Fra Almueskolens Omraade. (Efterskrift til Politivennen)

- - -

Et andet Spørgsmaal af almindelig Interesse er Anvendelsen af Lærerinder i de offentlige Almueskoler. I Aaret 1874 er der ved de offentlige Almueskoler ansat et forholdsviis stort Antal Lærerinder. Dette gjælder ikke alene for Hovedstaden, men ogsaa uden for denne i By og paa Land. For at anføre nogle Exempler fra den allerseneste Tid, saa er der udenfor Kjøbenhavn i Randers, Kolding, Bogense, Ringsted Landsogn og flere Steder paa Landet, navnlig i Jylland ansat exam. Lærerinder. Ligesaavist som det er, at Antallet paa de unge Mænd, der indstille sig til Lærrexamen, tager af, ligesaavist er det, at Tilgangen af Lærerinder er i stadigt Stigende. Spørge vi nu, om det er heldigt for den opvoxende Ungdom, at der mere og mere anvendes Lærerinder, saa svare vi: Ja; men dog med det bestemte Forbehold, at vore Almueskoler først maae organiseres med Hensyn til Anvendelsen af ogsaa kvindelige Kræfter. At sætte Kvinder til at læse med talrige Klasser af begge Kjøn, saaledes som det f. Ex. er Tilfældet i flere Kjøbstæder, forekommer os at være el absolut Misgreb; thi hvor ønskelig Kvindens Indflydelse paa Børnene end er med det opdragende Maal for Øie, saa maa Erfaringen dog vistnok mangt et Sted have lært, at Disciplinen vanskeligere opretholdes i store Fællesklasser end i saadanne, hvor Kjønsadskillelse er gjennemført ialtfald indtil Elementarklassen.

Jeg maa derfor fastholde som ubetinget rigtigst, at dele Eleverne i en Skole efter Kjøn i alt Fald til Elementarklassen, naar Lærerinder anvendes. Sidstnævnte Klasse bør være en Fællesklasse og Underviisningen i samme bør væsentligst besørges af Lærerinder; thi det som dog egentlig er Hovedsagen ved Veiledningen af Smaabørn, er den opdragende Side af Skolers Gjerning, og til denne troer jeg, at Kvinden i det Hele taget egner sig bedre end Manden. Ingensinde seer man Mænd anvendte i Asyler, som foruden Smaabørn paa 4-5 Aar ogsaa rumme Børn til 7-8 Aars Alderen. Her overlades Gjerningen til en Asylmoder, som, hvis hun forstaaer sin Gjerning ret, virker til stor Velsignelse for de Smaa, der ere betroede til hendes Omsorg Og hvad er nu egentlig en Elementarklasse med Drenge og Piger i en Alder af 6-8 Aar Andet end et lille Asyl, hvor Undervisning og Opdragelse gaaer, eller bør gaae, Side om Side med hinanden? I disse faa Linier vilde jeg saaledes gjerne fremsætte den Anskuelse, at det overalt ved Landets Almueskoler er heldigt at anvende Lærerinder; men at disses Gjerning hovedsagelig bør indskrænkes til Elementarklasserne og Pigeklasserne; derimod ikke saa gjerne i Fælles- og Drengeklasser, hvor Børnene ere over 8 Aars Alderen.

See vi hen paa Lærerindernes Stilling i pecuniair Henseende, saa maa man vel erkjende, at de Gager, Lærerindeloven fastsætter, nemlig ældste Gage 200 Rd., 33 1/3 Td. Byg efter Capitelstart, 2 Fv. Brænde og Fribolig eller Godtgjørelse herfor og yngste Gage samme Løn - 100 Rd., er ret tilfredsstillende. Beregnet i Penge er yngste Gage omtr. 350 Rd., og skjøndt dette tilvisse ikke kan kaldes nogen stor Indtægt, kan det dog ikke nægtes, at en Kvinde kan leve nogenledes ordentlig af denne Sum. Mindes jeg ret, har der dog i Anret 1874 været opslaaet som vacante i fyenske Kjøbstæder et Par Lærerindeembeder med en betydelig lavere Løn end den foranførte Da der imidlertid for Tiden er al mulig Grund til at forbedre Lærernes Lønningsvilkaar, er det urigtigt at knappe af paa Lærerindernes. Langt værre er det dog ovre i Jylland. Adskillige Embeder ere udbudte i det sidste Aar med en Løn af neppe 200 Rd. i Eet og Alt. Af flere Exempler vil jeg blot anføre et fra de sidste Dage. Det er Embedet som Lærerinde ved Pigeskolen i Kattrup. Indtægt: 175 Rd., Skolepenge c. 20 Rd., Fribolig og Brændsel, altsaa i 195 Rd.; Kosten kan paa ingen Maade beregnes lavere end 12 Rd. maanedlig, c: 144 Rb., Rest 51 Rd. til Klæder, Lys, Vask og en Kvindes øvrige Smaafornødenheder. Dette er ringere end en Enepigeplads i Kjøbenhavn; thi en saadan lønnes med fri Station og 60 Rd. aarlig Løn. Hvorledes vedkommende Commune har kunnet opnaae en Approbation paa Oprettelsen af et saadant Embede, er os ufatteligt.

