Kjøbenhavn i forrige Uge. (Efterskrift til Politivennen)

Det er en bekjendt Sag, at vi Dødelige ere vanskelige at gjøre til Pas. I gamle Dage fandt man sig med Taalmodighed i at sidde en 2-3 Dage og skumples i en umagelig Diligence for at kjøre et Stykke Vej, som man nu kan tilendebringe i lige saa mange Timer, siddende i en bekvem og komfortabel indrettet Kupé, og dog klager man over den uendelige Langsomhed, naar man tilfældigvis er kommen med et Godstog og bruger 12 i Stedet for 16 Minuter til en Mil. - Lige saa utilfredse ere vi lige over for Vejret. I forrige Uge sukkede vi efter Sommerens velsignede Varme og beklagede os lydelig over den mer end vinterlige Kulde. Næppe indfandt Varmen sig, før man gaar over til den modsatte Yderlighed: puster og stønner af Hede og lister sig som blege Skygger langs Husene for at skjærmes saa meget som mulig mod Solens brændende Straaler. Alle, der paa nogen mulig Maade have Raad til at holde Sommerlejlighed - om det saa kun bestaar i et komfortabel indrettet Tørvehus hos en lille Fiskerfamilie i Skovshoved - flytte ud paa Landet: og dem, der ere lænkede til Hovedstaden, enten ved Forretningernes Baand eller under "Trykket af pekuniære Forpligtelser", som Mr. Micawber saa smukt udtrykker sig, maa nøjes med smaa Udflugter i nærmeste Omegn eller ty til det vaade Element: at gaa i Bandet. Nu begynde ogsaa ret Badeanstalterne at florere, skjønt Gud skal vide, det er en meget betinget Forfriskelse at gaa i Vandet her i Kjøbenhavn. Det bedste Vand er saa langt borte. Badeanstalten hedder "Lynetten" og ligger Pokker i Vold ude i Kongedybet. Man ror, sejler eller damper derud, og naar man saa paa Hjemfarten har været udsat for Solens brændende Straaler, er man lige saa gjennembagt, som man var før Badet. Det Samme er Tilfældet, naar man frekventerer Badene paa Kastelsvejen ude ved Langelinie (Bechs og Engelbrechts Badehuse) kun med den Forskjel, at Vandet paa disse Steder har en liflig aromatisk Tilsætning af Spildevandet fra Kloakerne, der føre fra Nørre- og Østerbro. Ikke bedre er man stillet paa "Venedig" ude i Kallebodstrand bag den kongelige Skydebane; dog er der den Forandring, at da Spildevandet der kommer fra Gasværket, overtrækker det den Badende med en i sanitær Henseende ypperlig Fernis af Kultjære kort sagt, det eneste Sted, hvor man maaske skulde kunne bade sig i Vand, der er uberørt af fremmede Ingredienser, er den saakaldte "Ryssenstens Badeanstalt" mellem Langebro og Estakaderne; men for ogsaa at berøve Københavnerne denne renlige Fornøjelse, have Avtoriteterne i denne Tid med sædvanlig Visdom og Indsigt anbragt tvende Dampmuddermaskiner, der plumre Vandet paa det Forfærdeligste og forpeste Luften i afgjort mefitisk Retning. Det kan endda gaa for de bedre stillede Klasser, der kunne gaa et andet Sted hen og "vaske sig"; men værre er det for de Fattige, for hvem Renlighed er deres eneste Luksus. De have nemlig deres Badeanstalt ude ved Estakaderne paa Kigkurven eller, som det hedder i den kjøbenhavnske Jargon, Kykkenkoret, og de komme da navnlig til at lide under denne Ulempe, eftersom de udelukkende ere henviste til dette Sted.

