Tyveri og Bedrageri m. m. (Efterskrift til Politivennen)

En tidligere straffet Person, Arrestanten Hans Rasmussen, kaldet Skaarup, er ved Criminalrettens Dom anset skyldig i ovennænte Forbrydelser under følgende nærmere Omstændigheder: En Dag i afvigte Sommer lagde han Mærke til, at en af Beboerne i en Eiendom i Korsgade, for hvilken Ejendom Arrcstanten fungerede som Vicevært, forlod sin Leilighed gjennem Kjøkkendøren, uden at aflukke denne; Arrestanten smuttede da i Hast ind i Lejligheden og stjal af en aabentstaaende Skuffe i en Piedestal en Portemonnais med 10 Kroner. Nogen Tid derefter, nemlig den 10de August, da han tilfældig havde faaet at vide, at en anden i samme Eiendom boende Familie var ude, og at Nøglen til Kjøkkenet ved en Forglemmelse var bleven siddende udvendig i Døren, gik han ind i Leiligheden og tilvendte sig af et Skrivebord de Penge, han i Hast kunde faae fat paa. Størrelsen af det stjaalne Beløb blev af Bestjaalne angivet til 80 Kr., men Arrestanten antog, at det kun havde udgiort 70 Kr. Hvad Tiltalen for Bedrageri angik, blev det beviist, at Arrestanten i Løbet af et Aar fra Juni Maaned f. A. at regne af de Leiesummer han i sin Egenskab af Vicevært for en Eiendom i St. Hansgade indfordrede, efterhaanden havde forbrugt til egen Brug et Beløb af 220 Kr., hvoraf intet senere var bleven betalt, idet han, uagtet han var forpligtet til strax at aflevere de Leiesummer, han oppebar, til Eieren, foregav for denne, at de Beløb, han manglede, ikke vare betalte af de Vedkommende. Ved senere Opgiørelser dækkede han det Manglende med andre indkomne Leiesummer og vedblev paa denne Maade, indtil Ejeren henved April Flyttedag d. A. fattede Mistanke og forlangte en fuldstændig Opgiørelse. Da han ikke paa nogen Maade saae sig istand til at dække Underbalancen, forsøgte han at skjule Bedrageriet ved svigagtig at foregive for Eieren, at han havde tabt en Tegnebog, hvori de 220 Kr. havde været. Arrestanten gjorde derhos Anmeldelse til Politiet om Tabet af Tegnebogen med Pengene. Arrestanten havde endvidere gjort sig skyldig i Bedrageri derved, at han, som i nogen Tid for sin Anholdelse havde været Colporteur for en herværende Forlagsboghandler, af denne havde modtaget forskiellige Uhre til Foreviisning ved Indsamling af Subskribenter, i August Maaned d. A. uden Forlagsboghandlerens Vidende og Villie til egen Fordeel havde pantsat 3 af disse Uhre, der vurderedes til 100 Kr. Uhrene, der vare pantsatte for 14 Kr., indløste Arrestanten dog inden Sagens Begyndelse ved Hjælp af nogle af de Penge, han havde tilvendt sig ved det ene af de ovenomhandlede Tyverier. Arrestanten var tillige sat under Tiltale for falsk Angivelse derved, at han havde gjort Anmeldelse til Politiet om det foregivne Tab af de ovenomhandlede 220 Kr., men Retten skjønnede ikkc, at Lovgivningen, og navnlig ikke § 224 i Straffeloven, indeholdt nogen Hjemmel til at ansee ham med Straf for dette Skridt, allerede af den Grund, at det ikke var en Angivelse om en forøvet Lovovertrædelse. For de begaaede Forbrydelser idømtes Arrestanten Straf af Forbedringshuusarbeide i 8 Maaneder.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. oktober 1877).

"Hans Rasmussen Skaarup; Tyv, Falskner og Bedrager; senest 8 M Forbdh: Mist: Prot: L: Pag. 76. 194”. [1878]." Genealogisk Forlag.

