Anlæggelsen af Dosseringen. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Gader og Vei. Nu er den sidste af de her i Bladet tidligere omtalte Forhindringer for Ryesgades Gjennemførelse fra Nørre- til Østerbro ryddet, saa man langt nede i Gaden kan se Færselen foregaa nede paa Østerbro. En stor Del af del nye Gadeanlæg er allerede afgravet, planeret og smukt brolagt, og Resten har man nu taget fat paa. Ryesgade løber altsaa nu omtrent parallelt midt imellem Blegdamsveien og Dosseringen langs Sortedamssøens Bred, tværs over hele det System af Blegdamme, som blev anlagt paa Stadens Fælled, da man i Kristian den Fjerdes Tid til Stadens Udvidelse fik Brug for de ældgamle Blegdamme, der hidtil havde bredet sig udenfor den gamle By, indenfor Søerne. Afgravningen har sine Steder været betydelig, f. Ex. ud for Blegdamsstræde, henved et Par Fod. Denne Omstændighed har igjen bevirket, at man ogsaa har maattet foretage betydelige Afgravninger i det nævnte Stræde for at gjøre Kjørebanen, der skærer Ryesgade, passabel.

Selve Blegdamsstræde er, trods sit antikt Udseende, ikke nogen gammel Gade; den er først anlagt i Femtierne som en Parcelvei midt ned igjennem 18. Blegdam, da denne Eiendom blev udstykket. 

Samtidig med Ryesgades Gjennembrud har Kommunalbestyrelsen taget fat paa en Grundforbedring af Dosseringen langs Sortedamssø, idet man ved Broen, som fører over det Vandløb, som fører ud til Isoplaget har begyndt op imod Østerbro at lægge en Gangsti af Tjærebeton ligesom den, der nylig er lagt gjennem "Kongenshave", men dobbelt saa bred, hvad der sikkert vil være til Glæde for det talrige Publikum, som der har Ærinder eller som promenerer der.

Dosseringen er som bekjendt heller ikke nogen gammel Færselsvei, om den end er betydelig ældre end Blegdamsstræde. Tidligere faldt Blegdammen i et mere eller mindre bredt Kjørebælte direkte af imod Søen, og Bredden var høist uregelmæssig. Men efter Ildebranden 1795 blev det bestemt, at Søerne udenom Staden skulle inddiges og opstemmes, saaledes at der bestandig kunde være Vand nok disponibelt for Staden, om en lignende Ulykke som den sidste Ildebrand skulde indtræffe. Ved den Leilighed blev der afskaaret en Strimmel Jord fra Blegdammen langs Søen, og derpaa blev opført et Dige, som var den første begyndelse til Dosseringen. Længe henlaa denne Dossering, der saavel paa Skraaningerne som paa Kronen var beklædt med Græstørv, aldeles ubenyttet som Gangsti, ja det var endogsaa strængt forbudt nogen at gaa paa den. Kun Blegemændene havde Tilladelse til at overskride dem for i tørre Aaringer, naar Dammene indenfor vare udtørrede, at komme til Vandet. Stierne indenfor Søerne bleve først anlagte; derfor varede det længe, inden Dosseringen blev færdig; det skete først for 70 Aar siden, og ved den Leilighed blev der anbragt Laager for enderne, hvortil kun foruden Funktionærerne ved Vandvæsenet Eierne af Blegdammene fik Nøgler.

Lidt efter lidt kom da dog flere Begunstigede til. Der blev anlagt en ordenlig Sti paa Kronen, og saa blev det snart en fashionabel Spaseresti for et udvalgt Publikum, Blandt de tilstødende Lodseiere var ogsaa "Det bestandige borgerlige Selskab" som Eiere af "Store Ravnsborg", hvor Selskabet i idyllisk Ro "laa paa Landet". Del var den Gang den eneste Eier, der havde Ret til at have Baad i Søen, og den Seilbaad, Selskabet eiede, blev ogsaa livlig benyttet.

