København paa Vrangen. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Flyttedagen sker der en almindelig Omstuvning af Københavns Armod. Den ene Rønne bytter Beboere med den anden, Borgerrepræsentant Ettes og Konsorters Spekulanthuse med den nykalkede Facader slipper ét Hold mærkede Familjer ud og et andet med friske Lunger ind, nogle Lejere vinder et Trin højere op i Hygge, for næste Flyttedag maaske at synke lige saa langt tilbage igen, andre flytter Haabløsheden jævnt nærmere for hver Gang, men Kapitalerne flytter paa Landet.

Se paa den københavnske Storborgerpresse i Dag, Dagen efter Flyttedagen, hvor den er forarget, i Aar akkurat som i Fjor. Og over hvad? Over alt det Snavs og Kludekram, som det Samfund, den lever af at rose, lader Fattigdommen hobe op hos Tusinder af Familjer mellem hver Flyttedag, og som vore kommunale Avtoriteter giver disse Lov til at fremlægge paa aaben Gade to Gange aarlig.

Det er meget betegnende, at denne Presses Harme vender sig mod Kommunalbestyrelsen. Dens Abonnenter taaler ikke Synet af de Fattiges Edderdun, muggen Sengehalm, af Rester af Klædningsstykker slidte til Umulighed, af gammelt Brød og rustent Køkkentøj, af Skaar og Smuds, der vælter ud af Baggaardene og fylder Promenaden. Til Hverdagsbrug lever vi jo "officielt" i en meget kristelig Ordensstat, i hvilken de Styrende fra Hof til Kirkeværger elsker vores Næste som sig selv - hvorfor tillader Autoriteterne da to Gange aarlig en saadan Dokumentation af, at baade Kristelighed, Orden og Næstekærlighed er Humbug hos de Folk?

Man jamrer over denne Urenlighed, der flyver pæne Mennesker i Næsen paa Flyttedagen, og man trøster sig med, at Dagen efter er det heldigvis forbi. Men man tænker kun paa sig selv og sin egen Behagelighed, men ikke paa, hvem der er Skyld i Smudset og Skramlet, og at det lever midt imellem os hver Dag, selv om det kun har Udgangstilladelse paa Flyttedagene.

Thi hvor er den mugne Halm og alle Laserne komne fra? Jo, Halmen har været Madras og Dyne i de Huse, Storborgersamfundet trækker sine Renter af, og Laserne har siddet paa de Lejere, som de Forargede piner deres Nydelser af, og saadan er det gaaet fra Flyttedag til Flyttedag, uden at den, der nu raaber paa Kommunalsvineri, har havt Tanke for at det i Virkeligheden er Samfundssvineri, og at det efter Autoriteternes udtrykkelige Befaling holder sig nogenlunde skikkeligt indenfor sine egne Vægge for at give disse Avtoriteter og dem, der har valgt dem, et Skin af hæderlig Omsorg for Smaakaarsfolk. Men naar der er noget at skrige op om paa Flyttedagen, hvor meget mere er der da ikke, der daglig kræver alvorlig Paatale?

Og naar Flyttedagens Mindelser om den i utætte Baghuse og fugtige Kældere indkassernerede Trang river visse Mennesker saa slemt i Næsen, da skyldes det ikke blot fine Fornemmelser men ogsaa ond Samvittighed. Thi det er deres egne Synder, deres egen Uvirksomhed overfor slette Beboelsesforhold og Livsvilkaar, der stinker op af Skarndyngerne. Der er fint og rent og sundt og højt til Loftet selv i Kongens Stalde; ham samler Højrepressen og Regeringspartiet Millioner ind til for at han kan faa et nyt Slot. Der er mørkt og snavset og usundt og lavt til Loftet i Tusinder af Københavns Boliger for Mennesker - Flyttedagen fortæller sin Historie derom - men om dem kommer der ikke lange Opraab i Bladene, og Millionerne gaar en anden Vej. Godsejerne sætter deres i moderne Svinestier, Grossererne køber sig Landsteder. Højre samler ind til "den husvilde Konge" - og derfor er det disse Personer saa ubehageligt at blive mindet om, at der er værdigere Trængende end Svin, menneskeligere Opgaver end at bygge Landsteder, og anderledes Husvilde end Kongen.

