Bryggeriet Valby. (Efterskrift til Politivennen).

 Navneforandring
C. Jacobsen jun.
"Bryggeriet Valby",
forhen Ny Carlsberg ved Valby.

Carlsberg Øl, leveret af C. Jacobsen jun. fra Ny Carlsberg ved Valby, leveres fremdeles uforandret fra samme bryggeri under navnet Valby Øl.

Kontor og postadresse uforandret Brolæggerstræde 5, København (L. 3811).

Privatadresse uforandret: Ny Carlsberg.

(Holstebro Avis, 25. april 1881).

For at kunne tilfredsstille den stigende efterspørgsel har medundertegnede C. Jacobsen junior som fra 1871 har drevet det min fader tilhørende bryggeri Ny Carlsberg som filial af bryggeriet Carlsberg ved Valby, nu umiddelbart ved siden af Ny Carlsberg anlagt et nyt bryggeri, kaldet "Bryggeriet Valby", hvis drift vil begynde i løbet af indeværende år, men hvis lagerkældre allerede er taget i brug til lagring af øl fra Ny Carlsberg.

Ifølge overenskomst mellem os undertegnede bliver driften af Ny Carlsberg således forenet med driften af det nye bryggeri Valby, at alt øl der fra og med 1. april d. å. leveres af mig, C. Jacobsen junior, forhandles under navn af Valby Øl, i stedet for som hidtil under benævnelsen Carlsberg Øl, som leveres fra mit, J. C. Jacobsens bryggeri Carlsberg.

Fra og med 1. maj d. å. vil enhver der ved forhandling af ølsorter uberettiget benytter noget af vore eller vore bryggerier Carlsberg og Valbys navne eller de respektive bryggeriers varemærker, som på behørig vis er indregistrerede, blive draget til ansvar efter loven af 2. juli 1880.

Indtil anden overenskomst bliver truffet mellem os, vil der fremdeles, således som det i de senere år har været tilfældet, heri landet fra Carlsberg kun blive leveret øl til forhandlere og forbrugere i selve København samt til forretningen Alliance, og fra bryggeriet Valby kun leveret øl til forhandlere og forbrugere på Christianshavn, i voldkvarteret og forstæderne samt i købstæderne og provinserne.

Bryggerier "Carlsberg" og "Valby", den 1. april 1881.

J. C. Jacobsen      C. Jacobsen junior.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 2. maj 1881)

Navneforandring.

Under henvisning til tidligere bekendtgørelser henledes  d'herr ølforhandleres og forbrugers opmærksomhed atter på at alt øl (lagerøl, porter osv.) der leveres af mig, som forpagter af min fader, hr. kapt. Jacobsens bryggeri, tidligere kaldet Ny Carlsberg, nu da driften af dette bryggeri er forenet med driften af mit eget nye bryggeri "Bryggeriet Valby" benævnes Valby Øl, og at falbydelse af Valby Øl under den tidligere benævnelse Carlsberg Øl som er forbeholdt det fra min faders bryggeri Carlsberg leverede øl, er ulovlig og vil medføre ansvar efter loven om benyttelse af varemærker.

Ifølge overenskomst leverer Carlsberg heri landet foruden til ølforretningen Alliance alene øl til det egentlige København, så at der i ethvert tilfælde hvor øl der er aftappet på Christianshavn, fæstningsterrænet i forstæderne og andetsteds i landet udenfor København, averteres og sælges som Carlsberg Øl foreligger en navneforfalskning.

Alle skriftlige, bryggeriet vedrørende henvendelser til mig, stilles til Bryggeriet Valby, adr. Brolæggerstræde 5, København K

Juni 1881

(M. 4900)

C. Jacobsen Jun.

(Svendborg Amtstidende, 9. juni 1881)

Harald Brix Død. (Efterskrift til Politivennen)

Socialistisk Møde. Som allerede meddelt iaftes, var afdøde Redacteur Brix' Lig efter Ønske af den, der her paa Pladsen repræsenterede hans eneste efterlevende Slægtning, i al Stilhed igaar Morges tidlig blevet bragt fra hans Bopæl til Garnisons Kirkes Capel. Samtidig havde Politiet, som ligeledes meddeelt, tilkjendegivet de Personer, der havde indbudt til at føre Liget i Procession med Faner Onsdag Aften fra "Herolden"s Contoir til Capellet, at enhver Sammenstimlen i dette Øiemed vilde blive betragtet som Gadeopløb. For at haandhæve, at denne Tilkjendegivelse blev efterlevet, var der iaftes samlet en anseelig Politistyrke i Nærheden af "Heroldens" Contoir. Ude for dette, hvor den Afdødes Billede var blevet udstillet, samlede der sig efterhaanden endeel Mennesker, men de forsvandt uden Ordensforstyrrelser, da der bleve uddeelt en Løbeseddel med Meddelelse om, at Politiet havde forbudt Processionen, og at der i den Anledning vilde blive afholdt et Extramøde i Forsamlingslocalet i Rømersgade. I dette samlede der sig efterhaanden herved et Tusinde Mennesker, saa Mange, som Localet kunde rumme. Under megen Larm paahørte de Førernes og Andres Taler, hvori navnlig Politiet blev angrebet for, at det skulde have bortført Liget og derved gjort sig skyldig i et Overgreb. Enkelte Talere fremsatte den Formodning, at Liget mulig slet ikke var ført til sit forelødige Bestemmelsessted og raabte paa, at man skulde vandre ud til Garnisons Kirke for at forvisse sig derom, "selv om Jerngitteret om Kirken skulde splintres derved". Da man fra Talerstolen udpegede, at der blandt de enkelte civile Betjente, der vare tilstede, fandtes den Betjent, som havde arresteret "Heroldens" Ansvarhavende, vendte de Tilstedeværende sig i Salen mod ham, og da hans Kammerater kom ham tilhjælp, bleve de alle med Magt trængte ud af Salen. Da der imidlertid kort efter viste sig en større uniformeret Politistyrke, ført af Politiassistent Hjort, tabte Larmen i Salen sig, og Forsamlingen skiltes ad i flere Hobe. Da den største af disse, som talte omtrent 450 Personer, hujende og raabende var kommen ud for Concert Boulevard, mødte den pludselig en Politistyrke af c. 30 Mand, som med dragne Stave i et Nu splittede den ad. Hermed var Roligheden gjenoprettet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. juni 1881, 2. udgave).

