Politiinspektør Theodor Petersen 70 år. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om politiinspektør Theodor Petersen. Klik her for samtlige indslag. I december 1911 var der i dagspressen rygter om at Theodor Petersen havde tænkt sig at tage sin afsked. Dette blev dog dementeret af ham selv, og faktum er at han blev siddende til han døde i 1915.

Politiinspektør Theodor Petersen

70 år.

I dag kan chefen for Københavns Ordenspoliti, politiinspektør Theodor Petersen, fejre sin 70 års fødselsdag.

Førsteinspektør, som Theodor Petersen almindeligvis kaldes, har fra sin tidlige ungdom været knyttet til Københavns Politi. Efter at han som er søn af brændevinsbrænder A. Petersen i Hillerød, i året 1862 havde taget studentereksamen fra Frederiksborg lærde skole, tog han i 1869 juridisk embedseksamen, og samme år indtrådte han som betjent i Københavns Politi. I året 1878 blev han politiassistent, og i 1885 udnævntes han til inspektør for 1. afdeling, Ordenspolitiet, i hvilken stilling han endnu virker. Som chef for Ordenspolitiet, under hvilket så mange forskelligartede forhold sorterer, er politiinspektør Petersen kommet i berøring med mange mennesker, og hans høje, ranke skikkelse er kendt som få her i byen.

Som embedsmand har han altid vist forståelse overfor de mange mennesker, der har henvendt sig til ham i en eller anden sag, og omend mange måske har fundet ham afmålt og knap i sin optræden overfor dem, har dog de fleste sikkert vidst at vurdere hans retsindighed. Særlig i de senere år har befolkningen utvivlsomt mere og mere påskønnet hans ledelse af Ordenspolitiet, omend kritikken nu og da ikke er udeblevet.

Af sit personale er Theodor Petersen i al almindelighed afholdt. Betjentene ved, at de i ham i virkeligheden har en forstående ven som indenfor sit tilsyneladende strenge væsen og netop har hjertet på rette sted.

På sin 70 års fødselsdag i dag vil politiinspektør Theodor Petersen sikkert fra mange sider modtage beviser på sympati og påskønnelse af sin lange virksomhed.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 20. september 1912).

70 år.

Politiinspektør Theodor Petersen.

I morgen fylder politiinspektør Theodor Peterrsen 70 år. Fødselsdagen vil næppe blive fejret med nogen stor fest, for populær er inspektøren ikke hverken indenfor eller udenfor politietaten.

Når der navnlig tidligere har hersket et spændt forhold mellem Københavns borgere og politiet, da bærer Theodor Petersen ikke mindst skylden derfor. Han har siden han i 1878 indtrådte i korpset som politiassistent, og navnlig efter at han fra 1885 var blevet politiinspektør, gjort sit til at prøjserånden fik indtog i vor by, og om han skulle benytte 70 års fødselsdagen til at trække sig tilbage, var det ingen skade til. Den ånd der bør herske indenfor politiet, og som de yngre politimænd med rosværdig iver bestræber sig for at indføre, står han som provisorieårenes politimand fuldstændig fremmed overfor.

(Folkets Avis - København, 19. september 1912).

70 år

Politiinspektør Th. Petersen.

Inspektøren for Københavns Politi, Theodor Petersen, bliver i dag 70 år. Theodor Petersen har altid været en udpræget politimand, og i tidligere tider stod der vældigt kampgny om hans navn, men nu er der blevet stille om ham. I Firsernes kampår, da valgene samlede opløb, og da store massemøder ikke altid løb stille af, skaffede han sig en mægtig opposition indenfor det København, der ikke tåler, at politiets hånd lægger sig beroligende på gemytterne. Han var dengang chef for Ordenspolitiet, og det var ikke nogen nem Stilling, men Theodor Petersen ville, at hans korps skulle svare til sit navn, og man må lade ham, at orden blev der. Hvad der også på dette tidspunkt gav anledning til opposition imod ham, var, at han havde været dragonløjtnant. Det lugtede af krudt, og det var nok i de dage.

Theodor Petersen er altid til stede, hvor der er noget på færde, og til trods for de mange angreb, der er blevet rettet mod ham i årene løb, angreb, som han for resten har været så fornuftig aldrig at bryde sig om, vil han sikkert i dag få at mærke, at årene glatter ud, og at han nu hører til Københavns populæreste skikkelser.

Jeppe

(Fyens Stiftstidende, 20. september 1912).

70 år

1. politiinspektør.

Det er ikke unge politimænd Danmarks hovedstad har stående i spidsen. Nylig fejrede politidirektøren sit 25-års embedsjubilæum; i dag bliver 1. politiinspektør Th. Petersen 70 år gammel.

Medens politidirektøren stadig er smilende og i fuld vigør, mærkes det på 1. politiinspektør, at man har en mand fra lidt ældre jordperioder for sig. Systemet er gammeldags, og der er ingen tegn til modernisering. Det er ret, patrulje, punkttjeneste, march, rapport og ikke så meget mere.

Hvis man indenfor Ordenspolitiet lod foretage en afstemning om dette systems gavnlighed, er det usikkert, hvad resultatet ville blive, men vist er det at københavnerne ofte har følt sig mindre vel tilpas ved den tone der anslås fra 1. politiinspektorat. Dog har man jo ikke lov at tro, at politiinspektør Theodor Petersen mangler viljen til at forstå sin tid, måske - måske bliver det hele bedre efterhånden.

