04 september 2023

Forstyrrelse af Gudstjenesten. (Efterskrift til Politivennen)

Da ifølge Helligdagsloven alle Arbejdssysler, der ved den Larm, hvormed de ere forbundne, forstyrre Helligdagens Fred ere forbudne, og det gjøres til en særlig Betingelse for de Arbejder, som undtagelsesvis tillades, at Gudstjenesten ikke derved forstyrres, maa det utvivlsomt være et Hovedformaal for Loven, at forhindre, at selve Gudstjenesten forstyrres. Man tillader sig derfor at rette den Opfordring til Kjøbenhavns Politi, at det vil forhindre den Gudstjenesten i Helligaandskirken i høj Grad forstyrrende Kjørsel igiennem den Del af Vimmelskaftet, som gaar langs med den nævnte Kirke, ved Kirketiden at afspærre det Stykke af Gaden, der ligger imellem Hyskenstræde og Niels Hemmingsensgade, for Kjørsel. For Tilhørerne paa Kirkens søndre Pulpitur, der løber langsmed de store Vinduer ud mod Vimmelskaftet, er det nemlig, ialtald for de bageste Rækker, saagodtsom umuligt at høre Prædikenen uforstyrret paa Grund af den betydelige Vognfærdsel; navnlig er det umuligt at høre Noget, hver Gang en af de tunge Omnibusser buldrer forbi med Brag og Larm og Bjældeklang, og da dette sker omtrent hvert femte Minut bliver det yderst vanskeligt at fastholde Tankegangen, naar den paa denne Maade iderig overskæres for Tilhørerne. Skulde der derfor være Vanskeligheder forbundne med at faa det omtalte Stykke at Gaden afspærret under Gudstjenesten, maa det dog ialtfald kunne lade sig gjøre, at paabyde Omnibusserne i Kirketiden at kjøre om ad Badstuestræde og Læderstræde. Dersom Politiet ikke paa egen Haand vil paabyde dette er det at haabe, at Kirkens Værger ville gjøre de fornødne Skridt for at værne om Kirkefreden.

(Dagbladet 2. februar 1885).

31 august 2023

Nordslesvig 1884. (Efterskrift til Politivennen)

I 1884, 20 år efter krigen 1864, stod det danske flertal i Nordslesvig i samme situation som det tyske flertal i Sydslesvig og Holsten stod i før og  mellem de to slesvigske. En ting var imidlertid forandret: Pressens beretninger. Mens den danske medieverden over en kam forsvarede var der skete før 1864, var dette ikke tilfældet for de tyske aviser efter 1864: nedenstående artikel vidner om en mere uafhængig presse. Ligeledes synes myndighedernes begrænsninger af valgene at være mindre end ved de tilsvarende danske i mellemkrigsperioden.


Nordslesvig.

J. E. Ligesom en række europæiske stater er også det tyske rige i stand til at have en række stammer af forskellig nationalitet inden for sine grænser. Men mens de forskellige nationaliteter i nogle lande er på de bedste vilkår, er det desværre ikke tilfældet alle steder. En del af de tyske statsborgere, som polakkerne i Vestpreussen og Posen, franskmændene i Lorraine, danskerne i Nordslesvig og endda tyskerne i Alsace-Lorraine, står i det mest fjendtlige forhold til riget og tyskheden. Af disse anti-tyske stammer er Nordslesvigs danskere mindst i antal, men de står ikke tilbage for de andre, når det kommer til had til Tyskland.

Med hensyn til sprog og sindelag er det overvældende flertal af indbyggerne i Nordslesvig danskere. Deres sprog er længe blevet udgivet som en tysk dialekt korrumperet af danske påvirkninger; de blev kaldt "Rabendänisch". Intet er mere forkert end en sådan opfattelse. Den den nordjyske bonde forstår ligeså godt, som mecklenburgeren forstår holsteneren. Den jyske dialekt, som er meget forskellig fra sjællandsk og det skrevne eller "københavnske" dansk, der udsprang af den, hersker fra halvøens nordspids til sydvest for Flensborg. I århundreder var sproget jysk op til Slien og så langt sydpå som Husum - bortset fra den frisiske vestkyst i Slesvig. Først i vort århundrede erobrede plattysk Angeln og byen Flensborg, mens en dansk kile stod tilbage midt i landet mellem Angeln og det frisiske område. Denne trekant med dansk sprog er nu, som en artikel i "Ham. Korr." Som jeg forklarede nærmere, bliver det i syd og øst konstant angrebet og indskrænket af plattysk, således at sproget der i en ikke alt for fjern fremtid vil være tysk, og den sproglige grænse vil være en lige linje fra Flensborg til Tønder. Det danske parti har erkendt den fare som plattysk udgør og stiftede for nogle år siden en "Forening til Bevarelse af det danske Sprog i Nordslesvig", der skønt med meget begrænsede ressourcer, skal have en lignende virkning som den tyske skoleforening og Alliance Francaise. Danskerne skal også kæmpe mod skolerne, da regeringen gør alt hvad den kan, for at udbrede det tyske sprog og den tyske etos blandt de unge. Danskerne protesterede voldsomt, da antallet af tysktimer blev øget markant på alle skoler. Til en vis grad anerkendte de dog nytten af ​​at kunne tysk, hvilket viste sig ved at mange bønder sendte deres halvvoksne sønner til Holsten og Sydslesvig for at lære tysk. I nyere tid er fremmødet på videregående uddannelsesinstitutioner, gymnasier og gymnasier, af børn af dansksindede forældre også steget markant, selvom man heraf ikke kan konkludere at der er sket en holdningsændring. Generelt er beboerne i Nordslesvig stadig meget negative og holder fast i deres danske sprog og deres had til alt tysk, og de forstår at forpurre regeringens bestræbelser på at fortyske gennem skolen. Ordsproget: "Den der har skole, har fremtiden" kan næppe anses for gyldigt her. Tyske sange og tysk-patriotiske læsebøger, bl.a. har til formål at indgyde andre holdninger i den opvoksende generation. Men hjemme hører børnene ikke et ord tysk, kun taler der ånder had og foragt mod tyskerne. Så regeringens bestræbelser på at lære de unge tyske sympatier og det tyske sprog er fortsat mislykkede, især da tysk er og forbliver et fremmedsprog for nogle af de ældre lærere, hvis modersmål naturligvis er dansk. Nord for Flensborg er sproget helt dansk, undtagen helt nord i den lille Herrnhuter-koloni Christiansfeld, som har afværget daniseringen i hundrede år takket være sin stadige forbindelse med Tyskland. Selv i nordlige byer, Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, Tønder hører man lidt tysk, selvom det tyske parti på disse steder har overvægten ved alle valg, fordi de tysksindede borgere også taler dansk, og mange af de tysksindede kan tale dansk og taler næsten ikke tysk. Da en tysk deputation fra Nordslesvig i begyndelsen af ​​1879 rejste til Berlin for at takke kejseren for ophævelsen af ​​paragraf 5 i Pragfreden, gjorde "Posten" grin med, at en af ​​de fem-seks deputerede ikke talte flydende tysk.