Men saa kom 1848 med sit Friheds- og Lighedspust. De priviligerede Spaserestier og Anlæg som Langelinie og Søndermarken maattte aabne sig for det store Publikum, og man lagde ogsaa Planer mod den aflaasede Dossering, skjønt den holdt sig længe. Men endelig en skjøn Aften stormede nogle Haandværkere, for hvem Dosseringen var en betydelig Gjenvei, Laagen ved Nørrebro. Den maatte give efter for Angrebet, og Sejrherrerne løftede den af dens Hængsler og kastede den i Søen. Siden kom den ikke i Lave mere, og Laagen ved Østerbro maatte ogsaa aabne sig. Øvrigheden gjorde gode Miner til slet Spil; Dosseringen blev erklæret for en alfar Spaserevei, og det har den været siden.

Den stærke Færsel, som Dosseringen, da den var aabnet, straks blev Gjenstand for, gjorde det nødvendig at styrke Skraaningen mod Søen med Faskiner og Fletværk, men en for et Aars Tid siden, da man fandt det nødvendigt at forøge Gangstiens Brede, fyldte man et Par Alen ud i Søen og omsatte Bredden med hugne Kampestene. Saaledes ligger Dosseringen altsaa som en Trofæ for Folkevillien, som nu selve Øvrigheden kjæler for ved at gjøre Færselen saa let og bekvem som muligt.

(Nationaltidende 20. august 1884).

Blegdamsstræde lå nogenlunde der hvor siden 1928 Irmingergade forløber.

Den ny Peblingebro: Arbejder ved Opfyldningen. Prof. Dahlerups Plan. Illustreret Tidende nr. 23, 8. marts 1885.

Et Revolverattentat paa vestre Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

En svensk arbejdsmand, der har været beskæftiget ved jordarbejdet på Vestre Kirkegård, blev af de andre arbejdere opfordret til at afgøre sit mellemværende med marketenderen, men denne opfordring havde til følge, at svenskeren blev aldeles ustyrlig, og pludselig trak en eevolver ud af lommen, hvorved han affyrede et skud imellem de forsamlede arbejdere, dog uden at ramme nogen. Han forsøgte nu at undløbe, og på flugten affyrede han endnu et skud efter sine forfølgere, uden at der dog skete nogen skade, men blev dog anholdt og afleveret til politiet. 

Det har senere vist sig, at han siden 1881 har været efterlyst for voldeligt overfald heri landet, og at han i Sverige har været straffet 2 gange med fæstningsarbejde for vold og knivstik og for vold og benyttelse af utilladelige våben. 

(Social-Demokraten 19. august 1884)

Stege Sukkerfabrik. (Efterskrift til Politivennen)