Den 70-årige politiinspektør kan i hvert fald se tilbage på en virksomhed, der ingenlunde har savnet dramatiske momenter, såvel indadtil som udadtil, og det er vort håb, at det endnu vil lykkes for Theodor Petersen at finde en sådan form for ledelsen af Ordenspolitiet, at korpset i København kan blive - skal vi sige helt populært

H-e

(Riget (København), 20. september 1912).

Tegning fra København 24. januar 1893, i anledning af en serie om politimænd.

Første politiinspektør.

For 2 år siden kunne 1. politiinspektør Th. Petersen fejre 25 årsdagen for sin ansættelse som politiinspektør. For at undgå nogen art af festivitas rejste han bort og kom først tilbage efter jubilæumsdagen. Han svarede den gang: Jeg dur ikke til at sidde på den selskabelige forundringsstol.

I dag fylder politiinspektøren 70 år. Denne gang er han ikke rejst bort, men har frabedt sig enhver honnør. Som den arbejdets mand, han er, passer han sin tjeneste og ønsker ikke, at dagen skal være nogen mærkedag.

Og denne glæde over selve arbejdet og ulyst til al blive "hædret" er vel nok uløseligt forbundet med politiinspektørens hele væsen. Det var netop trangen til at tage fat der fik den juridiske kandidat og tidligere officer til at melde sig i politiets tjeneste. Han begyndte som menig betjent, avancerede forholdsvis småt og blev først 9 år efter politiassistent. Men i disse 9 år havde han lært politiets organisation nøje at kende, og han kendte hver eneste mand i korpset.

Theodor Petersen fortæller.

Da vi i eftermiddag træder ind i politiinspektørens kontor kan vi ikke lade være med at udtrykke vor forundring over, at det kæmpestore skrivebord ganske mangler den traditionelle blomsterpragt.

- Nej, hvad skulle det være til, siger Theodor Petersen - det er vi kommet bort fra hos os. Men jeg har dog fået en mængde lykønskninger og blomster til mit hjem. Til eksempel en telegrafisk lykønskning fra Hestedroskekuskeforeningen . . .

Og politiinspektørens tale, livlig og malende og springende, som den er, glider bort fra dagens anledning og over i hans livs interesse: det politimæssige.

- De stakkels mennesker - det er droskekuskene han taler om - sad jo med den hue, som blev gennemtrukket af regn og frøs om ørerne på dem. Så var det, da den ene efter den anden kom til mig og klagede over gigten. Og jeg spekulerede lidt over det og indførte den hvide høje hat. Den er ikke køn, men koste noget måtte den jo ikke. Og den hjælper dem; den har luft over issen, og regnen løber af. Det er vel sådan noget de mindes.

Og politiinspektør Petersen ser tilbage gennem årene. Kampårene da Højre gik i tog til Estrup, Venstre i tog for at demonstrere derimod, disse år, da der stod gny om Theodor Petersen og hans dansende hest, glider han på denne dag hen over med et skuldertræk og et velvilligt ord om københavnerne.

- De er og har altid været rare og elskværdige. Nok vil de have, at man skal være høflig, dog ikke servil; forstår man deres jævne gemytlighed, der helst skal give sig udløsning i en til situationen passende vittighed, skal man nok komme godt ud af det med dem.

- Også i fredens dage kan man komme til at stå for skud og angreb.

Og han minder om, hvorledes han ganske uforskyldt fik ansvaret for, at ved daværende kronprins Frederiks og kronprinsesse Louises sølvbryllup, gaveceremoniellet gik i skuddermudder. Efter taffelet, da der var illumineret ved Søerne og fyrværkeri på Toldboden, skulle først sølvbrudeparret køre fra Amaliegade til Toldboden og se stadsen og derfra ind til de smykkede Søer. Og efter dem skulle de to konger - Danmarks og Sveriges - og hele deres kortege komme.

Kronprinsparret kørte også på Toldboden, men da staldmester v. d. Maases vogn kørte frem foran det øvrige vogntog, glemte man af en eller anden grund afstikkeren til Toldboden, kørte lige gennem Grønningen, og da man ikke kunne se kronprinsparrets vogn foran, kilede man for at indhente den, af i trav, der brød alle arrangements sønder og skabte Forvirring både her og der.

Og først bagefter kom kronprinsparret.

- Ja, siger Th. Petersen, jeg syntes jo nok, at det så forkert ud. Men skulle jeg som gammel militær kunne ride hen til kongerne - til Christian IX, der var soldat til fingerspidserne, og sige, at de kørte forkert i byen!

Apropos, det militære, så ved jeg jo nok, at man siger, at det er mig, der holder på at vore politimænd skal have eksercits, ja, der føjes endda til, at det er fordi jeg får så høj betaling for det. Men det er ganske forkert; jeg har kun ulejlighed deraf og får ikke en øre for det. Men når det står i loven, at vi skal have eksercits, kan det ikke være mindre end 3-4 gange om året for hver mand. Jeg tillægger eksercitsen en vis betydning, fordi den giver over- og inspektionsbetjentene lejlighed til at kommandere og styrker deres konduite i særlige tilfælde, og den giver mig lejlighed til at se politimændene i deres ældste klæder og skønne over, om de er holdt således, at korpsets værdighed ikke lider derved.

I øvrigt har øvelserne ikke stor betydning for mandskabet ud over, at man kan rette på en mand, der har fået for vane at stå og gå eller hilse mindre skønt. Og vi politimænd vil jo gerne se lidt pæne ud.

