Valget i Kjøbenhavns 5te Kreds 1884. (Efterskrift til Politivennnen)

Professor Goo's andet Vælgermøde holdtes i Aftes i Nørre Allgades Gymnastiksal. Ved Indgangen omdeltes en Løbeseddel fra det socialdemokratiske Arbejderpartis Valgkomite med indstændig Anmodning til Vælgerne om endelig at vise Ro og Besindighed og at undgaa alt, hvad der kunde give Politiet Lejlighed til at gribe ind. Denne Opfordring frugtede imidlertid ikke meget; Mødet blev meget tumultuarisk, vel nærmest paa Grund af den Maade, hvorpaa det var arrangeret. Højremændene havde fortrinsvis Adgang paa Billetter og havde omtrent fyldt Salen, inden der blev givet Adgang for Arbejderne, og da Salen var fyldt, spærrede Politiet Adgangen til Skolegaarden Arbejderne skaffede sig imidlertid Adgang til en tilstødende Skolegaard, klatrede over et Plankeværk og trængte ind i Skolen.

Mødet var da forlængst begyndt under Ledelse af Tømmermester Jørgensen, der strax erklærede, at kun Vælgere i Kredsen vilde faa Ordet. Professor Goos gav en Regegjørelse af sit Forhold til "den ny Socialist". Meningen med Møderne var jo at forhandle om Sagerne - ytrede han og ikke at forlade sig i Angreb og Stridigheder af personlig Natur. Ved Holms' Møde var det lykkedes at give Forhandlingen en væsenlig saglig Karakter, men ved Talerens Møde i Suhmsgade var det lykkedes en Mand, som ikke hørte til Valgkredsen at drage et personligt Moment frem, hvorved Mødet fik en tumultarisk Karakter. Da han ikke kunde faa Ørelyd den Gang, vilde han nu, medens der var nogenlunde Ro, udtale sig om det fremdragne Punkt. Han mente alt at have gjort det; men da hans Modstander i Suhmsgade mente, at der ved Ordet "Penge" var kommen et nyt Moment ind - skjønt en Støtte, der ydes fattige Arbejdere, ikke let kan ydes uden ved Penge tillige - saa vilde han her meddele Grundlaget for Forhandlingerne angaaende "Den ny Socialist". Han havde ikke inspireret dette Blad eller skrevet i det. (Hør! Goos leve !) Der var sket Henvendelse til ham af en Kreds af Arbejdere, antagelig fordi han repræsenterede 5te Kreds og fordi man ansaa ham for arbejdervenlig (Aa! Bravo! Goos leve!) Disse Arbejdere vare Socialister, men de vilde holde Politiken udenfor de sociale Reformer. De ønskede Afskaffelse af Entreprisesystemet ved Jærnbanearbejde og en pekuniær Hjælp til deres Organ "Den ny Socialist", og som Folketingsmand for en Kreds, der tæller mange Socialister, fandt han det ikke afgjørende, at de var Socialister (Munterhed. Ny Hurraraab af Højre) Ja havde jeg ikke haft Interesse for Arbejdersagen, havde jeg aldrig stillet mig i denne Kreds. Vel bekæmpede han Socialismen, men det var ikke nok at bekæmpe den theoretisk. Braaden skal brydes ved praktiske Foranstaltninger, og Muligheden for at komme ind herpaa var givet ved det Program, "Den ny Socialist" stillede sig (Afbrydelse. Stærk Meningskamp.) Han havde endnu en Hensigt med at støtte Bladet. Den nuværende Ledelse af den socialistiske Bevægelse oprørte ham (Den er Dem for stærk. Ny Afbrydelser. Klappen. Trampen og Piben.) Han havde følt sig oprørt over, at Lederne vedligeholdt Utilfredshedens Aand og stillede sig fjendtlig til Samfundet. Naar hans Modstandere nu raabte paa Skandale, da tog han det med Ro, med den samme Ro, som de, der rettedes paa hans Embedsførelse. Talerens Modkandidat vilde ikke forhandle, uagtet Lovforslagene hang som modne Frugter, som man blot behøvede at plukke. (Latter og Bifald). Hvorledes kunde Holm forsvare, at han ikke vilde forhandle om Levnetsmiddelloven, om Alderdomsforsørgelsesloven og Valgkredsenes Omordning? (Guldregn!) Holm vilde ikke arbejde for Forsvarssagen; det betragtede Taleren som meget sørgeligt og uforsvarligt. (Bifald, stærk Hyssen.)

Paa dette Tidspunkt var det lykkedes den store Skare af Arbejdere, som man vilde holde ude, at naa ind i Salen. Goos fortsætter; Jeg stiller mig som Højremand (Ned med ham! Øredøvende Klappen, Hujen og Piben.) Naar blot man vilde forhandle ... (Nej, Her er ikke Plads. Ud i Gaarden' Smid dem ud! Goos leve! Hurra og Piben. Holm leve! Stormende Hurra. Her er ingen Plads, lad os gaa udenfor! Nej?) Arbejderne havde nu i Kileform trængt sig frem imod Talerstolen og beherskede fuldstændig Situationen Der raabtes paa Holm; men det er ikke Dirigenten muligt at skaffe Ørenlyd. Højremændene trængtes mere og mere op i en Krog af Salen under Leveraab for Holm og Afsyngelsen af Socialisternes Marsch. Dirigenten erklærer Mødet for hævet paa Grund af Tummelen, men høres kun af de nærmest staaende. Endelig lykkedes det Politiet at bryde Hr. Goos og hans Meningsfæller en Vej gjennem den tæt stuvede Masse; man saa Hovedet af Folketingskandidaten svinge frem og tilbage i det oprørte Folkehav, indtil det havde naaet Udgangen. En talrig Skare ledsagede Hr. Goos til hans Bolig paa Nørrebrogade, uden for hvilken der i nogle Øjeblikket var sort af Mennesker. En Del raabte: Goos leve! en større Del: Holm leve! Vognfædslen maatte standse, men paa Politiets Opfordring til at passere, spredtes Mængden strax, og enhver gik til sit.

(Morgenbladet (København) 20. juni 1884).

Ifølge Kraks vejvisere for årene omkring 1884 boede professor Goos på Bernstorffvej 4 og ikke på Nørrebrogade.

Ved valget tabte Goos til socialdemokraten Peter Thygesen Holm (1848-1898). Han var skræddersvend og var 1874-1879 bestyrer for Skræddernes Produktionsforening. Ved valgene i 1881 tabte Holm. Efter at blive valgt i 1884, blev han genvalgt 1887. I 1897 blev han valgt til Københavns Borgerrepræsentation, men blev året efter sigtet for at have misbrugt sin viden om kommende kommunale grundopkøb for egen vindings skyld. Han døde i Vestre Fængsels hospital, inden dommen blev afsagt.

