Galgen paa Vesterfælled. (Efterskrift til Politivennen).

Struensees og Brandts jordiske Levninger?

I det nys udkomne andet hæfte af "Historiske Meddelelser om København" har pastor R. P. Rasmussen fremsat den formodning, at de to skeletter, som i 1895 blev fundet bag "Folkets Hus" på Enghavevej og gravet ned på Vestre Kirkegård, er de jordiske levninger af Struensee og Brandt. Vi skal i hovedtrækkene gengive, hvorledes pastor Rasmussen søger at underbygge sin formodning.

Efter henrettelsen på Østerfælled den 28. april 1772 blev de parterede legemer på rakkerens sluffe ført ad til den murede galge på Vesterfælled, hvor de anbragtes på otte stejler med hovederne på to stager i midten. Endnu i 1774 fortæller et øjenvidne, at han har set dem. Omsider blev endelig kranierne og de knogler, som himlens fugle og forrådnelsen havde levnet, nedgravede på stedet.

Struensee og Brandt havde lidt "en uærlig straf"; derfor måtte de ikke begraves i indviet jord. I 1779 anmodede Magistraten kongen om at måtte sælge den brøstfældige murede galge til nedbrydning. Tilladelsen blev givet, og den 10. august samme år blev galgen fra stadens kæmnerkontor udbudt til salgs ved offentlig auktion. Højestbydende var brændevinsbrænder Jens Nimb med 51 rigsdaler. Auktionskonditionerne lød på at de to ved galgen anbragte hugne stene, hvorpå fandtes "antikke inskriptioner", skulle reserveres for staden og flyttes til Materialgården. Regnskaberne viser, at dette er sket, men stenene er ikke til at finde nu.

Støttende sig til grundplaner efter kort i rådstuearkivet hævder forfatteren, at den i 1882 nedbrudte "Amerika-Mølle" bag Folkets Hus ved Enghavevej netop lå på det sted, hvor den murede galge havde haft sin Plads. Selve møllen er, som sagt, revet ned, men det svære møllehus, hvorpå hvilket den stod, ligger endnu på stedet.

Amerika Mølle på Amerikavej. Møllen blev bygget efter amerikansk patent. Vingerne havde 8 arme, der blev bespændt med 4 trekantede sejl. Tidspunkt ukendt. Kbhbilleder, Frederik Riises samling, ingen kendte rettigheder. 

I 1870'erne flyttede arkivar, dr. O. Nielsen ind i havehuset til ejendommen Enghavevej nr. 40, nu "Folkets Hus". En dag ytrede han til inspektøren på Vestre Kirkegård, kammerråd Bahnson, at han nu boede på et historisk sted, nemlig på den plads, hvor Struensee og Brandt havde ligget på stejle og hjul, og at stejlerne havde stået i hans have. Også til andre har dr. Nielsen med bestemthed udtalt sig således. I 1895 udgravede man i godt en alens dybde grunden til en pavillon, som skulle opføres i haven til det hus, i hvilket dr. Nielsen havde boet, og her fandt man - tæt ved det sted, hvor galgen og stejlerne havde stået - rester af to skeletter, der lå således, at de må formodes at være nedgravede samtidig og ved siden af hinanden.

Politiet besørgede disse rester bragt ud til Vestre Kirkegård, hvor de gravedes ned, og inspektøren indførte i kirkegårdens protokol en bemærkning om, at det var Struensees og Brandts jordiske levninger. Der var i hvert fald to kranier og nogle større knogler, bl. a. fire kraftige lårben, og man fik det bestemte indtryk, at man her stod overfor rester af to mandsskeletter. Inspektøren fik ikke talt om sagen med dr. Nielsen, der døde nogle måneder efter fundet.

Selv om man nu betragter stedsbestemmelsen som værende fuldt i orden, er der jo rigtignok den ting at indvende, at der i nærheden af galgen er nedgravet adskillige andre end Struensee og Brandt, pastor Rasmussen har naturligvis haft sin opmærksomhed henvendt herpå. I gamle sigte- og sagefaldsregnskaber har han undersøgt de eksekutioner som har fundet sted fra 1760 til 1792, da pladsen på Vesterfælled blev nedlagt som rettersted: han kommer til det resultat, at i den sidste menneskealder af retterstedets historie er ligene af fire kvinder og tre mænd nedgravede derude, og han opstiller da en "sandsynlighedsberegning", hvorefter de i 1895 fundne rester er Struensees og Brandts skeletter. Forfatteren gør vel i at karakterisere sine formodninger som usikre, men det lader sig på den anden side ikke nægte, at et og andet nok kunne tale for det sandsynlige i de anførte beregninger, og videre kan man vanskeligt nå i denne sag.