Uagtet Sommeren ikke var begyndt i Søndags, 1ste Pintsedag, var der dog, som hvert Aar paa denne Dag, storartet Udvandring til Frederiksberg, navnlig dog af Middel- og Underklasserne - Pigerne gik ikke i Seng Lørdag Nat; de skulde jo være paa Frederiksberg Kl. 4½ i det Seneste, og hvorfor? Ja efter Sagnet for at se Solen udføre en Pas de seiil, da 1ste Pintsedags Morgen jo skal være den eneste Dag om Aaret, at den tillader sig denne koreografiske Udskejelse; men de Færreste vente sig nok nogen egenlig Nydelse af denne Soldands, og desuden var det Bygevejr i Aar, Gardinerne vare trukne for, saa Dandseren viste sig slet ikke. Nej. Turen er nok mere beregnet paa at vise sig i de ny Sommertoilettet, møde Kiæresten, spadsere med ham og nyde en let Forfriskning hos Josty eller i Pilealeen - alle Beværtningsstederne derude havde meget travlt. Om Formiddagen allerede var "Alt udsolgt" baade af tørre og vaade Varer, og i en løftet Stemning gik nu Vejen til de respektive Konditioner for at sætte den hjemlige Kjødgryde over Ilden til Middagsmaden.

Nej, saa var det et anderledes Sommervejr 2den Pintsedag; det var en ordenlig Benefice for Sporvejsselskaber, Vognmænd, store nordiske Dampskibsselskaber og hvad alle de Selskaber hedde, der tage sig af deres Medmenneskers Befordring. Karavanerne gik mod Nord til Skoven aldeles overfyldte - 24 Ekstratog maatte der i Gang foruden de ordinære 18, og de gamle Kaffemøller, som Kapervognene med et teknisk Navn benævnes, toge Hævn for gamle Krænkelser og satte pæn lille Skrue i Gang, da der ikke var mere Plads paa Jernbanens Vogne - der kostede det kun 12 sk. til Klampenborg; Kaperkudskene benyttede sig af de heldige Tidskonjunkturer og toge 3 Mk., og da Folk skulde hjem om Aftenen, og den røde Lygte var hængt ud paa Banegaarden i Klampenborg, steg Fordringerne endogsaa til 8 blege Markstykker. Opbragte over denne ublu Fordring, travede mangen Familiefader af med hele Besætningen for med modigt Sind at naa til Staden; men de Smaa bleve trætte, Mutter skjændte, og var man endelig naaet til Charlottenlund, saa blev Enden paa det, at Fatter alligevel maatte op med Portemoniksen, og Prisen var den Samme, saa Fatter havde, foruden sin Ærgrelse, kun haft den Privatfornøjelse under Graad og Tænders Gnidsel at trave et langt Stykke Vej og faa dog ikke saa sin Krig frem. - Nej, saa var man da mere sikret ud ad Vesterkanten; der er dog Takster; man ved, hvad det koster at kjøre; har man saa ikke Raad dertil, kan man lade være, Vejen er ikke saa lang, og Nydelserne ere endogsaa mere intensiv tilstede baade for dem. der holde af Larm og Musik, og dem, der holde af at fordybe sig i Naturens Skjød.

Jeg vil just ikke paastaa, at en 2den Pintsedag paa Frederiksberg yder den allerbedste Lejlighed til en Fordyben i den fredelige, tavse Natur, desformedelst der er fuldt af Børn, Lirekasser og, hvad det er det Værste, Sangforeninger, der i kunstnerisk Henseende just ikke staa paa det allerøverste Trin af harmonisk Udvikling.

