Internationale i København 1910. (Efterskrift til Politivennen).

 Den røde uge.

"Proletarer fra alle lande" forsamles i København. Hvilken forskel fra før og nu. - Intet politi. - Et stilfærdigt fanetog i fred.

Vor særlige politiske hovedstadskorrespondent skriver om den i går i København påbegyndte socialdemokratiske verdenskongres: Det behøver jo slet ikke at nægtes: Samfundets stilling til socialismen er en anden nu end før. Vi ser alligevel ikke mere på den nu som i halvfjerserne.

Dengang kommanderedes der soldater sammen, og dengang mobiliserede man den hele disponible politistyrke. Nu derimod - der er fred og glæde over hele linjen.

I disse dage samles et tusind mennesker fra alverdens kanter som repræsentanter for socialdemokratiets ideer. De mødes i København, holder deres kongres og vedtager, hvad de nu synes. Og ingen lægger dem en hindring i vejen.

Ja, men dette er jo uhyre klogt og godt. Man kan næsten ikke forvare sig imod den tanke, at havde man blot altid behandlet dem således, så var man ude over mangt og meget af det, vi nu først skal til at skændes om.

Det skulle have været for år tilbage! Så havde der vel været politikordon om deres forsamlingsbygning. Nu derimod! I den tidlige søndagstime, mens folk gik til kirke, og forinden de storborgere blandt socialisterne, der boede på grevehotellet "Phoenix" , endnu var færdige med deres frokost, samledes der ude på gaden foran det gamle grev Schimmelmanns Palæ et tusind mennesker.

Man så kun et par for færdselen nødvendige politimænd. Andet var unødvendigt i denne folketingskreds, hvori selve kongen bor, og hvis repræsentant er socialdemokrat.

Men ganske vist måtte selv en pressemand med sit autoriserede legitimationskort bane sig vej gennem en fire-femdobbelt kordon af tillidsmænd, der hver for sig affordrede ham bevis for, at han havde lov til at komme ind.

Deroppe i festsalen blev snart hver en plads optaget. Og alt var ordnet med en rent ud militærisk disciplin. Et bureau der fungerede fortræffeligt. En telegrafstation! Et postkontor! Staten selv stillede sine fineste institutioner til rådighed for disse "samfundsomvæltere".

Og det er måske det værste, man kan gøre Socialdemokratiet! Bare ganske rolig behandle dem som det, de er - et politisk parti, der arbejder for deres maxime.

Denne næsten overstømmende velvilje og elskværdighed fra samfundets side skulle blot tidligere være trådt i virksomhed. Så havde den ganske simpelt hen kvalt de herrer i sin favn.

Nu samledes man altså.

Oppe i salen hang der ned fra væggene store blodrøde faner med indskrifter, der tolkede socialistiske krav, og var oversat i 4 sprog på en måde, der næppe har tiltalt de fremmede, som simpelt hen ikke har genkendt deres modersmål i den slette omskrivning.

Og på salens balkon var der et par hundrede begunstigede tilskuere. På venstre side sad de danske repræsentanter. På højre var der indrettet en mængde pladser for alle landes presse. Her sad der et par hundrede journalister, som i forvejen var forsynede med kongressens sorte, guldtrykte mapper inde fra bureauet, der havde sine sager i en mønsterværdig orden.

Og nede på gulvet samledes så efterhånden den internationale repræsentation ved lange borde med bannerindskrifter om, hvorfra de kom.

Endelig stod der oppe på tribunen et stort orkester og et sangerkor - en skov af 500 hvidhuede sangere fra de københavnske arbejderkor.

Omsider kunne Kapelmester Hemme slå til lyd, og så brusede da musikken ud over salen. Allerførst kom nogle strofer. Saa samlede de sig i den gamle kønne, marchfaste melodi: "Kom, ræk mig oh broder, din barkede hånd !" Og efterhånden nåede man igennem mange landes arbejdermelodier til selve "Marseillaisen" - altsammen til ord, der var skrevet af A. C. Meyer, og, omend de af og til var lidt naivt affattede, røbede megen sprogglæde.

De hundreder af struber samlede sig i dette kor og aftvang forsamlingen et frenetisk bifald, der først forstummede, da dr. Gustav Bang tren frem og på fransk, engelsk og tysk holdt en velkomsttale.

Så kom kantatens anden halvdel. Og endelig samledes alle de kraftige mandsstemmer i den gamle sang "Internationale". Man hører den ikke meget herhjemme. Den er imidlertid endnu derude i den store verden forbudt. Vi herhjemme har råd til at lade dem synge den, disse Strofer, der har rystet sindene derude.

Men man stod jo også nok med et stramt smil og så dem, disse proletarer der havde forenet sig fra alle landene - lige så snart de hørte disse toner, for de op som raketter og stod ret som når andre hører vor nationalsang!

Der er intet at sige dertil. Men hvad der er frihed for Loke, bør nu ogsaa være ret for Thor - nu vil vi andre ikke mere skældes ud når vi lægger vor ærbødighed for nationalsangen for dagen !

Salen rystede under jubelen. "Internationale" måtte synges endnu engang. Først da kunne tribunen ryddes, så "det internationale verdensbureau" kunne komme til sæde. Man så imellem denne lille snes mennesker så interessante folk som den gamle bedstefadertype Keir Hardic, den berømte Rosa Luxemburg, en nogle og fyrretyveårig dame, ikke køn, men med mørke, flammende sorte øjne, og en del andre socialistkoryfæer.

Vandervelde åbner.

Det er en kortklippet, skaldet advokat, der gør et meget distingveret indtryk.

Han efterfølges af Stauning som er vor egen P. Knudsens efterfølger i embedet: Forretningsfører for Socialdemokratiet. Ligervis som P. Knudsen i Paris forsikrer Stauning, at man skal finde det lille Danmark kampberedt, og han råber med en røst, der ligger to oktaver under dagligt vande: Kapitalismen er krig, socialismen frihed og fred!

