Henrettelsen i Kleitrup. Skarpretteren er ifølge "Hobro Av." din 3. ds. indtruffen til Hobro med to Medhjælpere, og de nødvendige Arbeider, som skulle foretages paa Pladsen, hvor den uhyggelige Retfærdighedshandling skal foregaa, ere paabegyndte. Saavel Politimesteren som Skarpretteren have været i Kleitrup for at give de i saa Henseende nødvendige Anvisninger og Ordrer. Efter Forlydende slal den Dødsdømte have en Forudfølelse af, at hans Tid snart er omme, og være meget nedtrykt. Idag skulde han taget til Alters af Provst Hansen, der, som det hedder, ifølge Delinkventens Anmodning ligeledes vil staa ham ved Siden i Dødsøieblikket. For at overholde Orden ved Henrettelsen afmarcherede der ifølge "Vib. Stiftst." fra Viborg Garnison i Morges et skarpt Kommando under Kaptain Worm, en Premierløitnant, en Stabssergent, en Oversergent, to Sergenter, en Korporaler, to Reservespillemænd og 50 Menige.
(Nationaltidende 4. januar 1881. 2. udgave)
Provst Hansen, Hobro havde konfirmeret Rasmus og anså ham ikke for den forhærdede og onde forbryder som andre ville gøre ham til. Ifølge Hansen virkede Rasmus som et ulykkeligt og angrende menneske, som i vild fortvivlelse havde gjort en forfærdelig forbrydelse, og hvis sjæl pintes af ugerningen, og som var bange for ikke at finde Guds nåde efter døden. Provsten var ikke i tvivl og udtalte: "Rasmus Mørke dør som en troende og angrende kristen."
Morderen Rasmus Mørke. Efter modtagen Meddelelse vil Morderen Rasmus Mørkes Henrettelse foregaa i Kleitrup paa Gjerningsstedet, Onsdag den 5. Januar 1881 Kl 8½ Morgen. Arrestanten skal ingenlunde have vist Tegn til Anger eller Længsel efter Exekutionens Fuldbyrdelse, hvad heller ikke hans fornylig stedfundne Udflugt fra Fængslet tyder paa, men har siden Dommens Forkyndelse baaret en mærkelig Ligegyldighed. Naar Exekutionen først finder Sted den 5. Januar, medens Dommen under 22. denne Maaned skal være forkyndt, formenes det at have sin Grund i, at den forhaanden værende Julehøitid har lagt Hindringer i veien for Forbryderens Forberedelse til Døden; den Præst, der skal berede Domfældte og meddele ham Alterens Sakramente, skal saaledes først idag Mandag se sig i Stand hertil. Skjønt det synes utroligt, saa forlyder dog, at det paa Grund af manglende officiel Oplysning have været forbundet med Vanskelighed at træffe den fornødne Aftale med Skarpretteren, ja det hedder endog, at Politiet først har været henvist til en Skarpretter i Horsens, men modtog den Efterretning, at Paagældende for flere Aar siden er død. En Afdeling Militær vil efter Forlydende være til Stede ved Exekutionen for at forhindre Uorden.
(Dags-Telegraphen (København) 4. januar 1881).
Om Morderen Rasmus Pedersen Mørkes Henrettelse skriver "Vib. Stiftet." af 5te Januar: I Henhold til Hs. Majestæts allerhøjeste Sanktion blev den Arrestanten Rasmus Pedersen med Tilnavn Mørke ved Højesteret idømte Livsstraf for i Sommeren 1879 at have myrdet Detailhandler P. Pedersen i Kleitrup og dennes Tjenestekarl Anders Jensen Bødker fuldbyrdet i Formiddags Kl. 8½. Paa en Hedeparcel c. Miil fra Gjerningsstedel var der i de for udgaaende Dage reist et Skafot og i Morges tidlig ordnede Skarpretteren og hans Hjælper det Fornødne i Anledning af Executionen. Efter at Byfoged Christensen fra Hobro, Provst Hansen fra Spendrup og Distriktslæge Magnus vare ankomne, kom Arrestanten kjørende i lukket Vogn til Retterstedet, Vognen eskorteret af ridende Bønderkarle. Kl. 8½ blev Arrestanten af de sammen med ham i Vognen siddende 2 Betjente ført op paa Skafottet, hvor hans Lænker strax bleve løste, og derefter oplæste Politimesteren Conclusionerne af de i de trende Instantser afsagte Domme samt Hs. Majestæts Sanction. Arrestanten blev nu ført hen til Provst Hansen, der i de foregaaende Dage ofte havde talt med ham i Fængslet og igaar havde meddeelt ham Alterens Sacramente og som var den eneste Geistlige, med hvem Rasmus Pedersen vilde tale, og efter at Provsten en kort Stund havde talt med ham og yderligere forberedt ham til Døden, blev han overgivet til Skarpretteren. Denne, iført sort Kjole og hvide Glacehandsker, i Forbindelse med Hjælperen afførte ham nu Frakken og Vesten samt blottede Halsen, og efter at den Geistlige atter havde talt nogle faa Ord - hvilke ikke kunde høres - til Rasmus Pedersen, lagde denne sig paa et til Blokken stødende Skraaplan, Hovedet blev lagt paa Blokken, to Bøiler lagte over Halsen og paa et af Underdommeren givet Vink tog Skarpretteren nu Øxen og med et kraftigt Slag skilte han Hovedet fra Kroppen. Hans sørgelige Hverv var nu endt og Hjælperen tog Hovedet og viste det frem for Mængden til alle Sider. En sort Kiste blev derefter bragt op paa Skafottet, Liget lagt deri og derpaa kjørt til Kleitrup Kirkegaard, hvor det blev begravet, altsaa paa samme Kirkegaard som de 2 Myrdedes Lig. Efter sikkert Forlydende havde Provst Hansen igaar telegrapheret til Hs. Maj. Kongen og anraabt om Benaadning for R. Pedersen, men forgjæves. R. Pedersen var, navnlig medens han afførtes Klæderne, meget rystet og tilsyneladende bevæget under Samtalen med den Geistlige, for hvem han skal have udtalt en oprigtig Anger. Provst Hansen var ogsaa meget bevæget under denne hans sidste Samtale med ham, og var det R. Pedersens udtrykkelige Ønske at han vilde følge ham paa hans sidste Vandring. Skarpretteren optraadte paa en rolig og værdig Maade, endskjønt det var den første Dødsdom, han exekverede. Hele Handlingen varede kun et Kvarteerstid. En uoverskuelig Menneskemasse, formeentlig 7 a 8000 havde samlet sig, og de Forreste stode umiddelbart op til Skafottet, kun en Række Militair imellem. Ikke alene saaes paa Veiene umaadelige Vognrækker, men en Mængde Fodgjængere saavel fra Randers, Hobro og Viborg og endog Mange langvejs fra, og af disse vare allerede Mange komne dertil igaar. Uagtet Forsamlingen var saa talrig, herskede der god Ro og Orden og hverken Beværtningstelte, Spektakel eller Lignende virkede forstyrrende ind i den alvorlige og gribende Handling.
