Rektor Karen Nicolette Marie Kjær 1857-1923. (Efterskrift til Politivennen)

Den 100-aarige Pigeskole.

Frk. Karen Kjærs Skole i Gartnergade Nr. 15. I Hjørnet Frk. Karen Kjær.

Det er ikke ret mange af de Pigeskoler, der stiftedes omkring Aar 1800, der oplevede nogen høj Alder.

Kun to vides bestemt at have naaet de 100 Aar: Christianshavns Døtreskole, der jubilerede for et Aarstid siden, og Frk. Karen Kjærs Skole, der paa Torsdag fylder de 100.

Derom drømte næppe Frk. Wroblewski, da hun den 7. November 1818 aabnede en lille Skole for smaa Drenge og Piger paa Hjørnet af nuværende Kapelvej og Nørrebrogade, hvor det borgerlige Samlingssted "Lille Ravnsborg" havde ligget.

I 40 Aar ledede Stlfterinden Skolen der hurtigt blev udelukkende Pigeskole, og under Efterfølgersken, Frk. Løbner, blev den, der nu var flyttet til Taarnborg paa Hj. af Dosseringen og Nørrebrogade, det Sted, hvor Nørrebros første Borgerslægter satte deres Døtre i Skole.

1802 overtog Frk. Karen Kjær Skolen, der, efter nogle Aars Ophold paa Fælledvej, i 1897 flyttede ind i sin egen Bygning i Gartnergade Nr. 15, hvor der siden har fundet flere Udvidelser Sted, saa Skolen nu udgør et helt stort moderne Bygningskompleks.

Men den lille uanselige Pigeskole fra 1818 er nu et stort Gymnasium med ca. 500 Elever, der kan gaa ud derfra med Studenterhuen paa det lokkede Hoved.

Frk. Kjær, der nu har Titel af Rektor, er den fødte Børneopdragerske, der omfatter hvert Barn med menneskelig Forstaaelse. Og af Lærerne forgudes denne kvindelige Rektor, der altid har holdt paa, at til en virkelig god Skole hører godt lønnede Lærerkræfter.

(Aftenbladet (København) 5. november 1918).

Karen Kjærs Skole i Gartnergade. Indskriften i facaden vidner om at skolen lå her 1897-1971. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Karen Kjærs Skole har bestaaet i 100 Aar

"Eksisterede der virkeligt Pigeskoler for 100 Aar siden?" spørger vi Rektor, Frk. Karen Kjær, som vi træffer ude i den tomme og øde Skole i Gartnergade.

"Det gjorde der, skønt man jo for Resten er tilbøjelig til at mene, at det ikke var Tilfældet, men at alle Pigebørnene fik en Smule Lærdom, de overhovedet blev begavet med, ved ganske privat Undervisning. Dette var imidlertid ikke Tilfældet, idet der nemlig allerede lige i Begyndelsen af forrige Aarhundrede ikke mindre end 25 Pigeskoler inden og indenfor København Volde."

"Og en af dem var altsaa den Skole, som De har?"

"Ja, det var det Damen, som grundlagde den, hed Frk. Wroblewski Og det var altsaa den 7. November 1818. at hun gav sine første Elever den første Undervisning ude i de daværende smaa og primitive Lokaler paa Nørrebro. Den Gang var Skolen til Huse i en Ejendom, som laa paa Kapelvej, omtrent ved Hjørnet af Nørrebrogade. Nu hedder Ejendommen "Lille Ravnsborg". Hvad den hed den Gang. ved jeg for Resten ikke.

Frøken Wroblewski ledede iøvrigt sin Skole med megen Dygtighed, og selv om den vel hverken i den ene eller den anden Retning vilde have kunnet staa Maal med Nutidens Krav til Skolerne - havde hvad Lokaler, Lærerkræfter og Undervisningsplan angaar - saa fik den dog megen Anerkendelse af sin Samtid. Denne Anerkendelse gav sig f. Eks. det smukkeste Udtryk deri, at den fik flere og flere Elever. Paa et bestemt Tidspunkt skal der efter Sigende have været over 100 Elever, som frekventerede Institutet. Et virkeligt antageligt Tal efter Datidens Forhold."

"Og denne Dame havde Skolen i mange Aar, ikke sandt"

"Jo, lige til 1858, altsaa i 40 lange Aar. Saa trak hun sig tilbage, og Skolen blev overtaget af Frk. Løbner, som var min Forgænger, og først tog Afsked fra den, da jeg i 1892 overtog den.

I hendes periode var Skolen til Huse i Hjørneejendommen Nørrebrogade-Dosseringen. De ved, Taarnbygningen. Og de første fjorten Dage, jeg var Skolens Bestyrerinde, boede vi ogsaa der.

Det var en forfærdelig vanskelig Periode, husker jeg nu. Mange Elever havde jeg ganske vist ikke, der var kun 42, men alligevel var det svært for mig at faa passende Lokaler. Vi var nemlig sagt op og skulde flytte. Men endelig lykkedes det at faa lejet et Par Etager ude i et stort Hus paa Fælledvej. Og der boede vi saa, indtil Skolen her blev taget i Brug."

"Og efter at De er kommet her ud i Gartnergade, har Udviklingen nok laget en rivende Fart?"

"Ja, jeg kan ikke klage. Skolen besøges nemlig nu et omtrent 500 Elever, og der er stadig Fremgang og Tilgang at spore?"

"Men hvor faar De PIads til saa mange?"

"Til at begynde med havde vi jo kun den ene, den bageste, af Bygningerne. Nu er denne, som ligger ud til Gaden, jo kommet til, for at give Husly til Gymnasiet Og det giver selvfølgeligt Plads altsammen. Naa, saa er de enkelte Klaseer jo efterhaanden ogsaa kommet til at omfatte flere og flere Elever. Vi har ofte en 25 Elever eller lidt mere i hver Klasse. Sagen er den, at siden Staten har overtaget Skolen, maa der ses noget mere paa, hvad der betaler sig bedst. Og det er selvfølgeligt uøkonomisk at drive for smaa Klasser. løvrigt tror jeg heller ikke, at det direkte skader med de store Klasser. Det stiller maaske dog noget større Fordringer til Lærerens eller Lærerinden Arbejdsevner."

"Apropos Arbejdet! Vil det nu ikke blive anstrengende baade for Elever og Lærerkræfter at skulle indhente alt def, som forsømmes i dette Efteraar. 

"Jo, det bliver drøjt. Og jeg tænker med en vis Gru paa, hvorledes det skal gaa. Det vil blive anstrengende for begge Parter. Og vi kommer jo ogsaa nok til at sløjfe lidt paa de kommende Ferier og enkelte Fridage, hvis vi skal indhente, hvad vi mangler. Een Ting er jeg imidlertid glad over, og det er, at der ikke er saa stort et Hold af unge Piger, som skal tage Artium til Sommer. Da de ikke er saa mange, vil det blive lettere at hjælpe dem til at naa, hvad de skal. For Resten arbejder de privat med deres Lærere Men de er kede af det, det er jo baade mere berigende og mere fornøjeligt at arbejde sammen her paa Skolen, fremfor at sidde hjemme alene og slide i det."

"De maa vel ogsaa paa Grund af Epidemien udskyde Jubilæumshøjtideligbeden? 

.Ja, vi udskyder den i en Maaned, altsaa til den 7. December, hvor vi har i Sinde at fejre den ved en lille formiddagshøjtidelighed."

(Nationaltidende 6. november 1918)

Se også tidligere indslag med Karen Kjær.

Karen Kjær tog 1881 lærerindeksamen og 1883 institutbestyrerprøven. Matematisk-naturvidenskabelig studentereksamen fra N. Zahles Skole i 1891 og senere filosofikum. Købte 1892 Emilie Løbners Højere Pigeskole på Nørrebrogade, herefter Karen Kjærs Skole. Flyttede 1892 skolen til Fælledvej 21. Fra 1897 i en nyopførte skole, Gartnergade 15. Bl.a. med økonomisk støtte fra G.A. Hagemann. Skolen udvidede 1904 og 1913. Medlem af bestyrelserne for Pigeskolernes Faglærerindeeksamen 1905-12 og for Pædagogisk Selskab 1900-1907. I 1907 var hun blandt initiativtagerne til De forenede Pigeskoler.