I Torsdags havde vi igjen Festdag; det var Grundlovens 24aarige Fødselsdag. Det blev altsaa ikke til Noget med at holde den ved Frederik den Syvendes Rytterstatue, eftersom den, med sædvanlig Komiteilterhed, naturligvis ikke blev færdig. Kl. 6-7 vaagnede man af sin søde Søvn ved Koralmelodier, der blæstes fra Stadens Kirker. Det gjorde et smukt og højtideligt Indtryk i den stille Morgenstund. Kl. henad 9 trak forskjellige Musikkorps, anførte af en Ceremonimester og tvende Fanebærere og eskorterede af en Mængde Mennesker, gjennem Byens Gader, blæsende Fædrelandssange, Dandsemelodier og andre kvikke Sager - det vedblev af og til hele Dagen. Kl. 4 samlede de sig alle foran Raadhuset paa GI. Torv og musicerede en Time; derefter trak de i Procession ud til Frederiksberg Have, hvor de forbleve til Kl. 10. Der afbrændtes et Fyrværkeri paa Østerfælled, da Slotsgartner Rothe paa det Bestemteste satte sig imod, at det maatte futtes af i Frederiksberg Have, som det er sket de andre Aar. Hele Byen var festlig smykket med vajende Danebrogsflag, navnlig i Hovedgaderne og fra offenlige Bygninger. Se, det var nu den Maade, Magistraten fejrede Grundlovens Fødselsdag paa. - De forskjellige Lav og Foreninger havde som sædvanlig slaaet sig sammen og mødte paa en af Plænerne ved Erimitagen; de marcherede derefter i Procession til Plænen Øst for denne, hvor der var rejst en med Grønt og Danebrogsflag smykket Talerstol. Det gik Altsammen meget loyalt og fredeligt af. Der blev talt for Kongen, for Fædrelandet og for Grundloven. Kongen var indbudt, men kom ikke - kort sagt - Alt gik som de foregaaende Aar. - Socialisterne havde arrangeret sig en lille privat Grundlovsfest ved den slesvigske Sten i Dyrehaven; men det fæle Politi og de stemme Storborgere kunde ikke lade dem i Fred; de havde faaet anskaffet sig en dejlig blodrød Fane, hvori der med Hvidt var broderet: Frihed. Lighed og Broderskab; men - de Eksekutive intervenerede. Det blev rekvireret Husarer fra Jægersborg, og "Borger" Johnsen maatte overlevere det dyrebare Banner, dog ikke direkte i Politiets urene Hænder - en velvillig Storborger agerede nok, ialfald foreløbig Modtager. Hvad der senere blev af Banneret, vides ikke.

O. T.

(Jyllandsposten 8. juni 1873).

Parti af Klampenborg Vandcuuranstalt. Illustreret Tidende 564, 1870.

Frøken Elisa Falkenskjold (1793-1872). (Efterskrift til Politivennen)

 Se også indslaget om Kjøbenhavns Tjenestepigehjem andetsted på denne blog.

Frøken Falkenskjold.

Frøken Elisabeth Falkenskjold, som døde i slutningen af forrige Aar, var kjendt og elsket i en viid Kreds, som den, der paa mange Maader havde understøttet en Mængde Trængende. Frøken Falkenskjold var født 1794 paa Sæbygaard, som hendes Fader, Oberst Falkenskjold, eiede, og her tilbragte hun sin Barndom; hendes Fader, der var en begavet og meget energisk Mand, skal have havt megen Indflydelse poa Datterens Udvikling. Han er død for over et halvt Aarhundrede siden, men lige til sin Død bevarede Frøken Falkenskjold levende Mindet om ham og fulgte altid trolig den Formaning, hun saa ofte omtalte, at han havde givet hende: "Lad alle dine Handlinger vare aabenlyse, saa at dit Liv bliver som en aaben Bog."

Da Oberst Falkenskjold solgte Sæbygaard, flyttede han med sin Familie til Sophienberg ved Hørsholm, hvor han døde. Paa den Tid var Frøken Falkenskjold 25 Aar gammel; kort efter sin Faders Død flyttede hun med sin Moder til Kjøbenhavn, hvor hun, med Undtagelse af nogle Aars Ophold i Helsingør, bestandig siden, paa korte Undtagelser nær, opholdt sig.

Familien Falkenskjolds oprindelige Navn skal have været Dyssel; under Frederik den Fjerde bleve to Brødre Dyssel adlede til Belønning for et for Landet farefuldt Øieblik, og rigtige Syn paa Forholdene at have beviist Landet en stor Tjeneste: de bleve kaldte Falkenskjold, som Hentydning til, at de vare i Besiddelse af et Falkeblik og ved deres Mod være blvne et Skjold for Landet.

