Bodil Albrechtsen (1878?-1909). (Efterskrift til Politivennen)

Et mystisk Dødsfald.

Er det Mord?

København, Onsdag.

Nogle Mælkedrenge fandt i Gaar Morges i en Kælder i Ejendommen, Colbjørnsensgade 6 i København en ca. 30aarig Kvinde liggende i det blotte Linned, kun indsvøbt i et Sengetæppe. I en Ambulancevogn lod Politiet hende Køre til Kommunehospitalet, men paa Vejen hertil afgik hun ved Døden uden at have været i Stand til at afgive nærmere Forklaring. 

Det oplystes senere, at den Afdøde havde været Husholderske for en i Ejendommen boende Mand, og efter hans Udsagn var hun under et hysterisk Anfald løben bort fra Lejligheden. Han havde søgt efter hende over hele Huset, men uden at finde hende og mente, at hendes bratte Død skyldtes Krampe i Forbindelse med Nattekulde.

En Anholdelse.

I Eftermiddags telegraferes:

Brygger Hauberg i Colbjørnsensgade 8 er i Nat anholdt sigtet for at have foraarsaget sin Kærestes Død.

Kæresten er den ovenfor nævnte Kvinde.

Ved Lægeundersøgelsen viste det sig, at Damen, hvis Navn er Frk. Johanne Albrechtsen har været Genstand for Vold og havde betydeligt Læsioner i Hovedet. I Dag bliver Liget obduceret.

(Slagelse-Posten 1. december 1909).

Colbjørnsensgade set fra Vesterbrogade mod Istedgade. Nr. 6 ligger ca. midt i billedet. Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Et Drab i Kjøbenhavn.

Den halvnøgne Kvinde paa Trappegangen. - Har Brygger Hauberg slaaet sin Husholderske ihjel.

Kbhvn. d. 1. Decbr.

Igaar Morges fandt et Par Mælkedrenge i Ejendommen Colbjørnsensgade Nr. 6 en Kvinde liggende bevidstløs og yderst forkommen paa Trappegangen. Den Ulykkelige var kun iført en Chemise og havde et Sengetæppe slaaet om sig.

De to Drenge fik hurtigt hidkaldt Hjælp, og i første Øjeblik troede man, at Kvinden var frosset lhjel. Snart opdagede man dog Livtegn hos hende og Ambulancen blev derfor rekvireret I strygende Fart gik det afsted  til Kommunehospitalet, men for man naaede hertil, var den Syge død.

En Opdagelse.

Det var først Lægernes Mening at underkaste Liget en hurtig Undersøgelse for at konstatere Dødsaarsagen og derefter at lade det bringe ud paa Johannesstiftelsens Lighus, men ved Undersøgelsen gjorde man en Opdagelse, som lod formode, at her forelaa en Forbrydelse.

Det viste sig nemlig, at der fandtes et Brud paa den Dødes Hjerneskal nærved Issen, og at Bensplinter herfra var trængt ind i Hjernen og havde foraarsaget Døden.

Der blev strax sendt Bud efter Politiet, og efter at dette havde faaet Underretning om Opdagelsen, gav det sig til at undersøge Sagen nærmere.

Først meldte Spørgsmaalet sig: Hvem var den Kvinde, der var funden under saa mystiske Omstændigheder? Man fik snart opklaret, at hun ikke hørte hjemme i den Ejendom, hvor hun var funden. Derimod oplyste en af Beboerne at det var en 

Frk. Albrechtsen,

som var Husholderske hos Brygger Hauberg i Colbjørnsensgade Nr. 8. Denne Meddelelse viste sig hurtigt at være rigtig. men hvordan skulde man derefter forklare sig, at Frk. Albrechtsen, der var højst frugtsommelig, blev funden i en saadan Tilstand paa Trappegangen i en fremmed Ejendom.

Beboerne i Nr. 8 forkarede, at Hauberg og hans Husholderske først var flyttet ind i den flotte Lejlighed, de beboede, for et Par Maaneder siden. Der havde hyppigt været Gilder oppe hos dem, hvor det efter Larmen at dømme var gaaet livligt til, og et saadant Gilde var ogsaa bleven afholdt iforgaars Aftes.

Hauberg anholdes.

Politiet anmodede derefter Brygger Hauberg om at komme hen paa Svendsgades Station og afgive Forklaring. Han erklærede strax, at han Intet kunde huske om, hvad der var foregaaet oppe hos ham den paagjældende Aften, da han havde været stærkt beruset. Endnu mindre vidste han noget om. hvordan hans Husholderske var kommen ud paa den fremmede Trappegang.

Hans Forklaring var imidlertid fuld af Selvmodsigelser, og han indrømmede bl. A., at han undertiden havde slaaet Frk. Albrechtsen. Han blev derfor sat under Anholdelse, og Sagen blev indsendt ti! Politikamret.

Her blev den overgivet til Assessor Riise, som strax tog Hauberg i Grundlovsforhør. Efter dette blev der afsagt Arrestdekret over ham.

Blandt de Andre, som har været i Forhør, er ogsaa Haubergs Tjenestepige. Hun har forklaret, at Hauberg den nævnte Nat har overfaldet og slaaet Frk. Albrechtsen oppe i Lejligheden. Husholdersken, der var meget daarlig til Bens, raabte om Hjælp, men da der ikke kom Nogen, slæbte hun sig ud paa Gangen. Hun har derfra - uvist paa hvilken Maade - slæbt sig videre ud af Huset og ind paa den fremmede Trappegang, hvor hun har lagt sig til at dø.

Brygger Hauberg

er en søn af Museumsinspektør H.

Han skildres af alle sine Bekiendte som en raa og brutal Natur, og Ingen holder ham for god til ikke at have begaaet Drabet. For nogle Aar siden ledede han et Bryggeri paa Roskildeegnen, men i de senere Aar har han boet i Kjøbenhavn, hvor han var en kjendt Skikkelse i de letlevende Kredse. Han er en Mand paa ca. 35 Aar.

Frøken Albrechtsens Forhold kjendes ikke nøjere, men man anslaar hendes Alder til ca. 30 Aar.

(Fyens Stiftstidende 2. december 1909).

Ifølge Bornholms Social-Demokrat 2. december 1909 havde familien slået hånden af Hauberg pga hans rå og voldsomme optræden. Han havde flere gange været  idømt høje bøder for slagsmål.

Bedstefaderen Jørgen Christian Hauberg (1814-1899) var apoteker og anlagde bl.a. et bryggeri i Rahbeks Alle på Frederiksberg. Han er begravet på Vestre Kirkegård. Faderen, Peter Christian Hauberg (1844-1928) var numismatiker, arkæolog. Han er som frøken Albrechtsen begravet på Vestre Kirkegård. På daværende tidspunkt var han ansat ved Den kgl. Mønt- og Medaillesamling. Her var han siden han var assistent 1885, steget til inspektør 1887 og administrerende inspektør 1898-1920. Han var også knyttet til folkemuseet (1887–98), Nationalmuseets historiske afdeling (1892–1920) og Thorvaldsens museum (1891–1915). I 1909 var han medstifter af Nationalforeningen Bornholm. Han forestod bl.a. udgravningen af Lilleborg i Almindingen og restaureringen af Hammershus' ruiner samt igangsatte den systematiske undersøgelse af de danske voldsteder.

Dramaet i Colbjørnsensgade

Tjenestepigens Forklaring i Forhøret i Dag og Politiets Undersøgelser.

København. Torsdag.

Dramaet i Colbjørnsensgade er endnu langtfra fuldt opklaret. Som i Gaar meddelt holdt Assessor Riise det foreløbige Grundlovsforhør over Hauberg.

Hauberg aflagde kun en halv Tilstaaelse, og i Dag har han ikke været i Forhør. Sagen er nu overgivet til Assessor Aksel Rasmussen. Allerede i Formiddags havde Assessor Rasmussen ladet flere Vidner tilsige, bl. a. Tjenestepigen Josephine Dühring, hvis Forklaring vi meddelte i Gaar.

Josephine Dühring maa anses for at være Hovedvidne mod Hauberg. Hun var jo til Stede, da Frk. Albrechtsen flygtede for den rasende Hauberg, og hendes Vidneudsagn har derfor afgørende Betydning.

Vi havde Lejlighed til at tale med Josephine Dühring efter Forhøret. I Modsætning i Gaar, hvor Frk. Dühring selvfølgelig var en Del ophidset, formaaede Frøkenen i Dag at give os en sammenhængende Forklaring, den samme, hun har givet i Forhøret i Dag.

I Følge hendes Udsagn kom Hauberg i Mandags Aftes hjem med den i Gaar omtalte Ven. Vennen medbragte selv Drikkevarer - nogle Flasker Rom, og Rommen hældte de sammen med noget Skibsøl. Senere drak de en hel Flaske ren Rom.

