rd. 3 Mk. om Ugen, maa møde Kl. 5 om Morgenen, vedblive at arbejde med Folkene til Kl. 6 om Altenen og derover, og naar de saa kommer til Fabriken, er der neppe Tid for dem til at spise, forinden de skal paa Vagt og gaa i 1½ Time, hvordan end Vejret er. En Soldat har dog et Skilderhus, men det har Opsynet ikke, men hvad bryder Bestyrelsen sig om, at der kommer en Familje mere paa Fattigvæsenet, ved at Opsynsmændenes Helbred nedbrydes? En Opsynsmand, der havde tjent c. 14 Aar, mistede sin Hørelse ved at gaa paa Gaden i Kulde og Sne, men Bestyrelsen skaanede ham ikke, men satte ham til Gadefejning, saa at han snart blev helt syg og døde. Ved at give ham en Assistentplads paa Kontoret kunde Bestyrelsen have frelst hans Liv. En Vægter faar ogsaa for lidt Løn, nemlig kun 4 Rd. 3 Mk. om Ugen for 7 Nætter fra Kl. 8 om Aftenen til Kl. 5 om Morgenen og om Vinteren 1 Time mere.

Blandt andre Misbrug ved Anstalten kan nævnes, at Raadmand Petersen i Magistratens 3die Afdeling bruger en af Fabrikarbejderne hver Dag i sin Ejendom til forskellige smaa Sysler, og denne Mand opføres hver Dag paa Gadefejerregnskabet. Regner man en Fabrikarbejder til 24 Sk. om Dagen, bliver det i 304 Arbejdsdage 76 Rd. om Aaret, hvilket er en køn lille Stilling, der gaar ud af Fattigvæsenets Kasse over i Raadmandens. Borgermester Knudsen har ogsaa gjort sig en Indtægt paa Fattigvæsenets Bekostning, idet han har ladet den tidligere Præstehave i Standsætte som Lysthave og brugt Lemmerne til Arbejder i Marken. Det havde været bedre, om Borgmesteren havde bygget Boliger til det gifte Opsyn; saa havde han dog gjort nogen Nytte. I det Hele laget er den indre Ordning paa Ladegaarden ikke god. Alle Lemmerne burde ud af Kontoret, hvor der kun burde være private Skrivere. Al Handel burde afskaffes, og Værkstederne lukkes tidligere. Inspektørens halve Procent af Brutto-Indtægten burde tilfalde de forskellige Fagmand som Dusør; de vilde da sørge for, at der produceredes mere. Lønnen for hele Opsynet burde forhøjes og Arbejdstiden forkortes. Dette er det Vigtigste af, hvad der foreløbig bør gøres for at forbedre Tilstanden paa Ladegaarden. Lad os nu se an en Tid, om der sker Noget i denne Retning, ti hvis ikke kunde der være Anledning til at oplyse nogle andre Mysterier.

En Mand, der kender "Gaarden"

(Socialisten 22. januar 1873)

Fra "Ladegaarden". Siden "Socialisten" er fremkommen med nogle Oplysninger om Forholdene paa Ladegaarden, har det begyndt at lysne lidt herude paa "Gaarden". Inspektøren er allerede bleven lidt mere human; men endnu staar der dog meget tilbage at ønske. Vi er herude 12 Opsynsmænd, som er ansat med ugentlig Løn, og deriblandt er 3 Fagmænd. En af disse sidste, der nu har været her i 4½ Aar, og stadig levet i den salige Bevidsthed, at være Bestillingsmand i Magistratens Tjeneste, har nu endelig erfaret, at Inspektøren er af en anden Mening. Da denne nemlig blev spurgt om, hvorvidt Opsynsmændene kunde faa Dyrtidstillæg, svarede han, at Alle, som lønnes i ugevis, (hvad vi havde troet kun var en Begunstigelse) er at betragte som simple Haandlangere, der intet Tillæg kan faa. Det fremgaar nu, at det altsaa kun er de Højstlønnede, der kan faa Dyrtidstillæg, hvorimod de, som netop trænger dertil, de, som akkurat kan slide sig igennem, skønt de maa arbejde fra Klokken 5 om Morgenen til 9 om Aftenen og for dette Arbejde oppebærer en Løn fra 312 til 450 Rd. om Aaret, ikke kan opnaa en saa billig Fordring. Imidlertid maa man haabe, at Magistraten, til hvem et Andragende om Dyrtidstillæg, som tidligere meddelt i "Socialisten", er indsendt, vil have et mere aabent Øje for Livets Fordringer, selv hvad Smaafolk angaar, end Inspektøren paa Ladegaarden.

(Socialisten 27. februar 1873).

Brandstiftelse paa Ladegaarden. En paa Ladegaarden indlagt, tidligere straffet Person begærte sig i Mandags fremstillet for Politiet for at afgive Tilstaaelse om nogle af ham begaaede Forbrydelser. Hans Ønske blev opfyldt, og han tilstod derefter, ifølge "Dags- Telegrafen", paa Politikamret, at han for noget over to Aar siden havde begaaet et Tyveri og omtrent samtidig havde stukket Ild i nogen paa Marken henstaaende Sæd. Denne Forklaring gentog han uforandret til Grundlovsforhøret og lagde ikke Dølgsmaal paa, at han atraaede Arrest og Straf for at undgaa det saa utaalelige Ophold paa Ladegaarden. Forhørsdommeren fandt imidlertid ikke tilstrækkelig Anledning til at arrestere ham, men lod ham med Underretning om det Passerede føre tilbage til Ladegaarden, hvor han blev indsat i "Blæhs Minde", en mindre, afsides liggende Bygning, bestemt for Personer, der enten er ufordragelige eller skal holdes under særlig Opsigt. 

I Tirsdags Morges Klokken omtrent 7 begav samtlige her indlagte Personer, hvoriblandt den foran omtalte ved Navn Christian Theodor Olsen, sig til Arbejdsstuen i Stueetagen, men et Øjeblik efter at Alle var samlede, gik Olsen atter ovenpaa, hvor Soverummet findes, for, som han sagde, at hente et Bliktegn, som han havde glemt. Han blev noget længe borte, og da han omsider indfandt sig, fortalte han i en hoverende Tone til sine Kammerater, at nu havde han sørget for, at deres Befrielsestime slog, idet han havde sat Ild paa Kassen. Opsynet og nogle af Arbejderne søgte straks at komme ovenpaa, men da Olsen havde stukket Ild i samtlige Halmmadratser, saa at Ilden stod alenhøjt og begyndte at staa ud gennem Taget, maatte ethvert foreløbigt Slukningsforsøg opgives, og der blev nu øjeblikkelig gjort Brandallarm. De hurtig mødte Sprøiter fik efter ½ Times Forløb Bugt med Ilden, men Bygningen er selvfølgelig i betydelig Grad beskadiget. Olsen afgav paa Stedet Tilstaaelse om at have paasat Ilden for at tvinge Dommeren til at arrestere ham.

(Socialisten 13. marts 1873).

Kristian Teodor Michael Olsen fik opfyldt sit ønske om at komme væk fra Ladegården: Han blev idømt 18 måneders forbedringshusarbejde, samt dømt til at betale Københavns Magistrat 3 Rd. og Landbygningens Brandforsikring 60 Rd. 2 Mark i erstatning.

Louis Pio i Fængsel. (Efterskrift til Politivennen)

Louis Pios far, Wilhelm Pio forsøgte i februar-marts 1873 at få bedre forhold for Louis Pio. W. E. L. Pio var søn af en danselærer ved Sø- og Landkadetakademiet. Som 18-årig blev han sekondløjtnant i infanteriet og ved reduktionen i 1842 tog han sin afsked som kaptajn. Han gjorde tjeneste i Krigen 1848-1851, sidste år som kompagnichef. Han skrev patriotiske sange. Han døde i 1890, 84 år gammel.