De kranier med tilhørende knogler som blev fundet i 1895, gemmes nu langt inde på Vestre Kirkegård i en plantning af ask og elmetræer.

(Dagens Nyheder, 25. juli 1907).

I maj 1927 blev skeletdelene opgravet og transporteret til Anatomisk Museum til undersøgelse hos professor F. C. C. Hansen. Han mente at have fundet bevis for at det var dem, ud fra 2 tænder som en læge i Roskilde havde trukket ud af de henrettedes hoveder, og som svarede til de øvrige tænder i skeletternes hoveder.

Da Struensee og Brandt blev stejlet.

Deres halshuggede skeletter blev fundet på byggegrunden til Folkets Hus på Enghavevej i 1895

I Politibladets udmærkede serie “En gammel Politimands Erindringer” af pens. politiassistent Niels Boesen læser vi følgende historisk interessante kapitel:

Den 4. Maj 1895, da jeg havde stationsvagt, skete der til politistationen anmeldelse om, at nogle arbejdere ved en grundudgravning ved Enghavevej havde fundet to menneskeskeletter.

Det Socialdemokratiske Parti havde nogen tid forinden købt villaen Enghavevej nr. 40 med tilhørende grund for på dette sted at opføre en forsamlingsbygning. Denne bygning var på det foran omtalte tidspunkt under opførelse, og man var i færd med at udgrave grunden til en musiktribune længst tilbage i haven. Det var under dette arbejde, at de to skeletter blev fundet. Skeletterne blev synet og ansloges til at være over et hundrede år gamle. De lå omtrent 60 cm under jordens overflade, hvor mulden og leret mødes. Fundet frembød i øvrigt den ejendommelighed, at kranierne lå nede mellem lårknoglerne. Altså måtte skeletterne hidrøre fra to halshuggede personer.

Tæt ved det sted, hvor de to skeletter fandtes, stod i sin tid Vesterfælleds murede galge og stejler, der var i brug til 1792. Det var utvivlsomt, at skeletterne hidrørte fra to mænd i den kraftigste alder, og at kranierne lå nede mellem lårknoglerne tydede som forannævnt med sikkerhed på at man stod overfor resterne af to henrettede personer, hvis hoveder formentlig havde været sat på stager medens kroppene havde været anbragt på stejler. Da der så efter lang tids forløb ikke har været andet tilbage end kranier og ben, har man gravet et par små fordybninger i jorden og anbragt skeletterne deri i den stilling, som de over et hundrede år senere indtog, da de fandtes. 

Det blev overdraget mig i min egenskab som stationsvagt at lade de fundne skeletter bringe ud på Vestre Kirkegård. Den daværende inspektør, kammerråd Bahnson, var meget interesseret i fundet, og da han havde fået at vide, på hvilket sted og i hvilken stilling skeletterne var fundet, udtalte han, at der næppe kunde være tvivl om at de hidrørte fra statsmanden Struensee og hans ven Enevold Brandt, som den 28. april 1772 blev henrettet på Østerfælled, hvorefter de blev ført ud til Vesterfælled, hvor deres hoveder blev sat på stager og deres legemer lagt på stejler. Denne antagelse har senere vist sig at være rigtig. Skeletterne er i en nyere tid gravet op og identificeret. Men endnu tænker jeg af og til på hvor mærkeligt det er at det skulle falde i min Iod som ung politimand

(Horsens Social-Demokrat, 13. februar 1943)

Stenen som blev opsat på Vestre Kirkegård og indgraveret med Struensees og Brandts initialer, findes stadig. Den er pt. væltet og befinder sig godt skjult i hegnet langs en af gangene i Stjernepavillonen. Resterne er imidlertid vist nok omkring 1928, overført til Sankt Petri Kirke og ligger under gulvet i en af krypterne. Det er dog aldrig fastslået om det virkelig er tale om Struensee og Brandts levninger.

Længst væk, umiddelbart indenfor indgangen til gravkapellerne i Sankt Petri Kirke, ligger i krypten under Ernst Schimmelmann (1747-1831) det som man forestiller sig er resterne af Struensee og Brandt. Kisten kan dog ikke ses. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hermann Ebert (1855-1936). (Efterskrift til Politivennen)

Kendte Mænd

Herman Ebert.