(Skive Avis 6. januar 1881).
Henrettelsen ved Kleitrup. Denne saa sørgelige, men heldigvis sjældne Begivenhed havde sat en Mængde Mennesker i Bevægelse; alt ses Midnat, skrives der til os, strømmede man til den lille Landsby fra alle Sider, og henad Morgenstunden vare alle Delt lcrtil paa den sidste halve Mil opfyldte af Gaaende, Ridende og Kjørende, som alle bevægede sig mod det samme Maal, Retterstedet, der laa omtrent en halv Fjerdingvej nordvest for Kleitrup Kirke, vest for Kleitrup Sø, paa et Bakkedrag, der bølgeformt, skraaner ned mod Øst til Søens Bred. Her var Skafottet opreist paa den øverste Del af Skraaningen, et Bræddegulv paa Pæle i omtrent 2 Alens Høide, omgivet af et lavt Rækværk, saaledes at det fra alle Sider kunde overskues ganske tydeligt i den stille, klare Frostluft. Herom samledes tættere og tættere den store Menneskemasse, der mest bestod af Landboere og en Del Kjøbstadfolk fra de nærmest liggende Byer, adskillige endog langveis fra, samt nogle Kvinder af den simplere Almue.
Da Klokken var lidt over 8, ankom Forbryderen fra Hobro i lukket Vogn sammen med et Par Politibetjente; Vognens vinduer vare tilhyllede for Mængdens nysgjerrige Blikke, og den blev eskorteret af nogle beredne vander. Paa Skafottet befandt sig allerede Herredsfogden, Justitsraad Christensen fra Hobro, Provst Hansen fra Spentrup, Distriktslæge Magnus fra Hobro, Skarpretteren og hans Hjælper samt nogle Retsbetjente, alle i Embedsdragt. Efter at Vognen var kommen frem til Trappen, aabnede sig her den Kordon af Infanteri fra Viborg, som sluttede Kreds nærmest om Skafottet, og bestemt paa Slaget 8,30 aabnedes Vogndøren; Delikventen gik, ledsaget af de to Betjente, fast og rolig op ad Trappen og frem i Forgrunden mod Vest, lag Hatten af og vendte sig til Dommeren, Herredsfoged Christensen, som høit og tydelig med fast Stemme oplæste Dommen, gav ham Haanden og traadte lidt tilbage. Derefter traadte Præsten hen til ham, lagde sin Haand paa hans Skulder og førte i nogle Minuter en meget dæmpet Samtale med ham. Delinkventen syntes under denne Samtale meget bevæget, lagde sine Hænder let om Præsten, bøiede sig ind mod denne, saa at Hovedet laa ind til hans Bryst, derefter knælede han ned, og medens Præstens Haand hvilede paa hans Hoved, bad de en Bøn sammen.
Da han derefter reiste sig, og Præsten havde givet ham Haanden, traadte han et Skridt til Siden hen imod Skarpretteren, som bad ham bede sit Fadervor; og opreist, rolig med foldede Hænder, med Ansigten ud over Menneskemassen og Øinene opad, bad han sin sidste Bøn. Paa et Vink af Skarpretteren og ved dennes Hjælp afførte han sig saa i et Nu noget Tøi, Skjorten blev bøiet til Side, han lagde sig paa Blokken med Hovedet mod Vest, et Par Bøiler spændtes over hans Hals og Skuldre, hurtig, fast og sikkert greb Skarpretteren sin Økse, den blinkede, faldt, og man hørte et dumpt Slag, da var alt - Kl. 8,37, i mindre Tid end et Sekund - Hovedet skilt fra Kroppen, og det løftedes op mod Tilskuerne, medens Blodet strømmede ud over det sandbestrøede Gulv. I Løbet af 1 til 2 Minuter saas nogle Trækninger paa Lemmerne og Hovedet.
Umiddelbart derefter blev Liget lagt i den hosstaaende, simple, sorte Ligkiste, sat paa en Vogn og ledsaget af Retsbetjentene, Militæret og en Del Tilskuere kørt til Kleitrup Kirkegaard og med det samme begravet. Dommen var fuldbyrdet, den saa meget omfatte frygtede raa Forbryder, Rasmus Petersen Mørke, der ved sin grusomme Misgjerning havde vakt saa megen Rædsel i det Samfund, hvis forvildede ulykkelige Søn han var, havde nu lidt Lovens Straf. Den hele Udførelse af Dommen fra først til sidst foregik meget hurtig og med en Ro, Orden og Sikkerhed, som meget bidrag til at dæmpe og mildne det rædselsfulde Indtryk af det Skue, man her var Vidne til. Fra Forbryderen gik frem for Dommeren indtil Øksen faldt, stod de fleste af de mangfoldige Tilskuere med blottede Hoveder; der herskede overalt og alle en forunderlig høitidelig, alvorsfuld Ro og Stilhed, og den paagaende frostklare Vinterdags dæmrende Morgenstar kastede et dertil harmonerende Lys over den hele Scene og det skjønne storslaaede jydske Landskab, hvor den store Menneskemasse paa 6 til 7000 Mennesker i lidt Afstand ligesom synes at svinde sammen til et lille lavt mørkt Krat af Egepurrer saaledes som man hist og her kan se disse mellem de store nøgne Bakker. Umiddelbart efter Henrettelsen, da Liget førtes fra Skafottet, brød Solens første gyldne Straaler frem med en sjælden Glød og lagde en straalende Glans ud over det smukke Vinterlandskab, medens de mange Mennesker som mørke Punkler, Rækker af Grupper spredtes til alle Sider.