Louis Pios forsvar blev trykt i Socialisten  for dagene 9.-14. februar 1873. Den blev bl.a. kommenteret i Århus Amtstidende:

Politiets Optræden ligeoverfor den kjøbenhavnske Arbeiderbevægelse er i den senere Tid, endog fra nationalliberal Side, bleven gjort til Gjenstand for misbilligende Domme; medens det iøvrigt fra samme Side naturligvis ikke fremsættes Krav paa at faae Fejlen eller Forseelsen gjenoprettet, saa vidt muligt, eller vedkommende Myndigheder dragne til Ansvar. Hvorvidt dette halve Omslag har ligget i Luften, eller det mulig skulde være foranlediget ved Hr. Pios, nys gjennem "Socialisten" offentliggjorte dygtige Indlæg, maa vi lade usagt. Vi for vort Vedkommende ere saa langt fra at undre os over de halvt forandrede Signaler, at vi meget mere ere belavede paa at see Stemningen svaie helt rundt og havne i det Udgangspunkt, hvorfra f. Ex. nærværende Blad fra første Færd betragtede den socialistiske Bevægelse, og i Henseende til hvilket vi mente der burde fremfares imod den. Med disse Bemærkninger som Indledning skulle vi tillade os at hidsætte følgende Udtalelse i "Bgs. Av.": "For os, der have betragtet Sagen paa Afstand, seer det ialtfald ud, som om Kjøbenhavns Politi langt fra har dæmpet Bevægelsen, men tvertimod givet den Næring. Saalænge man betragtede Pio, Brix og Geleff paa samme Maade som andre politiske Rumlere, var der Ingen, som tillagde disse Personers Optræden nogen videre statsfarlig Betydning, men da Politiet tog saa drabelig fat og paakaldte hele den militære Styrke i Kjøbenhavn for at forhindre et Møde paa Fælleden, fik Almuen først en Slags Respekt for disse Folk, som man jo naturligvis maatte tiltro en hel Del store Egenskaber, siden der var truffet saa storartede Anstalter for at hæmme deres Virksomhed. Ved at kaste de socialistiske Førere i Fængsel, gav man disse en Martyrkrone, som endnu mere vil have deres Anseelse blandt Socialismens Tilhængere. Man maa næsten antage, at Politiet (og Regeringen med) troede at staa ved Begyndelsen af en kjøbenhavnsk Udgave af Pariser-Kommunen. En saa kolossal Fejltagelse var - siger Pio meget rigtig i sit Forsvarsindlæg - kun mulig ved en forbausende Mangel paa Kjendskab saavel til de forhaandenværende faktiske Forhold som til den danske Nationalkarakter. Hvis det er sandt, at de arresterede Socialister ere blevne behandlede med unødvendig Haardhed i Varetægtsfængslet, er dette ikke blot ubilligt mod disse, men tillige i høi Grad uklogt for Sagens Skyld. En saadan Fremfærd vilde forresten være i god Overensstemmelse med de øvrige feile Foranstaltninger, som Politiet har truffet. Da der har været megen Tale om den Behandling, som Socialistførerne have været Gjenstand for i Arresten, ville vi aftrykke, hvad Pio siger med Hensyn hertil i sit Indlæg: Om selve vor Fængsling har været fuldstændig i Overensstemmelse med Grundlovsparagrafen om Boligens Ukrænkelighed formaaer jeg ikke at sige; men har den været det, saa forekommer den nævnte Paragraf mig temmelig indholdsløs. Vi bleve nemlig arresterede midt om Natten i vore Boliger, uden at der forevistes os noget Arrestdekret, og efter hvad jeg senere har hørt, bleve vore respektive Leiligheder besatte af Politiet fra samme Tidspunkt af, omendskjøndt Dekretet om Husundersøgelsen først senere blev meddelt os. Jeg vover tillige at paastaae, at Politiet, da vor Fængsling foretoges, var aldeles ude af Stand til at give nogen holdbar Grund for denne Forholdsregel. - Behandlingen i Arresten har for mit Vedkommende været i høi Grad "ubehagelig". I de første 14 Dage nægtedes enhver Beskjæftigelse mig, og endog Arrestforvarerne lukkede aldrig Munden op; i et halvmørkt Rum paa 2 3/4 Alens Brede og 6 Alens Længde har jeg tilbragt 8 Maaneder, medens min reglementerede Bevægelse "i fri Luft" endnu foretages i en "Gaard" af samme Dimensioner. Da der fra anden Side blev gjort Indvendinger mod denne Behandling, erklærede den humane Politidirektør os, at han ikke fandt Anledning til at behandle os anderledes end "andre Forbrydere". For at Politidirektørens "Upartiskhed" ligeoverfor "Forbrydere" (d. e. Varetægtsarrestanterne) kan blive rettelig bedømt, maa jeg dog bemærke, at de to andre Fanger, der senere bleve dømte til respektive 2 og 1 Aars Forbedringshusarbejde, samtidig havde Tilladelse til at ryge Tobak, til at gaae ude hele Dagen, til at modtage Besøg i Fængslet og endog modtage Aviserne til Gjennemlæsning fra Politiet - Altsammen Noget, der var nægtet os."

(Aarhus Amtstidende 24. februar 1873).

Louis Pios Fader, Kaptajn Vilhelm Pio, har i "Dag. Nyh." offentliggjort en Skrivelse, der vistnok er noget af det Naturligste og Smukkeste, der nogensinde har staaet i bemeldte Sports-Blads Spalter. Den gamle Mand, der begynder med at fortælle Publikum, at, hvor meget han end efter sit Synspunkt maatte beklage sin begavede Søns offentlige Optræden, og hvormegen Sorg denne end havde voldt ham paa hans gamle Dage, var der dog nu, i den Omstændighed, at Sønnens Helbred var bleven nedbrudt ved Indespærringen i et skrækkeligt Fængsel høit oppe under Taget og uden Vinduer samt ved Manglen paa Bevægelse, og hele den øvrige Hensynsløshed fra Politiets Side, indtraadt Forhold, der ganske havde bragt ham (den gamle Pio) til at glemme den politiske Modsætning og blot at lade sine Følelser som Fader raade. Den stakkels gamle Mand henvendte sig altsaa til Kjøbenhavns Politidirektør, Etatsraad Crone, i dennes Hjem i Amaliegade, hos hvem det ogsaa lykkedes ham at blive stedet til Audients. Paa Faderens Bøn om, at Louis Pio maatte, efter eget Ønske og i Henhold til en Lægeerklæring, blive indlagt paa Hospitalet, svarede bemeldte høie Embedsmand i en irriterende Tone, at en saadan Indlæggelse ikkun kunde ske paa Kristianshavns Forbryderlazaret. I Løbet af denne Samtale, hvis Enkeltheder nærmere skildres i Brevet til "Dag. Nyh.", var Vreden - siger den gamle Mand - "nær ved at overmande mig." "Jeg gik," fortsætter han, "nærmere hen imod Etatsraaden, og som den Fader, der ved denne Politidirektørs hele Optræden maatte føle sig i høieste Grad krænket, haanet og saaret, erklærede jeg ham, hvad jeg mente om hans Person og Karakter, idet jeg tilføjede, at jeg fra dette Øieblik af stod lige over for ham som hans bittreste og uforsonligste Fjende. Paa denne Erklæring spurgte Etatsraad Crone mig i sin Befippelse, om jeg vilde skyde ham eller maaske duellere. Jeg svarede hertil, at naar han vilde tilbyde mig en Duel, da vilde det være mig en sand Glæde at give ham en grundig Lektion, og da han derpaa aabnede Døren og gjorde en Haandbevægelse, tilsyneladende for at tage mig ved Armen, idet han raabte: Vil De gaa! raadede jeg ham i bestemte Udtryk til at vogte sig for ethvert Angreb paa min Person, da jeg var fast bestemt paa ikke at taale noget Saadant og paa den anden Side ikke vilde vægre mig ved at forlade hans Stue, da jeg nu ikke havde nogen Grund til at forlænge denne Samtale. Dermed gik jeg, og saaledes endte mit Besøg hos Kjøbenhavens Politidirektør." - Efter at Nærværende var nedskrevet, se vi af "B. T."s Aftennumer, at Politidirektør Crone har besvaret Kaptain Pios Skrivelse med at nedlægge Indsigelse mod adskillige Punkter i denne. Navnlig søger Hr. C. at give et mere tiltalende Billede af det Værelse, der tjener Louis Pio til Fængsel, ligesom han erklærer dennes Helbredstilstand for beroligende.

