Næstved-Mødet.
Prøvevalgmødet i Næstved i Lørdags, hvortil der var indbudt af J. A. Hansen og Albert i i Egenskab henholdsvis af Formand og Næstformand i Femtejuni-Folkeforening, afholdtes i Gjæstgiver Søllegaards store Sal og var besøgt af langt flere, end denne kunde rumme, idet en Mængde Deltagere maatte tage Plads i Sideværelserne og i Gaarden; det samlede Antal kan vistnok anslaas til et halvt Tusinde. Mødet aabnedes af J. A. Hansen, der i sin Egenskab af Femtejuni-Folkeforeningens Formand ledede Forhandlingen. Først gav han Ordet til Overretsprokurator Alberti, der mindede om, at denne Kreds var en gammel Venstrekreds, der altid havde sendt paalidelige Folkemænd til Rigsdagen. Den samme Egenskab udmærkede Overretsprokurator Leth, hvem Taleren herved indførte for Vælgerne. Han havde i mange Aar kjendr Hr. Leth og kunde give ham det Vidnesbyrd, at han altid havde hævdet Frihedens Sag; det havde han allerede vist i Slesvig, hvor han i en Række af Aar havde været Sagfører og taget Ordet for Indførelsen af Grundlovens Friheder der.
Overretsprokurator Leth fik derefter Ordet. Han havde modtaget en for ham ærefuld Indbydelse til at komme til Stede for at udtale sig. Denne Indbydelse efterkom han herved, og han efterkom den gjerne. Strax da den første Ytring var fremkommen om hans eventuelle Kandidatur i Kredsen, havde et større kjøbenhavnsk Dagblad grebet Lejligheden til, om just ikke direkte at sige, saa dog at antyde, at naar han end mulig ikke var en Tilhænger af Socialismen, var han dog maaske heller ikke nogen egenlig Modstander af samme. Bladet kunde have vidst dette bedre, da han alt tidligere havde haft Lejlighed til offenlig at udtale sig som en Modstander af Socialismen. Hvad er det, Socialismen gjør? Den henvender sig til de Smaa i Samfundet, til dem, der ofte maa føre en haard Kamp for det daglige Brød, og søger for disse at oprulle et Fremtidstæppe og bag dette ligesom i Transparent at vise dem en lykkelig Tilstand, en lille Guldalder, i hvilken al Nød var ophørt, og den siger: alt dette vil jeg give Dig, dersom Du vil følge min Lære! Men hvilken var den Vej, som Socialisterne selv vedkjendte sig skulde føre til den af dem tilsigtede Samfundstilstand? Den var en Omstyrtning og Omvæltning af alle bestaaende Samfundsforhold, hvilket Taleren paaviste ved Oplæsning af nogle Udtalelser i "Social-Demokraten" af 1 8de Decbr. f. A. Han maatte indstændig fraraade enhver at laane Øre til denne Lære, der kun kunde føre til Ulykker og Fordærv. Det var ikke ad denne Vej, at det Samfundsspørgsmaal skulde løses, der stod paa Dagsordenen i næsten alle civiliserede Lande, nemlig Arbejderspørgsmaalet. Det kunde kun løses Skridt for Skridt, og man maatte haabe, ved ethvert saadant Skridt at være kommen Maalet nærmere. Venstres Program viste os her Vejen, hvad Taleren nærmere godtgjorde ved at henvise til flere Udtalelser i samme, saa som: at Bestræbelser for en bedre Undervisning for de uformuende bør opmuntres og støttes, til Dels ved en udvidet Anvendelse af Kommunitets Midler; at i Henseende til borgerlig og politisk Frihed enhver bør stilles lige uden Hensyn til Stand og Formue; at en ligeligere Fordeling af Skattebyrden bør søges opnaaet; at Toldlovgivningen bør omordnes osv. Taleren nævnte fremdeles Lovforslaget om Understøttelseskasser, der tilsigtede at give dem, der uforskyldt kom i Nød og havde viist Villie til at Hjælpe sig selv. Hjælp af Samfundet uden Tab af borgerlige og politiske Rettigheder. Ogsaa en Reform af Statsplejen var her af stor Betydning, idet en saadan kom baade de smaa og de store tilgode. Det var anerkjendt fra alle Sider, i Udlandet som af de Retslærde herhjemme, at vor nuværende Ordning af den kriminelle Retspleje, der hyppigst henlagde saavel Politimyndigheden som den undersøgende og dømmende Funktion til en og samme Mand, paalagde denne saa modstridende Hværv, at det i mere forviklede Tilfælde næppe var muligt selv for den dygtigste og samvittighedsfuldeste Dommer at røgte dem paa fyldestgørende Maade. Efter at Taleren nærmere havde udviklet, hvilke