R. F.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 27. december 1874. Uddrag).

Franz Neruda ved det kgl Capel 1864-1877. (Efterskrift til Politivennen)

Serien om Neruda-familien omfatter følgende afsnit: Sødskendene Neruda. Franz Neruda konkurrer om at blev violoncellist ved det kgl. Kapel. Franz Nerua ved det kgl. Capel 1864-1877. Franz Neruda og Kapelmesterposten 1822-1883. Franz Neruda og Dirigentposten i Musikforeningen. 1890-1892. Franz Nerudas Karriereslut (1912). Franz Neruda 70 Aar (1913) og Død (1915). 

Efter sin ansættelse ved det kgl. Kapel i 1864 spillede Franz Neruda lejlighedsvis indtil 1867 samme med sine to søstre - der da ganske stod i forgrunden. Internationalt fortsatte Wilhelmine med at blive mere og mere kendt, bl.a. blev hun kaldt "violinisternes dronning". Franz Neruda spillede kammermusik og komponerede forskellige værker. Han lavede koncerter for kammermusik, og var med til at stifte Kammermusikforeningen i. Dagbladet Fædrelandet havde ikke glemt hans udenlandske herkomst:

- Kgl. Kapelmusikus Fr. Neruda har hos Hofmeister i Leipzig udgivet to Hefter: "Sieben kleine Lieder" og "Ein neues Heft Tonbilder für Pianoforte zu vier Händen." Man kunde vel ønske, at en saa begavet Musiker som Hr. Neruda, der har været længe nok i Danmark, havde fulgt tidligere hidkomne Komponisters Exempel og skrevet i en saadan Stil, at man til en vis Grad kunde regne ham som vore egne Mesteres Landsmand, men uagtet de ovennævnte Arbejder ingenlunde bære Præg af dansk Nationalitet, ere de dog i sig selv saa smukke og fortrinligt komponerede, at vi ikke kunne Andet end henlede musikalske Læseres Opmærksomhed paa dem. De vidne om en ualmindelig fin og smagfuld Kunstner, og skjønt de ikke ere særdeles vanskelige, ere de dog saa rigt udarbejdede at de med et nogenlunde fyldestgjørende Foredrag yde megen musikalsk Fornøjelse.

(Fædrelandet 21. december 1874).

I slutningen af 1875 rejste Franz Neruda sammmen med pianisten V. Bendix rundt i Sydsverige på en "kunstrejse". Den 9. april 1876 blev Franz Nerudas forældre myrdet i Wodolka ved Smichow. Morderen var en oftere straffet person som blev grebet næste dag.

I august 1876 var Franz Neruda, Wilhelmine Neruda-Norman, organist og pianist G. Mathison-Hansen og den saksiske hofoperasanger Mayer på turne i 25 danske købstæder. Den startede i Svendborg den 21. juli 1876 herefter gennem Fyn og Jylland, tilbage over Fyn og sluttede i Nakskov den 17. august 1876.

I juni 1877 spillede han med Wilhelmine Neruda-Normann i London med succes. Han havde købt en violoncel for 2.500 kr af en berømt kunstner, Piatti. Han opgav at spille i danske købstæder - han havde fået langvarige permissioner den ene gang efter den anden. I august 1877 to han afsked med Danmark og bosatte sig i England. Han behøvede ikke længere at være kapelmusikus ved det kgl Teater: denne vinter var han engageret til 60 koncerter, heraf 29 i Manchester. De danske aviser var enige om at det var et stort tab for musiklivet i Danmark. I denne periode begyndte han at komponere og flere af hans værker blev udgivet, også internationalt:

