10 oktober 2022

Elisabeth Jerichau Baumann (1819-1881). (Efterskrift til Politivennen)

Elisabeth Jerichau Baumann. Den danske Kunstner i Mandags som meddelt ved Telegram lidt et stort Tab, idet Fru Elisabeth Jerichau-Bauman efter kun faa Dages Sygdom er afgaaet ved Døden. Det er ikke mere end nogle saa Uger siden, at hun med sin sædvanlige Livlighed, sin varme Begeistring for Kunsten og sin sprudlende Aandfuldhed tog Del i Kunstnermødet i Gøteborg. Ved Festmiddagen i Børslokalet henrev hun Alle ved sin ildfulde og fængslende Umiddelbarhed, hvormed hun tog Ordet i en Forsamling af fem Hundrede Mennesker man flokkedes om hende for at faa et Glimt af den høitbegavede Kunstnerinde at se, og da hun med sine yngre Kolleger dampede fra Gøteborg ad Hjemmet til, var hun utrættelig i at færdes mellem de Unge. Øinene funklede, naar hun hørte de italienske Sange, som lød til Guitarens Toner paa Dækket, hun mindedes de herlige Timer under Sydens varme Himmel, hun jublede, klappede i Hænderne og var ikke den, der gav det mindste Bidrag til Bedste ved en lille Esterfest paa Dampskibet oven paa de glade Dage i Goteborg. Saa blev da tilsidst, efter at Fyrværkeriet var afbrændt, hendes Skaal drukket af den livsglade Kunstnerskare, og En for En gik man i Række hen til Kunstnerinden for at klinke med hende. Del var vistnok den sidste Hædersbevisning, som blev hende til Del i levende Live; det var Kunstnerne, der ydede hende den, og derfor have vi omtalt den her. Livsglad, munter og rask steg hun i Land ved Toldboden, skrev endog efter sin Hjemkomst paa sin elskværdige Maade en aandfuld Artikel om Kunstnermødet i Gøteborg, og saa blev hun for henved en Uges Tid siden angreben af en Lungeinfektion, Sygdommen antog en stedse mere og mere farlig Karakter, og i Mandags Morges Kl. 4 drog hun sit sidste Snk.

Danmark var ikke det Land, hvori Elisabeth Marie Anna Baumanns Vugge stod, og dog, hvor høit elskede hun ikke dette sit andet Fædreland! Det har hun vist saa vel i Gjerning som i Ord og Farver. Hendes Fader var enepriviligeret Kortfabrikør i Barshov, var fra Prenzlau i det prøisiske Pommern; Moderen var en Danzigerinde. Ved Weichselen tæt uden for Barshov eiede Forældrene et lille Landsted, og her blev Datteren født den 27de November 1819. Sine første Aar tilbragte hun i Hjemmet hos en Tante i Danzig, og med hvert Aar, der gik, følte hendes opvakte, urolige Aand Lyst til at skabe, til at virke i det Skiønnes Tjeneste. At der var usædvanlige Anlæg hos den unge Pige, behøvedes der kun et saare svagt Blik til at se. Der var store, ualmindelig rige Evner til Stede; de fordrede kun fornuftig Røgt og Pleie for at kunne sætte de skjønneste Blomster. Hun drog til Berlin og søgte der sin Lykke som vordende Kunstnerinde, men i Spree-Staden syntes man fuldstændig at savne Blikket for, hvad der boede i den unge Kunstnersjæl. Mismodig forlod hun Prøisens Hovedstad, men ikke modløs; der skulde mere til at knække hendes uhyre Energi, som var baseret paa den inderligste Overbevisning om, at der i hende boede et fandt Kunstneremne. Saa gik hun til Düsseldorf. Direktøren, Professor Schadow, var en Mand, der havde et mere omfattende Kunstnerblik end Kollegerne i Berlin; han tog sig af hende, vejledede hende paa Kunstens første Trin, og efter at hun fra Schadow var qaaet over til den fremragende Portrætmaler, Prof. Sohn, i hvis Atelier hun arbejdede i længere Tid, fik hun endelig Publikum til at interessere sig for hende ved nogle Fremstillinger af det polske Folkeliv, med hvilket hun fra Barndommens Dage var saa fortrolig. Men skiønt Opholdet i den tydske Kunstnerby havde været saa heldigt og frugtbringende for hende følte hun dog, at hun, hvis hendes Vinger ret skulde udfolde sig, maatte Syd paa. ned til det solrige Italien, for at studere Folkelivet under den blaa, skyfri Himmel.

Og saa gik Reisen til Rom. Ene drog hun afsted i Aaret i 1845, og det var som om Italiens Jordbund modnede hende til Kustnerinde. Med sin livliger Natur færdedes hun tidlig og silde blandt de forskjellige Nationers Kunstnere, der gjæstede Verdensstaden, og her var det da, at hun mødte den unge danske Billedhugger Jens Adolf Jerichau. Som det faa ofte gaar, var det her Modsætningerne, der følte sig tiltrukne af hinanden. Han fandt Bebag i hendes frimodige, ubændig livsglade Natur og hendes Hjerte fandt Glæde ved hans blide, elskelige Kunstnersjæl. Kort sagt, det er den gamle, evigunge Historie; de eskede hinanden, blev forlovede og gifte den 19de Februar 1846. Med sin Ægtefælle drog hun da samme Sommer til Danmark, og det var første Gang, hun satte Foden paa den Jord, som fra det Øieblik af skulde blive hendes andet Fædreland. Fru Jerichau Baumann, som hun fra nu af kaldte sig udstillede første Gang i 1849 sine Billeder paa Charlottenborg Udstillingen. Man studsede og stod forbavset over for disse Malerier. Det var noget Nyt, man saa her; denne varme, glødende Kolorit, denne Dristighed i Tegning og Farver var man ikke vant til; vel havde mangen En Øie for, at her maatte være en stor Kunstnerinde skjult, men alligevel var det Hele Nationen alt for fremmed, og der blev i Begyndelsen rynket stærkt paa Næsen ad denne Produktion. Omslaget lod imidlertid ikke længe vente paa stg. Med sit geniale Blik for, hvad Publikum vilde have, malede hun i 1851 sin "Danmark". Hvem husker ikke dette Billede, som er blevet til en fastslaaet Type for vort Fædrelands Natur? En skiøn, rankbygget Kvindeskikkelse med blonde Lokker og et gyldent Diadem over den ædle Profil, staar midt i den bugnende Sædemark med Sværdet i den ene Haand og i et danske Banner hvilende paa Skuldere. Det var en ædel en aandfuld Personifikation af Danmark; over for det maatte Kritiken tie, thi Publikums enstemmige Dom havde stemplet hende som en stor Kunstnerinde, og det var hun ogsaa fra det Øieblik af. Og hvordan hun havde forslaget at tilegne sig den danske Natur, hvordan hendes Blik i en Fart havde aabnet sig for alle dens Ejenkommeligheder, det viste hun Aaret efter, da hun udstillede sit store Billede "Bønderbørn paa Marken, legende med Faar".

Stadig var hun paa Farten. Det ene Aar gik Reisen til Italien og Tydskland, det andet til Frankrig og England; over Alt hvor hun kom frem, blev hun hilset som en stor og betydningsfuld Kunstnerinde. Penselen hvilede aldrig, Farverne paa Paletten fik næppe Tid til at blive tørre. Med en Produktivitet uden Lige og en exempelløs Flid henkastede hun det ene Billede paa Lærredet efter det andet; snart var det et Portræt - f. Ex. det aandfulde Billede af hendes Mand, som hun forærede H. C. Andersen, der efter sin Død testamenterede det til den historiske Portrætsamling paa Rosenborg - snart et større Genrebillede - f. Ex. "En saaret dansk Kriger" eller "H. C. Andersen læsende for et sygt Barn", af hvilke det første nu pryder Billedgalleriet paa Kristiansborg - snart mindre Folkelivsbilleder fra Polen og Italien. Orienten med sit brogede, maleriste og saa mysteriøse Liv maatte særlig tiltrække en Natur som hendes Reisen gik til Konstantinopel, hvor Haremets vel tillaasede og strængt bevogtede Porte aabnedes for hende; paa nært Hold kunde hun studere Odaliskernes Liv, og hvad hun saa, gjengav hun først i Farver, senere i Ord, thi hun folte en let forstaaelig Trang til at meddele for en videre Kreds alt det, hun paa sine eventyrlige Reiser havde set og oplevet, og hun førte Pennen med næsten samme Lelhed som Penselen. Ogsaa til Ægypten valfartede hun, gjæstede Templerne ved Theben og Kongegravene ved Bulak, havde ualbrudt Skitsebogen i sin Haand og fortalte senere paa Lærredet mangt et malerist og interessant Optrin, til hvilket hun havde været Vidne.