Det danske sprogs territorium falder nogenlunde sammen med det danske parti, men den kile der er trængt ind mellem plattysk og frisisk i syd, skal tages i betragtning - en omstændighed, der naturligvis er gunstig for det tyske sprogs erobrende ekspansion. Danskernes leder siden 1864 var ubestridt H. A. Krüger, en landmand fra Nordslesvig der havde haft stor indflydelse siden 1840'erne, og hvis autoritet var sådan at der i partiet ikke dukkede andre mens han levede. Medlem af landsrepræsentationen siden før 1848 blev han fra 1867 uafbrudt valgt som medlem af landstinget for den første slesvigske valgkreds, men kunne ikke indtage sin plads i huset, fordi han ikke ønskede at aflægge ed, og påberåbte sig artikel 5 i Pragfreden der som bekendt bestemte, at Slesvigs nordlige distrikter skulle afstås til Danmark, hvis deres indbyggere havde stemt for det ved en fri afstemning - en paragraf der udsprang af Napoleons hoved, som derved tvang Preussen og Østrig til at have en slags anerkendelse af nationalitetsprincippet. Krüger hævdede nu at denne bestemmelse gav Nordslesvig en særlig status, at den ikke juridisk var en del af den preussiske stat medmindre en sådan folkeafstemning havde besluttet det, og at den preussiske grundlov derfor ikke var gyldig for Nordslesvig. Også danske repræsentanter fra den anden kreds nægtede altid at aflægge ed, sandsynligvis delvist påvirket af Krüger, således at disse to kredse fra 1867 til sidstnævntes død i 1881 var uden repræsentation i delstatens parlament. Krüger havde også siden 1867 været repræsentant for den første valgmenighed på Rigsdagen, dog uden at tage nævneværdig del i husets arbejde; han plejede kun at holde en protesttale nu og da. Danskerne besatte kun den anden valgkreds i den konstituerende nordtyske rigsdag. Ved at ændre valgkredsene - Haderslev og Sønderborg, Flensborg og Aabenraa blev slået sammen, mens Flensborg og Sønderborg først blev slået sammen til den anden valgkreds - mistede de den anden valgkreds. Partiet fik et stærkt slag gennem ophævelsen af ​​artikel 5 i 1878. Det viste sig at partiet havde begået en stor fejltagelse ved kun at påberåbe sig sine rettigheder og krav fra denne traktat indgået mellem to staters herskere, i stedet for fra den at påberåbe sig en naturlig selvbestemmelsesret. Krüger erklærede, at hans holdning og hans synspunkter forblev uændrede, at selvbestemmelse var en umistelig ret for folk, der ikke kunne ophæves ved nogen traktat; Artikel 5 var dog blevet fremhævet for ofte og for stærkt til at dens ophævelse havde gjort et væsentligt indtryk på befolkningen i Nordslesvig og have rokket ved håbet om forening med Danmark, selv om holdningen ikke blev ændret som følge heraf. Da Krüger døde i sommeren 1881, opstod der en dyb konflikt blandt nordslesvigsdanskerne, som tidligere kun havde vist sig i få udtalelser, såsom ved valgene til landstinget og distriktsrådene. Ultraer og moderate begyndte at kæmpe for lederskab. Moderaterne ønskede at repræsentanterne skulle aflægge ed for at kunne tage plads i delstatsparlamentet og repræsentere partiets interesser dér, mens ultraerne holdt fast i Krügers synspunkter. I det første distrikt (Haderslev), ved halvvejsvalget til delstatsparlamentet i begyndelsen af ​​oktober 1881, vandt ultraernes Hörlyk den vestlige del af distriktet, over den østlige del, hvor nogle af moderaterne skiftede til ultraer da en tyske valgmand stemte på kandidaten i begyndelsen af ​​anden valgrunde, moderate danskere var enige. De vil hellere vælge deres modstander end at få deres kandidat valgt med tyskernes hjælp. Anderledes forholdt det sig ved rigsdagsvalget for anden kreds i 1881. Siden 1867 havde Flensborg-Aabenraa valgkreds stemt i tysk favør. I 1881 udviklede danskerne en meget livlig agitation, så det lykkedes at få deres kandidat, redaktøren Johannsen der var meget populær i Flensborg, til et omvalg hos den nationalliberale landsdommer Francke i Berlin og fik medhold i omvalgsafstemningen. Stor var glæden hos det danske parti såvel som hele den københavnske presse, som forsøgte at udnytte dette og sagde at det tyske folk i Slesvig var begyndt at indse, hvor meget bedre det ville have været under dansk styre, og de nu gradvist var ved at vende tilbage til det danske flag. I Flensborg var det dog velkendt at det danske parti ikke var blevet styrket på denne måde, men at det kun havde opnået sejr med tysk hjælp, hvor en del af de konservative og socialdemokraterne stemte på danskeren ved omvalgsvalget, blændet af partilidenskab. Men hvis de konservative der stemte på Johannsen, mente at de stemte på en mand der stod deres synspunkter nærmere end Francke, så indså de hurtigt at de var blevet bedraget; fordi Johannsen blev praktikant hos Secessionisterne, og det samme gjorde Lassen der blev valgt til Rigsdagen af ​​den første valgkreds efter en bitter kamp mellem ultraer og moderate. Ultraer havde opstillet tobaksproducenten Junggreen i Aabenraa. Lassen, en bonde på Als, havde sin hjemegn Sønderborg helt på sin side, mens der i Haderslev-distriktet foregik særdeles voldsom agitation for og imod ham. Slutresultatet blev at Lassen blev valgt i omløbet mod Junggreen. Den nordslesvigske bonde der i århundreder har siddet på sin gård som selvejer, viser ligesom beboerne i de tyske marskegne en stærk klassebevidsthed og ser ofte ned på beboerne i de små landbyer. En "cigartriller", som det blev sagt, var derfor ikke rigtigt for ham som folketingsmedlem. Ultraerne havde begået en fejl ved at udpege en byboer, der i øvrigt ikke var hjemmehørende i kredsen. Alt arbejdede sammen for at svække indflydelsen fra Ultraerne som havde domineret Haderslev-distriktet ved delstatsvalget få uger tidligere.

Ved delstatsvalget 1882 blev Lassen og Hörlyk genvalgt, uden at striden om eden blev løst; Den ene aflagde ed, den anden nægtede. Ud over edsspørgsmålet adskiller de to retninger sig også i deres adfærd over for tyskerne og regeringen. Ultraerne er langt hårdere og mere fanatiske, de bestræber sig endda på at afbryde forretningsforholdet til tyskere og anser også et personligt venskabeligt forhold til individuelle tyskere for at være af det onde.

I øjeblikket har ultraerne fået ekstra magt. Årsagen ligger i en høj ophidselse der har overtaget befolkningen. Danskerne lavede flere store politiske demonstrationer i sommer; først arrangerede de en tur til det vestlige Jylland, hvor omkring 2.000 mennesker deltog ifølge myndighederne, det var en fornøjelsesrejse, men i virkeligheden var det ikke andet end en politisk demonstration; Så rejste et par hundrede unge piger en lignende tur til København, selvfølgelig som "undertrykte sønderjyske kvinder". Regeringen der i mange år havde behandlet danskerne ekstraordinært mildt, begyndte nu at gribe energisk ind. Danske statsborgere (optanter), der selv eller deres familiemedlemmer deltog i disse demonstrationer, blev udvist i stort antal; andre der arbejdede på protestaviserne, blev bedt om at opgive deres aktiviteter eller forlade landet. Der blev fremsat beskyldninger og domme for at synge forbudte sange, bære danske farver osv. Lærere og samfundsledere der havde gået på kompromis, blev afsat; en svensk konsul som var hovedagitatoren, mistede sin stilling på grund af udenrigsministeriets indgriben. Mens demonstrationsrejserne allerede havde vakt et vist niveau af begejstring blandt befolkningen, blev dette stærkt øget af regeringens hårde foranstaltninger, især udvisningerne. Antallet af optanter er så stort at de fleste danske familier har en del slægtninge og venner iblandt sig; alle disse står nu over for faren for udvisning hvis de ikke har og ikke vil forholde sig politisk helt rolige. Men ikke mindre stor end danskernes irritabilitet er glæden for tyskerne i Nordslesvig, der ofte har måttet lide under danskernes arrogance, men nu endelig indser at regeringen ikke længere er villig til at tolerere den slags.

Den ændrede stemning afspejlede sig også tydeligt i fiaskoen ved dette års rigsdagsvalg. I den anden kreds, Flensborg-Aabenraa, lykkedes det tyskerne at tage kredsen tilbage fra danskerne gennem et enigt møde og enighed fra alle partier om en fælles kandidat. I den første kreds, Haderslev-Sønderborg, begyndte striden mellem ultraer og moderate igen blandt danskerne, mens tyskerne her viste deres gamle sammenhold og for første gang udsendte et større valgopkald med over 500 underskrifter. Befolkningens begejstring kom ultraerne til gode; Lassen mistede en stor del af sine stemmer i Haderslev-distriktet, og Sønderborg-distriktet viste sig også mere gunstigt for Junggreen end i 1881, så sidstnævnte slog Lassen med omkring 200 stemmer mere. Ved omvalgsvalget mellem de to danske kandidater - tyskerne fik kun 25 procent af de afgivne stemmer - blev Junggreen valgt, fordi det før valget mellem de to partier var aftalt at de ved et omvalg kun ville stemme på den kandidat fra første valg der havde fået flest stemmer; Begge parter havde erkendt hvor stor faren for en splittelse var, og forsøgte at forhindre at striden blev dybere.

Den ekstreme retning har altså vundet for øjeblikket; Det er dog ikke tvivlsomt, at den danske befolkning atter vender over på den anden side; Fordi ønsker om repræsentation i delstatsparlamentet af en mand, der ønsker at aflægge loyalitetsed og kan deltage i husets arbejde, vil blive højlydte igen og igen, og mængden vil endelig komme til den konklusion at en protesterende repræsentation er i det mindste mere nyttigt end en protest gennem ikke-repræsentation.