Guldbryllupper og Veteran. (Efterskrift til Politivennen)

Tre Guldbryllupspar. I Gyrstinge Sogn ved Ringsted høitideligholdt et Par gamle Aftægtshuusfolk deres Guldbryllup den 5te Octbr. De ere Begge i en Alder af 76 Aar og endnu rørige, især Manden, som endog formaaer ved et og andet Arbeide at fortjene Noget tilhjælp til sit og Hustrues daglige Underhold. De have havt 3 Børn, nemlig to Sønner, som døde i Barndomsalderen, og een endnu levende Datter, der er gift og som med sin Mand eier det samme Huus med Jordlod, som hendes Forældre for 13 Aar siden gik i Fæste fra Sorø Akademi. Paa Guldbryllupsdagen bleve de to Gamle ledsagede af Datter og Svigersøn og fire Børnebørn samt en ikke lille Skare af Sognets Beboere til Gyrstinge Kirke, hvor Sognepræsten, efterat en Psalme var afsungen, holdt en Tale til dem i Dagens Anledning. Da dette Guldbryllupspar med Familie sidder i trange Kaar, havde en Deel af Sognets Mænd og Kvinder foranstaltet et Festmaaltid for dem i den ligeoverfor Kirken liggende Skolestue og sammenskudt en Sum af 81 Kr. til de Gamles Vederkvægelse i deres Livs Aften. 

I samme Sogn have i dette Aar 2 andre Ægtepar holdt deres Guldbryllup, saaledes den 25de April en forhenværende Gaardeier og Møller og Hustru, som for nogle Aar siden mod en aarlig Aftægt have afstaaet Gaard og Mølle til en af deres Sønner. Deres Ægtestab har været velsignet med 10 Børn, 7 Sønner og 3 Døttre, af hvilke 5 Sønner og 1 Datter endnu leve, og som vare tilstede ved Forældrenes Guldbryllupshøitid i Gyrstinge Kirke tilligemed de fleste Børnebørn, som ialt udgiør 18. Endskjøndt de ere naaede udover de 79 Aar, kunne de dog Begge glæde sig ved en særdeles god Helbred, ligesom de ogsaa endnu ere aandsfriske.

Det 3die Guldbryllupspar er en Altægtsgaardmand og Hustru, som den 7de September i Forening med deres 4 endnu levende og gifte Børn, 2 Sønner og 2 Døttre, og mange Børnebørn, høitideligholdt Dagen i Kirken. Dette gamle Ægtepar har havt 13 Born, hvoraf de 9 døde allerede i den tidligere Barndom. De to Gamle have en efter deres høie Alder god Helbred.

Afdød Veteran. (Fyens Stiftst.) Den 30te August jordedes paa Birkende Kirkegaard en af de faa tilbageværende Veteraner fra Aarhundredets Begyndelse, nemlig Aftægtsmand Lars Mathiesen. Han var født i Holev i Marslev Sogn 1785 og opnaaede saaledes en Alder af 92 Aar. Han tjente som Dragon ved det fyenske Dragonregiment i Krigsaarene fra 1807 til 1814, var med i Leiren ved Ratzeburg og havde deeltaget i flere Smaatræfninger med Kosakkerne. Under Slaget ved Sehested var han Ordonnans hos en Søcaptain, som med en Afdeling Matroser var beordret til at afbryde Broer og deslige, og han var saaledes Øienvidne til hele Slaget. Det var hans største Glæde at tale om hine Dage, og han kunde huske det Hele lige til det Sidste. Han giftede sig under Krigen og fik et Fæstehuus i Birkende under Veirupgaards Gods; dette afstod han 1847 til sin Søn, som siden har svaret ham en aarlig Aftægt. I 1855 døde hans Hustru, med hvem han havde 7 Børn, af hvilke de 4 overleve ham. Han har havt en sjældent god Helbred og næsten aldrig været syg; i de sidste 3 a 4 Aar maatte han for det Meste holde Sengen, men han bevarede sin fulde Aandskraft til det Sidste. Han blev begravet under megen Deeltagelse fra Sognebeboerne, som fulgte ham til hans sidste Hvilested.

(Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1877).

Vold og Legemsbeskadigelse. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdomme. Under en af Høiesteret igaar paakjendt Justitssag tiltaltes en Gaardeier i Bjerre Herreds Jurisdiction i Jylland for Vold og Legemsbeskadigelse. Det var i saa Henseende oplyst, at Tiltalte den 13de Januar d. A. om Eftermiddagen omtr. Kl. 6 kom kjørende med et Læs Træ ad en paa Murer Simon Hansens Mark gaaende Vei, om hvilken der tidligere havde været Uenighed mellem dem, idet Sidstnævnte havde nægtet Tiltalte at benytte Veien, medens Tiltalte ansaae sig berettiget dertil. Da nu Hansen af sine Børn erfarede, at Tiltalte kom kjørende med et Læs Træ ad bemeldte Markvei, gik han ud for at spørge denne, med hvad Ret han vedblev at benytte Veien, og da han raabende "Holdt" gik hen foran Hestene, og Tiltalte befrygtede at blive overfaldet af Hansen, bibragte han denne med en 7 Qvarteer lang og med mange Knaster forsynet Green, som han brød af det paa Vognen værende Læs Træ, flere Slag i Hovedet - deriblandt et, der bevirkede et Brud af Pandebenet - og over Armen og forlod ham derpaa, medens Hansen i stærkt blødende Tilstand gik hjem. Efterat Simon Hansen i Anledning af de ham tilføiede Læsioner gjentagne Gange havde været undergivet Lægebehandling og efterat han under 12. April d. A. paa Grund af sin Tilstand af Øvrigheden var bleven erklæret umyndig, blev han i Mai Maaned indlagt paa Sygehuset i Horsens, hvor den Læge, der sammesteds har observeret ham, i en Erklæring har udtalt, at han er en til overdreven Nydelse af Spiritus hengiven Person, hvilket i Almindelighed medfører en sygelig Tilstand i Hjernen og andre Organer, og at det er umuligt med Bestemthed at afgøre, hvor megen eller hvor liden Betydning der skal tillægges hans Drikfældighed og den ham i Januar overgaaeede Vold, men at denne sidste dog bør tillægges størst Betydning ved hans nu stedfindende Sygelighed. Sluttelig udtalte Lægen den Formening, at det væsentlig er afhængig af Simon Hansen selv, om han skal blive helbredet og arbejdsdygtig. Om der nu end ved Bedømmelsen af Tiltaltes Forhold maa gaaes ud fra, at han ved sin voldelige Fremfærd alene havde havt til Hensigt at afværge et befrygtet Angreb af S. Hansen - i hvilken Henseende maa mærkes, at denne flere Gange, navnlig den 12. Januar, altsaa Dagen forud for Overfaldet, havde truet Tiltalte med at prygle ham eller endog slaae ham ihjel - uden at han (Tiltalte) kan antages enten at have villet bevirke den tilføiede Skade eller at have maattet forudsee samme som en ikke usandsynlig Følge af Gjerningen, var der dog ingen Føie til at ansee Tiltalte for at have befundet sig i virkeligt Nødværgetilfælde eller til at antage, at Hansen, der maa antagcs at have været ubevæbnet, skulde have havt til Hensigt at iværksætte sine tidligere Trusler - hvorved tillige maa mærkes, at en Mand, der havde ledsaget Tiltalte paa Touren og var skiltes fra ham kort for Sammenstødet, efter Sagens Oplysninger ikke var længere borte, end at han hørte Simon Hansen raabe "Holdt" og i fornødent Fald let kunde være kaldet tilhjælp.

Høiesteret stadfæstede Overettens Dom, ved hvilken Tiltalte, der er 29 Aar gammel og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, for sit ovenanforte Forhold var anseet efter Straffelovens § 203 med Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage samt tilpligtet at betale Simon Hansen i Erstatning for Helbredelsesudgifter 65 Kr. 92 Øre. Høiesteret fastsatte derhos den af den for S. Hansen beskikkede Værge fordrede Erstatning for Næringstab efter de foreliggende Oplysninger til 250 Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1877).