Hovedfabriken ned tilhørende Saftstation og 3 Funktionærbygninger samt Stationerne paa Landet vare under Tag i Begyndelsen af Februar Maaned. Nu er det store Anlæg sin Fuldendelse nær og, har man i 6 Maaneder set det store Antal af Arbeidere daglig sysselsat derude og lagt Mærke til de mange Skibsladninger af Materiale, Støbegods og Maskindele, der ere førte dertil, forundres man ikke mere, naar der som Anlagssum nævnes et syvcifret Tal, i Spidsen for hvilket et Tal høiere end det første i Talrækken. I Kogeriet eller Maskinhallen staa Saturationskaerene færdige til Brug med alle deres Forbindelser og deres Pumper. Den store Grube med Hovedrørene er ligeledes færdig med sine Forbindelser. Fordampningsapparaterne og Vakuum ere fuldt monterede. De forskellige Luft- og Vandpumper ere paa deres Plads og monterede. De store Pumpelokaler og deres Rørledning ere tildels færdige. De 9 store Kjedler ere paa deres Plads med Armatur, og Indmuringen er meget nær færdig. I Sukkerhuset nærmer Røropstillingen sig sin Fuldendelse, og paa Sukkerlofterne staa de forskjellige Beholdere til Vand og Sirup. Alle Centrifuger med tilhørende Axler ere anbragte, og Dampmaskinen er opstillet. I Filterhuset, med 8 Presser, skrider Røropstillingen rask fremad. Apparaterne, hvorpaa Slam kan behandles efter en ny Methode, ere snart i Orden, og i Lasterummet er de tilhørende Maskiner opstillede. - I Kalkovnene lægges den sidste Haand paa Røropstillingen. - - Fra Heckmanns Kobberfabrik i Berlin er der ankommet 8 Kobbersmedde til at slutte Rørledningen. - Imellem Kjeddelhuset og Sukkerhuset er gravet en Brønd, fra hvilken Saltvandet ved Jernsugerør føres ind i Fabriken. Til Brønden føres Vandet fra en Betonbeholder i Sundet ad en 300 Alen lang Ledning, lagt af 21 Tommers Rør, støbte der paa Pladsen af Cement. Brønden, der foroven bestaar af en l Stens- og forneden af ca. 2 Stens-Mur, er sænket 8 Fod gjennem Flydesandet, og bliver forneden lukket ved et Betongulv; dens Diameter er 11 Fod. - Den 2½ Mil lange Saftrørledning er fuldført. Dybdesifonerne og Høidesifonerne ere anbragte. Førstnævnte ere Brønde, anbragte paa de laveste Steder af ledningen, fra hvilke Ledningen kan renses, naar Kampagnen sluttes; ad sidstnævnte, der befinde sig paa Ledningens højeste Steder, bortledes Luften. Tilsynet med denne Rørledning fra Fabrikens Side er ført af cand. polyt, Sylow og Holmer, der henholdsvis skulle fungere ved Fabrikken som Kemiker og Sukkermester. - - Den nye Bro over Noret, ad hvilken Saft- og Gasrørene føres til Fabriken, er 240 Fod lang og gaar 12 Fod over Vandet. Paa Broen findes Beholderen, der rummer de jævnsides løbende 2 Rør, der ved Risskaller ville blive beskyttede mod Frosten.  Tømmermester Fliedner af Stege har haft Broen i Entreprise. - Den store Udvidelse af vor Havn, som Byen lader udføre i Anledning af Fabrikanlæget, er overdraget som Entreprise til Skibsbygger Dahl og Ingeniør Roulund for 35,000 Kr. Af de i 450 Fod Bolværk, der skal sættes, er de 110 Fod paa sin Plads. Der skal uddybes til 10 Fod under dagligt Vande, og Byens Muddermaskine har allerede udført et stort Arbejde; men nærmest ved Land har man inddæmmet et Areal af 3000 Kvadrat Alen, som ved Gravning omdannes til et Bassin af ovennævnte Dybde, idet Bunden der er ualmindelig fast.

(Nationaltidende 18. august 1884).

Arkitekt Ludvig Peter Fengers tegning af Stege Sukkerfabrik (1883-1884), Kostervej 2. Det kongelige Bibliotek.

Stege Sukkerfabrik blev anlagt 1883-1884 i Lendemarke vest for Stege på Møn tegnet af arkitekt Ludvig Fenger. Den var opført af De danske Sukkerfabrikker (1872) som også havde anlagt lignende værker i Holeby, Odense og Nakskov. Planerne var i starten blevet afvist af bestyrelsesformanden C. F. Tietgen da der ikke kunne garanteres tilstrækkeligt med roemarker.  I stedet overtaltes Gustav Adolph Hagemann i februar 1883. Ved sin anlæggelse var det en af de største arbejdspladser på Møn med omkring 500 ansatte. Arbejderboliger blev senere opført i Fabriksgade og Nygade overfor fabrikken i slutningen af 1800-tallet. Rørledningerne fra saftstationerne  i Damme, Damsholte, Mern, Ny Borre og Pollerup blev i 1920'erne og op til 1950'erne erstattet af lastbiltransport. To siloer blev opført i 1956, en halbygning i 1970'erne. Fabrikken lukkede 1989. Bygningerne bruges nu til andre formål. 

