"Frihed, Lighed og Broderskab". (Efterskrift til Politivennen)

Medens Arbeidsmændene Nilsson, Siøstrøm og Hansen den 29de Januar d. A. arbeidede paa en under Opførelse værende Bygning i Frederiksgade, indfandt flere Arbeidsmænd sig paa Bygningen og bebreidede dem, at de vare indgaaede paa at arbeide paa Bygningen for en Arbeidsløn, der var under den sædvanlige, hvorfor de søgte ved forskjellige Trusler at formaa dem til at forlade Arbeidet. Blandt de Personer, der optraadte paa denne Maade, var Tiltalte, der særlig fremkom med en Yttring, som indeholdt en tydelig Trusel om, at han vilde anvende personlig Vold mod dem, hvis de ikke forlod Arbeidet. De fremsatte Trusler havde dog ikke nogen Virkning, idet de omhandlede tre Personer fortsatte deres Arbeide paa Bygningen. Da de vare færdige med samme for den Dag, forlod Nilsson Arbeidsstedet sammen med Tiltalte og to andre Personer, og medens de gik ned ad Gaden, forsøgte Tiltalte vedblivende at overtale Nilsson til at nedlægge Arbeidet, uden dog at fremkomme med yderligere Truster, men pludselig tilføiede han Nilsson 2 Slag i Ansigtet med Haanden. Slagene vare saa stærke, at Nilsson faldt bevidstløs om, men de medførte dog ikke anden Skade, end at hans Næse kom til at bløde og blev noget ophovnet, hvorhos han følte nogen Ømhed ved Berøring af Overkæbens Fortænder og i den ene Arm, som han i Faldet havde stødt, hvilke Tilfælde snart tabte sig. Tiltalte har forklaret, at, om end det tidligere Passerede forsaavidt gav Anledning til, at han overfaldt Nilsson, som dette Overfald skete under en Ordvexling mellem ham og Nilsson angaaende dennes Forhold med Hensyn til det ovennævnte Arbeide, saa vilde han dog ikke have slaaet Nilsson, saafremt han ikke var bleven forbitret over en af denne under Ordstriden fremsat Yttring, som han antog indeholdt en Hentydning til, at han havde været straffet - hvilket han virkelig har været, idet han er anseet med 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for Vold - og han har benægtet, at hans Hensigt med at tilføie Nilsson den omhandlede Overlast var herved at bringe ham til at nedlægge Arbeidet, og denne Tiltaltes Forklaring fandt Retten ikke tilstrækkelig Føie til at forkaste. Ved Kriminalrettens Dom blev Tiltalte nu anseet efter Straffelovens § 210, jvfr. § 46, og efter dens § 203, med 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Dagens Nyheder 11. april 1885).

"Frihed, Lighed og Broderskab." Da Arrestaanten Hans Peter Christian Hansen omtrent Kl. 6 om Eftermiddagen den 3die Marts i Følge med en anden Person passerede forbi Træskæreriet i Falkoneralleen Nr. 64, hvor den største Del af Arbejderne, efter hvad han havde erfaret, havde nedlagt Arbeidet, medens omtrent en halv Snes Arbeidere, og da navnlig dem, der stod i Forbundt, vare vedblevne at arbeide, og da han her saa, at Snedkerforbundter P., der var ham ganske ubekjendt, stod i Haven foran Fabriken, gav han sig til at udskælde P., navnlig for "Skruebrækker", hvorhos han bibragte ham et Slag i Ansigtet og søgte at trække ham fra Haven ud paa Gaden, alt i den Hensigt at formaa P. til at ophøre med Arbeidet. Herunder var Formanden paa Fabriken kommen tilstede, og da han truede med at hente Politiet, gik Arrestanten ud paa Gaden, men herfra udskældte han atter saavel P. som Formanben for "Skruebrækkere" og yttrede, at han nok skulde træffe dem en anden Gang og give dem nogle Prygl, hvis de vedbleve at arbeide. Arrestanten naaede imidlertid ikke sin Hensigt, idet ingen af de Paagjældende lod sig bevæge til at ophøre med Arbeidet. Arrestanten, der er født i Kjøbenhavn den 23de Mai 1862, havde for Tyveri eller Bedrageri været straffet 4 Gange, tildels inden hans 18de Aar og senest ifølge Kriminalrettens Dom af 13de Marts 1883 efter Straffelovens § 230, 1ste Led, med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage, og han havde derhos som Militair 3 Gange ved Krigsretsdom været anseet med lige Fængsel for Forseelser i Tjenesten. Arrestanten blev nu ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret anseet efter Straffelovens § 210, jfr. 46, efter Omstændighederne paany med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

