For unge Tjenestepiger. (Efterskrift til Politivennen)

Veiledning for unge Tjenestepiger af en gammel Tjenestepige (C. A. Reitzels Forlag) er en lille Bog paa 30 Sider, hvori den nævnte Forfatterinde paa en sanddru og trohjertet Maade meddeler af sin Erfaring fra den lange Tjenestetid, hun selv har gjennemlevet. Forældre have ofte bedt hende om Raad for deres unge Døtre, naar disse skulde ud at tjene. Dette har sin Grund i - skriver hun - , "at jeg ofte har havt Held til at beholde mine Pladser usædvanlig lange, og at jeg har erhvervet mig sande og trofaste Støtter for min ældre Alder i de Herskaber, hos hvem jeg tjente". Det lille Skrift har "den gamle Tjenestepige" "faaet Mod til at lade udkomme i Tryk, i det Haab, at det maatte komme En og Anden tilgode, der skal begynde den tjenende Vei, der jo synes Mange, især i Begyndelsen, meget vanskelig". Følgende sande Ord kunne vi ikke undlade at notere: "Vil man have virkelig Glæde i sin gamle Alder af sin Livsgjerning, saa maa man holde rigtig ud hos dem, man er stillet sammen med. Der skal ofte endeel Taalmodighed til, for at bære Andres Vanskeligheder og Særheder og bevare det villige og ærbødige Sindelag, men det daglige Samliv giver jo ogsaa Syn for Meget, der er rigtig rart og værd at holde af, saa det hjælper paa det Andet, og et rigtig godt, tillidsfuldt Forhold kan ligesaavel finde Sted mellem Herskab og Undergivne som i andre Livsforhold"

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 18. december 1877).

For unge Tjenestepiger har "en gammel Tjenestepige" udgivet en "Vejledning" (Reitzels Forlag), der i ni Kapitler paa en meget naturlig, letfattelig og praktisk Maade indskærper de Læserinder, for hvilke den i Følge fin Titel er bestemt, de elementære Regler for Rengjøring, Vask, Madlavning, for Kokkepigen, Stuepigen, Enepigen, Barnepigen, endelig om Orden og Renlighed med egne Sager og om forholdet til Herskabet. Skjønt andre have ordnet og afskrevet, hvad den gamle Tjenestepige, der har hast det Held at beholde sine Pladser usædvanlig længe, har nedskrevet af sin lange Erfaring, har det lille, 30 Sider lange Skrift ikke mistet det praktisk kyndige og i bedste Forstand enfoldige Præg, som maa indgyde Tillid, Vejledningen er i fuldt saa høj Grad at anbefale Husmødre som unge Tjenestepiger, thi det fremgaar meget klart af den, at den gamle Tjenestepige har en grundigere og nyttigere Opfattelse af, hvorledes et Hus bor styres til daglig Dags, end mangen Husfrue er begavet med eller opdraget til. Dette være ingenlunde sagt til Forklejnelse af Vejledningen; tværtimod vil dennes Forfatterinde sikkert være den beredvilligste til at erkjende, at Uddannelsen af en god Tjenestepige til den Mangfoldighed af smaa Forretninger, der tilsammentagne give det store Resultat af et hyggeligt og økonomisk Hjem, i en særdeles høj Grad afhænger af, om Husmoderen er sin Plads voxen ogsaa i Kjøkkenet og Dagligstuen. Derfor ville vi, næst at anbefale den gamle Tjenestepigen Vejledning til almindelig Udbredelse, særlig i Kjøbenhavn, udsende det Spørgsmaal, om ikke en eller anden veltjent Husmoder kunde have Sind og Evne til at forsatte og udgive et Supplement til de talløse Syngeskoler og Spilleskoler og Danseskoler og Anvisninger paa selskabelig Underholdning i borgerlige Familier, som udgives til Belæring og Dannelse for Pigebørn, der før eller efter Konfirmationen tænke paa at forlove sig. Thi det kan være meget velment at ræsonnere over Tidens Vanart og Flygtighed hos Tjenestepigerne; men det vilde mere nyttigere og hjælpe betydelig til at helbrede denne Vanart, om Husfruerne i Almindelighed lærte deres haabefulde Døtre, at Fortepiano, Lejebibliothek og langt Slæb ikke i højere Grad end Gulvskrubbe og Støvekost bidrage til at skabe et tiltalende Hjem, og at Pigerne sjældnere vilde svide Mælkemaden, naar Fruerne selv forstode rigtig at holde Ild i et Komfur og haandtere en Slev.

(Morgenbladet (København) 22. december 1877)

Annonce i Fædrelandet 15. december 1877.

"Vejledning for unge Tjenestepiger af en gammel Tjenestepige" er en af de første (hvis ikke den første) skrevet af en tjenestepige (hvis ellers den anonyme forfatter var det). Det eneste forfatteren oplyser er at hun lever af sine tidligere herskabers støtte. Bogen gengiver de borgerlige tjenestepigedyder: beskeden, villig til selvopofrelse, til at tåle og lide, lydighed og underdanighed.