Karen Kjær blev 1916 en af de første kvinder som blev udnævnt til rektor. Hun måtte opgive at eje 1919. De ældste klasser blev herefter overtaget af staten og skolen skiftede navn til Nørre Gymnasium. Karen Kjærs Skole. I 1971 flyttede skolen til Mørkhøj og hedder nu Nørre Gymnasium. Karen Kjær døde 1923 af en hjerneblødning. Hun blev begravet på Assistenskirkegården, graven er nedlagt.

Harald J. Nielsen (1881-1918). (Efterskrift til Politivennen).

Direktør Harald J. Nielsen.

Et dødsbudskab fra New York.

Industrirådet modtog i går fra Amerika telegrafisk et dødsbudskab, der har vakt den dybeste beklagelse i vide kredse indenfor vort erhvervsliv. Det lød på at direktør Harald J. Nielsen i torsdags var afgået ved døden i New York, under det ophold i Amerika, hvor han som udsendt delegeret for erhvervsorganisationerne har deltaget i forhandlingerne om den dansk amerikanske handelsoverenskomst

Direktor Harald J. Nielsen, der kun var omkring 37 år gammel, havde i en årrække været ansat i østen og havde i krigens første år ansættelse i "Ø. K." som leder af kompagniets trælastforretning, fra hvilken stilling han i foråret 1916 af etatsråd H. N. Andersen blev stillet til disposition for Industrirådet. Den store og omfattende organisation, som dettes kontorer er blevet under krigsårene, var da endnu i sin vorden, og som kontorchef i Industrirådet har direktør Nielsen her udført et organisationsarbejde, som kun de færreste har et begreb om, og den gerning han derigennem har udfoldet til gavn for dansk erhvervsliv kan næppe værdsættes for højt. Med en utrolig arbejdsevne forbandt direktør Nielsen en ganske enestående organisatorisk evne og en klarhed i opfattelsen, som gjorde, at man knyttede de største forhåbninger til hans fremtid. Det var da naturligt, at han blev generalsekretær for Erhvervenes Fællesudvalg, og da han ifjor blev knyttet til aktieselskabet Nielsen & Winther som handelsdirektør, benyttede Industrirådet lejligheden til som påskønnelse af hans arbejde, at indvælge ham som medlem af Industrirådet.

Men også efter dette tidspunkt fortsatte han sit betydningsfulde arbejde indenfor den daglige virksomhed i Industrirådets kontorer, hvor han stadig for alle de yngre gav det smukkeste eksempel til efterfølgelse. For ham bar arbejdet sin løn i sig selv, og ordene "Arbejdet adler" kunne her anvendes med sandhed. 

Allerede den 1. maj i år trådte direktør Nielsen tilbage fra sin stilling hos "Nielsen & Winther", men kun for at overtage direktørstillingen "Det alm. Handelscompagni", hvis planlagte virksomhed vistnok mere stemte med hans interesser og naturel. Midt i sit organisationsarbejde med hensyn til dette handelsselskab i stor stil, overtog han opfordringen til som erhvervsorganisationernes delegerede at deltage i forhandlingerne i Washington om den danskamerikanske handelsoverenskomst. Og nu da disse månedlange forhandlinger er ført til afslutning, har døden overrasket ham og afbrudt en livsbane, der gav så smukke løfter.

*   *   *

Siden sit ophold i østen var direktør Nielsen angrebet af en benlidelse, en bakteriesygdom, der havde sit sæde i marven. Gang efter gang måtte der foretages operativt indgreb, men bugt med lidelsen flk man stadig ikke, og det var endogså alvorligt på tale, at der måtte foretages en operation af benet. Det menes at være denne lidelse, der er brudt ud på ny og har foranlediget den lungebetændelse, der i løbet af et par dage hidførte døden.

*   *   *

Det er Ikke nogen større hemmelighed, at direktør Nielsen, hvis ualmindelige dygtighed var almindelig anerkendt, så vidt han var kendt, har været alvorlig på tale som direktøremne i Handelsbanken, og det er sikkert kun døden, der har sat punktum for planerne i så henseende.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 5. oktober 1918).

Direktør Harald Johan Nielsen (1884-1918), 1916. Det Kongelige Bibliotek. Billedet er muligvis beskyttet af loven om ophavsret. 

En lignende nekrolog stod i "København", 5. oktober 1918. Harald J. Nielsen døde i New York, hans lig blev sendt med damperen "Oscar II" til København.

Jordefærd.

Direktør Harald J. Nielsen.

I den dybeste stilhed, således som man vidste, det stemte med den afdødes ønske, jordedes direktør Harald J. Nielsen i går på Vestre Kirkegård. Signerede kranse sås bl. a. fra udenrigsministeriet, Bing & Grøndahl, Nielsen & Winther, funktionærer i trælastafdelingen Østasiatisk Kompagni, Østasiatisk Kompagni, personalet i Industrirådet, personalet i kulfordelingskontoret Grosserer-Societetets Komité, Erhvervenes Fællesudvalgs personale, A/S Det almindelige Handelskompagni og endelig en svensk Krans, som bar påskriften "Harald Nielsen, den varme forkæmper for samarbejdet i Norden". Tilstede ved begravelsen var kun den nærmeste familie og nogle enkelte repræsentanter for de institutioner, som den afdøde havde stået nær; vi bemærkede ingeniør Alex. Foss, direktør Max Ballin, kontorchef Sthyr, kaptajn, direktør Rambusch, direktør Chr. Olesen, direktør Preisler, fabrikant John Jacobsen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 27. oktober 1918)

Nationaltidende, 27. oktober 1918 tilføjede endvidere:

Hof-pianofabrikant Knud Møller, direktør Gunnar Gregersen, magister Ingemann Ottoson, direktørerne Hjerl-Hansen, Otto E. Andersen og Otterstrøm, kontorchef Hartz og sekretær Borberg.

Kaptajn Rambusch talte nogle mindeord, hvori han særlig fremhævede den "afdødes arbejdsevne, klogskab og retsindighed"

Der blev af ingeniør Louis Mølholm sunget et farvel, hvis tekst og musik ingeniøren selv havde skrevet.

Industri og Haandværk foranstaltede efter Harald J. Nielsens død i 1918 en indsamling til en fond på 150.000 kr. til gavn for hans efterladte. Det har ikke været muligt at finde hans gravsted på Vestre Kirkegård. På 25-årsdagen for hans død blev der skrevet nedenstående artikel:

Industrirådet mindes i dag 25 årsdagen for kontorchef Harald J. Nielsens død ved at nedlægge blomster på hans grav på Vestre Kirkegård.

Kontorchef Harald Nielsen blev under forrige verdenskrig udlånt til Industrirådet fra Ø.K., hvor han var en af H. N. Andersens højt betroede medarbejdere, og i Industrirådet forestod han opbygningen af det store administrationsapparat, som forholdene den gang nødvendiggjorde. Han døde under en rejse i Amerika, hvor han repræsenterede Grosserersocietetet og Industrirådet under de langvarige handelsforhandlinger, der gik forud for afslutningen af den handelsoverenskomst  med Amerika, der betød at importen vestfra kunne genoptages i slutningen af forrige verdenskrig.

I “Tidsskrift for Industri" har direktør Hartz skrevet en mindeartikel om Harald Nielsen, hvori det bl. a. hedder:

“Det viste sig straks, at Industrirådet til denne stilling havde fået en mand af den helt rigtige støbning. Harald Nielsen der fra naturens hånd var i besiddelse af rige evner og en overordentlig vitalitet og arbejdskraft, havde indenfor Det østasiatiske Kompagni fået en meget alsidig uddannelse både herhjemme og i udlandet. I en rivende udvikling lykkedes det ham at organisere de mange forskellige kontorer og afdelinger, som var nødvendige for at handelsoverenskomsternes indhold kunne bringes ud i livet, samtidig med at han bistod Industrirådets ledelse i arbejdet udadtil. Med overlegen dygtighed og sikkerhed gennemførte han dette organisationsarbejde i samvirken med ministerierne og vore andre offentlige myndigheder, de fremmede gesandtskaber og sidst, men ikke mindst, i et tillidsfuldt og forstående samarbejde med Industrirådsorganisationens mange medlemmer.

