Holger Aagaard Hammerich var en dansk ingeniør, etatsråd, borgerrepræsentant og folketingsmedlem for Højre 1890-1915. Hammerich medvirkede til loven om oprettelsen af Københavns Frihavn i 1891 og dens arkitektoniske udformning, hvor Langeliniekajen med Østmolen blev anlagt som beskyttelse af Frihavnens bassiner. Desuden var Hammerich sammen med havnebygmester H.C.V. Møller medansvarlig for udformningen af Langelinieanlægget med park (af H.A. Flindt), broer og lystbådehavn. Dette anlæg er dog i dag noget amputeret som følge af Kastellets rekonstruktion.
Ifølge Gregers Dirckinck Holmfeld: "På sporet af København" fik Holger Hammerich ideen til "Boulevardbanen" den 21. juli 1885 hvor han havde taget en fridag fordi hans kone skulle føde. Fra ide til handling gik der 30 år, og Hammerich selv døde før der kørte tog 1. december 1917. Jorden fra de 8 meter høje volde og 9 meter dybe tunnel endte ved Kalvebod Strand hvor Politigården og det hedengangne Postgirokontor blev opført, samt i Svanemølleparken hvor Svanemølleværket og luksusvillaer blev opført.
Holger Hammerich udtrykte betænkning i 1891 i forbindelse med kommunal valgret til kvinder. Han sagde:
"Det vil ikke være naturligt at give gifte kvinder valgret, for de udøver denne ret gennem deres ægtemand. Altså er de kvinder, som er kommet på deres rette hylde, nemlig ægteskabet, udelukket fra valgretten. Til gengæld giver vi stemmeret til de kvinder, som ikke har nogen mand, og som derfor ganske naturligt må være misfornøjede med verden og forholdene. Dermed vil vi få et nyt vælgerkorps, som gennemgående er på de misfornøjedes side. Det kan aldrig være heldigt, og der er tilmed ingen mulighed for at rette op på disse kvinders misfornøjelse. Vi kan jo ikke give enkerne deres mænd tilbage eller skaffe de ugifte kvinder ægtemænd..."
Vore vestindiske Øer
Glædelige Efterretninger fra vore vestindiske Øer.
Etatsraad Hammerich fortæller om sin Rejse.
Søndag Aften vendte de tre Vestindiefarere, Etatsraad Hammerich, Administrator Larsen-Landorph og Grosserer Holger Petersen tilbage fra deres to Maaneders Rejse til de vestindiske Øer.
En af vore Hovedstadsmedarbejdere har bedt Etatsraad Hammerich om at fortælle lidt om Turen, en Anmodning, som beredvilligt blev efterkommet.
"Det var," siger Hr. Hammerich, "en meget tilfredsstillende og fornøjelig Rejse. Vi havde jævnt godt Vejr paa Sørejsen - heldigvis. Vi førte om Bord en dejlig fredelig og uforstyrret Tilværelse.
Vi tog herfra den 11. December og naaede St. Thomas Nytaarsmorgen. Der var vi foreløbig kun en Dag og tog med samme Skib til St. Croix, hvor vi landede næste Morgen.
Her maatte vi begrænse vor Opgave til et fyldigt Besøg paa Planteselskabets Ejendomme. Dagen gik paa den Maade, at vi om Morgenen tog til Plantagerne og først vendte hjem til en sen Middag. Efter den drøftede vi saa, hvad vi havde set.
Forholdene var i det Hele tilfredsstillende, uagtet saa vedholdende Tørkeaar som dem, der har hersket, efter at Plantageselskabet havde overtaget disse Ejendomme, næppe tidligere havde været kendt. Allevegne er Arbejdet med at bringe disse ganske forsømte Ejendomme paa Kode lykkedes godt. Det var en Fornøjelse at se det altsammen.
Hovedproduktionen er Bomuld. Bakkerne, som ikke egner sig hertil, benyttes til Græskultur. Her drives Kvægavl, som synes at lykkes godt. Kvægracen er forbedret med gode Avlsdyr, bl. a. med danske Tyre og Køer. Ogsaa en Hingst og nogle Hopper er ført fra Danmark derover til Forbedring af Hestene, særlig fornøjeligt var det at de store Landstrækninger med andre Ejere, som ved vort sidste Besøg laa hen som værdiløst Buskland. De mødte os nu som frodige Bomuldsmarker. og det var aabenbart, at de paagældende Ejere var blevet opmuntrede til at optage Bomulds-dyrkningen ved at se de gode Resultater af Planteselskabets Virksomhed. Man kan godt sige, at i det hele taget den Ihærdighed, hvormed der fra dansk Side er taget fat paa Afhjælpningen af St. Croix Landbrug, ikke blot af Selskabets, men ogsaa af andre Danske er blevet efterfulgt og har faaet stor Betydning for Øen.
Det var ogsaa en Fornøjelse at besøge Spedalskhedshospitalet samt de Plejehjem for forældreløse Børn og de Asyler for forsømte Smaabørn, som skyldes dansk Initiativ, Støtte hjemmefra og opofrende Ledelse ved unge danske Kvinder.
Vi besøgte ogsaa den Skole, der skal give en videregaaende Undervisning end den offentlige Kommeneskole og som allerede i Aar vil kunne afslutte Undervisningen med Mellemskoleeksamen. Med denne kan de unge gaa over til gymnasiet og andre videregaaende Skoler her hjemme.