Unge Tyve og Ladegaardslemmer. (Efterskrift til Politivennen)

En ung Tyvebande. I Forgaars paakjendtes i den offenlige Politiret en Sag imod 8 Drenge, der i en Alder fra 11-13 Aar i Løbet af November Maaned d. A. havde begaaet ialt 21 Tyverier og to Gange gjort Forsøg paa at stjæle. Med Undtagelse af et Tilfælde, i hvilket en af Drengene havde været alene om Udførelsen, vare de øvrige Tyverier udførte af flere eller færre i Forening efter foregaaende Aftale, og en af dem havde saaledes deltaget i 18 Tyverier samt i de to Forsøg. Tyverierne vare alle begaaede fra Steder, hvortil Adgangen var uhindret; blandt de Ting, Drengene stjal, var en Flaske Genever, som en af dem tog ved at række Armen ind gjennem en Trækrude, indenfor hvilken Flasken stod, og efterat være kommen i Besiddelse af den, drak han og de Drenge, der vare sammen med ham, af Indholdet; fra en Bager stjal de paa lignende Maade en Honningkage, fra en Vogn paa Gaden 6 Flasker Øl, fremdeles paa forskjellig Maade en Pakke Svovlstikker, en Daase Sardiner, som de dog kun kunde aabne saavidt at Olien flod ud, en Kniv, en Lampe, flere Sigtebrød, Langbrød, Vindruer og Kager. Fra en Uhrmager i Frederiksberggade forsøgte de at stjæle et til 80 Kr. vurderet Gulduhr, der beroede i et Udhængsskab, hvis Bagklædning var befæstet med en Krog, der var til at løfte af, saa at man, ved at holde Skabet ud fra Muren, kunde aabne det; men da Forsøget blev bemærket af en Dame, vovede Drengene ikke at fuldføre det. Fra to Slagterboder ved Nikolai Taarn stjal de 2 Stykker Kjød, med hvilke de begav sig ud paa Amager, idet de medbragte dels en Kasserolle, som de tidligere vare komne i Besiddelse af; dels et Fyrfad, som de saa Lejlighed til at stjæle paa Vejen derud. Bag et Gjærde paa en Mark indrettede de en Fyrplads, hvortil de samlede Brændsel, gjorde Fyr paa og stegte det medbragte Kjød, hvorefter de holdt Maaltid. Fra en Værtshusholder i Hyskenstræde stjal de en Underdel til en Fruentimmerkjole, hvilket Tyveri gav Anledning til Opdagelsen af dette og de øvrige Tyverier; en Tjenestepige havde nemlig set 2 af Drengene i Ejendommen, og da der umiddelbart efter Tyveriets Udførelse blev gjort Anmeldelse om samme til Politiet, blev en Politibetjent strax afsendt til Assistentshuset, hvor han traf en af Drengene netop i det Øjeblik, han var i Færd med at pantsætte Underdelen. Samtlige Drenge idømtes Straf af Ris, henholdsvis 25, 20, 15 og 10 Slag.

Indbrudstyveri og Løsgængeri. Den 23de Oktober d. A. fik Emanuel Christian Jacobsen og Oluf Villiam Albert Olsen Tilladelse til den Tag at forlade Ladegaarden - hvor de med sædvanligt Tilhold vare udlagte - for at kunne søge Arbejde; dog paalagdes det dem, at de skulde være tilbage Kl. 6 samme Dags Eftermiddag. De bleve imidlertid enige om at begaa Tyveri hos Olsens tidtigere Husbond, en Hørkræmmer i Peder Skramsgade, og undlode derfor at vende tilbage til Ladegaarden. Kl. 11 om Aftenen gik de hen i den paagjældende Ejendom, hvis Port stod aaben, og efter at være komne ind i Gaarden krøb de gjennem et aabentstaaende Vindue ned i Kjælderen, der stod i Forbindelse med Hørkræmmerens Butikslejlighed. Olsen, der var bekjendt med Lokaliteterne, vidste, at de herfra havde uhindret Adgang til hele Lejligheden, der ikke benyttedes til Natteophold af nogen og ikke stod i Forbindelse med nogen Beboelseslejlighed. Efter at have begivet sig ind i Butiken, aabnede de begge ved et Ryk med Hænderne den aflaasede Butiksskuffe og stjal ud af den de deriværende 83 Øre, og derefter tilvendte de sig fra et andet Rum i Lejligheden en Regnkappe og en Frakke. Det var imidlertid blevet bemærket, at de krøb ned i Kjælderen, og det lykkedes at paagribe dem begge, inden de havde forladt Gjerningsstedet. Begge Arrestanterne, der ere i en Alder af 23 Aar, og tidligere hver især have været straffede for Tyveri med Forbedringshnsarbejde, bleve ved Kriminalrettens Dom ansete hver især med Forbedringshusarbejde i 2½ Aar.

(Morgenbladet (København) 13. december 1877).

Frederik Abel Hammer. (Efterskrift til Politivennen)

Dødsfald. I Fredensborg døde igaar Oldingen Frederik Abel Hammer i en Alder af 86 3/4 Aar. Allerede i en tidlig Alder havde han staaet i Fædrelandsforsvarernes Rækker. Da Herregaardsskytterne 1807 bleve indkaldte, forlod, som Barfod fortæller, Kromand H. I. Hammer af Asminderød baade Hustru og Arne og stillede sig frivillig i deres Rækker. Han nøiedes ikke hermed, han medbragte sit eneste Barn, en Dreng paa henved femten Aar, vis paa, at den Fjende, som en af dem fik paa Kornet, skulde ikke tiere prale af sine Bedrifter. Ved det første Udfald bleve Bøilen og Snellen skudte af Drengens Bøsse, og for den Kugle, som gjorde dette, faldt hans Sidemand. "Gaae til Byen og hent en anden Bøsse, men kom strax igjen!" raabte Faderen. Ved det tredie Udfald saaredes denne Sidste i Armen og maatte holde Sengen, til Byen var overgivet. Den femtenaarige Søn maatte gaae ene til de følgende Udfald, men han gjorde det, og i Classens Have, hvor han forsilde mærkede Ordren til Tilbagetog, traadte tre engelske Jægere frem af deres Skjul og sendte ham paa kort Afstand deres Kugler, som han dog lykkelig undgik. I Bombardementsnætterne gjorde han stadig Voldtjeneste. Denne Dreng, som offentlig blev rost foran Troppernes Front af Commandanten, General Peyman, var den nu afdøde Frederik Abel Hammer, den Samme, som eenogfyrretyve Aar senere ukaldet stillede sig blandt de Herregaardsskytter, der frivillig droge i Kamp for Fædrelandet. Ligesom hans Fader i 1807 oplevede han ogsaa den Glæde at see sin Søn blandt de hæderkronede Krigere; han var nemlig Fader til Capitainlieuteuant Hammer, hvis Navn særlig er knyttet til det tappre Forsvar af Vesterhavsøerne i 1864. Afdøde Hammer var selv i sin høie Alder en usædvanlig kraftig og rørig Mand, der med Ufortrødenhed drev alskens Idræt. For et Par Aar siden kunde han endnu løbe paa Skøiter fra Fredensborg til Esrom og tilbage, en Strækning af c. 3 Miil. I 1809 var han bleven Dannebrogsmand, og i 1854 blev han decoreret med Ridderkorset.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. december 1877).