Musikalier. Fra Frans Nerudas Haand foreligger der en Række Kompositioner, dels for Violoncel med Akkompagnement af Piano eller Orkester, dels for Piano firehændig. Violoncelsagerne falde ind under tre forskjellige Afdelinger, nemlig Op. 39 "Drei Stücke" (Ständchen, Menuet og Polonaise), Op. 41 andre "Drei Stücke" (Gavotte, Mazurka og Norwegisch) begge forlagte af Kistner i Leipzig, samt Op. 40 Andante et Allegro de Concert, forlagt af den herværende Hofmusikhandel. Den i Forveien ikke meget betydelige Violoncelliteratur har ved disse Arbeider paa forskjellig Maade modtaget en velkommen Tilvækst og det just i to Brancher - Smaastykker og Koncertstykker - hvor der hersker og har hersket Mangel. Naar Komponisterne ellers have havt Lykken med sig, have de især pleiet Sonateformen, hvad der naturligvis ligger nærmest for dem, der ikke besidde særligt Kjendskab til Violoncelloens Teknik. Franz Neruda, der just i den Henseende har de bedste Kort paa Haanden, har da skevet sine Stykker som den, der i Retning af teknisk Indsigt besidder saa megen Overlegenhed, at han ikke gjør denne Side af Sagen større Indrømmelser, end Hensynet til det praktiske medfører, og navnlig ikke ofrer noget af sin musikalske Ide for at vinde noget af det Brillantes uægte Guld. Diss to Krav, paa den ene Side Hensynet til det musikalske Indhold, paa den enden Side Hensynet til, hvad der tager sig ud og kan klæde Instrumentet, befinde sig i meget af Violoncelliteraturen i en sørgelig Modsætning til hinanden og Resultatet er ogsaa det, at Størsteparten af disse Kompositioner kan deles i to Dele, hvoraf den ene repræsenterer den gode Musik, som ikke kan spilles, den anden den slette Musik, som ligger særdeles godt for Instrumentet og mange Gange sætter Violoncellisternes musikalske Dyd i en alvorlig Fristelse. At Neruda i sine Stykker har vidst at førend disse to Hensyn, er man snart paa det Rene med. De to Hefter Smaastykker ere kvikke og morsomine, især Ständchen, Gavotten og Mazurkaen. Deres Karakteristik kan antydes ved, at de have noget af det Popper'ske Snit, i harmonisk Henseende ere fint og intelligent behandlede, medens man savner noget af Cantilena'en, en rigtig sangbar Violoncelsats, som Komponisten af Angst for det søde synes at vende sig altfor meget fra. I Andanten og Koncertallegroen (Op. 40) findes der derimod en saadan kantabil Sats i det førstnævnte Stykke, i sin Helhed virkningsfuld og godt lagt til Rette for Instrumentet, medens man dog netop her faar et bestemt Indtryk af, at Komponistens Talent langt mere ligger for det harmoniske end for det melodiske. Forøvrigt er netop denne Andante og Koncertallegro det betydeligste af de nævnte Kompositioner, og det gjælder særlig om dette Opus, hvad der overfor er anført om Forbindelsen af det musikalske Indhold og det teknisk praktikable. Det er god Musik, der her bydes, og de kan spilles. Paa den solide musikalske Underbygning optræde her morsomme og nye Violoncelfigurer, til hvis Formning Komponisten har udviklet megen Opfindsomhed. Det hele klinger brillant og effektfuldt, og hvad der ved den Slags Kompositioner har meget at sige, det ligger saa bekvemt for Instrumentet, at selv mindre øvede Spillere kunne give sig i Lag med denne Allegro, der klinger, som om det kun var virtuosers Sag at spille den.

Af de firehændige Pianokompositioner kalder det ene (Op. 29) sig for syv mindre Klaverstykker i Kammermusikstil. Den sidstanførte Tilføielse, - i Kammermusikstil", som Komponisten vel har anført til Forklaring for tvivlraadige Kjøbere, er for saavidt overflødig, som selv et lyst Blik paa disse Stykker giver tilstrækkelig Besked om Karakteren i dem. De ere formede paa samme Maade som de Opgiver, der i Almindelighed stilles fire Mand i en Kvartet. Det er den fine Detailbehandling, det ved Udførelsen kommer an paa, Stemmeføringen er omhyggelig gjennemført, den harmoniske Udarbeidelse er ogsaa her interessant. Men populære i dette Ords almindelige Betydning blive disse Stykker næppe, der hører en god Del Intelligent dybde til Forstaaelsen af dem og til Udførelsen. Her kunne ingen Toner blive borte, uden at det mærkes, de ere alle, ligesom Stenene i et Mosaikarbeide, uløselig forbundne under Helheden. For to dygtige, omtrent lige flinke Klaverspillere vil der imidlertid være meget at studere i dette Hefte og meget at lære, ikke mindst i Retning af Rhytmiken. (Den kgl. Hofmusikhandels Forlag).

Til et større Publikum henvender det andet Hefte firehændige klaverstykker sigt Tre slovakiske Marcher (Op. 30). Ifølge deres Anlæg ere de som tænkte for Orkester, hvad der ogsaa fremgaar af Betegnelsen paa Titelbladet. Der er kjække og karakterfulde Motiver af den ejendommelige nationale Nerve, som vil være bekjendt fra Musiken i hine halvvilde Zigeunerorkestre, der have deres Hjem i den sydvestlige Krog i Østerrige - - denne sande Musikrede - og som af og til forvilde sig herop. Komponistens sIaviske Nationalitet bryder sig uhindret sin Vei og gjør sig kraftig og umiddelbart gjældende. Derfor ere Marcherne ogsaa meget morsomme at gjøre Bekjendtskab med. Ligesom hyppig ellers i Nerudas Kompositioner vil man ogsaa her bemærke Anvendelsen af den karakterfulde nationale skole, hvori den syvende Tone mangler (Wilh. Hansens Musikforlag).