Medens Undervisningen i det hele foregaar paa Engelsk, lærer Eleverne efterhaanden saa meget dansk, at Undervisningen i Historie og Geografi kan foregaa paa Dansk alene, Eleverne er baade Danske, Kreoler, Mulatter og helt sorte. Det er en mangefarvet Forsamling.
Fra St. Croix kom vi paa en meget heldig Maade til St. Jan, idet vi en Nat sejlede dertil med Orlogsmanden "Ingolf". Paa St. Jan besøgte vi Selskabets derværende Plantere og hørte med Glæde om den vellykkede Drift, Kammerherre Castenschiolds store Plantage er kommen i.
Samme Aften, som vi om Morgenen kom til St. Jan, naaede vi St. Thomas, hvor vi kun opholdt os i fire Dage. Vi fik her det Indtryk, at der var vækst i Skibstrafiken og gode Udsigter for Fremtiden, især efter at Panamakanalen bliver færdig og aabnes for Skibsfarten. Det ventes at ville ske i 1914. Med Henblik herpaa paabegyndes der i Aar et ret betydeligt Opmudringsarbejde, tjenende til Forbedring af St. Thomas Havn.
Hjemrejsen, som vi begyndte den 28. Januar, gik godt. Vi naaede le Havre i Fredags Morges og kom efter et kort Ophold i Paris til København Søndag Aften.
(Aarhuus Stifts-Tidende 14.februar 1911).
Fotograf Bertel Christian Budtz Müller (1837-1884): Holger Hammerich (1845-1915). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
I forbindelse med grundlovsforslaget 1912 hvor kvinders stemmeret indgik, mente Holger Hammerich at der burde knyttes en stemmepligt til kvindernes stemmeret. Muligvis fordi de "anstændige" højrekvinder måtte gøre vold på sig selv for at stemme. I afslutningsdebatten i 1915 præciserede Hammerich at partiet ikke stemte ja til kvindevalgret "fordi vi betragter den som en menneskerettighed, thi det gør vi ikke".
Hvorledes jeg blev Politiker
(Af Folketingsmand H. Hammerich.)
Ugebladet "Tiden" har spurgt Formanden for Folketingets Højre, Hr. Etatsraad Hammerich, om, hvorledes han blev aktiv Politiker og faaet følgende Svar:Min Interesse for og mit Syn paa politiske Forhold er vokset op under Samliv med de betydelige Mænd, der var knyttede til mit Hjem: Monrad, Fenger, Ploug, og fremfor alt Hall. Jeg følte mig som hørende fuldtud til de Rationalliberale, med det Liberale som Nr. 2, det Nationale som Nr. 1. Danmark til Ejderen stod for mig som det, der maatte være Hovedmaalet for vor Politik.
Saa langt Historien rækker, har Landet mellem Ejderen og Dannevirke været baade vor naturlige og vor nationale Grænse, syd for Ejderen er Folket tysk, nord for Dannevirke er det dansk. Fraregnet nogle indvandrede, er de, der har følt sig dragne mod Syd, kun fortyskede Danske. Vor Ret var derfor uomtvistelig; men Retten blev i 1864 lamslaaet af Magten.
Fra 1864 har jeg set vor Bestaaen som selvstændig Stat truet; det for mig afgørende blev derfor, at vi rustede os til det Forsvar, vi maatte være forberedte paa at føre. Det var min Overbevisning, at den for os afgørende Kamp næste Gang vilde blive ført paa Sjælland, og at i et Forsvar af Hovedstaden vilde ligesom i 1659 Afgørelsen falde.
I hvilke Rækker jeg med en stor Tilbøjelighed overfor den sande Frihed og den sunde Lighed var endt, ved jeg ikke, hvis ikke mit uafviselige Krav om et Forsvar med Københavns Befæstning som det centrale og Venstres Stilling hertil havde drevet mig stadig fastere over i Højres Rækker.
Direkte Del i politisk Virksomhed tog jeg først, da jeg i Nakskov blev Medlem af Højreforeningens Bestyrelse. Jeg havde dog ingen Tanke om selv at søge Valg til Rigsdagen, hvad jeg fik Lejlighed til at slaa fast paa min Fødselsdag den 20de November 1886.
Jeg saa den Dag nogle Venner hos mig, og maatte gaa fra Bordet, da der blev meldt en Mand, som endelig maatte have en kort Samtale med mig. Manden var Malermester Jensen, der anmodede mig om at være Højres Kandidat paa Christianshavn. Min Fader havde været Kredsens Repræsentant i den grundlovgivende Rigsdag; som født og opvokset derude, var jeg endnu kendt af mange; jeg var bleven kendt i Hovedstaden ved mit Banegaardsforslag; derfor henvendte man sig til mig, og Jensen indestod for, at jeg vilde blive valgt, en Udtalelse, hvis Rigtighed Hans eget Valg kort efter bekræftede. Jeg sagde Nej, hvad jeg, efter at have sovet paa det, næste Dag gentog, klar som jeg altid havde været paa, at jeg hverken havde Lyst eller særlig Evne til at blive aktiv Politiker.
En Maanedstid efter traadte en lille, firskaaren Mand, som jeg ikke før havde mødt, ind ad min Dør: "Jeg er Professor Matzen, kommer efter Telegram fra Nakskov om, at Kredsen er truet; Ingeniør Hammerich er den, der bedst vil kunne holde den." Mit Svar blev det samme som til Hr. Jensen, idet jeg dog af Hensyn til Sagen og Opfordringen fra mine Venner i Nakskov erklærede mig villig til at tage derover og støtte den Kandidat, man enedes om, som burde være enten gamle Steffensen eller Provst Lund.