(Aarhus Amtstidende 26. februar 1873).

Vilhelm Pios brev der er en hel del længere end uddraget i ovenstående artikel, blev i sin fulde længde også offentliggjort i Socialisten 25. februar 1873.

I Anledning af tvende i Gaars- og Dagsnumeret af "Dagens Nyheder" optagne Skrivelser fra Capitain Vilhelm Pio angaaende hans Søns, Arrestanten Louis Pios Behandling i Arresten og angaaende en Samtale, han derom har havt med mig, tillader jeg mig at udbede mig Plads for følgende Berigtigelser: Det Arrestlocale i Cellefængslet ved Raad- og Domhuset, hvori Arrestanten Pio sidder arresteret, er en af de saakaldte Fællesarrester, bestemt til at rumme 3 Fanger, Netop valgt som det lyseste, luftigste og i alle Maader bedste Arrestlocale i hele Arresthuset. Der er ikke lagt nogen Hindring iveien for, at det af Arrestantens Venner og Tilhængere udenfor Arresthuset er blevet udstyret med en vis Comfort med Gulvtæppe, Lænestol, Skrivebord og deslige. Arrestantens Forpleining suppleres ligeledes udefra, og der vises i Henseende til Controllen dermed al mulig Liberalitet fra Arrestbestyrelsens Side. Det Gaardsrum, der tjener Arrestanten til Bevægelse i fri Luft, er saa godt, som det findes ved Arresthuset. Der er i det Hele taget med Hensyn til hans Behandling i Arresthuset indrømmet ham alleslags Begunstigelser ligetil den yderste Grændse af, hvad der lader sig forene med dm især i et større Arresthuus aldeles nødvendige Disciplin, og langt ud over, hvad der vilde kunne indrømmes, hvis man havde mange Arrestanter af det Slags i Arresthuset. Hans Medarrestant Brix har under omtrent lige Vilkaar ikke ført en eneste Klage over sin Behandling i Arresthuset, og jeg skylder Sandheden at tilstaae, at Arrestanten Pio personlig heller ikke i de heromhandlede Henseender har ført nogensomhelst Klage, ligesom han altid ved den vedkommende Politiinspecteurens Besøg hos ham i Arresten har erklæret, at han ikke har Noget at klage over. Arrestanten Pios Helbredstilstand blev, saasnart der, ikke fra Arrestanten selv, men fra hans Families Side, blev reist Spørgsmaal om, hvorvidt den udsattes for Fare ved hans Arrestation, gjort til Gjenstand for en omhyggelig Lægeundersøgelse med fuldkommen beroligende Udfald, og den giver efter vedkommende Læges Erklæring heller ikke nu mindste Grund til Uro. Under disse Omstændigheder kunde jeg naturligviis ikke svare Capitain Pio Andet, end at der ikke var mig Noget bekjendt, der kunde gjøre hans Søns Indlæggelse paa Hospital nødvendig, og at hans Løsladelse mod Caution ikke afhang af mig; at jeg heller ikke uden Nødvendighed kunde indlade mig paa for hans Skyld at etablere en ny Arrestafdeling i det tidligere Gjældsfængsel, men at Arrestanten maaskee kunde blive forflyttet til Christianshavn, det vil sige til det Kjøbenhavns Politi til midlertidig Afbenyttelse som Varetægtsfængsel overladte tidligere kvindefængsel paa Christianshavn. Da Capitain Pio dertil udbrud: om jeg da vilde sætte hans Søn iblandt Forbryderne, svarede sig: "Ja! ligesom nu, i samme Bygning." Da Capitainen, der efterhaanden blev mere og mere heftig og høirøstet, tilsidst erklærede, at jeg fra nu af skulde staae ham personlig til Ansvar for hans Søns Helbred, og forsikkrede, at han ikke var bange, og at han havde gjort Krigen med i 1850, fandt jeg det rettest at gjøre Ende paa denne Samtale og anmodede ham derfor om at forføie sig bort, hvorhos jeg aabnede Døren for ham og sagde til min Ordonnants, der just var tilstede i Forværelset: "Vil De lukke den Herre ud?" Han gik derpaa sin Vei, uden at der vexledes flere Ord imellem os.

Hvad Capitain Pio skriver om, at han ved bemeldte Leilighed overfor mig har erklæret, at jeg fra nu af var "hans viltreste og uforsonligste Fjende", at jeg har spurgt, om han vilde skyde mig, at han har talt om Duel, eller at jeg har gjort Mine til at berøre hans Person, er Altsammen usandt, lutter Fostre af den exalterede Stemning, hvori Manden umiskjendelig befandt sig.

At, som i Skrivelsen af Gaars Dato anført, den Tilladelse, der hidtil har været givet til, at Hr. Pio maatte besøge sin Søn i selve Arresten, efter det Bekjendtskab, jeg under den heromhandlede Samtale fik Leilighed til at gjøre med Førstnævnte, strax Dagen efter (i Fredags) blev tilbagekaldt, forholder sig rigtigt; men paa nogen Retfærdiggjørelse af denne Forholdsregel kan jeg ikke indlade mig paa dette Sted.

Uagtet min Embedsstilling som oftest gjør det noget vanskeligt for mig at tage til Gjenmæle mod Angreb i de offentlige Blade, har jeg dog denne Gang troet ikke at burde undlade det, baade af Hensyn til de Følelser, der i det heromhandlede Angreb paakaldes, og fordi jeg veed, at det store Publicum, naar det maa vente længe paa Udfaldet af en Sag, især en saadan, som fra Først af har grebet det stærkt, let bliver utaalmodigt, vaklende i sin Dom og tilbøielig til Omslag. Min Overbeviisning er det imidlertid, at Rettens Dom i Sagen mod de heromhandlede Tiltalte i en nær Fremtid vil vise, at Politiet og Anklagemagten overfor dem ikke saa ganske have ladet sig lede af "Spøgelsefrygt"

Kjøbenhavns Politikammer, den 25de Febr. 1873. 

V. Crone,

Politidirecteur.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. februar 1873).

Kaptain W. Pio har tilsendt "Dag. Nyh." følgende Skrivelse:

Hr. Redaktør!