Fotograf Caroline Hammer (1832-1915): Krigsfrivillig, distriktskommisær Frederik Abel Hammer. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Datteren Caroline optog på familiens bopæl på Vesterhavsøerne en lang række fotografier der viser familien Hammers liv.

Under udfaldet i Classens Have i 1807 ramte Frederik Abel Hammer (1791-1877) på lang afstand den engelske general David Baird, hvem de andre skytter forgæves havde søgt at træffe. Den sårede general ønskede at se ham og forærede ham 2 guldindlagte pistoler og en pung med dukater. Hammer indtrådte i det nyoprettede Sjællandske ridende Jægerkorps og udmærkedes kort efter ved forsættelse til Guidekorpset. Steen Steensen Blichers digt "En ganske ny Vise om en Kromand og hans Søn" er om de to som hædredes 1809 med Sølvkorset.

Da krigen brød ud i 1848 meldte han sig frivilligt til tjeneste og deltog i felttogets sidste halvdel til det af ritmester Cai Hegermann-Lindencrone oprettede frivillige husareskadro. På grund af en øjenlidelse måtte han i slutningen af 1848 udtræde.

Hans Rudolf Hjort-Lorenzen. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. I "Dannevirke" af 6te Decbr. tager Hr. Hiort-Lorentzen Afsked med Læserne. Han udtaler heri, at Spørgsmaalet om hans Undersaatsforhold, som har været svævende siden December 1876, er nu blevet afgjort af det preussiske Indenrigsministerium, som har vægret sig ved at anerkjende ham som preussisk Undersaat. Saasnart han faaer officiel Meddelelse om de Grunde, hvorpaa det preussiske Indenrigsministerium har har støttet sig, vil Offentligheden blive gjort bekjendt med dem. Kun saa meget kan han for Øieblikket oplyse, at Afgjørelsen nærmest har beroet paa en ubetydelig Formalitet, nemlig paa, at man i Berlin ikke har villet anerkjende en af ham i Aaret 1865 til den danske Regjering afgiven Flytningserklæring for gyldig. Ved Efterretningen om den trufne endelige Afgjørelse har han øjeblikkelig forlagt sin Bopæl til Kjøbenhavn, efterdi en politisk Virksomhed af den Art, som han siden Januar 1868 i Egenskab af Udgiver af "Dannevirke" og senere tillige af "Freja" har udfoldet i Nordslesvig, er uforenelig med hans nuværende undersaatlige Stilling. Den Omstændighed, at han af den preussiske Regjering betragtes som dansk Undersaat, gjør det til en Umulighed for ham at boe i Nordslesvig. Idet Hr. Hiort-Lorenzen tager Afsked med den store Læsekreds, som trofast har fulgt ham i ti Aar, da skeer det, udtaler han, med vemodige Følelser og med dyb Sorg over, at det ikke skal forundes ham paa samme Maade som hidtil at arbeide med paa det nationale Gjenfødelsesværk, indtil det saa længselsfuldt attraaede Maal, Pragfredens femte Artikels Udførelse, er naaet. Han skilles imidlertid fra sine Venner i Nordslesvig med den Bevidsthed, at han i de ti Aar, i hvilke det var faldet i hans Lod at være deres offentlige Røst, efter Evne har gjort sin Pligt, og at han har offret Velfærdssagen sine bedste Kræfter. Denne Bevidsthed tilligemed Overbevisningen om, at den nordslesvigske Befolkning i det Væsentlige har billiget hans offentlige Optræden, skal være den Lærepenge han tager med sig, saa længe til han atter frit kan vende tilbage til sit Hjem. Han beder alle gode Mænd i Nordslesvig, der have Øie for "Freja"s og "Dannevirke"s Betydning for den nationale Sag, at bevare Tilliden til dem usvækket og at stole paa, at de fremdeles ville blive ledede uforandret i den samme Aand, i hvilken de stiftedes for fyrretyve Aar siden, den Gang det nationale Liv i Nordslesvig vaagnede for aldrig at døe.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. december 1877).

Fotograf Thomas Hansen Thuesbøl (1852-1932): Hans Rudolf Hiort-Lorenzen (1832-1917). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kort efter ankomsten til København, fik Hjort-Lorenzen (1832-1917) en henvendelse fra C. Ferslew om at overtage redaktionen af Nationaltidende. Det udløste snart uenigheder med de to ledende medarbejdere ved Ferslews andet blad Dags-Telegrafen, som foreløbig løstes ved at Ferslew skilte sig af med Meyer og Wille gav Hiort-Lorentzen ledelsen af begge aviser. Emil Bjerring blev redaktionssekretær ved Nationaltidende. Heller ikke dette samarbejde fungerede optimalt og hans interesse for redaktionsarbejde kølnedes til fordel for hans genealogiske arbejde. Uenighederne betød at han i bitterhed i 1893 forlod redaktionsvirksomheden. 