Geleff og Pio. (Efterskrift til Politivennen)

Ærede Partifæller

"Den rene, skære Sandhed" er Titlen paa den af Povl Geleff i Chikago udgivne Pjece om Louis Pio og ham selv; som bekendt har jeg forlagt og udgivet Skriftet her. Ved nærværende Linjer skal jeg i al Korthed give en Forklaring over, hvorfor jeg har gjort dette.

Det vil ikke være Eder ubekendt, at jeg hører til dem, som har maattet døje ikke saa ganske lidt, fordi jeg ikke i Tykt og Tyndt har kunnet følge disse Folk i deres Handlinger. De Principer og den Ide, som d'Hrr. har begyndt at tale for her til Lands, har jeg helliget mig, men aldrig Personerne; jeg har ganske sikkert skænket dem mangen en ærlig Tanke, fordi rejste Bevægelsen, men jeg har bestandig taget min egen Fornuft med Betragtning. Naar de fremkom med Planer, som efter min Anskuelse var urigtige, opponerede jeg derimod, og dette har som oftest af mine egne Kammerater forvoldt mig mange Ubehageligheder. Den Gang d'Hrr. paa en højst mystisk Maade forsvandt her fra Landet, var jeg ligeledes en af dem, der anvendte den yderste Anstrængelse for at holde det saa omtrent sønderlemmede Parti sammen. Der blev os ikke den Gang forundt den Støtte af selve Partimedlemmerne, som var nødvendig, tvært imod blev vi ligefrem modarbejdet af Mange; det varede ikke længe, før der dannede sig en Fraktion, kaldet "Radikale" eller "Pios Venner", det var Folk som endnu ikke kunde se nogen Fejl ved Pio, de kunde ikke give Afkald paa hans Person, i hvorvel han tydeligt og klart ved en Artikel i "Dagbladet" havde tilkendegivet, at han kunde give Afkald paa Arbejderne. Trods Alt dette generede det ikke disse Mennesker at fremkomme med de mest uforskammede Beskyldninger mod de da ledende Kræfter, ja de var endog uforskammede nok til at paastaa, at det var os som havde fortrængt d'Hrr. Pio og Geleff, for selv at komme til Magten, hvilket jeg dog er overbevist om ikke en Eneste har eftertragtet, da man alt for godt ved, hvor utaknemmeligt det er at være blandt de Ledende i en Bevægelse. Endelig fandt de paa den Udvej, at de sagde: "Kom frem med, hvad Pio har gjort, lad os faa Sandheden frem i sin nøgne Skikkelse"; naar man nu af forskellige Grunde ikke i denne Retning opfyldte deres Ønske, ikke søgte at blotte disse Folk efter Fortjeneste, da var det mest af Hensyn til Sagen; men hvad fik man da paa Ærmet? naturligvis det: "Der kan man se, der har jo ingen Ting gjort, ikke Andet end at rejse bort, og dertil har de naturligvis været tvungne enten af Avtoriteterne eller af den Klike, som bestandig har opponeret imod dem." Man har imidlertid ladet disse Folk snakke og anstille Gisninger efter Behag.

Nu forekommer det rigtignok mig, at Tiden er kommen, nu da en af de Paagældende ikke har generet sig for selv at afsløre deres Slyngelstreger og deres Forræderi over for det Partii som de selv har dannet. Nu bør Afsløringen komme til alle Menneskers Kundskab, og naar jeg har udgivet Pjecen fuldstændige, da er det i Sandhedens Interesse, da er det, for at ikke enkelte Brudstykker skal fremkomme i Pressen, og da der selvfølgelig blive sagt, at Fremstillingen er forvansket. Jeg gengiver den derfor fuldstændig; Originalen er i mit Værge, og Enhver kan overbevise sig om Sandheden.