Vil De i Anledning af Etatsraad Crones Artikel i "Berl. Tid." for i Tirsdags tillade mig at gøre en kort Bemærkning og fremsende til Offenliggørelse et Par Aktstykker, som formentlig ikke er uden Interesse for Bedømmelsen af Spørgsmaalet om, hvorvidt min Søn under sin Varetægtsarrest har været Genstand for en forsvarlig Behandling eller ikke. Bemærkningen gælder Hr. Etatsraadens Fremstilling af, hvad der passerede imellem os ved mit Besøg hos ham. denne Fremstilling er mildest talt usand, og jeg henholder mig i saa Henseende til min Skrivelse til Dem af 22de ds. Den tendentiøse Karakter af Hr. Crones Fremstilling forekommer mig blandt Andet at fremgaa klart af Etatsraadens Forsøg paa at fremstille mig som en Slags Jacob v. Thybo ved at lægge mig de Ord i Munden, at jeg ikke var bange og havde gjort Krigen med i 1850. Ikke blot benægter jeg paa Ære og Samvittighed at have sagt disse eller lignende Ord, men naar man ved, at jeg ogsaa har deltaget i Felttogene 1848, 49 og 1864, vil det let ses, at det er aldeles urimeligt, at jeg skulde have paaberaabt min Deltagelse i et enkelt Felttog, specielt det i 1850. Jeg afviser derfor med et Smil dette Forsøg paa at gøre en gammel Soldat komisk, og jeg gør det saameget roligere, som dette Forsøg tager sig mildest talt pudsigt ud fra den Mands Side, som under Opløbet paa Nørrefælled afvigte 5te Maj ledede den væbnede Styrkes Bevægelser fra et af Kontorlokalerne i Nordre Birks solide Tinghus. 

Dermed er jeg færdig med Etatsraad Crones personlige Optræden mod mig. Hvad hans Behandling af min Søn angaar, da har det til Belysning af den Lod, han har i hans nu relativt bedre Behandling, sin Interesse at se, at min Søns Overflytning efter 8 Maaneders Arrest i den Celle, han nu bebor, udelukkende skyldes et Tilhold fra Justitsministeriet, foranlediget ved et Andragende i saa Henseende fra min ældste Søn, Skolebestyrer J. Pio. Under 31te December f. A tilskrev Hr. Etatsraad Crone denne som følger:

"Efterat Deres Velbaarenhed til Justitsministeriet har indgivet et Andragende med Bilag, hvori De under Henvisning til Deres Broders, Arrestanten L. Pios Helbredstilstand anholder om, at der maa blive anstillet en Undersøgelse om Nødvendigheden af Arrestantens stadige Indespærring, har Ministeriet under 14de d. M. tilstillet mig bemeldte Andragende til Afgørelse af, hvorvidt der efter forudgaaet Undersøgelse af Arrestantens Helbredstilstand maatte være Noget at foranstalte i den anførte Henseende. I Anledning heraf skal jeg ikke undlade tjenstligst at meddele, at saavel Politilæge Hecquet som Stadslæge, Justitsraad Schleisner efter anstillet Undersøgelse har afgivet den Erklæring, at de ikke antager, at der af en fortsat Arrestation vil være nogen Skade at befrygte for Arrestantens Helbredstilstand, idet de dog Begge har anbefalet Arrestantens Henflyttelse til et rummeligere Arrestlokale, og Politilægen tillige en strengere Kontrol med Hensyn til Beskaffenheden af de Næringsmidler, der udenfra, navnlig ved Foranstaltning af en af den internationale Arbejderforenings kvindelige Medlemmer dannet Komite, bliver ham tilsendte. I begge de anførte Henseender er det Fornødne straks foranstaltet.

Politikamret, den 31te Decbr. 1872.

B. Crone."

Sluttelig tillader jeg fra min Søns mangeaarige private Læge at fremsende følgende Erklæring:

"Undertegnede har i mange Aar været Løjtnant L. Pios Læge og til forskellige Tider behandlet ham for meget alvorlige Sygdomstilfælde, saasom: rheumatiske Tilfælde, en tyfoid Feber og en Brystbetændelse, og jeg kan derfor, paa derom til mig gjort Forespørgsel, bestemt erklære, at hans Konstitution synes mig ikke saa stærk, at han, uden Skade for sit Helbred, kan udholde længere Tids Indespærring i et Fængsel.

København, den 20de November 1872.

N. N.

Læge."

Hermed tror jeg rolig at kunne overlade til billigfølende og rettænkende Mænds Skøn, om Politiøvrigheden paa en forsvarlig Maade har behandlet en Mand, der sidder under Tiltale for en politisk Forbrydelse. Wilhelm Pio, Kaptajn.

(Socialisten 1. marts 1873)

"Dags-Telegrafen" har med sædvanlig Falskhed fortalt, at der skulde være taget et særligt Hensyn til vore Føreres Ønske ved, at Advokat Nellemann er bleven bestikket til deres Forsvarer for Højesteret. I den Anledning oplyser Hr. Skolebestyrer Jean Pio i Gaar i "Dags-Telegrafen" "at der i alt Fald for min Broders Vedkommende ikke har været Anledning til at vise nogen Begunstigelse i saa Henseende, da han i Skrivelse til mig af 10de ds, paa Forespørgsel fra mig udtrvkkelig har erklæret, at han ikke ønskede at udvælge nogen bestemt Defensor, selv om det maatte tillades ham, men at han rolig vilde modtage den, der blev bestikket."

(Socialisten 17. april 1873).

Vilhelm Pios anden søn Jean Pio var professor og skolebestyrer (Borgerdydsskolen i København). Han var dimitteret fra Roskilde Skole den den øverste af daværende hold af dimittender. Han tog den filologisk-historiske eksamen. Herefter blev han privatlærer, indtil han købte Borgerdydsskolen i København. Han agiterede bl.a. for skolehygiejne og udgav en håndbog i det. På daværende holdt han bl.a. foredrag om fremmede sprog i oldtiden og middelalderen i Det pædagogiske Selskab. Fra 1879 udgav han tidsskriftet "Vor Ungdom" sammen med Herman Trier og P. Voss. Han døde af underlivsbetændelse 12. januar 1884 omkring 50 år gammel. Han nåede således ikke at se den nye, mere tidssvarende skolebygning.

Folketinget behandlede over to dage i slutningen af marts 1873 efter en udvalgsbetænkning om der skulle tages hensyn til Louis Pios klage og en adresse underskrevet af 5.000 personer. Et flertal afgjorde at justitsministeren skulle udleve sagens akter så man kunne danne sig en mening om den grundlovshjemlede presse- og forsamlingsfrihed var blevet krænket af ministeren og om arbejderne havde samme borgerlige rettgheder som alle andre samfudsklasser.'

Dommen over de tre stod i Berlingske 29. marts 1873 og i Socialisten 30. marts 1873-1. april 1873. Den 1. - 3. april 1873 bragte Socialisten en længere gennemgang af dommen.

Vilhelm Pio var i august 1873 i audiens hos kongen for at anmode om at sønnen kunne afsone sin straf i et statsfængslet. Dette blev afslået.

Fuldbyrdelse af Strafarbeide i Fællesskab. (Efterskrift til Politivennen).

Som imorges meddeelt, er der under 13de Februar udkommet en kongelig Anordning angaaende Fuldbyrdelse af Strafarbeide i Fællesskab, der skal træde i Kraft for de Straffefangers Vedkommende, som indsættes eller overføres til saadant Arbeide efter 1ste April, hvorhos Justitsministeriet er blevet bemyndiget, efter Fængselsbestyrelsens nærmere Indstilling, at bringe de paagjældende Forskrifter med de nødvendige Ændringer til Anvendelse ogsaa paa Tugthuusfanger, der ere indfatte i Straffeanstalten for den nævnte Dag.