Det tyske partis oprindelse blandt den dansktalende befolkning ligger langt tilbage i tiden. Da den slesvig-holstenske bevægelse begyndte, blev dens kerne i nord dannet af embedsmænd, der havde studeret ved tyske universiteter. I det flade landskab sluttede disse sig i begyndelsen af ​​de kredse, der stod i nærmere berøring med dem, kan man sige, de store godser i det nordlige Slesvig - et udtryk, der dog ikke er retvisende, da der undtagelselsvis i Sundeved og Als næppe findes større godser. Naturligvis var embedsmændenes indflydelse størst i byerne, skolen var også tysk, og handelsforbindelser kan have været medvirkende til, at nogle af købmændene følte sig mere tiltrukket af Tyskland end af Danmark. Mange håndværkere havde også opholdt sig lang tid i Tyskland som svende og var blevet glade for sproget og skikkene der. Alt dette gjorde byerne til tyskhedens omdrejningspunkter. Det faktum at ideen om et selvstændigt Slesvig-Holsten fandt så lidt accept blandt landbefolkningen, skyldes dem der støttede denne idé. Mens sproget i Nordslesvig var dansk, var sproget i domstole og administration tysk. Slesvig-Holstenerne ønskede at fastholde dette forhold, de ville ikke forstå hinandens sproglige lighed, lige så lidt som eiderdanskerne der ville påtvinge tyskerne deres sprog. Embedsmændene mødte landbefolkningen som fremmede, mens danske agitatorer opildnede til had mod tyskerne. Så skete det at en sund partikularisme baseret på lighed mellem nationaliteter ikke kunne udvikle sig dér, og at flertallet af nordslesvigerne allerede før 1848 var fjendtlige over for den slesvig-holstenske bevægelse og dermed tyskheden. Og alligevel havde det været let at vinde norden dengang, fordi de fleste danskere dengang ikke ønskede nogen forening med Danmark, men kun national lighed i et selvstændigt Slesvig eller Slesvig-Holsten. Det var en ulykke for slesvig-holstenerne at kun halvdelen af ​​Slesvig tilhørte dem, fordi Danmark ikke ville og kunne opgive det nordlige Slesvig; Man vidste i København, at denne del af Slesvig var fjendtlig over for bevægelsen og lænede sig op mod Danmark, og der meldte sig hurtigt den overbevisning at hele Slesvig faktisk var dansk. Efter tre års kampe fik Danmark kontrol, og dermed begyndte et hævnsystem der søgte at ødelægge alt tysk i det nordlige Slesvig. Slesvig blev en dansk provins - i gammel romersk forstand - og danske embedsmænd kunne udøve et så vilkårligt styre, at selv mange danskere ikke gik med til det. Slesvigere, og især tyske slesvigere, var næsten helt udelukket fra embeder. Så kom 1864 og frigørelsen fra dansk styre. De tyske følelser i Nordslesvig var augustenburgske, og annekteringen i 1866 ændrede i første omgang kun lidt i følelserne. Danskerne løftede dog nu mere frimodigt hovedet da den femte artikel i Pragfreden gav dem bedre forhåbninger, mens det tyske parti i stadig kamp med danskerne efterhånden vænnede sig til at betragte den preussiske regering som sin allierede. Kun i de områder med blandet befolkning hvor danskerne havde en vis overvægt, opstod politiske partiforskelle; Hvor danskerne var de mere magtfulde, skubbede det nationale modsætningsforhold alle andre hensyn i baggrunden hos tyskerne. Det tyske parti har efterhånden vundet overvægt i alle byer. Antallet af danske stemmer ved valg er konsekvent faldet i byer og på landet, mens antallet af tyske stemmer langsomt men støt er steget. I 1867 blev der afgivet 15.744 danske stemmer i 1. valgkreds, i 1884 kun 8.375, i 1871 i Slesvig 21.143, men i 1884 kun 12.447. Antallet af tyske stemmer i valgkredsen Haderslev-Sønderborg steg fra 1.676 i 1871 til 2.765 ved sidste valg, fra 11 procent af de afgivne stemmer til 25 procent. Det skal bemærkes, at i det dansksprogede område er antallet af stemmeberettigede konstant faldende. Dette fald falder udelukkende på det danske parti. Udvandringen fra Nordslesvig er markant og skyldes især frygten for tre års værnepligt. De unge ved, at i nabolandet er ancienniteten kun 10-16 måneder, hvorimod den her er tre år. Resultatet er, at langt de fleste af de værnepligtige emigrerer til Danmark eller Amerika. Før 1870 og en del år senere rejste de, der var militærpligtige, sædvanligvis til Danmark, aftjente deres tid der eller blev indkaldt og vendte derefter hjem som danske statsborgere. Derfor er antallet af optanter så stort i disse områder.

En sådan fremgansmåde tolereres dog ikke længere af regeringen: Enhver, der forlader landet, skal nu blive uden for landet. Det danske parti mangler derfor en afløser til at udfylde de huller, som død og emigration har efterladt i dets rækker. Årsagen til stigningen i tyske stemmer er for det første at langt færre unge forlader tyskerne, så der rent faktisk sker en naturlig stigning, og også at indvandringen som ikke er stor, kommer helt sydfra. Det sker ikke tit at mænd fra den danske lejr tager til den tyske lejr, men det mest almindelige er at unge fra danske familier der har aftjent deres tid i militæret, viser tyske sympatier, og så tilpasser deres fædre sig også til situationen forenes. Fordi den tre-årige tjenestetid er en væsentlig drivkraft for danskerne. Når først dette er overvundet, er forsoning lettere mulig.

Hvordan forholdene vil udvikle sig dér i nord i fremtiden er svært at sige, og et forsøg på at besvare et sådant spørgsmål er kun muligt under forudsætning af, at Nordslesvig forbliver en del af Tyskland. Danskerne håber dog altid på en adskillelse fra Tyskland gennem en fransk-russisk krig og forsøger ofte i samarbejde med den københavnske presse at henlede Europas opmærksomhed på sig selv, og de er ikke engang bange for at gøre det, når der er mulighed for det. opstår (som i sensommeren 1883 København) for at henvende sig direkte til højtstående personer. Fortsætter den nuværende politiske situation, er det sikkert at plattysk sprog og dermed tyske stemninger med tiden vil erobre hele det nordlige Slesvig; Der vil dog gå for lang tid til, at denne omstændighed kan tages i betragtning. Først og fremmest bliver byerne mere og mere tyske, ikke blot i form af nationale sympatier, men også i sprog; Dog vil ikke plattysk, men højtysk, som det undervises i skolerne og som intelligentsias og embedsmænds sprog, være byernes fremtidige sprog. Der vil gå generationer, før landbefolkningen bliver tysksindet, selvom den vej som regeringen har valgt (germanisering gennem skoler, undertrykkelse af agitation, forebyggelse af yderligere spredning af optanter) er den eneste rigtige. Så længe skolen ikke gør befolkningen tosproget, og så længe frygten for preussisk militærtjeneste ikke overvindes, vil landbefolkningen forblive i opposition.



Nordschleswig.

J. E. Wie eine ganze Reihe europäischer Staaten ist auch das Deutsche Reich in der Lage, innehalb seiner Gränzen eine Anzahl von Volksstämmen anderer Nationalität zu haben; während aber in einigen Staaten die verschiedenen Nationalitäten im besten Einvernehmen sich befindet, ist leider bei uns diess nicht überall der Fall. Ein Theil der deutschen Staatsangehörigen, wie die Polen in WSestpreussen und Posen, die Franzosen in Lothringen, die Dänen Nordschleswigs und sogar die deutschen Elsass-Lothringen, stehen zu dem Reich und dem Deutschthum im feindlichsten Verhältness. Von diesen deutschfeindlichen Stämmen sind die Dänen Nordschleswigs an Zahl der kleinste, an Hass gegen Deutschland geben sie aber den anderen durchaus nichts nach. 