Da de handelspolitiske vanskeligheder kulminerede i begyndelsen af 1917, var Harald Nielsen virksom for oprettelsen af Erhvervenes Fællesudvalg, der i de kommende år så at sige blev tyngdepunktet for vore erhvervsorganisationers handelspolitiske overvejelser og fælles bestræbelser i retning af at opretholde vor udenrigshandel i størst muligt omfang. Harald Nielsen blev Fællesudvalgets generalsekretær, og hans store forretningsmæssige indsigt og handlekraft kom også her til rig udfoldelse.

Den sidste og betydeligste opgave der blev Harald Nielsen betroet, var hans sendelse til Washington i begyndelsen af 1918. Forholdene havde på det pågældende tidspunkt tilspidset sig i en sådan grad at regeringen anså det for påkrævet at udsende en delegation til Amerika for med den amerikanske regering at søge tilvejebragt en overenskomst om den del af vor handelsflåde der sejlede for ententemagterne og om genoptagelse af vore tilførsler vestfra. Den danske delegations formand blev kammerherre Clan, og Industrirådet og Grosserersocietetets komité overdrog Harald Nielsen at varetage industriens og handelens interesser ved disse forhandlinger. Man havde håbet at forhandlingerne skulle være gået ret glat, men de trak ud i omkring et halvt år, og det forcerede arbejde i forbindelse med den stærke hede i Washington sled stærkt på Harald Nielsens kræfter. Omsider lykkedes det at føre forhandlingerne igennem til et godt resultat, men han nåede på tilbagerejsen ikke længere end til New York. Han blev her angrebet af en ondartet influenza der gik over til lungebetændelse, som han ikke kunne stå Igennem.

I vide kredse indenfor dansk erhvervsliv modtog man med bestyrtelse og vemod underretningen om at Harald Nielsen var gået bort. Han blev kun 34 år gammel. Som meteoren havde han haft en kort og strålende bane. Kun mellem to og tre år varede hans virke indenfor dansk Industri, men de resultater han opnåede, var store og betydningsfulde.

(Nationaltidende, 2. oktober 1943).

Jakob Paludan og Eberlin-familien. (Efterskrift til Politivennen)

Cand. juris Adolf Theodor Conradt-Eberlin (1864-1918) kom til at spille en hovedrolle i flere af forfatteren Jacob Paludans (1896-1975) romaner sammen med sin kone Annette Kirstine (f. Boje, 1875-1957) og især sønnen Eric Conradt-Eberlin (1900-1943). Theodor var bl.a. fuldmægtig ved Aarhus Stiftamt og ved Københavns Amts Nordre Birk, før han i sommeren 1911-1914 kom til Thisted som by- og herredsfoged.

En byfoged var dommer i byretten, skifteretten, fogedretten og auktionsretten. Han fungerede som skifteforvalter, foged og auktionsforvalter. Og som byskriver, dvs. retsskriverforretningerne ved de nævnte retter, herunder tinglysningsvæsenet og notarialvæsenet. Altsammen noget som i dag klares af byretsdommerne. Som politimester førte han tilsyn med lovenes opretholdelse, foretog efterforskning og rejste tiltale i politisager, i større sager rejste amtmanden tiltale. Han ledede arresthuset samt ordens- og sikkerhedspolitiet, og var formand i bygningskommissionen, brandkommissionen, karantænekommissionen og som regel også i sundhedskommissionen, hvor han tillige stod for de daglige forretninger. Endvidere udfærdigede han beviser for navneforandringer og opkrævede forlystelsesskat. Byfogeden var formand for byrådet, og altså borgmester. Først efter hans fratrædelse blev disse embeder adskilt, og borgmesteren blev folkevalgt. I 1917 kommer som nævnt den første folkevalgte borgmester på rådhuset. 

Den kongelige beskikkelse lød:

"Vi Frederik den Ottende (..) Gøre vitterligt: Vi beskikker og forordner hermed aldernaadigst Fuldmægtig ved Kjøbenhavns Amts Nordre Birk, cand. juris. Adolf Theodor Conradt-Eberlin, til herefter at være Byfoged og Byskriver i Thisted samt Herredsfoged og Skriver i Hillerslev Hundborg Herreder".

Ny Byfoged.

Fuldmægtig ved Nordre Birk, cand. jur. Eberlin er bleven udnævnt til Byfoged i Thisted.

Fuldmægtig Eberlin har i de Aar, han har været ansat i Nordre Birk, gjort sig afholdt af alle, han er kommen i Berøring med. En sjælden human og usnobbet Personlighed, som vil blive savnet i Nordre Birk.

(Folkets Avis - København 21. juni 1911).

Kort sagt havde Theodor nok at se til. Og efter ankomsten til Thisted blev han alene med børnene. Annette Kirstine var rejst til Randers for at føde hos en specialist og være i nærheden af moderen. Hun fik fødselspsykose og blev indlagt i 1½ år på statshospitalet i Middelfart. De havde ikke den store tiltro til nødvendige ekspertise i Thy. Kort før jul vendte hun tilbage til Thisted med sønnen Niels.

Thisted Socialdemokrat skrev i 1912: 

"Apropos vor nye Borgmester: Lad os vie ham et par Udtalelser. Vi har faaet det Indtryk – som vistnok holder Stik – at han hader Socialdemokraterne og i Fremtiden med Flid vil lægge sig efter at genere os. Ved det sidste Byraadsmøde fremkom Borgmesteren med nogle Udtalelser, som ikke varsler særligt godt. Socialdemokratiet lader sig imidlertid ikke jage i et Musehul – fordi en kongevalgt Borgmester – der har faaet sin egen Værdighed forkert i Halsen – sammen med et uklogt Højreflertal søger at bekæmpe det på traditionel Vis. Den Tid er heldigvis forbi, da Borgmestrene sad omkring i Købstæderne og bildte sig ind, at Borgerne var skabt til at staa med Hatten i Haanden og vente paa "Naadigherren"s Befalinger. Vi vil betro Borgmesteren, at han gør klogt i at betragte sig selv som Borgernes Tjener og ikke som et højt stillet Væsen, der har den Opgave at byde og befale".

Allerede i 1914 måtte Adolph Theodor pga. Parkinson opgive borgmester-gerningen midt i en valgperiode for de folkevalgte. Han fortsatte med at fungere som politimester, men byrådet konstituerede de Konservatives C. K. Bunch  pga. anciennitet. Efter valget i 1917 blev venstremanden A.M. Aaberg konstitueret som borgmester. Og da ordningen med kongeligt udpegede borgmestre officielt var ophørt, blev borgmesteren folkevalgt, støttet af socialdemokraterne.

Paludan kendte på daværende tidspunkt den tidligere Thisted-borgmester pr. brev. Det handlede om penge som sønnen Eric havde lånt af ham i Aalborg. Paludans fulde navn var Stig Henning Jacob Puggaard Paludan, og i brevet nævntes han som Stig. Jacob Paludans første besøg er kendt fra 1919, året efter Adolph Thedors død. Eric havde lånt penge af Paludan, brugt dem alle, og efter at være blevet rykket for pengene, måtte han bede sin far om penge. Svaret var følgende svada fra den tidligere borgmester i Thisted:

"Hr. exam. Pharm. Stig Paludan.