Frøken Falkenskjold var blandt dem som oprettede Kjøbenhavns Tjenestepigehjem, en Stiftelse, som hun havde stor Interesse for; i 3 Aar var hun dens Bestyrerinde med Opoffrelse af hele sin sædvanlige Leveviis, og hendes Virksomhed i denne Stilling var til stor Velsignelse. Med et Sind, der i Kjærlighed var vendt mod Alle, stedse beredt til at bringe Offre, med en fast Villie og en høi Grad af Skarpsindighed, foirenet med en sjelden praktisk Dygtighed, var hun vel skikket til at være en Trøst og Hjælp for dem, som søgte en Tilflugt i Pigehjemmet. Det er imidlertid ei alene de Mange, som have tjendt hende her, der ville mindes hende med Taknemmelighed, men mange Andre, for hvem hun har ræret en trofast Støtte. Hun svigtede ikke paa Modgangens Dag, men var i Sandhed nærværende med sin Gjerning og sit Ord. Hvilke Offre var hun ikke istand til at bringe! hun, som aldrig tænkte paa at skaane sig selv, og hvor velgjørende kunde ikke hendes kjærlige, veltalende Ord virke paa det nedbøjede Sind! I den glade Stund kunde sikkert Ingen glade sig mere levende med de Glade end hun, og hun forstod i en mærkelig Grad den Unges Glæde og Sorg saavelsom den Gamles. Hun havde gjennem et langt Liv bevaret Ungdommens Livskraft og Fylde, saa at man i hendes høie Alderdom med Sandhed kunde sige, at hun med en Modenhed til al afslutte sit Liv som Faa, forbandt tilstrækkelig Kraft til at begynde Livet paany. - Ligesaa kjærlig, som hun kunde være, ligesaa streng kunde hun ogsaa være, med lige saa stor Iver, som hun stred for det Gode, stred hun mod det Daarlige og Slette, som hun traf paa, hvilket Alumnerne i Pigehjemmet ofte have maattet føle. Hendes Ord kunde ofte være som et skarpt Sværd, og det ramte, hvad det vilde ramme, thi hendes Skarpsindighed lod hende altid finde det rette Sted og det træffende Ord, og der var i saadanne Øieblikke en Myndighed i hendes Blik og i hendes Skikkelse, som kun den er i Besiddelse af, der ei alene har Evnen til at bruge Ordet, men ogsaa "Gjerningens tause, men sanddru Veltalenhed." Hun havde kun eet Maal, hun vilde det Gode i Sandhed; kun derefter stræbte hun og der var i denne hendes Stræben ingen egenkjærlig Tanke om Gjemjæld eller Higen efter Medborgeres gode Omdømme; hun søgte ligesaa lidt deres Roes som hun frygtede deres Dadel. Naar hun havde besluttet sig til en eller anden Kjærligheds Gjerning, som hendes Venner frygtede for vilde gaae over hendes Kræfter og derfor søgte at overtale hende til at opgive, saaledes som Tilfældet var, da hun besluttede sig til at overtoge Bestyrelsen af Pigehjemmet, yttrede hun gjerne: "Jo, jeg vil det, for ellers bliver Gud vred paa mig," og saa vidste man, at hun havde taget en Beslutning, som hun i Sandhed vilde holde fadt ved, hvad Møie og Besvær det end skuld koste hende. Og havde hun heldigt sat Et eller Andet igjennem, glemte hun aldrig at give Gud Æren, afvisende al Anerkjendelse med de Ord: "det er Gud, der har føiet det saaledes." En levende Tro fulgte hende gjennem hele Livet; i Enfold modtog hun Ordet og gjorde derefter. Med en fast Forvisning om, at alle Livets Tilstillelser komme fra et tjenligt Forsyn, som leder Alt til det Bedste, tog hun ogsaa Lidelse og Sorg med kjærlig Hengivenhed i Guds Villie. Som hun havde været t Livet, saaledes var hun paa sit Dødsleie. Da hun følte Døden nærme sig, yttrede hun: "Er det Guds Villie, at jeg nu skat døe, saa døer jeg gjerne; men er det hans Villie, at jeg skal leve længere endnu, saa vil jeg ogsaa gjerne leve." Da Dødskampen allerede var begyndt og hun vidste, at det var den sidste Strid, hun stred, var hun endnu kjærligt betænkt paa, at der efter hendes Død maatte blive draget Omsorg for de Trængende, hun havde ydet Hjælp, og at de forskjellige Gjældsbeviser, hun havde ihænde, maatte blive tilintetgjorte. I Tro paa Gud, i Kjærlighed til ham og sine Medmennesker, i Haab om en evig Salighed forlod denne rige Sjæl roligt dette Liv.