Efter dette Gilde var de selvfølgelig begge saa berusede, at de knap kunde staa paa Benene. Hen paa Natten gik saa Vennen, og Hauberg fulgte ham ned ad Trapperne. Da han kom op i Lejligheden igen, saa han, at Josephine Dühring stod og lagde Bandager om den syge Frk. Albrechtsens Ben.

Frk. Albrechtsen sagde saa til Tjenestepigen:

"Gaa nu hellere. Du ser, at han er fuld, og saa bliver han rasende, naar Du hjælper mig".

Josephine gik saa ind i sit Værelse og gav sig til at sy. Et Kvarter efter hørte hun pludselig Lyden af et Slag, saa det rungede, og hun hørte, hvorledes Frk. Albrechtsen streg op af Smærte. Saa lod der nogle Slag igen, og et Øjeblik efter gik Døren op, og Frk. Albrechtsen kom vaklende ind. Hun raabte:

"Hjælp mig! Han staar mig ihjæl! Se mit Øje!"

Fra Panden og ned over Øjet saa Josephine da en Skramme, hvorfra der flød Blod.

Hauberg kom nu til, men Josephine smækkede rask Døren i Laas og raabte: "Her kommer ingen ind!"

"Saa slaar jeg Døren i Mas", raabte Hauberg. Men han betænkte sig nok, for et Øjeblik efter raabte han til Frk. Albrechtsen: "- Se nu at skrubbe i Seng, din Mær! Ellers skal Du faa flere Tærsk."

Frk. Albrechtsen laa stønnende af Smærte paa Josephines Seng. Da Hauberg var gaaet, vilde hun absolut ud. Hun turde ikke blive i Lejligheden, men vilde vente udenfor paa Gangen, til Hauberg var gaaet i Seng. Hun trak derfor Strømper paa, Josephine slog et Tæppe om hende, og saaledes humpede den syge Kvinde ud af Køkkendøren, som hun lukkede i Laas efter sig. Hvad der derefter er foregaaet, ved Josephine intet om.

Politiets Undersøgelser.

Det, der først og fremmest interesserer Retten, er nu Spørgsmaalet, om Hauberg ad Hovedtrappen og gennem Gaarden er gaaet efter Frk. Albrechtsen, og der givet hende det Slag, der gjorde det af med hende.

Efter de Undersøgelser, der er foretaget af Politiet i Dag, er det sandsynligt, at det forholder sig saaledes. Og angaaende Vaabnet, Hauberg har brugt, har Politiet i Dag gjort en højst interessant Opdagelse. I Haubergs Lejlighed har man nemlig fundet en Sengehest, der er brækket i Stykker. Bruddet er helt friskt, og Politiet hælder til den Anskuelse, at man her har det Vaaben, hvormed Hauberg førte det dræbende Slag mod Frk. Albrechtsen.

Obduktionen.

I Formiddags foretog Retslæge, Professor Pontoppidan og Overlæge Jacobæus den retslige Obduktion. Obduktionen var til Ende Kl. 2, men Assessor Rasmussen havde da allerede forladt Domhuset, og Lægernes Erklæring om Obduktionens Resultat vil derfor ikke komme ham i Hænde før i Morgen. Om Resultatet meddeles dog, at Læsionen i Hovedet i og for sig under almindelige Omstændigheder ikke vilde have medført Døden. Men den afdødes hele svagelige Tilstand i Forbindelse med hendes Ophold om Natten nøgen i Kælderen har medført, at Saaret maa anses for at have været medvirkende til Frk. Albrechtsens Død.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 3. december 1909)

Dramaets Heltinde.

Under Hauberg-Affæren er der et Navn, der er dukket (rem for Offentligheden paa en meget fordelagtig, men ogsaa meget beskeden Maade - Josefine Dühring.

Den attenaarige Tjenestepige, der saa modigt optraadte som Beskytter for Frk. Albrechtsen. Da den rasende og stærk berusede Hauberg fo'r omkring i sin Lejlighed og skabede sig som en Gal, tog hun den stakkels syge og højst frugtsommelige Kvinde paa sine stærke Arme og bar hende op paa sit Kammer

Josefine Dühring.

og bagefter, da Frk. Albrechtsen af Skræk og Rædsel slæbte sig ned ad Køkkentrappen. kastede Pigen sit vaterede Sengetæppe, det eneste hun havde til at tage over sig om Natten ned til hende

Time paa Time sad den unge Pige i sit Kamme og afventede at Hauberg skulde gaa til Ro. Først henad Kl 3 lagde han sig. Saa listede hun sig til hans Værelse. lyttede ved Døren og hørte Haubergs dybe Aandedræt. I den Tro at han nu sov, aabnede hun sagte Døren til hans Værelse, med Kattefjed naade hun hans Seng, fik listet Haanden ned i hans Frakke for at faa fat i Nøglerne til Hoveddøren som han havde lukket af - stadigt i Tanken om at kunne komme Frk. Albrechtsen til Hjælp - da han i det samme vaagnede og gav sig til at overfalde hende.

Trods Hug og Stød tabte hun ikke Modet, Hun satte sig roligt ind paa sit Kammer en halv Times Tid. Lyttede saa igen ved Haubergs værelse. Hørte han sov. Løb saa til Kammervinduet og raabte ned I Gaarden efter Frk. Albrechtsen, men der kom intet Svar.

Hele Natten forsøgte hun paa alle mulige Maader at komme i Forbindelse med den syge Kvinde, men forgæves.

Det er vistnok en ret sjælden Optræden af en Tjenestetyende De fleste var vel nok gaaet fra Sans og Samling, men den lille Josephine tabte ikke Hovedet.

Nu da Hauberg er bleven arresteret, er hun arbejdsløs.

Er der ikke en Familie, der trænger til en snarraadig og pligtopfyldende Tjenestepige?

Vi har hendes Adresse. 

(Aftenbladet (København) 3. december 1909).

Hauberg-Affæren

Som i Gaar meddelt fandt Obduktionen af Frk. Albrechtsen Sted i Gaar. Den officielle Beretning er endnu ikke offentliggjort, men som vi allerede i Gaar kunde meddele, har Resultatet ikke konstateret, at Hauberg direkte er skyldig i Frk. Albrechtsens Død.

Som den direkte Dødsaarsag har Obduktionen forklaret: Blodprop. Frk. Albrechtsen led jo af Aareknuder, og denne hendes sygelige Tilstand i Forbindelse med hendes Ophold nøgen i Kælderen har medført en Blodprop, der øjeblikkelig har gjort Ende paa hendes Liv. Først i anden Række kommer Kvæstelsen i Hoved t, og den Mulighed er jo ikke udelukket, at dette kan være fremkommet ved et Fald mod Kælderens Betongulv.

En anden Sag er det naturligvis, at det staar fast, at Hauberg har mishandlet Frk. Albrechtsen, og at hun som Følge deraf flygtede ned i Kælderen. Men Anklagen mod Hauberg vil næppe efter Obduktionens Resultat kunne lyde paa andet end uforsætlig Drab.

Assessor Rasmussen, der har Sagen til Behandling, ser i hvert Fald saaledes paa Forholdet.

I Dag blev Hauberg en Overgang ført ud til Vestre Fængsels Hospital. Han havde faaet et Anfald af Dilerium, men allerede ved 9-Tiden bragtes han i tilbage igen, og i Eftermiddags holdt Assessor Rasmussen et kort Forhør over Hauberg. Der skele dog intet andet, end at Rapporten blev læst op for ham. Han erklærede intet at kunne huske og blev derefter ført ned i arresten igen.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse) 4. december 1909).

Den døde Kvinde i Kælderen

Hauberg er kronisk Alkoholist.

I Affæren med Frk. Albrechtsen, der blev funden død i Kælderen i Colbjørnsensgade i København, har Assessor Rasmussen i de sidste Dage afholdt en Række Forhør over Haubergs Omgangsvenner.

Det, Assessoren gærne vil have Rede paa, er, om Hauberg as fine bekendte regnedes for normal. Og i den Retning har Vidneudsagnene været ret enstemmige.

At Hauberg er kronisk Alkoholist, er fastslaaet. Drak han blot et Par Glas, kunde han blive helt forstyrret og foretog fig Ting, som han bagefter ikke havde nogen Anelse om.

En Ven af ham har saaledes i et af Forhørene fortalt om en meget karakteristisk Begivenhed, der foregik i Haubergs Lejlighed for nogen Tid siden.

Vennen var kommen op for at besøge Hauberg, og de drak saa en Flaske Portvin sammen. Da Flasken var drukken ud, gav Hauberg Frk. Albrechtsen Ordre til at trække en ny Flaske op. Da Frk. Albrechtsen efter Haubergs Formening ikke var hurtig nok i Vendingen, fo'r han ind paa hende og gav sig til at mishandle hende paa det frygteligste.