Den Mand, hvis Billede vi i Dag bringer, er Jyde - og Københavns mange Jyder er utvivlsomt overbevist om, at kun en af deres egne kunde præstere det Arbejde, som Borgerrepræsentant, Grosserer Herman Ebert kan se tilbage paa.

Men trods Jyskheden er Hr. Eberts Navn for bestandig knyttet til Amager. Ikke det gamle Hvidkaalshovede-Amager, men den moderne Storstadsanneks, som han selv har været med til at skabe. Herm. Eberts Historie og Sundbyernes Historie falder sammen.

I 1880, da han var 25 Aar gammel, startede han en Forretning i Sundby, som i 1880 flyttede hen paa Amagerbrogade. Samtidigt med, at han drev sin egen Forretning i Vejret, tog han ivrigt Del i det kommunale Arbejde. Det var paa hans Initiativ, at Taarnby i sin Tid blev udskilt fra Sundby Sogn Det var ham, der tik gennemført Anlæget af Sundby Gas- og Vandværk, og som Formand for Sogneraadet i dettes sidste tre Tilværelsesaar, ledede han Forhandlingerne om Indlemmelsen. Da denne havde fundet Sted, fik han Sæde i Københavns Borgerrepræsentation som særlig Repræsentant for Sundbyerne, og han har siden udført el energisk Arbejde for at skaffe sin gamle Kommune samme Fordele som det indre København.

Mest er Hr. Ebert dog kendt som Bygherre Københavns største. "Eberts Villaby" med de fra Kristian II. s Tid hentede Gadenavne er kendt af alle; derimod er det mindre bekendt, at han ogsaa har opført en, mere borgerlig anlagt, Villaby ved Sundbyøster. Ialt 128 Villaer er der bygget under hans Auspicier, og alle har de været Mønsterboliger. Hans Forbrug af Bygningsmateriale er saa stort, at han har anlagt et eget Savskæreri paa Amager og erhvervet et Teglværk i Nordsjælland.

De mange Villakolonier, som i de senere Aar har rejst sig rundt omkring København, har alle Eberts til Mønster, men ingen har som han forstaaet at give sine Foretagender en flot Start - til Reklame for sin første Villaby anvendte han saaledes 30.000 Kr.

Ikke uden Grund kaldes Ebert "Amagers Konge", og denne uofficielle Titel vil han sikkert beholde, indtil den afløses af en officiel.

(Morgenbladet Adresse-Avisen 24. juli 1907)

Tegning fra København 8. november 1894 i anledning af at Ebert opstillede som kandidat til sognerådet i Sundbyerne. Dengang blev han kaldt "Amagers Konge". 

1880 fik Ebert borgerskab og åbnede en lille købmandsbutik i Nygade, nu Sverrigsgade. Han anlagde et kaffebrænderi, dampsavskæreri (1896), snedkeri, teglværk i Villingebæk ved Gilleje. Formand for Sundbyernes sogneråd 1899. Eberts Villaby, 1894 ff, desuden Villaby ved Øresundsvej. 1901 Bellevue-kvarteret ved Sundby Parkanlæg, hjørnet af Holmbladsgade og Venusvej (nu Polensgade) - 4 etages ejendomme. Eberts vision var villabyggeri. Han var kritisk over for det storstilede spekulationsbyggeri. Ejendommen "Sønderborg" på Amagerbrogade finansierede han også.

Demarkationsservitutten forhindrede alt sammenhængende, højt og grundmuret byggeri fra Christianshavn til Sundbybommen. På hjørnet af Amagerbrogade og Holmbladsgade lå en benmølle og syrefabrik. Indtil 1905 lå "Fredens Mølles Fabriker", i folkemunde kaldet "Benmøllen" på hjørnet af Holmbladsgade og Amagerbrogade. Beboerne klagede over stanken til sognerådet. Men det gjorde ikke noget ved det da det bestod af rige amagerbønder der boede langt væk fra stedet. Først da socialdemokraterne fik flertal i sognerådet, blev "Benmøllen" lukket og fabrikken jævnet med jorden. Ebert købte efterfølgende grunden, samt bebyggelsen på den anden side af gaden af grosserer Holmblad. "Bomhuset" forsvandt ved samme lejlighed, dog ikke bomafgiften. Bommanden flyttede i stedet ind i en af stuelejlighederne i det nye kompleks.

Ebert blev begravet på Sundby Kirkegård, og fik Ebertsgade opkaldt efter sig.