Vi skulle her meddele nogle af de vigtigste Bestemmelser i den kongelige Anordning. Med Hensyn til Tugthuusstraffen bestemmes, at Strafarbejdet skal udstaaes ved Arbeide om Dagen i Fællesskab efter nærmere givne Bestemmelser. Natten tilbringes i Enkeltcelle; dog skal Bestyrelsen, naar den finder det nødvendigt, være bemyndiget til at give ældre og svagelige Fanger natligt Ophold paa fælles Soverum. Dagsordenen og Arbeidstiden for Fangerne skal være saaledes: Der opmønstres om Morgenen fra 1ste April til 30te Septbr. Kl. 4 3/4 og den øvrige Deel af Aaret Kl. 5 3/4. En halv Time derefter begynder Arbeidstiden, som vedvarer til Kl. 8 Aften med Afbrydelse foruden af den Tid som medgaaer til Gaardtour og Underviisning, ogsaa af de til Afholdelsen af de forskjellige Maaltider fastsatte Tider, som ere: fra Kl. 7½ til 8 Form. Frokost, fra 12-1 Middagsmad og fra 5-5½, Efterm. Aftensmad. Fra Kl. 8 Aften gives der Frihed til Kl. 8½, da der afmønstres. Frihed for Arbeide er der, hele Dagen: alle Søn- og Helligdage, samt fra Kl. 5 Eftermiddag: Kongens Fødselsdag, Dagene for saavel de tre store Høitider som Nytaarsdag og Almindelig Bededag. Endelig ophører Arbeidet hver Løverdag Kl. 5 Efterm., men Tiden til Kl. 8 benyttes til Reengjøring og til Eftersyn af Maskiner og Arbejdsredskaber samt til at aflevere det smudsige og til at modtage det rene Linned. Een Gang daglig skal der gives Fangerne - hver Arbeidssal for sig - ½ Times Ophold i den fri Luft, Fangerne i Enkeltcelle derimod to Gange daglig i ligesaa lang Tid. Gaardtouren for Fangerne i Enkeltcelle kan skee i Fællesskab, medmindre de hensidde under Straf, i hvilket Tilfælde de ogsaa da skulle afsondres.

Fangerne skulle i Arbeidstiden stedse være beskjæftigede. Udenfor Arbeidstiden skal det, naar der iøvrigt ikke er noget til Hinder derfor, være Fangerne tilladt at sysselsætte sig med deres daglige Beskjæfligelse, dog ikke om Søn- og Helligdagene, forinden Gudstjenesten er afholdt. Som Opmuntring til Flid skal der gives Fangerne, naar de svare det Pligtarbeide, der er foresat dem, en Arbejdsfortjeneste, hvoraf det Halve kan benyttes til Forøgelse eller Forbedring af Kosten, det andet Halve skal oplægges. Straffes en Fange med Fratagelse af Arbeidet, skal han altid hensættes i Enkeltcelle. Hver Søn- og Helligdag skal der gives Fangerne Leilighed til at deeltage i den fælles Gudstjeneste. Paa hver Arbeidssal skal der Morgen og Aften umiddelbart for og efter Arbeidet oplæses en Bøn for de derværende Fanger. Enhver Fange skal være forsynet med den almindelige Psalmebog og det Nye Testamente. I Underviisningen paa det Trin af Straffen, hvor den gives, skal enhver Fange ordentligviis deeltage, saalænge han ikke har fyldt 30 Aar. Over denne Alder bør der imidlertid ikke formenes Fangen Adgang til Skolen, saalænge han ikke viser Mangel paa Flid. Unge Mennesker under 18 Aar skal der strax ved Indsættelsen gives en Times daglig Underviisning, indtil de have naaet 20 Aars Alderen.

Strafarbejdet skal fuldbyrdes efter det fremadskridende System gjennem nedenstaaende 3 Stadier: I. Forberedelsesstadiet, II. Tvangsstadiet. III. Overgangsstadiet. Hertil slutter sig efter Omstændighederne som et 4de Stadium en begrændset og betinget Benaadnings-Tilstand. Forøvrigt bliver til nærmere fastsatte Tider Fangens hele Forhold at bedømme, idet der for hans Opførsel og for hans Flid saavel ved Arbeidet som ved Underviisningen gives ham for hver især en af følgende 4 Characterer: særdeles god, god middelmaadig og slet, som regnes henholdsviis lige, med 3, 2, 1 og -3 Points.

Opholdet paa Forberedelsesstadiet er bestemt og varer 3 Maaneder. Ved Afleveringen til Straffeanstalten hensættes Fangen i en Modtagelsescelle, hvor han forbliver i 3 Dage. Under dette Ophold iføres han Fangedragten osv. Det overlades til Fangen selv, efterat han er bleven gjort bekjendt med Straffen, han skal undergaae, at bestemme, om han vil tilbringe den første Deel af Straffen paa en fælles Arbeidsstue eller i en Enkeltcelle. Vælger Fangen Fællesskab, afgives han til den herfor bestemte Arbeidsstue, hvor der stedse saavel i Arbeidstiden som i Hviletiden skal være en Opsynsbetjent tilstede, og hvor der ikke maa findes Nogetsomhelst udenfor der Reglementerede. I Arbeidstiden forbliver Fangen paa den ham anviste Plads, som han ikke uden Betjentens Tilladelse tør forlade. To Gange om Dagen, Morgen og Aften for og efter Arbeidstiden, opstilles Stuens Fanger til Mønstring, hvorefter Bønnen læses. Arbeidet skal bestaae i Værkplukning eller et andet lignende, let og simpelt Haandarbeide, og der foresættes ikke noget Pligtarbeide, men der tilstaaes heller ikke nogen Arbeidsfortjeneste; Kirkegangen er tvungen, og der meddeles ingen Underviisning. Foruden Psalmebogen og det Nye Testamente gives der fra Bogsamlingen kun gudelige Skrifter efter Præstens Anviisning. Under Gaardtouren skulle Fangerne gaae en efter en i Række, en Bestemmelse, som ogsaa skal følges, naar de føres til og fra Gaarden, Kirken og Sovecellerne. Til andre end de nævnte Steder maa Fangen ikke udtages af Afdelingen uden Inspecteurens udtrykkelige Tilladelse, hvorfor enhver Uddeling af Maden, Klædningsstykker, Arbeidsmateriale m. v. skal foretages paa selve Afdelingen.

Brud paa Disciplinen vil i ethvert Tilfælde kunne medføre, at Fangen hensættes i Enkeltcelle, hvor han efter Forseelsens Beskaffenhed vil kunne forblive den resterende Deel af den for Opholdet paa dette Stadium bestemte Tid. Vælger Fangen at være afsondret, og der ikke ifølge hans legemlige eller sjælelige Tilstand er Noget tilhinder derfor, hensættes han i en Enkeltcelle, hvor han forbliver Dag og Nat, og er forøvrigt de ovenfor givne Bestemmelser underkastet med de af hans Ophold i Enkeltcelle flydende Lempelser. En Fange, som paa dette Trin af Straffen indlægges paa Sygehuset, holdes der afsondret i en Sygecelle. Ved Slutningen af hver Maaned efter Fangens Indsættelse gives der ham 2 Charakterer, en for hans Opførsel overhovedet og en for hans Flid ved Arbeidet. Som ovenfor anført, er Opholdet bestemt til 3 Maaneder uafhængig af hans Forhold, hvorimod Charakteren herfor bestemmer, til hvilken Klasse af det næste Stadium han skal overgaae. Har han nemlig opnaaet 12 Points (gjennemsnitlig Charakteren "god"), gaaer han strax over til Tvangsstadiets 2den Klasse; i modsat Tilfælde maa han begynde med Tvangsstadiets nederste Klasse. For den Tid, en Fange har været Indlagt paa Sygehuset, gives der ham derimod kun een Charakteer, nemlig for hans Opførsel, og regnes i dette Tilfælde Charakteren til det dobbelte Antal Points. Paa dette Stadium er det saavel Inspecteurens som Præstens Pligt hyppig at tilsee Fangen, navnlig for tilfulde at gjøre ham bekjendt med Systemet og vise ham, hvorledes hans Skjæbne i Straffeanstalten er lagt i hans egen Haand.