Højrebladene om Valgformanden i 5te Kreds.

I Følge en Meddelelse, der fra paalidelig Kilde var kommet os i Hænde, underrettede vi umiddelbart før Valgene vore Palgere, specielt i 5te Kreds om, at nogle af Professor Goos' Tilhængere vilde forsøge paa at fremkalde Spektakler under deres Kandidats Foredrag, for derefter at kunne beskylde Arbejderne for at have hindret ham i at tale og ved Hjælp af den Antipathi for Arbejderne dette muligvis vilde fremkalde hos en Del ubekendte Valgere, at gøre et sidste Forsøg paa at faa Professor Goos valgt. Det synes nu, efter Udtalelser i forskellige Højreblade at dømme, at der ikke har været saa ganske faa Medlemmer af Højre, der i deres stille Sind har ønsket, at Valghandlingen i 5te Kreds skulde faa en tumultarisk Karakter.

Ovennævnte, af en Del Højrefolk lagte Plan, blev som bekendt forpurret, idet Valghandlingen sandt Sted i fuldstændig Ro. Dette skyldes selvfølgelig i første Række Arbejdernes politiske Modenhed, men samtidig maa det dog ikke glemmes, at den upartiske og mod begge Partier hensynsfulde Maade paa hvilken Valgbestyrelsens Formand, Borgmester Hansen, ledede Valghandlingen, har en meget væsentlig Del i, at Valget fik det smukke og værdige Præg, som det fik.

Det fremgaar nu af Højrepressen, at Partiet hellere havde set en Mand beklæde Formandsposten der ved at tage Parti for Højre muligvis kunde have foranstaltet de Optrin, som del ikke lykkedes Højres Spettakelmagere at fremkalde, og den "ordensvenlige" Presse lader nu efter bedste Evne sit onde Lune gaa ud over Borgmester Hansen, der beskyldes for at have været partisk i Ledelsen af Valghandlingen.

Da der imidlertid ikke er noget at klage over følger det af sig selv, at de Ankeposter, der fremsættes, dels er aldeles indholdsløse, og dels ere Bevis paa, at Valghandlingen netop er ledet paa en aldeles upartisk Maade.

"Dagbladet" lader saaledes en Indsender i Gaar fremsætte to saadanne Ankeposter. Den ene gaar ud paa, at Borgmester Hansen skal have handlet "paritisk" ved med sit Vidnesbyrd at afkræfte en i et herværende Blad fremsat infam Beskyldning mod Hr. Holm, og den anden, at han betegnede Meddelelsen om, at der var forlangt Afstemning, som en "mindre behagelig" Meddelelse.

Hvad den første Ankepost angaar, blev Borgmester Hansens Udtalelse som bekendt fremkaldt ved, at Hr. Holm i Anledning af ovennævnte ærerørige personlige Angreb, spurgte en af Prof. Goos' Stillere, Tømrermester Jørgensen, om denne, der personlig kendte Holm og vidste, at det omtalte Angreb var ubeføjet, ikke fandt Anledning til at afkræfte det. Borgmester Hansen vilde imidlertid ikke tillade Hr. Jørgensen at besvare Hr. Holms Spørgsmaal, og dette kan dog vel ikke kaldes at have handlet i Hr. Holms Favør. Derimod havde han et tilstrækkeligt personligt Kendskab til Hr. Holm til at han i Følge sin egen Overbevisning kunde erklære Sigtelsen for utilbørlig og ubeføjet. Herpaa bygger faa "Dgbl." sin Beskyldning mod Valgbestyrelsens Formand for "Partiskhed". Enhver, der er i Besiddelse af en Smule fornuftig Tankeevne vil imidlertid let kunne indse det meningsløse i denne Beskyldning. Hvis Formanden derimod havde nægtet Hr. Jørgensen at besvare det stillede Spørgsmaal og ikke tilføjet sin egen Erklæring, vilde der have været Grund til at tale om Partiskhed i Højres Favør, en Udtalelse, der ganske sikkert ogsaa vilde være kommen frem.

Paa Grundlag af det næste Punkt er det aldeles meningsløst at rejse nogen Beskyldning, eftersom det hverken gør fra eller til, hvorvidt Valgbestyrelsens Formand finder den navnlige Afstemning "behagelig" eller "mindre behagelig". Faktisk var den "mindre behagelig", eftersom det var Regnvejr, og Afstemningen skulde foretages under aaben Himmel, men Forstandens Mening gør som sagt hverken fra eller til, idet den ikke i mindste Mande forrykker Resultatet af Afstemningen, hverken til den ene eller anden Side.

Endelig har Højre været hensynløst nok til at bebrejde Formanden, at han, efter forudgaaet Prøve, havde antaget nogle Arbejdere til Listeførere, som han sandt kompetente dertil. Ogsaa dette skal være et Bevis for "Partiskhed" og skal have bidraget til at fremkalde "Valgtryk". Enhver, der ved hvilken Indflydelse det har, naar samtlige Listeførere ere Højremænd og Arbejdsgivere, vil ogsaa vide at det kun er et simpelt Billighedshensyn, at der til Listeførere tilforordnedes Vælgere af begge de modstridende postliste Anskuelser, og at ogsaa Arbejdere faar Adgang hertil, naar de i øvrigt har Betingelserne for at kunne paatage sig dette Hverv. At Borgmester Hansen ved at tage de her nævnte Hensyn netop har handlet upartisk antager vi Enhver, som Partifanatismen ikke har berøvet Brugen af den sunde Fornuft, vil indrømme, ligesom vi stempler enhver Beskyldning for at der af Arbejdere gennem Fagforeningerne eller paa anden Maade er udøvet "Valgtryk", som Usandhed.

Det fremgaar ligeledes af "Dagbladet"s Artikel, hvad Højre forstaar ved en "upartisk" Valgformand, idet Skoledirektør Holbech nævnes som et Eksempel i denne Retning. Om ham fortæller Bladet, at hans "Upartiskhed fra ingen af Siderne nogensinde er bleven draget i Tvivl". Hvis "Dagbladet" ikke kan huske, hvad der gik for sig ved de sidste Landsthingsvalg her i København, vil vi minde det derom. Det var sidste Gang Skoledirektør Holbech ledede en Valghandling, og han baade ledede den og sluttede den paa en Maade, der var aldeles i Strid med Valgloven og saaledes, at Højre gik af med Sejren, til Trods for, at denne ubetinget vilde have tilfaldet Arbejderne, hvis Valgloven ikkevar bleven overtraadt af Valgbestyrelsens Formand.