I maj 1921 brændte grosserer Eberts hjørneejendom Holmbladsgade 74 og Ungarnsgade 1, og raserede 25-30 meter af tagetagen. Foto fra Aftenbladet (København) 12. maj 1921.

Stjaalne Juveler paa Vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

En ung malersvend, Jørgen Holst, blev i forgårs grebet da han ville hæve penge på en stjålet bikubebog. I forhøret tilstod han, at han ogsaa havde forøvet et juveltyveri hos en dame i Villemoesgade og gravet kosterne ned på Vestre Kirkegård.

Her fandt man dem i går, pænt indpakkede i en papæske. De vurderedes efter politiets skøn til 3000 kr.

( Folkets Avis, 24. juni 1907)

Møntergade - Gammel Møntkvarteret. (Efterskrift til Politivennen)

 

Der er nu sat fuld Kraft paa Nedrivningsarbejdet i Møntergade-Gammel Mønt-Kvarteret. Adskillige af de dødsdømte Ejendomme er allerede forsvundne, en Del af de øvrige er delvis demolerede, og Resten følger efter i den nærmeste Tid.

Et Besøg paa de raserede Grunde har stor Interesse. En Mængde Tilskuere samles da ogsaa daglig i de to Gader for at iagttage Arbejdets Fremadskriden; Nedrivningen gaar for sig med prisværdig Hurtighed, og efterhaanden som Facademurene forsvinder, faar Tilskuerne Lejlighed til at kaste et sidste Blik ind i Husene, i de gamle, ejendommelige Beboelsesrum, der i det sidste Hundredaar - ja, for flere Huses Vedkommende i endnu længere Tid - har huset en Mængde Københavnere.

Enkelte Familier har boet her gennem flere Slægtled - mellem disse findes flere bekendte Personer, bl.a. Georg Brandes.

For de fleste af TIlskuerne er Terrænet ret ukendt, og til Orientering skal vi da fremsætte nogle Oplysninger.

Nedbrydningsarbejdet foregår i tre Afdelingen, saaledes at efterhaanden et bestemt Antal af Husene forsvinder.

I første Omgang falder følgende Huse: Gothersgade Nr. 51 og 53, Møntergade Numrene 20-36 inklusive og Gammel Mønt Numrene 16-36 inklusive.

Paa det raserede trekantede Areal tages der straks fat paa Opførelsen af de nye Komplekser, som danner den ene side af Kristian den Niendes Gade.

Størsteparten af de nævnte Huse i Møntergade, bl.a. Povel Fecktels Stiftelse, er nedrevne. Fig. 1 viser hvorledes Pladsen nu ser ud. Det ældgamle Morbærtræ, der ses paa Midten af Billedet, og som var den sidste Rest af et i fordums Tid pragtfuldt Haveparti, har nu maattet falde for Øksen. I baggrunden tilvenstre ses enkelte af Baghusene, som hører til Gothersgade-Ejendommene; I Midtpartiet strækker sig Baghusene fra Store og Lille Regnegade, og længst tilhøjre ses nogle Baghuse i Gammel Mønt.

Tværs over dette Terræn er det, at den projekterede Kristian den Niendes Gade skal anlægges. Gaden skal begynde tilvenstre paa Billedet, udfor Hørups Port, og udmunder i Gammelmønt, netop der, hvor de nedrevne Huse fra Nr. 16 til 22 danner et Gab.

Gaardinteriør fra Gammelmønt.

Fig. 2 viser et Gaard-interiør fra de baghuse paa Gammelmønt, der nu staar for Tur til at falde.

Oktober Flyttedag 1907 fortsættes med nedbrydning af følgende Huse: Gammelmønt 10-14 inklusive; St. Regnegade 1; Lille Regnegade Nr. 11; Gothersgade Nr. 45-47-49.

Fra April Flyttedag 1908 skal følgende Huse nedrives: Store Regnegade Nr. 3-15 inklusive; Lille Regnegade 1-9 inklusive; samt Baghuset til Nr. 43 i Gothersgade.

Og endelig falder ved April flyttedag 1909 den sidste Rest, nemlig Forhuset til Ejendommen Nr. 43 i Gothersgade.

Det raserede Terræn ser nærmest ud, som om det havde været hærget af en vældig Ildebrand; eller maaske er Sammenligningen med den ved et Bombardement forvoldte Ødelæggelse mere betegnende.

Det er netop 100 Aar siden, at Englændernes Bomber, Kongreveraketter og Brandpile regnede ned over København. 

Den Demolering, der nu foregaar i Møntergade, er heldigvis af en mere fredelig og nyttebringende Natur.

