A. Riis-Carstensen: Lidt fra Anholt. (Efterskrift til Politivennen)

Skønt Anholdt ligger ved den aabne alfare Søvei, der forbinder Landene ved de store Have med dem ved Østersøens Kyster, er det dog maaske af alle det egenlige Danmarks Dele den mindst kjendte Plet. Vi mindes Peder Paars, naar vi hører det nævne, men nogen Forestilling om, hvad der lever og rører sig derovre, eller om hvilke interessante Momenter Naturen frembyder, har kun faa af os kunnet danne os. Før jeg rejste derover, havde jeg forsøgt at skaffe mig Oplysning om Tilstandene i Almindelighed, men de gik ikke stort ud over, at der var meget Sand, at Folkene vare nogle sære forte nogle, der var menneskesky og var bange for Vandet. En Meddeler sagde, at han ikke vidste, om Anholterne var rigtige Mennesker, og da jeg spurgte "hvorfor". svarede han nølende, "jeg ikke", men efter en Pause tilføjede han eftertænksom: "De er for Resten godt med".

Fra Søen havde jeg flere Gange set Anholt i Frastand, men det havde ikke lignet stort andet end en hvid Stribe, og en Gang, da jeg om Natten fra et Dampskib iagttog Fyret havde jeg bemærket, at dette for en Stund var skjult af en Bakke.

Det var altsaa ikke stort andet end Fordomme, jeg medbragte dertil. Jeg ventede at møde en forkrøblet Mennesketype, som jeg tænkte mig nærmest lignede Bavianer, der dog af halv Aber at være var ret medgjørlige. Stor var altsaa min Forundring, da jeg traadte i Land paa Nordstranden og saa for mig lutter velvoxne Mennesker af et alt andet end barbarisk Udseende. Det slog mig, at der i deres slanke Væxt, deres ranke Holdning og markerede Ansigter var noget fremmed. De mindede paa en Gang om Sydboen og om en Type, man hyppig møder paa Frankrigs Nordkyst.

Mod Øst og foran mig laa øde Sandstrækninger, der med Klitter og Dale dannede en stor Slette, og fra denne hævede der sig mod Vest en Række grønne Bakker.

Den laa nogle Baade optrukne paa Land, og tæt ved laa nogle Smaaskure. Af menneskelige Boliger var der ingen synlig, og jeg vandrede op paa den nærmeste Bakke hvor der kom et vidst Kirkespir til Syne. Snart fandt jeg en Kjørevej, og efter at have fulgt den en Stund fik jeg Øje paa Byen, der laa tæt pakket omkring den teglhængte Kirke. Bygningerne er lave Bindingsværkshuse, mange skraa og enkelte spaantækte. Der gaar en eller rettere en Gade giennem Byen, og hvad der især falder i Øjnene, naar man kommer fra det øde Land, er Haverne med en Mængde Kjøkkensager, Blomster og Frugttræer, hvoriblandt Pærer og Blommer især siges at være udmærkede. Paa mange Steder er der et Tremmestillads, hvorpaa der er ophængt Fisk til Tørre.

Stedet har godt Læ af de stejle Bakker tæt ved for vestlige Storme, og Træerne er vel svedne og bøjede af Vestenvinden, men dog ikke i den Grad som, man skulde tænke, naar man huske paa Øens Beliggenhed i det aabne Hav

Landet bestaar af to forskiellige Dele. Den bakkede og Flyvesandet. Den bakkede mod Vest er den opdyrkede, og bestaar af Ler og Grushøje, hvorimellem der er en lav Strækning med Eng, Kjær og Pløjemark. Det højeste Punkt er Sønderbjærg omtrent halvanden hundrede Fod. Yderst mod vest er Landet dækket med Sandflugt, der især mod Nord har samlet sig i dristige Former. Paa den nordvestlige Odde er en Stenrevle, der ser ud som om Naturen her havde paabegyndt en Havn, som den ønskede, at Menneskene skulde fuldføre.

Hver opdyrkelig Plet er medtaget. Kun paa faa Steder titter Leret frem, ellers er Jordsmonet blandet med Sand, og mangen en Ager, der nylig er pløjet eller gravet, ligner med en hvid Strandbred. Hvor Bakkerne er for stejle til at Heste kan gjøre Nytte, træder Spaden i Stedet for Ploven, og selv pløjede Agre blive omhyggelig gaaet igiennem med Greb for at rense dem for Senegræs. Trods alt det Arbejde, som anvendes  paa Jorden, giver denne kun et tarveligt Udbytte. Man kalder 3 a 4 Fold en god Middelhøst. Modsætningen mellem de grønne Bakker og den østlige Ende af Øen gjør dog, at disse med deres Agre, hvor det ene Straa staar og raaber paa det andet, ser frodige og sommergrønne ud.

Staar man paa den nærmeste Bakkes Top, kan man skue ud over hele Landet. Neden under os ligger Byen, 38 Huse, paa en enkelt Undtagelse nær lange og smalle, og byggede i Øst og Vest. De mange Træer giver den Udseende af at være en stor Have. Svdøst for Byen ligger et Par trangbrystede Møller, og lige bag dem begynder den golde Ørken vilde Sandhøje med Grus og Stenrevle imellem. Nogle ca. 5" Fod høje Klitter, der ligger langt ude, er aldeles nøgne, og med enhver Storm flyttes de omkring. Undertiden vandrer de mod Vest men endvidere mod Øst, og det kan nok se ud, som om de styrede lige efter Fyret, der ligger ved den østligste Odde: "Tollen", og tænkte paa at begrave Bygningerne, der hører Fyret til.

Landet er omgivet af en Strandbred, der er saa forunderlig hvid i Modsætning til de rød gule Klitter og de blaa graa Sletter, at man kunde tro, at Landet var kantet af en Isbræmme. Naar Skymasserne farer gjennem Luften jagede af Solens Straaler bevæger de klare Lys, de dybe Skygger og de varme graa Mellemtoner sig over Landet, som om alt var levende. Søen varierer fra dyb violet til graat og grønt af alle Nuancer, hist og her brudt af Lys saa flimrende, at det skærer i Øinene. Røgstriberne i det fjærne forandrer og bevæger sig, og et Sejl træder pludselig frem, belyst af en Solstraale, men svinder derpaa atter bort i det ubestemmelige. Helt igjennem er det en Scene, der stemmer Fantasien paa en forunderlig Maade og kan bringe Maleren til Fortvivlelse, naar han prøver paa at fængsle den paa Lærredet.

Herfra ser vi paa en klar Dag imod Øst den svenske Kyst, der paa det nærmeste Sted er en 8 Mile borte ja 'selv det 10 Mil fjærne Kullen viser sin Top. Mod SV. ligger en mørk Stribe. Det er Djursland, hvortil der er ca. 7 Mil. 

Naar man vil søge, kan man finde Sten, Oldsager i Tusindvis paa Anholt, I det Ploven vender Jorden, kaster den dem ofte op, fint tilhuggede Pilespidser og Knive. Hvor Jorden ikke har været bearbeidet, ligger Stenhugger-Værkstederne uforstyrrede. Jeg stødte paa adskillige baade paa det lave Land og paa de allervestligste Grusbakke. Et saadant Værksted er i Almindeligbed kendeligt ved, at det danner en lille Forhøining, hvorpaa der øverst oppe ligger en stor Sten og rundt om denne Dynger af halvfuldendte, mislykkede og fuldstændige Redskaber strøet omkring mellem Skærver. Der ligger et Par Høje under Sønderbjærg kaldet Kiste-Høiene. I dem er der et Lag som tilsyneladende bestaar at brændte levninger. For om mulig at finde en Begravelse blev Højen for nogle Aar siden gjennemgravet, men dens indre viste sig kun at bestaa af Sand og Rullesten.

Brandpletter findes paa flere andre Steder af Øen. Paa en af mine Vandringer af Sønderbiærg standsede jeg endog paa et Sted, hvor man havde lagt Vejen giennem Kanten af en Bakke. For min Fod Iaa et Par Flintknive af usædvanlig Form, og da jeg bukkede mig for at tage dem nærmere i Øiesyn, opdagede jeg Resterne af en Urne liggende strøet omkring blandt den udgravede Jord. Formodenlig vilde en Oldgransker endnu kunde faa adskillige for en Dag i den Retning.

Det siges at Anholt i tidligere Tid har været skovrigt og de fleste Mennesker kan fortælle om, at de har fundet Rester af Naaletræer i Klitterne. En Bakke kaldes Blaabjærg, skiønt den er aldeles hvid, men Navnet skal hidrøre fra en Fyrreskov, der har bedækket den hele. Man gravede for nogle Aar siden Afløb for en Grøft ud mod Øen gjennem en Sandbakke, og der maatte man hugge sin Vej gjennem et fast Lag Træ, altsammen større og mindre Stammer, der laa tæt paa hverandre. Vedet lignede El.

Den nuværende Ejer af Anholt, der, saa vidt vides, er den første, der nogensinde har taget fast Bopæl herovre, har gjort sig fortjent af Øen paa forskjellig Maade Ikke mindst ved Anlæg af store Plantager. Et Sted i Klitten findes Træer, der allerede har naaet Mands Højde. Der er paa den Maade Udsigt til at Anholt atter en Gang kan komme til at svare til sit Navn.