Der kommer et glimt af vrede i politiinspektørens ellers så lunt smilende øjne, da han kommer ind på nogle avisartikler, hvori man lamenterer over at de høje politiembedsmænd ikke kender betjentenes kår.

- Har jeg ikke i 9 år gået som over'allig betjent, betjent, inspektions- og overbetjent! Politiinspektør Madsen har været betjent, politiassistent With, politiassistent Tvermoes, politiassistent Hald o. s. v. Eller hvad siger man om afdøde Niels Jensen!

Nej, det er søgt vrøvl alt til hobe, ligesom den nu og da fremsatte påstand, at vort ordenspoliti skulle arbejde efter berlinsk mønster. Det er en hel anden organisation, man har dernede; det er langt snarere engelsk mønster, vi har det indrettet efter.

For resten har også det engelske politi sine betydelige skavanker. Jeg har med politiets udvikling for øje besøgt London og Paris og lært meget begge disse steder, mest i Paris.

I øvrigt har jeg også puderet i Berlin og Wien. Der var militær organisation, så man kunne tale om det; 4000 politimænd fuldt militært inddelte og øvede, med våbenkamre, hvor hver mand havde hængende sit moderne militære gevær, skarpe patroner, hjelme o. s. v.

Et tankespring. - og Theodor Petersen er midt i vore egne forhold igen.

_ Frederiksberg ! Der ligger Frederiksberg som en isoleret enklave helt inde i vor politiorganisation. En frederiksbergsk betjent har ingen myndighed på vor, en af vore betjente ingen på frederiksbergsk side af samme gade. De kan tro at dette skaber mange vanskeligheder, og endnu værre ville det være hvis vi ikke kom så godt ud af det sammen. Birkedommer Sylow er en fortræffelig mand...

- Undskyld hr. inspektør!...

Det er den vagthavende overbetjent der lader os se et glimt af de ventende.

Og så er interviewet forbi.

H-t

(Nationaltidende, 20. september 1912, 2. udgave).

1. politiinspektør Theodor Petersen blev forleden dag pludselig syg. Da det viste sig at være nyregrus, politiinspektøren led af, ønskede han at blive indlagt på Kommunehospitalet under overlæge Hansen; men på grund af pladsmangel er patienten først i går blevet overført fra hjemmet til hospitalet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 28. oktober 1912).

Politiinspektør Theodor Petersen om hvis sygdom vi forleden bragte meddelelse, er nu så rask at han allerede kan være nogle timer af dagen oven senge. Og det varer næppe længe, før han atter overtager sine forretninger.

(København, 7. november 1912)

Arkitekt Albert Jensen (1847-1913). (Efterskrift til Politivennen)

Albert Jensen (1847-1913), dansk arkitekt. Hørte sammen med Ferdinand Meldahl og Vilhelm Dahlerup m.fl. til "Europæerne" inden for historicismen i Danmark.  Albert Jensen opførte sammen med Meldahl Marmorkirken (Frederikskirken 1875-1894) og Charlottenborgs Udstillingsbygning (1881-1883). Sammen med Henri Glæsel (1853-1921) Magasin du Nord på Kongens Nytorv (1893). Blandt andre værker kan nævnes DFDS' bygning på Sankt Annæ Plads (1891) og Hagemanns Kollegium (1908), begge ligeledes i København. Albert Jensen var kongelig bygningsinspektør i årene 1902-1912, besad flere faglige tillidsposter og blev titulær professor i 1901. Han var ansvarlig for ombygningen af kælder- og stueetagen i et palæ på Amalienborg til vinterbolig for prins Christian og prinsesse Aleksandrine. Det havde før været anvendt til undenrigsministeriet.

Han opstilede for Borgerlisten til borgerrepræsentationsvalget den 29. marts 1898  under slogan som: "Valget står mellem borgerligt frisind og socialistisk klasseregimente". Ved valget gik  de radikale og socialdemokraterne 4 mandater frem til 20 og fik flertal i det 36 mand store råd. 

Max Peter Johan Kleinsorg (1866-1914): Sankt Petri Kirke. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

St. Petri Kirkeplads.

Udtalelser af Professor Albert Jensen.

Planen til den nye Omordning af St. Petri Kirkeplads, Opførelsen af Petersens Jomfrukloster paa Hjørnet at St. Pederstræde og Larslejstræde, de høje Gadenumres Fjernelse har vakt megen Opmærksomhed og Interesse.

Fra mange Sider har man med Glæde set, at "St. Petris Kirke"s Patron og Kollegium her har taget Initiativet til, med Bibeholdelse af hele det gamle Kvarters Hygge og Originalitet, at fremskaffe et smukt, aabent Anlæg her midt i den indre By.

Fra andre Sider er man rykket frem til Angreb under Feltraabet "Bevarelsen af det gamle Kjøbenhavn" og har hævdet, at ingensomhelst Forandringer maatte ske med Petri Kirkeplads. Bladet "Arkitekten" har bl. a. været meget langt ude. Men dette Fagskrifts Angreb lider iøvrigt af den meget uheldige Fejl, at forudsætninger er ganske unøjagtigt opfattede. Arkitekten synes at gaa ud fra, at Omordningen er baseret paa en ældre Plan, den tidligere har omtalt. I Virkeligheden er det jo en hel ny Plan, der foreligger.

Det er Professor Albert Jensen, der som Kirkekollegiets Arkitekt staar inde for det hele Projekts kunstneriske Forsvarlighed. Af hans nedenstaaende Udtalelser vil man se, at ivrige Bevarere af det gamle Kjøbenhavn ikke behøver at ængstes. Der er mange andre Steder, hvor deres iøvrigt paaskønnelsesværdige Interesse tiltrænges i langt højere Grad.