Kaster man Blikket ind over Pladsen til de omtalte Baghuse, saa ser man elendige, faldefærdige Rønner, som er klasket op paa bedste Beskub, vinde og skæve, afvekslende Bindingsværkshuse eller Kalkstensmur, opført tilsyneladende ganske uden Plan og uden mindste Hensn til Symmetri eller Skønhedssans. Byen maa være himmelglad over, at disse Rønner forsvinder og giver Plads for lyse og luftige Bygninger.

Georg Brandes' Barndomshjem.

Raadhusforvalteren, Hr. Nyrop-Larsen, har med vanlig Engeri indsamlet en hel Del interessante Sager fra de gamle Huse; Sagerne er dels gaaet til Nationalmusæet, som har ladet optage en Serie fortrinlige Fotografier fra Husene, og en Del af de gamle Ting er indlemmet i Raadhussamlingen.

Af størst Interesse er de opbevarede Sager fra Ejendommen Møntergade 26, der i Aarene 1843-44 opførtes af Grosserer Niels Adler. I dette hus boede bl.a. Grosserer Brandes, Fasder til Brødrene Georg og Edvard Brandes, der har tilbragt deres Barndomsaar her.

Huset var oprindelig villaagtig Sommerbolig med tilhørende Have ud mod Bismergangen. Værelserne var dekoreret med smukt Træskærerarbejde, og paa Væggene saas interessante kolorerede Billeder, malet paa Lærred. Disse Sager, samt en Jærnlaage, der har siddet for et kældervindue i Baggaarden, opbevares i Raadhussamlingen.

Bygherren, Niels Adler hjembragte fra Udlandet Skitserne til Malerierne, og Udførelsen overdroges til Kunstmaler Dahl. Bagved Huset laa i sin Tid de såkladte "Sælgeboliger". Baggaardens Værksteder, fra hvis Støberi er udgaaet den Davisstatue, som staar foran Frue Kirke.

I Huset fødtes Gehejmeraad Johan Gunver Adler, Kabinetssekretær hos Kristian den 8de, Grosserer Niels Adler og Adjunkt, landsthingsmand Peter Adler.

Fra Huset Nr. 28 i Møntergade opbevares i Raadhussamlingen Indskriptionsstenen over Porten, paa hvilken læses: "Poul Fechtels Hospital 1739".

Fra Huset Nr. 16 paa Gl. Mønt opbevares et Brændevinsbrænderskilt af Sandsten, der har været anbragt over Gadedøren, og paa hvilken læses de mystdiske Linier:

"Dig førte Raune Kjød og Brød

Aarlig og Silde til Din Føde.

I. S. S. - K. A. D.

Anno 1730"

Desuden er der paa Stenen anbragt forskellige Brændevinsbrænderiapparater, omgivet af Ravne.

Af de øvrige Sager, der opbevares i Raadhussamlingen, kan anføres følgende:

Gl. Mønt 18: Tag over en Kælderdør fra Forhusets Gaardside; fra Nr. 20: En Gadedør; Nr. 22: et Smedejærnsgelænder; Nr. 24: Et Dørparti; Nr. 30: Vinduesrammer over Gadedøren; Nr. 34; Numerpladen, som har siddet over den saakaldte Bismergang.

Sagerne er til Eftersyn for Raadhusbesøgende.

N. B. 

(Social-Demokraten 19. juni 1907).

Perlstein og Synagogen i Læderstræde. (Efterskrift til Politivennen)

Moses Levy (o. 1795-1865) ville ikke acceptere de reformer som blev indført ved synagogen i Krystalgade, og grundlagde synagogen i Læderstræde 5 ("lille Schule" eller "Den Koch'ske Synagoge"). Den lå på 1. sal, kunne rumme et halvt hundrede mennesker og var udstyret med Thorah-skab, Thorah-rulle, bedepulte, stader og bænke. Her lå den til 1957, hvor der ikke længere var personer nok til en minyen (mindst 10 voksne jødiske mænd). Kirken ejedes af partikulier og lotterikollektør Perlstein. Han fungerede endvidere som forsanger, rabbiner, thoralæser og schofarblæser. Efter ham var det Isidor Perlstein, bror til thoralæseren i Krystalgade, Herman Perlstein.