- En anden Meddeler skriver til os: Delinkventen var saavel paa Veien til Skafottet som paa selve dette, ogsaa under Oplæsningen af Dødsdommen og Forberedelsen, fuldstændig, ja endog beundringsværdig rolig og fattet, om end dybt bevæget. Han hjalp endog Skarpretteren med at trække Frakken af sig. I det Hele gjorde Delinkventen Indtryk af at være fuldstændig forberedt til at forsonet med Døden. Rasmus Petersen Mørke var c. 35 Aar gl. og født i Mørke mellem Aarhus og Ryum af Arbeiderfolk. Siden sit 7. Aar, da hans Moder boer, har han været ude at tjene, først som Dreng og senere som Karl. Delinkventen har saaledes fra sin tidligste Barndom uden Tilsyn - Faderen blev nemlig kort efter straffet med Strafarbeide - været overladt til Fremmede og har som Følge deraf faaet en høist tarvelig Opdragelse og aandelig Udvikling. Saa længe Arrestanten ernærede sig som Tjenestekarl, gik det ham ret godt; men da han for nogle Aar siden lærte Engdræning og i den Anledning kom til at flakke omkring, skeiede han ud, blev forfalden til Drik og Kortspil. Følgen heraf var, at han kom i Pengenød, forgreb sig paa andres Eiendom og blev tiltalt og straffet for Tyveri. Dette var det første Skridt paa Forbrydelsens Bane. Senere har han dog skikket sig forsaavidt vel, som han ikke har lidt nogen Tiltale eller Straf. Denne Forsømmelse i Arrestantens Opdragelse og det slette Exempel i Hjemmet, han har havt for Øie, maa i ikke ringe Grad diskulpere ham. Paa den anden Side var jo hans Forbrydelse af en særdeles afskyelig Beskaffenhed nemlig et rent Rovmord, udøvet paa en barbarisk Maade, og efter modent Overlæg. Hans Beslutning om at udføre Mordet har endog været saa stærk, at han udførte det, umiddelbart efter at han en Gang var bleven forhindret deri. Sluttelig fortjener den smukke og gribende Maade, hvorpaa hans Sjælesørger forberedte ham, at omtales ligesaavel som den Ro og Sikkerhed hvormed Skarpretteren udførte sit sørgelige Hverv.
- "Vib. Stiftstid." vil vide, at Provst Hansen den 4. ds. havde telegraferet til Kongen og anraabt om Benaadning, men forgjæves.
(Nationaltidende 6. januar 1881. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).
Angaaende Henrettelsen i Kleitrup skrives endvidere til "Jyllp.": Allerede Tirsdag Formiddag begyndte Folk at strømme til Hobro og Landsbyerne i Omegnen, og Tirsdag Aften vare alle Hoteller og Gjæstgiverier i Hobro overfyldte med Mennesker, der vare rejste dertil fra hele Jylland, og endogsaa flere fra Kjøbenhavn, for den næste Morgen at overvære Henrettelsen i Kleitrup Det var derfor med Nød og neppe at jeg fik Plads paa et af Hotellerne, og det skyldtes alene en af "Jyllandsposten"s Venners Velvillie, at jeg havde faaet sikret mig en Plads paa en Vogn den følgende Morgen. Hobro havde fuldstændig skiftet Udseende. I de ellers saa øde og tomme Gader bølgede der hele Natten en stor Menneskemasse - tildels Mennesker, som ingen Logis havde - og Hotellernes Gjæstestuer vare overfyldte.
Her taltes naturligvis ikke om Andet end den forestaaende store Begivenhed. Man vidste saameget at fortælle om Forbryderen Rasmus Pedersen Mørkes Sindstilstand og Opførsel og idethele taget om Alt, hvad der stod i Forbindelse med den forestaaende Henrettelse. Dødsdommen var bleven Forbryderen forkyndt den 22de Decbr., men man sagde, at Byens Politimester, Justitsraad Christensen havde udtalt til Rasmus Mørke - som han almindeligvis kaldtes - at han rimeligvis vilde blive benaadet; den 27de Decbr. skal det imidlertid være bleven meddelt Forbryderen, at han ikke vilde blive benaadet, og at Exekutionen skulde foregaa den 5. Januar. Denne Efterretning havde tilsyneladende ikke fremkaldt nogen stærk Sindsbevægelse hos Rasmus Mørke; han har siden den Dag spist, drukket og sovet godt og regelmæssigt, og han viste indtil i Mandags ikke nogen overdreven stærk Anger eller Angst. I Mandags bad han, om han ikke maatte tale med Byens tidligere Præst, Provst Hansen - nuværende Præst i Spentrup - og overfor ham skal han have viist sig meget angerfuld. I Tirsdags modtog han Alterets Sakramente og samtalede derefter længe med Provsten. Derefter skal han have ytret Tilfredshed med, at han skulde dø.
Efter gammel Skik har en dødsdømt Forbryder Lov til efter Forgodtbefindende at rekvirere Spise og Drikkevarer i de sidste 24 Timer før Exekutionen, og Rasmus Mørke havde da ogsaa et meget bestemt Ønske, som blev opfyldt, og som bestod i, at han Onsdag Morgen tidlig gjerne vilde have en Ret sød Sagosuppe og Beufsteg. Siden Morderens Undvigelse i Decbr. Maaned har Politiet været meget bange for, at han skulde løbe bort, og for at sikre sig derimod har han siden siddet lænket baade paa Hænder og Fødder og med to Mand til Bevogtning inde i Cellen. Forøvrigt var nu Stemningen saavel i Hobro som ogsaa ude i Landet slaaet om til Gunst for Morderen, og de Fleste nærede Haab om, at han i sidste Øieblik skulde blive benaadet.
Det fortaltes af Alle, hvem jeg talte med derom, at den Kjøbmand Peder Pedersen, som Mørke havde dræbt, var en ilde berygtet og slet Person, der flere Gange havde "slaaet" Rasmus Mørke for hans møisommeligt tjente Penge og Klæder, hvorfor denne ogsaa havde fattet et stærkt Had til Kjøbmanden, og lige til den sidste Dag angrede Forbryderen ikke, at han havde myrdet ham, hvorimod han lige fra han blev paagrebet har beklaget, at han "havde været nødt" til at myrde Tjenestekarlen.