(Dagens Nyheder 17. april 1885).

Kongens Fødselsdag og Provisoriet. (Efterskrift til Politivennen)

Breve.

Ribe, den 8de Apil.

Kongens Fødselsdag en Folkefest! Hvad kunde fri, fædrelandssindede Borgere i en konstitutionel Stat ønske hellere, end at denne Dag kunde være en Festdag, en rigtig Folkefest, hvor alle samlede sig om skjønne Minder fra henfarne Dage i lykkeligt Samliv mellem Konge og Folk og ønskede Kongen endnu mange Leveaar til Fortsættelse af en Gjerning til Gavn og Velsignelse for Folk og Fædreland. Men det er ikke saaledes i Aar, end ikke i Kjøbstæderne, som vel ellers skal være de Steder, der huser den forholdsvis største Del af den estrupske Politiks Tilhængere. Byerne viser jo i den senere Tid en for alle Frihedsvenner glædelig Fremgang.

En Folkefest? - langt fra! Man ser det strax paa Byens Udsende. Medens i tidligere Tid Dannebrog paa denne Dag vajede fra saa at sige ethvert Hus, kunde man i Aar her i vor lille By gaa hele Geder igjennem og kun træffe nogle ganske faa Huse, som flagede. Flaget savnedes mange Steder, hvor man ellers var vant at se det. Grunden hertil maa maaske nok for manges Vedkommende nærmest søges deri, at man ikke vil udsætte sig for ved Flagning at skulle antages at billige den Politik, som Ministeriet Estrup, der staar som hans Majestæts ansvarlige Raadgiver, fører, og som har sat sin Frugt i Provisoriet af 1ste April 1885 Og kan man finde en saadan Frygt unaturlig? Provisoriet har kostet Estrup mange Tilhængere.

Der er maaske næppe noget Sted i Danmark, hvor man mere har Anledning til at sammenligne Nutid med Fortid, end her i den gamle Kongestad, hvor Slotsvolden daglig minder os om den folkekjære Valdemar, der i de Love, han gav Folket, fastslog den Grundsætning, at den Lov, som Kongen giver og Folket tager ved, maa ingen dømme imod og ingen Konge ophæve uden Folkets Vilie. Det er lidt vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at saa det, der nu er sket, til at rime hermed. Nu har vi jo faktisk ikke saa megen Frihed og Selvbestemmelsesret som den Gang. Det er ogsaa med dyb Alvor, man her har modtaget Budskadet om det saa længe forberedte Provisorium. I de første Dage har man talt derom. Mand med Mand og flere i Flok - men kun mellem Meningsfæller. Imellem grundlovstro Statsborgere og anerkjendte Provisorister undgaar man ligesom instinktmæssig at tale om det skete. Det er, som var der opstaaet en uoverstigelig Kløft mellem disse to Partier - for saa vidt man da endnu kan kalde den lille Højreklike et Parti. Det er ogsaa svært for os Vestjyder at fatte, hvorledes noget Menneske, som vi før i de mindste har agtet og tiltroet ærligt Hjærtelag, kan aabenlyst glæde sig ved det, som enhver grundlovstro og frihedselskende Mand maa betragte ikke alene med den største Harme, men ogsaa med den dybeste Sorg. Over for en saadan Handling er det næsten umuligt andet, end at ogsaa Agtelsen for Menneskeværdet maa gaa tabt. Jeg har i disse Dage talt med mange alvorlige Mænd baade fra Land og By, og jeg er ofte bleven mægtig grebet af den inderlige Bekymring, som deres ofte kun faa Ord og de ret hele Væsen bar Vidne om. Nu taler man næsten ikke mere derom: hvad der alvorligst og stærkest ligger paa Hjærtet, taler Jyderne sjælden ret meget om. Men man mærker ogsaa der bagved en næsten uhyggelig Ro og koldsindig Besluttethed, som fortæller om sejg, jydsk Udholdenhed og Trofasthed i Kampen for den ved Grundloven givne Bevillingsmyndighed, - men som ogsaa indeholder et for Provisoristerne ildevarslende Vidnesdyrd om, at Jyden 