Vi har haft Lejlighed til at se de ualmindelig smukke Tegninger, som Professor Jensen har udført til Benyttelse ved Pladsens Omordning.

De gamle smukke Kirkebygninger, baade selve Kirken og det endnu ejendommeligere Kapel, fremtræder herefter frit og aabent, medens de nu helt skjules af den høje, nøgne Gademur.

Fra Frue Kirkeplads vil der blive et overordentligt smukt Kig ned til St. Petri Plads med de gamle, røde Kirkemure, halvt skjulte af grønne Træer. Den nye Bygning paa Kirkens Grund, hvortil bl. a. Petersens Jomfrukloster skal flyttes, optager heller ikke mere Plads end den, der nu allerede optages af Pigeskolen og Præsteboligen.

Det er et temmelig lavt Hus tegnet i en Stil, der passer til Kirkens og Kapellets Nærhed. Det vil være en ubestridelig Fordel at faa de nuværende halvgamle, kedelige og stilløse Huse, der ligger ved Hjørnet, ombyttede med denne kønne, rolig holdte Bygning.

Muren mod Larslejstræde bibeholdes. I Virkeligheden den eneste af de 3 Mure, som nu begrænser Kirkepladsen, der har Værdi. Men desuden bevarer Professor Jensen et Stykke af Muren ud mod St. Pederstræde, saaledes at det kommer til at slutte sig til den nye Klosterbygning. Ellers erstattes Muren mod den sidstnævnte Gade og Nørregade af en anden lavere Indhegning, der tillader Udsigt til Kirkebygningerne. Kirkekollegiet har tænkt sig et Gitter. Men Professor Jensen foretrækker selv en lav v Mur, der baade er smukkere og beskytter Pladsen bedre.

Professor Jensen siger om Opførelsen af den nye Bygning, at den i alle Retninger vil være en Vinding, ogsaa med Hensyn til Gadepartiernes Udseende. Den vil ikke komme til at borttage mere Udsigt til Kirken fra Larslej- og St. Pederstræde end de Bygninger, der nu ligger paa Hjørnet, allerede gør det. Den nuværende Pigeskole er iøvrigt yderst forfalden. Den nye Bygning har den Fordel, at den kun bliver benyttet til Menighedens Formaal. Butiker o. I. bliver der ikke i den.

De lange Mure ud til Nørregade og St. Pederstræde udelukker baade Sol og Lys fra Kirkepladsen, som derfor fortiden er ganske uskikket til Nybeplantning. Der maa derfor under alle Omstændigheder foretages en Omordning, og Murene er hverken saa smukke eller blot karakteristiske, at de fortjener større Forsvar. Dr. Mollerups i "Nationaltidende" fremsatte Henvisning til det murindhegnede, "fredfyldte" Rosenborg betyder intet, thi Forholdene ved Rosenborg er ganske forskellige fra dem ved St. Petri. Forøvrigt samstemmer, som ovennævnt, Professor Jensen med Dr. Mollerup i, at en lav Mur er at foretrække for et Gitter.

"Arkitekten"s noget uovervejede Artikel mod de nye Planers Gennemførelse, udtaler Professor Jensen sig temmeligt skarpt om. "Arkitekten"s faglige Redaktion synes hverken at have kendt den nuværende eller ældre Plan ordentlig, skønt den indgaaende kritiserer dem. "Arkitekten" har iøvrigt tidligere ganske i Uoverenstemmelse med sit nuværende principielle Syn set i høj Grad velvillig paa en delvis Bebyggelse af selve Nikolai Plads.

Professor Jensen tror iøvrigt, at Planen til den nuværende Omordning, naar alt kommer til alt, ikke vil støde paa virkelig alvorlig fagmæssig Modstand, thi i alle Retninger er der taget Hensyn til Bevarelsen af Pladsens gamle originale Karakter, og de Fordele, der opnaas ved nu at lukke den op, beplante den og skaffe Lys og Luft her midt i Byen, er saa store, at man ikke kan se bort fra dem. Selv om del særlige Syn her uformodet skulde indtage et afvigende Standpunkt, maa Ministeriet med fuld Føje kunne træffe en Afgørelse, der tillader en Omordning, der netop under de nuværende Forhold - en god økonomisk Basis og stor Interesse hos Kirkekollegiet og Nabogrundejerne - kan gennemføres saaledes, at der virkelig opnaas et for hele Byen smukt og godt Resultat.

Spero.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 8. oktober 1907).

I Albert Jensens forslag indgik bl.a. at pigeskolen og præsteboligen på hjørnet af St. Pedersstræde og Larslejstræde skulle nedrives og erstattes af en treetagers bygning, hvori skolen, præsteboligen og Petersens Jomfrukloster kunne være. Dette mødte ikke bare hos "Arkitekten" stor modstand. Det nævntes ikke i senere omtaler, og bygningerne står endnu.

Også planerne om et gitter vakte modstand - og blev forladt i 1909. Resten af planen var på det tidspunkt ikke færdigbehandlet. I 1910 stod telefonselskabets store bygning færdig på nabogrunden i Nørregade. I 1914 blev det endelig afgjort at restaurere muren ved Nørregade, samt rejse en gitterport ved hjørnet af St. Pederstræde og endnu en tæt ved telefonhuset. Disse var tegnet af slotsarkitekt Thorvald Jørgensen - Albert Jensen var på det tidspunkt død.