Det vil nu maaske blive paastaaet, at det kun er et Pengespekulationsforetagende af mig, og at Sagen kunde lige saa godt have været behandlet igennem Bladet; det er Altsammen noget jeg ikke bryder mig om. Under de Forhold, som Bladet for Øjeblikket arbejder under, er det en Umulighed at behandle denne Sag deri, idet Spørgsmaalet først skulde behandles andre Steder, og imidlertid vilde Beretningen have tabt sit Værd, og Adskillige vilde dog have fordømt Bladet, dersom den var kommen derigennem. Jeg har derfor paa eget Ansvar, baade i den ene og i den anden Retning, paataget mig at udgive Pjecen. Kritiken, der vil komme over mig i denne Henseende, er mig aldeles ligegyldig, og øvrige eventuelle Ulæmper bliver selvfølgelig min egen Sag.

Jeg vil imidlertid haabe, at Pjecen vil gavne saa Meget, at man for Eftertiden ikke vil dyrke Personerne, men Principerne. Tillige giver Pjecen en Oplysning, hvoraf enhver Statsborger kan hoste en meget nyttig Erfaring for lignende Tilfælde i Fremtidens politiske Mysterier.

Med socialistisk Hilsen.
Chr. Hørdum.

(Social-Demokraten 10. oktober 1877).

D'Hrr. Pio & Geleff og Politiet. Hr. Povl Geleffs i Amerika udgivne Pjece: "Den rene, skjære Sandhed om Louis Pio og mig selv" er udkommet i ordret Gjengivelse her i Byen paa Chr. Hørdums Forlag. Forfatteren, der med en over alle hidtil kjendte Grænser gaaende Oprigtighed blotter sig selv, gjør Rede for Mellemværendet mellem Politiet paa den ene og ham og Pio paa den anden Side. Det var Pio, som gav Ideen til Amerikarejsen, men skjønt stærkt fristet ved, at P. lovede Rejsepenge og henviste til "Social-Demokratens" ynkelige Forfatning, vægrede Geleff sig i Førstningen bestemt ved at rejse med. En Dag meddelte Pio imidlertid Geleff, at Politiinspektør Hertz ønskede at tale med ham. Han indfandt sig da paa Hertzs private Bopæl. Politiinspektoren sagde nu til G., at det var bedst, han rejste. Blev han, vilde han blive erklæret fallit, og det Hamborger-Hus, som havde givet Bladet Kredit paa Papir, vilde tage Trykkeriet. Der kunde gjøres Strafansvar gjældende, da Pio og Brix ikke havde ført Bøgerne ordentligt. H. indrømmede vel, at G. heri var uskyldig men det vilde dog komme til at gaa ud over ham. (Brix var arresteret). "Hvad der vilde ske, vilde han (Hertz) ikke gaa nærmere ind paa, men han vilde nødig være i mit Sted, naar det skete, der vilde ske." Hr. Hertz kunde godt skaffe ham Penge: 1000 Kr. skulde det ikke mangle paa; 1500 Kr. kunde ogsaa skaffes til Veje. Tilsidst underskrev G. et Dokument, Hertz gav ham; men den næste Dag fortrød han det og gik op til Hertz. "Men vi har jo Deres Dokument", sagde Politiinspektøren; Enden paa Samtalen blev, at Hr. G. lovede at i rejse. Samme Dags Aften skulde Pio og Geleff møde hos Hertz, for at aftale det fornødne med Hensyn til Rejsen. G. kom først og spurgte H., om Pio havde faaet Penge. Hertz gav er undvigende Svar, men tilføjede dog: "Han er godt forsynet". H. fortalte endvidere at P., hvis han ikke i Amerika kom i Forretning sammen med G., skulde udbetale denne 1500 Kr., hvilket P. dog ikke har gjort. Naa, de ere ham vel undte, og det er ikke første Gang, at han har snydt." De to Herrer rejste saa; en Opdagelsesbetjent, forklædt som Sømand, fulgte dem, indtil han havde set Skibet, der skulde føre dem til Amerika, gaa afsted med dem fra England. Efter Aftalen skulde han, saa snart dette var sket, telegrafere til H.: "All right". Da de kom til New York, hævede Geleff 1500 Kr. hos Konsulatssekretær Thomas Smidt efter en af Hertz udstedt Anvisning. P. fik efter et "Motto" 5000 fra samme Sted. Pio betalte Overrejsen for et Medlem af Hovedbestyrelsen, som kom til New York omtrent l l Dage efter P. og G. Ligeledes betalte han Overfart for to andre af Partiets mere fremragende Medlemmer. Af disse og flere andre Fakta uddrager G., at P. i alt har faaet 25,000 Kr. af Politiet for at rejse selv og tage de mere bekjendte Socialister med sig. Han slutter endvidere, at der har været ført Forhandlinger mellem d'Hrr. Estrup og Hertz. Pio indbildte Geleff, at han fik Pengene af sin Broder, men G. skriver, at han nu veed, at "Pio ikke har faaet en eneste Øre gjennem sin Broder"