Det er den Slags Valgformænd, Højre vil have, og det er en saadan Fremgangsmaade, Højre kalder "Upartiskhed". Det er ret betegnende for det udlevede "Regeringsparti", at det mener om sig selv ikke at kunne holde sig paa Benene uden ved den Slags Midler. Vi haaber imidlertid, at det ved kommende Valg ikke vil gaa til som "Dagbladet" præker. Dels mener vi nemlig, at der risikeres for meget ved gentagende at berøve Arbejderne deres borgerlige Rettigheder paa ulovlig Maade, og dels haaber vi, at der hos de Avtoriteier, der har med Ordningen af Valghandlingen at gøre, er en tilstrækkelig Grad af Følelse for Retfærdighed og Villighed til, at man i Fremtiden vil søge at forhindre en Fremgangsmaade som den, Hr. Holbech brugte ved Landsthingsvalgene, selv om en Klike ønsker, at Valgene skal foregaa paa denne Maade.

(Social-Demokraten 1. juli 1884).

Skoledirektør Jens Andreas Christian Holbech (1815-1885) var 1860 udnævnt til direktør for borger- og almueskolevæsenet i København. Han havde ledet en række valg, men var ved landstingsvalget 30. september 1882 blevet heftigt kritiseret for at have begunstiget Højre ved at tillade afvigelser i den foreskrevne valgordning. Afvigelserne blev begrundet i at valgkredsen var alt for stor, større end Grundloven bestemte. Men Holbechs forvaltning af "tillempningerne" kom i høj grad Højre til gode. Desuden trak valghandlingen i langdrag og mange arbejdere nåede ikke at afgive deres stemme da Holbech brat afbrød valghandlingen. Han kom efter dette ikke længere på tale som leder af valghandlinger.

Alfr. Schmidt: Fra Valgdagen: Afstemningen i 5te Kreds. Illustreret Tidende nr. 1293, 6. juli 1884.

Tiltalt for at have dræbt sit Barn. (Efterskrift til Politivennen)

Arrestantinden under en i Lørdags af Kriminalretten paakendt Sag Birthe Kathrine Olsen, der er født den 21de Juni 1860, blev, medens hun i forrige Aar tjente i Værløse, bekendt med en samme Steds tjenende Karl, og Følgerne af dette Forhold udeblev ikke længe. Da hun mistvivlede om at kunne faa Hjælp af Karlen og ikke længer kunde være i Uvished om i hvilken Tilstand hun befandt sig, besluttede hun kort efter Nyaar d. A. at føde i Dølgsmaal, og hvis Barnet levede, da at dræbe det, idet hun ikke troede selv at kunne forsørge det og frygtede for at paadrage sig Ubehageligheder, saafremt Fattigvæsenet, der havde maattet overtage Forsørgelsen af et af hende i 1882; født uægte Barn, blev nødsaget til ogsaa at tage sig af det Barn, hun nu ventede at bringe til Verden. For at faa Lejlighed til at udføre sin Beslutning skaffede Arrestantinden, der fra November f. A var kommen til at tjene paa en Gaard i Horns Herred, sig den 30te Jannar d. A. Tilladelse til midlertidig at forlade sin Tjeneste under Paaskud af, at hun vilde lage til sin Moder og forblive hos hende, indtil Fødselen var overstaaet, og hun flakkede derefter nogle omkring, indtil hun den 4de Febr. b. A. fik Logis her i Staden i Cort Adelersgade. Her fødte hun Natten imellem den 7de og 8de f. M. Kl. ca. 12 hemmelig et levende Drengebarn, og næste Formiddag forlod hun Logiset, medtagende Barnet i den Hensigt snarest muligt at drukne dette. Hun gik ud af Byen og henad Roskilde Landevej uden at kunne bekvemme sig til at dræbe Barnet paa denne Maade, men idet hun fastholdt sin Beslutning om at ombringe dette, undlod hun - der iøvrigt slet ikke siden Fødselen vil have kunnet faa Barnet til at tage Næring - efterhaanden forsætlig at give det Die og at tildække det behørig, i den Tanke, at Kulde og Sult skulde bevirke dets Død. Da hun imidlertid Kl. henved 7 om Aftenen var kommen i Nærheden af Gaarden Sophielund og mærkede, at Barnet stedse var levende, eftersom det skreg, besluttede hun at gøre Alvor af sin første Plan. Hun følte sig den Gang legemlig mat, men, fraset en noget betaget og bedrøvet Stemning, kan hun dog ikke antages at have befundet sig i nogen hende usædvanlig sjælelig Tilstand. Fastholdende sin seneste Beslutning begav hun sig straks hen til en ved Vejen til Sophielund værende Latrinkule, i hvilken hun kastede Barnet, der straks sank. Om det levede i dette Øjeblik, bemærkede Arrestantinden ikke; det hverken skreg eller rørte sig, men efter hendes Forklaring havde det - som anført - skreget højt et Par Minuter i Forvejen og var vel koldt, men ikke stift at føle paa. Barnets Lig blev senere fundet paa det angivne Sted, og en Obduktion foretoges, hvorved konstateredes, at Barnet har været fuldbaaret og levet nogen Tid efter Fødslen, hvorhos det maatte antages som i højeste Grad sandsynligt, at Barnet har levet, da det blev kastet i Latrinkulen, og at det har fundet sin Død her ved Kvælning. Under Sagen mod Arrestantinden fremkom Oplysninger, der tydede hen paa, at hendes mentale Tilstand ikke var normal; hun blev derfor indlagt paa Kommunehospitalet til Undersøgelse af Retslægen, hvis Erklæring gik ud paa, at Arrestanten kun har meget indskrænkede aandelige Evner; om almindelige Forhold kan hun udtale sig nogenlunde fornuftigt, og hendes Skolekundskaber ere ikke synderlig slettere end almindelig hos Personer af hendes Stand, men hun er sløv, fjoget og taler med besynderlig Ligegyldighed om sin Forbrydelse, hvis Betydning hun aabenbart ikke fatter i dens fulde Udstrækning. Retslægen udtaler derefter som sin Overbevisning, at ihvorvel Arrestantinden ikke kan siges at mangle Forstandens fulde Brug eller savne al Begreb om sin Forbrydelses Strafbarhed; ere hendes uandelige Evner dog saa mangelfulde, at hun aabenbart ikke er i Besiddelse af den fulde Tilregnelighed, der findes hos sunde og normalt udviklede Personer. Til dette Resultat, som tiltraadt af Sundhed Kollegiet, fandt Retten ganske at kunne slutte sig, og ved Dommen blev Arrestantinden anset efter Omstændighederne med Tugthusarbejde i 8 Aar.