Det syntes Vennen dog var for galt. Han bebrejdede Hauberg det. Hauberg blev saa rasende derover, at han greb en stor Brødkniv og rimeligvis vilde have gennemboret Vennen, hvis denne ikke havde faaet ham væltet over paa Sengen og bunden fast med nogle Lagner.

Haubergs Plads synes snarere at være paa et Sindssygehospital eller en Drankeranstalt, end i et Fængsel.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn 8. december 1909).

Hauberg-Affæren.

Bodil Albrechtsens Begravelse. Hauberg konfronteres med Vidnerne. De sidste Forhør. 

Assessor Aksel Rasmussen lod i Gaar Brygger Hauberg konfrontere med Vidnerne i Affæren.

Størst Interesse knyttedes selvfølgelig til den Beretning, Tjenestepigen var kommen med og som "Aftenbladet" har bragt. Hauberg maatte indrømme det meste af hvad hun havde sagt. Han protesterede imidlertid mod, at han skulde have slaaet Frk Albrechtsen oven i Hovedet den Nat.

Selvfølgelig lægger man mindre Vægt paa Haubergs Protest. Han var jo den paagældende Nat aldeles omtaaget af spiritus, og at han netop skulde kunne huske, at han ikke havde slaaaet hende i Hovedet lyder jo mest usandsynligt.

Familiens Paastand om, at Hauberg ikke er normal, synes forøvrigt at bekræfte sig.

Mandens Nervesystem er ganske oprevet og ødelagt, og det er uden for al Tvivl, al han vil blive indlagt til Observation paa 6te Afdeling.

En stille Højtidelighed paa Vestre Kirkegaard.

I gaar Middags jordedes Bodil Albrechtsen paa Vestre Kirkegaard

Kun en ganske snæver Kreds af Familiebekendtskaber - knapt en snes Mennesker udgjorde Følget.

Pastor Schousboe talte over Baaren.

Han var bleven anmodet om blot at tale kort, og han indskrænkede sig da til at udtale de smukke skudsmaal, den Afdøde havde faaet af dem, der stod hende nær. Hun var en trofast og godhjertet Sjæl. Præsten bragte til slut den Afdøde en Hilsen fra hendes Forældre, de to Gamle, som nu sidder i dybeste Smerte paa deres lille Sted ovre i Jylland og en Hilsen fra dem, der var hendes Venner. Endelig en Bøn om Tilgivelse fra den Mand hun havde haft saa kær.

Det lille Følge var dybt bevæget.

Præsten bad saa en Bøn, og under Salmesang blev den smukt prydede Kiste baaret ud paa Kirkegaarden.

Bodil Albrechtsen blev jordet paa et af Kirkegaardens mest højtliggende Steder, hvorfra Vestre Fængsles røde og gule Mure tydeligt skimtedes i Omrids.

Fra en ensom Celle i Fængslet er der maaske sendt en Tanke til Kirkegaarden.

Reporter. 

(Aftenbladet (København) 9. december 1909).

Assessor Axel Rasmussens undersøgelser sluttede før jul. De viste at frk. Albrechtsen var død af en blodprop, og at Hauberg ikke havde nogen direkte skyld i hendes død. I betragtning af varetægtsarresten slap han for tiltale og blev løsladt.

I slutningen af januar 1910 kom Hauberg igen i politiets søgelys da han og en af hans gæster, journalist Dagnø under en brandert havde raseret lejligheden og Dagnø et blødende sår i hovedet. Begge udtalte dog at de intet anede om hvordan det var gået til, og Hauberg blev løsladt.

Familien skred herefter i marts 1910 til at erklære ham for umyndig. Hauberg flyttede efterfølgende til Johannevej, hvor han blev opsagt til oktober 1910. Da den nye lejer ville flytte ind, nægtede han at gå og låste døren. Politiet blev tilkaldt, senere kongens foged som satte ham ud med magt.

Lille og Store Brøndstrædes Nedrivning, 1909. (Efterskrift til Politivennen).

 Ildløs i en russerkoloni.

Ved 6:30-tiden i går morges blev opvarteren i "Landhotellet" i Landemærket opmærksom på et lysskær fra 1. sals lejligheden i Lille Brøndstræde 17. Her bor en del russere der alle sov på det nævnte tidspunkt. Opvarteren fik gjort anskrig, og de sovende beboere kom i rette tid op og ud af den brændende lejlighed. Ilden slukkedes dog snart, da der ikke var meget som kunne brænde.

Det oplystes at der på et bord ved vinduet havde stået en tændt natlampe. Vinduesforhænget var af trækken blevet ført herhen imod og et øjeblik efter blussede det op, hvorefter ilden bredte sig til de nærmeste omgivelser.

(Dagbladet (København), 13. maj 1909).

Whitechapel i London var på daværende tidspunkt mest kendt som et immigrantkvarter med stor fattigdom, og husede bl.a. mange jøde. Der var udbredt prostitution og opstandelse over de 11 mord som foregik der 1888-1891. I den følgende artikel sammenlignes Brøndstrædekvarteret med dette kvarter.

Det København der forsvinder.

Brøndstrædekvarteret.
Hovedstadens Whitechapel.

København d. 28. aug.

I disse dage bliver de sidste huse i den dødsdømte del af Brøndstrædekvarteret jævnede med jorden, og om kort tid vil man begynde at lægge grunden til de ny moderne bygninger, der skal rejse sig på tomten som en fugl Føniks af asken.

Det er et af de mest karakteristiske partier af det gamle København, der her forsvinder. Kønt kan man ikke kalde det. Tværtimod, enhver, der er gået gennem de snævre, smudsige, stinkende gader, vil sikkert kalde kvarteret grimt og frastødende. Udefra præsenterede husene sig som en hob faldefærdige rønner, så elendige, at man næsten ikke begreb, der kunne leve mennesker i dem. I hveranden ejendom fandtes en skummel beværtning hvor kvarterets løse eksistenser og deres "damer" holdt til, og de talrige marskandiseres og spækhøkeres vinduesudstillinger så hverken indbydende eller appetitlige ud. 

Alligevel havde kvarteret en vis tiltrækning for Københavnerne og folk, der besøgte København, idet det nemlig gennem en lang årrække stod i ry for at være hovedstadens værste forbryderkvarter, dens Whitechapel.

At det ikke var med urette, det havde fået dette ry hæftet på sig, er sikkert nok. De fleste af de folk, der boede her, kendte ikke stort til samvittighed, moral og slige ting, og de lod aldrig en lejlighed gå ubenyttet bort til at "gøre et kup". Slagsmål og overfald hørte til dagens orden, og det var langtfra et udslag af overdreven forsigtighed at der til stadighed patruljerede to betjente i de værste gader, Store og Lille Brøndstræde og Vognmagergade.

Forbryderne holdt navnlig til i knejperne, hvoraf flere har erhvervet sig en vis "berømmelse", såsom "Nordpolen", "Kragereden", "Guldgruben", "Det lille Apotek" og flere. Her lokkede bondefangerne deres ofre ind og udplyndrede dem efter først at have bedøvet dem med spiritus. Det er således kun få år, siden en nordmand blev udplyndret for 8000 kr. i "Det lille Apotek", hvor han havde vovet sig ind for at studere København ved nat.

I dagene efter et sådant større kup var hele kvarteret på benene, fortæller en af de betjente, der har studeret livet i gaderne på nærmeste hold. Man samledes i beværtningerne og fejrede de vildeste orgier for de stjålne penge. Så snart der imidlertid viste sig en betjent, forsvandt hele selskabet ad baggårde og bagtrapper op i husene og skjulte sig der. Det varede dog aldrig ret længe, før politiet fandt forbryderen. Det kunne næsten altid slutte sig til, hvem der var gerningsmanden, og så blev han anholdt. Undertiden kostede anholdelsen brodne pander: mange betjente er blevet skamslået under forsøget på at sikre sig en voldsmand, for hele kvarterets bærme sluttede sig sammen, når det gjaldt at bekæmpe "panserne". 

Hver forbryder havde sit "nom de guerre", som han gik under blandt kammeraterne. Blandt de mest bekendte kan nævnes "Bræddestabelen", der en gang antastede kong Christian den Niende. "Den dovne dreng" og "Singgodt-Jørgen" samt af "damerne" "Sødsuppe - Sofie", "Rode Lotte", "Rikke Ejegod" og "Sørens Pige".