Harald Brix's Ligbegængelse fandt ikke, som annonceret, Sted i Aftes, idet Liget allerede i Gaar Morges Kl. 4, paa Foranledning af den Afdødes Slægtninge, blev bortført i al Stilhed, ligesom Politiet, som en Følge heraf, nedlagde Forbud mod den i den Anledning arrangerede Procession. Kl. 8 havde der dog samlet sig en Mængde Mennesker udenfor "Herolden"s Kontor og paa Boulevarden, ligesom en talrig Politistyrke under Assistenterne Thalbitzer og Korn holdtes i Beredskab. Senere paa Aftenen fandt Politiet sig foranlediget til at afspærre Rømersgade saavel ud mod Gotersgade som ud mod Frederiksborggade, til stor Forskrækkelse for de ærede Beboere af Gaden, der saaledes pludselig fik en lille Forsmag paa den i Tyskland saa almindelige Belejringstilstand.

I ForsamIingsbygningens store Sal havde Heroldisterne sammenkaldt til et Arbejdermøde, der med Hr. Forsberg som Dirigent tog sin Begyndelse henimod Kl. 9. Bager Tøpervien aabnede Modet med en Meddelelse om de nærmere Omstændigheder ved den Afdødes Bortførelse om Morgenen. Efter ham havde en Del forskellige Talere Ordet, dels for - trods deres "store Sorg" og "Øjeblikkets Alvor" - at udskælde det socialdemokratiske Arbejderparti, dels for at meddele Oplysninger om Hr. Brix's sidste Tid og Ligets Forsvinden. Det fremgik af de forskellige Taleres Beretninger, at det var "Herolden"s Ekspeditrice, Mad. Jensen, der bar Skylden for, at den Afdøde var blevet bortført, uden at de ledende Mænd af hans Parti vidste noget derom, idet hun egenmægtig og i al Hemmelighed havde udleveret Liget. Flere af Talerne opfordrede derfor ogsaa Md. Jensen til at møde paa Talerstolen og klare for sig, uden at hun dog fandt sig foranlediget til at esterkomme Opfordringen; dette bevægede Dirigenten til at erklære, at nu havde han et ganske andet Syn paa Mad. Jensen end han før havde hast. Ved Mødets Slutning valgtes en Deputation, bestaaende af 3 Mænd, der som Repræsentanter for Forsamlingen skulde ledsage Liget til Aalborg.

Under Mødet fandt der en temmelig heftig Scene Sted, idet en Del af de Tilstedeværende pludselig trængte sig sammen om en i Salen værende Opdagelsesbetjent, Hr. Rudolf Petersen, og tvang ham ud af Døren. Umiddelbart derefter viste der sig imidlertid først en mindre Politistyrke, der besatte Salen, og derefter en større. Den sidstnævnte trængte under to Assistenters Ledelse ind i Salen med Raabet: "Plads for Politiet! Politiet har ret til at overvære Forhandlingerne!". Da ingen bestred denne Ret, og da Mødet for øvrigt sluttedes under god Ro, fik dette Politibesøg heldigvis ingen Betydning.

(Social-Demokraten 2. juni 1881)

Harald Brix's Ligbegængelse og det københavnske Politi.

Under en stærk Politieskorte afgik Torsdags Eftermiddags Harald Brix's Lig med Dampskibet til Aalborg, og det tør saaledes antages, at den Strid, som har været ført mellem hans nærmeste politiske Venner og det københavnske Politi, om hvem, der skulde besørge den Afdødes Begravelse, har fundet sin endelige Afslutning. Politiet har sejret!

De nærmere Omstændigheder ved hele denne Sag, hvilken vi foreløbig omtalte i Torsdags, foreligger endnu ikke saa fuldstændig oplyst, at man kan se klart i den. Men det synes dog nu at være afgjort, at Københavns Politi her har spillet en Rolle, der er aldeles enestaaende i den civiliserede Verdens Historie.

Det var bestemt, at Harald Brix's Lig Onsdag Aften Kl. 8 skulde føres til Garnisons Kirkes Kapel ledsaget af et Følge af Arbejdere, saa stort som dette kunde blive. Fra Kapellet skulde det saa senere afgaa til Aalborg. Ifølge en mellem Hr . Brix's Venner og hans Søster ført Korrespondance havde denne Intet imod at Ligbegængelsen fandt Sted saaledes, og Tirsdag Aften følte Alle sig overbevist om, at Begravelsen vilde foregaa som paatænkt, idet der ingen Uoverensstemmelse i saa Henseende fandtes mellem dem, som havde Ret til at tale med i denne Sag.

Onsdag Morgen Kl. 4 indfandt der sig imidlertid, som allerede meddelt her i Bladet, udenfor Brix's Bolig en Rustvogn ledsaget af Politi. Den Afdøde blev udleveret af den i Øjeblikket tilstedeværende Mad. Jensen, og Liget bortkørtes. Senere udstedtes et Politiforbud mod, at det paatænkte Ligtog samledes ved Nørre Boulevard, og to nærmere betegnede Mænd gjordes ansvarlig for hvad mulige Ekscesser denne nye Genistreg af Politiet kunde medføre. Forskællige Forsøg, som gjordes dels hos Pastor Skouboe dels hos Etatsraad Crone paa at faa Liget tilbageleveret, besvaredes paa en haanlig Maade med Afslag.