Den 21de Juni 1861 naaede hun endelig den Ære at blive Medlem af vort Kunstakademi; vi ere jo altid lidt langsomme til at skatte det Nye og det, der kommer til os fra Ydreverdenen i en noget anden Skikkelse end den, vi en Gang har fastslaaet som den eneste rette og sande. Hvor høit man derfor end satte hende her hjemme som Kunstnerinde, havde hun dog sin største Berømmelse i Udlandet, og der færdedes hun derfor ogsaa uafbrudt, der havde hun det største Marked for sine Billeder. Aarene synes ikke at tage paa hende; tvertimod, hun var i Besiddelse af en sjælden Perfektibilitet. Vel var der et Øieblik, hvor Modet og Kræfterne syntes at skulle svigte hende; det var da hendes talentfulde Søn Harald for faa Aar siden pludselig blev bortkaldt af Døden. Men hendes Energi vaagnede atter: i et rørende lille Skrift satte hun den elskede Søn et Minde, som kun Moderen kan sætte det over sit Barn, og saa søgte og fandt hun Trøst ved Arbejdet. Paa hvert Aars Udstilling gav hun Møde med nye, livsfriske og frodige Arbejder - man husker blot exempelvis fra Udstillingen i Fjor det kæmpemæssige Billede med de italienske Fiskere, som efter endt Fangst sejler hjem - , hun malede en Række ypperlige Billeder fra Italien og Orienten og havde netop i disse lagt den sidste Haand paa et stort Billede af Dronningen, som hun eller Bestilling skulde udføre til det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg. Saa kom Døden og lagde sin kolde Haand paa hendes Hjerte, og hun gik bort, medens hun endnu var stor i sin Kunst, idet hun havde overlevet sig selv og sin Tid. Hendes Studie i Rom staar nu tomt; der er stille og øde i disse paa orientalsk Vis smykkede Rom, hvor Roms første Adel og mægtigste Kardinaler kom for at hilse paa den store Kunstnerinde, og længe vil det desværre vare, før denne Bolig atter beboes af en Kunstner, der bar bragt Danmarks Navn saa vidt over Land, som Elisabeth Jerichau-Baumann.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 19. juli 1881).


Foto fra Nationaltidende, 26. november 1919, 2. udgave.

Elisabeth Jerichau Baumann: Billedhuggeren Jens Adolf Jerichau, kunstnerens ægtefælle (1846) Statens Museum for Kunst. Public Domain.

Elisabeth Jerichau Baumann: En såret dansk kriger (1865) Statens Museum for Kunst. Public Domain.

Hun blev endvidere omtalt i Nationaltidende, 26. november 1919, 2. udgave og og Ribe Stifts-Tidende, 8. maj 1934.

Elisabeth Jerichaus gravsted på Solbjerg (Park) Kirkegård på Frederiksberg. Foto Erik Nicolaisen Høy.

"Bryggeriet Valby". (Efterskrift til Politivennen).

 Navneforandring
C. Jacobsen jun.
"Bryggeriet Valby",
forhen Ny Carlsberg ved Valby.

Carlsberg Øl, leveret af C. Jacobsen jun. fra Ny Carlsberg ved Valby, leveres fremdeles uforandret fra samme bryggeri under navnet Valby Øl.

Kontor og postadresse uforandret Brolæggerstræde 5, København (L. 3811).

Privatadresse uforandret: Ny Carlsberg.

(Holstebro Avis, 25. april 1881).


For at kunne tilfredsstille den stigende efterspørgsel har medundertegnede C. Jacobsen junior som fra 1871 har drevet det min fader tilhørende bryggeri Ny Carlsberg som filial af bryggeriet Carlsberg ved Valby, nu umiddelbart ved siden af Ny Carlsberg anlagt et nyt bryggeri, kaldet "Bryggeriet Valby", hvis drift vil begynde i løbet af indeværende år, men hvis lagerkældre allerede er taget i brug til lagring af øl fra Ny Carlsberg.

Ifølge overenskomst mellem os undertegnede bliver driften af Ny Carlsberg således forenet med driften af det nye bryggeri Valby, at alt øl der fra og med 1. april d. å. leveres af mig, C. Jacobsen junior, forhandles under navn af Valby Øl, i stedet for som hidtil under benævnelsen Carlsberg Øl, som leveres fra mit, J. C. Jacobsens bryggeri Carlsberg.

Fra og med 1. maj d. å. vil enhver der ved forhandling af ølsorter uberettiget benytter noget af vore eller vore bryggerier Carlsberg og Valbys navne eller de respektive bryggeriers varemærker, som på behørig vis er indregistrerede, blive draget til ansvar efter loven af 2. juli 1880.

Indtil anden overenskomst bliver truffet mellem os, vil der fremdeles, således som det i de senere år har været tilfældet, heri landet fra Carlsberg kun blive leveret øl til forhandlere og forbrugere i selve København samt til forretningen Alliance, og fra bryggeriet Valby kun leveret øl til forhandlere og forbrugere på Christianshavn, i voldkvarteret og forstæderne samt i købstæderne og provinserne.

Bryggerier "Carlsberg" og "Valby", den 1. april 1881.

J. C. Jacobsen      C. Jacobsen junior.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 2. maj 1881)


Navneforandring.

Under henvisning til tidligere bekendtgørelser henledes  d'herr ølforhandleres og forbrugers opmærksomhed atter på at alt øl (lagerøl, porter osv.) der leveres af mig, som forpagter af min fader, hr. kapt. Jacobsens bryggeri, tidligere kaldet Ny Carlsberg, nu da driften af dette bryggeri er forenet med driften af mit eget nye bryggeri "Bryggeriet Valby" benævnes Valby Øl, og at falbydelse af Valby Øl under den tidligere benævnelse Carlsberg Øl som er forbeholdt det fra min faders bryggeri Carlsberg leverede øl, er ulovlig og vil medføre ansvar efter loven om benyttelse af varemærker.

Ifølge overenskomst leverer Carlsberg heri landet foruden til ølforretningen Alliance alene øl til det egentlige København, så at der i ethvert tilfælde hvor øl der er aftappet på Christianshavn, fæstningsterrænet i forstæderne og andetsteds i landet udenfor København, averteres og sælges som Carlsberg Øl foreligger en navneforfalskning.

Alle skriftlige, bryggeriet vedrørende henvendelser til mig, stilles til Bryggeriet Valby, adr. Brolæggerstræde 5, København K

Juni 1881

(M. 4900)

C. Jacobsen Jun.

(Svendborg Amtstidende, 9. juni 1881)

Da der her i byen har været udspredt det løgnagtige rygte at jeg blandede skibsøl i det af mig forhandlede bajerskøl fra bryggeriet "Valby" ved København, og da dette rygte støttede sig på at der var forskel i kuløren på det af mig aftappede og det af en anden forhandler her i byen aftappede og fra samme bryggeri leverede øl, skal jeg tillade mig at meddele følgende uddrag af et brev, som bryggeriet "Valby"s ejer, hr. C. Jacobsen jun. har tilskrevet mig: "... forskellen i kuløren af øllet ligger i at det har været tappet i to forskellige kældre hvor der desværre var difference på maltkuløren, og vil De derfor ved næste bestilling erfare at dette ikke mere er tilfældet."

Idet jeg meddeler ovenstående, skal jeg blot tilføje at jeg herefter uden skånsel agter at bringe for retten enhver der ved udspredelsen af sådanne løgne søger at undergrave min borgerlige ære.
Ringsted den 7. juni 1882.
Ærbødigst Ole Nielsen

(Folketidenden - Ringsted, 7. juni 1882).

I forbindelse med bryggerierne kan tillige mindes at der ved initiativ fra enkeltmand ifjor er anlagt et meget stort bryggeri, Bryggeriet Valby der næppe giver sin nabo, Bryggeriet Carlsberg, synderlig efter. 

(Sjællands-Posten (Ringsted), 12. juli 1882, uddrag af længere artikel)

I begyndelsen af dette år udløber den kontrakt der hidtil har eksisteret mellem de to bayerske ølbryggerier: Gl. Carlsberg og Bryggeriet Valby. Den nærmeste følge heraf vil if. en korrespondent være, at ejeren af det sidstnævnte bryggeri, hr. C: Jacobsen jun., vil tage fat på eksporten af bayersk øl som han hidtil har været forhindret i at drive, og han er i denne tid stærkt beskæftiget med forberedelserne hertil, idet han dels har gjort en større bestilling af de flasker der skal benyttes til eksport og som både er større og stærkere end de almindelige, og dels er i færd med anlægget af en stor aftapningsanstalt. Bryggeriet Gl. Carlsberg har, som bekendt, i en længere årrække drevet en meget betydelig eksportforretning, og dets øl er godt kendt så at sige på alle punkter af jordkloden, både hos de skævøjede kinesere, de barske yankeer og ved Amazon- og La Plataflodens bredder. Det er de to ansete handelshuse Moses & Søn G. Melchior i København og H. Pontoppidan i Hamborg der er fabrikkens agenter i denne forretning.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Lyngby Avis, 18. januar 1883. Aarhus Amtstidende, 24. januar 1883).