Fotograf Thorvald William Hammeron: Lotterikollektør Joseph Perlstein (1822 eller 1823-1889) og Helene Perlstein, f. Levy (1826-1901). Hun var datter af Moses Levy og Frederikke Levy, f. Nathan. De fik 12 børn, hvoraf 3 døde ved fødslen. De omtales i nedenstående artikel. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Helene Levy måtte efter datidens lovgivning lade sig konfirmere før hun kunne blive gift med Joseph Perlstein. Moses Levy forsøgte at omgå loven ved at blive afhørt af andre end rabbiner Wolff. Det lykkedes dog ikke. Joseph og Helene Perlstein videreførte Moses Levys kamp mod synagogen i Krystalgade.

Synagogen i Læderstræde og Familien Perlstein

Fra Højesteret.

Hele Familien Perlstein var vist i Gaar i Højesteret for at høre Proceduren af deres Sag, som da begyndte.

For mere end et halvt Hundrede Aar siden levede i København en Urtekræmmer og Lotterikollektør Moses Levy. Han havde to ejendomme, Læderstræde Nr. 24 og Strandgade Nr. 23. Han var en rettroende Jøde, der ikke fandt Synagogen i Krystalgade pligtopfyldende nok, hvorfor han ved en Disposition af Jan. 1853 oprettede en Synagoge i Læderstræde Nr. 24, og den er der endnu. Det er kun en lille Sal paa 5 Fag. Det blev bestemt i Dispositionen, at efter hans og hans Hustrus Død skulde hans Datter Helene eller hendes Mand Joseph Perlstein være Inspektør for kirken og have den dertil hørende Fribolig; efter dem deres ældste Barn og saaledes fremdeles. I Dispositionens § 4 bestemtes det, at paa Moses Levys Dødsdag skulde der læses en halv Time for ham af Davids Salmer. Der var ingen Præst, men en af Menigheden skulde præke.

Hvis der ikke var mindst 10 Personer over 13 Aar tilstede ved en Gudstjeneste, skulde der betales andre Personer Penge for at gaa i Kirke. Paa den Maade var der i Kirkens daarlige Tid brugt aarlig 1000 Kr. til Kirkegængere. Da Helene Perlstein var bleven Enke, blev hun Inspektør for Kirken, og hendes Søn, Fuldmægtig Isidor Perlstein hjalp hende. Han troede ogsaa, han kunde beholde Pladsen efter Moderens Død, men det satte den øvrige Familie sig imod. Familien Perlstein holdt Møde, den delte sig i to Partier, den ene Part, 6 Personer, vilde have Ejendommene solgt og kirken nedlagt, den anden Part, 3 Personer, vilde have Kirken opretholdt. Den, der rettelig skulde være Inspektør, var Fru Hanne Bamberger, født Perlstein, men hun var gift med en Rabbiner i Würtzburg, hun vilde ikke komme til København, men lade sin Broder Isidor Perlstein forvalte Kirke og Ejendom for hende. Herpaa vilde Flertallet af Familien ikke gaa ind. Isidor Perlstein blev sat ud af Fogden og hans Søster, Pauline Perlstein, blev Inspektør.

Derved opstod Striden i Familien. Fogedrettens Kendelse blev indanket for Overretten, der gav Isidor Perlstein Medhold i, at han godt kunde være sin Søsters, Fru Bambergers, Forretningsfører. Sagen naaede i Gaar til Højesteret.

Højesteretssagfører Ulf Hansen mødte for Frk. Pauline Perlstein, mens Højesterelssagfører Henriques mødte for hendes to Søskende, Fru Bamberger og Isidor Perlstein.

Men først paa Mandag bliver det afgjort om Frk. Pauline eller hendes Broder Isidor Perlstein skal have Friboligen i Læderstræde.

(Social-Demokraten 25. maj 1907).

Højesteret stadfæstede om mandagen overretsdommen, således at fuldmægtig Isidor Perlstein vedblev med at være inspektør for den jødiske kirke i Læderstræde.

Fra Højesteret.

Kbhvn, Mandag

Forbønner for Testamente.

Den om jødekirken i Læderstræde opstaaede Søskendestrid, der afsluttedes Mandag i Højesteret, har kun Betydning for de ni Søskende Perlstein og den lille mosaiske Menighed, der samles i Kirken. Men Retsforhandlingerne, der overværedes af en talrig Forsamling af Jøder og Jødinder, gav i flere Henseender et mærkeligt Indblik i Jødernes religiøse Skikke og Sædvaner.