Hvordan Prof. Matzens Telegram til Nakskov lød, mindes jeg ikke, kun det ved jeg, at det stemte ikke ret med min Udtalelse til ham; thi da jeg kom derover, fandt jeg mig i Bladene proklameret som Højres Kandidat. Jeg kom da under et Pres, og mine politiske Venners Udtalelse: "De er den eneste, der kan samle Kredsens Højre om Københavns Befæstning", bevægede mig til at tage imod Kandidaturen. Det er saaledes halvt med Voldtægt, at jeg i 1887 kom ind i den aktive Politik.
Fra Valgkampagnen i 1887 har jeg mange Minder, der saa godt som alle er af den mindre hyggelige Art, om hvilke man først efter svundne Aar siger med Æneas: Et hoc olim Meminisse juvabit *). Jeg vil dog friske op et fra et stort, af min Modkandidat Niels Neergaard foranstaltet, Møde, hvor Christen Berg mødte som Hans, Johs. Hage som min Adjutant. Der var mødt saa mange Landboere, at det straks blev forlagt ned i Harmoniens snesjapfyldte Gaard. Først talte, saa vidt jeg mindes, Berg og derefter Neergaard, og det var vist ham, der endte med at spørge mig, om jeg ogsaa vilde støtte Ministeriet Estrup, hvis det gik til en provisorisk Befæstning. Talerne blev holdt fra en Vognbund, og da jeg ad en lang Vogntrappe gik op til den, sølende mig, som om jeg var ved at betræde et Skaffot, trak Johannes Hage mig i Frakken og sagde, saa Berg hørte det: "De maa ikke svare Ja paa det Spørgsmaal, Neergaard stillede."
Jeg kom snart ind paa Fæstningen og Københavns Forsvar i 1659, som havde bidraget til, at Frederik III havde mægtet at knække Adelens Magt. Venstre Bønderne skulde i vore Dage vogte sig, at det ikke skulde gaa dem ligesaa, derfor vilde jeg haabe, at Venstre vilde gaa i sig selv; men fastholdt det sin Modstand, vilde jeg takke Ministeriet Estrup, Hvis det gennemførte Befæstningen, ogsaa naar det maatte ty til Provisorier, som jeg da vilde være med til at lade prøve for en Rigsret. Saavidt jeg ved, var Carl Wagner den eneste, der foruden mig i 1837 bestemt udtalte sig for den provisoriske Fæstning.
Denne Udtalelse blev under Kampagnen et stadigt Angrebsvaaben mod mig. Jeg tror ikke, at det fældede mig, men jeg ved, at det havde sin store Del i, at jeg ved en festlig Sammenkomst efter Valget med et Par Hundrede af mine Vælgere lovede at stille mig ved næste Valg, og at de lovede at skaffe mig valgt; et Løfte, som blev holdt i Januar 1890, hvor Københavns Befæstning gennem Provisorier nu var et fait accompli.
Det var med ærlig Villie, at jeg ved Valget gav Løfte om at bekæmpe Venstres Forsøg paa at tvinge Folketings Parlamentarismen frem gennem Visnepolitik og Finanslovnægtelse, at jeg nægtede at holde min Haand over Fattigmandssnaps, og fremfor alt var der ærlig Villie bag mit Løfte om at støtte Ministeriet i dets Maal: i Københavns Befæstning at skaffe os et nødvendigt Led i Landets Forsvar. Paa denne Stilling blev jeg da ogsaa valgt med ligesaa mange Stemmers Overtal (ca. 150), som Undertal, der i 1887 havde fældet mig. Saadan er jeg kommen ind i de aktive Politikeres Række.
H. Hammerich.
*) Ogsaa dette kan det en Gang blive en Fornøjelse at mindes.
(Bornholms Avis og Amtstidende 17. juli 1915).
Holger Hammerich
Det er en af vor politiske Verdens mest tiltalende Skikkelser, der med Folketingsmand, Etatsraad Hammerich er forsvundet. Det kan vel ikke siges, at han spillede nogen ligefrem stor politisk Rolle; men hans fremtrædende Karakteregenskaber gav ham alligevel i afgørende Øjeblikke en Indflydelse, der var større end de flestes, og han var af dem, der al Tid højnede den Forsamling, hvori han sad. Dygtig Fagmand, som han var, interesserede han sig først og fremmest for Realiteterne og Tingenes saglige Behandling, og hans noble, stærkt kultiverede Personlighed gav stedse hans Bidrag til Behandlingen den største Vægt.
Og først og sidst bør det huskes, at han i en Tid, hvor Klasse- og Standsinteresserne trænger saa stærkt paa, var en af dem, der al Tid havde selve Samfundets, Nationens Tarv for Øje. Derfor traf man ogsaa H. Hammerich som Medarbejder over alt. hvor det var de store Hensyn, der skulde tages, og hvor der krævedes Horisont og Uegennytte for at være med. Nævnes kan jo blot hans varme Interesse for Forsøgene paa at faa noget ud af Dansk Vestindien.
Holger Hammerich var født paa Kristianshavn den 20. November 1845, Søn af Professor, Dr. phil. M. I. Hammerich. Han blev Student 1863, studerede først nogle Aar Medicin, begyndte derefter i 1868 at studere Ingeniørvidenskab, studerede til 1871, var fra dette Aar til 1874 Civilingeniør i Nordamerika. Efter Hjemkomsten i 1874 var han Ingeniør ved Sydfynske Bane til 1876, derefter Medindehaver af Tuxen og Hammerichs Maskinfabrik i Nakskov til 1881 og endvidere Ingeniør ved De danske Sukkerfabriker fra 1881 til 1885. Hans Interesse for Sukkerindustrien var levende, og han gjorde i sin Tid et stort Arbejde for at faa Fart i denne saa betydningsfulde Produktion.