(Nationaltidende 11. januar 1881. Dags-Telegraphen (København) 17. januar 1881)

Tyendeloven. (Efterskrift til Politivennen)

Første artikel fra 2. december 1874 skrev om baggrunden: Rigsdagens diskussion af en ny tyendelov, samt især folketingsmand Jagd som ønskede tyendeloven endnu mere restriktiv overfor tyendet. Herefter går artiklen over til at beskrive tyendets faktiske forhold:

---

Hvad de faktiske Forhold angaar, da er disse gennemgaaende baade i By og paa Land saaledes, at Lovgivningen absolut bør gribe reformerende ind deri. Mon der f. Eks. skulde findes mange ret Personer i Danmark, der ikke kender idetmindste nogle af de mange Tilfælde, hvor Husbonden byder sit Tyende el Nattelogi, der er saa uhyggelig og elendig som muligt og som desuden er absolut helbredsnedbrydende. Man kan tage Forholdene hvor man vil overalt i hele Landet, og man vil finde, at det gennemgaaende er saa temmelig ens allevegne. Man finder den samme Hensynsløshed mod og Ringeagt for Tyendet repræsenteret i nogenlunde lige høj Grad baade i København, Provinsbyerne og omkring paa Landet. Talrige "Herskaber" i København anviser deres Tjenestepiger et Nattelogi, der ofte bestaar af en Baas under en Trappe eller et "Værelse" (!) oppe under Taget, hvor der kun er Plads til en Seng og ikke engang til en Kommode eller et Klædeskab, og hvor der naturligvis ingen Kakkelovn findes. Ingen af Stederne, hverken i "Baasen" eller i "Værelset" kan Pigen opholde sig undtagen den Tid hun sover, og derfor maa hun tilbringe de enkelte Timer, som hun engang imellem "har fri", siddende i Køkkenet, mange Gange i en haard Vinter uden Spor af Varme. Dersom Pigen har Bekendte, der ønsker at besøge hende, til Trods for et saa ubehageligt Modtagelsesværelse som et koldt Køkken, skal "Fruen" naturligvis have at vide, "hvad det er for Bekendtskaber Pigen har". En saadan Tilværelse fører en meget stor Mængde af københavnske Piger, og denne Tilværelse forskønnes ved at de paagældende "Herskaber" i Reglen er ligesaa fordringsfulde i de Krav, de stiller til Pigens Arbejdsydelser, som de er ligegyldige med Hensyn til at opfylde deres egen Pligt. De københavnske Tjenestekarle har det maaske gennemgaaende noget bedre, men stor Forskel er der ikke for en større Del af disses Vedkommende.

Paa Landet og i Provinsbyerne er Forholdene i Mangt og Meget ikke bedre end i København, medens de dog i enkelte Henseender er noget heldigere for Tyendet. Det landlige Tjenestetyendes natlige Opholdssted, respektive "Pigekammere" og "Karlekammere", hvor Tyendet naturligvis ogsaa maa opholde sig, naar de en enkelt Gang modtager Besøg af en Bekendt, giver ikke de københavnske "Værelser" noget efter. Kakkelovne er i disse "Kammere" en aldeles ukendt, ja næsten utænkelig Luksus, og det er meget almindeligt, at der i Karlekamrene ikke bliver fejet Gulv - Gulvet er naturligvis af Ler - 10 Gange om Aaret. Hvor der bliver fejet en Gang om Ugen er Kulturen i den Retning overordenlig vidt fremskreden! At Husbonden ikke er uvidende om, i hvilken nedværdigende Tilstand Tyendets natlige Opholdssted befinder sig, fremgaar blandt Andet deraf, at det anses for den mest ubetingede Ringeagt, der kan vises en fremmed Gæst, dersom man anviser en saadan at sove i Karle- eller Pigekammeret. Det kan næsten bedre gaa an, naar der ikke findes andet Logi i Huset, da at anvise Gæsten Nattelogi i Høgulvet! Vi har ovenfor sagt, at Forholdet paa Landet i enkelte Henseender er heldigere for Tyendet end i Byerne. Vi sigter dermed til, at det landlige Tyende indtager sine Maaltider og tilbringer sine Aftenfritimer, enten i opvarmede saakaldte "Folkestuer" eller - i en Del Bøndergaarde - i Familiens Dagligstue. I sidste Tilfælde er det dog Tyendet indirekte forment at modtage Besøg af Bekendte og underholde sig med samme. Finder saadanne Besøg Sted fjerner begge Parter, nemlig det besøgende og det Besøg modtagende Tyende sig, og den Samtale, som de ønsker at føre med hinanden, maa føres udenfor Stuen i Kulde og Mørke. Der gives vel Undtagelser i nævnte Retning, men Forholdene, som de er anført, er i hvert Fald Reglen. Det eneste Sled, hvor Tyendet kan komme sammen og færdes ugenert med hverandre, uden at være generet af Madmoderens og Husbondens meget skarpe Kritik, er Dansestuerne.