Lotterikollektør Levy, som oprettede Kirken, havde saaledes bestemt, at alle, der nød godt efter Bestemmelserne i hans Testamente, hvert Aar paa hans Dødsdag skulde møde i Kirken og "læse for ham" en halv Time i Davids Salmer. Men senere forandrede han dette til, at to Personer skulde møde hos hans Svigersøn Perlstein eller hans Børn og "læse for ham" i en hebraisk Bog to Timer hver Formiddag, og derfor skulde de saa have 400 Rigsdaler om Aaret.

Endvidere skulde der hver Morgen og Aften holdes Bøn i Kirken, og mødte der ikke et tilstrækkeligt Antal, skulde Inspektøren leje saa mange, at der var mindst ti Personer over 13 Aar til Stede ved hver Gudstjeneste. Udgifterne dertil løb undertiden op til ca. 1200 Kr. aarlig.

En anden Bestemmelse, som for øvrigt ogsaa gælder for Synagogen i Krystalgade, gaar ud paa, at en Mand, som ikke maa være Jøde, skal tænde de 34 Lys i Kirken paa Sabbaten og Festdage, da Jøderne ikke maa forrette eller udføre noget Arbejde.

Højesteret stadfæstede Overretsdommen, hvorefter Isidor Perlstein vedbliver at være Inspektør med Fribolig ved Kirken, og hans Søster, Pauline Perlstein, der lod ham udsætte, skal betale ham og Søsteren, Fru Baumberger, 300 Kr. i Sagsomkostninger.

(Roskilde Dagblad 29. maj 1907).

Den lille Synagoge.

Brev fra Højesteret

Kjøbenhavn, 27. Maj.

Der var næppe mange Mennesker i Kjøbenhavn, endsige da udenfor Hovedstaden, som anede, at der foruden den store jødiske Synagoge i Krystalgade existerede en mindre i Læderstræde, før den Sag, Højesteret i Dag har paadømt, blev bekjendt for Offentligheden. Denne hidtil ukjendte Synagoge er da ogaaa af en meget privat Karakter. Den er oprettet af en Urtekræmmer Moses Levy og Hustru, født Nathan, ved en "Disposition" af 14. Juni 1852 og synes efter denne Testamentsakts Indhold allerede den Gang at have existeret. Formentlig er den oprettet, fordi den officielle Synagoge ikke har forekommet Ægteparret orthodox nok.

Den nævnte Disposition gik ud paa, at Urtekræmmer Meyers Ejendomme i Læderstræde og i Strandstræde paa Christianshavn skulde anvendes til Støtte og Gavn for hans og Hustruens Religion, uden at Udbyttet af dem dog skulde unddrages deres eneste Barn, som var gift med Joseph Perlstein. Der skulde i Ejendommen i Læderstræde - nuværende Nr. 6 - holdes mosaisk Kirke i et 5 Fags Værelse paa 1. Sal. Hver Morgen og Atten skulde der i denne Kirke holdes Bøn at mindst 10 Mænd af den mosaiske Tro paa 13 Aar eller derover. Mødte der Ikke saa mange, skulde Andre betales for at møde. Kirken skulde ved alle Gudstjenester være fuldt oplyst, paa Fredagene og andre Helllgaftener skulde der være tændt mindst 34 Lys. Paa Sabbathen, alle Højtidsdage og Aftener samt paa Fastelavns Aften og Dagen derefter skulde foruden den 5 Fags Stue tillige anvendes et 3 Fags Værelse til Brug for Kvinderne. Til Kirken skænkede Ægteparret to Rullebibler med Sølvklokker, der vejede ca. 340 Lod. Alle, der nød godt af Ejendommene efter Dispositionen, skulde mede hver Morgen og Aften; de paagjaeldende Kvinder skulde stille en Mand i deres Sted. Udeblev nogen eller undlod Vedkommende at sende en Mand i sit Sted 8 Dage i en Maaned skulde han eller hun miste sin Ret til at nyde noget Godt efter Dispositionen. Paa Moses Levys Dadsdug skulde Alle efter Gudstjenesten læse for ham i en halv Time af Davids Salmer. Den, der undlod det, skulde bøde 10 Rdl, til de Fattige udenfor Menigheden. Denne Bestemmelse ændredes dog senere derhen, at at der i Stedet for en halv Time paa Dødsdagen skulde læses to Timer hver Formiddag Kl. 10-12 i en hebraisk Bog, og til Vederlag derfor fastsattes etaarligt Honorar af 400 Kdl. Endelig udgik ved en senere Tilføjelse Ejendommen i Strandgade af Depositionen.