(Social-Demokraten 6. juni 1884).

Sophienlund var navngivet efter embedslæge Bertel Friis Thorbjørn Ribers (1791-1865) kone. Han havde erhvervet gården i 1833. Den lå i Hvissinge nær ejerlaugsgrænsen til Glostrup. Den var i 1883 blevet overtaget af Vilhelm Sørensen i 1883. Hovedbygningen stod i hvert fald frem til 1910. I 1915 blev der etableret en biscuitfabrik på ejendommen.

Det var i Cort Adelersgade på en uspecificeret adresse. Birthe Kathrine Olsen natten mellem den 7. og 8. maj 1884 fødte et drengebarn. Hun var flyttet dertil 4. februar 1884. Gaden var blevet anlagt fra 1870. Herfra begav hun sig den 8. maj kl 19 ud på en vandring mod Roskildevejen til Sophienlund i Glostrup hvor hun kastede de i en latrinkule. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Henning Jensen som Præst i Stenmagle. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Henning Jensen var 1879-1885 var han præst i Stenmagle ved Sorø. Han havde en forkærlighed for yderlige standpunkter, og selv om han var indremissionsk, kunne han også være grundtvigianer. Bl.a. udtalte han sig til fordel for Forsvarssagen hvilket dog ikke blev populært hos dens tilhængere som modsatte sig at have ham med, andre blev forargede over at en præst havde den slags synspunkter. I 1883 skrev han at grunden til at der var så stor afstand blandt befolkningen og præsterne var at præstestanden stadig var præget af tiden med enevælde og statskirke. Dette måtte løses ved en ny uddannelse for præster. Dette skabte røre.

Pastor Henning Jensen i Stenmagle.

Ugebladet "Danmark" bringer i sit sidste Nr. Portræt og en længere Levnetstegning af Pastor Jensen (Scavenius' Modkandidat). Vi gjengive deraf følgende.

Henning Jensen nedstammer fra en gammel sjællandsk Præsteslægt. Man kan saaledes gaa tilbage til Oldefaderen, der var Præst i Sønder Jernløse og Søstrup. Farfaderen var i 57 Aar Præst i Soderup og Eskildstrup, og Faderen, Pastor emer. J. Chr Jensen, var sidst Præst i Ousted, Allerslev og Ledreborg. Moderen er en Søster til Forfatteren, Stiftsprovst Kofod Hansen. Henning Jensen er født den 6te Decbr. 1838 i Kornerup Præstegaard ved Roskilde. Det er ham i Kjødet baaret at være en Folkets Mand: hans Fader følte sig altid hjemme hos den jævne Mand og var i mange Aar Beboernes Repræsentant i Amtsraadet - og det er jo saare sjældent at se en Præst i et Amtsraad. Forøvrigt har Pastor I. Chr. Jensen ogsaa skrevet "Anvisning til et vel indrettet Landbrug for Bondestanden", der vidner om hans Interesse for Landboerne.

Efter at Henning Jensen l1852 til 57 havde søgt Roskilde Latinskole, blev han Student med bedste Karakter og tog 1864 Præsteexamen ligeledes med bedste Karakter. I 3 Aar (1865-68) var han en personel Kapellan i Sæby og Gjershøj ved Roskilde, og fra 1868 til 72 Kapellan i Dalby og Tureby ved Kjøge. Her kom han ind paa den grundtvigske Retning, navnlig ved Omgang med Præsten Leth i Ulsø (nu i Middelfart). Omtrent samtidig dermed vaagnede hans Interesse for Politiken, der stadig gik mere og mere i Venstre Retning. Under Opholdet i Dalby blev J. gift (d. 2/8 70) med Elise f. Selmer, en fjærn slægtning af den bekjendte norske Statsminister.

En meget betydelig Virksomhed som Præst kom Henning Jensen til at udfolde efter i 1872 at være kaldet til Sognepræst for St. Peders Menighed paa Bornholm. Han forstod ikke blot at drage Sognets Beboere til sig; fra Nabosognene var der et meget stort Antal, omtrent 40 Familier, der løste Sognebaand til ham, deriblandt Folkethingsmand Blem. Dette befandtes selvfølgelig af adskillige at være "forvirrede" kirkelige Forhold, og for de Godtfolk blev det ikke bedre, da Sognebaandsløsningen truede med al antage endnu større Former. Saa kom Biskop Martensen til Bornholm paa Visitats. Rygtet vilde vide, at Kirkehyrden særlig for Henning Jensens Skyld var opfordret til at komme derover. Men Udfaldet af Sammenkomsten mellem Bispen og Henning Jensen blev til stor Forundring for Øens Stormænd. "Grundtvigianismen" var som bekjendt ikke hans Hs. Høivelbaarne Høiærværdighed tilpas - han bemærkede nok ogsaa til H. J.: "Jeg har altid havt et godt Øie til Grundtvigianerne" men naar han kom sammen med Grundtvig eller de grundtvigske Præster, følte han sig draget af dem. Bispen og Henning Jensen kom fortræffelig ud af det med hinanden - han var hos ham i 3 Dage, og de talte daglig mange Timer sammen, særlig om Politik og om Grundtvigs Betydning. Ved sin Afrejse gav Kirkehyrden den for Stormændene paa Bornholm forfærdelige Venstremand og grundtvigske Præst i St. Peders Sogn et særdeles godt Vidnesbyrd og var særlig glad over dennes konfirmerede Ungdom, som han roste Venstre-Præsten meget for.