Varemærker

Reg, 1883 nr. 100. Anmeldt den 14. juli 1883 af Carl Christian Hilman Jacobsen, brygger, Ny Carlsberg, Valby, Hvidovre Sogn. To koncentriske ovaler der er delt ud ved en tværsover midten anlagt votivtavle, hvorpå står ordet Lagerøl mellem to hagekors. Den inderste oval er skraveret med vandrette carmoisinrøde linjer og i det øverste felt er anbragt et hagekors af samme farve, hvorunder står: Vare-mærke; det underste felt er bestemt til optagelse af vedkommende forhandlers navn m.m. I rummet mellem ovalerne står ovenover votivtavlen Bryggeriets navn Ny Carlsberg og nedenunder stedbetegnelsen Kjøbenhavn. Mærket anvendes som flaskeetikette til lagerøl.


Reg. 1883 nr. 101. Anmeldt den 26. juli 1883 af samme. To koncentriske cirkler; i den inderste cirkel der er dobbelt, er anbragt et hagekors med en cirkelformet figur i hver af de af fligene dannede firkanter; under korset står: Trade Mark. Det brede rum mellem de to cirkler er ved to mindre hagekors delt i to afdelinger til anbringelse af inskriptioner. Mærket anbringes på fustager, kasser og anden emballage for øl.
Kontoret for indregistrering af varemærker, København.


(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 1. august 1883).

Frederik Hartvig (1856-1929): Gamle Carlsberg, 1885. Tårnet, porten og bygningen i baggrunden eksisterer stadig, om end omgivelserne er noget anderledes. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Frederik Hartvig (1856-1929): Ny Carlsberg, 1885. Ikke meget er som på tegningen på Ny Carlsbergvej. Bl.a. er Elefantporten og Glyptoteket kommet til senere, ligesom de små hus i baggrunden er erstattet. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

09 oktober 2022

Sankt Croix: Domme 1881. (Efterskrift til Politivennen).

Kommissionens domme over oprørerne i slutningen af 1880 på St. Croix gik ret ubemærket hen i den danske presse.  Først da sagen den 23. maj 1881 var nået til Højesteret, blev sagerne mere udførligt omtalt. Dommen stadfæstede kommissionens dom over de 403 arresterede: De 40 blev dødsdømt. 



Højesteretssagen mod Negerne paa St. Croix, der var foranlediget ved Oprøret i 1878, sluttedes i Gaar. Vor indskrænkede Plads tillader os ikke i Dag at fremsætte denne Sags vidtløftige Præmiser, og vi indskrænker os derfor til at anføre nedenstaaende, idet vi forbeholder os at komme tilbage til denne Sag: 
Kommissionen har havt under Behandling et Antal af 403 Arrestanter, af hvilke 272 oprindelig overleveredes til Kommissionen, da den den 4de November 1873 sammentraadte. 8 af de ved Oprøret virksomste Negere vare allerede blevne dømte fra Livet ved den, medens Oprøret stod paa, under den paa Øen herskende Belejringstilstand af Guvernøren anordnede Standret; en Del havde sat Livet til under deres fortsatte Deltagelse i Opstanden, og endelig er der død 23 Arrestanter, fornæmlig under den i Fængslet paa Richmond i Forsommeren 1879 herskende Skørbugs-Epidemi og dens Smitter. 
Ved den af Kommissærerne den 2den September 1880 afsagte Dom vare samtlige 39 Tiltalte (deraf 5 Fruentimmer) ansete med livsstraf. Højesteret hvor Sagen begyndte den 9de ds., afsagde følgende Dom i samme. 
Højesteret stadfæstede den indankede Dom, idet den deri for hver enkelt Tiltaltes Vedkommende givne Begrundelse af dette Resultat i alt Væsenligt tiltraadtes af Højesteret.

(Social-Demokraten, 24. maj 1881)


View of Peters Farm Hospital, Christiansted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Bloddommene over Negrene paa St. Croix.

Højesteret har fornylig, hvad vi kort meddelte gennem en Nyhedsnotits, behandlet Sagen mod de Negre, som ved den sidste større Rejsning paa St. Croix satte sig op mod Planterne.
Man vil erindre, at Negrenes Opstand bevirkedes ved, at de var misfornøjede med deres Lønningsvilkaar. I hele Sommeren 1878 havde Gæringen stadig taget til iblandt dem. Det var nemlig blevet Skik paa Plantagerne, at disses Ejere kun fæstede det højst nødvendige Antal Arbejdere paa de ordinære Aarsfæstedage i Oktober, saaledes at Plantagerne sædvanlige Arbejde lige netop kunne bestrides; i den travle tid derimod antog man flere Arbejdere som Daglejere. Følgen af denne Fremgangsmaade blev nu, at Aarslønningerne sank, eller i hvert Tilfælde ikke holdt Skridt med, hvad der bødes paa Naboøerne, navnlig de engelske. Det er klart, naar Efterspørgslen efter Arbejdere er ringere, bliver ogsaa Lønningerne ringere, hvilket end mere blev Tilfældet paa St. Croix, hvor man afskar Negrene, trods deres bestemte Ønske, Muligheden af at udvandre til andre Landomraader. I den travle Tid maatte Planterne imidlertid antage Daglejere, og for disse blev da Lønnen paa Grund af den almindelige Efterspørgsel højere. Forholdet stillede sig saaledes, at de Aarsfæstede modtog 10 Cents pr. Dag, medens Daglejerne erholdt det dobbelte. Dette System bragte Misfornøjelse ind blandt Negrene; de Aarsfæstede blev forbitrede over den forholdsvis ringere Løn, de modtog, og Daglejerne harmedes over, at de saasnart Arbejdet var sluttet, uden videre afskedigedes. Naturligvis indsaa Negrene, at den brugte Metode fra Planternes Side i Et og Alt bragte dem Tab.
At Aarsagen til Opstanden udelukkende maa søges i Lønningsvilkaarene, udviser med tydelige og klare Ord Beretningen fra den Domstol, som behandlede Sagen mod Negrene; der udtales nemlig i hin: Grundene til Rejsningen har man søgt i forskællige Omstændigheder, saaledes havde der i Sommerens Løb været Misfornøjelse hos Negrene paa Plantagerne, væsenlig fremkaldt ved at Benyttelse af Arbejde ved Daglejere tog stærkt Overhaand; medens den faste Arbejder ved sin aarlige Kontrakt var bunden til at arbejde visse daglige Timer for 10 Cents pr. Dag, kunde saaledes en Daglejer jævnlig tjene 20 Cents pr. Dag uden at være flittigere end hin; senere hen, da Høsten lakkede ad Enden, var der ingen Brug for saa mange Daglejere, og da greb Misfornøjelsen disse.


Oprøret brød ud paa den aarlige Fæstedag 1ste Oktober. Den ydre Anledning gaves ved, at Politiavtoriteterne i Frederikssted, som det synes, paa en temmelig brutal Maade behandlede en beruset Neger.  Vi skal ikke gennemgaa alle Enkeltheder ved Bevægelsen, men kun erindre om, at Negrene vel afbrændte en Del Plantager, dog uden paa et Par Undtagelser nær, at udøve Drab. Militæret derimod nedslog for Fode væk alle og enhver Neger, de kunde træffe paa, og i de følgende Dage efter selve Oprørsdagen gjorde Soldaterne tilligemed Planterne formelig Jagt paa de Ulykkelige, dræbende Enhver, der formentes at have taget Del i Rejsningen. Dernæst nedsattes en Standret, bestaaende af Overdommer Rosenstand og Politimestrene Forsberg og Nyssum, hvilken i Dagene fra den 6te Oktober til den 12te, altsaa i Løbet af 6 Dage afsagde og lod eksekvere ikke mindre end 12 Dødsdomme. Da Standretten mentes at have opfyldt sit civilisatoriske Hverv, nedsattes ved kongelig Resolution den 25de s. M. en Kommission atter bestaaende af Overdommer Rosenstand og Politimester Forsberg samt en ny Mand Politimester Sarauw. Denne Kommission havde den Opgave at føre ordenlig Sag mod de Negre, som endnu sad under Varetægt. Den 4de November s. A, traadte Kommissionen sammen, og omtrent 2 Aar efter, den 2den September 1880, var den færdig med sine Arbejder. Af de Tiltalte fældte den Dødsdom over ikke mindre end 40 Personer, deriblandt 4 Kvinder, og denne Masse-Dom har nu været inde for Højesteret, idet Kommissionen ikke saaledes som Standretten havde Myndighed til at lade Dommene eksekvere, og Høiesteret har stadfæstet disse 40 Bloddomme. En af de Dømte er imidlertid død under Sagens Gang, men de 39 er fremdeles tilbage til Bødlen.
Endnu maa det erindres, at 23 af de ulykkelige Negre døde i Fængslet paa Grund af Skørbug, at dømme efter al den Haardhed, der i det Hele taget fra de danske Avtoriteters Side er blevet udvist mod de Sorte, vil maaske da mangen nok tro paa Grund af slet Behandling. Under Opstanden blev endvidere i den vilde Jagt paa Negrene disse nedskudte i Hundredevis, saa man maa sige, at de danske Myndigheder er gaaet frem efter værre Maalestok end de franske Myndigheder mod Kommunarderne, naar man tager Landomraadets og Befolkningens Størrelse i Betragtning; ja, selv de tyrkiste Paschaer har ikke tilnærmelsesvis vist slig en Griskhed efter at fælde Dødsdomme over de oprørske Bulgarere eller Albanesere. Rusland, der hidtil har haft de fleste Dødsdomme at opvise, er nu aldeles overfløjet af det estrupske Danmark.
Og har der været Grund til dette Barbari? Har der været virkelig Grund til at nedskyde Hundreder at Negere paa en Parforcejagt, at skyde 12 ved Standretsdomme, at lade 24 dø i usunde Fængsler og fælde Dødsdomme over 39? 
Dødsdomme er i det Hele taget fordømmelige og kan under ingen Omstændigheder forsvares; kun overfor overlagt Mord af nedrige Motiver oprøres maaske Følelsen minder, naar Nedkommende maa bøde med Livet; paa St. Croix var der imidlertid slet ikke Tale om slige Mord fra Negrenes Side. I alt blev der af Negrene dræbt, saavidt vi erindre, 3 Personer; men dette skete under den almindelige Tumult og Ophidselse, og de bestemte Gerningsmænd har man ikke fundet. Negrenes egenlige Forbrydelse er deres Afbrænden af forskjellige Ejendomme, men herfor kan man da ikke dømme dem fra Livet.