Bygningsinspektoratet.

Etatsraad Albert Jensen.

Den bekendte Arkitekt, Professor Albert Jensen har i disse Dage af Helbredshensyn trukket sig tilbage fra sin Stilling som kgl. Bygningsinspektør og er samtidig blevet udnævnt til Etatsraad. Den nye Bygningsinspektør bliver Arkitekt Magdahl-Nielsen.

I Kunstnerkredse vil det vække almindelig Beklagelse, at Etatsraad Albert Jensens Helbred ikke mere tillader ham at beklæde den Tillidspost, han siden 1902 har været Indehaver af. Hans sikre og fine Smag er under hans Embedsperiode kommet Offentligheden overordentlig meget tilgode.

Etatsraad Albert Jensen, der var afdøde Professor J. J. Nebelongs første Elev, er som Arkitekt velkendt. Han har deltaget i Opførelsen af Frederikskirken og den russiske Kirke, har opført Udstillingsbygningen ved Charlottenborg, Det forenede Dampskibsselskabs Bygning, Frilagerbygningen, Hagemanns Kollegium, Herregaardene Trolleholm og Trollenäs og mange Privatbygninger, der alle bærer Præget af høj kunstnerisk Dannelse. Etatsraad Albert Jensen, der nylig er fyldt 65 Aar, har imidlertid ogsaa hørt til de meget stærkt arbejdende Kunstnere, og det er intet Under, at han nu føler sig træt af de mange officielle Tillidshverv, der i Aarenenes Køb har været ham betroede.

Hans høje, smukke, repræsentative Skikkelse, hans elskværdige Personlighed og hans erfarne Raad vil blive savnede indenfor den Stand, til hvis bedste Mænd han hører.

(Riget (København) 1. februar 1910)

Til illustration af denne artikel er brugt et andet foto end det i den originale artikel der var af meget ringe kvalitet. I stedet er brugt et foto af Emil Clausen (1874-1949) fra Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Etatsraad, Professor Albert Jensen død.

Etatsraad, Professor, kgl. Bygningsinspektør Alf. Jensen er afgaaet ved Døden i en Alder af fem og tresindstyve Aar. Professor Albert Jensen hørte inden for den danske Arkitektstand til dem. som i høj Grad har sat Præg paa det København, som rejstes i Firserne og Halvfemserne, og ganske særlig er hans Navn knyttet til en Række offentlige Forretningsbygninger.

Som Elev af Nebelong og Meldahl fik han tidligt Lejlighed til at arbejde paa større Opgaver, og det var fra første Færd hans Hovedinteresse at tumle med store Masser. Hans Tegninger var stærkt præget af hans Ophold i europæiske Storstæder. I Modsætning til det Hold af Arkitekter, der følger umiddelbart efter ham, og som overvejende har søgt Fornyelse gennem gammel dansk Kunst, synes hans Bygninger helt internationale.

De Arbejder, han fik overdraget, fristede ogsaa i høj Grad til at søge Forbilleder i Udlandet. Hans Virken falder samtidig med Storindustriens og Handelens Udvikling, og det var i Virkeligheden nødvendigt at gaa andre Steder hen for at finde, hvorledes man der havde løst lignende Opgaver. Han byggede sammen med H. Glæsel det første danske Stormagasin "Magasin du Nord" og alene "Det forenede Dampskibsselskabs Bygninger". Ogsaa de Brock'ske Handelsskoler er opført efter hans Tegninger.

Det var nu imidlertid ikke saaledes, at Professor Jensen direkte overførte sine Indtryk udefra paa hjemlig Grund. Han var som Kunstner selvstændig og ret stejl. Fra Meldahl havde han taget noget af det myndige i Arv, og man vil i hans kosmopolitiste Bygninger finde en betydelig personlig Indsats. Blandt hans Arbejder er der iøvrigt Grund til at nævne den russiske Kirke i Bredgade, delvis Frederikskirken, Hagemanns Kollegium og sammen med Meldahl Herregaardene Trolleholm og Trollenæs i Skaane.

Professor Albert Jensen var Søn af Købmand Søren Jensen i Frederikssund. I 1870 fik han Asgangsbevis fra Kunstakademiet. I 1874 opnaaede han den lille Guldmedaille og i 1876 den store. Han var Ridder af Dannebrog og Medlem af Akademiraadet.

(Nationaltidende 26. juni 1913, 2. udgave)

Til illustration af denne artikel er brugt et andet foto end det i den originale artikel der var af meget ringe kvalitet. I stedet er brugt et foto af Emil Clausen (1874-1949) fra Det Kongelige Bibliotek, fri af ophavsret.

Kendt Arkitekt død.

En Broder til Konsul Jensen i Horsens, Etatsraad, Professor, kgl. Bygningsinspektor Ald. Jensen er afgaaet ved Døden, 65 Aar gl.

Professor Jensen hørte til de Arkitekter, der i høj Grad har været med til at bygge Firsernes og Halvsemsernes København, og i særlig Grad er Jensens Navn knyttet til et stort Antal Handelshuse, "Det forenede Dampskibsselskab"s Bygninger, de Brochske Handelsskoler og "Magasin du Nord" (som han byggede sammen med H. Glæsel). Endvidere har han blandt andet bygget den russiske Kirke i Bredgade, delvis Hagemanns Kollegium og sammen med Meldahl Herregaardene Trolleholm og Trollenæs i Skaane.

I hans Bygninger, der som oftest har internationalt Snit over sig, vil man finde stor personlig Indsats.

