Studentermødet om Slesvig 8. Maj 1883. (Efterskrift til Politivennen)

Det almindelige studentermøde, som Studenterforeningen havde indbudt til i Gaar Aftes Kl 9, var særdeles talrig besøgt. Arbejderforeningens store Sal var propfuld af Mennesker. Kand. A. C Larsen aabnede Mødet og bad alle Udtalelser om Forholdet mellem Studenterforeningen og Studentersamfundet holdt tilbage ved denne Lejlighed. Han gav dernæst Ordet til Gehejmearkivar A. T. Jørgensen, som af Studenterforeningen var bleven opfordret til at holde et Foredrag om den danske Regering i Slesvig under Frederik den syvende. Det var ham ikke behageligt at tale offenlig herom, thi dels var den offenlige Fremtræden ham lidet tilvant og dels fristede den Behandling, andre Mænd havde modtaget ved offenlige Møder, ikke til at følge dem efter. I øvrigt savnede han ikke Kvalifikationer til at tale om det opgivne Emne, han Havde videnskabelig syslet med det omspurgte Afsnit af Historien og var ved Fødsel og Slægtskab stærkt knyttet til det Land, hvorom det drejede sig Han havde ikke overværet det Møde, paa hvilket Pingel havde indladt sig om det slesvigske Spørgsmaal, og skulde derfor ikke tage dennes Udtalelser til Udgangspunkt.

Tegner Julius (Juul) Ferdinand Møller (1857-1935): Rigsarkv. A. D. Jørgensen (1840-1897). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den Situation, som var givet ved Frederik den VIl's Tronbestigelse, var den, at det ved et kongeligt aabent Brev af Kristian den VIII var fastslaaet, at det danske Monarkis Ret til Slesvig var umisteligt, hvorledes det end gik med Kongedømmet. Med Hensyn til Holsten var det aabne Brevs Indhold ikke saa klart; det syntes som om Kristian den VIII havde Grund til at tro, at der her gjaldt noget andet, at der her var lovgivende Arvefølge Han vilde i sin Udvikling gaa ud fra, at Spørgsmaalet om Slesvigs Arvefølge var uangribelig uden iøvrigt nærmere at komme ind paa en Undersøgelse af dette Spørgsmaal, der for øvrigl var hans Specialitet, hvis nogen ønskede en indgaaende Drøftelse. Det første Stød til den slesvigholstenske Bevægelse var givet af Frederik VI ved Indførelsen af særlige Stænderforsamlinger for Hertugdømmerne samt ved indsættelsen af Fællesregeringen paa Gottorp. Det var meget hurtig gaaet ind i den almindelige Bevidsthed, at Forbindelsen havde gammel Hævd; men dette forholdt sig ikke saaledes, den indførtes først ved Stænderinstitutionen i 1834. Tidligere havde Slesvig haft særlig Administration og en særlig Overret, Holsten ligeledes, og det var først Frederik VI, der gjorde Forandring heri, uden vist at tænke paa, hvilke skjæbnesvangre Følger det kunde have. Nyere Forfattere vare enige i, at Slesvigholstenerne ikke havde haft noget retsligt Holdepunkt for Hertugdømmernes Udelelighed hvis denne Forbindelse ikke var kommen i Stand, og hvis Frederik VI i Stedet for at give Hertugdømmerne en fælles Administration, havde knyttet Slesvig til Danmark, vilde den nationale Bevægelse i Hertugdømmerne rimeligvis slet ikke været opstaaet. Saaledes var altsaa Stillingen ved Frederik VIl's Tronbestigelse. Ved aabent Brev af 28de Januar 1848 fik Hertugdømmerne medbestemmende Myndighed i Monarkiets Fællesanliggender. Disse bestod i Udenrigspolitiken, Hær og Flaade samt de Finanser, der vedkom Hæren og Flaaden. I denne Kongens første Regeringshandling laa et Program, meget forskjelliget fra Martsprogrammet. Betegnende var det ogsaa, at Kongen i sit Statsraad strax optog to Holstenere, Bardenfleth og Moltke. Men det blev ved Programmet, af selve Fællesforfatningen blev der intet, thi nu kom Martsbevægelsen, og Martsministeriet blev dannet. Dette var ingenlunde et rent Systemskifte, men kun et Kompromis mellem de ældre og nyere Anskuelser. Der optoges lige mange Helstatsmænd og Liberale, og de ældre havde endda Overtaget, idet kun to Liberale. Hvidt og Lehmann, fik Portefolier. Martsministeriets Program blev da ogsaa et Kompromis Program, i Følge hvilket Slesvig skulde være i uopløselig Forbindelse med Danmark, og Holsten i Personalunion med det. I Sommerers Løb rejste der sig imidlertid Vanskeligheder, og Ministeriet optog Tanken om Slesvigs Deling, men Kongen vilde ikke give sit Samtykke dertil, og man vendte tilbage til det gamle Program. Længere ud paa Efteraaret mente Ministeriet imidlertid, at det atter maatte optage Tanken om Slesvigs Deling, hvis England under Fredsforhandlingerne skulde fordre det; men dette foranledigede Martsministeriets Afgang, og nu traadte Novemberministeriet til. I dette var det nationale Parti kun repræsenteret ved to Medlemmer (Madvig og Clausen), de øvrige holdt paa Traditionen, og der under handledes altsaa paa Grundlag af Slesvigs Selvstændighed, og i Foraaret 1849 var Regeringen tvungen til at holde fast paa dette Program, da det angrebes stærkt fra tysk Side. Efter Vaabenstilstanden i 1849 stod man atter overfor Spørgsmaalet om, paa hvilket Grundlag Forhandlingen nu skulde indledes. Madvig og Clausen hævdede stærkt Nødvendigheden af Slesvigs Deling. Clausen holdt paa, at man hellere maatte staa af paa Landomraadet end paa den inderlige Forbindelse mellem Danmark og Nordslesvig og Madvig mente, at man, om man end vilde holde paa den gamle Grænse, dog burde indrømme Nationerne fuld Selvstændighed. Til dem sluttede sig nu Sponneck, der gjorde giældende, at Slesvig selv havde forbrudt sin Ret til at være selvstændigt, idet den ene Halvdel havde sluttet sig til Oprøret, og at Kongeriget, der ikke kunde gjennemføre Slesvigs Selvstændighed, havde Ret til at vælge imellem Helstaten eller Delingen. Da Enighed ikke kunde opnaas, indgav Clausen og Madvig deres Demission, men Spliden blev dog bilagt. Forhandlingen trak nu i Langdrag og man naaede ind i Aaret 1850. I den første Halvdel af Aaret forsøgtes forskjellige Kombinationer. Holstenerne henvendte sig direkte til Kronen og fremkom med deres sædvanlige Forlangende om et udeleligt Slesvig-Holsten. Herpaa kunde man selvfølgelig ikke indlade sig, og samtidig kom der da ogsaa fra Nordslesvig en Deputation, som protesterede mod denne Afgjørelse. Og da der nu ikke øjnedes anden Udvej, benyttede Regeringen sig af sin Ret til ved Magt at sætte sig i Besiddelse af Slesvig efter formelt at have sluttet Fred med Prøjsen den 2den Juli 1850. Samtidig henvendte man sig til Stormagterne med Begjæring om Garantier for Arvefølgen og i denne Henvendelse medtog man Holsten. Hvorfor man havde gjort dette, var ikke Taleren klart, det fremstilledes paa den Tid som noget, der fulgte ganske af sig selv. Ved dette Tidspunkt var Reaktionen skreden frem overalt i Evropa; den nationale Bevægelse havde man faaet Bugt med alle andre Steder, og man kunde altsaa nu henvende hele sin Opmærksomhed paa Danmark, og med en national Afgjørelse af vort Mellemværende med Tyskland vilde Holsten jo være bleven tilovers, saa der var ingen Stemning for et Slesvig til Eideren. Den sidste Halvdel af 1850 var heldig for os. Vi sejrede paa Valpladsen og ved den første Londoner Protokol blev Danmarks Integritet slaaet fast. I 1871 havde vi Notabelforsamlingen i Flensborg, men dens Afgjørelser ledede kun til at forøge Bevægelsen i Hertugdømmerne. Saa kom Proklamationen af 28de Januar 1852, der indførte Helstatsordningen, og den anden Londoner Protokol, der garanterede den nye Ordning. Der indførtes særlige Forfatninger for Hertugdømmerne, en for Slesvig og en for Holsten, og endelig fik vi Fællesforordningen af 1854, der kun var raadgivende og bestod af 20 kongevalgte og 30 valgte af Rigsdagen og hvori intet konstitutionelt var bleven tilbage. Som Kommentar hertil fulgte i Hertugdømmerne Pressesager. Forbud mod danske Blade, Rigsdagens Adresser, der ikke bleve besvarede osv. Oppositionen mod Regeringen voxede nu fra Dag til Dag og blev endelig saa stærk, at Regeringen i December 1854 maatte fortrække. Det er dog et Spørgsmaal, om denne Sejr for de Nationale var en virkelig Sejr. Det havde maaske været bedre, om Regeringen, der havde truffet saa mange Aftaler med Tyskland, havde faaet Tid til at gjennemføre en Ordning, hvordan denne end var bleven. For Hertugdømmernes Vedkommende opnaaedes kun, at Forhandlingerne fremdeles bleve uafgjorte. Ørsteds Fald skyldtes for Resten vistnok snarere personlige Intriger end Oppositionen, og det nye Ministerium betegnede da heller ikke nogen virkelig Systemforandring. Hall og Andræ fik dog gjennemført en Ændring i Fællesforfatningen, hvorved der tilsattes denne 30 umiddelbart valgte Medlemmer, og denne Forsamling blev nu virkelig konstitutionel; men Sammensætningen var alligevel uheldig, idet den altfor ensidig tog Hensyn til danske Interesser, og hele Konflikten kom nu til at hvile paa det danske nationale Parti. Holsten forlangte særlige Forfatninger, og da dette Ønske ikke blev efterkommet, optoges de Forhandlinger, som saa fortsattes indtil Udbrudet af den sidste Krig. Det maatte indrømmes, at Regeringens Stilling havde været overordenlig vanskelig. Overgangen fra det absolute til det indskrænkede Monarki havde ikke kunnet udskydes, men Vanskeligheden ved at gjennemføre den i et sammensat Land, hvor to Nationer mødes, ere betydelige. Hertil kom saa, at Kongestammen var i Færd med at dø ud, og at vi til Nabo havde en Stormagt, der stadig udvidede sit Landomraade og som følte sig kaldet til at interpellere i vor Sag. Paa Valpladsen er det en stor Fordel at være en Stormagt, og det er det ikke mindre ved de diplomatiske Underhandlinger. Det staar i dens Magt at drage Forhandlingerne i Langdrag, den kan altid vælge det beleilige Øieblik til at gribe ind i Begivenhederne, og naar man ser Aktstykkerne i den dansk tyske Strid, kan man ikke være i Tvivl om, at Prøjsen i fuldt Maal har benyttet sig af denne Fordel. Alle Aftaler vare trufne, naar Changerne vare for dens Sag. En Stormagt kan desuden ganske anderledes uddanne sine Diplomater; et lille Lands Diplomater kan aldrig i ren teknisk Henseende komme paa Side af dem. Af alle vore Udenrigsministre under Konflikten var kun en - Reedtz - Diplomat af Fag, og at vi i de 15-16 Aar, Striden stod paa, davde haft ni forskillige Udenrigsministre var jo i og for sig uheldigt. En saadan Række af Systemskifter maa nødvendigvis medføre megen Usikkerhed og der hvilede da ogsaa megen Usikkerhed over hele Fr. VII's Regering. Vi havde jo desuden ingen virkelige politiske Partier. Bondevennerne var et Rigsdagsparti, der ikke blandede sig i den almindelige Politik, og mellem de øvrige var der ingen skarp politisk Modsætning. Dertil kom at Kongen var en uberegnelig og upaalidelig Mand, der blandede personlige Forhold ind i sine Beslutninger. Alle disse Vanskeligheder maatte man holde sig for Øje ved Bedømmelsen af det slesvigske Spørgsmaal.