For Tiden ejer den ikke Brændsel. Mosen er kun af ringe Udstrækning, og den bliver pløjet, i Stedet for, som paa andre Steder, hvor man brænder den op. Hede kan man ikke kalde de Par Smaapletter, hvor der voxer Lyng. Vragtømmer afgiver noget Brændsel, men ikke tilstrækkeligt til Øens Forbrug. De ægte Anholter Heste er meget smaa og svage, med en svær Pels, Man siger, at Køerne er nogle gode smaa Dyr. Jeg syntes, de lignede de 7 magre fra Faraos Drøm, De bliver om Dagen drevet ud i Klitterne, og det blev mig fortalt, at deres væsenligste Næring bestod af Marehalm og tør Fisk, Af Harer findes der en urimelig Mængde paa Øen, men hvad der har givet denne et livligt Præg, er den brogede Mængde af Fugle, Ved Stranden ser man næsten alle Danmarks Strandfugle repræsenteret i stor Mængde, og hele den milelange Ørken er en stor Rugeplads for Maager, Edderfugle og Strandskader, Lærken synger over Marken. Piber og Gravgæs ruger i Engstrækningerne, og til Tider kan Landet være ligesom oversaaet af Smaafugle, der enten dugger der eller udhviler sig en kort Tid paa Træk mod Norden, forfulgte af talrige Skarer af Høge, Falke og Ugler, Storken dugger ikke der ovre, den ses kun undtagelsesvis, naar den er for slaaet af Stormen eller paa Vandring,

Det er ikke vanskeligt at faa et Overblik over Anholts Befolkning, der med store og smaa tæller hundrede og syvti nogle. Næsten alle er de ranke og høie Mennesker af et frimodigt og intelligent Udseende, Skiøndt paa en Gang Bønder og Fiskere, har Søen dog stemplet deres Ydre fremfor Ploven. Selv Smeden og Mosteren har alle en Sømands Kjendemærker, Paafaldende er det, at ligesom paa nogle Steder paa Jyllands Vestkyst dm mørke Haarfarve er stærkt fremtrædende. Her er den endog i stor Majoritet og ravnsort glat Haar, svære Øjenbryn og Øjenhaar, ledsages gjærne af et skarpt markeret Ansigt. Dialekten er en jydsk Mundart, man siger "A" ligesom paa Østkysten, men Tonefaldet er temmelig forskjelligt fra det jydske og nærmer sig til det svenske, hvilket maaske har sin Grund i den nære Forbindelse, hvori Anholt stod til Falkenberg, den Gang Holland endnu var en Del af Danmark. Endnu den Dag i Dag er der en ikke ringe Trafik paa Sverig,

Nationaldragt existerer kun for ældre Kvinders Vedkommende, og hos dem indskrænker den sig endda til et Hovedtøj, der har Lighed med et, som bæres i Vendsyssel, end videre til en hvid broderet Krave og et broget Forklæde. De ungere bærer ofte et Klæde om Hovedet. Selv Smaapiger bærer lige som de voxne lange Skjorter, der endda er til at voxe i, hvilket giver dem et pudsigt Udseende af store Dukker

Det er indlysende at Opholdet her er sundt for Mennesker; thi især de smaa ser blomstrende og friske ud. Brystsyge kjendes ikke.

Meget sjældent ser man en Anholter kjendes ikke

Meget sjældent ser man en Anholter ledig. Træder man ind i hans lave Stue, ser alt renligt ud derinde. Der staar Blomster i Vinduet og en Bænk løber langs Væggen med et langt Bord foran. Kvinderne sætter Rokken eller Væven i Gang, saa ofte der er levnet dem Tid fra Fiskegarnene, thi deres Rensning anses altid for det nødvendigste. Ligeledes er Mændene altid i Virksomhed, enten paa Søen, Marken eller i hjemmet. Naar man beskylder dem for overdreven Forsigtighed paa Søen, har man næppe sat sig tilstrækkelig ind i alle Omstændigheder ved at fiske der ud fra Kysten der paa Nordstand, hvor der fiskes om Sommeren, er stak et langt Stykke Vej ud, og med Paalandsvind rejser der sig strax en Brænding, der sætter Redskaber og Fangst i Fare. 

For hver Gang Baaden har været i Vandet, trækkes den højt op paa Landet, og saavel ved Ud- som Indsætningen sættes Ryggen under, og den halv bæres og halv skubbes af Sted. "Det vi mangler, er en Havn", lød den enstemmige Klage. "Naar vi undertiden som i Strandingstilfælde har Brug for en af de store Dæksbaade, saa er vi ikke Mennesker en hel Uge efter, at vi har sat den ud og atter taget den ind", fortalte en Mand mig, og det synes ikke utroligt Praktisk er det, at mange Mænd har faaet en Skade ved delte Arbejde, som, foruden hvad anden Mén, den har bevirket, har gjort dem ubrugelige til Krigstjeneste,

(Sluttes)

(Morgenbladet (København) 31. maj 1885).

Anholt Fyr og Fyrgård. By Mikkel Houmøller - Own work, CC BY-SA 4.0.

(Sluttet.)

Dog gives der Strandingstilfælde, hvor de foretrækker at have alt det Arbejde med de store Dæksbaade fremfor at benytte den lette Redningsbaad.

"Naar der Vinterdage er en Stranding paa Østerrevet", blev der sagt, "saa er det omtrent den visse Død at gaa ud med Redningsbaaden. Vi kan naa Vraget men ikke ro Landet op igjen, og før vi naar Sverrig, er Lemmerne formodenlig frossen af os. Tager vi derimod til Dæksbaaden, kan vi altid naa Land, og om ikke at nogen anden Grund, saa burde vi af denne have en Havn".

Ved Flid og Paapassenhed er Anholterne velstaaende. I Grenaa har de Ord for at være rige, hvorom jeg dog ingen Mening har. De er alle velklædte. Deres Baade, som de selv bygger, er smukke, stærke Søbaade, og deres øvrige Fiskeredskaber holder de i god Stand. Der findes ingen Drukkenboldte iblandt dem til Trods for den Skik, som Kvaserne fører med sig, at opvarte det Mandskab, der sælger dem Fisk, med al den Brændevin, de vilde drikke. En enkelt Mand, som var paa Vej til al blive forfalden, forhindrede man fra at ødelægge sit Helbred ved at forbyde de to Kroværter, der findes paa Øen, at sælge dem Spiritus.

Ligesom Mændene, er Kvinderne ofte høje og kraftige; kan man end ikke kalde dem alle for Skjønheder, saa har de dog alle for det meste stilfulde Ansigtstræk.

Kun enkelte gamle Anholtere, som har lidt Tab og staar ene, bliver hjulpne af deres Medmennesker. Baadene ejes i Fællesskab af Selskaber paa 4 eller 5 Mænd, der deler Udbyttet ligesaa. Naar en Dreng er konstitueret, regnes han for Mand ved, at han optages i et Selskab med fuld Part. Deri ligger formodenlig Grunden til, at ingen Anholter gaar til Søs eller søger andet Sted hen. Han har det i alle Maader bedre i sit Hjem, hvor der er Trang til ham.

Af fremmede Mænd har der kun nedsat sig to paa Øen. En Amager og en Svensker, begge Fiskere og gift med Anholterinder. Flere Mænd har derimod hentet sig en Brud andetsteds fra. De fleste fra Sverig, men et Par fra Bogø.

Det er ikke ualmindeligt, at en Anholterpige bliver bortforlovet strax efter Konfirmationen. Den unge Mand kommer da og beder hendes Forældre, om hun maa hente Garn for ham, og bliver denne Tilladelse givet, er den ensbetydende med Forlovelse. 

Naar vi nu til Dags hører Tale om Hoveri, tænker vi altid tilbage til den Tid, der af alle har været den mest ødelæggende for den danske Nation. Aldrig er vist nogen Kreaturbesætning bleven i den Grad mishandlet, som Bønderne blev det under Stavnsbaandet. Medens Befolkningen paa mange Steder af vort Land endnu bærer Mærker af Tyrannernes Svøber, har disse ikke mærket Anholterne paa nogen Maade. Man fristes til at tro, at det for Strandingernes Skyld har været i Fogdens velforstaaede Interesse her at sørge for at bibeholde de raskeste Folk, medens man andet Sted drev dem bort i ved at sende dem i Kongens Tieneste og kun beholdt de sløveste og vilieløseste Trælle tilbage.

Jeg blev ikke lidt forundret ved at erfare, at Hoveriet først for et Aars Tid siden blev afløst. For et Par Husmænds vedkommende existerer det endda endnu Snapsting, der forlængst er ophævet i det øvrige Land. holdes hvert Aar. Her kaldes det Snapstorsdag paa Grund af, at det holdes den første Torsdag efter Hellig tre Konger. I Aar var det blevet udsat paa Grund af et Dødsfald, og derved fik jeg Lejlighed til at overvære Festen, hvori der dog var en Del Indskrænkninger. Til den regelmæssige Fest gaar Bedemænd omkring fra Hus til Hus og beder i Godsejerens Navn alle og enhver at møde til en fastsat Tid paa Kroen.

Naar Folk er samlede, oplæses Strandingsregulativerne, hvorefter der frembæres Punsch, og deri udbringes en Skaal for Landsherren: "Og dette skal være Landsherren til Æren", synges paa Melodien i "Kong Kristian stod ved højen Mast" Den næste Skaal er for hans Hustru, derpaa en for den unge Stamherre o. s. v , indtil der ikke er flere Skaaler at drikke, og Bollerne er tomme. Saa spilles der op til Dans, selv de mindste Børn er medbragte, og saa gaar det lystig med Vals, Reel, væve Vadmel og lignende til Kl. 4 om Morgenen. 