Paa Tvangsstadiet er der atter 5 Klasser: 1ste, 2den, 3die, 4de og 5te. Fangerne i de forskjellige Klasser, der indbyrdes holdes afsondrede, skulle arbeide paa Arbeidsstuer for aflaasede Døre. For at oprykke i en højere Klasse skal Fangen have erhvervet et vist Antal Points, forskjelligt for de forskjellige Klasser, hvorhos der er bestemt en mindste Tid for Opholdet i hver Klasse, som Fangen ikke kan forkorte. Opnaaer Fangen imidlertid forinden denne mindste Tid flere Points end nødvendigt til Oprykningen, skal det overflyvende Antal føres ham tilgode for den næste Klasse. Er der ved flere Domme idømt en Fange Straffe, som skulle udstaaes umiddelbart efter hinanden, blive disse Straffe, hvis de ere idømte den Paagjældende før hans Indsættelse i Straffeanstalten og tilsammen ikke overstige 16 Aar, at sammenlægge. Hvis derimod den Paagjældende allerede har begyndt at udstaae den ene Straf paa den Tid, da en ny Straf paalægges ham, eller hvis de sammenlagte Straffe beløbe sig til mere end 16 Aar, eller hvis den Paagjældeude skal udstaae Strafarbejde paa Livstid, fastsættes det for hvert enkelt Tilfælde af Justitsministeriet, hvorvidt og efter hvilke nærmere Regler Oprykning i de forskjellige Stadier og Klasser kan finde Sted.

I de første 3 Klasser gives 2 Charakterer - een for Opførsel og een for Flid ved Arbeidet - og i 4de og 5te Klasse 3, nemlig yderligere een for Flid i Skolen. I Sygdomstilfælde gives der Fangen kun een Charakteer (nemlig for Opførsel), der ligesom i Forberedelsesklassen regnes til det dobbelte eller tredobbelte Antal Points, alt efter den Klasse, hvori han befinder sig. Fangen, der er syg, kan, naar han er i 4de Klasse, indlægges paa de fælles Sygestuer, hvorimod han, inden han naaer 4de Klasse, holdes isoleret ligesom i Forberedelsesklassen. Kirkegangen er tvungen, ligeledes Undervisningen, naar den gives. Underviisning gives ei før i 4de Klasse, medmindre Fangen, som alt sagt, er under 18 Aar. Der tilstedes Adgang til Bogsamlingen efter de i det Følgende nærmere givne Regler. Til Brevskrivning skal Inspecteurens særlige Tilladelse indhentes. For udviist slet Forhold skal Inspecteuren være bemyndiget til at nedsætte Fangen i en lavere Klasse, lige indtil den nederste, og fortaber Fangen ved en saadan Nedsættelse det erhvervede Overskud af Points. Nedsættes Fangen til en Klasse, lavere end den nærmest foregaaende, har Inspecteuren derhos at bestemme, om den Paagjældende skal gjennemgaae enhver af de mellemliggende Klasser, eller han kan flyttes tilbage umiddelbart ttl den Klasse, hvorfra han blev nedsat. En Fange, som saaledes straffes med Nedsættelse, kan ikke rykke op i en høiere Klasse, medmindre hun i een Maaned har opnaaet Charakteren "særdeles god" eller i to paa hinanden følgende Maaneder tilsammen Charakteren "god". Iøvrigt er der sat nærmere Bestemmelser for de enkelte Klasser.

For Overgangsstadiet bestemmes der: I Stedet for den paa de foregaaende Stadier baarne særegne Dragt, tillades det her Fangerne at bære en Dragt, der mere nærmer sig til den frie Arbejders. Fangerne skulle ikke arbeide inden Laas og Lukke, og der skal saavidt muligt anvises dem en Beskjæftigelse som den, hvorved de tilsigte i Fremtiden at fortjene deres Brød. Der skal tilstaaes dem en vis nærmere bestemt Deel i Fortjenesten, afpasset efter hvad der gives den frie Arbeider, og for Halvdelen heraf skulle de kunne ikke alene forøge deres Kost, men ogsaa - dog med Inspecteurens særlige Tilladelse - anskaffe nyttige Gjenstande, men det skal derhos være deres Pligt at føre Bog over deres Indtægter og Udgifter. Arbejdstiden er kun til Kl. 7 Aften. Tvungen Kirkegang skal ikke finde Sted. To Gange ugentlig skal der gives Underviisning, og Adgangen til Bogsamlingen er fri. I Sygdomstilfælde skulle de henlægges paa en særskilt for dette Stadium bestemt Sygestue. Der skal ikke gives Fangen særlig Charakteer for hans Forhold, men Bestyrelsen skal ligefuldt have sin Opmærksomhed henvendt paa, hvorledes han benytter den større Frihed, der er skjænket ham. Det skal saaledes nedskrives, naar han paadrager sig en Irettesættelse, og da tillige af hvilken Aarsag.

Hver tredie Maaned skal han i de ugentlige Forsamlinger af Anstaltens Functionairer gjøres til Gjenstand for særlig Omtale, ved hvilken Leilihed det skal tilføres Protocollen, hvad der har været bemærket om hans Forhold. Skulde han begaae en strafværdig Forseelse eller i det Hele laget give Anledning til Mistillid, skal han i ethvert Tilfælde føres tilbage paa Tvangsstadiet, hvilket paa de maanedlige Indberetninger tilmelde Ministeriet, og han kan ikke igjen rykke op til Overgangsstadiet uden Ministeriets særlige Tilladelse. Paa følgende Betingelser skal Bestyrelsen kunne gjøre Indstilling til Justitsminitseriet om for en Fange at udvirke den betingede og nærmere begrændsede Benaadning: a) naar Fangen har opholdt sig paa Overgangsstadiet i Overeensstemmelse med Reglerne i § 14; b) naar Bestyrelsen i bet Hele taget nærer Haab om, at den Paagjældende, efter hans hele Forhold at dømme, fremtidig vil føre et ustraffeligt Levnet; c) naar der er sikkret ham et redeligt Livserhverv eller en Stilling i Samfundet.

Angaaende den betingede Benaadning findes der i Anordningen følgende Bestemmelser: Naar Fangen betingelsesviis benaades efter den i § 15 omtalte Indstilling, løslades han af Straffeanstalten og afgives til Politimesteren paa det Sted, hvor der forud er sikkret ham et Erhverv. Ved Løsladelsen skal Bestyrelsen være bemyndiget til at lade ham tilflyde indtil 2/3 af hans oplagte Overarbeidsfortjeneste, og skal den give vedkommende Politimyndighed en skriftlig Meddelelse om de Klædningsstykker og øvrige Effecter, han ved Løsladelsen er i Besiddelse af, samt om hans Personalia, hans Signalement og om, hvorledes hans Forhold og Sundhedstilstand i Straffeanstalten har været. Derhos skal den Deel af Overarbeidsfortjenesten, der gives ham, tilsendes Politimesteren, der selv udbetaler Fangen det Hele eller saa Meget, han efter Omstændighederne finder hensigtsmæssigt. Bestyrelsen skal foreholde ham de Betingelser, hvorunder han er benaadet, og medgive ham et Fripas, som indeholder disse Betingelser, der ere følgende: at han fører et arbejdsomt, redeligt og ædrueligt Levnet; at han nøjagtig følger de Paalæg, som Politiet maatte foreskrive ham, og at han i modsat Tilfælde uden nogen videre Dom atter vil blive indsat i Straffeanstalten for der at udstaae den resterende Deel af den domsbestemte Straffetid. Den fuldstændige Frihed indtræder altsaa ikke, forinden den domsbestemte Straffetid er udløben, eller for Livsfangers Vedkommende en endelig Benaadning er erhvervet. Indtil da er den betingelsesviis Løsladte ikke unddraget Straffeanstaltens, om end fjernere, Tilsyn og udgaaer derfor heller ikke af Stamlisterne, hvori de Meddelelser indføres, som vedkommende Politimyndighed ordentligviis hver tredie Maaned vil have at give Anstaltens Bestyrelse. Hvis han med Politiets Tilladelse fraflytter Jurisdictionen, skal dette strax tilmeldes Bestyrelsen. 