Spoling på håndrok. Arbejde i Horsens Tugthus. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920). Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

Den barbariske Jagt paa Negrene var ligesaa uhjemlet, ti Negrene var slet ikke bevæbnede, saa man kunde sige, at man maatte kæmpe fortvivlet. Kommissionsberetningen meddeler selv  efter "DbI." følgende: "Fremgangsmaaden ved Overfaldene paa Plantagerne var næsten overalt der samme. Med et Par selvbestaltede Førere, i Reglen bevæbnede med en gammel Vagtmandssabel, en Møggreb, en Harpun eller en Sukkerøkse sat paa Skaft eller en Kørepisk - i et Par Tilfælde en Bøsse, funden paa en Plantage og med en eller to Skal-Blæsere i Spidsen, drog Banden fra 50 indtil et Par Hundrede - undertiden, naar Banden paa sin Gang havde faaet stor Tilgang, flere Hundreder - Negre, Mandfolk og Fruentimmer og Børn, alle forsynede med Knipler, Stokke eller Økser, frem imod Plantagen, undertiden i en vild Sværm, raabende, strigende og hujende." Og disse Folk, man kunde jage fra hinanden ved løst Skud i Luften, fandt man det rettest at skyde paa. Hertil kommer endnu, hvad ikke maa glemmes, at Negrene næsten alle var berusede som Følge af Nydelsen af det Rom, de forefandt paa plantagerne; og saa Negrenes Dannelse, deres Uvidenhed og den Undertrykkelse, de havde været Genstand for fra Planternes Side, mon alt dette ikke havde kunnet tale formildende til deres Dommere, berusede Folk regnes jo ellers efter danske Love for utilregnelige.
Den rette Fremgangsmaade overfor Negrene havde været, om man havde hørt deres Klager, om Avtoriteterne havde lagt sig imellem ved det nye System for Antagelsen af Arbejdere, som Planterne havde sat i Gang. Man kunde have lagt sig imellem paa den Maade, at man havde forskaffet Negrene Lejlighed til at udvandre til andre Øer, hvor de til højere Pris kunde fæste sig bort. Men hvad har de danske Avtoriteter gjort? De har paa enhver Maade støttet de despotiske og dovne Plantageejere, der svindler de Penge bort, deres sorte Arbejder surt tjener til dem, i et luksuriøst Liv, mest i andre Lande; medens Negrene blev hundsede paa enhver Maade, afskaaren fra at vandre ud, og tilsidst nedskydes og dødsdommes over en lav Sko. Det estrupske Regeringsparti har Tilskud og Understøttelse, selv gennem provisoriske Bevillinger, til Plantageejerne: til Neger-Arbejderne vanker Kugler og Krudt i Livet naar de finde Tilstandenes Tryk uudholdelige.
De 39 Bloddomme skal vel efter Reglen ind for Kongens Prøvelse, og vi finder det troligt, at de ikke vil blive underskrevne, Kongen staa jo over Klasserne og kender ikke Klassehadet: men kunde alligevel ikke en at Rigsdagsmedlemmerne interpellere Ministeriet angaaende Huseringen paa St. Croix, det var paa sin Plads, og det er Folkerepræsentanternes Pligt at have Øje med, hvad Avtoriteterne byder Befolkningen, mest i saadanne Tilfælde, hvor Befolkningen er afskaaren fra at klage deres Sag selv, og det kan vi vel Alle være enige om, de ulykkelige Neger-Arbejdere mest er.

(Social-Demokraten 4. juni 1881.)


Efter domsafsigelse var det op til kongen (Christian 9.) hvad der skulle ske med de dømte. I august 1881 blev livsstraffene for 39 deltagere (en var i mellemtiden død i fængslet) i oprøret nedsat til tugthusarbejde (Horsens Tugthus) på livstid for bl.a. "Queen" Mary Thomas, "Agnes" Axeline Elizabeth Salomon, Mathilda Mc. Bean.


Eftergivelse af Livsstraf. Den ved Højesterets Dom af 32. Maj d. A. 39 Deltagere i Opstanden paa St. Croix i Oktober Maaned 1878 idømte Livsstraf har det paa Finansministeriets derom nedlagte Forestilling behaget H. Maj. Kongen ved kgl. Resolution af 3. d. A. allernaadigst at formilde saaledes, at følgende 5 hensættes til Tugthusarbejde paa Livstid, nemlig: James Emanuel Benjamin, kaldet Mannie, Axeline Elizabeth Salomon, kaldet Agnes, Mathilde Mc. Bean, Joseph Bowell og Mary Thomas, og at følgende 34 hensættes til Stafarbejde paa Kongens Naade, nemlig: Joseph William, John Samuel, Thomas James, James Griffith, Rebecca Frederik, John Hodge, George Henry, Francis Harrison, Emanuel Jacob, David Cameron, Susanne Abrahamson, kaldet Bottom Belly, Joseph Spencer, Hans Christian, John Thomas Sobers, Christopher Samuel, George Michael, Thomas Chitchlow, William James, George Callender, Henry England, William Arnold, William Barnes, George Simmons, Richard Gibbs, kaldet Sealy, Edward Lewis, Henry Barker, Joseph Briggs, William Henry, Christian MArtin, Wren Gittens, George Cambridge, James Cox, Johannes Samuel, kaldet Bamberg, og Joseph James.

(Fredericia Dagblad, 22. august 1881.)

English Adult School Procession. Christiansted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Af notitser i forskellige dagblade fremgik året efter, i slutningen af juli 1882, at "fire negerinder" var ankommet med barkskibet "Thea" for at udstå den dem idømte straf af tugthusarbejde på livstid for deres deltagelse i oprøret på St. Croix, i Kvindefængslet på Christianshavn. 

08 oktober 2022

Arveprindsesse Caroline (1793-1881). (Efterskrift til Politivennen)

Arveprinsesse Caroline (28. oktober 1793 - 31. marts 1881) var ældste datter af kong Frederik 6. og dronning Marie Sophie Frederikke. Hun var først kronprinsesse (kongens ældste ugifte datter). Ifølge Nationaltidende skal kejser Napoleon have været interesseret i at få hende gift med den svenske trønfølger, prins Carl August af Augustenborg. Frederik 6. var imod dette, og det hele løste sig af sig selv, idet Carl August døde maj 1810. Herefter var hun gift med sin onkel, prins Christian af Hessen til hans død i 1814. Heller ikke et giftetibud med hertugen af Clarence (den senere Vilhelm 4.) blev til noget, angiveligt pga Frederik 6.

I 1829 var hun ikke længere kronprinsesse, da hun blev gift med den senere arveprins Ferdinand (1792-1863). Hvorefter hun gik som arveprinsesse Caroline. Parret boede i et palæ i Bredgade 42, opført 1756 på hjørnet af Bredgade og Frederiksgade. Det var tegnet af arkitekt J. G. Rosenberg. I palæet befandt sig bl.a. fire gobeliner med motiver af Francois Boucher, og det øvrige interiør fra 1830 af G. F. Hetsch. De blev solgt af kong Georg af Grækenland, og ingen kender i dag deres skæbne. I 1921 overtog forsikringsselskabet Baltica bygningen.