Alt det siger han på tysk, og det oversættes i en fart til engelsk og fransk. Så kommer Vandervelde. Han har en pragtfuld plastik og en næsten mesterlig retorik, og hans strømmende veltalenhed kalder gang efter gang bifaldet frem. Han smigrer Danmark som foregangsland på det parlamentariske område. Taler så lidt om blod, der har gødt russisk jord for frihedens sag, og endelig omtaler han med store armbevægelser socialisternes stilling i alle lande - og han trumfer i bordet, så vandglasset ofte hopper.

Endelig kommer så den blege, asketisk udseende Huysmans, der er generalsekretær for kongressen, og nu giver de af alle deltagere frygtede oplysninger om, hvordan de skal stå og gå i denne skønne by.

Så først slår opbrudets time, og man går til en kort hvile eller

det store fanetog 

Det er længe siden, at der har været samlet så mange på Boulevarden fra Rådhuspladsen til Langebro.

Atter et bevis på omslaget. I gamle dage fælledoptøjerne med husarindhug. Nu ved den ottende internationale socialistkongres næppe en politibetjent. Politidirektøren i civil i mængden. Politiinspektør Theodor Petersen til fods - ellers altid tidligere til hest som gammel dragonofficer - og overalt milde ansigter.

Her samles socialisterne imellem bourgeoisiets store, flotte ejendomme, imellem Glyptoteket og det kgl. Videnskabernes Selskab og Landhusholdningsselskabet og Musikkonservatoriet. Og stille og roligt finder hver mand sin plads under de hundreder af faner, og præcis på slaget 4 - under dundrende kanonsalut fra Tivoli - sætter toget sig i bevægelse.

Pressens folk ser det fra "Nyt dansk Landmandshotel" lige overfor Kvægtorvet, hvor hotelforpagter Jacobsen har stillet værelser til disposition med vanlig elskværdighed, og hvor de mange mennesker tager en time om at nå forbi.

Omsider når de da allesammen ud i Søndermarken, hvor der er mængder af mennesker. Vejret bedrer sig. Der tales under bifald fra fire talerstole af alle de fremmede berømtheder - og overfor politiske berømtheder fra deres egen lejr er ingen større snobber end socialdemokraterne - og under aften er der et vældigt folkeliv i den gamle park.

Således forløb da første dag af den internationale, røde uge.

Det vrøvl, der kan blive, det sørger de for at holde indenfor Odd Fellow Palæets mure. Der sker intet i byen ved at have disse mennesker gående iblandt os. Så lidt som der sker noget ved, at vi andre holder kongres.

Men det er jo unægtelig lidt sent at komme til den erkendelse! Det er ikke ved tvangsmidler, som i gamle dage, man besejrer en bevægelse 

(Fyens Stiftstidende, 29. august 1910).

Det Kongelige bibliotek har seks fotoer af folketoget. De er alle muligvis underlagt ophavsret, men de kan findes her.

Københavns Luftkursted. (Efterskrift til Politivennen)

"Københavns Luftkursted" blev stiftet 10. august 1909 af grosserer Axel Kjeldsen, og "Hjælpekorpset på Kalvebod Bastion" af hans kone, Vilhelmine Kjeldsen. Formålet var at give byens ubemidlede tuberkuløse adgang til liggeskur i god og sund luft, samt fremskaffe den fornødne naturalforplejning til kurgæsterne. Formand for luftkurstedet var professor Israel Rosenthal, for hjælpekorpset Vilhelmine Kjeldsen.  Axel Kjeldsen var administrator for begge afdelinger. Den 7. december 1910 overgik luftkurstedet til hjælpekorpseet, da det ikke længere var i stand til at fortsætte sin virksomhed. Vilhelmine Kjeldsen var formand indtil sin død 30. juni 1912. Hun blev erstattet af C. F. Heise.

Den gamle Vold, der gør Nytte endnu.

(Fra vor Specialkorrespondent).

En lille Sviptur til Københavns Luftkursted.

Og en Idé for andre Byer.

Kbhvn., Mandag.

Det er et Herrens Vejr! En Blanding af Hagl og Sne og Regn er lige pisket ned. Nu farer en isnende Storm gennem Gaderne, og ude over Langebro har den først rigtig travlt. Det er Meningen, at alt det sorte Ælte skal blive til Is inden Aften - og det lykkes ...

Der staar en Stump Vold herude, en svindende Rest af en Idyl fra mine Drengeaar.

Den Gang var den for os Knægte den herligste Tumleplads efter Badeturen ude ved Rvsensteens gamle Bastion. Senere fik Bøllerne Herredømmet derude, og det var ikke spøgefuldt at skulle over Volden efter Skumringstid.

Og nu! Nu er der blevet Idyl igen derude.

Med Kraven om Ørene strider jeg mig derop ad Voldskrænten. En lille, arrig Klokke giver skinger Genlyd, mens jeg staar og venter udenfor del røde Stakit. En nærliggende Kuldamper losser under megen Larm. Saa rutscher en nydelig ung Dame smilende ned ad Skrænten og faar Tag i Laagen :

"Det er de Galoscher! De vil glide i Sneen" , siger hun forpustet.

Og lidt efter staar jeg inde paa det fredlyste Omraade, paa den gamie Vold, som Krigsministeriet har laant ud til "Københavns Luftkursted".

"De ved, at det er Grosserer Axel Kjeldsen der fik Ideen til dette her", forklarer den unge Dame det er Inspektricen, Frk. Bruun Pedersen. "Den 8de August begyndte vi. Hans Hustru har Tuberkulose, saa det var vel derved, han fik Tanken.

Tuberkulosen er jo egentlig desværre en Slags "Sygdom for Velhavere". Naar man har den, maa man ikke arbejde og helst ikke bekymre sig om noget. Og de Stakler, de gaar jo tidt og bliver arbejdsløse i flere Aar. Det er en rigtig trist Sygdom.

Og nu har vi jo ganske vist faaet Sanatorierne. Men selv de kan jo ikke tage dem alle. Og de skal helst have en Efterkur. Den faar de saa her!"