Den betingelsesviis Løsladte har ikke nogetsomhelst Krav paa Underhold fra Straffeanstalten, men maa selv i enhver Retning sørge derfor. Paa den anden Side er han heller ikke mere underkastet de for Straffeanstalten gjældende Bestemmelser, men kun de almindelige borgerlige Love og de for den betingede Benaadning stillede Betingelser. Overtræder han de særlige Paalæg, som maatte gives ham af den Politimester, under hvis Tilsyn han er stillet, eller er hans Forhold overhovedet saaledes, at han ikke opfylder den første af de i ovennævnte Fripas givne Bestemmelser, om at føre et arbejdsomt, redeligt og ædrueligt Levnet, vil Politiet derom have at sætte Bestyrelsen i Kundskab, og han vil da efter dennes Indstilling til Ministeriet og efter dettes Resolution kunne føres tilbage til Straffeanstalten for der at afsone Resten af den Straffetid, som betingelsesviis var eftergivet ham. Begaaer han strafbare Handlinger, skal han, naar Straffen herfor ikke naaer op til Strafarbejde, først afsone denne Straf og umiddelbart derefter afgives til Straffeanstalten, hvorimod han, hvis Straffen er Strafarbejde, først skal afsone Resten af den første Dom, forinden han overgaaer til den nye Straf. Naar den fuldstændige Frihed indtræder, skal den tilbageholdte Deel af Overarbeidsfortjenesten Indbetales, og hvis den Paagjældeude forinden afgaaer ved Døden, afgives den til vedkommende Skifteret til Indtægt for hans Bo.

Under Forsæde af Inspecteuren skal der ugentlig afholdes en Forsamling, bestaaende foruden af ham af Præsten, Lægen, Assistenten, Læreren (Inspectricen og Lærerinden for de kvindelige Straffefangers Vedkommende), Bogholderen, Forvalteren og Overbetjenten, (Overopsynskonen). Forhandlingerne, der føres til Protocol, skulle tjene til at fremme Kjendskabet til hver enkelt Fange lige fra hans Indtrædelse i Straffeanstalten til hans Løsladelse, hvorfor ethvert af Forsamlingens Medlemmer er pligtig til at yde, hvad der kan bidrage hertil. Skulde Nogen have Oplysninger at meddele af særlig Vigtighed, er det en Selvfølge, at han strax melder det til Inspecteuren. Characteren for Fliden ved Arbeidet og i Skolen bestemmes henholdsvis af Bogholderen efter Samraad med de vedkommende Mestre og af Præsten efter samraad med Læreren (Lærerinden). Charakteren for Fangens Opførsel i det Hele taget gives af Inspecteuren efter Samraad med alle Forsamlingens Medlemmer. I Tilfælde af Stemmelighed gjør Inspecteurens Stemme Udslaget. Ethvert Medlem kan fordre sin afvigende Mening tilført Protocollen, der bliver at forelægge den, der paa Ministeriets Vegne efterseer Straffeanstalten. Inspecteuren er pligtig til at føre en Protocol, hvori enhver Fange har sit Folium, og hvori han indfører Alt, hvad der vedkommer Fangen, saa at man deraf altid kan faae et fuldstændigt Billede af Fangens hele Liv i Straffeanstalten. 

De til Tugthuusarbeide dømte Mandsfanger afgives til Viborg Straffeanstalt, hvorfra de, naar de have afsonet 2den Klasse paa Tvangsstadiet, afgives til Horsens Straffeanstalt. Dog undtages herfra Fanger, som kun ere dømte til 2 og 3 Aars Arbeide, der afsone hele Straffetiden i Viborg.

Anordningens andet Hovedafsnit omhandler Forbedringshuusstraf i Fællesskab. For de Forbedringshuusfangers Vedkommende, som efter Justitsministeriets Bestemmelse skulle udstaae Straffen enten for det Hele eller for en Deel ved Arbeide paa Fællesstuer, gjælde de det Foregaaende omtalte Regler, dog med forskjellige Lempelser og yderligere Bestemmelser, hvorefter navnlig Tiden for det mindste Ophold i Klasserne bliver at forkorte. Fanger, som endnu ikke have fyldt det 40de Aar, og som ikke tidligere have udstaaet Strafarbeide, skal der strax ved Indsættelsen meddeles Underviisning i Lighed med de unge Straffefanger under 18 Aar. Dog skal det ikke formenes Fanger over det 40de Aar at deeltage i Underviisningen, naar de selv ønske det, og saalænge de ikke vise Ulyst dertil. Forbedringshuusarbeide i Fællesskab afsones for Mandsfangernes Vedkommende udelukkende enten i Vridsløselille eller i Viborg Straffeanstalter, alt efter Justitsministeriets nærmere Bestemmelse. De til Viborg Straffeanstalt afgivne Forbedringshuusfanger blive strax efter Modtagelsen at undergive en nøjagtig Undersøgelse af Anstaltens Inspecteur og Læge til Afgjørelse af, hvorvidt den Paagjældende uden Ulempe kan underkastes Cellestraf. Sagen forelægges derefter Justitsministeriet, og indtil dettes Resolution afgives, forbliver den Paagjældende i Celle, medmindre Fængslets Inspecteur efter Udfaldet af den anstillede Undersøgelse finder det uundgaactig fornødent strax at afgive den Paagjældende til Fællesarbeide.

Justitsministeren er bemyndiget til at indrømme saadanne Lempelser i Anordningens Bestemmelser, som efter særlige Forhold og Omstændigheder maatte ansees for ønskelige, og som ikke ere i Strid med dens Grundsætninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. februar 1873. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Vor Stilling til Arbeidersagen. (Efterskrift til Politivennen)