Ved folketingsvalget 3. januar 1879 tabte Hjort-Lorenzen for Højre i Assens mod venstremanden Jørgen Pedersen (1841–1920) ved den mundtlige afstemning, men da Højre mobiliserede flere vælgere ved den skriftlige afstemning, valgtes han med 12 stemmers flertal. Dette valg blev kasseret af Folketinget, og ved omvalg i april fik Jørgen Pedersen et betydeligt flertal. 

Efter sin aviskarriere var han 1894-1917 stiftsskriver i Roskilde. 

Domme mod Husmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdomme.

Onsdagen den 28de November.

Nr. 56. Huusmændene Anders Christensen m. Fl. (efter Befaling Brock) mod Sognepræsten for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa nævnte Præstekalds Vegne (Levinsen), bekræftende Citanternes Forpligtelse til af de Sildevaad, hvormed der fiskes fra de til Nautrup Pastoral hørende Sogne, at erlægge en aarlig Sildetiende. Ved Viborg Landsoverrets Dom af 6te Marts 1876 er kjendt for Ret: De Indstævnte, Huusmændene Anders Christiansen. Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peter Jensen sammesteds, Huusmand Jens Jensen af Kybe samt Huusmand Jens Thøgersen af Nautrup, bør som Eiere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til, Een for Alle og Alle for Een, at levere til Nautrup, Sæby og Vile Præstekald aarlig 10 Ol Sild. Halvdelen deraf at erlægge for Nytaar vg Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændeviin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og, Een for Alle og Alle for Een, til Citanten, Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa hans Formand Pastor Conradsens Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 5 Ol Sild, at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, tilligemed 4 pCt. aarlige Renter af dette Beløb fra den 20de Juli 1871, indtil Betaling skeer, m. M. Ved Salling Herreders Rets Dom af 28de Novbr. 1873 vare Citanterne frifundne for Indstævntes Tiltale.

Dom. Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advocat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 120 Kr., der udredes af det Offentlige.

Nr. 57. Huusmændene Niels Berthelsen og Villads Svenningensen Boel m. Fl. (efter Befaling Brock) contra Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne ved det Formand og Skolelærer M. Sørensen paa Vile Skolelærerembeders Vegne (Levinsen), betræffende Citanternes Forpligtelse til af de Sildevaad, hvormed der fiskes fra fornævnte Sogne, at erlægge en Sildetiende. Ved Viborg Landsoverrets Dom af 21de Februar 1876 er kjendt for Ret: De Indstævnte, Huusmand Niels Berthelsen, Huusmand Villads Svenningsen Boel, Huusmand Christen Jensen Nygaard, Huusmand Peder Christian Laugesen, Huusmand Peder Laursen, Huusmand Niels Andreas Madsen, Fisker og Snedker Mikkel Andersen, Huusmand Peder Jacobsen og Huusmand Niels Christian Ssrensen, bør som Eiere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til, Een for Alle og Alle for Een, at levere til Vile Skolelærerembede aarlig 5 Ol Sild, Halvdelen deraf al erlægge for Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændeviin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og Een for Alle og Alle for Een til Citanterne, Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa bemeldte Skolelærerembedes Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 2½ Ol Sild, at levere før Nytaar 1871, og 2½ Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 5 Kr. 45 Øre, tilligemed Renter af dette Beløb 4 pCt. aarlig fra den 11te Mai 1871, indtil Betaling skeer. Ved Salling Herreders Rets Dom af 23de Januar 1871 ere Citanterne frifundne for de Indstævntes Tiltale.

Dom. Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advocat Levinsen tillægges i Solarium for Høiesteret 100 Kr., der udredes af det Offentlige.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. december 1877, 2. udgave).

Sildefiskeriet var Sæbys vigtigste erhverv på daværende tidspunkt idet ca. en tredjedel af indbyggerne levede af det. 

Højesteretsdom

Jørgen Sørensen m. Fl. (Adv. Brock)

contra

Sognepræsten for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder Pastor Barfoed paa nævnte Præstekalds Vegne (Adv.  Levinsen). 

(Afsagt den 28 Novbr. 1877).

Anset godtgjort, at der ifølge Alderstids Hævd tilkom et Præstekald som aarlig Afgift 10 Ol Sild af hvert Sildevaads Ejere imod en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Udredelsen paalagt Medejerne af Vaaddet solidarisk. 

Viborg Landsoverrets Dom af 6 Marts 1876 er saalydende:

Under denne Sag har daværende Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Konradsen under Paaberaabelse af, at hans Embede fra gammel Tid har været berettiget til en saakaldet Sildetiende eller en aarlig Afgift af hvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra de til Nautrup Pastorat hørende Sogne, af 10 Ol Sild, hvoraf Halvdelen erlægges før hver Nytaar og Halvdelen om Foraaret, men at de Indstævnte, Husmændene Anders Christensen, Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peter Jensen sammesteds, Husmand Jens Jensen af Kybe samt Husmand Jens Thøgersen af Nautrup, der i Forening eje et Sildevaad, hvormed de have drevet Fiskeri fra Vile Sogn, have vægret sig ved at erlægge den ommeldte før Nytaar 1871 og i Foraaret s. A. forfaldne Afgift i 1ste Instans sagsøgt de Indstævnte til enten ved deres Formænd, fornævnte Anders Christensen og Jørgen Sørensen, eller in solidun dels at betale Erstatning for den nævnte ved Sagens Paabegyndelse resterende Ydelse med 8 Rd. 2 Mk. eller efter uvillige af Retten udmeldte Mænds Skjøn, dels fremtidig at udrede Ydelsen til Præstekaldet i det foranførte Omfang. Ved Underretsdommen ere de Indstævnte frifundne for Pastor Konradsens Tiltale og Citanten, Pastor Barfoed, der imidlertid har afløst Pastor Konradsen som Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, har nu indanket Sagen for Overretten, hvor han har paastaaet Underretsdommen forandret i Overensstemmelse med de af hans Formand i 1ste Instans nedlagte Paastande. De Indstævnte procedere derimod til Underretsdommens Stadfæstelse.