Skarpretteren, Hr. Seistrup, var ankommen til Hobro Tirsdag Middag sammen med to Medhjælpere og havde derpaa begivet sig til Kleitrup for at føre Tilsyn med Opførelsen af Skafottet. Skarpretterøxen, som man sagde skulde være den samme, hvormed Struense var bleven henrettet, blev forevist paa Hotellet til nogle Enkelte. Det er en meget smuk og kostbar Øxe med et langt sort Skaft. Selve Øxen er af blankt poleret Staal af Form som en Slagterøxe med et bredt Blad, en smal Hals og et stort Hoved, der er hult og fyldt med Kviksølv, hvorfor den har en meget stor Vægt. Den opbevares i en særlig Kasse eller et Etui. Seistrup er en Mand af Middelhøide, kraftig bygget med et meget fast og sikkert Blik; han har tidligere været Politibetjent i Kjøbenhavn og siden Sergent i Armeen, hvorfra han overtog Stillingen som Skarpretter, der efter Sigende er lønnet med 2000 Kr. om Aaret og 100 Kr. for hver Henrettelse, han foretager. For nogle Dage siden var det Rygte bleven udspredt heri Landet, at han havde frasagt sig Bestillingen nu, da han skulde foretage sin første uhyggelige Embedsgjerning; dette Rygte var imidlertid falsk, men det havde bevirket, at Politikontoret i Hobro i Mandags og Tirsdags modtog 20-30 Breve, der indeholdt Tilbud om at udføre Henrettelsen, da Seistrup jo havde frasagt sig Bestillingen. Forøvrigt herskede der overalt stor Indignation over, at Exekutionen var bleven forhalet saalænge efter Dommens Forkyndelse for Delinkventen, og det Eneste, der blev anført som Undskyldning, var, at man ikke kunde blive færdig med Forberedelserne til Henrettelsen før Jul, idet det navnlig havde voldt endel Vanskeliglighed at faa fat paa Skarpretteren! Viborg Amt havde henvendt sig til Justitsministeriet for at faa Oplysning om hvorledes det skulde forholde sig i saa Henseende, og Ministeriet havde henvist det til en Skarpretter, der var død for flere Aar siden, og først langt om længe fik man den nuværende Skarpretters Bopæl opsporet.
Tirsdag Nat kom Hobro ikke til Ro før langt ud paa Morgenstunden, og selv da herskede der livligt Røre paa Hotellerne, hvor de Reisende, som ikke kunde faa Natteleje, fik Lov til al sidde og spille Kort o. L.
Kl. 5 Onsdag Morgen vare Alle paa Benene. Vognene kjørte i lange Rækker gjennem Byen og standsede udenfor Hotellerne, hvorfra de endnu søvndrukne Reisende kom famlende ud i den mørke Nat. Det var en kold Frostnat, stjerneklar og stille. I rask Fart bevægede det lange Vogntog - omtrent 300 Vogne - sig henad Veien til Klestrup. Nogle faa Vogne foran min kjørte den lukkede Wienervogn, hvori Delinkventen blev befordret. Klokken 4 om Morgenen tidlig var han bleven vækket af en kort Søvn. Han vaskede sig, klædte sig paa, fik rent Linned paa, spiste sin Sagosuppe og Beufsteg og blev derefter ført ind i Vognen sammen med to Politibetjente, hvorpaa Vinduesgardinerne bleve trukne for, medens Politibetjentene paa hele Veien indtil Daggry holdt et Lys tændt i Vognen. Denne var omgiven af tre Ryttere der fra Egnen, bevæbnede med Knortekjæppe; man fortalte, at Justitsraad Christensen havde glemt at rekvirere Dragoner fra Randers til Eskorte.
I den stjerneklare Nats dæmrende Belysning passerede Vogntoget Landsbyen Nørre Ousild, Herregaarden "Tjele" osv., og overalt bevægede en stor Menneskemængde sig fremad i samme Retning som Vogntoget. Først Kl. 8 naaede vi Kleitrup. Vognene gjorde Holdt i Nærheden af Retterstedet, som var anbragt paa en Mark, der tilhørte den myrdede Peder Pedersen. En uoverskuelig Menneskemængde havde allerede samlet sig udenom Skafottet, der var placeret i en Lavning med mindre Skraaninger op til to Sider. Her var bygget en med Rækværk omgiven Forhøining, omtrent 10 Alen i Kvadrat og hævet ca. 2½ Alen over Jorden; paa denne var Blokken stillet, den bestaaer af et skraat, ca. 3 Alen langt Brædt, hvis ene Ende hviler paa selve Blokken, der er temmelig smal, og hvorpaa der er anbragt to Jernbøiler.
Om Skafottet var draget en Kordon af Infanteri, et Kommando paa cirka 60 Mand af 6te Bataillon under Befaling af Kapt. Worm. Paa Skafottet befandt sig Politimesteren, Justitsraad Christensen i Gaia-Uniform, Distriktslæge Magnus, Provst Hansen, Skarpretteren og hans Medhjælper. I dæmpet Samtale gik de op og ned paa Skafottet og spejdede eller Vognen, der skulde bringe Delinkventen. Endelig kom denne langsomt kjørende hen over den ujevne, frosne Pløjejord og arbeidede sig kun med Besvær gjennem Menneskemassen til Trappen op til Skafottet. Her gjorde den Holdt og blev holdende i ca. 10 Minutter, af hvilken Grund var det mig umuligt at udfinde, medmindre det skulde være fordi Klokken ikke var fuldt Halvni. Endelig gav Politimesteren Ordre til at føre Delinkventen op. Vogndøren blev aabnet, og Rasmus Mørke traadte ud ledsaget af de to Politibetjente, der havde siddet hos ham i Vognen.