"han go'r ett ind igien
fa' de uhn han haa gjent hen".

at naar først vi kommer "ud aa dar," vi da ved alle de Midler, der staar lovbunden Mand til Raadighed, skal vide at hævde den Ret til Lod og Del i Statsstyrelsen, som Grundloven hjemler Folket, og som et lille reaktionært Parti ikke ustraffet skal have dannet og traadt under Fødder. Vi kan vente Aar, om det skal være, men vor Tid maa komme: Ret og Sandhed maa og skal seire.

(Morgenbladet (København) 11. april 1885).

Den 18. marts 1885 opfordrede Venstre forgæves Christian 9. til at udskifte regeringen. Han kritiserede Folketinget 21. marts 1885 for ikke havde stemt for finansloven. Christian 9. stadfæstede provisoriet den 1. april 1885. Indledning til tiåret 1885-1894 hvor Danmark blev styret vha. provisoriske (foreløbige) finanslove der bemyndigede regeringen til at afholde de nødvendige statsudgifter. Den var kulminationen på forfatningskampen mellem Folketinget og Landstinget hhv. for og imod folketingsparlamentarismen. Danmark blev nu styret via dekreter, baseret på kongen Christian 9.s hævd på sin ret til at udpege ministre på trods af folketingsflertallet. Estrup indledte herefter en hård kurs over for oppositionen der havde den modsatte effekt idet den mobiliserede oppositionens vælgere. Stemmeprocenten ved valget i 1887 satte for eksempel rekord med 76 procent; en rekord som holdt århundredet ud. Valgdeltagelsen var på 20 år mere end fordoblet.

Henning Jensen vs. Scavenius. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Efter at Henning jensen i 1883 opstillede han for Venstre som modkandidat til Scavenius. Sidstnævnte vandt valget juni 1884 med 1384 stemmer mod Henning Jensens 1125. Det glemte Jacob Frederik Scavenius som kirkeminister ikke, og under påskud af at hans udtalelser var forargelige, afskedige han marts 1885 Henning Jensen efter nogle artikler i Politiken:

Sognepræst Henning Jensens Afskedigelse.

Den 25de Juni forrige Aar stillede Sognepræst for Stenmagle og Stenlille Menighed Henning Jensen sig til Folkethingsvalg i Storhedingekredsen mod Kultusminister, Godsejer Scavenius. I Gaar har Kultusminister Scavenius afskediget samme Pastor Jensen fra hans Stilling som Præst i Folkekirken. Fra første Øjeblik, da Pastor Jensen offenlig udtalte sig i Venstreretning, har Kultusministeren vel blot ventet paa Lejlighed til  at afskedige ham. Lejligheden tilbød sig, da Pastor jenseen nylig i "Politiken" har forsvaret den Anskuelse, at Bibelen ikke fordrer, at Borgerne skal adlyde Øvrighedspersoner, der ved at begaa grove Forbrydelser og overtræde de Love, der gjør dem til Øvrigshedspersoner, i Virkeligheden har afsat dem selv som Øvrighed og ikke længere med nogen Ret bærer det Navn; Pastor Jensen har hævdet, at Borgerne, der sætter sig til Modværge mod menederske og lovbryderske fhv. Øvrighedspersoner, netop selv er Lovens Haandhævere og saaledes den rette Øvrighed, og at derfor ogsaa Riffelforeninger, der jo kun har til Hensigt bl. A at organisere Folket til lovlig Nødværge, er fuldstændig forsonlige ikke blot fra et juridisk og moralsk, men ogsaa fra et særlig kristeligt Standpunkt. Kultusminister Scavenius er derimod af den Anskuelse, at naar f. Ex. et dansk Ministerium ved et Provisorium tilsidesælter Grundloven, som det har aflagt Ed paa, og indfører Enevælden, samt lader Militæret skyde paa Enhver, der gjør Modstand, - saa er Ministeriet fra et kristeligt Standpunkt i sin Ret, og Borgerne, der gjør Modstand, er Syndere, ja Oprører imod Gud. Da Sognepræst Jensen offenlig har dristet sig til at opstille en anden Bibelfortolkning end Kultusministerens, har denne ment deri at finde den længe søgte Lejlighed til Afskedigelse.