Kjøbstadfolk. (Efterskrift til Politivennen)

Det var unaturligt, at vor Hovedstad i mange Tider laa i politisk Søvn og sendte lutter Stiftamtmænd til Folketinget. Nu ved sidste Valgdag rettede dette abnorme Forhold sig. Hovedstaden erklærede ved Valgene, at den vilde deltage i Fremskridtsudviklingen, som Landbefolkningen allerede i Aartier havde arbejdet paa. At de valgte repræsenterede forskellige Afskygninger af Fremskridtets Tilhængere var i sin Orden. En Hovedstad, især en i Forhold til Landets andre Byer saa stor Hovedstad som vor, maa have et mere forskjelligartet Fysiognomi end Landet, hvor Befolkningens Beskæftigelser er ensartede og hvor Interesserne er fælles. Landets næststørste By Aarhus har nu ogsaa vist, at den fulgte med ved at vrage en Godsejer for en Fremskridtsmand.

Men største Delen af de øvrige Kjøbstæder sover endnu. Deres Borgere stemmer endnu paa Junkernes eller paa de nationalliberales Kandidater, uagtet disse Byer, navnlig de mindre af dem lever af Landbefolkningen. Det er Oplandet, der giver Kjøbmændene deres Existentsbetingelser det vil sige: Kjøbmændene i de smaa Kjøbstæder lever væsentlig af Bønderne. Men det er en sejg, en søvnig Befolkning, disse Kjøbstadfolk. Det nuværende Slægtled er hverken i almindelig eller politisk Dannelse stort ude over, hvad deres Fædre var for en tyve-tredive-fyrretyve Aar siden, medens den bedre stillede Del af Landboerne er gaaede frem med Kæmpeskridt i begge Henseender. Det er nu ingenlunde ualmindeligt at træffe Gaardmænd, der endogsaa følger med i vore literære Bevægelser og interessere sig for deres fremtrædende Personligheder og karakteristiske Situationer, medens det er en Undtagelse, at en Kjøbstadkjøbmand har den fjærneste Forestilling om, at sligt existerer eller betyder noget. Har han læst derom noget er det Højres og deres Smudsblades Forvrængninger og Løgne. Kjøbstadmanden er endnu ikke fri for at betragte sig som hørende til en højere Klasse end Bonden, hvem hans Fædre snød ved Kridtregnskabet paa Disken, som Bonden ikke kunde kontrollere, og den Omstændighed, at han nu kan følge med og ikke lader sig snyde, gjør ham ikke mere agtet i Kjøbstadmændenes Øjne; nej, han ærgrer sig kun over, at de Bønder bliver mere og mere "udspekulerede". Medens Højskolerne, hvad man end muligvis kan indvende mod deres Undervisningsmethode navnlig i deres første Tid, har den ubestridelige Fortjeneste at have lettet Landbefolkningens Øjne fra Muldet til Lyset, ligger Kjøbstadbefolkningen for en meget stor Del nedsyltet i en materiel, borneret Betragtning af Livet, som om dets eneste Maal var Mad og Drikke, i det højeste pynter den sig ved festlige Lejligheder med nogle forslidte nationalliberale Kluds, som er kasserede baade af Intelligensen i højeste Forstand og af de praktisk politisk oplyste Landboere. Egentlig elsker disse Kjøbstadfolk langtfra deres Embedsmænd. Thi disse Folk ser ned paa Borgerne, naar de ikke er rige nok til at glæde dem ved en flottere Selskabelighed, end de selv kan præstere, med samme Følelse af Kasteoverlegenhed som den, hvormed Borgeren ser ned paa Bonden .De mindre Borgere kommer ikke i Omgangsforhold til Embedsmændene, men de ser op til dem af gammel Vane og misunder de store Borgere, der kan komme i Lag med