Ved Bryllupper er der bl a. den Mærkelighed, at de holdes om Efteraaret, maaske for Slagtningernes Skyld og ved varer i 8 Dage. Alle i Byen skal have Bryllupsmad. Er nogen syg eller paa anden Maade forhindret, sendes der dem Mad. Bruden maa danse første Dans, som er en Reel, med Bedemanden, hvor ved hun maa tage særlig Vare paa ikke at begaa Fejltrin, thi Overtroen vil i denne hendes Dans se et Billede af, hvorledes hendes ægteskabelige Liv vil blive. Noget lignende gjælder om den Plads, som Brud og Brudgom indtager ved Bordet. Der maa iagttages flere Ting, for ellers varsler det ilde for Fremtiden.

Ligesom saa mange Søfolk og Øboere, tager Anholterne kun ringe Del i Danmarks indre politiske Liv. Det stærke Røre, der for Tiden findes Gemytterne, naar ikke herover, og Kampen er ikke følt af de brave Anholtere. Øens Sogneraad blev for kort Tid siden udnævnt til Dannebrogsmand, hvilket er det første Forsøg, der er gjort paa her at skabe en unaturlig Kløft mellem de ellers saa lige stillede Mennesker, og skjønt man maa tro, at det er sket i den bedste Hensigt, kan man ikke andet end beklage sligt.

Hvorledes Vedkommende opfattede denne Udmærkelse, var det mig ikke muligt at faa noget sikkert Besked om, og han hverken ved Ord eller Miner udtrykte Bevægelse af nogen Slags. Han saa nærmest ud, som om han ikke begreb, hvilken fortræffelig Egenskab han havde at takke for dette hans Uheld, og jeg er men tilbøjelig til at tro, at han vil gjemme sit Kors dybt paa Kistebunden.

Anholternes mest bevægede Tid har uden Tvivl været den 5-aarige engelske Okkupation. Gamle Folk kan endnu fortælle derom, og flere af dem taler Engelsk fuldkommen flydende. De Danske havde slukket Fyret, hvorfor de Engelske stationerede Fregatten "Proselyt" for Enden af Østerrevet, men den var lagt saa uheldig, at da der om Vinteren hvor den fik Bunden knust, og dens Besætning maatte bjærge sig over Isen i Land, hvor de blev modtaget af de bevæbnede Anholtere. Matroserne var ubevæbnede paa en Iskjæp nær, og da de kom nær Landet, kastede de endda denne fra sig. Fogeden og Fyrmesteren talte om at nedsable dem alle, men det satte Anholterne sig imod, og de underholdt derpaa Matroserne hele Vinteren, indtil de, da Vandet blev isfrit, kunde komme til Sverig.

Engelske Krigsskibe ankom derefter for at tage hele Øen i Besiddelse. De lagde sig i Pakhusbugten paa Sydsiden og gjorde Baadene klar til at landsætte Tropper; da mødte Anholterne paa Stranden, hvor de havde faaet en fra "Proselyt" bjærget Kanon opstillet og ladet med Kugle. Den blev rettet mod den engelske Fregat. "men hvordan faar vi den nu til at gaa af." spurgte en. "Det skal jeg nok," svarede en anden og satte sit Bøsseløb til Fænghullet. Skudet knaldede. Kuglen hug ind i Boven paa Engelskmanden, men Anholternes eneste stakkels Kanon væltede sig om paa Ryggen, og der laa hele deres Batteri i Sandet. Fjenden vendte Bredsiden til og fyrede det glatte Lag ind i Sandbakkerne, hvor Anholterne nu ikke havde mere at gjøre, men gik hjem til Byen. Da de engelske kom derop, spurgte de efter Soldaterne, men fik til Svar, at der ingen fandtes. "Hvem skød da paa os", spurgtes der, og da Mændene traadte frem og sagde: "Det gjorde vi", takkede Admiralen dem for deres Humanitet mod de skibbrudne fra "Proselyt" og roste dem for, at de de havde gjort, hvad de kunde, for at holde Fjenden fra deres Land.

De Engelske vandt hurtig alles Hjærter ved deres overordenlige Hensyn i mange Retninger, og det var ikke langt fra, at Forholdet mellem dem blev varmt, men da saa en Gang Admiralen spurgte dem, om de var villige til at hjælpe de Engelske, saafremt Danskerne skulde forsøge at lande, da bad Anholterne, at man hellere end tomat dem dertil maatte skyde dem alle "Thi", tilføjede min Hjemmelsmand, som selv havde været med den Gang, "det var da gruligt at kæmpe mod sin egen Nation".

Den samme gamle Hædersmand er endnu rørig og aandsfrisk, trods det at han er oppe i Firserne. Begivenhederne fra den Tid stod klart for ham, og kan fortæller dem godt. Han berettede endvidere om, hvorledes Øen havde lignet en Ørken, da de Engelske drog bort, thi Landvæsenet blev forsømt ved, at Mændene arbejdede for Engelskmændene. Naar Provianteringsfartøjet kom fra Sverig, landsattes der i snesevis af Stude, og disse løb løse overalt og afgnavede hvert Straa. Marehalm rykkede de op med Rode, og ikke et Hus havde ordenligt Tag, thi Studene satte Forbenene paa de nederste Lægter og aad det gamle Straa bort saa højt op, som de kunde naa. 

Fyrtaarnet har i Tidernes undergaaet betydelige Forandringer. Det er bygget lige ved Havstokken paa en kunstig dannet Bakke, der er bestykket ved Høfder. Fyrets Højde over Vandet er nu 150 Fod. Rundt om dets Fod er der af de Engelske bygget bombefaste Kassematter. Ligene af de Danske Soldater, der faldt under det uheldige Forsøg paa at tilbageerobre Øen, blev af de Engelske begravet i Klitterne, og naar en Gang imellem Vinden flytter disse kommer Kisterne til Syne.

Som en Mærkelighed kan det anføres, at der en Gang er dræbt en Ræv, en anden Gang en Snog, og atter en Gang en Rotte. Mus er der derimod nok af. Efterfølgende, der er skrevet af en Anholter paa hans egen ligefremme Maade, giver maaske netop derved et bedre Billede af mange Ting, end en fremmed kunde fremstille, og med hans Tilladelse er det derfor føjet til disse mine Indtryk.

* * *

Engelskmændene besatte Anholt den  8de Maj 1809 og var her til 1814. Altsaa i 5 Aar var de paa Anholt med en Besætning af 400 Mand. Anholterne maatte arbejde under dem til enhver Tid, f. Ex køre Tørv og Ler ud til Fæstningen, som de byggede rundt om Fyrtaarnet, og ligesaa maatte de losse alle proviantskibene, som kom til Fyret, men alt dette gjorde de ikke for ingen Ting, men fik Betaling derfor, og det endda stor Betaling. Engelskmændene respekterede Anholterne højt. De satte ikke selv Baadene ud, ej heller trak dem selv op; dette gjorde de engelske soldater, men sejle med Baadene, det skulde Anholterne selv gjøre; ligesaa var det Anholterns egne Baade. Det fortælles, at 4 Anholtere var sejlede en Dag ud til en Fregat og havde en af de højst betalende Officerer med; denne roste Anholterne for deres Dygtighed og lod deres Baad rigge ud som Kutter med nu Sejl og Tovværk (Baadens Navn var "Fløjten"). Det fortælles ogsaa, at Anholterne tjente saa mange Penge, at de havde danske Sedler i Hundredevis. De var dumme nok til at tage imod danske Penge, uagtet Engelskmanden sagde, at de skulde tage deres Penge, som var af Guld og Sølv, saa de blev bare narrede ved at tage deres egne Penge. Hvilket ogsaa blev Tilfældet. Banken spillede netop Fallit paa Grund af de store Krigs omkostninger og kunde ikke løse Papiret, saa nu var jo Anholterne helt ruinerede, da baade Arbejde og alt var gaaet tilbage for dem i de 5 Aar. Dog var der nogle iblandt dem, som havde været kloge nok til at tage engelske Penge. Anholternes Levevis før og efter Krigen var Fiskeri, Sælhundefangst og Strandinger. Fiskeriet i de Dage var mest efter Rokker. De havde meget store Baade. 5 Mand til hver, men Baadene var større end vore Mellembaade: Naar de satte paa Nordsiden, gik de 1½ Mil til Søs. Ved Pakhuset fiskede de paa Klejnsrev ude paa 12 a 15 Favne Vand. Man kan endnu se deres Garnsteder, som er meget store; de ligger paa Nordsiden. Mændene stenede selv deres Garn ved Stranden og havde 7 Garn til en Bænk. Man siger endogsaa, at et Par af dem ejede 2 store Baade, hvilke, naar de andre begyndte at fiske, saa begyndte de at sejle med Fisk og havde saaledes deres Udkomme. Der siges ogsaa, at de sejlede til Skagen og fiskede Rødspætter, ligesom de ogsaa sejlede til Øresund for at fiske Sild. De havde ogsaa flyttet deres Huse fra Byen og ned til Pakhuset, for at bo des nærmere ved Søen for Fiskeriets Skyld. Mærkeligt var det dog, at de aldrig prøvede paa at fiske paa det saakaldte nordre Vande, det vil sige det nordre Flak, som strækker sig 3/4 Mil ud. Denne Flade mente de var fiskeløs. Nu hændte det sig en Gang, at nogle af dem roede om Tollen for at ro paa Nordsiden. Da de kom nord for Fyret, besluttede de sig til at sætte deres Garn paa 4 Favne Vand. Da de nu trak dem om Morgenen, havde de 7 Snese paa Garnet, og de mener, at Rødspætten var gaaet efter Pandeskinnet, det vil sige Skinnet fra Fyret. Den Gang brugtes der ikke Olie paa Fyret men Kul, som blev lagt paa en meget stor Jernriste. Det fortælles, at den første Nat, de brændte Kul paa Fyret, brændtes der 28 Ton der Kul. (Hvert Aar kom der en Brig med Kul fra England).