Jeg ser mig om. Jeg er selv dygtig forkølet og fryser godt i min Vinterfrakke. Og lige for mig staar den unge Dame, tilsyneladende uanfægtet af, at den bidende Vind rusker bravt i hendes Krøller. Og saa er hun i Bomuldskjole.

"Er det godt forrTuberkulose, dette her?" spørger jeg med klaprende Tænder.

"En Efterkur om Vinteren er dobbelt saa god som om Sommeren. Det er den rene Luft ..."

Ja, Luft er her ganske vist nok af. Og vi gaar videre.

"Det er Professor Israel Rosenthal, der er vor Overlæge" , forklarer Frøkenen. "Han er Bestyrelsens Formand. Endnu har vi kun Plads til 15 Patienter, men vi skulde jo rigtignok gerne naa til lidt flere.

Nu skal De høre. hvordan Dagen gaar for vore Patienter - det er allesammen Mænd endnu.

De møder om Morgenen Kl. 9. Saa sidder de lidt inde i Vinterteltets Dagligstue og varmer sig, og saa faar de Malt - det skænker Kongens Bryghus. Hvis de vil have Frokost, maa de selv medbringe den, men de kan saamænd ikke spise den. For Kl. 11 faar de Havregrød og en halv Pot Sodmælk. Og Kl. 2 faar de Middagsmad fra "Kvindernes Køkken" - to Retter og en halv Flaske Sundheds Øl. Kl. 5 faar de Kakao med Boller til. Og Kl. 6 forlader de os saa."

Og atter ser jeg mig om: "Hvor er nu Deres Patienter?"

Herhenne ligger de i Hallerne. Godt indpakket, som De ser. Med Varmedunke. Og vi har ogsaa Regnkapper til dem. Yi har allerede et helt Kompleks af Telte heroppe. Der er Toilet og Kontor, to Pavilloner med Liggehaller og saa Vinterteltet med Dagligstuen."

"Og hvem betaler saa alt dette her?" spørger jeg.

"Det gør Folk!" siger Frk. Bruun Pedersen. "Ved Gaver. Kurstedet skaffer Opholdet, og Forplejningen ydes af Hjælpekorpset. Lagde De ikke Mærke til nogle Smaabøsser dernede paa Langebro? Der er ogsaa opstillet den Slags henne paa Knippelsbro. Det er Meningen, at Fok kun skal lægge en Øre i dem. Ved De hvad det er løbet op til? 438 Kr. paa 4 Dage! Er det ikke smukt!"

Før jeg forlader dette Stykke Velgørenhedsarbejde, følger den unge Dame mig ned over Volden ad hvggelige, stille Stier, ned i den gamle "Kirsebærgang" ved Voldgraven. Her er biterlig koldt, men det skal jo være sundt. Endnu kan jeg huske, hvor her var yndigt ved Sommertide for en god Snes Aar siden.

Det idylliske Fæstningsterræn er atter bleven til Fæstning paa sine gamle Dage - en Fæstning mod en af de mest frygtede Sygdomme. Er det ikke en smuk Retrætebestilling for en gammel Vold, der en Gang skærmed Rigets Hovedstad, da Landet var i Vaade?

Og hvor mange Steder rundt om i Landet kunde der ikke med faa Midler laves noget lignende til Støtte for Sanatorierne i deres Kamp mod Tuberkulosen!

- - -

Rystende af Kulde tager jeg Afsked med den unge, frejdige Dame i den tynde, blaa Bomuldskjole. Hun gaar tilbage til sine Patienter.

Jeg tager med Linie 5 - men inde i Vognen!

E. A.

(Fyens Stiftstidende 22. december 1909).

Kalvebods-Bastionens Luftkursted

I Dag for et Aar siden aabnedes Kalvebod-Bastionens Luftkursted paa Grosserer Kjeldsens Initiativ, og med Glæde kan Stifteren og Lederne se tilbage paa det forløbne Aar. Mange Syge og Nedbrudte har her fundet den højst fornødne Pleje og derved vundet nye Kræfter.

Luftkurstedet var fra først af beregnet paa at være en Liggehal, hvor de Syge, der kom fra Sanatorium og endnu maatte have nogen Tids Hvile, eller de, der ikke kunde faa Friplads og ikke havde Raad til at betale det dyre Sanatorieophold - kunde tilbringe Dagen i fuldkommen Ro ude i den friske Luft. Men Nøden var stor, og hvor mange havde Raad til at anskaffe sig den rigelig og nærende Kost, der maatte til. Saa traadte "Hjælpekorpset" til - og medens "Luftkurstedet"s Midler gaar til Anskaffelse af Materiale, søger "Hjælpekorpset" at skaffe Mad og lidt Hjælp ti de mange Syge og Trængende.

Der er saa fredeligt og lunt heroppe paa Volden, hvor Sporvognenes Klemten er det eneste, der bringer Bud fra den larmende By udenom. De Kursøgende ligger, dækkede af Tæpper, paa deres Liggebaarer, nogle sovende, andre læsende. Hist og her er en og anden i Færd med at rive Gruset i Gangene eller pusle lidt om de Hvileende. Lederen, Sygeplejerske Frk. Bruun-Petersen, viser os rundt, stilfærdigt og beskedent fortæller hun, og bag Ordene mærkes en Kvindes velsignede Omhu og Pligtfølelse. Der er de nye Liggetelte - for af Træ har vi jo endnu haft Raad til at have dem - og derhenne ligger det lille Hus, vi begyndte med - der var kun Plads til 12, og nu er vi oppe paa over 30. De kan tro, der er fredeligt og rart heroppe, - derhenne og nede ved Søen har vi en dejlig udsigt. Og Frøkenen fortæller, hvor trangt det har været for saa mange Mennesker, der fra dem er gaaet ud i Livet for at søge Arbejde og har faaeet Nej, fordi de endnu var svagelig og intet havde at staa imod med - - - og videre om Sygeplejersken, der bringer Mad fra Bastionen ud til dem, der har det drøjest - - ellers er det saadan, at den Kursøgende skal have Lægens Attest for at blive optaget, saa kan han komme der om Morgenen ganske tidlig og faa sin Pleje hele Dagen: Først Malt, Kl. 11 Havregrød og en halv Pot sød Mælk, Kl. 2 mad fra Kvindernes Køkken, Kl. 5 Cacao og Boller - - og der skal jo en hel Del dertil - men Publikum har ogsaa hele Tiden vist Tanken den størst mulige sympati, og jævnlig kommer der Bidrag, snart fra Kontorer og snart fra Arbejdspladser.