Min Søn Erik har henvendt sig til mig med Anmodning om at bistaa ham med Tilbagebetaling af et ham af Dem ydet Laan. Forinden jeg tager Standpunkt hertil, beder jeg Dem meddele mig Laanets Størrelse, samt hvilke nærmere omstændigheder, der har været bestemmende for Dem til at forstærke ham, der som Dem formentlig bekendt kun er 18 Aar gl. og underholdes af mig i det omfang, jeg som hans Fader finder rimeligt og passende, med et Laan af en efter hans Forklaring ikke ubetydelig Størrelse. Ærbødigst A. Conradt-Eberlin"

Stig Paludan gjorde meget ud af at understrege, at han "efter bedste skøn" har optrådt som en ven:

"Det er mig bekendt, at Deres Søn er 18 aar, men da hans Udviklingsstadium ligger langt over det 18-aarige, har jeg aldrig kundet betragte ham som en Person, der ikke var sig sine Gerningers fulde Ansvar bevidst".

Lånet blev indløst, men faderen understregede at det var sidste gang. Efter faderens død fortsatte det økonomiske forhold mellem Paludan og Eberlin de næste 20-25 år. 

Dødsfald.

Artiklens foto er erstattet af dette: fotograf Sophus Juncker-Jensen: Adolf Theodor Conradt Eberlin (1864-1918). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Imorges er Byfoged A. Conradt-Eberlin, Thisted, efter længere Tids svagelighed afgaaet ved Døden, 54 Aar gl.

Byfoged Eberlin var født den 21. Juni 1861 i Tranebjerg paa Samsø, hvor hans Fader (den senere Birkedommer paa Frederiksberg), dengang var Birkedommer. Han blev Student fra Shneekloths Skole i 1882, tog juridisk Embedseksamen i 1890, var derefter Fuldmægtig ved Aarhus Stiftamt til 1893 og i de følgende Aar var han Fuldmægtig ved Københavns Amts nordre Birk, indtil han den 16. Juni 1911 udnævntes til Byfoged og Byskriver i Thisted Købstad samt Herreds foged og Skriver i Hillerslev-Hundborg Herreder, hvortil senere kom en Udnævnelse som Borgmester i Thisted Købstad.

Straks, da Conradt-Eberlin kom her til Thisted, tog han kraftig fat paa at bringe Orden i Sagerne, han var en Mand, der vilde have alt paa sin rette Plads. Ogsaa paa sit Arbejde som Byraadsformand tog han fat med stor Energi og Interesse, og hans Ledelse af de offentlige Byraads møder var en ren Fornøjelse, ikke mindst for en Pressemand. Borgmester Eberlin udtalte kort og klart det, der skulde siges og havde den rette Evne til at faa Byraadets Medlemmer til at lade al overflødig Udenomssnak fare. Hvor har man ikke de senere Aar savnet denne dygtige og kyndige Forhandlingsledere i Thisted Byraad.

Borgmester Eberlin, denne høje, smukke Skikkelse og tilsyneladende saa kraftige Mand blev ikke forundt Kraft til nogen lang Arbejdstid i den Gerning, der skulde være hans Manddoms Værk. En snigende Sygdom tog efter nogle Aars Forløb fat paa at nedbryde hans Helbred og Arbejdskraft. Gennem lange Tider maatte Kunstdrejer Bunch ved Konstitution varetage Formandsgerningen i Byraadet indtil Conradt Eberlin til Slut for godt et Aars Tid siden søgte sin Afsted som Borgmester. Sin Gerning som Politimester varetog han dog fremdeles, skøndt det var øjensynlig for enhver, at han var en syg og dødsmærket Mand.

For kort Tid siden forværredes Sygdommen, og Politimesteren maatte lade sig indlægge paa Thisted Sygehus, hvor Døden i Morges er indtraadt som Følge af en tilstødt Lungebetændelse.

Afdøde efterlader sig Enke og 4 Børn, hvoraf et ukonfirmeret.

(Thisted Amtsavis 16. november 1918).

Eric Eberlin var i Thisted til faderens sygeleje, moderen turde ikke være alene med ham og Eric fik ham kørt til Thisted Sygehus. Faderen havde i et af sine sidste lyse øjeblikke genkendt ham. Alle håb om helbredelse var opgivet, og han kom ikke hjem mere.

Paludans betragteligt store arv finansierede ikke så få af de "projekter" der havde givet Eric økonomiske vanskeligheder. Til gengæld leverede Eric litterært stof til gengæld for pengene. I hvert fald ind til Paludans arv svandt ind. Eric ville også være forfatter og kunstner og brød dermed traditionen i Eberlin-familien for at blive jurister: bedstefaderen var birkedommer, oldefaderen højesteretsassessor. 

Erik og Jacob mødtes 1919 i det sommerhus som moderen efter faderens død havde lejet i Hanstholm. De forsøgte sig i 1920'erne med hønseavl, uden det store held. De tog til USA i 1920. Paludan rejste hjem året efter, mens Eric blev til 1924 og mødtes igen med Paludan. Mens Eric anlagde amerikansk livsstil, så Paludan "det forjættede land" som et massesamfund hvor overflade var blevet til indhold. 

I 1924 rejste begge til Napoli. Eric vendte tilbage til New York 1925-1928, hvor en broder til Thisted-borgmesteren har en boghandel. Paludan var på et kortere besøg i 1926. Eberlin havde udviklet sig til playboy med et betydeligt forbrug af whisky og damer, mens Paludan begyndte at udforske virkeligheden uden fiktionens (og Eberlins!) hjælp og især hvad der gemte sig bag det, der blev kaldt virkelighed. I 1925 skrev Eric i et brev:

"De maa endelig skrive hvorledes det gaar med Fuglene der flagrer omkring det hvidmalede Fyr, og De maa altid huske at jeg tror på Dem som den kommende Mand, endvidere må De vide at jeg har mindst 2 Ideer for store tonende Romaner med Figurer og mærkelige Hændelser, naar vi ses skal jeg give nærmere Oplysning og De kan da se om De kan bruge Ideerne". 

Brev af Eric Eberlin fra Amerika 1925 til Jacob Paludan. 

Kort efter udkom "Fugle omkring Fyret" (1925), hvis første linjer næsten er skrevet af efter brevet. Inspirationen fra Eberlin-familien fortsatte i "Markerne modnes" (1927) og især "Jørgen Stein" (1933). Den skildrer bl. a. en amtmandsfamilie, hvor amtmanden akkurat som Adolf Theodor blev syg. Eberlins barndom og familie optræder i romanen sammen med andre thybofamilier. 

Eric Eberlin blev tegner, skiltemaler og engageret i reklame. Som en af de første til Danmark lavede han reklamer efter amerikansk forbillede. 1931 blev han leder af Danske Erhvervs Annonce-Bureau, og hans eget Eberlin Reklamebureau blev et af de største i Danmark. Han udgav også bladet "Mandens Blad" (1936) hvor Paludan bidrog (også økonomisk) med en fast klumme i 8 år indtil Erics død i 1943. Blandt medarbejderne var Peter Olufsen som senere blev en prominent person inden for reklamebranchen. Desuden forfatteren Erik Pouplier. Bo Bojesen startede sin karriere på bladet. Ligesom Henning "Lidenlund" Gantriis. Simon Spies skrev (i 1943) - om vildt natteliv, overskridelse af moralske bud mm.

I 1934 blev Eric Conradt-Eberlin der var glad for whiskey og kvinder, gift tre gange. Sidste gang med Alice Ninon Duvantier (1904-2001), tidligere gift med grosserer Jørgen Klint. Efter Erics død blev hun blev i 1946 gift med Erik Scavenius som hun havde været kæreste med under krigen. Alice Scavenius skrev i et erindringsessay at alle elskede ham, og at når han tog charmen på, kunne ingen modstå ham. Hun var efter besættelsen tiltalt for spionage efter landsforræderiloven, men ikke dømt. 