Efter Ferdinands død gik en mindre del af tiden med at modtage inden- og udenlandske royale, fyrstelige og adelige personer, herunder lillesøsteren hertuginde Vilhelmine af Glücksborg, og besøg hos gæster i det kongelige palæ. En større del med folk der ville bede hende om penge. Hun skænkede lidt penge til forskellige velgørende formål. Bl.a. overtog hun efter sin mor protektoratet over frøkenklostret Vallø Stift i 1852.

Hun opnåede også at nogen lavede et digt om hende da hun blev 80 år:

Hendes kongelige Høihed

Arveprinsesse Caroline

d. 28de October 1873

Syvti Aa er Støvets Dage -
Otti ere Nordens Aar!
Nordens Aar, til Livets Dage,
Trylle en fornyet Vaar.

Fortids kjære Minder, alle,
Blomstre i dete dybe Sind -
Og de ere alle, alle.
Præntet dybt i Hjertet ind.

Og Kong Fred'rik Sjettes Datter
Har saa rigt et Hjertehjem,
At det ogsaa ømt omfatter
Hvad som gaaer mod Fremtid frem.

Fortid kommer her til Orde:
Fremtid være lys og ny!
Og den længste Aften vorde,
Som et venligt Morgengry!

Sophie Bohnhoff.

(Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 28. oktober 1873).

Caroline lagde navn til det stadig eksisterende "Arveprinsesse Carolines Børneasyl" i Århus i 1836. Det var oprettet på initiativ af biskop Jens Paludan-Müller, og fik tilladelse til at bruge hendes navn, samt 550 rigsdaler til indretning og drift fra arveprinsessen. Asylet modtog herefter årligt 640 kr. fra arveprinsessen, der bortfaldt ved hendes død. Asylet måtte herefter ud at bede om penge, 15-1600 kr. årligt. 

Måske Københavns ældste, stadig eksisterende hundekirkegård: Den består af en enkelt grav, den barnløse prinsesse Carolines hund Tello, som døde i 1865. Ifølge Bo Bramsen skal hun være gået rundt og rundt i haven så ofte vejret tillod til, indtil hun kunne sige at "nu er jeg gået Frederiksberg Alle igennem".

(Dannevirke, 6. juli 1878).

Hds. kgl. højh. hertuginde Vilhelmine af Glückborg forlod i fredags hovedstaden, ledsaget til Banegården af hele den kongelige familie. Den alderstegne hertuginde har efter hvad der meddeles os, haft megen fornøjelse af sit fire ugers ophold her i Danmark hos sin søster arveprinsesse Caroline, et besøg hun længe havde glædet sig til. Hendes kærestes udflugt her var en køretur til Frederiksberg Have med arveprinsessen.

(Nationaltidende, 3. august 1878, 2. udgave).

Besøget gentog sig i øvrigt årene efter.

Breve fra hovedstaden.

København den 23. juli

Arveprinsesse Caroline der nu er 86 år gammel, har i disse dage været medlem af det kjøbenhavnske Skydeselskab i 70 år, hvilket sjældne jubilæum naturligvis ikke er forblevet upåagtet. I næste uge er der imidlertid en anden mærkedag i prinsessens liv som har større betydning for hendes selv. Den 1. august oprinder nemlig hendes guldbryllupsdag, idet det var den 1. august 1829 at "kronprinsesse" Caroline ægtede prins Frederik Ferdinand, med hvem hun forundtes at leve sammen indtil 1863 eller i alt i 34 år. Hun havde tidligere (1812) været forlovet med sin 16 år ældre morbror (!) prins Christian af Hessen-Cassel, men han døde allerede i 1814. Da hun blev gift med prins Ferdinand, var hun 36  gammel. 

(Folketidenden, 24. juli 1879).

Fotograf E. Lange: Arveprinsesse Caroline (1793-1881). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


I 1879 var hendes apanage 100.000 kr. Hun betalte 400 kr i indkomstskat.

At en hofintendant er konservativ har man set før, men fænomenet har måske sjældent vist sig i en så hjemlig skikkelse som i den allersidste tid. Denne bemærkning gør "Mrgbl." i anledning af en lille begivenhed ved arveprinsesse Carolines hof. Arveprinsessen er som bekendt et godt stykke oppe i firserne. Det er derfor let forståeligt at ledelsen af hendes lille hofholdning fuldstændig er overladt til andre. Således er det finansielle betroet prinsessens intendant, etatsråd Lindberg, om hvis vita ante acta kun vides at han tidligere har været på Liebes kontor, mens det henstår som en gisning at han oprindelig har været en opadstræbende dansk jurist. Derimod er intet vissere end at etatsråden i disse dage er blevet udnævnt til dannebrogsmand. Det almindelige personale ved arveprinsessens hof har kun meget små lønninger, 50 kr. månedlig på egen kost. I slutningen af 1879 fremsatte personalet et ærbødigt ønske om en lønningsforhøjelse. En af betjentene blev mistænkt for at være ophavsmand til oprøret og blev sagt ud af bestillingen, efter etatsrådens egne ytringer som følge af hans fri, for forholdene upassende anskuelser. Vedkommende var nemlig - abonnent på "Morgenbladet".

(Roskilde Dagblad, 10. februar 1880).

Hendes kongelige Højhed Arveprinsesse Caroline er i Følge Telegram til os fra Ritz. Bur. i Formiddag Kl. 9½ afgaaet ved Døden i Kjøbenhavn, 87½ Aar gl. Efterretningen om hendes Død kommer ikke uventet, da den betænkelige Vending, den højt bedagede Prinsesses Sygdom havde taget, maatte fjerne enhver Sandsynlighed for Helbredelse.

Den afdøde Arveprinsesse Caroline, der var ældste Datter af Kong Frederik den Sjette og Dronning Marie, blev født paa Christiansborg Slot den 28. Oktober 1793 og havde den 1. August 1829 Bryllup paa Frederiksberg Slot med den 1 Aar ældre Arveprins Frederik Ferdinand. som døde den 29. Juni 1863 i Kjøbenhavn efter et barnløst Ægteskab.

Det faldt ikke i den afdøde Prinsesses Lod at komme til at indtage nogen større Plads i Danmarks offenlige Liv, men hun havde Navn som en ædel og godgjørende Kvinde, der med rund Haand har hjulpet mange Trængende.

(Viborg Stifts-Tidende 31. marts 1881).

Hendes kgl. Højhed Arveprinsesse Caroline er ifølge et igaar Middag modtaget Telegram til os afgaaet ved Døden igaar Formiddags. Hendes kongelige Højhed Arveprinsesse Caroline havde trods sin høje Alderdom nydt en god Helbred indtil for et Par Maaneder siden. Den 25. Januar havde Prinsessen det Uheld at falde i et af Gemakkerne i sit Palais, dog som det efter Lægens omhyggelige Undersøgelser viste sig, uden at have taget Skade. Imidlertid havde dette Fald dog en mindre gunstig Indflydelse paa Forløbet af et let Ildebefindende, hvoraf Hendes kongelige Højhed den Gang led. Lægen fandt det derfor raadeligt, at Prinsessen holdt sig hjemme, og efter et Par Dages Forløb maatte Højstsamme ty til Sengen. Sygdommen antog dog ikke nogen egentlig faretruende Karakter, medens Kræfterne dog paa Grund af Prinsessens høje Alderdom aftog en Del. Imidlertid var Prinsessen dog i Løbet af Marts Maaned bleven saa vel, at hun kunde tilbringe den største Del af Dagen oven Senge, havde god Appetit og Søvn. Natten til den 21. Marts, hendes højsalige Moders Dødsdag, indtraadte der en mindre gunstig Vending i Sygdommen, forbunden med Ophidselse og Angst. De som en Følge hendes stærkt svundne Kræfter vare dog begyndte at restitueres, da der i de sidste Dage viste sig Symptomer paa et nær forestaaende Endeligt. Efter den sidste, i Tirsdags Aftes udstedte Bulletin, havde Prinsessen dog en taalelig Nat. Igaar Formiddags befandt hun sig saa vel, at hun ønskede at nyde sin sædvanlige Morgendrik. Efter at have nydt denne, lagde Hendes kongelige Højhed sig tilbage paa Puden, og næsten umærkeligt for de Omstaaende drog hun stille og uden Dødskamp sit sidste Suk. Prinsessen var i Dødstimen omgiven af sin Hofmesterinde, Gehejmeraadinde Pechlin, Hofdame Frk. Bluhme og Livlæge, Etatsraad Schytz, der i længere Tid har tilbragt Nætterne i Palaiet, samt hendes trofaste Sygeplejerske. 