Endnu har de egentlig ikke manglet, men der er saa mange, der maa gaa forgæves, fordi Midlerne alligevel er begrænsede. Bøsserne til "Bropengene" plejer at give en Del, og nu er det jo Meningen at udstede Legatbreve til Legater paa 200 Kr. Legatstifteren har da Ret til at belægge en Seng, og Legatet faar Stifterens Navn. At være Medlem af Hjælpekorpset koster 22 Kr. om Aaret. Pengene hentes af Inkasso banken.

Oppe paa Voldskrænten staar Dueslaget med Duerne, der snart skal sendes til Provinsen og derfra bringe Bud tilbage om Hjælpen, der kom derudefra, naar den føromtalte Provinsindsamling finder Sted.

Læser, naar Du i disse Dage kommer over Broerne og ser de kendte Bøsser til "Bropengene", husk da paa de Syge, der søger Hvile og Pleje deroppe paa Volden, de, som Samfundet, Du og jeg, alle vi der er raske, har Pligten til at hjælpe. Eller mæld dig ind i Hjælpekorpset, og skulde Du en Dag have en halv Times Tid tilovers, naar din Vej falder forbi, saa gaa derop, der er aabent for alle, der hænger en Bøsse paa et Træ, og det gør altid godt at hjælpe - og en god Tanke fortjener at støttes.

E. B.

(Social-Demokraten 10. august 1910)

De omtalte brevduer var skænket af brevdueforeningen København. 

Fotograf Holger Damgaard (1870-1945). Hjælpekorpset Kalvebod Bastion. Det Kongelige bibliotek. Materialet er fri af ophavsret.

Bastionen blev senere brugt til kulturelle arrangementer: dens indre som scene og voldens top som tilskuerplads. Det gammelt vagthus, der blev brugt til sergentbolig, dannede en fin kulisse. Det første arrangement var med et herrekor på 25 mand under ledelse af komponisten Joseph Hammermüller, organist ved Sankt Ansgar i Bredgade. 

Legatplads for tuberkuløse børn. Illustration fra Social-Demokraten 1. februar 1911.

Store Bededags aften på volden. Barnekoret Snehvide sang for luftkurstedets pensionærer. Tegning fra Riget (København) 3. maj 1912.

Friluftssygehuset paa den grønne Vold.

Hjælpekorpset holder Jubilæum.

Hjælpekorpset - patienter paa Volden med Bastionens Kælebarn: Geden.

Kneb det lidt til at begynde med, saa groede Arbejdet saa meget des bedre efterhaanden som Folk saa, hvad godt, der her blev udrettet. De grønne Volde paa Kristianshavn kom til at staa i Folks Bevidsthed som én folkelig Kur, der bragte Lindring til adskillige og Sundhed til mange. Smaakaarsfolk, hvem Arbejdet bandt til Byen, og som det samtidig var en Livsbetingelse at aande frisk og god Luft, fandt paa Christianshavns Vold det Friluftshjem, der bragte den

Helbredelse, de trængte. Piger og Drenge, hvis Lunger var angrebne af den snigende Tuberkulose, fandt og finder dér en Legeplads, der giver dem nyt Liv, saa de kan vokse op som sunde og livsglade Mennesker, der har en arbejdsrig Fremtid i Vente. Overordentligt Gavn gør denne Vold, Friluftssygehuset midt i Byens Hjerte.

Nu da det kan fejre sit Jubilæum er det derfor ogsaa dobbelt værd at slaa til Lyd for. Det startedes af Grosserer Aksel Kjeldsen og hans Hustru, en sjælden god Kvinde, som ofrede

Tid og Penge paa at gøre Volden til en virkelig Kuranstalt for Byens fattige Tuberkuløse. Utrættelig var hun i sit Arbejde, indtil Døden bortrev hende, og utrættelig arbejder hendes Mand nu videre med det Friluftssygehus, som hun saa opofrende fik sat i Gang. Og som siden er vokset større og større, indtil det nu i Dag er et uundværligt Led i Københavns Kamp mod

Tuberkulosen.

(Aftenbladet 10. august 1916).

Ogsaa et Stykke Vold.

Grosserer Kjeldsen nyder Udsigten.

Det er ikke alene den gamle Vold ovre ved Amagerbro, der er blevet pudset op og gjort til et smukt Anlæg. Ogsaa Hjørnet af Christianshavns Bastion ud mod den nye Langebro er pudset op og gjort helt pynteligt. Man har deroppefra en straalende Udsigt over hele Københavns nye Havn med al dens travle Liv - det er gammelt og nyt, der mødes her i den bedste Harmoni. Vor Fotograf har taget et Billede herfra netop som Grosserer A. Kjeldsen, Lederen af Hjælpekorpset fra Bastionen, de Tuberkuloses Tilflugtssted, sad heroppe og nød Udsigten.

(Aftenbladet (København) 16. august 1916).

Hjælpekorpset jubilerer.

Formiddagsidyl paa Kalvebod Bastion, hvor Børnene leger, og de Voksne spiller Kroket.

Hjælpekorpset paa Kalvebod Bastion har nu bestaaet i 10 Aar og er fra en lille begyndelse vokset op til et Foretagende, der baade hjælper mange og tillige indgyder Respekt for den Utrættelighed, hvormed Stifteren, Grosserer Kjeldsen, stadig har arbejdet for at bringe det frem.