Sognebaandsløsnings-Sagen syntes slet ikke at skulle komme paa Tale; men det gjorde den dog. H. J. fulgte med Biskoppen ud til Rønne, og denne ønskede at lægge Veien om ad Aakirkeby sor al se til den bekjendte Præst Algreens Efterfølger, som var farlig syg. Da Bispen havde været inde hos Præsten, gik Henning Jensen derind, og da det var vanskeligt for ham at faa Embedet besørget under sin langvarige Sygdom, tilbød H. J. at prædike for ham hver Søndag (J. havde selv kun een Kirke) og at besørge alt andet, hvad der faldt for. Præsten takkede for Tilbudet; men de bleve enige om, at J. skulde forelægge Sagen for Biskoppen. Dette gjorde han saa, da de kjørte fra Aakirkeby til Rønne; men Bispen vilde paa ingen Maade gaa ind paa, at Henning Jensen skulde prædike hver søndag i Aakirkeby, hvor han havde de mange Sognebaandsløsere, og saa brød Uveiret løs. Det trak dog snart over, da H. J. tog ganske rolig paa Sagen, og Hs Høiærværdighed endte med at sige: "Jeg er bange for, at De bliver alt for "magnetisk" for Folk i Aakirkeby". "Nu har jeg da faaet mine Skænd", sagde Henning Jensen; "jeg vilde ønske, jeg havde faaet dem strax". "Hvorfor det?" spurgte Bispen. "Det er altid godt at have saadant noget overstaaet saa snart som muligt", bemærkede J. Et Øieblik efter vare de to igjen paa hel fin Fod med hinanden.

Da "det forenede Venstre" dannedes, fik H. I. Opfordring til al tiltræde de 39 Grundtvigianeres Banlysning, men afslog det ubetinget og forsvarede tværtimod sammenslutningen i nogle Artikler i "D. Folketd.". Med den provisoriske Finanslov blev Henning Jensen sat under Politiets Opsigt, skjønt han aldeles ikke tog nogen offentlig Del i den politiske Strid den Gang. Naar han holdt Foredrag af folkeligt eller kristeligt Indhold, mødte Politimesteren fra Nexø i fuld Uniform og eskorteret af 2 "Sandemænd" (Sognefogder) for at passe paa ham. Første Gang smigrede H. J. sig med, at Politimesteren kom for at høre hans Foredrag, og udtalte efter Mødet et Par venlige Ord til ham. Den Uniformerede svarede: "Jeg møder paa Embedsvegne".

Foruden den store Mængde Foredrag, Henning Jensen holder i Foredragsforeninger, Forsamlingsbygninger osv - Folk vil gjærne høre ham, og han faar saa mange Indbydelser, at han ikke kan overkomme Halvdelen -  har han ogsaa med Pennen virket meget i folkelig og kristelig Retning, særlig i forskjellige Blade."

Fra 1879 har han været Sognepræst i Stenmagle ved Sorø.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 31. maj 1884).

I 1883 opstillede han for Venstre som modkandidat til Scavenius - hvis det blev ønsket. Ved valget juni 1884 fik kultusminister Scavenius 1384 stemmer, Henning Jensen 1125. 

Egebjerg-Drengen. (Efterskrift til Politivennen)

"Egebjergdrengen". Den formodede Kirkeindbrudstyv Chr. Petersen. Egebjerg, der i Søndags anholdtes i Søvind, er 64 Aar og har tilbragt 43 Aar i Tugthuset. I Aaret 1835 blev han ifølge "Silkeb. Av." første Gang anholdt for Bedrageri og idømt 30 Dages Vand og Brød. To Aar efter, 1837, fik Rettens Haandhævere igjen fat i ham. og han dømtes til 5 Aars Tugthus. Neppe var han kommen paa fri Fod, før han igjen blev arresteret og idømt 7 Aars Tugthus. Atter kom han ud og atter kort efter (1850) arresteredes han for nogle meget grove Forbrydelser. Han blev idømt Tugthusarbejde paa Livstid, men benaadedes efter 20 Aars Forløb (1870) af Kongen. Man skulde nu tro, at han havde faaet nok af Fængselslivet, men nej, omtrent 1 Aar efter dømtes han igjen til Tugthus paa Livstid. I 1883, efter 12 Aars Forløb, blev han benaadet for anden Gang, men hans Frihed var kun kort; thi den 3die Juni anholdtes han igjen for at have begaaet Indbrud i Kirker m. m. Ved Voer og Nim Herreders Ret idømtes han 10 Aars tugthus, men ved Overretten og Høiesteret frifandtes han paa Grund af manglende Bevis. Bevis. Chr. Petersen Petersen, Egebjerg, havde nemlig ved sin sidste Bortrejse fra Tugthuset tjent nogle og tredive Kr., og da man beskyldte ham for at have stjaalet, benægtede han det og beraabte sig paa, at det var hans egne Penge, han havde hos sig og havde levet for. Det bevistes rigtignok, at han havde forbrugt over et halvt hundrede Kr., og han maatte altsaa have stjaalet en Del Penge, men desuagtet frifandtes han, som sagt, ved Overretten og Højesteret af Mangel paa Bevis. Denne Gang har man imidlertid Beviser for, at han har stjaalet og gjort Indbrud, og han kan derfor ikke undgaa at blive dømt. "Egebjerg-drengen", som han kaldes, har nu tilbragt 2/3 af sit Liv i Tugthuset og vil sikkert efter den nu faldende Dom opnaa den lidet misundelsesværdige Lod at kunne højtideligholde sit 50-aarige Jubilæum som Tugthusfange.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 28. maj 1884).

Fra Skanderborg skrives i B. Av. af 31te ds.: "Egebjerg-Drengen", en gammel Forbryder, der mangfoldige Gange har været straffet for Tyverier og som i Sommer blev anholdt mellem Horsens og Odder, sigtet for adskillige Kirketyverier m. m., indsattes for en 12-14 Dage siden i Arresten her, efter i nogen Tid at have havt Residents i Silkeborg Arresthuus. Grunden til hans Indsættelse i Arresten her var nærmest nogle her i Judisdiktionen begaaede Tyverier, bl. A. et i Bodil Mølle, i hvilke "Egebjerg-Drengen" antages at have gjort sig skyldig. I denne Anledning har Forbryderen, der er c. 65 Aar gammel, flere Gange været paa Smaaudflugter tilvogns eller tilsøes her i Omegnen, selvfølgelig stadig under den fornødne Politi-Ledsagelse. I Onsdags og i Torsdags var han da ogsaa ude paa en Iængere Kjøretour, aflagde Visiter i Stjær, Galthen osv., og vendte i Torsdags Middags tilbage hertil Byen for kort efter paany at aflægge Besøg ovre paa den anden Side af Storesø. Det er naturligviis overstadigt at bemærke, at naar Politiet har viist "Egebjerg-Drengen" saamegen Opmærksomhed i Form af Kjøre- og Sejltoure, saa har det stedse været i Haab om, at han skulde vise sin Paaskjønnelse ved at aflægge forskjellige Bekjendelser paa de vedkommende Steder. Men i dette Haab har "Egebjerg-Drengen" nok temmelig grundigt skuffet Politiet. Den sidste Skuffelse, han har belønnet Lovens Haandhævere med, er dog den største af dem alle. Den gik ud paa hverken mere eller mindre end at forsvinde fra Arresten efter Hjemkomsten i Fredags Aftes. Da "Egebjerg-Drengen" var retourneret den nævnte Aften Kl. 9 fra Visitten ovre paa den anden Side af Storesø, bad han nemlig om Tilladelse til at gaae et Øjeblik ud i Arrestgaarden. Denne Tilladelse fik han, og lidt efter var han ved Hjælp af et Sengelad, der mærkværdig nok var hensat i Gaarden, entret over Muren og sprunget ned i Skolegaarden. Nu var Fyren fri, og bærende Træskoene under Armen, spadserede han strax ud af Byen sydpaa ad Chausseen. Ved Skanderborg Slotskirke gjenkjendtes han af nogle Spadserende, der spurgte hinanden, om det ikke var "Egebjerg-Drengen", som her foretog en Spadseretour i den smukke Sommeraften. Da Forbryderen hørte sit Navn nævne, fortsatte han sin Vej i Løb og forsvandt lidt efter i Skoven. De nævnte Spadserende henvendte sig nu til Politiet med Forespørgsel, om "Egebjerg- Drengen" ikke havde absenteret sig, idet de syntes at have seet ham ude paa Vejen; men Politiet havde allerede dengang opdaget Arrestantens Flugt og var strax i fuld Aktivitet til alle Sider. Endnu igaar Eftermiddage var det imidlertid ikke lykkedes at paagribe den Undvegne, som besidder stor Rutine paa Forbryderomraadet, medens han dog næppe hører til de voldsomme og forhærdede Karakterer, der benytte ethvertsomhelst Middel for at naae deres brødefulde Hensigter. 