Socialdemokraternes "radikale" Opposition har med Hr. F. R. Foltmar som Ansvarhavende begyndt Udgivelsen af et lille Ugeblad "Fremad". Samtidig er Baronesse Liljenkrantz's Ugeblad "Den Radikale" ophørt at udkomme.

(Morgenbladet (København) 9. oktober 1877).

Efter ankomsten til USA blev Geleff og Pio uenige om de penge de skulle have for bortrejsen, og Geleff blev så rasende på Pio at han udgav den nævnte pjece som betød at de begge blev miskrediteret blandt de skandinavisk-amerikanske arbejdere. Geleff ernærede sig som agent for landsalg og journalist. Pio havde i 1876 forgæves forsøgt at lave en koloni i Kansas. Pio døde i 1894, men Geleff kom til Danmark i anledning af 50 året for Socialdemokratiets dannelse - bl.a. med assistance fra Pios datter Sylvia (se andetsteds på denne blog). Han døde i 1928. Pjecen findes på Arbejdermuseet.

Christen Iver Hørdum (1846-1911) var skomager og kom 1869 til København som soldat. Efter soldatertiden kom med i det faglig-politiske røre, agiterede for hjemmearbejdets afskaffelse og var med til at oprette skomagernes produktionsforening som han ledede 1873–77 og en fagforening, hvis formand han var 1874–75 og 1877. Han blev 1874 medlem af i fagforeningernes centralbestyrelse, og på socialdemokratiets Gimlekongres 1876 indvalgtes han i hovedbestyrelsen. 

Efter Geleff og Pios afrejse til USA genrejste og reorganiserede Hørdum sammen med P. Holm og C. C. Andersen partiet. I 1875 arbejdede han som medlem af kontrolkomiteen for fagforeningernes støtte til Social-Demokraten. Han blev juni 1877 ekspedient ved og kort efter forretningsfører for det. Det var dog først da Hørdum foranledigede at Emil Wiinblad i 1881 blev redaktør at avisen for alvor oplevede et opsving. I 1878 stiftedes socialdemokratisk forbund med Hørdum som formand indtil 1882. Han lagde navn (hørdumrianerne) til en af oppositionen ("pionisterne" og "heroldisterne") opfunden betegnelse. Han var medlem af partibestyrelsen til 1909. Hørdum var medlem af Folketinget 1884-1887 og 1890-1909 og sammen med P. Holm partiets første rigsdagsmænd. 

Marienbergs Brand. (Efterskrift til Politivennen)

Ildspaasættelse. Herregaarden Marienberg under Rosenfeldt ved Vordingborg nedbrændte totalt i Lørdags. Til denne Ildsvaade knytter der sig i Fælge Meddelelse til "Loll.-F. Stiftstd." flere sørgelige Omstændigheder. En Mejerske er saaledes indebrændt, idet hun for at redde sit Uhr styrtede sig ind i den brændende Kaard, hvorfra hun først senere bares ud som et forkullet Lig. Ogsaa en Karl skal være saa stærkt forbrændt, at der er Tvivl om hans Liv. En Hest, en Tyr, 6 Faar og nogle Svin indebrændte. - En paa Gaarden tjenende Røgter, som tidligere skal have været straffet, har efter Sigende angivet sig selv som den, der af Hævnfølelse mod Forpagteren af Gaarden har paasat Ilden. Han antændte Gaarden paa flere Punkter, gik herefter ud i Kirkeskoven, hvor han lagde sig, indtil hele Gaarden stod i lys Lue, hvorpaa han gik hen og angav sig som Brandstifter.