Da den ny Christian den Niendes Gade blev anlagt, rykkede det moderne København for nær ind på livet af det gamle kvarter, og de lyssky eksistenser begyndte derfor at udvandre. Nogle drog til Nørrebro, andre til Vesterbro og Christianshavn, hvor de foreløbig har fundet sig et fristed mod den ny tids fremtrængen. Aldrig så snart havde de imidlertid begyndt at forlade Brøndstrædekvarteret, før de indvandrede russiske og polske jøder slog sig ned her, og går man nu en tur gennem gaderne, ser man det overalt myldre med mænd, kvinder og børn af den sortsmudskede slaviske og hebræiske folketype. Det er et helt ghetto, her er skudt op i løbet af et par år, og størstedelen af russerne lever i den yderste fattigdom.

Nu må imidlertid også de forsvinde. Karreen mellem Gothersgade, Møntergade, Vognmagergade og Store Brøndstræde er allerede faldet, og her vil snart rejse sig nogle flotte ejendomme, bl. a. en bygning for Københavns Belysningsvæsen. Derefter kommer turen til den del af Vognmagergade, som endnu står tilbage, og til Lille Brøndstræde, og om få år vil der her være rejst en hel ny bydel, som ikke vil lade nogen ane at her har engang Københavns Whitechapel været.

Man havde ventet at finde nogle interessante gamle ting ved nedrivningen af ejendommene, men disse forventninger er ikke gået i opfyldelse. Man har blot fundet et par gamle ovnplader og en kanonkugle fra englændernes bombardement. Alt vidnede om at fattigdommen altid har haft til huse i kvarterets tarvelige rønner, og der er næppe nogen som vil savne dem.

(Viborg Stifts-Tidende, 30. august 1909. Artiklen blev bragt i flere andre provinsaviser).

Nedenstående artikel bringer en tegning som i forgrunden viser den grund hvor Belysningsvæsnets bygning (nu KVUC) kom til at ligge. De endnu ikke nedrevne huse ligger nord på det som kom til at være Lønporten og hvor Gutenberghus (nu Cinemateket) blev opført. Lille Brøndstræde (som blev nedlagt) ligger i højre side af tegningen, op mod Landemærket.

Nedrivningerne i Brøndstræde-kvarteret.

Udsigt over pladsen hvor de nedbrudte huse har ligget. I baggrunden ses den endnu ikke raserede del af Store Brøndstræde-kvarteret. Til højre: indgangen til Lille Brøndstræde. Til venstre: Husrækken i den tilbagestående del af Vognmagergade, med Rundetårn knejsende over tagryggene.

Når man passerer Gothersgade på strækningen fra Hørups Port til brøndanstalten, ser man den store, grusfyldte plads, der gabende åbner sig ind mod Vognmagergades lilleputhuse. 

På dette terræn lå indtil fornylig den uhyggelige karre, som er raseret for at give plads for et nyt og moderne kvarter. Her skal rejses pragtbygninger, hvor der hidtil kun stod usle rønner og faldefærdige rester af middelalderens "sjæleboder".

Det var i maj måned, at nedrivningen påbegyndtes, og i de forløbne måneder har kalk og støv fra de nedstyrtede mure fyldt luften i de tilstødende gader. Nu ligger den store plads ryddeliggjort og parat, således at der nårsomhelst kan tages fat på udgravningsarbejdet med det forestående bygningsarbejde for øje.

Det af kommunalbestyrelsen nedsatte fællesudvalg, angående omordningen af usunde bydele i hovedstaden har som bekendt foreslået at der opføres en administrationsbygning for belysningsvæsenet netop i denne karre (som indesluttes af Møntergade, Gothersgade, Landemærket og Vognmagergade). Fristen for bedømmelsen af de indleverede projekter er udløbet. Bedømmelsen ventes afgjort i den nærmeste tid. Vi har tidligere leveret et billede af denne bygning, således som den ser ud på det af arkitekterne Plesner og Aage Matthiesen udarbejdede projekt.

Nedrivningsarbejdet fortsættes.

Til flyttedagen tages der fat på nedrivningen af halvdelen af den anden karre, som begrænses af Store Brøndstræde, Gothersgade og Vognmagergade. Og i næste omgang følger så endelig sidste del af karreen, der støder ud mod Landemærket .

Beboerne er opsagt til fraflytning. Så snart lejlighederne er ryddede, møder arbejderne med brækjern og hakke for at påbehgynde nedbrydningerne. 

For en halv snes år siden var Lille Brøndstræde væsentligst beboet af prostituerede kvinder, men i de sidste år er der rykket en hel russerkoloni ind i disse usle, små rum. hvor blandt andre også Bulotti har boet.

Som det ses på det vedføjede billede, er størsteparten af husene der grænser op til den åbne plads, meget uanselige og brøstfældige. De minder nærmest om de små dukkehuse på Neu Ruppiner-billederne og afgiver et talende eksempel på de triste og indskrænkede forhold, under hvilke Københavns befolkning tidligere måtte nøjes med at leve.

Det er et held for byen, at kommunalbestyrelsen har taget initiativet til at rydde op i alt dette skimmel og trøstesløse mørke; nu kan der skaffes lys og luft over byen, gode og sunde boliger og samtidig beskæftigelse til mange hænder ved de nye kvarterers opførelse.

R.-B.

(Social-Demokraten, tirsdag den 21. september 1909).

Nedenstående artikels tegning viser gennembruddet af Ny Østergade mellem Store Regnegade og Grønnegade, til højre kan man lige ane Seiferts bygning, nu "Det elektriske hjørne". Bygningen står endnu og har stadig facadeskilte med "Klæde C. L. Seifert...." Resten (venstre side af den kommende Ny Østergade) er nedrevet. Bemærk at artiklens oprindelige angivelser i kvadratalen, fod osv er omregnet til nutidige mål.

Omdannelsen af Brøndstræde- og Grønnegade-kvarteret.

Ny Østergades fortsættelse. Den nye passage der er åbnet mellem Grønnegade og Store Regnegade. - Indgangen til passagen set fra St. Regnegade. Til højre: Grosserer Seiferts ejendom. Til venstre: Det skrøbelige gavlparti med luftafstivninger; bagved denne ses den fremspringende gavl på Farvemøllen.

Vi omtalte forleden det faldefærdige gavlparti på Lønholdts ejendom ud mod Lille Regnegade. Et andet gavlparti, nemlig på ejendommen nr. 20 i St. Regnegade (til venstre på ovenstående billede) frembyder også interesse.

Da gaden blev gennembrudt, viste det sig at gavlmuren på nr. 20 var faldefærdig. For at forhindre den i at styrte sammen, blev den forsvarlig afstivet. For ikke at genere færdslen anvendtes der luftafstivning, således at de svære planker kiledes over mod gavlpartiet på grosserer Seiferts ejendom.

På denne måde er den faldefærdige gavl foreløbig betrygget.

Men nu er spørgsmålet hvad der skal gøres når luftafstivningen om kort tid fjernes af hensyn til de forandringer, der skal foretages ved grosserer Seiferts ejendom?

Hr. Seifert har nemlig fået tilladelse til at omdanne den del af gavlpartiet på sin ejendom der vender ud mod den nye gade, til facade. Huset bliver altså nu hjørneejendom. Seifert har fået denne begunstigelse som anerkendelse for sin beredvillighed overfor Magistraten under ekspropriationsarbejdet ved den nye gade.

Hr. Seifert kan imidlertid først påbegynde facadearbejdet, når luftafstivningen er fjernet. Men så snart dette sker, risikerer man at gavlen på nr. 20 styrter sammen.

Her er gode råd dyre. 

Der spekuleres på hvorledes man mest praktisk skal anbringe en ny afstivning. Sættes afstiverne ned i gaden, så hindrer man færdslen - men det jo ikke meningen med den nye gade. 

Der bliver vel næppe anden udvej for ejeren af nr. 20 end at han opfører en ny og mere solid gavl.

2.700 kvadratmeter byggegrunde til salg.

Den store raserede plads i Brøndstrædekvarteret målet ca. 2.700 kvadratmeter.

Magistraten udbyder her byggegrunde til salg og forhandler for tiden med et par købere. 

Tværs over pladsen, fra Vognmagergade til Gothersgade, anlægges en 14,5 meter bred gade.

På pladsens ene halvdel nærmest Landemærket, opføres

Belysningsvæsnets

nye ejendom. Administrationsbygningen der kommer til at dække over Store Brøndstræde.

Der er indkommet 38 projekter til denne nybygning.

I morgen, lørdag holder bedømmelsesudvalget møde.

Så snart bedømmelsen er færdig, og et af projekterne er præmieret og antaget, går sagen til borgerrepræsentationen.

18 ejendomme skal nedbrydes.

De til nedbrydningen bestemte ejendomme er følgende:

I Store Brøndstræde: Numrene 1-13.
I Gothersgade: Numrene 71-77.
I Lille Brøndstræde: Numrene 2, 4 og 6 samt 1, 3 og 5.
I Vognmagergade: Numrene 18-26.