Professor Albert Jensen var Søn af Købmand Søren Jensen i Frederikssund. I 1870 fik han Afgangsbevis fra Kunstakademiet. I 1874 opnaaede han den lille Guldmedaille og i 1876 den store. Han var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand og Medlem af Akademiraadet.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 27. juni 1913).

Albert og Caroline Sofie Jensens gravsten på Vestre Kirkegård, Afdeling K, rk. 5, nr. 1. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Skræderforbundets Jubilæum. (Efterskrift til Politivennen)

---

Endnu vil vi blot omtale

de kvindelige Herreskræderes Organisation.

Den 13. September 1883 stiftede 26 Kvinder en Fagforening, hvis Medlemstal gennem Aarene har været yderst varierende, men gennemsnitlig omkring 150-200 indtil det opad Strejken Januar 1899 efter en ihærdig Agitation pludselig stiger til 1100 Medlemmer. Efter Strejken og Lockouten dalede Antallet igen med hastige Fald helt ned til 300 Medlemmer i 1902. I 1905 tager Agitationen igen fat, og Medlemstallet stiger da stærkt til 1000 Medlemmer og gennem Aarene har det holdt sig her omkring og udgør for Tiden 1.100. Dette Resultat har kostet umaadelige Anstrængelser, og det skyldes i første Række Kvinderne selv, at dette Resultal er naaet, thi - hvor underligt det end lyder - Mændene har haft en meget ringe Forstaaelse af den Betydning, Kvinderne vil faa paa Arbejdsmarkedet indenfor Skræderfaget. Den Aand fra "Lavstiden", efter hvilken Kvinderne ikke hørte hjemme indenfor Fagorganisationerne, har haft dybe Rødder.

I 1890 udbrød der en Strejke paa Gummifabriken i Odense, fordi Ledelsen havde afskediget 2 Mand, der havde agiteret blandt de arbejdende Kvinder for at melde sig ind i Organisationen, og ved den kommende Kongres i Odense, siger Formanden, J. Rasmussen, meget karakteristisk i sin Beretning, "at Fagforeningen i Odense havde begaaet "en Fejl" ved at vilde organisere de kvindelige Arbejdere paa Gummifabriken ind under "Dansk Skræderforbund" (!)" Saa snæversynet saa man paa det den Gang. Paa samme Kongres motiverede Kvindernes Formandinde, senere afdøde Fru Nielsen. følgende Forslag:

"Enhver Svend, som behøver fremmede kvindelige Syere til Medhjælpere, maa kun antage saadanne, som enten er eller er villig til hurtigst muligt at blive Medlem af den stedlige anerkendte kvindelige Fagforening i Herreskræderfaget".

Forslaget vedtoges og kom igen i 95, da Fru Elna Larsen var Formand, paa Kongressen i Horsens.

Det har holdt haardt at overvinde

de gammeldags Fordomme

mod Kvindernes Deltagelse i Organisationen og den øvrige politiske Bevægelse, men nu er de overvundne, og Arbejdet er sikkert og konstant. Kvindernes første Formandinde var Fru Ankersen, efter hende virkede Hovedbestyrelfesmedlem Forsbeck en kort Tid som Formand, derefter kom de ovennævnte Fruer Nielsen og Elna Larsen og efter dem Frk. Andrea Nielsen. 1909 valgtes Borgerrepræsentant Fru Anna Johansen til Stillingen.

Vi vil slutte denne Artikel med at omtale den sejge Kamp. Skræderforbundet har ført mod "Kristelig dansk Fællesforbund" og mod de indvandrede russiske og polske Jøder, som mener at se sin Fordel ved at optræde som Skruebrækkere eller Smudskonkurrenter.

"Kristelig dansk Fællesforbund" søgte i sin Tid at vinde Sympati i Befolkningen paa den Løgn, at Skræderforbundet og dets "socialistiske" Medlemmer vilde de kristelige til Livs, fordi de var religiøse! Intet har været Skræderforbundet fjærnere, oq Ledelsen har tværtimod overalt hævdet, at det selvfølgelig blev en privat Sag, om en Skrædersvend blev en Kristen eller ej; det tilkom ikke Afdelingerne at blande sig i slige Sager. Og det har jo ogsaa Gang paa Gang vist sig, at naar Afdelingerne blandede sig i "K. D. F "s Forhold, var det, fordi 

dets Medlemmer var ukollegiale og arbejdede under Priskuranten

Den første alvorlige Kamp med dette Forbund stod i 1899 hos A. Christensen i Vejle. Efter at Kongressen havde op, besluttede 10 af de 15 Mand, der arbejdede der, sig pludselig til at blive "religiøse" og meldte sig ind i "K. D. F.". 5 Mand forlod Arbejdsstedet, da det blev blokeret, men 1 er senere gaart tilbage til Forretningen, der endnu er blokeret.

De "kristelige" begyndte paa en hel Række Processer, baade imod Forbundet og mod Arup. I 1900 dukkede det kristelige" Spøgelse op hos C. Christensen paa Søndergade i Horsens og hos Carl Nielsen i Fredericia, men begge Steder er Forholdene ordnede i vort Forbunds Favør. Holstebro, Kolding, Randers og Hjørring havde ogsaa sin "Besøgelsestid", og med Undragelse hos Christensen, Hjørring, Ipsen, Randers, og Christensen, Vejle, er "Dansk Skræderforbund" efter flere Aars Kamp endelig naaet til at faa Svampen udryddet - netop fordi det ikke har misbrugt Religionen i saa smudsige Øjemed, som at trykke Lønnen ned.