Erics livsførelse betød at han begyndte at lide af overvægt. Han blev skilt i 1943, og begik kort tid efter selvmord i et hotel i Køge i 1943. Moderen Annette Kirstine fik udover kondolencebreve fra slægt, venner og bekendte, også et fra  Jacob Paludan: 

"Kære Fru Eberlin. I disse Sorgens Dage skulde det ovenikøbet gaa saa galt, at jeg kom til at forsømme Deres Søns Jordefærd. Den Opringning, jeg modtog, lød på Mandag, ialtfald har jeg hørt, opskrevet og i Telefonen gentaget det saadan. Saaledes kom altsaa både min Krans og jeg et Døgn for sent. Jeg skriver skyndsomt dette til Dem, fordi De jo ved, at et varmt og saare sjældent Venskab forbandt Deres Søn og mig i de lidt yngre Dage; jeg vilde, hvordan Øjeblikkets Realiteter end maatte se ud, aldrig kunde glemme, hvilken Berigelse og Inspiration jeg saa ofte har hentet i Ungdommens Samvær med ham. Mine Tanker glider helt tilbage til Aalborg, til "Homelilla" på Hanstholm Strand; jeg husker besøg hos Dem i Bagsværd og på Strandboulevarden, og i denne tunge Uge, hvor man har forsøgt at begribe det skete, har jeg saa ofte måttet tænke på Dem. Min Deltagelse, som jeg altsaa blev afskaaret fra at udtrykke mundtligt, sender jeg Dem hermed. Deres Jacob Paludan. 17.5.43. Birkerød".

Venskabet med Jacob Paludan var imidlertid med tiden blevet mere og mere anstrengt. Efter selvmordet i 1943 lagde Paludan afstand til Eric. Han var blevet en kendt forfatter og havde ikke længere brug for Eric. I senere romaner slørede han Eric Eberlins identitet. 

Reklamefirmaet E. Eberlin Reklamebureau eksisterede i mange årtier efter Erics død. Et halvt hundrede af deres produkter kan ses på foto på Det Kongelige Biblioteks billeddatabase, søg på Eberlin Reklamebureau. I 1952 holdt det til på Nyropsgade 22 og havde 30 ansatte. 1974 på Landemærket 11.

Annette Kirstine overlevede både sin mand og sin søn. Hun døde i 1957.

Adolf Theodor, Annette Kirstine og Eric Conradt-Eberlins gravsted på Vestre Kirkegård i København. Foto Erik Nicolaisen Høy. 

Se også: Henrik Oldenburg: Jacob Paludan. historien om et venskab (1984).

Se artiklen: Flemming Skipper: Thy i litteraturens vold. Historisk Årbog for Thy og Hanherred 2007, s. 95-118 som er hovedkilden til dette indslag.

Bangsbos Indvielsesfest 1918. (Efterskrift til Politivennen)

Nationaltidende 23. juli 1918, 2. udgave meddelte at "Den nye Ejer af "Bangsbo", Grosserer Oluf Bigler har udsendt en Snes Indbydelser til en større Indvielsesfest paa den gamle Herregaard den 1. August. Festerne vil strække sig over en hel Uge."

Frederikshavn, 6 Aug.

Gullasch-Fest.

Den nye Ejer af Bangsbo, Hr. Biegler, holdt forleden Indvielsesfest paa sin nye Ejendom. Der gaar underlige Frasagn om hans Fest. Gæsternes Antal var ca. 30, og de betjentes af Tjenere fra Wivels Restaurant i København. Der fortælles fra Festen, at Gæsterne brugte den Trafik, at naar de havde afbrugt Tallerkenerne, kastedes disse mod Væggen og knustes, og ved Aften-Havefesten smed man Kandelabrene i Aaen. Festen var vistnok i Fredags, og Lørdag Aften gav Frederikshavn Sommerteaters Personale en Forestilling paa Teatret for Hr. Bieglers Gæster. Den kostede 3-400 Kr pr Kuvert, men det er jo en Bagatel for Herren til Bangsbo. At Gæsterne ikke sad med tørre Munde og saa paa Opførelsen af Sommerrevyen, kan man vel tænke sig, og Traktamentet under Forestillingen kostede "kun" en Bagatel af 8-900 Kroner.

Der fortælles ogsaa, at der ved Festen indsamledes 1500 Kr. til Bespisning af fattige Barn i Vinter og at Hr, Biegler rundede Summen af til 2000 Kr.

(Vendsyssel Tidende 6. august 1918).

Bangsbo. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Indvielsesfest paa Bangsbo

Millionærernes Fraadseri og Drukkenskab.

En Skandale

Frederikshavn

Den bekendte Generalkonsul Pay - ham med Fedtet - solgte for nogen Tid siden Herregaarden Bangsbo til en københavnsk Krigs-Gullasch-Millionær ved Navn Biegler.

Denne overdaadige, men vistnok svagt begavede og lidet dannede Krigsmillionær, der har tjent sin Kapital ved Spekulationer, havde efter Købet af Bangsbo et stort Formaal, og dette var at holde et Gilde paa Bangsbo for sin københavnske Omgangskreds uden Lige her paa Egnen.

I Maaneder har Arkitekt og Haandværkere været i Virksomhed med at lave Hovedbygningen omkring efter denne Bieglers Indfald, saa at denne kunde passe til hans Københavner-Millionær-Gilder.

Den gamle Gaard, der i en Aarrække ejedes af Folketingsmand Johan Knudsen, var i den Tid, han boede der, Samlingssted for en Kreds af dannede, literære Mennesker. Mennesker, der elskede dette ejendommelige, naturskønne Sted, og som var glade ved i Ro og Stilhed at dvæle der og dyrke Fællesinteresser. Siden da har Gaarden været i Prangerhænder, og nu har som sagt en Gullasch-Millionær slaaet sig ned der og lavet Gaarden om til Gildesborg for københavnske Flottenheimere til liden Pryd for Egnen.

I Torsdags holdtes det første Gilde, den saakaldte Indvielsesfest. Deltagerne var saa godt som alle Københavnere, og der var mange. Deres Rejse og Ophold bekostedes af Gullasch-Baronen selv. I flere Dage har denne Fest staaet paa med Æden og Drikken over alle Grænser.

Gasterne har af og til holdt Indtog her i Byen - ogsaa ved Nattetide - og bidraget til at præge Byen af den modbydelige Gullasch-Kapitalisme. 

- Her i Landet er Forholdene meget tilspidsede. Tusinder af Mennesker mangler det allernødvendigste, og andre Tusinder faar kun det allernødvendigste til Livets Ophold. Desuden er de nødvendigste Livsfornødenheder i høj Grad rationeret, og Underklassen og Middelstanden faar kun de Rationer, som deres Kort lyder paa.

Der er ganske vist Varer, som ikke er rationeret, og hvorpaa der ikke et Maksimalpris, men disse Varer er saa dyre, at den almindelige Befolkning intet kan faa deraf. Gullaschbaronerne, deres Matroner og letlevende Pigebørn savner intet, de spørger ikke om Prisen, men grabber til sig af de lækreste Føde- og Drikkevarer, som kan fremskaffes.

Et saadant Misforhold klæber altid ved Kapitalistsamfundet, men det er hundrede Gange værre undet saa vanskelige Ernæringsforhold, som vi har i disse Krigsaar.

Men Gullasch-Baronerne tager intet som helst Hensyn til andet end Tilfredsstillelsen af deres eget Begær. Deres Millioner er de kommen sovende til ved et Svineheld gennem modbydelige spekulationer, og dette har præget dem i et og alt.

Vi forstaar, at den almindelige Befolkning knytter Hænderne af Harme over et saadant Misforhold, og vi forstaar, at der i deres Hjerter tændes et glødende Had til Kapitalistsamfundet og den Sværm af Vampyrer, der mæsker sig i Overdaadighed, mens hele det øvrige Folk er paa indskrænket Ration.

Men der kommer en Dag, da dette unaturlige Samfund falder, Kampen derfor kan blive haard og Ventetiden lang og trang, men Sejren er saa meget mere sikker.

(Nordjyllands Social-Demokrat 7. august 1918).

"Baronen" Olaf Bigler (1891-1947) overtog farens cigarvirksomheden V. A. Bigler & Co A/S i 1918. han var på daværende tidspunkt (1918-1920) gift med skuespillerinden Ellen Ferslev. Han var på toppen af sin spekulantvirksomhed som var foregået siden 1916. 

En glansfuld Fest paa "Bangsbo".