Dette er Politiets Medvirkning i denne Sag, saa vidt den er kendt. Men denne Medvirkning forekommer os at være saa uforsvarlig, saa hensynslos og despotisk, at den fortjener den skarpeste Paatale.

Med hvilken Ret har Politiet afhentet den Afdøde saa tidlig paa Morgenen, at det næsten kan betragtes som en "natlig Ekspedition". Der er vel anført, at det var efter Ønske af den Afdødes Efterladte, men der er ikke ført noget som helst Bevis for dette, og jo mere man tænker derover, jo Usandsynligere synes det En ogsaa at være. Hvis de nærmest Beslægtede ønskede Liget udleveret, saa behøvede de hverken at have Politiets Assistance dertil, idet Ingen kunde nægte dem at komme i Besiddelse af det, og Afhentningen behøvede endnu mindre at være foregaaet ved Nattetid. Dette er det ene! Det næste er Forbudet mod, at Ligtoget samledes. Man kan ikke frigøre sig for den Tanke, at det Politiet egenlig har villet er at forbyde dette Ligtog, og at det har fjernet Liget for at kunne dette; men med hvilken Ret forbyder det københavnske Politi et Ligtog at samle sig her i Byen, og med hvilken Ret lægger det et saadant Tog Hindringer i Vejen?

De to Spørgsmaal: Ligets Fjernelse og Forbudet mod at Følget samlede sig i Ro og Orden, disse to Spørgsmaal forekomme det os er dem, som i denne Sag har Krav paa den største Interesse, og som fortjener den nøjeste Undersøgelse, hvis ikke Politivilkaarligheden en skøn Dag skal vokse os Alle over Hovedet.

Det fejler ikke, at den offenlige Opmærksomhed i dette Øjeblik er henvendt paa denne Sag. Et enkelt Provinsblad "Sorø Amtstidende" har allerede gjort den til genstand for nogle træffende Bemærkninger, og overalt, hvor der røber sig et demokratisk Sindelag, vil der rejse sig Protest mod Etatsraad Crones plumpe Maade at haandhæve den offenlige Ro paa. Det nævnte Blad skriver bl. A. Følgende, idet det omtaler det københavnske Politis Forfølgelsessyge: "En saadan Behandling og overhovedet en saadan Optræden fra Myndighedernes Side er ikke blot oprørende, men ogsaa uklog; man gør den Paagældende til en rasende og uforsonlig Modstander af det Samfund, der har mishandlet ham og hos hans Tilhængere og Meningsfæller vækker man et Nag, der ikke saa let eller saa snart lægger sig igen. Det herskende Parti her i Landet har saa mange Synder paa sin Samvittighed og er saa villig til at vise Overbærenhed med sine Egnes Overtrædelser - vi skulle blot minde  Benaadningen af de to Officerer, der vare dømte for Mishandling af Rekruter paa Jægersborg - at det burde føle sig opfordret til i det Mindste ligesaa megen Overbærenhed overfor de Mænd, der havde helliget sig til Arbejdsklassens Bedste." Men ikke nok med, at Avtoriteierne hos os viser en vidt forskællig Optræden, naar det gælder visse Klasser i Samfundet, og naar det gælder Arbejderne, det adskiller sig ogsaa ikke saa lidt fra Udlandets Avtoriteter i Retning af en human Fortolkning af Lovene. Det er ikke saa længe siden, at der i Tyskland døde to Socialdemokrater, der hver for sig havde gjort sig fortjent til deres Meningsfællers Sympati. Den ene var Boghandler Geibi i Hamborg, den anden var Typograf Heinsch i Berlin. Begge disse Mænd fulgtes hver for sig til Graven af en Menneskemængde paa over 20,000 med utallige Faner, men det ellers saa brutale tyske Politi respekterede dog Dødens Alvor og lagde ikke Togene nogen som helst Hindringer i Vejen.

Vi har fremdraget disse Eksempler for at stille det københavnske Politis Optræden i et klart Lys. Men som sagt, denne Optræden maa ikke faa Lov til at passere upaatalt. Redaktoren af "Sorø Amtstd." Hr. Tauber, har allerede vist sin Interesse for denne Sag, og vi henstiller derfor til ham i hans Egenskab af Folkethingsmand at rette en Forespørgsel til Justitsministeren om Politiets Opførsel ved denne Lejlighed.

(Social-Demokraten 4. juni 1881).

Holmensgade. (Efterskrift til Politivennen)

Holmensgade. Vi have i et foregaaende Numer meddeetl den Adresse, som af ansete Mænd i forskjellige Livsstillinger er bleven rettet til Kjøbenhavns samlede Communalbestyrelse om denne Gades Omdannelse, da dens nuværende Beskaffenhed som Samlingsplads for Usædelighed er en Uanstændighed og Skandale for Hovedstaden. Hvad der er udtalt i denne Adresse, vil vistnok finde almindelig Tilslutning, saa at Adressens Indsendere forhaabentlig snart ville kunne henvise til de Tusinder, der staae bagved dem. Den Omstændighed, at saa mange Prostituerede her ere samlede paa eet Punkt, hvor de have gammel Hævd, og hvor de Ingen have at genere sig for eller tage Hensyn til, har giort den ilde berygtede Gade til et Sted, fra hvilket Usædelighedens Gift spredes over Byen. Den Obscuritet, der her dækker over de Besøgendes Laster, gjør ogsaa Tallet paa Sædelighedsbruddene her saa stort og dertil en god Deel raaere end andetsteds. Det er en Kjendsgjerning, at af Fruentimmerne i Holmensgade gives ingen tilbage til et ordentligt Liv, medens dette ikke er saa sjeldent under andre Localiteter. Blandt Andet er Drikfældighed meget stærkt fremtrædende blandt de lavest stillede af disse ulykkelige Skabninger, hvilket bidrager til at gjøre Lasten endnu brutalere. Der kan, kort sagt., ikke være nogen Tvivl om Holmensgades ødelæggende Egenskaber. Om Trafikens Hindring, om Husenes skandaleuse Stilling i 1881, saa nær ved Byens Hovedgader, nær det smukke Gammelholmsqvarteer, nær den meget befærdede Børsbro, er det overflødigt at tale. 