Omtrent paa dette Tidspunkt traadte han ind i det politiske Liv. Fra 1887 til 1893 var han Borgerrepræsentant i København. I 1890 stillede han sig i Nakskovkredsen, som han repræsenterede til 1895, da han ombyttede den med Københavns 6. Kreds, som han siden har holdt, i de senere Aar med et overvældende Stemmeflertal. Han var Medlem af Bestyrelserne for bl. a. Ny Carlsbergfondet, Foreningen for national Kunst, Plantageselskabet Dansk Vestindien, Spritfabriken Fortuna, et Par Eksportselskaber osv. Desuden sad han i Direktionen for Kolindsund og for Kallehave Jernbaneselskab, var Medlem af Bikubens Repræsentantskab og Formand for Carl Lunds Fabriker. Som Ingeniør har han gennem Tiderne ydet betydelige Bidrag til Udviklingen af Københavns Havne- og Banegaardsforhold.
I 1876 ægtede han en Datter af Læge Mølmark i Svendborg.
Da Hammerich 20. Januar i Aar kunde sejre 25 Aars Jubilæum som Folketingsmand, fremsatte han selv i "Bert. Tid. " nogle interessante Udtalelser om sin politiske Virksomhed. Han fortæller, hvorledes en lille firskaaren Mand, som han ikke før havde mødt. En Dag traadte ind til ham og sagde- "Jeg er Professor Matzen, kommer efter Telegram fra Nakskov om, at Kredsen er truet, Ingeniør Hammerich er den eneste, som maaske kan holde den". Hammerich mente dog ikke at kunne stille sig. "idet jeg dog", skriver han, "erklærede mig villig til at tage derover og støtte den Kandidat, man enedes om, som burde være enten gamle Steffensen eller Provst Lund. Hvordan Prof. Matzens Svar til Nakskov lød, mindes jeg ikke, men det stemte ikke helt med min Udtalelse til ham, thi da jeg kom derover fandt jeg mig i Bladene proklameret som Højres Kandidat. Jeg kom da under et Pres, og mine politiske Venners Udtalelse: "De er den eneste, der kan samle Kredsens Højre om Københavns Befæstning", bevægede mig til at tage imod Kandidaturen. Det er saaledes halvt med Voldtægt, at jeg kom ind i Politik".
Han blev dog ikke valgt den Gang - i 1887 - men kom igen i 1890 og sejrede. Han siger selv herom:
"Det var med ærlig Villie, at jeg ved Valget gav Løfte om at bekæmpe Venstres Forsøg paa at tvinge Folketingsparlamentarismen igennem ved Visnepoliiik og Finanslovnægtelse, at jeg nægtede at holde min Haand over Fattigmands Snaps, og fremfor alt var der ærlig Villie bag mit Løste om at støtte Ministeriet i dels Maal, i Københavns Befæstning at skaffe os et nødvendigt Led i Landels Forsvar. Paa denne Stilling blev jeg da ogsaa valgt med et godt Overtal af Stemmer og kom dermed ind i den aktive Politik.
Mit Syn paa politiske Forhold er vokset frem under Samliv med de betydelige Mænd, der var knyttede til mit Hjem: Monrad, Fenger og fremfor alt Hall. Jeg følte mig som hørende fuldtud til de National-Liberale, med det nationale som Nr. 1, det Liberale som Nr. 2. Hvor jeg med en stor Tilbøjelighed overfor den sande Frihed og den sunde Lighed var endt, ved jeg ikke, hvis ikke mit uafviselige Krav om et Forsvar med Københavns Befæstning som det Centrale. og Venstres Stilling hertil havde drevet mig stadig fastere over i Højres Rækker, under hvilke jeg har kæmpet.
Som aktiv Politiker fik jeg hurtigt del Grundsyn, at det i Politik gælder om at faa det bedst mulige ud af de til enhver Tid foreliggende Forhold. Jeg har derfor ikke kunnet følge dem, der vil nøjes med at vaske sine Hænder i Uskyldighedens Bad og slaa sig til Ro med at protestere mod det, de finder forkasteligt. Som Regel er man ikke dækket, selv om mon nok saa meget kan sige: "I det, som her sker, er jeg uden Ansvar".
Del sidste er særdeles betegnende for den politiske Linie, Hammerich fulgte lige ned til den sidste Tid
*
For kun et Par Dage siden havde jeg - skriver Redaktør Asger Karstensen i "Frederiksborg Amtstidende" - en Samtale med Etatsraad Hammerich om et indre Partianliggende. Han var som altid optaget - fra dette Møde til det næste og derfra til den og den. Jeg bemærkede ogsaa ved denne Lejlighed, al han var ældedes stærkt. Han var træt.
Overfor mig gennemgik han hele sit Syn paa Danmarks Stilling til Verdenskrigen og til de kommende Forhandlinger om dens Afslutning.