Godsejer, Tobaksfabrikant O. Bigler ofrer ca. 50,000 Kr. paa Indvielsen af sit nye Gods

Sidste Onsdag begyndte Indvielsesfesten paa "Bangsbo". Den er ikka færdig endnu. De mest haardføre af Gæsterne har blot forlagt Festens Skueplads til Skagen, og hvornaar det endelige Punktum skal sættes, svæver i det uvisse.

Nogle af Deltagerne er imidlertid allerede rendt hjem igen. Vi bad Igaar en af dem fortælle lidt om den celebre Begivenhed, som har sat den glade Giver i et gyldent Relief blandt Venner og Bekendte.

- Det var en overdaadig, men dog helt igennem stilfuld Fest, fortæller vor Hjemmelsmand. Den unge Godsejer havde lejet Pladser til os om bord i "Kong Haakon", og med den ankom vi til Frederikshavn i Torsdags.

- Hvor mange Deltagere var der?

- Vi var et halvt Hundrede Stykker, næsten udelukkende Hr. Biglers personlige Venner eg Forretningsforbindelser. Vi blev hentet i Vogne og kørt ud til Godset. Det er henrivende, vil jeg sige Dem, og den nye Ejer har ingenting sparet for at faa dets Skønhed til at træde endnu tydeligere frem. Der er ofret Tusinder paa at reparere den gamle Hovedbygning, men den er ogaaa blevet aldeles dejlig nu. Blandt andet er Her indrettet en vældig Spisesal, der Optager en hel Bygning for sig.

- Den var der formodenlig rig Anledning til at benytte. 

- Ja, jeg indrømmer, at der heller ikke var nogen Mangel hvad det mere materielle angaar. Middagene mindede mig om, hvad vi Læser om fra de gamle Middelaldergilder, hvor Gæsteme gik lag med hele, stegte Okser. Ja, jeg siger Dem, de Stege -- ! Godsejeren medførte Frantz Christensens Køkkenchef herfra Kjøbenhavn, og Bordarrangementet var bedaarende. Og det sløjede ikke af efterhaanden i de fire Dage. Om Aftenen var Parken illumineret, og der blev afbrændt et smukt Fyrværkeri, der tog sig ypperligt ud i den stille Sommeraften. Og saa blev der for øvrigt danset hver Aften. Hr. Bigler havde Musik med fra Kjøbenhavn, og den suppleredes med hele Frederikshavns Orkester

- Var der Plads til hele Selskabet paa Bangsbo?

- Nej, endel af os blev hver Aften kørt ind paa Hoffmanns Hotel Frederikshavn og hentet igen næste Formiddag. Lørdag Aften havde vor udmærkede Vært lejet Sommerteatret, hvor Direktør William Petersen ("Lange William" fra Røde Kro) præsenterede det lokale Masterværk af en Revy. Det, der gjorde mest Lykke, var forøvrigt Dekoration af "Bangsbo". Sylen

(B. T. 8. august 1918).

Den 9. august 1918 tilføjede B. T.: "I Anledning af Artiklen om Festen paa Bangsbo, anmoder man os om at oplyse, at det var Formanden for Dansk Kokke-Forening, Hr. Emanuel Nielsen, der forestod det kulinariske Arrangement."

"Bangsbo" indvies.

Som bekendt har Krigsmillionæren Biegler købt det gamle vendsysselske Herresæde "Bangsbo"

Overtagelsen blev sejret med en Kæmpefest, og der var indbudt en Mængde Gæster, som den nybagte Godsejer lejede en hel Damper til at hente i København. Fra Festdagen fortæller "Frederikshavns Avis":

Godsejer Bieglers Indvielsesfest mærkes ogsaa her ind i Frederikshavn. Forbindelsen mellem Gaarden og Byen besørges ved Nat og Dag hovedsagelig af en Væddeløbsbil, der "gør" Vejen i 3 Minutter. Naar Bilen har passeret, kunde Sæbyvejen passende danne Illustration til "London i Taage": man kan nemlig hverken se Veje, Huse eller Mennesker, og de første Par Minutter er man travlt beskæftiget med at nyse, hoste og tørre Støv af Øjnene. En Henstilling fra den patroullerende Betjent om at sætte Farten ned til det lovlige Honoreredes med 20 Kr. og Tilladelse til at gaa ind på Hotellet og de Sjusser, han vilde have - og Farten bibeholdtes.

Selve Festen, under hvilken der afbrændtes et af Kunstfyrværker Buschs Fyrværkerier, skal have været ualmindelig glansfuld og ubeskrivelig.

(Morsø Folkeblad 8. august 1918).

Smaapenge benyttes ikke!

Den unge Tobaksfabrikant Bigler, som nylig købte Herregaarden Bangsbo ved Frederikshavn, er et ægte Barn af Tiden. Utallige er de Historier, der verserer om hans Ødselhed og excentriske Indfald, og vi skal her vedridse en enkelt, der kaster et interessant Streiflys over de unge, ubefæstede Millionærers letsindige Omgang med Penge: I Frederikshavn vilde Hr. Biegler forleden Dag købe en Grammofon. Hos en af Instrumentmagerne valgte han en til 375 Kr. Da han skulde betale, lagde han en Femhundredkroneseddel paa Disken Den handlende kunde ikke give tilbage, men tilbød at veksle Sedlen i Nærheden.

- Næh, det behøves ikke, sagde Køberen og gik hen til Døren, hvor han knuste Ruden.

- Saa passer Pengene! raabte han til den forskrækkende handlende, der tog Sedlen til sig og sendte Bud efter en Glarmester.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 21. august 1918).

Den uhyggelige Millionærfest i Frederikshavn.

I "Aalborg Amtstidende" finder vi følgende;

Hr. Redaktør!

Som Supplement til vedlagte (et Udklip af "Aalborg Amtstidende", hvori berettes om unge Bieglers Optræden i Frederikshavn) kan det maaske interessere Dem at høre, at da Millionærdrengen var kommen af med sin 500 Kr.-Seddel for Spilledaasen, blev denne af Hr. Biegler og hans Venner i højtideligt Optog baaret ned ad Enden spillende "Det er saa yndigt at følges ad", hen paa Hofmanns Hotel, hvor Hr. B.s Selskab i de Dage havde "frit Slag". Der blev Grammofonen hældt fuld af Whisky og Cognak (75 Kr. Flasken), Pladerne knækkede, og saa var de 500 Kr. da til Side paa en pæn Mande.

Ester Middagen paa Bangsbo var det en yndet "Sport" med Salonbøsse at skyde til Maals efter endnu fyldte Champagne- og Likørflasker, indtil de med deres kostbare Indhold gik klirrende i Voldgraven.

Saaledes fortælles af Øjenvidner.

Ærbødigst

(Navnet).

(Isefjordsposten 29. august 1918).

Gildet paa Bangsbo.

Vi har modtaget:

Hr. Redaktør

Det har moret mig meget at læse om "Festen paa Bangsbo", hvor, til min store Forbavselse saagar Hr. Knud Bokkenheuser ogsaa har været Gæst, det meddeler han da tydelig nok selv med Navns Underskrift. Det er ligefrem rørende at lave om de stakkels, forsultne, lejede Tjenere, der huggede Madresterne, eller om Omegnens Beboere, der endda fik Lov til at komme helt op til Herregaarden Vinduer for at se paa Festens Gang. Tænk. Hr Godsejer Bigler havde ikke engang opstillet et Plankeværk eller anden Karriere, men Vejen var fri, saaledes at det stakkels Folk af Almuen kunde gaa helt hen til Vinduerne. Det er rørende at tænke sig disse Mennesker staar udenfor den rige Godsejers Vinduer, maabende med en Finger i Munden, ganske overvældede af al den Pragt og Herlighed, der foregik for deres Øjne.