Sognepræst Henning Jensen er en nidkjær og ualmindelig afholdt Sjælesørger, der har forstaaet at vinde megen Agtelse og Kjærlighed blandt alle dem, han er kommet i Berøring med. Medens han bestandig omhyggelig og paapasselig har varetaget sine Embedspligter, har hans Interesser strakt sig videre end til den snævre Embedsgjerning. I Løbet af de sidste Aar har han af og til deltaget i politiske Møder, og han stillede sig, som sagt, mod Scavenius forrige Sommer. Denne hans Interesse for det offenlige Liv har kostet ham hans Embede; han kunde ikke rolig finde sig i at se Højre vende og dreje Bibelen ved matzenske Fortolkninger for at bruge den som Vaaben i Kampen mod Venstre, - for Kristendommens Skyld nedlagde han en Protest - og blev afskediget af dem, hvem her hjemme Overforsorgen for Religionen er betroet.

Denne Afskedigelse vil vække berettiget Harme over hele Landet, ikke blot blandt alle frisindede Mænd og Kvinder, men hos Alle, der har Noget tilovers for Kristendommen, og som ikte deler Højres Opfattelse: at Kristendommen alene er til for at kunne bruges som politisk Agitalionsmiddel mod Venstre.

Vi drister os til at haabe, at det Onde, der var tiltænkt, vil vendes til det Gode. Om end Pastor Jensen for en kortere Tid kommer ud af Embede, desto lettere vil hans fremragende Dyglighed og Begavelse vide at gjøre sig gjældende. Naar et frisindet Ministerium afløser Ministeriet Estrup, vil man vide at erstatte Pastor Jensen, hvad han har tabt, og at give ham en Stilling, der, mere end Præstegjerningen i Stenmagle, giver ham Lejlighed til at lade alle hans rige Evner komme Fædrelandet til Gavn.

Foreløbig turde man vel kunne gjøre sig Haab om inden ret længe at finde Pastor Jensen i Folkethingssalen.

Rimeligvis vil vi senere yderligere komme tilbage til denne Afskedigelse.

(Folketidenden - Ringsted 31. marts 1885.)

Detaljerne i artiklerne og den efterfølgende debat blev opsummeret i Slagelse-Posten 31. marts 1885. Efter at være afskediget 1885  udgav han 1. januar 1886-1890 ugebladet Enhver sit. I 1922 huskede Henning Jensen selv episoden på følgende måde:

Da Pastor Henning Jensen blev afskediget.

Pastor Henning Jensen opfrisker i "København" nogle Erindringer fra de Estrupske Provisorieaar. Henning Jensen fortæller:

Bladet "Politiken" var begyndt at udkomme. Et Par af mine Præstevenner havde fraraadet mig at skrive i dette Blad, men det gav mig naturligvis netop Lyst til at gøre det. Desuden havde jeg jo lidt Kendskab til Hørup. Jeg husker ikke, om jeg skrev noget i Bladet 1884. Men i Marts 1885 fik jeg et Brev fra "Politiken"s Redaktion, som kaldte mig frem. I "Berlingske Tidende" havde nemlig min Konvent-Broder Thomas Rørdam skrevet en Artikel om den politiske Situation. Han beraabte sig paa Apostelen Paulus Ord i Rom 13.1: "Hvert Menneske være de foresatte Myndigheder underdanig ; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud. Men de Øvrigheder, som er, har Gud bestikket." - Der blev i Ministeriet Estrups Tid holdt en utrolig Mængde Prædikener over denne Tekst, saa det var intet Under, at vi Venstremænd var noget forargede over, at vi saaledes idelig og altid skulde se Paulus fremstillet som en Tilhænger af Estrup. "Politiken" bad mig derfor skrive en Artikel til Svar paa Th. Rørdams Artikel.