Der indtraadte pludselig Dødsstilhed over hele den samlede Menneskemasse, som for et Øieblik siden havde larmet og summet. Delinkventen gik med temmelig sikre Skridt opad Trappetrinene, han var noget bleg og noget krumbøjet, men svarede tydeligt og bestemt "Ja", da Dommeren spurgte ham, om han vilde tilstaa, at han havde begaaet de to Mord. Derefter traadte han sammen med Dommeren hen til Rækværket, hvor Dødsdommen blev oplæst af Dommeren, medens den Dødsdømte ufravendt saae Dommeren ind i Ansigtet. Da Dommen var læst op, vendte Forbryderen sig om imod Præsten, som derpaa talte i nogle Minutter dæmpet med ham. Nu kunde man først spore nogen Sindsbevægelse hos den Dødsdømte, han omfavnede gjentagne Gange Præsten, medens Taarerne løb ham ned ad Kinderne, og Knæerne begyndte at ryste under ham. Kort efter faldt han paa Knæ og modtog Velsignelsen, hvorpaa han gik hen til Skarpretteren, gav ham Haanden og vexlede nogle Ord med ham. Dødsangsten gjorde sig imidlertid mere og mere synligt gjældende hos ham, han rystede over hele Kroppen og kunde ikke selv afføre sig sin Frakke og Vest, hvorfor Skarpretterens Medhjælper maatte hjælpe ham dermed. Med et Ryk blev Skjorten bag Nakken revet over og krænget tilbage. Endnu engang vendte han sig om imod Præsten, trykkede hans Haand og lagde sig derfter med foldede Hænder og Blikket vendt opad ned paa Blokken.
I en Fart traadte Bøddelknægtene til og slog Jernbøilerne paa Blokken ned over hans Hais. Imidlertid havde Skarpretteren taget sin Overfrakke af, løftet Øxen op af dens Etui og stod nu iført hvide Handsker, sort Spidskjole, dybt udringet Vest, en blændende hvid Skjorte og Slips parat til at føre det dræbende Slag. Præsten, som havde holdt Forbryderen i Haanden indtil nu, vendte sig bort. Det var et forfærdeligt Øieblik. Skarpretteren hævede Øxen, den foer ned som et Lyn, Slaget faldt, - og Retfærdigheden var skeet Fyldest. Skarpretteren traadte tilbage, lagde Øxen fra sig, trak de hvide Handsker af og kastede dem bort, hvorefter han atter iførte sig sin Overfrakke, Ikke en Muskel havde bevæget sig i hans haarde Ansigt, maaske var han bleven lidt bleg, da han tog Øxen, men Blikket var nu som før fast og bestemt, og Slaget førtes med en sikker Haand. Øieblikket efter traadte Bøddelknægtene hen til Blokken, greb det afhugne Hoved ved Haarene, løftede det op og viste det rundt til alle Sider. I det Sekund, der var hengaaet, efterat Hovedet var faldet, havde Ansigtet fuldstændig skiftet Farve. Teinten, der før var meget bleg, var nu bleven grønliggul, Øinene stod aabne, og Munden var fast lukket til. Derefter blev Hovedel atter lagt ned foran Kroppen, hvorfra Blodet strømmede ud.
I flere Minutter stod hele den forsamlede Mængde som bedøvet, ogsaa oppe paa Skafottet stod de derværende Herrer maalløse. I samme Øieblik hævede Solen sig i al sin straalende Glands over Skovene og belyste det smukke Landskab med Kleitrup Sø i Forgrunden. Paa et Vink af Politimesteren blev Ligkisten baaren op, og medens Bøddelknægten tørrede Øxen af, tog to tilkaldte Bønder den døde Krop op fra Blokken, tumlede noget med den, inden de kunde faa den lagt ned i Kisten, og greb derpaa Hovedet, som blev lagt ned mellem Ligets Ben. Kisten blev hurtigt stenet til, og derefter kom 5-6 Bønder - deriblandt efter Sigende den Henrettedes Fader og Broder - op paa Skafottet og bar Kisten ned paa en Fjælevogn, der var kisel op foran Skafottet. Vognen kjørte nu langsomt bort. eskorteret af Soldalerne. Hermed var Exekutionen forbi, øvrighedspersonerne forlod Skafottet.
En stor Del Mennesker blev imidlertid staaende omkring Skafottet, medens Andre fulgte med Vognen op paa Kirkegaarden, hove Liget blev begravet i den ene Ende af Kiekegaarden, medens der i den anden Ende var reist et efter Egnens Forhold pragtfuldt Monument for det ene af hans Ofre, Kjøbmand Petersen. Henrettelsen overværedes af ca. 5666 Menuester og Kl- 'Jþÿ 10 satte de fleste Vogne sig atter i Bevægelse ad Hobro til, og de hjemførte vist mg n, som ikke af den sørgelige .Netloerbighcrshandling havde modtaget et lige saa uudsletteligt som uhyggeligt Indtryk.
(Thisted Amtsavis 7. januar 1881. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).
At der skulle have været kviksølv i øksen, blev benægtet af Seistrup i sin pjece om henrettelsen udgivet ugen efter.
Rasmus blev begravet lige inden for kirkegårdsdiget på kirkegårdens nordøstlige hjørne - uden præst, ritualer osv., men dog i indviet jord.
Henrettelsen i Klestrup.
Hr. Redaktør! Lad mig som Øjenvidne give Dem en Beretning om Henrettelsen i Klestrup. Sagen kan i sin Ualmindelighed vistnok i og for sig have Krav paa Deres Læseres Opmærksomhed, og det turde være, at den rent faktiske Fremstilling af Begivenheden vil være et ikke uvigtigt Bidrag til den Bestræbelses Fremme, som jeg tør formode, at De ikke er nogen Modstander af, Bestræbelsen for at afskaffe de offenlige Henrettelser. Spørgsmaalet om selve Dødsstraffens Tilladelighed eller Hensigtsmæssighed skal jeg ikke komme ind paa, det forekommer mig at være for stort et Spørgsmaal til med Held at kunne behandles af en Lægmand Men om det gode eller uheldige ved denne Strafs Offenlighed tillader jeg mig at have en Mening efter nu at have overværet en saadan Strafs offenlige Fuldbyrdelse. Og jeg vil da strax sige, at jeg er vis paa, at var denne Fuldbyrdelse foregaaet i Kjøbenhavns umiddelbare Nærhed, saa at Hovedstaden var bleven Vidne til og Deltager i det skandaløse og pinligt unyttige, som sker ved denne Lejlighed, saa maatte den nu stedfundne Henrettelse have været den sidste, som skete under de gamle Former. Nu er det Hobro, som direkte har erfaret, hvad en offenlig Henrettelse vil sige - det vejer noget mindre. Mit Ønske er, at det dog ikke maa veje altfor lidt.