Stiftelsen og Kirken skulde forestaaes af en Bestyrelse paa 3 Medlemmer, af hvilke det ene som Inspektør skulde have Fribolig i Ejendommen i Læderstræde. Efter Moses Levy skulde hans Svigersøn og Datter have Boligen og af Ejendommens Overskud med Fradrag af 600 Rbd. til hver af de andre Bestyrelsesmedlemmer. medens 1/3  skulde tilfalde en Enke eller Jomfru, der i Ejendommen vilde holde Badstue for mosaiske Trosbekjendere. Ved denne Badstue skulde forefindes et Aftrædelsesværelse. Kvinder maatte kun benytte Badstuen om Aftenen efter Solnedgang og Mænd kun forud for Højtidsdagene. Afbenyttelsen skulde være gratis; men Badstueholdersken maatte modtage, hvad hun fik givendes.

Saaledes omtrent lød Dispositionens Bestemmelser. Moses Levy døde i 1865, efter ham var Joseph Perlstein Inspektør til 1887, da han døde, og efter ham hans Enke Helene Perlstein til hendes Død 1901. Saa opstod der Strid i Familien om, hvem Inspektoratet skulde tilfalde. Etter Dispositionen skulde den ældste og nærmeste Slægtning nyde Fortrinet. Ægteparret Perlstein ældste Barn var Fru Hanne Bamberger, gift med en Rabbiner i Würzburg, og hun mente sig berettiget til at overtage Inspektoratet samt Friboligen med sin Broder Fuldmægtig Isidor Perlstein som Repræsentant; men en Del af Resten af Familien mente, at hun som boende udenfor Landet ikke kunde forestaa Kirken, saa at lnspektoratet maatte tilfalde det næstældste Barn, Frk, Pouline Perlstein. 

Overretssagfører Lachmann var efter Enkefru Perlsteins Død bleven bemyndiget til som Kreditor testamenti at tage Moses Levys og Hustrus Bo under Reassumtions-Behandling for saa vidt angik Ejendommen i Læderstræde, men han frasagde sig dette Hverv efter 3 Aars Forløb, og Boet overgik derpaa til Hof- og Stadsrettens Skiftekommiision, der stadfæstede en Anmodning, Hr. Lachmann ved sin Fratræden havde rettet til Hr. Isidor Perlstein om at lede Kirken og i Januar 1906 blev der derpaa truffet en Overenskomst mellem samtlige Børn, hvorefter de tre ældste, Fru Bamberger, Frk. Pouline Perlstein og Kantor Hertz Perlstein konstituerede sig som Bestyrelse, idet Fru Bamberger konstituerede Hr, Isidor Perlstein som Administrator. Spørgsmaalet om Retten til Friboligen, der paa Fru Bambergers Vegne indehavdes af Hr. Isidor, overlodes det til Domstolene at afgjøre, og det er dette, der er sket undør denne Sag.

Frk. Pouline begjærede Byfogdens Bistand til at faa Søsteren Hanne og hendes Fuldmægtig sat ud at Inspektørboligen, og deri gav Byfogden hende Medhold. Sagen kom saa for Hof- og Stadsretten, der omstødte Fogdens Kjendelse, idet den først forkastede den Indvending mod Hr. Isidor som Fuldmægtig, at han ikke mødte ved Gudstjenesterne. Det vedrørte efter Domstolens Mening ikke denne Sag, der alene drejede sig om, hvorvidt Fru Bamberger var berettiget til at være Inspektør pr. Fuldmægtig. Retten slog fast, at "Dispositionen" ikke opstillede nogen personlig Betingelse for Overtagelsen af Inspektørbestillingen, der endogsaa kunde tilfalde en Umyndig, og at Inspektørens Pligt ikke bestaar i at lede Gudstjenesten, men i at administrere Stiftelsen. Den fandt derfor Intet at indvende mod, at Fru Bamberger havde antaget Inspektørsstllingen ved en Fuldmægtig og frifandt hende for Søsterens Tiltale.

Til ganske det samme Resultat kom Højesteret i Henhold til de samme Præmisser, og den paalagde Frk. Pouline at betale Søsteren Hanne Sagens Omkostninger for Højesteret med 300 Rbd.

B.

(Jyllandsposten 29. maj 1907).

Læderstræde. Den lyse bygning er nr. 5 hvor synagogen var indrettet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Synagogen i Læderstræde dannede rammen om den første gudstjeneste efter befrielsen 1945 for de hjemvendte medlemmer af Københavns mosaiske Menighed fordi den store synagoge først skulle sættes i stand til genindvielse 22. juni 1945.