Mit Svar stod i "Politiken" for 30. Marts 1885. Det gik kun ud paa, at Øvrigheden er kun Øvrighed i Kraft af Loven. Overtræder den Loven, saa er den ikke mere Øvrighed, saa har den ikke mere Ret til at regere, selv om den har Magt til det. - Denne Betragtning er vistnok alle i vore Dage enige cm. Og selv det daværende estrupske Højre indrømmede, at der var "slaaet en Revne" i Grundloven. Saa vidt jeg husker, var det selve Kirkeminister Scavenius, der ved en vis Lejlighed erklærede, "at der af Magten skulde skabes en ny Ret".

Da jeg i min Artikel havde været saa forsigtig ikke at komme med en eneste direkte Hentydning til den daværende politiske Situation, ikke at nævne et eneste Navn, faldt det mig intet Æjeblik ind, at man vilde eller kunde gøre mig noget for den Sags Skyld. Man kan derfor tænke sig min Overraskelse da jeg den næste Dag, den 31. Marts 1885, aabnede min Postkasse og fik fat i "Politiken". Der stod paa Forsiden med meget store, fede Typer følgende:

"Paa et i Gaar afholdt Statsraadsmøde fik Sognepræst for Stenmagle Henning Jensen sin Afsked".

(Herning Folkeblad - Vestjylland 19. oktober 1922)

Den 2. maj 1885 blev der holdt et arrangement i præstegården hvortil ca. 350 mennesker var mødt op med en takkeadresse. Adressens ordlyd kan læses i Silkeborg Avis 11. maj 1885. En politiassistent var til stede. Han talte for sidste gang i præstegårdens have den 13. september 1885 for ca. 1.000 mennesker. Han flyttede herefter til Virginiavej 9, 5. i København. Der blev klaget over Henning Jensens efterfølger pastor Ryeborg i 1888.

Kort efter sin afskedigelse var han til til stede ved et offentligt møde i Vommevad Forsamlingshus hvortil også politiet var mødt frem. Henning Jensen skulle også have holdt et foredrag, men aflyste pga. politiets tilstedeværelse. Her talte også folketingsmand Trier. I anden halvdel af august 1885 havde kultusministeriet rejst sag imod ham ved provsteretten for at holde altergang i Vommevad Forsamlingshus skønt han var afskediget. Han fik 200 kr. i bøde.

Brygger Jacobsen og Frederiksberg Skytteforening

I en artikel i Social-Demokraten 22. marts 1885 beskyldte en læser kaptajn J. C. Jacobsen (Carlsberg) for indirekte at have befalet arbejderne at indmelde sig i Frederiksberg Skytteforening ved at de ellers ville blive afskedigede, samt at stemme på Højre i den forening. Stemmesedlerne blev herefter udfyldt på kontoret - uden arbejdernes vidende. Under trusel af mulkt på 5 kroner blev de ligeledes beordret tilbage til arbejdet efter afstemningen.