Dødsbudskabet blev strax meddelt Kongefamilien, som under Arveprinsessens sidste Sygdom flere Gange om Dagen har besøgt, den højt skattede og afholdte Patient og i Onsdags Eftermiddag, da Tilstanden en  Stund var meget foruroligende, længe havde opholdt sig ved hendes Sygeleje. Umiddelbart efter at Budskabet var naaet til Amalienborg, indfandt Ds. Maj. Kongen og Dronningen, Ds. kgl. Højh. Kronprinsessen og Prins Valdemar samt Ds. H. Prinserne Vilhelm og Hans sig i Palæet i Bredgade for at dvæle nogle Øjeblikke ved den alderstegne Arveprinsesses Dødsleje.

I Folkethingets Gaarsmøde udtalte Formanden, Krabbe: Ved en Skrivelse fra Konsejlspræsidenten, har jeg modtaget Meddelelse om, at Hendes Kongelige Højhed. Arveprinsese Caroline i dag er afgaaet ved Døden. Sikkerlig bør dette betragtes som en Forløsning for Hende; men ikke mindre sikkert vil Efterretningen om Kong Frederik den Sjettes alderstegne Datters Bortgang blive modtagen med den Sympathiens Vemod, som skyldes baade Hendes ærværdige Personlighed og Hendes Stilling som Medlem af Kongehuset. Medlemmerne hørte staaende paa denne Udtalelse af Formanden.

Efterretningen om Prinsessens Død udbredte sig i Følge "B. T." hurtig i Hovedstaden, hvor der derefter fra offentlige og private Bygninger samt fra skibene flagedes paa halv Stang.

(Fredericia Dagblad 1. april 1881).


Kjøbenhavn, den 31. Marts.

Kongehusets ældste Medlem, Hds. kgl. H. Arveprinsesse Caroline er i Formiddags Kl. 9½, afgaaet ved Døden i sit Palais i Bredgade, henimod 87½, Aar gammel. Denne Begivenhed omtales idag i "Berlingske Tidende" i følgende smukke og sande Artikel, der fremhæver de mest karakteristiske Træk af Prinsessen og hendes Liv:

"Med den idag hensovede Arveprinsesse Caroline er der atter svundet et af de levende Minder fra en Periode i vor Historie, som omfatter Størstedelen af et Aarhundrede. 

Arveprinsessen, der var født den 28de Oktober 1793, var Kong Frederik den Sjettes tredie Barn - hun fulgte efter en kun kort levende Broder og Søster - og hilsedes med Glæde af Folket, skjøndt hun var en Kronprinsesse, og ikke en Kronprins. Hendes Fødsel faldt i den for Danmark hæderlige og lykkelige Tid, hvormed Hendes Fader tiltraadte sit Regentskab og dermed indviede en ny Æra. Til Lærer fik hun i Aarene 1803-10 den danske Patriot Frederik Høegh Guldberg, og saavel hendes kongelige Fader som denne Lærer skyldes det, at hun ingensinde under Hoffets Ophold i det tyske Kiel fra 1805-10 glemte sin Herkomst som dansk Prinsesse; thi dansk i Sjæl og Sind var og forblev hun til det Sidste.

Da der efter hendes Konfirmation blev Tale om en Formæling, faldt Valget paa Hendes Morbroder, Prins Christian af Hessen. Dennes Sygdom og Død samt Sønderrivelsen af Forbindelsen med Norge i Aaret 1814 svarede imidlertid kun lidet til de lykkelige Udsigter, med hvilke Frederik den Sjettes Tidsalder var begyndt. Der kom dog snart roligere Dage. Prinsesse Caroline levede hos sine høje Forældre i Kjøbenhavn og paa Frederiksberg, og det blev af hele Folket bemærket, hvorledes hun mere og mere udviklede sig efter sin Faders Forbillede og efter ham arvede de Egenskaber, som selv under de for Landet tungeste Prøvelser gjorde ham saa elsket og afholdt. Det var den samme ejendommelige Ligefremhed, den samme ukunstlede Naturlighed, den samme jævne Ærlighed i Sind og Væsen.

Atter i denne Periode var der Tale om Prinsessens Formæling, og der meldes endog om ærefulde Tilbud fra Udlandet; men den Afdøde, som elskede Fædrelandet og Fædrehuset over alt Andet, forblev her, hvor hun var sødt og baaren, og formælede sig den 1ste August 1829 med Prins Ferdinand, for hvem hun ved sin Besindighed og faste Karakter blev en god og trofast Støtte. Hvor højagtet den Afdøde var ogsaa af dem, der ikke hørte til Kongehusets Venner, f. Ex. Prinsen af Noer, er senere bleven bekjendt af et Brev fra ham til Broderen.

Den ophøjede Stilling, hun hidtil havde indtaget som Kronprinsesse, maatte selvfølgelig undergaa en Forandring ved Hendes kongelige Faders Død den 3die December 1839. Kong Christian den Ottendes Søn blev nu Kronprins og hans Gemalinde Kronprinsesse. Men den afdøde forstod med en saadan Værdighed at træde tilbage til en lavere Rang, at hun snarere vandt end tabte derved i den offentlige Mening. Ogsaa de Prøvelser, som fulgte efter Kong Christian den Ottendes Død, forstod hun at bære med Værdighed, navnlig Tabet af sin dyrebare Moder, som hensov i Aaret 1852. 

Men Prøvelsens Dage vare endnu ikke tilende. Ved Prins Ferdinands Død den 29de Juni 1863 blev Prinsesse Caroline Enke og arvede som saadan Byrder, hun ikke vilde unddrage sig, og som der udfordredes en ikke ringe Selvfornægtelse til at bære.

Men selv i den høje Alder, som den Afdøde nu havde naaet, svigtede Karakterens Fasthed hende ikke. Da store og tunge Ulykker brød ind over Folk og Land kort efter Kong Frederik den Syvendes uventede Død, havde Prinsessen nylig fyldt "Støvets Aar", og Sandsernes, navnlig Hørelsens Svækkelse mindede hende stærkt derom. Men trods Alt, hvad der personlig tyngede paa hende, forstod hun med Kraft at bære, hvad der ikke kunde være anderledes. Paa den anden Side glædedes hendes milde Hjærte ved at se det foryngede Kongehus skyde nye og kraftigt Skud og træde i nær Forbindelse med mægtige Throner. og denne velgjørende Følelse bestyrkedes yderligere ved den udmærkede Højagtelse og Hengivenhed, som det nye Kongehus aldrig undlod at lægge for Dagen for den alderstegne Arveprinsesse.

Saaledes tilbragte den Afdøde en næsten attenaarig Enkestand.

Den i sin Tid saa elskede Prinsesse Charlotte Amalie, Kong Frederik den Fjerdes Datter, blev 76 Aar og bevarede Mindet om fire Konger; men Arveprinsesse Caroline opnaaede en Alder af henved 88 Aar, og med hende hensov det levende Minde om fem danske Konger."