Som man veed, øvedes Rasmus Pedersen Mørkes Dobbeltmord i Landsbyen Klejtrup 2 Mil fra Hobro for omtrent 7 Fjerdingaar siden. Den Dødsstraf, Forbryderen idømtes, skulde i Følge Lov eller gammel Praxis fuldbyrdes paa selve Gjerningsstedet, og Bestemmelsen om Offenlighed var ved denne Lejlighed bleven saa fuldstændig efterkommet, at det hele Land i god Tid gjennem Aviserne vidste Dagen og Klokkeslettet. (I Frankrig, hvor man ligeledes endnu har Bestemmelsen om Offenlighed, søger man at gjøre dens Virkninger saa saa som muligt ved ikke at give Publikum Underretning om, naar Henrettelsen skal foregaa). Og om end ikke det hele Land havde fulgt den indirekte Opfordring til at overvære det lovbefalede Skuespil, som Aviserne havde indeholdt, var der dog mødt Repræsentanter fra saa godt som alle Egne i Landet. Mest var naturligvis det nordlige Jylland repræsenteret. Fra Aalborg-, Thisted-, Viborg-, Holstebro-, Sæby-, Grenaa-, Mariager-, Randers-, Aarhuskanten osv. var der Dagen forud kommet saa store Skarer til Hobro, at der ikke kunde være Tale om at huse for Natten de ankomne Gjæster. I Byens Gjæstgiversteder og (ikke saa) Beværtninger var der stuvende fuldt, og Folk tilbragte Natten og den for nogles Vedkommende ufrivillige Vagt med at svire. Overalt var der Støj, og Byens Hovedgade gjenlød efter Midnat af Sang og drukne Folks Tale. Der var en særegen Ophidselse over de svirende Mennesker; de var ikke vilde. Humøret var fortrinligt, men mig bevidst har jeg aldrig hørt en saa støjende Munterhed som denne Nat i Hobro. Det var, som om de, der larmede, en Gang for alle havde gjort op med sig selv, "at de vare Situationens Herrer; de stilfærdige Mennesker spillede ingen Rolle. Det varede ved bogstavelig den hele Nat. Fra Klokken 4 begyndte saa Udvandringen af Byen af dem, som enten ikke havde Raad til at kjøre, eller som ikke havde kunnet skaffe sig Kjøretøjer. Det meste af hvad der fandtes af Befordringsmidler i Byen, havde alt længe i Førvejen været optaget, og Resten blev til høje Priser revet bort denne sidste Dag før Henrettelsen. Man vandrede i tætte Skarer og sang af fuld Hals Soldaterviser og andre glade Melodier. Fra Klokken 5 begyndte Vognene at rulle. Jeg kjørte Klokken 6.
Det var stille Frost og stjerneklart, og jeg iagttog ualmindelig mange Stjerneskud, medens jeg kjørte. Min Kusk fortalte mig, at Delinkventen var kjørt noget før vi i en lukket Vogn, der var eskorteret af fire som Politibetjente fungerende Ryttere. I Vognen hos ham sad Arrestforvareren og to Vogtere. Efterhaanden som vi kom frem paa de mørke Veje, passerede vi Vogne og en Mængde Fodgængere, der nu havde ophørt at synge, og da den smukke Vinterdag gryede, kunde man overalt ind over det jævnt bakkede Terræn se smaa og store Grupper af ilfærdige Mennesker samle sig ned imod Hovedvejen, brugende Benene for ikke at komme for sent. Omtrent en halv Mil fra Bestemmelsesstedet - Skafottet var rejst næsten en Fjerdingvej paa den anden Side Klejtrup - naaede vi en lang Queu af Vogne, der kjørte Fod for Fod, og det var nu saa lyst, at man utydelig kunde skimte en Vogn i Spidsen af det lange Tog, eskorteret af Ryttere. Toget bevægede sig rundt om Klejtrup Sø i en stor Bue, og overalt hvor der var Plads mellem Vognene var der tykt med Folk. Paa Siderne af den langsomt kjørende Vognrække skjød en Strøm af Mennesker sig frem, løbende eller gaaende, nogle med Huen i Haanden for at kjøle Panden under Anstrængelserne, og i Reglen tavse som ilfærdige Mennesker ere, men man hørte ogsaa Raab, Spørgsmaal og Svar, og efterhaanden som flere og flere fuldt pakkede Vogne sluttede sig til Toget, faldt der Vræl ind af forsvirede Folk; men det hørte op, da det blev helt lyst, og alle kunde se, at Toget, vi var i, var Rasmus Pedersens Følge. Min Kusk viste mig Gaarden, hvor Ugjerningen var sket, og den nye Gaard, som en af den Myrdedes Arvinger havde opført, og Samtalen drejede sig om Morderen, om Folks Skræk for ham. da han var udbrudt, om hvad hans Tanker vel nu kunde være paa denne hans sidste Kjøretur. Vi kom endelig imellem de flade Bakker Vest for Søen til den ene Vognpark efter den anden; Folk havde forladt Vognene for at skyde Gjenvej til det Sted. hvor Skafottet var, og tilsidst blev man stoppet af Mænd til Hest med Politiskilt. Vognene maatte ikke komme længere frem. Da var Kl. 8. og Solen var lige ved at komme frem. Det havde været lyst i henved len Time. Midt i et Mylder af Mennesker holdt Vognen, omgivet af de civilklædte Ryttere, som man gjorde Nar ad for deres tarvelige Udseende, man vilde have haft Dragoner. Gardinerne var trukne for, og en Politiofficiant, ledsaget af en lille Kommando Soldater, forhandlede med Kusken om Maaden, hvorpaa Vognen over de frosne Marker skulde komme frem til Skafottet.
Selve Skafottet kunde nu tydelig ses i en Fordybning mellem amfitheatralsk skraanende Bakker paa de tre Sider. Folk stod tæt stuvede paa Skraaningerne, og i Kapløb stormede en Mængde forsinkede Mennesker, gamle Mænd og Koner og enkelte Børn over Markerne, for dog endnu at opnaa en taalelig Plads. Jordens frosne Overflade brast i brede Strækninger under de tunge Trin, og Folk æltede i Søle til op over Anklerne. Det gav Anledning til adskillig Munterhed. Endelig kom der nogenlunde Ro omkring Skafottet, de fleste foretrak de lidt fjærnere beliggende Skraaninger, hvorfra Oversigten var bedre, jeg blev nær ved Skafottet, ved Opgangen til dette Her kæmpede man for den opnaaede Plads med en ols sindig Sejghed, jeg stod mellem lutter Bønder fra Omegnen, og da saa den lukkede Vogn med Soldaterne og de civile Ryttere med Politiskiltene kom frem, langsomt banende sig Vej gjennem Mængden, ophørte Samtalerne om, hvad man saa paa Skafottet: Skarpretteren, hans Medhjælper, Politimesteren, Præsten, Distriktslægen og nu og da en Politibetjent. Bestandig var det Skarpretteren den ene udpegede for den anden, og Blokken samt Brædtet. hvorpaa Delinkventen skulde ligge. Øxen laa noget derfra dækket af et Klæde.