Brygger Jacobsen og Skytteforeningen. Brygger J. C. Jacobsen paa Gl. Carlsberg har i Gaar i et herværende Blad givet et Gensvar i Anledning af den her i Bladet optagne Klage fra en tidligere Arbejder paa Gl. Carlsberg over den Maade, hvorpaa der paa Bryggeriet blev gaaet frem mod Arbejderne under Skytteforeningsbevægelsen. Hr. Jacobsen attesterer deri, at han har indmeldt sine Arbejdere i Skytteforeningen og sendt dem ind til Generalforsamlingen for at aflevere deres Stemmer til Fordel for Højres Forslag. Men Hr. Jacobsen kan ikke lide, at der er bleven talt om Udøvelse af Tvang mod Arbejderne i ovennævnte Anledning, og han siger, at det er en "grov Usandhed", naar noget saadant er bleven paastaaet. Nej, tværtimod; "en saadan Tvang vilde staa i den mest skærende Modsætning til det Hengivenheds(!)- og Tillidsforhold(!), som bestaar mellem mig og mine Medarbejdere", siger han, og fortæller endvidere, at Arbejderne "med Glæde" (!) benyttede hans Tilbud. Hr. Jacobsen søger dog kun at feje for sin egen Dør, idet han paastaar, at han ikke har udøvet nogen Tvang mod Arbejderne. En saadan Erklæring er selvfølgelig uden nogen som helst Værd, naar Tvangen alligevel udøves, nemlig af Hr. Jacobsens nærnæste Underordnede, og naar dette sker, uden at han skrider ind derimod, er en Erklæring af Hr. Jacobsen ikke tilstrækkelig til at afgøre, hvor vidt det er sket med hans Vidende og Billigelse eller ikke. I øvrigt henviser vi til nedenstaaende Erklæring fra vedkommende Arbejder:

- Hr. Redaktør! Foranlediget ved, at Kaptejn I. C. Jacobsen offenlig har betegnet det som "en grov Usandhed", at han ved Trusel om Afskedigelse har tvunget sine Arbejdere til at stemme mod Venstre ved Skytteforeningens Generalforsamling, bedes De optage følgende: Naar der af Direktøren, Inspektørerne eller andre af Arbejdernes Foresatte paa Gl. Carlsberg gives Befalinger eller Tilhold, er det en Selvfølge, at saadanne af Arbejderne betragtes som udgaaede fra Jacobsen, saa meget mere, som denne kun yderst sjældent selv træder i Forbindelse med Arbejderne, og heller ikke, saa vidt jeg ved, har skredet ind mod saadanne Befalinger. De Forhold, jeg har omtalt i min tidligere Artikel, er ikke Usandheder, men faktiske Tildragelser, som ikke lader sig omstøde, og Ingen vil vel benægte, at der udøves en Tvang paa en Arbejder, naar der i et Forhold, som det her omtalte, siges til ham af en Foresat, hvorledes han tør understaa sig i at modsætte sig Direktørens eller Kaptejnens udtrykkelige Ønske.

Hr. Jacobsen anfører endvidere, at det var ham umuligt at kontrollere Arbejdernes Afstemning. Dette var imidlertid ikke umuligt for den Funktionær, der afskedigede de af mig omtalte Arbejdere, som ikke havde villet aflevere de dem fra Kontoret udleverede og med deres Navn underskrevne Stemmesedler. Da denne Funktionær var i Stand til at skaffe sig Underretning i saa Henseende, var det samme næppe uoverkommeligt ogsaa for Hr. Jacobsen.

P. Christensen.

(Social-Demokraten 29. marts 1885)

Mishandling af sin Hustru og Slagsmaal med Politiet. (Efterskrift til Politivennen)

Den 14de December f. A. blev Arrestanten Vilhelm Julius Jensen ægteviet til sin Hustru, med hvem han derefter har samlevet, indtil han den 1ste Februar d A. blev anholdt og Undersøgelse mod ham indledet ved Kriminalretten. I dette Tidsrum har han 2 Gange gjort hende til Genstand for Mishandling; den 1ste Januar d. A. slog han hende saaledes flere Gange med knyttet Haand i Hovedet og Ansigtet, saa at hun i flere Dage bar Mærker heraf, idet hun var misfarvet ved Øjnene og havde Buler i Hovedet. Den 1ste Februar d. A. tilføjede Arrestanten hende paany med knyttet Haand Slag i Ansigtet og i Hovedet, medens de opholdt sig inde i deres Lejlighed, og da hun derefter havde begivet sig ned i Gaarden, trak han hende tilbage i et til Lejligheden hørende Værelse, hvor han gentagende sparkede hende, der var falden om, paa Benene. Efter at hun derpaa havde forladt Værelset og var gaaet ud paa Trappegangen, greb han atter fat i hende saa at hun faldt, og medens hun laa paa Trappen, slog han hende igen i Hovedet med knyttede Hænder. Ved den mod hende udøvede Vold blev to Tænder slaaet løs i Munden paa hende, hvorhos hun fik flere Knuder i Hovedet, lige som hun i flere Dage havde Mærker paa Benene af de hende tiiføjede Spark. Nogen Skade paa Helbred blev der ikke paaført hende ved den af Arrestanten mod hende udøvede Vold, og Arrestanten har efter sin Forklaring heller ikke havt til Hensigt at tilføje hende nogen Skade. Han vil ved de anførte Lejligheder have handlet i en noget beruset, men dog fuldkommen tilregnelig Tilstand, og efter det foreliggende kunde det ikke antages, at hans Hustru har givet ham nogen grundet Anledning til den af ham mod hende udviste Adfærd. 