dem. Men ved Valgene stemmer de med Honoratiores. Embedsmændenes formalistiske Skole og Universitetets Dannelse giver dem en vis Sikkerhed i Optræden; de er de eneste Kjøbstadbeboere, der kan føre en Pen. Men et blandt de mange Beviser for, at den skematiske Latinskole og Universitetsdannelse, naar man bliver staaende ved den, kun har en ydre Dressur til Resultat, kan hentes af denne Embedsstands aandelige Goldhed og utrolige Uvidenhed uden for det rent fagmæssige. Sjældent har noget af dens Medlem arbejdet videre paa sin aandelige Uddannelse; de er bleven staaende paa det Standpunkt, de og Verden var paa, da de for tyve, tredive Aar siden blev Studenter, og det er en bekjendt Sag, at den, der ikke gaar frem, gaar tilbage. De er uden for Tidens aandelige Strømninger i Politik, i Videnskab, i Literatur, i Kunst, i Realiten er de lige saa tykt uvidende som deres Byfæller bag Disken. At de nu holder med Junkerne er forklarligt. De bedre lønnede af dem bliver jo indbudte til Omegnens Herregaarde til Middag til stor Misundelse for dem, der ikke kommer med Enhver, der har levet i en lille Kjøbstad, véd, med hvilken Spænding man imødeser, hvem der skal bydes til Grevens, Baronens, Kammerherrens eller Hofjægermesterens næste Selskab, og hvorledes Byens "bedre" Huse efter Evne stræber op imod Herregaardenes Selskabstone og Traktement. Men hvad Intersse Borgerne, med Undtagelse maaske af en eller anden større Kornhandler, kan have af at gaa Junkernes Ærinde, er ubegribeligt. Herregaardene holder gjerne deres egne Haandværkere, og de kjøber deres Varer i Kjøbenhavn, mellem en jævn Kjøbstadkjøbmand og en "født" Herremand er der et svælgende Dyb befæstet, og om aandelig Paavirkning kan der naturligvis ikke være Tale - undskyld, at vi et Øjeblik nævne dette Tillægsord i en Sammenhæng, hvor vore Adelige figurerer. Denne Respekt for den ydre Fornemhed, for Adel og Rang, er et af Spidsborgerlighedens ægte Kjendemærker; en stor Del af vore Kiøbstæders Beboere trænger stærkt til, som Hr. Hørup sagde i sin Tale ved Grundlovsfesten paa Frederiksberg, fra Spidsborgere at blive Borgere. Naar Dr. G. Brandes i "Det ny Gjennembruds Mænd" i Artiklen om S. Schandorph angaaende Kjøbstadborgerfigurerne i denne Forfatters sidste Roman, anker over, at disse ligner aldeles dem, samme Forfatter har skildret i andre Bøger, hvis Handling ligger en Snes Aar tilbage i Tiden, viser det, at den udmærkede Kritiker ikke kjender den utilladelige Stagnation, disse Mennesker har levet i, ja end ikke kan tænke sig den, hvad der er let for forstaaeligt for en Mands vedkommende; der lever i en saa hurtig fremskridende Udvikling og evindelig spejder efter alle Samtidens ideelle Strømbevægelser.

Lige saa liden Grund Kjøbstæderne har til at bryde sig om Junkerne, lige saa liden har de til at elske de nationalliberale, der i deres Velmagts Dage var alt andet end venlig sindede mod "de brolagte Landsbyer" og skaffede dem den forhadte Næringslov af 1857 paa Halsen. Det er Tegn paa noget endnu værre end Spidsborgerlighed, det er Tegn paa Trællesind at slikke den Haand, der har slaaet én. Og hvorledes blev Kjøbstædernes Interesser tilsete ved Anlæget af den sjællandske Vestbane? Man erindre sig Beliggenheden navnlig af Sorø og Slagelse Banegaarde.