Men netop fordi de helst ser saa lidt til Fattigdommen som muligt og forlanger, at Politiet og alle andre "Ordenshåndhævere" skal holde den gemt i Baggaardene, hvor den ikke kan ses af de pæne Folk paa Gaden - netop derfor har vi ikke noget imod, at København vender Vrangen ud paa Flyttedagen. Den er ganske vist hverken køn eller behagelig, men den virker opdragende.

Lus er heller ikke behagelige, men de holder Mennesket til Renlighed; Københavns regerende Storborgere faar Lus to Gange om Aaret - paa Flyttedagene! Saa kribler det dem op ad Benene med Mindelser om, at de nu igen i et halvt Aar har ladet det dem betroede Samfundslegeme leve i Urenlighed; de store Dynger af Pjalter og Sengehalm fortæller dem, at Urenligheden er opstaaet af Armod; de stadig lige talrige Læs elendigt Flyttegods taler højt om, at de intet alvorligt gør for at mindste denne Armod, og de Skarer af Børn og voksne Mennesker, som den Dag strejfer Byen rundt og slaas om at lede en ussel Fortjeneste op af Gadesnavset, viser, at der endda findes en endnu dybere Elendighed end den, der Livet igennem flytter rundt med en Bør gamle Møbler.

Og derfor siger vi til vort Storstads-Bourgeoisi, inden dets servile Tjenere igen faar udslettet Sporene af Flyttedagen og Armoden gemt tilbage i dens Huller: Glem ikke, hvad I har set paa denne Dag! Husk, at det fejes ikke væk saa let som I fejer Gaden efter en Flyttedag. Og fremfor alt: betænk, at I endnu intet alvorligt har gjort for Københavns Vrangside.

(Social-Demokraten 22. april 1885).

En Enke paa Kultorvet, der beboede en flot Lejlighed, var af Værten sagt op til Fraflytning i Gaar. Hun havde imidlertid ikke gjort det ringeste Skridt til at flytte, saa at Værten, da han mærkede, at det ikke blev til noget med at rømme Lejligheden, og de nye Beboere allerede begyndte at møde op med deres Inventar, selv maatte anmode hende om at flytte. Han bankede paa hendes Dør, som imidlertid var lukket af, og den vedblev at være det. Værten tog da nogle Mand til Hjælp og brød Døren op. De blev lidt forbavsede ved det Syn, der mødte dem. I Stedet for at pakke ind til Flytning var Fruen nemlig gaaet i Seng og vilde ikke ud af den. Man maatte derfor bære hende ud af Lejligheden tilligemed hendes store, flotte Møblement. Dette sidste blev sat ned paa Torvet, med Undtagelse af et Læs, som Værten beholdt for skyldig Husleje. Det øvrige henlaa i længere Tid paa Torvet og optog en stor Del Plads, indtil det langt om længe i flere Læs blev kort hen til et Avktionssted.

(Social-Demokraten 22. april 1885).

Socialdemokratisk Møde paa Nørrefælled. (Efterskrift til Politivennen)

Mødet paa Nørrefælled. Det var pludselig blevet Sommer igaar. Eftermiddagssolen skinnede saa straalende som paa nogen Midsommerdag ud over den til daglig Brug ganske fredelige Nørrefælled, der undtagelsesvis igaar afgav et broget og livligt Skue. I ret anseelige Skarer vandrede Folk derud, deriblandt mange brave Familiefædre med Hustru og Børn, de sidste baade i og uden Barnevogn. Det Hele havde ved en flygtig Iagttagelse ikke saa lidt lighed med hine idylliske Dage, da den gamle Borgervæbning holdt Exercits paa Fælleden. Men den med de socialistiske Fagforeningers Faner og forøvrigt med blodrødt Sirts betrukne Talerstol længst ovre mod Nørreallée røbede andre Tider og andre Sæder. Det var hverken mere eller mindre end "det offenlige Folkemøde", hvortil "Socialdemokraten" i de sidste Dage havde trommet sammen, og de Menige havde lystret med sædvanlig Disciplin, og vare mødte i saa stort Antal, at man godt kan forstaa "Socialdemokratens" foragtelige Henvisning til Hr. Hørups "1500". Det ydre Apparat var altsaa for saa vidt i den smukkeste Orden: Talerstolen smykket, Førerne i mandsstærk Klynge paa Tribunen og rundt omkring den et talrigt Publikum. Og dog var der ingen rigtig "Folke"-Stemning, ingen drønende Hurraab, der gav Gjenlyd ud over det store Terrain, kun nu og da et ret kraftigt "Det er hørt" og forresten nogle forholdsvis matte Bifaldsraab, som for Størstedelen syntes at komme fra de ungdommeligste Medlemmer blandt Tilhørerne. Derimod bør det billigvis erkjendes, at netop denne støtte Ro over en saa talrig Forsamling, næppe et Albuestød midt i den tætteste Trængsel, gjorde et tiltalende Indtryk og vidner til Ære for den kjøbenhavnske Arbejderbefolknings Fornuft og Besindighed.