Den Kreds af Mænd, der have taget Initiativet til at faae denne Focus for Usædelighedens Gift bortfjernet fra Byens Midte, have havt mange Conferencer med Forskjellige, der staae Sagen nær, og drøftet mange Planer. Men alle disse Planer støde paa Vanskeligheder, der ikke lade sig overvinde, saalænge Gaden ikke er bleven ryddet for det nu herskende Uvæsen. Det er vel at mærke ikke Prostitutionsvæsenet i dets Almindelighed, som denne Adresse gaaer ud paa at bekjæmpe, men kun den Form og de Forhold, hvori det optræder paa dette Sted, hvorfor Adressen ogsaa er underskreven af Mænd, der for Resten have meget afvigende Meninger angaaende dette vanskelige Spørgsmaal.

Vi skulle her ikke indlade os paa at drøfte de forskjellige Muligheder for at raade Bod paa Ondet. Men Fraflytning og Ophævelse af disse maissons de tolerance synes at være en første Betingelse, hvis der skal udrettes Noget. Man vil maaskee indvende, al Elendigheden derved kun føres hen til andre Steder, men Ondet vil dog neppe nogetsteds kunne udvikle sig saaledes som her, kjendt i Aarhundreder paa dette Sted, kjendt af alle Søfarende, der komme til Kjøbenhavn, og dertil saa aflukket og ussel, at Demoralisationen her frækt kan drive sit Spil. Hvad Eierne angaaer, der muligen vilde lide et Tab ved Husenes Lukning, maa det bemærkes, at kyndige Mænd ansee det for tvivlsomt, hvorvidt et saadant Tab er sandsynligt; Erfaringerne fra Peder Madsens Gang tale i modsat Retning.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. maj 1881. 2. udgave).

Fotograf, maler, heliograf Johan Gottlieb Julius Aagaard (1847-1926): Holmensgade set mod Lille Kongensgade. 1874-1926. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Folkethingsvalget i Københavns 5te Kreds. (Efterskrift til Politivennen).

Folketingsvalget den 24. maj 1881. Valget blev udskrevet i utide af Estrup. 

Møder i Kjøbenhavns 5te Kreds. Paa Foranledning af Arbejderforeningen "Herolden" (Brix' Socialister) blev der i Tirsdags Aftes holdt Møde i Forsamlingsbygningen i Rømersgade. Hensigten med det skulde i Følge en Udtalelse i Bladet "Herolden" være at Skrædermester P. Holm blev betragtet som Arbejdernes Kandidat ved Valget i 5te Kreds. Men da det efter en længere Forhandling kom til Afstemning, viste det sig, at over Halvdelen af Forsamlingen var stemt for Hr Holms Kandidatur *). - I Onsdags Aftens afholdt Skrædermester P. Holm et Møde, hvortil der indfandt sig flere Deltagere, end Suhmsgadens Skoles Gymnastiksal kunde rumme. Hr. Holm udviklede sit Valgprogram: Misbilligelse af Regeringens Stilling til de tre Opløsningsspørgsmaal. Modstand mod forøgede Udgifter til Militærvæsen og særlig til Kjøbenhavns Befæstning, men derimod Fremme af saadanne Reformer, som komme den store Befolkning til Gode. Han vilde betragte sig som Repræsentant for Arbejderne, Haandværkerne, de mindre Næringsdrivende og den øvrige Middelstand og gjøre, hvad der stod i hans Magt for at fremme disses Interesser. Lejlighedsvis protesterede han imod, at Kejsermordet i Rusland stod i nogen som helst Forbindelse med Socialdemokratiet. Taleren og hans Parti betragtede Mord som afskyelige Forbrydelser og gjorde det ikke mindre, fordi de udøvedes mod Fyrster. "Vi fordømmer saadanne Handlinger og foragte dem, som gjøre sig skyldige deri". - Derefter talte Pianosortearbejder Holst, Gartner Johansen, Skomager Hørdum og Snedker Hansen til Anbefaling for Hr. Holm. Kontorist Mortensen spurgte om Kandidatens Stilling til en eventuel Skat paa bajersk Øl og fik til Svar, at Holm kun vilde stemme for en saadan Skat, naar der blev givet Skattelettelser for andre Levnetsmidler. - Ved Afstemningen erklærede hele Forsamlingen (paa 4 nær) sig for Hr. Holms Kandidatur.

*) Det er alligevel klart nok, at hverken Hr Brix eller Foreningen "Herolden" vil støtte Hr. Holms Valg. 

(Morgenbladet (København) 20. maj 1881).

Den 20. maj meddelte bestyrelsen for den københavnske afdeling af Grundlovsværneforeningen at et møde i denne afdeling havde anbefalet at stemme på P. Holm

Suhmsgade Skole. Carl Stenders Kunstforlag (1888-1995). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

I 5te Kreds vil Skræder P. Holm stille sig som Socialisternes Candidat mod Professor Goos. Den Seir, som Professor Goos ved sidste Valg vandt over Modkandidaten, fhv. Kjøbmand Mundberg, vil sikkert gjentage sig denne Gang, efterat Hr. Goos i Folkethinget har havt Leilighed til at vise sin fremragende Betydning for dettes Virksomhed og sit klare Standpunkt. Vi opfordre imidlertid Vælgerne til, hvor trygge de end fole sig paa Goos' Valg, dog at indfinde sig og afvente den skriftlige Afstemning, som kan forlanges inden et Qvarteer efter den mundtlige Forhandlings Slutning. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. maj 1881. 2. udgave. Uddrag).