Da flere af hjørneejendommene har dobbelte numre, bliver det i alt ca. 18 huse der skal raseres.

Nedbrydningsarbejdet udbydes i licitation straks efter flyttedagen.

R. -B.

(Social-Demokraten, 24. september 1909).

Store Brøndstræde 1-9. Vognmagergade ses til venstre. Til højre ses Lille Brøndstræde. 1. september 1909. Fotograf Ernst Nyrop Larsen. Public Domain. Københavns Museum.

Nedrivningerne i Brøndstrædekvarteret.

Om et par dage begynder nedbrydningsarbejdet i Brøndstrædekvarteret. Efter april flyttedag faldt hele karreen mellem Møntergade, Vognmagergade, SL Brøndstræde og Gothersgade, der nu står omgivet af et højt plankeværk. Denne gang skal halvdelen af karreen op til Landemærket jævnes med jorden, nemlig hele den tilbagestående del af St. Brøndstræde, nr. 18-26 i Vognmagergade, nr. 71- 77 i Gothersgade samt nr. 1-7 og 2-6 i Lille Brøndstræde, ialt 23 ejendomme. Det er ikke vanskeligt at se, hvilke ejendomme der skal forsvinde, de fleste af dem står allerede tomme, og de få beboere, der endnu er tilbage, må idag forlade de dødsdømte ejendomme.

Dødsdommen over politirapporternes eldorado er fældet. Brøndstrædekvarteret har aldrig været nogen pryd for byen, det var blevet en verden for sig, hvor ulykkelige, forvildede og forhutlede mennesker henlevede en tilværelse så fornedret, at vel ingen uden de indviede havde noget rigtigt begreb derom. For år tilbage beboedes kvarteret af prostituerede kvinder, i de seneste år har det været tilholdssted for lyssky eksistenser af udenlandsk oprindelse. I en af de ejendomme, der nu skal falde, Lille Brøndstræde nr. 6, fandt Bulottis pågribelse sted. Af beværtninger med kendte navne forsvinder nu "Kragereden" i Vognmagergade nr. 26, "Guldgruben" på hjørnet af Store og Lille Brøndstræde og "Brøndkuren" i Lille Brøndstræde nr 6.

På tomterne af de gamle ejendomme, som nu falder, skal belysningsvæsenets nye administrationsbygning opføres. Hele arealet mellem Møntergade og Landemærket, der ved St. Brøndstræde nu er delt i to karreer, deles fremtidig i tre ved anlæggelsen af to 20 alen brede tværgader mellem Vognmagergade og Gothersgade. På den midterste af disse tre karreer er det, at belysningsvæsenets administrationsbygning som tidligere meddelt skal ligge. 

Med tørre tårer vil de mure, som nu skal falde, blive begrædt. Kun skade, at dette oprydningsarbejde, som man fra alle sider må glæde sig over, men koster kommunen mange penge, skal foregå i en for byen så vanskelig periode i finansiel henseende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 19. oktober 1909).

Ejeren af Gothersgade 85, Landemærket 30, grosserer Michelsen havde modsat sig ekspropriationen, og Magistraten satte derfor fogeden på sagen. Michelsen fandt de 67.000 kr for lavt. Han blev sat ud og overdraget de 67.000 kr. Magistraten afviste klagen fordi hr. Michelsen havde købt ejendommen billigt, at ombygningstanken var fremkommet for at få mere for ejendommen.

Magistraten og ejendomsskylden.

En interessant retssag.
Grosserer H. P. Michelsen anlægger sag mod Magistraten i anledning af eksproprieringen af hans ejendom.

Ligesom tilfældet var, da Møntergade-kvarteret blev nedrevet: at Magistraten gik frem mod husejerne på en mildest talt hensynsløs måde, således viser det sig nu også, at kommunens optræden ved erhvervelsen af karreen, der afgrænses af Landemærket, Gothersgade, Brøndstræde og Vognmagergade, har vakt almindelig harme blandt de pågældende husejere. Mellem dem, der ikke er til sinds at nøjes med et knips i lommen, er grosserer H. P. Michelsen, som ejede ejendommen Gothersgade 85 og Landemærket 30. Han mener, at Magistraten har behandlet ham på en ligefrem lovstridig måde, og ansete jurister, han har konsulteret, giver ham ret og mener, at han kan få dom over kommunen.

Sagen forholder sig ifølge grosserer Michelsens udtalelser til os i går på følgende måde :

- For ca. et halvt år siden ønskede jeg at lade foretage en for mig gunstig ombygning af min ejendom i Gothersgade 85 og Landemærket 30, og jeg indsendte et andragende, ledsaget af de nødvendige tegninger, til bygningskommissionen. Jeg fik imidlertid afslag fra Magistraten, da denne skulle bruge ejendommen til nedbrydning.

Jeg henvendte mig så til den pågældende magistratsafdeling med forespørgsel om når nedbrydningen skulde finde sted, men fik kun det svar, at det kunne man ikke udtale sig om. Jeg rettede da en forespørgsel til ministeriet, til hvilket jeg også indsendte mine tegninger, og ministeriet gav mig medhold i sagen. Men Magistraten eksproprierede imidlertid straks efter min ejendom og satte den til en værdi af 65.856 kr. foruden bankhæftelsen a 1.644 kr. Jeg nægtede bestemt at modtage dette beløb, da ejendommen for 5 år siden var vurderet til 70.000 kr. i ejendomsskyld og igen i år vurderet til det samme beløb. Min protest hjalp intet, og nu sidste flyttedag overtog Magistraten min ejendom ved byfogdens hjælp.

Jeg har nu i disse dage gjort alle skridt til at få min ret ved domstolene; jeg ønsker at få konstateret, om Magistraten kan tage en i borgers ejendom til et beløb, der er under ejendomsskylden.

Sagen har i øvrigt flere mærkelige enkeltheder. Således fx: Jeg indsendte nøjagtig fortegnelse over lejeindtægten, ledsaget af alle lejekontrakterne, til Magistraten, og denne er derefter gået hen og har sat andre og lavere summer leje på mine papirer. Jeg vil aflægge ed på, at min opgivelse var fuldt ud korrekt !

Mange husejere i det kvarter, som skal ryddes, og talrige andre borgere har bedt mig om at føre denne sag ved domstolene. Det drejer sig ikke for mig om at få nogle penge, da jeg er velhavende, men jeg vil som sagt have konstateret, om Magistraten rent ud sagt har lov til at behandle borgerne som den lyster.

For at vise hvor hensynsløst Magistraten også er optrådt overfor andre husejere i kvarteret, har jeg nu skaffet en del af de meget talende skrivelser som Magistraten har sendt til disse husejere. Selve retssagen vil for mit vedkommende blive ført af overretssagfører H. Carlsen.

Magn.

(Dannebrog (København), 8. november 1909).

Mads Larsen Abrahamsen: Kongen af Lyø. (Efterskrift til Politivennen)

En præsteaffære

Pastor Abrahamsen anklages til biskoppen for indiskretion i embedssager.

Sjælesørger og pengeudlåner.

Ovre på den lille ø Lyø syd for Faaborg, har der i en længere årrække resideret en sognepræst Mads Larsen Abrahamsen, der er kendt på hele Sydfyn under den prangende titel "Kongen på Lyø".

Pastor Abrahamsen har nemlig, som en enevældig fyrste regeret strengt over øens indvånere, og der kan fortælles mangt og meget om hans lidet præstelige fremgangsmåde overfor sine politiske modstandere.

Ved sidste sognerådsvalg var præsten der i hver uge opholder sig her i byen, forhindret i at komme hjem til Lyø, og han blev derfor spændt ud ved hjælp af Afholdspartiet der ikke ser med blide øjne på den måde præsten har arbejdet for sit valg.

Men selv efter sin udtræden af sognerådet har "Kongen på Lyø" søgt at gøre sin indflydelse gældende over for rådets medlemmer på en måde, der er en sjælesørger lidet værdigt.

Pastor Abrahamsen er nemlig en ivrig ejendomsspekulant her i hovedstaden, han har haft adskillige ejendomme både på Nørrebro og Vesterbro, og der har jævnlig været ført klager over denne hans virksomhed af de interesserede parter.

Pengene til sine spekulationer får han hos øens beboere, hvem han lover høje renter, og det er således en let sag for ham ad indirekte vej at have krammet på sine sognebørn i kommunale anliggender.

Nu har imidlertid en af øens beboere indgivet en klage over ham til biskop Balslev i Odense. Pastoren anklages for at have røbet hemmeligheder som klageren havde betroet ham i hans egenskab af sjælesørger.

Biskoppen tog straks klagen til følge og tilskrev pastoren og foreslog denne at få sagen afgjort i mindelighed med en offentlig undskyldning, men da klageren indfandt  sig i præstegården for at tale med sjælehyrden, knaldede denne døren i for næsen af manden, og han har ikke senere gjort forsøg på at ordne sagen. I stedet for rejste han her til København, hvor han opholder sig i disse dage angående sine ejendomshandler.