Efter at Inspektionsbetjent Petersen den 1ste Februar var bleven tilkaldt i Anledning af det af Arrestanten paa denne Dag mod sin Hustru udviste Forhold og var bleven opfordret af de Tilstedeværende til at faa Arrestanten fjærnet fra Hujet, fik han denne til godvillig at følge med ud i Gaarden, hvor Politibetjent Hansen var kommen tilstede. Da Arrestanten her optraadte paa en opsætsig og truende Maade mod Betjentene, der begge var iførte Uniform, erklærede Petersen Arrestanten for anholdt og fik ham ført ud af Gaarden. Paa Gaden satte Arrestanten sig imidlertid til Modværge mod at blive ført videre af de to Betjente, slog og sparkede om sig, stødte Petersen omkuld og slog Hansen med Panden i Ansigtet, saaledes at de maatte tilkalde Assistance af private Folk, for at faa Arrestanten ført til Stationen. Som Følge af den mod dem udviste Vold fik begge Betjentene nogle mindre Læsioner, som imidlertid snart fortog sig, uden at det kan antages, at de ville efterlade sig skadelige Følger for de Paagældende i Fremtiden, hvilket Arrestanten ogsaa har erklæret at have ligget udenfor hans Hensigt, idet hans øjemed med den af ham udøvede Vold alene var at slippe for at blive ført paa Stationen. Arrestanten, der tidligere er straffet med 2 Aars Forbedringshusarbejde for Mened, blev nu ved Kriminalrettens Dom anset med Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Social-Demokraten 28. marts 1885).

Mishandling af sin Hustru. Om den under denne Sag Tiltalte var det oplyst, at han fra 3 Fjerdingaar efter at han var bleven gift jævnlig havde mishandlet sin Hustru paa forskellig Maade. Han havde saaledes mindst 1 Gang med en med en Blykugle forsynet Spanskrørstok tildelt hende flere Slag paa det nøgne Legene, navnlig over Lænden, hvoraf hun længe efter følte Smerter, 1 Gang med en stor Træske i Hovedet, saa Blodet flød, og 1 Gang med en Træskonaver over Armen, hvilket Slag efterlod blaa Mærker samt 3-4 Gange med knyttet Næve i Hovedet. Efter hendes Forklaring skal han endvidere 1 Gang have slaaet hende med en Greb over Armen, saa at hun flere Dage havde ondt ved at bruge Armen, og 1 Gang med et Dambrædt i Hovedet, men dette vil han ikke kunne mindes og ejheller, som hun har forklaret, at han skulde have befalet hende at klæde sig helt af, du han slog hende med Stokken. Derimod har han fremdeles vedgaaet, at han oftere om Aftenen har forbudt hende at gaa i Seng, saa at hun maatte blive oppe flere Timer af Natten i Kulde og Mørke, og en enkelt Gang har befalet hende at staa op af Sengen. Han beskyldte hende for at have et stridigt Sind; dette har hun dog benægtet og derimod anført, at han var af en voldsom Natur og ofte ustyrlig hidsig. Ved Silkeborg Birks Ekstraretsdom blev han idømt Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage; ved Viborg Overretsdom blev Straffen nedsat til samme Art i 4 Gange 5 Dage.

(Social-Demokraten 31. marts 1885).