5te Kreds.

Valgforhandlingerne i denne Kreds aabnedes af Valgbestyrelsens Formand, Professor Holbech, der efter at have udtalt sin Beklagelse over, at Kredsen endnu ikke var bleven ideelt og udtalt Haab om, at dette maatte være sikret, inden Vælgerne atter samledes til Valg, udbragte et Leve Kongen og Grundloven, der besvaredes med ni Gange gjentagne Hurraraab. Han oplæste dernæst det aabne Brev om Valgenes Afholdelse og meddeelte, at der havde meldt sig to Candidater, nemlig Professor, Dr. juris E. Goos og Skrædermester P. Holm. Han gav derpaa Ordet til Professor Holten.

Professor Holten anbefalede Goos og udtalte, at det var som Formand i Arbeiderforeningen, at han anbefalede Goos som en frihedssindet Mand, hvem Arbeidernes Sag laa paa Hjerte, og som en arbejdsdygtig Mand, af hvilket Folkethinget trængte til mange. 

Goos havde haabet, at Regjeringens Forslag om Kredsenes Deling vilde være kommet til et gunstigt Resultat ; men desværre var Forslaget trodt Høires beredvillige Stilling dertil ikke kommen længere end til en Betænkning i Sessionens allersidste Dage. Som Svar paa det Spørgsmaal, om Opløsningen havde en gyldig Grund, kunde med Rette anføres Udbyttet af det Arbeide, der var forelagt Folkethinget. Det var kun faa gavnlige Resultater, der var opnaaet. Nogle faa Love vedrørende Communicationsmidlerne, etikette andre mindre vigtige Love, samt endelig den militaire Straffelov var det Eneste, der var udrettet. Sidstnævnte Lov var ubetinget et stort Fremskridt i Sammenligning med de tidligere barbariske Straffemidler. Men der maa dog fordres, at der udrettes mere i vore altfor lange Samlinger, end at der vedtages en enkelt gavnlig Lov. Hvad var Grunden til, at den sidste Rigsdagsperiode havde været saa gold? Det aabne Brev havde sagt det. Evnen og Villien hos Folkethinget som Heelhed havde været det Hæmmende, og Aarsagen til denne Mangel var at søge i Venstres indbyrdes Stridigheder og Frygten for Valgenes Udfald hos disse. Ogsaa de mange Demonstrationsforslag havde hindret Arbeidernes Fremadskriden. Derfor var det naturligt, at Vælgerne ventede paa det befriende Ord. Han omtalte derpaa Stridighederne paa Finantsloven, hvorom det allerede tidlig var sagt, at man ikke kunde komme til Enighed. Venstre vilde ikke indrømme del Mindste af Betydning, og Regjeringen kunde ikke fravige sin Stilling til de omstridte Punkter. Om nu Stillingen ved de nye Valg vilde blive forbedret, derom kunde Intet bestemt siges, men vist var det, at Vælgerne idag vilde udtale, at de ønskede Arbeide af deres Rigsdagsmænd. Taleren udtalte dernæst, at hans Stilling til Forsvarssagen endnu nar den samme som for 8 Maaneder siden. Børsudvalgets Udtalelser havde hans fulde Tilslutning. Han ønskede ogsaa Underviisningsspørgsmaalet fremmet. Hans Standpunkt var: Fremskridt og ingen Stillestaaen. (Bravo!)

Skomager Hørdum anbefalede Hr. Holm som en dygtig og nidkjær Repræsentant for Arbejderstanden og de mindre Næringsdrivende.

Skrædermester P. Holm ansaae det for berettiget, at Arbejderstanden og Haandværkerne fik sin Repræsentant paa Thinge. Han angreb Ministeriet for dets Stilling til  Oplysningsspørgsmaalene. Vi gav altfor meget ud til vort Forsvarfvæsen og hindrede derved andre vigtige Reformers Fremme. Kjøbenhavns Befæstning var han en bestemt Modstander af, idet Handelen derved vilde blive taget over til Sverige, og vi kunde dog  alligevel ikke, trods alle Udgifter, hævde vor Selvstændighed, hvis en Fjende angreb os. Heller ikke med Hensyn til Dyrtidstillæget til Embeds- og Bestillingsmænd kunde han være enig med Regjeringen, da Embedsmændene allerede havde Tilstrækkeligt. Universitetets Stilling til Samfundet, som den nu forefindes, var han en principiel Modstander af, da man nægtede begavede Mænd med udprægede demokratiske Anskuelser Adgang til Universitetets Lærerposter. Sluttelig bad han Arbeiderne og Middelstanden ikke at vedblive at vente paa en Repræsentant i Folkethinget, indtil dette behagede at dele Kredsen. (Bravo?)

Bagermester Embcken spurgte begge Candidater, om de vilde virke hen til ved Lærlingelovens Behandling, at der kom Bestemmelse om, at Lærlingene ikke maatte anvendes til Natarbejde. Han spurgte Goos, om denne havde holdt sit Løfte, at bringe denne Sag paa Bane under Lærlingelovens Behandling.

Grosserer Muus rettede paa mange Industridrivendes og Handlendes Vegne en Forespørgsel til Candidaterne om deres Stilling til de økonomiske Reformer.