Taleren gik derefter over til at omtale Forholdene i Slesvig under den danske Administration. Som ung havde han været meget oppositionel, og det skulde indrømmes, at der i Slesvig fandtes mangfoldige uheldige Embedsmænd; men hvorfra skulde man tage en dygtig Embedsstand; man maatte jo formelig gaa paa Jagt efter Embedsmænd? Tyskerne vilde ikke tjene den danste Regering, og indfødte danske vare ikke tilstrækkelig inde i Forholdene. Særlig i den sidste Tid anstrængte Regeringen sig til det yderste for at faa Embedsmænd, der vare fødte i Hertugdømmerne. I det hele og store var det vanskeligt at lægge nogen væsenlig Skyld paa Enkeltmand. Der var fra den overordnede Administration gaaet frem med en Hensynsfuldhed og Humanitet, som enhver uhildet Kommission vilde finde paaskjønnnelsesværdig. Ved Ordningen af Sprogsagen var der gaaet liberalt frem. Clausen og Madvig voterede stadig i den Aand; den første anbefalede stadig den yderste Forsigtighed og strengeste Retfærdighed, og Madvig gik endog saa vidt at tilraade, at man skulde finde sig i, at der i Kirker og Skoler taltes ikke blot i det tyske Sprog men ogsaa i tysk Aand. Sprogreskriptet havde ganske vist ikke truffet nogen heldig geografisk Grænse. Det vakte særlig stærkt Anstød i Angel, men det var urimeligt at opfatte det som en Fornærmelse imod det tyske Folk. Naar man hermed sammenlignede Tyskernes Adfærd nu Slesvig eller i Elsas Lothringen, svandt det ind til intet. Taleren, der var født nord for Flensborg Fjord, havde selv faaet tysk Undervisning og han havde læst de tyske Forfattere, længe inden han gjorde sig bekjendt med de danske, men alligevel havde tysk altid været ham fremmed. Betydningen af Begivenhederne havde for ham været den, at han havde følt, at der fra dansk Side blev gjort noget for at bevare Slesvig. Havde vi givet Slip paa det ved fredelig Overenskomst, vilde Landet formentlig have været tabt for os ikke blot politisk min ogsaa nationalt. Fejlene ved Regeringen vare: Mangel paa politisk Sans oq politisk Bøjelighed; de gamle vilde ikke vide af nogen ny Grænse, de nationalliberale kunde ikke tænke sig nogen ny Samfundsordning uden konstitutionelle Former og konstitutionelle Garantier. Lidt Afslag paa begge Sider kunde have fjærnet mange Vanskeligheder. Vi burde tage Lære heraf, at ikke den Tid skulde komme, da man dømte os, som vi nu vilde dømme dem (Stærkt Bifald). 

Under Højesteretssagfører Zahles Ledelse begyndte Forhandlingen. Assessor Madvig var væsenlig enig med Jørgensen. Taleren havde været ansat i det slesvigske Ministerium; han kjendte godt til de Klager, der førtes over slesvigske Forhold og Embedsmænd, og maatte indrømme, at der var begaaet Fejl. Man tabte sig maaske ofte i Smaating, i Juristeri. Embedsstanden betragtede sig maaske vel meget omgivet af en Nimbus, som gjorde den fremmed for dens Omgivelser. Den Nølerpolitik, man fulgte den Gang, den overdrevne Forsigtighed, som iagttoges ved enhver paatænkt Forandring, skadede Slesvig, men det er ubilligt, naar der klages over den lokale Embedsstand. De slesvigske Embedsmænd stod gjennemgaaende nok saa høit som de danske. Taleren glædede sig over Jørgensens fordomsfrie Dom over hin Tids Historie; det var ikke de Fejl, der bleve begaaede den Gang, som skilte os af med Slesvig. Nej, der forelaa et Problem, som ikke kunde løses; om en Engel var kommet ned fra Himlen, havde han ikke kunnet ordne vort Forhold til Slesvig. Derfor er det uretfærdigt at tale om dem, "der skilte os af med Slesvig". Om vi havde beholdt Januarministeriet i sin Tid, om vi vare naaede ind paa at faa en Personalunion af 4 Stater (de tre Hertugdømmer og Kongeriget), havde det intet hjulpet. I det Tilfælde vilde Holsten og Lauenburg have kommet til at regere os. Tanken om Slesvigs Deling, som England interesserede sig for, og som vi nu godt kunne forsone os med, strandede i sin Tid paa Modstand ikke hos Kongen alene, men hos saa godt som hele Folket. Det vilde man slet ikke høre om, "det skal ej ske", lovede Konge og Folk hinanden. Daværende Minister Madvig stillede dog i Oktober 1850 et Forslag om at dele Slesvig omtrent ved Slien, men ingen støttede ham i Statsraadet. Heller ikke vore Modstandere, Østerig og Prøjsen, ønskede denne Losning. De vare mod enhver liberal Politik, de søgte at fjærne dem fra Regeringen her hiemme, som stode Bevægelsen i 1848 nær. I 1864 kom Tanken om Delingen frem igjen, den engelske Regering foreslog en saadan, den danske Regering optog Tanken, men England holdt ikke sit Løfte om at blive ved sit første Forslag. Taleren vilde indrømme Jørgensen, at man var gaaet lidt vel vidt i sin Iver for at bevare det danske Sprog i Slesvig, men efter at Bestemmelserne om Benyttelsen af dansk Sprog var optaget i den slesvigske Forfatning, var det en betænkelig Sag at røre ved dem. Hvordan vi end havde bestemt Sproggrænsen, vilde der nok have været Tyskere nord for den, som havde beklaget sig.

Professor Kr. Erslev havde ikke i Jørgensens fordomsfri Fremstilling fundet nogen stærk Opfordring til at tage Ordet; Madvigs Udtalelser kunde mere trænge til at imødegaas. Han takkede Jørgensen for hans klare Fremstilling af den Tilbagegang, den Ebbe, som havde præget vor indre og ydre Politik siden 48, saa at man mere og mere fjærnede sig fra de gode Tanker, som udtaltes i 1848. Uagtet alt, hvad Madvig havde sagt om Delingen, staar det dog fast, at der her forelaa en Løsning, som ikke blev prøvet. Det er vist nok, at der var Stemning herhjemme imod at gaa til en Deling, men hvordan var den opstaaet? At betragte Ejderen som Danmarks rette Grænse var egenlig ikke kjendt i Frederik den sjettes Tid. Det var en Tanke, som kun var ført ind i Folket af de liberale Stormænd fra Fyrrerne. Hvis denne Tanke senere beredte dem Vanskeligheder, saa maatte de takke sig selv derfor. Er der nogen logisk Nødvendighed for at sætte Ejderen som en national Grænse? Man kan mene, at vi have historisk Ret til en saadan Grænse og man kan maaste tvivle om denne Ret (Nej! Nej!), men en national Grænse kan Ejderen, som skiller Tyske fra Tvske, ikke være. Det er vanskeligt at vide, hvad der kunde have sket, hvis de Nationalliberale havde tænkt deres Tanker til Ende og arbejdet for at faa en virkelig national Grænse. Man kan ikke frikjende dem for et Ansvar, thi de byggede fra først af paa en kun halvt gjennemtænkt Tanke og de manglede politisk Bøjelighed til at lade sig udvikle med Tiden (Stærk Bifald, blandet med lidt Hyssen)

Gehejmeraad Madvig maatte i Modsætning til sin Søn hævde, at en Deling burde være forsøgt. Men Erslev havde Uret, naar han dadlede de Nationalliberale saa stærkt. Man maatte jo huske paa, at deres Fordring om Ejderen som Grænse var kun en Følge af Tyskernes Fordring om et "Schleswig Holstein meerumschlungen" med Kongeaaen til Grænse. Nordslesvigerne havde heller aldrig kunnet slutte sig til Tanken om Slesvigs Deling, en Mand som Kryger holdt i sin Tid stadig paa Slesvigs Udelelighed. Taleren, Clausen og Sponneck kunde intet udrette mod den almindelige Modstand mod Delingstanken, de maatte saa læmpe sig efter Forholdene. Nu have vi vel nok slaaet os Ejdergrænsen ud af Hovedet, men at blive den Tanke kvit paa en god Maade, vilde vist have været vanskeligt. I sin Tid var det ikke muligt at faa Folk til at indrømme det.