Anholternes anden Levevis var Sælhundefangst, som gav dem deres Belysning om Vinteren, og hvad ellers de kunde sælge til Fortjeneste. Sælhundens Ophold var paa Hagen, (den Hage, der skyder sig ud mellem Fyret og Nordstrand). Den Gang var der flere Sten end nu, og der blev kun holdt Klapjagt to Gange om Aaret. De Sæler, som de fangede, var Ungerne, ellers, naar der ikke fangedes, blev den Plads fredet for ikke at forstyrre Sælhundene og deres Unger. Man siger, at der var i Hundredevis, og naar Vinden var NO, kunde man høre dem tude i Byen. Det halve af Sælhundefangsten tilfaldt Landsherren. Den tredje Levevis var Strandinger, som det ogsaa er endnu til Dags, men den Gang paa en hel anden Maade. Skibe i de Dage blev ikke taget af Grund, men mere betragtet som Prisgods. Skolegang var der heller ikke i de Dage. En Gang imellem kom der en Præst over til Øen; i Reglen hændte det to Gange om Aaret. Hans Ærende var da at konfirmere og ægtevie Folk. Den eneste Skolelærer, som var paa Øen, var Degnen. Undervisningen bestod af de ti Bud og noget af Luthers Katekismus og Fadervor. Skrive og regne lærte de ikke. Dog var der nogle iblandt dem, der lærte at skrive og regne af Fogderne; f. Ex. min Bedstefader og Ole Sørensen har aldrig gaaet i Skole. Dog kan Bedstefader læse godt, men der er flere af de gamle Anholtere der ikke kan skrive.

Naar man nu tænker sig, hvorledes Verden er gaaet fremad siden den Tid, saa er ogsaa Anholt gaaet fremad, uagtet den ligger mere adskilt fra den øvrige Verden. Her holdes dog en god Skolegang nu. Der er stiftet et stort Præstekald, ligesaa har vi Læge, vi har ogsaa Postforbindelse. En tænker i alt Fald tit paa Anholt; det er Sømanden paa Grund af dets deilige Fyr. Naar man gaar over til Fiskeriet nu og i gamle Dage, da kan det jo ikke sammenlignes. For det første afsætter vi jo alle vore Fisk, og for det andet fiskes der meget mere, og for det tredie er vore Redskaber meget bedre. Baadene er byggede af mere solide Materialier, end før; vi har Dæk i de store Baade, og alle Ting ere gaaede fremad; der er mere Handel og Vandel imellem Folk. Folk fra de gamle Dage vilde gjøre store Øjne ved at se en Mand komme kjørende med en Vogn fuld af Garn til Nordstrand paa en Lervej. Lige saa ved at se en Baad være rigget ud med Bomuldssejl. Husene kan vi jo ikke rose os af, da de kun er smaa endnu, men man stræber dog efter bedste Evne efter at saa dem saa hyggelige som muligt.

(Morgenbladet (København) 1. juni 1885).

Skytte- og Riffelforeninger. (Efterskrift til Politvennen)

Venstre og Skytteforeningerne. De Bestræbelser, der fra Venstres Side i den seneste Tid ere udfoldede for at faa fat i Skytteforeningerne omkring i Landet og faa dem omdannede til Riffelforeninger, have flere Steder været heldige for Partiet. Foruden Roeskilde Amts Skytteforening har det saaledes i de sidste Dage med stor Majoritet erobret Sorø Amts Skytteforening og Varde Skyttekreds. - Sidstnævnte Sted holdtes Generalforsamlingen i Onsdags og havde efter "Vestjyll. Dgbl." et meget stormende Præg. Venstre havde udfoldet en overordenlig Virksomhed og anvendt betydelige Pengebeløb for at erobre Kredsen. Generalforsamlingens væsenligste Del bestod af Læredrenge, nylig konfirmerede Bønderdrenge og straffede Personer, og Tonen synes som en Følge heraf at have været meget pøbelagtig. Redakteur Kjeldst havde saaledes stor Vanskeligbed ved at komme tilorde og afbrødes idelig af Spektakelmagerne, og en Gaardmand Hans Madsen i Meils rettede et uforskammet og insulterende Angreb paa Høire. Da Hr. Kjeldst imidlertid anholdt disse Fornærmelser, søgte Gaardmanden - rigtignok forgjæves - at knibe ud fra dem. De tilstedeværende Højremand synes ligefrem at have været udsatte for personlig Overlast, ja en Enkelt blev endog paa den mest raa og brutale Maade kastet paa Døren, fordi han istemte et "Estrup leve!" - Hvor Politiet var henne faaer man desværre ingen Oplysning om.

(Dagens Nyheder 3. maj 1885).

En Præst i Forhør. Pastor Balslev i Gangsted ved Horsens havde forleden Søndag i en Prædiken udtalt sig imod Riffelrumleriet og Oprørstendenserne. Derved havde han vakt Venstremændenes Vrede, og i Søndags var han derfor stævnet til et Folkemøde i Gangsted for at stande til Rette for sine Udtalelser. Han var saa utilladelig godmodig, at han virkelig gav Møde og lod sig tage i Forhør af d'Hrr. Jens Busk og Redakteur Bojsen, der naturligvis ikke nægtede sig Noget ligeoverfor den arme Præst. Denne, der aabenbart ikke kunde staa sig i en Debat af en slig Natur, gjorde ifølge "Hors. Folkebl." ogsaa halvoel« Undskyldninger, idet han dog mente, at han af R. Clausens og Pingels Udtalelser var berettiget til at slutte, at Venstre pønsede paa Oprør, navnlig da ytringer i den Retning stadig faldt blandt Arbejderbefolkningen, og Drengene i Skolerne udnævnte de ildesete Kammerater til Estruppere og "riflede" dem med Kjæppe.

(Dagens Nyheder 6. maj 1885).

Foreløbig Lov

angaaende

Forholdsregler for at hindre Misbrug af den uindskrænkede Adgang til at anskaffe Vaaben og øve sig i disses Brug.

Vi Kristian den Niende, af Guds Naade, Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborq og Oldenborg,

Gjøre vitterligt: At da det maa befrygtes, at den hidtil stedfindende uindskrænkede Adganq til at anskaffe Vaaben og til at øve sig i disses Brug vil blive misbrugt til at forstyrre eller true den offentige Orden, har vi fundet det nødvendigt i Henhold til Grundlovens § 25 ved foreløbig Lov at træffe de Foranstaltninger, som er nødvendige for at hindre saadant. Thi byde oq befale vi som følger:

§ 1

Enhver, der vil indføre Vaaben eller færdige Dele til saadanne, som skulle forblive i Toldterritoriet, skal, forinden Indklarerinq deraf kan finde Sted, gjøre Anmeldelse til Politimesteren paa det Sted, hvor Indklareringen ønskes, og nøiagtigt angive Forsendelsens Mærker og Indhold samt give fornøden Forklaring om Vaabnenes eller Vaabendelenes Bestemmelse.

Finder Politimesteren intet at erindre imod Indførselen, giver han skriftlig Tilladelse til Indklareringen, der paaberaabes i Specialangivelsen til Toldvæsenet og vedlægges denne.

Finder Politimesteren derimod, at Indførselen af de ommeldte Vaaben eller Vaabendele ikke bør tilstedes, underretter han Anmelderen herom med Paalæg om at sørge for, at de ommeldte Vaaben eller Vaabendele udsendes af Riget inden en vis Frist og under saadanne Forholdsreglers Iagttagelse, som af ham findes betryggende, samt med Tilkjendegivelse af, at for saa vidt dette Paalæq ikte nøiagtigen følges, ville de paagjældende Forsendelser blive tagne under Politiets Bevaring. Om denne Afgiørelse bliver Toldvæsenet at underrette, og for saa vidt Varerne ikke udsendes af Riget i Overensstemmelse med Paalæget, blive de paa Politimestrens Rekvisition og imod hans Kvitterinq at udlevere Politiet til Bevaring.

§ 2.

Anskaffelse eller Uddeling af Rifter eller andre Krigsvaaben og Indøvelsen Brugen af slige Vaaben forbydes, for saa vidt saadant ikke sker i Embeds eller Bestillings Medfør eller i Følge vedkommende Myndigheders Paabud eller Tilladelse. Overtrædelse heraf straffes med Fængsel i almindeliq borgerlig Straffelovs § 25 eller Bøder, ikke under 50 Kr., for saa vidt ikke høiere Straf er forskyldt efter Lovgivningens almindelige Regler. De ulovligt anskaffede saa vel som de ulovligt til Øvelse benyttede Vaaben konfiskeres til Fordel for Statskassen. Paa Meddelagtighed i eller Forsøg paa Overtrædelse af ovennævnte Forbud komme almindelig borgerlig Straffelovs Grundsætninger til Anvendelse.

§ 3

Den i forrige Paragraf omhandlede Tilladelse meddele, naar Omstændighederne tale derfor, af Amtmanden, i Kiøbenhavn af Politidirektøren. Den kan til enhver Tid tilbagekaldes.

Hvor efter alle Vedkommende sig have at rette.

Givet paa Amalienborg den 5te Maj 1885.

Under Vor kongelige Haand og Segl

Christian R.

(I. S.)

J. Nellemann.

(Morgenbladet (København) 6 maj 1885).