At denne Ro bevaredes under hele Mødet kan nemlig ikke siges helt at være dHrr. socialistiske Taleres Skyld. Der faldt en Del udfordrende og tirrende Ord, men de kjøbenhavnske Arbeidere have ganske vist hørt dem gjentaget saa ofte, at de næppe gjøre Indtryk mere.

Mødet aabnedes af Forretningsfører Knudsen og dirigeredes af Snedker C. Andersen, der begyndte Talernes Række med et Leve for Friheden. Saa kom Folkethingsmand, Skomager Hørdum, der udtalte sig om den "Overlast, vor Frihed havde lidt." Socialdemokraterne havde aldrig hørt til dem, der havde jublet i høie Toner over vor Grundlov; de havde været forberedte paa, at det en Gang vilde komme til en Kamp, men dog ikke tænkt sig, at den vilde komme til at dreie sig om Bevillingsretten. De nye Fortolkninger, som man havde bragt ind i Paragraf 25 og 40, skyldtes Professor Matzens Retslære (Ned med Matzen). Det vilde aldrig gaa op for den danske Befolkning, at sligt var lovligt. Folkethinget var endogsaa gaaet saa vidt for at undgaa Provisoriet, at det havde budt 1½ Million mere paa Finansloven (Det er altfor meget!). Socialdemokraterne havde holdt sig passive i Adressespørgsmaalet, fordi de paa Forhaand vare vis paa, at det ikke vilde føre til noget Resultat. "Men det vilde blive sidste Gang, at Oppositionen henvendte sig til Kongen!" Høire havde følt, at Provisoriet ikke var lovligt, og derfor havde Regeringen truffet extraordinaire militaire Foranstaltninger, men Oppositionen var for fornuftig til at gjøre Spektakler. "Skulde den danske Befolkning en Gang finde det nødvendigt at værge sin Ret, saa kom den ikke efter Indbydelse, uden uindbuden" (!). (Hør! Hurra!). Det maatte være Modstandernes Opgave at redde Befolkningen ud af den Elendighed, som de havde rodet den ind i. "Høire stod paa gyngende Grund og vidste ikke, hvad Øieblik den gabende Afgrund vilde opsluge dem." Hver Mand, der vilde indgaa paa et Kompromis med den nuværendc Regering, var en Forræder (!).

Pianofortearbeider Holst inddelte Høire i "Lommeprokuratorer, Godseiere og det Krapyl, der fulgte med i Slænget." Høires ledende Mand havde den 1ste April bedækket sig med Skjændsel. Taleren hørte ikke til dem, der til evig Tid vilde anbefale den danske Arbeiderbefolkning at finde sig rolig i saadanne lovstridige Handlinger (!). Han sluttede med et Leve for den "samlede Opposition."

Folkethingsmand, Skræder Holm erklærede, at Eftergivenhedens Tid nu var forbi. Det var med klare Ord blevet udtalt af Oppositionen baade i og udenfor Rigsdagen. Den politiske Kamp var en Klassekamp mellem det lille "storbesiddende" Mindretal og de talrige besiddelsesløse Klasser. Godsejerne og Embedsstanden havde ingen særlig Adkomst til at regere Landet. Det var intet Tab for Samfundet, om de slet ikke existerede. Høires Kjærlighed til Arbejderen var falsk. De følte kun Foragt for de store Masser (!) Maaske engang imellem lidt Medlidenhed, men den kunde de spare til "de usle Stympere, der fulgte dem". "Vi kunde vente, til vi fik vor Ret, og vi skulde vide at skaffe os den". "Nøglerne til Kjøbenhavns Porte vare idag paa Nørrefælled", medens Høire meget passende holdt sit Møde ved Siden af den gamle Kongeborgs Ruiner (!) Men det Parti, som samledes der, var viet til Undergang, hvorimod den høieste Lov nok skulde vise sig at være hos Folket.