Grundsætninger der burde følges ved Omordningen as den kriminelle Retspleje, udtalte han sig ligeledes om den forestaaende Overgang til mundtlig Retspleje i civile Sager og fremhævede navnlig, at denne fortrinsvis burde bygges paa det bestaaende, i Folkets Retsbevidsthed indlevede Grundlag, og at man kun med Forsigtighed kunde benytte fremmede Retsregler. - Det var Vælgerne bekjendt, at Taleren i politisk Hensende sluttede sig til det forenede Venstre, og at han i Tilfælde af hans Valg vilde søge Optagelse i dette Parti. Han ansaa dette for det maadeholdne, rolige og besindige Parti, der tilsigtede ved gavnlige Reformer at fore Udviklingen frem i Grundlovens Aand, og hans Overbevisning i denne Retning var bleven yderligere styrket ved de mod Venstre fremsatte Beskyldninger. Ærefrygt sor Kongen, Hævdelse af Kongens grundlovsmæssige Stilling og Prærogativer samt Hengivenhed og Tillid til Kongens ophøjede Hensigter havde altid besjælet Taleren, og heri var han i Overensstemmelse med sit Parti. Da Kongen i 1863 tøvede med at underskrive Grundloven af 18de November af Frygt for at den vilde medføre Farer og Forviklinger for Landet, hvad jo ogsaa tilfulde havde bekræftet sig, havde Højre hverken vist Agtelse for Kongens Person eller Prærogativer, men omtalt ham i en i hej Grad upassende Tone og trængt stærkt paa hans Underskrift. Nu derimod saa man Forsøg paa at sætte Prærogativerne saa høit, at derigjennem hele Skattebevillingsretten skulle bortfortolkes ud af Grundloven. I Talerens Ungdom havde Højre varmt ført Ordet for den almindelige Valgret, men senere indskrænket den for Landstingets Vedkommende og syntes nu at fortryde, at den overhovedet var indrømmet. - Imellem begge de to nævnte yderligheder staar Venstre roligt og sindigt paa Grundlovens Standpunkt, det hænder fuldt ud Kongens grundlovsmæssige Stilling og Rettigheder i alle Maader, men kan ejheller fravige sin grundlovsmæssige Pligt til at forkaste Lovforslag fra Regeringen, som det anser for skadelige. Man har saa længe med Urette kaldt Venstre et Omvæltningsparti, nu er det virkelige Omvæltningsparti rykket frem, det har allerede i Udlandet indsat flere af sine Mænd i Repræsentationen, og Begyndelsen til det samme her forsøges nu i denne Kreds og er videre bebudet ved det forestaaende almindelige Valg. - Som personlig ubekjendt i Kredsen havde Taleren haft Betænkeligheder ved at melde sig, af Frygt for at splitte Stemmerne men efter den almindelige Tilslutning, man havde givet ham ved Mødet i Herlufmagle, hvor man kjendte hans Betænkeligheder, saavel som tidligere ved Mødet i Glumsø, havde han ikke troet at burde afstaa de til ham rettede, paa disse Møder vedtagne Opfordringer, saafremt den samme Stemning her i Dag bekræftede sig. (Livlige Hurraraab fulgte paa denne Tale).
Geleff fandt det vanskeligt at træde frem her, da han ikke saaledes som Leth havde saadanne Mænd som J. A. Hansen og Alberti paa sin Side. Naar Leth havde betegnet Socialisterne som et Omvæltnings- og Oprørsparti [det sidste Udtryk brugte Leth ikke], viste de ved at stille en Kandidat op, at de kun vilde følge Lovens Vej. Det var ham uklart, til hvilket Parti Leth egenlig hørte, da han i et Brev først havde sagt, at han kun vilde stille sig, naar han kunde saa baade Høires og Venstres Stemmer; kun var det ham klart, at Leth vilde foretrække ogsaa at erholde Højres Stemmer fremfor at se en Socialist valgt. Det forenede Venstre var smedet sammen af flere Partier, men Leth havde vistnok til de moderate Venstremænd, som vilde svigte, naar det kneb. Hvorfor havde Gaardmændene saameget imod Talerens Valg? Der kom ikke Oprør, forbi han blev valgt; han vilde kun blive et radikalt Medlem, der vilde stemme med Venstre i de fleste Spørgsmaal, skjønt ikke melde sig ind i dette Parti. Det maatte forundre ham, at Gaardmændene foretrak en saa tvetydig Venstremand som Leth fremfor Taleren (Latter). Ja, det var ham personlig ligegyldigt, om ham blev valgt i denne Kreds eller ikke; han stillede sig, for at Arbejderne i Kredsen kunde saa en Repræsentant.