Fejø-Sagen (4): 1885 - Genoptagelse og Løsladelse. (Efterskrift til Politivennen)

Som nævnt i et tidligere indslag, blev to kvinder i 1883 dømt for at have født og efterfølgende dræbt en nyfødt. I tugthuset på Christianshavn fandt en læge imidlertid ud af i 1885 at Ane aldrig havde født. Under overskriften "Uskyldige dømt for Mord af danske Dommere" havde Social-Demokraten den 19. april 1885 gjort opmærksom på de nye undersøgelser af politilægen dr. Tryde og professor Howirtz, og at tilståelserne var fremtvunget af birkedommer Freuchen. 

Vor kriminelle Retspleje. fra forskjellige Sider meddeles følgende. der vækker forbavselse endog hos dem, der nærer grundig Tvivl om del nuværende Retspleje-System for længere Tid siden faldt der Dom i en Barnemordssag fra Fejø. Moderen blev idømt fleraarig Tugthusstraf, Mormoderen, der havde tilskyndet til Mordet, dømtes fra Livet, og en anden kvindelig Slægtning idømtes som Medviderske en mindre Straf. Bedstemoderen, der var bleven benaadet, og Moderen har i nogen Tid hensiddet i Kristianshavns Straffeanstalt. Efter gjentagen Begjæring af Bedstemoderen er Sagen bleven fremdragen igjen, og en Undersøgelse ved tvende Læger, Professor Howitz og Politilægen, har givet til Resultat, at den formentlige Moder aldrig har født. Forhørsdommeren paa Fejø er Hr. Birkedommer Freuchen. En ny retlig Undersøgelse skal være overdragen til Fængselsdirektør Goos og Birkedommer Schouw.

Saaledes lyder Meddelelserne. De indeholder, hvis de viser sig holdbare, en uhyggelig stærk Bekræftelse af den Kritik over vor kriminelle Retspleje og særlig forhørsvirksomdeden, som gientagne Gange er øvet her i Bladet, saaledes i Anledning af den Horsenske Tugthusaffære og den Bohstrømske Mordsag. Almenheden vil i Spænding afvente Resultatet af de ny Undersøgelser.

(Morgenbladet (København) 19. april 1885).

Der blev efterfølgende sat en undersøgelse i gang ledet af assessor Ingerslev (Social-Demokraten 26. april 1885). Undersøgelsen vist at hymen (jomfruhinden) ikke var sprængt, og at Ane således ikke kunne have født et barn. Og nu rettede opmærksomheden sig også mod andre kvinder som var blevet dømt på Fejø og afsonede deres straf på Christianshavn. Begge kvinder blev efterfølgende løsladt og Freuchen sendt til undersøgelse på Oringe sindssygeanstalt.

Uskyldig dømt for Barnemord.

Justitsminister Nellemann har i Disse Dage givet Ordre til at løslade fire Kvinder, der i lang Tid har hensiddet i Straffeanstalten paa Kristianshavn som dømte for Barnemord.

Det er Afslutningen paa den berømte, for Justitsminister, Undersøgelsesdommer, Domstole og vort hele Retsvæsen lige betegnende Fejøsag, vi her staar overfor. I April Maaned d. A. skrev "Social-Demokraten" gentagne Gange om den, og Regeringen nedsatte en Undersøgelseskommission, som nu er kommen til det Resultat, at de dømte er uskyldige, hvorfor de som sagt er bleven sat paa fri Fod. Indtil Sagen er endelig sluttet, vil de blive underholdt af det Offentlige, men om Erstatning for den dem overgaaede Tort vil der i øvrigt ikke kunne være Tale, idet vor Lovgivning jo ikke kender noget til Humanitet overfor uskyldig dømte.

Der foreligger her to forskellige Sager. Om den ene er der endnu ikke kommet synderligt til Offenlighedens Kundskab, den anden, der gav Anledning til Undersøgelsernes Genoptagelse, gik - som det mulig vil erindres - kortelig ud paa følgende :

I Anret 1881 fandt man et Barnelig i en Affaldsdynge paa Fejø. Den Undersøgelse, der blev indledet, førte ikke til noget Resultat den Gang, men blev et Par Aar efter genoptaget af den nye Birkedommer, Hr. Freuchen, fordi der paa Fejø var udspredt et Rygte om, at den paa Femø hjemmehørende Pige Ane Kirstine netop paa den Tid havde været frugtsommelig. Hun afgav fuldstændig Tilstaaelse paa et meget tidligt Stadium af Undersøgelsen, og man fandt ingen Grund til at tvivle paa Sandheden af denne Tilstaaelse, da Distriktslægens Erklæring gik ud paa, i at Pigen havde født. Hendes Moder, Christiane Gotfredsen, nægtede i lang Tid at være Datterens Medskyldige, men omsider aflagde ogsaa hun en Tilstaaelse, der stemte fuldstændig overens med den første. I Straffeanstalten paa Kristianshavn hensad paa denne Tid Ane Kristines gifte Søster, der ligeledes fremkom med en Forklaring, som stemte overens med Moderens og Søsterens Tilstaaelser, og som gik ud paa, at disse havde været til Stede i hendes Hjem umiddelbart før Fødselen og derfra havde begivet sig tit Kirkegaarden, hvor Fødselen og Mordet skulde være foregaaet. Da Underretsdommen var aflagt, tog Ane Kirstine imidlertid sin Tilstaaelse tilbage, men denne Tilbagekaldelse frafaldt hun atter kort Tid efter, og som Følge deraf afsagde Højeret den 29. Oktober 1884 en Dom, der lød paa 5 Aars Forbedringshus for Ane Kirstine og Livstraf for hendes Moder; den sidste Dom "formildedes" til Tugthusarbejde paa Livstid.

Saa begyndte de to dømte da at afsone deres Straf, men allerede her i Foraaret forlangte Pigen at blive forhørt, idet hun saavel som Moderen nu igen paastod, at de var uskyldige. Navnlig forlangte Pigen med stor Styrke at blive undersøgt af en Læge, idet hun erklærede, at det da nok skulde vise sig, at hun aldrig havde født. Denne Lægeundersøgelse sandt da Sted ved Fængselslægen Dr. Tryde samt Overaccoucheuren paa Fødselsstiftelsen Dr. Stadfeldt. og den udviste, at Pigen næppe nogen Sinde havde født, og i alt Fald aldrig et fuldbaaret Barn som det, for hvis Mord hun og hendes Moder var dømte.

Hermed var det da allerede halvvejs givet, at de virkelig var uskyldige; thi vel havde Distriktslægen paa Fejø, der undersøgte Pigen før Underretsdommen faldt, afgivet Attest paa, at hun havde født et fuldbaaret Barn, men det var nu klart af den af en Autoritet som Professor Stadfeld afgivne Erklæring, at Distriktslægen enten ikke har haft Forstand paa sligt, eller ogsaa har han undersøgt hen i Vejret. Og endelig viste det sig, at man heller ikke kunde stole synderligt paa Birkedommer Freuchens Politiundersøgelser, idet han nok var Specialist i at presse Tilstaaelser ud af alle mulige Mennesker. Onde Tunger fortalle endog, at hver Gang Birkedommeren mødte en Fejøbeboer, saa stod denne straks stille og bekendte et eller andet.

Da Sagen var bleven fremdraget i Pressen, fik Justitsministeren pludselig travlt; som bekendt letter han ikke gerne paa sig, før der er sendt Bud efter ham. Og nu fulgte under Assessor Ingerslevs Ledelse den omtalte Kommissionsundersøgelse, der har ført til, at ikke blot disse to Kvinder, men ogsaa to andre for Barnemord dømte Kvinder fra samme Jurisdiktion er bleven løsladte som uskyldige.

Vi kommer selvfølgelig atter tilbage til denne Sag. Den er, som man ser, en ny Illustration til de Retsforhold, det nuværende Regimente holder os under. Sløje Embedsmænd, sløje Domme - det er vi saa vante til, og der er da ikke andet for, end at blive ved med det møjsommelige Arbejde, at udpege de værste Pragteksemplarer af den Art. Administrationens Jammerlighed blottes derigennem næsten daglig, og samtidig kan det ikke være andet, end at Folk maa faa Øjet op for adskillige af de store Mangler ved det nuværende Retssystem, ud af hvilket det Estrupske Ministerium ikke magter at føre os. Vi har hverken offenlig eller gratis Retspleje eller Juryer eller Erstatning til uskyldig dømte - vi har foreløbig ikke andet end Nellemann med en Stab af Hindenburgere, Goos'er , Mazantier Freuchen'er, Skiftekommissionærer og andet Habengut i en lang Elendighed. Det er som sagt møjsommeligt at luge i denne provisoriske Have, men af Erfaring véd vi dog, at et og andet kan pilles væk, og derfor bliver vi ved. De fejøske Sager vil sikkert i den Henseende give os nyt Arbejde.

(Social-Demokraten 30. juli 1885).

Barnemordssagen fra Fejø. Fra en paa Femø boende Mand har "Politiken" modtaget følgende:

Hr. Redaktør! Jeg beder Dem optage efterstaaende Bemærkninger som et Udtryk for Befolkningens Stemning her ovre med Hensyn til Christiane Gotfredsens og Datters Løsladelse fra Tugthuset.

Det vakte ganske sikkert langt mere Forbavselse end Glæde, da man erfarede, at de for Barnemord dømte Kvinder vare blevne løsladte. Og til de forbavsede hørte jeg. Thi, uagtet jeg ikke kan paastaa, at disse to Mennesker har begaaet den Forbrydelse, hvorfor de har været dømte, saa er der dog, synes det mig, fremkommet saa vægtige Indicier imod dem, at det i alt Fald ikke vilde have været urimeligt at holde dem fast, indtil Hr. Assessor Ingerslevs Forhør havde været underkastet en nærmere Prøvelse.