Goos besvarede den første Interpellants Forespørgsel bekræftende. Angaaende en Toldrevision vilde han have en saglig Behandling og ansaae ikke Forskjellen mellem Børsadressens og Regjeringens Standpunkter for saa stor, at man ikke let kunde komme til et for de Handlende og Industridrivende gunstigt Resultat.

Holm vilde være villig til at efterkomme Forespørgernes Ønske.

Bygningssnedker L. Jensen ønskede at vide, om Candidaterne vilde virke hen til Indførelsen af en normal Arbeidsdag og Søndagsarbeidets Afskaffelse.

Snedker P. Hansen bad Goos forklare, hvorfor Estrup havde været nødt til at udstede den provisoriske Finantslov og udtalte sig for Krigens Afskaffelse.

Goos vilde gjøre Alt til, at den umodne Mand blev beskyttet, men vilde ikke hindre kraftige, arbejdsdygtige Mænd i at skaffe sig det tneest mulige ud af deres Arbeide. Der kunde indtræde Forhold, hvor et Ministerium blev nødt til at gribe til abnorme Forholdsregler; om disse vare berettigede eller ikke, maatte Rigsretten afgjøre.

Holm vilde virke hen til at afskaffe Søndagsarbejdet og til Indførelsen af en Normalarbeidsdag.

Malermester Schønning spurgte, om Candidaterne vilde virke for tvungne Svendeprøver, Indførelse af Voldgiftsretter og en Revision af Næringsloven.

Goos var gunstig stemt for Voldgiftsretters Indførelse. De to andre Spørgsmaal hængte nøie sammen; vi burde bygge videre paa Principerne i Næringsloven af 1857, men til Indførelsen af tvungne Svendeprøver burde vi ikke endnu gaae.

Holm ønskede Voldgiftsretter og vilde virke for en Revision af Næringsloven.

Efterat endnu nogle mindre væsentlige Forespørgsler vare blevne besvarede, og efterat de to Candidater havde haft Ordet for afsluttende Bemærkninger, skred man til Kaaring, der gav til Resultat, at Skrædermester Holm erklæredes for valgt. Professor Goos forlangte skriftlig Afstemning. Der udbragtes dernæst gjentagne Gange et Leve for Professor Holbæk. Forsamlingen var efterhaanden voxet til c. 15,000. og trods den store Mængde herskede der fuldstændig Ro under Forhandlingerne.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. maj 1881. 2. udgave. Uddrag).

Valget gik ikke som Estrup formentlig havde håbet, nemlig at samle Højre og få flere medlemmer i Folketinget. Venstre gik frem.

Sankt Croix: Domme 1881. (Efterskrift til Politivennen).

Kommissionens domme over oprørerne fra "The Fireburn" i november 1878 på St. Croix faldt i slutningen af 1880, og gik ret ubemærket hen i den danske presse.  Først da sagen den 23. maj 1881 var nået til Højesteret, blev sagerne mere udførligt omtalt. Dommen stadfæstede kommissionens dom over de 403 arresterede: De 40 blev dødsdømt. 

Coaling Girls. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Højesteretssagen mod Negerne paa St. Croix, der var foranlediget ved Oprøret i 1878, sluttedes i Gaar. Vor indskrænkede Plads tillader os ikke i Dag at fremsætte denne Sags vidtløftige Præmiser, og vi indskrænker os derfor til at anføre nedenstaaende, idet vi forbeholder os at komme tilbage til denne Sag: 

Kommissionen har havt under Behandling et Antal af 403 Arrestanter, af hvilke 272 oprindelig overleveredes til Kommissionen, da den den 4de November 1873 sammentraadte. 8 af de ved Oprøret virksomste Negere vare allerede blevne dømte fra Livet ved den, medens Oprøret stod paa, under den paa Øen herskende Belejringstilstand af Guvernøren anordnede Standret; en Del havde sat Livet til under deres fortsatte Deltagelse i Opstanden, og endelig er der død 23 Arrestanter, fornæmlig under den i Fængslet paa Richmond i Forsommeren 1879 herskende Skørbugs-Epidemi og dens Smitter. 

Ved den af Kommissærerne den 2den September 1880 afsagte Dom vare samtlige 39 Tiltalte (deraf 5 Fruentimmer) ansete med livsstraf. Højesteret hvor Sagen begyndte den 9de ds., afsagde følgende Dom i samme. 

Højesteret stadfæstede den indankede Dom, idet den deri for hver enkelt Tiltaltes Vedkommende givne Begrundelse af dette Resultat i alt Væsenligt tiltraadtes af Højesteret.

(Social-Demokraten, 24. maj 1881)

View of Peters Farm Hospital, Christiansted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Bloddommene over Negrene paa St. Croix.

Højesteret har fornylig, hvad vi kort meddelte gennem en Nyhedsnotits, behandlet Sagen mod de Negre, som ved den sidste større Rejsning paa St. Croix satte sig op mod Planterne.

Man vil erindre, at Negrenes Opstand bevirkedes ved, at de var misfornøjede med deres Lønningsvilkaar. I hele Sommeren 1878 havde Gæringen stadig taget til iblandt dem. Det var nemlig blevet Skik paa Plantagerne, at disses Ejere kun fæstede det højst nødvendige Antal Arbejdere paa de ordinære Aarsfæstedage i Oktober, saaledes at Plantagerne sædvanlige Arbejde lige netop kunne bestrides; i den travle tid derimod antog man flere Arbejdere som Daglejere. Følgen af denne Fremgangsmaade blev nu, at Aarslønningerne sank, eller i hvert Tilfælde ikke holdt Skridt med, hvad der bødes paa Naboøerne, navnlig de engelske. Det er klart, naar Efterspørgslen efter Arbejdere er ringere, bliver ogsaa Lønningerne ringere, hvilket end mere blev Tilfældet paa St. Croix, hvor man afskar Negrene, trods deres bestemte Ønske, Muligheden af at udvandre til andre Landomraader. I den travle Tid maatte Planterne imidlertid antage Daglejere, og for disse blev da Lønnen paa Grund af den almindelige Efterspørgsel højere. Forholdet stillede sig saaledes, at de Aarsfæstede modtog 10 Cents pr. Dag, medens Daglejerne erholdt det dobbelte. Dette System bragte Misfornøjelse ind blandt Negrene; de Aarsfæstede blev forbitrede over den forholdsvis ringere Løn, de modtog, og Daglejerne harmedes over, at de saasnart Arbejdet var sluttet, uden videre afskedigedes. Naturligvis indsaa Negrene, at den brugte Metode fra Planternes Side i Et og Alt bragte dem Tab.