Men beboerne på Lyø vil nu af med ham, og der iværksættes en indsamling af underskrifter på en adresse, der anklager pastoren for at have forsømt sine gejstlige pligter for at hellige sig spekulationerne.

Her i København sidder flere familier som sukker ved tanken om den gang de handlede ejendomme med "Kongen af Lyø".

Vi skal i morgen bringe et interview med pastoren.

Anton Gylling.

(Folkets Avis, 4. november 1909).

Præst og spekulant.

"Kongen af Lyø"

En samtale med pastor Abrahamsen - Han skal på nerveklinik.

Vi fortalte i går om præsten på Lyø, Mads Larsen Abrahamsen, kaldet "Kongen af Lyø", over hvem der af hans sognebørn er indgivet en klage til biskop Balslev i Odense.

For nogen tid siden havde vi en samtale med den entreprenante præstemand der driver ejendomshandler og kapitalanbringelser i større stil og af den grund jævnlig opholder sig her i byen.

Vi traf pastor Abrahamsen tidligt på formiddagen i et lille frederiksbergsk pensionatsværelse. Han er en 50 årig mand af meget kraftig legemsbygning. Præsten, der til at begynde med opførte sig roligt og normalt, fik - så snart han erfarede, at vort besøg gjaldt nogle af hans ejendomshandler og øvrige forhold - et hysterisk raserianfald, under hvilket han kastede sig på en divan, rev sig i håret og borede sine negle ind i håndleddene så blodet sprang frem - et uhyggeligt syn der i høj grad mindede om de berygtede religiøse selvplagerier i Rusland.

Lidt efter lidt kom manden til sig selv igen og erklærede nu med megen salvelse, at såfremt der kom nogetsomhelst frem for offentligheden om hans forhold, ville han straks lade sig indespærre på en nerveklinik, da hans sindstilstand var så forstyrret af spekulationer og tab, at han ikke kunne tåle mere.

Vi tog dog ikke denne almindelige udflugt for betrængte prælater alvorligt, og det viser sig da også at hr. Abrahamsen stadig fortsætter sin Geschæft i bedste velgående.

Vi havde til i går berammet en ny samtale med præsten i anledning af den omtalte klage til biskoppen, men præstens åndelige formynder og forretningsmæssige medarbejder, husmægler P. Jensen i Helgolandsgade, fik denne forpurret, da han ikke ønskede at give hr. Abrahamsen lejlighed til at forklare sig.

Ejendomskommissionæren sagde: Pastoren kan ikke godt tåle at tale om disse ting, han er såmænd så nervøs, at han kan falde om på gaden, hvis blot nogen nævner hans navn. Han er, hvad man kalder åndelig deprimeret. 

Og da vi hertil indvendte, at så kunne hr. Abrahamsen næppe egne sig til at være præst i den danske folkekirke, bemærkede hr. Jensen, at det gjorde han såmænd heller ikke.

Husmægler Jensen, der i flere år har været mellemmand ved pastoren  i spekulationsforretninger, er altså ganske enig med beboerne på Lyø, selv om han er en stærk forsvarer for den mere verdslige del af hr. Abrahamsens virksomhed.

Præsteembedet på Lyø er et af landets fedeste kald, idet det giver en årlig indtægt af 1540 kroner foruden præstegården med tilhørende indtægter.

Men præstens egne penge har ikke været ham nok, han har spekuleret med en hel del af Lyøboernes kapitaler, der er anbragte i københavnske ejendomme, som på grund af de sidste års krak ikke er rene guldgruber.

Anton Gylling

(Folkets Avis, 5. november 1909).

Præst og spekulant

Pastorens bindefangere.

En malermester lokkes og trues til at købe en ejendom.

I anledning af vore artikler om den entreprenante Lyø præst. Mads Larsen Abrahamsen, havde vi i går en samtale med en fru Nielsen, hvis mand for et par år siden var kendt som en af Københavns« dygtigste malermestre.

Nu henligger han som patient på et af vore hospitaler, stærkt sjælelig angrebet som følge af sin ufrivillige deltagelse i en af velærværdighedens mange spekulalionsforetagender.

- For tre år siden fortæller fru Nielsen, sad min mand med en god og indbringende forretning, ligesom han ved sin dygtighed og sit slid havde sammensparet en efter vore forhold anselig kapital.

Da ville skæbnen, at han en aften inde i Tivoli tilfældig kom i selskab med et par af pastor Abrahamsens kommissionærer: der blev drukket tæt. og hen på morgenstunden endte selskabet oppe i en af kommissionærernes lejlighed, hvor min mand under påvirkning af sin store beruselse skrev under på købet af en ejendom i Thorsgade, som han aldrig havde hørt eller set noget til.

Den næste dag så han naturligvis noget mere nøgternt på tingene og ville ikke vedstå handelen, men de to energiske kommissionærer - og en tredie salvelsesfuld person - indfandt sig på mandens værksted og under trusler om at ville melde ham til politiet for nogle ubesindige ytringer, som den betrængte mand så sig foranlediget til at anvende, tvang de ham til at underskrive på et nyt dokument

Denne brændevinshandel. som en bande professionelle bondefangere ikke kunne have arrangeret bedre, bevirkede, at den ulykkelige malermester i løbet af ganske kort tid måtte bløde med ca. 12.000 Kr., d. v. s. alt hvad han ejede.

Den i går omtalte husmægler, fhv. brandmand P. Jensen i Helgolandsgade, tilbød dog at formå pastoren til at lade handelen gå tilbage mod. at han selv fik et honorar på 1200 kroner - for sin Ulejlighed!

På dette tidspunkt søgte malerens nærmeste familie juridisk assistance. Manden blev gjort umyndig og indlagt på en nerveklinik, men den stedfundne handel kunne dog ikke juridisk anstødes, og pengene var og blev tabte.

Endnu den dag i dag ligger den stakkels mand nervelidende på et hospital, mens præsten og hans kommissionær fortsætter deres sikkert indbringende virksomhed.

Men der er sikkert snart en ende derpå, og vi skal i morgen fremdrage flere andre tilfælde som pastoren må falde på.

Anton Gylling

(Folkets Avis, 8. november 1909).

"Kongen på Lyø", pastor M(ads) L(arsen) Abrahamsens gravsted på Vestre Kirkegård. Han var Lyøs 18. præst 1890-1911. Før det var han præst på Venø 1887-1890. Han var født i Vang, Thy, og søn af lærer Andreas Abrahamsen og hustru. De fik datteren Elisa Margrethe (Bjøreng) på Lyø (1891-1943) og sønnen Charles Andreas Abrahamsen (f. 1893). Han tog sin afsked på Lyø begrundet i svigtende helbred. Hans kone var restauratørdatter fra København. (Foto: Erik Nicolaisen Høy).

Anna Bolinia Sørensen (1853-1909). (Efterskrift til Politivennen)

Lærer og filantrop Anna Bolinia Sørensen (17. juni 1853 - 29. oktober 1909) voksede op under fattige kår i København. Hun tog i 1875 lærerindeeksamen fra N. Zahles Skole og blev ansat ved Københavns kommunale skolevæsen hvor hun var til sin død i 1909 som lærerinde på Kapelvejens Skole på Nørrebro, dengang bydelen var en hastigt voksende arbejderforstad med mange fattige. Hun underviste fra 1876 også på den søndagsskole, Kirkelig Forening for Indre Mission i København havde oprettet i 1875. Her traf hun Marie Købke og Anette Jessen sammen etablerede en storstilet filantropisk indsats for kvinder og børn på Nørrebro.

Anette Jessen var gift med en flådekaptajn, og Anna Sørensen havde et privat tæt knyttet til hende: De rejste sammen til udlandet og købte i fællesskab købte en villa i Gilleleje, hvor de fremover tilbragte alle deres ferier og fridage. 

Anna Sørensen og Købke stiftede i 1876 Haandgjernings-Foreningen for Skt. Stefans sogn, der skaffede arbejderkvinderne lønnet hjemmearbejde. I 1879 indrettede hun og Jessen Haandgerningsskolen for Piger i en toværelses lejlighed i Jægergade 10. Børnene var her beskæftiget med enkelt arbejde, så de kunne bidrage til familiens indtægter og samtidig lære arbejdsomhed og ordentlighed. I 1880 anlagde de i samme lejlighed Nørrebros Bespisningsanstalt for syge i Vedbækgade (Karmel) i tilknytning til Skt. Stefans Kirken.  Samt i 1882 Nordvestkvarterets Vuggestue. Anna Sørensen var formand for Marthaforeningen, Købke ledede vuggestuen og håndgerningsforeningen, Jessen bespisningsanstalten.