Saaledes som her anført ser Tjenestetyendets borgerlige Stilling ud for det her omhandlede Omraades Vedkommende. Hvad Kosten og Lønnen angaar er der ligeledes megen Grund til Utilfredshed med de bestaaende Tilstande. Navnlig har Kosten paa de saakaldte Herregaarde, paa Knaldproprietærgaardene og paa forfinede Bøndergaarde, hvor "Folkene" spiser særskilt, i hvert Fald indtil den nyeste Tid, mange Steder været meget slet, og er ganske vist endnu meget hyppigt aldeles utilfredsstillende. Paa Landet kan Karlens og Pigens Løn jo nok strække til Klæder og øvrige Udgifter i Forhold til de Fordringer, der stilles, men i Byerne er det derimod langtfra Tilfældet. Hvorledes skal f. Eks. en Tjenestepige i København kunne holde sig vedlige med Klæder, Fodtøj, Vask osv., for en Løn af 3 a 5 Rd. maanedlig, naar man tager Hensyn til hvormeget Fodtøj og Klæder en Pige under sin rastløse Virksomhed maa forbruge. Beregner man 1 Rd. maanedlig til Vask, 2 Rd. til Fodtøj og 1 Rd. til Smaaudgifter, bliver der af en Løn paa 4 Rd. slet Intet tilovers til Klæder, og af en Løn paa 5 Rd. bliver der kun 1 Rd. maanedlig tilovers dertil, og 12 Rd. aarlig er det dog umuligt at klæde sig nogenlunde ordenlig for. Ikkedestomindre raaber alle Spidsborgerne i Kor, at det er forfærdeligt som Tjenestetyendet nu skummer Fløde gennem de høje Lønninger.

Tjenestetyendets Stilling er i de fleste Tilfælde og i de fleste Henseender saa slet, at den uden Overdrivelse kan kaldes demoraliserende i høj Grad. Hr. Jagd kan, som Jordarbejdsentreprenør ikke være ukendt med, at der gives en Del Arbejdere, der er endnu slettere stillet end det almindelige Tjenestetyende, nemlig de saakaldte Jordarbejdere. Den Tilstand, der hersker paa mange af slige Arbejdspladser, f. Eks. ved Udtørringer, er saa demoraliserende of fysisk uforsvarlige, at der absolut fra Lovgivningens Side burde træffes meget strænge Bestemmelser for at hæmme det paa mange slige Steder herskende mangesidige Uvæsen.

De sociale Forhold, saaledes som de er, medfører uundgaaelig, at der i særdeles mange Tilfælde maa herske et uvenligt Forhold mellem Husbonde og Tyende, men Husbonden har oftere end Tyendet Skyld i de deraf opstaaede Ubehageligheder. Humane Husbonde, der søger at gøre Forholdet mellem sig og Tyendet saaledes som det bør være, klager meget sjældent over sit Tyende, men Klager kommer fra dem, der ved deres egen fordringsfulde, hovmodige og hensynsløse Opførsel fremtvinger Ligegyldighed og Uvenlighed fra Tyendets Side.

Som ægte spidsborgerlig Storborger finder Hr. Jagd sig naturligvis kaldet til at optræde som de i Forvejen stærkt Begunstigedes Forsvarer og Talsmand. De Ulemper, der opstaar ved at Forholdene nu er slette og uretfærdige, tror han at kunne fjerne ved at gøre dem endnu slettere og uretfærdigere. Dersom Hr. Jagd var født for et Hundrede Aar siden i et Land, hvor Slaverisystemet blomstrede, vilde han formodenlig være bleven en stor Mand, medens han derimod her i Danmark vistnok bliver til Ingenting, i hvert Fald som Politiker og Reformator betragtet. Der er en Del Mennesker, der, som man siger, er forud for deres Tid, og det kan være meget slemt; Hr. Jagd er derimod kommen for sildig til Verden og det er endnu værre, ti ham levnes der ikke engang det Haab, at Tidsudviklingen kan naa ham.

Hvad Realiteten af Hr. Jagds Forespørgsel angaar, da er det vanskeligt at se, hvad det egenlig er for prakliske Reformer i Tyendelovgivningen, som han tror kan gennemføres til Fordel for Husbonden. Man vil ikke være istand til i Tyendeloven af 10de Maj 1854 at finde en eneste Paragraf, der giver Tyendet en fortrinsvis Ret overfor Husbonden, hvorimod en stor Mængde af nævnte Lovs Paragrafer og Stykker giver Husbonden en fortrinsvis Ret over Tyendet. Dette er saaledes Tilfældet med Lovens § 14, § 15, første, andet og tredje Stykke, §§ 16, 21, 22, 24, 26, 27, 28, 20, 31, 36, cg 41, fjerde, femte, tolvte og femtende Stykke, 43, tredje, fjerde og sjette Stykke, § 51 og § 66. Alle de her nævnte Paragrafer og Stykker stifter ulige mellem Husbond og Tyende med Hensyn til disses Rettigheder og Pligter overfor hinanden, idet de Rettigheder, der gives Husbonden, er større og mere omfattende end Tyendets tilsvarende Rettigheder, medens det omvendte Forhold er tilstede med Hensyn til Forpligtelserne.