Madvigs Foredrag, som kun kunde høres af forholdsvis faa, hilsedes med stærkt Bifald. Dirigenten mente, at det passende kunde være et afsluttende Foredrag, og foreslog at de fremtidige Talere skulde indskrænke sig til at tale 10 Minuter.

Kand. Scharling takkede Madvig for hans Protest mod Erslevs Udtalelser; han kunde tydelig mærke, at Erslev havde ikke selv levet i den Tid, han talte om. Ploug turde ikke i 1862 optage Artikler, der anbefalede Slesvigs Deling, det vilde kun have ødelagt "Fædrelandet"

Provst Sich syntes, at det var ganske naturligt, at vi ikke vilde have Danmark delt i sin Tid; han mindede om, at Kampen for Sønderjylland ikke havde været forgjæves

Provst Grundtvig mindede om, siden vi aandelig havde vundet Slesvig, Kong Dan; Sagnet om ham var et af de første Udtryk for Ejdertanken. Hvis Erslev havde staaet Forpost ved Dannevirke, saaledes som Taleren havde gjort i 1850, da vilde han vist have talt paa en hel anden Maade. Han havde truffet mange danske i Slesvig, og i 1848-50 var den historiske Grænse ogsaa for en stor Del national. Han haabede, at den nationale Kamp for Slesvig skulde minde os om, at vi skulde leve for vort Folk, men ikke for almene kosmopolitiske Ideer (Bifald og Hyssen).

Dr. Fridericia kunde ikke forstaa, at man vilde frakjende de yngre Ret til at dømme om, hvad der er foregaaet før deres egen Levetid. Hvor bliver saa den hele historiske Videnskab af? Grundtvig havde ingen Grund til at tale om kosmopoliske Ideer. Taleren og hans Meningsfæller vilde ikke lade sig frakiende Navnet nationale. Det kommer tydeligere og tydeligere frem, at Eidertanken blev betragtet som et Udtryk for den nationale Bevægelse derhjemme i Halvtredserne og Treserne; de nationale seilede under et falsk Flag. Den Politik, vi førte over for Slesvig, stødte Evropa fra os; det er ikke rimeligt, at vi ved en Deling af Slesvig havde stødt Evropa. Det var lige saa naturligt for Tyskerne at ønske en national Afrunding mod Nord, som det er for os at ønske at forenes med vore Landsmænd i Nordslesvig. Og naar man nu siger, at Delingstanken næppe var lykkedes, maa man ikke glemme, at Eiderpolitiken jo heller ikke lykkedes. De danske Politikere burde have husket, at vi vare de svage.

Fotograf Mary Dorthea Frederikke Steen (1853-1939): Octavius Thomas Hansen (1838-1903) politiker, højesteretssagfører. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Højesteretssagf. Oct. Hansen kunde ikke forstaa, at Grundtvig i Anledning af, at Erslev forlangte en ren national Grænse, skulde give sig til at tale om kosmopolitiske Ideer. Prof. Grundtvig havde udgydt sit Blod for Fædrelandet paa Valpladsen, det var noget, som Taleren havde Respekt for, selv om man bagefter pralede lidt deraf .... (I Anledning af denne Yttring blev der en frygtelig Tummel).

Dirigenten opfordrede Taleren til at tage disse Ord tilbage.

Oct. Hansen: Naar Grundtvig vilde indrømme, at der i en Forsamling af danske Studenter ikke havde været Grund til at fremhæve egen Tapperhed, ellers ikke.

Dirigenten beklagede det forefaldne og opfordrede til at skifte Emne.

Oct Hansen: Hvad man havde trængt til i Slesvig var en virkelig praktisk Politiker.

Dr. Rosenberg: Eidergrænsen var voxet fast i det danske Folk fra Arilds i Tid og levendegiort af Digterne. Tabet af Slesvig var en "Skæbne", der havde ramt os.

Høiesteretsassessor Rimestad advarede Oct. Hansen og andre mod for rask at dømme de Mænd, som førte Underhandlinger med Tyskland i sin Tid. Det var forbavsende, "hvor nær" det havde været ved, at deres Politik var lykkedes. Quaade havde den 9de November 1863 meldt, at Bismarck da var rede til at gaa ind paa Tanken om et Ejder-Holsten og et Ejder-Danmark.

Assesor Madvig indrømmede, at Historien havde Ret til at dømme, men man skal være meget varsom i sin Dom over den nærmest foreaaaende Tid. Lad os arbeide i Enighed fremad og ikke forkjætre hinanden!

Dr. Hempel kunde ikke forstaa, hvorfor man vilde have de yngre med til en Diskussion, naar de ikke maatte faa Lov til at dømme. Han syntes, at det var stor Nøjsomhed, naar man trøstede sig over Tabet af Slesvig ved, at man havde vundet Slesvigernes Hiærter.

A. D. Jørgensen syntes, at der var gjort meget for en forsonlig Politik i overfor Slesvig under de stadige Udæskninger fra tysk Side. Det var rimeligt, at vi forsøgte at holde paa Slesvig saa længe som muligt, ellers vilde man have beskyldt os for Fejghed.

Dirigenten sluttede Mødet Kl. over et med cn Tak til Indlederen.

Paa Opfordring af A. C. Larsen raabte Forsamlingen et kraftigt Leve for den danske Studenterstands Æresmedlem Madvig.

(Morgenbladet (København) 9. maj 1883)

En forsideartikel på Morgenbladet (København) 11. maj 1883 kommenterede på mødet.

Nu kommer Sandhederne frem. Ved det almindelige Studentermøde, der, som omtalt i Gaar, afholdtes i Arbejderforeningens Festsal i Tirsdags, og hvor saadanne Mænd, som Gehejmeraad Madvig, Assessor Madvig, Gehejmearkivar Jørgensen, Professor Kr. Erslev, Professor Grundtvig, Kandidat Emil Elberling, Dr. Fredericia m. Fl. vare i Ilden, fik det national-liberale Parti nogle Sandheder at vide, som vel ikke ere nye; men, som man kan se, at der i Stilhed er gemt paa til ved given Lejlighed. Nu, da Ploug, ikke kan knalde saa rask med sin velkendte Pisk, og - da Billes hvasse Tunge og skarpe Pen ikke mere gør Tjeneste ved det nu Uge for Uge ynkeligere "Dagblad", nu kommer der Humør baade i gamle og unge Akademikere og Embedsmænd. Spørgsmaalet drejede sig om "det slesvigske Spørgsmaal" og Gehejmearkivar Jørgensen gav da den Oplysning om salig Frederik den 7de, at han var en "uberegnelig og upaalidelig Karakter", og at han var "et typisk Udtryk" for "den Uregelmæssighed", der havde hersket i Regeringen, altsaa i det nationale Partis stadig stiftende Ministerier. Dette er en Udtalelse, der fortjener at noteres; Skade, at den kommer saa sent frem af sit Skjul. Saa talte samme Gehejmearkivar og Assessor Madvig, der stedse begynder i Øst og ender i Vest, efter at have snuset rundt i Alt som en Kok i et Køkken, om de tidligere slesvigske Embedsmænd, og gav dent Attest for, at de stod paa et lige saa høit Trin som den øvrige Del her i Landet. Dette har nu ikke meget at sige, og dertil kommer, at det er Usandhed, thi det er en Kendsgerning, at netop de danske Embedsmænds Optræden i Slesvig har bidraget til, at Danmark tabte denne Landsdel. Paa mangfoldige Steder i Slesvig var Stemningen mod de danske Husfogder, Landfogder, Amtmænd og andre Øvrigheder saa hadefuld, at man af den Grund alene valgte Tysk for Dansk. Det har ogsaa senere vist sig, da Kongeriget efter 1864 blev oversvømmet af "betrængte Slesvigere", at disse, da de bleve ansatte i Embeder, her i Landet, vilde begynde at indføre den samme Tone her som i Hertugdømmet overfor Folk. Men den gik ikke, skønt vi ellers ikke er forvænte her i Danmark. Kig nu ned f. Eks. til Næstved, Vordingborg, ind i Odense og de mange Jurisdiktioner omkring denne By og flere andre Steder, saa vil man saa et Begreb om, hvorledes en Befolkning kan opdrage en Embedsmand, som mener, at hans Avtoritet sidder i de forgyldte Frakkeknapper og hans Myndighed i Guldtressen om Kasketten.

Professor Kr. Erslev fremkom med den drøje Sandhed, at der i "den danske Politik siden 1848 havde gjort sig en sørgelig Tilbagegang gældende", og at de ledende Mænd havde paa den Tid (de Nationalliberales Tid) ikke Mod til at tage Konsekvenserne, som nødvendigvis fulgte med sand Opfattelse af Nationaliteten, og det var disse Mænd (c: Monrad, Lehmann, Krieger, Hall, Bluhme og deres Medhjælpere Pressen, Ploug og Bille), som ved deres uklare Nationalitetsbegreber bar Ansvaret for den daværende Politik. - Se, saa rene Ord for Pengene fik Dhrr. Nationalliberale, men det generede dog Professor Grundtvig i den Grad, at han kaldte Erslev en ung Mand, som ikke kunde have nogen Mening om slige Ting, og Professoren talte videre om, at han havde været med i Krigen og "ofret Liv og Blod", hvilket gav Højesteretssagfører Octavius Hansen Anledning til at tale om Praleri og de mange Tilhørere Lejlighed til efter Behag at huje, hysse og komme med voldsomt Bifald.