(Morgenbladet (København) 12. september 1877).

Marienberg blev oprettet som selvstændig gård o. 1800. Den lå vest for Færgegårdsvej 22-24, lige syd for noret hvor senere Marienberg skole lå. Tidligere ejere (-1809) var amtsforvalter (1797-1805) Hans Henrich Peter Reiersen. kammerråd C. Rothe og kaptajn af artilleriet H. Rothe og Jes Andreas Jessen. Han havde gården et par årtier og solgte den (1829) til vicekonsul Hans Staal som 1855 solgte den til kammerherre og major Oscar O’ Neill Oxholm, sammen med 17 tilhørende fæstehuse for. Gården var da beboet af vicekonsulens søn forvalter Hans Staal og Lise Emilie Bjørn sammen med deres datter og 9 tjenestefolk. Gårdens forpagter 1860-1877 var Carl Egede og hustru Karen Faurholdt. De boede på Marienberg Hovedgård sammen med deres familie og 12 tjenestefolk. Ved ildebranden den 8. september 1877 bnedbrændte gården med indbo, fjerkræ og 50 grise. 

Landsover- samt Hof- og Stadretten paakjendte i Tirsdags en fra Vordingborg søndre Birks Extraret hertil indanket Sag, hvorunder en Arrestant tiltaltes for Brandstiftelse. Ved hans med det iøvrigt Oplyste stemmende Tilstaaelse er det beviist, at han den 8de Septbr. f. A. om Aftenen Kl imellem 10 og 11 har sat Ild paa den Generalinde Oxholm tilhørende, af C. Egede, hos hvem han tjente, forpagtede Hovedgaard, Marienberg, der med Undtagelse af et gammelt Tørve- og Materialhuus aldeles nedbrændte, ligesom og det meste af Egedes Ind- og Udbo samt endeel Kreature og Sædevarer brændte. En paa Gaarden tjenende Huusjomfru Kirstine Jacobsen indebrændte, idet hun, der var kommen ud af Bygningen, atter løb ind for at redde noget Tøi, og en Tjenestekarl, Christen Nielsen, som halvt paaklædt maatte redde sig ud igjennem den brændende Ko- og Hestestald, blev stærkt forbrændt paa Hænder og Bryst samt i Ansigtet, saa at han i længere Tid maatte være under Lægebehandling. Med Hensyn til selve Ildspaasættelsen har Arrestanten forklaret, at han den ommeldte Aften Kl. 8 lagde sig til at sove i Kostalden og at han, da han omtrent Kl. 10½ vaagnede og saae, at Lysene i Hovedbygningen vare slukkede, hvorfor han maatte antage, at alle Beboerne vare iseng, afstrøg en Tændstik, som han bar hos sig, og antændte ved den endeel Halmbaand, der laae i den ene Ende af Kostalden i en Bunke, der næsten naaede op til Loftet. Da han nu havde seet, at Ilden fængede stærkt i Halmbaandene og deraf sluttede, at den igjennem Brædeloftet maatte udbrede sig til Høet paa Loftet, forlod han Gaarden uden at vække Nogen og gik ad Vordingborg til, idet han undervejs saae, at Stalden stod i lys Lue og at Ilden havde udbredt sig til den modstaaende Ladelængde. Strax efter at være ankommen til Vordingborg anmeldte han sig som Gjerningsmand til Forbrydelsen. Arrestantens Motiv til Forbrydelsen var efter hans Forklaring deels at komme bort fra sin Tjeneste, deels at hævne sig paa Forpagter Egede, fordi denne nogle Dage forinden havde tildeelt ham nogle Slag, da han fandtes sovende i en Stak paa Marken, hvor han lod Kreaturene skjøtte sig selv. Derhos har han forklaret, at han, da Egede den 8de Septbr. om Eftermiddagen havde irettesat ham, fordi Køerne løb fra Malkepladsen, besluttede Ildspaasættelsen og strax var enig med sig selv om, hvorledes han vilde iværksætte den, og var det for lettere at kunne udføre Forbrydelsen at han bemeldte Dags Aften lagde sig til at sove i Kostalden, efter at han, for at den Karl, om deelte Kammer med ham, ikke skuldesavne ham, til denne havde sagt, at han efter Aftensmaaltidet vilde gaae til Vordingborg i et Ærende. Arrestanten, der er født 18de Septbr. 1853 og tidligere ved forskjellige Domme straffet for Tyveri og Betleri, blev ved Underretsdommen, ester Straffelovens § 220, anseel med 10 Aars Tugthuusstraf, hvilken Dom Overretten stadfæstede.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. januar 1878).