Prinsessen, der endnu for et Par Maaneder siden var ved god Helbred, havde henimod Slutningen af Januar dette Aar det Uheld at falde i et af Gemakkerne i sit Palais, og denne Omstændighed i Forbindelse med en Forkjølelse nødte hende en Tid lang til at holde Sengen, men derefter kom hun atter til Kræfter, indtil der pludselig paa hendes Moders Dødsdag den 21de Marts indtraf et stærkt Tilbagefald. I Formiddags havde Prinsessen imidlertid med god Appetit drukket sin Morgenkaffe og havde netop forlangt endnu en Kop, da hun pludselig sank tilbage i Sengen og drog sit sidste Suk uden nogen Dødskamp, saa at det næsten var umærkeligt for de Omstaaende. Foruden Prinsessens Sygeplejerske vare tilstede Hendes Hofmesterinde, Gehejmeraadinde Pechlin, Hofdamen Frk. Bluhme og Livlægen, Etatsraad Schytz Den kongelige Familie, som strax fik Underretning om Prinsessens Død, indfandt sig kort efter og dvælede nogle Øjeblikke ved hendes Dødsleje. Begivenheden omtaltes i Folkethingets Dagsmøde med følgende smukke Ord af Formanden, Borgmester Krabbe: "Ved en Skrivelse fra Konsejlspræsidenten har jeg modtaget Meddelelse om, at HdS. kgl. H. Arveprinsesse Caroline idag er afgaaet ved Døden. Sikkerlig bør dette betragtes som en Forløsning for hende; men ikke mindre sikkert vil Efterretningen om Kong Frederik den Sjettes alderstegne Datters Bortgang blive modtagen med den Sympathiens Vemod, som skyldes baade hendes ærværdige Personlighed og hendes Stilling som Medlem as Kongehuset." Medlemmerne viste deres Tilslutning til Formandens Ord ved at rejse sig under hans Udtalelse, og en lignende Meddelelse kan ventes fra Landsthingets Formand, naar dette Thing holder Møde imorgen. Efterretningen om Prinsessens Død kom hurtigt ud i Byen, og der flages idag paa halv Stang fra de offentlige og en stor Mængde private Bygninger samt fra Skibene, ligesom endvidere det kongelige Theater holdes lukket. Da Prins Ferdinand døde i 1363, blev der iøvrigt kun udstedt Forbud mod offentlige Forlystelser paa selve Bisættelsesdagen, hvorhos der blev paabudt Ringning med Kirkeklokkerne rundt om i hele Landet en Time daglig, indtil Bisættelsen havde sundet Sted, og lignende Foranstaltninger ville formodentlig blive trufne ved denne Lejlighed. Til de Oplysninger, som "B. T." bringer om Prinsessen« Liv, skulle vi endnu føje nogle enkelte Notitser. Prinsesse Caroline blev, som ovenfor nævnt, født den 28de Oktober 1793, hvorom "Berl. Tid." samme Dag indeholdt følgende Meddelelse: "Idag Morgen Kl. 4'½ Slet blev HdS. kgl. H. Kronprinsesse Marie Sophia Friderica lykkelig forløst med en Prinsesse, hvilket derefter Kl. 7 Slet blev fra Tøjhusbatteriet, Kjøbenhavns og Christianshavns Volde bekjendtgjort med 27 Kanonskud fra hvert Sted. Kl. 8 blev opført Musique paa Slots-Altanen ud til Ridebanen af Pauker og Trompere ved Garden til Hest og Hautboisterne af Garden til Fods, om Eftermiddagen var Gratulations-Kur hos Hs. kgl. H. Kronprinsen." Prinsessens Forældre boede den Gang, som det vil ses af Ovenstaaende, ligesom Christian den Syvende paa Christiansborg, hvor de endnu havde Bolig, da Slottet brændte den 26de Februar 1794. Det lille Barn var den Gang nær ved at indebrænde, idet man under Flugten fra det brændende Slot i Forvirringens første Øjeblik havde glemt hende. I Aaret 1830 havde Prinsessen et slemt Uheld, idet hun en Aften kom for nær til et Lys, hvorved der kom Ild i hendes Kappe, saa at hun blev forbrændt i Ansigtet, hvilket efterlod flere vansirende Ar. Hendes Apanage af Statskassen udgjorde, saa vidt vi erindre, 116,000 Kr., og desuden oppebar Prinsessen efter sin Faders Død en efterhaanden stigende aarlig Indtægt af en Tantine, en Livsforsikringsanstalt, i hvilken Renterne af de indskudte Kapitaler bleve fordelte til de Indskrevne, saa at disse kom til at oppebære større og større Indtægter, efterhaanden som deres Antal indskrænkedes ved dødelig Afgang iblandt de Indskrevne. For nogle saa Aar siden var Antallet af de i denne Tantine indskrevne Personer sunket ned til nogle ganske saa (saavidt vi vide 16), og i Overensstemmelse med Tantinens Statuter blev den hele Kapital da delt imellem disse, hvorved der tilfaldt Prinsesse Caroline en ikke ubetydelig Sum, der vistnok ikke kan komme hendes Mands Kreditorer tilgode. Efter Prins Ferdinands Død har Prinsesse Caroline aarlig betalt Renter og et vist Beløb til Amortisation af hans Gjæld, og efter det ved Prinsens Død trufne Arrangement vil Palaiet i Bredgade og Størstedelen af hendes Indbo nu tilfalde Prinsens Kreditorer.

(Slagelse-Posten 1. april 1881).

Arveprinsesse Caroline. I disse Dage fortælles følgende Anekdote i Kjøbenhavn: Da Biskop Martensen for nogen Tid siden aflagde den gamle Arveprinsesse et Besøg ved hendes Sygeleje, spurgte hun, om Biskoppen troede, hun kunde blive salig. Dette var han i Stand til at kunne forsikre Hendes kongelige Højhed. Arveprinsessen spurgte da videre, om hun nu ogsaa kunde være sikker paa at træffe sin afdøde Mand, Prins Ferdinand, men da Hans Højærværdighed ikke med samme Vished turde afgive Forsikring herom, blev Hds. kgl. Højhed meget fornærmet, kaldte paa Kammerfrøkenen og udbrød hidsigt: "Hent mig Pastor Pauli, Martensen skal gaa, Martensen skal gaa!" (Fs. Td.)

(Vendsyssel Tidende 6. april 1881).

Den 19. April.

Til det Kjøbenhavn, som forsvinder, hørte "Arveprinsessen", der i Tirsdags Aftes kjørtes ud til Kongegravene i Roskilde. Man havde rigtignok vænnet sig til at betragte hende som forsvunden for længe siden, thi man saa hende jo aldrig færdes i Gaderne og Promenaderne saaledes som i Prins Ferdinands Dage; men medens hun laa paa sit Yderste kom mangt et gammelt og glemt Træk af hendes Liv atter paa Omtale og hertil knyttede sig nogle ny hentede fra Sottesengen. Her stal kun nævnes et Par Exempler. Prinsessen besøgte jevnlig Teatrene med sin Gemal, skjønt hun ikke skal have havt megen Sans for Skuespil. En Gang - fortælles der - fik hun sig et lille Blund under Forestillingen. Det var i et af Sekondteatrene, hvor der netop den Aften opførtes "Orfeus i Underverdenen." Da Frederik Madsen traadte ind som Hans Styx og som sædvanlig modtoges med Jubel og Latter vaagnede Prinsessen, og gjort bekjendt med, at den agerende Skuespiller, sit ynkelige Udvortes uagtet, er en fordums Prins, skal hun have udbrudt: "Saa, det er en Prins, ja saa maa vi jo se paa ham." Da man meddelte hende Enkedronningens Død stal hun have ment, at Dronningen havde vist sig for eftergivende overfor Døden. "Hun kunde godt have stredet imod lidt endnu" - skal hun have sagt. Paa sit Yderste skal hun ikke have vist megen Uro, og der fortælles om den Kulde, hvormed hun modtog Biskop Martensens Trøst. Men i intet af alt, hvad der fortælles, er der noget, der taler ufordelagtigt om hendes Karakter. Som det var naturligt efter Hendes Stilling og Alder nærede hun afgjort Utilbøjelighed for det ny, men Hendes Kjærlighed til det gamle var ikke blandet med den uædle Konservatisme, der med Misundelse iagttager, at meget af det, der hidtil har ligget goldt og øde, i et Folk faar Livskraft og Fremvæxt. Om hendes oprigtige Hengivenhed for Land og Folk er der ingen Tvivl. Et smukt Vidnesbyrd i saa Henseende var det jo, at hun i Koleraaaret troligt delte Faren med den Befolkning, med hvilken hun hidtil havde delt Livets Omskiftelser. De Pøbeloptøjer, som fandt Sted, da hendes Lig førtes ud af Byen, vare derfor saa ubeføjede som tænkes kunde; men desværre synes den afskyelige Skik, at støje og larme, saa snart der er det mindste Usædvanlige paa Færde, at høre til det Kjøbenhavn, der ikke forsvinder.

(Aarhus Amtstidende 20. april 1881).

Den 9. april 1881 fyldte Christian 9. 63 år, og flagning og fejring foregik som vanligt. Den 13. april 1881 blev hun bisat i Roskilde domkirke. Arveprinsessens jordefærd kostede statskassen 16.428 kr. Herefter var det tid til at gøre boet op efter arveprins Ferdinand.

Bredgade 42. Bernstorff Palæ. Hvor Caroline og Ferdinand boede, tæt på Amalienborg.

- Det hedder, at den engelske Legation skal være Liebhaver til Arveprinsesse Carolines Palais i Bredgade, naar dette bliver stillet til Auktion, hvilket sandsynligvis først vil ske om nogen Trd, idet der er opstaaet Uenighed mellem Bolt og Statskassen, som Ejer af Christian den Syvendes Palais om Ejendomsretten til en Del af Arveprinsessens Have, et Stridsspørgsmaal, der ikke har saa ringe Betydning for Ejendommens Værdi i det Hele, idet denne meget vil afhænge af Grundens Udstrækning, Arealet er i de til Arveprinsens Creditorer udstedte Obligationer angivet til 10,500 Kvadratalen, hvilket i Byens fornemste Kvarter, og for sig repræsenterer en betydelig Kapital. Den i Privatbanken deponerede Hovedobligaiion, som Arveprinsessen udstedte til Dækning af sin Gemals Gjæld, er dateret den 8de Februar 1865 og lyder paa 400,000 Kr. med Pant i det hende af Frederik den Sjette ved hendes Ægtepagt af 27de Juli 1829, thinglæst 3die Marts 1856. skjænkede "Palais med tilhørende Husgeraad, Meubler og Inventarium, samt andre Effekter, derunder oqsaa Juveler og Pretiosa". Obligationerne have oprykkende Panteret etter Bankheftelsen (der udgjør 9000 Kr.) og 200,000 Kr.. som skyldes til Østifternes Kreditforening. Bygningerne ere assurerede for 252,000 Kr., og hele Palaiset med Grund blev i 1864 vurderet 450.000 Kr. Meubler, Juveler etc. bleve vurderede til 246,000 Kr., og de ere assurerede for 250.000 Kr. Ihændehaveren af de for Hovedobligationerne udstedte Partialobligationer have saaledes god Udsigt til at faa hele deres Tilgodehavende udbetalt, af hvilket de siden 1865 have saaet 5 pCt. i Rente. Disse Kreditorers Obligationer have Mærkel A, men der ere ogsaa Obligationer af Litr. B, som først senere komme i Betragtning, naar de andre ere fyldestgjorte. Hvorvidt disse ville saa Dækning, vil bero paa, om Boet vil give noget Overskud ved Afhændelser udenfor det Pantsatte. Ved Pantsætningen har Arveprinsessen udtrykkelig indtaget de Gjenstande, hun vilde testamentere bort som Gaver, til Erindring om hende og hendes Gemal.