Fotograf Olaf Gjørup (1861-1936) & Co.: journalist, forfatter, bibliotekar Rudolf Emil Elberling (1835-1927). Foto fra mellem 1896 og 1927. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kandidat Emil Elberling, der i flere Aar var knyttet til det afgangne "Fædrelandet", gav den interessante Meddelelse, at han i 1802 indstændig havde anmodet Ploug om blot i nogle Anmeldelses artikler at omtale Delingen af Slesvig ; men han turde ikke optage Artikler herom og havde tilføjet, "at hvis der kom et Ord frem "Fædrelandet" om denne Sag, vilde det være ruineret". Altsaa: den store Mand, Carl Ploug, der altid har slaaet om sig med sin Overbevisning, sine rene Hensigter som Politiker, han tør, ikke behandle et Spørgsmaal i sit Blad, som var et Livsspørgsmaal for Danmark den Gang, fordi han frygtede at miste sine Abonnenter.

Det er ret interessante Sandheder, som der her er fremkomne, og det viser os, hvorledes Partiinteresse og Egennytte stedse har været stillet i første Række. Medens det nationalliberale Parti, hvis Afløvning er det nuværende Højre, skaffede os af med de 3 Hertugdømmer, sørgede det for at tilrive sig Embederne og Magten over Pengekassen saa længe som mulig.

Mødet i Tirsdags var arrangeret af Højre for at protestere mod Dr. Pingels Udtalelser i Haandværkerforeningens Lokale og for at skabe en Stemning til Fordel for Partiet. Men det blev anderledes. De historiske Sandheder lader sig ikke bortforklare, og derfor blev Mødet en Fiasko, et Nederlag for Indbyderne. 

(Social-Demokraten 10. maj 1883).

Johan Nicolai Madvig (1804-1886) klassisk filolog og politiker. Rektor for Københavns Universitet i én toårig og fire etårige perioder i årene 1855 til 1879. Medlem af Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Han var medlem af Folketinget  4. december 1849 til 27. maj 1853. Medlem af Landstinget  3. juni 1853 til 28 august 1854 og fra 12. juli 1855 til 1. oktober 1874. Folketingets formand 1852-1853, og næstformand i Landstinget 1858-1863, 1866-1869 og 1870-1874. Valgt til Rigsrådet i 1856 og var dets præsident til 1863. Han var medlem af Rigsrådets Folketing fra 1864. Han stod som kultusminister bag skoleloven af 1850 for det lærde skolevæsen, der som den første lov havde den almene dannelse øverst i sin formålsparagraf. Gehejmekonferensråd i 1881. Madvigs Allé på Frederiksberg er opkaldt efter ham.

Johan Nikolai Agathon Madvig (1833-1919), søn af professor Johan Nicolai Madvig. 1857 volontør, 1859 assistent, 1861 kancellist og 1863 fuldmægtig i det slesvigske ministerium. Afgik 1864 ved ministeriets opløsning. Han beskæftigede sig derefter med de slesvigske arkivsager og arbejdede ved Inkorporationskommissionen samt for Justits- og Indenrigsministeriet i sagerne fra de inkorporerede slesvigske distrikter. 1871-72 udgiver af Lov- og Ministerialtidende. 1872 assessor i Københavns Kriminal- og Politiret, 1879 til assessor i Landsover- samt Hof- og Stadsretten. Fra 1885 var han tillige næstformand i Sø- og Handelsretten og 1891-1905 var han formand i denne ret.

Adolph Ditlev Jørgensen (1840-1897) var en dansk historiker og rigsarkivar. 1863 blev han ansat som hjælpelærer ved den lærde skole i Flensborg med løfte om at blive adjunkt og bibliotekar ved et påtænkt offentligt bibliotek for Slesvig, men afskedigedes efter krigen 1864 og vendte tilbage til København. 1869 assistent i Kongerigets arkiv, rentekammerafdelingen. 1874 blev han fuldmægtig, og ved C. F. Wegeners afgang blev han gehejmearkivar og overtog ledelsen af Kongerigets arkiv fra 1. januar 1883.

Kristian Sophus August Erslev (1852-1930). Professor ved Københavns Universitet i 1883-1916, rigsarkivar i 1916-1924 og formand for Carlsbergfondets bestyrelse i 1913-1926.

Octavius Thomas Hansen (1838-1903) Sagfører og politiker. 1869 blev han overrets- og 1874 højesteretssagfører. 1872 blev han valgt til Folketinget og genvalgt 1873 for en lille gruppe "de nationale Løsgængere" der i reglen stemte sammen med Mellempartiet. Han sluttede sig til oppositionen, og var 1880-90 forsvarer i en række politiske sager, mest for Venstre-folk. Hansen var senere på året med til at danne Den liberale Vælgerforening 1883 og var formand 1885 samt 1888-90 medlem af overbestyrelsen for Venstres organisation. 

Professor Svend Hersleb Grundtvig (1824-1883). Søn af N.F.S. Grundtvig. Ved udbruddet af Krigen 1848-51 meldte han sig som frivillig. Han blev løjtnant 17. juli 1848 og deltog ved Dybbøl og Isted. Efter krigen fortsatte han i hæren som À la suite. Han udtrådte 1863 som kaptajn. Under Krigen 1864 var han i seks måneder ved eksercerskolen i København og 1868-1879 kaptajn i forstærkningen.

Rudolf Emil Elberling (1835-1927) var forfatter, journalist og kvinderetsforkæmper. Han var medarbejder ved Fædrelandet i 1860-1882 og bibliotekar ved Rigsdagen 1880-1912. Han var medstifter af Den liberale Vælgerforening på Frederiksberg og formand 1883-86. Desuden medlem af Dansk Kvindesamfunds styrelse 1883-1887.

Studentersamfundets rolle som samlingssted for den akademiske opposition aftog ved slutningen af 1883 med det i november 1883 stiftede "Københavns liberale Vælgerforening” (bl. a. direktør G. A. Hagemann). I forbindelse med et suppleringsvalg til Folketinget i Københavns Amts 1. kreds samledes nogle mindre kredse af liberale højremænd, venstremænd og socialdemokrater i "De forenede liberale Vælgerforeninger for Frederiksberg" med bibliotekar Rudolf Emil Elberling som formand.

Fra Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

St. Kroix, den 12 . April 1883.

Da Guvernør Arendrup for nu snart 2 Aar siden overtog Guvernementet over disse Øer, sagde man almindelig, at et af de Midler, hvorved han vilde ophjælpe Øerne, var at forbedre Arbeidernes Forhold og skaffe en bedre Arbeiderstand. Dette skulde blandt andet opnaaes ved at lære Arbejderne, at de, naar de arbeidede ordenlig og stadig for Arbeidsherrerne, ikke blot, saaledes som Slaverne, arbeidede alene for dem, men tillige for sig selv; man vilde derfor udstykke en af Statens store Eiendomme i mindre Parceller og sælge disse paa billige Vilkaar til flinke Arbeidere, som saa ved Siden af deres almindelige Arbeid efterhaanden skulle kunne opdyrke dette Land og derved opnaa en uafhængig Stilling. En Del af det til Plantagerne "Work Res,." "Humbug" og "Retreat" hørende Land er nu blevet afdelt i Parceller og tilbydes Arbejderne tilkøbs paa Betingelser, som maa kaldes meget gunstige. Kjøberne skulle være uberygtede Arbejdere, der have vist sig flittige, ædruelige og paalidelige; naar de have tjent uafbrudt i 5 Aar paa hver Plantage og især paa Statsplantagerne, have de Ret til fortrinsvis at komme i Betragtning.

Senest 18 Maaneder efter Overtagelsen skal Halvdelen af Parcellen være beplantet med Sukkerrør eller andre nyttige Planter, Resten anvendes til Græsning. Medens Landet ryddes til Beplantning, maa Træer, der maale mindst 4" i Diameter ved Roden, og Frugttræer uden Hensyn til Størrelse ikke hugges om. Betalingsvilkaarene ere meget gunstige. Kjøbesummen forrentes de første 20 Aar med 4 pCt. pr. Anno og derefter med 5 pCt. Den halve Kiøbsum kan blive staaende uopsigelig fra Statens Side i 20 Aar, den anden Halvdel afbetales i 24 halvaarlige Terminer med 1/8 af hele Kjøbesummen hver 1. April og l. Oktober sammen med de paaløbne Renter; dog skal det første Afdrag ikke forfalde til betaling før til den Termin, der indtræffer et helt Aar efter Overtagelsen. Naar Kjøberen har opført et ordenligt Hus paa Eiendommen, kan der gives ham nogen Henstand med Betaling af Afdragene. Hver Parcel er omtrent 20 Akre (1 Akre er omtrent 3/4 Tønde Land) stor og sælges til forskjellige Priser, der rette sig dels efter Jordens Bonitet og dels efter, hvad der for Øieblikket findes derpaa: Sukkerrør, Græs eller Buske. Priserne eire pr. Akre 6 Dollars, 10 Dollars og 20 Dollars. Paa denne Maade kan altsaa en Arbeider, selv uden at eie en eneste Cent, blive Eier af en passende Eiendom, der med Lethed vil kunne ernære ham og Familie. Samtidig med Bekiendtgiørelsen om Udstykningen af Dele af Statsplantagerne har Guvernementet meget indtrængende henledet Opmærksomheden paa Nytten af Træer og i en Bekjendtgjørelse opfordret alle og enhver til navnlig at værne om de allerede tilstedeværende Træer og tillige til at plante nye. Specielt nævnes Kokospalmen: den gror meget let og villig langs Øens Kyster og giver i Løbet af faa Aar en udmærket Indtægt.