Hendes Skjæbne havde ei ført hende ind i flere Forhold, hvor hendes ualmindelige Begavelse havde kunnet vise sig paa en for Verden iøinefaldende Maade; men Alle, der have kjendt hende, ville have modtaget det Indtryk, at denne selvstændige Personlighed netop ved vanskelige Afgjørelser vilde have været paa sin Plads. Hendes Navn vil ikke findes i Historien, men hun, der offrede sit hele Liv for Andre, vil dog ikke blive glemt, og Pigehjemmct, som hun helligede en saa stor Deel af sine Kræfter, vil sikkert i Ord og Gjerning blive støttet af dem, der bevare Mindet om Frøken Falkenskjold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. marts 1873).

Elisabeth (Elisa) Birgitte Falkenskjold (23. februar 1793 - 24. november 1872). Hun blev begravet på Hørsholm kirkegård hvor også forældrene lå begravet.

Barnefødsel i Dølgsmaal og Mord. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødsel i Dølgsmaal og Mord. Sorø, den 4de Januar (B. Av.) En Gaardmandsfamilie her i Jurisdiktionen, bestaaende af Mand, Kone, Datter og Svigermoder, hensidder for Tiden i den herværende Arrest, Datteren som mistænkt for Fødsel  i Dølgsmaal og Barnemord, og de Øvrige for Meddeelagtighed i disse Forbrydelser. Foranlediget ved de Rygter, som gik i Egnen i den sidste Tid, satte Politiet sig i Bevægelse, og da der ved den foreløbige Undersøgelse fremkom begrundet Mistanke, bleve alle de nævnte Personer i Torsdags anholdte omtrent samtidig, hvilket skete paa de forskjellige Steder, hvor de i Øieblikket opholdt sig, og videre Undersøgelse strax anstillet. Det lykkedes ogsaa samme Dag at bringe tilstede Liget af et nyfødt Barn, der blev fundet nedgravet nogle Tommer under Steengulvet i Gaardens Mælkekjælder i en temmelig opløst Tilstand, og Gårdmandsdatteren skal igaar have tilstaaet i Retten, at hun i Slutningen af November Maaned f. A. har født dette Barn og har ombragt det strax efter Fødselen, dog efter et før Fødselen fattet Forsæt.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 7. januar 1873).

Om der er tale om samme sag eller ej:

Barnefødsel i Dølgsmaal og Fostermord. Ved Sorø Birks Extraret er der, ifølge "Sorø Avis", den 3die dS. afsagt Dom i en tidligere omtalt Sag, hvorunder en Gaardmandskone i Fjenneslev tiltaltes for Drab, hendes Datter for Fostermord eller Forsøg derpaa i Forbindelse med Fødsel i Dølgsmaal, og en Tjenestekarl for Utugt mod et Pigebarn samt Anvendelse af Trusler for at forskaffe sig Adgang til Utugt. Det er under Sagen oplyst, at da Datteren i afvigte November Maaned havde født et fuldbaaret Pigebarn, lagde hun strax dette i et til Sand bestemt Rum og dækkede lidt Sand over det. Moderen kom lidt senere ud og hørte Barnet græde under Sandet, og da i det Samme en Huusmand kom gaaende, dækkede hun, for at skjule Gjerningen, mere Sand over det, hvorved Barnet blev kvalt, og en halv Time efter bar hun Barnet op paa Loftet og skjulte det i en der staaende Kiste. Det er altsaa Moderen og ikke Datteren, der har dræbt Barnet, men af Datterens Forklaring fremgaaer det, at dette ogsaa vilde være omkommet ved den af hende brugte Fremgangsmaade, og at hun forud havde fattet det Forsæt at dræbe Fosteret, hvis dette blev født levende. Hvad Tjenestekarlen angaaer er det oplyst, at han stadig har staaet i utugtig Forbindelse med Datteren lige siden hun var 7 Aar gammel (hun er nu 19), og at han tildeels har brugt Trusler for at vedligeholde denne Forbindelse. Ved Dommen blev Moderen anseet med Tugthuusarbeide i 8 Aar, Datteren og Karlen med Forbedringshuusarbeide hver i 4 Aar.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 21. april 1873).