Som bekjendt hører Christiane Gotfredsen med Datter ikke til Femø Befolknings agtede Medlemmer.

Christiane har født 3 uægte Børn, den ene Datter har faaet et do., og en Datter, som var gift paa Fejø og der havde en Flok Børn, hensidder nu for Tiden i Tugthuset for forsætligt Drab af et af sine i Ægteskab fødte Børn.

Allerede dette er ikke egnet til at stabe synderlig Tillid til Familjens Agtværdighed.

Men der er andre og vigtigere Indicier. 

Som i sin Tid fremdraget i Deres ærede Blad tilskrev Christiane, forinden noget retsligt foretoges i denne Sag, Birkekontoret en anonym Skrivelse, hvori hun søgte at vælte Skylden for Forbrydelsen over paa en brav ung Pige fra Fejø, som ved gjentagne Lægeundersøgelser har faaet sin Uskyldighed konstateret. Det Spørgsmaal ligger da nær: Af hvilken Grund har hun villet ødelægge denne unge Piges Fremtid? Skulde det være ganske uden Hensigt om at ville dække sig selv, at hun paa en saa skamløs Maade søgte at tilintetgjøre en ung Piges Ære og Rygte?

Endvidere: Forinden Optagelsen af Forhørene var Christiane meget interesseret i at faa at vide, hvad der foregik hos Sognefogden, og bad indstændig dennes Karl, naar han kom fra Arbejde, om endelig at meddele hende det, dersom der "passerede noget". Skulde ikke en urolig Samvittighed her har været Drivfjederen? Det kan dog næppe have været helt uden Grund, at hun var saa opsat paa at faa at vide, hvad der foregik.

Endelig: Hvad betød det bekjendte Brev til Datteren "om at hun skulde tage sig i Agt, ikke røbe noget osv.", det Brev, som Politibetjenten fandt, da han anholdt Datteren?

Naar til alt dette kom, at Distriktslægen gav Attest for, at Datteren "havde født", saa synes det mig, at Dommeren ikke godt kunde undlade at tage sig af Sagen, og at han i dette Tilfælde som i de andre kriminelle Sager, han har hast til Behandling, kun har røbet de bedste og redeligste Hensigter, og at han kun har ladet sig lede af en god og ærlig Vilje til at komme Lasten og Forbrydelsen til Livs. At han er en hæderlig og brav Karaktor, derom kan der vist ikke være Tvivl.

At Christiane Gotfredsen og hendes Datter, efter at have aflagt Tilstaaelse om den Forbrydelse, hvorfor de vare anholdte, og efter at have modtaget Dom ved Under-, Over- og Højesteret, nu med stolt og oprejst Pande gaar paa fri Fod og offenlig bliver gjorte til Martyrer, dette er noget, som falder Folk her ovre svært at forstaa, og man vil næppe her kunne lære at betragte dem som Samfundets Martyrer, iførte Uskyldighedens hvide Klædebon.

Deres ærbødige

X

* * *

Til dette Brev føjer Bladets Redaktion følgende Bemærkninger:

- "Vi har ikke villet nægte ovenstaaende Plads i "Politiken"; thi sikkert er det et paalideligt Udtryk for den almindelige Opfattelse ovre paa Forbrydelsens Hjemsted, paa Øerne Femø og Fejø.

Men i øvrigt er vi ikke i Tvivl om, at Opfattelsen hviler paa en vrang Betragtning af Forholdene, en Misforstaaelse af det centrale i hele Sagen.

Først og fremmest: det, der har foranlediget os til at fremdrage og vedligeholde Interessen for denne Historie, er ikke hverken glorificerende Sympathi for de to fejlagtig dømte Kvinder eller særlig Antipathi mod Hr. Freuchen, men det er hele det triste Indblik, Sagen giver i vort Retssystem.

Vi har ikke søgt at fremstille de to Kvinder som Engle, lige saa lidt som vi har troet, at Hr. Freuchen var en Djævel.

Men vi har med berettiget Indignation fremhævet dette: to Kvinder - de være nu yderlig tarvelige, eller de være agtværdige - er blevne dømte for et Barnemord, som de, efter hvad der ved fornyet Undersøgelse er blevet oplyst, ikke kan have begaaet, og de ere blevne dømte af en Birkedommer, som sikkert ikke staar under Jævnmaalet af Hæderlighed og Dygtighed i vor Dommerstand. Netop dette, at sligt kan ske, uden at der er særlig Grund til at kaste Skylden paa den enkelte Dommer, netop dette er det forfærdelige og oprørende.

Thi det vil med andre Ord sige, at der i vor Retsforfølgelse, hvor en og samme Person er Anklager, Forsvarer og Dommer, ikke er Garanti eller Borgen for, at den Dom, der fældes, er retfærdig.

Det er da urigtigt og misledende at ræsonnere, som den ærede Brevskriver gjør. Han kan ikke rokke - han tilstaar det selv - ved det Faktum, at de to Kvinder ikke har begaaet den Forbrydelse, hvorfor de har været dømte. Den sagkyndige Lægeundersøgelse, som konstaterer, at Christiane Gotfredsens Datter aldrig har født fuldbaaret Barn, kuldkaster alle, selv de tilsyneladende klareste Indicier. Hr. X. naar kun til at dokumentere, hvad ingen har har tvivlet om, at de to Kvinder er ilde lidte og daarlige Personer, og til at skabe en Sandsynlighed for, hvad vi her i Bladet forlængst har gjort opmærksom paa, at de maaske har andre Synder paa deres Samvittighed.

Men, som sagt, det er ikke Spørgsmaalet. Alt det, som Brevskriveren fremdrager, kan ikke, hvad der ene og alene vilde have nogen Betydning, undskylde et Retssystem, der uden Besvær kan faa Folk dømte for Forbrydelser, de ikke har begaaet; det kan højst forklare, hvorfor Mistanken faldt paa de dømte.

Naar derfor Øernes Befolkning ikke kan føle Glæde over de to Kvinders Løsladelse, ja, naar det endogsaa synes, som om den stadig ønsker dem siddende i Tugthuset - saa kommer det simpelt hen af, at man der ovre staar de i Sagen implicerede for nær til at kunne frigjøre sig for personlig Sym- og Antipathi, for nær til at kunne betragte Sagen og ikke Personerne.

Vi, der ser Begivenheden paa Afstand, men i øvrigt fjender alle Sagens Detailler, siger: Det kan saamænd godt være, at de to Fruentimmer er nogle snavs Personer; det kan saamænd godt være, at Hr. Freuchen til daglig Brug er en meget skikkelig Mand; men derfor bliver det ikke mindre forfærdeligt, at Hr. Freuchen, følgende almindelig god dansk Retspleje, har kunnet dømme to Kvinder til Døden for en Forbrydelse, som de ikke har begaaet.

Og en Smule har vi maaske ogsaa Lov til at undres over, hvor ringe Fordringer man stiller til dansk Birkedommer-Skikkelighed, -Hæderlighed og -Dygtighed.

Den ærede Brevskriver vidner, og med ham flere fra Fejø Jurisdiktion, at Hr. Freuchen er en brav og hæderlig Karakter med en god og ærlig Vilje, med de bedste og redeligste Hensigter, og fra anden Side faar Hr. Freuchen den Lov, at han er en brugelig Jurist, ikke i nogen Retning fremragende begavet, men heller ikke værre end de fleste.

Om denne brave og hæderlige, gode og ærlige Birkedommer, om ham oplyses det, at han for at fremtvinge Tilstaaelsen af de anklagede, fystematist benyttede en Udsultningskur.

Der er andre, brave og hæderlige Birkedommere, som prygler deres Arrestanter Hr. Freuchen havde den Opfattelse, at Udsultning var probatere. Han tog de to arresterede Kvinder med sig om Morgenen ud til Undersøgelse af de Steder, hvor Forbrydelsen skulde være begaaet og Liget henlagt; han gav dem intet at spise hverken for eller under Turen. Han vendte hjem med dem ved Middagstid, styrkede sig selv til fornyede Anstrengelser, tog dem saa i Forhør fra Eftermiddag til Aften. De fik intet at spise i Tiden fra Udflugten til Forhøret , naar de i det hele taget fik noget at spise den Tag, afhang af, hvor flinkt Tilstaaelserne kom.

At han som fast Regel unddrog Arrestanterne den i Fange-Reglementet forordnede Kaffe, var kun et hygiejnisk Experiment af Hr. Freuchen. Da Hr. Ingerslev spurgte ham, hvorfor han havde gjort det, svarede han, at han havde last i en Bog af Professor Panum, at Kaffe var skadelig.

Saadan forhørte Hr. Freuchen med de redeligste Hensigter.

Og sikkert forhørte han ikke værre end saa mange andre Birkedommere, der i oppustet Tillid til egen Autoritet røgter Lov og Ret med naturlig Ærgjærrighed efter at vinde Ry som dygtige og energiske Forhørsdommere.

Hr. Freuchen, der af omhyggelige overordnede er sendt til Observation paa Oringe bør billigvis ikke lægges for Had. Han har handlet i det Retssystems Aand, hvis Tjener han var.

Og den ærede Brevskriver og de andre Femø og Fejø-Beboere. der ikke noksom kan prise deres Birkedommers Hederlighed og ikke noksom korse sig over de to uskyldig dømte Kvinders Forvorpenhed. reformerer ud fra akkurat det samme Retssystem, saadan som det demoraliserende og begrebsforvirrende har gydt sin Ufrihedens Aand over Folkets Sind og Tanke.