(Aarhuus Stifts-Tidende 1. september 1884).

"Egebjerg-Drengen", der undveg fra Skanderborg Arrest sidste Fredag Aften, er ifølge "Skandb. Av." paany bleven paagreben, nemlig i Tirsdags Aftes paa Enner Mark, hvor han var gaaet ind i et Hus for at faa noget Mad. Konen her kjendte "Egebjerg-Drengen" og havde hørt om hans Undvigelse; medens Forbryderen spiste den Mad, der bødes ham, sendte hun hennemlig Bud efter et Par haandfaste Karle og der kom lidt efter fire Mænd, som bragte "Egebjerg-Drengen" til Sognefogden, der igjen strax lod ham føre til Horsens Arrest, hvortil han ankom om Natten Kl. 1.

(Dagens Nyheder 6. september 1884).

Egebjerg-Drengen.

(Skdb. Av ).

I Søndags Middags vandrede en gammel, øjensynlig meget svækket Mand op gjennem Skanderborg, tagende Retning ud efter Banegaarden til.

Den gamles Gang var noget vaklende, hans Træk var slappe og Blikket sænket mod Jorden. Ryggen var kroget og Haaret graat med et stærkt hvidligt Skær. I Haanden bar han en Stok, den, han øjensynlig støttede sig park: til, og hans Dragt var temmelig fattig, om end ikke pjaltet. Ved et flygtigt Øjekast vilde ingen falde paa, at den gamle var en af Landets mest kjendte og i sin Tid mest - forhærdede Forbrydere.

Det var "Egebjerg-Drengen", der havde aflagt et lille Besøg i Skanderborg, medens han iøvrigt var paa Vejen til Silkeborg.

"Egebjerg-Drengen" er nu en gammel Mand paa 73 Aar. Han har igjennem næsten hele sit Liv været indviklet i Tyvehistorier og andre Forbrydelser, ja af sit lange Liv har han som en Følge af de af ham begaaede Forbrydelser tilbragt ca. 53 Aar i forskjellige Straffeanstalter og Tugthuse.

I sine yngre Dage var han en kraftig og snu Mand, en Forbryder, der med stor List kunde begaa sine Tyverier, undgaa Politiet og bryde ud af Straffeanstalterne. Hans Specialitet har det navnlig været at stjæle Lærred, og rundt omkring i Landet har han drevet sine Tyverier efter en stor Maalestok.

Han har stadig haft sine Smuthuller og sine Gjemmesteder, og han har i Dage, ja Uger, ladet sig jage af Politiet fra Egn til Egn, fra Skov ttl Skov, indtil han til Slut blev nappet, træt og mødig, sulten som en Ravn og kjed af det hele.

Men listig var han. Tilsyneladende kunde han vise det godmodigste Ansigt frem; men som en Kat kunde han løbe fra sit Opsyn, og som den snedigste Tyv kunde han rapse sit Bytte, gjemmende det bedre end de fleste af Faget. Siden han kaldes "Egebjerg-Drengen" - et Navn han har beholdt fra sin Ungdom - , antager vi, at han stammer fra Egebjerg ved Horsens; han er i hvert Fald fra Egnen der omkring.

I 1885 gjorde han Bekjendtskab med Skanderborg Arrest paa Grund af en Række Tyverier, han havde begaaet her omkring; men en Dag, da han opholdt sig ude i Arrestgaarden, forsvandt han med en Akrobats Behændighed over Arrestgaardens høje Mure, tog Flugten igjennem Byen og paagrebes først senere. Hans Flugt vakte megen Opsigt og Uro her i Egnen; men efter sin Paagribelse og Dom, vandrede den gamle forstokkede Forbryder 3 Aar i Horsens Tugthus, et Sted, hvor han før havde haft Ophold i længere Tid.

I Tugthuset, hvor han selv har erklæret, at han hellere vilde være, end sidde nede i Hr. Jøns's ensomme Celler i Skanderborg, tjente han i Overarbejdspenge t Løbet af de 8 Aar hele 245 Kr., og med den Sum i Lommen blev han frigivet forleden.

"Egebjerg-Drengen" slog naturligvis strax efter sin Løsladelse en lille "Basseralle", i Lørdags var han beruset, ja allerede i Fredags havde han nok - under en lille Afstikker ud i Hads Herred - drukket for meget; Natten mellem Fredag og Lørdag sov han i en Vejgrøft, og i Lørdags Aftes arriverede han til Skanderborg, temmeligt stærkt beruset. Her i Byen blev han strax henvist til et Nattelogi, hvor han ikke var udsat for spirituøse Fristelser, og i Gaar Morges havde han sovet Rusen godt ud. I sit Logi fortalte han til, hvem der vilde høre derpaa, hvem han var, hvad hans Liv havde bragt, hvad han havde oplevet i Tugthuset osv. "Jeg husker godt, da jeg var i Skanderborg, - derovre i Arresten," sagde han i Gaar Formiddags. "Men jeg foretrækker dog alligevel Tugthuset ; der er slet ikke saa galt."