Høiesteretsdom. Under en af Høiesteret igaar paakjendr Justitssag var Arrestanten, Tjenestekarl Peter Frederik Volqvarts Hansen overbeviist om at have sidstafvigte 8de September om Aftenen Kl. 10½ forsætlig sat Ild paa den Generalinde Oxholm til Rosenfeld tilhørende Hovedgaard Marienberg i Vordingborg Landsogn, hvorved Gaarden med Undtagelse af et gammelt Bindingsværks Tørve- og Materialhuus aldeles nedbrændte, ligesom ogsaa Størstedelen af Forpagterens Ind- og Udbo og Tjenestefolkenes Eiendele samt endeel Creaturer brændte. Ved Branden indebrændte Huusjomfruen paa Gaarden, idet han, som tilligemed Gaardens øvrige Beboere vare komme ud af Bygningerne og stod i Baggaarden, uagtet hun var advaret derimod, løb ind i Meieribygningen for at redde noget Tøi. Ligeledes blev en af Gaardens Karle stærkt forbrændt. Som Bevæggrund til Forbrydelsen har Arrestanten forklaret, at han iværksatte Ildspaasættelsen deels for at komme bort fra sin Tjeneste paa Gaarden deels for at hævne sig paa Forpagteren, fordi denne havde slaaet ham, i hvilken Henseende det er oplyst, al Forpagteren nogle Dage iforveien havde tildeelt ham nogle Slag med flad Haand, da han blev antruffen sovende i en Stak paa Marken, hvor han lod Creaturerne skjøtte sig selv. Under Sagen er der af de paagjældende Brandforsikkringsselskaber nedlagt Paastand om Erstatning for det Selskaberne ved Ildspaasættelsen tilføiede Tab af tilsammen over 64 000 kr , foruden at Tjenestefolkene paa Gaarden havde paastaaet Erstatning for det dem ved Branden tilføiede Tab af Effecter.

Ved de foregaaende Instantsers Domme var Arrestanten, der er født i 1853 og tidligere straffet, anseet med 10 Aars Tugthuusarbeide foruden at udrede de omtalte Erstatninger. Høiesteret skjærpede Straffen til 12 Aars Tugthuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. april 1878).

Røgteren Peter Frederik Volquarts Hansen var 24 år da han satte ild til gården. Han var tidligere straffet for tyveri og betleri. I Horsens Tugthus’ stambog beskrives han som 66 ¾ tommer høj (ca. 180 cm), blondt hår, brune øjne, en lidt opadbøjet næse, rødmosset ansigt, og som særlige kendetegn et skævt højre ben, et ar oven på højre hånd og på venstre kind, og desuden manglede han de 2 yderste led af højre pegefinger. Han blev benådet d. 1. april 1889 og løsladt d. 13. april 1889. Det økonomiske tab ved branden var 64.000 kr., og Marienberg blev ikke siden genopbygget..