Efter Sagens Oplysninger findes i liber daticus for Nautrup, Sæby og Vile Sogne for Aaret 1799 antegnet blandt Præstekaldets Indtægter en Ydelse som det hedder 5 Ol Sild om Efteraaret og ligeledes om Foraaret af hvert Sildevaad, og denne Tiende, der atter nævnes i liber daticus ved Aaret 1833, hvor det bemærkes, at den ofte maatte erhverves ved Udpantning, findes derefter medregnet blandt Præstekaldets Indtægter i de for Aarene 1809, 1828, 1832, 1839, 1853 og 1863 affattede Vakanceberetninger, idet den ogsaa i disse Beretninger angives at bestaa af 10 Ol Sild af hvert Vaad, 5 om Efteraaret og 5 om Foraaret, ligesom dens Størrelse opgives paa samme Maade i et af Fiskerne i Nautrup, Sæby og Vile Sogne i Aaret 1865 til Justitsministeriet indgivet Andragende om Lettelse i samme. Provst Mygind, der var Sognepræst i Nautrup Pastorat fra 1832 til 1839, har derhos edelig forklaret, at han i sin Embedstid og efter hvad der er ham bekjendt ogsaa hans to Formænd i deres Embedstid, der maa antages at omfatte Tidsrummet fra 1809 til 1832, have oppebaaret en Sildetiende af 10 Ol Sild af hvert Sildevaad, som en Præsten tilkommende Rettighed, og at han vel erindrer, at der undertiden, især i knappe Fiskeaar, var Tale mellem Fiskerne om, at Fiskene kun ydedes som en Gave, men at han, saavidt han erindrer, altid fik Fiskene eller Erstatning i Penge, idet det dog forekommer ham, at Fiskerne i et enkelt Aar først betalte Tienden, efter at han havde begjært Udpantningsordre og underrettet dem derom. Ligeledes have to Mænd, der efter hinanden vare Sognepræster i Nautrup Pastorat i Tiden fra 1839 til 1863, edelig udsagt, at en Sildetiende af den ovennævnte Størrelse ogsaa er ydet dem i deres Embedstid, og at den dengang saavel af Fiskerne som af Præsten betragtedes som en denne tilkommende Rettighed, hvortil det ene Vidne navnlig har føjet, at han antoges at have en ubestridelig Ret til, naar Sildene eller Vederlag derfor efter den gængse Pris ikke ydedes i rette Tid, at inddrive samme ved Udpantning. Endelig have flere Beboere af Nautrup Pastorat, hvis Forklaringer tildels omfatte et Tidsrum af 60 Aar eller derover, edelig forklaret, at der i den af Vidnerne omforklarede Tid som det maa antages uden væsentlige Afbrydelser, idet navnlig et Vidne, der kan erindre, at Tienden er bleven ydet siden 1807, ikke har kunnet opgive mere end 1 Aar, hvori Præsten ikke har faaet Sild er blevet ydet Sildetiende til Sognepræsten, hvorhos enkelte Vidner have tilføjet, at de ogsaa have hørt Tiendens Ydelse omtale af ældre Folk, og vel have nogle af disse Vidner udsagt, at Præsten ikke hvert Aar har faaet det samme Kvantum Sild, samt at Sildene, efter Sigende eller saavidt Vidnerne vidste, kun vare en Gave, men dette er i bestemt Strid med Sagens øvrige Oplysninger, og navnlig er det aldeles uantageligt, at den ommeldte Tiende, der som meldt i officielle Beretninger om Kaldet er opført som en dette tilliggende Indtægt, og som, efter hvad der ovenfor er bemærket, maa antages oftere at være inddrevet ved Udpantning, skulde, som af Vidnerne forment, være en Villighedspræstation, for hvis Ydelse Fiskerne efter Godtbefindende kunde unddrage sig.

Det findes herefter at maatte anses godtgjort, at Nautrup Præstekald har erhvervet Ret til den omhandlede Afgift ved Alderstids Hævd, idet Retten til at oppebære samme dog efter Proceduren maa gjøres afhængig af, at der ligesom hidtil af Præsten ydes en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild, og da Afgiften efter det Anførte maa anses at hvile paa ethvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Pastoratet, ville de Indstævnte, som Ejere af et saadant, være at kjende pligtige til, mod at erholde den ovenmeldte Modpræstation in solidum at tilsvare Afgiften, uden at der navnlig kan gives dem Medhold i, at den skulde inddrives hos de enkelte Medejere i Forhold til deres, som det maa antages, meget forskjellige Andele i Ejendomsretten, ligesom ej heller Citantens Paastand om, at det paalægges Formændene for Interessentskabet at udrede Afgiften, kan tages til Følge. Ligeledes ville de Indstævnte, der ikke særlig have protesteret imod Citantens Berettigelse til paa hans Formand, Pastor Konradsens Vegne at indtale den ved Sagens Paabegyndelse forfaldne Afgift, in solidum være at tilpligte at betale Værdien af denne Afgift med 4 p. c. aarlige Renter heraf fra Forligsklagens Dato den 26 Juli 1871 indtil Betaling sker, men da de have gjort Indsigelse imod Størrelsen af det fordrede Vederlag, vil dette være at ansætte ved uvillige af Retten udmeldte Mænds Skjøn, dog at det ikke kommer til at overstige det af Citanten fordrede Beløb af 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, hvilken Værdi de Indstævnte have erkjendt, at Afgiften har havt.