Endelig holdt Vognen for Skafottets Fod. Arrestforvareren steg ud og forhandlede med Politimesteren paa Skafottet; man ventede endnu i nogle Minuter. Saa gav Politimesteren Ordre præcis Kl. 8½. Rasmus Pedersen Mørke steg ud af Vognen med Haandjern om begge Haandled, gik rolig op ad Trappen ledsaget af Arrestforvareren og de to Vogtere fra Vognen. Paa Skafottet blev Haandjernene tagne af ham. Han var iført mørke Benklæder, sort Frakke, Krave med Halsbind og Kasket Han var en undersætsig Skikkelse, meget bleg og svagt bøjet. Rundt om Ansigtet groede et studset, stærkt rødt Skjæg, hans Haar var blond og rigeligt, og som man senere kunde se skilt med en vis Sirlighed midt i Panden. Alle hans Bevægelser vare naturlige, og som hos en noget svækket, kraftig og smidig Mand. Han havde ubetinget et frastødende Ydre, smaa Øjne med et stikkende Blik. Umiddelbart efter at Haandjernene vare tagne af ham. førtes han hen foran Politimesteren, som han ærbødig hilste med blottet Hoved. Fra et Hjørne af det, som maatte kaldes Skafottets Facade, der hvor Blokken fandtes, blev Dommen læst op af Politimesteren samt det kongelige Reskript, som befalede Dødsdommens Fuldbyrdelse, og Rasmus Mørke stod hos med Ryggen mod Blokken og hørte ydmyg paa Oplæsningen. Da denne var sluttet, talte han med Præsten vist i fem Minuter. Blodet gik ved denne Lejlighed Rasmus Mørke op i Kinderne og han græd, og af og til knugede han sig ind til Præsten stadig med sin Kasket i højre Haand. Den Gejstlige læste tilsidst, saa vidt jeg veed, Trosbekendelsen op for ham, og efter en inderlig Omfavnelse blev han overgivet til Skarpretteren. Denne, der er en kraftig bygget, smuk Mand paa næppe fyrretyve Aar, og som var iført sort Kjole, hvidt Halsbind og hvide Handsker og nu var barhovedet, traadte raskt henimod Rasmus Mørke, og de to gav hinanden Haanden. Den Dødsdømte bad om Tilladelse til at bede stt Fadervor, og Skarpretteren traadte med en hjærtelig Gestus tilbage, medens den Dømte og Præsten højt bade Fadervor sammen. Efter dette vendte Rasmus Mørke sig paany mod Skarpretteren, der nu med sin Medhjælpers Bistand afførte ham Frakken, Vest, Halsbind og Krave samt løsnede det Bændel, der ved en Løbegang holdt Skjorten sammen i Halsen. Med en ordnende Haand lagde Skarpretteren den udringede Skjorte ned om den Dømtes Skuldre. Rasmus Mørke spurgte saa, om han skulde lægge sig paa Maven paa Skraabrædtet, som han saa foran sig ved Blokken. Skarpretteren bejaede det og førte ham rolig til Brædtet. I samme Nu, som Mørke lidt tungt havde lagt sig, var Bøjlen spændt om hans Hals, og umiddelbart efter føjede Skarpretteren Bøjlen om Skuldrene til. For at faa den klemt fast var det nødvendigt at trykke Rasmus Mørkes brede Ryg en Del ned, og i denne Bevægelse af Skarpretterens Haand laa tydeligere, end noget Ord kunde sige det, at dette Legeme alt hørte en død Mand til. Det var en Henrettelse inden den, der fulgte paa, som gjorde sit Indtryk Fra den sidste Bøjles Fastgjørelse vendte Skarpretteren sig med en forhenværende Underofficers Lethed og Hurtighed i Bevægelser til Øxen, som laa to Skridt derfra. Det tunge Instrument beskrev et kort Fald i Luften, paaskyndet af et Par kraftige Armes Tryk, og med en Lyd, hvis afskylig bløde Art sidder i mine Øren, var Hovedet skilt fra Kroppen, og Skarpretteren trak med en lille Dvælen Øxen til sig; den lod en Tomme dybt i Egeblokken. Medhjælperen, der stod foran til Siden ved Blokken, greb Hovedet, der var trillet et Par Alen frem, ved Haarene og viste det højt løftet ud til Folk, vendende sig langsomt rundt til alle Sider. Det stod vi rolig og saa paa! - Den døde Krop laa plat paa Bænken med et Ben til hver Side, uden nogensomhelst synlig Trækning, men i Rasmus Mørkes afhuggede Hoved, hvorfra Øjnene stirrede aabne og opmærksomme paa os, skete der Trækninger, der vedblev endnu efter at Hovedet var blevet sat ned paa Gulvet. Medens Skarpretteren trak Overfrakken paa og bedækkede Hovedet med sin guldtressede Kasket, vaskede Medhjælperen Øxen af med en stor Svamp. Da var Klokken 12 Minuter over halv ni. Alle forblev fremdeles paa Skafottet, og der hengik en mig uforklarlig Tid, inden Kisten blev bragt op, og det hovedløse Legeme taget fra Brædtet og lagt i Kisten. Imidlertid stod Folk og stirrede paa Kroppen, som viste det uhyre Saar ud imod de tæt besætte amfitheatralske Skraaninger. Da saa fire Mænd havde bragt Kisten op paa Skafottet, blev Kroppen med nogen Tumlen og Usikkerhed anbragt i denne, og Medhjælperen placerede - Hovedet, som det var hans Specialitet at behandle, mellem Benene paa Liget. Laaget blev smækket til, og Kisten baaret ned paa en aaben Vogn, der ledsaget af en lille Militæreskorte kørte Kisten til den nærliggende Klejtrup Kirkegaard, hvor, saa vidt jeg veed. Begravelsen foregik umiddelbartfester. Jeg beregnede de Tilstedeværendes Tal til 5-61)00, men Kyndige regnede med langt større Tal; over 7000 har der imidlertid sikkert ikke været til Stede.