Die Bewohner Nordschleswigs sind nach Sprache und Gesinnung in weir überwiegender Mehrzahl Dänen. Ihre Sprache ist lange Zeit für eine durch dänische Einflüsse verdorbene deutsche Mundart ausgegeben worden; man nannte sie "Rabendänisch". Nichts ist falscher als eine solche Ansicht, der Bauer des nördlichen Jütlands versteht den Bewohner Sundewitts eben so gut wie der Mecklenburger den Holsteiner. Der jütische Dialekt, der alledings vom seeländischen und dem daraus hervorgegangenen Schrift- oder "Kopenhagener" Dänisch sich sehr unterscheidet, herrscht von der Nordspitze der Halbinsel bis südwestlich von Flensburg. Durch Jahrhunderte war auch bis zue Schlei und bis Husum in Süden - von der friesischen Westküste in Schleswig abgesehen - die Sprache jütisch. In unserem Jahrhundert erst hat das Plattdeutsche Angeln und die Stadt Flensburg erobert, während in der Mitte des Landes zwischen Angeln und dem Friesischen Gebiete ein dänischer Keil sich erhielt. Dieses Dreieck dänischer Sprache wird jetzt, wie vor winigen Jahren ein Artikel in "Ham. KOrr." des Näheren ausführte, im Süden und Osten von dem Plattdeutschen fortwährend angegriffen und eingeengt, so dass in nicht gar zu ferner Zeit die Sprache dort deutsch und die Sprachgränze eine gerade Linie von Flensburg nach Tondern sein wird. Die dänische Partei hat die Gefahr, die vom Niederdeutschen droht, wohl erkannt und vor einigen Jahren einen "Verein zur Erhaltung der dänischen Sprache in Nordschleswig" gegründet, der bei allerdings sehr beschränkten Mitteln ähnlich wirken soll wie der deutsche Schulverein und die Alliance francaise. Auch die Schule haben die Dänen zu bekämpfen, indem hier die regierung alles thut, um deutsche Sprache und deutsche Gesinnung unter der Jugend zu verbreiten. Die Dänen protestirten gewaltig, als in allen Schulen die Zahl der deutschen Unterrichtsstunden beträchtlich erhöht wurde. Zum Theil erkannten sie aber doch ganz wohl die Nützlichkeit der Kenntniss des Deutschen, was sich darin zeigte, dass viele Bauern ihre halberwachsenen Söhne nach Holstein und Südschleswig schickten, um Deutsch zu lernen. In neuerer Zeit ist auch der Besuch der höheren Lehranstalten, Gymnasien wie Realschulen, durch die Kinder dänischgesinnter Eltern ein erheblich steigender geworden, ohne dass man indess daraus auf eine Aenderung in den Gesinnungen schliessen darf. Im allgemeinen nehmen die Bewohner Nordschleswigs noch einen ganz ablehnenden Standpunkt ein und halten fest an ihrer dänischen Sprache und ihrem Hass gegen alles Deutsche, und sie wissen die Bemühungen der Regierung, durch die Schule zu germanisiren, wohl zu vereiteln. Das Wort: "Wer die Schule hat, hat die Zukunft," darf hier einsteilen kaum Geltung beanspruchen. Deutsche Lieder und deutsch-patriotische Lesebücher u. a. sollen der heranwachsenden Generatin andere Gesinnungen einflössen. Im Hause aber hören die Kinder kein deutsches Wort, sonder nur Reden, die Hass und Veerachtung gegen die Deutschen athmen. So bleibt das Bestreben der Regierung, der Jugend deutsche Sypathien und deutsche Sprache beizubringen, erfolglos, um so mehr, als einem Theil der älteren Lehrer, deren Muttersprache natürlich dänisch ist, das Deutsche eine fremde Sprache ist und bleibt. Nördlich von Flensburg ist die Sprache durchweg dänisch, ausser ganz im Norden in der kleinen Herrnhuter-Colonie Christiansfeld, die durch ihre stete Verbindung mit Deutschland seit hundert Jahren die Danisirung abgewehrt hat. Auch in den Städten des Nordens, Sonderburg, Apenrade, Hadersleben, Tondern hört man wenig Deutsch, wenn auch in diesen Orten bei allen Wahlen die deutsche Partei das Ueberwicht hat, denn auch die deutschgesinnten Bürger sprechen dänisch, ja viele von ihnen können bei deutschen Gesinnungen kaum deutsch sprechen. Als Anfang 1879 eine deutsche Deputation aus Nordschleswig nach Berlin gereist war, um dem Kaiser für die Aufhebung des Art. 5 des Prager Friedens zu danken, machte sich die "Post" nicht mit Unrecht darüber lustig, dass einer der fünf oder sechs Abgeordneten des Gebrauchs der deutschen Sprache nicht mächtig war. 

Mit dem Gebiete der dänischen Sprache fällt das der dänischen Partei ungefähr zusammen, indess ist der zwischen Niederdeutsch und Friesisch im Süden eindringende Keil abzurechnen - ein Umstand, der einer erobernden Ausdehnung deutscher Sprache natürlich günstig ist. Der führer der Dänen war seit 1864 unbestritten H. A. Krüger, ein nordschleswigischer Bauer, der schon seit den vierziger Jahren grossen Einfluss besass und dessen Autorität eine derartige war, dass, solage er lebte, innerhalb der Partei keine Ansichten, die den seinigen entgegen waren, hervortraten. Schon seit vor 1848 Mitglied der Landesvertretung, wurde er von 1867 an fortwährend zum Landtagsabgeordneten für den ersten schleswigischen Wahlkreis gewählt, konnte jedoch seinen Platz im Hause nicht einnehmen, da er den Eid nicht ablegen wollte, wobei er sich auf den Art. 5 des Prager Friedens berief, der bekanntlich bestimmte, dass die nördischen Districte Schleswigs an Dänemark abgetreten werden sollten, wenn ihre Bewohner in freier Abstimmung sich dafür ausgesprochen hätten - eine Clausel, die dem Kopfe Napoleons entsprungen ist, der Preussen und Oesterreich damit eine Art Anerkennung des Nationalitätsprincips abnöthigte. Krüger behauptete nun, dass Nordschleswig durch diese Bestimmung eine Sonderstellung erhalte, dass er rechtlich kein Theil des preussischen Staates sei, solange nicht ein solches Plebicit darüber bestimmt habe, und dass daher die preussische Verfassung für Nordschleswig keine Gültigkeit habe. Auch des zweiten Wahlkreises dänischer Vertreter verweigerte stets den Eid, zum Theil wohl durch Krüger beeinflusst, so dass von 1867 bis zum Tode des letzteren, 1881, diese beiden Wahlkreise im Landtage ohne Vertretung waren. Auch om Reichstage war Krüger seit 1867 Vertreter des ersten Wahlkreises, jedoch ohne an den Arbeiten des Hauses bedeutenden Antheil zu nehmen; er pflefgte nur dann und wann eine Protestrede zu halten. Den zweiten Wahlkreis besatzen die Dänen nur im constituirenden Norddeutschen Reichstage. Durch Veränderung der Wahldistricte - Hadersleben und Sonderburg, Flensburg und Apenrade wurde verbunden, während zuerst Flensburg und Sonderburg zum zweiten Wahlkreise vereinigt waren - vorloren sie den zweiten Wahlkreis. Einen starken Stoss erhielt die Partei durch die Aufhebung des Art. 5 im Jahre 1878. Es zeigte sich, dass dieselbe einen grossen Fehler begangen, indem sie ihre Rechte und Ansprüche nur aus diesem zwischen den Herrschern zweier Staaten abgeschlossenen Vertrage hergeleitet hatte, statt sich auf ein natürliches Recht der Selbsbestimmung zu berufen. Zwar erklärte Krüger, dass seine Stellung und seine Anschauungen unverändert seien, dass die Selbstbestimmung ein unveräusserliches Recht der Völker sei, welches durch keinen Vertrag aufgehoben werden könne; indess Art. 5 war zu oft und zu stark betont worden, als dass nicht die Aufhebung deselben einen bedeutenden Eindruck auf die Bevölkerung Nordschleswigs hätte machen und die Hoffnung auf eine Vereinigung mit Dänemark hätte erschüttern müssen, wenn auch die Gesinnungen dadurch nicht verändert wurden. Als Krüger nun im Sommer des Jahres 1881 starb, trat unter den Dänen Nordschleswigs ein tiefgehender Zwiespalt zu Tage, der bisher nur in wenigen Aeusserungen wie bei den Wahlen zum Provinciallandtag und zu den Kreistagen, sich gezeigt hatte. Ultras und Gemässigte begannen sich um die Führung zu streiten. Die Gemässigten wollten, dass die Abgeordneten den Eid ablegten, um im Landtage ihre Sitze einnehmen und dort die Interessen der Partei vertreten zu können, während die Ultras an den Anschouungen Krügers festhielten. Im ersten Kreise (Hadersleben) siegte bei der Nachtwahl zum Landtage Anfangs October 1881 der Ultra Hörlyk, der Westen des Kreises über den Osten, indem ein Theil der Gemässigten zu den Ultras überging, als zu Anfang des zweiten Wahlgangs ein deutscher Wahlmann für den Candidaten der gemässigten Dänen stimmte. Lieber wollten sie den Gegner wählen, als ihren Candidaten mit Hülfe der Deutschen durchsetzten. Anders stellte sich die Sache bei den Reichstagswahlen des zweiten Kreises im Jahre 1881. Seit 1867 hatte der Wahlkreis Flensburg-Apenrade in deutschem Sinne gewählt. 1881 entfalteten die Dänen eine sehr rege Agitation, so dass es ihnen gelang, ihren Candidaten, den in Flensburg sehr beliebten Redacteur Johannsen, zur Stichwahl mit dem nationalliberalen Amtsrichter Francke in Berlin zu bringen und in der Stichwahl durchzusetzen. Gross war der Jubel der dänischen Partei wie auch der gesammten Kopenhagener Presse, die hieraus Capital zu schlagen suchte und aussprach, die deutschen Schleswiger hätten angefangen, zu erkennen, wie viel besser es unter der Dänenherrschaft gewesen wäre, und sie kehrten jetzt allmählich zur dänischen Fahne zurück. In Flensburg aber wusste man recht gut, dass eine derartige Stärkung der dänischen Partei nicht stattgefunden, sondern dass dieselbe nur durch deutsche Hülfe den Sieg errungen, indem ein Theil der Conservativen und Socialdemokraten in der Stichwahl, durch Parteileidenschaft verblendet, den Dänen gewählt hatte. Wenn aber etwa diejenigen Conservativen, die für Johannsen gestimmt, geglaubt hatten, einen Mann zu wählen, der ihren Anschauungen näher stand als Francke, so mussten sie bald erkennen, dass sie in einer argen Täuschung befangen gewesen; denn Johannsen wurde Hospitant bei den Secessionisten und ebenso Lassen, den der erste Wahlkreis nach einem erbitterten Kampf zwischen Ultras und Gemässigten in den Reichstag gewählt hatte. Die Ultras hatten den Tabakfabrikant Junggreen in Apenrade aufgestellt. Lassen, ein Bauer auf Alsen, hatte den heimathlichen Kreis Sonderburg ganz auf seiner Seite, während im Kreise Hadersleben eine äusserst heftige Agitation für und gegen ihn stattfand. Das Ende war, dass lassen in der Stichwahl gegen Junggreen gewählt wurde. Der nordschleswigische Bauer, der seit Jahrhunderten als freier Eigenthümer auf seinem Hofe sitzt, wie die Bewohner der deutschen Marsche, zeigt ein stark ausgeprägtes Standesbewusstsein und sieht vielfach auf die Beiwohner der kleinen Landstädte berab. En "Cigarrendreher", wie geradezu gesagt wurde, war ihm daher als Abgeordneter nicht recht. Die Ultras hatten mit der Aufstellung eines Städters, der obendrein im Wahlkreise nicht heimisch war, einen Fehler gemacht. Alles wirkte zusammen, um den Einfluss der Ultras, die noch wenige Wochen vorher bei den Landtagswahlen das Uebergewicht im Kreise Hadersleben gehabt hatte, zu schwächen. 