Det vilde blive for vidtløftig her at citere og kritisere alle de nævnte Paragrafer, men den Ulighed som de skaber i de tvende Parters Rettigheder og Pligter, er ved en nogenlunde grundig Gennemlæsning iøjnefaldende nok. Dog skal vi fremhæve et Par Eksempler paa Tyendelovens Karakter. § 24 lyder saaledes : "Heller ikke maa Tyendet uden Husbondens Tilladelse forlade Huset i egne Anliggender, eller blive borte længere end tilladt". Denne Paragraf behøver ingen Kommentar: den taler for sig selv som et slaaende Bevis paa gennem hvilke Briller Lovgivningen i 1854 betragtede Tyendet. I § 31 hedder det: "Paaføres Tyendet en Legemsskade eller anden Sygdom som Følge af utilbørligt Forhold fra Husbondens Side, saasom naar han paalægger det overanstrængende eller noget med særegen Fare forbundet usædvanligt Arbejde, bør han bekoste Helbredelsen og kan desuden tilpligtes at give Tyendet en billig Erstatning for det Næringstab som det lider, efter at Tjenesten er ophørt. Denne Paragraf, der forudsætter, al Tyendet skal udføre et hvilketsomhelst Arbejde, der paalægges det, selv om det er overanstrengende eller forbundet med særegen Fare, er ligefrem barbarisk.

I § 51 befales "at ethvert Tyende bør vøre forsynet med Skudsmaalsbog". Hvorfor skal ikke ligeledes enhver Husbond være forsynet med en saadan? Er det ikke ligesaa nødvendigt og af ligesaa stor Vigtighed for Tyendet at vide noget om Husbonden, som omvendt? Ofte lader f. Eks. en Pige i Kjøbenhavn sig bortfæste til en Plads, som hun paa ingen Maade ville være traadt ind i, dersom hun af en Skudsmaalbog kunde have set, at det paagjældende "Herskab" skiftede Pige et Par Gange om Maaneden.

Vi har nu givet et lille kortfattet Omrids af Tjenestetyendes Stilling, saavel overfor de borgerlige Forhold som overfor Pengemagten, og vi finder, at Lejligheden, der gives ved Hr. Jagds Forespørgsel, burde benyttes til at forberede nogle af de Reformer, der i dette Anliggende er i saa høj Grad paatrængende nødvendige. Hr. Jagd kan da have den Tilfredsstillelse, idetmindste en Gang i sit Liv - om det endog sker mod hans Villie - at have været Banebryder for noget Gavnligt.

(Social-Demokraten 3. december 1874).

Fra Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen).

Kjøbenhavn er ikke mere det gamle Kjøbenhavn. Det er ikke blot de gamle Huse og Gader, der "forsvinder". Der er ogsaa Andet, der forsvinder. En Del af den forrige kjøbenhavnske Aand er ved at forsvinde. I mange Henseender er en ny Aand i Fremvæxt.

De, der kjendte Kjøbenhavn i Christian d. 8des Dage, vil finde at Adskilligt fra den Tid er vendt tilbage, men med andre Mænd. Den Gang var den mod Friheden fjendlige eller dog uvenlige og ligegyldige Aand den herskende. Kun enkelte Blade førde Frisprog, nemlig "Fædrelandet", "Kjøbenhavnsposten" og "Den Frisindede", hver dog i sin Retning. Da Kjøbenhavn fik en ny Kommunalindretning, samledes de egenlige Fremskridtsmænd om Kjøbenhavns Kommune. Det var den Gang Alberti kunde sidde Side om Side med Krieger i Kjøbenhavns Borgerrepræsentation.

Ogsaa den Gang var der to Retninger i Studenterverdenen. De Gammeldags holdt sig i Studenterforeningen, som var meget fin og fornem. De Fremadstræbende samledes i Akademikum. Men disse to Foreninger smeltedes dog sammen i den ny Studenterforening, som har affødt den nuværende med dens nye Spaltninger.

I Christian d. 8des Dage var der en Hoftid ligesom nu, ogsaa den Gang opholdt mange Godseiere sig em Vinteren i Hovedstaden og deltog i Hofballerne. Da Frederik 7de kom paa Thronen uden Dronning hørte Hoflivet op, og i hele hans Tid trak Godseierne sig tilbage baade fra Hovedstaden og Politiken.

Kjøbenhavn vilde dog omtrent have vedblevet at være den gamle med en stor Mængde Ligegyldigt og en lille Kreds Virksomme, hvis ikke Februaromvæltningen i Paris og de paafølgende Martsdage aldeles havde omskabt Tænkemaaden. De Retninger, der i Statsraadet fremtraadte med Tschernings Navn overfor Monrads og Lehmanns, i Borgerrepræsentationen med Albertis Navn overfor Kriegers og Kaysers, skildes nu ad. Det var som om den ene sagde: skal hele Folket med, saa maa vi ud af Kjøbenhavns Porte, medens den anden sagde: vi vil være Herrer i Hovedstaden og dermed Herrer overfor hele Landet.