Kommunens Hjælp er skaffet - den er paa 10,000 Kr. om Aaret - og Offentliglieden hjælper ellers meget. De store Mælkespande der staar flere Steder rundt i Byen, bl. a. paa Knippelsbro, indbringer ca. 4000 Kr. og fra Private kommer mange Gaver. Saaledes er der i Anledning uf Jubilæet, der falder paa Søndag den 10., fra to Anonyme skænket 1000 Kr. ialt. medens Pladsarbejderne hos Burmeister & Wain har skænket 182 Kr., som oprindelig var bestemt til Anvendelse paa en Skovtur.

Hovedsagelig benyttes det baade kønt og frit beliggende Sanatorium af to Kategorier af Tuberkuløse: De, der venter paa at komme paa et Hospital, og de, der er udskrevne fra et Sanatorium og nu, ikke fuldt arbejdsdygtige, søger Rekreation for at blive det.

Først og fremmest er det de mindre Bemidlede, Voksne og Børn, der søger til dette vort eneste Luftkursted, som hidtil ikke har nydt nogen som helst Form af Statstilskud. Det burde have faaet det i Aar.

I hvert Fald maa det ikke vente, til de 25 Aar er naaet. 

(Aftenbladet (København) 8. august 1919).

Vinterliv paa Hjælpekorpsets Bastion.

Der kaldes netop i denne Tid fra mange Sider paa Godgørenheden, men paa Grund af denne "Sæson-velgørenhed"  vi mener Ikke noget ondt med Ordet - maa man ikke glemme de Institutioner, der hele Aaret rundt arbejder stille paa deres Maade til Samfundets Gavn.

En saadan Institution er Hjælpekorpset Kalvebod Bastion, der i det nu forløbne Aar har behandlet ialt 208 Personer og i hele sin Levetid ialt 1449 Mænd, Kvinder og Børn. De, der optages paa Bastionen, er dels Patienter, der venter paa at blive indlagt paa Hospital eller Sanatorium, dels Folk, der efter Udskrivelse fra disse to Steder ikke kan klare sig. Ikke mindst paa dette sidste Punkt ligger Hjælpekorpsets store Betydning. Uden Støtte fra dette vilde i mange Tilfælde de Udskrevne være være vendt tilbage til ny Hospitalsbehandling, og den er for Tiden ikke billig for Kommunen.

Den koster nemlig ca. 20 Kr. pr. Sygedag, medens Behandlingen paa Luftkurstedet kun koster en Tiendedel deraf eller ca. 2 Kr. - Administration, Lægehjælp m. m. iberegnet. Her arbejdes nu ogsaa efter Principet: Hjælp til Selvhjælp.

Desværre - naar Aaret nu rinder ud, staar Institutionen med en tom Kasse, men det skulde jo nødig vare mange Dage, før Bunden begynder at blive dækket. Den stigende Vandstand kommer, som i alle de foregaaende Aar, senere.

Et saadant Arbejde i Humanitetens og Samfundets Tjeneste fortjener al Støtte.

(Aftenbladet (København) 14. december 1920).

En del af den integrerede institution Langebro som findes på kurstedets areal. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hjælpekorpsets 13-Aars Fødselsdag.

Den lille Garde løser af.

Ligesom Tivoli har Hjælpekorpset nu ogsaa faaet en Garde, "den lille Garde" kaldet. Børnene, der gaar til Kur paa Kalvebod Bastion, har dannet denne Trop, og i Dag, da Korpset fylder 13 Aar, vil det udstille Vagtposter ved Opgangen til Bastionen og forskellige Steder paa denne, bl. a. ved Redskabshuset med den evigt drejende Mølle.

Kurstedet, for hvilket bl. a. Grosserer Kjeldsen har arbejdet utrætteligt i de forløbne Aar, har i den Tid været besøgt ialt af 1683 Voksne og Børn.

HjæIpekorpset har paa forskellig Maade gjort meget godt for Byens Tuberkulose, hvoraf mange ved dets Hjælp er kommet bedre over den vanskelige Tid efter et Hospitals- eller Sanatorieophold end ellers vilde være Tilfældet.

Dagen i Dag vil blive fejret ved en Festlighed paa Bastionen med Chokolade og Festmiddag, skænket af Kvindernes Køkken. Under Middagen spiller et Orkester, dirigeret af Hr. Siegfred Henriksen, der aldrig har svigtet ved nogen Festlighed i de forløbne Aar.

Kl. 3 sendes der 25 Balloner til Vejrs, og den, der først indbringer en Ballon med paahæftet Seddel, faar af Børnene overrakt et Gevær.

Dette er ligesom Gardens Geværer lavet af Patienterne ved Hjælp af gamle Bræddestumper og Rester af de saakaldte Elektrikerrør.

(Aftenbladet (København) 10. august 1922).

Hjælpekorpset benyttede ganske mange måder at indsamle penge. I 1910 udkom et blåt 10 øres frimærke med Københavns Luftkursted. Kalvebod Bastion. Der blev også lavet fortrykte Postkort. Hjælpekorpsets Luftkursted.

Der var dagsanatorium indtil ca. 1973, og fra ca. 1951 husede bygningerne tillige "Hjælpekorpsets Børnehave". Hjælpekorpsets formål var "ved praktiske og pekuniær henseende overkommelige foranstaltninger at komme byens ubemidlede tuberkuløse effektivt til hjælp".

Foto fra Hjælpekorpsets jubilæum, Kalvebod Bastion. B. T. 9 august 1922.

Enkelte af Hjælpekorpsets liggehaller eksisterer endnu, men benyttes i dag af en børnehave. Voldkronen er utilgængelig for andre end børnehavens tilknyttede. Men her et foto fra bastionens indre, med vagthuset i forgrunden. Langebro ligger bag ved bygningerne, og kan altså ikke ses på dette billede.

Lersøens Forvandling. (Efterskrift til Politivennen)

Bispebjærg Hospital set fra Lersøen.

København har faaet en ny og meget interessant Gade: det er Tagensvej. For nogle Aar siden var den spæd som et lille Barn, egentlig kun en Sti, der løb bag Blegdamshospitalet langs Fælleden. I Regnvejr henlaa den i Morads, om Aftenen oplystes den af et Par døsige Lamper, der kun forøgede dens Mystik og Skummelthed, og hver den egentligt udmundede, vidste ingen undtagen Nattens hjemløse Eksistenser, der flakker om i Storbyens Udkanter som vilde Dyr i Djunglen.