Bei den Landtagswahlen des Jahres 1882 wurden Lassen und Hörlyk wiedergewählt, ohne dass der Streit über den Eid zum Austrage kam; jener leistete den Eid, dieser verweigerte ihn. Ausser in der Eidesfrage unterscheiden sich auch die beiden Richtungen in ihrem Verhalten zu den Deutschen und der Regierung. Die Ultras sind weit schrosser und fanatischer, sie streben sogar danach, den geschäftlichen Verhehr mit Deutschen abzubrechen und betrachten auch wohl ein persönlich-freundliches Verhältniss zu einzelken Deutschen als vom Uebel.

Augenblicklich haben die Ultras ausserordentlich an Macht gewonnen. Der Grund liegt in einer hochgradigen Aufregung, die sich der Bevölkerung bemächtigt hat. Die Dänen unternahmen diesen Sommer mehrere grosse politische Demonstrationen; zunächst setzten sie eine Tour nach dem westlichen Jütland ins Werk, an der etwa 2000 Personen sich betheiligten, den Behörden gegenüber eine Vergnügungsreise, in Wirklichkeit aber nichts als eine politische Demonstration; dann machten einige hundert junge Mädchen eine ähliche Tour nach Kopenhagen, als "unterdrückte Südjütinnen" natürlich. Die regierung, die lange Jahre die Dänen mit ausserordentlicher Milde behandelt hatte, begann aber nun energisch einzuschreiten. Dänische Staatsangehörige (Optanten), die selbst oder deren Familienmitglieder an diesen Demonstrationen theilgenommen hatten, wurden in nicht geringer Zahl ausgewiesen; andere, die an den Protestzeitungen arbeiteten, erhielten die Aufforderung, ihre Thätigkeit aufzugeben oder das Land zu verlassen. Anklagen und Verurtheilungen erfolgten wegen Singens verbotener Lieder, Tragens dänischer Farben u. dgl. Lehrer und Gemeindevorsteher, die sich compromittirt hatten, wurden abgesetzt; ein schwedischer Consul, der als Hauptagitator thätig war, verlor durch Einschreiten des Auswärtigen Amts seine Stellung. Hatten die Demonstrationsreisen schon eine gewisse Erregung unter der Bevölkerung hervorgerufen, so wurde diese durch das scharfe Vorgehen der Regierung und zwar ganz besonders durch die Ausweisungen ausserordentlich gesteigert. Die Zahl der Optanten ist so gross, dass die meisten dänischen Familien unter diesen eine Reihe von Verwandten und Freunden haben; alle diese sehen sich nun vor der Gefahr der Ausweisung, wenn sie sich nicht politisch gänzlich ruhig verhalten haben und verhalten werden. Nicht minder gross aber als die Gereiztheit der Dänen ist in Nordschleswig die Freude der Deutschen, die oft genug unter den Uebermuth der Dänen haben leiden müssen, jetzt aber endlich erkennen, dass die Regierung derartiges zu dulden nicht mehr gewillt ist.

Die veränderte Stimmung hat sich auch deutlich in dem Ausfall der diessjährigen Reichstagswahlen gezeigt. Im zweiten Kreise, Flensburg-Apenrade, gelang es den Deutschen durch einmüthiges Zesammengehen und einigung aller Parteien auf einen gemeinsamen Candidaten, den Wahlkreis den Dänen wieder abzunehmen. Im ersten Kreise, Hadersleben-Sonderburg, begann unter den Dänen der Streit zwischen Ultras und Gemässigten wieder, während die Deutschen hier ihre alte Einigkeit zeigten und zum ersten Male einen grösseren Wahlaufruf mit über 500 Unterschriften erliessen. Den Ultras kam die Aufregung der Bevölkerung zu gute; Lassen verlor im Kreise Hadersleben einen grossen Theil seiner Stimmen, und auch der Kreis Sonderburg zeigte sich für Junggreen günstiger als 1881, so dass der letztere Lassen mit etwa 200 Stimmen mehr schlug. In der Stichwahl zwischen den beiden dänischen Candidaten - auf den deutschen waren nur 25 Procent der abgegebenen Stimmen gefallen - wurde Junggreen gewählt, indem vor der Wahl zwischen den beiden Richtungen vereinbart war, bei einer Stichwahl nur für den zu stimmen, der in der ersten Wahl die meisten Stimmen erhalten hätte; beide Parteien hatten erkannt, wie gross die Gefahr einer Spaltung sei und suchten auf diese Weise eine Vertiefung des Streites zu verhindern.

Die extreme Richtung hat damit für den Augenblick den Sieg davongetragen; indess ist es wohl nicht zweifelhaft, dass die dänische Bevölkerung nach wieder auf die andere Seite sich hinüberneigen wird; denn Wünsche nach einer Vertretung im Landtage durch einen Mann, der den Treueeid ablegen will und an den Arbeiten des Hauses theilnehmen kann, werden immer wieder laut werden, und die Menge wird endlich zu der Einsicht gelangen, dass eine protestirende vertretung immerhin nützlicher sei, als ein Protest durch Nichtvertretung.

Der Ursprung der deutschen Partei under der dänisch redenden Bevölkerung liegt weit zurück in der Zeit. Als die schleswig-holsteinische Bewegung begann, wurde im Norden der Kern derselben von den Beamten gebildet, die auf deutschen Universitäten studiert hatten. An diese schlossen sich auf dem platten Lande zunächst die Kreise an, die mit ihnen in näherem Verkehre standen, man möchte sagen, der nordschleswigische Grossgrundbesitz - ein Ausdruck, der indess nicht zutreffend ist, da ausser in Sundewitt und auf Alsen grössere Güter sich hier kaum finden. In den Städten war natürlich die Einwirkung der Beamten am grössten, die Schule war ausserdem deutsch, Handelsverbindungen mochten das Ihrige dazu beitragen, dass ein Theil der Kaufleute sich mehr nach Deutschland als nach Dänemark hingezogen fühlte. Mancher Handwerker hatte auch als Geselle lange in Deutschland sich aufgehalten und dort Sprache und Sitte liebgewonnen. Das alles hat die Städte zu den Brennpunkten des Deutschthums gemacht. Dass bei der Landbevölkerung die Idee eines selbstständigen Schleswig-Holsteins so wenig Eingang gefunden das haben die Träger dieser Idee selbst verschuldet. Während die Sprache Nordschleswigs dänisch war, war in Gericht und Verwaltung die Sprache deutsch. Dieses Verhältniss wollten die Schleswig-Holsteiner aufrecht erhalten, zu einer Gleichstellung der Spracnen wollten sich ebenso wenig verstehen wie de Eiderdänen, die den Deutschen ihre Sprache aufdrängen wollten. Als Fremde standen die Beamten der ländlichen bevölkerung gegenüber, während dänische Agitatoren zum Hass gegen die Deutschen reitzten. So kam es, dass sich ein gesunder Particularismus, auf Gleichberechtigung der Nationalitäten basirend, dort nicht entwickeln konnte, und dass der grösste Theil der Nordschleswiger schon vor 1848 der schleswig-holsteinischer Bewegund und damit dem Deutschthum feindlich gegenübertrat. Und doch wäre es damals leicht gewesen, den Norden zu gewinnen, denn die meisten Dänen damaliger Zeit wollten gar keine Vereinigung mit Dänemark, sondern nur nationale Gleichberechtigung in einem selbständigen Schleswig oder Schleswig-Holstein. Es war ein Unglück für die Schleswig-Holsteiner, dass nur das halbe Schleswig ihnen gehörte, denne Dänemark wollte und konnte Nordschleswig nicht aufgeben; man wusste in Kopenhagen, dass dieser Theil von schleswig der Bewegung feindlich gegenüberstand und sich zu Dänemark neigte, und bald brach sich dort die Ueberzeugung Bahn, dass eigentlich ganz Schleswig dänisch sei. Nach dreijährigen Kampfe bekam Dänemark die Herrschaft, und damit begann ein Sysem der Rache, welches alles Deutsche in Nordschleswig zu vernichten suchte. Schleswig wurde eine dänische Provinz - im altrömischen Sinne - un der dänische Beamte eine derartige Willkürherrschaft ausüben konnten, dass sogar viele Dänen nicht damit einverstanden waren. Schleswiger, und vor allem deutsche Schleswiger, waren von Aemtern fast ganz ausgeschlossen. Dann kam 1864 und die Befrieung von der Dänenherrschaft. Was in Nordschleswig deutsche gesinnung hegte, war augustenburgisch, und auch die annexion 1866 veränderte zunächst wenig in den Gesinnungen. Die Dänen jedoch erhoben jetzt wieder kühner ihr Haupt, da der fünfte Artikel des Prager Friedens ihnen bessere Hoffnungen gab, während die deutsche partei im steten Kampf mit den Dänen sich allmählich daran gewöhnte, die preussische regierung als ihren Bundesgenossen zu betrachten. Nur in denjenigen Gegenden gemischter Bevölkerung, wo die Dänen ein sicheres Uebergewicht hatten, kamen politische Partei-Unterschiede zur Geltung; wo die Dänen die Mächtigeren waren, drängte der nationale Gegensatz bei den Deutschen alle anderen Rücksichten in den Hintergrund. In allen Städten hat die deutsche Partei allmählich das Uebergewicht erlangt. Die Zahl der bei den Wahlen abgegebenen dänischen Stimmen hat sich stets vermindert in den Städten wie auf dem Lande, während die deutsche Stimmenzahl langsam, aber fortwährend gewachsen ist. So wurden 1867 im 1. Wahlkreise 15,744 dänische Stimmen abgegeben, 1884 dagegen nur 8375, 1871 in Schleswig überhaupt 21,143, 1884 aber nur 12,447. Die Zahl der deutschen Stimmen im Wahlkreis Hadersleben-Sonderburg stieg von 1676 im Jahre 1871 auf 2765 beit den letzten wahlen, von 11 procent der abgegebenen Stimmen auf 25 Procent. Dabei ist zu beachten, dass im dänischen Sprachgebiet die Zahl der wahlberechtigten überhaupt fortwährend im Sinken ist. Diese Abnahme trifft die dänische Partei allein. Die Auswanderung aus Nordschleswig ist bedeutend und hat ganz besonders ihren Grund in der Furcht vor dem dreijährigen Militärdienst. Die jungen Leute wissen, dass im Nachbarlande die Dienstzeit nur 10-16 Monate beträgt, hier dagegen drei Jahre. Die folge ist, dass der allergrösste Theil der Militärpflichtigen auswandert, nach Dänemark oder Amerika. Vor 1870 und noch eine reihe von Jahren nachher gingen die Militärpflichtigen meist nach Dänemark, dienten dort ihre Zeit ab, oder wurden cassirt, und kehrten dann als dänische Staatsangehörige nach Hause zurück. Daher ist auch in diesen Gegenden die Zahl der Optanten so überaus gross.