Leth kunde finde det meget rigtigt i taktisk Henseende, at Geleff angreb ham, men paaviste ved Oplæsningen af vedkommende Sted i det omtalte Brev, at han (L.) havde svaret, at han ikke var moderat Venstremand i anden Betydning, end at han vilde søge Optagelse i det forenede Venstre, en Udtalelse, der formentlig var klar nok (Bifald). Blev her en Socialist valgt, vilde derved gives Socialismen yderligere Mod og Krast til det bebudede videre Forsøg ved det almindelige Valg.
Geleff beklagede, at Leth ikke havde andre Grunde til at stille sig. Hvad enten Taleren her sejrede eller faldt, vilde Socialisterne stille Kandidater op andre Steder, hvor Arbejderne vare i Flertal, og fremtidig vedblive dermed (enkelte Stemmer: Hurra).
Leth bemærkede, at han i det hele havde udviklet sine Grunde.
R. Rasmussen fremhævede, at der ikke var en saadan Kløft mellem Gaardmænd og Husmænd, som maaske i de større Byer mellem Arbejdsgiverne og Arbejderne, og raadede Socialistførerne til derfor at blive hjemme i Stedet for at komme og sætte Splid her (Hør!)
Geleff hævdede, at der ogsaa paa Landet var en stor Kløft mellem de Besiddende og Arbejderne. Da Socialisterne saa ofte havde stemt med Venstre, burde Venstre nu gjøre Gjengjæld og i det mindste prøve ham, saa kunde de jo vælge en anden til Efteraaret, hvis de ikke var fornøjet med ham.
J. A. Hansen: Det var et Kunstgreb af Geleff at tale om Arbejdere, hvor han mente Socialister; de to Ting faldt ikke sammen; det var langt fra, at alle eller en Gang de fleste Arbejdere vare Socialister, tværtimod havde de allerfleste uden Tvivl slet ikke klaret sig, hvad der var Socialisternes Lære. Det var ogsaa et Kunstgreb at henvende sig om Hjælp til Gaardmændene; Venstre henvender sig til alle, baade Husmænd og Gaardmænd. Socialisterne vare et Omvæltningsparti, og naar Geleff havde sagt, at de kun vilde gaa Lovlighedens Vej, var det ingen Fortjeneste; det vare de nødte til. Men naar de vilde vælges, stak de Fanen ind; de maatte op med Lektien! Pio havde kaldt Venstres Virksomhed for Fæsteafløsningen en Plyndring af Godsejerne, som han iøvrigt billigede; men havde det været en Plyndring, vilde Venstre ikke have billiget det. Pio havde fordret, at Staten skulde opdrage Børnene i Forældrenes Sted; han vilde have Arveretten afskaffet; han havde talt om en Arbejderstat, hvori Arbejderne skulde raade; de nuværende Ejendomsforhold skulde være grundede i Love, som alene sikrede de Dovne, - var alt det ikke Omvæltning ? Naar Geleff i Rigsdagen vilde følge Venstre, maatte Taleren minde om det gamle Ord, at en Ven kan blive besværligere end en Fjende; han haabede, at Venstre aldrig maatte se den Dag, at dets Skjæbne beroede paa Socialisternes Understøttelse.
Bundtmager Michelsen, Næstved, erklærede sig for Venstremand, men mente, at Leth var for ukjendt i Kredsen, og omtalte, at Leth alt 1872 skriftlig havde spurgt ham, om der kunde være Udsigt for ham til at blive valgt i Næstvedkredsen. Taleren beklagede at være sat under Formynderskab ved at have modtaget et Brev, der fraraadede ham at stille sig nu, men gav ham Udsigt til næste Landstingsvalg. Han meddelte, at man i Næstved havde henvendt sig til Gaardejer Hans Pedersen i Engelstofte, hvem Taleren ansaa for en passende Kandidat.