"Nu er jeg" - fortsatte han - "for gammel; ja, ja, rent tosset er jeg ikke endnu; Politiet skal ikke saadan løbe med mig. Jeg ved nok, at jeg er en fri Mand igjen, og at ingen kan gjøre mig noget. Jeg er imidlertid nu for gammel til at stjæle mere. Nu vil jeg leve stille og rolig Resten af mine Dage. Jeg vil ikke stjæle mere - gjentog han og jeg vil ikke l Tugthuset mere. Jeg vil nu besøge min Familie rundt omkring, se hvordan den har det, bruge mine Penge til at rejse op og leve for, og naar det er forbi, melder jeg mig til den Kommune, der skal sørge for mig Resten af mit Liv."

"Der er slet ikke saa galt i Tugthuset - vedblev "Egebjerg-Drengen" - ; men naar man er i min Alder, skal man tænke paa de gamle Dage, og det vil jeg til at gjøre .... Jeg har saamænd truffet mange derude i Tugthuset, som er godt kjendt herude i Livet. Jeg kjendte godt ham, Jens Nielsen, der blev halshugget; jeg saa jo selv, da de henrettede ham, og saadan er der adskillige derinde af de mest kjendte, som jeg godt ved Besked om."

Paa Forespørgsel, om han ogsaa kjendte Philipsen. Budet Meyers Morder, svarede "Egebjerg-Drengen", at han vidste slet intet om, at et saadant Mord havde fundet Sted, saa lidt som han vidste, hvem der havde begaaet Mordet. Fangerne i et Tugthus véd altsaa i Virkeligheden ikke stort om hinanden, selv om de er der i aarevis.

Det gamle, blege, trætte Aasyn med de dybe Rynker i Panden røbede i Gaar hverken noget voldsomt eller grist i Karakteren; men naar den gamle Forbryder saa paa den, han talte med, spillede der i Øjet et listigt og funklende Blik, som røbede, at Manden har været i Besiddelse af en Snuhed og Snedighed, som ofte har hjulpet ham paa hans lange, dristige Forbryderbane.

(Horsens Folkeblad 6. juni 1893).

Det bekendte Forbryder Kristen Pedersen af Egebjerg, almindelig kaldet "Egebjerg-Drengen" blev i F. "Hors. Av." i Fredags Morges anholdt af Sognefogden i Egebjerg og transporteret ind til Arresthuset i Horsens. Kristen Pedersen, der for kort Tid siden løslodes af Tugthuset, er bl. a. sigtet for et Indbrudstyveri, der for en halv Snes Dage siden fandt sted i Kattrup, og hvorfra der er blevet stjaalet nogle Klædningsstykker.

(Herning Folkeblad - Vestjylland. 7. august 1893).

"Egebjerg-Drengen", Christen Petersen, er i F. "Horsens Venstreblad" i Forgaars anholdt i Horsens. Man mener nemlig, at det er ham, som har Indbrudstyveriet i Fruering Kirke Natten mellem den 18. og 19. paa sin Samvittighed.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 28. februar 1894).

Forskrækkelse i Søvind.

Fra Søvind skrives til os:

"Egbjerg-Drengen kommer!" gik som et Lyn gennem Søvind i Onsdags Aftes. Der telefoneredes til Sovind, at den berygtede Forbryder vistnok havde været paa Tyrrestrup og var gaaet efter Toftum til. Folk i Søvind fik travlt med at efterse alle Vinduskroge og faa Dørene stænget forsvarlig, for at han ikke skulde komme ind. Enkelte Steder satte man endog Søm for Haspen for at være sikker. Og saa var det endda knap nok, at Folk kunde sove rolig.

Men Dagen efter klaredes Situationen, idet det oplystes, at det var en gammel skikkelig Mand fra Grimstrup, som man havde antaget for at være "Egebjerg-Drengen". Han gik for at besoge en gammel Bekendt i Ørbæk. Manden var ganske vist Halvbroder til nævnte Person, men det kunde han jo ikke gøre for. Han oplyste til stor Beroligelse for de opskræmte Mennesker, at "Egebjerg-Drengen" for Tiden sidder under Laas og Lukke.

(Horsens Arbejderblad 15. april 1894).

Egebjergdrengen.

Den nu 75-aarige Christen Pedersen Egebjerg, kendt under Navnet Egebjergdrengen, som i over et halvt Aarhundrede har været en stadig Gæst i vore Straffeanstalter, har nu atter faaet sit Strafferegister forøget med 8 Aars Tugthusarbejde for følgende Forbrydelse:

Natten mellem den 18, og 19. Febr. blev der begaaet Indbrud i Fruering Kirke ved Skanderborg, ved hvilken Kirkeblokken, der var forsynet med Anle-Hængelaase, blev opbrudt og paa 74 Øre nær tømt for sit Indhold, der havde udgjort ca. 10 Kr, Tyven havde haft ikke saa lidt Besvær med at komme ind i Kirken; først havde han nemlig opbrudt Døren til Taarnet, og da han ikke derfra kunde komme videre, havde han forsøgt at opbryde et Jærnvindue og Døren paa Kirkens Sydside, Da dette imidlertid mislykkedes for ham, har han saa taget Kirkegaardslaagen og stillet den op ad Døren paa en Træramme, der benyttes som Gravform; ved at klatre herop paa, kunde han naa Buevinduet, hvorigennem han saa, efter at have ituslaaet en Rude, er krøbet ind i Vaabenhuset, hvorfra der var uhindret Adgang ind i Kirken. Efter at have opbrudt Blokken, er han gaaet samme Vej tilbage, idet han, for at naa op til Vinduet fra den indvendige Side, har stillet tre Bænke ovenpaa hinanden opad Døren.

Mistanken faldt straks paa Arrestanten, og skønt han vedholdende har benægtet at være Gærningsmanden, er der dog fremkommet saa mange Indicier imod ham, at Viborg Overret, der har stadfæstet Hjelmslev-Gern Herreders Ekstrarets Dom, har kunnet dømme ham derpaa. For saa vidt han derimod tillige bl. a. er sigtet for Tyveri af et Par Benklæder, kan dette mod hans bestemte Benægtelse ikke anses godtgjort, (Hors, Av,)

(Herning Folkeblad (Vestjylland) 19. december 1894).

Overretten i Viborg stadfæstede underretsdommen i september 1894. Mens han ventede på højesteretsdom, sad han på "Hotel de Jøns" i Skanderborg. Højesteret stadfæstede i november 1894 dommene. Egebjerg-Drengen døde i januar 1899 i Horsens Tugthus. Han nåede altså kun at afsone ca. 5 år af straffen på 8 år.