(Lolland-Falsters Folketidende 15. august 1885)

Undersøgelseskommission under kriminalretsassessor Ingerslev samt distriktslægen på Fejø mente at birkedommer Freuchens sundhedstilstand ikke er normal, og hans handlinger som undersøgelsesdommer kunne være påvirket af "fikse ideer". Dette blev undersøgt på Oringe Sindssygeanstalt ved Vordingborg. Overlægen her erklærede i november 1885 at Freuchen under Fejøsagen antagelig havde lidt af fikse ideer, og at sådanne anfald også ville kunne ske igen hvis han kom til at stå over for lignende forhold. Freuchen mente bl.a. at øens faldende befolkningstal skyldes fosterfordrivelse og barnemord.

I begyndelsen af maj 1886 kom sagen til endelig afgørelse ved Højesteret. Ved denne sag fremkom der yderligere informationer om forhørsmetoderne:

Dansk Retspleje i vor Tid. Dersom Tilliden til vor Retstilstand ikke i Forvejen var rokket i sin inderste Grund, maatte den nødvendigvis blive det ved, hvad der er kommen frem i Fejøsagen. Som Exempel paa, hvad der kan passere under vor nuværende Retspleje, skal vi efter Advokat Halkiers Foredrag anføre følgende Momenter :

Politibetjent Schmidt havde vist en meget brutal Optræden overfor tiltalte Ane Kirstine, der var sigtet for Barnemord. Efter at hun havde erklæret sig uskyldig, slæbte han hende i Arrest og tvang hende til at tilstaa. Om Moderen Christiane Godtfredsens Behandling under Forhørene foreligger følgende: Man havde sat en Tyvekvinde ind til hende for at udspionere hende. Man havde Udhvidtet Arrestvinduet, saa at hun kun med Vanskelighed kunde se. Hun har klaget over voldelig Behandling af Betjentene Schmidt og Olsen og fastholder sin Klage trods deres Benægtelse. Hun var under - rigtigt eller urigtigt - Foregivende af en Mavesygdom bleven sat paa en Sultekur (Mælkekur), der havde bragt hende i en afkræftet Tilstand. Hun var i denne Tilstand bleven taget i Forhør til langt ud paa Natten. Her havde hun maattet staa op i længere Tid, endskjønt hun led af Aareknuder paa Benene. Under Forhørene havde Birkedommeren stænket baade Moderen og Døtrene med sit Spyt i Ansigtet, saa de maatte lukke Øjnene. Desuagtet havde Moderen standhaftig fastholdt sin Benægtelse, indtil begge hendes Døtre, som ikke længere kunde udholde Behandlingen, bad hende om at tilstaa. De stolede paa at opnaa deres Ret, naar de slap ud af Birkedommer Freuchens Kløer. Og paa Grundlag af en paa denne Maade tilvejebragt Tilstaaelse fældede Højesteret Dødsdommen.

En hæderlig og agtet Kvinde, Husbestyrerinde Karen Hansen, havde vidnet for de tiltaltes Uskyldighed; men efter at disse var bragte til at tilstaa, var hun atter bleven taget i Forhør og blev ved en Examination paa flere Timer bragt til at tilstaa, at hendes afgivne sandfærdige Forklaring var usandfærdig. Hun blev straffet med 2 Maaneders Fængsel og var derefter udvandret til Amerika.

Hvad der foregik paa Fejø, kan foregaa i hvilken som helst Jurisdiktion i Landet. Vi har ingen Garanti for, at det ikke kan finde Sted."

(Lolland-Falsters Folketidende 14. maj 1886)

I maj 1887 blev de frifundet ved højesteret. I marts 1889 indstillede finansudvalget at enken Christiane Gotfredsens andragende om understøttelse skulle imødekommes. Om det skete, har jeg ikke kunnet finde ud af. Dermed var sagen dog ikke endt. Det principielle i sagen: At retssystemet var mangelfuldt, blev bestyrket ved denne sag og ledte i sidste ende til at den inkvisitoriske forhørsmetode i 1900-tallet blev opgivet. Diskussionen fortsatte dog for og imod, og i 1913 blussede den op igen, se sidste afsnit.

København paa Vrangen. (Efterskrift til Politivennen)

Paa Flyttedagen sker der en almindelig Omstuvning af Københavns Armod. Den ene Rønne bytter Beboere med den anden, Borgerrepræsentant Ettes og Konsorters Spekulanthuse med den nykalkede Facader slipper ét Hold mærkede Familjer ud og et andet med friske Lunger ind, nogle Lejere vinder et Trin højere op i Hygge, for næste Flyttedag maaske at synke lige saa langt tilbage igen, andre flytter Haabløsheden jævnt nærmere for hver Gang, men Kapitalerne flytter paa Landet.

Se paa den københavnske Storborgerpresse i Dag, Dagen efter Flyttedagen, hvor den er forarget, i Aar akkurat som i Fjor. Og over hvad? Over alt det Snavs og Kludekram, som det Samfund, den lever af at rose, lader Fattigdommen hobe op hos Tusinder af Familjer mellem hver Flyttedag, og som vore kommunale Avtoriteter giver disse Lov til at fremlægge paa aaben Gade to Gange aarlig.

Det er meget betegnende, at denne Presses Harme vender sig mod Kommunalbestyrelsen. Dens Abonnenter taaler ikke Synet af de Fattiges Edderdun, muggen Sengehalm, af Rester af Klædningsstykker slidte til Umulighed, af gammelt Brød og rustent Køkkentøj, af Skaar og Smuds, der vælter ud af Baggaardene og fylder Promenaden. Til Hverdagsbrug lever vi jo "officielt" i en meget kristelig Ordensstat, i hvilken de Styrende fra Hof til Kirkeværger elsker vores Næste som sig selv - hvorfor tillader Autoriteterne da to Gange aarlig en saadan Dokumentation af, at baade Kristelighed, Orden og Næstekærlighed er Humbug hos de Folk?

Man jamrer over denne Urenlighed, der flyver pæne Mennesker i Næsen paa Flyttedagen, og man trøster sig med, at Dagen efter er det heldigvis forbi. Men man tænker kun paa sig selv og sin egen Behagelighed, men ikke paa, hvem der er Skyld i Smudset og Skramlet, og at det lever midt imellem os hver Dag, selv om det kun har Udgangstilladelse paa Flyttedagene.

Thi hvor er den mugne Halm og alle Laserne komne fra? Jo, Halmen har været Madras og Dyne i de Huse, Storborgersamfundet trækker sine Renter af, og Laserne har siddet paa de Lejere, som de Forargede piner deres Nydelser af, og saadan er det gaaet fra Flyttedag til Flyttedag, uden at den, der nu raaber paa Kommunalsvineri, har havt Tanke for at det i Virkeligheden er Samfundssvineri, og at det efter Autoriteternes udtrykkelige Befaling holder sig nogenlunde skikkeligt indenfor sine egne Vægge for at give disse Avtoriteter og dem, der har valgt dem, et Skin af hæderlig Omsorg for Smaakaarsfolk. Men naar der er noget at skrige op om paa Flyttedagen, hvor meget mere er der da ikke, der daglig kræver alvorlig Paatale?

Og naar Flyttedagens Mindelser om den i utætte Baghuse og fugtige Kældere indkassernerede Trang river visse Mennesker saa slemt i Næsen, da skyldes det ikke blot fine Fornemmelser men ogsaa ond Samvittighed. Thi det er deres egne Synder, deres egen Uvirksomhed overfor slette Beboelsesforhold og Livsvilkaar, der stinker op af Skarndyngerne. Der er fint og rent og sundt og højt til Loftet selv i Kongens Stalde; ham samler Højrepressen og Regeringspartiet Millioner ind til for at han kan faa et nyt Slot. Der er mørkt og snavset og usundt og lavt til Loftet i Tusinder af Københavns Boliger for Mennesker - Flyttedagen fortæller sin Historie derom - men om dem kommer der ikke lange Opraab i Bladene, og Millionerne gaar en anden Vej. Godsejerne sætter deres i moderne Svinestier, Grossererne køber sig Landsteder. Højre samler ind til "den husvilde Konge" - og derfor er det disse Personer saa ubehageligt at blive mindet om, at der er værdigere Trængende end Svin, menneskeligere Opgaver end at bygge Landsteder, og anderledes Husvilde end Kongen.

Men netop fordi de helst ser saa lidt til Fattigdommen som muligt og forlanger, at Politiet og alle andre "Ordenshåndhævere" skal holde den gemt i Baggaardene, hvor den ikke kan ses af de pæne Folk paa Gaden - netop derfor har vi ikke noget imod, at København vender Vrangen ud paa Flyttedagen. Den er ganske vist hverken køn eller behagelig, men den virker opdragende.

Lus er heller ikke behagelige, men de holder Mennesket til Renlighed; Københavns regerende Storborgere faar Lus to Gange om Aaret - paa Flyttedagene! Saa kribler det dem op ad Benene med Mindelser om, at de nu igen i et halvt Aar har ladet det dem betroede Samfundslegeme leve i Urenlighed; de store Dynger af Pjalter og Sengehalm fortæller dem, at Urenligheden er opstaaet af Armod; de stadig lige talrige Læs elendigt Flyttegods taler højt om, at de intet alvorligt gør for at mindste denne Armod, og de Skarer af Børn og voksne Mennesker, som den Dag strejfer Byen rundt og slaas om at lede en ussel Fortjeneste op af Gadesnavset, viser, at der endda findes en endnu dybere Elendighed end den, der Livet igennem flytter rundt med en Bør gamle Møbler.