Det er saa kort Tid siden. Og nu genser man dette Kim til en Gade, fuldt udviklet som Ællingen, der bliver til Svane, stor og bred og stadselig - en imponerende Storstadsgade af nyeste Tilsnit, flot anlagt med ødsel Fortovplads, elegant Brolægning og Gærder af stærkt lysende Gaslygter. Den bruser forbi Fælleden, den skærer først Nørre Alle, saa Jagtvejen, og derpaa styrer den videre i lige Linie ud af Byen, over Lersøen og op til Frederiksborgvejen, Højderne omkring Bispebjerg, hvor den standses af Enge og Kornmarker. "Linje 10" løber klemtende med, omtrent til Slangerupbanen, og smukke, moderne Bygninger rejser sig paa begge Gadens Sider, helt ud til Randen af Lersøen, som breder sig i et Dalstrøg fra Frederikssundsvej østpaa hen mod Hellerup.

Herude brydes By og Land for Tiden stærkere end paa nogen anden Kant af København. Der er hele den krydrede Duft af Forstad og frisk Landliv, som er saa karakteristisk for en Bys Periferi. Fabriker, der er trængte ud fra Nørrebro, ligger halvtskjult mellem grønt, med Bundter af rygende Skorstene strittende op mod Himlen. De to Jærnbanelinier, Klampenborg- og Slangerupbanen, suser forbi halvfærdige Bygninger og Oplagspladser, smutter under Viadukten, som dannes af Tagensvej og forsvinder mellem Lersøens Pilekrat. Paa Bispebjergs Skrænter smælder Dannebrogsflagene i den blaa Sommerluft fra en Samling Kolonihaver, og øverst deroppe staar gamle, straatækte Bøndergaarde og ser forundrede ud over den graadige Storby, der æder sig nærmere og nærmere for at sluge dem selv i den næste Mundfuld. Det nye Bispebjerg Hospital ses favnet af Marker, sin Fuldendelse nær, en Gruppe prægtige røde Bygninger, hvis friske Sten lyser i Solen. Og gennem hele Dalen gaar Lersøen, den gamle Lersø, før saa berygtet, nu blomsterbevokset, næsten smuk som en Have.

For en Københavner, der ikke har fulgt sin Bys Udvikling, er det noget af en Lysttur og noget af en Opdagelsesrejse at besøge Lersøen paa en af disse smukke Augustdage. Det mægtige Areal, der før var halvt Sump, halvt Eng, har enkelte Steder endnu saa meget Karakter af et Vildnis, at man kunde vandre omkring mellem Grøfter og Krat og mandehøjt Græs med Følelsen af at befinde sig paa Malajkysten, hvis man ikke havde Raadhustaarnet blinkende i det Fjærne. Men det er dog ikke mere den gamle Lersø, det stinkende Oplagssted for Dag- og Natrenovation. Natrenovationen gaar nu ud i Kongedybet, og af Dagrenovationen aflæsses endnu kun en ganske lille Del paa en kort Strækning ved Jærnbaneviaduken.

Resten af den gamle Lersø henligger som et nydeligt Landskab, allerede saa smaat forberedende sig til at overtage sin Rolle som Byens yderste Park. Kommunen har grundig udrenset hele Terrænet, har ladet det planere og har inddraget et stort Stykke til sit fremtidige Gartnere. Hele Foraaret er her belven arbejdet af flittige Hænder, og i Hjørnet op mod Bispebjerg begynder Drivhusene at rejse sig. Der staar 5-6 aflange Bygninger, et stort, rundt Palmehus og et Kompleks for Varmeanlæg. Om kort Tid vil et moderne indrettet Gartneri være fuldt færdigt, og saa gaar man i Gang med for Alvor at skabe Lersø-Parken.

Det er gjort med et Par Spadestik. Thi den gamle, blomstrende, pilebevoksede Eng er en Park i sig selv, rummende en stor Del ægte, dansk Naturskønhed indenfor sit udstrakte Omraade mellem Bispebjerg, Hellerup og Utterslev. Den venter med aabne Arme paa at modtage Københavnerne paa deres Søndagsudflugter.

Men endnu er den Stedbarn. Dens gamle Stamgæster, Ferdinand Eriksen, Karen Spidsmus, Bræddestablen og hvad de hedder, alle Byens mange Hjemløse, har forlængst vendt den Ryggen og søgt andet Tilflugtssted. Og sjældent finder andre Vej ud til dette Stykke grønne Danmark midt mellem Københavns Fabriker, skønt Sporvognen standser ved dets Rand. Her og der vandrer en ung Pige midt i det lyse Solskin, et Par Børn dukker op fra et Pilekrat paa Jagt efter Sommerfugle, en græssende Hest vrinsker i det Fjærne, og borte paa Stenoplagspladsen ved Tagensvej gaar en Flok Arbejdere og ruller Skærver af Sted paa Trillebøre. Det er Lersøen, som den ligger og venter paa at blive Folkepark.

G.-g.

(Social-Demokraten 8. august 1910).

Ukendt fotograf: Udsigt fra Tagensvejbroen over Lersøen, med Slangerupbanen. 14. september 1910. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Fra Nyboder til d'Angleterre. (Efterskrift til Politivennen)

 Fra Nyboder til d'Angleterre.

En gammel Gaard.

I det regelmæssigt anlagte Adel- og Borgergadekvarter skyder Helsingørsgade sig ind paa tværs som en Kompasnaal med lidt vestlig Misvisning. Retningen peger mod Nord op til Helsingør, Sundets gamle Toldport. Men nu er Vejen spærret, og Gaden lukket inde mellem de to gader med det fine Navn.