"Jeg bevarer", sagde han, "Haabet og Troen. Jeg er ikke i Tvivl om, hvad der vil ske, hvis Centralmagterne sejrer, og jeg er inderlig overbevist om det rigtige i det Syn, jeg har paa Danmarks Stilling, hvis de allierede sejrer og Timen skulde slaa for de nationale Frigørelser. Af Hensyn til denne min Opfattelse ønsker jeg endnu en Gang at modtage Valg - helst gik jeg igen ud af Rigsdagen, naar Verdensdramaet er spillet til Ende. Jeg venter ikke Freden for tidligst i Efteraaret 1916".
'
I Søndags var Etatsraad Hammelich ude at spadsere, og var bl. a. ude for at se paa et Maleri af sig selv.
Da han kom hjem, var der endnu intet al mærke, men ud paa Aftenen blev han mindre veltilpas og gik Iil Sengs. Han vilde dog paa ingen Maade tillade, at der blev hentet Læge.
Om Morgenen Kl. 8, da han var ved at staa op, fik han et Besvimelsesanfald og hans Hustru tilkaldte nu Huslægen, Dr. Fenger.
Da denne kom til Stede, erklærede han, at det var meget alvorligt, og ved 5-Tiden døde Hammerich.
Det var en Underlivsforblødning, der blev Dødsaarsagen.
Etatsraad Hammerich led iøvrigt af en ret fremskreden Aareforkalkning.
(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 5. oktober 1915).
Hammerich død.
Ret uventet er Folkethingsinand for Københavns 6. Kreds, H. Hammerich, død i Gaar Eftermiddags efter et kortvarigt Sygeleje, omtrent 70 Aar gammel.
Der rømmes op i dansk Politiks Personel. Grev Frijs træder ud af aktiv Tjeneste. Lars Dinesen følges nu i Graven af Hammerich. Den gamle Tids Mænd forsvinder. Ny Tider staar med den ny Grundlov for Døren.
Hammerich har haft Sæde i Folkethinget i over 25 Aar. Fra 1890 til 1895 repræsenterede han Nakskovkredsen, hvor han havde besejret N. Neergaard, og derpaa Københavns 6. Kreds uafbrudt i 20 Aar. Det kneb i 1901, da han kun sejrede med 22 Stemmers Flertal, men først Venstres Frafald og derpaa denne Valgkreds Bebyggelse i stadig mere bourgeoismæssig Retning gjorde ham ved de senere Valg uovervindelig.
Hammerich var Højremand, ivrig Militarist og udpræget Toldbeskyttelsesmand. Men der var dog i hans Person og Politik Mindelser fra hans nationalliberale Afstamning. Han fulgte Estrup, men var glad ved Forliget i 1894 og deltog i Forberedelserne til det. Han var virksom ved Udarbejdelsen af den ny Valgkredslov af 1895, hvor han gærne vilde have givet København en Kreds til, men ikke magtede det. Han forhandlede gerne med de gamle Moderate og senere med J. C. Christensen - med hvem en noget gammeldagsfarvet Nationalopfattelse gav ham Berøringspunkter. Men han var heller ikke bange for i visse Situationer at forhandle med Radikale og Socialdemokrater. Som den udprægede Byrepræsentant og Industrimand han var, søgte han Byernes Interesser nogenlunde varetaget. Dette var Baggrunden for hans Forsøg paa at naa til et Grundlovsforlig i Foraaret 1914, og det var Hammerich, der - efter at Red. Asger Karstensen havde taget det første Initiativ i Begyndelsen af indeværende Aar førte Ellinger, Poul Rasmusen og Abrahamsen til Zahle og fik de afsluttende Grundlovsforhandlinger i Gang.
Det var Venstres Valglov, der oprørte ham. Den krænkede Byernes Retfærdighedskrav og den vilde ved det bundne Omvalg have gjort Højre til Reserve for det Christensenske Venstre, og den Lod ønskede Hammerich, trods alle nationale og militære Berøringspunkter med J. C. Christensen, Ikke Højre beskaaret.
Tilsyneladende var Hammerich en noget naiv Mand og som Taler meget ubehjælpsom. Men søgte man i det stenografiske Referat med noget Besvær Talens Mening, var der ikke saa sjælden Politik deri. Og skønt oftest Lars Dinesens Modpart i Højres indre Gruppekævl, var han Ikke fremmed for Kulissepolitik og en vis Forslagenhed. Men han manglede Karakterens Stejlhed og Viljens Styrke. Han vilde i for høj Grad være gode Venner med alle. I 1909 gjorde han - ligeledes inspireret af eller i Forbindelse med Asg. Karstensen - et Tilløb til at faa Højre ind i en fornuftig Kurs i Forfatningssagen, men han bøjede af overfor Modstanden i Højre Og søgte paa en efter vor Mening ikke helt værdig Maade at bortfortolke sine ganske vist utroligt knudrede Ord, hvis Mening dog i den paagældende Situation Ikke var til at tage fejl af, og som heller ikke blev misforstaaede.
Hammerich var Formand for Højres Valggruppe i Folkethinget. En Tid var han Formand for Højres Arbejder- og Vælgerforening i København. Fra 1887 til 93 havde han Sæde i Borgerrepræsentationen. Han interesserede sig tidligt for Forholdstalsvalgmaaden, men han vilde købe den saa billigt som muligt, og den Gang troede han endnu at kunne faa den forbundet med et Toklassevalgsystem. Paa dette i Forbindelse med andre reaktionære Planer knækkede Højre Halsen i 1893, de første Socialdemokrater og Liberale valgtes ind i Borgerrepræsentationen og Hammerich selv faldt.