Faktoriet arbejder ypperlig iaar, men desværre er Høsten jo langt mindre end ifjor. Medens der ifjor formaledes henimod 100 Millioner Pund Rør, bliver der iaar næppe leveret mere end lidt over 50 Millioner Pund. Af disse Rør leveres omtrent 700 Millioner af de saakaldte Squatters, det vil sige Folk, der have opdyrket nogle faa Akre Vand og beplantet dem med Rør. De fleste af dem have leiet Land, der tilhører de nærmest Byen Kristianssted liggende Plantager, som i længere Tid ikke have været i Sukkerkultivation. Territoriet her er nemlig meget bakket, og kun Dalene og andre Stykker paa Bakkernes Sider egne sig til Dyrkning af Sukkerrør. Det kunde derfor i sin Tid ikke betale sig at holde Værkerne i Orden til disse Plantager, og efterhaanden nedlagdes de derfor som Sukkerplantager. Da Rørene nu kunne sælges til Faktoriet, kan det atter betale sig at dyrke dem der, og man ser derfor saavel der, som paa Østenden talrige mindre Sukkermarker. Hidtil har det imidlertid været besværligt for dem at levere Rørene, da Saftstationerne ligge temmelig langt fra disse Marker. Men i disse Dage har Faktoriet bekjendtgjort, at til næste Kampagne vil den hidtil ved Plantagen "La grande Princesse" omtrent en god Fjerdingvej fra Hovedfabriken beliggende Station blive flyttet til dennes umiddelbare Nærhed, da de i Omegnen af den liggende Plantager i de senere Aar have leveret meget saa Rør og ikke have været villige til at forpligte sig til at levere flere for Fremtiden. Herved vil der spares et meget langt Veistykke for næsten samtlige mindre Rørleverandører; de fleste af dem maa nemlig allerede nu levere til denne Station og passere umiddelbart forbi Stedet, hvortil den skal flyttes. Meddelelsen om denne Flytning er derfor bleven modtagen med stor Glæde af alle disse Smaafolk, og man horer allerede, at mange flere have leiet Land for at dyrke Rør. Den almindelige Leie af saadant Land er 5 Dollars pr. Akre om Aaret, som ofte maa betales forud; det viser, paa hvor overordenlig billige Vilkaar Statskassen tilbyder sit Land til Salg.

Kolonialraadet paa St. Kroix bestaar af 18 Medlemmer, nemlig 5 kongevalgte, 3 valgte af Kristianssleds By, 4 af Kristianssteds og 4 af Fredrikssted Landdistrikt og endelig 2 af Frederiksted By. Medlemmerne vælges paa 4 Aar ad Gangen, og hvert andel Aar afgaar Halvdelen, saaledes at der saa hyppig maa foretages almindelige Valg. Et saadant skal nu finde Sted den 17. og 18. ds. I Almindelighed foregaa Valgene uden videre Bevægelse, men iaar vil Oppositionen søge at vinde flere Pladser. I Kristiansted By og tildels i sammes Landdistrikt kan Regjeringspartiet temmelig sikkert beherske Valgene, derimod er det tvivlsomt, hvorledes Udfaldet vil blive i Frederiksted By, og i Landdistriktet har Oppositionen aldeles sikkert Majoritet, da de fleste derboende Plantere ere Irlændere. Blandt de afgaaende Medlemmer findes Hr. P. E. Birch, der først nylig blev valgt ved et Supleringsvalg i Frederiksteds Landdistrikt. Han er jo Oppositionens Fører og, som man vil have set af Korrespondencerne herfra, meget radikal. Byfoged R. Petersen i Frederiksted udtræder ligeledes og ønsker ikke Gjenvalg. Man har derfor opstillet Overdommer Andersen i Frederiksted By, men hans Valg modarbejder Hr. Birch af alle Kræfter og søger selv Valg i Byen. Han kan gjøre det uden Risiko, da Valgene for Landdistrikterne nemlig finde Sted Dagen efter Nyvalgene, saa hvis han falder i Byen, kan han blive valgt i Landdistriktet, hvor som sagt Oppositionen har Majoriteten. For at bearbeide Stemningen i Byen holdt han et Valgmøde i Slutningen af forrige Maaned, hvortil der i "Avisen" var udstedt en anonym Indbydelse. Kun meget faa mødte, og af dem var omtrent kun Halvdelen Vælgere. Han holdt en Tale, hvori han anbefalede ikke at vælge Embedsmænd, men derimod uafhængige Mænd og navnlig saadanne, som vilde varetage Borgernes Interesse. Hvis Embedsmændene ønskedes i Kolonialraadet, kunde Regieringen jo indsætte dem som kongevalgte. Sluttelig opfordrede han Mænd af en anden Mening end den af ham fremsatte til at modbevise hans Grunde; men ingen af Forsamlingen ønskede Ordet, hvorfor Mødet hurtig sluttedes. Ogsaa i Kristiansted By, hvor der skal vælges 2 Medlemmer, har Oppositionen opstillet en Kandidat, nemlig en ung Kjøbmand Creagh, men det er næppe tvivlsomt, at d'Hrr. Prokurator Lemming og Direktør Wassard blive valgte der.

Det er en sørgelig Kjendsgierning, at Befolkningen her paa Øen stadig tager af, og en af Hovedgrundene dertil er upaatvivlelig den ringe Omsorg, der vises for Børnene, som derfor ogsaa dø i et forfærdeligt Antal, Guverner Arendrup søger en modvirke denne Dødelighed blandt andet ved at oprette Børnestuer paa Plantagerne, hvor Børnene kunne pleies, medens Mødrene ere paa Arbeide. Der arbeides nu videre i samme Retning, idet der har dannet sig en Komite for Oprettelsen af et Børnehospital i Kristianssted. Denne Komite bestaar af Fru Præsidentinde v. Brakle, Fru Overdommerinde Andersen og d.Hrr. Overdommer Andersen og Dr med. Neumann. For at skaffe de fornødne Midler til at begynde Foretagendet vil den foranstalte nogle offenlig Forlystelser, hvis Indtægter tilfalde det eventuelle Hospital. Den 30. f. M. blev der saaledes afholdt en Fest i Kasernehaven i Kristianssted. Denne Have er meget smuk, ligger op ad en jævn Skraaning med skyggefulde Gange og en enkelt større Plæne. Festen afholdtes om Aftenen, og Haven var i den Anledning oplyst med c. 600 kulørte Lamper og en Del Begfakler. Arrangementet var særdeles smukt, og da en saadan Vauxhall aldrig før har været set her, og Vejret tillige var godt, var Besøget meget talrigt. Underholdningen bestod af Musik, Sang og Pantomime, alt udført af Soldaterne. Hver af Komiteens Damer havde et Telt, hvor der solgtes Forfriskninger, som var skænkede af Byens forskjellige Familier. Indtægten siges at have været udmærket, og der skal være et Overskud af 120 Dollars.

Anden Paaskedag afholdtes en Kapseilads paa Frederiksteds Rhed. Som sædvanlig ved Kapsejladser var Vinden meget sløv, navnlig i Begyndelsen, senere friskede det noget op. Det var et smukt Syn at se de mange Baade manøvrere (der var indtegnet over 50 Baade), men hvad der morede Publikum i Almindelighed mere, var forskjellige Forlystelser, der samtidig fandtes; deriblandt navnlig paa Landjorden et Sækkeløb og paa Vandet en saakaldet "Andejagt". "Anden" er en Mand, der svømmer omkring og skal søge at undgaa de ham forfølgende Baade, hvilket naturligvis bedst lykkes ham ved hyppig at dykke. Manden, der vandt Præmien, svømmede og dykkede ganske fortrinlig, og det varede længe, inden Baadene fangede ham.

Hans Majestæt Kongens Fødselsdag mindedes her ved Salut om Morgenen og Parade af Kompagniet Kl. 2. Samtidig modtog Præsidenten Øens Embedsmænd og andre Indvaanere og udbragte et Leve for Hans Majestæt. Byen var flagsmykket, og da der netop i denne Tid ligger mange Skibe i Havnen og de vare iførte deres bedste Pynt, saa det Hele meget festlig ud. 

Den 2. ds. døde kgl. Fuldmægtig J. Krarup-Hansen. Han var en ganske ung Mand, der kun havde været ansat her lidt over 3 Aar; omtrent umiddelbart efter sin Ankomst hertil blev han angreben af Svindsot, hvoraf han nu døde, men trods sin Sygdom har han været anset for en særdeles dygtig og arbeidsom Fuldmægtig.

(Nationaltidende 30. april 1883).

Jens Bygom Krarup-Hansen (1853-1883) havde været by- og birkefuldmægtig i Nykøbing Sjælland. Han blev 1879 guvernementsfuldmægtig i Dansk Vestindien.

Ved valget til kolonirådet den 23. april 1883 for Sankt Croix blev P. Lemming og C. S. Wassard valgt i Kristianssted med hhv 45 og 36 stemmer. Overdommer P. M. Andersen blev valgt i Frederikssted, mens P. C. Birch med 10 stemmer ikke blev valgt. Der var i Kristianssted 70 og i Frederikssted 48 vælgere. I landdistrikterne valgtes G. G. Hagermann og H. Nellthropp med hhv. 11 og 7 stemmer. samt W. Creagh plantageejerne Jas. Wilson og P. C. Birch med hhv. 21 og 20 stemmer. Her var det samlede vælgertal 73. Udover disse skulle der udpeges 5 kongevalgte.