Kommer man fra Adelgade tager den lille Helsingørsgade sig ganske pyntelig ud med de mange gamle Huse og de spraglede Facader, som vor berømte Forskønnelsesforening har ladet male op. Hjørnet flankeres af to saadanne Modsætninger som Sukkerhuset og "det skarpe Hjørne", hvor der nu er beværtning. Læg en Gang Mærke til det morsomme Liniespil i denne Bindingsværksbygning! Stuerne er lavloftede, men der er en egen jævn Hygge over dem. Det er ikke nogen "Snask". Her kommer mangen Arbejder og faar sig en Hjærtestyrkning efter Dagens Slid. Værten lukker tidlig om Aftenen og tager i Skoven om Søndagen.

Det skarpe Hjørne.

Den moderne Fabriksbygning og det gamle Hus paa hvert sit Hjørne - det er to Modsætninger og to Tidsaldre, som træffer sammen.

Da Haandværksmesteren sagde Nej til Christian 5.

I Aarene 1650-53 udstedte Frederik 3. Skøder paa en stor Mængde Havegrunde ved den østlige Ende af Sortedamssøen. Kongen lod nemlig sine Ejendomme gennemskære af Gader og udlagde regelmæssige Firkanter mellem dem til Køberne. Hovedvejen fra Byen mod Nord fik navn af Helsingørsgade, og vi træffer da her Gaden i Forbindelse med den gamle Landevej.

Gaden laa hen i lang Tid uden at være reguleret og bebygget. Det var Christian 5.s Mening, at den skulde forlænges til Store Kongensgade. Men en Haandværkers Hus laa i Vejen og Manden vilde ikke rive sit Hus ned.

Helsingørsgade har i vore Dage en lignende Mand blandt sine Grundejere. Han er Fabrikant af Loddekasser til Justerkammeret og hedder Brynger. Det er ham der ejer Nr. 23, som endnu kaldes

det gamle Brænderi.

I Stuen har der været Bordel, i Baghuset Brændevinsbrænderi og Maltgøreri. Paa 1. og 2. Sal i Bagbygningen var Køerne indlogerede. Nu staar det hele tomt. Der findes ikke en hel Rude i Ejendommen. Et Par Vognmænd har lejet Staldrum i Stuen. Da jeg spørger en af dem, om der bor Mennesker her i Huset, svarer han meget karakteristisk:

- Her kan kun trives Dyr!

Grunden støder lige op til Lysstationen i Adelgade. Men da Ejeren forlangte en vanvittig Pris, sagde Kommunen Nej Tak. Nu vil Hr. Brynger nok sælge; han er i hvert Fald til at faa i Tale. Men Kommunen har Tid til at vente.

Inde i Gaarden træffer jeg den mærkelige Mand, som hellere lader Huset staa tomt end sælge det for en rimelig Betaling. Hr. Brynger er en lille, hvidhaaret Mand med klare, blaa Øjne. Der siges, at han skal være en rig Mand. Han taler med lidt rystende Stemme og har vanskeligt ved at huske, hvad der ikke er saa underligt, da han er 84 Aar.

Han staar med en knækket Rude i Haanden. Glarmesteren skal skære den over, saa den kan bruges i en anden af Hr. Bryngers Ejendomme. Det gælder jo om at spare. Knibe og spare, det er den rige gamle Herres Forretningsprincip!

Da Glarmesteren har faaet omhyggelig Besked, vender Hr. Brynger sig om mod mig og spørger:

- Ved De nogen, der vil købe Huset?

Jeg gaar ind paa hans Tankegang og spørger:

- Hvor meget skal det koste?

Den gamle Mand bevæger Fingrene, som om han talte Pengesedler.

- Ja, lad mig nu tænke mig lidt om ... Jeg kan ikke huske det altsammen. Man bliver jo gammel.

Saa kommer der Glans i Øjnene. Han siger rask:

-  De kan faa det for 45,000 Kroner.

- Det er for meget! siger jeg uden at betænke mig.

Der kommer et skuffet Udtryk i hans gamle Ansigt.

- Der er jo en stor Grund ... svarer han. Men hvis jeg kan faa Pengene med det samme, skal De faa Huset for 42,000 ... 42,000 Kr. ja ... Naboejendommen kan købes for ... 1, 2, 3, 4 ... (saadan maa jeg tælle) ... 11,000 Kr. Den er ikke mere Værd. Men min Grund er god ...

Der er noget uhyggeligt ved denne Olding, for hvem Pengene er alt. Hele hans Tankeliv kredser om Gulddyngerne. Og mens hans Tanke ustandselig beskæftiger sig med Pengene, drysser Murværket ned. En skøn Dag vil det ikke være andet end en Hob Ruiner. Han gaar i en stadig Angst for at blive snydt, uden at tænke paa, at selve Tiden arbejder paa at kuldkaste hans Planer.

En Arbejder, jeg træffer, kender Gaden ud og ind, thi han har boet 11 Aar i samme Lejlighed.

Vi følges ad til hans Lejlighed op ad en smal Trappe. Fra Trappen er der udsigt til en lillebitte Gaard hvor en gammel, halvblind Kone sider og kæmmer et seksaars Pigebarn. Paa Trappen lugter der stærkt af Katte, og Kattene spiller en stor Rolle i Helsingørsgade. Hvis de ikke var, havde Rotter og Mus jo frit Spillerum.

Min elskværdige Cicerone standser ved en af de øverste Etager og lukker op. Jeg staar i et lille, mørkt Køkken, der mere ligner et Skab. Komfuret er muret op af Sten.

Saa kommer vi ind i Stuen. Den er smal og lav. Bjælkeloftet er sort af ælde. Møblerne er faa og tarvelige; et Bord, nogle Stole og et Skab.

Sovekammeret er endnu mindre. Der kan lige staa to Træsenge. En Luge ud til Naboejendommens Gaard besørger Tilførselen af Luft og Lys. Det er det hele.

Lejlighederne koster 10 Kr. maanedlig, og Manden synes, at det er meget billigt.

Jeg kunde fylde en hel Avis med Beskrivelse fra disse gamle Huse. Et Sted er Gaardspladsen ikke større end at der lige akkurat er Plads til - et Pissoir! I en anden Gaard snadrer Høns og Ænder om. Overalt møder Øjet gamle, arkitektoniske Pudsigheder Side om Side med skumle Kroge, der bogstavelig talt stinker af Nød og Elendighed.