At Aarsagen til Opstanden udelukkende maa søges i Lønningsvilkaarene, udviser med tydelige og klare Ord Beretningen fra den Domstol, som behandlede Sagen mod Negrene; der udtales nemlig i hin: Grundene til Rejsningen har man søgt i forskællige Omstændigheder, saaledes havde der i Sommerens Løb været Misfornøjelse hos Negrene paa Plantagerne, væsenlig fremkaldt ved at Benyttelse af Arbejde ved Daglejere tog stærkt Overhaand; medens den faste Arbejder ved sin aarlige Kontrakt var bunden til at arbejde visse daglige Timer for 10 Cents pr. Dag, kunde saaledes en Daglejer jævnlig tjene 20 Cents pr. Dag uden at være flittigere end hin; senere hen, da Høsten lakkede ad Enden, var der ingen Brug for saa mange Daglejere, og da greb Misfornøjelsen disse.

Queen Street, Frederiksted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Oprøret brød ud paa den aarlige Fæstedag 1ste Oktober. Den ydre Anledning gaves ved, at Politiavtoriteterne i Frederikssted, som det synes, paa en temmelig brutal Maade behandlede en beruset Neger.  Vi skal ikke gennemgaa alle Enkeltheder ved Bevægelsen, men kun erindre om, at Negrene vel afbrændte en Del Plantager, dog uden paa et Par Undtagelser nær, at udøve Drab. Militæret derimod nedslog for Fode væk alle og enhver Neger, de kunde træffe paa, og i de følgende Dage efter selve Oprørsdagen gjorde Soldaterne tilligemed Planterne formelig Jagt paa de Ulykkelige, dræbende Enhver, der formentes at have taget Del i Rejsningen. Dernæst nedsattes en Standret, bestaaende af Overdommer Rosenstand og Politimestrene Forsberg og Nyssum, hvilken i Dagene fra den 6te Oktober til den 12te, altsaa i Løbet af 6 Dage afsagde og lod eksekvere ikke mindre end 12 Dødsdomme. Da Standretten mentes at have opfyldt sit civilisatoriske Hverv, nedsattes ved kongelig Resolution den 25de s. M. en Kommission atter bestaaende af Overdommer Rosenstand og Politimester Forsberg samt en ny Mand Politimester Sarauw. Denne Kommission havde den Opgave at føre ordenlig Sag mod de Negre, som endnu sad under Varetægt. Den 4de November s. A, traadte Kommissionen sammen, og omtrent 2 Aar efter, den 2den September 1880, var den færdig med sine Arbejder. Af de Tiltalte fældte den Dødsdom over ikke mindre end 40 Personer, deriblandt 4 Kvinder, og denne Masse-Dom har nu været inde for Højesteret, idet Kommissionen ikke saaledes som Standretten havde Myndighed til at lade Dommene eksekvere, og Høiesteret har stadfæstet disse 40 Bloddomme. En af de Dømte er imidlertid død under Sagens Gang, men de 39 er fremdeles tilbage til Bødlen.

Endnu maa det erindres, at 23 af de ulykkelige Negre døde i Fængslet paa Grund af Skørbug, at dømme efter al den Haardhed, der i det Hele taget fra de danske Avtoriteters Side er blevet udvist mod de Sorte, vil maaske da mangen nok tro paa Grund af slet Behandling. Under Opstanden blev endvidere i den vilde Jagt paa Negrene disse nedskudte i Hundredevis, saa man maa sige, at de danske Myndigheder er gaaet frem efter værre Maalestok end de franske Myndigheder mod Kommunarderne, naar man tager Landomraadets og Befolkningens Størrelse i Betragtning; ja, selv de tyrkiste Paschaer har ikke tilnærmelsesvis vist slig en Griskhed efter at fælde Dødsdomme over de oprørske Bulgarere eller Albanesere. Rusland, der hidtil har haft de fleste Dødsdomme at opvise, er nu aldeles overfløjet af det estrupske Danmark.

Og har der været Grund til dette Barbari? Har der været virkelig Grund til at nedskyde Hundreder at Negere paa en Parforcejagt, at skyde 12 ved Standretsdomme, at lade 24 dø i usunde Fængsler og fælde Dødsdomme over 39? 

Dødsdomme er i det Hele taget fordømmelige og kan under ingen Omstændigheder forsvares; kun overfor overlagt Mord af nedrige Motiver oprøres maaske Følelsen minder, naar Nedkommende maa bøde med Livet; paa St. Croix var der imidlertid slet ikke Tale om slige Mord fra Negrenes Side. I alt blev der af Negrene dræbt, saavidt vi erindre, 3 Personer; men dette skete under den almindelige Tumult og Ophidselse, og de bestemte Gerningsmænd har man ikke fundet. Negrenes egenlige Forbrydelse er deres Afbrænden af forskjellige Ejendomme, men herfor kan man da ikke dømme dem fra Livet.

Spoling på håndrok. Arbejde i Horsens Tugthus. Findes i: Statsfængslet i Horsens: Ældre fotografier af bygninger og interiører (1900-1920). Rigsarkivet. Attribution-NonCommercial-ShareAlike 2.0 Generic.