have vi, som ærede Læsere vide, jevnlig havt Anledning til at fremdrage og værge mod Misforstaaelser eller ligefrem vrangvillige og hadefulde Angreb. Da det imidlertid forekommer os, at Stormen fra de sidstnævnte Modstanderes Side er ved at lægge sig noget, have vi nu saa meget mere Udsigt til engang for alle at kunne saa hine Misforstaaelser helt fjernede. Det er nogle Ord i denne Retning vi her ville udtale eller rettere gjentage, ti Grundbetragtningen er selvfølgelig for vort Vedkommende nu den samme som tidligere. Formentlig ere nu de allerfleste fornuftige Mennesker komne helt bort fra den taabelige Forestilling, som ved Arbeiderrørets Begyndelse gjorde sig gjældende, eller som da søgtes gjort gjældende om, at bemeldte Røre i Grunden var en kunstig Frugt af enkelte Agitatorers kunstige Bestræbelser, og at det ialfald ikke vilde vinde Fodfæste, naar blot Offentligheden udenfor hin snevrere Kreds, hvor Bevægelsen syntes at have sit Arnested herhjemme, gjorde hvad der stod i dens Magt for at kvæle denne. Vi, som havde et helt andet Syn paa Sagen, og som overhovedet ikke betragte politiske og sociale Forhold som tilfældige og vilkaarlige Tilsyneladelser, bleve naturligvis af vore i saa Henseende altid redebonne Modstandere særligt udpegede som de, der modarbejdede bemeldte Kvælningsplan. Ja man var end ikke langt fra at antyde, at hele den saakaldte "Socialisme" vilde være gaaet i sin Mo'er igjen, om ikke "Aarhus Amtstidende" havde stillet sig, som den gjorde. Hvorledes var da i Virkeligheden denne vor Stilling? Mon ikke den, at vi, gaaende ud fra en Erkjendelse af, at Arbejdernes Opvækkelsestid var kommen - uanset om man glædede sig over eller frygtede en saadan Kjendsgjerning, - og tillige vidende, at Opvækkelsen baade har Farer og Velsignelse i sit Skjød, ærligt medvirkede til, at den Sands for det Lovlige, det Besindige og det Hjemlige, som er et fælles Særkjende for vore Landsmand, kunde vinde Overhaand og trykke sit Stempel paa den danske Arbeiderbevægelse. Det er vor Overbevisning, og vil mere og mere blive alle Andres med, at en saadan Bestræbelse var en fortjenstfuld Gjerning, ja en for en rolig Samfundsudvikling nødvendig Modgift mod al den Haan, Spot og Ondskab, der fra anden Side i altfor rigeligt Maal mødte Arbejderen paa et Tidspunkt, da hans Sind var allermest modtageligt for allehaande Indtryk; et Tidspunkt, da Spørgsmaalet forelaa, om vi skulde have en fransk eller en dansk Socialisme indpodet paa vort Samfund. Men hvor meget vi end vare overbeviste om, at vi i Henseende til Arbeiderbevægelsen stode og staa overfor en verdenshistorisk Kjendsgjerning, hvis Vei gjennem Landene ikke vil kunne spærres ved nogetsomhelst kunstigt Forebyggelsesmiddel, skulle vi dog paa den anden Side hellere end gjerne indrømme, at vort Forhold til Sagen ikke blot har beroet paa den kolde Erkjendelse af en overmægtig Kjendsgjerning, men paa en hjertelig Medfølelse med vedkommende Landsmand, og en alvorlig Følelse af hvad man skylder sig selv, naar man vil bære Demokratnavnet med Ære. Under alt dette mene vi, at have ført det politiske Parties Sag, til hvilket vi høre, paa en Maade, som vi kunne være bekjendte. Den Stilling, Venstrepartierne opnaaede paa Rigsdagen gjennem det sidste Valg, turde i saa Henseende være os et Vidnesbyrd, idet vistnok Faa ville nægte, at de danske Arbejderes Tillid og Tilslutning har bidraget Sit til det Resultat, som opnaaedes. Men vi fly heller ikke ved nærværende Leilighed atter at udtale som vor inderste Overbevisning, at saavel Folkepartiets som Fædrelandets Skæbne i en ikke uvæsentlig Grad vil være betinget af, at hin Tillid og Enighed mellem hele det menige danske Folk yderligere bevares og befæstes. Skulde den svigte, vil det danske Demokrati i den Form, hvori dette historisk har udviklet sig paa Junilovens Grundlag, være lammet for lange Tider; og den Tid vil neppe saasnart vende tilbage, da der beiles til den danske Bonde fraoven og kastes bønfaldende Blikke til ham franeden. Nu, just nu, skal han staa sin Prøve. Dette Forhold have vi før søgt at udtrykke ved et Billede, hvis Sandhed vi ret vilde ønske maatte prente sig dybt i alle vore Læseres Hjerte. Prøven, paa hvilken den danske Bonde er sat, bestaar deri, at han nu skal vise, om han er en værdig Arvetager efter Kong Frederik den Folkekjære, idet han godtgjør, at han ligesom denne sin Velgjører agter paa Tidernes Tegn, saa han viser sig stærk mod hin reaktionære Smiger, og medfølende med hine bønfaldende Blikke. For ikke en Menneskealder siden var den danske Bondes Stilling saa forkuet og fortrykt som Nogens, og det er heller ikke saa længe siden en dansk Statsstyrer erklærede, at Bondens Baand ikke kunde løses uden at hele Staten rokkede i sine Grundvolde. Nu have de politiske Partier, til hvilke Bonden nærmest har sluttet sig, den lovlige Adkomst til selv at indtage en styrende Plads, og nu ere Bondens Baand løste, ikke alene uden at Statens Grundvold derved er bleven rokket, men løste under almindelig Erkjendelse af, at dette var en Betingelse for Samfundets Bestaaen og Udvikling til Lykke og Velvære. Man maatte være aldeles blind for aandelige Love, om man kunde tro, at et Parti, der har sin Rod i en saadan Fortid, kunde optræde paa en afvisende og udeltagende Maade overfor en Bevægelse, som omfatter alle Samfundets lavere Lag. Straffen vilde snart følge, og den vilde blive fuldbyrdet langt hurtigere end den forholdsvis korte Tid. i hvilken en trofast og god Benyttelse af Frederik den Syvendes Gave har hævet Bonden til det, han nu er. Eller mener Nogen, at den hurtig erhvervede og vel neppe endnu tilstrækkelig befæstede Stilling ikke lige saa hurtig kan tabes. Lad os itide tage en advarende Lære af Embedspartiet. Det er kun faa Aar siden, at dette Parti omtrent spillede eneraadig i vort offentlige Liv, og da det nød Folkets Tillid og Agtelse i fuldeste Maal. Hvorledes har dette ikke forandret sig! Tro os, kjære Læsere og Venner, især I, som regne Eder til den jydske Bondestand, den Tale vi have ført og fremdeles ville føre i Henseende til Arbeidersagen, er visselig den, I og vi kunne være bekjendte, og som mere og mere, det haabe vi, skal blive erkjendt for at have været det rette Ord i den rette Tid.

(Aarhus Amtstidende 12. februar 1873).

Tiltale for Mishandling af sin Hustru eller i alt Fald Vold. (Efterskrift til Politivennen).

Tiltalte N. L. og Hustru, der vare blevne ægteviede i Aaret 1861, havde under deres Ægteskab ført et ufredeligt Samliv, hvortil de gjensidigen havde beskyldt hinanden for at have givet Anledning. Efterat bemeldte Ægtefolk flere Gange havde hævet deres Samliv, men atter vare flyttede sammen, og Tiltalte engang i 1865 havde pryglet sin Hustru med en Stok, hvorom der blev indledet en criminel Undersøgelse, som dog efter Konens Begjæring blev hævet, blev Manden, Tiltalte L., i sidstafvigte Eftersommer indlagt som Patient for Beenskade i Frederiks Hospital. Under dette Ophold paa bemeldte Hospital indfandt hans Hustru sig nogle Gange paa den Sygestue, hvor han laa, under hvilke Besøg hun ofte skal have udskjældt ham. Da hun en Dag i sidstafvigte September Maaned atter indfandt sig paa Hospitalet for at faae at vide, naar Manden kunde ventes udskreven, og hun ved denne Leilighed stod i Samtale paa Gangen med et Par andre Fruentimmer, kom Tiltalte, der ikke dengang forinden havde talt med hende, forbi hende med en Stok i Haanden, og da hun, idet han passerede forbi hende, brugte en fornærmelig Yttring og Uqvemsord imod ham, hvorunder hun sigtede ham for Hæleri, slog han hende efter sin egen Forklaring af Hidsighed og uden at have til Hensigt at ramme hende i Hovedet, med Stokken saaledes i dette, at der herved blev bibragt hende et Saar i Issen af 1 Tommes Længde, der var trængt igjennem Huden ind til Benet dog uden at beskadige dette. Efterat Tiltaltes Hustru var bleven forbunden paa Hospitalet, gik hun til sit Hjem, i hvilket Tiltalte den paafølgende Dag indfandt sig uden nogen egentlig Anledning og kom atter i Skjænderi med hende, ved hvilken Leilighed hun af Frygt for at faae Prygl af Manden, hvormed denne vil have truet hende, maatte krybe ind i et Rum under Taget, hvilket foranledigede, at Forbindingen af hendes Saar gik løs; og angav hun dette som aarsag til at hendes Tilstand forværredes, og at hun senere maatte indlægges paa Frederiks Hospital, hvorfra hun dog efter kort Tids Forløb blev udskreven som fuldstændig helbredet. For det anførte Forhold blev Tiltalte af Criminal- og Politiretten efter Straffelovens 203 idømt 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. februar 1873).