J. A. Hansen oplyste, at det var efter hans Anmodning, at Leth havde skrevet hint Brev, da han den Gang ikke vidste, al H. Albretsen vilde stille sig.
Landstingsmand J. Andersen bemærkede, at det var ham, der havde skrevet det andet Brev, som han fandt det højst indiskret af Michelsen at fremdrage, da det var fuldstændig privat. Han vilde gjerne have virket for Michelsen, men havde fra alle Sider overbevist sig om, at dennes Valg var umuligt.
Gaardejer H. Pedersen, Engelstofte, erklærede at have tilbudt at være Leths Stiller; selv vilde han ikke stille sig, saalænge der var Tale om Leths Kandidatur.
Geleff protesterede mod enkelte Udtryk af J. A. Hansen. Leth havde skrevet. at Socialisterne hængte sig fast i Frakkeskjøderne paa ham (Leth: Det har jeg ikke skrevet!), det skulde i hvert Fald gjøre ham ondt, om nogen Socialist vilde hænge sig ved Leth. Dersom Arbejderne i denne Kreds ikke vare Socialister, skulde de nok blive det (Latter), ja lad os se om et Aar!
J. A. Hansen troede ikke paa Spaadomme; sligt overlod han til gamle Kjællinger. Socialismen vilde aldrig her saa den Udbredelse som i Tydskland.
Væver N. Andersen, Sipperup, tilraadede at se sig om efter en Kandidat i Kredsen. Parcellist Hans Hansen, Rønnebæk, ønskede en Mand udenfor Partierne. Johan Jakobsen, Tybjerg, anbefalede Leth og opfordrede til at stole paa J. A. Hansens og Albertis Anbefaling.
Pio gav en nærmere Forklaring af, i hvilken Betydning han vilde have brugt Ordet "Plyndring" paa det paagjældende Sted. J. A. Hansen bestred, at denne Forklaring kunde læses ud af det, Pio havde skrevet, og vilde lade dette aftrykke i "Næstv. Tid." Pio vilde da forsvare sin Forklaring paa løse Sedler og lade disse omdele gratis. Paa Opfordring fra en Stemme i Forsamlingen ytrede Pio om Socialisternes Forhold til Religionen, at dette i Korthed bestod i, at de tillod enhver at have sin Tro. Med Hensyn til Børneopdragelsen udtalte han, at Meningen ikke var, som man havde beskyldt Frimurerne for i Norge, at nedsalte Børnene og sende dem bort, heller ikke at oprette almindelige Ammestuer; men Staten havde en Pligt til at tage sig af Børnene.
J. Andersen anbefalede Leth som en Mand, hvis juridiske Dygtighed selv Modstandere anerkjendte.
Alberti opfordrede atter Geleff til at fremkomme med sit Program og berørte adskillige af Socialisternes "brændende Spørgsmaal," saasom Ægteskabet, Arveretten osv., som Forsamlingen burde høre noget nærmere om.
Geleff søgte da nærmere at forklare Socialisternes Standpunkt overfor Religionen, men tilstod, at han personlig ikke havde megen Religion. Ægteskabet burde være en fri Kjærlighedsforbindelse, der let kunde løses, naar de paagjældende vare enige derom.
Endnu i nogen Tid fortsattes Ordskiftet, under hvilket J. A. Hansen under Forsamlingens livlige Tilslutning paaviste det urimelige og uholdbare i de socialistiske Lærdomme. Efter at der var begjæret Afslutning, foretoges Afstemning, og efter Udfaldet af denne erklærede Leth, at han modtog Opfordringen til at stille sig som Kredsens Kandidat
(Morgenbladet 25. januar 1876).
Atelier Bjørnsdal, fotograf Albert (Rudolf Albert) Schou (18491900), fotograf Georg Waldemar Ferdinand Alexandersen (1843-1931) og fotograf Carl Sofus Poulsen (1857-1938): Overretsprokurator, politiker Frantz Henrik Theodor Leth (1825-1911). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Overretsprokurator Frantz Henrik Theodor Leth (1825-1911) var en dansk overretsprokurator og politiker var blevet cand. jur 1853. Han var notarius publicus i Aabenraa 1855-1864, overretsprøveprokurator i øbenhavn 1864-1866 og overretsprokurator fra 1866 (fra 1868 var titlen ændret til sagfører). Han opstillede til Folketinget i Københavns 3. kreds for det Bergske Venstre uden at blive valgt, men blev som nævnt valgt ved suppleringsvalget i Næstved. Dette skete også ved de følgende valg indtil han 1892 trak sit kandidatur. Da Københavns liberale Vælgerforening i 1903 blev splittet, forblev Leth loyal mod Venstreregeringen og blev formand for den ny (loyale) venstreforening. Hans interesser var husmændene og foreslog fra 1880 forbedring i fæste- og lejehusmænds kår. I 1887 stillede han et forslag om hemmelig afstemning ved rigsdagsvalg. Han er begravet på Vestre Kirkegård.