Da Grundloven drøftedes, var der i Hovedstaden ingen stor Deltagelse for denne vigtige Sag. Der var Tegn til, at man vilde udsætte Sagen, til Slesvigs Stilling var ordnet. Det foreslog Krieger; men mon man da nogensinde havde opnaat en Grundlov! Der var Folk, som mente, at Rigsforsamlingen skulde blive saa uenig, at Frederik d. 7de ikke kunde underskrive en Grundlov, som kun var vedtaget af et ringe Flertal. Da var det, at Venstre holdt sit afgjørende Møde, hvor man opgav sine egne Forslag for at stemme for det Bruun-Jespersenske Landsthingsforslag, hvilket Novemberministeriet støttede. Man skulde blot have set og hørt den Overraskelse hos Høire, da B. Christensen paa Venstres Vegne udtalte sig om dette kloge Skridt, om hvilket Venstres Medlemmer havde iagttaget den ubrydeligste Taushed. Selv Ørsted tilstaar, at denne Venstres Holdning egenlig var det, der afgjorde Grundlovens Skæbne: thi nu blev Grundloven vedtaget med stor Stemmeflerhed, og derfor kunde man lettere overvinde den Modstand, der fra visse Sider rørte sig, da Ministeriel forelagde Grundloven til Underskrift for Frederik den 7de, hvis Pennestrøg dermed fraskrev sig sine otte Forgængeres Enevoldsmagt.

Der var aldeles ingen Jubel i Hovedstaden, da Grundloven underskreves; det var knap nok, at en lille Kreds kunde samles de følgende Aar paa Grundlovsdagen. Man sammenligne hermed det Røre i Studenterforeningen, Rimestads Arbejderforening samt paa Gader og Stræder, da man 1863 vilde have Christian den 9de til at underskrive Novemberloven, hvis Hensigt efter Halls eget Udsigende var, at skulle bære hele vor konstitutionelle Udvikling, og hvad Plads blev der da for Frederik den 7des Junigrundlov !

Frederik d. 7de levede ikke meget i Hovedstaden, hvor man meget tydelig lod ham vide, at man ikke yndede hans Ægteskab. Som man erindrer, rettedes ved Nyaar 1860 meget voldsomme Overgreb mod Kongens Arnefred og det Rottwittske Ministerium. Men ved Rottwitts bratte Død i Februar kom Hall atter til Roret, og saaledes herskede Nationalliberale de sidste 4 Aar af Frederik den 7des Levetid.

Da de frygtede, at den nye Konge mere yndede Helstatspartiet, modtoges han ingenlunde med Jubel, og naar Frederik den 7de efter sin Død hyldedes ogsaa af de kjøbenhavnske Qvinder, saa stod dette i Modstrid med den overvættes Jubel, hvormed man havde hilset "Grevinden og hendes Sødskendebarn."

De Nationalliberale optraadte meget skarpt mod den nye Konges Mænd, mod hans gule Garde, med Augustforeningen, der stillede sig paa Kongens Side, men da Grundlovskampen var endt, indtraadte et Vindstille under det første Godseierministerium.

Først det Holsteinske Ministerium, der atter bragte de National-Liberales Hovedmænd Hall, Krieger og Fenger til Roret efter 6 Aars Fraværelse, gav Hovedstaden helt nye Strømninger. Det var noget Nyt, at et Arbeiderrøre, der ikke lededes af sine Herrer i islandske Trøier, gjorde sig gjeldende i selve Hovedstaden.

Hvad andre Hovedstæder veed hører med til Storstadslivet, bragte aldeles vore Ministre og Politimænd ud af Fatning. Enhver, der levede blant selve Arbejderne, veed, at det Hele fra først af var saare spagfærdigt, men den Uklogskab, at de store Blade gjorde Nar ad Arbejdernes Taler ved deres Møder, hvad jo ogsaa Advokat Nellemann tavlede i sit Forsvar, satte ondt Blod, og fra nu af er der kommet et yderste Venstre i Hovedstaden, til Dels netop ved de "National-Liberales" Uklogskab.

De havde aldrig villet taale, at selve det gamle Venstre fik Raaderum i Kjøbenhavn. Netop fordi den gamle Arbeiderforening, af hvilken J. A. Hansen, Reinh. Jensen, Müllen og Rugaard var Medlemmer, modsatte sig Stormløbene mod Kongens Hustru 1860, traadte E. V. Rimestad til og dannede sig en egen ny Arbejderforening af 1860.

Men Aaret 1870 har ogsaa givet Venstre ny Styrke i Hovedstaden. Hvad der prøvedes i Rugaards Tid 1856 med Morgenposten som Venstres Dagblad i Hovedstaden, prøvedes igjen med Morgenbladet, som arbejder med nye og friste Kræfter. Onsdagsforeningen er en afgjort Venstreforening. At der kunde holdes en Fest for J. A. Hansen under talrig Tilslutning, og at L. Bjørnbak kunde holde Møde i Kasino, er Vidnesbyrd om en hel ny Retning i mange Kredse.

Dertil kommer, hvad der især vækker Uro for de fordum eneraadende Universitetsherrer: de unge Studerende vil ikke længer Alle godkjende Ploug som deres Leder.

Sluttelig kan det fremhæves, at aldrig før har Rigsdagen været Gjenstand for en saadan Opmærksomhed som netop nu, og Tilhørerne er ikke længer udelukkende mod Venstre. "Dagbladet" vilde 1855 have nedbragt Rigsdagen til at være et stort Amtsraad. Men Rigsdagen har Skridt for Skridt vunden Indgang hos en Mængde tænkende Mænd ogsaa i Hovedstaden, hvor det offenlige Liv følges med Deltagelse selv der, hvor man aldrig før hørte Tale derom.