Da der ved Skafottet ikke var mere at se, spredtes Folk langsomt, de fleste bleve ved de mangfoldige paa forskjellige Steder holdende Vogne, og en munter Frokostering begyndte alle Vegne. Solen skinnede da paa de af Rim bedækkede Marker og Lyngbakker og gjorde Egnens alvorlige Skjonhed paa en egen Maade mild og ren, særlig nede ved Soen, hvor det i Millioner af smaa Isflager glimrede af Guldblink gjennem Rimens matte, om Sølvmor mindende Overtræk. Medens jeg gik omkring der nede, kunde jeg ikke lade være at anstille den noget ørkesløse Betragtning paany om Modsætningen mellem den livløse Natur og Menneskene, og jeg kunde ikke blive fri for et Indtryk, jeg havde faaet af en Mo'rlille, der en Tid havde staaet ved Siden af mig i Stimlen tæt ved Skafottet. Hendes Næse var gaaet halvt af i Sygdom, og hun næsten græd af Utaalmodighed over, at hun ikke kunde se saa meget, som de højere Folk, der stod om hende. Som sagt jeg holdt mere af den livløse Natur end af de Folk, der spiste og drak saa tappert rundt omkring mig og diskuterede om det lange Stykke af Halsen, der var fulgt med Hovedet, da det faldt. Der er en gammel Regel om, at man ikke skal give Forargelse, den holder Lovgivningen sig ikke efterrettelig i dette Tilfælde.
Det har interesseret mig at faa at vide, hvorledes Rasmus Pedersen Mørke forholdt sig, umiddelbart inden han skulde tiltræde sin lange Tur til Skafottet, og jeg kan med nogenlunde Sikkerhed for dets Rigtighed meddele følgende: Dagen forud havde han modtaget Alterens Sakramente af Provst Hansen, hans Sjælesorger og Ven under hele den sidste Periode af Fængslingen, og der kan næppe være Tvivl om, at Rasmus Mørke døde som en troende og angrende Kristen. Ud paa Aftenen gjorde han et Forsøg paa at skrive til en nær Slægtning, men opgav atter Forsøget, han kunde ikke samle sig til denne Gjerning. Fra Klokken 1-3 sov han, derefter fuldendte han stt Brev. Klokken 5 var Provsten hos ham og gav ham den sidste Trøst med paa Vejen, og da han kort før Kl. 6 førtes ud i den ventende Vogn, var han fuldstændig rolig og fattet. Da han i Vognen hørte Støjen af de mange Mennesker, som vare samlede paa Torvet, ytrede han til sine Bevogtere, at disse Mennesker jo maatte komme for sent, naar de nu først begave sig paa Vejen. Derefter forholdt han sig tavs, indtil Vognen kjørte gjennem Klejtrup By. Han sagde da, at han selv ikte kunde begribe, at han kunde være saa rolig. Han talte saa igjen ikke, før han holdt ved Skafottets Fod. Der kiggede han ud mellem de tiltrukne Gardiner og spurgte Bogteine om, hvad de enkelte Ting, som han saa paa Skafottet, skulde benyttes til. Den tildækkede Øxe vakte navnlig hans Opmærksomhed; men hans Bevogtere havde ikke Mod til at sige ham, hvad det var, der laa under Klædet.
E. Skram.
(Morgenbladet (København) 7. januar 1881)
Forfatteren Erik Skram skrev på daværende tidspunkt anmeldeleser m.m. for Morgenbladet, så det er nærliggende at antage at det er ham. Erik Skram overværede også Seistrups henrettelse af Anders Sjællænder året efter, 22. november 1882 på Sølvbjerghøj, Lolland. Her huggede Seistrup 3 gange før hovedet var skilt fra kroppen.
Ved Henrettelsen i Kleitrup i Onsdags saaes iblandt den uhyre Menneskemasse, der nær og fjern fra var strømmer sammen, ikke saa faa Qvinder, ja selv Børn, som man holdt op over Mængden for at de kunde see det uhyggelige Optrin. At lade Børn overvære slige Begivenheder - skriver Vib. Stifstd. - er ligefrem oprørende, og Forældre, der bære sig saaledes ad, handle alt Andel end forsvarligt. Et Spørgsmaal, som naturligt paatrænger sig Enhver, der paa nært Hold har fulgt Forberedelserne til og overværet Henrettelsen, er, om man ikke fremtidigt bør see at komme ind paa den samme Vei, som f. Ex. følges i England, hvor Executionerne finde Sted i Fængselsgaarden eller paa et ikke offentligt Sted, saa at kun de vedkommende Embedsmænd og Straffens Fuldbyrdere ere tilstede. Det hele Apparat, der her i Landet ved slige sørgelige Handlinger, sættes i Bevægelse, er saa uhyggeligt for Egnens Beboere, hvor Forbrydelsen er begaaet og hvor Executionen derfor finder Sted, at det paa en Maade ogsaa kommer over dem som en Straf, ialtfald som en Begivenhed, der i høi Grad griber uhyggeligt ind i deres daglige Liv, og det burde man dog være fri for. - (Afskaf Dødsstraffen, saa falder det Uhyggelige bort af sig selv.)
I "Jyllp."'s lange Beskrivelse af Henrettelsen ved Kleitrup meddeles ibl. a. følgende interessante Factum. Efter gammel Skik har en dødsdømt Forbryder Lov til efter Forgodtbefindende at reqvirere Spise og Drikkevarer i de sidste 24 Timer før Executionen, og Rasmus Mørke havde da ogsaa et meget beskedent Ønske, som blev opfyldt, og som bestod i, at han Onsdag Morgen tidligt gjerne vilde have en Ret sød Sagosuppe og Beufsteg. - Der oplyses ikke, om der var Svedsker i Sagosuppen og Kartofler og bra' mange Løg til Beuf'en, eller hvilke Drikkevarer han nød til denne Morgenmad; men han gik saaledes dog ikke fastende til Døden.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 7. januar 1881).