Egebjergdrengen.

Om en gammel Tyv, der i Vinter døde i Horsens Tugthus, "Egebjerg-drengen", skriver Inspektør Grundtvig i "Tidsskrift for Fængselsvæsen" bl. a. : Christen Egebjerg var født i Egebjerg ved Horsens den 11. April 1819 og døde i Horsens Tugthus den 21. Januar d. A , blev næsten 80 Aar gl. Han havde dog i de sidste 61 Aar saa godt som ikke hørt til denne Verden, idet han efter sit 18. Aar havde tilbragt paa det nærmeste 59 Aar i Fængsel og kun været paa fri Fod godt 2 Aar ialt, hvoraf endda en Tidsalder paa Fattiggaarde etc.

Af de 59 Fængselsaar er de ca. 8½ Aar tilbragt i Varetægtsfængsel, ca. 35½ Aar i Horsens og 7 Aar i Viborg Tugthus, ca. 5 i Kronborg Fæstning og ca. 2 Aar i Københavns Stokhus.

Hans Operationsfelt var ikke stort, egentlig kun Horsens-Aarhus-Randers-Silkeborg- Skanderborg, og hans Forbrydelser var - afset fra Politiforseelser - kun Ejendomsforbrydelser, i de sidste 57 Aar kun Tyverier. Nogen egentlig Specialitet havde han ikke; han stjal stort og smaat. Penge og Effekter, lejlighedsvis eller efter forudlagt Plan, om Dagen eller om Natten, ved Indbrud eller ikke, alt som det kunde falde sig. Hvad der gør ham mærkeligt ved Forbrydere, er hans ustandselige og hurtige Tilbagefald.

Han har nemlig i ca. 61 Aar kun været paa fri Fod ialt i 2 Aar 16 Dage og i alle disse Aar uafbrudt kun 1 Gang i godt 1 Aar og iøvrigt 1 Gang i ca. 4 Maaneder, 2 Gange i ca. 3 Maaneder, 3 Gange i ca. 2 Maaneder, 2 Gange i ca. 1 Maaned og 1 Gang i 8 Dage.

Selv de 3 forskellige Indespærringer paa 13-14 Aar formaaede ikke at gøre ham lovlydig mere end 2-3 Maaneder, skønt han endog den ene Gang (1869) var benaadet for Tugthusarbejde paa Livstid paa den Betingelse, at han, hvis han begik ny Forbrydelser, vilde være at indsætte til Udstaaelsen af denne Straf, og skønt han hverken var drikfældig, arbejdsudygtig eller ubegavet.

Ti Gange er han løsladt af Straffeanstalter som færdig med sin Straf eller benaadet og fire Gange er han brudt ud, idet han to Gange (1843 og 1846) undslap fra Viborg Straffeanstalt, 1 Gang (1869) fra Horsens Straffeanstalt og 1 Gang (1884) fra Arresthuset i Skanderborg; det varede dog kun henholdsvis 14 Dage, 4 Dage. 1 Maaned og 5 Dage, førend han atter paagrebes i sin sædvanlige Egn.

(Svendborg Avis. Sydfyns Tidende 29. september 1899).

til dette tilføjede Viborg Stifts-Tidende:

Med god Grund spørger Forfatteren: Mon ikke Troen paa den blandt Folk i Almindelighed faa højt vurderede "Afskrækkelse" kunde bringes til at vakle en Smule ved et sligt Exempel, og det tilmed fra en Tid, da der i Strafudøvelsen lagdes en ganske anden Vægt paa dette Moment end paa det opdragende, som man nu til Dags sværger til og stræber mere og mere at udforme efter Individets og Livets Kraft.

At Egebjerg-Drengen, som han kaldtes, blev, som han blev, har vel nok tildels sin Grund i, at han som født af en Tjenestepige uden for Ægteskab fik den for slige Børn - ikke mindst i den Tid - almindelige, forhutlende Opdragelse, der giver deres Liv et vist rodløst Præg, saa at de ingensteds føle sig hjemme, men allesteds tilovers, og skaber det uheldigst mulige Milieu for den i dem maaske alt ved Fødslen nedlagte flygtige Tilbøjelighed.

(Viborg Stifts-Tidende 14. november 1899. Uddrag).

Husarrekrut Stuhr løsladt. (Efterskrift til Politivennen)

Søg på Rekrutsagen og Stuhr på Jægersborg Kaserne og den opstandelse sagen vakte i 1876.

Husarrekrutten A. P. Stuhr, der for en Del Aar siden blev idømt 150 Rottingslag og 6 Gange 5 Dages Fængel paa Vand og Brød i mørk Arrest og dernæst til Tugthusstraf paa Kongens Naade, bliver, i Følge hvad der fra flere Sider meddeles, efter Krigsministerens Indstilling til Kongen løsladt af Horsens Tugthus, hvor han har været fængslet 8-9 Aar. En større Del af Straffetiden har han som  sindsforvirret tilbragt paa St. Hans Hospital ved Roskilde. - Stuhrs Historie er, i F. Vejle A. Fkbl., i Korthed følgende: Umiddelbart efter at være indkaldt som Husarrekrut med Ophold paa Jægersborg erklærede han en Aften, - vistnok den første - da Rekrutterne skulde til Ro, at han ikke vilde i Seng, en Underofficer tilkaldtes og en uhyggelig Scene paafulgte, under hvilken Stuhr slog sin Foresatte. Han skulde nu have 150 Rottingslag, paa 2 Dage; men under Ekskutionen sprang Stuhr ind paa Livet af sin Ritmester og øvede Vold imod ham. Saa blev han dømt til Tugthusstraf paa ubestemt Tid, og det unge Menneskes Fremtid var dermed spoleret. Nu har han, som sagt, hensiddet det meste af en halv Snes Aar i Horsens Tugthus og har formodenlig faaet koldt Vand i Blodet. Men man ser deraf, at liden Tue tidt kan vælte et stort Læs; Stuhr, der, indtil han trak i Trøjen, var en ordenlig Fyr, havde næppe tænkt, hvilken sørgelig Ende hans Militærtjeneste skulde tage, og hvilken afgjørende Indflydelse, den skal faa paa hele hans Liv. Rottingslagene og Tugthusopholdet skulde forøvrigt have efterladt saa varige Mærker, at det før saa sunde og raske unge Menneske nu er ældet betydeligt og dertil meget svagelig.

(Skive Folkeblad 21. maj 1884).