Og derfor siger vi til vort Storstads-Bourgeoisi, inden dets servile Tjenere igen faar udslettet Sporene af Flyttedagen og Armoden gemt tilbage i dens Huller: Glem ikke, hvad I har set paa denne Dag! Husk, at det fejes ikke væk saa let som I fejer Gaden efter en Flyttedag. Og fremfor alt: betænk, at I endnu intet alvorligt har gjort for Københavns Vrangside.

(Social-Demokraten 22. april 1885).

En Enke paa Kultorvet, der beboede en flot Lejlighed, var af Værten sagt op til Fraflytning i Gaar. Hun havde imidlertid ikke gjort det ringeste Skridt til at flytte, saa at Værten, da han mærkede, at det ikke blev til noget med at rømme Lejligheden, og de nye Beboere allerede begyndte at møde op med deres Inventar, selv maatte anmode hende om at flytte. Han bankede paa hendes Dør, som imidlertid var lukket af, og den vedblev at være det. Værten tog da nogle Mand til Hjælp og brød Døren op. De blev lidt forbavsede ved det Syn, der mødte dem. I Stedet for at pakke ind til Flytning var Fruen nemlig gaaet i Seng og vilde ikke ud af den. Man maatte derfor bære hende ud af Lejligheden tilligemed hendes store, flotte Møblement. Dette sidste blev sat ned paa Torvet, med Undtagelse af et Læs, som Værten beholdt for skyldig Husleje. Det øvrige henlaa i længere Tid paa Torvet og optog en stor Del Plads, indtil det langt om længe i flere Læs blev kort hen til et Avktionssted.

(Social-Demokraten 22. april 1885).

Socialdemokratisk Møde paa Nørrefælled. (Efterskrift til Politivennen)

Mødet paa Nørrefælled. Det var pludselig blevet Sommer igaar. Eftermiddagssolen skinnede saa straalende som paa nogen Midsommerdag ud over den til daglig Brug ganske fredelige Nørrefælled, der undtagelsesvis igaar afgav et broget og livligt Skue. I ret anseelige Skarer vandrede Folk derud, deriblandt mange brave Familiefædre med Hustru og Børn, de sidste baade i og uden Barnevogn. Det Hele havde ved en flygtig Iagttagelse ikke saa lidt lighed med hine idylliske Dage, da den gamle Borgervæbning holdt Exercits paa Fælleden. Men den med de socialistiske Fagforeningers Faner og forøvrigt med blodrødt Sirts betrukne Talerstol længst ovre mod Nørreallée røbede andre Tider og andre Sæder. Det var hverken mere eller mindre end "det offenlige Folkemøde", hvortil "Socialdemokraten" i de sidste Dage havde trommet sammen, og de Menige havde lystret med sædvanlig Disciplin, og vare mødte i saa stort Antal, at man godt kan forstaa "Socialdemokratens" foragtelige Henvisning til Hr. Hørups "1500". Det ydre Apparat var altsaa for saa vidt i den smukkeste Orden: Talerstolen smykket, Førerne i mandsstærk Klynge paa Tribunen og rundt omkring den et talrigt Publikum. Og dog var der ingen rigtig "Folke"-Stemning, ingen drønende Hurraab, der gav Gjenlyd ud over det store Terrain, kun nu og da et ret kraftigt "Det er hørt" og forresten nogle forholdsvis matte Bifaldsraab, som for Størstedelen syntes at komme fra de ungdommeligste Medlemmer blandt Tilhørerne. Derimod bør det billigvis erkjendes, at netop denne støtte Ro over en saa talrig Forsamling, næppe et Albuestød midt i den tætteste Trængsel, gjorde et tiltalende Indtryk og vidner til Ære for den kjøbenhavnske Arbejderbefolknings Fornuft og Besindighed.

At denne Ro bevaredes under hele Mødet kan nemlig ikke siges helt at være dHrr. socialistiske Taleres Skyld. Der faldt en Del udfordrende og tirrende Ord, men de kjøbenhavnske Arbeidere have ganske vist hørt dem gjentaget saa ofte, at de næppe gjøre Indtryk mere.

Mødet aabnedes af Forretningsfører Knudsen og dirigeredes af Snedker C. Andersen, der begyndte Talernes Række med et Leve for Friheden. Saa kom Folkethingsmand, Skomager Hørdum, der udtalte sig om den "Overlast, vor Frihed havde lidt." Socialdemokraterne havde aldrig hørt til dem, der havde jublet i høie Toner over vor Grundlov; de havde været forberedte paa, at det en Gang vilde komme til en Kamp, men dog ikke tænkt sig, at den vilde komme til at dreie sig om Bevillingsretten. De nye Fortolkninger, som man havde bragt ind i Paragraf 25 og 40, skyldtes Professor Matzens Retslære (Ned med Matzen). Det vilde aldrig gaa op for den danske Befolkning, at sligt var lovligt. Folkethinget var endogsaa gaaet saa vidt for at undgaa Provisoriet, at det havde budt 1½ Million mere paa Finansloven (Det er altfor meget!). Socialdemokraterne havde holdt sig passive i Adressespørgsmaalet, fordi de paa Forhaand vare vis paa, at det ikke vilde føre til noget Resultat. "Men det vilde blive sidste Gang, at Oppositionen henvendte sig til Kongen!" Høire havde følt, at Provisoriet ikke var lovligt, og derfor havde Regeringen truffet extraordinaire militaire Foranstaltninger, men Oppositionen var for fornuftig til at gjøre Spektakler. "Skulde den danske Befolkning en Gang finde det nødvendigt at værge sin Ret, saa kom den ikke efter Indbydelse, uden uindbuden" (!). (Hør! Hurra!). Det maatte være Modstandernes Opgave at redde Befolkningen ud af den Elendighed, som de havde rodet den ind i. "Høire stod paa gyngende Grund og vidste ikke, hvad Øieblik den gabende Afgrund vilde opsluge dem." Hver Mand, der vilde indgaa paa et Kompromis med den nuværendc Regering, var en Forræder (!).

Pianofortearbeider Holst inddelte Høire i "Lommeprokuratorer, Godseiere og det Krapyl, der fulgte med i Slænget." Høires ledende Mand havde den 1ste April bedækket sig med Skjændsel. Taleren hørte ikke til dem, der til evig Tid vilde anbefale den danske Arbeiderbefolkning at finde sig rolig i saadanne lovstridige Handlinger (!). Han sluttede med et Leve for den "samlede Opposition."

Folkethingsmand, Skræder Holm erklærede, at Eftergivenhedens Tid nu var forbi. Det var med klare Ord blevet udtalt af Oppositionen baade i og udenfor Rigsdagen. Den politiske Kamp var en Klassekamp mellem det lille "storbesiddende" Mindretal og de talrige besiddelsesløse Klasser. Godsejerne og Embedsstanden havde ingen særlig Adkomst til at regere Landet. Det var intet Tab for Samfundet, om de slet ikke existerede. Høires Kjærlighed til Arbejderen var falsk. De følte kun Foragt for de store Masser (!) Maaske engang imellem lidt Medlidenhed, men den kunde de spare til "de usle Stympere, der fulgte dem". "Vi kunde vente, til vi fik vor Ret, og vi skulde vide at skaffe os den". "Nøglerne til Kjøbenhavns Porte vare idag paa Nørrefælled", medens Høire meget passende holdt sit Møde ved Siden af den gamle Kongeborgs Ruiner (!) Men det Parti, som samledes der, var viet til Undergang, hvorimod den høieste Lov nok skulde vise sig at være hos Folket.

Dirigenten meddelte derpaa, at efter en foretagen Udmaaling, strakte den tætteste Del af den Forsamling, som her var tilstede, sig over 40,200 Kvadratalen; regnede man to Mand paa hver Kvadratalen, blev det tilsammen en Folkemængde paa ca. 90,000 Personer (!!) (Efter et almindeligt Skjøn var der høist imellem 20 a 30,000 Mennesker samlede paa Fælleden). Endelig oplæste Taleren følgende Resolution, der naturligvis blev vedtagen baade af gamle og allernyeste deltagere i Mødet, som talte en Masse ligegyldige Tilhørere.

"Forsamlingen erklærer, at de af Ministeriet Estrup udstedte provisoriske Finanslove stride mod Grundloven, og at dette Ministeriums Forbliven ved Magten er en yderligere Trusel mod Folkets Rettigheder. Forsamlingen opfordrer Folkethinget til skaanselløst at kæmpe for Ministeriel Estrups Fjernelse og for Hævdelsen af Folkets Suverænitet, udøvet gjennem dets Repræsentanter. Den nu reiste Bevægelse vil føre til Fremskridt i politisk og social Henseende; den skaber Forstaaelsen af betydningsfulde Reformers Nødvendighed. For disse kæmper Socialdemokratiet; men de kan kun gjennemføres, naar den nuværende Kamp er endt med Folkets Seir. Derfor udtaler Forsamlingen, at den forlanger en af Folkets Valg udgaaet Regering."

Dermed var Mødet til Ende omkring Kl. 6; der lød nogle improviserede Hurraraab for Talerne og endnu mere spredte "Ned med Estrup"! En ubekjendt Person oppe paa Tribunen tillod sig den Morskab at raabe Leve for "Republiken", men havde slet ingen Tilslutning. Et Bord gik istykker nedenfor Talerstolen, da nogle Referenter stod derpaa for at se udover Mængden, ellers ikke det mindste Brud paa nogensomhelst Ting, den gode Ro og Orden indbefattet. Mængden spredte sig lidt efter lidt over Fælleden. En enkelt Hob halvvoxne Drenge drog skraalende ned ad Fredensgade. Paa Nørrebroes Gader var der naturligvis en usædvanlig livlig Færdsel.

(Dagens Nyheder 20. april 1885).