Af Fag Ingeniør havde han Sæde i en Mængde industrielle Foretagender. Personligt var Holger Hammerich en yderst elskværdig og omgængelig Mand, hvem hans Rigsdagskolleger, enten de var hans Meningsfæller eller Modstandere, vil mindes med Sympati og Agtelse.
(Social-Demokraten 5. oktober 1915).
Holger Hammerich som Ingeniør.
Holger Hammerich er pludselig gaaet bort. Hans mange Venner ville med dyb Sorg skilles fra ham, og altid mindes hans brave, trofaste og elskelige Personlighed. Han kæmpede stadig trofast for sine Idealer, og der var gennem Aarene altid noget saa rent, fint og nobelt over ham, at han vandt selv sine politiske Modstandere Sympati - andre Modstandere havde han næppe. Hans Virksomhed som Politiker vil jeg lade andre udtale sig om, men skal indskrænke mig til kort at berøre hans Virksomhed som Ingeniør.
Der blev noget spredt over hans Uddannelse, idet han pludselig opgav sine Studier paa polyteknisk Læreanstalt for at drage til Nordamerika. Her virkede han ved forskellige Arbejder og erhvervede Kundskaber og et vidt Syn under Paavirkning af de storartede Anlæg, han lærte at kende, ligesom han fik Blik for den friske umiddelbare Opfattelse, der er ejendommelig for saa mange amerikanske Værker og Konstruktioner.
Efter Tilbagekomsten virkede han en Tid som Jernbaneingeniør, en Tid som Fabrikant og samtidig agiterede han for Indførelsen af Sukkerroedyrkningen paa Lolland, hvorved han banede Vej for de danske Sukkerfabrikers Tilblivelse. Først derefter kom Ingeniøren i ham ret til Gennembrud.
Det er ikke geniale Detailler eller Konstruktioner, der var hans Styrke; men derimod Ideerne i store Træk til Løsning af vanskelige Problemer. Jeg behøver blot at nævne hans udmærkede Idé til Anlæg af en ForbindeIsesbane gennem Boulevarden mellem en østre Station og en vestre Centralstation, hvorved de mangeaarige Forhandlinger om Ordningen af de kjøbenhavnske Banegaardsforhold fik en ganske ny Impuls og Planen blev med forskellige Ændringer Grundlaget for den nu under Udførelse værende Ordning.
Nævnes bør ogsaa hans Idé til Omordningen af Aarhus Banegaardsforhold. Selv om dette Projekt, navnlig paa Grund af sin Kostbarbed, næppe kommer til Udførelse, betegner det ogsaa en uventet Løsning, der i alt Fald tiltaler ved sit fine og storslaaede Syn paa disse Forhold.
At Hammerichs Navn ogsaa er knyttet til forskellige Privatbaner, turde være bekendt.
Da Planen om Frihavnsanlæget kom frem, greb dette Spørgsmaal straks hans Interesse, og i Rigsdagen og andetsteds støttede han Sagen med den Energi, han altid lagde i Sager, der havde større almen Betydning.
Hammerich havde, som bekendt, stor Kunstsans. Dette Forhold blandede sig ogsaa jevnlig ind i hans Planer til Ingeniørarbejder. Eksempelvis kan anføres, at han under sin Syslen med Frihavnsplanen med al Magt kastede sig ind i at kombinere denne Plan med Ordningen af det Langelinieanlæg, som er blevet Kjøbenhavns mest ejendommelige og skønneste Parkanlæg. Det skyldes i alt væsentligt hans Udkast.
Hammerich vil savnes meget, og hans Fædreland staar paa mange Mander i Taknemlighedsgæld til ham.
Ch. Ambt.
(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 5. oktober 1915).
Etatsraad Hammerich.
Don 20de Novbr. 1845. - Den 4de Oktbr. 1915.
Uventet kom igaar Budskabet om Folketingsmand, Etatsrnad Hammerichs Død. For et Par Dage siden færdedes han som sædvanlig, selv da han følte sig noget træt og syg, men ingen anede, at det allerede dengang saa hurtigt bar mod Døden.
Etatsraad Hammerich traadte som 45-aarig Mand i 1890 ind i den aktive Politik, idet han ved Valget den 21de Januar valgtes til Folketingsmand for Nakskovkredsen, hvor han allerede havde søgt Valg i 1887. I 1892 genvalgtes han, men I 1895 opstilledes han i Kjøbenhavns 6te Kreds, hvis dygtige Repræsentant paa Tinge han siden da uafbrudt har været.
Ved Siden af sin politiske Virksomhed, hvorom kendte Politikere udtaler sig andetsteds her i Bladet, har Hammerichs Arbejde paa Rigsdagen navnlig samlet sig om Sager, som vedrørte hans Fagvidenskab, og han har paa dette Omraade med Ære knyttet sit Navn til Løsningen af to ikke alene for sin Fødeby, men ogsaa for hele Landet vigtige Spørgsmaal: Kjøbenhavns Frihavn og Omordningen af Kjøbenhavns Banegaardsforhold.
Allerede i 185 fremsatte Hammerich sin interessante, tildels paa helt nyt Syn baserede Plan til Omordningen af Kjøbenhavns Banegaardsforhold, og gennem mange Aar arbejdede han med en usædvanlig Interesse og Energi paa at naa en endelig Løsning, hvad der ogsaa lykkedes ham. I den Plan, som nu gennemføres, spores Hammerichs Ideer paa de afgørende Punkter.