Dirigenten meddelte derpaa, at efter en foretagen Udmaaling, strakte den tætteste Del af den Forsamling, som her var tilstede, sig over 40,200 Kvadratalen; regnede man to Mand paa hver Kvadratalen, blev det tilsammen en Folkemængde paa ca. 90,000 Personer (!!) (Efter et almindeligt Skjøn var der høist imellem 20 a 30,000 Mennesker samlede paa Fælleden). Endelig oplæste Taleren følgende Resolution, der naturligvis blev vedtagen baade af gamle og allernyeste deltagere i Mødet, som talte en Masse ligegyldige Tilhørere.

"Forsamlingen erklærer, at de af Ministeriet Estrup udstedte provisoriske Finanslove stride mod Grundloven, og at dette Ministeriums Forbliven ved Magten er en yderligere Trusel mod Folkets Rettigheder. Forsamlingen opfordrer Folkethinget til skaanselløst at kæmpe for Ministeriel Estrups Fjernelse og for Hævdelsen af Folkets Suverænitet, udøvet gjennem dets Repræsentanter. Den nu reiste Bevægelse vil føre til Fremskridt i politisk og social Henseende; den skaber Forstaaelsen af betydningsfulde Reformers Nødvendighed. For disse kæmper Socialdemokratiet; men de kan kun gjennemføres, naar den nuværende Kamp er endt med Folkets Seir. Derfor udtaler Forsamlingen, at den forlanger en af Folkets Valg udgaaet Regering."

Dermed var Mødet til Ende omkring Kl. 6; der lød nogle improviserede Hurraraab for Talerne og endnu mere spredte "Ned med Estrup"! En ubekjendt Person oppe paa Tribunen tillod sig den Morskab at raabe Leve for "Republiken", men havde slet ingen Tilslutning. Et Bord gik istykker nedenfor Talerstolen, da nogle Referenter stod derpaa for at se udover Mængden, ellers ikke det mindste Brud paa nogensomhelst Ting, den gode Ro og Orden indbefattet. Mængden spredte sig lidt efter lidt over Fælleden. En enkelt Hob halvvoxne Drenge drog skraalende ned ad Fredensgade. Paa Nørrebroes Gader var der naturligvis en usædvanlig livlig Færdsel.

(Dagens Nyheder 20. april 1885).

"Frihed, Lighed og Broderskab". (Efterskrift til Politivennen)

Medens Arbeidsmændene Nilsson, Siøstrøm og Hansen den 29de Januar d. A. arbeidede paa en under Opførelse værende Bygning i Frederiksgade, indfandt flere Arbeidsmænd sig paa Bygningen og bebreidede dem, at de vare indgaaede paa at arbeide paa Bygningen for en Arbeidsløn, der var under den sædvanlige, hvorfor de søgte ved forskjellige Trusler at formaa dem til at forlade Arbeidet. Blandt de Personer, der optraadte paa denne Maade, var Tiltalte, der særlig fremkom med en Yttring, som indeholdt en tydelig Trusel om, at han vilde anvende personlig Vold mod dem, hvis de ikke forlod Arbeidet. De fremsatte Trusler havde dog ikke nogen Virkning, idet de omhandlede tre Personer fortsatte deres Arbeide paa Bygningen. Da de vare færdige med samme for den Dag, forlod Nilsson Arbeidsstedet sammen med Tiltalte og to andre Personer, og medens de gik ned ad Gaden, forsøgte Tiltalte vedblivende at overtale Nilsson til at nedlægge Arbeidet, uden dog at fremkomme med yderligere Truster, men pludselig tilføiede han Nilsson 2 Slag i Ansigtet med Haanden. Slagene vare saa stærke, at Nilsson faldt bevidstløs om, men de medførte dog ikke anden Skade, end at hans Næse kom til at bløde og blev noget ophovnet, hvorhos han følte nogen Ømhed ved Berøring af Overkæbens Fortænder og i den ene Arm, som han i Faldet havde stødt, hvilke Tilfælde snart tabte sig. Tiltalte har forklaret, at, om end det tidligere Passerede forsaavidt gav Anledning til, at han overfaldt Nilsson, som dette Overfald skete under en Ordvexling mellem ham og Nilsson angaaende dennes Forhold med Hensyn til det ovennævnte Arbeide, saa vilde han dog ikke have slaaet Nilsson, saafremt han ikke var bleven forbitret over en af denne under Ordstriden fremsat Yttring, som han antog indeholdt en Hentydning til, at han havde været straffet - hvilket han virkelig har været, idet han er anseet med 2 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for Vold - og han har benægtet, at hans Hensigt med at tilføie Nilsson den omhandlede Overlast var herved at bringe ham til at nedlægge Arbeidet, og denne Tiltaltes Forklaring fandt Retten ikke tilstrækkelig Føie til at forkaste. Ved Kriminalrettens Dom blev Tiltalte nu anseet efter Straffelovens § 210, jvfr. § 46, og efter dens § 203, med 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Dagens Nyheder 11. april 1885).