Den barbariske Jagt paa Negrene var ligesaa uhjemlet, ti Negrene var slet ikke bevæbnede, saa man kunde sige, at man maatte kæmpe fortvivlet. Kommissionsberetningen meddeler selv  efter "DbI." følgende: "Fremgangsmaaden ved Overfaldene paa Plantagerne var næsten overalt der samme. Med et Par selvbestaltede Førere, i Reglen bevæbnede med en gammel Vagtmandssabel, en Møggreb, en Harpun eller en Sukkerøkse sat paa Skaft eller en Kørepisk - i et Par Tilfælde en Bøsse, funden paa en Plantage og med en eller to Skal-Blæsere i Spidsen, drog Banden fra 50 indtil et Par Hundrede - undertiden, naar Banden paa sin Gang havde faaet stor Tilgang, flere Hundreder - Negre, Mandfolk og Fruentimmer og Børn, alle forsynede med Knipler, Stokke eller Økser, frem imod Plantagen, undertiden i en vild Sværm, raabende, strigende og hujende." Og disse Folk, man kunde jage fra hinanden ved løst Skud i Luften, fandt man det rettest at skyde paa. Hertil kommer endnu, hvad ikke maa glemmes, at Negrene næsten alle var berusede som Følge af Nydelsen af det Rom, de forefandt paa plantagerne; og saa Negrenes Dannelse, deres Uvidenhed og den Undertrykkelse, de havde været Genstand for fra Planternes Side, mon alt dette ikke havde kunnet tale formildende til deres Dommere, berusede Folk regnes jo ellers efter danske Love for utilregnelige.

Den rette Fremgangsmaade overfor Negrene havde været, om man havde hørt deres Klager, om Avtoriteterne havde lagt sig imellem ved det nye System for Antagelsen af Arbejdere, som Planterne havde sat i Gang. Man kunde have lagt sig imellem paa den Maade, at man havde forskaffet Negrene Lejlighed til at udvandre til andre Øer, hvor de til højere Pris kunde fæste sig bort. Men hvad har de danske Avtoriteter gjort? De har paa enhver Maade støttet de despotiske og dovne Plantageejere, der svindler de Penge bort, deres sorte Arbejder surt tjener til dem, i et luksuriøst Liv, mest i andre Lande; medens Negrene blev hundsede paa enhver Maade, afskaaren fra at vandre ud, og tilsidst nedskydes og dødsdommes over en lav Sko. Det estrupske Regeringsparti har Tilskud og Understøttelse, selv gennem provisoriske Bevillinger, til Plantageejerne: til Neger-Arbejderne vanker Kugler og Krudt i Livet naar de finde Tilstandenes Tryk uudholdelige.

De 39 Bloddomme skal vel efter Reglen ind for Kongens Prøvelse, og vi finder det troligt, at de ikke vil blive underskrevne, Kongen staa jo over Klasserne og kender ikke Klassehadet: men kunde alligevel ikke en at Rigsdagsmedlemmerne interpellere Ministeriet angaaende Huseringen paa St. Croix, det var paa sin Plads, og det er Folkerepræsentanternes Pligt at have Øje med, hvad Avtoriteterne byder Befolkningen, mest i saadanne Tilfælde, hvor Befolkningen er afskaaren fra at klage deres Sag selv, og det kan vi vel Alle være enige om, de ulykkelige Neger-Arbejdere mest er.

(Social-Demokraten 4. juni 1881.)

Hair Dressing. Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Efter domsafsigelse var det op til kongen (Christian 9.) hvad der skulle ske med de dømte. I august 1881 blev livsstraffene for 39 deltagere (en var i mellemtiden død i fængslet) i oprøret nedsat til tugthusarbejde (Horsens Tugthus) på livstid for bl.a. "Queen" Mary Thomas, "Agnes" Axeline Elizabeth Salomon, Mathilda Mc. Bean.

Eftergivelse af Livsstraf. Den ved Højesterets Dom af 32. Maj d. A. 39 Deltagere i Opstanden paa St. Croix i Oktober Maaned 1878 idømte Livsstraf har det paa Finansministeriets derom nedlagte Forestilling behaget H. Maj. Kongen ved kgl. Resolution af 3. d. A. allernaadigst at formilde saaledes, at følgende 5 hensættes til Tugthusarbejde paa Livstid, nemlig: James Emanuel Benjamin, kaldet Mannie, Axeline Elizabeth Salomon, kaldet Agnes, Mathilde Mc. Bean, Joseph Bowell og Mary Thomas, og at følgende 34 hensættes til Stafarbejde paa Kongens Naade, nemlig: Joseph William, John Samuel, Thomas James, James Griffith, Rebecca Frederik, John Hodge, George Henry, Francis Harrison, Emanuel Jacob, David Cameron, Susanne Abrahamson, kaldet Bottom Belly, Joseph Spencer, Hans Christian, John Thomas Sobers, Christopher Samuel, George Michael, Thomas Chitchlow, William James, George Callender, Henry England, William Arnold, William Barnes, George Simmons, Richard Gibbs, kaldet Sealy, Edward Lewis, Henry Barker, Joseph Briggs, William Henry, Christian MArtin, Wren Gittens, George Cambridge, James Cox, Johannes Samuel, kaldet Bamberg, og Joseph James.

(Fredericia Dagblad, 22. august 1881.)

English Adult School Procession. Christiansted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Af notitser i forskellige dagblade fremgik året efter, i slutningen af juli 1882, at "fire negerinder" var ankommet med barkskibet "Thea" for at udstå den dem idømte straf af tugthusarbejde på livstid for deres deltagelse i oprøret på St. Croix, i Kvindefængslet på Christianshavn.