(Folketidenden 27. november 1874).

Studenterforeningen. (Efterskrift til Politivennen)

I Studenterforeningen i Kjøbenhavn har der i den sidste Tid hersket et temmeligt stærkt Modsætningsforhold mellem de Orthodoxes ("Theologerne") og den saakaldte frie Tankes Tilhængere ("Jøderne"), og denne Strid affødte i Løverdags en overordentlig talrig besøgt Generalforsamling, som havde foranlediget mange ældre Akademikere til at indmelde sig i Foreningen. Nogle unge Mennesker havde siddet samlede en Aften i Foreningen, og en af dem havde da fundet for godt at efterligne en aarhusiansk Degns Maade at sige Indledningsbønnen paa, hvorefter de Andre, 16 i Tallet, havde sunget God save the Queen med nogle Fagter til, der af Enkelte, der havde seet det, vare blevne opfattede som parodierende Andagten i en Kirke. Det Hele var en Bagatel, kaade Drengestreger, men hos "Theologerne" vakte det stor Indignation, og der rettedes en Forespørgsel til Senioratet, hvad det vilde gjøre i Sagen, og da dette vel ansaae det for rigtigt at give de Paagjældende en Irettesættelse, men ikke vilde gaae videre, fremkom der Forslag om de 16 unge Menneskers Exklusion paa 5 Aar. Der blev strax fra den mere maadeholdne Side (og den tæller mange ansete Mænd) stillet et Modforslag, gaaende ud paa, at man skulde udtale sin Misbilligelse af det Skete, men iøvrigt ikke foretage Skridt, som ellers kun pleie at bringes til Anvendelse ved Tyveri eller lignende vanærende Handlinger. Ved Generalforsamlingen i Løverdags Aftes seirede den maadeholdnere Anskuelse, og efterat Hovedmanden for det Passerede havde gjort Afbigt, vedtog Generalforsamlingen at lade Sagen beroe ved et Dadelsvotum. Denne Afgjørelse finder Billigelse hos det store Publikum udenfor Foreningen, der beklager, at denne er bleven Tumlepladsen for religieuse Modsætninger og retter en Dadel imod Ultraerne af begge Retninger, der let kunde fremkalde en daarlig Tone i del daglige Omgangsliv indenfor Foreningen.

(Sjællands-Posten (Ringsted) 10. november 1874).

Optøjer i Studenterforeningen. Der skrives i "Aalb. Amtstid." fra København: I den herværende Studenterforening har der i den sidste Uge været et stærkt Røre, foranlediget ved et meget forargelig: Optrin, som fandt Sted forrige Lørdags Aften. En Del unge Studenter, som var samlede i Konversationsværelset, kom nemlig paa Tale om "det Latterlige" i mange af vore kirkelige Ceremonier og for at vise det praktisk, sprang en af dem op paa en Stol og fremlæspede en af Ritualiens Bønner, medens nogle andre messede med brægende og svovlende Stemmer og sluttelig udførte en af dem paa Klaveret en Salmemelodi, hvori han blandede Toner af forstellige Drikkesange. Denne improviserede Gudstjeneste blev da endelig afbrudt ved en af Seniorernes (Bestyrelsesmedlemmernes) Tilstedekommen. Historien kom snart ud i Byen og Dagen derester tilsendte Prof. H. N. Clausen Senioratet et meget skarpt Brev. hvori han blandt Andet truede med at sende sit Diplom som Æresmedlem tilbage, dersom der ikke blev gjort noget Alvorligt i denne Sag. I den Anledning sammenkaldtes en Generalforsamling til i Lørdags, og der mødte da saa mange, som man ingensinde tidligere mindes at have set. Paa denne Forsamling bad de Paagældende om Forladelse og paaberaable sig Fuldskab ven nævnte Aften. Hermed lod Majoriteten af Generalforsamlingen sig nøje, men en stor Mængde Medlemmer meldte sig straks ud af Foreningen. Vore Dagblade har selvfølgelig intet berettet om denne Skandale, vel nærmest fordi Hovedmandene var Sønner ar en af det national liberale Parties Høvdinge (Professor B.) og fordi Scenen er foregaaet i Studenterforeningen; dersom noget Lignende var foregaaet i Onsdagsforeningen, vilde man næppe have dækket de Paagældende med Kærlighedens Klædebon! - Vi tilføjer: Var saadant sket i en af de social-demokratiske Foreninger, saa skulde man have hørt et Hyl og set "Dagstelegrafen" notere Syndernes Navne.

(Social-Demokraten 12. november 1874)

Vejle Amts Folkeblad nævnte at en arbejdsmand ved højesteret var blevet idømt 4 gange 5 dages vand og brød for at have forstyrret en præst i en ligtale ved at yttre at det var løgn det han sagde. Avisen mente at det svarede til at "de små skælme hænger man, medens man lader de store løbe". Silkeborg Avis 20. november 1874 nævnte andre sager hvor småfolk var blevet dømt, mens de velstående gik fri.