"Frihed, Lighed og Broderskab." Da Arrestaanten Hans Peter Christian Hansen omtrent Kl. 6 om Eftermiddagen den 3die Marts i Følge med en anden Person passerede forbi Træskæreriet i Falkoneralleen Nr. 64, hvor den største Del af Arbejderne, efter hvad han havde erfaret, havde nedlagt Arbeidet, medens omtrent en halv Snes Arbeidere, og da navnlig dem, der stod i Forbundt, vare vedblevne at arbeide, og da han her saa, at Snedkerforbundter P., der var ham ganske ubekjendt, stod i Haven foran Fabriken, gav han sig til at udskælde P., navnlig for "Skruebrækker", hvorhos han bibragte ham et Slag i Ansigtet og søgte at trække ham fra Haven ud paa Gaden, alt i den Hensigt at formaa P. til at ophøre med Arbeidet. Herunder var Formanden paa Fabriken kommen tilstede, og da han truede med at hente Politiet, gik Arrestanten ud paa Gaden, men herfra udskældte han atter saavel P. som Formanben for "Skruebrækkere" og yttrede, at han nok skulde træffe dem en anden Gang og give dem nogle Prygl, hvis de vedbleve at arbeide. Arrestanten naaede imidlertid ikke sin Hensigt, idet ingen af de Paagjældende lod sig bevæge til at ophøre med Arbeidet. Arrestanten, der er født i Kjøbenhavn den 23de Mai 1862, havde for Tyveri eller Bedrageri været straffet 4 Gange, tildels inden hans 18de Aar og senest ifølge Kriminalrettens Dom af 13de Marts 1883 efter Straffelovens § 230, 1ste Led, med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage, og han havde derhos som Militair 3 Gange ved Krigsretsdom været anseet med lige Fængsel for Forseelser i Tjenesten. Arrestanten blev nu ved Kjøbenhavns Amts søndre Birks Extraret anseet efter Straffelovens § 210, jfr. 46, efter Omstændighederne paany med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

(Dagens Nyheder 17. april 1885).

Kongens Fødselsdag og Provisoriet. (Efterskrift til Politivennen)

Breve.

Ribe, den 8de Apil.

Kongens Fødselsdag en Folkefest! Hvad kunde fri, fædrelandssindede Borgere i en konstitutionel Stat ønske hellere, end at denne Dag kunde være en Festdag, en rigtig Folkefest, hvor alle samlede sig om skjønne Minder fra henfarne Dage i lykkeligt Samliv mellem Konge og Folk og ønskede Kongen endnu mange Leveaar til Fortsættelse af en Gjerning til Gavn og Velsignelse for Folk og Fædreland. Men det er ikke saaledes i Aar, end ikke i Kjøbstæderne, som vel ellers skal være de Steder, der huser den forholdsvis største Del af den estrupske Politiks Tilhængere. Byerne viser jo i den senere Tid en for alle Frihedsvenner glædelig Fremgang.

En Folkefest? - langt fra! Man ser det strax paa Byens Udsende. Medens i tidligere Tid Dannebrog paa denne Dag vajede fra saa at sige ethvert Hus, kunde man i Aar her i vor lille By gaa hele Geder igjennem og kun træffe nogle ganske faa Huse, som flagede. Flaget savnedes mange Steder, hvor man ellers var vant at se det. Grunden hertil maa maaske nok for manges Vedkommende nærmest søges deri, at man ikke vil udsætte sig for ved Flagning at skulle antages at billige den Politik, som Ministeriet Estrup, der staar som hans Majestæts ansvarlige Raadgiver, fører, og som har sat sin Frugt i Provisoriet af 1ste April 1885 Og kan man finde en saadan Frygt unaturlig? Provisoriet har kostet Estrup mange Tilhængere.