Men efter Hr. Bokkenheusers Udsagn har de endda været saa frække, at de har slæbt Vin ud af Vinduer, tænk, har de været saa langfingrede, eller - ja, der er jo flere Muligheder. Bangsbo har maaske paa denne denne Kostens Dag flydt med Vin, Mælk og Honning saa Vinflaskerne har hængt ud af Vinduerne og paa den Maade har fristet de stakkels Sjovere eller er der maaske en der har risikeret at springe ind gennem Vinduet for at "stjæle", meden de ærede Gæster morede sig i Borghaven med Maalskydning, eller har det maaske paa et senere Tidspunkt, hvor de gæve Surrogatriddere var faldne under Bordet. - Kære Hr. Bokkenheuser: Man har Sagn om Borgtapeter

Ærbødigst Knud Pors

I sit Forsøg paa at rense Hr Bigler for det ondsindede Rygte om Orgierne paa Bangsbo, udtaler Hr. Knud Bokkenheuser bl. a.: 

At Rygterne maa være omsat af en af de lejede Tjenere som stjal Madvarer og blev smidt ud. Altsaa for at rense en Mands Rygte griser Hr. B. 8 andres til. Det var nemlig københavnske Tjenere, der forestod Serveringen, og man vil give mig Ret i, at det lyder højst usandsynligt at disse Mennesker skulde behøve at stjæle Madvarer paa et Gods som Bangsbo og med en saa ideal Vært som Hr Rigler. - Det er i alt Fald ingen Anbefaling for Godsejeren.

Med Tak for Optagelsen.

Richard Jensen,

Hostrupsvej 18

(B. T. 31. august 1918).

Knud Bokkenheuser udsendte i oktober 1918 bogen "Den gamle Herre husker" som han selv antydede var fiktion. 

Gildet paa Bangsbo.

Vi har modtaget:

Hr. Redaktør!

Jeg anmoder Dem om Plads for følgende:

Det har selvfølgelig ogsaa moret mig at læse om Festen paa Bangsbo, da jeg har forestaaet og ledet samme, og jeg skal dertil bemærke, at Festen baade var smagfuldt og smukt iscenesat af Hr. Bigler og at alle de ondsindede Rygter ikke har noget paa sig. Hr. B. var ikke alene en fortræffelig Vært, men ogsaa en ganske fortræffelig Arbejdsgiver. Og hvad vi Tjenere fra Kjøbenhavn anbelanger har vi ansolut faaet en overordentlig god Kost og Behandling, hvorfor jeg hermed giver Hr Bigler min bedste Tak paa mine Kollegers Vegne. Samtidig skal jeg tillade mig at bemærke, at hele Godsets Personale ikke blev glemte, men alle som  én blev smukt beværtet, og naar en af de mange store Krægte som paa Festaftenen blev tilladt i Parken at bese Fyrværkeriet, borttog Vin, kan jeg samtidig meddele at det hele strækker sig til en halvfyldt Flaske. Jeg antager ikke at en saa ideel Mand som Hr. B. kan have sat daarlige rygter i Cirkulation for slig en Bagatel.

W. Arngren.

Egilsgade 22.

(B. T. 3. september 1918).

December 1918 var sidste gang Bigler kunne betale termin på Bangsbo. Han gik fallit i 1919 og i juli 1919 blev Bangsbo sat på tvangsauktion. Bigler havde givet 400.000 kr for Bangsbo, og solgte Bangsbo til generalkonsul Pay for 200.000 kr. Som igen videresolgte den for 240.000 kr til købmand Nielsen. Løsøret i Bangsbo indbragte ved tvangsauktion i 1919 23.000 kr., bl. a. 18.000 kr. til kommuneskat til Flade-Gærum sogneråd og 4.000 kr. for malerarbejde. Overretssagfører Høy skulle have 7.000 kr for aktionen - han havde ellers forlangt 35.000. Han giftede sig igen i 1920. I april 1921 fik Bigler en fartbøde på 200 kr samt idømt erstatning på 1.000 kr til en chauffør han havde påkørt på Farimagsgade. I 1923 var han cigaragent. 

Raketterne.

1 Anledning af, at den gamle Herregaard Bangsbo ved Frederikshavn nu er paa Tale, mindes "B. T." følgende Historie fra de glade Krigsmillionærers Dage:

Krigsmillionæren Hr. Bigler købte i sin Tid Bangsbo og skulde nu til at holde sit Indtog paa Gaarden som Ejer. Hr. Bigler havde tænkt sig, at hele Egnens Befolkning vilde modtage ham som en lille Konge, - og han havde paa Forhaand planlagt, hvorledes han skulde takke dem for deres Loyalitet: Han havde fra København medbragt en Kunstfyrværker, der skulde servere dem en Ildfest, som man aldrig havde set Mage til der paa Egnen.

Men Indtoget paa Bangsbo blev lidt af en Skuffelse. Der var hverken Æreporte eller hvidklædte, blomsterstrøende Piger eller anden Jubel - og Hr. Bigler blev en Smule fornærmet.

Ingen Hyldest - intet Fyrværkeri! sagde han og gav Kunstfyrværkeren Kontraordre.

Denne syntes, det var Synd for alle hans flammende Overraskelser, og henvendte sig til Hr. Bigler.

_ Ikke Tale om! svarede Herren til Bangsbo. Han var uforsonlig.

Dette gentog sig et Par Gange i Aftenens Løb, og hver Gang fik Kunstfyrværkeren det samme Svar.

Omsider ligefrem trængte han ind paa den vrede Vært: Lad mig dog skyde de Raketter af! Det er lidt ærgerligt at være taget helt herover til ingen Nytte!

Hr. Bigler tyggede lidt paa dette Ræsonnement. Saa kom Svaret :

- Alright, saa skyd dem af - men vandret! ... For de skal spilleme ikke have dem at se.

(B. T. 10 august 1925. Thisted Amtsavis 19. august 1925).

Historien om fyrværkeriet stemmer ikke overens med de gange fyrværkeriet blev nævnt i de ældre artikler,

Parret flyttede 1925 til Paris, hvor de åbnede et transportfirma. I 1937 fik han sukkersyge og var resten af livet stærkt svækket og ofte sengeliggende.

I 2021 havde Det Damgaardske Teaterselskab stor succes med en opsætning af stykket "Bigler på Bangsbo", og Kystmuseet arrangerede guidede ture "I Biglers fodspor".

Dansk Rekyl-Gevær Fabrik i Rusland. (Efterskrift til Politivennen)

En dansk Rekylfabrik med 1800 Arbejdere i Rusland.

Kaptajn Schoubou og Forfatteren Jürgen Jürgensen skal lede den storslaaede Virksomhed der vil skabe et helt lille Danmark i Ruslands Hjerte.

B. T. fortalte for nogen tid siden at de to Kaptajner Schouboe og og Jürgen Jürgensen i den nærmeste fremtid skulde afrejse til Rusland for i Nærheden af Moskva at grundlægge en større teknisk Virksomhed, hvis Art man ønsker at holde strengt hemmeligt.

Nu kan vi imidlertid meddele, at det drejer sig om intet mindre end Oprettelsen af en dansk Rekylgevær Fabrik med 1800 Arbejdere. Fabriken skal drives efter samme Principper som Syndikatet i Frihavnen, og for en stor Del samarbejde med dette. Kaptajn Schouboe har jo hidtil ledet den kjøbenhavnske Fabrik, og han har erhvervet al den Kyndighed, der er nødvendig for at drive Fabrikationen af Rekylgeværer i langt større Maalestok paa fremmed Grund.

Mange af de 1800 arbejdere er Danske, og 6 danske Kokke afrejser en af de nærmeste Dage for at lave deres Mad.

Selskabet har ønsket at knytte saa mange danske Mænd til Foretagendet som muligt - og i Løbet af Efteraaret og Vinteren har man i al Stilhed engageret et stort Antal Teknikere, Arbejdsformænd og Arbejdere, der kort efter Nytaar afrejser til Rusland. Sammen med denne hær af danske Arbejdere rejser 6 kjøbenhavnske Kokke, der skal lave Maden til Fabrikens danske Folk. D'hrr Schoubo og Jürgensen mener nemlig meget rigtigt, at Folkene befinder sig langt bedre under de fremmede Forhold, hvis de faar deres vante, hjemlige Kost end hvis de maa spise den russiske Mad. Danskerne er jo nu engang ikke bedre, end at Maden spiller en temmelig afgørende Rolle for dem.