Alle disse aktiviteter blev I 1882 samlet i Marthaforeningen med lokaler i Brohusgade 5 ved Nordvestvej på en grund foræret af isenkræmmer og fabrikant Anker Heegaard. Hans bror var i 1897 involveret i en strejke i Frederiksværk, se andetsteds på denne blog. En pengeindsamling finansierede Marthahjemmet (1886). Stueetagen var magasin og udleveringsrum for håndgerningsforeningen samt spisesal for bespisningsanstalten. I spisesalen blev der afholdt konemøder hvor kvarterets koner samledes og lappede familiens tøj, mens foreningens damer viste dem til rette og læste højt for dem. På første sal var der lokaler for vuggestuen. Ved siden af spisesalen lå pigernes arbejdsstue, hvor i alt 90 piger blev beskæftiget med håndarbejde. I hjemmet var der desuden en poliklinik, der tilbød gratis lægebehandling til børn. 

Haandgjerningsforeningen for fattige Kvinder. Under denne Titel er der af et Medlem af Haandgjerningsforeningen for St. Stephan Sogn (hos C. A. Reitzel) udkommet en lille Piece (12 Sider), i hvilken der søges spredt Lys over del Heldbringende l den Foreningsvirksomhed, som gaaer ud paa deels at uddanne fattige Kvinder i Haandgierningen og at muliggjøre det for saadanne Koner, som maae medvirke til Familiens Underhold, at kunne udføre dette Haandgjerningsarbeide hertt i Hjemmet, deels at gjøre denne Gjcrning indbringende for dem, og det allerede under selve Uddannelsen Der gives derhos en Række Oplysninger om den Forening, der i Kjøbenhavn har søgt at løse denne Opgave, nemlig Haandgjernings- foreningen for St. Stephans Sogn, som har sit Locale i Marthahjemmet, og som nu allerede har virket i 11 Aar. Af disse Oplysninger fremgaaer bl. A. at 8711 Kr. 95 Øre, som i disse 11 Aar ere blevne betroede Foreningens Bestyrelse, have givet de Fattige et Udbytte af 24.613 Kr. 94 Ø. Ved Siden heraf har Foreningen seet sig istand til at skabe Beholdninger (Material- og SalgSbeholdninger), der ved Udgangen af 1887 havde en Anstaffelsesværdi af 4355 Kr. 37 Øre. Ogsaa for de enkelte Arbeidersker har der fundet en jevn Fremgang Sted. Maximalfortjenesten var for den Enkelte i 1877 53 Kr. 18 Øre, i 1882 97 Kr. 26 Øre og i 1887 174 Kr. 64 Øre. Færdigheden for Arbeiderskerne er stegen. Benyttelsen er bleven større, og dermed er ogsaa Fortjenesten voxet. Der anbefales, med saadanne Resultater for Øre, Oprettelsen af lignende Foreninger paa flere Steder i Hovedstaden, og der søges gjentagende paavirst/at der foruden den directe Indtægt ogsaa inddirecte kan vindes Meget for de Fattige. Gjøres Hjemmet saa hyggeligt for Manden, at han derved holdes borte fra Værtshuse, vil der for Familien vindes mange Gange mere end hvad Huusmoderen fortjener ved sit Arbeide. I Piecen anbefales ligeledes at yde den allerede bestaaende Haandgjerningsforenilig for St. Stephans Sogn en Understøttelse, som begunstiger dens videreudvikling. Frøken Marie Købke, Bestyrerinden for Haandgjernings- foreningen for St. Stephans Sogn, giver Oplysninger, modtager Indtegninger, Bidrag og Bestillinger, saml er i Regelen tilstede i Marlhahjemmet (Brohuusgade Nr. 7 i Nørrebroes Nordvestkvarteer om Hverdagen fra Kl. 10-3.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. juni 1888)

1887 var hun sammen med Thora Esche og kvinder fra Foreningen mod Lovbeskyttelse for Usædelighed med til at udforme en kvindeadresse til Rigsdagen med krav om ophævelsen af den offentlige prostitution. Thora Esche var forstanderinde for Indre MIssions Magdalenehjem for faldne kvinder, og anklagede i 1908 Livgarden for utugt. Affæren er omtalt andetsteds på denne blog. 

1891 flyttede Anna Sørensen ind i en lejlighed på Marthahjemmet. Måske inspireret af begrebet “social settlement” i England og USA hvor velgørere fra middelklassen bosatte sig midt i det fattigkvarter, hvor de virkede og således ved eksemplets magt viste, hvordan et arbejdsomt liv kunne udformes, samtidig med at de selv lærte de fattige bedre at kende. Som alle andre velgørere fra middelklassen var det hende magtpåliggende, at arbejderklassens familier blev holdt samlet og indrettede sig efter middelklassens mønster. 

Heegaard skænkede institutionen nabogrunden Brohusgade 7 hvor der 1894 blev opført en tilbygning til poliklinikken og drengenes arbejdsstuer. Fra 1908 stillede hjemmet et lokale til rådighed for De Samvirkende Menighedsplejers nyoprettede børneplejestationer, hvor diegivende mødre kunne lære barnepleje og få udleveret gratis mælk.

Erik Nicolaisen Høy: Brohusgade 7-9 - Marthahjemmet (2018). Kbhbilleder. CC-BY.

Udover det var Anna Sørensen bestyrelsesmedlem i Københavns Kvindeforening for Mission blandt Søfolk, fra 1907 formand for Lærerindernes Missionsforbund. Desuden var hun engageret i antiprostitutionsbevægelsen, arrangerede aftenmøder med højtlæsning og tedrikning for fabrikspiger for at holde dem væk fra gaden og give dem smag for borgerligt familieliv. 

Anna Sørensen var medlem af Dansk Kvindesamfund, og opfordrede sammen med bl.a. Købke i 1890 til oprettelsen af en forretning for reformdragter, se indslaget om Erna Juel-Hansen andetsteds på bloggen. I anledning af loven om kommunal valgret til kvinder tog hun i 1908 initiativ til Kristne Kvinders Vælgerforening, som hun blev formand for, se også det omtalte indslag om Erna Juel-Hansen.

Marthaforeningen 1895. Virksomheden er, ifølge Aarsberetningen, gaaet sin stille, rolige Gang under forbedrede locale Forhold, der i høi Grad have lettet det daglige Arbeide. Haandgjerningsafdelingerne have optaget ca. 330 Børn, og der er Plads til endnu flere. Saa snart de nødvendige frivillige Kræfter melde sig. eller Penge skaffes tilveie, vil dette Tal kunne forøges med 100. Her findes baade Drenge og Piger. Sidstnævnte sysselsættes med forskjelligt Haandarbeide. De forfærdige en Deel af de Gjenstande, der atter bortgives til Trængende. De lære at stoppe og lappe og vænnes til at anvende Mangt og Meget, som ofte bortkastes som unyttigt. Drengene binde Børster, flette Stolesæder, og gamle Cigarkasser forvandles ved Hjælp af Saven til forskjellige Gjenstande. Omtrent 40 Drenge beskjæftiges med Sløjd. Mange Børn holdes saaledes borte fra det omstrejfende Gadeliv, og de vænnes istedetfor til Arbeide og Orden. Om Søndagen samles Børnene i Søndagsskolen, der staaer under "Indre Mission" med Frøken Anna Sørensen som Forstanderinde. Bestyrelsen bringer en varm Tak til de Landboere, der gjæstfrit aabnede deres Hjem for 130 Piger og Drenge. Enkegrevinde Danneskjold-Samsøe har givet en Obligation paa 1000 Kr., hvoraf Renten skal bruges til Feriebørn. Vuggestuen, hvor de allermindste Børn pleies for 25 Øre daglig, har været aaben i 302 Dage og har i Gjennemsnit havt 14 Børn daglig. I Polikliniken for Børn, der atter har været ledet paa sædvanlig uegennyttig og trofast Maade af Dr. med. Adsersen med Bistand af Læge Bonnesen, er der blevet behandlet 1436 Børn med 6163 Consultationer. Marthahjemmet har to Sygepleiesker, der tilser Sognets Syge i Hjemmene. Der er i det forløbne Aar blevet pleiet 93 Patienter med 5146 Besøg. Der er blevet udlaant ca. 140 Stkr. og bortgivet 969 Stkr. Børnetøj, 258 Stkr. Daabs- og Bryllupsdragter have været udlaante 70 Gange. Til Reconvalescenter trænges der til Overtøi og Kjørestole. Nørrebroes Bespiisningsanstalt for Syge, der begyndte Marts 1860 og blev Begyndelsen til det mangeartede Arbeide, der betegnes med "Marthaforeningen", har fra October 1894 til October 1895 bespiist 709 Personer med 14.242 Portioner varm Mad, 5586 Potter Mælk. 1307 Æg, 614 Franskbrød foruden Viin, Børnemeel m. m. Ugentlig indbydes Hustruer til at lappe og stoppe det daarlige Tøi. Materialet faaes af Foreningen. En Bøsse er fremstillet til frivillige Bidrag. Forskjellige Damer ere tilstede for at veilede. Ifjor har der været Julefest for Forældre og Børn paa erffgang i et Antal af 600, de mindre Børn ved almindelig Søndagsskoletid, de ældre ved Aftentid. Søndagsskolen "Blaa Kors" og Søndagsskolens Kredsforening for ydre Mission holde deres Møder i Marthahjemmet. Driftsregnskabet for Aaret 1895 udviser en Indtægt af 9746 Kr. 93 Øre. Arkiverne bogførtes den 31te December 1897 med et Beløb af 109,208 Kr. 30 Øre, Nettoformuen med 60,864 Kr. 33 Øre. Til Aarsberetningen er der føjet en anden fra Helligkors Sognemission. Det sees deraf, at denne Mission af Ds. kgl. Højheder Kronprindsen og Kronprindsessen har modtaget 1000 Kr, hvilke ere uddelte som Hjælp til 92 Personer i Portioner fra 5-20 Kr.