Ein derartiges Verfahren wird aber jetzt von der regierung nicht mehr geduldet: wer aus dem Lande geht, muss jetzt ausser Landes bleiben. Es fehlt also der dänischen Partei ein Ersatz zur Ausfüllung der Lücken, die durch Tod und Auswanderung in ihre Reihen gerissen werden. Die Zuhanme der dceutschen Stimmen hat zunächst darin ihren Grund, dass von den Deutschen viel weniger junge Leute fortgehen, so dass wirklich eine natürliche Vermehrung stattfindet, ferner darin, dass die Einwanderung, die zwar nicht gross ist, durchweg von Süden kommt. Dass Männer aus dem dänischen in das deutsche Lager übergehen, kommt nicht oft vor, am häufigsten mag es noch sein, dass junge Leute aus dänischer Familie, die ihre Militärzeit abgedient haben, deutsche Sympathien zeigen, und dass dann auch ihre Väter mit den Verhältnissen sich aussöhnen. Denn die dreijährige Dienstzeit ist ein Hauptanstoss für die Dänen. Ist dieser erst überwunden, so ist eine Versöhnung schon leichter möglich.

Wie nun in der Zukunft dort im Norden die Verhältnisse sich entwickeln werden, das zu sagen ist schwer, und ein Versuch, eine derartige Frage zu beantworten, ist nur unter der Voraussetzung möglich, dass Nordchleswig ein Theil Deutchlands bleibt. Die Dänen allerdings hoffen stets auf eine Abtrennung von Deutschland durch einen französich-russischen Krieg und suchen oft genug im Verein mit der Kopenhagener Presse die Blicke Europa's auf sich zu lenken, ja sie scheuen sich sogar nicht, bei gegebener Gelegenheit (wie om Spätsommer 1883 in Kopenhagen) an hochstehende Personen sich direkt zu wenden. Bei einer Fortdauer der jetztigen politischen Verhältnisse ist es sicher, dass plattdeutsche Sprache und damit deutsche Gesinnung den ganzen Norden schleswigs im Laufe der Zeiten erobern wird; indess würden darüber zu lange Zeiträume vergehen, als dass man diesen Umstand in Betracht ziehen dürfte. Zunächst werden aber die Städte mehr und mehr deutsch, nicht bloss en Bezug auf nationale Sympathien, sondern auch in der Sprache; jedoch nicht plattdeutsch, sonder hochdeutsch, wie es die Schule lehrt und wie es die Sprache der Intelligenz und der Beamten ist, wird die künftige Sprache der Städte sein. Bis die Landbevölkerung aber deutsche Gesinnungen annimmt, darüber werden, obwohl der von der Regierung eingeschlagene Weg (Germanisirung durch die Schule, Unterdrückung der Agitation, Verhinderung weiterer Vermehrung der Optanten) der einzig richtige ist, doch Generationen vergehen. Solange nicht die Schule bewirkt, die Bevölkerung also zweisprachig wird, und solange die Furcht vor dem preussischen Militärdienst nicht überwunden ist, solange wird die Landbevölkerung in der Opposition bleiben.

(Allgemeine Zeitung. 27. december 1884)

Hans Andreasen Krüger (1816-1881) fra Bevtoft Kro, Bevtoft Mølle og et landbrug blev 1847 medlem af den slesvigske stænderforsamling. Siden martsdagene 1848 organiserede han sammen med Laurids Skau nordslesvigske bønders modstand mod slesvig-holstenerne og bistod under Treårskrigen 1848-51 den danske hær. Mellem krigene repræsenterede han de dansksindede i Notabelforsamlingen, stænderforsamlingen og rigsrådet. I 1860 stemte han i stænderforsamlingen for fortsat forbud mod bøger med "statsopløsende" indhold. Senere på året stemte han imod eksklusionen af Thomsen-Oldensworth af Rigsrådet. Han var fængslet under Krigen i 1864 og igen i 1870. I 1867 blev han valgt som repræsentant for Nordslesvig til Den Grundlovgivende Nordtyske Rigsforsamling, senere til Rigsdagen i Berlin og 1867 valgt til den preussiske landdag.

30 august 2023

Sadelmagerarbejdet paa Ladegaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Sadelmagerne have gjennem et Udvalg af Mestre og Svende anket over, at der paa Ladegaarden forfærdigedes Madratser til St. Hans Hospital uden at være udbudte til Licitation, og at der gjennem Kvartermesteren er udført privat Arbeide. I denne Anledning henviser Magistraten til 4. Afsnit af Planen for Kjøbenhavns Fattigvæsen, særlig § 46: "Findes Fattigvæsenet Fordel ved, til Udsalg eller til Brug hos sig selv, at give sit spundne Garn eller andre Varer videre Forædling ved Vævning og deslige, gjør det dertil de fornødne Anlæg; dog vogter det sig i den Henseende for at begynde med altfor vidtløftige eller kostbare Anlæg. Hellere gaar det frem fra det Mindre til det Større, efterhaanden og forsigtigen; altid dog med Hensyn til, at intet mangler, for at sætte arbeidsføre Hænder i nyttigst Arbeide", og § 47: "Alt slags Fabrik- og Haandarbeide for Fattigvæsenets Regning, eller for andre efter Akkord, foretages og udføres under dets Tilsyn og Bestyrelse, almindeligen i Fattigvæsenets offenlige Arbeidshuse." Hertil slutter sig for Arbejdsanstalten paa Ladegaardens Vedkommende Kancelliskrivelse af 4. Juni 1833, kommuniceret ved allerhøieste Resolution af 29. Mai f. A., angaaende denne Anstalts Indretning, i hvilken det hedder i § 2, "at Ladegaardsindretningen skal vedligeholdes som et Arbejdssted, hvor Fattigvæsenet kan give arbeidsføre Trængende stadig og hensigtsmæssig Beskæftigelse, og at der til den Ende skulde indrettes saa mange forskjellige Beskæftigelsesmaader, som Omstændighederne tillade, og som kunne sætte Fattigvæsenet i Stand til at benytte de i Indretningen optagne Individers Arbeide paa fordelagtigste Maade efter den Arbeidsdygtighed, de medbringe, hvorhos Fattigvæsenet fornemmelig bør stræbe, saa vidt muligt, selv der at lade forarbeide alle dets Forbrugsartikler, og tillige søge at træffe Overenskomster med andre offenlige Indretninger om Leverance af de til disses Bedrift nødvendige Gjenstande, samt endelig, for saa vidt tilstrækkelig Beskæftigelse ikke paa disse Maader kan forskaffes de Individer, der ere anbragte i Indretningen, tabe arbeide til Afsætning, hvorved det dog, saa meget som muligt, bør undgaas at gaa Ind paa de næringsdrivende Borgeres Erhverv", og i § 3, "at den administerende Direktion for Fattigvæsenet maa, om den finder det hensigtsmæssigt, etablere et Udsalgsted i Byen for de ved Ladegaardsindretningen tilvirkede Produkter".