En anden Slags Svamp har i de senere Aar vist sig i København i Form af den elendige russisk-polsk jødisk Underbydning af Arbejdskraft, men dette Forhold er saa velkendt, at vi ikke skal omtale det her, da det nu er lykkedes at faa en Kreds af Jøder oplyst om det forkastelige heri, og da de derefter har begyndt en Agitation blandt deres Trosfæller for at faa Smudskonkurrenten ud af Verden.

(Bornholms Social-Demokrat 27. august 1912).

Fænomener på hundekirkegården. (Efterskrift til Politivennen)

For mange mennesker - særlig dem der aldrig selv har haft hunde, katte eller andre husdyr - kan det måske se noget mærkeligt ud at dyrevenner lader deres firbenede yndlinge højtidelig begrave og derefter værner om deres lille gravsted.

Men har man en gang haft fx en trofast og klog hund, vil man forstå disse mennesker. Og man vil i alt fald ikke kunne holde med dem der søger at krænke dyrevennerne - selv om det sker under en forholdsvis vittig form.

På gartner Preislers hundekirkegård (ved siden af Garnisons Kirkegård) findes en marmorsten over en hund som hed "Jus". Nu har en vittig person gjort nogle tilføjelser til navnet så der er kommet til at stå "En stor (s)Jus 25 øre." Hvor kan nogen nænne at bære sig sådan ad?

Et andet sted er det "tidens tand", der har frembragt en morsomhed. Til et hundegravsted er benyttet en gravsted der har stået på en rigtig kirkegård. Men nu er den sidste påmaling der indeholdt dyrets navn, visket ud så at man læser: "H. Hansens familiegravsted".

Hansens familiebegravelser rummer altså en hund!

(Aftenbladet (København), 26. juli 1913).

Grosserer Robert Hansen (1863-1912). (Efterskrift til Politivennen)

Grosserer Robert Hansen kom 1897 ind i sin fars firma (C. K. Hansen) efter at have været ansat siden 1880. Firmaet var grundlagt af Christian Kjellerup Hansen, og videreført af dennes søn Johan Hansen. Robert Hansen var bror til handelsminister Johan Frederik Christian Hansen (1861-1943) som var den første danske handelsminister 1908-1909 i ministeriet Neergaard og 1909 i ministeriet Holstein-Ledreborg. .

Den 11. marts 1899 blev han præsident for den nystiftede "Union af danske Cykleklubber" som var en sammenslutning af "Dansk Bicycle Club", "Clubben Cyklisten" og "Fyns Cycle Union". Med i komiteen var desuden premierløjtnant Faber, telehgrafist Bræmer, fabrikant Fisker, cand jur. Hald, grosserer Kalom og overretsprokurator K. L. Hansen og lærer W. D. Rasmussen. Han fungerede bl.a. som dommer ved et internationalt cykelløb i Bernstorffgade i august 1900. 

Hvad angår hestesporten melder aviserne ikke så meget om Robert Hansen selv som udøvende, men som opkøber af væddeløbsheste og tilskuer til forskellige vædddeløb.

I 1907 var han med i bestyrelsen af Landbrugslotteriet.

Foto fra Dagens Nyheder 11. februar 1907 af Eremitagesletten, før starten af sportsrideklubbens væddekørsel dagen før. Her nævnes Robert Hansen som så mange gange før som tilskuer. Også kronprinsen var til stede. 

En ulykkelig Ridetur

Den kendte Sportsmand, Grosserer Robert Hansen styrtet al sin flest øg kommen alvorligt til Skade

Han henligger paa Usserød Sygehus ved Horsholm

I den lille Landsby Brønsholm mellem Rungsted og Hørsholm er der igaar Morges hændt en trist. Begivenhed. Den kendte Sportsmand, Grosserer Robert Hansen, var ved Grosserer Robert Hansen 7½-Tiden ude paa sin sædvanlige Ridetur, da der pludselig skete en Ulykke. Uden at nogen hidtil har lunnet forklare Grunden, gled Grosserer Hansen bag ad Hesten og styrtede ned, muligvis ramt af et Ildebefindende.

Grosserer Robert Hansen

Tililende Folk fandt ham liggende blødende og bevidstløs paa Vejen. Hesten havde med sine Hove bibragt ham nogle meget alvorlige Saar i Hovedet.

Hurtigst muligt førte man den tilskadekomne til Usserød Sygehus ved Hørsholm, hvor Lægerne konstaterede, at han havde faaet en alvorlig Hjernerystelse. Grosserer Robert Hansen var i disse Dage flyttet fra København ud paa sit Landsted i Rungsted, og man tilkaldte straks hans Familie herfra.

Der rekvireredes yderligere Lægehjælp, og op ad Dagen ankom Overlæge P. N. Hansen herfra Byen til Sygehuset. Kort efter Middag mente Lægerne at spore en svag Bedring i den saaredes Befindende, men hans Tilstand ansaas dog vedvarende for at være kritisk.

Sygehuslægen erklærede iaftes. at det i Øjeblikket, ikke var muligt at konstatere, om der er sket Brud paa Hjerneskallen.

Generalkonsul Johan Hansen ankom igaar Eftermiddag til Hørsholm for at være ved sin Broders Sygeleje. 

Ved Redaktionens Slutning var Tilstanden uforandret.

(Riget (København 19. juni 1912).

Grosserer Robert Hansen død.