Grunden til, at vor Landbostand saa tidlig er kommen med i Politiken og nu alt i mange Aar har dannet den Garde, der værner om vor Forfatnings Aand og Ord, turde maaske nærmest være den, at den tidlig fik Ledere ud af sin egen Midte, Mænd, som forstod dens Tankesæt, som den igjen forstod og havde Tillid til. Derfor slog den politiske Agitation an, derfor møder nu Landbefolkningen i sluttet Trop paa Valgdagene, og skjønt ogsaa forskjellig Opfattelse i sin  Tid har skilt den indbyrdes til Forsinkelse for Maalets Opnaaelse, saa samledes den atter, da Ettrupperne vedblev at haane det danske Folketing efter f. Ex paa Trods at have optaget en at deres intransigenteste i Ministeriet i Stedet for at forsvinde fra Scenen. Kunde det ikke være tænkeligt, at opvakte og oplyste Kjøbstadsmænd, saa uafhængig stillede, at de kunde ofre sig noget for Politiken, kunde fremstaa og vække deres Standsfæller op af deres aandelige Søvn, gjøre dem klart, at de hverken har Interesser tilfælles med Landjunkere eller Bureaukrater, at de hverken kan vente sig aandelige eller materielle Goder fra den Side, at de er naturlige Kampfæller med den store Landbefolkning, af hvilken og med hvilken de lever? Kjøbstadborgerne vilde da snart faa Øjet op for, at de ikke kan se Bønderne over Hovedet; det vil blive en Æressag for dem at naa samme Bønder i Oplysning og i Sans for Livet, der rører sig om dem. Thi - det lan ikke gjentages tidt nok - Kjøbstæderne er skrækkelig tilbage, og Heibergs første Vaudeville, hvis Handling jo er henlagt til Korsør, ligger ikke saa langt fra Nutidens Virkelighed, som man skulde tro.

b

(Morgenbladet (København) 17. august 1884).

Anskuelsesbillede af Peter Tom-Petersen af en købstad (1904): Man ser bl. a. skibe i havnen, pakhuse, jernbanestation, fabrikker, torvet med rådhus, kirke og en gammel byport. Anskuelsesbillederne blev bl.a. brugt i skolerne. Det kongelige Bibliotek.

Tuborg og Langelinje. (Efterskrift til Politivennen)

Højst ærede Hr Redaktør! "Morgenbladet" har flere Gange paa en Maade, som i al Fald enhver Kjøbenhavner maa være det taknemlig for, bragt ovennævnte Sag frem for Offentligheden. Tillad mig at yde endnu et lille Bidrag i deres Interesse, som færdes paa den smukke Langelinje.

I Følge forskjellige Blades Meddelelser, skal den ny Pavillon paa Langelinje være lejet ud til en herværende Restavratør for en meget høj Afgift. Det er ubegribeligt, at nogen har turdet indlade sig derpaa, naar en saadan Forpligtelse som den, kun at maatte servere Tuborg Øl, hviler derpaa; thi det kan vist med stor Bestemthed forudsiges, at Publikum ikke vil finde sig i en saadan hensynsløs Indskrænkning paa en Promenade, hvor der ikke findes noget andet Forfriskningslokale. I Hamborg og andre tyske Byer er der en stor Mængde Udskænkningslokaler. hvor der i hvilke kun serveres Øl fra et bestemt Bryggeri, men Forholdene der er jo absolut forskjellige fra Forholdene herhjemme. Der findes menlig den ene "Biergarten" og "Bierhalle" ved Siden af den anden, saa at Publikum har frit Valg; men Hensynsløsheden bestaar jo netop i at man her vil forsøge paa at paatvinge os en bestemt Ølsort paa et Sted, hvor intet Valg haves. Det vilde vel i det hele neppe være heldigt, om vi her hjemme tog det tyske "Ølvæsen" til Mønster. For den, der saavel Søn- som Søgnedage passerer Strandvejen fordi Tuborgs Ølpavillon, vil det sikkert staa som en Kjendsgjerning, at Øllet der ikke har formaaet at samle Publikum, og Sagen er, at der paa den Vej gives andre Steder, hvor man kan søge hen. Nu vil man altsaa paa Langelinje byde os, at vi kun maa faa den Sort Øl! - Man kan jo lade være at gaa derind, vil man indvende. Ganske vist, men det er dog virkelig for galt, at man paa en Spaserevej, hvor der netop trænges til Restavrationslokaler, ikke som hidtil skal kunne faa, hvad man ønsker, og der gives neppe noget andet Sted i Verden, hvor man vilde finde sig i sligt. Gaves der Publikum Valg, stillede Sagen sig jo anderledes.