Det fremgaar heraf, at Magistraten er pligtig til, saa vidt mulig, i Anstalten at lade forarbeide, hvad den behøver til sit eget Brug, men at den ved Siden heraf ogsaa kan lade Arbeider udføre saavel for Fattigvæsenet i Almindelighed som for Kommunen, ligesom den ogsaa kan paatage sig Arbeider saavel for andre Institutioner som for Private og endog etablere et Udsalg og altsaa afhænde de i Anstalten tilvirkede Arbeider til alle og enhver, altsaa uden foregaaende Bestilling. Det fremgaar heraf, at Besværingen hviler paa Mangel paa Kundskab til de Normer, der ere bindende for Administrationen, og paa hvilke den hele Arbeidsvirksomhed paa Anstalten hviler, og Klagen maa saaledes afvises som ubeføiet. Da Klagen imidlertid særlig fremhæver det Arbeide, der er fuldført for St. Hans Hospital, hvilket skal være St. Johannes Stiftelsen i Ryesgade, oplyser Magistraten, at Anstalten for denne har paataget sig Syning og Stopning af 632 Hvømadratser, 275 Under- og Hovedmadratser med Krølhaar, 50 Hovedmatratser med do, 53 Madrasser med vegetabilske Krølhaar, 38 do. med Skraa- og Fodpuder til Børnesenge og 250 do. stoppede med Hø, hvorfor Arbeidslønnen er  kalkuleret til 2254 Kr. 30 Øre. Af Madratserne er en betydelig Del færdige, men hvorvidt det hele Parti kan forarbejdes paa Anstalten, vil bero paa, naar nævnte Stiftelse har Anvendelse for hele Partiet, samt paa, hvorvidt den fornødne fyndige Arbeidskraft vil være til Stede. Foruden anførte Madratser har Anstalten ogsaa paataget sig at udføre en Del Snedkerarbeide, navnlig Skabe, Skrivepulte, Skriveborde, Borde, Træstole, Servanter, men alle Møbler kunne ikke forfærdiges samme Steds, og Jernsenge samt en Del Stole ere udbudne til Haandværkere. Endvidere har Anstalten paataget sig at levere noget Blikkenslager- og Bødkerarbeide samt Syarbeide til nævnte Stiftelse, men af uldne og linnede Varer har Anstalten kun leveret den mindre Det, hvorimod den betydeligere Del er udbudet ved Licitation. Anstalten har derudover leveret uldne og linnede Varer samt Møbler til enkelte Afdelinger under Kommunen og enkelte offentige Institutioner, men til Kommunen har den langt fra leveret, hvad denne har havt Anvendelse for, saaledes navnlig ikke til Skolevæsenet, der dog i de senere Aar har ladet en Række Skolebygninger opføre, hvorimod Internatet tildels er blevet monteret fra Arbeidsanstalten, og dette ligger i, at Anstalten gar Vanskelighed ved til given Tid at paatage sig større Leverancer, idet disse altid maa modtages med Forbehold paa Grund af den vekslende og til visse Aarstider indskrænkede Befolkning. Det er under disse Forhold ofte vanskeligt at faa Arbeide fra Kommunen og andre Autoriteter, og da de i Anstalten værende Haandværkere helst vedblivende bør beskæftiges med det af dem lærte Haandværk, har det været nødvendigt at modtage Bestillinger fra Private. I 1883 er der til Private afsat: Snedkerarbeide for 2058 Kr., Trædreierarbeide for 236 Kr., Sadelmagerarbeide for 191 Kr , Malerarbeide for 19 Kr., Smedearbejde for 16 Kr., Blikkenslagerarbeide for 24 Kr., Skræderarbeide for 103 Kr., Arbeidsløn af Fitlsko for 335 Rr., øvrigt Skomagerarbeide for Funktionærerne for 710 Kr., Bogbinderarbeide for 300 Kr.. Uldkartning for 176 Kr., solgt uldne Varer for 73 Kr., solgt linnede do. for 344 Kr., solgt Bomuldsvarer for 2444 Kr. Af disse Beløb ses det, at Anstalten kun er gaaet meget lidt ind paa Borgernes Erhverv, idet Indtægten i hver Branche er saa ringe, at en Mester ikke kan leve deraf, og der er saaledes taget det mest mulige Hensyn til Paalæget i den nævnte kgl. Resolution. Det fremhæves derhos, at de producerede Ting ikke ere billigere, i alt Fald kun meget lidt billigere end de, der frembringes af private Haandværkere, fordi de paa Anstalten indbragte Arbeidere, af hvilke mange paa Grund af det af dem førte tidligere Liv ere sløvede saavel i legemlig som Aandelig Henseende, anvende langt mere Tid til et Stykke Arbeide end de private Haandværkere, hvorved Prisen paa de færdige Varer uagtet en billig Arbeidsløn omtrent ækvivalerer med private Mesteres Arbeider. Til Slutning giver Magistraten en Fremstilling af, hvorledes Arbeidsvirksomheden paa Ladegaarden har udvidet sig, og den udtaler endelig, at den i Mandfolkeafdelingen altid har en Vanskelighed at kæmpe med, nemlig den overordenlig vekslende Befolkning samt den Omstændighed, at naar Belæggelsen er størst, er det Arbeide, der kan faas, ringe, medens man omvendt, naar Belæggelsen er mindre stærk, kan have Vanskelighed med at faa præsteret, hvad man har paataget sig, Omstændigheder, over hvilke Magistraten ikke er Herre, men som mere end alt andet udelukker Fattigvæsenet fra i nogen betydelig Grad at lade Arbeidsanstalten overtage privat Arbeide eller gribe ind paa den private Industris Omraade, og saaledes vise, at den af Fagforeningen udtalte Bekymring for, at et saadant vil ske, maa karakteriseres som ugrundet.

Sagen skal paa Mandag forhandles i Borgerrepræsentationen.

(Nationaltidende 19. december 1884).

St. Johannes Stiftelsen. Illustreret Tidende nr. 30, 26. april 1885.