Grosserer Robert Hansen er iaftes afgaaet ved Døden. Lige siden Tirsdag Morgen, da han efter sit Fald paa Rideturen indbragtes paa Usserød Sygehus, har han henligget bevidstløs, indtil Døden indtraadte iaftes ved 11-Tiden.

Grosserer Robert Hansen bar med Æraet af de bedste Navne indenfor vor Handelsverden. Som Søn af Seniorchefen idet C. K. Hansen'ske Dampskibsrederi, fhv. Generalkonsul Johan Hansen, fik han ikke Brug for nogen helt nyskabende og nystartende Evne. Som 17-aarig kom han allerede i 1880 ind i Faderens Forretning, hvor han hurtig dokumenterede sit klare Forretningsblik og ualmindelige Arbejdsevne. Hans medfødte Takt, den indre og ydre Kultur, han havde arvet med Slægtens patriciske dansk-engelske Traditioner, hans hele hjertevindende Personlighed gjorde ham hurtigt afholdt af alle, som han kom i Berøring med. 1892 blev han Prokurist i Rederiet, og ved Konsul Oluf Hansens Død i 1897 optoges han ligesom Broderen, fhv. Handelsminister, Generalkonsul Johan Hansen, som Associé i det gamle Firma. Han omfattedes af hele Personalet med Hengivenhed og Beundring. Med stor Fasthed og Dygtighed deltog han i den daglige Ledelse, og han har særlig i det sidste Aar, medens Seniorchefen har været syg, ydet det Overordentlige. 

Men ikke blot i Forretningen vil hans Død vække Sorg, den vil føles som et smerteligt Tab i hele Handelsstanden. Den Tillid, man med Rette nærede tilden Afdøde, bragte ham mange Tillidshverv. Han var saaledes Medlem Grosserersocietetets Komité, af Bestyrelsen for Kjøbenhavns Flydedok og Skibsværft, Landbrugslotteriet, private Reassurandører og Skibshypotekbanken.

Grosserer Robert Hansens Navn vil tillige være kendt i alle heste- og ridesportsinteresserede Kredse. Han var Formand for Kjøbenhavns Væddeløbsforening og Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Væddeløbsbane. Selv var hanen ypperlig Rytter, velskolet og veltrænet af sin daglige, friske Ridetur fra "Ma villa" i Rungsted. Alt tyder da ogsa paa, at han ikke er bleven ramt af nogen egentlig Rideulykke, men at et Ildebefindende har ramt ham under Ridtet,og man har Lov til at tro, at han er bleven grebet af den sidste Afmagt i en lykkelig, fri Følelse, paa Hesteryggen, under Udøvelsen af den Sport, der var hans kæreste Tidsfordriv. 

Den Afdødes Hustru, som overlever ham, er Datter af afdøde Billedhugger, Professor Stein og Søster til Højesteretssagføreren. Han efterlader sig endvidere Børn, to Døtre, af hvilke den ene er gift med Premierløjtnant I MarinenI arli o ff, og tre Sønner, af hvilke den ældste, Knud Hansen, er ansat i de C. K. Hansen'ske Rederier.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 20. juni 1912)

Jordefærd. 

Grosserer Robert Hansen, der forleden paa en Ridetur kvæstedes saa haardt, at han døde efter et Døgns Forløb, jordedes i Gaar fra Kirken i Kastellet i København.

Skønt Begravelsen efter den Afdødes Ønske var bekendtgjort til at skulle finde Sted i Stilhed, var der dog mødt saa mange, at Kirken omtrent var fyldt, og der var sendt Mængder af Kranse og Palmedekorationer.

Pastor Storm, der havde staaet den Afdøde nær, holdt en smuk, stilfærdig Tale, og den nærmeste Slægt bar Kisten ud af Kirken.

Begravelsen fandt sted paa Vestre Kirkegaard.

(Fyensk Stiftstidende 27. juni 1912).

Grosserer Robert Hansen 15, november 1863 - 19. juni 1912. Laura Hansen, f. Stein, 26. august 1864-19. februar 1935. Nederst til venstre: Direktør, skibsreder Oscar Ovesen (1897-1950), midt: Gunnar Robertsson Hansen (1901-64), til højre: Gudrun Ovesen (1894-1969). Afdeling C, rk. 4, nr. 20. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Robert Hansen var formand for Københavns Væddeløbsforening, og han havde forpligtet sig til at yde store økonomiske beløb til den (700.000 kr). Arvingerne ville imidlertid ikke påtage sig forpligtelserne. Hans heste blev solgt.

Sønnen Gunnar Robert (Robertsson) Hansen blev uddannet som musiker ved privatkonservatoriet Schola Cantorum i Paris 1920-22. Han var leder af Edda Film 1922 og optog samme år "Hadda Padda" og 1922-23 "Hr. Oluf og hans gyldne horn". Han var assistent på Gudmundur Kambans "Det sovende hus" (1926) og var derefter sceneinstruktør og direktør af kammerspilscenen på Sønderbros Teater 1929-30 og instruktør ved Det Kongelige Teater 1930-31. Han havde opgaver ved Reykjaviks Teaterselskab 1934-35, Aarhus Teater 1935-36 og atter ved Reykjaviks Teaterselskab 1950-1957. Desuden var han filmforfatter og filminstruktør især af kortfilm for Dansk Kulturfilm. Han skrev bl.a. romanen "Drama på slottet", der dannede grundlag for filmen af samme navn. Han var bosat på Island, men døde under et ophold i København. Han var gift med sekretær Helga Kaae (1914-?).