Der er maaske næppe noget Sted i Danmark, hvor man mere har Anledning til at sammenligne Nutid med Fortid, end her i den gamle Kongestad, hvor Slotsvolden daglig minder os om den folkekjære Valdemar, der i de Love, han gav Folket, fastslog den Grundsætning, at den Lov, som Kongen giver og Folket tager ved, maa ingen dømme imod og ingen Konge ophæve uden Folkets Vilie. Det er lidt vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at saa det, der nu er sket, til at rime hermed. Nu har vi jo faktisk ikke saa megen Frihed og Selvbestemmelsesret som den Gang. Det er ogsaa med dyb Alvor, man her har modtaget Budskadet om det saa længe forberedte Provisorium. I de første Dage har man talt derom. Mand med Mand og flere i Flok - men kun mellem Meningsfæller. Imellem grundlovstro Statsborgere og anerkjendte Provisorister undgaar man ligesom instinktmæssig at tale om det skete. Det er, som var der opstaaet en uoverstigelig Kløft mellem disse to Partier - for saa vidt man da endnu kan kalde den lille Højreklike et Parti. Det er ogsaa svært for os Vestjyder at fatte, hvorledes noget Menneske, som vi før i de mindste har agtet og tiltroet ærligt Hjærtelag, kan aabenlyst glæde sig ved det, som enhver grundlovstro og frihedselskende Mand maa betragte ikke alene med den største Harme, men ogsaa med den dybeste Sorg. Over for en saadan Handling er det næsten umuligt andet, end at ogsaa Agtelsen for Menneskeværdet maa gaa tabt. Jeg har i disse Dage talt med mange alvorlige Mænd baade fra Land og By, og jeg er ofte bleven mægtig grebet af den inderlige Bekymring, som deres ofte kun faa Ord og de ret hele Væsen bar Vidne om. Nu taler man næsten ikke mere derom: hvad der alvorligst og stærkest ligger paa Hjærtet, taler Jyderne sjælden ret meget om. Men man mærker ogsaa der bagved en næsten uhyggelig Ro og koldsindig Besluttethed, som fortæller om sejg, jydsk Udholdenhed og Trofasthed i Kampen for den ved Grundloven givne Bevillingsmyndighed, - men som ogsaa indeholder et for Provisoristerne ildevarslende Vidnesdyrd om, at Jyden 

"han go'r ett ind igien
fa' de uhn han haa gjent hen".

at naar først vi kommer "ud aa dar," vi da ved alle de Midler, der staar lovbunden Mand til Raadighed, skal vide at hævde den Ret til Lod og Del i Statsstyrelsen, som Grundloven hjemler Folket, og som et lille reaktionært Parti ikke ustraffet skal have dannet og traadt under Fødder. Vi kan vente Aar, om det skal være, men vor Tid maa komme: Ret og Sandhed maa og skal seire.

(Morgenbladet (København) 11. april 1885).

Den 18. marts 1885 opfordrede Venstre forgæves Christian 9. til at udskifte regeringen. Han kritiserede Folketinget 21. marts 1885 for ikke havde stemt for finansloven. Christian 9. stadfæstede provisoriet den 1. april 1885. Indledning til tiåret 1885-1894 hvor Danmark blev styret vha. provisoriske (foreløbige) finanslove der bemyndigede regeringen til at afholde de nødvendige statsudgifter. Den var kulminationen på forfatningskampen mellem Folketinget og Landstinget hhv. for og imod folketingsparlamentarismen. Danmark blev nu styret via dekreter, baseret på kongen Christian 9.s hævd på sin ret til at udpege ministre på trods af folketingsflertallet. Estrup indledte herefter en hård kurs over for oppositionen der havde den modsatte effekt idet den mobiliserede oppositionens vælgere. Stemmeprocenten ved valget i 1887 satte for eksempel rekord med 76 procent; en rekord som holdt århundredet ud. Valgdeltagelsen var på 20 år mere end fordoblet.