(Fortsættes)

(Ugeskrift for Retsvæsen 2. februar 1878)

Processens Omkostninger for begge Retter ville efter Omstændighederne være at ophæve, hvorhos der vil være at tillægge Citantens befalede Sagfører for Overretten, Kancelliraad Møller, og Pastor Konradsens befalede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær hver 60 Kr. og de til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Pastor Konradsen beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe og Larsen, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer blive at udrede af det Offentlige.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter, har intet Ophold, der vil bevirke Ansvar fundet Sted, og med Hensyn til de under Sagen fremlagte Dokumenter ses ingen anden Stempelovertrædelse end den i Underretsdommen ommeldte, at være begaaet.

Thi kjendes for Ret: De Indstævnte, Husmændene Anders Christensen, Jørgen Sørensen og Morten Sørensen af Vile, Ungkarl Søren Larsen og Tjenestekarl Peder Jensen sammesteds, Husmand Jens Jensen af Kybe samt Husmand Jens Thøgersen af Nautrup bør, som Ejere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til En for Alle og Alle for En at levere til Nautrup, Sæby og Vile Præstekald aarlig 10 Ol Sild, Halvdelen deraf at erlægge før Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og En for Alle og Alle for En til Citanten, Sognepræst for Nautrup, Sæby og Vile Menigheder, Pastor Barfoed, paa hans Formand, Pastor Konradsens Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige af Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 5 Ol Sild at levere før Nytaar 1871 og 5 Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 16 Kr. 66 Øre og ikke bliver mindre end 12 Kr. 91 Øre, tilligemed 4 pCt. aarlige Renter af dette Beløb fra den 20 Juli 1871, indtil Betaling sker. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves, og der tillægges Citantens beskikkede Sagfører for Overretten, Kancelliraad Møller, og Pastor Konradsens befalede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær hver 60 Kr., samt de for Pastor Konradsen til Optagelse af forskjellige Thingsvidner beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe og Larsen, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer udredes af det Offentlige. Det Idømte at efterkommes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

Ved kongelig Ordre af 17 Juli f. A. er Højesteret bemyndiget til at tage nærværende Sag under Paakjendelse, uanset at dens Gjenstand maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde maa det antages, at Nautrup, Sæby og Vile Præstekald har Ret til den under Sagen omhandlede aarlige Ydelse af 10 Ol Sild af det Sildevaad, hvormed der af Citanterne fiskes fra Vile Sogn. Som Følge heraf og da der efter den skete Indstævning og Proceduren for Højesteret ikke er Spørgsmaal om at prøve Dommens nærmere Bestemmelser om Afgiftens Udredelse, vil denne Dom efter Indstævntes Paastand være at stadfæste. Processens Omkostninger for Højesteret blive efter Sagens Omstændigheder at ophæve, og det Indstævntes beskikkede Sagfører for Højesteret tilkommende Salarium at udrede af det Offentlige.

Thi kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kr. Advokat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 120 Kr., der udredes af det Offentlige.

- - -

Sagen Nr. 57/1877. Husmændene Niels Berthelsen og Villads Svenningsen Boel m. Fl. (Adv.Brock)

contra

Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogneraad ved dets Formand, og Skolelærer Sørensen paa Vile Skolelærerembedes Vegne (Adv. Levinsen). 

Afsagt den 28 Novbr. 1877).

Anset godtgjort, at der ifølge Alderstids Hævd tilkom et Skolelærerembede som aarlig Afgift 5 Ol Sild af hvert Sildevaads Ejere imod en Modpræstation af en Flaske Brændevin. Udredelsen paalagt Medejerne af Vaaddet solidarisk.

Viborg Landsoverrets Dom af 21 Febr. 1876 er saalydende:

Under denne Sag have Citanterne, Sogneraadet for Nautrup Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa Vile Skolelærerembedes Vegne, idet de have gjort gjældende, at bemeldte Embede fra gammel Tid har været berettiget til en saakaldet Sildetiende eller en aarlig Afgift af hvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Sognet, af 5 Ol Sild, hvoraf Halvdelen erlægges før hvert Nytaar og Halvdelen om Foraaret, men at de Indstævnte, Husmand Niels Berthelsen i Vile, Husmand Villads Svenningsen Boel sammesteds, Husmand Christen Jensen Nygaard sammesteds, Husmand Peder Chr. Laugesen i Kybe, Husmand Peder Laursen sammesteds, Husmand Niels Andreas Madsen sammesteds, Fisker og Snedker Mikkel Andersen i Nautrup eller nu i Fredsø, Husmand Peder Jacobsen i Nautrup og Husmand Niels Chr. Sørensen i Harre, der i Forening eje et Sildevaad, hvormed de have drevet Fiskeri fra Vile Sogn, have vægret sig ved at erlægge den ommeldte før Nytaar 1871 og i Foraaret s. A. forfaldne Afgift, i 1ste Instans sagsøgt de Indstævnte til enten ved deres Formænd, fornævnte Niels Berthelsen og Villads Svenningsen Boel, eller in solidum dels at betale Erstatning for den nævnte, ved Sagens Paabegyndelse resterende Ydelse med 4 Rd. 1 Mk. eller efter uvillige Mænds Skjøn, dels fremtidig at udrede Ydelsen til Skolelærerembedet i det foranførte Omfang. Ved Underretsdommen ere de Indstævnte frifuhdne for Citanternes Tiltale, og disse have nu indanket Sagen for Overretten, hvor de have gjentaget deres ovenanførte Paastande, medens de Indstævnte derimod procedere til Underretsdommens Stadfæstelse.