Havnearbejderstrejke. (Efterskrift til Politivennen)

Strejken blandt Havnearbejderne, der som bekendt sluttedes i forrige Uge tildels derved, at Havnevæsnet tilkaldte Politiets Assistance, har naturligvis været en velkommen Anledning for de Ferslewske Organer til at fremhæve Havnevæsnets "liberale" Optræden overfor Arbejderne, særlig naar disse henhører til de saakaldte "bedre og dygtigere Folk". De nævnte Blade fortæller saaledes, at Havnevæsnet er saa mageløs opofrende, at det beskæftiger sine Arbejdere (de "bedre og dygtigere" naturligvis) selv naar der ingen egenlig Brug er for dem, "saa at de ikke maa gaa ganske uden Fortjeneste"; at Havnevæsnet gerne udbetaler en kvart Dagløn til Arbejderne paa de Dage, da der paa Grund af Uvejr og Lignende ikke kan arbejdes, og at Arbejderne, fordi de, efter de nævnte kapitaltilbedende Avisers Mening, har det bedre hos Havnevæsnet end hos de private Entreprenører, "gennemgaaende har været tilfredse med en noget ringere Dagløn". Endelig fortælles det, at Betalingen plejer at blive forhøjet i Maj Maaned, men at det ikke "fandtes rigtigt" at gaa ind paa Forhøjelse nu, fordi der blev gjort Strejke. Den Del af de omtalte Blades Fremstilling, der er nogenlunde sand, tjener imidlertid kun til at vise Havnevæsnets Karrighed overfor Arbejderne, endskønt Meningen naturligvis skal være det Modsatte, thi naar Havnevæsnet har større og varigere Arbejder for, end enkelte private Entreprenører, og det benytter sig af denne Omstændigheder til at betale en lavere Arbejdsløn end disse, da er det en Uforskammethed, der vises mod Arbejderne. Hvad Arbejdernes "Tilfredshed" med den lavere Arbejdsløn angaar, viser den nu stedfundne Strejke, at der tværtimod har været en stadig Utilfredshed med Lønnen, og at Arbejderne kun nødtvungent gaar ind paa Havnevæsnets Lønningsvilkaar. Mærkværdig nok kan ingen af Arbejderne erindre, at der er blevet udbetalt en kvart Dagløn, uden naar der ogsaa er blevet arbejdet derfor, og Arbejdslønnen er ikke bleven forhøjet i Maj Maaned. I Fjor forhøjedes Lønnen i Juli eller Avgust Maaned, men kun da Arbejderne fremsatte Fordring derom. Det kunde ogsaa være rart at vide, hvad det er for en Slags Humanitet, der bevæger Havnevæsnet til at betale mindre paa denne Aarstid end i Sommermaanederne, thi jo koldere det er, desto besværligere er selvfølgelig Arbejdet, og desto hyppigere Stansningen indtræffer der , og selv om Havnevæsnet betaler en kvart Dagløn for de Dage, der ikke kan arbejdes, hvad der som ovenfor bemærket ikke er Tilfældet, saa bliver dog Arbejdernes i Forvejen usle Fortjeneste betydelig indskrænket derved. Naar Havnevæsnet beskæftiger Arbejdere er det selvfølgelig fordi det har Fordel deraf, selv om det fortælles, at "man egenlig ingen Brug har for dem". Denne Udtalelse er kun en kapitalistisk Floskel, kolporteret af spytslikkende Avisnegere, og er alleredt for længe siden opslidt som Middel til at sor tælle Arbejderne, at Kapitalen kan undvære dem. Hvad der egenlig menes med "bedre og dygtige" Arbejdere er ikke godt at forstaa, naar der er Tale om et grovt fysisk Arbejde, som stadig udføres under "Fogdens" eller Formænds Kontrol. Nogle af Arbejderne favoriseres ganske vist ved Havnevæsnet som andre Steder, men ikke i Henhold til nogen Dygtighed, men fordi vedkommende Formand har en eller anden Fordel af de Paagjældende. Man vil ikke indrømme Arbejderne Lønningsforhøjelse, fordi de gjorde Strejke, siges der. Nej, man vil slet ikke indrømme Arbejderne noget. Arbejderne skal være Viljeløse Slaver af Kapitalen og skal ved Hjælp af Politikniplen tvinges ind under Aaget. Det er Parolen i Storborger- verdenen, og det er efter denne Trosartikel, at Kapitalistpressen optræder.

(Social-Demokraten 25. april 1883).

Fotograf Jens Johan Danielsen (1842 - 1919): Københavns Frihavn. Arbejdere taget opstilling på og ved en pram. Ca. 1891-1894. Kbhbilleder. Public domain.

De nye Slagtehuse i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

---

Naar man ad Stormgadens Forlængelse gaar forbi Kvægtorvet, vil man paa Pladsen mellem dette og Gasværket se fire nye Bygninger, der for Øieblikket ere reiste og for en Del allerede under Tag. Disse fire Bygninger danne Slagtehuskomplekset, idet de tre, der ligge tilvenstre for den Gade, der fra Stormgadens Forlængelse vil komme til at føre ned til Anlæget, ere Slagtehusene, den fjerde Bygning, paa Veiens høire Side, foran hvilken der er ladet Plads aaben til Opførelse af flere Slagtehuse, det saakaldte Skoldehus. Hele Bygningskomplexet er opført paa en opfyldt Grund; Fyldet er taget fra den gamle Jernbanevold. - De tre Slagtehuse, der ere adskilte fra hverandre ved brede Gader, ere hver 60 Alen lange og 11 Alen dybe og rumme hver 5 Celler eller Kamre, hvori der vil være Plads til to Slagtere. Paa Nordsiden af hvert Slagtehus findes en med et Halvtag overdækket Slagtegang; denne vil kunne benyttes dels til Binding af Kreaturer, dels til Slagtning, og er derfor forsynet med et i Gulvet anbragte Binderinge. Slagtehusenes Sydsider ere derimod forsynede med et fremspringende Tag for at beskytte Cellerne, der indtage hele Bygningens Dybde, mod Sydsolen. Under dette fremspringende Tag er der i hele Bygningens Længde i Væggen anbragt Binderinge; her kunne Kreaturerne staa bundne, fuldkommen i Skygge, indtil deres Tur til Slagtning kommer. Fra den overdækkede Slagtegang paa Bygningens Nordside træder man ind i Slagtecellerne, der hver er forsynet med to Døre, der vende mod Nord. Hver Slagtecelle er 11½ Alen lang, 10 Alen dyb og 8½ Alen høi. Lyset tilføres Cellerne gjennem større Vinduer, anbragte høit oppe i Murene baade mod Nord og Syd. Alle Cellerne ere overhvælvede mellem Jernbjælker. Væggene blive i tre Alens Høide glittede i Cement, Resten bliver skuret og hvidtet. I Cellernes Gulv anbringes Binderinge, og desuden findes paa Jernbjælker under Loftet Foranstaltningerne til Kreaturernes Opheisning og paa Væggene Løbestænger med Kjødkroge til Ophængning af Kjødet. Det er en Selvfølge, at hver Celle bliver forsynet med det nødvendige Tilløb af Vand samt Afløbsrender til Kloakkerne. Gulvene i Cellerne og i Slagtegangen under Halvtaget lægges af svenske Brosten satte i Cement. Slagtehusene ere opførte af smukke gule Sten, der hvile paa en Sokkel af huggede Granitsten; Tagene ere dækkede med Skifer. Skoldehuset, der ligger paa høire Side af den nævnte Vei, er 62 Alen langt og 14 Alen dybt og er som Slagtehusene opført af gule Sten, Sokkel af Granit og Taget dækket med Skifer. Midt i Bygningen ere Dampkjedlerne og Dampskorstenen anbragte, og paa hver Side af denne sidste finder et større Rum, af hvilke det ene er bestemt til Opbevaring af Huder og Talg, det andet til Skoldeapparaterne. I disse større Rum danner Tagværket Loftet. Vinduerne ere anbragte til begge Sider, medens de store 4 Alen brede Indgangsdøre findes paa Sydsiden. I Bygningens to Ender findes mindre Lokaler til Garderobe, Forstuer og Kontorer. Dampskorstenen er indvendig forsynet med et støbt Jernrør, der skal tjene som Bortleder for Røgen, medens Rummet udenom skal bortføre Emmen. Foruden disse fire Bygninger opføres i Fortsættelse med Kvægtorvets Bygninger ved Havnesporets Rampe en Kvægstald, der i Størrelse og Udstyrelse aldeles svarer til Kvægtorvets. Alle disse Arbeider, der ere overtagne i Entreprise af Murmester E. Lytthans-Petersen, opføres efter Tegninger af Arkitekt Friderichsen; som Konduktor ved Arbeidet har Hr. Svendsen fungeret.

(Nationaltidende 11, april 1883. Uddrag).

Kvægtorvet er fra 1879, tegnet af arkitekten Hans J. Holm (1835-1916). Den åbne markedsplads findes stadig foran  Øksnehallen (1901). 

Arkitekten Heinrich Vilhelm Friederichsen var mest kendt for hospitalsbyggeri i senklassicistisk stil, bl.a. Øresundshospitalet (1875-18876), blegdamshospitalet (nedrevet), Sankt Johannes Stiftelsen i Ryesgade (1883-1886). Samt en snes private huse. På daværende tidspunkt (1875-1889) var han bygningsinspektør i Københavns Kommune.

Stormgades forlængelse kom senere til at hedde Tietgensgade.

Oda Nielsen 1851-1936. 3/9: Det kgl. Theater og Privattheatrene (1883). (Efterskrift til Politivennen)

Den første Bevægelse, som opstod i den dramatiske Verden ved det overraskende Budskab om Fru Oda Petersens forestaaende Tilbagegang til Kasino-Theatret, synes nu lykkelig at være overstaaet. Forskjellige Blade have udtalt sig om Følgerne af denne Sensationsbegivenhed i vor lille Verden, og de oprørte Bølger i Publikums Stemning synes allerede al have lagt sig saa meget, at der kan blive Ro til en besindig Undersøgelse af dm stele Skade og Nødvendigheden af at omordne forskjellige Theaterforhold.