Folkethingsvalget i Næstved. Udfaldet af dette, Overretsprocurator Leths Valg, er allerede meddeelt imorges. Efter "Næstved Avis" meddele vi Følgende om selve Valghandlingen, ved hvilken der fremstillede sig 4 Candidater, nemlig Væver Niels Andersen af Rønnebæk-Sipperup, d'Hrr. Poul Geleff og Overretsprocurator Leth af Kjøbenhavn samt Borgmester Rump af Korsør.
Valgbestyrelsens Formand, Borgmester Petræus, aabnede Valghandlingen med et Leve for Konge og Fædreland og gav Ordet til Væver Niels Andersen af Rønnebæk-Sipperup, som i faa Ord gjorde Rede for sin Stilling, der nærmest maatte henregnes til den socialistiske Retning.
Derefter fik Hr. Geleff Ordet. Det, som Høire havde gjort for Arbejderne, havde det, yttrede han bl. A., først gjort, da det var nødt dertil. Det var ganske vist, at der iblandt Venstrepartiet gaves oprigtige Frihedsvenner, men Partiet i sin Heelhed havde Intet gjort for Arbejderne, og derfor opfordrede han Vælgerne til at stemme paa deres egen Candidat. Skulde han trække sig tilbage, maatte det være for en Venstremand, der ikke stod med det ene Been i Høire og med det andet i Venstre, saaledes som Overtoldprocurotor Leth gjorde. Det var ikke sandt, at der ved den socialistiske Læres Udbredelse var sat ondt Blod iblandt Huusmænd og Inderster paa den ene og Gaardmændene paa den anden Side; thi Gaardmændene vare altfor frisindede til, at de i nogensomhelst Retning skulde vilde lægge Baond paa dem, der paa en eller anden Maade vare afhængige af dem. For een Gangs Skyld anbefalede han Gaardmændene at stemme med Huusmændene; thi i hans (Talerens) Valg laa der ingen Fare for Samfundet. Hvis han blev valgt, vilde han være nødt til i de allerfleste Tilfælde at stemme med Venstre. Og saasnart de socialistiske Ideer fik et Organ i Folkethinget, saasnart Arbeiderne kunde saae Lov til ligesom alle andre Samfundsklasser at forebringe deres Ønsker i Landets lovgivende Forsamling, vilde al Frygt for Socialismen forsvinde. Socialisterne vilde kun gjennem Reformer forbedre Samfundet, og de vilde kun gaae langsomt og Skridt for Skridt fremad; thi af Historien vidste man, at en altfor stærk Fremadskriden blev efterfulgt af en Reaction. Det var hans personlige Mening, at Hær og Flaade aldeles burde afskaffes, og den Tid var ikke fjern, hvor al Krig vilde være en Umulighed: thi man vilde mere og mere komme til Erkjendelse af, at Krigene kun bleve førte for at hæmme altfor stærke Frihedsbevægelser.
Redactionssecretair Ravnholdt fra Ringsted anbefalede Overretsprocurator Leth som en Mand, der stod paa Venstres Standpunkt, og paa hvem man i alle Retninger kunde stole.
Overretsprocuratur Leth fremhævede, at det var første Gang, at en Socialdemokrat stillede sig ligeoverfor en Venstremand, og det maatte være et Vidnesbyrd om, at Venstre ikke havde gjort fælles Sag med Socialdemokraterne. Venstre stod paa Grundloven som den faste Basiis for vor fremtidigt Udvikling; Venstre havde altid viist og vilde stedse vedblive at vise Maadehold. Taleren var opfyldt af Loyalitet og Ærefrygt for Kongen og Tillid til hans ophøiede Hensigter. Venstre beklagede vel, at Grundloven er bleven indskrænket, men det havde dog viist, at det havde en ærlig Stræben efter at saae noget Godt ud af den. Venstre arbeider for Alle, saavel Høie som Lave; dets Program er, at Enhver stilles lige for Loven, en bedre Underviisning i Almueskolerne, en ligeligere Fordeling af Skattebyrden og en heldig Gjennemførelse af Retspleiens Omordning er Venstres Hensigt.