Den anden store Opgave, hvis Løsning Hammerich har knyttet sit Navn til, og hvor hans Genialitet har sat sine Spor, er som nævnt Frihavnens Anlæg og det dermed i Forbindelse staaende Spørgsmaal om Frihavnsanlægets Omgivelser. Da Loven om Frihavnen var vedtaget, fremsatte Hammerich den Plan til den nye Langelinie, som siden blev realiseret. Der var mange Vanskeligheder forbundne med dens Gennemførelse, som Hammerich, der dengang paa samme Tid var Medlem af Folketinget og Borgerrepræsentationen, af Havneraedet og Frihavnens Bestyrelse, imidlertid forstod at overvinde.
Fra 1891, indtil den nye Lov om Kjøbenhavns Havns Bestyrelse traadte i Kraft, var Hammerich Medlem af Havneraadet, først som valgt af Landstinget, senere som udnævnt af Kongen; ogsaa i Havnebestyrelsen havde Hammerich Sæde som udnævnt Medlem af Ministeren for Offentlige Arbejder.
Fra 1887-93 var Hammerich Medlem af Borgerrepræsentationen og fra 1911-13 Formand for Højres Arbejder- og Vælgerforening.
Med Etatsraad Hammerich er en i høj Grad fædrelandssindet Mand, en nobel, dygtig og indsigtsfuld Politiker gaaet bort. Et flittigt og virksomt Liv har fundet sin Afslutning.
Landstingsmand Piper:
Meddelelsen om Etatsraad Hammerichs Død kom som et Lyn fra en klar Himmel. For kun to Dage siden var vi sammen og talte om det, der altid laa ham stærkest paa Sinde: Danmarks Vel.
Etatsraad Hammerich var en af de Mænd, jeg har truffet i det offentlige Liv, som jeg satte mest Pris paa. Hans fine og noble Karakter, forenet med stor Beskedenhed og Offervillighed, maatte nødvendigvis vække Sympati og gøre ham til en afholdt Medarbejder.
Det var hans varme Fædrelandskærlighed, der i sin Tid drog ham ind i det politiske Liv; det var ogsaa denne Stjerne der var ledende for ham i Hele hans Gerning og for de Beslutninger, han tog.
Hammerich var en af de Rigsdagsmænd, der tilførte Rigsdagen et betydeligt Fond af speciel teknisk Indsigt, der i høj Grad kom Lovgivningsmagten tilgode og vil blive savnet i Fremtiden. Han var en flittig og samvittighedsfuld Mand, der selvstændig dannede sig sin Overbevisning om de Sager, der blev ham betroede, men han var tillige en forhandlingsvillig Mand, der kunde respektere andres Anskuelser og søgte gennem Forhandling at opnaa det bedst mulige Resultat.
Vort Parti og vort Fædreland har med ham atter mistet en af sine bedste Sønner.
E. Piper.
Folketingsmand Ellinger:
I Folketingets Højre havde vi i sin Tid to fremragende Teknikere: Niels Andersen og Holger Hammerich, og begge har de udrettet et overordentlig dygtigt Arbejde paa deres Felt, et Arbejde, som er anerkendt af alle deres Rigsdagskolleger; de saa ikke altid ens paa en Sag, og saaledes stillede Andersen sig ret køligt til Gennemførelsen af en tidsvarende Udvikling af Kjøbenhavns Banegaardsforhold, medens Hammerich som bekendt er den egentlige Fader til Planen herfor. Fælles for dem var den varme Interesse, de nærede for Landets Forsvar; dette var altid i deres Tanker, og hver paa sin Vis har gjort sit bedste for at oplyse Befolkningen om, hvor afgørende vigtigt det er at have det i Orden.
Var Hammerich noget langsom og ubehjælpsom i sin Tale, saa var han hurtig og grundig i sit Arbejde, og han var rig paa Ideer, ogsaa udenfor Ingeniørfaget; han har saaledes formet Tanken om at bevare Enmandskredsene til Folketinget (og dette forlangtesl) og dog nærme sig til Forholdstalsvalg, nemlig gennem Tillægsmandaternes Indførelse; og han har saaledes ydet sit store Bidrag Hl Fremskaffelsen af et retfærdigt sammensat Folketing. ,
Det saglige Arbejde paa Rigsdagen Interesserede Hammerich mest, og han havde den Lykke at udrette noget, der vil sætte Spor længe. Han følte derhos stærkt det personlige Ansvar og kunde ikke slaa sig til Ro med det unægtelig lette Ræsonnement, at naar man ikke gaar med til en Sag, saa har man intet Ansvar for den; thi han var klar over, at man da har Ansvaret for, at det gode, man ved sin Medvirkning kunde have indført, aldrig bliver gennemført, og at der med Rette senere vilde falde haarde Bebrejdelser for Mangel paa Klarsyn og Fremsyn.
Hammerich var en ridderlig Karakter, en fremragende Dygtighed, en varmhjertet og offervillig Patriot - maatte vore politiske Partier sætte en Ære i at tilføre det offentlige Liv Mænd af en saadan Støbning, at de pynter paa det og skaber det Respekt, fordi de repræsenterer det bedste i Folket,
H. O. G. Ellinger
Folketingsmand Poul Rasmussen:
Efter Systemskiftet blev Etatsraad Hammerich af mange betragtet som Repræsentant for den mest yderliggaaende Konservatisme - en Politiker med hvem en Forhandling vanskelig kunde føre til et positivt Resultat. Intet var dog mindre rigtigt.