Inden vi gaa over til at foretage denne Undersøgelse, finde vi Anledning til at aflægge den Tilstaaelse, at vi i det Hele taget ikke tillægge de Fænomener, der saa hyppig vise sig i Theaterverdenens ustadige Atmosfære, en saa stor Betydning som enkelte af vore theatervenlige Samtidige ere tilbøjelige til, og det turde endogsaa være mere end tvivlsomt, om vi paa den hele Affaire vilde have spenderet mere end en lille Notits i Nyhedsrubriken, hvis dm ikke var bleven forkyndt paa en saa allarmerende Maade og sat Forbindelse med en forestaaende Haupt-und Staats-Action mod de private Theatre.

Hvad er det, der i Virkeligheden er passeret? Kasinos Theaterdirektør opdager for nogle Aar siden en ung Pige med et overordenlig udviklet dramatisk Talent. Han giver hende al mulig Ledighed til at gjøre sig gjældende som Primadonna, og hun gjør det ogsaa strax i fuldt Maal. Det viser sig allerede efter meget kort Tid, at den lille Fugl Fønix har stor Tilbøielighed til at prøve sine Vinger, og at forskjellige Lokkefugle opmuntre dens Flagrelyst. Bladenes Nyhedsreferenter troede endogsaa at vide Besked om hendes forestaaende Engangementsskifte, men saa fik man en skjøn Dag at vide, at hun havde sagt Theatret Farvel og havde giftet sig. For et Par Aar siden, da hun var bleven Enke, var det atter Kasino, der bragte hende tilbage til Scenen, men kun som Gjæst. For anden Gang fik Direkteur Andersen at vide, hvor vanskelig det er at tilfredsstille og fastholde en saadan sjelden Fugl. Næste Saison kvidrede hun sine Sange paa Nationattheatret, men heller ikke her fandt hendes Længsler Hvile. Skjøndt Kammerherre Fallesen, ligesom hendes tidligere Direkteur, havde gjort alt muligt for at tilfredsstille hendes Ønsker, blev det nu hans Tour at overrastes med en Efterretning om, at nu havde hendes Længsler vendt sig mod Øst, og at hun derfor havde undertegnet en ny Kontrast, der for tredie Gang førte hende til Kasinos Skueplads.

Det er, saavidt vi vide, det Hele. Heldigvis for det kgl. Theater er Fru Oda Petersen her ikke nogen Uundværlighed. Med alt sit Talent og med al den Charme, der hviler over hende, var hun maaske næppe en Gang heldig stillet paa en Skueplads, der fremfor Alt skal repræsentere den nationale Kunst, thi fra sit Ophold i Udlandet havde hun medbragt en fremmed Facon, der, hvor elegant, gracieus og moderne den endog maa indrømmes at være, her bliver afstikkende og derfor tager sig kunstlet ud. Der er desuden i hendes hele kunstneriske Optræden noget Virtuosmæssigt (uden Fortrydelse: Sarah Bernhardsk), der meget vanskelig kan bringes ind under et Ensemble, og som kun gjør sin fulde Virkning, hvor hun kan faa Solopartiet og betragte Medspillet som Akkompagnement, og hun vil derfor nærmest være paa sin Plads ved et Theater, der baade ved Repertoirevalg og Rollebesætning kan tage mere Hensyn til hendes Ejendommelighed end det kgl. Theater er berettiget til at gjøre. Gjør hun nu tillige den hos dramatiske Talenter Høist sædvanlige Fordring, at Theatrets Virksomhed stadig skal afpasses efter hendes Tarv, saa synes det ganske naturligt, at hun forlader en Scene, hvor der er Flere, som have ligesaa stor Ret og muligvis ligesaa stor Tilbøielighed til at stille den samme Fordring, og vender tilbage til en mere beskeden Skueplads, hvor hun kan være ene om Primadonna-Pretensionerne. At der desuden kan være private Sympathier og Antipathier, der for sig alene ere tilstrækkelige til at bevæge en Skuespillerinde til at ombytte det ene Theater med det andet, skulle vi kun berøre i Forbigaaende.

Vi ere saaledes ikke blevne overraskede ved Efterretningen om, at den begavede Skuespillerinde havde taget et andet Engagement, og ville heller ikke blive det, naar hun næste Gang bytter Skueplads; men vi tilstaa, at det vakte vor Forundring da vi saa hvor alvorligt "Berl. Tid." og "Dbgl." tog Sagen, og hvilke heroiske Midler de foreslog til Forebyggelsen af lignende Begivenheder. Det førstnævnte ærede Blad gik endogsaa saa vidt at da foreholdt det kongelige Theaters Chef som Pligt, paa Grund af det Passerede, at giøre Ende paa den Repertoires Frihed, som de facto har været indrømmet de private Theatre i en Snes Aar udenfor deres Bevillinger. I Omtalen af det foruroligende Rygte om Fru Oda Petersens Bortgang skrev "Berl. Tid." blandt Andet:

"Det kunne næppe betegnes anderledes, end som en ligefrem Mangel paa Opfyldelse af Pligt mod den Institution, hvis Interesser Theaterchefen er sat til at varetage, hvis han fandt sig i, at Kasino gav Stykker, der ligge helt udenfor dets Privilegium, naar det kun formaaede at give disse Stykker ved Hjælp af en Skuespillerinde, som det ved et stort Honorar havde faaet til at forlade den Skueplads, hvor hun rettest bør høre Hjemme. Da vi anse det for givet, at Theaterchefen vil vide at opfylde den Pligt, som efter vor Mening saaledes paahviler ham, er der ingen Udsigt for Fru Petersen til at komme til at optræde i det franske Drama paa Kasino."

Vi arne det nu ogsaa for aldeles upaatvivleligt, at det kgl. Theaters Chef, uden at behøve noget saadant Memento, lige saa humant og korrekt som hidtil vil vide at benytte den ham overdragne Ret til at begrændse de mindre Theatres Repertoire, og derfor maa vi anse den ovenanførte Paamindelse for utidig og umotiveret, ja vi kunne endog være fristede til at betragte den som nærgaaende for det kgl. Theaters nuværende Styrer.

Privattheatrene have, som vi Alle vide, kun paa Papiret været indskrænkede til "Lystspil, Vaudeviller, Folkekomedier og Operetter". Det kongelige Theaters forskjellige Chefer have i god Overensstemmelse med Tidens Fordringer betragtet Laugsvæsenet som ophævet ogsaa paa Kunstens Omraade. De nylig udkomne Optegnelser om "Folketheatret" vise saaledes, at dette med indhentet Tilladelse fra forskjellige Theaterchefer har givet Skuespil og Dramaer af det kongelige Theaters eget Repertoire ("Ludvig den Ellevte", "Herren seer dine Veie". "Maria Antoinette" osv.), og under den nuværende Chef er der paa begge Theatrene opført en hel Række af "Skuespil", som man for en Forms Skyld har kaldt Lystspil, Folkekomedier eller "Stykker", men som ubestridelig burde hedde Dramaer ("Frou-grou", "Familien Riquebourg", "Serafine" . "En Synderinde" osv.) Naar "Berl. Tid." nu foreholder Theateretchefen som Pligt at ophæve den i saa mange Aar faktisk existerende Laugsfrihed, saa maa denne Paamindelse enten indeholde et indirekte Vink om, at hans tidligere laisser passer har været en Pligtforsømmelse, eller den maa være helt greben ud af Luften, thi enten maa Princippet: at lade de forskjellige Kunstgenrer staa aabne for de mindre Theatre, være rigtigt baade nu og før, eller ogsaa maa det bestandig have været urigtigt. En Skuespillers Overgang fra det ene Theater til det andet kan ikke forandre Principet. Er det korrekt, medens Adolf Rosenkilde, Anna Rosenkilde, Vilhelm Wiehe, Agnes Lange, Christophersen, H. Kolling, Sofus Petersen og Zangenberg gaa fra de mindre Theatre til det større, og medens H. Kolling, E. Wulff, Dorph-Petersen, S. Abrahams, E. Reumert, Julie Lund og Lydia Sørensen gaa fra dette til de mindre, saa maa det vel ogsaa kunne fastholdes saavel naar Fru Oda Petersen gaaer tilbage fra det kongelige Theater til Kasino som da hun forlod det sidstnævnte Theater. Vor ærede Samtidige i Pilestræde synes næsten at have havt en lille Skjælm bag Øret, da han motiverede den modsatte Paastand med den mærværdige Kasuistik: at Theatercheferne have seet gjennem Fingrene med Privattheatrenes Overskridelser af deres Privilegier; det kunne vi godt billige i "en Tid, hvor selve den absolute Theaterfrihed har sine Talsmænd", men naar Kasino for at kunne give Stykker, der ligge udenfor dets Bevilling, gjør et kostbart Engagement med en Skuespillerinde, der er utilfreds med sin Stilling ved det kongelige Theater, saa er det Chefens Pligt, til Trods for det hidtil fulgte Princip, at forbyde dette Theater - og i Konsekvens dermed saavel det in casu uskyldige "Folketheater" som det nyfødte "Dagmartheater" - at opføre alvorligt Skuespil. Med andre Ord: Vi kunne godt billigt, at Kasino spiller franske Dramaer, saalænge det mangler den der til fornødne Primadonna, men naar det har afhjulpet denne Mangel, saa er det det kongelige Theaters Chefs Pligt at forbyde deslige Stykker.