Henning Jensen vs. Scavenius. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Efter at Henning jensen i 1883 opstillede han for Venstre som modkandidat til Scavenius. Sidstnævnte vandt valget juni 1884 med 1384 stemmer mod Henning Jensens 1125. Det glemte Jacob Frederik Scavenius som kirkeminister ikke, og under påskud af at hans udtalelser var forargelige, afskedige han marts 1885 Henning Jensen efter nogle artikler i Politiken:

Sognepræst Henning Jensens Afskedigelse.

Den 25de Juni forrige Aar stillede Sognepræst for Stenmagle og Stenlille Menighed Henning Jensen sig til Folkethingsvalg i Storhedingekredsen mod Kultusminister, Godsejer Scavenius. I Gaar har Kultusminister Scavenius afskediget samme Pastor Jensen fra hans Stilling som Præst i Folkekirken. Fra første Øjeblik, da Pastor Jensen offenlig udtalte sig i Venstreretning, har Kultusministeren vel blot ventet paa Lejlighed til  at afskedige ham. Lejligheden tilbød sig, da Pastor jenseen nylig i "Politiken" har forsvaret den Anskuelse, at Bibelen ikke fordrer, at Borgerne skal adlyde Øvrighedspersoner, der ved at begaa grove Forbrydelser og overtræde de Love, der gjør dem til Øvrigshedspersoner, i Virkeligheden har afsat dem selv som Øvrighed og ikke længere med nogen Ret bærer det Navn; Pastor Jensen har hævdet, at Borgerne, der sætter sig til Modværge mod menederske og lovbryderske fhv. Øvrighedspersoner, netop selv er Lovens Haandhævere og saaledes den rette Øvrighed, og at derfor ogsaa Riffelforeninger, der jo kun har til Hensigt bl. A at organisere Folket til lovlig Nødværge, er fuldstændig forsonlige ikke blot fra et juridisk og moralsk, men ogsaa fra et særlig kristeligt Standpunkt. Kultusminister Scavenius er derimod af den Anskuelse, at naar f. Ex. et dansk Ministerium ved et Provisorium tilsidesælter Grundloven, som det har aflagt Ed paa, og indfører Enevælden, samt lader Militæret skyde paa Enhver, der gjør Modstand, - saa er Ministeriet fra et kristeligt Standpunkt i sin Ret, og Borgerne, der gjør Modstand, er Syndere, ja Oprører imod Gud. Da Sognepræst Jensen offenlig har dristet sig til at opstille en anden Bibelfortolkning end Kultusministerens, har denne ment deri at finde den længe søgte Lejlighed til Afskedigelse.

Sognepræst Henning Jensen er en nidkjær og ualmindelig afholdt Sjælesørger, der har forstaaet at vinde megen Agtelse og Kjærlighed blandt alle dem, han er kommet i Berøring med. Medens han bestandig omhyggelig og paapasselig har varetaget sine Embedspligter, har hans Interesser strakt sig videre end til den snævre Embedsgjerning. I Løbet af de sidste Aar har han af og til deltaget i politiske Møder, og han stillede sig, som sagt, mod Scavenius forrige Sommer. Denne hans Interesse for det offenlige Liv har kostet ham hans Embede; han kunde ikke rolig finde sig i at se Højre vende og dreje Bibelen ved matzenske Fortolkninger for at bruge den som Vaaben i Kampen mod Venstre, - for Kristendommens Skyld nedlagde han en Protest - og blev afskediget af dem, hvem her hjemme Overforsorgen for Religionen er betroet.

Denne Afskedigelse vil vække berettiget Harme over hele Landet, ikke blot blandt alle frisindede Mænd og Kvinder, men hos Alle, der har Noget tilovers for Kristendommen, og som ikte deler Højres Opfattelse: at Kristendommen alene er til for at kunne bruges som politisk Agitalionsmiddel mod Venstre.

Vi drister os til at haabe, at det Onde, der var tiltænkt, vil vendes til det Gode. Om end Pastor Jensen for en kortere Tid kommer ud af Embede, desto lettere vil hans fremragende Dyglighed og Begavelse vide at gjøre sig gjældende. Naar et frisindet Ministerium afløser Ministeriet Estrup, vil man vide at erstatte Pastor Jensen, hvad han har tabt, og at give ham en Stilling, der, mere end Præstegjerningen i Stenmagle, giver ham Lejlighed til at lade alle hans rige Evner komme Fædrelandet til Gavn.