De Indstævnte maa anses at have erkjendt, at der i en længere Aarrække er af de Sildevaad, hvormed der fiskedes i Pastoratet, blevet erlagt en Ydelse af Sild til Skolelæreren eller efter at hvert af de tre Sogne efterhaanden har faaet sin særskilte Lærer, da til enhver af disse af de Vaad, der dreves i det paagjældende Sogn saavelsom ogsaa til Præsten, men de have gjort gjældende, at saadant ikke har fundet Sted ifølge nogen Fiskerne paahvilende Forpligtelse, men alene som en frivillig Gave, hvorhos de have benægtet, at Ydelsen, ialfald forsaavidt den har været udredet til Læreren i Vile hvor en selvstændig Lærer maa antages først at være bleven ansat i Aaret 1836 har været erlagt uafbrudt hvert Aar med det af Citanterne opgivne Kvantum, idet der efter deres Anbringende vel aldrig er leveret Mere, men undertiden Mindre, ligesom de endelig have paaberaabt sig, at Ydelsen har været betinget af en Modpræstation fra Lærerens Side af Mad og Brændevin, i hvilken sidste Henseende Citanterne iøvrigt have erklæret, at der Intet haves at erindre imod, at Forpligtelsen gjøres afhængig af en Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Ved flere Vidners edelige Forklaringer maa det imidlertid anses godtgjort, at den ommeldte Ydelse til Skolelæreren det navnlig efter Vidnernes Forklaringer maa antages med de af Citanterne opgivne Kvantiteter henholdsvis før Nytaar og om Foraaret er bleven erlagt af hvert Sildevaad i et Tidsrum af mindst 40 Aar uden væsentlige Afbrydelser, idet der dog efter et Vidnes Forklaring var et Aar, i hvilket Skolelæreren ingen Sild fik, hvilket navnlig var begrundet i, at han paa Grund af det daarlige Fiskeri ingen forlangte, og vel gaa de paagjældende Vidners Forklaringer tillige ud paa, at Ydelsen efter Sigende eller efter hvad man antog, skulde være en Gave, men herpaa kan der, efter det lange Tidsrum og den Regelmæssighed i Henseende til Omfang og Leveringstid, hvormed den efter Vidnernes eget Udsagn er bleven erlagt, saa meget mindre lægges afgjørende Vægt, som de edelige Vidnesbyrd, der ere afgivne af 4 Mænd, der i det paagjældende Tidsrum have været Skolelærere i Pastoratet, gaa ud paa, at Ydelsen blev erlagt som en Skolelærerembedet tilkommende Rettighed, i hvilken Henseende navnlig tre af de Paagjældende have forklaret, at vedkommende Fiskere undertiden betalte dem Penge istedetfor Sild, hvilket navnlig efter den Enes Udsagn hændte, naar de havde opsat Ydelsen saa længe, at de ikke kunde præstere den.

Ligeledes have tre Mænd, der have været. Sognepræster i det nævnte Pastorat efter hinanden i Tiden fra 1832 til 1863, edelig forklaret, at der i deres Embedstid er af hvert Vaad, hvormed der fiskedes i Pastoratet, blevet leveret 5 ΟΙ Sild til Skolelæreren eller Skolelærerne, hvorhos to af disse Mænds Forklaringer særlig gaa ud paa, at denne Ydelse var en Læreren tilkommende Rettighed paa samme Maade, som en lignende Ydelse af 10 Ol Sild, der aarlig til de samme Tider erlagdes til Præsten, var en Ret for Præsteembedet.

I liber daticus for Nautrup, Sæby og Vile Pastorat, findes ogsaa for Aaret 1799 antegnet blandt Præstekaldets Indtægter en Ydelse som det hedder til 5 Ol Sild om Efteraaret og ligeledes om Foraaret af hvert Sildevaad, hvilken Indtægt ligeledes er opført for Aaret 1833 med Bemærkning, at denne Indtægt ofte maatte erhverves ved Udpantning ligesom det ifølge en i Gjenpart fremlagt Optegnelse af, hvad der i de modtagne Vakanceberetninger fra 1809 til 1863 indeholdes om Sildetienden til Præsteembedet i Nautrup, maa antages, at den ommeldte Indtægt for Præsteembedet stadigt i Vakanceberetningerne for Aarene 1809, 1828, 1832, 1839, 1853 og 1863 er anført som 10 Ol Sild af hvert Vaad. De sidstommeldte Oplysninger angaa nu vel alene Præstekaldets Ret til den til samme erlagte saakaldte Sildetiende, men da der iøvrigt er Føje til at antage, at Afgiften til Skolelæreren altid har været betragtet som staaende i et vist Forhold til den Afgift, der udrededes til Præsten hvorved bemærkes, at den hele Ydelse i et af Fiskerne i Aaret 1865 til vedkommende Ministerium indgivet Andragende om Lettelse i samme, betegnes som en Fisketiende, der var bleven udredet i mange Aar og som bestod af 15 Ol Sild af hvert Sildevaad, 10 Ol til Sognepræsten og 5 Ol til Skolelæreren findes de ommeldte Oplysninger dog i ikke ringe Grad at bestyrke den Antagelse, at Afgiften til Skolelæreren er bleven erlagt i et endnu langt længere Tisrum end i de c. 40 Aar, som de ovenommeldte Vidner have omforklaret og det saa meget mere som de Indstævnte end ikke have paaberaabt sig, at Afgiften til Præsten skulde have et andet eller bedre retsligt Grundlag end Afgiften til Skolelæreren.