Vi skulle ikke opholde os ved den lige saa upassende som overstadige Manuduktion i Pligtlære, der her gives en Mand. som altid har vist den største Takt under de vanskelige Forhold, i hvilke han er stillet, thi dens Utilbørlighed er tilstækkelig iøjnefaldende; men derimod skulle vi dvæle et Øieblik ved den Flothed, hvormed "Ber. Tid." debiterer, at Kasino "ved et stort Honorar har faaet" Fru Petersen til at forlade sit tidligere Engagement. Saadanne Paastande maa man være meget varsom med at fremsætte offenlig, hvor der tales om en i alle Henseender forsvarlig Kontrakt, der med fuld Frihed er indgaaet af to Parter, om hvem man maa forudsætte, at de begge vide, hvad de ville og hvad de gjøre. Et saadant Udtryk er her lige saa hasarderet, som det vilde være, hvis man fra modsat Side fortalte, at det kgl. Theater i sin Tid "havde faaet Skuespillerinden til" at forlade sit fordelagtigere Engagement ved Kasino - eller hvorfor ikke? - at hun havde faaet de forskjellige Theaterdirekteurer til at gjøre sig de stigende Engagementstilbud, Fru Oda Petersen maa vel som enhver anden myndig Kunsterinde være berettiget til at tage Engagement ved det Theater, hvor hun befinder sig bedst, og det maa dog vel snarere være hende selv, der nu har prøvet Forholdene ved begge Theatrene, end vor ærede Samtidige, der kan afgjøre, "hvor hun rettest bør høre hjemme".

I "Dagbl." har en Indsender under Mærket -a-o seet Sagen fra en anden ride. Han er dog saa human, at han forudsætter en Utilfredshed med de kunstneriske Forhold som Hovedmotivet til Fru Oda Peterens Engagementsskifte, skjøndt han fra sit Synspunkt ikke finder den beføiet, og han indrømmer endogsaa Muligheden af, at det kan være Bevæggrunde af væsenlig privat Natur, der have været afgjørende; men i ethvert Tilfælde beklager han. at hun har kunnet bære det over sit Hjerte at sige Farvel til Shakespeare, Moliere, Holberg, Ohlenschlæger, Heiberg og Hertz og af de 12,000 Kr. friste til at gaa til Kasino. Dette kan maaske være beklageligt nok. men Indsenderen glemmer, at efter hele den Udvikling, som Oda Petersens dramatiske Talent har faaet, egner det sig hverken for Shackspeares, Øhlenschlægers eller Holbergs - næppe nok for Heibergs Repertoire, og fremfor alt glemmer han, at de tragiske Forfattere af gode Grunde ere henlagte indtil videre, og at vore komiske Klassikere ere for gammeldags til at friste en Skuespillerinde, der saa fuldstændig er gaaet op i den moderne franske Spillemaade. Naar han endelig med et fromt Suk mindes den gamle Tids store Skuespillere, der vilde have havt Kunsten altfor kjær til at forlade den danske Skueplads, saa glemmer han Hoftheater-Saisonen og adskillige andre Kapitler af vor Theaterhistorie, der fortælle os om, hvorledes de største Skuespillere og Skuespillerinder, uden at nogen saadan Fristelse har foreligget, have forladt Nationaltheatret af Utilfredshedshensyn, nogle for en Tid, andre for bestandig, uagtet dette i hine "store Dage" kunde knytte dem ganske anderledes fast til vor første Scene ved "kongelig" Ansættelse og andre Herligheder.

Hr. -a-o beklager med Rette, at de bedste Kræfter spredes efterhaanden som der kjører "flere og flere Thespis-Kiærrer op i Hovedstaden". Vi have for Øieblikket ikke tilstrækkelig mange virkelige Kunstnere og Kunstnerinder til et fuldstændigt Personale end sige til fire. Men er det de mindre Theaters Feil? De have maattet finde sig i. at det kongelige Theater med sin større Prestige har skilt dem ved Kræfter, som stode paa Høiden af Publikums Gunst, selv naar det ikke havde Lejlighed til at benytte dem. Vi skulle blot minde om Kasinos elskværdige Vaudeville-Primadonna, Fru Anna Rosenkilde og "Folketheatrets" dygtige Karakterskuespiller og Komiker, Harald Kolling, og tilføje, at det har staaet i det kongelige Theaters Magt, hvis det havde ønsket det, naarsomhelst at erobre Carl Hagen, Chr. Schmidt og Frederik Madsen. Nu hænder det samme siældne Tilfælde, der hændte med Kolling, at en af de Avancerede ønsker at gaa tilbage til sin tidligere Stilling ved et Theater, hvor hun fra først af har gjort sin Lykke, og saa slaaes det Allarm med forstemte Trommer. "Idag overbyder Hr. Andersen for Fru Oda Petersens Vedkommende Kammerherre Fallesen med saa og saa mange Tusind Kroner, og imorgen kvidrer maaske en anden Sekondtheaters Direkteur Hr. Olaf Poulsen den samme Pengepolka i Øret", siger Indsenderen i "Dagbladet." Ja naturligvis! det er uundgaaeligt, at naar det kongelige Theater tager de Kræfter, det kan bruge, fra de private Theatre, saa søge disse at revanchere sig, selv om det bliver dyrt, og vi ere meget nær ved at tro, at Hr. Andersen har meget ringe Udsigt til at faa "fuld Valuta" som Hr. -a-o siger for de 12000 Kr., hvormed han skal have tilbagekiøbe sin tidligere Primadonna, thi det er tilstrækkelig bekjendt i Theaterverdenen, at de franske Skuespil aldrig have givet noget stort Udbytte paa Kasino, hvor det næsten altid har været Udstyrsstykkerne, der skaffede Overskuddet, og til dem har Direkteuren ikke behøvet Fru Oda Petersen. Skulde derimod det forestaaende Engagementsskifte - hvad vi nødig ville tro - fremkalde Foranstaltninger, der indskrænke de mindre Theatre til et væsenlig komisk Repertoire, saa vil der ubestridelig være en langt større Fristelse for Direkteurerne til at kvidre den omtalte Pengepolka for det kongelige Theaters eneste Komiker.

Hr.-a-o foreslaaer Gjenindførelsen af de kongelige Ansættelser som et Middel til at fastholde Nationaltheatrets bedre Kræfter, og det vilde upaatvivlelig være meget tjenligt. Derimod røber hans Forslag: at gjøre "Sekondtheatrene til store skole for Nationaltheatret" derved, at dette gav dem Raadighed over sit ældre Repertoire, imod at der i alle nye Privilegier indførtes en Paragraf, som forbød dem at slutte engagement for mere end en Saison, saaledes at det kgl. Theater hvert Aar kunde tilegne sig de Kræfter, der havde udviklet sig tilstrækkeligt - en høist eiendommelig Art af Villighedsfølelse eller et meget svagt Bekjendtskab til Theaterforholdene. Hvis han havde det mindste Begreb om det Besvær, de Opoffrelser, de Skuffelser, der ere uundgaaelig forbundne med den Opgave at bringe Begyndere frem til den kunstneriske Udvikling, der bør, eller maaske rettere burde fordres af vort første Thealer, saa vilde han forstaa, at enhver Theaterdirekteur maatte betakke sig for Adgangen til det kgl. Theaters gamle Repertoire, naar den skulde ledsages af Visheden om, at naar det, efterat han har spildt Arbeide, Bekostning, Roller osv. paa elleve Meget lovende, men lidet holdende Begyndere, endelig lykkes ham at bringe en tolvte til at opnaa en absolut Sukces, da vil ingen Kontrakt kunne sikkre hans Theater saameget som et Aars Anvendelse af det Talent, der først nu kunde blive det til Nytte og Ære.

Efter vor Anskuelse behøves der heller ikke slige extraordinaire Foranstaltninger til at betrygge vort Nationaltheater mod farlige Frafald. Dets Rang, dets Tradition, dets Stabilitet, dets Repertoire og dets favoriserede Stilling vil altid sikkre det Udvalget af de bedste Kræfter, og saa lidt som det vil lide nogen virkelig Skade ved, at en Skuespillerinde, der har udviklet sig paa et andet Theater, efter et kort Engagement vender tilbage til dette, saalidt kunne vi anse det for stemmende med Theatrets Værdighed af denne ganske ordinaire Begivenhed at tage Anledning til en saa extraordinair Demonstration, som at bryde den under saamange Theater bestyrelser hævdvundne og af det hele Publikum billigede Repertoirefrihed. 

Et burde der imidlertid gjøres, og det forekommer os, at d'Hrr. private Theaterdirekteurer her ere nærmest til at tage Initiativet. Det er en almindelig bekjendt Sag, at der aldrig er blevet lagt de private Theatre Hindringer iveien for at spille selv de sørgeligste Dramaer eller de mest deciderede Karakterkomedier. I Virkeligheden har Parolen været den: "Spil, hvad De lyster, men sæt bare ikke "Skuespil", "Drama" eller "Komedie" paa Plakaten: thi det kan ikke tillades!" Og overensstemmende dermed har man omdøbt Dramaerne til "Folkekomedier" og Komedierne til "Lystspil". Denne Legen Blindebuk passer ikke i alvorlige Forhold: derfor burde der gjøres Ende paa det, og det forekommer os at være i alle Partiers Interesse, at det skeer jo før jo hellere. Vi tro derfor, at d'Hrr. Direkteurer burde indgaa med en Ansøgning om. at den aldrig effektuerede Repertoire tvang maa blive ophævet. Da ingen Æsthetiker vil kunne drage nogen skarp Grændse imellem Komedie og Lystspil, Drama, Skuespil og Folkekomedie, vilde man derved allerlettest komme bort fra alle vanskelige Distinktioner, ligesom man vilde undgaa alle Stridsspørgsmaal og vilkaarlige Afgjørelser, og mere end 20 Aars Praxis har vist, at der ingen Fare er forbundet med den attraaede Frihed. Det kgl. Theaters Chefer vilde derved blive fritagne for den "Pligt", som de ifølge deres Billighedsfølelse og Liberalitet saavidt muligt kun have betragtet som nominel, og selve Nationaltheatret vilde derved opnaa den store stordel, at det ikke behøvede at gjøre sig saa store Samvittighedsskrupler ved at afvise de svagere originale "Skuespil", som nu for Tiden ikke have noget andet Tilholdssted.

(Dagens Nyheder 7. april 1883).

Hoffotograf, filminstruktør Lars Peter Elfelt (1866-1931): Fru Oda Nielsen. Et enfoldigt pigebarn. 1890-1921. Det kongelige Bibliotek. Fotoet kan ikke være fra hendes debut.