Marthahjemmets Bestyrelse bestaaer af 4 Medlemmer. Commandeurinde A. Jessen, Nørrevoldgade 9, 1. Sal, er Forstanderinde for Marthahjemmet. Til Aarsberetningen er der føiet en Række Lysbilleder, der illustrerer Virksomheden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. juni 1896, 2. udgave).

Kirken og Samfundet

En Kvindes Indsats i Kirkens sociale Arbejde.

Der tales meget i vore Dage om Kirkens sociale Opgaver. Men det er ikke altid, Handling svarer til Ord. Det er heller ikke altid, der virkelig kommer en Handling i Gang. Meget ofte bliver man staaende yed Ordene.

Des mere bør der fra kirkelig Side gives Agt paa dem, som uden mange og overflødige Ord har taget et stort socialt Arbejde op, virkelig har taget fat paa at hjælpe de Nødlidende - og saa selv er segnede paa Valpladsen.

Mærkeligt er det forøvrigt, at det saa ofte er Kvinder, som gør dette Arbejde. Vore Diakonissers Virksomhed maa i saa Henseende atter fremhæves. Men det er nu ikke nogen Diakonisse, som her skal omtales. Det er en Kommunelærerinde.

Der er i disse Dage udkommet et lille Skrift, "Kommunelærerinde Anna Sørensen", som vi i høj Grad vil anbefale alle Menighedens Kvinder og alle, der ønsker at virke for Kirkens Arbejde blandt de Nødlidende, at læse. Det er skrevet af en af hendes Medarbejdere og udkommet paa Bethesdas Forlag.

Anna Sørensen var vel kendt i den kjøbenhavnske Menighed. Naar hendes lille, fyldige Skikkelse traadte op paa Talerstolen, blev der altid Opmærksomhed. Hendes funklende, brune Øjne og hendes klare, koncise Udtryksmaade sikrede hende altid Tilhørere. Og saa var hun altid praktisk. Nogle fandt hende altfor djærv og nærmest ukvindelig, men hun var i Virkeligheden en af af dem, der i Arbejdet for at hjælpe Kvinderne maatte ofre noget af sin egen Kvindelighed. Hun var et sjeldent opofrende Menneske, og den, der har set hende handle, og kender noget til den betydningsfulde Institution ude paa Nørrebro, Marthahjemmet i Brohusgade, som hun og Kommandørinde Jessen rejste, vil aldrig glemme hende.

I ovennævnte lille Skrift opfrisker man Bekendtskabet. Men man faar ogsaa meget at vide, som man ikke har vidst før.

Anna Sørensen blev født i 1853 som Datter af en fattig Snedkersvend. Hendes Barndomsdage var triste. Forældrene døde, og hun blev optaget paa Vajsenhuset. Tidligt traadte det Religiøse frem hos hende, og tidligt viste hun et livfuldt Temperament. Hun blev Kommunelærerinde og fik Timer hos Frk. Zahle, tænkte lidt paa at studere, men fandt endelig sin Plads i Kommuneskolen og virkede som Kommunelærerinde til sin Død.

Imidlertid var Skolegerningen hende ikke nok. Hun maatte virke ogsaa for Guds Riges Sag. Søndagsskolearbejdet kastede hun sig med Iver over. Hun samlede Fabrikspiger. Hun tog sig af Gadens Drenge ude i Rabarberkvarteret. Hun søgte at være noget for de Syge. Og saa samlede Fru Jessen og hun deres Kræfter, og i Tro paa Gud og i Kærlighed til de Forkomne fik de Marthahjemmet rejst, et Centrum paa Nørrebro for kyndig og kærlig Menighedspleje. 

Altid var Anna Sørensen paafærde, altid rede til at hjælpe Mennesker. En Elev skildrer hendes Religionsundervisning som uforglemmelig, og af sine gamle Kolleger paa Skolen faar hun det bedste Skudsmaal. Men mere betyder dog den Omstændighed, at Hundreder af Fattige ude paa Nørrebro mindes hende med Tak.

Midt under hendes virkelystne Liv kom Lidelserne til hende, vistnok Kræft i Underlivet. Det blev en alvorlig Prøvelse for hendes Tro. "I tror, jeg er stærk," sagde hun til sine Omgivelser, "det er jeg ikke". Men hun kæmpede sig frem til at lægge alt, baade Liv og Død, i Guds Haand, og den 29de Oktober 1909 sov hun stille hen ude paa sit kære Marthahjem.

Men hun har saaet en Sæd, som ikke vil visne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 12. marts 1910, 2. udgave).

Marthahjemmet gennem 25 Aar.

Det er nu godt og vel 30 Aar siden, at Kommunelærerinde Anna Sørensen og Kommandørinde A. Jessen begyndte at virke blandt "Rhabarberlandets" fattigste Kvinder og Børn. Et stort og opslidende Næstekiærligheds-Arbejde, som maa aftvinge alle Beundring.

I 1886, den 24. Marts, altsaa for 25 Aar siden, var de to Kvinder naaet saa vidt, at de kunde give deres Virksomhed et fast Tilknytningssted, - Modtagehjemmet i Brohusgade 7 og 9 indviedes.

Opslidt døde Anna Sørensen i 1909. Men Kommandørinde Jessen virker derude endnu og leder Hjemmet sammen med Diakonissen Sabine Scheuer. Ved deres Side staar en Bestyrelse med Overretssagfører Mygind som Formand og Kasserer.

For at antyde, hvori Arbejdet bestaar, skal vi nævne, at i 1909 plejedes 198 Patienter i Hjemmet, og der aflagdes ca 9000 Besøg hos Fattige 368 Patienter blev bespist med 8000 Portioner Middagsmad (to Retter), foruden at Børnene paa selve Hjemmet er bleven bespist. Et Optagelseshjem for Børn har stadig sine 12 Pladser belagt. Paa Vuggestuen har man taget sig af 3714 Børn. Hver Dag beskæftiges 250 Drenge og Pieer med Sløjd og anden nyttig Haandgerning. Polikliniken for børn, der ledes af Professor, Dr. med. le Maire og Læge Vilh. Asmund, behandlede 2488 smaa Patienter gennem 9323 Konsultationer.

Syv Diakonisser, fire frivillige og otte lønnede Damer - foruden Damerne i Søndagsskolen - er beskæftigede ved Institutionen. Gennem vort Billede faar man et Indblik i Sløjdskolens Virksomhed.

Marthahjemmet har i de forløbne 25 Aar udrettet umaadelig meget godt i det samle Nordvestvejkvarter, og Dagen den 24. Marts er derfor værd at mindes.

(Aftenbladet (København) 21 marts 1911).

Det var Anette Jessen og Anna Sørensens ønske, at Diakonissestiftelsen skulle videreføre deres livsværk. I 1915 indgik Marthahjemmet en overenskomst med stiftelsen, hvorefter hjemmet fortsat skulle være en økonomisk selvstændig institution med egen bestyrelse, men med Diakonissestiftelsens forstander som formand. I en artikel "Hvor Børnene paa Nørrebro bliver hjulpne" i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. april 1915 berettedes om hvordan situation var i 1915. Martha Hjemmet ligger i 2024 stadig i Brohusgade 7-9.

Underdelen af Anna Sørensens gravsted på Vestre Kirkegård. Oven på stenen står et hvidt kors, højere end stenen: "Anna Sørensen. Kommunelærerinde. Forstanderinde for Marthahjemmet. * 17. juni 1853. + 29. october 1909." Foto Erik Nicolaisen Høy.