Foreløbig turde man vel kunne gjøre sig Haab om inden ret længe at finde Pastor Jensen i Folkethingssalen.

Rimeligvis vil vi senere yderligere komme tilbage til denne Afskedigelse.

(Folketidenden - Ringsted 31. marts 1885.)

Detaljerne i artiklerne og den efterfølgende debat blev opsummeret i Slagelse-Posten 31. marts 1885. Efter at være afskediget 1885  udgav han 1. januar 1886-1890 ugebladet Enhver sit. I 1922 huskede Henning Jensen selv episoden på følgende måde:

Da Pastor Henning Jensen blev afskediget.

Pastor Henning Jensen opfrisker i "København" nogle Erindringer fra de Estrupske Provisorieaar. Henning Jensen fortæller:

Bladet "Politiken" var begyndt at udkomme. Et Par af mine Præstevenner havde fraraadet mig at skrive i dette Blad, men det gav mig naturligvis netop Lyst til at gøre det. Desuden havde jeg jo lidt Kendskab til Hørup. Jeg husker ikke, om jeg skrev noget i Bladet 1884. Men i Marts 1885 fik jeg et Brev fra "Politiken"s Redaktion, som kaldte mig frem. I "Berlingske Tidende" havde nemlig min Konvent-Broder Thomas Rørdam skrevet en Artikel om den politiske Situation. Han beraabte sig paa Apostelen Paulus Ord i Rom 13.1: "Hvert Menneske være de foresatte Myndigheder underdanig ; thi der er ikke Øvrighed uden af Gud. Men de Øvrigheder, som er, har Gud bestikket." - Der blev i Ministeriet Estrups Tid holdt en utrolig Mængde Prædikener over denne Tekst, saa det var intet Under, at vi Venstremænd var noget forargede over, at vi saaledes idelig og altid skulde se Paulus fremstillet som en Tilhænger af Estrup. "Politiken" bad mig derfor skrive en Artikel til Svar paa Th. Rørdams Artikel.

Mit Svar stod i "Politiken" for 30. Marts 1885. Det gik kun ud paa, at Øvrigheden er kun Øvrighed i Kraft af Loven. Overtræder den Loven, saa er den ikke mere Øvrighed, saa har den ikke mere Ret til at regere, selv om den har Magt til det. - Denne Betragtning er vistnok alle i vore Dage enige cm. Og selv det daværende estrupske Højre indrømmede, at der var "slaaet en Revne" i Grundloven. Saa vidt jeg husker, var det selve Kirkeminister Scavenius, der ved en vis Lejlighed erklærede, "at der af Magten skulde skabes en ny Ret".

Da jeg i min Artikel havde været saa forsigtig ikke at komme med en eneste direkte Hentydning til den daværende politiske Situation, ikke at nævne et eneste Navn, faldt det mig intet Æjeblik ind, at man vilde eller kunde gøre mig noget for den Sags Skyld. Man kan derfor tænke sig min Overraskelse da jeg den næste Dag, den 31. Marts 1885, aabnede min Postkasse og fik fat i "Politiken". Der stod paa Forsiden med meget store, fede Typer følgende:

"Paa et i Gaar afholdt Statsraadsmøde fik Sognepræst for Stenmagle Henning Jensen sin Afsked".

(Herning Folkeblad - Vestjylland 19. oktober 1922)

Den 2. maj 1885 blev der holdt et arrangement i præstegården hvortil ca. 350 mennesker var mødt op med en takkeadresse. Adressens ordlyd kan læses i Silkeborg Avis 11. maj 1885. En politiassistent var til stede. Han talte for sidste gang i præstegårdens have den 13. september 1885 for ca. 1.000 mennesker. Han flyttede herefter til Virginiavej 9, 5. i København. Der blev klaget over Henning Jensens efterfølger pastor Ryeborg i 1888.

Kort efter sin afskedigelse var han til til stede ved et offentligt møde i Vommevad Forsamlingshus hvortil også politiet var mødt frem. Henning Jensen skulle også have holdt et foredrag, men aflyste pga. politiets tilstedeværelse. Her talte også folketingsmand Trier. I anden halvdel af august 1885 havde kultusministeriet rejst sag imod ham ved provsteretten for at holde altergang i Vommevad Forsamlingshus skønt han var afskediget. Han fik 200 kr. i bøde.