Man behøver ikke at rejse til Hamborg eller London for at studere Fattigkvarterer. Vi har udmærkede Eksempler  her i København.

Helsingørsgade bliver nu, da dette skrives, forsynet med engelsk Brolægning, men det vil næppe berøve den dens ejendommelige Præg. De smaa Cigarforretninger, som ejes af Damer i forskellige Aldre, vil sikkert leve længe endnu.

Forøvrigt faar Damerne det bedste Skudsmaal. De drikker ikke og laver ikke "Panik". Flere af dem fungerer som Vicecærter. Det er maaske derfor, at Postkortene er blevet saa billige.

Meget fremtrædende i Gadens Fysiognomi er

Logishusene.

Omtrent midt i Gaden ligger "Løven". Skraas derover for skinner "Stjernen", hvor der hovedsagelig udskænkes Stjerneøl. Det er mest Handelsfolk o. lign. der søger her. Huset siges at være henved 300 Aar gammelt og ligger paa den gamle Landevejskros Grund. Værelserne er smaa, men propre.

Midt i Gaden ligger den nye, kommunale Badeanstalt, hvis smukke, solide Facade stikker uendelig af mellem de gamle Rønner. Modsætningen mellem den nye og den svundne Tid er alligevel saa stor at ingen Bro fører derover.  Hver for sig staar de som Repræsentanter for en bundforskellig økonomisk Udvikling. De gamle Huse symboliserer hvad Fortiden mente var tilstrækkeligt for Arbejderne, d. v. s. Tag over Hovedet. Socialismen kræver desuden Lys, Luft og Hygiejne.

Et glimrende Eksempel herpaa ser vi i 

det nye Elektricitetsværk,

hvis Akkumulatorhus ligger i Helsingørsgade, men iøvrigt har Facade baade mod Borgergade og Adelgade. Der er noget djærvt og fuldtud moderne over disse store, røde Murstensflader. Mægtige Sandstensblokke indrammer Porten i Adelgade. Det hele er stort, solidt og vægtigt.

Det gamle Elektricitetsværk i Adelgade, blev anlagt i Aarene 1890-92. Det viste sig snart at være for lille, og Kommunen købte saa grundene i Gotersgade Nr. 28, Adelgade 14 og Helsingørsgade 3. Heller ikke denne Udvidelse slog til. Elektricitetsforbruget steg hastigt og Kommunen maatte paany købe, denne Gang Borgergade Nr. 15, Adelgade 12 og 16 og Helsingørsgade 5. Værkets Udvidelse har ialt kostet 939,151 Kr. og hele Grunden har nu et Areal af 12,000 Kvadratalen. Stationen forsyner væsentlig Byen indenfor den gamle Voldlinje og kan yde Lys til 70,000 samtidigt brændende Lamper. I 1902-04 er det nye Elektricitetsværk opført for ca. 1 3/4 Million Kroner.

Set fra Galleriet frembyder den store Maskinhal

et imponerende Skue.

Man ser de store, høje Dampmaskiner, hvis Svinghjul vejer 50,000 Pund hver og udsender en hel Blæst, idet de hvirvler Rundt. Lige ved Siden af dem staar Dynamoerne, der ligner Hjulkasserne paa gamle Dampskibe. De gør ca. 100 Omdrejninger i Minuttet. Rør og Ledninger omgiver dem som et mystisk Spind. Gennem Gulvets Jærnrister skimtes Kedlerne, hvor Ilden raser i et Helvede paa 1000 - Tusind - Graders Varme.

Trods de vældige Kræfter, som er i Bevægelse, hersker der dog en ejendommelig, tryg Ro i den smukke Hal. Maskinerne duver taktfast, nogle Arbejdere gaar stilfærdigt omkring med en Smørekande og retter lidt hist og her. Maskinerne betjener sig selv mekanisk. Selv ved Fyrstederne drejer Risten sig automatisk frem og tilbage.

Saa vidt er vi naaet. Saa sikkert anvender vi Naturkræfterne i Menneskehedens Tjeneste. Hvad vilde Christian den Femtes Borger i Helsingørsgade mon have sagt, hvis der en Dag var kommet en Mand og havde fortalt, at om 200 Aar skulde man samle Lyn i store Kasser nogle faa Skridt fra hans Hus? Han havde rimeligvis rystet paa sit halsstarrige Hovede og erklæret, at Gud lod sig ikke spotte. Lynet skulde Mennesker nok holde Fingrene fra!

J. J. Kronstrøm.

(Social-Demokraten 28. juli 1910)

Jeg har udskiftet Mediestreams tegning "det skarpe Hjørne" med: Maler, tegner, børnebogsforfatter Sigrid Bech-Knudsen, Sigrid (1890-1947): Hjørnet ved Helsingørsgade, 1910. Det Kongelige Bibliotek, materialet er fri af ophavsret.

Kakerlakker paa Centralværkstederne. (Efterskrift til Politivennen)

Kakerlakker paa Statsbanekontorerne. Ude paa det yderste af den nye Banegaards Terræn i København, i Nærheden af den i sin Tid saa meget omtalte Djævleø, og i Tilslutning til de store Centralærksteder har Statsbanerne opført nogle kontorbygninger. Disse er i Øjeblikket truede af en meget alvorlig Plage, idet der vrimler saaledes med Kakerlakker, at Opholdeet paa Kontorerne er næsten umuligt for Personalet. Man har allerede maattet omlægge flere af Gulvene og tilkitte alle Revner og Sprækker for at forhindre de uappetitlige Dyr i at komme frem. Men ikke engang det har kunnet hjælpe, og Statsbanerne maa nu rimeligvis anvende adskillige Tusinde Kroner til en rationel Udryddelseskrig mod Dyrene.

(Næstved Tidende. Sydsjællands Folkeblad 1. august 1912).

Administrationsbygningerne, nutidigt foto. Erik Nicolaisen Høy.