Fabrikens Produktion bliver mange Gange større end det danske Rekyl-Riffel-Syndikat.

Rekylfabriken ved Moskva bliver vel nok en af de største danske Virksomheder i Udlandet. Med sine 1800 Arbejdere vil den kunne paatage sig en Produktion, der er mange Gange større ønd det danske Rekyl Riffel Syndikats. Og da Rekyl Geværet er et af de Vaaben, der med Glans har bestaaet 28 Maaneders Ildprøve og vist sig at være af uvurderlig Betydning, vil den danske Virksomhed ved Moskva utvivlsomt blive en af de Ammunitions-Fabriker, Verden regner med.

Om ganske kort Tid vil en Barak-By staa færdig til at modtage de Danske Arbejdere.

Selve den tekniske Del af Virksomheden staar allerede saa godt som rede til at begynde Produktionen og først i Januar vil der omkring Fabriksbygningøme have rejst sig en By af Barakker til de 1800 Arbejdere - sandsynligvis vil alt være klappet og klart til Fabrikens Aabnlng allerede engang i det første Kvartal 1917.

Ardens.

(B. T. 23. december 1916).

Oktober 1916 blev Jon Henriksen Grell antaget af Dansk Rekylriffel-Syndikat som overforvalter på fabrikken i Kowrow. Arbejdet trak imidlertid til, og i februar 1917 blev han afskediget på grund af et skænderi med en af sine foresatte. Han anlæg sag ved Sø- og Handelsretten, hvor syndikatet måtte betale en erstatning på 4.250 kr. og sagens omkostninger 250 kr. 

Efter bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917 erklærede syndikatets hovedledelse i 1918 at der ikke var de store problemer, men i februar 1918 at den ikke længere kunne yde arbejderne beskyttelse. Der var da 136 skandinaviske arbejdere på fabrikken, hvoraf de fleste danske. De tilbød at sende dem hjem, mod at løse dem fra kontrakten der sikrede dem løn til 1. juli 1918. Der blev anlagt retssag mod fabrikken. 

I midten af 1918 gik fabrikken i stå. På det tidspunkt havde ellers kun produktionen sat en barriere for at den danske våbenproducent kunne blive blandt verdens største.

Danske Rejsende fra Ruslands Hovedstad ankommen til København.

150 Danskere er rejst hjem fra Rusland

Gerda Samuelsen.

Forleden Eftermlddag ved 3-Tiden ankom til København et lille Hold danske Rejsende fra Petrograd. Ca. 150 Danskere, der har opholdt sig i forskellige Egne af Rusland, er afrejst fra den russiske Hovedstad, hvor de i nogen Tid har maattet vente paa Lejlighed til at slippe hjem. Vi talte med en af de Rejsende, en ung Københavnerinde, Frøken Gerda Samuelsen; hun var i det bedste Humør og havde været meget tilfreds med alt Ophold I Rusland. I Petrograd kneb det dog for Udlændingene med at faa udleveret Brød. Det var udtrykkelig forbudt at levere Brød til Udlændinge. De fleste andre Levnedsmidler kunde faas paa Hotelrestauranterne - men kun til meget høje Priser. Forøvrigt var Forholdene rolige I Petrograd. Der raser svære Epidemier i Byen, bl. a. Dysenteri og Tyfus, ligesom mange Iider af Forgiftnings-Tilfælde, der hidrører fra Nydelsen af Fisk, som er fanget i Nevaen. Hospitalerne er fyldte af Patienter.

Rejsen fra Petrograd og gennem den finske Skærgaard var forløbet godt og varede 2 Døgn. Alle Danskerne var i god Behold ved Ankomsten til Stockholm.

Frøken Samuelsen har i et Aarstld været ansat i Huset hos en i Nærheden af Moskva boende Underdirektør ved den danske Rekylgeværfabrlk i Byen Kowrow. Den unge pige har været 10 Dage om Rejsen fra Kowrow til København, dog saaledes, at hun maatte tilbringe 4 Dage i Petrograd for at vente paa Skib fra Stockholm, da de første afgaaende Skibe med Udlændinge fra Petrograd var overfyldte.

Den unge Dame fortæller, at der kun har været ganske lidt Uroligheder i Byen Kowrow, hvor hun boede; at alle de Russere, hun har truffet sammen med, har været overordenlig elskværdige mod hende. Naar hun nu rejste hjem, var Aarsagen udelukkende den, at Rekyl-Fabriken lukkedes som Følge af, at Geværfabrikationen var ophørt og hele den danske Arbejdsstyrke afskediget.

Frøken Samuelsen deltog i 1. Maj-Festen i Kowrow. Toget, med Musik i Spidsen og 28 røde Faner, samledes paa Byens Torv. Det her oprejste Monument for Kejser Alexander var væltet og paa Fodstykket plantedes den røde Fane, Taler holdtes i broderlig Forening af Russere og Østrigere, de østrigske Krigsfanger, der i deres Uniformer stod frem paa Talerstolen og i flammende Ord priste Revolutionen.

- Alle Folk var saa glade og saa gode, sluttede Frøken Samuelsen, og jeg har kun de bedste Minder i den fjærne russiske By, hvor jeg ofte blev inviteret hjem til de russiske Familier, med hvem jeg kom i Berøring og som satte Pris paa mig, fordi jeg var fra Danmark.

N. - B.

(Social-Demokraten 23. juni 1918).

Annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. juni 1918. Det må næsten være samme kvinde som her søgte job.

Danske Arbejdere til Rusland.

København. Lørdag.

I 1918 sluttede Dansk Rekylriffel-Syndikat Kontrakt med en hel Del danske Arbejdere, om at de skulde rejse over til Syndikatets Fabrik i Kowrow i Rusland. De skulde have ca. 50 Rubler om Ugen for en ArbejdStid af 10 Timer daglig, et møbleret Værelse med Lys og Varme og fuld Kost og fri Rejse hen og hjem, 3die KlaSse i Sverig og 2den Klasse i Finland og Rusland.

Da Revolutionen kom, meddelte Syndikatet, at det ikke turde garantere for Forholdene i Fremtiden, og de fleste af Arbejderne rejste hjem. Da der ikke kunde opnaas Enighed mellem Selskabet og Arbejderne angaaende Afviklingen af Forholdet har Arbejderne ved Højesteretssagfører Ulf Hansen anlagt Sag mod Selskabet ved Sø- og Handelsretten, under Retsforhandlingerne var Retssalen fyldt med de hjemvendte Arbejdere.

Hr. Ulf Hansen paastod, at Arbejderne maatte have Krav paa Differencen mellem Rublernes oprindelige Værdi oq det. som de tilsidst var værd, hvilket var saa godt som intet. De saakaldte Kerenski-Sedler, som til sidst blev trykkede for fuld Kraft Dag og Nat, fik Arbejderne udbetalt i hele Kuponark; man havde ikke engang hast Tid til at klippe dem i Stykker! Kosten var ganske utilstrækkelig; en Del as Arbejderne gjorde Tilskud af deres egen Lomme og andre sultede, saaledes at de tabte en Masse Pund i Vægt. Boligforholdene var elendige. Rejsediæterne 12 Kr om Dagen, var langt fra tilstrækkelige til de kolossale Udgifter. Sagen var foreløbig anlagt af 6 af Arbejderne, paa hvis Vegne Hr. Ulf Hansen paastod Selskabet dømt til at betale ikke mindre end 27.088 Kr.

For Selskabet mødte Højesteretssagfører Henriques ved Overretssagfører Karsten Meyer, der i et længere Foredrag tilbageviste Arbejdernes Paastande som uberettigede. Dom-Sagen vil senere blive afsagt

(Aalborg Stiftstidende 24. juni 1918.)

Sø- og Handelsretten dømte 26. september 1918 A/S Dansk Rekylriffel Syndikat til at betale premierløjtnant S. A. Brandt-Møller 24.730 kr. med renter og 400 kr. i sagsomkostninger i gage mm. som direktør for syndikatets fabrik i Kanerov.