Dansk Lystsejlads-Forenings Pavillon ved Langelinje. Illustreret Tidende nr. 1298, 10. august 1884.

I "Nationaltidende" staar der at læse, at den ny Pavillon vil blive et udmærket Sted for den "fashionable" Del af de spaserende paa Langelinje. Sammenholder man den Udtalelse med det Rygte, der gaar om, at Priserne oven i Kjøbet skulle sættes meget højt for at "rense Luften", hvad skal der saa blive af os andre skikkeliqe Borgere, der ikke kunne gjøre Krav paa at være "fashionable", og slet ikke føler Lyst til at  betale for Tilladelsen til at kaldes saaledes? Ganske vist misunder jeg ikke den Vært, der skal leve af det "fashionable" Besøg, thi den nu Pavillon vil formentlig ikke kunne forandre Sammensætningen af det Publikum, der stiler ad Langelinje til. Navnlig om Søndagen bestaar største Parten ubetinget af "Mellemklassen", der i Fred og Ro vil nyde Udsigten over deres kjære Sund og saa - hvad de ellers har Lyst til af Spise- og Drikkevarer.

Hvad selve Pavillonen angaar, saa stod jeg i den Formening, at den skulde opføres af Mur og Bindingsværk med Beklædning af Panel. Som det nu er bliver det vistnok - hu ha - en noget kølig og mindre solid Vinterbolig Men om Sommeren bliver der rart indelukket. Bedst Udsigt bliver der til Kastelsgraven; mon ikke "Dansk Forening for Lystsejlads" kunde faa Tilladelse til at lægge sine Fartøjer der? - Naa lad mig nu ikke sejle for langt bort fra mit egentlige Udgangspunkt, der jo var det, at udtale min Indignation over, at man vil vove at byde os freds- og frihedselskende Kjøbenhavnere en aldeles ikke tidssvarende Indskrænkning med Hensyn til, hvad Øl vi maa drikke og hvorledes vi maa bære vor Hat. I det Haab at mange i Gjerningen vil vise, at de er enige med mig i denne min Opfattelse, slutter

Deres ærbødige

Langelinjer.

(Morgenbladet (København) 14. august 1884).

Fotograf, boghandler, forlægger Fritz Theodor Benzen (1864-1945): Dahlerups Langelinie Pavillon. Formentlige fra mellem 1891 og 1902. Det kongelige Bibliotek.

Den omtalte første Langelinie Pavillon var tegnet af Vilhelm Dahlerup. Som nævnt var den ejet af De forenede Bryggerier, men fungerede som klubhus for Kongelig Dansk Yachtklub. Tilsyneladende delte mange artikelskriverens opfattelser, for pavillonen bestod kun i 18 år, og blev erstattet af den anden Langelinjepavillon tegnet af arkitekten Fritz Koch (1902) som bestod indtil den blev schalburteret under 2. verdenskrig.