(Slagelse-Posten 30. april 1881).

- Det er et ejendommeligt Indblik, man gjennem den i disse Tage afholdte Auktion efter Arveprinsesse Caroline faar i en forsvunden Tids Levnedssæt. Da den enevældige Konge udstyrede sin Datter til hendes Bryllup med Prins Fredrik Ferdinand, da var det først og fremmest de ydre Tegn paa Kongemagtens Pomp og Glans, han tænkte paa at forsyne hende med. Der findes saaledes endog i Palæet en Tronstol, betrukken med rød falmet Silke, men tydeligst træder Tendensen dog frem i det store Sølvservice med de mange Sølvtallerkener, som nu have været til Auktion. Tallerknerne ere fri for enhver kunstnerisk Prydelse med Undtagelse af det kongelige Vaaben; thi det var ikke paa det Kunstneriske, Vægten blev lagt, men paa det Imponerende og Massive. Derfor træffer man heller ikke egenlige Kunstsager i Palæet; naar Porcellænet eller Broncesagerne nu have faaet Kunstværdi, er det, fordi Tiden har ført det med sig, og ikke, fordi de ere blevne anskaffede af Hensyn hertil. Derimod er det interessant at se, hvorledes næst efter Hensynet til Hoffets Pragt ogsaa hos "Borger-kongen" Hensynet til det Nyttige har gjort sig gjældende. Der er en hel Afdeling af Prinsessens Efterladenskaber, som endnu ikke er kommen til Auktion, men som paa sin Vis er ikke mindre karakteristisk end dem, der nu ere til Auktion. Det er hendes Kjøkkensager. Disses Antal er legio; Prinsessen skulde være godt forsynet, og hun er bleven velsignet med Fade, Pader, Gryder, Krukker og Potter efter en storartet Maalestok. Alt dette Kjøkkentøj er desuden helt forskjelligt fra det moderne; Metalgenstandene ere af Kobber og have en ikke ringe Værdi, og dernæst repræsenterer Stenkrukker, Jydepotter og Lign. vore Dages Jern- og Fajancekar. Denne Samling vil sikkert, naar den henad Efteraaret kommer til Auktion, ogsaa vække megen Interesse, om end naturligvis ikke saamegen som den nu bortauktionerede, der stadig foraarsager Trængsel i Palæet. Kataloget, der var trykt i et betydeligt Antal Exemplarer, har endog, hvad der er noget Enestaaende ved et Auktionskatalog, maattet trykkes i 2det Oplag.

(Viborg Stifts-Tidende 27. juni 1881).

Det er almindelig kendt, at den i 1870 afdøde Prins Ferdinand havde en meget betydelig Gæld, der hovedsagelig var kommen paa mindre heldige Hænder. Den Maade, hvorpaa den nu afdøde Arveprinsesse Caroline overtog og forvaltede sin Gemals Gæld, var et smukt Vidnesbyrd om Prinsessens Karakter. De i sin Tid udstedte "Partialobligationer" vare ved Prinsessens Død væsentlig bleve samlede paa en enkelt meget bekjendt Kjøbenhavnsk Forretningsmands Haand, og denne har if. en Korrespondent gjort en - pekuniært taget - glimrende Forretning, idet hele Gælden ved Salget af Prinsessens Efterladenskaber bliver dækket.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Avertissementstidende for Lyngby, Gjentofte, Søllerød, 16. august 1881).

Flere auktioner fulgte. Den i oktober 1881 indbragte 126.800 kr. Palæet i Bredgade blev overdraget til kong Georg af Grækenland, som brugte det når han en sjælden gang kom på besøg, indtil han blev myrdet i 1913. Trods det uhyre beløb der kom ud af auktionerne - 827.000 kr - var det ikke nok til at dække hele den gæld som parret havde oparbejdet, især pga Ferdinands ødsle levevis.

Enkedronning Caroline Amalie. (Efterskrift til Politivennen)

Det er et stort spand af år den afdødes liv omfatter, og det er et tidsrum, i hvilket Danmark som stat har lidt så hård en medfart og så store tab som næsten ingensinde førhen i historien. Der var over Caroline Amalie for os bestandig et minde, og et ærværdigt og smukt minde, om svundne tider. Hun var den enevældige konges enke og havde vaner som sådan - man tænker på hendes firspændige køretøj uden kusk men med jockeyer og med forriddere langt foran vognen - men hun var tillige det milde, landsfaderlige regimentes efterlevende dronning. Uden oprindelig at have synderlig kendskab til eller forståelse af det folks trang, i hvis spidse hun stod ved en åndfuld mands side, havde hun en følelse af at være sit lands moder, og hun nærede en aldrig svigtende kærlighed til Danmark. Hun fik dog alt som hun blev en gammel kvinde bestandig bedre kendskab til adskillige af de livsrørelser, som omgav hende - man tænker på hendes venskab for Grundtvig og pastor Rørdam i Lyngby - og blandt det gammelt-kongelige sølv og guld, der prydede hendes sale, kunne friske unge planter fra de sidste dage finde plads. Hendes sind var religiøst og skulle der i hendes tankesæt plantes unge skud ind, måtte det ske ad religionens vej. Hun har næppe forstået meget af, hvad det danske folk politisk ville, men hun kunne føle med det folk, som hun levede blandt. Tiden var løbet hende forbi, men hun beholdt den ungdom i sit hjerte, som hendes kærlighed til land og rige gav. Hendes venskab for børn var en bekendt sag. Derfra skriver de fleste af hende grundlagte eller støttede institutioner sig: Asyler og velgjørende selskaber. Hendes godgørenhed var det hele stor og større ofte, sagde man, end hendes forholdsvis ikke rige midler tillod hende. Når man derfor i hendes skønne ansigtstræk og ædle skikkelse så efterskæret af en svunden kongemagt, var det også den vennesæle kvinde huskede, og som vandt hjerterne. Det er rigtigt, at der nu sørges med krep og snip for den døde dronning - hun ville ikke have kunnet begribe, at sligt kunne undværes - der vil også blive sørget uden disse ydre tegn.

Enkedronning Caroline Amalie (1796-1881). Christian 8's ægtefælle. Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Men når nu dette er så, hvad skal så det påbud til, som er udgået om landesorg indtil videre? Lad den afdøde enkedronning Caroline Amalie få al den officielle hyldest som følger af hendes stilling, og som ved denne lejlighed vil blive ydet af et langt ærligere sind end det ofte ellers er tilfældet; men hvad tjener det til at belægge landet med en tynge af fremkunstlet stilhed? Mener man derved at fæste mindet om den afdøde dronning dybere i trofaste sind? En underlig tro! Og de folk, som pekuniært ikke kunne tåle denne tilstand af landesorg, har man tænkt på dem? Skulle de lide, fordi de tjene deres brød i et letsindig øjemeds tjeneste? Man handler urigtigt i dette, og man handler ikke i den afdøde milde dronnings ånd. Kunne hun høre, at en eneste stakkels positivspiller i København, hvem man havde forbudt at spille i gårdene, skulle sulte, fordi hun nød officiel ære i sin grav, ville hun i samme nu give befaling til at holde inde med sorgen. Vi taler ikke de letsindige fornøjelsers sag, men vi taler en stor mængde menneskers sag, som ikke er således stillede i samfundet, at de have råd til at være med i denne art af sorg, som "befalingen" lyder på. Og vi taler den store mængde fornuftige og hæderlige menneskers sag, der forstår at være ærbødige overfor døden og at tage kongehusets sorg så vel som enhver anden ærlig sorg, uden at de derfor have lyst til at tage del i det udtryk for sorgen, som er befalet, men som ingen rod har i den almindelige bevidsthed. Danmark sørger ikke over sin afdøde enkedronning på den personlige måde, at skuespil og kunstnydelser overhovedet derfor med et kunne blive tant her i landet. Jo før altså det tryk bliver hævet, som denne landesorg "indtil videre" har lagt på os alle, jo bedre. Det smukke minde, som enkedronning Caroline Amalie har sat sig selv i Danmark, vil ikke lide noget skår derved.

(Morgenbladet (København), 11. marts 1881).