Fastelavn. (Efterskrift til Politivennen)

Fastelavnsmandag er nu forbi med sine overgivne forlystelser - skrives der til os fra København. Maskeradedragterne er hængt til side og den brogede vrimmel af historiske og fantastiske skikkelser atter forvandlet til københavnere. Når undtages forlystelserne i Valby hvor endnu stadigvæk halsen trækkes af gasen og katten slås af tønden, forsvinder mere og mere de gamle fastelavnsskikke. Således kastes der nu ikke længere skillinger og boller i grams fra Børstrappen til de nedenunder forsamlede drenge, og fastelavnsnarrene bliver sjældnere og sjældnere på gaden…

(Jyllandsposten skrev 2. marts 1873. Uddrag)

Fødsel og Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Efter at det var kommet Politiet for Øre, at der paa en Fabrik her i Byen var opstaaet Mistanke om, at en der arbejdende Pige havde født i Dølgsmaal, blev denne Pige igaar Middags anholdt og afgav derefter følgende Tilstaaelse om den hende paasigtede Forbrydelse. Hun er svensk af Fødsel og ankom her til Landet for henved 5 Aar siden. Efter at have født 2 Børn (af hvilke dog det ene var dødfødt) uden for Ægteskab, traadte hun i et utugtigt Forhold til en Skrædersvend, ved hvem hun blev frugtsommelig. Forholdet imellem hende og hendes "Kjæreste" var imidlertid ikke altid det bedste. Han var jævnligt beruset og truede hun ham da ofte med, at hun, hvis han vedblev at behandle hende slet, vilde dræbe det Barn, hvormed hun var frugtsommelig, selv om hun derfor skulde  paadrage sig Straffearbeide. Han lod imidlertid ikke til at tage sig denne Trudsel nær og hun meente den da heller ikke alvorligt. Først da "Kjæresten" i August Maaned f. A. havde forladt Byen og var ophørt med at skrive til hende, besluttede hun sig til at ombringe sit Foster, idet hun, der ingen Hjælp fik til det Barn, hun allerede havde til Forsørgelse, og nu maatte forudsee, at hele Byrden af det Barn, hun ventede at nedkomme med, ogsaa vilde falde paa hende alene, forudsaae, at hun ikke vilde kunne bære den saaledes forøgede Byrde. Hun hemmeligholdt derfor sit Svangerskab baade overfor de andre Huusbeboere og hendes Medarbejdere paa Fabrikken og begav sig, da hun i Torsdags Morges følte sig ilde tilpas, hjem uden at omtale for Nogen, hvad hun ventede. Hun gik strax tilsengs og modtog kort efter Middag Besøg af en Bekjendt, men uagtet Veerne allerede da paakom hende, betvang hun sine Smerter, saaledes at den Fremmede Intet mærkede, og fødte hun sit Barn til Verden ½ Time efter at den Fremmede havde forladt hende. Barnet gav en klagende Lyd fra sig, men da hun lod det forblive liggende under Dynen, forstummede Lyden snart, og da hun kunde skjønne, at det var qvalt, viklede hun det, efter at være kommen til Kræfter, ind i et Stykke Linned og lod det blive liggende i Sengen hos sig. Den paafølgende Morgen stod hun op, lod Barnet blive liggende i Sengen og tilbragte hun den paafølgende Nat udenfor sit Hjem hos en Veninde. Dagen efter, om Løverdagen, bandt hun 2 Muursteen ved det indsvøbte Barneliig, viklede et Stykke graat Papir om hele Pakken og bar den derpaa gjennem Byen ud til Hasseriisaaen, hvor hun kastede Barnet fra sig. Efter hendes Paaviisning blev Liget af et fuldbaaret Drengebarn fundet i Aaen igaar Eftermiddags og vil nu blive underkastet en legal Obductionsforretning for at prøve Rigtigheden af den afgivne Tilstaaelse.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 30. januar 1873).

Hasseris Å løber lidt vest for Aalborg.