Det findes herefter at maatte anses tilstrækkeligt godtgjort, at Skolelærerembedet har erhvervet Ret til den omhandlede Afgift ved Alderstids Hævd, og da Afgiften efter det Anførte maa anses at hvile paa ethvert Sildevaad, hvormed der fiskes fra Sognet, ville de Indstævnte, som Ejere af et saadant, være at kjende pligtige til, mod at erholde den ovenanførte Modpræstation af en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild, in solidum at tilsvare Afgiften, uden at der navnlig kan gives dem Medhold i, at Afgiften skulde inddrives hos de enkelte Medejere i Forhold til deres, som det maa antages, meget forskjellige Andele i Ejendomsretten, ligesom ej heller Citanternes Paastand om, at det paalægges Formændene for Interessentskabet at udrede Afgiften, kan tages til Følge. Ligeledes ville de Indstævnte in solidum være at tilpligte at betale Værdien af den ved Sagens Paabegyndelse forfaldne Afgift tilligemed Renter deraf 4 p. c. aarlig fra Forligsklagens Dato den 11 Maj 1871 indtil Betaling sker, men da de have gjort Indsigelse imod Størrelsen af det fordrede Vederlag, vil dette være at ansætte ved uvillige inden Retten udmeldte Mænds Skjøn, dog saaledes at det ikke kommer til at overstige det af Citanterne fordrede Beløb af 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 6 Kr. 45 Øre, hvilken Værdi de Indstævnte have erkjendt, at Afgiften har havt.

Processens Omkostninger for begge Retter ville efter Omstændighederne være at ophæve, hvorhos der vil være at tillægge den for Citanterne beskikkede Sagfører for Overretten, Prokurator Isaacsen, der tillige har været beskikket for dem til Optagelsen af et Thingsvidne for Underretten, i Salær 70 Kr., samt deres beskikkede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær 60 Kr. og de til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Underretten for Citanterne beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe, Larsen og Schjellerup, i Salaær hver 8 Kr., hvilke Salærer samtlige blive at udrede af det Offentlige.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter har intet Ophold, som vil bevirke Ansvar, fundet Sted, og med Hensyn til de under Sagen fremlagte Dokumenter ses ingen Stempelovertrædelse at være begaaet.

Thi kjendes for Ret: De Indstævnte, Husmand Niels Berthelsen, Husmand Villads Svenningsen Boel, Husmand Christen Jensen Nygaard, Husmand Peder Chr. Laugesen, Husmand Peder Laursen, Husmand Niels Andreas Madsen, Fisker og Snedker Mikkel Andersen, Husmand Peder Jacobsen og Husmand Niels Chr. Sørensen bør som Ejere af et Sildevaad, hvormed der fiskes fra Vile Sogn, være pligtige til En for Alle og Alle for En at levere til Vile Skolelærerembede aarlig 5 Ol Sild, Halvdelen deraf at erlægge før Nytaar og Halvdelen om Foraaret, imod herfor at erholde en Flaske Brændevin for hver 5 Ol Sild. Saa bør de og En for Alle og Alle for En til Citanterne, Sogneraadet for Nautrup, Sæby og Vile Sogne og Skolelærer M. Sørensen i Vile paa bemeldte Skolelærerembedes Vegne, betale et saadant Beløb, hvortil uvillige, inden Retten udmeldte Mænd maatte ansætte Værdien af 21,9 Ol Sild at levere før Nytaar 1871 og 21/2 Ol Sild at levere i Foraaret 1871, dog at Beløbet ikke kommer til at overstige 8 Kr. 33 Øre og ikke bliver mindre end 6 Kr. 45 Øre, tilligemed Renter af dette Beløb 4 p. c. aarlig fra den 11 Maj 1871 indtil Betaling sker.

Processens Omkostninger for begge Retter ophæves, og der tillægges den for Citanterne beskikkede Sagfører for Overretten, Prokurator Isaacsen i Salær 70 Kr. og deres beskikkede Sagfører for Underretten, Prokurator Pasbjerg, i Salær 60 Kr., samt de for Citanterne til Optagelsen af forskjellige Thingsvidner for Underretten beskikkede Sagførere, Prokuratorerne Terndrup, Langballe, Larsen og Schjellerup, i Salær hver 8 Kr., hvilke Salærer samtlige udredes af det Offentlige. Det Idømte at efterkommes inden 8 Uger efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

Højesterets Dom.

Ved kongelig Ordre af 17 Juli f. A. er Højesteret bemyndiget til at tage nærværende Sag under Paakjendelse, uanset at dens Gjenstand maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis.

I Henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde maa det antages, at Vile Skolelærerembede har Ret til den under Sagen omhandlede aarlige Ydelse af 5 Ol Sild af det Sildevaad, hvormed der af Citanterne fiskes fra Vile Sogn. Som Følge heraf og da der efter den skete Indstævning og Proceduren for Højesteret ikke er Spørgsmaal om at prøve Dommens nærmere Bestemmelser om Afgiftens Udredelse, vil denne Dom efter de Indstævntes Paastand være at stadfæste. Processens Omkostninger for Højesteret blive efter Sagens Omstændigheder at ophæve, og det de Indstævntes beskikkede Sagfører for Højesteret tilkommende Salarium at udrede af det Offentlige.

Thi kjendes for Ret:

Landsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Højesteret ophæves. Til Justitskassen betale Citanterne 2 Kroner. Advokat Levinsen tillægges i Salarium for Højesteret 100 Kr., der udredes af det Offentlige.

(Ugeskrift for Retsvæsen 9. februar 1878)