Hammerich havde med stor Iver bekæmpet den daværende Regerings Skattelovforslag, som han - udpræget Højrepræsentant, som han var, fandt uretfærdigt. Og naar han tog sig af en Sag, omfattede han den med stor Varme. I Virkeligheden var Hammerich i udpræget Grad en Kompromissets Mand, der fremfor alt ikke ønskede Kamp alene for Kampens Skyld.
Faa var som han utilfreds med, at Grundlovskampen tilspidsedes, han havde ønsket den Sag løst allerede for Aar tilbage, og det er jo Offentligheden bekendt, hvorledes han senere gennem det Hammerich Rottbøllske Forslag virkede for en Overenskomst i 1914.
I det nu afsluttede Grundlovsforlig havde han en væsentlig Andel. Det var ham, der rettede den første Henvendelse til Konseilspræsidenten om en Forhandling.
Sammen med Hammerich sad jeg gennem flere Aar i Bestyrelsen for den interparlamentariske Gruppe.
Her tog han Ivrigt Del i Arbejdet, og navnlig havde han Interesse for Samarbejdet mellem de tre nordiske Landes Politikere, af hvilke han, efter det sidste Møde her i Byen, samlede en Kreds i sit gæstfrie Hjem. Jeg fik her et Indtryk af den Sympati og Forstaaelse, hvormed ogsaa Normænd og Svenskere omfattede ham.
Mange af os har i Hammerich mistet en god og trofast Ven, det offentlige Liv en loyal Politiker og Fædrelandet en trofast og offervillig Søn.
Poul Pasmusen.
Etatsraad Hammerich og Dansk Vestindien.
Forbindelsen mellem Etatsraad Hammerich og de dansk vestindiske Øer skriver sig fra den Tid, da Forhandlingerne om Øernes Afstaaelse sidst stod paa.
Da hans Fædrelandssind ikke kunde forlige sig med Tanken om, at Danmark frivillig skulde skille sig af med de vestindiske Besiddelser, vore sidste Tropekolonier, kastede han sig med hele aln Energi ind i Arbejdet for at forhindre dette. Nogle af hans bedste Rigsdagstaler kom frem under de politiske Forhandlinger herom, Taler, hvori hans varme Fædrelandssind fandt Udtryk.
Men han lod det ikke blive ved Ord. Da Salgsforhandlingeme endelig var opgivne, tog han sin store Del i Arbejdet for at fremhjælpe Øerne. Han blev en af de ledende Mænd i Plantageselskabet "Dansk Vestindien", Medlem af Selskabets Bestyrelse, og deltog ogsaa paa mange andre Omraader i Arbejdet for Øerne Opkomst. Han gjorde sig ved Rejser til Øerne bekendt med Forholdene der og stillede sine rige Evner og store Arbejdskraft til Raadighed for dette Arbejde.
Forholdenes Udvikling i Dansk Vestindien bragte ham mange Skuffelser, men desuagtet holdt hans Følelser for de tre smaa Tropeøer sig til hans sidste Time Med ham har Dansk Vestindien mistet en god og virksom Ven.
L. C. Helweg-Larsen.
*
Etatsraad Hammerieh var født den 20de November 1815 her i Byen som Søn af Professor, Forstander for Borgerdydskolen pan Christianshavn, Dr. phil. M. I. Hammerich og Hustru. I 1863 blev han Student og studerede derefter i nogle Aar Medicin og senere fra 1868-71 Ingeniørvidenskab. Fra 1871-74 var Hammerich Civilingeniør i Nordamerika og blev etter sin Hjemkomst Inventar ved sydfynske Jernhane (1874-76). 1876 -81 var han Medindehaver at Tuxen og Hammerichs Maskinfabrik i Nakskov og fra 1881-85 Ingeniør ved De danske Sukkerfabriker.
*
Etatsraad Hammerich var Medlem af Bestyrelserne for Ny Carlsbergfondet, Foreningen for National Kunst, Kjøbenhavns Frihavn, Plantageselskabet Dansk Vestindien, Spritfabriken Fortuna, Kjøbenhavns Mælkeforsyning, Crown Butter Export Co. og United Export Co., endvidere var han Medlem af Direktionerne for Kolindsund og Kattehave Jernbaneselskaber, af Centralkomitéen af 1909 og af Bikubens Repræsentantskab samt Formand i Bestyrelserne for Carl Lunds Fabriker, Titan og Fanø Vesterhavsbad.
*
Vort Parti og vort Fædreland har med ham atter mistet en af sine bedste Søn. Etatsraad Hammerich efterlader sig Hustru, født Mølmark, samt 4 Sønner og 3 Døtre. Af Sønnerne er to Fuldmægtige henholdsvis i Arbejderforsikringsraadet og paa Stege Byfogedkontor. Af Døtrene er den ene Malerinden, Frk. Magdalene Hammerich.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. oktober 1915).
Et monument er rejst for Hammerich på Langelinie. Det er tegnet af Heinrich Wenck (ham med Københavns Hovedbanegård samt talrige andre stationer) og udført af Anders Bundgaard (ham med Gefionspringvandet 1908) og afsløret den 9. november 1918, rejst af venner af ingeniøren. På monumentet står der: Ingeniøren Holger Hammerich fremsatte 1895 Planen til Langelinieanlægget i tilslutning til Frihavnen. Rejst af Venner 1918". Hammerichsgade langs Boulevardbanen er opkaldt efter Holger Hammerich.
Holger Aagard Hammerich og Pauline Hammerich, Vestre Kirkegård, Afdeling A, rk. 3, nr. 1. Foto Erik Nicolaisen Høy.