Landphysikus Knudsen anbefalede Borgmester Rump som en frisindet og oplyst Mand.
Borgmester Rump, som ikke havde nogen politisk Fortid, gjorde i et fortrinligt Foredrag Rede for sin Stilling til de Spørgsmaal, som fortrinsvis staae paa Dagsordenen. Med Hensyn til Arbeiderspørgsmaalet udtalte han, at han fandt det aldeles i sin Orden, at den fornuftige Arbeider paa Grund af alle Livsfornødenhedernes Priisstigning søgte at forbedre sin Stilling, og det vilde være ham en stor Glæde, hvis der gaves ham Leilighed til at bidrage dertil. Derimod kunde han ikke være med til at støtte Socialisterne, som vare et samfundsopløsende Parti; istedetfor at oplyse Arbejderne vildledede Socialismen dem og udspredte Had og Mistillid iblandt dem mod andre Klasser. Er det et Beviis paa, at Socialisterne ville Orden og Fred? Hr. Geleff havde sagt, at de Store havde kastet ham og de andre Socialister i Fængsel, fordi de vare bange for dem. og fordi de vilde hjælpe de Smaa, men Taleren vidste, at det var fordi de havde overtraadt Landets Love (Hør, hør!). Ogsaa af det forenede Venstre var Taleren en Modstander, ikke fordi det havde organiseret sig som Parti: thi Partier vare en naturlig Følge af Frihedsudviklingen, men fordi det fordrede af sine Tilhængere en blind Følgen gjennem Tykt og Tyndt. Følgen heraf blev, at Sagerne i Rigsdagen ikke fik den tilbørlige omhyggelige Drøftelse, men bleve afgjorte i et Par Timers Partimøder. Istedetfor at gjøre sin Indflydelse gjældende for ved Dygtighed at faae Plads i Kongens Raad, lagde Venstre hele Vægten paa Talmajestæten. Endnu er det socialistiske Parti ikke farligt, men det kan blive det, og naar Socialismen engang bliver saa mægtigt, at det besætter de fleste Pladser, saa kan Venstre sige, at det har beredt Veien for den. (Da Borgmester Rumps Tale oftere blev afbrudt af Støi og Tumult fra de Forsamledes Side, rettede Landsthingsmand Jens Andersen, Skjelby, med kraftige Ord en Appel til Vælgerne om at vise den Takt at forholde sig rolige og lade politiske Modstandere komme til Orde.) Efterat Taleren dernæst havde udviklet, at han med Hensyn til Hærloven vilde støtte Regjeringen, udtalte han sluttelig, at han under visse Betingelser nok kunde være med til en Indkomststat, og at han ligesom Hr. Leth vilde være med til at omordne vor Retspleie, hvortil han følte sig qvalificeret.
Efterat saaledes samtlige Candidater havde havt Ordet, forefaldt der forskiellige Interpellationer, førend man skred til Afstemning.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. februar 1876)
Avisen noterer at borgmester Rump "ikke havde nogen politisk fortid", men Rump havde klart tilsluttet sig synspunkter fra Højre. Om borgmester Nicolai Reimer Rump, se indslaget om denne.
Folkethingsvalget i Næstved. Det var en Trykfeil i "Næstved Avis", at den første af Candidaterne, der havde Ordet, Væver Niels Andersen, nærmest maatte henregnes til den socialistiske Retning. Der skulde istedet for have staaet til den moderate Retning. Efter Valghandlingens Tilendebringelse fandt der, ifølge "Næstved Avis", paa "Viinhuset" en Spisning Sted. til hvilken Borgmester Rump var indbudt som Æresgjæst, og hvori Vælgere fra Byen og Landet deeltoge. Under Maaltidet blev Hr. Rump hædret i forskjellige Skaaltaler, og der udbragtes desuden en Række deels politiske og deels private Skaaler, af hvilke Bladet kun nævner en for de hæderlige Mænd af Bondestanden, der havde været Borgmester Rumps Stillere, nemlig: Gaardeier Jacob Mathiesen af Engelstofte, Sognefoged og Dbmd. Anders Rasmussen af Næsby og Gaardeier Niels Christensen af Glumsø.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. februar 1876).