Vand og Kloak i Nakskov. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Nakskov skrives der Nakskov Kloak- og Vandværk, til os den 11. som blev paabegyndt ifjor ved denne Tid, men hvoraf de vigtigste og vanskeligste Arbeider, nemlig Udgravningerne og Lægningen af det Rørnet, som nu gjennemkrydser den største Del af Byen, ere udførte i Løbet af Sommeren, er i disse Dage afleveret af de nedkommende Entreprenører. Kloakværket har vel allerede virket i flere Maaneder, og Vandværket, som begyndte sin Drift den l. November, har fra den Tid været i fuld Virksomhed, men først nu ere alle de Prøver, som Anlægsingeniøren, Inspektør Ambt fra Kjøbenhavn, har ladet foretage for at godtgjøre Arbejdets kontraktmæssige Udførelse, afsluttede og Anlæget derfor overgaaet til Byens Drift. Efter alt at dømme, er det et Værk, som alle Parter kunne være fuldstændig tilfredse med. Ikke alene ere de til Værket hørende Bygninger, Vandtaarnet midt Byen og Vandværksbygningen ved Nybro, en Pryd for Byen, men selve Anlægets Nødvendighed godtgjort ved den Tilslutning, det allerede nu har faaet, idet af Byens c. 550 Ejendomme omtrent de 450 have faaet indlagt Vandledninger. Af industrielle Anlæg benytter Byens 2 største Bryggerier Vandværkets Vand, uden hvilket de sandsynligvis i dette vandknappe Efteraar havde maattet stanse eller indskrænke deres Drift. I Puggaard og Hages Maltfabrik bliver der i disse Dage indlagt en større Ledning for at sikre dette Etablissement mod Vandmangel. Vandværket er ogsaa stort nok til at tilfredsstille baade det nuværende Behov og endnu større fremtidige Fordringer, da 4 Timers Pumpning for Tiden stadig holder fuldt Tryk i Beholderen i Taarnet, og Ledningerne ere tilstrækkelig store til at føre Vandet rundt i Byen. Trykprøver af alle Brandhanerne vise, at Vandet i Byens Centrum føres op til en Høide af c. 84 Fod og i Udkanterne af Byen til c. 78 Fod over dagligt Vande i Nakskov Havn. Sprøiteprøver have godtgjort, at en Slange fra en enkelt Brandhane kan føre Vandet med tilstrækkelig Kraft i de nødvendige Høider. For Brandvæsenet vil Anlæget selvfølgelig have stor Betydning, idet man i Ildebransstilfælde nu altid vil have Vand fra Brandhanerne i Nærheden og derved undgaa den Forvirring, soet Vandets Tilførsel ved førspændte Sluffer tidligere bragte i Slukningsarbeidet, ligesom ogsaa det rene Vand vil forhindre Sprøiternes Tilstopning, hvad der tidligere saa hyppig hændtes. I sanitær Henseende paaregnes endnu større Fremskridt; de indtil 14 Fod dybt liggende Kloakledninger føre hurtig Spildevandet bort til Pumperne, som løfte det over til de Arealer i Saunsøvig paa den Byen modsatte Side af Fjorden, hvor det straks fordeler sig ved de der unfer Anlæg værende Overrislingsvolde. De 3 Tommers Drainledninger, som overalt ere nedlagte samtidigt med Gadeledningerne, føre alt Grundvandet til de nærmeste Kloakbrønde. Som Følge af, at det overalt i Byen, hvor Kloakledningen føres til Udpumpningsmaskinerne, er tilladt at benytte Vandklosetter, er man nu befriet for de Ulæmper, som følge med baade Grube, og Tøndesystemet. Hensigtsmæssigheden og Gavnligheden af delt nye System er allerede almindelig anerkjendt, hvad der viser sig ved, at ikke faa Private have ladet Kloakindlæg indføre paa deres Eiendomme dels til Benyttelse af Husklosetter, dels til Gaardklosetter. Navnlig de sidste synes at vinde Tilslutning, og man ser mange, selv smaa Eiendomme, som have forsynet sig dermed. Omkostningerne ved saadanne Anlæg lægge heller ingen synderlige Hindringer i Veien selv for Smaakaarsfolk, thi Kommunen yder Laan til enhver, der ønsker det, baade til Vand og til Kloakindlæg imod 8 Aars Afbetaling, idet det forventes, at denne Imødekommen vil forøge Tilslutningen og derved, ligesom ved vort Gasværk, hvor det samme Princip har været bragt i Anvendelse, bidrage til at forøge hele Anlægets Rentablitet. Efter den store Tilslutning, Foretagendet allerede har mødt, er der alt nu Udsigt til, at Anlæget vil forrente sig, og Tilstedeværelsen af Vandværket vil forhaabentlig snart frembringe nye Industrigrene, som Byen hidtil paa Grund af Mangelen paa brugbart Vand har maattet savne, og derved bringe forøgede Indtægter. Vand- og Kloakværkets 4 Maskiner drives med Gas, der her i Byen til Maskinbrug leveres for 2 Kr. 50 Øre pr. 1000 Kubikfod. Udgiften til Gas til Vandværksmaskinerne andrager for Øieblikket 1 Kr. 75 Øre pr. Døgn. Under et stærkt Regnskyl og Tøbrud for nogle Dage siben, hvor begge Kloakpumperne vare i Gang fra Kl. 6 Morgen til Kl. 12 Midnat, var Udgiften til Gas 5 Kr. 60 Øre. - De fortrinlige Gasmaskiner, som ere leverede af Firmaet Tuxen & Hammerich her i Byen, have ogsaa deres Del i, at Gasforbruget er saa ringe, idet de, der vare paaregnede at arbeide med et Forbrug af 35 Kubikfod Gas pr. Hestekraft i Timen, ikkun bruge 31 Kubikfod. Efter Forlydende antages der anlagt et mindre Pumpeværk til Bortførelse af Spildevand i den vestlige Udkant af Byen.

(Nationaltidende 15. december 1884)


Fotograf Johanne Birkedahl, ca. 1890: Vandværket ved Nybro til højre, til venstre Bøtterns Gård. Fra Nakskov Købstads historie, bind 3, 1936.

I 1882 henvendte Nakskov byråd sig til viceinspektør Ambt i København. Han angav de dårlige afløbsforhold som årsag til byens store Sygelighed, fx koldfeber (Lollandsfeber), difteritis, diarre og gastrisk feber. Alt skident vand fra køkkener, pissoirer, stalde, Slagterier mv endte i rendestenene og åbne grøfter. I gårdene sank spildevand i jorden og forurenede grundvandet. Han foreslog derfor et højtryksvandværk og kloakværk med oppumpningsstation og udløb på Saunsøgårds jorder der herved nød godt af det gødningsrige kloakvand. Byrådet blev forfærdet over Ambts redegørelse, og fik bygget et Vandværk til 140.000 kr. og et kloakværk til 170.000 kr. Fra et bassin i Indrefjorden (nuværende yderste firkantede bassin) førtes det via en ledning til Vandværket ved Nybro og derfra op i vandtårnet i Tilegade. Værkets endelige pris blev 272.000 kr. Overfladevandet i Indrefjorden viste sig imidlertid stærkt inficeret. 

Vandtårnet i Tilegade i Nakskov. Opført 1884 og forhøjet i 1923. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2025.

Byrådet måtte i 1886 ofre nogle hundrede kroner til rensning og årlig vedligeholdelse af brøndene. Steins Laboratorium betegnede vandet var så slet og usundt at man ikke burde tillade at det brugtes til drikkevand og madlavning. Især om sommeren, men også i isvintre havde vandet en afskyelig lugt og en ubehagelig smag og vrimlede af vegetabilsk og animalsk "utøj". De nye filtre hjalp ikke. I 1895 erkendte byrådet at Indrefjordsvandværket var en fiasko. Man gav sig i stedet til at bore efter vand rundt om byen, og i 1897 fandt man en god vandåre i Branderslev. I 1898 byggedes en pumpestation her og anlagde et vandværk der blev indviet i 1900. Denne gang sikrede det rent vand. Vandtårnet blev forhøjet og forsynet med en større beholder.

Dømt fra Livet for Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Overretten har if "D. n. T." afsagt Dom i en fra Salling Herreds Extrarel indanket Sag, hvorunder Arrestanten Rasmus Larsen tiltaltes for med Overlæg at have dræbt sit 5 Maaneder gamle Barn. Arrestanten indgik i 1883 Ægteskab med en Kvinde, med hvem han forud havde et Barn, og som den 20de Januar d. A.fødte det her under Sagen omhandlede Drengebarn. I sidstafvigte Foraar bosatte han sig med sin Hustru og deres to Børn paa Aastrup Mark, hvor han ernærede sig som Daglejer. De levede i meget trange Kaar, og ofte, naar Arrestanten ikke vilde bestille noget, jagede han sin Hustru ud for ved Betleri at skaffe det fornødne.

Lørdagen den 28de Juni d. A. gik Arrestanten til Faaborg for at søge Lægehjælp til det fornævnte yngste Barn, som led af Udslæt, i hvilken Anledning hans Hustru havde medgivet ham en Flaske til Medicin. Han traf ikke den Læge, han søgte hvorfor han overnattede i Faaborg og den 29de om Morgenen gjorde han paany et Forsøg paa at faa Lægen i Tale. Da dette ikke lykkedes, besluttede han at dræbe Barnet, idet han. der følte sig trykket af sin daarlige økonomiske Stilling, mente, at naar han og hans Hustru var fri for at passe dette Barn kunde de bedre ernære sig ved at gaa paa Arbejde. For at iværksætte denne Beslutning kjøbte han paa Faaborg Apothek for 10 Øre Skedevand (Salpetersyre), hvilket han modtog i den medbragte Flaske og bragte til sit Hjem, som han naaede henved Kl. 12 Middag. Han ængstedes ved Tanken om at indgive Barnet Salpetersyre og tøvede dermed, indtil Hustruen omtrent Kl. 8 samme Dags Aften for et Øjeblik forlod deres Stue og bad ham holde Barnet saa længe. Medens han havde Barnet paa Armen, tog han Flasken med Salpetersyren og hældte i den Hensigt, at Barnet skulde synke Salpetersyren og dø heraf, omtrent Halvdelen af Flaskens Indhold i Barnets Mund. En Del af Vædsken faldt paa Barnets Hage, Hals og Bryst; Flasken med deri tilbageværende salpetersyre kastede Arrestanten ud af Vinduet. Ved Barnets Skrig ilede Moderen til og vilde søge Raad hos Nabofolkene. men dette forbød Arrestanten hende, ligesom han afslog hendes Anmodning om at hente en Læge. Den 30te Juni om Eftermiddagen indfandt Distriktslægen sig paa hendes Foranledning, og da Barnet viste sig at være forbrændt af Salpetersyren i hele Mundhulen, paa Læberne, Hagen. Halsen og Brystet, foranledigede han en Undersøgelse indledet. Barnet døde den 4de Juli, og som Resultat af den foretagne Obduktion udtalte vedkommende Læger, al der maa antages at være død af de ved Salpetersyren fremkaldte betydelige Saar udvendig paa Huden i Forening med den mangelfulde Ernæring paa Grund af Ætsningen af Slimhinden i Munden og svælget. Til denne Udtalelse havde det kgl. Sundhedskollegium sluttet sig. Arrestanten, der tidligere er straffet, blev ved Underretsdommen efter Straffelovens § 190 anset med Livsstraf, hvilken Dom Overetten stadfæstede.

(Randers Dagblad og Folketidende 13. december 1884).


Salling Herred lå i Svendborg Amt. Højesteret stadfæstede 2. februar 1885 dommen. Den 7. marts 1885 blev han benådet mod en livstidsstraf i tugthuset.